Log ind

Panserkrig

#

Betragtninger over fortid og frem tid.

(Gengivelse af en artikel af den kendte, tyske general Guderian i »Armored Cavalry Journal«. Jan. febr. 1949).

De de tyske pansertropper brød igennem den forlængede Maginotlinie ved Sedan i mai 1940 og nåede Atlanterhavet og Sommeflodens munding i løbet af få dage, vakte dette heldige resultat forbavselse selv hos de professionelle. Undersøgelserne angående de allierede franske og britiske troppers nederlag dengang er ikke ophørt siden da. Man tilskrev i første omgang det tyske held en formodet numerisk overlegenhed. Franskmændene anslog den tyske panserstyrke på vestfronten i maj 1940 til 7000 kampvogne, hvorimod der ifølge de franske opgørelser kunne stilles omkring 4500 kampvogne på de allieredes side. I virkeligheden var organisationsmæssigt antallet af tyske kampvogne (medregnet opklaringspanservogne) 2800. E fter omhyggelig beregning kan det godtgøres, at styrken var ca. 2000, når man fradrager opklaringskøretøjerne og de køretøjer, som faldt ud under marchen den 13. maj, datoen for overskridelsen af Meuse. Det var derfor ikke numerisk overlegenhed, som var årsagen til Tyskernes overraskende sejr. Følgeligt må der have været andre årsager af afgørende art. N år et slagt er tabt, plejer man først og fremmest at dadle ledelsen og søge fejlene dér. N år et slag er vundet, stiger antallet af dem, der vil have æren derfor, betydeligt. H eraf følger derfor, at ledelsens ansvar for det heldige resultat var akkurat lige så stort på sejrherrens side, som det i nederlaget var det for den slagne. V i må derfor først og fremmest betragte ledelsen af det tyske panservåben, hvis vi ønsker at forklare den tyske sejr på vestfronten i 1940.

Ledelsens indflydelse på de tyske panserstyrker gjorde sig gældende længe før krigen. Den bestod i en fornyelse af det gamle, prøvede grundlæggende princip for rytteriets ledelse. Føre ren skulle være langt fremme. Han skulle være, hvor han selv kunne se, hvad der foregik, og direkte modtage meldingerne fra sine opklaringsenheder, således at han blev i stand til hurtigt at udgive sine ordrer. V ar der tale om store enheder, der marcherede i flere kolonner, måtte han være ved den vigtigste kolonne. Han måtte i hvert fald være i spidsen a f sin reserve; thi i modsat tilfælde ville han miste enhver mulighed for at føre. Pansertroppernes fører må udføre sin funktion personligt. Han kan ikke tillade sig at lade sig repræsentere ved medlemmer af sin stab. Soldaten ønsker selv at se sin general. På den anden side skal hans stab have en vis stabilitet, således at meddelelsestjenesten og forbindelsen til siden og bagud kan opretholdes, og den kommanderendes ordrer meddeles alle dem, de angår. Heraf fremgår nødvendigheden af at dele staben i en forreste echelon, som ledsager den kommanderende, og en bagvedværende, der sørger for overgivelse a f ordrer og meddelelser til siderne og bagud. Den forreste eller kommandostabens echelon må være lille, bevægelig og i stand til at sørge for sig selv på kamppladsen. Den skal derfor transporteres i panservogne. Den må være udstyret med de allerbedste forbindelsesmidler.

Det vigtigste forbindelsesmiddel er radioen. Næsten alle fægtningsbefalinger under bevægelseskrigen i Frankrig blev givet ved radio. Disse befalinger må naturligvis være i kode, hvilket kræver et chifreringsapparat i den kommanderendes køretøj. Fuldstændig og virksom brug a f radio til udgivelse af befalinger kræver stor kortfattethed i ordlyden. Dette »kommandosprog« for de pansrede enheder forudsætter en særlig indøvelse. Telefonen er imidlertid på ingen måde blevet overflødig. Den blev regelmæssigt brugt i de mobile faser af krigen i Frankrig og Rusland til at sikre strømmen af meddelelser bagud. Radioforbindelse alene er utilstrækkelig til i det lange løb at sikre overbringelse bagud af ordrer og meddelelser — særligt ikke af ordrer vedrørende kontrollen med forsyninger. Men da luftangreb blev en stigende fare for forbindelserne bagud, særligt hvis vigtige forsyningslinier og deres enheder udsøges som mål for luftangreb, vil trådforbindelser blive mindre og mindre pålidelige, og det vil blive mere og mere nødvendigt at tage sin tilflugt til radioen. Den høje grad af fuldkommenhed, der er opnået ved radioteknikens moderne udvikling, gør det muligt at benytte radioen på den måde. Radiotelefonen i særdeleshed letter kontakten mellem føreren og hans tropper, forudsat at god telefondisciplin opretholdes i begge ender. Kortfattethed og brug af koder er uundværlig. Jeg er sikker på, at intet andet system vil holde i fremtiden.

