Løjtnant O. Andersen, Bornholms Værn, giver her en fremstilling af den israelske erobring af Sharm el Sheikh under krigen i 1956 samt af hovedtrækkene af den samtidige fransk-engelske aktion mod Suez.
Den militære aktion, der af England, Frankrig og Israel blev iværksat mod Ægypten i 1956, blev indledt som følge af, at præsident Nasser den 26. juli nævnte år nationaliserede Suezkanalen. Englænderne blev særlig hårdt ramt af nationaliseringen. Ca. 29 % af den tonnage, der årligt passerede kanalen, var engelsk1. Endvidere havde de haft 80.000 mand stående i kanalzonen og rådede over en stor militærbase i Ismalia, der efter rømningen blev holdt ved lige af civile teknikere; på basen var oplagt materiel og forsyninger til en værdi af ca. 50 mill. engelske pund2. Ydermere havde den engelske regering 45 % af aktierne i Kanalkompagniet. Endelig ville den engelske prestige i de arabiske lande lide skade, hvis imperiets interesser blev gået for nær, uden at der reageredes. Også franskmændene blev ramt af nationaliseringen, men deres hovedmotiv for at skride ind over for Nasser var af ældre dato. Nationalistoprøret i Nordafrika - særligt i Algier - støttedes aktivt af ægypterne - og den antifranske propaganda over Radio Cairo var meget voldsom. England og Frankrig blev relativt hurtigt enige om en fælles aktion. England stillede det største troppekontingent - nemlig ca. 50.000 mand, hvoraf halvdelen var genindkaldte reserver. Endvidere skulle der anvendes over 100 engelske krigsskibe, ca. 50 bombefly, ca. 50 jagerbombere og ca. 25 andre fly samt fly fra Royal Navy. Franskmændene havde til aktionen beregnet 30.000 mand, 10. faldskærmsdivision - general Massu — og 7. lette mekaniserede division. Begge enheder var opstillet i forvejen og blev inden aktionen toptrænet - bl.a. i Nordafrika. Den franske flåde i Middelhavet blev bragt op på 30 krigsskibe, der sammen med syv eskadriller jager- og transportfly, skulle støtte operationen. Da englænderne således opstillede den største styrke, tiltog de sig også overkommandoen over den engelsk/franske styrke, der skulle gennemføre Suezaktionen - kodenavn »Musketeer/Mousquetaire«. Den fælles planlægning gav anledning til mange bryderier, bl.a kunne man ikke blive enige om aktionens omfang. Englænderne ville i hovedsagen koncentrere deres indsats om kanalzonen, mens franskmændene havde planer om at angribe Cairo3. Nationalisering af Suezkanalen gjorde ikke synderligt indtryk i Israel, da det siden 1948 havde været israelske skibe forbudt at passere kanalen. Fra 1951 havde ægypterne ført kontrol med skibe og ladninger, som man mistænkte for at være bestemt til Israel. På trods af flere klager til FN blev blokaden ikke hævet. I 1963 indførte ægypterne blokade ved Tiranstrædet ved at oprette en kystvagt med batterier ved Ras Nas Rani. Herved kunne skibsfarten til Elath hindres. Det var tydeligt, at ægypterne havde til hensigt at kvæle Israel økonomisk. I I 1955 forbød de arabiske lande flyvning til og fra Israel over arabisk territorium. Sideløbende med den økonomiske blokade udførte partisaner, der blev uddannet og betalt af Ægypten, en række ødelæggelser og overfald på israelsk område. Med mellemrum foretog den israelske hær gengældelsesaktioner ved at angribe militære objekter inden for de arabiske nabolandes områder, hvorfra terroristerne mentes at være kommet Som følge af blokadeforanstaltningeme og de øvrige aktioner havde premierminister Ben Gurion i nogen tid overvejet at føre en præventiv krig mod Ægypten. Den 28. juli 1956 skal der have fundet et møde sted mellem israelske og franske embedsmænd og officerer4; senere blev englænderne draget ind i planlægningen med henblik på en fælles aktion mod Ægypten. Franskmændene var senere ret åbenhjertige vedrørende den såkaldt »hemmelige forståelse«, hvorimod englænderne i årene, der fulgte, nægtede enhver forbindelse med israelerne. I følge planen skulle den franske flåde indledningsvis beskytte Israels kyster - og senere støtte et angreb på Rafah. Israel skulle foretage et begrænset angreb ind i Sinaiørkenen og true Suezkanalen5. Dernæst skulle England og Frankrig »intervenere« - ødelægge det ægyptiske flyvevåben og udsætte landet for »aeropsykologisk krigsførelse (flyveblade o.s.v.). Sideløbende hermed skulle israelerne rykke frem over en bred front på Sinaihalvøen og nedkæmpe ægypterne der. Sluttelig skulle engelsk/franske styrker fra baser på Cypern og Malta angribe Port Said og Port Fuad fra luften og fra søen og herved søge at erhverve kontrol over kanalzonen. Den ægyptiske felthær menes i 1956 at have været på ca. 100.000 mand6. Den var opstillet i fire hovedområder - tre koncentreret om Cairo, Alexandria, Ismailia og Sinai - med hovedstyrken, ca. 40.000 mand, i Sinai. Denne opstilling sigtede på at kunne imødegå en invasion fra Libyen, afvise en landgang ved Alexandria og beskytte Suezkanalen. Opstillingen i Sinai skulle kunne afværge et angreb fra Israel og tjente samtidig som opmarchområde for et muligt angreb mod øst. Takket være rigelige forsyninger fra Østblokken rådede hæren over store mængder moderne materiel - tjekkiske ZB 29 automatiske geværer, 82 mm dysekanoner, 122 mm haubitser og tunge morterer. Panservåbnet var blevet forsynet med 230 kampvogne, 200 pansrede mandskabsvogne og 100 selvkørende kanoner. Alene henset til pansrede køretøjer besad Ægypten, sammenlignet med Israel, en overvægt i forholdet fire til én. Sammenfattende kan om hæren siges, at på trods af det gode materiel var kampkraften ikke stor. Der var dog en undtagelse - det ægyptiske luftværnsartilleri var særdeles velskydende, og dets mandskab besad en høj moral. Det ægyptiske officerskorps menes at have foragtet mandskabet, der for størstepartens vedkommende bestod af fellaher (landarbejdere), hvoraf mange var analfabeter7. Til gengæld havde mandskabet ikke tillid til officererne, da de i årene forud havde tilhørt den besiddende befolkningsgruppe, der havde udnyttet landbefolkningen. Tyske og russiske instruktører havde arbejdet ihærdigt for at bringe ægypterne op på mærkerne, militært set; men resultatet stod ikke mål med indsatsen - der krævedes vel en social revolution for at motivere mandskabet. Til støtte for felthæren var oprettet en nationalgarde på ca. 100.000 mand, der var uddannet på hjemmeværnsbasis. Organisationen var noget løsere, og bevæbningen bestod af ældre engelske våben. Mandskabet var frivilligt, og uddannelsen foregik i delingsramme i samarbejde med felthæren.
