Log ind

Soldateruddannelse og Opdragelse

#

Hovedformaalet med Fredsuddannelsen ved Hæren er at gøre Soldaten skikket til at udfylde sin Plads i Krigstid. Samtidig maa det haves for Øje, at Hæren under Uddannelsen af de værnepligtige bør virke opdragende paa Landets Ungdom og give den en Paavirkning i aandelig og moralsk Henseende, der ogsaa rent samfundsmæssigt set er til Gavn for Land og Folk. Ved Uddannelsen er det nødvendigt at fremkalde saadanne moralske Egenskaber hos Soldaten, at han altid og til det yderste gør sin Pligt og opfylder den, ogsaa naar han udsættes for Krigens voldsomme Paavirkninger, og selv om han er paa egen Haand. Ved at udvikle hans Kærlighed til Fædrelandet og vække hans Forstaaelse af, hvad det betyder at give et frit og selvstamdigt Danmark i Arv til Efterkommerne, skal man søge at skabe Viljen hos ham til i Farens Stund at bringe ethvert Offer. Ved at vise ham Betydningen af Sammenhold skal man lære ham at forstaa, at han under Kamp har sin Andel af Ansvaret for dennes Udfald. Man skal altsaa bibringe Soldaten de Kundskaber og Færdigheder samt den Moral, Selvtillid og Disciplin, som er absolut nødvendige for ham i Krigen. Han maa forstaa Nødvendigheden af en ubetinget Lydighed, Nøjagtighed og Punktlighed for at sammentømre Hæren som Helhed, samt at han villigt skal boje sig for dette Krav. Uddannelsen har det dobbelte Formaal, nemlig: 1) Den faglige Uddannelse med dertil hørende Disciplin. 2) Den moralske Opdragelse. At lose disse Opgaver tilstrækkelig grundigt paa de 5 Maaneder, som herhjemme er tilstaaet, kan jo nok siges at være en Umulighed — særligt under Hensyn til den antimilitære Indstilling, som Hovedparten af de værnepligtige møder med -—, og dette medfører naturligt, at Befalingsmændene fristes til at lægge Uddannelsen an paa at opnaa de bedst mulige Resultater ved den rent faglige Uddannelse — kun i nogen Grad paa Disciplinen — og lader den moralske Opdragelse ligge som mindre væsentlig. Og det er ganske naturligt, da det altid er den faglige Uddannelses Resultat, som inspiceres og bedømmes af højere Foresatte. Forholdet er imidlertid ganske forkasteligt og skal nok hævne sig ved Hærens eventuelle Mobilisering. Er Moralen og Disciplinen i Tropperne ikke i (len bedste Orden, nytter de manuelle Færdigheder og den militære Kunnen og Viden kun lidet. Alle Kræfter maa sættes ind for den moralske Opdragelse, saa Hærens Personel kan modstaa Krigens voldsomme psykiske Virkninger.

Officeren som Opdrager og Lærer.