Ledelsens bevægelighed og den kommanderendes nærværelse m idt iblandt de kæmpende kampvognsenheder var den første af de årsager, som forklarer de store resultater, tyskerne opnåede. En anden årsag var koncentrationen af kampvogne i store enheder og disse store enheders samling i pansergrupper — senere endog i panserarméer — i områder af afgørende vigtighed. Før krigen havde vore modstandere tænkt på formation af store kampvognsenheder, men de havde forsømt at bringe dette princip til udførelse. Tyskerne var i virkeligheden de første, som realiserede tanken om at skabe en 'panserdivision. Alle andre hære optog senere dette princip på et eller andet tidspunkt før krigens afslutning.

De tyske panserdivisioner omfattede alle de tjenestegrene, som under kamp var fornødne til understøttelse for kampvognene selv: fodfolk (først kendt som »skytter« senere som »kampvognsgrenaderer«), opklaringstropper, artilleri, panserværnsenheder, pionerer, meddelelsestropper, sanitets detachementer, værksteder og anden bagvedværende tjeneste. E t spørgsmål, som særlig var under debat, var forbindelsen mellem kampvogne og det ledsagende fod folk. Der var ingen sinde tvivl om fodfolk som en del a f panserdivisionen; det eneste spørgsmål, der rejstes, var om i hvilket forhold. I 1940 bestod organisationen af 4 panserbatailloner, 2 skyttebatailloner og 1 skyttebataillon på motorcykler. I 1941 blev på H itler’s ordre antallet af panserbatailloner reduceret til 2 eller 3 og antallet af skyttebatailloner forøget til 4. Ved indledningen af felttoget i Rusland føjedes endnu en skyttebataillon på motorcykler til. Motorcykelskytterne var imidlertid ikke egnede til at imødegå de vanskeligheder, som veje og vejrbetingelser frembød i Rusland. A f den grund tilsluttedes disse batailloner opklaringsbatailloneme. Reduktionen af antal panserbatailloner til 2 eller 3 var beklagelig. N år alt kommer til alt, danner kampvognene panserdivisionens vigtigste våben, og det kan ikke betale sig at opstille det komplicerede apparat, som en panserdivision er, alene for en ringe kampvognsstyrke. Slagkraften i angrebet formindskes lige så hurtigt, som antal kampvogne reduceres. Vore største resultater i vest i 1940 afhang i høj grad af samling af alle vore kampvogne i en stærk division. Kun på den måde var det os muligt at få overtaget over vore modstanderes numeriske overlegenhed. På de steder, hvor de afgørende sammenstød fandt sted, lykkedes det os som et resultat heraf at blive numerisk stærkere end de fjendtlige styrker over for os. Enhver spredning af kræfterne er skadelig. Af den grund er et lille antal a f virkelig stærke divisioner at foretrække for et større antal svagere. Sandsynligvis er det rigtige forhold mellem kampvogne og det ledsagende fodfolk 1 bataillon fodfolk for hver panserbataillon.