Til sikring af de udstrakte grænseegne var oprettet et grænsekorps, der var en videreudvikling af det engelsk uddannede kamelkorps. Korpset var nu på ca. 3000 mand og var udrustet med jeeps og halvbæltekøretøjer. Grænsekorpset gik for at være en af den ægyptiske hærs bedre enheder og virkede som dens øjne i Sinai. I oktober 1956 havde Ægypten det stærkeste luftvåben i Mellemøsten. Der var tale om ca. 200 jagere og 70 bombefly. Hovedparten af jagerne var russiske MiG 15 fly; men England havde i årene forud leveret et ikke ringe antal Vampire - og Meteorfly. Bombeflyene var opdelt i fire eskadriller - heraf to bestående af lette Ilyuishin 28 og to eskadriller tunge fly af type Halifax og Lancaster. Udover disse havde Ægypten en eskadrille Ilyuishin 14 transportfly samt henved 40 ældre DC 2 og DC 3 Dakotaer8. Hovedsagen til Israels ønske om at få englænderne og franskmændene i aktionen mod Ægypten var netop dette lands stærke luftvåben. En israelsk fremrykning over Sinaihalvøen ville medføre store tab, såfremt det ægyptiske flyvevåben ikke var sat ud af spillet.
Israel iværksatte i den yderste hemmelighedsfuldhed mobiliseringen den 26. oktober. Ca. 100.000 mand af reserven blev indkaldt, hvilket bragte landets væbnede styrker op på ca. 150.000 mænd og kvinder. Kvaliteten af de israelske krigsmateriel var stort set som det ægyptiske. Kampvognene var dels engelske Centurions, dels franske AMX 30 og nogle ældre amerikanske Shermans. Israel havde i alt 138 fly - heraf 38 af typen Mystére og Ouragan. England havde leveret ca. 30 Meteor jagere. Resten af flyene var ældre, propeldrevne jagere, jagerbombere samt rekognoscerings- og transportfly. Altså både numerisk og kvalitetsmæssigt noget under Ægyptens stade.
For at kunne gennemføre en fremrykning gennem Sinaiørkenen var det nødvendigt at råde over et betydeligt antal terrængående køretøjer. Dem havde Israel ikke selv; men franskmændene leverede i løbet af oktober 1956 300 stk. 6X6 lastvogne, 200 halvbæltekøretøjer samt en del andet materiel9.
Krigen begynder
Den 29. oktober kl. 16.59 nedkastedes en israelsk faldskærmsb atal jon over Mitlapasset. Samme dag kl. 16.00 havde en panserbrigade overskredet grænsen og rykkede frem for at støtte bataljonen ved Mitla, fremrykningen skete over Kuntilla og Thamed; sidstnævnte lokalitet blev erobret kl. 06.00 den 30. oktober.
Skønt Frankrig ikke officielt var i krig med Ægypten, nedkastede franske transportfly materiel og forsyninger til israelerne ved Mitlapasset, og tolv franske Mystérejagere af patruljerede luftrummet over Suezkanalen. Disse aktioner var blevet iværksat uden forudgående orientering af den engelske overkommando10.
Den 30. oktober kl. 18.00 afleverede Englands og Frankrigs regeringer et ultimatum til Ægypten og Israel. Dette ultimatum krævede:
1. Øjeblikkeligt ophør af alle kamphandlinger på landjorden, på havet og i luften.
2. Tilbagetrækning af alle væbnede styrker til en afstand af 16 kilometer fra Suezkanalen.
3. Den ægyptiske regerings accept af en midlertidig besættelse med engelsk/franske styrker af nøgleområderne Port Said, Ismailia og Suez med det formål at garantere fri sejlads for skibe af alle nationaliteter og for at skille de stridende parter.
England og Frankrig krævede svar inden 12 timer. »Hvis den ene eller begge regeringer ved udløbet af dette tidsrum ikke har gjort skridt til at efterkomme ovennævnte krav, vil engelske og franske styrker intervenere i en sådan størrelsesorden, som måtte være nødvendig hertil«.