Medens Officerens Hovedopgave i Krigen er at være Fører, bestaar den i Fredstid i at være Soldateropdrager. Hans Opdragervirksomhed indskrænker sig imidlertid ikke til enkelte tjenstlige Handlinger, men til hans hele Virksomhed i som udenfor Tjenesten, og den vedrører ikke alene det rent soldatermæssige hos de undergivne — men ogsaa det rent menneskelige. Der paalægges altsaa Officeren som Opdrager meget store Forpligtelser, og han maa sætte hele sin Personlighed ind paa Opgavens høje Maal og stille store Krav til sin egen Viden og Kunnen, Selvovervindelse, Selvtugt og Offervilje — ja, større end ved nogen anden Opdragervirksomhed. Forudsætningen for et godt Resultat er gode pædagogiske Anlæg, hvilket er et medfødt Gode, som, hvis det helt mangler, ikke kan læres gennem Bøger. Deraf kan man jo saa slutte, at det vil være hensigtsløst at beskæftige sig med pædagogiske Spørgsmaal — men det er dog absolut galt. Selv den pædagogisk set bedst udrustede kan naturligvis lære, udvikle og underbygge sit sikre Instinkt, og for den middelmaadigt udrustede kan det give ham Belæring og Indsigt, som vil hjælpe ham over mangen Fejltagelse i hans Virksomhed som Opdrager. Enhver Officer har derfor en uafviselig Pligt til at give sig af med Studier af pædagogisk Art. Som Fag burde det sikkert behandles langt grundigere paa Officersskolen — og andre Skoler —, end Tilfældet er. Vanskeligheden hos Officeren ligger i at paavirke Folkenes Hjerte og Gemyt, og for at kunne det, bor han have noget Kendskab til Sjælelivets Love og den almindelige Psykologi i den Udstrækning, som det kan have Betydning for ham som Soldateropdrager. Man maa være klar over, at de psykologiske Vanskeligheder vokser kolossalt med de forøgede Krav, som den moderne Krig, med dens mangeartede Midler, stiller til Soldatens Nerver, og Opretholdelsen af den rette Kampvilje er i højeste Grad afhængig af Førerens psykologisk rigtige Holdning — det har Krigen tilfulde vist. Officeren maa være vel inde i sine faglige Sager, hvor den stærke tekniske Udvikling kræver, at han stadig følger med; han maa have Føling med den politiske Udvikling og kende Landets Historie, Tidens store Spørgsmaal maa han følge og kunne udtale sig om — han maa være en all-round, dannet og vel instrueret Mand. Mandskabet kommer fra alle Samfundsklasser, og et Kendskab til de forskelliges Livsvilkaar er nødvendigt for at kunne forstaa deres sjælelige Tilstand og deres sociale Forestillinger. Officeren bør ligeledes sætte sig ind i Arbejdsforhold og Lønningsforhold inden for de forskellige Erhvervsgrene, og denne Indsigt kan naas ved Selvsyn og Samtaler — og komme ham til gode under Opdragervirksomheden —, kort sagt: han maa forstaa Tidens sociale Spørgsmaal. Hærens gode Aand grunder sig paa et personligt Troskabsforhold mellem Officeren og Mandskabet, og det er Officerens Sag at fremelske de følelsesmæssige Betingelser derfor. Troskabsforholdet er afgørende for hele Opdragelsens Resultat. De sjælelige Drivkræfter, det her drejer sig om at fremkalde og opelske, er Tillid, Agtelse og Kærlighed — de kan ikke befales eller gennemtvinges. Officeren maa have Temperament, for hele Soldatertjenesten kræver Friskhed, Livlighed og dermed »Gang i Sagerne«. Kedsommelighed er som Gift for Tropperne, idet den dræber Arbejdsglæden og undergraver Hengivenheden til Føreren. Han bør derfor ikke holde sig stift og afmaalt fra Folkene — men give sig af med dem —, ja, mangler han Temperament, kan han ved Vilje og Selvopdragelse bøde væsentligt derpaa. Karakteren er af lige saa afgørende Betydning for Opdragerens Forhold til Mandskabet. Den bør være saadan, at Folkene karakteriserer Officeren som en fin Mand, — og gør de det, følger de ham gerne og vil selv føle sig smaa overfor ham og derefter uvilkaarligt søge at ligne ham. Sjælsstorhed er uforenelig med Smaalighed, bæren Nag og Chikane. Altsaa — Karakteren maa skoles, opbygges og styrkes; thi praktisk Dygtighed, Begavelse, ja, Intelligens er intet Værd, hvis Karakteren og Moralen svigter, derfor maa enhver have Opmærksomheden henvendt paa sin egen Selverkendelse og Selvopdragelse. En Mand med en stor Sjæl ser enhver Ting fra et ophøjet Standpunkt og finder paa alle Spørgsmaal altid den fornemste Løsning. Han er i Besiddelse af en naturlig Overlegenhed i alle Taktspørgsmaal, han behøver intet at gøre for at vise sit Ridderstandpunkt, fordi han i sit Indre virkelig er en Ridder. Han arbejder aldrig usagligt efter egoistiske Synspunkter — for at tækkes foresatte —, men kun efter den rette Linie opfyldt af en ophojet Respekt for Sagen — Tjenesten — ; han maa være et godt Menneske. Sjælsstorhed danner Grundlaget for den foresattes indre Autoritet og sande Værd som Fører, og er han i Besiddelse deraf, kan han kræve utrolige Anstrengelse]', Savn og Lidelser og være sikker paa, at Soldaten til det yderste stiller sine Kræfter og Evner til Raadighed. Opdragelsen, der hviler paa Sjælsstorhed, vender sig mod de bedste Sider af Soldatens Karakter og fores i et højt Plan. Vel er det givet, at Skuffelser og Tilbageslag aldrig udebliver af den menneskelige Natur, men derfor maa man aldrig vige tilbage af Frygt for saadanne Tilbageslagsmuligheder, naar man stiller sine Krav og Fordringer, men gribe skarpt ind imod dem, naar de maatte vise sig. Den efter fornævnte Tanker bedste teoretiske Karakterdannelse maa naturligvis prøves i Praksis ved at fri de undergivne for det strenge Formynderskab og stadige Overvaagen, hvorved opstaar Muligheder for — ja, ligefrem Fristelser — til at bryde ud, som vil vise, om de undergivne har den rette Moral eller ej. Vis den undergivne Tillid ved lidt flot Tildeling af Orlov, Overdragelse af Ansvar ved forskellig Tjeneste, som vil medfore Smaavanskeligheder af forskellig Art, og naar Soldaten ved, at hans Officer stoler trygt paa hans Paalidelighed og Pligttroskab, vil han bestræbe sig for ved hele sit Forhold at retfærdiggøre den viste Tillid. Det er en Kunst at bringe Soldaten til at føle en indre Trang til at aftvinge den foresatte en vis Beundring for sig som en brav Mand og en rigtig Soldat. Officeren maa som Opdrager stræbe efter at staa saa højt som muligt i de undergivnes Omdømme, og Ligegyldighed her overfor er en afgjort Fejl, for hvis han mener, det er ligegyldigt, hvad Folkene tænker om ham, indrømmer han derved, at han ikke erkender Betydningen af deres Hengivenhed imod ham som deres Forer og for Afdelingens Kampværdi. Officerens Vilje til at erhverve de undergivnes Tillid fører ganske af sig selv ind paa den rette Vej til den rigtige Mandskabsbehandling, og den første Betingelse for at kunne behandle undergivne rigtigt er, at man virkelig kender den enkelte rigtigt, og dette Kendskab kan man let faa ved Rekrutlister, Selvbiografier og gennem Samtaler med Folkene saavel i som udenfor Tjenesten paa en ligefrem og tvangløs Maade, ved at iagttage dem nøje angaaende deres legemlige og aandelige Færdigheder, deres Stabilitet og Viljestyrke i Tjenesten, deres Paalidelighed og hele Færden, og gennem alt dette bedømme deres Karakter. Dette Kendskab til Karaktererne maa og skal danne Grundlaget for hele Mandskabsbehandlingen. Overfor frygtsomme og ubehjælpsomme kræves en vidtstrakt Taalmodighed. Særlig Opmærksomhed vises mod tilbageholdende Naturer — der tit bliver miskendt —, Krigen viser, at de meget ofte er de bedste Folk. Al usund Struggleri, Ukammeratskab og Øjentjeneri maa skarpt holdes nede. Vanskelige Folk med stærk Modvilje mod al Underordnen og dermed mod hele Militærsystemet har ofte en udpræget Selvbevidsthed, en god Forstand og en stærk Vilje. De maa indfanges ved Appelleren til deres gode Egenskaber og Forklaring af det Heles Nødvendighed — men hjælper det ikke, er der kun eet at gøre, nemlig at knække deres Modstand ved Strenghed og endelig — Tvangsmidler. Nogle lider under en sjælelig Depression under det militære Systems Virkninger, og overfor disse er Forstaaelse og Venlighed at anvende saaledes, at Opdragerens moralsk styrkende Indflydelse i Længden tilbagegiver dem deres indre Ligevægt. Den dovne maa behandles anderledes end den flittige, den følsomme anderledes end den ligeglade — og Resultatet na;.- ved passende Anvendelse af Ros og Dadel. Retfærdighed maa være Officerens Ledetraad ved Behandlingen af undergivne, og Mangel herpaa hindrer altid en Fremstaaen af det rette Tillidsforhold til Føreren. Selvfølgelig findes der mellem Mennesker Sympati og Antitipati og saaledes ogsaa hos Officeren, og det afgørende for ham er, at disse ikke kommer til Syne hos ham i hans Opdragervirksomhed og Behandling af de undergivne — alle maa have Følelsen af Lighed og at staa hans Hjerte lige nær. Han opfylder lettest Kravet om absolut Retfærdighed ved, at han ikke giver sine Forholdsregler noget personligt Anstrøg, men viser sig som Tjener af et højere Princip, der bestemmer hans Handlinger. Derved falder Bebrejdelser for, at han handler vilkaarligt, af sig selv til Jorden. Særlig Opmærksomhed maa Officeren skænke sin Befalingsvirksomhed, saaledes at han kun befaler, hvad der er nødvendigt, eller hvad Forholdene maatte kræve, thi Befalen for meget i Detailler vil kun fremkalde Tankeløshed og Uselvstændighed, ja endog Ulydighed. Den absolutte Nødvendighed af at skaffe og opretholde Disciplin tvinger til en velvillig — men gennemført streng Behandling. Enhver Forsyndelse mod de militære Pligter maa straks straffes. Lige saa sikkert som Strenghed er en Nødvendighed, maa Brutalitet fordømmes, saa meget mere som ens undergivne er ude af Stand til Retfærdiggørelse eller Forsvar. Forsøg paa ved utilstedelig Blødhed og Popularitets jagen at søge at vinde undergivnes Kærlighed og Hengivenhed er det uheldigste af alt for Opdrageren — Mandskabet har udpræget Finfølelse overfor den Karaktersvaghed, der ytrer sig deri, og Følgerne deraf vil være Afsky og Ringeagt for Personen og Disciplinens snarlige Forfald. Den rette Soldat forlanger streng Tjenesteopfattelse og store tjenstlige Krav, og han er langt mere imponeret af den strenge foresatte end af den blødsødne, for han ønsker nemlig at agte og anerkende sine Officerer, og det kan han kun overfor en Personlighed med Karakter og Evner til at føre Kommando med den fornødne Haardhed.

