Log ind

Panserværn i Hæren - Del 1: Verdenskrigene 1914-1945

#

 Indledning
I de seneste hundrede år har danske hærenheders evne til at bekæmpe pansrede køretøjer været et centralt taktisk og operativt fokuspunkt. En vital kampfaktor som ingen fører kunne tillade sig at udelade eller overse i sin planlægning. Fra årtusindskiftet begyndte tingene dog at ændre sig. Panserværnskapaciteten var uden betydning i Kosovo, efter det blev klart, at Serbien ikke ønskede at bestride NATOs besættelse af området. Hvis vi ser bort fra muligheden for at bruge panserbrydende ammunition som ”murbrækker”, eller i stedet for manglende brisant-ammunition, var kapaciteten også uden videre betydning i Irak og Afghanistan. Spørgsmålet om danske hærenheders panserværn har således været irrelevant i snart femten år. Som en konsekvens heraf har Hærens evne til at bekæmpe pansrede mål fået lov til at visne, indtil kun en lille håndfuld delvist forældede våbensystemer nu er tilbage.

Med udsendelsen af den nuværende fremskudte styrke til Estland, opstillingen af den nye mekaniserede brigade samt den fornyede risiko for en dansk kampindsats i det fælles NATO-forsvar af Polen og Baltikum, har spørgsmålet om panserværn fået fornyet relevans. Hærens evne til at bekæmpe pansrede køretøjer bør genopbygges. Indenfor rammerne af et øget forsvarsbudget skal nye våben indkøbes og gamle opgraderes.

Denne artikelserie er ikke ment som et stykke kildenær forskning, men derimod en perspektiverende syntese set i et 100-årigt perspektiv. Disse artikler vil anskueliggøre det kontinuerlige kapløb imellem de pansrede køretøjers beskyttelse kontra de panserbrydende våbens gennemslagskraft, samt den danske hærs forsøg på at følge denne udvikling i perioden 1914-2020. Dette inden for rammen af den måde som Hæren, i de forskellige perioder, forsøgte at gennemføre forsvarskampen på. På baggrund heraf vil jeg argumentere for, at der ved indkøb af nye panserværnsvåben til Hæren vil kunne drages en række relevante observationer fra de måder man tidligere valgte at organisere, udruste og uddanne Hærens enheder på.

Kildematerialet i denne artikel udgøres primært af relevante danske og udenlandske reglementer og organisationsskemaer for forskellige våbentyper og enheder, samt diskussionen i danske og udenlandske militære fagtidsskrifter.

Terminologien og begreber følger generelt den almindelige gældende praksis på det tidspunkt artiklen omhandler. Herudover anvendes ”HRN 918-021 Hærens Taktiske Ordbog” som rettesnor.

”Effektiv rækkevidde” er defineret som den afstand hvor et våbensystem, forudsat præcis afstandsmåling, kan forvente at opnå træf samt gennembryde frontpanseret på de kategorier af køretøjer, som våbnet forudsættes virkningsfuldt imod. Målet forudsættes også at være i bevægelse. 

En enheds evne til at udøve panserværn kan, groft sagt, opdeles i enhedens evne til rent selvforsvar ved hjælp af kortholdspanserværnsvåben, kontra enhedens evne til at påvirke sine omgivelser med langtrækkende ild. Kortholdspanserværnsvåben er i denne artikel defineret som våben med en effektiv rækkevidde på 300 meter og derunder. De er primært selv- og nærforsvarsvåben, og på grund af deres store antal giver det ikke mening at foretage en egentlig optælling, så disse våben blive oplistet separat i artiklens opgørelser. Våben med længere rækkevidde vil derimod blive inddelt efter slagkraft og antal, idet de udgør fundamentet for en enheds evne til at kunne støtte både sig selv og naboenhederne med effektiv panserværnsild. De er derved enhedens forudsætning for at kunne indgå som en del af en overordnet manøvreplan og plan for ildens anvendelse.

Artiklen vil primært omhandle jordbaserede panserværnsvåben. Luftfartøjer vil blive inddraget i det omfang de udgjorde (eller bør udgøre) en del af Hærens panserværnskapacitet.

Skærmbillede 2020-09-07 kl. 13.17.30.png

Del 1 - Verdenskrigene 1914-1945.
Pansertruslen: Fra taktisk irritationsmoment til dominerende problem for den danske hær

Kort efter 1. Verdenskrigs udbrud blev det klart for krigsdeltagerne, at den ildkraft som indirekte skydende artilleri kunne levere i tid, sted og mængde nu udgjorde den dominerende taktiske faktor. Ilden herskede næsten fuldstændigt over bevægelsen. Samtlige parter prøvede at udarbejde materiel og doktriner, som man håbede ville kunne give fornyede muligheder for at foretage offensive bevægelser. En måde at gøre dette på var at beskytte egne soldater imod artilleriildens virkning igennem udviklingen af tekniske løsninger. Kulminationen på denne udvikling var pansringen af køretøjer og våben. Før 1914 havde flere lande da også eksperimenteret med pansrede hjulkøretøjer, såkaldte panservogne, men idet de ikke var terrængående, var de uegnede til brug uden for fast banet vej. Løsningen kom først, da man gjorde de pansrede køretøjer bæltedrevne, hvorved de kunne komme frem igennem terrænet. Prototypen på den moderne kampvogn var født.

Indførelsen af kampvognen faldt også sammen med organisatoriske og doktrinære ændringer. Disse sigtede på at gøre infanterienhederne mindre og mere taktisk selvstændige. Disse faktorer til sammen betød, at artilleriets taktiske dominans blev brudt. Det var nu igen muligt at foretage større taktiske og operative offensive bevægelser med succes.

I samtlige krigsførende lande blev det nu klart, at muligheden for at gennemføre en forsvarskamp nu også måtte afhænge af, om man effektivt kunne bekæmpe fjendens pansrede køretøjer. Indledningsvist var pansringen på de tidlige panserkøretøjer så tynd, at den kunne gennemtrænges ved direkte beskydning med brisantgranater fra let feltartilleri i kaliberstørrelsen 75mm til 84mm.