Den militære aktion, der var planlagt af de tre angribernationer, var vel forståelig set ud fra en snæver militær synsvinkel, mens man politisk måtte regne med at få næsten hele verdensopinionen imod sig. Men også i England var ophidselsen stor. Premierminister Sir Anthony Edens egen viceudenrigsminister skrev senere: »For yderligere at forværre tingenes tilstand havde England tydeligvis benyttet Israel som skalkeskjul i dette foretagende. Thi hvis man manglede et bevis for en »hemmelig forståelse« mellem Storbritannien og aggressorer, var det tydeligt udtrykt ved tidspunktet for det stillede ultimatum, der krævede, at begge krigsførende parter skulle trække sig tilbage til en afstand af ti miles fra kanalen. Og det på et tidspunkt, hvor den ægyptiske hær var i kamp med israelerne på afstande mellem 75 og 125 miles øst for kanalen. Dette betød, at da det stillede ultimatum blev fremsat - beordrede de magter, der foregav at ville standse krigen ved at skille de stridende magter, den ene part - og ovenikøbet ofret for aggressionen - at den skulle rykke henved 125 miles tilbage, mens den anden part, der faktisk var aggressoren, blev opfordret til at rykke frem på alle fronter - fra 65 til 115 miles! Indbrudstyven, der var blevet overrasket, imens han var ved at skaffe sig adgang og bryde ind, blev af de to politibetjente, der fandt ham, opfordret til at bemægtige sig halvdelen af pengeskabets indhold, mens politiet rykkede ind for at tage resten.«11
Ægypten nægtede - som ventet - at gå ind på kravene, hvorimod Israel straks accepterede. I løbet af den 30. oktober var to israelske brigader i færd med at erobre Kuseima og under fremrykning mod Abu Aweigila, hvor der ved den sidstnævnte lokalitet udvikledes et voldsomt panserslag. Det varede helt til den 31. oktober. På grund af forskellige forsinkelser kom det engelsk/franske luftangreb først i gang den 31. oktober ved tusmørketid. 200 engelske fly af typerne Canberra, Venom og Valiant samt 40 franske Thunderstreakjagere, der opererede fra hangarskibe, fra Malta og fra Cypern, angreb tolv ægyptiske flyvepladser. Angrebene fortsattes de følgende 48 timer. For at undgå civile tab var befolkningen advaret om at holde sig borte fra mulige bombemål. Det var hensigten først at ødelægge startbaner og andre installationer og så uskadeliggøre flyene den næste dag ved daggry. I løbet af natten væltedes en million flyveblade ud over Cairo og andre byer. Bla dene opfordrede befolkningen til at styrte Nasser; men de fik den stik modsatte virkning. Den 1. november blev bombningen genoptaget, og hovedparten af det ægyptiske flyvevåben blev ødelagt på jorden. Nogle bombefly lykkedes det at stikke af til Luxorflyvepladsen; men de blev ødelagt af franske fly, der opererede fra flyvepladser i Israel.
Ras Nas Rani
Et af Israels hovedmotiver for at angribe Ægypten var at få åbnet for den fri sejlads på Akababugten. Som nævnt havde ægypterne indrettet et forsvarsområde, der hindrede passage af Tiranstrædet. Almindeligvis betegnes lokaliteten Sharm el Sheikh - imidlertid ligger nøgleområdet ca. 30 km nord her for - ved Ras Nas Rani. Her snævrer Tiranstrædet ind til en smal sejlrende af få hundrede meters bredde på grund af en række koralrev, der strækker sig mod vest i forlængelse af øerne Sanapir og Tiran. For at blokere det smalle sejlløb havde ægypterne opstillet seks kystartilleri- og luftværnspiecer - to 155 og fire 76 mm kanoner - der ville kunne tage kampen op med krydsere! Til yderligere sikring mod fly var opstillet tre lette 30 mm luftværnskanoner. Til forsvar af Akab asektoren (Ras Nas Rani og Sharm el Sheikh) var indsat:
-21. infanteribataljon
- enheder af nationalgarden, formentlig af nogle delingers værdi
- et ikke nærmere angivet antal partisaner under optræning
- en deling 57 mm panserværnskanoner
- to delinger af grænsekorpset
- et antal overvågningsposter langt vestsiden af Akab abugten
- ca. 10 terrænvogne (carriers)
- fregatten »Rashid« og to mindre forsyningsskibe.
Ved Ras Nas Rani var grupperingen således : 21. infanteribataljons stab - med to kompagnier, to 81 mm mortersektioner og en deling maskingeværer i trefod. Det ene kompagni var ansvarlig for forsvaret af vejen til Sharm el Sheikh samt sikringen af kystartilleri- og luftværnspiecerne. Det andet kompagni havde ansvaret for resten af sektoren med særligt henblik på at afvise angreb fra søen. Forsvarsområdets udbygning havde varet flere år og må have været meget kostbar. Selve kystfortet havde hulrum, der var sprængt ud i klippen. For at dække den landværts adgang til forsvarsområdet var anlagt et halvcirkelf ormet bælte af betonstillinger med skyttegrave imellem. Dette bælte var ca. 800 m dybt. Anlæggene var ind mod ørkenen beskyttet af pigtrådshegn og minefelter af ganske betragtelige dimensioner. Marshall hævder i bogen »Sinai Victory«, at en ægyptisk bataljon, der havde været indstillet på ubetinget forsvar, ville kunne have holdt Ras Nas Rani, selvom israelerne angreb i divisionsramme. I oktober 1956 var der ca. 400 mand i forsvarsområdet12.
9. infanteribrigade
