Log ind

Signaltjeneste i panserinfanteribrigadegruppen

#

Tjenestegøren ved en brigadegruppe har givet forfatteren, kaptajnløjtnant N. P. Zøjting-Larsen ved Sjællandske Telegrafregiment, lejlighed til at danne sig et indtryk af de krav, som en brigadegruppe stiller til signaltjenesten, og inspireret ham til denne artikel.

Med en lovfæstet indførelse af den selvstændige panserinfanteribrigadegruppe, således som det er tilfæ ldet i den nye forsvarslov, trænger spørgsmålet om signaltjenestens hensigtsmæssige ordning inden for denne enheds rammer sig på. Det forhold, at panserinfanteribrigadegruppen nu i princippet skal erstatte infanteridivisionen som laveste selvstændige led, kan nok sammen med den udvikling i teknisk og taktisk henseende, der siden fastlæggelsen af den f. t. gældende ordning har fundet sted, gøre det påkrævet at søge at belyse

— hvilke signalm idlcr og dermed beslægtede elektroniske hjælpemidler brigadegruppen bør betjene sig af, og

— hvorledes disse sammen med det nødvendige betjeningspersonel indpasses i brigadegruppens organisation.

Forholdet under den hidtidige forsvarsordning med infanteridivisionen som den laveste selvstændige enhed er det, at man har opstillet signalenheder til betjening af divisioner og rene infanterihrigader, medens en signalenhed til betjening af en brigadegruppe ikke findes. Man skal således i en vis forstand begynde på bar bund, og jeg liåber med de følgende skitser og bemærkninger at kunne yde et beskedent bidrag for så vidt angår det første pkt. til, at den bl. a. ved de eksisterende dækningsenheder igangværende diskussion om dette emne, kan foregå på et realistisk grundlag.

Det permanente net.

Som et led i bestræbelserne for med et minimum af personel og materiel at opnå et maksimum af kampkraft (beredskab) er det naturligt indledningsvis at se på, hvilke muligheder der måtte være for at basere den størst mulige del af den egentlige medde.elsestjeneste på eksisterende permanente (kommercielle) telekommunikationer. Om sådanne m uligheder findes, kan man måske også opnå endog betydelige besparelser på et i forvejen »anstrengt« budget. Der findes her i landet et veludbygget telefon- og telegrafinet, som forsvarets myndigheder (ud over at de er alm. abonnenter) ved Forsvarets Telegrafforvaltnings (F T F ’s) mellemkomst betjener sig af i ikke ringe udstrækning. Her skal som eksempel blot næraes, at direkte kredsløb i det permanente net anvendes mellem forskellige af forsvarets kommandostationer og varslings- og overvågningsorganer. Der er bl. a. de fordele ved det permanente net

— at nettet allerede i fredstid er udbygget og jævnligt om ikke daglig t afprøves, og

— at nettet i meget betydelig udstrækning er frem ført i kabler i jorden, hvilket indebærer, at det kun er lidet sårbart for direkte beskydning.

Anvendelse af det permanente net byder im idlertid også på flere væsentlige ulemper, idet det bl. a. gælder

— at kablers og ledningers, forstærkerstationers og centralers placering må forudsættes kendt af fjenden, hvorfor aflytning og/eller ødelæggelse med lethed kan foretages efter forgodtbefindende af femte kolonnefolk eller sabotører, og dette må snarere regnes for reglen frem for som undtagelsen. En rim elig pålidelighed kan man således ikke under de herskende forhold regne for opnåelig. — at den tid, der kræves for på passende måde at udnytte det permanente net, er så stor, at man evt. red at basere dele af brigadegruppens forbindelser på dette må forudse, at imødekommelsen af de øgede krav til spredning, bevægelighed og sløring v il blive kompromitteret.

Alene det forhold, at enhver tilslutning til det permanente net nødvendigvis må ske under medvirken af den lokale telefon- eller telegrafmester, gør, at man må tvivle på brigadegruppens m uligheder for under alle forhold i tide at have de fornødne telefonog evt. fjernskriverforbindelser til rådighed, om det permanente net helt eller delvis skulle danne grundlaget for enhedens forbindelser.

