Log ind

Polens tragedie anno 1939

#

Overlærer, kaptajn i Hjemmeværnet, Emil Ashøj analyserer i denne artikel de politiske og militære omstændigheder omkring angrebet på Polen i september 1939

I 1939 begyndte Sovjetunionen sin ekspansion i Europa ved at falde det kæmpende Polen i ryggen. Dermed brast polakkernes håb om at kunne føre krigen mod tyskerne videre i Polens østlige, sumpede egne og fra landets sydøstlige hjørne, indtil en fransk-engelsk kombineret land- og luftoffensiv kunne komme i gang og lette det frygtelige tryk på den polske hær. Den sovjetrussiske indmarch skete i overensstemmelse med den tysksovjetiske pagt af 23. august 1939. Den offentliggjorte del af pagten, der var en politisk bombe i det nervedirrende Europa anno 1939, var også konstruktionsmæssigt bemærkelsesværdig. Pagten skulle nemlig træde i kraft straks uden at afvente ratifikation, og den indeholdt ikke det rimelige forbehold, at den blev ugyldig, hvis den ene af parterne selv angreb tredieland; derimod lovede parterne, at de ville holde sig uden for en magtgruppe, der var rettet mod en af dem. Den hemmelige del af den politiske studehandel mellem Berlin og Moskva forudsatte en politisk opdeling af Østeuropa. Finland, Estland og Letland skulle være sovjetisk interessesfære, mens Litauen lå i den tyske. I Polen gik grænsen mellem de to interessesfærer langs floderne Pisa, Narew, Wisla og San. Spørgsmålet om en evt. polsk reststat, formelt uafhængig, og de mulige grænser for en sådan tysk vasalstat skulle fastsættes ved senere forhandlinger. Sovjetunionen udtrykte sin interesse for den rumænske provins Bessarabien, mens Tyskland erklærede sig politisk desinteressere i Sydøsteuropa. Denne Ikke-angrebspagt er siden af kommunister, sympatisører og andre udelukkende skildret som en forudseende, defensiv foranstaltning. Ofrenes følelser og meninger tages der normalt ikke hensyn til. Stalin havde nu givet Hitler carte blanche til at starte den krig, han så hedt ønskede: Krigen mod Polen. Prisen var høj; men Tysland skulle ikke selv betale den, og på andres bekostning kan man sagtens være generøs. England og Frankrig kunne og ville ikke betale denne pris. Derfor kom vestmagterne til kort i den tysk-vestlige konkurrence om en politisk aftale med Sovjetunionen.

Den tysk-sovjetrussiske pagt

På de billeder, der blev taget i anledning af pagtens underskrivelse, ser man Stalin med et tilfreds smil. Han ved nu, at krigen vil komme. Han har befriet Tyskland for frygten for en virkelig to-fronts krig. Vestlige politikere har så svært ved at indse, at Sovjetunionen ikke bare er en stormagt. U.S.S.R. er en imperialistisk magt, men samtidig base for en verdenserobrende ideologi. »Det Hellige Land« for en erstatningsreligion af universel karakter, omend centrifugale kræfter har manifesteret sig. Hvis man ikke stadig holder sig denne dobbelthed for øje, vil man aldrig kunne forstå sovjetisk politik. Midlerne kan ændre sig. Målet er det samme. For Sovjetunionens diktator var en krig mellem de kapitalistiske stater en naturlig og ønskværdig ting; den kunne efter ortodoks marxistisk opfattelse kun fremskynde den historiske proces, der til sidst ville føre til kommunismens sejr. Pagten skuffede de mennesker, der betragtede Tyskland som et bolværk mod kommunismen, og dem, som anså Sovjetunionen for den afgørende faktor i en antifascistisk front; men reelle politiske interesser, der ofte er alt andet end reelle, går normalt forud for ideologiske synspunkter. Forhistorien til pagten med de skæbnesvangre virkninger går tilbage til Stalins tale d. 10. marts 1939 på den 18. partikongres1), hvor han, formentlig på baggrund af Miinchenforliget mellem vestmagterne og Tyskland, antydede, at en forståelse med Tyskland var mulig. Han advarede »krigsprovokatørerne« (altså vestmagterne), der var vant til at »lade andre rage kastanjerne ud af ilden for sig«. Sovjetunionen var interesseret i at styrke sine forbindelser »med alle lande«. Stalin erklærede dog samtidig, at Sovjet ville støtte de nationer, der blev offer for angreb og kæmpede for deres uafhængighed. I Berlin og London blev talen tolket efter hensigten. I den engelske hovedstad glædede man sig over løftet om støtte til nationer, som blev angrebet. I Berlin noterede man sig ønsket om gode forbindelser »med alle lande«. Så begyndte Sovjets spil med forhandlinger til to sider. I begyndelsen var den tysk-sov jetrussiske meningsudveksling forsigtig. Den 17. april 1939 - samme dag som England sendte et forslag om en russisk, fransk, engelsk garanti til Polen og Rumænien til Moskva - opsøgte Sovjetunionens ambassadør i Berlin, Alexei Merekalov, statssekretær E. v. Weizsacker i det tyske udenrigsministerium. Ambassadøren tilkendegav sin regerings ønske om at etablere mere normale forhold mellem de to lande og mente, at fra at være normale kunne forbindelserne blive bedre og bedre. Hitler anede de politiske muligheder ; allerede den 3. april havde han givet ordre til udarbejdelse af en plan for et angreb på Polen. Nu havde han nemlig aktualiseret de gamle revisionskrav over for den østlige nabo. Føreren undlod derfor de sædvanlige voldsomme verbalangreb på Sovjetunionen i sin store tale den 28. april, hvor han gjorde op med præsident Roosevelts fredsappel og opsagde både ikke-angrebspagten med Polen og den engelsktyske flådeoverenskomst af 1935 i vrede over den engelske garanti til Polen den 31. marts. Den 20. maj havde den tyske ambassadør i Moskva en samtale med udenrigskommissær Molotov, der sagde, at en åbning af handelsforhandlinger afhang af, at »der blev fundet en politisk basis«. Stalin var reserveret de følgende måneder. Spillede rollen som den knibske jomfru mellem to bejlere. Forhandlingerne mellem Sovjet og vestmagterne begyndte i sidste halvdel af marts på engelsk initiativ. I forsommeren opstillede Sovjet 4 minimumsfordringer: 1) En engelsk, fransk, sovjetisk pagt. 2) Sovjetunionen skal hjælpe de stater, der er garanteret af de to vestmagter. 3) England, Frankrig og Sovjet garanterer at hjælpe Finland, Estland og Letland, hvis deres neutralitet skulle blive truet. 4) Klar aftale om omfang og form af den påtænkte hjælp. Det lød fornuftigt; men betød i praksis krav om sovjetiske baser i de baltiske lande og fri indmarch i Polen. Et sådant hjælpeprogram havde de pågældende landes regeringer ingen tillid til. De ønskede ikke at se Den Røde Hær på deres territorium. Erfaringerne fra deres selvstændighedsperiodes begyndelse og det aldrig hvilende kommunistiske undergravningsarbejde skræmte dem. Den polske udenrigsminister fandt, at kravet om en russisk indmarch i Polen betød, at regeringen blev bedt om at skrive under på en ny deling, idet der ingen garanti var for, at russerne, efter de var rykket ind, ville deltage aktivt i krigen på polsk side. - Til sidst erklærede Polen sig dog villig til et samarbejde i form af materielle hjælpeydelser. Resultatet var derfor, at forhandlingerne efterhånden gik i stå. Senere forhandlede man på det militære plan. Den 11. august ankom en engelsk-fransk militærmission til Moskva. Til ingen nytte. Stalin havde valgt sin partner. Han havde for længst givet Hitler - antisemitten par excellence - et lille vink om sine hensigter. Den 3. maj blev Litvinov afskediget som udenrigskommissær og afløst af Molotov. Et vagtskifte, der af mange iagttagere blev udlagt som et varsel om en ændring af Sovjetunionens udenrigspolitik. Litvinov var nu ubekvem, fordi 1) han var tilhænger af »kollektiv sikkerhed«, 2) var fortaler for samarbejde med vestmagterne, 3) han var jøde. Efterhånden som de tyske krigsforberedelser skred frem, og nervekrigen mod Polen rasede i tysk presse og radio, var det nødvendigt for Hitler at få en klar aftale med Sovjetunionen. Udenrigsminister Ribbentrop instruerede den tyske ambassadør i Moskva om over for Molotov at forsikre, at de russiske interesser i Polen og de baltiske lande ville blive tilgodeset. Reaktionen kom den 12. august - samme dag som militærforhandlingerne mellem Vestmagterne og Sovjetunionen begyndte. Sovjet lod den tyske udenrigsminister vide, at man var villig til at drøfte de politiske spørgsmål, som tidligere var nævnt i uformelle samtaler. Drøftelserne skulle finde sted i Moskva. Tidligere, den 22. juli, havde Moskva udsendt en meddelelse om, at handelsforhandlinger mellem Sovjet og Tyskland ville blive genoptaget i Berlin. Nu pressede Hitler på for at få en politisk aftale så hurtigt som muligt. Samtidig slæbte Sovjets forhandlinger til den anden side sig møjsommeligt af sted og tilmed på skrømt. Uden anden mening for Stalin end at presse prisen for støtten til Hitler op. Den 21. august blev Vestmagternes forhandlinger i Moskva afbrudt. Samme dag som den tysk-sovjetiske handelsaftale af 19.8. blev offentliggjort. Den 23. august 1939 fik det intime tysk-sovjetiske forhold følger: Ikke-angrebspagten med den hemmelige tillægsprotokol. Tæppet kunne gå op for den polske tragedie. Polen var i den samme situation som i 1772.