Oberst Avraham Yoffe var i 1956 43 år gammel. Under frihedskrigen i 1948 havde han fået tilnavnet Gideon. Af statur var han næsten to meter høj og kraftigt bygget. Hans brigade var en ren reserveenhed. Mandskabet bestod i hovedsagen af genindkaldte landmænd fra Galilæa ved Haifa. Gennemsnitsalderen var mellem 30 og 35 år. Da hæren blev mobiliseret den 26. oktober, ventede brigaden sig ingen særlige opgaver. Udlevering af våben og materiel gik gnidningsløst, derimod var køretøjssituationen ikke god. Hovedparten af vognene var udskrevne, civile lastvogne og varebiler. Brigadens beredskabsområde lå i Beer - Yeruham - ca. 70 km Oberst A. Yoffe, chef f. 9. brig. syd for Beersheba. Forskydningen hertil skete drå- (fra Henriques: 100 Hours to i • * -i Suez-tegn. af Yehuda Harari). bevis af hensyn til de overfylde veje og den uensartede sammensætning af vognparken. Mange af de udskrevne vogne brød sammen, hvorfor sammendragningen af brigade tog længere tid end beregnet. Det var hensigten, at brigaden skulle rykke frem til Mitlapasset; men endnu mens enheden var under forskydning, blev det befalet, at man skulle gøre sig klar til en fremrykning mod Sharm el Sheikh. Den israelske flåde skulle også deltage i denne operation. Fem landgangsbåde - af typen »Landing Craft Medium« - skulle støtte brigaden med forsyninger under fremrykningen langs Akababugten. Det var ligeledes planlagt, at bådene skulle landsætte et antal lette AMX-kampvogne et sted nord for Ras Nas Rani og Sharm el Sheikh. Dette sidste blev dog ikke til noget. Israelerne havde de største besværligheder med at transportere landgangsbådene til Elath fra Haifa. Det første stykke vej skete transporten med jernbanevogne, der var blevet særligt tildannet til formålet. Fra Beer sheba kørtes fartøjerne - om natten - på særlige lastvogne, der ellers anvendtes til fosfattransport. Det ville have været naturligt, hvis brigaden havde anvendt en fortrinlig asfaltvej, der går fra Beersheba til Elath. Det var nemlig blevet befalet, at det første angrebsmål skulle være Ras el Nagb. Imidlertid ville en forskydning ad den gode vej sandsynligvis afsløre brigadens endelig mål: Erobringen af Ras Nas Rani og Sharm el Sheikh. Derfor valgte oberst Yoffe at rykke frem via El Kuntilla; hertil var vejen ganske vist dårlig og ville belaste køretøjerne stærkt. Til gengæld var denne rute blevet benyttet af den styrke, der skalle støtte faldskærmsjægerne ved Mitlapasset, hvorfor man kunne regne med, at eventuel ægyptisk modstand allerede var brudt13. Den 29. oktober fik brigaden ordre til at afgive tre kompagnier til chefen for Elathområdet. Han skulle erobre grænseposten Ras el Nagb, der var besat af to sektioner af grænsekorpset. De tre kompagnier blev i beredskabsområdet tildelt de bedste køretøjer og materiel, rykkede over grænsen til Sinai kl. ca. 16.00 og var ved 17.00-tiden fremme ved Ras el Nagb. Angrebet gik frem med infanteriet afsiddet. Den ægyptiske besætning afgav nogle få skud og trak sig tilbage mod vest. Kompagnierne indrettede sig for natten snævert omkring grænseposten14. Den resterende del af brigaden modtog i beredskabsområdet 104 lastvogne af typen GMC 6X6, der var blevet frigjort fra operationerne nord på i Sinai. Yderligere tilgik 32 stabs- og specialkøretøjer, 34 jeeps og trekvarttons lastvogne samt 14 halvbæltekøretøjer. Brigade reduceres Da oberst Yoffe erkendte, at hele brigaden ikke kunne transporteres på de til rådighed værende - terrængående-køretøjer, blev han hurtigt stillet over for valget mellem ildkraft og bevægelighed. Man kendte ikke noget eksakt til størrelsen af de ægyptiske styrker ved Ras Nas Rani og Sharm el Sheikh, men vidste, at distancen mellem beredskabsområdet og de ægyptiske forsvarsområder var over 375 km - ad en rute, man aldrig havde planlagt tilbagelagt af en motoriseret kolonne. Kortmaterialet var unøjagtigt, og de i hast fremskaffede luftfotos viste, at der i realiteten kun fandtes ét spor langs Akab abugten. Yoffe valgte bevægeligheden. Han udskilte brigadens luftværnsbatteri, to af artilleriafdelingens 88 mm kanonbatterier, otte AMX-kampvogne, et kompagni fra hver infanteribataljon og to af morterkompagniets 120 mm morterer. Alle kontorordonnanser, kokke og depothælpere blev ligedes borttaget og fik sammen med de ovennævnte enheder ordre til at rykke til Elath og vente der15. To Piper Cub fly var tildelt brigaden som hjælp under rekognoscering og vejfinding. Som forbindelsesled til landgangsbådene havde flåden stillet et signalhold til rådighed. I alt udgjorde brigadens styrke 1.701 personer, heraf var de 26 kvindelige radiooperatører og sygehjælpere. Under fremrykningen skulle den nu reducerede brigade være delt i fire adskilte marchgrupper. Forrest skulle køre en opklaringsenhed i tolv jeeps, medhavende et antal 81 mm morterer, et infanterikompagni i halvbæltekøretøjer - i kompagniet indgik fire 120 mm morterer, en ingeniørgruppe, en sanitetsgruppe samt et ALO-hold. Næste marchgruppe i kolonnen - og i en afstand af ca. 30 km fra de forrestkørende enheder - var brigadestabskompagniet og et infanterikompagni, begge enheder i halvbæltekøretøjer. Tredie marchgruppe dannedes af en reduceret infanteribataljon med otte 120 mm morterer. Som fjerde marchgruppe kørte resten af infanteriet, et kanonbatteri og ingeniørerne. I gruppen indgik sanitets-, værksteds- og andre faglige støtteenheder. Det var hensigten, at hver marchgruppe skulle kunne klare sig uden øjeblikkelig hjælp fra anden side. Der udleveredes forplejning til fem døgn, drivmidler til 570 km og tilstrækkeligt vand i 18 vandvogne til fem liter pr. mand pr. dag og fire liter pr. køretøj i fem dage. Skulle vogne - hvilket man absolut ventede - bryde sammen, skulle køretøjerne aflæsses og skubbes til side, hvorefter mekanikerhold fra sidstkørende marchgruppe ville foretage reparationer i muligt omfang. Sårede skulle efter ydet førstehjælp anbringes i vejsiden, de ville så blive behandlet senere. Fremrykningen begynder Den 31. oktober kl. 06.00 satte brigaden i march mod El Kuntilla. Da oberst Yoffe havde givet klare ordrer til, at der ikke måtte finde overlæsning af vognene sted, foretog han kort efter afmarchen en personlig kontrol af samtlige køretøjer. Kontrollen gav bonus - mængder af ekstra ammunition, forplejning og personlige effekter blev fremdraget og hobede sig op ved siden af vognene. Vej sporet til El Kuntilla var som nævnt brugt af andre enheder og var derfor stærkt opkørt - brigaden var 18 timer om at tilbagelægge ca. 100 km. Efter at have overnattet i El Kuntilla, rykkede styrken af sted til Ras el Nagb den 1. november kl. 05.00. Ankommet hertil fik Yoffe ordre til at vente. Situationen vedrørende den engelsk/franske intervention var ikke ganske afklaret, det israelske flyvevåben var engageret i heftige kampe til støtte for fremrykningen mod Suezkanalen, og man turde ikke lade 9. brigade rykke af sted, førend man havde en rimelig chance for at antage, at det ægyptiske luftvåben var sat ud af spillet. Yoffe udnyttede den ægyptiske felttelefonlinje, forbandt den med det israelske net over grænsen og kom i direkte forbindelse med forsvarsstaben i Israel16. Den 2. november kl. 04.00 var general Day an i røret. Hans ordre lød: »Ryk ud!