Panserværn i Hæren - Del 5: 1950-1959

Det ønskede taktiske resultat set med danske øjne: Nordkoreansk T-34 kampvogn nedkæmpet med 89mm raketstyr, Taejon, Sydkorea, juli 1950. Den panserstøttede nordkoreanske invasion af Sydkorea kom et som et ubehageligt chok for den dårligt forberedte amerikanske hær og ansporede udviklingen og indsættelsen af mere moderne panserværnsvåben. Igennem NATO´s våbenhjælpsprogram kom denne udvikling også den danske hær til gode. (Foto, U.S. Army Center of Military History).

Af Rune Holmeå Iversen, krigs- og militærhistoriker, mag.art.

>Få adgang til de første tre dele af artikelserien ”Panserværn i Hæren” her<

>Læs fjerde del af artikelserien ”Panserværn i Hæren” her<

Vejen til NATO og en realistisk strategi for dansk forsvar.

I slutningen af 1940´erne var den danske stat stadig på jagt efter en eller anden form for sikkerhedsgaranti. Forskellige muligheder blev afsøgt, heriblandt et militært samarbejde med Storbritannien, medlemskab af de Forenede Nationer samt en skandinavisk forsvarspagt. Disse muligheder måtte dog enten opgives eller havde ikke potentiale til at levere det ønskede militære værn for Danmark.

Kort tid efter viste en mulig løsning sig. Allerede i 1946 var USA begyndt at inddæmme Sovjetunionens forsøg på at udvide sin magtsfære. Denne inddæmning tog form af en række regionale multi- og bilaterale forsvarsaftaler, der omfattede stater på alle kontinenter, som dermed kvalificerede sig til amerikansk militær støtte og tilhørende sikkerhedsgaranti. Denne sikkerhedsgaranti blev bakket op af det faktum, at det amerikanske forsvar på dette tidspunkt var det eneste, som besad atomvåben. Den europæiske del af dette netværk af forsvarsaftaler kom til at hedde North Atlantic Treaty Organization: NATO. Danmark blev i april 1949 medstifter af denne alliance.

Den våbenhjælp, der fulgte den danske tiltræden af alliance var enorm. Fra USA og Canada modtog Danmark (alene til Hæren) hundredvis af tunge, middeltunge og lette kampvogne plus tusindvis af håndvåben, mandbårne panserværnsvåben samt hundredvis af panserværnskanoner, dysekanoner og morterer. Hertil kom over 400 felt- og luftværnskanoner til artilleriet, ingeniørmidler- og maskiner, enorme mængder af moderne signalmateriel, heriblandt radioer, samt tusindvis af pansrede og upansrede hjul- og halvbæltekøretøjer. Søværnet blev begunstiget med dusinvis af krigsskibe af alle typer, imens det nyoprettede værn, Flyvevåbnet, modtog hundredvis af moderne jetkampfly. I tilgift til det rent materielle fulgte også gratis uddannelse og omskolinger til det nye materiel. I det omfang våbenhjælpen ikke dækkede det danske behov, indkøbte eller producerede man våbnene selv. På baggrund af en ny forsvarsordning, var det fra 1950 muligt på under ti år at opbygge det danske forsvar til en hidtil uset størrelse og kampkraft. I slutningen af 1950´erne stagnerede den konventionelle forsvarsopbygning i NATO dog, primært på grund af de store udgifter forbundet med at opfylde de store styrkemål alliancen anså for at være nødvendigt.

Andre faktorer hjalp også på den danske forsvarsopbygning. De tyske flygtninge fra 2. verdenskrig i Danmark var gradvist blevet sendt tilbage til Tyskland, og de forskellige tyske anlæg var enten blevet sløjfet eller overtaget af det danske forsvar. De enheder, der havde løst opgaverne med at bevogte disse kunne nu derfor frigives. Man stoppede også med at tillade danske statsborgeres tjeneste i det britiske imperiums militær. Dette gjorde det muligt at koncentrere Hærens kræfter om den primære opgave: At forsvare Danmark indenfor rammen af den nye NATO-forsvarspagt.

De vestlige besættelseszoner i Tyskland blev i 1949 til en tysk stat med egne myndigheder, herunder politi. Behovet for at opretholde en dansk militær grænsebevogtning bortfaldt derfor. Med Vesttysklands tiltræden af NATO-pagten i 1956 og den efterfølgende opstilling af et vesttysk Forbundsværn, blev ansvaret for forsvaret af Slesvig-Holsten nu et vesttysk anliggende, og de danske og britiske styrker blev trukket væk i 1958. Forbundsværnet begyndte herefter at opstille betydelige styrker fra alle værn i området.

De større internationale konflikter i løbet af perioden, der involverede større mængder af kampvogne, så ud til at bekræfte de erfaringer, man allerede havde draget fra 2. verdenskrig. Da Nordkorea invaderede Sydkorea, udgjorde en panserbrigade med over hundrede T-34 kampvogne spydspidsen i angrebet. Både den sydkoreanske hær og amerikanske forstærkningsenheder med deres delvist forældede materiel blev indledningsvist rullet over ende, indtil luftangreb samt tilførslen af nye moderne panserværnsvåben og kampvogne gjorde det muligt at standse det nordkoreanske angreb.  Under Suez-krisen i 1956 var den israelske hærs motoriserede og mekaniserede enheder, støttet af kampvogne og fly, i løbet af få dage i stand til at gennembryde den ægyptiske hærs stillinger og støde frem til Suezkanalen. Pansrede og mekaniserede styrker så fortsat ud til at dominere slagmarken og fordrede dermed et passende defensivt modsvar.

MATERIEL.

To særhensyn satte mærkbare begrænsninger for den danske hærs anskaffelse af våben i 1950´erne. Den første faktor var hensynet til betalingsbalancen og den generelle mangel på udenlandsk valuta. Dette tvang Hæren til at forsøge at producere så meget krigsmateriel som muligt på egne fabrikker, ligesom i 1930´erne. Den anden faktor var den amerikansk-canadiske våbenhjælp, idet de våben der blev tilbudt herigennem, måske nok var gratis at anskaffe, men ikke altid var nogle Hæren fandt ønskværdige eller anvendelige. Disse to særhensyn endte med at blive styrende faktorer for den danske hærs anskaffelse af udrustning og materiel, hvoraf store dele forblev i tjeneste helt indtil årtusindskiftet.

Geværgranat M/49 ENERGA affyret fra Gevær M/50. Dette lette panserværnsvåben gav de laveste taktiske led evnen til at bekæmpe pansrede køretøjer, herunder kampvogne. Det eneste minus ved var den meget korte rækkevidde, en konsekvens af våbnets lave mundingshastighed. (Foto, Forsvarsgalleriet.dk)

De store mængder amerikansk og canadisk materiel kombineret med det stigende forsvarsbudget forandrede den danske hær radikalt. De hidtidige britiske og svenske våben forsvandt i stort omfang fra felthæren, idet de enten var forældede eller så nedslidte, at det kun var et spørgsmål om tid, før de skulle erstattes. De britiske 57mm panserværnskanoner blev givet til Hærens lokalforsvarsenheder, imens 37mm panserværnskanonerne blev overført til Flyvevåbnet, hvor de blev indsat i nærforsvaret af de nyoprettede flyvestationer. 90mm panserværnsgeværerne, de svenske 20mm maskinkanoner samt de britiske 40mm maskinkanoner blev givet til det nyoprettede hjemmeværn, der havde et stort behov for både panserværnsvåben og tunge våben generelt. Af de hidtidige panserværnsvåben var det reelt kun 76mm panserværnskanonerne, Hæren valgte at beholde. Alle øvrige våben blev erstattet med mere moderne modeller leveret fra andre NATO-lande enten gennem indkøb eller som våbenhjælp.

I stedet for de britiske panserværnsgeværer modtog fodfolket to nye mandbårne kortdistancepanserværnsvåben, der kunne transporteres af 1-2 mand og affyrede moderne hulladningsammunition. Det første var den belgiske Geværgranat M/49 ENERGA, der havde en kort effektiv rækkevidde på lidt under 100 meter men til gengæld så stor gennemslagskraft, at den kunne gå igennem frontpanseret på østblokkens middeltunge kampvogne. Det andet var det amerikanske 89mm Raketstyr M/51, der var en videreudvikling og modernisering af de raketstyr, den amerikanske hær havde anvendt under 2. verdenskrig. Raketstyret havde en lidt større rækkevidde på op til 150 meter imod kørende mål samt bedre gennemslagskraft end geværgranaten. Mod et stillestående mål og med korrekt afstandsbedømmelse var den effektive rækkevidde helt op til 300 meter. Under Koreakrigen havde det været et af de våben, der havde haft god effekt imod de sovjetisk byggede T-34 kampvogne, nordkoreanerne havde indsat i kampene. Raketstyret var et rekylfrit våben, der på grund røgudviklingen ved rakettens affyring havde en tydelig bagblæst, der gjorde våbnet svært at skjule ved ildafgivelse. Alle Hærens enheder modtog også amerikanske 12.7mm maskingeværer, der på kortere afstande havde virkning imod let panser, men på dette tidspunkt primært var tænkt indsat imod angribende fly.

Panserværnshold med 89mm Raketstyr M/51. Raketstyret var nemt at transportere og kombinerede stor slagkraft med en respektabel rækkevidde. Derfor udgjorde våbnet rygraden i fodfolkskompagniernes panserværn. (Foto, Forsvarsgalleriet.dk)

Til erstatning for de britiske 57mm panserværnskanoner fik felthærens enheder den amerikanske 75mm Dysekanon M/50. Denne anvendte hulladningsammunition af en ældre type udviklet under 2. verdenskrig. Et nogenlunde vinkelret træf burde dog stadig kunne gennemtrænge frontpanseret på en middeltung T-34 kampvogn. På grund af sin lave mundingshastighed og granatens længere flyvetid var dysekanonen ikke træfsikker imod bevægelige mål på længere afstande end ca. 500 meter. Ved præcis afstandsmåling kunne den effektive rækkevidde dog forøges. Rent skydeteknisk repræsenterede 75mm dysekanonen ikke nogen stor forbedring i forhold til 57mm panserværnskanonen. Forskellen imellem de to våben var størst hvad angik vægt og mobilitet. Hvor 57mm panserværnskanonen vejede over et ton og var vanskelig at flytte uden et køretøj, vejede 75mm dysekanonen lidt under 50 kilo og kunne dermed adskilles og mandskabstransporteres af et hold på fire mand. Dysekanonen kunne også flyttes og affyres monteret i affutage på et terrængående hjulkøretøj, noget som 57mm panserværnskanonen ikke var i stand til. Dysekanonen gav dermed Hærens enheder et mere mobilt panserværnsvåben. I lighed med raketstyret var dysekanonen også et rekylfrit våben med bagblæst, der nødvendiggjorde stillingsskifte efter affyring. Også 75mm dysekanon var blevet kampafprøvet under 2. verdenskrig og Koreakrigen, med god effekt.

76mm panserværnskanonen var et af de eneste britiske våben, Hæren fortsatte med at bruge i sin oprindelige rolle. Det dusin kanoner, man havde modtaget umiddelbart efter krigen, blev nu suppleret med omtrent 150 yderligere leveret som våbenhjælp fra den canadiske hærs beholdninger. De fordele og ulemper kanonen havde er allerede beskrevet i fjerde del af denne artikelserie. Idet man stadig hverken havde modtaget eller indkøbt underkalibreret ammunition, forblev kanonen effektiv på længere afstand imod østblokkens middeltunge kampvogne og ville kræve kortere skudafstande eller flankerende skud for at kunne bekæmpe tunge kampvogne og tunge selvkørende kanoner.

Vedligeholdelse af 76mm panserværnskanon M.45.E Med sin vægt på 3 tons kg krævede kanonen en traktor med spil for at komme i stilling. I 1940´erne og 1950´erne udgjorde dette våben den danske hærs primære langtrækkende panserværnsvåben imod middeltunge kampvogne. (Foto, Gardehusarregimentets Veteranpanser- og Køretøjsforening, Danske Hærhistoriske Museer).

Med våbenhjælpen blev pansrede køretøjer for alvor en del af Hæren, i kraft af et stort antal kampvogne, panserjagere samt pansrede hjul- og halvbæltekøretøjer leveret fra USA og Canada. På denne måde blev de gamle rytterregimenter nu til panserregimenter. Hærens første kampvogn der blev leveret i større antal, var den lette M24 Chaffee, en amerikansk model fra 2. verdenskrig. Den havde god fart og mobilitet i terræn, men var let pansret og dens 75mm kanon lignede den som allerede sad på Hærens tunge Staghound panservogne. M24-kampvognen ville således have fået det svært i kamp imod østblokkens middeltunge kampvogne og var derfor tæt på at være forældet allerede ved modtagelsen. I tilgift var mange af M24´erne allerede delvist nedslidt efter tjeneste i den amerikanske hær. Vognen var heller ikke i produktion længere, så reservedele var også svære at skaffe. Det var derfor nødvendigt løbende at skrotte de mest nedslidte vogne, for derved at kunne få reservedele til at holde resten kørende. I alt modtog den danske hær 67 lette M24-kampvogne.

Indledningsvist fik Danmark tilbudt den middeltunge amerikanske M4A3E4 Sherman kampvogn, der havde udgjort rygraden i de vestallierede hæres panservåben under 2. verdenskrig og nyligt havde udmærket sig under Koreakrigen. Den danske hærs ledelse ønskede dog en mere moderne og fremtidssikret kampvognstype, også selv om Sherman-kampvognen potentielt ville kunne leveres hurtigt og i stort antal. Den kampvogn Hæren havde i kikkerten var den amerikanske M47 Patton, der i starten af 1950´erne var ved at blive leveret som våbenhjælp til USA´s øvrige alliancepartnere. Det viste sig dog ikke muligt at producere nok kampvogne til alle deltagere i våbenhjælpsprogrammet. I lighed med Nederlandene var det forventet, at den danske hær ville komme til at samarbejde tæt med den britiske hær i Nordtyskland i rammen af NATO. Derfor fik disse lande i stedet tilbudt at få den britiske Centurion-kampvogn leveret på USA´s regning som en del af våbenhjælpsprogrammet. Dette var held i uheld, idet Centurion-kampvognen viste sig at have et stort opgraderings- og udviklingspotentiale. Dette i modsætning til M47 Patton, som de fleste NATO-lande måtte udfase som forældet i løbet af 1960´erne. Størstedelen af de Centurions, den danske hær modtog var fabriksnye, hvilket skulle sikre dem en lang karriere i det danske forsvar.