— at det permanente net f. t. er under udbygning som fuldautomatisk net, hvilket bl. a. indebærer, at det ændrer karakter fra at være et rudenet til i princippet at være et stjernenet, hvor kun det strengt nødvendige antal forbindelser er ført til de enkelte centraler fra hovedcentralen i hver netgruppe, og at mange tværforbindelser derfor efterhånden falder bort.

— og sluttelig at det permanente net i modsætning til feltmæssigt etablerede net er afhængigt af strøm forsyning fra de store offentlige elværker, der let kan sættes ud af spillet.

På grundlag af det her fremdragne må det umiddelbart synes urealistisk at basere nogen del af en så bevægelig enhed som en brigadegruppes kommunikationer på det permanente (kommercielle) net. En anden ting er, at det form entlig i ganske enkelte situationer kan være hensigtsmæssigt at udnytte dele af nettet (f. eks. enkelte abonnentlinier) som supplement til et iøvrigt på feltmæssig basis etableret net; dette ud fra det synspunkt, at alle hensigtsmæssige muligheder for signalforbindelse i hver enkelt situation må tages i betragtning og om m uligt bør udnyttes.

Signalmidler

I øjeblikket anvendes her i landet på divisions- og brigadeplan følgende signalmidler:

Ordonnanser

Lyskugler (opsendt m. signalpistol eller signalraket)

Kendingsflager

Signalflager

Telefon- og telegrafinet (fjernskrivernet) etableret ved hjælp af feltmæssigt byggede kabelforbindelser

Telefon- og telegrafinet (manuel telegrafi) etableret ved hjælp af feltradiostationer

Der kan næppe herske tvivl om, at alle disse signalmidler fremdeles bør benyttes også i brigadegrupperamme, idet de seneste tekniske fremskridt tages i brug overalt, hvor det skønnes påkrævet. I denne forbindelse skal nævnes nogle signalmidler, som i de seneste år har gennemgået en hastig udvikling:

Radiokædeudstyr (se fig. I 1)

Radiocentraler2)

Feltfjernskrivere

Hertil kommer enkelte »nye« midler såsom

Infrarødt udstyr

Radar3)

Droner3)

Faksimile

Fjernsyn,

der nu alle er udviklet så vidt, at troppeforsøg afholdes med sådant materiel rundt om i den vestlige verdens lande. Om infrarødt udstyr til forskellige formål, radar og droner (til frem føring af radar og fotoudstyr) gælder, at det er sat i produktion og i det mindste i de Forenede Stater indgår i visse enheders organisation.

T il de lier nævnte signalmidler skal knyttes følgende bemærkninger: Radiokædeudstyr forefindes nu udviklet til feltbrug i så beskeden størrelse, at det form entlig med fordel kan tages i brug i en brigadegruppe. T il overføring af fire telefonforbindelser bar man udstyr, der kun vejer ca. 200 kg incl. tilbehør (herunder antenner og bærefrekvensudstyr), og som kun kræver to mand til frem føring og betjening. D.v.s. at udstyret kunne føres på en let lastvogn (4X4), og man opnår omtrent samme mulighed for oprettelse, flytning og retablering af flerkanals forbindelser, som man i øjeblikket har ved anvendelse af alm. radioudstyr. Samtidig med at frem stillingen af sådanne til feltbrug hensigtsmæssige udstyr er muliggjort, har den tekniske udvikling også medført, at man kan give udstyrene en sådan udbredelseskarakteristik (se fig. 2), at det stort set er i besiddelse af samme eller måske i visse situationer større pålidelighed end feltkabel og centralkabel anvendt ved etablering af tilsvarende forbindelser.

Skærmbillede 2020-06-08 kl. 14.58.30.png

Skærmbillede 2020-06-08 kl. 14.58.44.png

Radiocentraler2) betegnes oftest som en mellemting mellem de nu anvendte felttelefon- og feltradiosystemer. E t radiocentralsystem med understationer tilknyttet som »abonnenter« har samme svagheder som traditionelle radioforbindelser i henseende til pålidelighed, og når det benyttes, kan det pejles og aflyttes af fjenden som et hvert andet radionet. T il gengæld må det i betjeningsmæssig henseende delvis og med hensyn til procedure helt sidestilles med telefonnettet, således at selv den bruger, der kun er fortrolig med sin private telefon, uden vanskelighed kan betjene sig af en radiostation i dette system. Samtidig har systemet en betydelig større trafikkapacitet end et normalt radionet, da det normalt råder over en kanal for hver to understationer, der indgår i nettet.