«. Brigaden startede kl. 05.00. Den første dag tilbagelagdes 135 km. Yoffe valgte at følge Wadi Watir i stedet for vejsporet, der var angivet på kortet. Herved sparedes ca. 150 km, men man havde ingen garanti for, at vadien var fremkommelig! Det var den imidlertid, den gamle floddals bund var dækket af groft grus, og hjulkøretøjerne havde ikke vanskeligheder med at vinde frem. Til gengæld fik halvbæltekøretøjerne vrøvl med bærerullerne, der manglede fedt. At skaffe dette blev den første opgave for de to Piper Cub fly.17
Under hele fremrykningen blev der udskilt sikringsled, der blev hægtet af undervejs til sikring af vejknudepunkter, oaser m.v. Delingerne, der havde disse opgaver, sluttede så på, når sidst marchgruppe i kolonnen passerede. Stigningen i terrænet under fremrykningen til Ein el Furtaga var betydelig. Ved 04.00-tiden nåedes oasen. Herfra fører et spor ud til et forladt fiskerleje, Nuweiba. Her stødte landgangsbådene for første gang til kolonnen. Brigaden udskilte igen sikringsled og i løbet af natten tankedes op. Benzinforbruget havde været langt større end forudset. Syd for Ein el Furtaga begyndte rutens måske vanskeligste stykke. De næste tolv km gik det op ad bakke, og sporet gik gennem dybt sand og var ydermere vanskeligt passabelt på grund af store klippestykker. Ingeniørerne måtte sprænge sig vej frem - vognene måtte flere steder aflæses og skubbes og trækkes frem pr. håndkraft. Man søgte at skaffe hjulene større gribeflade ved at lukke luft ud af dækkene, hvilket dog kun hjalp delvis. Under disse forhold var brigadens fremrykkehastighed kun ca. fire km pr. time, og det var glødende varmt. Otte køretøjer brød totalt sammen - enhver reparation var umulig - reservedele blev plukket ud og indsat i reparable vogne. Da mandskabet var helt udmattet, befalede oberst Yoffe et kort hvil. Endelig nåedes vandskellet - det højeste punkt, hvorfra vadierne løber ud til begge sider. Herfra gik det svagt ned ad bakke. Man nærmede sig Dahab. Her var udstillet en ægyptisk vagtstyrke på ti kamelryttere.
Baghold
Formentlig på grund af udmattelse var opklaringsenheden ikke agtpågivende nok. Ægypterne lagde sig i baghold og åbnede overraskende ild mod spejderne, hvorved en blev dræbt og et par såret. Israelerne besvarede ilden og dræbte en ægypter. Lidt hovedkulds begyndte israelerne nu at afsøge kamelpostens telte - en håndgranat kastedes ud fra et af teltene og dræbte yderligere to israelere og sårede en tredie. Ægypterne tog flugten, men blev nedkæmpet af maskingeværild18. De israelske fly var nu frigjort fra deres opgaver nordpå og angreb den 3. november Ras Nas Rani og Sharm el Sheikh med napalm- og brisantbomber. Det ægyptiske luftværn bed kraftigt fra sig og nedskød to jagerbombere. Det lykkedes den ene pilot, der blev nedskudt over Ras Nas Rani, at redde sig i faldskærm - han blev den eneste israeler, ægypterne tog til fange19. Allerede den 1. november havde præsident Nasser givet ordre til, at Akabasektoren skulle rømmes - 9. brigades fremrykning var blevet erkendt, og de israelske styrker ved Mitlapasset kunne true Sharm el Sheikh fra nord. Følgelig gav overkommandoen i Cairo, der nu havde Akabasektoren direkte underlagt, ordre til, at området skulle rømmes. Chefen i Sharm el Sheikh - oberstløjtnant Khana Neguib - bad om at måtte blive og kæmpe. Han skaffede sig af med sine sårede fra luftangre bene, de syge samt partisanerne. Herefter var hans styrke på ca. 1.500 mand. De ukampdygtige blev i hovedsagen skaffet af vejen ved hjælp af de to forsyningsskibe. En del partisaner og nogle soldater fra nationalgarden begav sig til El-Tur. Skønt Ras Nas Rani var den bedst befæstede stilling, besluttede områdekommandoen at rømme dette afsnit og koncentrere styrken om Sharm el Sheikh. Her var betingelserne for forsvar mindre gunstige, men til gengæld lå havnen, flyvepladsen og alle forsyningerne her. Der var tale om 200 kubikmeter feskvand, forplejning til mindst tre måneder - heri inkluderet 500 levende får20. Alt brugeligt materiel blev nu ført fra Ras Nas Rani til Sharm el Sheikh. De tunge kystpiecer blev ødelagt. Man rådede derefter ikke over egentligt artilleri; men man havde et større antal morterer, både 81 og 120 mm. (Senere i fremstillingen vil blive givet en beskrivelse af ægypternes indretning af forsvaret i det sidstnævnte forsvarsområde). Ved Dahab fik 9. brigade sit første større, samlede hvil. Landgangsbådene løb igen ind med forsyninger til kolonnen. Mandskabet fik anledning til vask og soignering, køretøjerne blev tanket op og højst tiltrængt vedligeholdelsestjeneste kunne gennemføres. Kl. 19.00 påbegyndtes fremrykningen igen. - Næste mål var Nabq. Vejen hertil betegnes af Dayan som en »gedesti« langs en bjergskråning, mindre end to meter bred og fuld af klippestykker. Igen måtte ingeniørerne sprænge vejen fri - mandskabet på vognene sad af og fjernede resterne af stenblokkene, hvorefter vognene med forsigtighed kunne køre videre. Umiddelbart nord for Nabq skærer sporet gennem endnu et pas - benævnt Wadi Kid. Her var et ideelt sted for etablering af et baghold. Kl. 02.30 kørte den forreste jeep i opklaringsenheden på en landmine. Det var igen kamelryttere, der var på spil. De åbnede en voldsom ild med maskingeværer og raketstyr, ligesom der kastedes håndgranater. Larmen var imponerende, men træfningen fra våbnene lå for højt, så der var ingen israelske tab. Opklaringsenheden standsede op og besvarede ilden, men foretog fornuftigvis ingen fremrykning. Det var buldrende mørkt, og man anede intet om, hvor fjendens stillinger var. Da oberst Yoffe kom frem til opklaringsstyrken kort efter, så han, at folkene var dødtrætte. Han gav ordre til, at der skulle hviles i to timer. Obersten havde selv kun sovet nogle øjeblikke, da han over radioen blev kaldt fra et Dakotafly et sted over brigaden. Han svarede: »Her er Avraham« - dette besvaredes med: »Jeg er Yaels far, og min hustru hedder Ruth«. Denne noget uortodokse signalprocedure mundede ud i, at general Moshe Dayan spurgte: Hvorledes går det med Deres hjorde?