Indirekte skydende artilleri har selvfølgelig også potentiel effekt imod pansrede køretøjer. Men vanskeligheden ved at træffe tilstrækkeligt tæt på et pansret mål i bevægelse til at opnå virkning gør, at forbruget af konventionelle brisantgranater nødvendigvis må være både meget stort og ramme præcist omkring målet for at give den ønskede ødelæggende effekt. Køretøjer med tyndere pansring er selvfølgelig nemmere at skade end køretøjer med tungere pansring. Den mest effektive måde at bekæmpe pansrede køretøjer i bevægelse er derfor ved direkte skydning. 

I længden var det ikke taktisk hensigtsmæssigt at øremærke for store dele af feltartilleriet til panserbekæmpelse, så hen imod slutningen af 1. Verdenskrig var de fleste deltagende lande begyndt at udvikle egentlige panserværnsvåben.

Disse kunne tage form af panserværnsgeværer, der brugte storkalibreret ammunition i 12,7mm-13mm klassen til at slå igennem panseret. En anden løsning var småkalibrede feltkanoner beregnet til direkte skydning med panserbrydende projektiler. En tredje løsning var at udlevere panserbrydende håndvåbenammunition til geværer og maskingeværer.

Under 1. Verdenskrig var den danske hær indledningsvis tilbageholdende med at bruge for mange ressourcer på panserbekæmpelse. For det første rådede man allerede over en betydelig mængde let feltartilleri, der var i stand til at bekæmpe let pansrede fjendtlige køretøjer ved direkte beskydning med brisantgranater. For det andet viste Hærens egne forsøg med pansrede hjulkøretøjer, at disse var mekanisk upålidelige, og at en pansret enhed derfor næppe ville være i stand til at vedligeholde sin kampkraft over en længere periode. For det tredje var der heller ikke tilstrækkelige økonomiske midler til at købe panserværnsvåben for, idet næsten alle Hærens ressourcer under 1. Verdenskrig gik til at opretholde den sikringsstyrke, der var indkaldt for at beskytte landet imod angreb. Under alle omstændigheder ville antallet af tyske pansrede køretøjer, man forventede at stå overfor i tilfælde af krig, næppe være mere end håndfuld.

I perioden fra 1890 til 1922 havde Hæren bundet sin doktrin og organisation til de befæstningsværker, der omgav København. Man havde kun i begrænset omfang planlagt at føre en kamp uden for disse planlagte systemer af forter, bunkere og feltbefæstninger. Med nedlæggelsen af Københavns Befæstning i 1922 blev Hærens ledelse nu tvunget til at koncentrere sig om at kunne kæmpe og vinde en bevægelig kamp i dansk normalterræn.

I 1920´erne skete der ikke noget videre på panserværnsområdet i den danske hær. Det var da heller ikke fordi truslen forekom overvældende. Som en del af fredsbestemmelserne efter 1. Verdenskrig var det blevet forbudt den tyske hær, den mulige hovedfjende, at have pansrede køretøjer i større antal og slet ingen kampvogne. Der fandt heller ikke nogen større udvikling sted internationalt på området, idet de fleste stater beholdt og videreudviklede de kampvogne og panserværnsvåben, som de havde anskaffet under krigen. I tilgift var det danske forsvar over hele linjen ramt af besparelser - nu da den umiddelbare trussel fra det Tyske Kejserrige så ud til at være forsvundet - så penge til materielanskaffelser var begrænset.

Under alle omstændigheder bestod det trusselsbillede som Hæren opererede med i perioden 1920-1933 primært af frygten for, at hjemmetyske nationalister ville foranstalte et kup i Sønderjylland. Hvis dette skete, kunne man frygte, at nationalistiske og ekspansive kræfter i selve Tyskland derved fik et påskud for at intervenere imod Danmark og genbesætte Sønderjylland. Alternativt kunne det tænkes, at bolsjevikiske revolutionære ville kunne foranstalte uroligheder i de større byer. Imødegåelsen af dette trusselsbillede krævede derfor opstillingen af lokalforsvarsmilitser med et højt beredskab, for tidligt at kunne imødegå et hjemmetysk eller bolsjevistisk kupforsøg. Men idet hverken de kommunistiske revolutionære eller det hjemmetyske mindretal og deres mulige støtter i Tyskland på dette tidspunkt rådede over pansrede køretøjer, var der ikke noget presserende behov for at anskaffe yderligere panserværnsvåben til den danske hær.

Skærmbillede 2020-09-07 kl. 13.16.26.png

Felthærens primære panserværnsvåben var den lette 75mm Feltkanon M.1902. En Fodfolksbataljon kunne normalt få tildelt en Kanondeling med to af kanonerne. De blev anvendt som ledsageartilleri til direkte skydning imod fjendtlige panserkøretøjer og feltbefæstede stillinger. Det største problem med denne løsning var, at feltkanonens lave mundingshastighed gjorde det svært at ramme køretøjer i bevægelse på længere afstande, idet den længere flyvetid gjorde det svært at beregne korrekt forsigte imod et mål i bevægelse.

Med 1932 Forsvarsordningen blev den danske hær beskåret til to divisioner. Én på Sjælland og én i Jylland-Fyn. Hver division bestod af 4 fodfolksregimenter, 1 rytterregiment, 4-7 artilleriafdelinger, 1 luftværnsartilleriafdeling samt 1 pionerbataljon. Den sjællandske division var primært tænkt indsat i kystforsvar, og ville således først risikere at blive udsat for angreb fra fjendtlige pansrede køretøjer, efter et brohoved var blevet etableret på Sjælland, og yderligere fjendtlige enheder med tunge våben var blevet landsat. Den jyske division måtte derimod umiddelbart regne med at blive udsat for panserangreb, hvilket blev yderligere forværret af det faktum, at denne enhed alene var ansvarlig for at dække hele den jyske halvøs bredde. Udover de 3-4 lette feltartilleriafdelinger udrustet med 75mm Feltkanon M.1902, som hver division rådede over, fandtes der ingen andre egnede panserværnsvåben i disse enheder.