Det danske forsvar modtog i alt 216 Centurion-kampvogne i løbet af 1950´erne. På grund af sin store vægt på 50-tons, klassificerede det danske forsvar indledningsvist Centurion som en tung kampvogn. Hvor de britiske panservognstyper og den lette amerikanske M24 kampvogn havde været tyndt pansret og middelmådigt bevæbnet, var Centurion et sandt monster. På afstande over 500 meter var den komplet immun overfor T-34 kampvognens 76mm og 85mm kanoner og på afstande over 1500 meter også modstandsdygtig overfor beskydning fra de 100mm og 122mm kanoner der sad på de tungere sovjetiske panserkøretøjer. Med sin 84mm kanon, der affyrede underkalibrerede panserprojektiler, kunne den nedkæmpe T-34 kampvognen på afstande op til 2000 meter og tunge IS-2 kampvogne samt ISU-122 og ISU-152 selvkørende kanoner på afstande under 1500 meter. Selv den tunge IS-3, Sovjetunionens bedst beskyttede tunge kampvogn, var sårbar på afstande under 1000 meter. Det eneste problem med Centurion var kampvognens lave hastighed på kun ca. 20 kilometer i timen i terræn, der var en konsekvens af kampvognenes tunge pansring og kraftige bevæbning.

Hvor Hærens øvrige pansrede kampkøretøjer blev leveret via våbenhjælpen fra USA, kom Panserjager M10 fra den canadiske hærs overskudslagre. Ligesom den lette kampvogn M24, var Panserjager M10 et køretøj udviklet og taget i brug under 2. verdenskrig. De panserjagere Hæren modtog, havde derfor de samme vedligeholdelsesmæssige problemer som de lette M24 kampvogne. De var nedslidt allerede ved modtagelsen og fordi vognene ikke længere blev produceret, var det svært at skaffe reservedele. Også her måtte man løbende skrotte og skrælle vogne for at kunne holde resten kørende. Panserjager M10 havde den samme 76mm panserværnskanon, som den danske hær allerede brugte, monteret i et drejeligt og pansret tårn. Dette hjalp med til at give den slagkraftige 76mm kanon både terrængående mobilitet og en vis grad af pansret beskyttelse. Vognene havde udemærket mobilitet, men tynd pansring, der ligesom på den lette kampvogne M24 kun kunne modstå maskinkanonild. I tilgift var tårnet uden pansret tag for derved at forbedre besætningens observationsmuligheder. Dette gjorde tårnbesætningen sårbar overfor beskydning med artilleri bragt til sprængning over målet samt kastede håndgranater og brandflasker. Panserjager M10 havde ingen offensivegnet maskingeværbevæbning og havde ingen brisantammunition som en del af sin normalbeholdning. I modsætning til Centurion-kampvognen var den derfor alene egnet til bekæmpelse af andre pansrede køretøjer.

Den store tilgang af amerikanske og canadiske hjulkøretøjer gjorde det også muligt at give alle våbenarter en eller anden form for motortransport, hvorved hesten endegyldigt forsvandt ud af Hærens krigsstyrke. Der var dog her en skarp skelnen imellem panserregimenterne, hvor fodfolk og støttevåben, blev transporteret i pansrede hjul- og halvbæltekøretøjer. De øvrige våbenarter blev primært transporteret i upansrede hjulkøretøjer og havde kun undtagelsesvist pansrede køretøjer med. Hvor panserregimenterne, artilleriet, telegraf- og trænenhederne generelt var fuldt motoriserede, havde fodfolksenhederne som regel kun motorkøretøjer til føringsenheder og de tunge våben, herunder panserværnsvåbnene, hvilket gjorde deres stillingsskifte nemmere og hurtigere. Store dele af den danske hær bevægede sig derfor stadig til fods, om end det ville være muligt midlertidigt at tildele enkelte fodfolksenheder motortransport fra trænafdelingernes transportkompagnier for derved at forøge deres mobilitet. Den mærkbare undtagelse her var den stående fodfolksbataljon på Bornholm, der som den eneste enhed i Hæren var udrustet med cykler på grund af manglen på motorkøretøjer.

105mm Let haubits M/50 i stilling. En let feltartilleriafdeling var som regel direkte tildelt hver regimentskampgruppe og udgjorde den primære indirekte ildstøtte. 105mm haubits skød primært indirekte skydning med brisantammunition imod upansrede mål, men kunne med brisantammunition med radiobrandrør bekæmpe åbne pansrede køretøjer. I direkte skydning med hulladningsammunition kunne pjecen nedkæmpe alt andet end de tungeste pansrede køretøjer. (Foto, Forsvarsgalleriet.dk).

Artilleriet modtog hundredvis af moderne amerikanske haubitser og kanoner, som indledningsvist supplerede de britiske 88mm feltkanoner og til sidst helt erstattede dem. Den mindste af disse, 105mm Let Haubits M/50, skulle på grund af sin forholdsvis korte rækkevidde på ti kilometer indsættes fra stillinger tæt bag fodfolkets enheder. Den havde derfor også en slagkraftig hulladningsgranat til brug imod fjendtlige kampvogne, der måtte være brudt igennem de foranliggende fodfolksenheder. Denne kunne uden problem gennemtrænge frontpanseret på en T-34 og sidepanseret på de tungere pansrede køretøjer. På grund af den lave mundingshastighed var den effektive rækkevidde på ca. 700 meter. Artilleriets øvrige pjecer forventede man kun at indsætte i direkte skydning imod panser i rent selvforsvar på afstande under 500 meter, idet de på grund af deres større rækkevidde ikke behøvede at opholde sig umiddelbart bag frontlinjen. Da disse kanoner og haubitser var i kaliber 155mm-203mm, havde de dog stadig ødelæggende effekt imod selv tunge kampvogne ved et direkte træf.  Artilleriet modtog også såkaldte radiobrandrør til de fleste granattyper. Denne type brandrør fik granaten til at detonere i en luftsprængning, hvilket gjorde den farlig imod åbne pansrede køretøjer, idet personellet i disse ikke var beskyttet imod beskydning eller fragmentvirkning oppefra.

Ingeniørtropperne modtog store beholdninger af landminer, både personel- og panserminer, der enten blev indkøbt i Frankrig eller leveret fra USA igennem våbenhjælpen. Dette gjorde det muligt at foretage omfattende hindrearbejde til støtte for fodfolket og pansertroppernes kamp og derved forøge deres evne til at standse og kanalisere det store antal pansrede køretøjer, der med sikkerhed ville udgøre tyngden i et angreb fra Sovjetunionen og dets allierede.

De store mængder radiomateriel af amerikansk fabrikat modtaget igennem våbenhjælpen gav alle enheder en hidtil uset mulighed for at koordinere deres ild og bevægelse. Hvor radioer hidtil havde været noget som man i heldigste fald havde haft nogle enkelte eksemplarer af i hver bataljon, var der nu nok radioer i alle størrelser til, at de kunne tildeles helt ned på delingsniveau og i pansertropperne endda til de enkelte køretøjer. Telegraftropperne kunne nu fuldstændig sikre forbindelsen imellem de højere kommandoled ved hjælp af radio- og radiokædeforbindelser og var ikke længere afhængig af felttelefonforbindelser eller ordonnanser for at kunne nå de forrest indsatte enheder. Alt dette radiomateriel gjorde egne enheder i stand til løbende at melde om fjendtlige kampvognes position i forhold til egne styrkerm og derved gøre det muligt at koncentrere egne panserværnskanoner, panserjagere og kampvogne imod dem.

Våbenhjælpen forstærkede også Forsvarets andre værn i nogle tilfælde på en sådan måde, at det kom Hæren til gode. Panserbekæmpelse fra fly havde under 2. verdenskrig været særdeles vanskeligt, med et stort forbrug af ustyrede raketter og bomber for hver ødelagt kampvogn. Under Koreakrigen havde et nyt våben derimod vist sig særdeles virksomt imod panser: Napalm. Dette brandstiftende middel kunne ikke gennemtrænge en kampvogns panser, men ødelagde gummiet på vejhjulene og sivede ind igennem periskoper, åbne luger og motorriste, hvorved brand blev antændt inde i kampvognen. Fordi napalm var et fladevåben, var et præcist træf heller ikke nødvendigt. De jetdrevne amerikanske F-84G jagerbombere Flyvevåbnet havde modtaget igennem våbenhjælpen blev leveret med napalmbomber som en del af deres standardammunition og kunne derved effektivt støtte Hærens kamp imod panser.

Danske F-84G jagerbombere kaster napalm. Erfaringerne fra Koreakrigen havde vist, at napalm var virkningsfuldt imod alle måltyper, inklusive feltbefæstede stillinger og pansrede køretøjer. Igennem NATO´s våbenhjælpsprogram fik det danske forsvar adgang til dette effektive våben. (Foto, Flyvevåbnets Historiske Samling, Forsvarsgalleriet.dk).

Det materiel, de vesttyske styrker, der sidst i 1950´erne var under opstilling i Slesvig Holsten rådede over, var også for en stor dels vedkommende købt i USA. I modsætning til Danmark havde det vesttyske Forbundsværn indkøbt M47-kampvognen samt dens efterfølger M48, begge bevæbnet med 90mm kanon. Også den lette M41-kampvogn, efterfølgeren til M24, havde vesttyskerne indkøbt sammen med yderligere panservogne, pansrede mandskabsvogne og artilleri af amerikansk fabrikat. De enheder den danske hær stod over for at skulle samarbejde med indenfor rammen af NATO, var derfor materielmæssigt fuldt på højde med den danske hærs egne enheder.

I løbet af 1950´erne foretog den danske hær et tigerspring, hvad panserværnsvåben angik. Forældet og delvist forældet materiel, der ikke var til stede i tilstrækkelig mængde, blev erstattet af et stort antal nye og moderne våben, som blev indkøbt og fremstillet nationalt eller leveret via våbenhjælpen. Alle taktiske led fra gruppe til division, fik derved muligheden for at kunne føre en effektiv kamp imod pansrede køretøjer. Den danske hær blev, i kraft af en fokuseret indsats, i løbet af mindre end ti år opbygget til en uhørt styrke og kampkraft. Også anskaffelsen af materiel såsom store beholdninger af landminer, radioer og motorkøretøjer forbedrede muligheden for at kunne kanalisere modstanderen samt koordinere og flytte panserværnsvåbnene til der, hvor der var behov for dem. Ikke alle de våben, Hæren modtog via våbenhjælpen var dog lige gode. Centurion-kampvognen var en af de mest moderne i verden i 1950´erne, imens de lette M24 kampvogne og M10 panserjagere allerede var tæt på at være forældede ved modtagelsen.

Organisation.

Våbenhjælpsprogrammet fik også stor indflydelse på den danske hærs organisation, idet den blev leveret som standardiserede ”pakker”. Når den danske hær modtog materiellet til en given enhed, fik man således det antal køretøjer, våben samt øvrige materiel, der ville have været til stede i en tilsvarende amerikansk eller canadisk enhed. Herved kom den danske hærs enheder i høj grad til at ligne kopier af disse landes styrker.

En anden faktor der spillede ind i styrkeopbygningen, var medlemskabet af NATO. I 1952 blev Danmark således pålagt at opfylde de såkaldte Lissabon-styrkemål. Ifølge disse skulle den danske hær opstille en felthær, der svarede til fire fodfolksdivisioners styrke. Den våbenhjælp Danmark modtog blev dimensioneret efter dette mål.

75mm Dysekanon M/50 i stilling. Dette våben udgjorde fodfolksbataljonernes primære langtrækkende panserværnsvåben. Våbnets lave vægt gjorde det nemt at indsætte fra både feltaffutage, som vist på billedet eller fra en vognaffutage på et terrængående hjulkøretøj. (Foto, Forsvarsgalleriet.dk).

En dansk fodfolksdivision i 1950´erne bestod af tre fodfolksregimenter, hver med stabskompagni, tre fodfolksbataljoner og et tungt morterkompagni. Hver fodfolksbataljon bestod af stabskompagni med bl.a. en pionerdeling, fire lette kompagnier, samt et tungt kompagni. De lette kompagnier bestod af tre delinger udrustet med håndvåben (herunder Geværgranat M/49) samt en motoriseret støttedeling med 60mm let morter og tre 89mm Raketstyr M/51. Det tunge kompagni rådede over en motoriseret maskingeværdeling, en motoriseret middeltung morterdeling med seks 81mm morterer, samt en motoriseret dysekanondeling med seks 75mm Dysekanon M/50. Divisionen havde også en artilleribrigade, bestående af tre lette artilleriafdelinger med 105mm haubits og en middeltung artilleriafdeling med 155mm haubits. I alt blev der opstillet tre fodfolksdivisioner: To i Jylland og en på Sjælland.

Af selvstændige bataljoner rådede fodfolksdivisionen over en panserværnsbataljon, udrustet med 36 styks 76mm Panserværnskanon M.45.E. Det var oprindeligt meningen, at denne bataljon skulle have bestået af en blanding af trukne 76mm panserværnskanonener og selvkørende M10 panserjagere, men dette blev hurtigt opgivet. Dette kan muligvis skyldes, at de fodfolksregimenter der var opstillende myndigheder for panserværnsbataljonerne, ikke rådede over vartningsfaciliteter til pansrede køretøjer som Panserjager M10. Derudover var antallet af panserjagere under alle omstændigheder var støt faldende. Udover panserværnskanonerne rådede panserværnsbataljonen også over både geværgranater og raketstyr til at nærsikre panserværnskanonerne imod kampvogne, der måtte have udnyttet skjulende terræn til dukke op udenfor deres begrænsede skudfelt.

Hver fodfolksdivision havde fra midten af 1950´erne også en panserbataljon med en stabseskadron, tre kampvognseskadroner og en panserskytteeskadron. Stabseskadronens primære kampenhed bestod af en opklaringsdeling med to lette M24-kampvogne, en spejdersektion i upansrede hjulkøretøjer samt en panserskyttegruppe og en mortergruppe i pansrede køretøjer. Hertil kom en Centurion-kampvogn i stabsdelingen, til brug for bataljonschefen. Bataljonens primære kampkraft bestod af tre kampvognseskadroner, hver med 14 Centurion-kampvogne. Som sin fjerde -underafdeling havde panserbataljonen en panserskytteeskadron transporteret i pansrede hjul- og halvbæltekøretøjer. Eskadronen bestod af tre fodfolksdelinger samt en støttedeling med en maskingeværsektion, en let 60mm mortersektion samt en dysekanonsektion med to 75mm Dysekanon M/50.

Udover panserværnsbataljonen og panserbataljonen havde hver fodfolksdivision også en luftværnsafdeling med 36 amerikanskfremstillede 40mm luftværnskanonerne samt tolv 12.7mm luftværnsmaskingeværer i firlingaffutage. Hertil en ingeniørbataljon samt telegraf-, sanitets- og faglige enheder.

Divisionen forstærkede normalt hvert fodfolksregiment med et panserværnskompagni med 12 styks 76mm panserværnskanon, en let artilleriafdeling med 18 lette 105mm haubits, et luftværnsbatteri med 12 maskinkanoner og fire 12.7mm firlinger, et ingeniørkompagni samt telegraf-, sanitets-, og faglige enheder. På denne måde dannede man en såkaldt regimentskampgruppe, der taktisk kunne optræde selvstændigt. I slutningen af 1950´erne blev regimentskampgrupperne omdøbt til brigadegrupper, både for bedre at reflektere deres øgede selvstændige rolle, men også fordi man nu var begyndt at blande bataljoner på tværs af fodfolksregimenterne, så en regimentskampgruppe ikke længere kun bestod af fodfolksbataljoner fra det samme regiment. Dette skyldtes ønsket om at koncentrere de kampklare dækningsstyrkeenheder i nogle få brigadegrupper i hver landsdel i stedet for, som hidtil, at have en enkelt kampklar dækningsstyrkebataljon i hvert fodfolksregiment. Siden der reelt ikke var nogen forskel på organisationen i en regimentskampgruppe og en brigadegruppe, bruges begreberne i flæng i denne artikel.