Ved siden af spørgsmålet om motoriseret fodfolk må man også nøje overveje styrken a f de andre led, som skal anvendes til støtte for kampvognene, således at man sikrer sig en passende understøttelse uden at gøre divisionen som helhed til en uhandlelig organisation. I denne forbindelse tænker jeg først og fremmest på det pansrede artilleri. Dengang kampvognsenhederne dannedes, bad jeg om mekaniseret artilleri, men var ikke i stand til at få det, fordi egnede lavetter (på kædetræk) ikke kunne fremskaffes. Senere nægtede de højere artillerimyndigheder at lade konstruere mekaniseret artilleri, fordi de ikke forudså en kamp af så hurtig bevægelig natur, at motortrukket artilleri ikke ville kunne følge dens bevægelser. Den første konstruktion a f mekaniseret artilleri blev først færdig så sent, at den var uden virkelig betydning før krigens afslutning. Fø r krigen omfattede det pansrede artilleri kun 6 batterier, hvert på 4 lette felthaubitser, det foretrukne og mest anvendte skyts i vort tyske artilleri. E fter felttoget i Polen forstærkedes artilleriet ved følgende forøgelser: 1 tung bataillon bestående af 2 batterier tunge haubitser (150 mm) og 1 batteri på 4 100 mm kanoner. Hen imod krigens afslutning blev antallet i det tunge, mekaniserede batteri forøget til 6 for at have tilstrækkeligt skyts til at erstatte tab i kampen og for at lette springene fremad under en kamp, der udviklede sig hurtigt. Indtil krigens slutning var panserdivisionerne i stand til at råde over 9 batterier. Det er sandsynligt, at det vedblivende vil være et passende antal for divisioner, der har 3— 4 kampvogns-, henholdsvis skyttebatailloner. De pansrede opklaringsbatailloner var oprindelig sammensat af 2 pansrede opklaringskompagnier, 1 skyttekompagni på motorcykler og 1 kompagni med tunge våben (med 1 deling lette kanoner, 1 deling panserværnskanoner og 1 deling pionerer). Motorcykelrytterne blev afskaffet under felttoget i Rusland. De pansrede meddelelsesbatailloner bestod af 1 radiotelegrafkompagni og 1 kompagni, der havde både radio- og telefonmænd. Disse batailloner omfattede meddelelsesdelinger for cheferne for kampvogns- og skytteenheder. De transporteredes tildels på pansrede køretøjer. A f særlig værdi for kampvognen er pionererne. Disse tropper må være vel øvede i at slå bro over floder, i anlæg af veje over sumpet terrain og i ødelæggelse af minefelter og andre hindringer for kampvogne. Ud over pionerbataillonen, af hvilke der var een til hver panserdivision, må panserskyttebataillonerne, panseropklaringsbataillonerne såvel som pionerdelingerne yde teknisk hjælp, hvor det er nødvendigt. Uheldigvis nåede den tyske fremstilling af kampvogne a ldrig så vidt, at det ønskede udstyr til artilleri-, pioner- og opklaringsenheder kunne skaffes. Panserdivisionens effektive kampkraft er proportional med antal fuldt pansrede enheder a f den art, som indgår i den.

Panserværnsskytset var oprindelig udstyret med 37 mm trukne kanoner. Kalibret øgedes i løbet a f krigen, først til 50 mm og senere til den 75 mm lange kanon. I den fremtidige udvikling vil den lange, mekaniserede kanon være den mest ønskelige.

Den tredje faktor, som var afgørende for vore heldige resultater, var vore bevægelsers store hastighed. Dagen efter, at det havde udført gennembruddet ved Sedan i 1940, marcherede m it panserkorps 165 km, og efter gennembruddet af Aisnefronten i jun i 1940 — fra Marne til Schweiz’ grænse — opnåedes en gennemsnitlig dagsmarch på 100 km. H urtig udnyttelse af de første resultater under felttoget i Rusland forhindrede et virksomt russisk forsvar af Dnieprlinien og gjorde det muligt at tage Smolensk. Samtidige gode resultater, der opnåedes af kampvognsenheder på hovedstyrkens flanker, skabte gunstige betingelser for en tidlig fortsættelse af angrebet mod Moskva. A t H itler undlod at drage fordel af denne gunstige situation, er en anden historie. I hvert tilfælde var vor bevægelseshastighed en betingelse for vor store fremgang under krigen. Og det var bevægelseshastigheden, som hjalp general Patton til hans sejre på invasionsfronten i 1944. Denne pansrets ejendommelighed vil bevare sin betydning særlig i betragtning af luftvåbnets stigende indflydelse.