Den tysk-polske krise

Det storpolitiske spil i 1939, trekantdramaet: Vestmagterne, Sovjetunionen, Tyskland, udspillede sig mere i det dunkle end udviklingen af den tysk-polske krise. Hovedtrækkene i den skal dog alligevel ridses op her. De store demokratiers eftergivenhed og militære svaghed havde opmuntre Hitler, så han mente, han kunne gennemføre sin Østpolitik, når han først havde nået de mål, han begrundede med princippet om folkenes selbestemmelsesret. Da han besatte Praha, uden kamp, den 15. marts 1939, gjorde Bohmen og Mahren til et tysk protektorat og Slovakiet til en formelt selvstændig stat, havde han forladt nationalitetsprincippet, som han havde paralyseret omverdenen med. Tysklands førstemand havde tydeligt vist, at erklæringer og traktater kun var led i hans taktiske spil. Førerens og rigskanslerens ord var intet værd. Tysklands underskrift på en traktat betød faktisk kun indledningen til en ny forbrydelse. Endelig forstod premierminister Chamberlain det. Efter det reducerede Tjekkoslovakis opløsning vendte Hitler sin ubehagelige interesse imod Polen. Allerede den 24. oktober 38, 4. og 5. januar 39 havde Tyskland fremsat krav angående Danzig og Pomorze (den såkaldte »polske korridor«). Den 25.-27. januar 39 forhandlede udenrigsministrene Ribbentrop og Beck i Warszawa. Ribbentrop ledsagede denne gang kravene med lokketoner om kompensation på Ruslands bekostning. Gennem Goring havde Hitler tidligere forsøgt at vinde Polen for en fælles kamp mod Sovjetunionen, men var blevet afvist. Polens politik var: Balance. Hertil tjente ikke-angrebspagterne med både Sovjetunionen og Tyskland. Beck var afvisende både over for kravene og erobringsplanerne og svarede, at Polen tog ikke-angrebspagten med Sovjetunionen alvorlig. Spørgsmålet hvilede nu, til forbrydelsen mod Tjekkoslovakiet var fuldbyrdet. Herefter var Tysklands udgangsposition for en aggression den bedst tænkelige. Et blik på Europakortet af 1939 viser, at Polen befandt sig mellem ulvens kæber. 6 dage efter, at Tyskland havde ombragt Tjekkoslovakiet, fremsatte Ribbentrop de tyske krav i en bydende form. Polen skulle tillade fristaden Danzigs tilbagevenden til Tyskland og bygningen af en exterritorial jernbane og autostrada gennem Pomorze. Danzigproblemet blev skudt i forgrunden, fordi det var velegnet propagandamæssigt set. Befolkningens store flertal var tysk og oven i købet nazistisk, skønt byen havde selvstyre. Derimod kunne nationalitetsprincippet ikke med rette anvendes på den omstridte »korridor«. Befolkningsflertallet var polsk. Det var det også før 1. verdenskrig. Jeg tror, det er nødvendigt at understrege det. Den tyske propaganda har trods alt bundfældet sig ganske godt. De polske synspunkter tages der sjældent hensyn til, når disse emner behandles. Grunden kan være sproglig og økonomisk. Skulle den polske modpropaganda virkelig have haft effekt, skulle den have været ført på de 3 europæiske hovedsprog og i samme omfang som den tyske; men landet var fattigt, omend betydelige fremskridt var gjort efter den polske stats genoprettelse 1918. Den, der råber højest og hyppigst, får normalt sine meninger hamret bedre ind i offentlighedens bevidsthed end den mere spagfærdige, selvom dennes argumentation er stærkere. Påstanden, at Østpreussen var adskilt fra »Riget«, var mindre sand, end den lød. Tyskerne havde udmærkede forbindelser gennem Pomorze (»Korridoren«), men altså ikke ex-territoriale. Faktisk var de to dele da heller ikke mere adskilt end f. eks. Jylland og Sjælland. Søvejen var farbar. Søtransporten var end­ da billigere end landtransporten. Opfyldelsen af de tyske krav ville betyde, at Polen ikke længere havde fri adgang til Østersøen gennem Pomorze, hvor polakkerne havde de nationalitetsmæssige, trafikale og økonomiske argumenter på deres side. Hvis »den tyske by ved den polske flod« vendte tilbage til »Riget«, ville en stor del af Polens udenrigshandel blive kontrolleret af en lidet venligtsindet magt. - Hitlers tilsyneladende »moderate krav« svarede slet ikke til hans virkelige intentioner. Polakkerne forstod straks, at de kun skulle tjene som udgangsstilling for yderligere krav, der ville gøre det af med landets selvstændighed. Den polske regering afslog da også de tyske fordringer, men tilbød forhandlinger bl. a. om øgede transitlettelser gennem Pomorze for tyskerne. Allerede dagen efter slap tyskerne en propagandastorm lød mod Polen. Hitler kunne nu ikke længere bære det tyske mindretals »lidelser« i Polen. At han havde ignoreret dem siden 1934 viser klart, at det mindre drejede sig om bekymring for mindretallets velfærd end om misbrug af mindretallet til ødelæggelse af Polen. Hele pressekampagnen var som kalkeret efter den, der blev ført imod tjekkerne i 1938. Polens modige »non possumus« vakte respekt i England. Premierministeren og offentligheden i dette land var rystet over Hitlers skrupelløse machiavellisme over for Tjekkoslovakiet. Chamberlain følte sig bedraget rent personligt og ønskede at opbygge en »fredsfront«, der kunne afskrække Tyskland fra yderligere aggression. Allerede den 21. marts 39 foreslog den engelske regering, at Vestmagterne, Sovjetunionen og Polen skulle udfærdige en deklaration, hvori de bekendtgjorde deres vilje til omgående forhandlinger om fælles optræden imod en agressor. Sovjet og Frankrig accepterede, men Polen fandt forslaget noget vagt og frygtede, at en polsk tilslutning til et samarbejde af denne karakter med Sovjet ville blive udnyttet propagandistisk af Tyskland, som jo officielt endnu gav rollen som den kommunistiske magts hovedfjende. Udenrigsminister Beck foreslog - 23. marts - i stedet en hurtig indgåelse af en bilateral polsk-britisk pagt. - England tog nu et så opsigtsvækkende skridt, at det burde have advaret Hitler om, at »appeasementspolitikken«s tid var forbi. Den 27. marts bebudede Storbritannien indførelsen af almindelig værnepligt. Der gøres undertiden forsøg på ligesom at undskylde den tyske rigsregering med, at den ikke kendte Englands holdning før overfaldet på Polen. Kendsgerningerne modsiger dette. Den 31. marts 39 fik tyskerne et tindrende klart signal om den nye linie i engelsk udenrigspolitik. Den dag afgav Chamberlain i Underhuset en garanti for Polen. I tilfælde af enhver aktion, som truede dette lands uafhængighed, og som den polske regering ville modstå, ville den engelske regering føle sig forpligtet til at yde den polske regering al mulig støtte. Et ganske usædvanligt skridt for det ellers så forsigtige England, der i øvrigt havde Frankrig med sig i denne sag. - Det er værd at notere sig, at løftet blev givet uden forbehold af geografisk eller politisk art. Under Becks ophold i London blev forpligtelsen gensidig. I et communiqué den 6. april lovede de to stater hinanden hjælp »m the event of any threat, direct or indirect, to the independence of either.«2) Heller ikke ved denne lejlighed er der tale om begrænsninger af politisk eller territorial karakter. Den 13. april bekræftede ministerpræsident Daladier over for pressen, at alliancen mellem Frankrig og Polen stod ved magt. I denne pagt lovede parterne hinanden øjeblikkelig og direkte hjælp i tilfælde af en trussel mod deres vitale interesser. - Polen var altså godt hjulpet. Hitlers permanente politiske raseri steg endnu nogle grader. For første gang var han stødt på et offer, der ville forsvare sig. Magen til frækhed. Tilmed fik det potentielle offer medhold af vestmagterne. Det var ikke til at bære. Førerens retoriske eksplosion kom med talen af 28. april, hvori Hitler med megen sarkasme gjorde op med præsident Roosevelt, opsagde den tysk-engelske flådeaftale og ikke-angrebspagten med Polen. Kravene til dette land blev fremsat med stor lidenskabelighed, med appel til det polakhad, der har været så karakteristisk for tyskerne ikke blot i Bismarcks og Hitlers regeringstid, men også i Weimar republikkens dage. Den tyske regering og propaganda gjorde meget ud af Danzig, hvis statsretlige stilling indeholdt rigeligt med sprængstof; men i virkeligheden drejede sagen sig ikke om Danzig, som man fik mange i udlandet, især i Frankrig, til at tro. »Hvorfor dø for Danzig?« Hitler har selv afsløret sine virkelig mål over for de højeste militære chefer på et møde den 23. maj 39. Han sagde: »Det er ikke Danzig, det drejer sig om. Det går for os ud på at få samlet vort livsrum i Øst og at sikre vor ernæring. «3) Den 5. maj 39 kom den polske reaktion på den tyske rigskanslers voldsomme tale den 28.4. Udenrigsminister Beck talte i Sejmen, hvor han behersket i formen, men stærk i argumentationen korrigerede den tyske kanslers misvisende udtalelser. Han erklærede, at Polen var villig til som ligeberettiget partner at forhandle om genoprettelse af gode naboforhold. Beck sluttede med at understrege fredens betydning og Polens ønske om fred, men »We in Poland do not recognise the conception of »peace at any price«. There is only one thing in the life of men, nations and States which is without price, and that is honour.«4) Denne livsholdning er nok vanskelig at forstå for en dansk tankegang, der vel er mere beslægtet med Falstaffs: »Kan æren sætte et ben på? Nej. Eller en arm? Nej . . . Hvad er æren? Et ord ...« I løbet af sommeren førte Tyskland en hensynsløs »nervekrig« mod Polen; samtidig optrådte dette lands tyske mindretal meget provokerende Det skulle spille samme rolle som tyskerne i Tjekkoslovakiet året forud, så der kunne blive nogle episoder at puste op og fordreje i tysk radio og presse. Dele af mindretallet forberedte sig til den tiltænkte 5. kolonnevirksomhed, samtidig med at Tyskland fuldendte sine militære forberedelser - også i Danzig - og under dække af manøvrer mobiliserede og anbragte tropperne i udgangspositionerne for en storstilet cannæ-operation mod Polen, som af økonomiske og politiske grunde kun så sig i stand til en partiel mobilisering. Tysk udenrigspolitik var i denne periode præget af energiske forsøg på at isolere Polen. Ifølge »Stålpagten« af 22.5.39 skulle Tyskland og Italien stå last og brast; på den måde håbede Hitler at imponere omverdenen. Selv vurderede han dog italienerne lavt som soldater: »Italienerne kan aldrig læres op til at blive en krigemation .. .«5) Polakkernes beslutning om at forsvare deres land og deres rettigheder forblev urokket. - Allerede i 1927 havde den daværende polske udenrigsminister, nuværende præsident for den polske exil-regering, August Zaleski, kommenteret den tyske udenrigsminister Stresemanns grænserevisionskrav: »Enhver polak vil ofre liv og gods for at forsvare dette territorium imod ethvert forsøg på at erobre det; ligegyldigt hvorfra dette forsøg måtte gøres.«6) - Nu var faren akut. Brikkerne var ved at falde på plads i Hitlers onde spil. Handelsaftalen med Sovjet af 19.8.39 sikrede Tysklands forsyninger over land. En evt. engelsk blokade ville blive mindre følelig. Den 23.8.1939 spillede Hitler sit trumfkort ud: Pagten med Sovjetunionen. Han var nu i stand til at øve et pres i to retninger: 1) Imod Polen. Måske ville dette land nu overgive sig uden kamp ligesom Tysklands andre ofre. 2) Imod England og Frankrig. Den tyske rigsregering håbede, at vestmagterne ville svigte deres løfter til Polen under det deprimerende indtryk af de to totalitære stormagters samarbejde, der ville gøre hjælp til polakkerne meget vanskelig. Skulle disse alligevel ville kæmpe, ville der kun blive tale om en lokal krig, der kunne tjene som træning til større opgaver senere.

