Log ind

PANDORA, MEDUSA OG DRAGESÆD - For et konventionelt europæisk forsvar

#

Denne artikel, der er gengivet fra Aerospace International, maj-juni 1971 og skrevet af dette tidsskrift europæiske redaktør Stefan Geisenheyner, redegør for tre nye minetyper, som det vesttyske forsvar har udviklet i bestræbelserne for på samme tid at kunne fastholde en troværdig afskrækkelse og hæve atomtærsklen for forsvaret af Vesteuropa.

Den største frygt hos vesttyskerne, som forsvarer den vestlige side af jerntæppet, er at de ikke vil være i stand til at stoppe et konventionelt angreb i større målestok. Dette vil i teorien tvinge Vesten til tidligt at ty til brugen af atomvåben, hvilket igen vil provokere Øst til at svare igen med atomvåben. En atomkrig på tysk jord ville med sikkerhed ødelægge Tyskland og formentlig det meste af Europa. Derfor må forsvarerens primære mål være at holde krigen på et konventionelt niveau længst muligt, eller i det mindste indtil allierede forstærkninger kan nå frem og medvirke til at inddæmme et konventionelt angreb. Det punkt, hvor atomvåben må anvendes, er i NATO-terminologien defineret som atomtærsklen (the nuclear threshold). Atomtærsklen spiller en afgørende rolle i planlægningen af NATOs flexible-response strategi. Ethvert skridt, der tjener til at hæve atomtærsklen fra dens nuværende lave stade - der er betinget af de forholdsvis svage konventionelle styrker, som NATO råder over - søges fremmet. Det er naturligvis ikke let at udvikle nye typer af konventionelle våben, som i effektivitet overgår det allerede eksisterende arsenal af forsvarsvåben. I adskillige år har moderne våbenspecialister været overbevist om, at det alene var nøjagtigheden i leveringen af moderne konventionelle våben, som kunne forbedres, men at effektiviteten af våbnene i sig selv ikke kunne yderligere udvikles. Den moderne teknologi kan producere bomber, raketter og andre våben med en uhyre ødelæggelseskraft; den kan hertil udvikle, konstruere og masseproducere leveringssystemer med meget stor nøjagtighed. Problemet er prisen på sådanne systemer. Et typisk eksempel på dette er Mk. IIsystemet (nav-attack system), der blev udviklet til brug for de amerikanske angrebsfly F-lll og FB-111. Dette system er det hidtil bedste med henblik på angreb på punktmål, og det amerikanske flyvevåben så gerne hele sin styrke af F-lll udstyret med det. Med en pris på 3 mill. dollars stykket er dette imidlertid helt uden for rækkevidde. En relativ lille nation som Vesttyskland kan slet ikke drømme om at udstyre sine fremtidige jagerbombere med et så kostbart og udviklet system. Panavia-200, Europas MRCA (multirole-combat-aircraft), der påregnes at udgøre grundstammen i det vesttyske flyvevåben fra slutningen af 1970erne og i 1980’eme, koster 5 mill. dollars stykket, incl. våbenleveringssystemer. Denne pris, der ganske vist ikke er særlig høj for et moderne våbensystem, udelukker helt indførelsen af et så kompliceret system som Mk. II. Hverken Vesttyskland eller andre europæiske lande kan derfor gøre sig håb om at opnå større effektivitet gennem nøjagtigere levering. Dette lader kun yderligere én mulighed åben for opnåelse af mere effektive resultater med konventionelle våben - nemlig deres anvendelse i masse. Med begrænsede styrker til rådighed betyder det små våben med stor effekt. Dette mål synes at være nået i løbet af de sidste par år. I efteråret 1970 frigav det vesttyske flyvevåben og den vesttyske hær oplysninger om tre nye våben, som indtil da havde været hemmelige. Det drejer sig om såkaldte områdevåben. Disse synes at give håb om, at det vil være muligt at hæve atomtærsklen, samtidig med at de giver NATO’s forsvarsstyrker en bedre beskyttelse mod direkte fjendtlige angreb med panserstyrker. Der er frigivet oplysninger om to typer sofistikerede landminer og en meget avanceret type klynge-bombe. Alle tre typer kan spredes med fly, med frie raketter fra jorden eller ved hjælp af konventionelle artillerigranater. Kort sagt kan disse våben spredes i stort antal over et målområde på flere måder. De er beregnet til at blive spredt vidt omkring og helt tilfældigt. Heraf navnet - områdevåben.

PANDORA

De, der er fortrolige med den græske mytologi, vil erindre, hvorledes alle mulige lidelser og ulykker fløj ud blandt menneskene, når Pandora løftede 