I løbet af 1930´erne accelererede udviklingen af nye kampvognstyper, der både var bedre bevæbnet og bedre beskyttet. Samtidig stod det klart, at Tyskland nu var i gang med at anskaffe adskillige af de våbensystemer som Versailles-fredsbestemmelserne forbød, herunder kampvogne. I løbet af første halvdel af 1930´erne eksperimenterede den danske hær med henholdsvis pansrede hjulkøretøjer og pansrede bæltekøretøjer og konkluderede, at bæltekøretøjer var for teknisk umodne og dyre at anskaffe, hvorimod hjulpanservognene ville kunne udgøre et værdifuldt supplement til Hærens kampkraft.

Vejen til krig: 1935-1940
I den anden halvdel af 1930´erne bevægede Europa sig i retning af en ny storkrig. Den danske hær havde stadig ikke foretaget nogen nyanskaffelser på panserværnsområdet, men man havde dog gjort sig en række observationer. I kraft af deres bevæbning, beskyttelse og mobilitet, udgjorde panservogne og kampvogne en stor trussel. Samtidig var de dog teknisk umodne og dyre i drift, omend disse forhold var ved at blive udbedret igennem nyere og mere pålidelige køretøjstyper. Hæren mente derfor, at en fjende kun ville optræde med et mindre antal af disse på slagmarken.

Samtidig forsøgte Danmark, i lighed med de øvrige lande i Europa, at anvende de erfaringer, som løbende blev indhentet fra den nyligt startede spanske borgerkrig, til at afprøve og forbedre materiel og doktriner. Erfaringerne fra krigen viste, at hærenheder, der via hindringer og panserværnsvåben havde forberedt deres forsvar, kunne afvise angreb fra pansrede enheder og endog tilføje disse ødelæggende tab. En anden erfaring fra Spanien var, at alle enheder og troppetyper, også feltartilleri og luftværnsartilleri, skulle kunne deltage i bekæmpelsen af pansrede køretøjer, der var brudt igennem de foranliggende enheders forsvarslinje.

Den overordnede politiske ramme for det danske forsvar blev givet af det faktum, at der indtil 1930´erne havde været politisk enighed om at reducere forsvaret, idet der ikke eksisterede nogen konventionel militær trussel. I tilgift gjorde den igangværende internationale økonomiske krise det svært at retfærdiggøre store forøgelser af forsvarsbudgettet overfor den danske befolkning. Udenrigspolitisk havde Danmark forsøgt at tilnærme sig de vestlige stormagter Frankrig og Storbritannien, men havde ikke været i stand til at opnå hverken alliance eller sikkerhedsgaranti. En neutralitetspolitik, hvor Danmark som udgangspunkt måtte ses som optrædende militært defensivt, var således den mulighed der var tilbage, da det blev klart at Tyskland var i gang med at genopruste.

Det trusselsbillede man opererede med i slutningen af 1930´erne forudså, at Danmark ikke ville blive uprovokeret angrebet af Tyskland, som man anså for at være den mest sandsynlige modstander. Det scenarie man opererede med forudsatte, at Tyskland, i forbindelse med en europæisk stormagtskonflikt, ville angribe Danmark for derved at erobre bedre udgangspositioner en yderligere offensiv aktivitet mod andre lande. Til dette formål regnede man med, at Tyskland kun ville være i stand til at afse begrænsede styrker, givetvis 3-4 infanteridivisioner, der måske kunne være forstærket med motoriserede og pansrede enheder. Disse ville blive indsat både imod Jylland samt den Sjællandske Øgruppe.

Materiel
Da den mulige krigsfare begyndte at blive overhængende i anden halvdel af 1930´erne, blev der i forbindelse med 1937-Forsvarsordningen bevilget penge til anskaffelse af nyt materiel. I lyset af den internationale udvikling blev disse anskaffelser senere fremskyndet yderligere, og flere midler blev stillet til rådighed fra politisk hold i februar 1940. Dette resulterede i, at den danske hær kort før 2. Verdenskrigs udbrud i 1939 begyndte at anskaffe moderne panserværnsvåben til sine enheder. På gruppe, delings- og kompagniniveau blev der anskaffet panserbrydende projektiler til geværer og maskingeværer, hvilket gjorde dem i stand til at bekæmpe let-pansrede køretøjer på afstande op til ca. 100 meter. Skærmbillede 2020-09-07 kl. 13.25.11.png

Til fodfolksbataljonerne blev der produceret et antal 20mm maskinkanoner, der indgik i de nyoprettede maskinkanondelinger, som sammen med enhedens øvrige tunge våben blev placeret i bataljonernes skytskompagnier. En fodfolksbataljon bestod således af et stabskompagni, fire rekylgeværkompagnier med lette håndskydevåben samt et skytskompagni. Sidstnævnte bestod af to maskingeværdelinger, to morterdelinger samt den førnævnte maskinkanondeling med 4 styks 20mm Maskinkanon M.1938. Maskinkanonen var et dansk design og kunne produceres nationalt.

Fodfolket modtog også et antal 37mm Fodfolkskanon M.1937, der indgik i hvert fodfolksregiments nyoprettede kanonkompagni. Fodfolkskanonen var et svensk design, der kunne licensproduceres på Hærens våbenarsenal. Både maskinkanonen og fodfolkskanonen havde god virkning med panserbrydende ammunition imod mellemkrigstidens lette kampvogne og panservogne. 37mm kanonen havde herudover også god effekt imod mellemkrigstidens middeltunge kampvogne. Våbnenes høje mundingshastighed gav dem også bedre træfsikkerhed på længere afstande på grund af projektilets kortere flyvetid.

