I forbindelse med uddannelsen på Hærens Officersskole har kadet M. Pedersen, klasse Biilow, udarbejdet denne studie.
INTRODUKTION
Den marxistiske helhedsopfattelse. Som indledning til følgende sammendrag om den psykologiske uddannelse i Sovjethæren vil jeg anbringe et citat af den nyligt afdøde sovjetiske forsvarsminister, marskal af Sovjetunionen, A. A. Grechko, fra en tale holdt på landsarmé-kongressen for de højstkvalificerede indenfor militær og politisk uddannelse i Sovjethæren: 1) »... Opgaven for den militære uddannelse af personellet må løses i fuldkommen overensstemmelse med dets moralsk-politiske og psykologiske støbning. Opdragelsen af bevidste, mandige og dygtige forsvarere af fædrelandet udgør et emne for stadig interesse og bestandige anstrengelser hos lederkadrerne, stabene, politorganerne og parti- og KOMSOMOL-organisationerne i hær og flåde.« Dette citat gengiver i al sin korthed de væsentlige bestanddele af det sovjetiske syn på den militære uddannelse. Disse enkelte bestanddele vil blive behandlet nærmere senere. Her skal blot påpeges det monolistiske syn på den samlede sunraf PÅVIRKNINGER AF INDIVIDET, som ikke blot er karakteristisk for sovjetisk militær tankegang, men er et fremherskende træk i det sovjetiske syn på mennesket i det hele taget. Ifølge sovjetisk tankegang bliver mennesket i det socialistiske samfund ikke præget af antagonistiske påvirkninger, eftersom grundlæggende modsætningsforhold er afskaffet i samfundets basis, det vil sige i materielstrukturerne. Ganske vist er ikke alle modsætningsforhold udryddet. Dette sker først ved indførelsen af det kommunistiske samfund, som et harmonisk samfund, hvor behovet for statsfunktioner er bortelimineret, eftersom der i dette samfund ikke er behov for stadig regulering af forholdet mellem borgerne. Denne teori om statens bortvisnen har været diskuteret også blandt sovjetiske teoretiker e2). Et af stridspunkterne har været — og er fremdeles — spørgsmålet om tidspunktet for denne tilstands indtræden. Stedet her tillader ikke en diskussion heraf, hvorfor jeg vil henvise til litteraturfortegnelsen og nøjes med at konstatere, at dette ideologiske fundament naturligvis har stor betydning for den sovjetiske menneskeopfattelse og dermed også for de pædagogiske, moralske, psykologiske og politiske aspekter af den påvirkning, som individet udsættes for fra systemets side, herunder også i de væbnede styrker.
Det langsigtede formål med systemets påvirkning af individerne.
For en sovjetisk teoretiker vil det ikke være vanskeligt at besvare dette formåls-spørgsmål. På længere sigt er hensigten helt klar. Forudsætningen for det omtalte kommunistiske samfund er dannelsen af en ny mennesketype, det kommunistiske menneske. Hvordan er så dêtte menneske? Det er først og fremmest et menneske, som er befriet for kapitalistiske skavanker som egoisme, begærlighed, udbytning af andre mennesker og en lang række andre negative egenskaber. På den positive side er det samtidig et menneske, som er besjælet af ønsket om at gavne helheden, samfundet, samt uegennyttigt bistå sine medmennesker i enhver situation, hvor der måtte være behov for en sådan hjælp. Det vil næppe tjene noget formål at diskutere det realistiske kontra det utopiske i denne teori, endsige sammenholde disse meget idealistiske forestillinger med dens sovjetiske virkelighed. Man må blot holde sig for øje, at dette ideologiske fundament naturligvis må spille en rolle i vurderingen af et emne som den psykologiske uddannelse eller hærdning af den sovjetiske soldat. Hvis man nemlig ikke medtager denne faktor i sin vurdering, vil man have meget vanskeligt ved at forstå, hvorfor sovjetiske pædagoger og andre uddannelseseksperter behandler psykologisk hærdning/uddannelse, politisk-moralsk opdragelse, taktisk kampuddannelse, sovjetpatriotisme og en række andre faktorer som en ubrydelig helhed.