Det var en fejlregning. Det polske mod fornægtede sig ikke, men efter engelsk og fransk henstilling undlod man desværre at iværksætte generalmobilisering, før det var for sent. Den verdenshistoriske betydning af det polske folks modige holdning udtryktes af en fremtrædende socialist, der blev henrettet af besættelsesmagten, Mieczyslaw Niedzialkowski, således: »Vi forhindrede et kompromis med Hitler, vi, Polens folk, foretrak krig frem for overgivelse til nazidiktaturet.«

Vestmagterne opgav heller ikke deres holdning. I et budskab til Hitler den 22.8. meddelte Chamberlain, at meddelelsen om en forestående underskrivelse af en tysk-sovjetisk pagt »it cannot alter Great Britain’s obligation to Poland . .«7)

Alligevel blev Hitler overrasket, da den engelske regering den 25.8. 1939 kl. 1700 udsendte en erklæring om, at en britisk-polsk bistandspagt, hvori parterne lovede hinanden hjælp imod aggression, var underskrevet. Netop 2 timer før havde Hitler givet ordre til at iværksætte angrebet på Polen den 26. august. Da der også indløb meddelelse fra Mussolini om, at Italien, der var udset til at binde nogle fransk-britiske styrker, ikke så sig i stand til at gå ind i en krig, før visse materielkrav til Tyskland var opfyldt, måtte Hitler tænke sig om et par dage.

Om aftenen tilbagekaldte han sin angrebsordre; men det var svært at få kontraordren ud til de yderste led med så kort varsel; et par steder havde opklaringsstyrker allerede overskredet grænsen, inden man fik forbindelse med dem. Derimod fik man ikke underrettet 5. kolonne, som ifølge indmarchplanen skulle forberede invasionen ved sabotagehandlinger og opstande ved midnatstid den 26.8. Rejsningerne blev slået ned af de polske myndigheder; naturligvis. Disse episoder, der kostede menneskeliv, dannede kærnen i den løgnagtige tyske »Greulpropaganda«, som desværre stadig gentages af enkelte historikere. Det er bedst at tage historien om »Der Blutsonntag von Bromberg« ved vingebenet. Den 3.9. trak polske tropper sig tilbage over Bydgoszcz (Bromberg). Samtidig med et bombeangreb begyndte den tyske 5. kolonne fra tyskejede bygninger at åbne ild, endda med maskingeværer, mod de polske soldater. Gamisonskommandanten befalede da, at de tyske civilisters ildstillinger skulle ødelægges. Rensningsaktionerne varede til aften. I løbet af dagen blev ca. 260 tyske civilpersoner, grebet med våben i hånd, dømt ved standret og henrettet. Dette er i overensstemmelse med krigens love. Da de tyske tropper rykkede ind i byen den 5.9., lod de 5000 civile, heraf mange børn, skyde. Nogle dage senere rykkede Gestapo ind og udøvede en frygtelig terror mod befolkningen.8) Dette er imod krigens love, men var i overensstemmelse med den tyske rigsregeringsplaner om udtynding af befolkningen i de østlige områder.