« Yoffe svarede: »Fint«, »Og Deres kameler?« - »Også fint«. »Så skal De køre hurtigere!« Under krigen i 1948 havde israelerne brugt kodeordene hjorde og kameler som betegnelse for henholdsvis tropper og køretøjer21. Ved daggry den 4. november var opklaringsenhedens spejdere igen klar ved den blokerede vej, og et Piper Cub fly søgte frem for at rekognoscere. Piloten meldte, at der ingen fjender var at se. Ægypterne havde trukket sig tilbage efter ildoverfaldet. Der var tale om en deling. Det eneste spor af den natlige kamp var en stor blodpøl og et antal miner, som ægypterne kun delvis havde nået at lægge på plads og grave ned. Minerne blev nu fundet og en sti afmærket gennem området. Kl. 09.00 var brigaden under fremrykning igen. Ved middagstid blev Ras Nas Rani igen angrebet af fly, der kastede napalm. Israelerne havde ikke opdaget, at området var rømmet. Faldskærmsbrigaden havde i mellemtiden erobret El-Tur og gjorde sig klar til at angribe Sharm el Sheikh fra nord. Da general Dayan fik modstridende meldinger om 9. brigades resultater, pressede han hårdt på enhederne af faldskærmsbrigaden for at få disse tropper til at rykke mod syd hurtigst muligt. Sharm el Sheikh Ægypterne havde baseret deres forsvar på den antagelse, at et angreb ville komme fra havet eller i forbindelse med en luftlandsætning - de havde ikke forestillet sig et angreb over land nordfra. Ægypterne havde ca. 1.500 mand til rådighed. Ca. 4 km nord for Sharm el Sheikh var der fremskudt en enhed af kompagnistørrelse, forstærket med tunge våben og et antal terrænvogne (carriers). Det egentlige forsvarsområde bestod af en række stillinger, der strakte sig fra nord til syd. Den venstre fløj støttede sig på et højdedrag, der lå nordvest for forsvarsområdets centrum. Højre fløj lå tæt ved vandet øst for flyvepladsen. Stillingerne sikrede dels havnen og flyvepladsen, dels blokerede de vejene, der fører til El-Tur og Ras Nas Rani. Forsvaret var ikke så grundigt udbygget som ved Ras Nas Rani. Der var færre betonstillinger, og hindrearbejderne var svagere udført. Stillingerne var placeret således, at de ind byrdes kunne støtte hinanden med ild - både fra maskingeværer i trefod, fra panserværnsvåben og fra talrige morterstillinger. Mærkværdigvis havde israelerne intet klart efterretningsbillede af forsvarsområdets indretning22.
De første angreb
Ras Nas Rani blev passeret uden stop, da det erkendtes, at forsvarsområdet var forladt. Den 4. november kl. ca. 14.00 blev opklaringsenheden beskudt af det fremskudte ægyptiske kompagni. Et luftangreb blev sat ind, fulgt op af et angreb fra opklaringsstyrken. Efter en kort skudveksling trak ægypterne sig tilbage - efterladende flere tunge våben. Den forreste israelske infanteribataljon, der var blevet noget spredt under fremrykningen fra Dahab, blev nu samlet, fik tanket op og tog føling med den nordligste stilling ved Sharm el Sheikh. Et forsøg på at forfølge fjenden ind i forsvarsområdet mislykkedes. Det besluttedes at angribe det nordligste forsvarspunkt, der blokerede vejen gennem forsvarsområdet. Imidlertid var det nu blevet så mørkt, at man både måtte undvære fly støtte og observeret ild fra de tunge morterer. Alligevel blev det bestemt, at angrebet skulle gå frem den 5. november kl. 03.30. Et israelsk kompagni rykkede afsiddet frem over det åbne terræn på begge sider af vejen. Kompagniet blev hurtigt opdaget og kom under kraftig ild fra håndvåben. Yderligere blev styrken beskudt fra de tre stillinger syd for angrebsmålet. Ilden var så voldsom, at kompagniet hverken kunne komme frem eller tilbage. For at aflaste det bundne kompagni, der allerede havde mistet bl.a. seks gruppeførere, blev et kompagni i halvbæltekøretøjer sendt frem. Denne enhed havde god fremgang, men bataljonschefen, der var fulgt med frem, faldt. Hovedparten af halvbæltekompagniet støttede det afsiddede kompagni og samlede dets sårede op. Nogle af halvbæltekøretøjerne var imidlertid kommet længere ned mod havet end tilsigtet og opdagede ved den lejlighed, at den østligste af de tre stillinger syd for angrebsmålet var forladt. Israelerne fandt her fire panserværnskanoner, de blev prodset på halvbæltekøretøjerne, og man trak sig tilbage til ud gangsområdet. Resten af de to kompagnier blev beordret tilbage kl. 04.20. På grund af den klippeagtive jordbund var det umuligt at grave sig ned. Skydningen fra ægyptisk side døde nu hen. Som følge heraf og på grund af meldingen om den forladte stilling, besluttedes det at angribe igen, når det blev lyst23. Angrebet skulle udføres af seks kompagnier, der opsiddet i halvbæltekøretøjer skulle angribe frontalt på linje langs med stranden. Det vil sige en fremrykning på 500 m over helt åbent terræn. En bataljon fra faldskærmsbrigaden var nu under fremrykning fra ElTur, hvor den undervejs mødte flygtninge fra Sharm el Sheikh. 9. brigade havde kl. 06.30 via en Piper Cub beordret bataljonen til at rykke frem til et punkt ca. 2.000 m vest for Sharm el Sheikh, således at bataljonen kunne deltage i det afsluttende angreb.