Formålet med den militære uddannelse i de væbnede styrker.
Lad os her atter tage udgangspunkt i en sovjetisk formulering. I en publikation fra tidsskriftet Molodaya Gvardiya^) hedder det:
»Hvad der det væsentligste formål med soldateruddannelsen?« Hovedformålet er at give personellet sådanne egenskaber, som i sig selv realiserer de specifikke krav til militærtjenesten, den moderne kamps vilkår og væbnet kamp i almindelighed. Det er en højt udviklet angrebsånd, mandhaftighed, modighed, kærlighed til den militære profession og til den enkeltes funktion. Det er evnen til at værdsætte æren, kampberømmelsen og de heroiske traditioner i vor hær og flåde, værdigt at øge deres fremragende uddannelse og målrettede tjeneste. Det er en upåklagelig disciplin og pligtopfyldelse, streng og nøjagtig iagttagelse af regler og bestemmelser i hær og flåde. Fremelskelsen af disse egenskaber går bedst, jo klarere soldaterne forstår meningen med og betydningen af deres soldatergerning. Ideologisk overbevisning, politisk bevidsthed og flammende sovjetpatriotisme og internationalisme — det er grundlaget for den militære uddannelse.« I tilknytning hertil gives en definition af begrebet militær disciplin: »M. V. Frunze har om dette emne sagt: Kammerat Lenin har fra den spædeste begyndelse af sin virksomhed altid ment, at vi skulle have en hær af hærdede soldater, en hær, hvor enhver form for tvivl eller frygt ville være utænkelig, en hær sammensvejset af en jernhård disciplin. Opretholdelse af en tjenestedisciplin i vor hærs geledder er en ubetinget nødvendighed og uomgængelig betingelse for dens styrke og i den henseende er sovjetstatens krav afgørende ... Disciplin i Den røde Hær skal baseres på den enkeltes frivillige og bevidste opfyldelse af sine tjenestepligter og ikke på frygt for straf eller gold tvang ... Det politiske arbejde har hos os altid været og vil altid være grundlaget for vort militærsystem. Partiet har spillet og spiller en afgørende rolle i hele vor militærpolitik. Uden dette partiarbejde kunne man simpelthen ikke tænke sig nogen styrkelse af vort lands militærmagt, en styrkelse af vor Røde Hærs potentiel, indre sammensvejsning og disciplinering. ...................«
PSYKOLOGISKE ASPEKTER VED DEN MILITÆRE UDDANNELSE I USSR
Med udgangspunkt i det i introduktionen nævnte monolitiske syn også på den militære uddannelse er det uundgåeligt at berøre en række socio-politiske, ideologiske og historisk-kulturelle faktorer i den sovjetiske virkelighed. Først og fremmest må man tage højde for et totalitært systems muligheder for at påvirke samfundet individer i en bestemt retning. Når jeg anvender ordet »totalitær«, ligger der heri ingen værdiladet vurdering. Forsåvidt ville jeg have foretrukket at bruge et sovjetisk udtryk som f.eks. »demokratisk centralisme«, men dette ville på den anden side fordre en vurdering udfra sovjetiske forudsætninger, således som de kommer til udtryk i Lenins dictum om sammensmeltningen af sovjetternes øvre lag med partiets, hvilket senere uddybedes af Stalin i dennes meget citerede bemærkninger til XVIII Partikongres^): ».. Partikadrerne udgør partiets kommandostab, og eftersom vort parti har magten, udgør de altså også kommandostaben i vore statsorganer ...« Med påvisningen af disse semantiske problemer har jeg villet pege på en afgørende vanskelighed ved al sovjetforskning, nemlig anvendelsen af de samme betegnelser for vidt forskellige fænomener. Ordet totalitær skal altså her blot understrege partiets og dermed statens praktiske monopol på påvirkningsprocesserne i samfundet i almindelighed og i De væbnede Styrker i særdeleshed.