De sidste dage i august 1939 var nervepirrende. Krig eller fred? Hitler havde besvaret spørgsmålet. Alle hans politiske manøvrer viser det. Hans tilbud om at garantere Det britiske Verdensrige mod at få lov at ordne Polen uden indblanding virker plumpt og let komisk. Hans urealistiske fordring, at en polsk forhandler - med fuldmagt til at underskrive - skulle indfinde sig inden 24 timer og åbenbart have en behandling å lå Schuschnigg °g Hacha, viser, at manden ikke ville forhandle, men nok diktere. Det er unødvendigt at gå i enkeltheder. Den politiske magt i Tyskland var i hænderne på en forbryder:

»Ingen saakaldt Folkeret, ingen Overenskomster vil hindre mig i at gribe de Fordele, der f remby der sig.« . . . »Men jeg ønsker Krig. For mig vil alle Midler være lovlige.«9) - For at skaffe et påskud til at lade krigsmaskinen rulle iværksatte man en plan, hvis gemenhed illustrerer den tyske regerings moralske standard. Den 31.8. om natten foretog en gruppe SS-mænd og koncentrationslejrfanger iklædt polske uniformer et fingeret angreb på radiostationen i den schlesiske by Gleiwitz. Enkelte polske sætninger blev udsendt i æteren, og nogle af deltagerne i »kuppet« blev skudt og efterladt i bygningen for at få angrebet til at se ægte ud. Dette »angreb« indgik i den tyske »Hvidbog« som »bevis« på den polske angrebslyst. Hitler selv hidsede sig voldsomt op over »overfaldet« i sin tale i Krolloperaen den 1. september.

Det tyske overfald på Polen

Den 1. september kl. 0445 faldt de tyske hære og fly over Polen, uden krigserklæring. Da slaget faldt, var den polske generalmobilisering lige netop kommet i gang. Efter engelsk/fransk pres havde Polen udsat denne foranstaltning til - det blev for sent. Ca. % af hæren blev ikke sat på krigsfod, og mange enheders mobilisering foregik under forvirrende og tabgivende forhold. - Tyskland havde alle fordele på sin side, da det i vished om Sovjetunionens velvilje valgte angrebstidspunktet. Det tyske folk var

Skærmbillede 2020-05-07 kl. 11.52.31.png

et folk i våben; psykologisk og uddannelsesmæssigt forberedt gennem Goebbelspropagandaen og de mange halvmilitære organisationer foruden selve krigsmagten. Vel var der ingen begejstring for en verdenskrig, men en lokal krig mod Polen havde appel til gamle had-, merværds- og grænserevisionskomplekser. Tysklands numeriske, våbentekniske og strategiske overlegenhed blev benyttet med den største hensynsløshed - også mod civilbefolkningen. - Tyskerne satte 1.500.000 soldater ind mod Polen. I denne styrke indgik alle 6 panserdivisioner og et antal motoriserede divisioner. H ertil kom en division fra Danzig og en slovakisk division. Heroverfor havde polakkerne ca. 800.000 mand vest for den aftalte tysksovjetiske demarkationslinie. Antallet var dog ikke det udslaggivende, men derimod de tyske troppers højere grad af mekanisering og særdeles gode udgangsstillinger, den perfekte organisation og fremragende overkommando. Derimod var den tyske soldat ingenlunde den polske overlegen, når han berøvet mekaniseringens fordele var i nærkamp med ham. Tværtimod. Kraftkoncentrationen mod Polen opnåedes ved næsten at blotte vestgrænsen. En tysk generalstabsofficer fortæller, at man i begyndelsen kun havde 5 (fem) aktive divisioner til rådighed for besættelse af »Vestvolden«. Hertil kom et antal reservedivisioner, som kun var delvis anvendelige. Trods generalernes advarsler vovede Hitler dette. Han vidste intuitivt, at Frankrig ikke ville driste sig til en offensiv, men svigte løfterne til Polen. Det tyske flyvevåben designerede ca. 1600 maskiner (moderne) til det polske felttog. Opgaverne var at nedkæmpe det lille, umoderne polske flyvevåben, angribe fæstninger og kommunikationslinier, forstyrre generalmobiliseringen og hindre de polske troppebevægelser i øvrigt samt praktisere direkte taktisk samvirke med hærstyrker. Desuden synes terrorangreb mod civilbefolkningen også at have været en opgave. - Krigsmarinen skulle deltage i aktionerne mod Westerplatte i Danzig, Gdynia og Hel. - Den tyske plan gik kort udtrykt ud på en dobbeltomfatning af de polske hære, udført af hærgrupperne Nord og Syd. De polske tropper, der måtte undslippe den første omfatning, skulle så fanges mellem kæberne af den anden »tang«.

Den polske hær var under modernisering, havde en forældet organisation og var endnu ikke en pansret lynkrig voksen. Der var for mange heste og for lidt panser. Forholdet mellem de tyske og polske kampvogne var som 20:1; men Polens finansielle situation krævede, at moderniseringen skulle strækkes over nogle år. Flyvevåbnet bestod af 935 overvejende forældede maskiner, men besætningerne var veluddannede og dristige, hvad der også viste sig i »The Battle of Britain« året efter. Adskillige enheder af den lille polske flåde blev sendt til England før 1.9. U-båden Orzel blev kendt ved at undslippe interneringen i Tallinn og ved senere - 8.9.40 - at torpedere det tyske troppetransportskib Rio de Janeiro ud for den norske kyst.