Det kan med rette siges, at intet Middel for Officeren som Opdrager er saa virkningsfuldt som hans eget smukke og følgværdige Eksempel. Han maa derfor bestræbe sig for at føle sig som altid værende i Tjeneste. Alt, hvad han siger og gør, er underkastet de undergivnes kritiske Øje og Øre — hans hele Levevis og Færden maa være uangribelig, saa han med rette kan staa som et Ideal legemliggjort af ham. Gør han ikke dette, vil Følgerne blive et uvægerligt Tab af Tillid og Agtelse — alle smukke Ord, der staar i Modstrid med hans Handlinger, vil kun blive opfattet som tomme Fraser uden nogen som helst dybere Virkning. En gammel militær Sandhed siger: »Kompagniet er som Kaptajnen«, og Forklaringen herpaa er Sammenspillet af forskellige Aarsager. Først af disse staar den suggestive Kraft, der fra hans Personlighed udstraaler mod de undergivne. Gennem denne vinder han Magt over Sindene og underlægger sig disse. Hans suggestive Evne bevirker, at Folkene tvinges til at ville ligne ham, tænker og handler som han, og denne sjælelige Tildragelse bliver saa meget dybere, naar han gennem Velvilje, Omsorg og Retfærdighed har vundet hele Kompagniets Kærlighed og Tillid. Officeren maa være Folkenes Forbillede paa Tjenesteiver og Pligtopfyldelse, ja, det er ikke nok, at han gør sin Pligt — hvad selvfølgeligt er —, han maa gøre noget mere og være besjælet af den højeste Ansvarsfølelse for sit Arbejde. Han maa som Bærer af Kommandomyndigheden stadig personificere den Lov, der danner Grundlaget for hans Autoritet, og han maa være sig bevidst personligt at efterleve alle Lovens Bestemmelser fuldt loyalt. Alle disciplinære Love gælder ogsaa ham, og han maa nøje og eksemplarisk lyde dem — gør han ikke det, mister han sin Anseelse hos sine undergivne og undergraver Disciplinen. Naturligvis maa Officeren for at kunne virke som Forbillede være de undergivne vidt overlegen i Viden og Kunnen; thi dette begrunder hans indre aandelige Autoritet overfor dem. Ved Anstrengelser og Savn under Øvelserne faar Officerens personlige rigtige Forhold en særlig opdragende Betydning, idet han ved at dele alt med sine Folk faar rig Lejlighed til at vise sin Karakter.

Modsat lider saavel Agtelse som Kærlighed et svært Knæk, hvis han af Blødhed og ren Egoisme misbruger sin Stilling til personlige Fordele, utilstedelige Begunstigelser eller Lettelser. Dette er jo kun et Spørgsmaal om hans Standpunkt med Hensyn til Selvovervindelse. Den rette Opdrager er et Forbillede paa Udholdenhed, Sejghed, Fordringsløshed overfor Forplejning og Underbringelse; jo større Krav, jo rankere Fører, der forst tænker paa sig selv, naar Mandskab og Heste vides vel forplejede og underbragt. Har han udstrakt Indflydelse paa Folkene i Fredstid, er hans hele Personlighed og Forhold i Krig af ganske afgørende Betydning, og i Farens Stund afhænger alt af hans Forbillede — hans Eksempel river de undergivne med. Kaldet kræver raske, friske og stærke Folk med alle de foromtalte aandelige og sjælelige Egenskaber, for kun saadanne er virkelig i Stand til at uddanne og disciplinere Landets bedste Ungdom.

Den praktiske Uddannelse som Del af Soldateropdragelsen.

Det fornemste Middel til den egentlige soldatermæssige Opdragelse er den faglige Uddannelse, og kun ved dens Hjælp bliver Soldaten i Stand til at løse alle de forskelligartede Opgaver, som Tjenesten kræver af ham. Der er jo det ganske besynderlige ved den militære Uddannelsesmetode, at al den teoretiske Viden, som Manden faar, intet som helst betyder for hans Krigsbrugbarhed, hvis den ikke bæres og fuldstændiggøres ved Kunnen, og hans Kunnen opnaas alene ved den praktiske Uddannelse. Maalet for Tjenesten er at skabe den rette Krigsbrugbarhed, og derved forstaas ikke blot en legemlig Hærdning og Træning, Betjening af Vaabnene og Optræden under Kamp, men ogsaa Udviklingen af alle de aandelige, sjælelige og karaktermæssige Egenskaber, som i egentlig Forstand afgør den soldatermæssige Værdi. Den ydre, synlige Del af Uddannelsen bestaar i Opnaaelsen af en Mængde legemlige og vaabentekniske Færdigheder. Disse maa forklares og forstaas for derefter ved Gentagen og Øven endelig at erhverves. Men samtidig og sideløbende hermed kommer Fremholdelsen af Udviklingen af alle de usynlige Værdifaktorer, nemlig de aandelige, karaktermæssige, der som en uadskillelig Del af de praktiske Øvelser udvikler sig med dem og ved dem, af sig selv, bevidst eller ubevidst. Her er det Militærpædagogikkens Opgave at klarlægge, hvilke aandelige Opdragelseselementer der knytter sig til de enkelte Uddannelsesgrene, og hvorledes de skal udnyttes til den indre Udformning af Manden. Den tekniske Uddannelse er uden Værdi, hvis den ikke er underkastet et højere aandeligt Princip. Det rigtige Maal naas kun, naar Uddannelse og Opdragelse ledes sammen og danner en harmonisk Enhed. Jeg vil nu søge at vise de enkelte Uddannelsesgrenes Indflydelse paa det aandelige, moralske og karaktermæssige Grundlag for Krigsbrugbarheden.