DEN FØRMILITÆRE UDDANNELSE
Om det civile uddannelsessystem i USSR skal her blot anføres, at man nu har en tiårig obligatorisk enhedsskole, der formidler en undervisning af relativ høj standard, såvel teoretisk som polyteknisk Forberedelser til indkaldelsen. I de sidste to år af den obligatoriske skolegang har drengene ugentligt et antal timer i grundlæggende militære fag med et pensum, der omfatter elementær militær viden og færdigheder stort set svarende til vores rekrutperiode med visse begrænsninger. Denne undervisning forestås blandt andet af reserveofficerer og pensionerede officerer af linien gennem en organisation ved navn DOSAAF§). Et dyberegående indtryk af denne organisations virksomhed får man gennem læsning af dens nyhedsorgan »Sovjetpatrioten«, hvori foruden det traditionelle sovjetiske avisstof også bringes artikler om de enkelte virkeområder for DOSAAF og visse problemer i forbindelse hermed. Det er klart, at en sådan skolemæssig forberedelse til den militære værnepligt letter overgangen til det militære liv efter indkaldelsen i ganske væsentlig grad. Ikke blot har de unge mennesker allerede før indkaldelsen fået et elementært kendskab til visse militære fag — stort set indenfor vores enkeltkæmperuddannelse — men de har også gennem kontakten med militærpersoner fået kendskab til den militære holdning og de krav, der vil blive stillet til dem i forbindelse med værnepligten. En anden faktor, der væsentligt letter overgangen, er den i skolerne praktiserede autoritære ledelses- og undervisningsform, som omfatter respekt for de ældre og mere erfarne, respekt for og viden om partiet og de samfundsmæssige ideer, dette repræsenterer, samt en række andre helt naturlige fænomener i forbindelse med sovjetisk opdragelse og skolegang. I denne forbindelse må også nævnes den vægt, man i undervisningen tillægger traditionsplejen, Den store Fædrelandskrig 1941—45, Sovjetpatriotismen, kollektiv tankegang og -optræden.
§) DOSAAP er forkortelsen for Alunionelle Røde Fanes Frivillige organisation til støtte for hær, flåde og flyvevåben.
Ungdomsorganisationerne. Når ovenfor er nævnt betydningen af kollektiv optræden og opdragelse, bør organisationer som Pionerbevbægelsen og KOMSOMOL fremhæves som partiets bindeled til ungdommens store flertal. Praktisk taget alle sovjetiske skolebørn er pionerer, hvilket bedst kan sammenlignes med vore spejdere. Det er indlysende, at de færdigheder, børnene opnår herigennem, direkte kan udnyttes i den militære uddannelse. Indkaldelsen. Også selve indkaldelsesdagen, der former sig som en hel folkefest med blomster, sang og musik, mildner i nogen grad indtrykket af det afbræk, som indkaldelsen naturligvis også udgør i en ung sovjetborgers tilværelse. De faktorer, jeg har nævnt, skulle tydeligt nok vise visse principielle forskelle i værnepligtproblematikken i Sovjetunionen og f.eks i Danmark. Set udfra et militært synspunkt kan man næppe undervurdere den psykologiske fordel, som består i bortelimineringen af en række overgangsproblemer i forbindelse med indkaldelsen.
DEN POLITISKE UDDANNELSE I SOVJETHÆREN
De højere idealer og deres betydning. Med udgangspunkt i en leder i Røde Stjerne^) skal her kort behandles nogle af de fundamentale træk ved den sovjetiske militærpædagogik. »(Militærpædagogerne)... former hos dem et kommunistisk verdenssyn og høje kampmoralske egenskaber, uddanner dem til stadig årvågenhed og beredskab til fædrelandets forsvar og indpoder i dem kærlighed til officersgerningen.