Den polske overkommando stod over for en umulig opgave. Den havde valget mellem enten et grænseforsvar eller et forsvar bag floderne Bobr, Narew, Wisla og San. Hvis man opgav Vestpolen, kunne den tyske omfatningstrussel foreløbig delvis elimineres og forsvarsfronten afkortes betydeligt; men det ville betyde, at landets rigeste landbrugsområder og mest industrialiserede dele uden kamp måtte udleveres til fjenden. Hærens forsyningsproblemer ville derved øges enormt. Desuden ville en sådan plan kunne få farlige psykologiske virkninger på hær og folk. Ud fra disse overvejelser valgte marskal Edward Smigly-Rydz grænsef orsvarsløsningen, som han er blevet så stærkt kritiseret for. I dag er bedømmelsen af den ulykkelige marskal, for hvem alt brød sammen, mere nuanceret. Forsøg på at latterliggøre ham er uretfærdige. Opgaven var uløselig, når planens vigtigste forudsætning ikke holdt stik, nemlig, at Frankrig, som det blev aftalt i Paris 19.5.1939, på en evt. krigs 15. dag skulle angribe »avec les gros de ses forces«10) Desuden var SmiglyRydz berettiget til at forvente, at engelske fly ville nedkaste bomber over Tyskland i stedet for brochurer. Selv om Polens to venner formelt gik ind i krigen, svigtede de i praksis og lod Polen udkæmpe den ulige kamp alene. Smigly-Rydz fik ikke lejlighed til at vise sine evner som feltherre, fordi signalforbindelsernes og transportsystemets sammenbrud i stor udstrækning hindrede ham i at koordinere operationerne. Forsvarskampen opløstes i en række enkeltoperationer, hvor der normalt blev vist stor taktisk duelighed af førerne på alle trin og forbilledlig personlig tapperhed fra general til menig. Billedet af felttoget er mere facetteret, end den tyske propaganda og dens efterplaprere gav og giver indtryk af. Det lykkedes f. eks. general Sosnkowski, en stor militær begavelse med krigserfaringer fra 1. verdenskrig og krigen med Rusland, en glødende patriot, at standse v. Kleist’s panserkorps ved Lwow i dagene fra den 12.9. og temporært tvinge det nordpå. Under disse kampe tilintetgjordes SSregiment »Germania«. Det er ikke marskallen, men den menige polske soldat, der står som den centrale figur i den polske hærs forsvarskamp. I de tilfælde, hvor terrænets beskaffenhed reducerede mekaniseringens fordele, hvor det i højere grad var mand mod mand end mand mod maskine + mand, viste virkeligheden et andet billede end propagandaens skønmaleri. Selve den tyske øverstkommanderende, generaloberst v. Brauchitsch, har korrigeret det. I et foredrag for Hitler efter felttoget fastslog han: »An manchen Stellen haben neue Truppenteile versagt, es ist sogar zu Disciplinlosigkeiten gekommen. Die Infanterie griff vielfach nur dort an, wo der Offizier vorang in g ...« 11) De små polske armeer blev splittet, fordi det tyske panservåbens kiletaktik, enorme bevægelighed og ildkraft i forbindelse med det effektive flyvevåben hindrede reorganisering og ny kraftsamling. Allerede før den 10.9. fik de polske styrker ordre til at gå tilbage til den allerede nævnte flodlinie, men det var for sent, tyskerne var der allerede på flere punkter. Den 15.9. gav den polske øverstkommanderende ordre til tilbagetog til landets sydøstlige hjørne, hvor han håbede at kunne holde en kort forsvarslinie og få forsyninger fra det allierede Rumænien (ikke-krigsførende). Størstedelen af de polske tropper var fanget i trekanten Torun, Warszawa, Lodz; alligevel klarede betydelige styrker at slå sig igennem mod sydøst. Igen et bevis på de polske divisions- og brigadegeneralers taktiske duelighed og soldaternes hårdførhed under ekstremt vanskelige forhold. Nu var tiden inden for den ventede franske storoffensiv, der omsider skulle bringe polakkerne aflastning; men tidspunktet var også kommet for den sovjetrussiske invasion. Det første viste sig at være en illusion, det sidste en realitet. Den 17.9.1939 rykkede to hærgrupper over Polens østgrænse på et tidspunkt, hvor de tyske forbindelseslinier var blevet lange og begyndte at volde problemer. Den ny fjende blev mødt med en vis modstand; men da polakkerne i forvejen var engageret i en kamp på liv og død, var det umuligt at stoppe den sovjetiske fremrykning, der fortsatte til en med tyskerne aftalt demarkationslinie langs Narew, Wisla og San. Med Sovjetunionens rygangreb var Polens skæbne beseglet, klemt som det var mellem verdens to største krigsmaskiner. Alligevel fortsatte de forbitrede kampe, der var i gang. Det er ikke rigtigt at sige, krigen varede »18 dage« eller »små to uger«, som det bl. a. blev sagt i dansk tv den 22.9.69. Som led i den polske tilbagetogsplan fortsatte Warszawa og fæstningen Modlin kampen for at binde så mange tyske soldater som muligt og derved lette andre polske troppeenheders forsøg på at nå den nye forsvarslinie. Warszawa holdt ud til den 27.9 trods, artilleri- og luftbombarde menter (1150 tyske fly koncentreret mod byen), der den sidste uge blev udført med en intensitet uden lige. Det heroiske forsvar, inspireret og organiseret af overborgmester Starzynski, holdt stand, til store dele af byen lå i ruiner, til vand-, el- og gasforsyningen var helt afbrudt, til forråd og militære forsyninger var opbrugt. Dødsofrenes antal anslås til 100.000- 120.000. Fæstningen Modlin fortsatte de hårde kampe til 29.9. Halvøen og havnen Hel holdt stand til den 2.10. under kontreadmiral Unrugs kommando. Først den 6.10. kunne den tyske overkommando melde, at den sidste større styrke af den polske hær, ca. 17.000 mand, under general Kleeberg var blevet besejret ved Kock (nær floden Wieprz). Derudover fortsatte en guerilla til ud på foråret 1940. I øvrigt er det aldrig som for stormagten Frankrigs vedkommende kommet til en virkelig national kapitulation, kun lokale overgivelser, når alle muligheder var udtømt. Polakkerne havde kampvilje. Deres ensomme kamp har noget af antikkens skønhed over sig. Sammenligningen med de 300 spartaneres kamp ved Thermopylae mod den vældige persiske hær melder sig, når man hører om forsvaret af Gdynia, som blev angrebet fra land, fra søen og fra luften; forsvarsstyrken bestod af soldater, marinere og hjemmeværnsmænd, ialt ca. 6000 mand under kommando af oberst Dab, der også fik støtte af nogle få enheder af »Marynarka Wojenna«, herimellem 3 U-både, der efter at være blevet stærkt beskadiget gik til Sverige. Gdynias strategiske beliggenhed var højest uheldig; det var derfor til at forudse, at den polske forsvarskamp her måtte føres isoleret. Alligevel påvirkede det ikke kampmoralen i negativ retning. Fra landsiden blev polakkerne angrebet af to tyske divisioner. Deres angreb blev gang på gang slået tilbage. I 20 dage holdt forsvarerne højdedragene ved Oksywie; først da ammunitionen var skudt væk, stillingerne sønderbombet og størstedelen af forsvarerne dræbt, kom overgivelsen. Oberst Dab selv valgte døden frem for fangenskabet. Af de 6000 mand var der 400 tilbage. Alle sårede. Efter tyskerne var rykket ind i Gdynia, foranstaltede den tyske general, der åbenbart var af v. Brauchitschs og v. Halders skole, en fornem begravelse med æreskompagni m. m. af den polske kommandant, hvis taktiske duelighed og tapperhed havde aftvunget ham den dybeste respekt. - Dette træk fortjener at nævnes, bl. a. fordi det viser, at der også fandtes ridderlige tyskere. Westerplatte i Danzig frembyder et lignende eksempel. Her lå der et kompagni på 202 mand. Kompagniets stillinger blev systematisk bombarderet fra slagskibet Schleswig-Holstein, af »Stukas« og af artilleri på landjorden. Efter 7 dages inferno, hvorunder polakkerne havde tilbageslået gentagne tyske infanteriangreb, modtog major Henry Sucharski, efter ammunitionen var bortskudt, fødevare- og vandbeholdninger ødelagt, de tyske overgivelsesbetingelser, der tillod de polske officerer at beholde deres sabler, som tegn på tysk anerkendelse. Trods nederlagene på polsk territorium har Polen aldrig kapituleret. Den politiske og militære ledelse fortsatte krigen fra udlandet og det med betydelige styrker. De polske stridskræfter talte på deres højeste ca. 120.000 mand; denne exilhær, -marine og -flyvevåben anerkendte exilregeringens autoritet. En sovjetorganiseret polsk hær - ikke at forveksle med generalløjtnant Anders’ armé - på ca. 200.000 mand, der opererede sammen med Den Røde Hær, var naturligvis uden for London-polakkernes myndighed. Det skal for en ordens skyld oplyses, at det for tusinder af polske mænd, militære og civile, var den eneste vej ud af sovjetisk fangenskab at melde sig til denne hær. I Polen selv organiseredes en undergrundsadministration og en effektiv undergrundshær. Undergrundsbevægelsen opretholdt snæver kontakt med exilregeringen og anerkendte dennes autoritet. Den politiske kontinuitet blev sikret ved, at Polens præsident, Moscicki, før han overskred grænsen til Rumænien (17.9.), i overensstemmelse med forfatningen af 1935 overdrog sine funktioner til Sejmmarskallen, Raczkiewicz, der opholdt sig i Frankrig. Han foranledigede dannelsen af en ny regering i Paris den 1.10. 1939 med general Sikorski som statsminister og August Zaleski som udenrigsminister, senere afløstes denne af grev Raczynski. Da general Sosnkowski, der som den dygtige fører af arméerne » Krakow « og »Karpaty« havde skaffet de polske våben en forbigående succes, ankom til Frankrig, blev han optaget i regeringen, der i øvrigt rekonstrueredes flere gange under krigen. I januar 1940 blev der dannet et »nødparlament«, Nationalrådet, hvor alle politiske partier (undtagen kommunisterne) var repræsenteret. Til formand valgtes den verdensberømte pianist og komponist Paderewski. Et økonomisk grundlag havde regeringen i den polske guldbeholdning, som det var lykkedes at føre til Frankrig, der senere gav den polske regering exterritorialt sæde i Angers. Den militære kontinuitet sikredes ved, at mange - ca. 70.000 mand - af den gamle polske forsvarsmagt i overensstemmelse med marskallens ordre den 17.9. slog sig igennem til Ungarn og Rumænien, hvorfra 38.000 trods internering nåede frem til Frankrig, hvor exilregeringen allerede var i gang med at skabe en hær af udlandspolakker og emigrantsønner. I foråret 1940 talte den reorganiserede polske hær 70.000 mand. I maj 1940 begyndte exilhærens mange bedrifter med en brigades deltagelse i den allierede ekspedition til Narvik. Desuden deltog den polske exilmarine med destroyerne Gram og Blyskawica i operationerne. Da den tyske vestoffensiv satte ind, tog polakkerne del i forsvaret med en kampvilje, der overgik franskmændenes. Rent ud sagt er det Frankrigs hurtige sammenbrud i 1940, der gør det muligt for os at vurdere Polens kamp i september/oktober 1939 efter fortjeneste.