Jeg skal holde mig til de vigtigste, nemlig:

1) Eksercits,

2) Skydning,

3) Felttjeneste og Fægtning

Spørger man, hvilke Karakteregenskaber der saaledes vedrører Uddannelsen til Krigsbrugbarhed, maa svares ,at det stort set drejer sig om Disciplin, Selvvirksomhed og Tapperhed. Vanskeligheden viser sig nu, idet disse gaar i stik modsat Retning, idet Disciplin kræver en Indskrænkning og Undertrykkelse af Personligheden for at uddanne Viljen til Lydighed, medens Selvvirksomheden og Tapperheden forudsætter en aktiv og stærkt udviklet Personlighed. Under Begrebet Disciplin maa imidlertid henregnes adskillige Faktorer, nemlig: Orden, Punktlighed, Lydighed, i videste og snævreste Forstand, Paalidelighed og Opmærksomhed. Unde)' Selvvirksomhed, maa henregnes: Selvstændighed, Lænken, Beslutsomhed. Ansvarsfølelse og Handlekraft. Tapperhed er uvægerligt afhængig af Mod og i nær Forbindelse med Udholdenhed, Sejghed, Haard,hed, Angrebsglæde og Sejrsvilje. Alle de 4 ovennævnte Uddannelsesgrene er med Hensyn til Opdragelsens Maal vidt forskellige, og derfor maa hvert enkelt virke paa sin Maade mod Maalet for Opdragelsen. Det er Lærerens Sag ved Hjælp af Militærpædagogikkens mangeartede Sider at faa disse anbragt rigtigt Side om Side med den praktiske Uddannelsesgren. Saaledes giver Fægtning Lejlighed til Fremme af Indsigt, Behændighed og Selvvirksomhed. Eksercits til Ensrettethed, Stramhed og Sport til Slappelse og Tvangløshed.

1. Eksercitsen: Dens Værdi for Soldateruddannelsen er meget omstridt, fordi den nutildags ikke har nogen egentlig Betydning for Kampuddannelsen. Tidligere var det anderledes, da man kæmpede i de samme Formationer, som man indøvede paa Eksercerpladsen. Men med Skyttetaktikkens Udvikling og de moderne spredte Formationer under Kamp er den skubbet mere og mere i Baggrunden. Stadig mindre Eksercits, men Resultatet ses under større Forhold. Een Ting bør imidlertid fastslaas, at Eksercitsen stadig er af endog afgørende Betydning for den militære Opdragelse, da den er det fornemste Middel til Disciplinens Fremme. Al Undervisning og Forklaring om Disciplinens Nødvendighed og Forstaaelse af den som sjælelig Pligt rækker ikke til til at give den den Kraft, som er nødvendig for Hærens Krigsbrugbarhed — hertil maa der praktisk Tilvænning og Skolen. Eksercitsen er det fortræffeligste Middel til at kræve en omgaaende og ubetinget Udførelse af en given Befaling — Kommando. Pointen i Eksercitsen er nemlig i første Linie at udelukke enhver af Soldatens Tanker om sit eget »Jeg« og fuldstændig tvinge ham til at underordne sin egen Vilje under den foresattes. Herved opstaar samtidig i Mandens Sind Forestillingen om den foresattes ubegrænsede Autoritet og det militære Systems Magt — ved Vanen og den stadige Gentagen af Lydighedsøvelsen gaar Lydigheden efterhaanden Manden i Blodet, saa den bliver en Del af hans eget » J e g « . Samtidig med den rent mekaniske Opdragelse udvikler Eksercitsen en Række sjælelige Faktorer, der er af stor Betydning for Disciplinens Befæstelse. Først Beherskelse af sit eget Legeme og Færdighed i at behandle sine Vaaben. Bevidstheden om de gjorte Fremskridt vækker Arbejdsglæde og Selvfølelse — og herigennem faar endelig den enkeltes Vilje nye Spore til frivillig Hengivelse til Disciplinen. Eksercits i sluttet Orden virker — med Regelmæssigheden og Stramheden i de i Fællesskab udførte Bevægelser — udviklende paa Samhørighedsfølelse og Korpsaand. Denne er af væsentlig Betydning for Disciplinen og danner den Ring, som holder Helet sammen. Jo stærkere Korpsaand, jo lettere indordner den enkelte sig under dens udskrevne Love — de fælles Skikke og Anskuelser, og den er en Bærer af det aandelige Princip, hvorpaa Afdelingens Samhørighed hviler. Hvor megen Tid skal man da anvende til Eksercits? Ja, det afhænger af flere Faktorer; jo bedre legemlig Træning, og jo mere Folkene kender til Disciplinen ved Mødet ved Hæren, des mindre Tid kan der anvendes. Ogsaa hele Nationens Indstilling overfor Hærens Betydning spiller en afgørende Rolle. I et Folk, der som saadant er vænnet til Orden, Lovlydighed og Fasthed gennem dets Regering, bliver Vanskeligheden ved den militære Disciplinering væsentlig mindre. Givet er det, at der ikke bør drives mere Eksercits, end at den virker opdragende — og aldrig afstumpende —, sker det, viser der sig en Træthedsfølelse og Ulyst, hvilket modvirker Viljen til Lydighed. Altsaa: saa. kort. og stram som overhovedet, muligt. Under Udviklingen af den højere og rigtige Form for Lydighed spiller den mekaniske Lydighed en endogsaa meget stor Rolle — og under Forhold, hvor fysisk og moralsk Udmattelse har sat Folkene ud af Stand til villet Lydighed, kan den mekaniske Lydighed bringe det hele frem. Den fremkaldes ved den stramme Eksercits, der følgelig ingenlunde maa underkendes, da den er en fortrinlig Skole i Selvfornægtelse og Selvbeherskelse og vænner Soldaten til øjeblikkelig og ubetinget Lydighed overfor den befalendes korte, letfattelige Kommando. Den bliver en Viljesdressur af første Rang. Den er aldeles ikke uforenelig med villet og forstaaende Lydighed og kan meget vel opelskes jævnsides med den, idet den kun opstaar ved, at man følgende Reglementets Aaand og Forskrifter utrætteligt gentager Øvelserne, hvorved disse udføres som en ren Refleksvirksomhed gennem det vanemæssige, og der opnaas , at det rigtige gøres ganske ubevidst. Denne Automatiseren skaber mekanisk Lydighed, den kan være Midlet til at forlænge Soldatens Aktivitet udover de Grænser, hvortil den bevidste Vilje fører ham, og i yderste Nødsfald kan den være et sidste Middel til at genoprette Disciplin blandt Tropper, der er grebet af Demoralisation.