Skærmbillede 2020-09-07 kl. 13.27.17.pngRytterregimenterne modtog også 20mm maskinkanonen, der blev organiseret i regimenternes skytseskadroner og motorcyklisteskadroner. Et rytterregiment bestod af to ryttereskadroner og to cyklisteskadroner, bevæbnet med lette håndvåben. Herudover en motorcyklisteskadron, der rådede over fire motorcykeldelinger bevæbnet med håndvåben samt en maskinkanondeling med 4 styk 20mm Maskinkanon M.1938 på motorcykler. Til sidst en skytseskadron, der også havde to maskinkanondelinger, hver med 3 styks 20mm maskinkanoner på motorcykler samt en motorkanonvognsdeling med 4 styks 20mm maskinkanon monteret på lastvogne. Rytterregimentet rådede således i alt over 14 maskinkanonener og besad derved en betydelig ildkraft imod let-pansrede køretøjer.

Det var også økonomisk muligt at foretage en indledende anskaffelse af moderne panservogne med 20mm maskinkanon til de to rytterregimenter. Det var hensigten, at hvert regiment skulle have en eskadron med i alt ni panservogne, men indtil videre var der kun penge til en indledende anskaffelse af i alt tre køretøjer.

Skærmbillede 2020-09-07 kl. 13.28.34.png

For at gøre feltartilleriet og luftværnsartilleriet bedre egnet til at kunne deltage i bekæmpelsen af pansrede køretøjer og derved både gøre dem mindre sårbare overfor angreb fra pansrede køretøjer og samtidig forøge deres evne til at kunne støtte fodfolksenhedernes kamp. Sideløbende med anskaffelsen af panserværnskanonerne blev der også påbegyndt en anskaffelse af panserbrydende ammunition til 75mm Feltkanon M.1902 og 75mm Luftværnskanon M.1932. Især luftværnskanonerne ville, med deres høje mundingshastighed, udgøre langtrækkende og hårdtslående panserværnsvåben selv imod de største og tungeste af 1930´ernes kampvogne. De brisantgranater som feltartilleriet og luftværnsartilleriet hidtil havde rådet over, ville kun have haft effekt overfor lettere pansrede mål. Også ingeniørtroppernes evne til at foretage hindrearbejder skulle forbedres igennem anskaffelsen af panserminer. På denne måde søgte Hæren at indarbejde erfaringerne fra både den Spanske Borgerkrig og Vinterkrigen imellem Sovjetunionen og Finland i sine materielanskaffelser.

Forstærket med artilleri udgjorde fodfolksregimentet den mindste troppeenhed i den danske hær der var i stand til at kæmpe under samvirke af alle våbenarter. Efter de planlagte anskaffelser var blevet gennemført, ville et forstærket fodfolksregiment råde over følgende panserværnsvåben:

Skærmbillede 2020-09-07 kl. 13.30.53.png

Skærmbillede 2020-09-07 kl. 13.32.08.png

Hærens mobiliseringsenheder, de såkaldte forstærkningsbataljoner, der reelt set skulle fungere som lokalforsvarsenheder, fik ingen egentlige panserværnsvåben udover panserbrydende projektiler til enhedernes håndvåben. Det samme gjorde sig gældende for enhederne på Bornholm, der dog rådede over et batteri med den forældede 75mm Feltkanon M.1894, som skulle bemandes ved mobilisering.

Ovenstående opgørelse understreger, at den danske hær næsten udelukkende investerede i trukne panserværnskanoner og kun i meget lille grad i pansrede køretøjer. Dette skyldtes flere årsager, der løbende blev diskuteret i samtiden. Først og fremmest i Militært Tidsskrift, men også i dagspressen generelt. For det første var pansrede køretøjer dyre i anskaffelse og måtte importeres fra udlandet. De trukne panserværnskanoner kunne derimod licensfremstilles forholdsvist billigt på Hærens eget våbenarsenal i København. For det andet ønskede den siddende regering ikke at anskaffe våben, herunder kampvogne, der i udlandet kunne opfattes som værende offensive. En tredje faktor, der førte til anskaffelsen af et stort antal trukne panserværnskanoner var, at erfaringerne fra den Spanske Borgerkrig (1936-1939) pegede på, at velslørede panserværnskanoner i feltbefæstede stillinger udgjorde et både billigt og virkningsfuldt våben over for mellemkrigstidens let pansrede kampvogne. Også erfaringerne fra Vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen (1939-1940) tydede på, at velplacerede, velslørede og feltbefæstede panserværnskanoner kunne påføre angribende panserenheder ødelæggende tab. I tilgift blev løbende vanskeligere at foretage materielindkøb i udlandet efterhånden som krigstruslen i Europa voksede sig større, idet stormagternes rustningsindustrier i stigende grad var tvunget til at dække rent nationale behov. Så selv hvis den danske hær havde fået bevilget penge til indkøb af f.eks. kampvogne i anden halvdel af 1930´erne, er det ikke sikkert, at det overhovedet ville have været muligt at købe nogen. Og selv hvis det havde været muligt at købe kampvogne, var der ingen klar dansk doktrin for hvordan kampvognene skulle indsættes og hvilke typer det derfor ville være ønskeligt at købe.

Det materiel man anskaffede lignede på mange måder det, der var i tjeneste ved de øvrige europæiske hære i samtiden. I udlandet rådede en enhed af regimentsstørrelse typisk organisatorisk over 9-12 panserværnskanoner i 1940. Det danske fodfolksregiment, med sine 18 panserværnskanoner i kaliber 20mm-37mm, var således antalsmæssigt ganske veludrustet.

Den danske hær nåede ikke at gennemføre alle de nødvendige materielanskaffelser før krigen brød ud i september 1939. Der var således ikke blevet udleveret nogle panserminer, og kun et fåtal af de nødvendige panservogne var blevet indkøbt til rytteriet.

Heller ikke planen om at forøge antallet af panserværnsvåben hos fodfolkspionerbataljonerne, eller give dem fuld motorisering, havde endnu kunnet lade sig gøre i foråret 1940. Anskaffelsen af panserbrydende ammunition til artilleriets feltkanoner og luftværnskanoner var også påbegyndt, men endnu ikke afsluttet, og ammunitionen var ikke udleveret til enhederne.

Organisation
Specifikt med henblik på forsvarskampen i Jylland blev der ved 1937-Hærordningen opstillet en række enheder beregnet på at støtte denne.