Sovjetunionens overfald på Polen

Da sovjettropperne invaderede Polen, faldt afgørelsen i »Septemberkrigen«, men i realiteten var Polens skæbne afgjort allerede den 23.8. med undertegnelsen af den tysk-russiske pagt. Alt håb var ude, men kampene fortsatte til ind i oktober, på polsk grund. Inden præsident, regering og øverstbefalende tog til Rumænien den 17.9., befalede sidstnævnte alle polske styrker, der havde mulighed for det, at løsgøre sig og søge ind i Rumænien og Ungarn. Krigen skulle fortsættés ved de allieredes side. Det var svært at efterkomme ordren, da sovjettroppernes operationer netop - i samarbejde med tyskerne - bl. a. tilsigtede at afskære frigjorte polske styrker. Alligevel lykkedes det altså for nogle. Desuden blev ca. 15.000 polske soldater trængt over grænsen ind i Litauen og Letland. Marskal Smigly-Rydz er blevet kritiseret, fordi han ikke blev hos sine kæmpende soldater, søgte døden på slagmarken og derved delte skæbne med mange højere officerer. 5 generaler, 60 oberster og oberstløjtnanter faldt i kamp, idet de gav deres mandskab et forbilledligt eksempel på mod, selvopofrelse og handlekraft. Ved siden af dette er tilfældene af svigt over for krigens psykiske og fysiske belastning af underordnet betydning. - SmiglyRydz har øjensynligt følt en vis berettigelse i kritikken. Han tog senere tilbage og deltog i modstandskampen uden dog at spille en ledende rolle. Han døde under besættelsen og blev begravet under falsk navn på en kirkegård i Warszawa. Med sin angrebshandling på Polen krænkede Sovjetunionen Rigafreden af 1921, den polsk-russiske ikke-angrebspagt af 1932 samt London-konventionen af 3.7. 1933, hvor Polen og Sovjetunionen var blevet enige om definitionen af begrebet »angrebshandling«. Motiveringen for angrebet i den sovjetiske note af 17.9.1939 kl. 0300 til den polske ambassadør i Moskva er toppunktet af kynisme, hykleri og frækhed. Argumentationen går ud på, 1) at den polske stat ikke eksisterer længere; derfor har de med denne stat afsluttede traktater heller ikke gyldighed mere. - 2) Polen var blevet en lettilgængelig skueplads for alle slags intriger og overraskelser, som let kunne blive en trussel mod Sovjetunionen. - 3) Sovjetunionens regering kunne heller ikke være ligegyldig over for dens »ukrainska och vitryska blodsfrander« på polsk territorium. - Til sidst taler noten om sovjetregeringens vilje til at befri det polske folk fra den krig, som det var blevet inddraget i af dets »vanvettiga ledare«.12) Hertil er at sige, at Sovjetunionen selv ved sin pagt med Tyskland har muliggjort tilintetgørelsen af den polske stat. Endvidere eksisterede den polske stat den 17.9., idet regeringen befandt sig på polsk territorium med en hær, der kæmpede og ikke havde opgivet håbet. - Den uorden, der hentydes til, var netop opstået ved det af Sovjetunionen opmuntrede tyske angreb og dets egne troppers invasion. - Argumentet om »blodsfrander« er ubetaleligt. Den internationale kommunisme synes gennem forhandlingerne mellem Ribbentrop og Molotov at være blevet påvirket af den nazistiske racelære. I øvrigt var der næppe mange ukrainere, der ønskede sovjetisk protektion; enhver, der kender lidt til det ukrainske spørgsmål, ved, at ukrainernes ledere i Polen drømte om en forening med ukrainerne i Sovjetunionen i en selvstændig ukrainsk stat. Den sovjetiske »argumentation« var ikke særlig begavet; alligevel har den haft stor gennemslagskraft, idet den normalt serveres uden kommentarer, ja, ligefrem med en sympatisk forståelse, når de dramatiske begivenheder i 1939 behandles. Lad os f. eks. se, hvad en i danske skoler meget benyttet lærebog i historie skriver om Sovjetunionens bagholdsangreb: »Polen blev hurtigt nedkæmpet af de overmægtige tyske styrker. Sovjetunionen ville sikre sig mod en nazistisk aggression og tog derfor den hviderussiske og ukrainske del af P o len ...« (Buchreitz og Rosing Historie 3, s. 92. Andet oplag). Her er sagen set fra voldsmandens synspunkt og ikke fra ofrets. Der skrives ikke mere om tragedien. Sovjets sikkerhed frem for alt; man overser, at Sovjet selv havde været med til at fremmane en trussel mod sig ved sin andel i Polens ødelæggelse. - Der tales en del i vore dage om indoktrinering i vore skoler. Her er et eksempel.

Polens ledere kunne kun have undgået krigen ved at underkaste sig Hitlers vilje. Det fortjener ros og ikke dadel, at de - modsat visse andre folks ledere - ville kæmpe mod den politiske krim inalitet; men Molotov synes at hævde den opfattelse i noten, at det er tegn på vanvid at ville yde væbnet modstand mod nazismen. - Man er vel sine venners ven. Beskyldningen mod de polske ledere for at have inddraget folket i krigen er mildest talt urimelig. Hvis en bølle søger at stikke mig en skalle, og jeg parerer og riposterer, er det virkelig ham, der inddrager mig i et slagsmål.

Den foreløbige demarkationslinie af 22.9. mellem de tyske og sovjet-russiske tropper blev genstand for forhandlinger i Moskva i slutningen af september. Møderne sluttede med en grænsedragning. Dermed var Polens 5. deling en kendsgerning. - Jeg regner delingen på Wienerkongressen for den 4. deling. - Det tysk-sovjetrussiske samvær var præget af fællesfølelse og god stemning. Udenrigsminister Ribbentrop blev modtaget med Horst Wessel-sangen, hagekors og Hitlerhilsen. Intet under, at den nationalsocialistiske udenrigsminister senere kunne fortælle udenrigsminister Ciano fra Italien, at han havde følt sig lige så meget hjemme mellem kommunisterne som blandt gamle »Nationalsozialistischen Parteigenossen«13) . . . Der synes at have været et vist ideologisk, menneskeligt og realpolitisk fællesskab.

Efter Stalins ønske opgav tyskerne tanken om en polsk reststat. Eksistensen af en sådan satellitstat ville efter sovjetisk opfattelse gøre det lettere for Hitler at slutte fred med vestmagterne. Den grænselinie, der blev resultatet af Grænse- og V enskabstraktaten af 28.9. 1939, begyndte ved Litauens sydligste punkt, gik derefter mod vest til Østpreussen, fulgte så denne provinsgrænse til Ostrolenka, bøjede i sydøstlig retning for at nå Bug, som markerede grænsen til sit udspring. Igen et sving mod vest til San, hvis løb følges til Karpaterne.

Ved denne traktat gled Litauen ind i den sovjetiske interessesfære mod visse territoriale indrømmelser - Bug-linien og Suwalkiområdet - til Tyskland, som også fik visse økonomiske fordele. Sovjetunionen forpligtede sig til olieleverancer, til at stille sit jernbanenet til rådighed for varetransport fra Rumænien og Persien, så det tyske krigsmaskineri ikke gik i stå. - Det sovjetiske overfald udløste ingen britisk modforanstaltning trods garantien til Polen. Derimod afsluttede England og Sovjetunionen en handelstraktat den 10.10. 39.