Udover de regimentskampgrupper der var en del af divisionerne, opstillede man også tre selvstændige enheder. Disse udgjorde tilsammen styrker modsvarende den fjerde division, som Danmark skulle opstille for at opfylde NATO´s styrkemål. En af disse regimentskampgrupper skulle forsvare Bornholm og en anden Fyn, da begge øer kunne isoleres fra den øvrige del af landet. Den sidste regimentskampgruppe skulle fungere som mobil reserve for de lokalforsvarsenheder der forsvarede Lolland, Falster og Møn samt tilhørende broforbindelser. Selv om samtlige ressourcer blev brugt, var alle divisioner og selvstændige regimentskampgrupper endnu ikke fuldt opstillede i krigsstyrken ved slutningen af 1950´erne, da stigningen i det danske forsvarsbudget begyndte at stagnere og siden faldt.

Organisatorisk var landet opdelt i en Vestre- og Østre Landsdelskommando, adskilt af Storebælt. Sammenfaldende med disse landsdelskommandoer opererede to armekorps, benævnt henholdsvis Vestre- og Østre Korps. Armekorpsene førte kommando over divisioner og selvstændige regimentskampgrupper i hver landsdel. Hvert korps opstillede også yderligere enheder til at støtte de underlagte enhedernes kamp, f.eks. i form af artilleribrigader og yderligere ingeniørenheder.

Tung Centurion-kampvogn fra Jydske Dragonregiment. Med sin kraftige bevæbning og tykke pansring udgjorde denne moderne kampvogn knytnæven hos de nyoprettede pansertropper. Under hele den Kolde Krig udgjorde panserbataljoner udrustet med Centurion-kampvognen Hærens primære offensive kampenheder. (Foto, Forsvarsgalleriet.dk).

Oprindeligt havde Hæren fået leveret Centurion-kampvogne nok til oprette en panserbataljon på 54 kampvogne ved hver af de fire divisioner Hæren skulle opstille i henhold til NATO´s styrkemål. Men siden Danmark reelt kun opstillede tre fulde divisioner, havde det ved at reducere antallet af kampvogne i hver panserbataljon fra 54 til 43 kunnet lade sig gøre at oprette yderligere en panserbataljon. Idet de tre divisioner lagde beslag på tre panserbataljoner, var der således en panserbataljon til overs i hver landsdel. Denne brugte man til at oprette to pansrede reserveenheder, kaldet henholdsvis Brigadegruppe Gardehusarregimentet og Brigadegruppe Jydske Dragonregiment. Denne fremgangsmåde mødte dog protester fra NATO, der nægtede at lade disse enheder tælle med i opfyldelsen af de danske styrkemål. Udover en panserbataljon havde hver af disse brigadegrupper også en opklaringsbataljon med tre opklaringseskadroner. Disse bataljoner var blevet opstillet i stedet for de gamle panservognseskadroner, der nu blev afgivet til andre formål. På denne måde førte de gamle rytterregimenternes nu kommando over et antal bataljoner i stedet for at have eskadronerne direkte underlagt regimentet.

De nyopstillede opklaringseskadroner skulle, ligesom panservognseskadronerne, løse opklarings- og mindre kampopgaver, typisk som sikringsled eller reserveenhed. Hver af opklaringseskadronens tre delinger skulle kunne operere selvstændigt og var udrustet på samme måde som opklaringsdelingen i panserbataljonen. Dette gjorde opklaringsenhederne i stand til at løse en lang række mindre kampopgaver udover opklaring. Hver opklaringseskadron havde syv lette M24-kampvogne som deres primære panserværnsvåben suppleret med geværgranater og raketstyr. 

Brigadegruppe Gardehusarregimentet havde også en panserjagerbataljon, der havde fået tildelt de fleste af de M10 panserjagere Danmark havde fået leveret. På papiret skulle bataljonen have 36 panserjagere.

Den Danske Brigade i Tyskland var blevet reduceret til en forstærket bataljon, benævnt ”Det Danske Kommando i Tyskland” og flyttet til Holsten. Kommandoen bestod af en fodfolksbataljon, forstærket med en panservognseskadron (senere en opklaringseskadron), samt et artilleribatteri og et ingeniørkompagni plus yderligere telegraf-, sanitets- og faglige enheder. Det var dog her et problem, at de enheder, der blev afgivet til brigaden måtte tages ud af de øvrige danske enheders krigsstyrke, idet de forskellige regimenter skiftedes til at opstille enheder til kommandoet. Ved flere øvelser i løbet af 1950´erne blev det Danske Kommando i Tyskland bragt op på brigadestyrke, for derved at gøre kommandoen i stand til at føre en mere effektiv og længere forsvarskamp over en bredere front. Styrkerne til dette skulle tages fra de øvrige enheder i det jysk-fynske område. Sammen med de øvrige NATO-styrker i området kunne Hærens enheder således påbegynde bekæmpelsen af østblokkens enheder og pansrede køretøjer så snart disse havde overskredet den indre tyske grænse. Antalsmæssigt ville disse enheder næppe kunne standse et større angreb, men ved deres tilstedeværelse sørgede de for, at et pansret angreb fra østblokken ikke bare kunne støde frem til de danske landegrænse i Sønderjylland uhindret. På denne måde kunne de fremskudte enheder også købe tid til, at danske hærenheder i Jylland kunne få tid til at foretage de omfattende hindrearbejder og feltbefæstninger som var nødvendige for at kunne standse et pansret angreb fra østblokken. 

I henhold til de danske hærlove af 1950 og 1951, der sammen med NATO-styrkemålene regulerede den danske styrkeopbygning, skulle der også oprettes et omfattende lokalforsvar bestående af 25 bataljoner, som hvad mandskab og materiel angik, var ca. halvt så store som felthærens fodfolksbataljoner, idet de kun havde to lette kompagnier og et reduceret tungt kompagni. Men i slutningen af 1950´erne stagnerede og reduceredes forsvarsbudgettet. NATO´s våbenhjælp dækkede kun de felthærsenheder, der skulle sættes under NATO-kommando i tilfælde af krig. Lokalforsvaret var et nationalt dansk anliggende, så det stagnerende forsvarsbudget sidst i 1950´erne ramte hårdt her. Samtlige 25 lokalforsvarsbataljoner blev forsøgt opstillet, men på grund af manglende personel og materiel, var det nødvendigt at nedlægge størstedelen af dem kort efter oprettelsen. Kun de 6 lokalforsvarsbataljoner, der dækkede de højest prioriterede lokaliteter (Indre København, Langeland, Køge Havn, Møn, Falster og Lolland), blev således reelt opstillet. De opgaver de øvrige lokalforsvarsbataljoner skulle have løst måtte overtages af Hjemmeværnet eller enheder fra felthæren. Og selv de lokalforsvarsbataljoner, der blev opstillet måtte som regel nøjes med det ældre og nedslidte svenske og engelske materiel afgivet fra felthæren.

I 1950 var tjenestetiden for værnepligtige blevet sat op til 12 måneder og man var begyndt at hverve kontraktansat stampersonel til nogle af de teknisk komplicerede våbensystemer, der var blevet leveret via våbenhjælpen. Hvor der førhen havde fundet lodtrækning sted imellem de egnede værnepligtige, blev alle mand nu ubetinget indkaldt for at kunne opfylde de betragtelige styrkemål. I kraft af et krav fra NATO blev tjenestetiden kort efter hævet til 18 måneder i 1953, om end dette upopulære tiltag, på dansk initiativ, året efter blev nedsat til 16 måneder, som var den minimumslængde, man på dette tidspunkt mente at kunne slippe afsted med. Den lange tjenestetid og brugen af stampersonel gav en høj uddannelsesstandard i enhederne. I tilgift steg beredskabet mærkbart. Ca. 1/3 af felthærens krigsstyrke, den såkaldte Dækningsstyrke, var konstant bemandet og klar til at kæmpe med meget kort varsel. I løbet af minutter kunne de første enheder være på kampberedskab og det tog kun få timer at tømme kasernerne for enheder. De øvrige 2/3 af felthærens enheder var bemandet med hjemsendte reservister, der hyppigt blev genindkaldt i op til flere uger ad gangen, hvilket sikrede en høj kvalitet i felthærens reserveenheder.

I Slesvig-Holsten og området omkring Hamburg begyndte det vesttyske Forbundsværn fra efteråret 1956 at opstille en Grenadierdivision, der hvad organisation angik meget lignede de danske fodfolksdivisioner, samt en Panzerdivision med ca. 250 lette- og middeltunge kampvogne organiseret i fire pansrede bataljoner samt en opklaringsbataljon støttet af tre pansrede infanteribataljoner og tre pansrede artilleriafdelinger. De vesttyske enheder bestod af en blanding af stampersonel og 12-måneders værnepligtige.

Den måde, den danske hær udviklede sig på i 1950´erne, var næsten totalt styret af de krav, NATO satte. Kombineret med de formerede enheder, der blev leveret via våbenhjælpen, betød dette, at den danske hær kom til at se radikalt anderledes ud, end den havde gjort hidtil. De enheder, der blev skabt i denne proces kunne dog fuldt leve op til NATO´s krav om størrelse og kampkraft. Der var dog også mulighed for at påvirke denne udvikling med nationale initiativer. Et godt eksempel her var skabelsen af en pansret brigadegruppe i hver landsdel, der blev gennemført ved at udtynde antallet af kampvogne i hver panserbataljon imod NATOs ønske. Dette gjorde det muligt at skabe en mobil reserve, der kunne modangribe fjendtligt panser, som måtte være brudt igennem de foranliggende fodfolksenheder. Den lange tjenestetid og det høje beredskab kombineret med de lange genindkaldelsesperioder for reservisterne skabte en hær, der var i stand til at kæmpe med kort varsel. Det var dog et problem, at de lokalforsvarsenheder der skulle dække militær og civil nøgleinfrastruktur, såsom flyvepladser, havne og broer, for størstedelens vedkommende ikke blev opstillet. Dette ville gøre det vanskeligt at sikre disse objekter imod luftlandsatte enheder eller mindre pansrede østblok-styrker, der måtte være brudt igennem de foranliggende felthærsenheder.

Doktrin.

Ved at indtræde i NATO accepterede Danmark også den overordnede strategiske ramme, som alliancens ledende medlem USA ønskede at indsætte landet i. NATO´s overordnede strategi i 1950´erne blev benævnt ”Massive Retaliation” og hvilede i høj grad på anvendelsen af strategiske kernevåben fremført af langdistancebombefly fra det amerikanske flyvevåben, hangerskibsbaserede fly fra den amerikanske flåde samt landbaserede raketter. Disse atomvåben blev sat ind i rammen af NATO´s overordnede doktrin, kaldet ”Sværd og Skjold”. Den sidstnævnte del, ”skjoldet”, bestod af NATO´s konventionelle landstyrker i Europa. Det var deres opgave at holde ud i så lang tid som muligt for derved at kunne købe tid til, at ”sværdet”, der bestod af ovennævnte atomare slagkraft, kunne virke. Selv mindre angreb imod NATO´s konventionelle ”skjold” skulle således imødegås med en øjeblikkelig og massiv brug af strategiske atomvåben. Problemet her var blot, at NATO i Nordvesteuropa reelt først planlagde betingelsesløst at fastholde sine stillinger langs med Rhinen og floderne langs den tysk-hollandske grænse. I 1958 blev denne linje skudt længere imod øst, men roden af den jyske halvø ville stadig blive opgivet. Man ville selvfølgelig stadig kæmpe og forsøge at fastholde de dele af Tyskland, der lå øst for denne linje, men hvis det var nødvendigt, kunne disse områder opgives for derved at købe tid til, at det atomare ”sværd” kunne virke. Dette satte Danmark i en vanskelig strategisk og operativ situation, idet hele landet risikerede at blive geografisk afskåret fra resten af NATO i tilfælde af et større angreb på Vesteuropa. I modsætning til lande som Belgien, Nederlandene og Frankrig havde Danmark valgt ikke at tillade udstationering af amerikanske enheder på dansk territorium, hvilket gjorde, at byrden forbundet med landets forsvar indledningsvist måtte bæres af danske enheder alene, indtil forstærkninger kunne indtræffe.

Set fra et snævert dansk synspunkt udgjordes truslen stadig af muligheden for at kommunistisk kup, risikoen for et isoleret angreb på dele af dansk territorium, samt et større angreb som en del af et generelt angreb på NATO. Truslen om et muligt kup blev dog i løbet af 1950´erne mærkbart formindsket på grund af det danske kommunistpartis faldende popularitet, kombineret med afvæbningen af de kommunistiske hjemmeværnsforeninger, der ikke gik med over i det statslige Hjemmeværn i 1949. I tilgift gjorde Hærens og Hjemmeværnets høje beredskab, at ethvert kupforsøg øjeblikkelig ville blive mødt med voldsom modstand. Et isoleret overraskende angreb på en sårbar landsdel, f.eks. Bornholm eller Sjælland, ville også effektivt kunne imødegås af Hærens Dækningsstyrke, kombineret med Hjemmeværnet, der ville være i stand til at kæmpe i så lang tid, at de resterende dele af Hæren ville kunne mobiliseres og NATO ville have mulighed for at handle ved at slå igen med det atomare ”sværd”.

Et større angreb involverede, som nævnt ovenfor, risikoen for at Danmark ville blive geografisk isoleret, efterhånden som Vesttyskland måtte opgives. Man forsøgte derfor at opstille en national forsvarsstrategi for, hvorledes landet skulle forsvares i denne situation. Groft sagt agtede man at kopiere NATO´s strategiske planlægning for Vesteuropa i mindre format, ved betingelsesløst at fastholde de kerneområder man håbede på at kunne holde. Inspirationen hertil kom fra den tyske hærs defensive kampe i Italien under 2. verdenskrig, hvor man i over 1½ år havde været i stand til at holde overlegne vestallierede styrker stangen, imens man langsomt opgav terræn. Godt nok havde Danmark ikke nær så mange bjerge som Italien, men man håbede på, at de mange øst-vestgående vandhindringer i Jylland og de brede bælter imellem øerne ville kunne tjene et lignende formål. Ved at holde disse kerneområder, enten indtil allierede forstærkninger dukkede op, eller indtil den amerikanske atomvåben-bombekampagne havde reduceret Sovjetunionen og dets allierede til bunker af radioaktiv aske, ville man sikre, at den administrative kerne i den danske stat overlevede krigen og bagefter ville kunne genopbygge landet. Baseret på de amerikanske erfaringer fra Koreakrigen ville det, selv i bedste fald, tage fra 14 dage til 2 måneder at overføre forstærkninger til Danmark. Atomvåbenbombardementet der ville bestå af en uges intensivt bombardement og herefter op til tre ugers opfølgende angreb med kernevåben, var derfor den hurtigste vej til sejr. Det danske forsvar måtte således indrettes til at kunne kæmpe selvstændigt i en periode på minimum 30 dage og muligvis længere.