En exceptionelt vigtig rolle i denne uddannelsesproces indtager den idemæssige hærdning af militærpædagogerne. Jo bedre disse behersker den marxistisk-leninistiske teori, des bedre går det videnskabelige arbejde og des mere effektiv bliver virkningen på kadetter og tilhørere.« Det fremgår af disse uddrag, at de såkaldte højere idealer^) spiller en fremtrædende rolle i uddannelsen af kadrerne. Denne prioritering går igen gennem hele systemet. Til at formidle udbredelsen af de politisk-ideologiske teorier er der i de væbnede styrker opbygget et tostrenget system bestående dels af politiske officerer på alle niveauer fra UAFD og opefter og dels af parti- og KOMSOMOL-organisationene på tjenestestederne, ligeledes organiserede efter den militære organisation. Den Øverste Politiske Administration i de væbnede styrker er ansvarlig overfor såvel SUKP’s centralkomité som for forsvarsministeriet?). En given enheds politiske officerer er altid undergivet to instanser. Dels er han undergivet næste højere leds politiske officerer, og dels er han udergivet enhedens chef, idet man idag har den såkaldte enhedskommando i de væbnede styrker, hvilket indebærer, at den taktiske fører som chef er eneansvarlig for alle enhedens aktiviteter, incl. den politiske uddannelse. Her skal ikke behandles dette store apparats kontrolmuligheder, men derimod kun den side af politofficeremes virke, som direkte tager sigte pi den politisk-moralske opbygning hos mandskabet. En oversigt over denne virksomhed får man i følgende uddrag fra De Væbnede Styrkers Indre TjennUreglement: »Såvel i fredstid som i krig er KMP stedfortrædende chef for politiske anliggender ansvarlig for organisationen og gennemførelsen af det politiske arbejde i KMP, for arbejdet med den politiske og militære uddannelse af de værnepligtige, for opretholdelsen af moralen og disciplinen hos personellet, for effektiviteten af det politiske arbejde i forbindelse med løsningen* af problemer vedrørende KMP kamptræning og politisk uddannelse og opretholdelse af kampberedskabet, såvel som for udøvelsen af kampopgaver. Han er undergivet kompagnichefen og er direkte foresat alt personel i KMP. Han koncentrerer sig fortrinsvis om uddannelse af personellet gennem individuelt arbejde med den enkelte soldat.« Man bemærker atter, hvorledes det politiske arbejde er integreret i den militære uddannelse. Det er således ikke muligt at trække nogen skarp linie mellem den politisk-moralske opdragelse og den militære uddannelse og kampvirksomhed. Dette helhedssyn afspejles for eksempel i opgavefordelingen mellem CH og zampolit (stedfortrædende chef for politiske anliggender, transskriberet fra russisk. Denne benævnelse vil blive anvendt konsekvent herefter). Mens CH ikke blot skal fungere som taktisk fører, men ogsã ind gyde personellet begejstring for partiets lederskab og ideologi, således ska! zampolitten ikke kun beskæftige sig med den politiske opdragelse, men ogsa torklare mandskabet den taktiske situation og bibringe det forståelse h>i ju givne opgave, styrke disciplinen og moralen og i det hele taget foregå soldaterne med et godt eksempel ... I den sovjetiske hær har man forståelse for, at den politisk-moralske påvirk ning al personellet ikke kan klares af de politiske otlicerer alene. 