Princippet for polsk udenrigspolitik

Med Polens 5. deling fik Sovjetunionen en forøgelse af sit territorium på 201.015 km 2 med 13 millioner indbyggere, hvoraf ca. 5 millioner polakker. Tyskland tog 187.619 km2 med 22 millioner indbyggere. Begge totalitære stater påførte befolkningen næsten ufattelige lidelser. De iværksatte deportationer, indførte slaveri for millioner af mennesker og foretog massehenrettelser. Det tyske barbari var dog en tak værre. Her var målet »befolkningsudtynding«, i sidste instans udryddelse. Med Polens 5. deling brød den undenrigspolitik, som var konciperet af landets store søn, oprøreren, hærføreren og statsmanden, marskal Jozef Pilsudski (f 1935), og videreført af udenrigsminister, oberst Jozef Beck, sammen. Det beviser dog ikke, at den skulle være forkert. Der er skrevet meget absurd om polsk udenrigspolitik af vestlige, tyske, russiske og sovjetpolske skribenter. Hver part har haft sin politiske interesse at varetage. Af disse mere eller mindre plumrede kilder øser så også danske publicister med det resultat, at enkelte fremsætter direkte forkerte og for en kender ligefrem latterlige påstande, f. eks., at Polen førte en protysk politik, bl. a. fordi det afsluttede en ikke-angrebspagt med Tyskland i 1934. Dette hjerteskærende vrøvl spredes stadig, skønt 1) Polen også havde en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen. 2) Netop marskal Pilsudski var blandt de få statsmænd, som klart så den frygtelige fare, der var opstået for Polen og Europa ved Hitlers magtovertagelse den 30.1. 1933. Han var imidlertid den eneste, som også var rede til at handle, idet han ad dunkle veje lod forespørge i Paris, om Frankrig var villig til en militær aktion mod Hitler-Tyskland i forening med Polen. Det turde Frankrig ikke. For Polen var der da ikke andet at gøre end at tage ikke-angrebspagten med Tyskland, men Pilsudski nærede ingen illusioner om Hitler og tysk udenrigspolitik. Det gjorde hans »elev«, oberst Beck, heller ikke. For denne smidige diplomat og dygtige udenrigsminister er nøgleordet: Balance. Udsat for et frygteligt dobbeltpres måtte Polen søge at etablere et godt naboforhold til Tyskland, uden at prisgive egne vitale interesser, og undgå konflikt med Sovjetunionen. Rene fornufthensyn dikterede en sådan politik, da det blev klart — det skete allerede i Pilsudskis tid - at Folkeforbundet ingen sikkerhed ydede. Beck forstod udmærket, at Øst-Vestlinien var Polens skæbnelinie. Der­ for opererede han på Nord-Sydlinien for at skabe et sikkerhedssystem. Han forsøgte at danne et »tredie Europa« omfattende staterne i terrænet mellem Sovjetunionen og Tyskland, d.v.s. Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og Rumænien. Følere udstraktes også til Skandinavien. Tanken var grandios; den byggede på princippet: »Fælles politik over for fælles farer.« Bortset fra Rumænien vovede de pågældende stater ikke at gå med i et sådant fællesskab, idet regeringerne fandt interesserne for forskellige. De foretrak at blive slået ned hver for sig. Udenrigsminister Beck og den polske regering svigtede dog ingenlunde allianceforpligtelserne over for det forsagte Frankrig, der krøb sammen bag sin Maginotlinie. Da Hitler foretog sin hasarderede Rhinlandsbesættelse i 1936, var det atter Polen, der ville standse magthaverne i Berlin, hvis dets allierede ville være med. I Frankrig var den militære og politiske ledelse ikke blind for præmisserne, men konklusionen turde man ikke drage, da Englands holdning var afvisende. Dette land havde netop opmuntret den tyske oprustningspolitik ved flådeoverenskomsten af 1935. Dermed var Europas skæbne beseglet. Den polske forudseenhed kunne til ulykke for millioner af mennesker ikke omsættes i praktisk handling. Alligevel er det altid Polen, der er »Priigelknabe«, når »experterne« tager fat og skriver om krigen i 1939 og dens forhistorie. Det er nemlig svært at tilgive den, der har haft ret og desuden vist en tapperhed, som danner en lidet flatterende kontrast til ens egen indsats. Desuden har ofret kun få og svage defensorer; det er altså billigt at sparke til det. - En syndflod af kritik, hån og latterliggørelsesforsøg er væltet ud over Becks hoved; men det er dog naturligt, at han ville balancere så længe som muligt. Han er selvfølgelig ikke hævet over al kritik; men hvilken anden politik var mulig i 1939 for et ærekært folk, hvis livsinteresser var truet? Ingen uhildet kan vel for alvor - med den viden vi har om Stalin og den røde imperialisme - hævde, at Polen burde være gået ind i en alliance af den karakter, Sovjetunionen krævede. Beck håbede, at den ideologiske modsætning mellem Anti-Kominternpagtens hovedland og Kominterns base var for stor til, at der kunne iværksættes en koordineret tysk-sov jetrussisk aktion på det politiske og militære plan over for Polen. Han vidste naturligvis som sin store læremester, der ikke udelukkede muligheden af en synkronisering af nazistisk og kommunistisk politik på trods af ideologisk præk, at en tysk-russisk samgang ville betyde Polens undergang, hvis dets vestlige allierede ikke greb ind med beslutsomhed og kraft. Det burde ikke kunne undre nogen, at Polen nægtede at styrte sig i Charybdis for at undgå Skylla. I Polens fortvivlede situation i 1939 var der ikke andet at gøre end at have tillid til Storbritannien og Frankrig og egne stridskræfter, når regeringen i overensstemmelse med folkets heroiske traditioner ville kæmpe.

Tabene. Modstandens betydning

Hitler slap krigen løs. Stalin opmuntrede ham til det og deltog i byttets sønderlemmelse, mens vestmagterne så til. Den tyske regerings kortsynede politik lukkede Sovjetunionen ind i Mellemeuropa ved at ødelægge barrieren: Polen. Hitlers tåbelighed og aggression i forening med Stalins list og vold har skabt vore dages ulykkelige europæiske situation, hvor millioner af mennesker træller under et totalitært, umenneskeligt system.