Det første kerneområde man agtede at forsvare, var hovedøen Sjælland med hovedstaden København. Det man især frygtede var sø- og luftlandsætninger, der kunne true med at erobre en udsat havn eller flyveplads, såsom havnen i Køge eller lufthavnen i Kastrup, hvorefter opfølgestyrker ville kunne sejles eller flyves ind. Store dele af felthærens styrker, i form af en fodfolksdivision og en pansret brigadegruppe, var indsat til dette formål. For at beskytte Sjælland var en betydelig del af de lokalforsvarsbataljoner man havde klaret at opstille indsat på Møn, Lolland og Falster, sammen med en selvstændig regimentskampgruppe, for derved at afskærme Sjælland imod angreb fra syd og tvinge de angribende enheder fra østblokken til enten at bruge ressourcer på at erobre disse øer eller begrænse deres angreb på hovedøen til de få østvendte strande, der var åbne for invasion. Søværnet støttede denne indsats i form af nye kystforter, men også tidligere tyske anlæg. Sammen med udlagte søminer blokerede disse kystforter gennemsejlingsfarvandene i Storebælt og Øresund, eller beskyttede indsejlingen til de indre sjællandske farvande. Indtil disse forter var blevet nedkæmpet og minespærringerne, de beskyttede, var ryddet, ville antallet af steder, man kunne gøre landgang på Sjælland være yderst begrænset. Søværnets få sejlende kampenheder forventedes også at ofre sig selv for at beskytte minespærringerne imod rydning. Flyvevåbnet ville støtte både Søværnet og Hærens kamp. Denne måde at indrette Sjællands forsvar på ville også udnytte den svaghed, som østblokstaternes mangel på landgangsskibe og transportfly udgjorde, idet det næppe ville være muligt at foretage en større landgang eller luftlandsætning mere end et sted.

På den jyske halvø bestod det kerneområde man planlagde at fastholde af området nord for Limfjorden og måske også Himmerland. Kernen her var Frederikshavn, der skulle fungere som modtagehavn for forsyninger og forstærkninger. For at beskytte denne havde Søværnet beholdt og udbygget det kystfort, som tyskerne havde anlagt under 2. verdenskrig. I lighed med København skulle Frederikshavn også beskyttes af tungt luftværnsartilleri, der i sidste instans ville kunne indsættes imod angribende kampvogne. Det betød dog ikke, at forsvaret af Slesvig-Holsten og det øvrige Jylland ville blive opgivet. Tværtimod var det planen, at de norske, britiske og danske styrker i Slesvig-Holsten skulle prøve at købe så meget tid som muligt for derved at gøre det muligt for de danske felthærsstyrker i Jylland at mobilisere og forberede deres kampstillinger. Efter 1957 overgik denne opgave til det tyske Forbundsværns enheder, om end dele af den danske hærs styrker i Jylland måske ville blive forskudt ned i Slesvig-Holsten for at hjælpe dem.

Det var her problematisk, at de lokalforsvarsbataljoner, der skulle have forsvaret flyvepladser, havneanlæg samt broer i Jylland og på Fyn reelt aldrig blev opstillet. Dette tvang den danske hær til at indsætte størstedelen af den ene fodfolksdivision i Jylland til at løse disse sikringsopgaver. En regimentskampgruppe var således afgivet til at sikre Nordjylland, imens yderligere en regimentskampgruppe var afgivet til at sikre vigtige lokaliteter i Midtjylland. Der var kun en forstærket division og en pansret brigadegruppe til rådighed til at forsvare den jyske halvø i sin bredde ved den dansk-vesttyske grænse, hvor man planlagde at lægge den første hovedkampstilling umiddelbart nord for Aabenraa i linjen Genner-Skærbæk. Efterhånden som man trak sig tilbage imod nord, ville det dog blive muligt at anvende de felthærsstyrker, der var indsat i lokalforsvarsopgaver i takt med at de objekter, der var indsat til at beskytte måtte destrueres eller opgives. Det var derfor indledningsvist vanskeligt at opnå den ønskede dybde i forsvaret af den jyske halvø, så længe store dele af felthærens enheder var bundet til lokalforsvarsopgaver.

Bornholm var forudset forsvaret af en regimentskampgruppe, der nu var permanent garnisoneret på øen, samt hjemmeværn. En betydelig styrke set i forhold til øens størrelse og den garnison af bataljonsstørrelse, der hidtil havde været på øen. Man håbede, at Bornholm derved ville blive så bekostelig at indtage, at den ville blive ignoreret. Fyn var i princippet i en lignende situation, men samtidig svær at forsvare, hvis østblokkens enheder måtte have erobret den vestlige del af Lillebælt.

For at kunne gennemføre den ovennævnte operative doktrin i praksis var det nødvendigt at kunne standse fjendens fremrykning. En fremrykning der mere end nogensinde før ville blive drevet frem af pansrede køretøjer. Det var klart, at den doktrin med indsættelsen i tyndt besatte lineære skyttegravsstillinger uden nævneværdig dybde i stillingerne, som den danske hær havde brugt hidtil, ikke længere var tidssvarende.

Der hvor man først hentede sin inspiration til en ny taktisk forsvarsdoktrin, var hos den engelske hær, som man havde samarbejdet direkte med siden den 2. verdenskrigs afslutning. Den engelske løsning på, hvorledes fodfolket skulle beskytte sig imod angreb fra pansrede køretøjer var, at hver fodfolksbrigade skulle indrette sig til 360-graders forsvar i en såkaldt ”Brigade-Box”. Inde i dette område skulle de individuelle bataljoner også indrette sig til 360-graders forsvar og det samme gjorde sig gældende for disse bataljoners kompagnier. Rummene imellem disse pindsvinestillinger skulle plantes til med miner og domineres med ilden fra tunge våben. Inde i hver ”Brigade-Box” kunne der være vartningsområder til kampvogne eller stillinger til artilleriet. Det største problem med denne fremgangsmåde var, at den i udgangspunktet var rent passiv. Flere gang under 2. verdenskrig lykkedes det således for tyske styrker at isolere en ”Brigade-Box”, hvorefter det blot var et spørgsmål om systematisk at isolere og nedkæmpe de forskellige stillinger én efter én.

Den tyske Værnemagt havde på østfronten udviklet en model for forsvarskampen, der mindede om den britiske ”Brigade Box”. Dette skyldtes dog først og fremmest de store afstande kombineret med manglen på tyske styrker, der gjorde det umuligt at fastholde en sammenhængende frontlinje. I stedet for gik man over til et forsvar baseret på befæstede støttepunkter i kompagni til bataljonsstørrelse, der samtidig udgjorde stillingsområder for tunge våben og artilleri. Ilden fra disse våben, kombineret med miner, beherskede terrænet imellem støttepunkterne, der var placeret indenfor gensidig støtteafstand i både bredden og dybden af det tyske forsvarsnetværk. Hvis den sovjetiske hær således havde klaret at nedkæmpe eller omgå et støttepunkt, ville der typisk blot vente yderligere tyske støttepunkter længere fremme. Integriteten i dette forsvarssystem blev holdt sammen af modangreb. I første omgang skulle naboerne til et angrebet støttepunkt forsøge at undsætte dette igennem kamppatruljevirksomhed og mindre modangreb. I anden omgang skulle centralt placerede reserver støttet af selvkørende kanoner og måske også kampvogne modangribe med henblik på at undsætte isolerede støttepunkter, samt generobre terræn der måtte være gået tabt, og derved genoprette integriteten i det tyske forsvar. I den tyske doktrin måtte støttepunkterne ikke blive en taktisk sovepude, men derimod tjene som basis for egne modangreb.

Idet den amerikanske hær havde været i offensiven under store dele af 2. verdenskrig, var den taktiske doktrin for forsvaret ikke særligt gennemarbejdet. Det kom derfor som et chok, da nordkoreanske infanteriangreb, støttet af panser, flåede de få blokeringsstyrker fra hinanden, som den amerikanske hær havde nået at indsætte i Koreakrigens indledende fase. Den amerikanske doktrin for forsvarskampen, der blev udviklet på baggrund af erfaringerne fra Korea, lagde vægt på et forsvar i dybden for derved nemmere at kunne modstå nordkoreanske enheder, der måtte være infiltreret forbi eller have gennembrudt de forreste enheder. Alle stillinger skulle i princippet være indrettet til 360-graders forsvar og om muligt indrettet i tilknytning til dominerende terræn såsom kretepartier og lukket terræn som større skove eller byer. Der blev lagt stor vægt på massering og flytning artilleriets skydning, idet man nødvendigvis måtte dominere områderne imellem de forskellige stillinger med ild i stedet for tilstedeværelse. Også artilleri- og luftværnsartillerienheder skulle integreres i forsvaret, primært for at disse våben kunne nærsikres bedre imod pludselige overfald fra fjendtlige enheder, der var infiltreret eller brudt igennem foranliggende enheder. Men hvis truslen blev alvorlig nok, skulle felt- og luftværnsartilleriet plongere skytset og deltage i forsvarskampen. Direkte skydning fra luftværns- og artillerienheder, der var inkorporeret i forsvaret, havde således ved flere lejligheder været i stand til at stoppe nordkoreanske og kinesiske angreb under Koreakrigen. Reserver bestående af sammensatte enheder af infanteri og pansrede køretøjer skulle ved modangreb rense områderne imellem de amerikanske stillinger for infiltrerede enheder, samt generobre terræn, der måtte være gået tabt.

Principskitse: Det forstærkede fodfolksregiment og fodfolksbataljon i forsvar. Regimentet indsætter sine to forreste bataljoner i forsvarsområder. Reservebataljonen, forstærket med en kampvognseskadron, har en række modangreb og blokeringsstillinger forberedt. Divisionens panserbataljon har også forberedt modangreb til støtte for de foranliggende forsvarsområder. Fodfolksbataljonen har udskilt to delinger, forstærket med en 75mm dysekanonsektion, som forposter og indsat resten af sine langtrækkende panserværnsvåben til flankerende skydning foran egne kompagnier eller naboenheder. (Copyright: Rune H. Iversen 2022).

I begyndelsen af 1950´erne trak den danske hær på alle disse erfaringer, da den nye doktrin for gennemførelse af forsvarskampen i bataljons- og regimentsramme skulle skrives. Kernen heri var det såkaldte ”Forsvarsområde”, der fandtes på bataljons- og kompagniniveau. Forsvarsområdet var i princippet indrettet til 360-graders forsvar. Fodfolksbataljonen ville således typisk indsætte 3-4 lette kompagnier i forsvaret af sin stilling og måske holde et kompagni i reserve til at foretage modangreb imod fjendtlige enheder, der var brudt ind i bataljonens forsvarsområde. I sjældnere tilfælde kunne bataljonen sprede sine kompagnier over flere mindre forsvarsområder, hvis terrænet eller frontbredden dikterede det. De tunge våben, herunder panserværnsvåbnene, var typisk fordelt imellem de lette kompagnier, mens bataljonens morterdeling som regel blev indsat fra en central stilling midt i forsvarsområdet. Hver kompagnistilling og selvstændig delingsstilling var ligeledes indrettet til 360-graders forsvar.

Regimentets kampstilling bestod typisk af to fodfolksbataljoner i de forreste forsvarsområder og en fodfolksbataljon bagved disse med en række mulige indsættelser baseret på retningen og fremdriften i fjendens angreb. I den bagerste fodfolksbataljons forsvarsområde indgik regimentets tunge morterkompagni og der kunne også indgå stillingsområder for den lette artilleriafdeling og det luftværnsbatteri, der støttede regimentskampgruppe. Både for at sikre disse enheder imod angreb, men også for at udnytte ilden fra deres våben i direkte skydning imod infiltrerende eller gennembrudte fjendtlige styrker. Den bagerste fodfolksbataljon havde også til opgave at undsætte de to forreste bataljoners forsvarsområder ved modangreb og kunne derfor også være tildelt en kampvognseskadron fra divisionens panserbataljon. Fodfolksbataljonernes forsvarsområder var typisk adskilt fra hinanden med ca. en kilometer, hvilket gjorde det muligt for de tunge våben fra en bataljon at beskyde enheder, der angreb nabo-forsvarsområdet med flankerende ild. Man skulle heller ikke blot forholde sig passivt i forsvarsområdet og afvente fjendens ankomst. Hver fodfolksbataljon udstillede derfor posteringer og udsendte kamppatruljer op til delingsstørrelse i terrænet foran og imellem egne stillinger. Dette primært for at kunne afvise mindre fjendtlige styrker og derved sløre hovedstillingerne i forsvarsområdet, men også for at forhindre infiltration imellem forsvarsområderne om natten. Dette var så mere desto vigtigt, for så vidt at ingen enheder i den danske hær på dette tidspunkt rådede over effektive natkampmidler. Den eneste måde at forhindre at infiltrerende fjendtlige enheder forbipasserede forsvarsområderne var således igennem aggressiv patruljering og udstilling af poster om natten.

Ideen med dette system var at bryde sammenhængen i det fjendtlige angreb. Ved hjælp af ilden fra artilleri, morterer og affuterede maskingeværer skulle fjendtligt infanteri tvinges til at standse sin fremrykning og søge dækning. Idet man fra dansk side forventede, at angrebets hovedsageligt ville bestå af fodmarcherende infanteri, håbede man at kunne tilføje disse enheder ødelæggende tab og gøre dem ude af stand til at fortsætte angrebet. Dette ville sætte de angribende østblok-kampvogne og selvkørende kanoner i det ønskede taktiske dilemma, nemlig hvorvidt de ønskede at angribe eller forbipassere intakte feltbefæstede forsvarsområder omgivet af minefelter uden støtte fra eget infanteri og ingeniørenheder. Set fra de angribende østblok-enheders perspektiv, ville det derfor være vanskeligt gradvist at nedkæmpe hvert forsvarsområde hver for sig igennem frontale angreb. Dette ville også kun være muligt, hvis man var i stand til at angribe flere nabo-forsvarsområder samtidigt, for derved at forhindre dem i at støtte hinanden og var villig til at acceptere de tab som frontale angreb imod stærkt besatte og feltbefæstede stillinger bag intakte minefelter uundgåeligt ville medføre. Den måde den danske hær planlagde at føre kampen imod fjendtligt panser på forsøgte således i størst muligt omfang at udnytte svaghederne i østblok-hærenes organisation, ved at skille de pansrede køretøjer fra infanteriet.

Medmindre divisionen skulle dække en usædvanligt bred front, ville man normalt forsøge at kæmpe med to forstærkede regimentskampgruppe forrest, indsat som beskrevet ovenfor. Den sidste regimentskampgruppe samt divisionens panserbataljon ville have en række indsættelsesoptioner bagved de to forreste regimentskampgruppers forsvarsområder afhængigt af fremdriften og retningen i fjendens angreb. Reserveregimentskampgruppen og panserbataljonen skulle også kunne undsætte de to forrest indsatte fodfolksregimenter igennem modangreb. På denne måde ville de forskellige bataljoners forsvarsområder nærmest komme til at ligge som skaktern og en angribende fjende ville i værste fald skulle angribe eller forbipassere op til fire bataljons-forsvarsområder og deres direkte og indirekte skydende våben, førend man var brudt igennem en dansk fodfolksdivisions stillinger. Dette placerede også angriberen i et taktisk dilemma, idet systematisk nedkæmpning af hver bataljons forsvarsområde både ville koste blod og tage tid, imens en forbipassering af de danske enheders stillinger måske nok ville give den angribende enhed mulighed for at trænge ind i forsvarssystemet, men samtidig udsætte den for flankerende og frontal ild fra forsvarsområder til siden og i dybden af den danske forsvarsstilling.