1 vestlig kommunikationsforskning opererer man med begreber som opinionsledere eller meningsformidlere. Disse funktioner varetages i Sovjetunionens væbnede styrker at et kompliceret system af KMP-aktivister fra KMP—KOM SO MOL-bureauet, GRP-organisatorer, DEL-propagandister, assisterende ledeic af politiske klasser, medlemmer af »Leninværelsets råd«§), medlemmer af vægavisredaktioner, redaktører af kamprapporter, sportsorganisatorer og mange flere. Gennem dette velorganiserede apparat på laveste niveau vil man opnå. at de impulser, som udsendes fra centralt hold, virkelig når hver eneste soldat. Så gennemorganiseret som dette apparat er, kan det ikke undgås, at denne aktivitet får et vist formaliseret præg, hvilket ikke er særligt hensigtsmæssigt i relation til opgaven som meningsformidling. Det fremgår da også af utallige artikler om enmnet, at der ofres store anstrengelser på at undgå at gøre agitpropvirksomheden (sovjetisk forkortelse for agitation og propaganda) så lidt stereotyp og formel, som overhovedet muligt. Den megen omtale viser, at der virkelig må eksistere et problem med at få aktiviteterne integreret i hele uddannelsen**). Hvert minut må udnyttes, f.eks. ventetiden på skydebanen eller under feltøvelser, pauser i kamptræningen o.s.v. Samtidig må man imidlertid gøre sig klart, at man indenfor systemet er klar over problemet og udfolder store bestræbelser for at overvinde det. For en udenforstående er det vanskeligt at vurdere, i hvilken grad disse bestræbelser krones med held. Det er imidlertid i denne sammenhæng tilstrækkelig at konstatere, at hele dette omfangsrige på virkningsapparat til stadighed udøver indflydelse pà personellet, og at denne indflydelse er af en mere omfattende karakter, end vi sædvanligvis forestiller os — udfra vore vestlige erfaringer.
§) lokale indrettet til agitation og propaganda.
DEN PSYKOLOGISKE UDDANNELSE AF SOLDATERNE I ET KOMPAGNI
Et nøgleord til forståelse af den psykologiske hærdning i et sovjetisk KMP er tilvænning. PRLT A. Potapov skriver herom ^), hvordan man gradvist må tilvænne soldaterne til situationer, som forekommer dem farlige, f. eks. afsidning fra helikopter få meter over jorden, KMP-angreb på mål under ART-beskydning (skarpskydning), opsidning på KVG under bevægelse. Den psykologiske tilvænning til sådanne situationer sker ved, at soldaterne modtager viden om tingene, opøves til færdigheder gennem gentagne indøvelser under stadigt mere realistiske forhold og forøget anvendelse af imitationsmidler (ildmarkering o. lign.) og at soldaten under disse aktiviteter til stadighed har tiltro til sine SG og OFF. Disse må altid være de første og bedste, altid gå i spidsen som gode eksempler, for — som Potapov påpeger — der findes jo endnu officerer, der mener, »at der sker jo alligevel aldrig noget«, og som derigennem bevidst eller ubevidst skader den psykologiske modstandskraft hos soldaterne. Forfatteren nævner et sådant negativt eksempel. Under et angreb på et forsvarspunkt bliver soldaterne usikre, da de hører artillerigranaterne suse hen over sig og nedslagene forude. Nogle standser endda op og andre lægger sig ovenikøbet ned. Først efter at angrebet var blevet standset, og man havde forklaret soldaterne om sikkerhedsafstande, virkningsområder m.m., kunne man genoptage og gennemføre angrebet. For at undgå sådanne situationer må man træne mandskabet så ofte som muligt og under så realistiske forhold som muligt. Mandskabet må bibringes tiltro til deres udrustning og vAben og tillid til deres formåen. De må vænnes til at klare uventede situationer uden at tabe hovedet. Endelig må man tage hensyn til smågruppernes betydning for den enkelte soldat. Hvis der findes uoverensstemmelser mellem nogle af medlemmerne i f.eks. en KVG-besætning, bliver besætningens resultater som helhed dårligere. Forfatteren nævner, at det af og til er nødvendigt at rokere om på folk for at opnå de bedste resultater. — Man er med andre ord opmærksom på primærgruppens betydning for den enkeltes velbefindende og dermed også for ENK kampkraft.