Det maa paases, at Eksercitsen aldrig bliver for ensformig og langtrukken, og Faren derfor ligger nær paa Grund af Nødvendigheden af den stadige Gentagen. Dette modvirkes ved stadig at finde nye Sider af Uddannelsen og ved en hyppig Vekslen af Øvelserne og Indskydelse af saadanne, som kræver Brug af Aandsevnerne. Forsyndelse herimod gør, at Folkene anser Tiden som spildt og bliver ligegyldige, og den opdragende Virkning gaar tabt. Endelig er det et Spørgsmaal, som har den største Betydning for Eksercitsens opdragende Side, nemlig den herskende Tone og Behandlingen af Mandskabet under Eksercitsen. Eksercitsen maa ikke blive et »Spøgelse« for Folkene og et berettiget Angrebsobjekt mod det militære System paa Grund af unødig Grovhed, stadig Skælden og forskellig Chicaneri. Faren er til Stede her og ligger i, at al Aktivitet ligger hos Befalingsmanden, medens Manden kun er Genstanden for den absolutte Lydighed — han maa ikke tale, ikke svare eller foretrække en Mine. Gør han Fejl, er den foresatte tilbøjelig til deri at se Udtryk for Uopmærksomhed, Dovenskab, ja, daarlig Vilje og indrette sin Holdning derefter. Folkenes ensartede Udseende og Bevægelser, undertrykte Individualitet, den nødvendige Talen højt og skarpt, begunstiger Forudsætningerne for slet anbragt Grovhed og Opfarenhed af Befalingsmanden for de mindste Ting. Her maa Pædagogen — Officeren — træde til og vejlede, for det ligger i Mennesket at svare, som det bliver tiltalt, og lader man Fornærmelser og ærerørige Bemærkninger passere, ja saa bliver Opdragelsens smukke Teori om Soldaterære og høje aandelige Opgaver til tomme Fraser. Følgerne af forkert Behandling udebliver ikke — hos den enkelte og i Afdelingen udvikles hurtigt de daarlige Tilbøjeligheder, Idealerne brister, og Forseelserne indfinder sig. Drives Eksercitsen ikke paa rette Maade, vil den virke stik modsat sit Formaal, og derfor er Ledelsen af denne fornemme Uddannelse af afgørende Betydning for Værdien af Afdelingens Kampværdi. Trods Eksercitsens artsegne Strenghed og trods al den Skarphed, hvormed den maa drives, maa der aldrig gives Afkald paa Folkenes Glæde over at vise, at de virkelig kan, hvad de har lært. Det naas blandt andet ved aldrig at slaa af paa store Krav, megen Ros, Konkurrence og Belønning, Vækkelse og Udvikling af Korpsaand. Opdragelsens Opgave, er rigtigt løst, naar Manden stadig bliver forskriftmæssig behandlet og trods de største Krav vedgaar, at alt har været til hans eget bedste. Det smukkeste ydre Resultat er intet Værd for Afdelingens sande Kampværdi, hvis Uddannelsen ikke er foregaaet Haand i Haand med Udviklingen af Viljen til Disciplin.

2. Skydning: Skydning er i Modsætning til Eksercitsen en umiddelbar Del af Soldatens Krigsfærdighed, og Skydeuddannelsens Resultat er en ubedragelig Maalestok for Afdelingens Kampværdi. Dens Indflydelse ytrer sig paa to Maader, den ene rent materielt ved, at den bedre skydende Afdeling tilføjer den anden større Tab og skaffer dermed det afgørende Resultat for det taktiske Udfald, — den anden er psykologisk, nemlig Bevidstheden om en større Skydefærdighed, der giver Tropperne en Følelse af Overlegenhed overfor Modstanderen, hvilken er en af de vigtigste Forudsætninger for Afdelingens Kamp- og Sejrsvilje. Tyskerne hævder saaledes, at en meget væsentlig Aarsag til deres store Resultater i de første Krigsaar var deres overlegne Skydning. Mandens Uddannelse til en god Skytte i Udkampen vil saaledes være en meget vigtig Del af hans Soldateropdragelse. Det helt rigtige Resultat vil kun naas, naar det erkendes, at Skydning ikke alene er en legemlig, men ogsaa en sjælelig Uddannelsesgren af stor pædagogisk Betydning. Den pædagogiske Virksomhed er her den grundlæggende, det kommer ikke an paa Stramhed, Beherskelse af Legemet o. 1. som ved Eksercitsen, men snarere paa det modsatte, nemlig en naturlig Afslappelse af Legemet, en udviklet Synsevne og Anspændelse af Viljen. Med Hensyn til den psykologiske Opdragelse er det mere indviklet, da det gælder om at vække en Række følelsesbetonede Forestillinger og give Skyttens Viljeudvikling en ganske bestemt Retning. Folkene møder normalt med Lyst og Glæde til Skydeuddannelsen. Med Kommanderen og Regeren naar man intet, fordi god Skydning intet har med Lydighed at gøre, men derimod hviler paa Tillid til sig selv og sine Vaaben. Man maa faa Manden til at forstaa, at ogsaa han kan blive en brugbar Skytte — naar han vil — og saa udvikle hans Viljestyrke til at trække af i det rigtige Øjeblik, vise Omhu med Sigtet og skyde paa det rigtige Maal.

De pædagogiske foreliggende Opgaver bliver altsaa:

1) Styrkelse og Udvikling af den tilstedeværende Lyst til Skydning,

2) Selvtillid,

3) Viljestyrke,

4) Omhu og

5) speciel Viden.