Det er vanskeligt at gøre de polske militære tab i september/okoberfelttoget op. Antal faldne og sårede vides der intet om i min kilder. Ca. 690.000 kom i tysk fangenskab. Ca. 180.000 faldt i sovjetisk fangenskab (tallet er et gennemsnitstal på grundlag af forskellige angivelser). Heraf var over 10.000 officerer, flertallet reserveofficerer; mange af dem ledende på forskellige felter i det civile liv. Da den senere så berømte general W. Anders skulle organisere en polsk hær i Sovjetunionen i 1941- 42, undrede det ham, at så få officerer meldte sig. Forespørgsler fra generalen og exilregeringen gav intet resultat. Tilsyneladende kunne hverken Stalin eller Beria forklare, hvilken skæbne 8300 polske officerer af linien og reserven havde fået. Gravfundene i Katynskoven ved Smolensk i april 1943 viste det. De tyske tab var ifølge sagens natur langt mindre end de polske. Officielt blev de opgivet til 10.572 dræbte, 30.322 sårede og 3400 savnede. Disse tal skal tages med forbehold. For det første omgikkes Hitler og hans folk letsindigt med sandheden. For det andet virker det utroligt, at tyskerne ikke skulle have haft flere faldne i slaget om Polen, hvor de kæmpede med en regulær hær, end i slaget om Warszawa 1944, hvor de ifølge egne opgivelser havde 10.000 faldne i kampen med frihedskæmperne. En polsk krigshistoriker knyttet til Sikorski-instituttet i London oplyser, at 217 tyske kampvogne blev ødelagt og et stort antal beskadiget. 285 tyske fly blev totalt ødelagt og 279 beskadiget, så de var inreparable.14) Oplysningerne virker sikkert overraskende. Det viste sig imidlertid, at polakkerne fandt bedre midler til at bekæmpe panservåbnet med end lanser og sabler, da de først havde fået sundet sig; de anvendte i stigende grad improviserede bekæmpelsesmidler - som brandflasker etc. - foruden de alt for få panservæmskanoner. Det relativt høje tabstal for det tyske flyvevåben tyder på, at det polske luftværns artilleri ikke har været alene om at bekæmpe det, men at der også har været tale om en aktiv jagerindsats fra det polske flyvevåbens side. Det stemmer ikke med, hvad vi tidligere har troet om den sag. Vi har hidtil ukritisk accepteret beretningen om, at det polske flyvevåben blev ødelagt på flyvepladserne den 1.9.39. Det benægter de polske krigshistorikere; de hævder, at aktionen kun til dels lykkedes. Tværtimod deltog betydelige dele af det polske flyvevåben med desperat energi i Septemberkrigen - mandskabet var, som englænderne skulle erfare i »Slaget om England«, veluddannet og exceptionelt kamp villigt. Interesserede henvises til en artikel i The Polish Review 4/1968, »The Bomber Brigade of The Polish Air Force In September, 1939«, hvor en wing commander fortæller om det polske flyvevåben, dets svagheder af teknisk og administrativ art, men også om dets håbløse og uforfærdede kamp, mest naturligvis om The Bomber Brigade, hvis kampindsats varede fra 1.9. til 17.9, da den røde hær overfaldt Polen og truede de resterende baser. Den 18.9. forlod resterne af det polske flyvevåben efter ordre fædrelandet, for at fortsætte kampen fra Frankrig, senere England; dette udholdende land, som heller ikke ville kapitulere. Polen høstede ikke mange lovord for sin krigsindsats i 1939. Senere har bl. a. tyske historikere, hvilket er et glædeligt tegn på, at nutidens Tyskland har en anden ånd end fortidens, bidraget til at opvurdere de polske stridskræfters kamp* Vi ved i dag, ikke mindst ved sammenligning med stormagten Frankrigs præstation, at polakkerne ydede store ting i de 35 dage lange kampe, alene, til sidst mod to frygtelige voldsmagter. I denne forbindelse må der peges på civilbefolkningens lidelser og udholdenhed, dens slutten op bag nationens væbnede styrker. Mangler denne følelse af sympati og skæbneforbundethed er grundlaget for hærs, flådes og flyvevåbens eksistens og kamp borte. De tyske tab føltes ikke alvorlige på dette tidspunkt af verdenskrigen; men de var alligevel skridt mod det endelige nederlag. De mænd og det materiel, der tabtes i Polen, savnedes hårdt i den sidste ende. Den polske forsvarskamp var ikke uden mening militært. For Polen selv, for vestmagterne. Disse indkasserede to gevinster: 1) De fik en demonstration af »Lynkrigen«s karakter. 2) De fik 8 måneders frist til at opruste og træffe dispositioner, der svarede til den nye krigsførelses krav. Fristen blev dårligt udnyttet. Vestmagternes befolkninger og ledere var for flertallets vedkommende hildet i falske forestillinger, sikkert næret af et ilde anbragt merværdskompleks i forhold til polakkerne. Man troede: 1) Erfaringerne fra Polen kunne ikke anvendes i Frankrig. 2) Maginotlinien var den solide sikkerhedskæde for Frankrigs dør. Når tyskerne engang stormede, ville de blive mødt med en ødelæggende ild fra sikre stillinger. Forsvaret var angrebet overlegent, mente den militære sagkundskab. - Denne virkelighedsfjerne og defensive tankegang blev Frankrigs skæbne. Tyskernes vestfelttog kronedes med held, fordi den højeste og højere føring var overlegen dygtig og tænkte offensivt. Hær og især flyvevåben var gennemsyret af en fanatisk ideologi, der bidrog til at gøre stridskræfterne til et skarpt værktøj. Offensiven blev iværksat på det bedst tænkelige tidspunkt i den våbentekniske udvikling, et moment, hvor angrebsvåbnene var afværgevåbnene overlegne. Eet lyspunkt er der dog i bedrøveligheden. Den engelske flyvemaskineproduktion steg kraftigt. Flyvevåbnet udvikledes både kvantitativt og kvalitativt. Derved skabtes forudsætningen for det vellykkede forsvar i The Battle of Briiain i 1940, hvor de polske flyvere i exil udmærkede sig i den grad, at de blev hædret af premierminister Churchill. Man har beregnet, at de polske flyvere tegnede sig for % af de nedskudte tyske fly over de britiske øer under »Blitzen«* Det har været min hensigt her at tegne et billede af polsk udenrigspolitik og polsk krigsindsats i 1939, hvor lys og skygge er bedre fordelt, end man er vant til at se. Fair play - også for Polen. Landet, der var mellem 2. verdenskrigs militære sejrherrer, men blandt dens politiske tabere. I jubilæumsåret for Danmarks befrielse har vi vel råd til at anerkende det hårdt prøvede polske folks kamp i den krig, hvis forspil og 1. sats er søgt gengivet her. Man kan også opfatte denne studie som en honnør for i vore dage lidet værdsatte dyder:

offervilje. Tapperhed. Troskab. Fædrelandskærlighed*

Emil Ashøj

Verdenshistorien 16, Grimberg, Politikens Forlag, København 1961. Andens Verdenskrig. Hvornår skete det, af Ole Helmer Jensen. Politiken Forlag, København 1968. Da krigen kom, af Niels Nørlund. Berlingske Forlag, København 1964. Historie 3, af Buchreitz og Rosing. Gyldendal 1964. Den polsk-ryska konflikten, af Åke Thulstrup. Kooperativa forbundets bokforlag, Stockholm 1944. Polens vita Bok, svensk udgave af det polske udenrigsministeriums »Hvidbogc. Kooperativa forbundets bokforlag, Stockholm 1940. Det kampande Polen. Redaktion: Norbert Zaba - Margitta Hansson. Natur och kultur, Stockholm 1942. Final Report, af Jozef Beck. Robert Speller & Sons, New York 1957. Foreign Policy of Poland, af Roman Debicki. Frederick A. Praeger, New York 1962. A History of Poland, af Oscar Halecki. J. M. Dent & Sons, London 1969. Twelve dates with destiny, af Hester Hensell. Polish Government Information Center, New York 1949. Landet uden Quisling, af S. T. Norwid. Det danske Forlag, København 1945. Irredenta und Provokationen. Redaktør: Andrzej Lesniewski. Wydawnictwo Zachodnie, Poznan Warszawa, 1960. Documents concerning German-Polish relations (No. 9), udg. af det engelske udenrigsministerium, London 1939. Polska Dokument. Tyska Utrikesdepartementets Handlinger 1940/n:r 3. Medéns Forlags A/B, Stockholm 1940. Nationalsocialismen, af Walther Hofer. Steen Hasselbalchs Forlag 1963 (oversat fra tysk). Die »Blitzkriege« 1939/40, af Hans Adolf Jacobsen u. Hans Dollinger. Verlag Kurt Desch, Munschen, Wien, Basel 1968. Wahn und Wirklichkeit, af Erich Kordt. Union Deutsche Verlagsgesellschaft, Stuttgart 1948. Mine Samtaler med Hitler, af Hermann Rauschning. Povl Branners Forlag, København 1945. Im Wehrmacht Fiihrungsstab, af Bernard v. Lossberg. H. H. Nolke Verlag, Hamburg 1950. Tidsskrifter: Allgemeine Schweizerische Militar Zeitschrift 3 og 4/1956. Verlag Huber & Co., Frauenfeld. Wehr-Wissenschaftliche Rundschau 4/1957. E. S. Mittler & Sohn. Berlin + Frankfurt/M. Wehr-Wissenschaftliche Rundschau 4/1959. E. S. Mittler & Sohn, Frankfurt/Main. Marine Rundschau 4/1966. E. S. Mittler & Sohn, Frankfurt/Main. The Polish Review 4/1968. Polish Institute of Arts and Sciences in America, New York. Polish Perspectives 4/1962. Warszawa. Polish Perspectives 12/1963. Warszawa. History of The Second World War, Vol. 1, number 3. Purnell & Sons Ltd. in co-operation with the Imperial War Museum, London 1966. Special New Leader Supplement Nov. 18, 1944. BM-bladet 3/1950. København. Information 29.-30/8 1959. København.

Fodnoter:

1) Se Aschehoug, bind 8, s. 97. Se også Grimberg verdenshistorien 16, s. 322

2) Documents concerning German-Polish Relations, p. 37.

3) Nationalsocialismen, s. 229.

4) Documents concerning German-Polish Relations, p. 32.

5) Mine Samtaler med Hitler, s. 136.

6) Den polske Korridor og Danzig, s. 48

7) Documents concerning German-Polish Relations, p. 97.

8) Irredenta und Provokationen, s. 52 og 53. Se også Raunkjærs leksikon, bd. 12, sp. 515.

9) Mine Samtaler med Hitler, s. 27.

10) cit. efter W.W.-Rundschau, 4/1957, s. 198

11) Im Wehrmacht Fiihrungs Stab, s. 46 og 47

12) se Polens Vita Bok, s. 272 og 273.

13) Wahn und Wirklichkeit, s. 231.

14) History of The Second World War, Vol. 1, number 3, p. 82