Lenin: »Grundsåtzlich haben wir den Terror nie abgelehnt und kOnnen wir ihn nicht ablehnen.«*)
Sovjetunionens storslåede højtideligholdelse af 60 året for bolschevikkernes magtovertagelse er forståelig nok. Enhver bevægelse fejrer gerne sine mindedage. Derved sker der ligesom en psykisk opladning i tilhængernes sind. Jubilæumsdage er naturlige anledninger til at se tilbage. For kommunister er det rimeligt at mindes de begivenheder, der fødte verdens første socialistiske stat; men også for ikke-tilhængere er der grund til at tænke tilbage, undersøge de historiske kilder og spørge: Hvad skete der egentlig i Rusland for 60 år siden? Overlærer, cand. pæd. og kaptajn i Hjemmeværnet Emil Ashøj opridser her hovedlinierne i begivenhedsforløbet.
Februarrevolutionen.
Ruslands deltagelse i 1. verdenskrig havde slidt hårdt på patriotismen på grund af nederlag og dårligt organiseret forsyningstjeneste — her bestod et årsagsforhold. De russiske bondesoldaters hengivenhed for »lille far zar« var opbrugt. Udviklingen styrede hurtigt henimod et politisk, økonomisk og socialt sammenbrud. — Revolutionære bevægelsers ønskesituation. I marts (efter vor tidsregning) 1917 brød stormen mod zardømmet løs. D. 8.3. begyndte det med en strejke i textilindustrien i Skt. Petersborg samtidig med demonstrationer for bedre fødevareforsyning til byerne. I de følgende dage udbrød der storstrejker (Putilof-fabrikkerne) og alvorlige uroligheder. Soldater, udkommanderet til at slå uroen ned, gik over til de strejkende, og i hovedstaden improviserede de revolutionære en Sovjet, der valgte en eksekutivkomité, som forberedte sig på at overtage regeringen. Imidlertid tilkendegav en komité valgt af Dumaens (rigsdagen) oppositionsmedlemmer, at den stillede sig på revolutionens side og ønskede at danne en regering, »der kunne tilfredsstille nationens ønsker og vinde dens tillid«. Stillet over for denne erklæring besluttede Sovjettens eksekutivkomité, der beherskedes af de mere moderate revolutionære partier, at indgå et samarbejde. D. 15. marts er det ude med det gamle Rusland. Zaren abdicerede under indtryk af de voldsomme begivenheder og under pres fra Dumakomitéen og Sovjettens eksekutivkomité. Der dannedes nu en provisorisk regering med en liberal agrarpolitiker, fyrst Lvov, som ministerpræsident. Bindeleddet mellem Dumaen og Sovjetten var den socialrevolutionære advokat, eksekutivmedlem og dumarepræsentant, Kerenskij, der fik justitsministerposten. Den provisoriske regering oprullede straks et stort reformprogram: Gennemførelse af demokrati i Rusland. Privilegier skulle afskaffes. Tale-, presse-, forenings- og forsamlingsfrihed skulle garanteres såvel som strejkeret. Desuden skulle der gives amnesti for politiske forbrydelser. Kerenskij var den drivende kraft i regeringen; med sin store oratoriske begavelse henrev han masserne og gjorde dybt indtryk på regeringen og Sovjetten. Det lykkedes ikke for regeringen at få fast greb om udviklingen. Opløsningen i statslegemet skred fremad. Hertil bidrog også den berømte »Ordre nr. 1«, som Kerenskij var medansvarlig for. Den gik ud på, at der skulle organiseres soldaterråd med myndighed til at vælge officerer og håndhæve disciplinen. Desuden måtte militære chefers ordrer ikke adlydes med mindre, de var kontrasigneret af en sovjetkommissær. Denne demokratiske styrelsesordning førte — naturligvis — til ødelæggende konflikter inden for hær og flåde og total opløsning af disciplinen, ikke mindst, da dødsstraffen afskaffedes som tegn på den nye humanismes frembrud. Desertering blev for alvor et stort problem for de væbnede styrker.
*) samtliche Werke. Bd. IV. S. 124.
Inden for Sovjetterne, der nu voksede frem overalt, stod 2 hovedretninger over for hinanden: 1) »Minimalisterne« eller Menschevikkerne, moderate socialister i forhold til 2) de yderliggående »Maksimalister«, Bolschevikkerne. Mens sovjetterne ville føre revolutionen til bunds på programmet: fred, brød, jord, ville den provisoriske regering indføre et demokrati efter vesteuropæisk model; til den ende traf den forberedelser til valg af en grundlovgivende forsamling. Interessen for brød og fred samt jordspørgsmålet var imidlertid større i befolkningen end for parlamentariske institutioner. Store demonstrationer i april mod regeringen understregede dette. Hertil kom krav fra en sovjetkongres i Petrograd gående ud på 1) fordeling af jorden til bønderne og 2) krigens afslutning. Et brud mellem Petrogradsovjetten og den provisoriske regering blev dog foreløbig undgået, idet regeringen rekonstrueredes, således at 2 sovjetledere optoges. Kerenskij blev nu krigs- og marineminister, hvad der faldt i tråd med hans overbevisning om nødvendigheden af krigens fortsættelse. I stedet for at imødekomme massernes krav holdt den provisoriske regering fast ved alliancen med England og Frankrig. Vanskelighederne ved og bag fronten var imidlertid formidable. Soldaterne deserterede, erhvervslivet fungerede ikke, transportvæsenet var brudt sammen, og folket sultede.