Dette fører os til spørgsmålet, om man skal give hu rtighed eller pansring fortrinet, når man skal vælge mellem de forskellige kampvognstyper. Den sidste model i den tyske krigstids konstruktioner viste, at den ene af disse egenskaber ikke nødvendigvis udelukker den anden. T iger II (kendt af de allierede som »Royal Tiger«) havde meget tungt panser, navnlig i fronten, samtidig med at den bar en lang 88 mm kanon. Ikke desto mindre var den i stand til en maksimumshastighed på 70 km med en vægt af omtrent 70 tons. »Jagdtiger« bar et endnu tungere panser og dertil en 128 mm kanon — om end denne kanon ganske vist ikke var affuteret i et drejetårn. Imidlertid er en kampvogn af Royal Tiger-typen et så værdifuldt kampinstrument, at den ikke skal anvendes til opgave af sekundær vigtighed. Hvor hastighed er den fremherskende faktor, kan man nøjes med køretøjer af meget lettere type, f. eks. de pansrede opklaringsvogne. For køretøjer af denne type er hastighed og terraingående evne af større vigtighed end tungt panser, og godt radioudstyr og en panserbrydende kanon er lige vigtigt for dem. I fremtiden vil det derfor være praktisk at bygge lette, hurtige opklaringspanser køretøj er, som skal bruges i forening med kampvognene, danne nær- og kampopklaring for kampvognsenhederne samt også løse taktiske opgaver som et led i de pansrede opklaringsbatailloner og i fodfolksdivisionerne. Formodentlig vil køretøjer med kædetræk blive foretrukket for køretøjer på hjul, da kæden har større terraingående evne end hjulet. Dette gælder i særdeleshed i Østeuropa.

Som helhed skyldes vore store resultater i Frankrig 1940 og i Rusland 1941 følgende faktorer: 1) Udelukkende føring ved generaler, der er langt fremme i fronten og udstyret med fortrinlige radioforbindelser, 2) Samling a f kampvognene i store enheder og tætsluttet anvendelse af disse enheder i de områder, der er af afgørende vigtighed, 3) Maksimum af hurtighed i alle bevægelser, særlig under udnyttelse a f de første heldige resultater. De samme elementer for sejren hjalp de allierede til deres store trium f i 1944. Hertil må føjes endnu en faktor af afgørende betydning på de allieredes side — absolut overlegenhed i luften.

I 1944 var herredømmet i luften fuldstændigt på de allieredes side. Det modvirkede de tyske bevægelser på landevejene og på kamppladsen, næsten helt om dagen og i stor udstrækning også om natten. Det forstyrrede de tyske forsyningstransporter og indskrænkede derved panserenhedernes bevægelighed og kampkraft, samtidig med at det indskrænkede muligheden for erstatning af personel og udrustning. Vi var nødt til at marchere med stor dybde og store mellemrum, hvilket førte til stor spredning af enhederne på kamppladsen. Sløring blev a f meget væsentlig betydning for alle tropper, panserenhederne medregnet. Herredømmet i luften henledte tanken på en ændring af vore kampmetoder, idet det forudsatte bevægelse og kamp på den mørke tid af døgnet. Nattemarcher på veje blev et led i træningen og fremkaldte ikke større vanskelighed. Det samme gjaldt ikke nattemarcher gennem terrainet og kamp om natten, som indgød en ængstelighed og fiygt, det var vanskeligt at overvinde. Frem tidig vil det være nødvendigt for enhver hær, som ikke har overlegenhed i luften, at lægge stor vægt på spørgsmålet om terraingående bevægelser og kamp om natten. Der vil utvivlsomt blive fundet nye m idler til at overvinde disse vanskeligheder bedre end før. I denne forbindelse vil jeg gerne sige et par ord om lu ftværn, en art af forsvar, som fik en stigende betydning for de tyske panserstyrker. Ved krigens begyndelse havde hver panserdivision en luftværns artilleribataillon til rådighed, afgivet fra luftvåbnet og med kanoner af lille kaliber. Med undtagelse af et ringe antal maskingeværer til luftværn havde pansertropperne ikke selv noget luftværn. Dette udstyr var tilstrækkeligt, så længe vi havde herredømmet i luften eller i det mindste ikke var væsentlig underlegne i luftstridskræfter. Med 1943 begyndte imidlertid beskyttelsen mod luften at blive utilstrækkelig, og vi gjorde da en anstrengelse for at få konstrueret A A kampvogne. De første modeller blev kasseret af H itler, fordi de havde for høj silhuet. Nye planer blev udkastet, men der var ikke tid nok til at bringe dem til udførelse. E n passende forsyning med luftværnskanoner for upansrede tropper blev udsat på grund af utilstrækkelig produktion. I fremtiden vil det være tilrådeligt at bygge pansrede A A køretøjer udrustet med 30 eller 37 mm automatiske kanoner. Derudover vil det blive nødvendigt at forsyne alle motoriserede enheder med et antal A A maskingeværer tilstrækkeligt til at beskytte personellet mod »strafing«. Alle disse forholdsregler er af strengt passiv natur. E n stærk luftstyrke, indøvet til at operere i forbindelse med pansertropper og i stand til at rense himlen for fjendtlige flyvemaskiner, vil være langt mere virksomt.