Idet det i fredstid havde vist sig politisk umuligt at få gennemført faste befæstningsanlæg eller forberedte feltbefæstninger, hindringer og ødelæggelser i Sønderjylland, blev der ved 1937-Hærordningen oprettet et Fodfolkspionerkommando med to fodfolkspionerbataljoner. Disse enheder skulle, blandt andet ved hjælp af nyanskaffede panserminer, kunne udføre de nødvendige hindrearbejder og ødelæggelser samt gennemføre kamp med henblik på at forsinke fjenden og derved vinde tid. Hindrearbejderne omfattede primært opstemning af vandløb for at forøge deres hindreværdi, blokering samt ødelæggelse af veje og broer plus udlægning af pigtrådsfelter. Fodfolkspionerbataljonerne bestod af tre fodfolkspionerkompagnier, der var fodmarcherende og bevæbnede med håndvåben. Deres støttevåben, i form af to delinger med maskingeværer og to delinger med hver 4 styks 20mm maskinkanoner, var organiseret i et såkaldt afværgekompagni, der var motoriseret på lastvogne og motorcykler. 

Fra 1939 var det meningen, at fodfolkspionerbataljonerne skulle motoriseres yderligere og have flere panserværnsvåben, når det engang blev muligt at indkøbe eller fremstille disse. De ville således taktisk komme til at fungere som panserværnsbataljoner, med en organisatorisk kapacitet til at foretage ødelæggelses- og hindrearbejder. Hver fodfolkspionerbataljon skulle derfor have fire identiske kompagnier, hver med 8 styks panserværnskanoner der, om muligt, skulle være 37mm fodfolkskanoner. Hver bataljon ville således komme til at råde over i alt 32 panserværnskanoner i kaliber 20mm eller 37mm.

Skærmbillede 2020-09-07 kl. 13.34.50.png

For yderligere at forøge de jyske enheders evne til at gennemføre et bevægeligt forsvar, blev et af de eksisterende fodfolksregimenter omdannet til et såkaldt cyklistregiment. Dette bestod af to cyklistbataljoner. Disse bataljoner lignede i deres organisation fodfolksbataljonerne. Hver cyklistbataljon havde således tre cyklistkompagnier udrustet med håndvåben samt et motorcyklistkompagni. Sidstnævnte indeholdt bataljonens tunge støttevåben i form af en motorcykeldeling med maskingeværer og en maskinkanondeling med 4 styks 20mm maskinkanoner. Som navnet antyder, blev Motorcyklistkompagniet fremført på lastvogne og motorcykler. Det var meningen, at der også skulle opstilles et mobiliserings-kompagni med 37mm fodfolkskanoner til cyklistregimentet, men dette nåede ikke at modtage hverken materiel eller designeret personel før krigen brød ud. Cyklistregimentet var dog garnisoneret i Odense, og der kunne således rejses begrundet tvivl om, hvorvidt det ville være muligt at frigøre regimentet fra sikrings- og lokalforsvarsopgaver tidsnok til, at regimentet kunne overføres til Sønderjylland og indsættes i sin tiltænkte rolle der.

Brugen af rytteri- og cyklistenheder kan måske forekomme som en sær anakronisme på et tidspunkt, hvor pansrede og motoriserede enheder i stigende grad så ud til at tegne fremtiden. Det er dog her værd at huske på, at selv de europæiske stormagters hære i slutningen af 1930´erne stadig primært bestod af fodmarcherende, cyklende og ridende/hestetrukne enheder. At den danske hær var udrustet på en lignende måde, var derfor ikke en undtagelse. Cykler og heste var de primære transportmidler, som man anvendte ved forskydninger fra stilling til stilling. Selv om de danske ryttereskadroner havde sabler udleveret, og til en vis grad stadig trænede opsiddet angreb med blanke våben, var den mest anvendte indsættelsesform afsiddet kamp med håndskydevåben.

Den danske hærs enheder skulle ved mobilisering formeres med hjemsendt personel med 5 måneders tjenestetid bag sig. På grund af det lave antal indkaldte værnepligtige hvert år, havde man dog i 1940 ikke tilstrækkeligt med værnepligtige til fuldt ud at bemande hverken Fodfolkspionerkommandoet eller cyklistregimentet ved mobilisering.

Doktrin
De nye våben og enheder blev nu indsat i rammen af den doktrin, som Hæren i mellemkrigstiden havde udviklet, for bedst muligt at kunne forsvare Danmark imod et angreb fra Tyskland - den sandsynlige modstander.

Skærmbillede 2020-09-07 kl. 13.37.13.png

Hvert fodfolksregiment er forstærket med en afdeling let feltartilleri. Tungere feltartilleri samt luftværnsbatterier forudsættes at være indsat batterivis 3-5 kilometer bag fodfolksregimenternes stillinger.

I tilfælde af krig skulle hovedkampen føres i linjen Haderslev-Ribe, hvor man kunne støtte sig til de øst-vest løbende naturlige vandhindringer, der skulle opdæmmes for at skabe oversvømmelser. Her skulle Jyske Divisions tre fodfolksregimenter, forstærket med let feltartilleri, indsættes i en tynd linje af feltbefæstede stillinger, der kun med besvær kunne dække hele den jyske halvøs bredde. Ved at skabe oversvømmelser håbede man at kunne udspare nok mandskab til at koncentrere forsvaret af Jylland i de områder, hvor oversvømmelserne kun begrænset forhindrede fjendtlig fremrykning. Det kritiske punkt her var den centrale sektor på 14 kilometer imellem Vojens og Gram, der er afmærket med sorte kors på principskitsen ovenfor.