Lenins hjemkomst. D. 16. april vendte en af bolschevikkernes leder, Lenin, med det tyske kejserriges finansielle og transportmæssige hjælp hjem fra Schweiz, hvor han havde levet i exil. Den tyske hærledelse, der ønskede krigen på Østfronten afsluttet, så tropperne kunne overføres til Vestfronten, skønnede, at Lenins hjemkomst ville betyde intensivering af den revolutionære agitation og øget mulighed for russisk separatfred. Lenin med bl.a. Trotzkij og Stalin som hjælpere blev nu bolschevikkernes ubestridte leder, hvilket gav partiet en vældig aktionskraft. Det havde ikke spillet nogen større rolle under februarrevolutionen. Nu blev det anderledes. Dets indflydelse og magt steg som følge af dets energiske virksomhed i sovjetterne, der var udmærkede redskaber for Lenins taktik. Han fandt derfor arbejdet her vigtigere end parlamentarisk virksomhed. Repræsentanterne valgtes på arbejdspladserne uden hemmelig afstemning. Åbne valg giver altid de højttalende, højstbydende og hensynsløse en særlig mulighed til at kue de andre. Bolschevikkerne eller kommunisterne anså sovjetterne for massernes umiddelbare organisationer, for den nye form for proletariatets organisering. Efter Lenins opfattelse — såvel som efter de øvrige dogmatikeres — er proletariatets diktatur den nødvendige periode, i hvilken overgangen til kommunismen foregår; men p.d. defineres også som de undertryktes fortrop organiseret som herskende klasse med det formål at holde udbytterne nede. 1) Fortroppen er den klassebevidste del at arbejderne, først og fremmest kommunistpartiet, der mener sig berettiget til at aktionere på proletariatets vegne, berettiget, fordi partiet ved, hvad der er til folkegavn. — På sådanne præmisser er det logisk, at Lenin ligesom venstreextremister i øvrigt nedvurderer det parlamentariske demokrati. Her vil »proletariatets fortrop« nemlig være i mindretal. — »At erstatte den borgerlige stat med den proletariske er ikke muligt uden revolution med magt.« (Lenin)2). Chancen kom i juli 1917, da den provisoriske regering, som nu havde Kerenskij i spidsen, havde iværksat en offensiv over for tyskerne. Offensiven brød sammen på grund af den russiske hærs ringe kampkraft, forårsaget af manglende motivation, mangel på mandstugt og elendig forsyningstjeneste. Opmuntret af deres stilling i sovjetterne i Petrograd og Moskva benyttede bolschevikkerne nederlagene ved fronten til at gå i aktion. Oprøret blev imidlertid nedkæmpet og førerne arresteret, for så vidt de ikke som Lenin reddede sig ved flugt (til Finland). — Bladet vendte sig dog igen. Den bolschevikfjendtlige stemning i folket^) afløstes i september 1917 af en ny revolutionær bølge som følge af general Kornilovs mislykkede forsøg på at genoprette ro og orden i Petrograd. Kerenskij proklamerede d. 9. september, at generalen forrådte fædrelandet og revolutionen. Det blev bolschevikagitatorerne, der drog fordel af Kornilovs »kontrarevolution«. Petrograds garnison samt matroserne på flådestationen Kronstadt blev vundet for det bolschevistiske syn på sagen, og blandt arbejderne tabte de mere moderate socialistfraktioner terræn på møderne. Parolen: 1) fred udadtil, 2) al magt til sovjetterne og 3) jorden til bønderne, var enkel og suggestiv.
Oktoberrevolutionen.
Om natten d. 7. november (efter vor kalender) foretog bolschevikkerne deres statskup, oktoberrevolutionen. Jernbanestationer, telefon, telegraf, statsbanken, redaktioner og kaserner besattes, politikere og officerer arresteredes. Da det dagedes, blev der bygget barrikader, kanoner kørt i stilling, og ude på Nevafloden lå panserkrydseren »Aurora« sammen med andre flådeenheder med kanonerne rettet mod Vinterpaladset, regeringens sæde. I løbet af dagen kom det til kampe, men de talmæssigt underlegne regeringstro tropper kunne intet udrette. Efter mørkets frembrud blev Vinterpaladset stormet og tilbageværende regeringsmedlemmer arresteret. Kerenskij selv lykkedes det at flygte forklædt. Han forsøgte forgæves at skaffe militære forstærkninger. Derefter emigrerede han. Samtidig med kuppet trådte den anden alrussiske sovjetkongres sammen i Petrograd. Kl. 22,45 d. 7. november åbnede den sine møder i Smolnyj-instituttets balsal. Om aftenen på kongressens anden dag talte Lenin til de delegerede. Statskuppet var lykkedes, og han kunne indlede med de fængende ord: Nu begynder vi at opbygge socialismen. Kongresflertallet var klart bolschevistisk efter, at menschevikkerne og de socialrevolutionære, bortset fra den yderste venstrefløj sammen med andre ikke-bolschevikker, i protest mod kuppet havde forladt kongressen. Det voldte derfor ingen vanskelighed at få kuppet godkendt og dannet en sovjetregering under betegnelsen folkekommissærernes råd med Lenin som formand og Trotzkij som udenrigskommissær, manden, der længst holdt fast ved ideen om verdensrevolutionen. Han havde dog senere grund til at glæde sig over, at der fandtes en kapitalistisk verden at flygte til.