Let kampvogn M24 Chaffee. Pansertroppernes nyopstillede opklaringsenheder udgjorde panserbataljonernes og de højere kommandoleds primære kilde til indhentning af taktiske efterretninger. De lette kampvogne udgjorde opklaringsdelingens primære kampenhed og panserværnsvåben. (Foto, Forsvarsgalleriet.dk).

Både Østre og Vestre Korps rådede over en pansret brigadegruppe, der normalt bestod af en panserbataljon, en opklaringsbataljon samt øst for Storebælt også en panserjagerbataljon. Den pansrede brigadegruppe ville normalt indsætte sin opklaringsbataljon eskadronsvis foran fodfolksregimenternes forsvarsområder, primært for at afvise fjendens opklaringsenheder og dermed sløre de bagvedliggende forsvarsområders præcise placering. På denne måde håbede man, at den heftige artilleriforberedelse, der ville gå forud for ethvert større østblok-angreb, ikke ville være rettet imod noget veldefineret mål. I tilfælde af større angreb skulle de danske opklaringsenheder melde om fjendens styrke og fremrykkeveje samt, i det omfang det var muligt under tilbagegangen, bekæmpe og nedslide fjendens forreste enheder. Når denne opgave var løst, ville opklaringsbataljonen søge tilbage til resten af den pansrede brigadegruppe. Hvis et gennembrud af den foranliggende fodfolksdivisions forsvarsområder truede, skulle brigadegruppen, ideelt set under masseret anvendelse af hele sin pansrede styrke, blokere eller modangribe de fjendtlige enheder, støttet af flankerende ild fra de af divisionens forsvarsområder, der måtte være tilbage, samt de disponible dele af divisionens egen panserbataljon.

Disse pansrede modangreb skulle indsættes dybt i egen stilling, og kunne derfor regne med støtte fra de omkringliggende fodfolksbataljoners tunge våben og artilleri. Modangrebene kunne også planlægges på baggrund af egne enheders rapporter om lokationen af de angribende fjendtlige kampvogne. I det omfang de danske fodfolksbataljoners forsvarsområder stadig var intakte, ville det også være umuligt for de angribende pansrede enheder at udfolde deres kampkraft over en bredere front uden samtidig at være nødt til at bruge kræfter på at nedkæmpe disse forsvarsområder. Et gennembrud af østblok-panserenheder over en smal front ville selvsagt være nemmere for modangribende danske panserenheder at blokere og efterfølgende nedkæmpe. Hjemmeværnets enheder ville også være i stand til at forsinke og nedslide fjendtlige panserstyrker, der måtte være brudt igennem Hærens stillinger, men idet Hjemmeværnet både havde en stor mangel på panserværnsvåben i 1950´erne og var spredt geografisk tyndt, kunne værnet i sagens natur kun stoppe mindre pansrede styrker.

Denne koncentration af enheder i dybden gjorde det dog også vanskeligt at dække en bred front med egne enheders ildvirkning eller tilstedeværelse i terrænet. Reelt kunne en regimentskampgruppe, hvis den både skulle have en fodfolksbataljon i dybde af egen stilling og samtidig dække naboregimenternes yderste enheder med flankerende ild, kun dække en frontbredde på 7-10 kilometer, afhængig af terrænet. En division med to regimentskampgrupper indsat i forreste linje kunne derfor i bedste fald dække en front på ca. 20 kilometer. Selv ved at skabe maksimal afstand imellem de forskellige forsvarsområder ville det stadig være svært at strække sig til mere end 22-25 kilometer. Siden den jyske halvø har en bredde på mindst 50 kilometer på det smalleste sted, var det derfor vanskeligt både at sikre tilstrækkeligt med dybde i divisionens stilling og samtidig holde hele halvøen besat med forsvar. På den jyske halvø søgte man derfor at anlægge divisionernes kampstillinger i terræn, hvor man aktivt kunne udnytte vandhindringer, såsom de mange åer, Silkeborgsøerne eller de østjyske fjorde til at forkorte den frontbredde, hvor de forsvarende enheder ville være nødt til at bruge kræfter på at opnå stor dybde i forsvaret. Ved at indsætte alle tre regimentskampgrupper side om side ville denne frontbredde nok kunne forøges til ca. 25-30 kilometer for en division, men samtidig ville man give køb på den dybde i stillingen, der var central for at kunne standse eller modangribe en modstander, der måtte være brudt ind i de forreste regimenters forsvarsområder. Under alle faser af denne forsvarskamp måtte man regne med, at pansrede køretøjer ville udgøre en betydelig del af den angribende styrke.

På Sjælland var situationen noget bedre, idet man her måtte regne med først at overgå til forsvarskamp i det øjeblik, man ikke igennem modangreb havde kunnet udslette fjendes luft- eller sølandsatte enheder. Man kunne derfor koncentrere forsvarskampen om at indkapsle det fjendtlige brohoved og havde ikke indledningsvist noget behov for at dække hele bredden eller længden af Sjælland. Situationen på Bornholm, Fyn og øerne syd for Sjælland var i princippet den samme. Hvis det indledende modangreb imod en luft- eller sølandsætning fejlede, skulle man sammendrage den selvstændige regimentskampgruppe og forsøge at holde ud så længe som muligt i et forsvarsområde indrettet i passende terræn, på den ø der var under angreb. På øerne øst for Lillebælt var det således først længere henne i kampforløbet, at man risikerede at stå overfor så stort et antal angribende pansrede køretøjer, at man måtte vælge at optræde defensivt.

En af de vigtigste elementer i planlægningen af forsvaret var den såkaldte panserværnsplan, der blev udfærdiget på alle niveauer. På bataljonsniveau var det chefen for bataljonens panserværnsdeling, der var ansvarlig for planlægningen. På regimentsniveau var det kompagnichefen for et eventuelt tildelt panserværnskompagni med trukne kanonener, og på divisionsniveau var det chefen for divisionens panserværnsbataljon. I panserværnsplanen blev der i hver enheds ansvarsområde udførligt redegjort for, hvorledes angribende pansrede køretøjer skulle kanaliseres og ødelægges. Hvor var det ubetinget nødvendigt standse fjendens kampvogne og hvor kunne man lade dem trænge ind imellem forsvarsområderne, for senere at ødelægge dem med flankerende ild og modangreb?

Udlægning af Pansermine M/56. Store blandede minefelter skulle blive en central del af Hærens forsvarsdoktrin i 1950´erne. Hvis man ønskede at skjule minefelterne, skulle hver mine dog nedgraves ved håndkraft, et tidsrøvende arbejde. (Foto, Forsvarsgalleriet.dk).

Forudsætningen for panserværnsplanen var anlæggelsen af omfattende feltbefæstninger i hvert forsvarsområde, der som minimum omfattede gravede skyttehuller og allerhelst overdækkede kampstillinger og feltbefæstede anlæg forbundet med løbegange. Terrænet foran og imellem forsvarsområderne skulle dækkes med hindringer og blandede minefelter af panser- og antipersonel miner med indbyggede udfaldsveje, hvor igennem egne enheder kunne foretage kamppatruljer og modangreb. Minefelterne skulle både forsinke og blokere angribende fjendtlige enheder, men også kanalisere dem over i terræn domineret af krydsilden fra de langtrækkende panserværnsvåben fra forsvarsområderne. Ideelt set ville minefelterne også forårsage tab, især hvis modstanderen prøvede at presse sine enheder igennem dem. I sagens natur ville det typisk tage op til adskillige dage at anlægge et sådant forsvarsområde. Ved at gå på kompromis med udbygningsgraden af stillingerne og størrelsen på minefelterne ville det selvfølgelig kunne lade sig gøre at blive klar hurtigere.

Hjulpet af minespærringer og feltbefæstninger skulle hvert fodfolkskompagni bruge geværgranater og raketstyr til selv at kunne bekæmpe kampvogne, der måtte være trængt ind i kompagniets stillinger. Også 12.7mm maskingeværer indsat til luftsikring kunne indsættes imod let-pansrede køretøjer. Fodfolksbataljonens dysekanondeling var som regel fordelt sektionsvis i forsvarsområdet, både så de kunne skyde flankerende foran egne kompagnistillinger, der måtte være under angreb af kampvogne, men også sådan de kunne dække de dele af terrænet imellem to bataljons-forsvarsområder, de kunne nå med ild. I kraft af deres bevægelighed kunne 75mm dysekanonerne også indsættes i forbindelse med posteringer og panserværnspatruljer. De tunge 76mm panserværnskanoner, der normalt var afgivet delingsvis til hver fodfolksbataljon, var derimod rent stationære våben, som primært skulle udnytte deres rækkevidde til at skyde flankerende ind foran naboenhederne, hvis egne 76mm panserværnskanoner skulle gøre det samme. De tunge panserværnskanoner var dog ikke specielt mobile, og man måtte derfor regne med, at de ville gå tabt, hvis forsvarsområdet blev løbet over ende. Fodfolksbataljonen i dybden af regimentets forsvarsområder skulle ved hjælp af ild eller fysisk blokering af fjendens fremrykkeveje, kombineret med modangreb, søge at standse fjendens fremrykning før den gennembrød regimentets stilling. Direkte skydning fra regimentskampgruppens tildelte 105mm haubitser, og 40mm luftværnskanoner kunne indgå heri. Det blev dog understreget i det reglementariske grundlag, at selv om 40mm luftværnskanonen kunne bekæmpe let pansrede køretøjer i selvforsvar, måtte troppeføreren ikke lade sig friste til at indsætte pjecerne, som dedikerede panserværnskanoner. Den Centurion-kampvognseskadron, der eventuelt måtte være tildelt reservebataljonen, ville naturligvis også kunne indsætte sine slagkraftige 84mm kanoner fra forberedte stillinger og derved lægge yderligere tyngde i panserværnsilden.

Den valgte forsvarsdoktrin havde dog også nogle indbyggede problemer. Et af disse var indsættelsen af de kampvogne, man måtte have til rådighed. I sagens natur ønskede cheferne for de panserbataljoner, der var tilknyttet fodfolksdivisionerne, at deres eskadroner blev indsat samlet for derved at forøge panserbataljonens evne til at virke som en samlet divisionsreserve med lidt over 40 kampvogne. På den anden side ønskede cheferne for fodfolksregimenterne at få tildelt mindst en kampvognseskadron hver for derved at forøge deres regiments offensive og defensive kampevne. I sidste ende blev løsningen som regel, at divisionens panserbataljon blev fordelt imellem de tre fodfolksregimenter. Dette havde selvfølgelig den ulempe, at en eventuel samlet indsættelse af en hel panserbataljon nu krævede indsættelse af den pansrede brigadegruppe, hvis panserbataljon som regel forblev samlet. Denne indsættelse af den ultimative pansrede dispositionsenhed ville dog kræve korpschefens godkendelse og kunne ikke besluttes af divisionschefen alene.

Et andet problem med den valgte doktrin var indsættelsen af det forholdsvist få antal langtrækkende panserværnsvåben i hver bataljons forsvarsområde. Hvor en dansk fodfolksbataljon udmærket ville kunne beskytte sig selv imod pansrede angreb, i kraft af det store antal geværgranater og raketstyr i alle enheder, støttet af bataljonens egne 75mm dysekanoner, var det reelt kun de tunge 76mm panserværnskanoner, der havde rækkevidden til at kunne nå nabo-forsvarsområderne. Og hver bataljon var typisk kun tildelt en panserværnskanondeling med fire af disse, der skulle kunne virke til begge sider. Den langtrækkende panserværnsild en typisk fodfolksbataljon kunne levere i rummet imellem to bataljonsområder bestod således ofte kun af en sektion på to 76mm panserværnskanoner, idet panserværnskanondelingens anden sektion jo var indsat til at skyde i den modsatte retning. Hvis disse panserværnskanoner blev nedkæmpet eller holdt nede med ild eller røgblændet, var der primært hindreværdien af de udlagte minefelter tilbage til at forsinke eller standse et gennembrud, idet ilden fra 75mm dysekanonerne ville blive afgivet på så lang afstand, at det ville være svært at opnå tilstrækkelig overgribning med tilsvarende enheder fra nabo-forsvarsområdet.

Et tredje problem var bekæmpelse af tunge kampvogne og selvkørende kanoner, idet kun de trukne og selvkørende 76mm panserværnskanoner samt de med 84mm kanon bevæbnede Centurion-kampvogne reelt havde noget håb om at gennemtrænge frontpanseret på disse køretøjer. Man havde prøvet at indrette forsvarsområderne med vægt på flankerende ild, hvilket selvfølgelig ville have hjulpet noget på dette taktiske problem, idet sidepanseret på østblokkens tunge pansrede køretøjer i sagens natur var tyndere end frontpanseret. De store landminefelter ville også have været effektive, idet panserminens virkning ville ramme de tunge pansrede køretøjers tyndere bugpanser samt immobilisere dem ved at ødelægge bælter og vejhjul. Ikke desto mindre kunne det hurtigt være blevet et alvorligt problem, hvis større enheder af tunge kampvogne eller tunge selvkørende kanoner, støttet af infanteri, angreb et dansk bataljons-forsvarsområde frontalt.

Et fjerde problem relateret til det ovenstående var det danske fodfolks mangel på mobilitet, idet trænafdelingernes transportkompagnier ville være optaget af at flytte forsyningsgenstande. Hvis divisionen faldt tilbage, ville de næppe samtidig have kunnet transportere fodfolksenhederne. Selv i bedste fald ville man derfor næppe have haft kapacitet til samtidig at flytte mere end højst 1-2 fodfolksbataljoner ud af de 9 som en dansk fodfolksdivisions rådede over. Især kampen på den jyske halvø forudså muligheden af gradvist at skulle opgive terræn og gå tilbage til det næste sted på halvøen, der gav mulighed for både at kæmpe med en smal frontbredde og bag vandhindringer. Imod en motoriseret og pansret modstander var det derfor ikke sikkert, at de få fuldt motoriserede og pansrede enheder den danske hær rådede over på den jyske halvø ville have været i stand til at købe nok tid til, at størstedelen af fodfolket kunne fodmarchere tilbage til næste stilling for derefter at indrette den til forsvar.