Den psykologiske stabilitet i et militærkollektiv.
I en artikel under samme overskrift i Soviet Military R e v ie w 10) gennemgår OB M.Dyaschenko, D.Sc. (psyk.), professor, med udgangspunkt i en situation fra 2. verdenskrigs kampe om Stalingrad, betydningen af stabilitet i det militære kollektiv, som han betegner som vital for opnåelsen af succes i kampen. Endvidere påpeges, at vor tids masseødelæggelsesvåben og den moderne krigs større intensitet og omfang er »faktorer, som udøver et enormt pres på menneskesindet og kræver af kampsoldaterne, at de lærer at modstå store psykiske og fysiske belastninger for at løse de givne opgaver«. Obersten fortsætter herefter med at understrege den politiske bevidstheds betydning for den enkelte soldat som en forudsætning for den psykologiske stabilitet i et kollektiv: »... Det er kun fælles mål og interesser, som forvandler en gruppe soldater til en sammensvejset kampenhed.« Det kan forekomme vanskeligt at se forbindelsen mellem de høje idealer og de mere jordnære faktorer, sådan som disse ofte kædes sammen tilsyneladende umotiveret i sovjetiske artikler. Her må man imidlertid atter huske på det monolitiske syn, som er så karakteristisk for sovjetisk tankegang. Se f.eks. følgende uddrag fra Dyschenkos artikel: »Mens de højner soldaternes politiske bevidsthed og bibringer dem hengivenhed for kommunismens sag, former de sovjetiske førere, politiske arbejdere og parti- og KOMSOMOL-organisationer hos dem en følelse af tillid til deres våbens ildkraft og effektiviteten af deres beskyttelsesmidler samt en følelse af kammeratskab og gensidig støtte. Den psykologiske stabilitet i et kollektiv afhænger i stor udstrækning af chefens personlige eksempel, hans arbejdsstil og hans forhold til sine undergivne.« — Såkaldte primærgrupperelationers betydning understreges således: — »Det er er faktum, at en enheds kampkraft afhænger af de individuelle færdigheder hos hver enkelt mand. Kampeffektiviteten er imidlertid ikke lig med den aritmetiske sum af de enkelte soldaters individuelle færdigheder opnået under kampuddannelsen. Der er også en rent kollektiv kvalitet, nemlig den koordinerende indsats — teamwork — mellem soldaterne.
... elementer af psykologisk træning af enkeltkæmpere og af underenheder er i stor udstrækning blevet indført i den praktiske kamptræning i Sovjetunionens væbnede styrker.« Som eksempel herpå nævnes håndgranatkast (skarp) under løb, overrulning af KVG, angreb efter ART-forberedelse, overgang over vandløb, rebgang og brug af stormstiger og slukning af improviseret ild. En interessant ting at bemærke i artiklen er understregningen af fleksibilitet, evnen til at tilpasse sig enhver situation og til at tænke klart og hurtigt. Dette indgår normalt ikke i vor vaneopfattelse af den sovjetiske uddannelse, men ikke desto mindre er det en faktor, som understreges i næsten alle artikler om uddannelse af soldater. En anden ting, man må bemærke ved sovjetisk militærpædagogik, er den vægt, man tillægger en optimistisk appoach overfor den enkelte soldat^). Dette medfører først og fremmest en fast tro på det mulige i at uddanne en hvilkensomhelst mand til at leve op til samfundets krav. Dernæst betyder det, at man i uddannelsen arbejder med en persons positive træk uden at overse de negative.
Dannelsen af et militært kollektiv.