Kl. 05.30 angreb brigaden igen. Det ægyptiske panserværn åbnede straks ild og ødelagde tre halvbæltekøretøjer. Dernæst åbnedes ild med morterer og med maskingeværer, og det israelske angreb gik i stå. Støttet af præcist ledet 120 mm morterild trak angrebsstyrken sig tilbage til udgangslinjen. Brigadechefen rekvirerede nu flystøtte. Denne kom kl. 07.00, og angrebet gik frem igen, atter støttet af 120 mm morterer. Denne gang foregik angrebet til fods, og man angreb med en bataljon højre om - op ad højdedraget, hvor man fik fodfæste og truede ægypternes flanke ved senere at angribe ned ad bakke. De forreste enheder nåede den yderste pigtråd, men blev holdt nede der. Samtidig rykkede en bataljon i halvbæltekøretøjer frem parallelt med vejen med retning mod ægypternes sydøstlige stillinger. Israelerne på højdedraget brød igennem pigtrådsspærringen kl. 8.30, og de to bataljoner trængte under en rasende nærkamp frem mod forsvarsområdets centrum. F aldskærmsstyrken angreb ved 08.30-tiden den stilling, der blokerede vejen til El-Tur og et par stillinger nordøst herfor. Efter voldsomme kampe brød faldskærmstropperne igennem og trængte ind mod forsvarsområdets midte. Æren af at tage områdekommandoens chef, oberst R. Zaki, til fange til-
faldt faldskærmsbataljonen. Obersten var iført udgangsuniform og stod klar til fangeskabet med sin oppasser og et antal pakkede kufferter. 9. brigade fik nu nedkæmpet den sidste stilling nede ved havnen, hvorfra der til det sidste blev ydet hårdnakket modstand. Kl. 09.30 overgav den sidste ægypter sig. Felttogets måske vigtigste objekt var faldet. 9. brigade havde mistet ti mand, døde (heraf tre ved Dahab) og 32 sårede (heraf fem ved Dahab). Der foreligger ikke tabsmeldinger fra faldskærmsstyrken. Ægypterne havde ca. 100 faldne, hertil kom 864 fanger24. Efter forsvarsområdets fald havde israelerne en samtale med oberstløjtnant Neguib for at klarlægge hans dispositioner. Bl.a. kunne man ikke forstå, at han havde rømmet Ras Nas Rani og baseret forsvaret på Sharm el Sheikh, hvor betingelserne var dårligere. Hertil svarede han, at det ægyptiske feltreglement foreskrev, at man under forsvar koncentrerede sine styrker. Han blev dernæst bedt om at forklare, hvorfor den ægyptiske styrke, der numerisk var ligeværdig med den israelske, havde tabt slaget. Oberstløjtnanten gav tre grunde hertil. Først og fremmest var den ægyptiske moral blevet rystet af de israelske luftangreb. Dernæst havde han ikke haft noget artilleri. Som tredie årsag til nederlaget angav Neguib, at hans folk var dårlige soldater. Førstnævnte påstand var ubestridt korrekt, idet israelerne havde fuldstændigt luftherredømme over den sydlige del af Sinai. Det ægyptiske luftværn bestod efter rømningen af Ras Nas Rani kun af seks 30 mm kanoner, der trods god indsats fra personellets side ikke kunne afvise de israelske fly. Angående manglen på artilleri kan nævnes, at israelerne heller ikke rådede over noget sådant. Kanonbatteriet kom overhovedet ikke til skud, da man under fremrykningen havde måttet efterlade forstillinger og andet materiel25.
Neguibs vurdering af troppernes kampduelighed holder ikke ganske stik, når man betænker, at ægypterne holdt israelerne stangen i over fem timer. Det kan nævnes, at general Dayan fremhæver, at ægypterne i Sharm el Sheikh havde tænkt nok så meget på oplægning af forsyninger som på at indrette forsvarsområdet med henblik på hårdnakket kamp.
Forfatterens personlige rekognosceringer i området i 1969 gav det indtryk, at hindrearbejderne var meget omfattende og solidt udført, men at de øvrige befæstningsarbejder, skyttehuller, betonstillinger o.s.v. var for få. Til gengæld var alle slugter og hulninger i terrænet udnyttet til oplægning af ammunition, benzin og forplejning. Som kuriosum kan nævnes, at et af de destillationsapparater, der omdannede havvand til ferskvand, var af italiensk oprindelse. Det må imidlertid fremhæves, at et mere hårdnakket ægyptisk forsvar ville kunne have fået storpolitiske konsekvenser i form af et krav fra verdensopinionen om at få kamphandlingerne standset. Israelernes fremrykning mod Sharm el Sheikh var et kapløb med tiden. Dette kan også forklare, hvorfor oberst Yoffe foretog sit angreb fra bevægelse uden at vide noget om indretningen af forsvaret ved Sharm el Sheikh. I det hele taget var der tale om en meget dristig aktion. Israelerne rykkede i virkeligheden ind i et terra incognita, der kun tillod motoriseret fremrykning fra nord til syd. Et kommando fra 9. brigade forsøgte i forbindelse med hjemmarchen til Israel at tilbagelægge vejen fra Sharm el Sheikh til Elath, men måtte opgive - bakkerne kunne kun forceres nord fra! Elleve døgn efter mobiliseringen blev 9. brigades mandskab hjemsendt. Ud over kamptabene var kun een mand brudt sammen, og lægerne kunne ikke finde ud af årsagen. Der var ellers ingen tilfælde af sygdom, og brigaden var helt blevet forskånet for ulykkestilfælde. Sinaifelttoget var endt.