Til trods for disse problemer, var den forsvarsdoktrin den danske hær havde udviklet nøje tilpasset det materiel og den organisation, der var blevet muliggjort igennem våbenhjælpen. Sammenlignet med den tidligere forsvarsdoktrin gav den doktrin, som blev indført i 1950´erne forsvaret en bedre dybde i stillingerne og større sammenhæng i ildens anvendelse. Dette gjaldt ikke mindst for panserværnet, der nu ikke kun var afgivet enkeltvis til beskyttelse af hver deres kompagni, men nu optrådte som en del af en sammenhængende panserværnsplan, der skulle nedslide og stoppe fjendens pansrede fremstød, før denne kunne bryde igennem forsvarsområdet. Indretningen af forsvaret gik fra at enhederne lå i en kontinuerlig skyttegravslinje med ringe dybde i stillingen, til at være spredt i individuelle forsvarsområder med stor dybde i forsvaret. En angribende modstanders pansrede køretøjer ville således komme under konstant og ofte flankerende beskydning fra de forsvarende danske panserværnsvåben og risikerede ligeledes at møde stærke blokeringsstillinger eller modangreb fra enheder udrustet med den velpansrede og hårdtslående Centurion-kampvogn.

Modstanderen.

Hvor mange T-34 kampvogne er der egentlig i en flodbølge af rødt panser?

Den forværrede internationale situation, der var opstået som følge af konfrontationen imellem USA og Sovjetunionen, gav sig også udslag i forøget oprustning i østblokken. Både den sovjetiske og polske hær begyndte således at forøge opstillingen af både mekaniserede og pansrede enheder, primært ved at konvertere fodmarcherende skyttedivisioner i stedet for at opstille nye enheder. I tilgift begyndte den nyoprettede stat Østtyskland også en oprustning med regulære militære styrker, der på sigt kunne blive et problem for Danmark. Denne oprustning blev fra 1956 organiseret i rammen af den såkaldte Warszawapagt, der gjorde det nemmere at koordinere anskaffelsen af større materiel, såsom landgangsskibe og transportfly, samt fordele de operative opgaver. Med Stalins død i 1953 påbegyndte Sovjetunionen en begrænset militær nedrustning af sine konventionelle hærstyrker, til fordel for en oprustning af sin atomvåbenkapacitet. Dette ramte primært de fodmarcherende skyttedivisioner, der blev konverteret til mekaniserede eller pansrede enheder eller nedlagt. Andelen af mekaniserede og pansrede enheder i den sovjetiske hær voksede således, også selv om selve hæren blev mindre. Dette havde den bi-effekt, at de ridende og hestetrukne skyttedivisioner også forsvandt fra de øvrige østblokhære i løbet af 1950´erne til fordel for fuld motorisering.

Hvad materiel angik, fortsatte alle østblokhærene i hovedtræk med at anvende de samme pansrede køretøjer, der primært var udviklet under 2. verdenskrig. Hovedkampvognen øst for Jerntæppet forblev således den middeltunge og kampafprøvede T-34. Den største nyudvikling var arbejdet på en ny type middeltung kampvogn, der i anden halvdel af 1950´erne begyndte at dukke op i de sovjetiske, polske og østtyske enheder. Den nye T-54-kampvogn var betydeligt tungere end T-34 og var på mange måder en mellemting imellem en middeltung og en tung kampvogn. Den havde således pansring som en tung kampvogn, kombineret med en 100mm kanon og glimrende bevægelighed og hastighed i terræn. Hvad kanon og pansring angik var den således jævnbyrdig med den danske Centurion-kampvogn, som den overgik i fart. Det var reelt kun den sovjetiske hær, der rådede over et større antal T-54 kampvogne, hvilket nok var meget godt, idet kampvognens frontpanser kunne modstå størstedelen af den danske hærs panserværnsvåben, som dermed ville være forældede. Denne tendens, hvor den sovjetiske hær moderniserede hurtigere og i større omfang end sine allierede, skulle blive et vedvarende tema resten af den Kolde Krig.

Også hvad selvkørende kanoner angik forblev de typer i tjeneste, man allerede rådede over. Den primære nyskabelse her var en lille åben og let-pansret luftbåren selvkørende kanon, ASU-57, der kunne transporteres og landsættes via helikopter eller faldskærm. Hovedbevæbningen bestod af en 57mm panserværnskanon, der primært udgjorde en trussel imod alle andre køretøjer i den danske hær end Centurion-kampvognen. Med sin lette pansring var den også sårbar overfor samtlige panserværnsvåben i den danske hær. Men idet denne lille selvkørende kanon indgik som en del af luftlandsatte enheder, der jo primært kunne forvente at møde danske hjemmeværns- og lokalforsvarsenheder uden særligt mange panserværnsvåben, var den et værdifuldt bidrag til forøgelsen af de sovjetiske luftbårne enheders offensive potentiale.

ASU-57 luftbåren selvkørende kanon. Lette luftbårne og amfibiske kampkøretøjer forbedrede mærkbart muligheder for at gennemføre luft- eller sølandsætninger på f.eks. den sjællandske øgruppe eller Bornholm. (Foto, RGAKFD).

Der hvor udviklingen for alvor tog fart i østblokhærene i 1950´erne, var hvad lette pansrede køretøjer angik. For det første producerede man en let-pansret amfibisk kampvogn, PT-76, primært til brug for de mekaniserede og pansrede enheders opklaringsbataljoner, men også til brug i de marineinfanterienheder man i anden halvdel af 1950´erne var begyndt at opstille. Ligesom ASU-57 kombinerede PT-76 en god bevægelighed med meget tynd pansring, samt en forholdsvist slagkraftig 76mm kanon, der var effektiv imod frontpanseret på alle danske køretøjer bortset fra Centurion-kampvognen. Disse lettere køretøjer kunne ofte luft- eller sølandsættes og gjorde det derved muligt for Østblokkens luftlande- og amfibieenheder at lægge mere tyngde i deres indledende angreb. De øvrige køretøjer, som blev anskaffet, var primært forskellige let-pansrede opklaringskøretøjer og mandskabsvogne, der skulle erstatte de sovjetiske, britiske og amerikanske køretøjer, man havde fremstillet eller modtaget under 2. verdenskrig. Disse åbne, let-pansrede og maskingeværbevæbnede køretøjer skulle efterhånden give alle infanteri- og ingeniørenheder i østblokhærenes mekaniserede og pansrede enheder muligheden for at bevæge sig under panserbeskyttelse og derved kunne samarbejde med kampvogne. Køretøjerne var dog åbne, hvilket gjorde dem sårbare overfor artilleribeskydning med granater udstyret med radiobrandrør, der kunne bringes til detonation over køretøjerne og ramme den ubeskyttede besætning. Også de øvrige motorkøretøjer Sovjetunionen havde fået leveret fra vesten, blev erstattet af modeller udviklet nationalt. De polske og østtyske hære var knap så veludrustede med let-pansrede transportkøretøjer og måtte stadig i vid udstrækning anvende upansrede hjulkøretøjer til at transportere infanterienhederne i de mekaniserede og pansrede enheder.

Med tilførslen af alle disse pansrede køretøjer fremstod østblokhærene i stigende grad som pansrede enheder. En stor del af køretøjerne, især i den polske hær, var dog stadig modeller fra 2. verdenskrig, der var sårbare overfor den danske hærs panserværnsvåben og underlegen overfor den tunge danske Centurion-kampvogn.

Den organisation østblokkens hærenheder anvendte i 1950´erne adskilte sig kun i mindre grad fra den forudgående periode beskrevet i denne artikelseries fjerde del. Som nævnt faldt antallet af fodmarcherende skyttedivisioner drastisk og denne enhedstype fandtes ved slutningen af 1950´erne kun i den polske hær, idet både den sovjetiske hær og de enheder, der var under opstilling ved det østtyske militær, bestod af motoriserede og pansrede enheder. Skyttedivisionen i den polske hær fik nu organisatorisk et kampvognsregiment med 30 middeltunge T-34 kampvogne samt et batteri med fem selvkørende kanoner, hvilket gav disse enheder et større offensivt potentiale.

Nedlæggelsen af fodmarcherende enheder betød også, at antallet af divisioner i en armé faldt betydeligt. Hidtil havde en offensivt indsat armé typisk kunnet disponere over 6-12 divisioner, men dette tal faldt nu til imellem 3-6 divisioner. Disse ville nu være mekaniserede og pansrede divisioner med større bevægelighed og offensiv kraft, hvilket man håbede på ville kompensere for det ringere antal enheder. I den dårligere udrustede polske hær, hvis armeer bestod af 4-5 divisioner, var kun imellem 50-80% af divisionerne i hver armé pansrede og mekaniserede ved slutningen af 1950´erne. På arméniveau fandtes også yderligere selvkørende kanoner, artilleri og ingeniørenheder, der typisk blev brugt til at forstærke de underlagte divisioner.

BTR-152 pansrede mandskabsvogne ved parade på den Røde Plads, november 1954. Alle hære i østblokken undergik en mekaniseringsproces i 1950´erne. Grundlaget for denne var billige terrængående pansrede køretøjer, der ofte var baseret på civile modeller. For at forøge deres transportkapacitet var disse køretøjer som regel åbne, hvilket gjorde besætningen sårbar overfor våbenvirkning ovenfra. (Foto, RGAKFD).

I kraft af den tiltagende pansring og mekanisering voksede antallet af pansrede køretøjer i de mekaniserede og pansrede divisioner. De motoriserede skytteenheder der indgik i enhederne, fik nu i stigende grad terrængående pansrede transportkøretøjer og kunne dermed følge kampvognsenheder i terrænet uden at være henvist til hidtil benyttede risikable fremgangsmåde med at lade infanteri ride på dækket af kampvognene.

Den sovjetiske panserdivision gik fra at have tre panserregimenter til at have to. Til gengæld voksede antallet af panserbataljoner i hvert regiment, så regimentet i alt havde 109 middeltunge kampvogne og 5 lette PT-76 amfibiske kampvogne i sine tre bataljoner og pansrede opklaringskompagni. Panserregimentet havde også et batteri med 10 ISU-122 eller ISU-152 selvkørende kanoner. Panserdivisionens tunge panserregiment voksede også med en bataljon og bestod således nu af 95 tunge IS-3 kampvogne, imens de selvkørende kanoner blev udskilt af regimentet og nu udgjorde en selvstændig selvkørende pansret kanonartilleriafdeling med 32 styks ISU-122 eller ISU-152 selvkørende kanoner. I både de middeltunge og tunge panserregimenter udgik den motorskytte- eller maskinpistolbataljon, der skulle have støttet kampvognenes kamp, idet den sovjetiske hær forventede, at taktiske atomvåben i fremtiden ville kunne anvendes til at neutralisere fjendtligt infanteri i stilling, hvorved panserregimenterne ville kunne rykke uhindret frem. Panserdivisionens mekaniserede regiment blev nu omdøbt til motoriserede skytteregimenter, men bestod stort set stadig af de samme enhedstyper som hidtil, i form af en panserbataljon med 32 middeltunge kampvogne, et selvkørende kanonbatteri med 6 styks SU-85 eller SU-100 selvkørende kanoner, tre motorskyttebataljoner i pansrede mandskabsvogne, et pansret opklaringskompagni med bl.a. 5 lette PT-76 amfibiekampvogne samt et luftværnsmaskingeværkompagni. Regimentet havde nu kun et enkelt tungt morterkompagni og havde derved mistet en stor del af sin artilleristiske slagkraft, om end de kanoner der forsvandt ofte, var let 76mm skyts med begrænset rækkevidde og slagkraft. Grundet tilstedeværelsen af infanteri, panser og indirekte skydende våben, var motorskytteregimentet den eneste enhed i panserdivisionen med evne til at kunne føre en afsiddet kamp under de samvirkende våbens princip. Panserdivisionen havde også en opklaringsbataljon med et panserkompagni med 11 middeltunge kampvogne og 5 lette PT-76 amfibiekampvogne, et kompagni med 16 let-pansrede opklaringskøretøjer samt et motorcykelkompagni. Divisionens artilleriregiment bestod nu af to trukne 122mm haubitsafdelinger og en afdeling med flerrørsraketkastere, hvorved de tunge morterer udgik. På divisionsniveau var også en luftværnsbataljon, en ingeniørbataljon samt telegraf-, træn-, sanitets-, og faglige enheder. Den sovjetiske panserdivision var ved slutningen af 1950´erne således blevet til en næsten rent pansret enhed med et stort antal kampvogne og selvkørende kanoner, der kun i begrænset omfang kunne kæmpe afsid,det i lukket terræn, men som havde en voldsom kampkraft i åbent terræn i kraft af sine ca. 400 kampvogne og selvkørende kanoner.

I lighed med de mekaniserede regimenter skiftede de sovjetiske mekaniserede divisioner også navn til motorskyttedivisioner. I princippet var motorskyttedivisionen opbygget som panserdivisionen, bare omvendt. I stedet for tre panserregimenter havde motorskyttedivisionen kun et middeltungt panserregiment og i stedet for et motorskytteregiment, havde motorskyttedivisionen tre motorskytteregimenter. Disse regimenter var opbygget på samme måde som regimenterne i panserdivisionen. Divisionens artilleriregiment havde stadig en blanding af to afdelinger rørartilleri, en tunge morterbataljon samt en afdeling med flerrørsraketkastere. Hvad øvrige enheder angik lignede motorskyttedivisionen også panserdivisionen. I kraft af sine motorskytteregimenter samt ca. 270 kampvogne og selvkørende kanoner, var motorskyttedivision mere taktisk fleksibel end panserdivisionen og kunne alt afhængig af terræn og modstander problemfrit veksle imellem opsiddet og afsiddet kamp.

ISU-152 tunge selvkørende kanoner ødelagt under gadekampe i Budapest, oktober 1956. I stedet for indirekte skydende artilleri anvendte den sovjetiske hær selvkørende kanoner indsat i direkte skydning for at støtte angrebskampen. De tunge selvkørende kanoner var godt pansret, men deres fremadrettede bevæbning og mangel på maskingeværer gjorde dem sårbare overfor nærbekæmpelse, som vist på dette billede fra Ungarnopstanden. (Foto, Nagy Gyula, Fortepan.hu).

Den sovjetiske faldskærmsdivision mindede i sin opbygning i høj grad om de nedlagte skyttedivisioner. Divisionen havde tre luftbårne regimenter, der kunne indsættes med fly eller helikopter. Disse regimenter lignede organisationsmæssigt almindelige skytteregimenter, dog med færre tunge våben. Hvert luftbårent regiment kunne have 3-6 lette ASU-57 selvkørende kanoner, der kunne transporteres med helikopter eller nedkastes med faldskærm. Herudover havde divisionen de samme divisionsenheder som en normal skyttedivision, dog med kun et opklaringskompagni samt stærkt begrænset artilleri. Faldskærmsdivisionen var ikke som sådan en pansret enhed, men de selvkørende kanoner udgjorde stadig et alvorligt problem for de danske lokalforsvars- og hjemmeværnsenheder, der sandsynligvis ville have været de første til at få kampføling med luftlandsatte østblokenheder. Også den polske hær var i slutningen af 1950´erne begyndt at opstille faldskærmsenheder, men disse rådede ikke over pansrede køretøjer.