Statskup nr. 2.
Det nye styre skred straks til handling i hovedspørgsmålene og udstedte »Dekretet om freden«, hvorefter fredsforhandlinger med centralmagterne indledtes. Samtidig kom »Dekretet om jorden«, der ophævede den private ejendomsret til jord uden erstatning og overdrog brugsretten til småbønderne. Egentlig var det vel umarxistisk at udstykke jorden til de enkelte bønder og daglejere i stedet for at lade den drive kollektivt under offentlig kontrol. Nu var staten ganske vist formel ejer, men den enkelte bonde betragtede netop dette som en formssag og anså sit jordstykke for privatejendom, hvilket bevises af de blodige kampe Sovjetstaten senere førte med bønderne, da principperne skulle følges. — Sovjetregeringen tillod afholdelse af valg til den grundlovgivende forsamling, som den provisoriske regering havde truffet forberedelser til. Nu mente den jo også at stå stærkt hos bønderne på grund af sin jordpolitik; desuden indførte den atter et politisk politi, »Tjekaen«, hvis opgave var bekæmpelse af kontrarevolutionen. Valgene fandt sted fra den 25. november til hen i december, ja, faktisk til hen i januar, når omvalgene foretaget på regeringens opfordring tages med. Trods valgterror udøvet af Tjekaen og »Rødgardisterne« stemte vælgerne ikke alle steder på de »rette«. Det viste sig d. 18. januar, da den grundlovende forsamling trådte sammen i Det Tauriske Palæ i Petrograd. Af 715 deputerede var 175 bolschevikker, der ganske vist fik støtte af de socialrevolutionæres venstrefløj, 40 medlemmer; over for denne front stod de 370 øvrige socialrevolutionære, 16 menschevikker, 12 fra andre socialistiske fraktioner, 15 repræsentanter for det konstitutionelle, demokratiske parti (»Kadetterne«), der i særlig grad var blevet terroriseret i valgkampen, desuden valgtes 87 delegerede fra ikke-russiske nationaliteter A) Forsamlingen valgte det socialrevolutionære partis leder til formand og afviste forslaget om at anerkende folkekommissærernes råd som den lovlige regering. Under voldsomme protester fra forsamlingens flertal blev salen ryddet af »røde« soldater og matroser, der i øvrigt på forhånd havde besat bygningen. Næste dag opløste sovjetregeringen den grundlovgivende forsamling. Bolschevikkerne (kommunisterne) havde foretaget deres andet coup d’état. Den forholdsvis demokratiske periode i Ruslands historie var forbi før dens 1 års fødselsdag.
Til eftertanke.
Det var ikke bolschevikkerne, der væltede zardømmet og dermed indledte nogle måneder med demokratiske forhåbninger i Rusland; men det var det lille kommunistparti, der gik sejrrigt ud af den politiske magtkamp og indførte proletariatets diktatur, der med dets mangel på demokratiske hemninger 1) dels tilbød »masserne« et stærkt forenklet politisk program 2) dels anvendte vold. Partiets dygtige ledere og ensidige propaganda udfoldede sig ret i den sociale opløsningstilstand, datidens Rusland befandt sig i, skønt dette samfund ikke havde nået den grad af industrikapitalistisk modenhed, Marx mente var forudsætningen for revolution. — Et tankevækkende eksempel på, hvad nogle handlekraftige fanatikere på et stærkt ideologisk fundament, hvori terroranvendelses berettigelse indgår, kan gennemføre i en opløsningstid på tværs af demokratiske spilleregler og en parlamentarisk forsamlings flertal.
Emil Ashøj.
NOTER:
1) Se Lenin: Staten og revolutionen, s. 104n og s. 103 ø.
2) Se Lenin: Staten og revolutionen, s. 29n.
3) Se rigsarkivar Axel Linvalds kronik i Politiken d. 9.6.1964, sidste sp.
4) Se dr. Bruno Kalnins: Ruslands Historie og Statsform, s. 77.
BENYTTET LITTERATUR:
Ud over leksika: Arne Stevns og Chr. A. R. Christensen: Verden i dag I. Steen Hasselbalchs Forlag 1938. Bruno Kalnins: Ruslands Historie og Statsform. Forlaget Fremad 1964. V.I. Lenin: Staten og Revolutionen. Optryk fra »Udvalgte Værker«, bind 8. Gyldendal 1967. (I serien »Uglebøger«.) J. Stalin: Om Leninismens Grundlag. Forlaget Tiden. København 1947.