Den engelsk-franske aktion
Afslutningsvis skal der gives en kortfattet fremstilling af den engelsk/ franske aktion mod byerne Port Said og Port Fuad. Ægypterne behøvede ikke at være i tvivl om, at en allieret aktion var i anmarch, men på grund af det israelske angreb i Sinai var ægypternes muligheder for et forsvar på to fronter små. Englændernes og franskmændenes problem bestod i, at det var relativt let at overføre faldskærms- og helikopterstyrkerne fra Cypern, mens hovedstyrken, der skulle overføres med skibe fra Malta, nødvendigvis måtte være undervejs i længere tid. Årsagen til den »aeropsykologiske krigsførelse« var netop, at man ønskede at holde ægypterne i ånde, indtil skibene kunne nå frem. Den 5. november ved daggry blev 600 engelske og 487 franske faldskærmsjægere nedkastet uden for Port Said26. De engelske fly var helt uegnede til luftlandsætning i større målestok. Man brugte Valetta- og Hastingsfly fra 2. verdenskrig. Fra disse fly finder udspringet sted ud igennem flyets side og tillader ikke hurtige, samlede nedkastninger. De engelske håndvåben var ikke konstrueret til at kunne føres på manden under springet (af sikkerhedsmæssige årsager) og blev derfor nedkastet separat. Dette gav, som man kan forestille sig, vanskeligheder, hvor englænderne landede midt i de ægyptiske stillinger.
Franskmændene anvendte Nord Atlasfly, hvor udspringet finder sted fra flyets haleparti og derfor kan gennemføres hurtigt. De franske håndvåben var specielt fremstillet til faldskærmsbrug, og de franske faldskærmsjægere havde krigserfaring fra Indokina og Algier.
De ovennævnte forhold kan være en del af forklaringen på, at de engelske tab var dobbelt så store som de franske; herom senere. Den 6. november beskød engelske og franske krigsskibe udvalgte mål i Port Said. For at undgå civile tab måtte skibene kun anvende mellemarmeringen. Samme dag kl. 04.50 blev 400 mand fra de engelske Commandos sat i land ved hjælp af helikoptere. Senere blev der landsat kampvogne via landgangsbåde. Det var første gang i krigshistorien, at man foretog en større, samlet helikopteroperation. Der anvendtes bl.a. Sycamore-helikoptere, der er ret små. Der kunne medtages tre mand pr. vending. To mand sad med benene ud af vinduet med en 106 mm dysekanongranat i favnen, mens den tredie mand sad sammenkrøbet med seks mortergranater i skødet. Kl. 06.45 sprang franskmændene ud over Port Fuad. Luftlandsætningen, der var blevet gennemført den foregående dag, hindrede, at ægypterne kunne trække forstærkninger til. Imidlertid ydede forsvarerne så hård modstand, at den engelske general Stockwell måtte afslå general Massu’s forslag om at nedkaste flere faldskærmstropper over El Kantara og Ismalia. Derimod kunne englændere og franskmænd foretage landsætninger fra søen. Over 20.000 mand blev således landsat i Ægypten. Efter at have besat Port Said og Port Fuad rykkede de allierede nu mod syd mod kanalzonen og byen Suez. Men som bekendt skred FN’s sikkerhedsråd ind og krævede, at fremrykningen skulle standses. I Kreml tordnede Khrustjov mod aggressorerne og truede med indsats af sovjetiske atomvåben. Sovjetunionen udnyttede behændigt Suezkrisen til at dække over egen aggression under nedkæmpelsen af den ungarske opstand. Aktionen mod Ægypten kostede englænderne 20 faldne, franskmændene 10 og ægypterne mellem 650 og 1.000. De allierede mistede ti fly, heraf fire ved ulykker og sammenstød. Ægypterne mistede i alt 260 fly. I bogen »Nassers Ægypten« giver P. Mansfield en vurdering af Suezkrisens følger: »De sidste spor af engelsk indflydelse i Ægypten var forsvundet. Det eneste betydelige tab for Ægypten var det militære anlæg ved Sharm el Sheikh, således at Israel kunne nå Asien og Østafrika uden at gå gennem Suezkanalen. For Israel er dette dog af større psykologisk end egentlig kommerciel betydning... Nasser var nu blevet en endnu større helt i den arabiske verden. De gamle kolonimagter havde udspillet deres sidste kort mod ham og tabt«.27 Et fingerpeg om, i hvor høj grad de tre angriberlande mener at have nået deres krigsmål, kan man måske se i de betegnelser, man senere har heftet på krigen. I England taler man om »Suezaffæren«, Frankrig bruger navnet »Suezekspeditionen« og i Israel hedder det »Sinaifelttoget«.
O. Andersen
FODNOTER
1. Engasser, side 158.
2. Thomas, side 32.
3. Beaufre, side 48.
4. Thomas, side 85,
5. Thomas, side 115.
6. Barker, side 62.
7. Henriques, side 68.
8. Barker, side 59.
9. Day an, side 43.
10. Thomas, side 123.
11. Nutting, side 116.
12. O’Ballance, side 174.
13. Marshall, side 204.
14. O’Ballance, side 89.
15. Marshall, side 208.
16. Marshall, side 211.
17. Marshall, side 214.
18. Dayan, side 200.
19. O’Ballance, side 171.
20. Henrique8, side 112.
21. Henriques, side 110-111.
22. O’Ballance, side 177.
23. O’Ballance, side 178.
24. Dayan, side 207.
25. Henriques, side 107.
26. Thomas, side 141.
27. Side 58-59.
Oversigt over anvendt litteratur:
Barclay, C. N.: Army Quarterly, April 1957: Anglo French operations against Port Said, (Musketeer). Barker, A. J.: Suez: The Seven Day War, London 1964. Beaufre, A.: Die Suez-Ekspedition. Analyse eines verlorenen Sieges, Berlin 1967. Dayan, M.: Sinaifelttoget 1956, København 1967. Engasser, Q.: Suez, København 1956. Henriques, R.: A Hundred Hours To Suez, New York 1967. Mansfield, P.: Nassers Ægypten, København 1965. Marshall, S. L. A.: Sinai Victory, New York 1958. Nutting, A.: No end of a Lesson, The Story of Suez, London 1967. O’Ballance, E.: The Sinai Campaign, London 1959. Reske-Nielsen, E.: Verdens Historie siden 1945, Arhus 1970. Thomas, H.: The Suez Affair, London 1967.