Feltf jernskrivere af omfang som en rejseskrivemaskine og en vægt på ca. 8 kg er udviklet under anvendelse af Hell-systemet, der væsentlig på grund af det store antal impulser, som hvert enkelt tegn kræver, byder på stor pålidelighed. Selv om der hertil bør føjes en indbygget kryptoanordning, v il vægt og omfang alligevel være af en størrelsesorden, der gør det fordelagtigt at anvende sådanne feltfjernskrivere på brigadegruppens vigtigste forbindelser.

Infrarødt udstyr til brug i mørke og usigtbart vejr er udviklet i forskellige former; således bl. a. med henblik på anvendelse ved gennemførelse af motortransporter i mørke (motorførere ser gennem en særlig kikkert den med infrarødt lys belyste kørebane) og ved kamp i mørke, idet man på geværet kan montere en infrarød projektør og en dertil hørende sigtekikkert.

Endvidere forefindes til brug i overvågningstjensten flere forskellige typer projektører for infrarødt lys med tilhørende kikkerter, således at den visuelle observation også kan virke i mørke. Radarer kan dog form entlig mere hensigtsmæssigt og effektivt løse hovedparten af denne sidstnævnte opgave, når de til dette form ål specielt udviklede typer benyttes. Foruden de i M .T. ap ril 1960 omtalte kortdistance- og mellemdistanceradarer findes også til taktisk brug en langdistanceradar, for hvilken specifikationer dog endnu ikke synes offentliggjorte. Droner udstyret med radar og/eller fotoudstyr og med en rækkevidde på ca. 75 km indgår nu i den amerikanske infanteridivision. Såfremt dette værdifulde hjælpemiddel skal tages i brug inden for det danske forsvar, kan der næppe herske større tvivl om, at det bør tilknyttes en flyenhed, om en sådan måtte eksistere, uanset om denne skal indgå i brigadegruppen eller placeres på divisions- eller korpsniveau.

Faksimile og fjernsyn anvendes til adskillige form ål inden for flere NATO - landes forsvar på permanent basis (d.v.s. i faste opstillinger). T il taktisk brug under de vilkår, hvorunder en brigadegruppe må forventes at skulle optræde, synes intet af de to systemer im idlertid at være fæ rdigudviklet på nuværende tidspunkt.

Bl. a. med grundlag i det lier frem førte mener jeg, at de nedennævnte signalmidler m. v. bør være til brigadegruppens disposition:

Ordonnanser Telefoni- og tclegrafinetforbindelser frem ført via såvel »tråd« som radio

Lyskugler Radar

Kendingsflager Infrarødt udstyr

Signalflager Droner

Kommunikationsbehov.

Da den selvstændige panserinfanteribrigadegruppes frem tidige organisation ikke, medens dette skrives, synes endelig fastlagt, benyttes den på figur 3 viste organisation som grundlag for den følgende opgørelse af, hvilke behov for signalforbindelser en brigadegruppe frem tidig kan påregnes at have. Det forudsættes herunder, at brigadegruppen v il have en »normal« frontbredde på 15— 20 km, og at den i særlig tilfæ lde i det mindste kommunikations- og overvågningsmæssigt skal kunne dække op til 40— 50 

Skærmbillede 2020-06-08 kl. 15.01.38.png

km front. Endvidere må der tages hensyn til, at chefen for brigadegruppen skal have mulighed for med organisatorisk tildelte m idler at etablere forbindelse til yderligere to-tre enheder ud over de på organisationsoversigten viste dispositionsenheder. Der tænkes her såvel på enheder, der måtte blive tildelt i støtte fra korps eller division, som på enheder sammensat af dele af brigadegruppens dispositionsenheder med henblik på løsning af særlige opgaver. En gennemgang af, hvilke krav hver enkelt del (sektion m. v.) af brigadestaben med rette mener at kunne stille til signaltjenesten, er blevet foretaget. Sammenfattet bliver kravene til kommunikationer derefter som følger:

Signaler af enhver art (herunder befalinger, kalker og efterretningsoversigter m. v.) med fortrinsret M (lejlighedsvis) skal kunne nå fra kommandostation og kommandokvarter til en hvilken som helst af b rigadegruppens dispositionsenheder eller omvendt inden for et tidsrum af 12 å 14 timer (for visse indberetninger dog inden for 1— 11/2 time fra et forud fastlagt udfærdigelsestidspunkt). Signaler med højere fortrinsret skal umiddelbart kunne afsendes til frontenhederne, og de skal inden for få timer kunne tilgå brigadegruppens andre enheder. Signaler egnede for elektrisk transmission skal normalt kunne nå adressaterne inden for 20 minutter i tilfælde, hvor de ønskes ekspederet af signalpersonellet. Signaler, der ønskes ekspederet hurtigere, sendes af udstederen eller udfærdiger og efter udstederens bestemmelse under anvendelse af evt. fornødne m idler såsom kryptofon og kortkode til sikring mod, at fjenden kan udnytte de oplysninger, signalets tekst måtte indeholde. Telefonforbindelse på abonnentbasis bør kunne etableres og normalt være til rådighed mellem:

Kommandostationens, kommandokvarterets og forsyningsområdets forskellige abonnenter og samtlige dispositionsenheder, idet mindst to samtaler samtidig skal kunne føres med hver enhed af afdelings størrelse. I tilslutning h ertil anses det for meget ønskeligt, at der etableres fjernskriverforbindelse til afdelingerne. Konstant radioforbindelse må samtidig kunne etableres til:

— afdelings- og underafdelingschefer

— dispositionsenhedernes kommandostationer

— udsendte opklaringsenheder

ligesom der er behov for radionet til brug ved:

— rekvisition af støtte

— spredning af forskellige former for varsling og

— gennemførelse af flystøtte.

Ved bedømmelsen af, hvilke signalnet der er nødvendige for at opfylde disse krav, er det forudsat, at kommandokvarteret skal være alternativ kommandostation for brigadegruppen. Under forudsætning af, at afstandene fra kommandostation henholdsvis kommandokvarter til 

Skærmbillede 2020-06-08 kl. 15.02.55.png

Skærmbillede 2020-06-08 kl. 15.03.05.png

brigadegruppens enheder højst er 25 km (til opklaringsenheder dog 50— 60 km), v il de ovenfor skitserede krav kunne tilgodeses ved etablering af de på figurerne 4— 6 viste forbindelser m. v.

ad figur 4: Med en ordonnansstyrke som her foreslået må den lidet hensigtsmæssige brug af »alarmordonnanserc indkaldt fra enhederne til kommandostationen, som før er set praktiseret, form entlig kunne undgås.

ad figur 5: Den nu gældende taktiske doktrins krav om bevægelighed og større spredning gør feltkabcl uanvendeligt til etablering af kommandoforbindelser ud over afstande på 1— 2 km; dels er pålidelighed og kapacitet for ringe og dels kan forbindelse ikke etableres tilstræ kkelig hurtigt. Derfor er forbindelse til de vigtigere dispositionsenheder vist etableret ved hjælp af let radiokædeudstyr. Og så er det endda et spørgsmål om de resterende feltkabelforbindelser ikke mere hensigtsmæssigt kan tilvejebringes ved opstilling af en af de ovenfor omtalte radiocentraler ved kommandostation og ved kommandokvarter. Radiocentralsystemet er nemlig så vidt udviklet, at dets pålidelighed inden for kortere afstande (3— 4 km) fuld t tilfredsstiller de krav, som brigadegruppen kan stille til sine mere lokalt betonede forbindelser (lokalnet). H e rtil kommer, at man ikke til dets etablering behøver timer, således som tilfæ ldet er med det skitserede feltkabelnet.

ad figur 6: Etablering af et særligt chefsnet er fra flere sider blevet frem holdt som meget ønskeligt. Im idlertid viser erfaringen, at det i de fleste tilfæ lde må anses for ønskeligt, at man på kampenhedernes kommandostationer kan dels følge korrespondancen på et sådant chefsnet og dels med meget kort varsel deltage i denne. Endvidere synes det normalt unødvendigt, at chefens radiostation holdes åben, når chefen befinder sig på sin enheds kommandostation. Derfor er samtlige chefradiostationer vist indgående i kommandonet 1.