Udviklingen i den polske hærs enheder fulgte i store træk den i den sovjetiske hær. På basis af nedlagte skytte- og mekaniserede div polske hær oprettede en række panserdivisioner. Disse havde også tre panserregimenter, der dog alle var middeltunge. Den polske hær havde afskaffet sine panserbataljoner, så i stedet havde regimentet fem panserkompagnier direkte underlagt. Ideelt set skulle alle fem kompagnier have bestået af middeltunge kampvogne, men på grund af mangler her, bestod panserregimentets femte kompagni ofte af tunge kampvogne af typen IS-2 eller selvkørende kanoner af typen ISU-122 eller ISU-152. Panserregimentets styrke vekslede således imellem 55 middeltunge kampvogne til 42 middeltunge kampvogne suppleret med 10 tunge kampvogne eller selvkørende kanoner. Panserregimentet i den polske hær havde, i modsætning til den sovjetiske, et motorskyttekompagni og bevarede dermed princippet om de samvirkende våbens kamp. På grund af manglen på pansrede mandskabsvogne, var dette kompagni dog stadig ofte henvist til den farlige praksis med at ride på kampvognenes dæk. Panserdivisionens mekaniserede skytteregiment bestod af tre mekaniserede skyttebataljoner. På grund af mangel på pansrede mandskabsvogne og motorkøretøjer generelt havde hver mekaniseret skyttebataljon ofte kun to reducerede kompagnier, støttet af et maskingeværkompagni og et panserværnskompagni. Igen betød manglen på pansrede mandskabsvogne, at skytteenhederne ofte var henvist til at ride bagpå kampvognene. De mekaniserede skyttebataljoner blev støttet af en panserbataljon med 25 middeltunge T-34 kampvogne samt et batteri med 10 styks ISU-122 eller ISU-152 selvkørende kanoner. Af støtteenheder rådede regimentet over et morterkompagni, et artilleribatteri samt et luftværnsbatteri. På divisionsniveau var en pansret opklaringsbataljon med et panserkompagni med syv middeltunge T-34 kampvogne samt tre lette PT-76 amfibiekampvogne, et opklaringskompagni med panservogne samt et motoriseret skyttekompagni. Artillerimæssigt rådede divisionen over en enkelt artilleriafdeling samt an afdeling med flerrørsraketkastere. På divisionsniveau var også en luftværnsbataljon, en ingeniørbataljon samt telegraf-, træn-, sanitets-, og faglige enheder.

Middeltung T-54 kampvogn under Ungarnopstanden, oktober 1956. Denne kampvogn var et moderne design der fuldt ud kunne matche de Centurion-kampvogne den danske hær rådede over. Med sit tykke frontpanser kunne den modstå beskydning fra de fleste danske panserværnsvåben i 1950´erne. Det var meningen at T-54 skulle erstatte den ældre T-34, men især de polske og østtyske hære havde ikke råd til at modernisere deres kampvogne i samme tempo som den sovjetiske. (Foto, Pesti Srác, Fortepan.hu).

Den mekaniserede division i den polske hær var ligesom i den sovjetiske organiseret modsat af panserdivisionen med tre mekaniserede skytteregimenter og et panserregiment. I den mekaniserede division havde panserregimentet ikke noget motorskyttekompagni. Divisionen havde et artilleriregiment med tre afdelinger rørartilleri og den samme type opklaringsbataljon og øvrige enheder som panserdivisionen. Både den polske panserdivision og den mekaniserede skyttedivision skulle kunne løfte de samme taktiske opgaver som deres sovjetiske modstykker, men havde ikke den samme slagkraft, hverken hvad mængden af kampvogne, øvrige pansrede køretøjer eller artilleri angik.

Den østtyske hær begyndte sin opstilling i 1956 ved at kopiere den sovjetiske hærs materiel, organisation og doktrin. Der var dog reelt hverken materiel eller mandskab nok til at udfylde de styrkemål, den østtyske ledelse havde sat sig. Den østtyske hær var således ikke i en forfatning i 1950´erne, hvor den kunne deltage i offensiv aktivitet rettet imod Danmark.

I anden halvdel af 1950´erne begyndte både det polske og sovjetiske militær at opstille marineinfanterienheder til brug i Østersøen. Parallelt hermed forløb en produktion af landgangsskibe og andre fartøjer til brug i amfibisk krigsførelse, der i første omgang erstattede den uhomogene blanding af enheder leveret via den amerikanske våbenhjælp under krigen samt erobret tysk og italiensk materiel. Østblokkens offensive landgangskapacitet forblev således stadig kun på et niveau, hvor man kunne landsætte en enhed på størrelse med et afsiddet skytteregiment, støttet af op til en bataljon pansrede køretøjer. Man havde også stadig kun kapacitet og doktrin til at kunne gøre dette på en forholdsvist uforsvaret strand.

Hærene i østblokken fortsatte i stort omfang med at basere sig på langtidstjenestegørende værnepligtige, der typisk var indkaldt i 2-3 år. Kun den østtyske hær valgte indledningsvist at basere sin rekruttering på hvervede frivillige, der tegnede kontrakt for minimum to års tjeneste.

De mange ændringer i enhedernes materiel og sammensætning havde også betydning for den anvendte angrebsdoktrin. I stedet for de fodmarcherende og hestetrukne skyttedivisioner, overtog de motoriserede og mekaniserede motorskyttedivisioner denne opgave. Hvor skyttedivisionerne søgte at angribe på en smal gennembrudssektor med en overvældende koncentration af mandskab, kampvogne og artilleriild, angreb motorskytteenhederne over en bredere front for derved bedre at kunne udnytte deres pansrede mobilitet og den fleksibilitet som deres køretøjsmonterede radioer gav dem. Den gældende doktrin foretrak et angreb fra bevægelse, idet man her mente bedst at kunne udnytte den forventede chokeffekt skabt igennem et kort men voldsomt artilleribombardement, fulgt op af hundredvis af pansrede køretøjers pludselige fremrykning. Artilleriilden ville stadig indledningsvist blive affyret efter en ildplan, men bombardementet var nu kortere og mere intenst, beregnet på at holde forsvareren nede og røgblænde ham, så de pansrede køretøjer kunne nå ind på effektiv skudafstand. Artilleriet skulle dog stadig lægge tyngden af ilden på erkendte fjendtlige tunge våben, for derved forhåbentlig at kunne ødelægge eller neutralisere dem. Herefter kunne man så ved hjælp af ingeniørmidler begynde gennembrydningen forsvarerens minefelter, for så herefter, støttet af den ilden fra kampvogne, selvkørende kanonener, pansrede mandskabsvogne og morterer, at storme de fjendtlige kampstillinger. Et angreb udført på denne måde repræsenterede et stort problem for en forsvarer, der havde valgt at indrette sin doktrin og organisation, som den danske hær havde gjort i 1950´erne. Dette skyldtes primært manglen på langtrækkende panserværnsvåben, der som nævnt var begrænset til de få 76mm Panserværnskanon M.45.E og 75mm Dysekanon M/50, som udgjorde rygraden i hvert forsvarsområdes panserværnsplan. Hvis disse våben blev nedkæmpet, røgblændet eller holdt nede med ild, ville en pansret modstander såsom en motorskyttedivision hurtigt kunne komme på stormafstand af de danske forsvarsområder og derfra fortsætte angrebet ind i dybden af de danske forsvarsstillinger.

En motorskyttedivision kunne således angribe en modstander med sine tre motorskytteregimenter forrest og holde sit panserregiment og opklaringsbataljon i reserve klar til at udnytte en eventuel succes. Motorskyttedivisionen ville her typisk angribe over en front på 15-25 km. Hvis man forventede hård modstand samt stor dybde og udbygningsgrad i forsvaret, kunne man vælge at angribe over en smallere front, med to motorskytteregimenter forrest samt et motorskytteregiment og panserregimentet i reserve. Motorskyttedivisionen ville her typisk have en frontbredde på kun 6-10 kilometer, altså nogenlunde den samme frontbredde som en typisk dansk regimentskampgruppe indsat i forsvarsområder. Hvert motorskytteregiment brugte typisk sin panserbataljon til at forstærke hver af sine motoriserede skyttebataljoner, der således selvstændigt kunne fungere efter princippet om de samvirkende våbens kamp. Motorskytteregimentet ville her typisk også blive forstærket, så hver af de forrest indsatte motorskyttebataljoner som minimum, ville blive støttet af en rørartilleriafdeling samt 1-2 pansrede ingeniørdelinger.

Den polske hær, der ved slutningen af 1950´erne stadig delvist bestod af fodmarcherende skyttedivisioner og hvis mekaniserede divisioner var mangelfuldt udrustede med pansrede mandskabsvogne, ville stadig have anvendt den hidtidige doktrin med at forsøge at overvælde modstanderen ved at angribe på en smal gennembrudssektor med stor dybde i de angribende enheder, som beskrevet i artikelseriens del 4.

Principskitse: Forskellige østblokenheder og deres taktiske opgaver. Motorskyttebataljoner i angreb og de forreste enheder i en forfølgelse ville typisk være forstærket med ingeniører med rydnings- og bromateriel. Angribende motorskytteenheder ville typisk også være blevet forstærket med yderligere artilleri, så hver af de forreste bataljoner havde minimum en artilleriafdeling i direkte støtte. (Copyright: Rune H. Iversen 2021).

Østblokkens panserdivisioner havde i kraft af deres ringere tildeling af motorskytteenheder og artilleri ikke de samme forudsætninger for at kunne gennembryde feltbefæstede og landminebeskyttede stillinger, som motorskyttedivisionerne havde. I princippet skulle panserdivisionerne derfor holdes tilbage indtil et gennembrud, var opnået, hvorefter de skulle indsættes med henblik på at angribe taktiske og operative mål i dybden af forsvarerens territorium, samt søge at forfølge, omringe og nedkæmpe forsvarende styrker der måtte forsøge at fastholde deres stillinger eller trække sig tilbage. I princippet ville motorskyttedivisioner også kunne løfte denne opgave, men på grund af deres store antal kampvogne var panserdivisionerne særligt velegnede. Den pansrede division rykkede typisk frem ad 1-2 fremrykkeakser med kompagnier af opklaringsbataljonen forrest i hver fremrykkeakse. Medmindre kamp imod modstandere i lukket terræn eller feltbefæstede stillinger kunne forventes, ville panserdivisionen typisk have et panserregiment forrest i en given fremrykkeakse, for derved hurtigt at kunne overvælde en hastigt etableret forsvarsstilling med den samlede offensive kraft fra over hundrede kampvogne. Divisionens motorskytteregiment ville dog stadig typisk være iblandt de forreste enheder for derved hurtigt at kunne blive forreste enhed. I kraft af sin store mobilitet og køretøjsmonterede radiomateriel kunne panserdivisionen forholdsvist hurtigt udfolde sin kampkraft og derved hastigt omgå eller rette flankerende angreb imod en modstander, der havde været i stand til at standse det forreste regiments fremrykning.

Motorskytte- og panserenhedernes øgede mobilitet og større tildeling af radiomateriel gav også mulighed for en mere fleksibel føring af disse enheder, om end vægten i de lavere taktiske led, fra bataljonsniveauet og nedefter, stadig var på at udføre givne befalinger under anvendelse af en række standard-kampekcersitser. Alt dette ville potentiel kunne skabe problemer for en dansk hær, der selv stadig var relativt taktisk immobil og som planlagde forsvarskampen gennemført stationært fra en række befæstede forsvarsområder. Den højere grad af pansring, motorisering og mekanisering af østblokhærene, kombineret med den mere smidige føring som den øgede tildeling af radiomateriel tillod, ville potentielt gøre det muligt for dem at overvælde hvert dansk bataljons-forsvarsområde et efter et, i en veritabel flodbølge af pansrede køretøjer.

I midten af 1950´erne genvandt det polske forsvar en stor del af sin autonomi, idet polske officerer erstattede de sovjetiske, der siden 2. verdenskrig havde besat de højeste chefposter i det polske militær. Polens indtræden i Warszawapagten betød også, at det polske forsvar blev tildelt opgaven med at danne en ”front”, bestående af adskillige arméer. Denne front skulle have ansvaret for at lede kampoperationer imod Danmark og de nordligste dele af Vesttyskland. Fra 1954 har vi en polsk øvelse, der har angrebet på disse områder som tema. Det ser ud som om den styrke den polske generalstab dengang regnede for nødvendigt til at angribe Danmark udgjorde en armé. Det vil sige en styrke bestående af 6-7 skyttedivisioner plus 2-3 mekaniserede eller pansrede divisioner. Arméen, med ca. halvdelen af skyttedivisionerne plus de mekaniserede og pansrede enheder skulle indsættes imod den jyske halvø, imens 2-3 skyttedivisioner skulle angribe den sjællandske øgruppe og Bornholm, med tyngden imod Sjælland. Det primære problem her ville givetvis have været den begrænsede landgangskapacitet, der som nævnt næppe ville række til mere end at kunne landsætte et skytteregiment forstærket med op til en bataljon kampvogne på en uforsvaret kyststrækning. Lige som tidligere ville man stadig være afhængig af hurtigt at erobre en større havn eller flyveplads for herefter at kunne sejle eller flyve forstærkninger ind. Angrebet imod den jyske halvø og Fyn ville givetvis mest være blevet begrænset af mængden af overgangsmateriel til rådighed for angrebet hen over større vandhindringer som Limfjorden eller Lillebælt. I løbet af 1950´erne, efterhånden som østblokhærene både blev mindre men samtidig mere mekaniserede og pansrede, ville antallet af skyttedivisioner givetvis være faldet, for at blive erstattet med et mindre antal mekaniserede og pansrede enheder, således at antallet af divisioner indsat imod danske hærstyrker måske kun ville være 5-6. I øvelsen fra 1954 er der ikke indsat faldskærmsenheder, men idet øvelsen primært omhandler polske enheder og eventuelle faldskærmsenheder på dette tidspunktville have været sovjetiske, er det muligt disse ,ikke indgår som en del af øvelsesgrundlaget. Under alle omstændigheder ville den polske hær fra slutningen af 1950´erne have rådet over egne luftlandeenheder i regimentsstyrke.

Mulig udgangssituation i efteråret 1958, hvis Taiwan- og Berlinkriserne havde udløst konflikt. De danske enheders mobilisering i Jylland er skærmet af de endnu ufuldstændigt opstillede vesttyske styrker (indtegnet med gult). To polske arméer, forstærket med en sovjetisk faldskærmsdivision, skal erobre den jyske halvø og de danske øer øst for Storebælt. (Copyright: Rune H. Iversen 2021).

Konklusion for perioden 1950-1959.

Den danske hær gennemgik en enorm udvikling i løbet af perioden. Man havde indkøbt eller modtaget enorme mængder af materiel og brugt dette til at opfylde de styrkemål, som NATO havde sat. Oven i dette havde man udviklet en strategi for national overlevelse, der var indpasset NATO og USA´s planer for, hvordan en kommende krig skulle vindes.

På det lavere taktiske niveau var hærens doktrin for forsvarskampen tilpasset den nationale forsvarsstrategi. Fra velbefæstede forsvarsområder og støttet af store minefelter og artilleri, skulle dansk fodfolk og deres tilknyttede panserværnsvåben standse fjendens pansrede køretøjer. Eventuelle fjendtlige kampvognsenheder der klarede at kæmpe sig vej igennem forsvarsområdernes ild skulle blokeres og modangribes af de pansrede brigadegrupper, der var til stede i hver landsdel. Denne modstand skulle forsinke eller standse de angribende modstandere fra østblokken i så lang tid, at USA ville være i stand til at vinde krigen igennem sin overlegenhed i strategiske atomvåben, eller indtil forstærkninger fra NATO kunne indtræffe. Men ville denne doktrin kunne have fungeret i virkeligheden, eller var det isolerede Danmark reelt et tabt land i 1950´erne?