1. Lyst og Glæde ved Skydning fremmes bedst ved at anlægge denne saa sportsmæssig og afvekslende som muligt, styrke Mandens Ærekærhed og Trang til Anerkendelse ved at yde ham Anerkendelse ogsaa overfor Kammeraterne, virke ved Omtale af Skytteskjold, Præmier, Landsskytte, Kappestrid med videre. 2. Den nødvendige Selvtillid forudsætter en Styrkelse af Mandens hele Personlighedsbevidsthed, og for at naa den maa ikke fares haardt og voldsomt frem, hvorved Manden bliver rystet og urolig. Indgaa paa de begaaede Fejl med Taalmodighed og Venlighed og forudsæt aldrig ond Vilje. Hævelse af Selvtilliden sker ligeledes ved, at hele Teorien fremsættes simpelt og ligetil paa en letfattelig Maade, saa det forstaas, at Skydeuddannelsen er den simpleste Ting af Verden,, og Folkene gaar med udtalt Glæde og Sikkerhed til Arbejdet. 3. Viljestyrken hos Skytten med Hensyn til at blive en god Skytte grundes bedst ved, at han fra Begyndelsen erkender, at hans Indsats svarer til de stillede Krav, og ved de forberedende Øvelser bør gøres alt for at bringe ham til den Opfattelse, at Skarpskydning er yderst let, — kan ske ved at lade ham sigte paa Skiver paa større Afstande end for Skydningen foreskrevet, ved i god Tid i Forvejen at lade ham se og sigte paa kommende Skiver, det giver Fortrolighed og Ro. Skydeholdene bør ikke være for store og maa i hvert Fald stadig beskæftiges, saa de særlig nervøse og usikre Folk ikke gribes af Urofølelse og Spænding eller paafører legemlige Ubehagspaavirkninger ved Kulde eller Varme, der vil nedsætte Resultaterne. Er uheldige Sjælstilstande tilstede, fremkommer de uheldige Udførelser ved Rykken og M tikken. Disse Fejl maa rettes ved Taalmodighed og roligt Arbejde fra Lærerens Side — for at bringe Manden i den rette Ligevagt og overlade til ham selv, naar han er i Stand til at skyde.

For at styrke Viljen maa tilstræbes, at Skuddet afgives uden »Sætten af« og unødig Pillen og altid at være sikker paa, at det ikke bliver til en Vane. Manden skal vide, at hans Skud virkelig er rigtigt afgivet og altsaa giver en Træffer. Han bør afgive de befalede Skud i Række for derved at trænes til at bære de Hæmninger, som et daarligt Skud kan medføre, og de større legemlige Anstrengelser og sjælelige Belastninger, der kræves ved en Serie Skud. Læreren maa kende Mandens Sjæleliv og behandle ham derefter, thi det individuelle spiller ved Skydning en fremtrædende Rolle. Anvendes Pædagogikken rigtigt, vil Skyderesultaterne stadig forbedres, og samtidig bør Betjeningen ogsaa gaa frem, hvilket er nødvendigt for at faa den rette Træfning mod Nutidens Øjebliksmaal. Betjeningen maa selvfølgelig ledes efter de gældende Forskrifter, men uden Forstokkethed, idet det vil lønne sig efterhaanden at tillade individuelle Afvigelser i Udførelsen og Anslag, Hændernes Stilling o. s. v. Skydning er ogsaa en Øvelsessag, hvorfor den daarlige Skytte maa have mere Øvelse end den gode, men denne Øvelse bør ikke gives som Disciplinarmiddel, men paa Eksercerpladsen og Skydebanerne. Skydeuddannelsen stiller store Krav til Læreren, der maa forstaa de undergivnes Ejendommeligheder sjæleligt som legemligt — nøje kende alle Uddannelsens Enkeltheder og Finesser, som maa meddeles Eleven paa en letfattelig Maade, og forstaa at lede Uddannelsen og den ledsagende Opdragelse paa en rolig og behersket Maade. Meget ønskeligt er det naturligvis, hvis han selv er en god Skytte, der ved sin egen Færdighed kan virke opildnende og ansporende paa sine Elever.

Felttjeneste og Fægtning:

Naar man skal undersøge den opdragende Virksomhed i Forbindelse med Felttjeneste, maa man gøre sig klart, at denne omfatter hele Soldatens Virksomhed i Felten og kan deles i 2 Grene, nemlig:

1) Hans Optræden udenfor den egentlige Kamphandling, altsaa Marchtjeneste, Opklaringstjeneste og Sikringstjeneste saavel paa Stedet som under Bevægelse og 

2) Hans Forhold taktisk og teknisk under Kampen, altsaa Fægtningsuddannelsen!