T il brug i nødsituationer og under særlige forhold må man fremdeles have signalflager til rådighed såvel ved brigadegruppen som ved dispositionsenhederne ned til underafdeling, således at en nødtørftig forbindelse til egne fly kan skabes.

Genkendelse og identifikation. Anvendt på rette måde v il såvel lyskugler som kendingsflager fremdeles være uundværlige m idler til identifikation af egne styrker.

Skærmbillede 2020-06-08 kl. 15.04.10.png

Om lyskugler gælder, at disse som h id til bør være tild elt alle underafdelinger, medens kendingsflagesæt for at kunne udnyttes fuld t må gøres til tilbehør til enhver motorvogn.

Overvågning.

Anvendelsen af princippet med at »se« i mørke ved hjælp af in frarødt lys bør nok hovedsageligt udnyttes i motorkøretøjer og i bevogtnings- og patruljetjeneste ved at et antal geværskytter forsynes med in frarødt udstyr til deres våben. I den egentlige overvågningstjeneste må radar og droner anses for betydelig mere effektive midler, der begge under en eller anden form bør være til disposition for brigadegruppen. Under alle kampformer byder radarudstyr en mulighed for i perioder med nedsat sigtbarhed (regn, sne, tåge eller mørke) på effektiv vis at vedligeholde overvågningen og områderne foran »frontlinien«. (Fig. 7). H e rtil må føjes, at brugen af mellemdistance- og langdistanceradarer giver mulighed for at udstrække overvågningen til afstande, på hvilke den h id til kendte visuelle observationstjeneste ikke er i stand til at virke.

Skærmbillede 2020-06-08 kl. 15.04.48.png

Om droner gælder, at man ved disses hjælp kan »observere« over fjendtligt område med almindeligt fotorekognosceringsudstyr eller under særlige forhold med radar på afstande op til 70— 75 km. På figur 8 ses en drone i luften, en startklar på jorden og en radarstation, hvorfra dronerne styres, alt således som en tegner har opfattet en situation. Ihvorvel kendskabet til disse midlers anvendelse i praksis er ret ringe, synes det påkrævet, at de tages i brug dels for at sætte brigadegruppen i stand til på virkelig effektiv vis at bestride sine overvågningsopgaver og dels for samtidig at spare personel ved løsningen af sådanne opgaver. Medens det for så vidt angår kommunikationsbehovet, ikke voldte større vanskeligheder ved samarbejde med brugere repræsenterende forskellige sektioner m. v. i brigadegruppen at nå frem til en opgørelse af dette, har jeg ved forsøg på at fastsætte et behov for hjælpemidler til

Skærmbillede 2020-06-08 kl. 15.05.07.png

elektronisk overvågning ikke været i stand til at nå til en tilsvarende underbygget opgørelse. E t skøn kan im idlertid eksempelvis give følgende:

Infrarødt udstyr er påkrævet i alle motorkøretøjer samt ved liver let deling tildelt 3— 5 geværskytter.

Overvågningsradar synes påkrævet i tilstræ kkeligt omfang til

— at to fremrykkeveje kan overvåges på lange afstande

— at to fremrykkeveje samt brigadegruppens flø j kan overvåges på middelstore afstande

— at hver af in d til tre frontenbeder kan støtte deres overvågningsorganer med to radarhold, der kan virke på korte afstande.

Droner bør være til rådighed i et sådant antal at en å to rekognosceringer kan gennemføres i døgnet.

Den frem tidige panserinfanteribrigadegruppe må sættes i stand til at leve op til tidens krav om øget spredning og bevægelighed samt øget evne til at kæmpe under usigtbare forhold. En af de uomgængelige betingelser, for at dette kan blive muligt, er, at signalpersonel og -materiel tildeles i et sådant omfang såvel kvalitativt som kvantitativt, at brigadegruppens kommunikationsbehov kan tilgodeses, samtidig med at overvågningstjenesten kan bestrides under alle forhold. Gennem det ovenfor frem førte liar jeg søgt at give nogle sandsynlige retningslinier for arten og omfanget af de enkelte signalmidler, der vil være nødvendige for på fyldestgørende måde at tilgodese dette krav. E t krav der stort set vil være uafhængigt af, om enheden optræder reduceret eller med fuld styrke, idet en signalenlicds opgaver primært er dikteret af antal dispositionsenheder.

N. P. Zøfting-Larsen.