Størstedelen af den danske hærs styrke var placeret i Jylland og på Fyn, både hvad mandskab og pansrede køretøjer angik. Det var også her, hvor truslen var først, også selv om de fremskudte NATO-styrker i Slesvig-Holsten, kombineret med de danske enheders høje beredskab, givetvis ville have været i stand til at købe de danske felthærsstyrker den fornødne tid til at komme på plads i de forudsete stillinger i Sønderjylland.

At man fra dansk side valgte en doktrin, hvor fodfolksregimentet blev immobilt indsat i en række forsvarsområder skyldtes nok først og fremmest truslen fra fjendens artilleri og kampvogne men nok også, at den danske hær selv med leverancerne via våbenhjælpen ikke havde den nødvendige pansring og motorisering til at kunne klare sig i bevægelig kamp imod en modstander med så mange pansrede køretøjer, som østblokhærene i stigende grad fik i løbet af 1950´erne. Den tiltagende pansring, motorisering og mekanisering af østblokhærene stillede den danske hær overfor alvorlige taktiske problemer, idet den valgte danske forsvarsdoktrin og organisation primært var optimeret på at bekæmpe fodmarcherende skytteenheder støttet af et moderat antal kampvogne. Det er fordi, den tiltagende pansring og mekanisering gjorde det vanskeligt at skille kampvognene fra de øvrige våbenarter, idet disse nu i stigende grad blev transporteret i pansrede køretøjer. Dette lagde i endnu højere grad end tidligere hovedparten af den taktiske belastning på de rådige panserværnsvåben, idet bekæmpelsen af fjendtlige pansrede køretøjer nu fremstod som den centrale faktor i en velgennemført forsvarskamp. Meget ville således blive afgjort af udfaldet af kampene i de enkelte bataljons-forsvarsområder, idet disse ville afgøre hvor store pansrede enheder de bagvedliggende danske pansrede reserver skulle være i stand til at standse. Hvis en intakt sovjetisk panserdivision med over 400 pansrede kampkøretøjer brød igennem en dansk fodfolksdivisions stillinger, ville selv koncentrationen af alt rådigt panser i Jylland, i form af tre panserbataljoner og en opklaringsbataljon, have vanskeligt ved at stoppe en lurende taktisk og operativ katastrofe.

Den danske Regimentskampgruppe ville nok have haft rimelige chancer imod østblokkens skyttedivisioner, også selv om disse var støttet med betydelige mængder af pansrede køretøjer, idet den danske regimentskampgruppe nok ville have tilstrækkelig med ildkraft til at standse det fodmarcherende fjendtlige infanteri. Herved ville de fjendtlige panserkøretøjer være isoleret uden infanteri-eller artilleristøtte og kunne nedkæmpes igennem indsættelse af panserværnspatruljer og modangreb fra divisionens reserve-regimentskampgruppe, støttet af en divisionens panserbataljon.  Det store antal geværgranater og raketstyr gjorde også, at fjendtlige kampvogne ikke længere ville kunne nøjes nedkæmpe de langtrækkende panserværnsvåben for så herefter at tromle det forsvarsløse danske fodfolk over ende, som det skete den 9. april 1940. Hver gruppestilling rådede nu over minimum et effektivt og moderne kortholds-panserværnsvåben, der kunne standse selv tunge kampvogne og selvkørende kanoner med et flankerende skud.

De mekaniserede eller pansrede østblok-divisioner udgjorde et større problem, idet disse potentielt ville kunne nedkæmpe, neutralisere eller blænde de danske regimentskampgruppers få langtrækkende panserværnsvåben, for herefter at gennemføre opsiddede angreb igennem rummene imellem de forskellige modstandspunkter. En dansk fodfolksdivision ville med sin ringe bevægelighed og forholdsvist få langtrækkende panserværnsvåben og kampvogne have svært ved at imødegå et sådant angreb. Den danske hær havde dog stadig enkelte fordele. For det første havde især de østtyske og polske hære en mangel på pansrede mandskabsvogne i 1950´erne, hvilket betød, at kampvognene stadig risikerede at blive isoleret fra deres artilleri- og infanteristøtte. Herved ville de være sårbare overfor de skjulte danske panserværnskanoner, som var vanskelige at erkende fra en kampvogn med lukkede luger. I mørke og usigtbart vejr samt i lukket terræn ville de også være sårbare overfor dansk fodfolk udrustet med geværgranater og raketstyr. For det andet var den danske Centurion-kampvogn overlegen i bevæbning og beskyttelse i forhold til de ældre pansrede køretøjer i østblokken, især T-34. Man måtte dog stadig satse på, at de mange udlagte landminer og godt slørede stillinger ville være tilstrækkeligt til at sinke og ødelægge sammenhængen i det fjendtlige panserstød, hvilket forhåbentlig ville gøre det muligt at indsætte de forskellige reservestyrker på regiments-, divisions- og korpsniveau til at blokere og nedkæmpe østblokkens panserkiler en efter en. Den danske hær havde således, i hvert fald delvist, inkorporeret erfaringerne fra 2. verdenskrig om, at betragtelige dele af egne panserværnsvåben skulle være mobile og holdes i reserve, for derved at kunne modvirke et truende fjendtligt gennembrud af de foranliggende stillinger. Man havde fra dansk side integreret fodfolk, panser og artilleri i et samvirkende og sammenhængende taktisk system, der søgte at udnytte hver våbenarts stærke sider. Men dette ville kun vare så længe den danske hær kunne diktere vilkårene for kampen. Det øjeblik østblokkens enheder opnåede initiativet ved at gennembryde de danske forsvarsstillinger, ville potentielt kunne være katastrofalt for de fodmarcherende danske regimentskampgrupper fastlåst i deres forsvarsområder.

På den jyske halvø ville meget afhænge af, hvorledes de indledende kampe umiddelbart nord for grænsen forløb. Det danske drømmescenarie her ville være et, hvor østblokkens angribende pansrede enheder blev stoppet af en kombination af panserværnsild fra de forskellige modstandsområder støttet af modangreb fra de danske pansrede bataljoner, imens luftdetonationerne fra artilleriets granater decimerede enheder i åbne pansrede køretøjer, og Flyvevåbnets jagerbombere regnede napalm ned på de standsede panserkolonner. Alternativt ville kampen afhænge af, hvor effektivt de få mobile og pansrede danske reserver ville være i stand til at neutralisere de fordele østblokkens enheder i stigende grad havde i pansring og mobilitet, indtil de fodmarcherende danske enheder havde forberedt en ny modstandslinje af forsvarsområder længere nordpå. Disse nordligere stillinger ville dog, på grund af begrænsningen i landminebeholdningen og den kortere forberedelsestid, næppe være lige så formidable som den indledende stilling i Sønderjylland. Den sidste af disse modstandslinjer gik langs Limfjorden og tværs over Himmerland, og hvis man kunne nå denne linje med størstedelen af de danske fodfolksdivisioner og den pansrede brigadegruppe intakt, ville det måske kunne lade sig gøre at holde ud i den måneds tid der var målet. Hvis de danske enheder i Jylland tog for store tab på deres vej tilbage, ville det være umuligt at fastholde Nordjylland, og halvøen ville gå tabt. 

På den sjællandske øgruppe ville Hærens høje beredskab også have betydet, at man ville have nået at mobilisere og komme på plads i de forudsete beredskabsområder, samt at lokalforsvarsenhederne ville have kunnet besætte den nøgleinfrastruktur og -objekter, de var sat til at beskytte. Forsvaret af den sjællandske øgruppe nød også godt af, at især Søværnet leverede et meningsfuldt bidrag. Igennem udlagte søminefelter bevogtet af søforter og sejlende enheder, blokerede Søværnet således passagen igennem Storebælt, Øresund og til de indre sjællandske farvande. Hærens egne lokalforsvarsenheder hjalp med til at sikre søforterne og de mest sårbare havne på Sjælland og omkringliggende øer. Sammen med en regimentskampgruppe sikrede de også Møn, Falster og Lolland imod angreb og beskyttede dermed Sjælland imod angreb fra syd. Den eneste vej til invasion af Sjælland ville således være først at rydde en passage igennem sund eller bælt ved at ødelægge søforterne og Søværnets sejlende enheder for derefter at stryge søminefelterne. Alternativt kunne man invadere Møn, Falster eller Lolland først og så derfra foretage et kystspring til Sjælland. Alle disse fremgangsmåder ville kræve tid og skete under den begrænsning, at østblokkens landgangskapacitet stadig ikke kunne løfte mere end et forstærket skytteregiment, der kunne være støttet af op til en bataljon kampvogne. Det ville selvfølgelig være muligt at indsætte faldskærmsregimenter eller -divisioner, men siden disse selv i bedst fald havde et begrænset antal pansrede køretøjer og artilleri til rådighed, ville de være de danske fodfolksdivisioner underlegen i kampkraft. De samme problemstillinger gjorde sig i mindre omfang gældende for Fyn og Bornholm. Samtidig ville det danske Flyvevåben naturligvis også gøre sit bedste for nedskyde anflyvende transportfly med faldskærmsenheder og støttet de kæmpende danske enheder til lands og til vands med ustyrede raketter, bomber og napalm.

Hvis man sætter det på spidsen kunne argumentere for, at det var østblokken, der havde et panserværnsproblem på den sjællandske øgruppe, idet de rådige danske pansrede bataljoner, der rådede over 80 overlegne tunge Centurion-kampvogn bakket op af en bataljon M10 panserjagere, ville blive indsat offensivt imod ethvert forsøg på at danne et luft- eller sølandsat brohoved. Siden det danske forsvar på Sjælland også rådede over tre regimentskampgrupper, ville det ved lokalforsvarsenheder og Hjemmeværnets hjælp givetvis kunne lade sig gøre at indkapsle de få brohoveder, der måtte være blevet etableret og så udslette dem et efter et igennem overlegne modangreb. Det var derfor kun hvis de landsatte enheder, imod forventning, hurtigt var i stand til at erobre en havn eller flyveplads, at forsvaret af Sjælland ville komme i knibe. Dette ville skabe de samme taktiske problemer som i Jylland, efterhånden som østblokken fik landsat nok enheder til at opbygge en talmæssig overlegenhed i mandskab, pansrede køretøjer og artilleri. Forsvaret af den sjællandske øgruppe ville således have repræsenteret den danske stats bedste bud på at overleve længe nok til, at amerikanske atomvåben eller forstærkninger ville være i stand til at redde landet. Vanskelighederne ved en invasion af den sjællandske øgruppe var den primære grunds hertil, idet disse nullificerede mange af de fordele østblokkens hærenheder nød i kraft af deres forøgede pansring og mobilitet. Eller med andre ord: Hvis den polske T-34 kampvogn ikke kunne komme i land, var den simpelthen ikke noget taktisk problem for den danske hær.

Litteraturliste del 5 (1950-1959).

Bonnesen, C.H. 2008. Hærens motorisering og genopbygning 1943-1950. Syddansk Universitet. Center for Historie

Christensen, J.O. & Iversen, R.H. 2014. Hæren: 400 års danmarkshistorie. Gads Forlag.

Clemmesen, M.H. 1987. ”Udviklingen i Danmarks forsvarsdoktrin fra 1945 til 1969” i Militärhistorisk Tidskrift 1987:1, Stockholm.

Dansk Institut for Internationale Studier. 2005. Danmark under den kolde krig. Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991. Bind 1. København.

Феськов, Виталий Иванович, Голиков, Валерий Иванович, Калашников, Константин Анатольевич, Слугин, Сергей Анатольевич. 2013. Вооруженные Силы СССР после Второй мировой войны: от Красной Армии к Советской. Ч. 1. Сухопутные войска. Томск

FM 30-102. Handbook on Aggressor Military Forces. 1960. Department of the Army.

Generalinspektøren for Artilleriet. 1956. Reglement for Luftværnsartilleriet XVI. Skydeinstruktion for let luftværnsartilleri.  S.L. Møllers Bogtrykkeri, København.

Generalinspektøren for Artilleriet. 1957. Reglement for Feltartilleriet I. 105mm Haubits feltaffutage. Betjening m.m.  S.L. Møllers Bogtrykkeri, København.

Hærens organisationsskemaer for perioden 1953-1959.

Hærens taktiske og operative reglementer fra deling til bataljonsniveau generelt, herunder Feltreglementerne.

Kajetanowicz, Jerzy. 2004. Polskie wojska lądowe w latach 1945-1960, Toruń.

Kentaur. Pansertroppernes Tidsskrift. 1954-1960.

Kopenhagen, W. 2006. Landstreitkräfte. Taget fra: Die NVA, Land-, Luft- und Seestreitkräfte. Wilfried Kopenhagen, Hans Mehl, Knut Schäfer (eds.). Motorbuch Verlag.

Kragh, E. 1950. Danmarks Forsvar indenfor Atlantunionen. Codan Odense.

Militært Tidsskrift for perioden 1950-1959.

Miśkiewicz Benon, 2006. Wojsko polskie w XX wieku, Poznań: wydawnictwo Kurpisz.

Rasmussen. P.H. 2019. Den danske Tysklandsbrigade 1947-1958. University of Southern Denmark Studies in History and Social Sciences, vol. 579.

Ringmose, J. 2007. Frihedens assurancepræmie: NATO, Danmark og forsvarsbudgetterne. Odense: Syddansk Universitet. Institut for Statskundskab.

Senger und Etterlin, F.M. von. 1961. Die Panzergrenadiere: Geschichte und Gestalt der mechanisierten Infanterie 1930-1960. J.F.Lehmanns Verlag.

Vegger, A.C.B. 1985. Slesvig-Holsten fra 1945-1962. En beskrivelse af de militære forhold i Slesvig-Holsten fra 5. maj 1945 til etablering af "Enhedskommandoen for den sydlige del af NATO's Nordregion" den 1. juli 1962. 2. udgave. Det Kongelige Garnisonsbibliotek.

Vegger, A.C.B. 1989. Udviklingen af den det danske doktrinære grundlag for forsvarskampen i årene efter anden verdenskrig, baseret, dels på krigens konventionelle erfaringer, dels på tilkomsten af (taktiske) atomvåben.

Villaume, P. 1994. Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961. Vandkunsten.

Wenzke, R. (red.) 2010. Die Streitkräfte der DDR und Polens in der Operationsplanung des Warschauer Paktes. Potsdamer Schriften zur Militärgeschichte. Potsdam MGFA

Arbejdsredskaber til kort og grafik:

-https://maps-for-free.com/ (Hans Braxmeier, mail@braxmeier.de)

-http://www.mapsymbs.com/ (Major Tom Mouat, tommouat@compuserve.com)

Tak til:

-Andreas, Danny, Frederik, Mikkel, Nicolai, Patrick, Sebastian og Thomas.

-Forsvarets Bibliotek.

-Forsvarsakademiet.

-Forsvarsgalleriet.

-Krigsmuseet og Jens Ole Christensen.

-Pansermuseet i Oksbøl.