Log ind

Problemet »De franske Dækningstropper«

#

General Debeney har i „Revue de deux mondes“ skrevet (Mi læseværdig Artikel om Problemet „Dækningstropper“, hvoraf vi i det følgende skal give en kort Oversigt. Generalen fastslaar først, at Formaalet med „Dækningen“ er at blive i Stand til at sa-tte Nationens Stridskræfter paa Krigsfod og foretage den strategiske Koncentration. Naar denne har fundet Sted, har Dækningen udspillet sin Rolle, og de dertil anvendte Tropper opgaar i den mobiliserede Hær. Før 1014 sikredes Dækningen af Troppekorps, der var stationerede i Nærheden af Grænsen, og hvis de blev tvunget tilbage, fandt de Reskyttelse bag den befæstede Linie, hvorved der vandtes Tid til Fuldendelsen af Koncentrationen. Nutildags kan man ikke tillade Fjenden Erobringen af et saa kostbart Terrain, hvorfor Dækningstropperne maa standse Fjenden ved selve Grænsen. Man vil maaske spørge, kan man ikke i Stedet for de kostbare Befæstningsanlæg gøre Krigserfaringerne frugtbringende og anvende det under Krigen opstaaede Skyttegravesystem med forsvarlige Pigtraadsspærringer? Dette byder forskellige Fordele, det kan hurtigt organiseres af de tilstedeværende Tropper, dets Beliggenhed er ukendt af Fjenden, og det er betydeligt billigere. Hertil svarer Generalen, at den Slags Befæstningsanlæg var gode i Begyndelsen af Krigen, men mistede deres Betydning med Forøgelsen af det svære Artilleri og Indførelsen af moderne Vaaben som Minekastere, Skyttegravsmorterer og Tanks. Nu er Hærene i endnu højere Grad forsynet med disse Vaaben. I de betonnerede Værker, hvis Beliggenhed ganske vist forud er kendt, kan installeres Maskiner, som erstatter Mandskab, og ophobes Ammunition. Med l'aa Mand kan man belægge en større Zone med en vedvarende og kraftig Ild. Den nuværende Grænsebefæstning bestaar af en Serie Værker af forskellig Værdi, men repræsenterende en alvorlig Modstand og anbragt til gensidig Understøttelse. Den tillader en Økonomissering med Kræfterne, der kommer Dækningstropperne tilgode.

Dækningstroppeme bestaar af 20 Divisioner, muligvis forøgede med Nordafrikanske- og Kolonitropper. De garnisonerer saaledes i Fredstid, at en Del af dem til Stadighed danner Sikkerhedsbesætning i Værkerne. Disse Tropper kan man passende kalde „Alarmtropper“, men ofte betegnes de med Urette som Dækningstropper. De er i Virkeligheden kun første Echclon og deres Virksomhed, hvor vigtig den end er, er kun en Begyndelse, deres Rolle er at sikre mod en Overraskelse. 1 forrige Aarliundrede var det en hellig strategisk Doktrin straks at indlede Operationerne med de Tropper, der foreløbig var til Raadighed, og i 1870 maatte de franske Hære dyrt sone denne Mangel paa Klogskab. I 1914 ventede den tyske og franske Hær klassisk med at sætte sig i March til Koncentrationen var fuldført.