Med disse hindringer prøvede man også at kompensere for det faktum, at det danske terræn generelt er særdeles velegnet til bevægelig krigsførelse med pansrede enheder. Vejnettet er veludbygget og terrænet udenfor byerne er ligeledes generelt fremkommeligt for både bæltekøretøjer og terrængående hjulkøretøjer. Det eneste terræn i Danmark der må siges at være decideret ufremkommeligt for panser, er at finde på Bornholm. På den sjællandske øgruppe eksisterer kun meget få større vandhindringer, der vil kunne stoppe en modstander i længere tid, efter denne har gennemført en succesfuld amfibieoperation og etableret et brohoved. Kun de farvande der adskiller de forskellige øer fra tvinger reelt en angriber til at foretage større forberedelser før en overgang. Situationen i Jylland er noget bedre, idet der her er en række større øst-vest løbende åer og fjorde, med Limfjorden som den største.

Foran Haderslev-Ribe stillingen skulle de mobile enheder indsættes, heriblandt de som var blevet oprettet som en følge af 1937-Hærordningen. Jydske Dragonregiment skulle tage det første møde med fjenden ved grænsen og herefter falde tilbage mod nord. Placeret bagved rytteriet var de to fodfolkspionerbataljoner, der ved hjælp af hindringer i form af planlagte ødelæggelser og panserminer, yderligere skulle forsinke fjendens fremrykning langs de nord-sydgående hovedveje. Som sidste enhed før fodfolksregimenternes stillinger skulle cyklistregimentet være placeret. På baggrund af de meldinger som rytteriet og fodfolkspionererne kunne give om fjendens fremrykkeakser og styrke, kunne cyklistregimentet forskyde sine cyklistbataljoners tyngde til mest effektivt at blokere, forsinke og nedslide fjendens forreste enheder yderligere.

Dette skulle gøre det muligt at sinke fjendens fremrykning, og samtidig påføre ham tab. Samtidig ville det også hjælpe med til at fastslå, hvor tyngden i det fjendtlige angreb lå, og derved give de fodmarcherende fodfolksregimenter tid til at foretage yderligere forbedringer og forstærkninger af de angrebstruede sektorer i Haderslev-Ribe stillingen. Det var under denne ”Tilbagevigende Kamp” af yderste vigtighed, at de mobile danske enheder med deres panserværnsvåben påførte den angribende fjendes pansrede og motoriserede enheder så store tab som muligt. Dette ville gøre det vanskeligt for fjenden at bruge det momentum, som en koncentreret motoriseret og pansret styrke besidder til at foretage et angreb fra bevægelse imod det danske fodfolk i den tyndt besatte Haderslev-Ribe stilling, og derved opnå et hurtigt gennembrud.

Om muligt skulle fjendens angreb standses i linjen Haderslev-Ribe, men hvis dette ikke var muligt, skulle de mobile enheder (rytterregimentet, cyklistregimentet og fodfolkspionererne) gå i stilling bag fodfolksregimenterne og enten afløse eller optage dem, når de faldt tilbage. Herefter ville de mobile danske enheder igen overgå til ”Tilbagevigende Kamp” for at dække fodfolkets tilbagegang til nye stillinger længere mod nord. Det var her igen af yderste vigtighed for de mobile danske enheder at udnytte deres panserværnsvåbens ildkraft og mobilitet til at standse og sinke eventuelle forfølgende fjendtlige panserstyrker og motoriserede enheder.

Et problem, der gjorde den danske forsvarsopgave sværere, var manglen på pålidelige signalforbindelser. Ved fodfolksregimenterne og rytterregimenterne rådede reelt kun regiments-staben over radiomateriel, imens artillerienhederne normalt havde radiomateriel ved afdelingerne. Al øvrig taktisk kommunikation var afhængig af telefonforbindelser, enten via det civile telefonnet eller udlagt feltkabel, eller anvendelsen af ordonnanser. Hvis telefonforbindelserne blev afbrudt eller ordonnanserne ikke indtraf betimeligt ved enhederne, var muligheden for at koordinere den Tilbagevigende Kamp” reelt ikke til stede.

I tilfælde af at den danske hær ikke kunne nedkæmpe de indledende fjendtlige landsætninger på Sjælland, og større fjendtlige hærenheder med pansrede køretøjer blev landsat, skulle divisionen på Sjælland også kunne overgå til denne form for forsvarskamp. Dette dog uden hverken Fodfolkspionerkommando eller cyklistregiment til at støtte kampen foran fodfolksregimenternes hovedkampstillinger.

Bag ved Haderslev-Ribe stillingen og på Fyn skulle de mobiliserede forstærkningsbataljoner sikre havne og større broer imod sølandsætninger. Det samme gjorde sig gældende på Sjælland, hvor forstærkningsbataljonerne skulle bevogte de havne og strande, der ikke var umiddelbart invasionstruede. Herudover var det primært Søværnets ansvar at bekæmpe sølandsætninger imens invasionsstyrken stadig befandt sig til havs. Det findes ikke kildemateriale, der indikerer at styrker var blevet disponeret til at imødegå luftlandsætninger.

Skærmbillede 2020-09-07 kl. 13.38.51.png

Fodfolksregimentets kanonkompagni er fordelt delingsvis til forstærkning af fodfolksbataljonerne. Ligeledes er de tunge våben fra bataljonernes skytskompagnier fordelt imellem de fire rekylgeværkompagnier. Alle enheder forudsættes at være på normeret styrke. Det forstærkede fodfolksregiment var normalt den mindste enhed, der rådede over enheder fra samtlige våbenarter.