I en artikel om dette emne 12) forklares, at primære militære kollektiver er de organisatoriske UAFD i hær og flåde. Det påpeges, at disse kollektiver naturligvis ikke opstår spontant, men som resultat af en naturlig proces af hærens stilling i samfundets sociale struktur og af logikken i den interne udvikling af de militære kollektiver. Vi ser altså, at vi ikke kan sidestille disse militær kollektiver med primær grupper, idet kollektiver af denne størrelse (UAFD) er for store til at kunne fungere som primærgrupper 13). Der er derimod tale om sådanne sekundærgrupper, som danner rammen om de egentlige primærgrupper, KVG-besætninger, infanterigrupper o.lign., som også i Sovjetunionens væbnede styrker tillægges stor betydning. Al uddannelse foregår gennem et kollektiv. Man tillægger den enkelte soldats anseelse i gruppen stor betydning 14). Enhver soldat vil gerne være velanset blandt sine kammerater. Derfor har man også et såkaldt otlichnik-system, d.v.s. et system, hvor en soldat, som har opnået særligt gode resultater i uddannelsen, bliver udnævnt til otlichnik (= elitesoldat). Herved opnår man dels, at en sådan soldat vil føle sig tilskyndet til at foregå sine kammerater med et godt eksempel, og dels at disse kammerater vil forsøge at opnå samme gode resultater for at vinde en tilsvarende prestige. Herom siger oberst Tabunov: »Socialpsykologien har for længe siden vist, at folks adfærd afhænger af, om de optræder separat, alene, eller for øjnene af deres kammerater, i et kollektiv. Heraf ses, hvor vigtigt det er at skabe en sund psykologisk atmosfære i et kollektiv. For at gøre dette er det nødvendigt at have for øje, at en mængde psykiske indflydelser opstår spontant i enhederne — positive (f.eks. efterligning af dem, som er kendetegnede ved at være de bedste i kamptræningen og den politiske uddannelse, de bedste atletikfolk etc., etc.) — og negative (efterligning af dårlige eksempler). Cheferne, politarbejderne, parti- og KOMSOMOL-organisationerne studerer omhyggeligt stemningen hos personellet og mobiliserer mandskabet imod de negative træk hos individuelle soldater og ulemperne ved disses adfærd. Samtidig propaganderer de i udstrakt grad de positive eksempler og tilstræber at lede alle kollektivmedlemmernes anstrengelser ind i en ganske bestemt bane, nemlig mod styrkelsen af en bevidst disciplin og mod gode resultater i kampuddannelsen og den politiske uddannelse.
Uddannelsesforløbet. Sammendrag.
Jeg vil her stikordsvis forsøge at samle sammen på nogle af de vigtigste bestanddele af det sovjetiske syn på den militære uddannelse 15). Man tager i uddannelsen hensyn til indflydelsen fra milieuet, den militære tjeneste, organiseringen af militærpligterne og soldaternes hverdagsliv under denne proces. Man arbejder ud fra princippet om, at al uddannelse skal foregå i kollektivet og gennem kollektivet. Sovjetiske officerer anvender individuel fremgangsmåde overfor soldaterne. Denne fremgansmåde har et optimistisk udgangspunkt. Et vigtigt princip i uddannelsen er kombinationen af kravet om nøjagtighed med respekten for mandskabets værdighed og selvfølelse samt omsorg for den enkelte. En jernhård disciplin baseret på bevidst medleven fra soldaterne og ikke frygten for straf eller gold tvang. Grundlaget for uddannelsen er kravet om kontinuitet og koordination.