Nødvendigheden af samarbejde mellem lu ft og panser er så åbenbar, at den før krigen optog de ledende officerers tanke i de forskellige lande. Dette var også tilfældet i Tyskland. Der kom imidlertid ikke noget praktisk resultat ud af disse tanker som følge af den kendsgerning, at Tyskland ikke havde nogen generalstab for panserstyrkerne, der kunne planlægge og bringe til udførelse øvelser i samvirke mellem luft og jord. Efterhånden, som krigen kom i gang, blev der imidlertid større tilslutning til samvirke blandt de to grene a f værnet. Det blev således, før felttoget i vest i 1940, muligt for mig at mødes med chefen for luftstyrkerne i min angrebssektor og få skabt en overenskomst om taktisk samvirke i angrebet på Maginotlinien ved Sedan — og gennemprøve det ved en øvelse på kortet. Den plan, vi prøvede teoretisk, viste sig af stor værdi i praksis den 13. maj 1940. Den bestod i styrtbomberangreb på de franske batterier og støttepunkter, udført ved enkeltvis optrædende eskadriller og fortsat under hele angrebets varighed fra kl. 14— 21. Stærk jagervirksomhed sikrede herredømmet over kamppladsen på denne dag. Resultatet svarede fuldtud til forventningerne. De fleste af de franske batterier forblev tavse, indtil de tyske angrebstropper var inde i deres stillinger — utvivlsomt fordi betjeningsmandskabet ikke havde forudset et fodfolksangreb, mens luftbombardementet var i fuld gang. De tyske stukaspiloter var udmærket stillet med hensyn til at følge troppernes fremrykning på jorden og til at regulere deres bombekast i overensstemmelse dermed. Lignende heldigt samvirke opnåedes i den første del af felttoget i Rusland. Denne væsentlige understøttelse a f de tyske panserstyrker begyndte at svigte, efterhånden som den tyske luftstyrke formindskedes. Resultatet heraf blev, at de tyske pansertroppers kampkraft blev vanskeligere stillet. Under invasionen på vestfronten i 1944 havde de allierede bedst mulige betingelse for at give deres panserenheder enhver ønskelig understøttelse ved samvirke med en overlegen luftstyrke. Efterhånden som der fremkom mere moderne udstyr, antog denne understøttelse en let modificeret form i forhold til den ældre tyske metode.

Det vil i fremtiden blive nødvendigt at anvende metoder, der svarer til de mere fremskredne vilkår. På grund a f den overordentlige hastighed bliver det umuligt for jetmaskinerne at svæve over kampvognenes slagmark i en tid af nogen betydelig varighed, således som de gamle styrtbombere kunne. Det vil blive nødvendigt at bruge en anden type flyvemaskiner eller anvende andre metoder for samvirke. E t særligt og helt nyt problem er rejst ved atombomben. Dennes indvirkning på brugen af pansertropper vil højst sandsynlig være afhængig af, om bomben kan eller ikke kan benyttes på kamppladsen i nærheden af egne tropper. T ilgængelige pressemeddelelser angiver indtil dato, at bombens aktionsradius vil udelukke sådan anvendelse. Hvad angår det såkaldte V-våben, da begrænser dets mangelfulde træffesikkerhed dets nytte over for kampvogne, heri indbefattet dets kampværdi mod det bagvedværende område. Muligheden for dets anvendelighed mod panser vil vokse proportionelt med dets træffesikkerhed. A lt forandres! Fremtidens hærfører må knytte sin strategi og taktik til de virkemidler, som står til hans rådighed. Han må betragte sig som lykkelig, hvis han er stillet således, at han kan udøve nogen indflydelse på planlæggelse og konstruktion af en del af sine virkemidler. Netop derfor er det meget voveligt at komme med nogen forudsigelse angående krigens føring. Denne betragtning har tilskyndet forfatteren til at pålægge sig stor tilbageholdenhed med hensyn til sine tanker og udtalelser.

— n.