Fodfolksregimentet skulle indsættes efter de erfaringer, som den danske hær havde uddraget fra 1. Verdenskrig. På grund af den store frontbredde var det nødvendigt at indsætte alle regimentets bataljoner i én forsvarslinje. En fodfolksbataljon besatte typisk den såkaldte Hovedkamplinje med to kompagnier og stillingens 2. linje med de øvrige to kompagnier. Også hver kompagnistilling bestod som regel af to linjer. Dette gav dybde i bataljonens kampstilling. Kompagnierne i 2. linje fremskød 1-2 delinger som forposter foran Hovedkamplinjen. Ideelt set skulle hele stillingen graves ned i et sammenhængende skyttegravssystem, beskyttet af pigtråd og de panserminer, der var under anskaffelse. Maskingeværer skulle indsættes i feltaffutage, til både frontal og flankerende beskydning af de åbne områder foran stillingerne. Bataljonens morterer og evt. tildelt feltartilleri skulle foretage indskydning og registrering imod de områder, hvor maskingeværilden og pigtrådens kanaliserende virkning ville tvinge fjendens fodfolk hen. Der ville dog reelt set kun være tilstrækkelig med bataljoner til at kunne foretage en sådan opstilling i den kritiske sektor imellem Vojens og Haderslev. De øvrige dele af Haderslev-Ribe stillingen, der var mere effektivt dækket af oversvømmelser og hindringer, ville således være tyndere besat, uden nogen 2. linje. Det var således et generelt problem på den jyske halvø, at der reelt ikke var nogen infanterireserve til rådighed for kampen i Haderslev-Ribe stillingen. Af reserver rådede man således kun over de mobile enheder der allerede havde været indsat til den Tilbagevigende Kamp foran stillingen, i det omfang disse stadig måtte have bevaret deres kampkraft.

Doktrinmæssigt havde man dog ikke nået at gøre sig større tanker om, hvordan de nye panserværnsvåben skulle samarbejde med de øvrige våbentyper, eller med hinanden. Som man kan se af principskitsen ovenfor, tenderede man derfor mod at sprede panserværnskanonerne ud til de forskellige kompagnier i fodfolksbataljonen, så alle underafdelinger havde en eller anden form for langtrækkende panserværn. Selvsagt gjorde denne fremgangsmåde det svært at skabe nogen form for tyngde i panserværnet, idet de rådige panserværnskanoner var spredt ud over hele bataljonens ansvarsområde.

I datidens reglementer for den taktiske indsættelse af de nye panserværnsvåben blev det fremhævet, at våbnene så vidt muligt skulle indsættes med overlappende skudfelter. Som man kan se på den ovenstående principskitse, var dette dog svært at realisere i praksis, og på principskitsen er det nok kun ved det kompagni, der var tildelt to maskinkanoner, at dette reelt set kunne lade sig gøre. Den enkelte kanon havde således svært ved at gøre mere end at ”pansersikre” det kompagni, som den var blevet afgivet til. Dette skyldtes givetvis både den korte effektive rækkevidde på 20mm maskinkanonen, Hærens primære panserværnsvåben, samt det faktum, at det forholdsvist lille antal våben også gjorde det svært samtidig at skabe både dybde og sammenhæng i panserværnet. For at kompensere for dette skulle terræn, der var svært passabelt for pansrede køretøjer, såsom vådområder, bymæssig bebyggelse og tæt skov, forsøges inkorporeret i stillingens udformning.

Den manglende tyngde i indsættelsen af de nye panserværnsvåben kan dog også skyldes, at der netop var tale om nye våben. Der begyndte således først at udkomme reglementer for betjeningen og indsættelsen af disse våben i 1938, ligesom våbnenes fysiske ankomst til enhederne også først startede dette år. Der var derfor ikke særlig meget tid til rådighed til at videreudvikle doktrin og organisation, før krigen brød ud i september 1939. 

I den ovenstående principskitse skulle 37mm fodfolkskanonerne primært tjene som ”bagstoppere” i bataljonens forsvarsområde, idet de kunne nedkæmpe de pansrede køretøjer som de lettere 20mm maskinkanoner, og fodfolkets panserbrydende projektiler, ikke havde formået at stoppe. Længere bagude tjente det lette feltartilleri og luftværnsartilleriet en lignende rolle, idet disse skulle bekæmpe de pansrede køretøjer der måtte være brudt igennem fodfolkets stillinger

Den artilleriafdeling der som regel var tildelt hvert fodfolksregiment, og typisk var fordelt batterivis til fodfolksbataljonerne, forventedes stadig, om nødvendigt, at kunne afgive en kanondeling til hver fodfolksbataljon med henblik på at forstærke dennes panserværn. Efter anskaffelsen af 20mm maskinkanoner og 37mm fodfolkskanoner var dette ikke længere tvingende nødvendigt, men det udgjorde dog stadig en mulighed for at opbygge tyngde i bataljonens panserværn. Dette havde selvfølgelig den uvelkomne bi-effekt, at bataljonens tildelte indirekte skydende ildstøtte blev reduceret.

Konklusion for perioden 1914-1940
På grund af den situation den danske hær befandt sig i under og efter 1. Verdenskrig, hvor truslen fra pansrede enheder var til at overse, og de økonomiske midler begrænsede, begyndte Hæren reelt set først at forberede sig på at kunne bekæmpe pansrede køretøjer, da truslen var blevet så overhængende, at man ikke længere kunne tillade sig at ignorere den.

Fra dansk side havde man forsøgt at vurdere truslen og disponere sin organisation, materielanskaffelse og doktrin herefter. De danske våben var også planlagt indsat efter et klart og sammenhængende doktrinært koncept. Det største problem her må siges at være manglen på 37mm kanoner, idet det store antal 20mm maskinkanoner primært var slagkraftige imod panservogne og lette kampvogne.

De mobile enheder, der skulle kæmpe den ”Tilbagevigende Kamp” fra grænsen til Haderslev-Ribe stillingen var godt udrustet med 20mm maskinkanoner, men ville dog stadig have problemer med at danne tyngde i panserværnsilden på grund af bredden på det rum, som de var nødt til at operere i. De eneste enheder i den danske hær der rådede over panserværnskanoner nok til at foretage en egentlig tyngdedannelse, var således de to fodfolkspionerbataljoner, der med ødelæggelser, hindringer og ild skulle blokere de nord-sydgående hovedveje. Dette ville i særdeleshed have været tilfældet, hvis de havde modtaget den planlagte opnormering med yderligere panserværnskanoner og motorkøretøjer.