Maalet for Uddannelsen i Felttjeneste er hans umiddelbare Krigsbrugbarhed, og alle Handlinger — lige bortset fra Træningsmarcher — har deres Væsen i forhaandenværende eller antagne fjendtlige Foretagender. Ved Uddannelsen i Marken skal Soldaten opnaa sin Forestilling om Krigens virkelige Forhold, hvorfor det er et absolut pædagogisk Krav, at alle Øvelser lægges og udføres saa krigsmæssigt som muligt, og at ingen fredsmæssige Lettelser tillades. Krigen kræver Udholdelse af Anstrengelser og Savn, legemlige og sjælelige Lidelser, og af disse kan Fredsuddannelsen kun belære om de legemlige — og endda kun til en vis Grad, medens Slagmarkens Helvede med dens sjælelige Paavirkninger ikke kan fremstilles, men kun kan og bor meddeles. Felttjenesteuddannelsen svarer altsaa kun til Grundlaget for Krigsopdragelsen, naar den er forbunden med Tilvænning til Anstrengelser og Savn. Den skal hævde Viljen og styrke Selvtilliden, og Kravene er, at Soldaten efter Overvindelse af Anstrengelser og Savn viser den rette Beslutsomhed, Mod, Tapperhed og Initiativ. Skal dette Maal naas, maa enhver Lejlighed benyttes til at spænde Buen stærkt under Øvelserne. Her viser sig ikke blot Berettigelsen, men ogsaa Kravet om et Stykke af den strammeste March — eller et Par stramme Geværgreb —- før Aftrædning efter en anstrengende Øvelse, for det tvinger Manden til at bekæmpe alle Udmattelsestegn ved den stærkeste legemlige og aandelige »Tagen sig sammen«. Ved de i Krigen hyppigt forekommende Overraskelser opstaar let Skræk og Panikstemninger, hvorved Viljens Modstand lammes, og der træffes overilede og forkerte Forholdsregler. De Skader, der sker derved, bliver jo større, desto mindre Tropperne baade legemligt og aandeligt er forberedt derpaa. Har Soldaten i Fredstid oplevet noget af det, som forskrækker, forundrer og oprører ham i Krigen, er han betydelig bedre stillet overfor opstaaende voldsomme Situationer. Man maa ved Uddannelsen forberede ham paa disse i Krigen, fortælle derom og forberede ham paa de frygteligste Foreteelser, som ikke kan forudses eller indøves. Er dette gaaet op for ham, kan han indstille sig derpaa og er altsaa ikke helt uforberedt, naar de hænder. Gennem Øvelsernes Anlæg maa man lære ham at affinde sig med nævnte voldsomme Hændelser og Overraskelser ved at tilrettelægge uforudsete Vanskeligheder, selv om disse ikke naar dem, som Krigen byder. Vær forsigtig med at lægge for bestemt regelbundne Øvelser — hellere stadige Overraskelser. Efter disse almindelige Betragtninger gaar vi over til Felttjenesten udenfor den egentlige Fægtningsuddannelse og ser paa Marcher. Disse har en særlig opdragende Virkning, idet Manden allerede ved Forberedelsen dertil nødes til at træffe sine Modforanstaltninger mod deres Besværligheder saasom at blive ordentlig udhvilet, faa Udrustningen tilpasset og anbragt, Støvlerne og Strømperne sat i bedste Stand o. s. v., for han maa selv døje Lidelserne, hvis disse Ting forsømmes. Under Marchen skal han tvinges til at iagttage de givne Forskrifter for Afstand, Mellemrum, Retning, Hastighed og Udtræden — ingen forlader sin Plads uden Tilladelse, hvilket alt sammen danner en langvarig Lydighedsøvelse. Ved strenge Marcher er Lydigheden dog ikke nok, her maa han yderligere opbyde en aktiv Viljekraft for at staa Anstrengelserne igennem og ikke afslappes. Drivfjederen for denne Viljeudvikling er Æresfølelsen og Korpsaanden. Bevidstheden om, at det kammeratlige Fællesskab føler enhver »Falden af« som en Skamplet paa Afdelingens Anseelse, virker hemmende paa de enkeltes Tilbøjelighed til Anfald af Svaghed og Eftergivenhed. Ejendommeligt ved Marchen er, at den i sig selv omfatter Militærpædagogikkens stik modsatte Poler, paa den ene Side tjener Gennemførelsen af stram Marchorden som en kraftig Skolen af Disciplinen, og paa den anden Side kræver den Viljestyrke og en ophøjet Personlighedsbevidsthed. Kræver man gennemført, at det udpumpede Mandskab -—- ogsaa af Sundhedshensyn — ikke svælger Vand i sig og aabner Vinduer og Døre for at afsvale sig, tvinges det herved til høj Grad af Selvbeherskelse. Opklaringstjenesten omfatter væsentlig andre Opdragelsesmomenter end Marchen. I legemlig Henseende er det jo Mandens Øje og Øre, der skal virke ved Iagttagelse af Fjenden. Men det er ikke nok at se og høre, hvis Manden ikke er i Stand til rigtigt at bedømme de opsnappede Oplysninger og derefter melde derom til de foresatte paa en fornuftig og forstaaelig Maade. Dette medfører en Udvikling af Dømmekraften, Hukommelsen og Evnen til at udtrykke sig. Denne Udvikling er af særlig Betydning for alle Opklaringstropper (Patrouillefolk og Ordonnanser). Endvidere stiller Opklaringstjenesten Krav om Mod, Foretagsomhed, Snedighed i Terrainbenyttelse og i at narre Fjenden. Fredsuddannelsens Opdragelse til Mod og Foretagsomhed bliver jo en Del formindsket ved, at Angsten for Død og Tilfangetagelse ikke er til Stede, men kan dog fremmes. Den eneste forekommende Hæmning, som optræder, er Frygten for ved forkert Optræden at blive taget og derfor blive dadiet. Pædagogikken maa her arbejde i Retning af at udvikle Mandens Ansvarsglæde. Ved Sikringstjenesten — altsaa hos Forposterne •— har Opdragelsen igen et andet Præg, idet det her drejer sig om Egenskaber som Opmærksomhed og Ansvarsfølelse. Opmærksomheden udvikles, idet den altid kræves trods alle forudgaaende Anstrengelser og eventuelle Ubehag fra Vejrets Side. Ansvarsfølelsen skærpes ved, at Soldaten er fuldt indforstaaet med Vigtigheden af sin Opgave som Bærer af Sikkerheden — af ham alene afhænger de bagved værende Troppers Ro og Sikkerhed, hvilket nøje maa indprentes ham. Overrasker Fjenden, maa han bevare sin Koldblodighed og handle forstandigt i Overensstemmelse med de givne Ordrer, og det kan han kun lære gennem praktisk Øvelse. Vi vil nu se paa den anden Gren af Felttjenesten, nemlig den egentlige Fægtningsuddannelse. Her er det altoverskyggende i Opdragelsen Tapperhed, der udgaar fra Tankens Selvstændighed og finder sit særlige Udtryk gennem Handlingens Selvvirksomhed. Om Opdragelsen til Tapperhed har givet det rigtige Resultat, kan ene og alene Krigen vise; thi Forudsætningen er, at der er en virkelig Modstander og altsaa Livsfare. — Det bedste Middel til Fremme af Tapperhed er ved Fægtningsuddannelsen at skabe den rette Angrebsaand, der maa hvile paa en Følelse af Overlegenhed og er en absolut Nødvendighed for Sejren. Krigen viser med al Tydelighed den tyske Hærs fortræffelige Angrebsaand, der har befriet Landet for Krigen paa egne Landomraader.