TENTATIV SAMMENLIGNING AF SOVJETISKE OG VESTLIGE SYNSPUNKTER
Hvordan ser man fra sovjetisk side på den militære uddannelse i Vesten? Oberst N .T a b u n o v l2 ) skriver herom: »Selvfølgelig opnår man også til tider en sådan solidaritet, som sikrer en vis kampstyrke, i imperialiststaternes militære enheder. Dette er dog som regel resultat af den mest brutale disciplin, åndelig tvang, vold mod personligheden, såvel som vildførelse og bestikkelse. I dette tilfælde ville det være mest korrekt at tale om tvangsmæssig integration, ensretning af folk iklædt den samme uniform, og ikke om intern sammensvejsning af enheder. En sådan integration indebærer ikke nogen stor eller varig styrke. Den historiske erfaring viser, at aggressive hære stående ansigt til ansigt med en hårdnakket fjende, som kæmper for en retfærdig sag, meget hurtigt vil miste kampånden og blive demoraliserede.« Det må være tydeligt, at der i denne udtalelse ligger en god portion propaganda rettet mod sovjetiske og udenlandske læsere. Desværre møder man ofte vestlige iagttagere med en ligeså unuanceret holdning til sovjetiske forhold. Hvadenten en sådan holdning har et bestemt sigte eller er resultatet af uvidenhed og/eller arrogance, kan udspredelsen af sådanne tankefostre kun have en engativ indflydelse på vurderingen af potentielle modstandere. Her skal som afslutning blot påpeges en enkelt principiel forskel mellem vestlig og sovjetisk uddannelsespolitik på det militære område. Mens man her i Vesten har en tendens til at betragte soldatens psykiske modstandskraft som opbygget af en række »defensive layers«, psykiske lag, som et efter et kan skrælles af, efterhånden som soldaten udsættes for stadigt større pres, hvor soldaten kun bryder sammen, når de inderste lag forsvinder, betragter man — som det tidligere har været nævnt — i Sovjetunionen soldatens psykiske og moralske modstandskraft som en ubrydelig helhed, der ikke kan fjerne lag for lag uden straks at medføre meget alvorlige konsekvenser for soldatens kampkraft. Der er her tale om et monolitisk syn på personligheden og de motiver, som driver soldaten fremad.
Jeg håber, at det er lykkedes mig at påpege, at man i den sovjetiske militæruddannelse også i praksis efterlever dette monolitiske princip.
LITTERATURFORTEGNELSE:
1) Voyennyi Vestnik nr. 7, 1975, s. 19.
2) L. G. Churchward: Contemporary Soviet Government, Oxford 1975, ch. 6, pg. 88— 89.
3) Molodaya Gvardiya: Vse ob Armii, Vse ob Armii, loovoprosov — 100 otvetov, Moskva 1973, 2. udg.
4) Robert Conquest: The Soviet Political «system, London 1968, pg. 138.
5) Røde Stjerne af 28. dec. 1975, lederartikel s. 1 under overskriften »MILITÆRPÆDAGOGEN«.
6) LOU, s. 26: Quincy Wright, A Study og War.
7) John Hazard: The Soviet System of Government, 4. edition rev. Chicago 1968, ch. 10, pg. 154—65. GN Sobolev: Zamestitel Komandira Roty po Politicheskoi Chasti, Moskva, 1974.
8) Voyenniy Vestnik nr. 9, 1975, s. 2345. Se i øvrigt V.V. under afsnittet »Uddannelse og soldateropdragelse«.
9) V.V. nr. 10, 1975, s. 45: PRLT A. Potapov: Den psykologiske uddannelse af soldaterne i et KMP.
10) Soviet Military Review nr. 8,1975, pg. 30: Colonel M. Dyaschenko, D.Sc. (Psychology), professor, The Psychological Stability of a Military Collective.
11) S.M.R. nr. 12, 1975, pg. 29.
12) S.M.R. nr. 7, 1975, pg. 30: Colonel N.Tabunov, D.Sc. (Philosophy): Formation of a Military Collective.
13) Vemer Goldschmidt: Gruppe og Samfund. København 1969, s. 52 (Primærgrupper og sekundærgrupper).
14) S.M.R. nr. 12, 1975: OL Y. Besschyotnov: Prestige of an Excellent Soldier.
15) S.M.R. nr. 23, 1975, pg. 28: Captain 2nd* Rank P.Gorodev. M.Sc. (Pedagogy): The Making of a Soldier.