Et problem her var dog manglen på pansrede og motoriserede enheder. Størstedelen af Hæren bestod således af fodmarcherende, cyklende eller ridende/hestetrukne enheder, der var afhængige af feltbefæstninger eller tidlig udvigen fra hastigt indtagede stillinger, for at kunne unddrage sig virkningen fra direkte og indirekte beskydning. Selv de enheder der skulle kæmpe den ”Tilbagevigende Kamp” var kun delvist motoriserede, og kun de to planlagte panservognseskadroner ville have besiddet evnen til at kunne bevæge sig og kæmpe under panserbeskyttelse. Et relateret problem var også, at beredne/hestetrukne og cyklende enheder muligvis var hurtigere ned fodmarcherende, men stadig langsommere end motoriserede enheder.

Doktrinen for forsvarskampen på den sjællandske øgruppe og i Sønderjylland var også i høj grad tillempet de forhåndenværende søms princip, og det samme gjorde sig gældende for den måde panserværnsvåbnene blev indpasset i planlægningen og organisationen. Den danske hærs tilbagetrukne hovedstilling på den jyske halvø muliggjorde dog, at der blev kæmpet en ”Tilbagevigende Kamp” foran denne stilling, beregnet på at nedslide og forsinke fjendens pansrede og motoriserede enheder, før disse kunne bruge deres bevægelighed, pansring og ildkraft til at gennembryde den danske hærs feltbefæstede men tyndt besatte hovedstilling imellem Haderslev og Ribe. Ellers afhang alt af, at fodfolksregimenterne organisatoriske og tildelte panserværnsvåben ville være i stand til at standse de forhåbentligt få tilbageværende pansrede køretøjer i den fjendtlige angrebsstyrke.

Planlægningen var i sidste ende afhængig af, at den danske hær blev mobiliseret så tidligt, at man kunne nå at komme på plads i Haderslev-Ribe stillingen og ved de invasionstruede sjællandske kyster, og dér gennemføre de nødvendige feltbefæstnings -og hindrearbejder. Realistisk set ville dette som minimum tage over en uge at gennemføre. Det var også nødvendigt at foretage de nødvendige materielanskaffelser først - en proces, der tidligst ville være afsluttet i løbet af 1940. Hvis disse forudsætningerne ikke var bragt på plads, ville et tysk angreb, motoriseret og panserstøttet eller ej, enten kunne omgå eller gennembryde de danske stillinger i løbet af ganske kort tid. Som nævnt havde man heller ikke taget højde for muligheden for tyske luftlandsætninger i planlægningen. På den jyske halvø ville de mobile enheder således indledningsvis være indsat foran Haderslev-Ribe stillingen, og derfor ikke være til rådighed til at imødegå eventuelle luftlandsætninger. Kampen imod pansrede og motoriserede enheder var således et dominerende aspekt i planlægningen af den danske hærs forsvar på den jyske halvø.

Litteraturliste Del 1 (1914-1940)

- Boeck, H. Johstad-Møller, S.E. Hjalf, C.V. Hjorth-Nielsen, H. 1934. Danmarks Hær. Bind 1. Selskabet til udgivelse af Kulturskrifter

- Boeck, H. Johstad-Møller, S.E. Hjalf, C.V. Hjorth-Nielsen, H. 1935. Danmarks Hær. Bind 2. Selskabet til udgivelse af Kulturskrifter.

- Christensen, J.O. & Iversen, R.H. 2014. Hæren: 400 års danmarkshistorie. Gads Forlag.

- Clausen, E. 1939. Lærebog i Artilleri for Officersklassens ældste Afdeling. Hærens Officersskole.

- Clemmesen, M.H. 1982. Jyllands landforsvar fra 1901 til 1940: en studie på langs af planlægningen samt en vurdering af denne planlægnings forhold til den politiske hensigt med forsvaret.

- Clemmesen, M.H. 2010. Den lange ved mod 9. april. Historien om de fyrre år før den tyske operation mod Norge og Danmark i 1940. University of Southern Denmark Studies in History and Social Sciences, vol. 398. Syddansk Universitetsforlag.

. Finsted, P. Dansk Forsvar i mellemkrigstiden:

                      https://www.chakoten.dk/dansk-forsvar-mellemkrigstiden/ (03.06.2020)

                      https://www.chakoten.dk/stoette-enheder-i-mellemkrigstiden/ (03.06.2020)

- Hærens taktiske og operative reglementer fra deling til bataljonsniveau generelt, herunder Feltreglementerne.

- Krigsministeriet. 1938. Foreløbige bestemmelser for den taktiske Anvendelse af Fodfolkets Panserværnskanoner (20 mm Maskinkanoner og 37 mm Fodfolkskanoner). J.D. Quist, København.

- Krigsministeriet. 1939. Reglement for Fodfolket. I. Rekylgeværkompagniet. N. Olaf Møller, København.

- Lomholt, N.E. 1926. Artilleriets Virkning mod Panser, Sten, Træ og jord / med Ændringer og Tilføjelser af O. F. von Eggers. Hærens Officersskole.

- Militært Tidsskrift for perioden 1914-1940

- Norup, P.M. 1945. Hæren der ikke maatte kæmpe. Den danske Hærs Forhold gennem Nedrustning over 9. April 1940 og 29. August 1943 til Befrielsen. København. Povl Branners Forlag. 

- Olsen, O. I. 1987. Planlægning af det sjællandske landforsvar 1922–1940. Vedbæk.

- Reglement for Feltartilleriet VIII D. 1940. 75 mm L/30 h.S.K. M. 1902. Olaf Møller, København.

- Stevns, A. 1943. Vor Hær i Krig og Fred. Bind 1 og 2. Nordiske Landes Bogforlag.

- Sørensen, K.Y. 2016. Angrebet -den danske og den tyske fortælling om 9. april i Danmark. 3. udgave.

Arbejdsredskaber til kort og grafik

- https://maps-for-free.com/ (Hans Braxmeier, mail@braxmeier.de)

- http://www.mapsymbs.com/ (Major Tom Mouat, tommouat@compuserve.com)

Tak til:

- Andreas, Danny, Frederik, Mikkel, Nicolai, Patrick, Sebastian og Thomas.

- Artillerimuseet

- Forsvarets Bibliotek

- Forsvarsgalleriet

- Frihedsmuseet

- Krigsmuseet og Jens Ole Christensen.