Nutildags har de materielle Kampmidler opnaaet en saadan Udvikling, at man kan regne med et Resultat af stor Vigtighed ved blot at anvende en Del af disse Midler uden at afvente den fuldstændige Koncentration. Formerne for et „Voldsomt Angreb“ kan tænkes som en pludselig Handling udført af en Masse Kampvogne støttet af et Bombardement af Gas- og Røgbomber, medens den fjendtlige Luftflaade trænger ind i det Indre af Landet for at angribe Flyvepladser, Jernbaneknudepunkter og vigtige industrielle Centre samt overdrysse de store Byer og især Hovedstaden med Spræng-, Brand- og Gasbomber. Slaget rammer paa engang Landets materielle og moralske Rustning, idet det spreder Panik i hele Befolkningen. Angrebet bliver ført saalcdes, at det kan forøge sine Stød uafbrudt i flere Dage, idet det antager Karakter af en bæf tig Kamp, hvis Varighed man maa haabe ikke bliver for lang. Den første Beskyttelse mod en Operation af denne Art bestaar i omhyggeligt vedligeholdte Befæstningsværker, forsynede med en permanent Besa'tning og Hjælpetropper i Nærheden, der kan mobiliseres i Løbet af nogle Timer. Planen med „Alarmtropperne“ er som sagt Garantien mod Overraskelse. Men hvis det „Voldsomme Overfald“ stræber efter at begynde som Overraskelse, saa søger det ikke Resultatet gennem dette alene, det er kun Forsøget paa at begynde under heldige Omstændigheder og maa betragtes som Indledningen til et virkeligt Slag. Dets Virkning afhænger især af de Magtmidler, der sættes i Gang. Ganske vist søger man at skjule en Del af Forberedelserne, men at koncentrere en Snes Divisioner med et betydeligt Antal Kampvogne, Artilleri, Forsyningsvogne m. m. er en vanskelig Operation at hemmeligholde for en vaagen Modstanders Efterretningsvæsen. Det vigtigste er heller ikke den absolutte Hemmeligholdelse, men den hurtige Koncentration og den øjeblikkelige Anvendelse. Det heldige Udfald beror paa Angrebets pludselige Voldsomhed og Muligheden for uopholdeligt at udnytte de første Fordele. Selv om Aarvaagenhed og „Alarmtropperne“ er i Stand til at garantere mod Overraskelser, er det nødvendigt mod selve Angrebet at kaste stærke Kræfter frem, thi det drejer sig ikke om at afvise et „coup de main“, men om at levere et Grænseslag. Disse Kræfter kommer fra hele den aktive Hær, der hurtigt er mobiliseret og transporteret til Forstærkning af de af dens Divisioner, som allerede er paa Kamppladsen som „Alarmtropper“.