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 10.51.03.png

låget på sin krukke. Det første af de her omtalte våben har fået navn efter denne græske mytologiske figur. Pandora er en pansermine på størrelse med en knyttet hånd. En panserenhed, som finder sig selv i et Pandorainficeret område, vil sandsynligvis stort set være immobil. Efter intensive forsøg med store kamp vognsenheder, mener våbenspecialisterne at kunne konkludere, at i det mindste 90% af en sådan styrke vil blive utjenstdygtig. Selv de mest moderne minerydningsmetoder vil ikke kunne befri kampvognene intakte fra området. Som følge af deres ringe størrelse er mineme vanskelige at finde, og én gang armeret kan de ikke ryddes med konventionelle midler. Nye taktiske metoder for disse våbens anvendelse er stadig under afprøvning. Pandora vil kunne anvendes til at spærre store åbninger, til indcirkling af fjendtlige enheder eller til ved levering fra fly at sprede forvirring i fjendens bagland og forstyrre trafikken. Et af de mest tiltalende træk ved dette nye våben er, at det let kan erstattes ved nye udlægninger fra fly eller ved raket-barrager, såfremt fjenden skulle have held til at rydde en passage gennem et inficeret område. I et sådant tilfælde ville fjendtlige styrker, der sluses gennem et inficeret område ad ryddede passager, frembyde forudsigelige og vel-lokaliserede mål for flyangreb. En raket eller en artillerigranat fyldt med Pandoras vil sprede disse små miner over et relativt stort område. Minen vil ikke beskadige personellet i pansrede køretøjer, men vil når den køres over, ødelægge bælter og slå driv- og bogiehjul i stykker. Hjulkøretøjer eller personel til fods vil ikke udløse minen. Disse egenskaber anses for at være særligt fordelagtige i de indledende faser af en »tilfældig« konfrontation, hvor forhandlinger stadig måtte være mulige. Ved at eliminere de angribende panserenheders mobilitet opnås en mere eller mindre statisk situation, medens fjendens minimale personeltab ikke skulle provokere ham til at tage drastiske modforholdsregler. Historien viser, at selv om et sådant håb kan være illusorisk er der dog en lille chance for at forhindre, at en lokal konflikt udvikler sig til en større konfrontation. Det er imidlertid også kun en simpel sag at fremstille Pandora-miner, som er følsomme over for alt, der bevæger sig, inclusive køretøjer og personel. I en virkelig kritisk situation kan en variation af forskellige trykfølsomme miner anvendes, således at minerydningen vil blive meget vanskelig. Under alle omstændigheder vil de immobile, men stadigt kampdygtige kampvogne let kunne ødelægges ved hjælp af fly- eller artilleriangreb.

MEDUSA

Denne filosofi om den marginale ødelæggelsesgrad anvendes ikke i forbindelse med det den anden type af landminer, kaldet Medusa efter den ondskabsfulde, slange-hårede kvindeskikkelse fra den græske mytologi. Leveringsmetodeme for Medusa er omtrent de samme som for Pandora. Minens sprængladning er imidlertid ødelæggende for såvel kampvogne som for besætninger. Våbnet er en magnetisk hulladning, der er i stand til at slå igennem et pansret køretøjs bundplader. Det er større end Pandora-minen og foretrækkes derfor leveret med fly; det kan imidlertid også udskydes i bundter af fem af den almindelige vesttyske raketkaster. Til levering med fly kan Medusa-miner i hundredvis samles i beholdere ophængt under flyets vinger. Enhver af de i det vesttyske flyvevåben eksisterende fly kan anvendes til formålet. Medusa påregnes operativt mod slutningen af 1971.

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 10.51.58.png

Med fremkomsten af disse to nye våbentyper, Pandora og Medusa, vil de grundlæggende faktorer for panserkrigsførelsen muligvis være forældede. Nogle eksperter har ment, at enhver aktivitet med hjul- og bæltekøretøjer i mine-kontaminerede områder vil bringe en ende på den art af mobil krigsførelse, som udvikledes under den 2. verdenskrig. De forudser, at den tid er inde, hvor det er nødvendigt at anvende luftbårne operationer, omfattende VTOL og helikopterbåme styrker, eftersom de nye våben vil hindre de hidtidige bevægelser på jorden.

DRAGESÆD

Det tredie våben i det vesttyske arsenal kaldes Drachensaxtt (»Dragesæd«). Det er en raffineret og avanceret udvikling af klyngebomben. Drachensaat er fremstillet til levering ved hjælp af frie raketter, men kan også udlægges ved hjælp af fly. Våbnet er i princippet velkendt, men systemet for dets spredning er nyt. De små klynger af bomber anbringes i beholdere fæstnet til vingerne på jagerbombere. Fra disse beholdere 

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 10.52.27.png

spredes »Dragesæden« ved hjælp af en luftstråle, der samles gennem et hul i beholderens forreste ende. Medens flyet flyver lavt, udstødes bomberne med bestemte intervaller eller i en stadig strøm over et koncentreret område. Der findes to typer - en anti-personel bombe og en panserbrydende hulladning. De tre våben - Pandora, Medusa og Drachensaat - er komplementære og anvendes efter eksperternes udsagn bedst i en blanding. De kan leveres over korte afstande ved hjælp af artilleri og raketter, men for at få en virkelig effektiv spredning af dem kræves der en kraftig jagerstyrke, dækket af interceptor-fly. Denne teori er accepteret i Vesttyskland og Panavia-200, overlyds- og STOL-jagerbomberen, er specielt indrettet til at udlægge næsten uigennemtrængelige landmine-tæpper over fjendens fremrykkeakser. Pandora og Medusa vil kunne stoppe kampvogne og andre køretøjer, medens lavt flyvende fly, der udlægger Drachensaat, vil kunne gøre minery dningsoperationer meget vanskelige og bekostelige for ubeskyttet personel. Et forsvar mod de nye våben vil med de nu kendte modforanstaltninger være meget vanskeligt, om ikke umuligt. Disse våben skulle medvirke til at hæve atomtærsklen, fordi selv anvendelsen af a-våben ville ikke gøre kontaminerede områder passable eller forhindre fornyet kontaminering. Pandora, Medusa og Drachensaat illustrerer udnyttelsen af de muligheder, der står åbne for forsvaret af Vesten også efter beslutning om at begrænse krigsførelse alene til anvendelse af konventionelle våben.