Den moderne Slagmarks Maskinvaaben kræver, at den enkelte Mand — hvis Angrebet skal lykkes — benytter Terrainet fuldtud, benytter ethvert Kneb og handler i fuld Overensstemmelse med Ildunderstøttelsen fra egne Styrker, Hjælpevaaben og Artilleri. Fordringen om selvstændigt tænkende og handlende Skytter er mangedoblet efter Verdenskrigen og for at kunne handle selv, maa de nøje kende Fægtningens Væsen og vide selv at lede Ilden. Al legemlig og aandelig Kraft maa samles i Selvstændighed og Handlekraft. Til Krigens dynamiske Element passer kun Handling. Passivitet er imod Kampens Væsen. Den tyske Fægtningsforskrift siger, »at beslutsom Handling er Krigens første og største Krav«. Enhver fra den højeste Fører til den yngste Soldat maa stedse være sig bevidst, at Veghed og Forsømmelse belaster ham mere end Fejlgreb i Valget af Midler. Retningslinierne for Militærpædagogikken ligger altsaa simple og klare, men Maalet for Opdragelsen er derimod ikke saa ligetil, for Teori og Praksis falder ikke saa let sammen ved Fægtningsuddannelsen. Dette ser man let ved at betragte Sagen nærmere. Ved Skyttetjenestens Begyndelse er Folkene tit forbavsende kvikke og frejdige og bruger deres sunde Fornuft ved en hurtig og frisk Løsning af stillede Opgaver, og man synes det gaar godt. Men efterhaanden viser sig en underlig Ængstelighed, Tilbageholdenhed og Inaktivitet. Folkene handler kun, naar de faar Ordre, Skydevirksomheden gaar i Staa — den enkeltes Angrebslyst forsvinder. Man hører Gruppeføreren »Fremad 26«, »Skyd 25« o. s. v. Skytterne foretager sig ikke et ubehageligt Stillingsskifte uden Ordre, men bliver liggende paa ofte udsatte Steder. Denne Udvikling skyldes forskellige Aarsager, dels paa Grund af hele det militære Princip og er uundgaaelig, dels saadanne, som kan skyldes utilstrækkelig Indsigt i den særlige, pædagogiske Fremgangsmaale, som Fægtning nu engang kræver. Til førstnævnte Gruppe hører den Kendsgerning, at den unge Rekrut — Uge for Uge — vokser mere og mere ind i Disciplinens Helhedsramme, han føler sig uvilkaarligt som et Led af Maskinen (Afdelingen), hans indre Tilpasning til gældende Skikke, Tilvænning til Lydighed ved enhver Lejlighed virker altsammen til at undertrykke og beskære Personligheden og Initiativet — paa ganske naturlig Maade, men til Ugunst for Fægtningsuddannelsen. En anden Aarsag ligger i selve Fægtningsuddannelsens Væsen. Trods dens ledende Synspunkter for Opdragelse til Selvstændighed og Initiativ indeholder den ogsaa en stik modsat rettet pædagogisk Opgave. Der er foreskrevet ganske bestemte Former for Angreb og Forsvar, særlige Bestemmelser for Ildvirksomheden, Samvirke mellem Ild og Bevægelse og teknisk Behandling af Vaabnene, der alle tilsigter Opnaaelse af Fægtnings- og Ilddisciplin, og denne Uddannelse gaar i Retning af Lydighedsopdragelse. Soldaen bestræber sig for at efterleve alle disse Forskrifter, og det maa nødvendigvis gaa ud over Selvstændighed og Initiativ. Modsætningerne staar skarpt overfor hinanden, .— paa den ene Side Udviklingen af Personligheden hos Manden og paa den anden Side dens Undertrykkelse ved Kravet om Lydighed. Herpaa kan nok bødes noget ved Anvendelse af en rigtig pædagogisk Fremgangsmaade. Ved Gennemgang af Øvelserne maa advares mod for me gen negativ Kritik — er Udførelsen ikke, som man har tænkt sig, erklæres den let som forkert, undergivne faar ikke Lejlighed til at begrunde deres Handling, ofte tillægges Smaating uden Betydning stor Værdi, hvilket altsammen bidrager til at fratage Manden al Lyst og Arbejdsglæde. Han siger: »Hvad man end gør, bliver det kritiseret«, og for megen Fremdragen af Fejl med følgende Paatale bevirker, at Manden mister Tilliden til sig selv, og for ikke at handle galt undlader han hellere helt at handle, og han kommer til den forkastelige Slutning: »Jeg gør kun, hvad der bliver befalet«. Dette kan og maa modarbejdes ved under Gennemgang ikke blot at fremdrage Fejl, men hellere de gode Tind, for en Gennemgang har kun sin Berettigelse, naar den er lærerig og samtidig ansporer de undergivne til rigtig Handling. Det er heldigt at spørge om Aarsagen til en Handling, før man kritiserer og dadler. Ethvert Initiativ og selvstændig Handling bør roses og fremhæves, selv om Løsningen ikke er helt i Overensstemmelse med Lederens, saaledes at man ved en positiv Kritik opnaar en Forøgelse af Ydelserne. — En anden Opdragelsesfejl begaas ofte under Fægtningsuddannelsen ved at hænge sig for meget i de formelle Ting, for man opnaar derved kun, at Folkene bliver afstumpede og ligegyldige, samtidig med at de bortledes fra de reelle Ting som Terrainets Betydning, Fjendens Ild m. v. Overdreven Hang ved det formelle er forklarlig ved, at al Undervisning heri er meget lettere end den virkelige krigsmæssige Uddannelse indenfor Øvelsernes Rammer, der kræver en virkelig Beherskelse af Stoffet, stor taktisk Erfaring, en rig Fantasi og taktisk Omdømme. — Uddannelsen maa ledes i Detailler af ældre Lærere. En anden Aarsag til Mangel paa Selvstændighed ligger utvivlsomt i; at Enkeltmandsuddannelsen forsømmes, naar Uddannelsen i større Led — Deling, Kompagni — begynder, thi her træder atter Kravene om Lydighed indenfor Helheden og Førerens Vilje i Forgrunden. Forholdene her er vanskelige, for giver man Selvstændigheden for vidt Spillerum, opstaar Faren for Debat, og for at Befalinger ikke udføres i den af Føreren givne Retning — herved lider Disciplinen, hvilket vil hævne sig bittert, naar det under virkelige Forhold gælder Livet. Derfor maa ogsaa Kravet om ubetinget skarp Fægtningsdisciplin under Uddannelsen absolut fastholdes i nogen Grad paa Bekostning af Opdragelsen til Selvstændighed. Det bedste Resultat naas nok ved at undgaa foromtalte Fejl og ved stadig at vedligeholde Øvelser med Enkeltmand i selvstændig Tænken og Handlen. Endelig kan noget naas ved at anlægge rene sportsmæssige Betragtninger til Grundlag for Enkeltmands Optræden, for ved Sport paatager Udøveren sig jo frivilligt alle Anstrengelser.

Culmsee.