Nu er det mest sandsynligt, at den almindelige Mobilisering ikke vil være tilendebragt, inden det pludselig indledede Grænseslag er paabegyndt. Dette har Lovgivningsmagten forudset, hvorfor den har tillagt Krigsministeren Bemyndigelse til under visse Situationer at forstærke Divisionerne ved at indkalde de yngste Aargangc, de saakaldte „disponibles“. De kan indkaldes samlede, delt, regionsvis eller ved personlige Indkaldelsesordre. Det belejlige Øjeblik maa antageligvis være, naar Fjenden lukker Grænsen for at skjule sine Forberedelser til det voldsomme Overfald. Der er dem, der mener, at det mest rationelle vilde være at have alle 20 Divisioner garnisonerende langs Grænsen. Men dette er et Fejlsyn, siger General Debeney. Divisionerne skal tværtimod garnisonere over hele Landet, ganske vist tættest ved Grænsen, dels for at have de „disponibles“ ved Haanden og dels for at anvende nogle Divisioner som Reserve bag de forreste Divisioner. Opstaar der nemlig et eller andet Sted en farlig Situation, for alle er paa Plads, er det lettere og mere formaalstj enligt at dirigere Tropperne derhen, medens de er undervejs, end at rokere med de foranværende langs Fronten. Den alvorligste Mangel ved den famøse Plan XVII var, at 4’ Armé, der dannede Reserve, koncentreredes altfor tæt paa første Linie. Da man bemærkede de tyske Bevægelser mod Nord i Belgien, vilde det have været altfor besværligt al bringe Reservearméen, der stod omkring Rethel, til Egnen omkring Valenciennes eller Lille, hvor dens Nærværelse var ønskelig. Det vilde yderligt have været meget risikabelt at lade den passere langs med en Front, hvor Kampen bredte sig med en foruroligende Hurtighed. Man maatte bestemme sig til et tvivlsomt Foretagende, som bestod i at lade venstre Fløjarmé, 5’, rykke mod Nord og at lukke det derved fremkomne Hul med Reservearméen, ved at lade denne rykke lige frem for sig mod Ardennerskoven. Den ulykkelige Armé naaede kun med store Anstrengelser Sambrefloden. General Debeney udtaler, at ban tydelig erindrer, at General Focli før Krigen bebrejdede Plan XVII, at Reservearméen var klistret for tæt paa første Linie. Efter lians Mening skulde denne Armé have været koncentreret ved et Jernbaneknudepunkt f. Eks. i Egnen omkring Paris, rede til at transporteres mod Belfort, Nancy eller Lille. Hvis denne Forholdsregel havde været truffet, forstaar man, at Reservearméen kunde være sat ind netop i den Egn, hvor dens Nærværelse var ønskelig, nemlig ved Valenciennes for at samvirke med den engelske Hær, med Fæstningen Maubeuge og endog med Territorialdivisionen i Omegnen af Amiens. Man kan slutte heraf, at det er fordelagtigt, naar man bar et godt Jernbanenæt, ikke at have alle sine Reserver for tæt paa forreste Linie, men sætte nogle i Stand til hurtigt og i al Hemmelighed at udføre Manøvre i forskellige Retninger. Men, siger General Debeney, Tiden standser ikke sin Gang, den paapeger Aar for Aar stærkere den Fare, der truer Koncentrationen af Krudterne og maaske endnu mere deres Forsyninger, fra Luften. Generalen tillægger ganske vist Antiluftvaabnene en ikke ubetydelig Virkning og tror paa Muligheden af at kunne sprede Faren for visse Punkter, ja, maaske for visse Zoner, men Maalene, der frembydcr sig for Flyvebomberne, er for store til, at Størsteparten ikke skulde være udsat. Det er især Forsyningsanstalterne, det vil sige Hjælpekilderne af enhver Art, som kan komme til at lide Skade. Indtil Dato vil alene en Luftflaade kunne sprede Faren ved Trusel om Repressalier, og ban betragter derfor en saadan Flaade som et af de nye Elementer, der er uundværlig for Dækningen.

Befæstningsanlæg, aktive Divisioner forstærkede med „disponibles“ og en Hovedreserve af Flyvere synes saaledes i Øjeblikket at være den forsvarlige Dæknings Trilogi. Hvis Naboen skulde foretage et voldsomt Angreb, er Frankrig parat til at modtage ham. Men føjer Generalen til, ingen Dækning uden Indkaldelse af „disponibles“, og ingen Indkaldelse af „disponibles“ uden Regeringens rettidige Afgørelse. Med andre Ord Dækningsforanstaltningerne er ikke en ren militær Forholdsregel, men en politisk Forholdsregel, og her er man ved det svage Punkt af Forsvaret. En siddende Regering vil længst mulig trykke sig ved rettidig — det vil sige ved de første Tegn paa et voldsomt Angreb — at foretage de nødvendige Forholdsregler, og Ansvaret for at dette sker vil forflygtiges. Klogskaben og Sikkerheden kræver, at Afgørelsen afhænger af en enkelt Ansvarlig, fritaget for enhver fremmed Indblanding i det nationale Forsvar, med andre Ord der tiltrænges en „Minister for det nationale Forsvar“, som staar over alle Partierne, og som alene giver en fuldstændig og virkningsfuld Løsning af det moderne Dækningsproblem. Dette Ønske synes i Færd med at blive opfyldt, idet den Kommission, der er nedsat til Organisation af Landet i Krigstid, er bleven enig om et Lovforslag omhandlende „Den øverste Krigsledelse“, hvorefter der foreslaas en „Fadles Landsforsvarsminister“ samt en Øverstkommanderende, der i Krigstid fører Kommandoen over de samlede Stridskræfter til Søs, til Lands og i Luften. Denne foreslaas udnævnt ved Fredsbrud, men kan dog allerede være udpeget i Fredstid, for rettidig at forberede sig paa sine Pligter i Krig.

C. Fock.