Log ind

ØSTEUROPA OG MUTUAL BALANCED FORCE REDUCTIONS

#

Major B. J. Crenzien, Vestre Landsdelskommandos stab, analyserer i denne artikel den russiske og østeuropæiske holdning til det vestlige forslag om gennemførelse af gensidige, balancerede styrkereduktioner (MBFR).

Der kan ikke åbnes et eneste sikkerhedspolitisk tidsskrift eller lignende her i Vesten uden at der levnes ganske betragtelig spalteplads til omtalen af MBFR. Den afgåede NATO-generalsekretær Manlio Brosio fik til opgave at indlede samtaler med Sovjetunionen og Warszawapagt-landene på NATO-statemes vegne for dog at komme i gang med indledende forhandlinger. Siden 1967 har MFBR-forslagene været et hovedemne ved alle NATOforhandlinger og har været genstand for undersøgelser i udvalg og kommissioner, Sovjetunionen satte med invasionen af Czekoslovakiet i 1968 et meget stort spørgsmålstegn bag alle disse NATO-forslag uden indtil da overhovedet at have reageret på de vestlige følere med hensyn til nedskæring af styrkerne i Centraleuropa. Men NATO fortsatte efter 1968 med at arbejde lienimod forhandlinger om MBFR og medlemslandene enedes i Rom i maj 1970 om de såkaldte Rom-kriterier:

1. Gensidige styrkenedskæringer skal være i overensstemmelse med de vitale sikkerhedsinteresser for alliancen og må militært ikke være til skade for nogen af parterne under hensyntagen til de forskelle, der opstår ud fra geografiske og andre overvejelser.

2. Nedskæringerne skal baseres på gensidighed. De skal aftrappes og afbalanceres både i omfang og tid.

3. Nedskæringer skal omfatte stationerede og nationale styrker samt deres våbensystemer i det berørte område.

4. Der må være en passende verifikation og fremfor alt kontrol for at sikre overholdelsen af overenskomster om gensidige og afbalancerede styrkenedskæringer.1

Til trods for de meget vidtgående og omfattende drøftelser og diskussioner i Vesten var det som om alle disse velmente forslag prellede af på jerntæppet. Ikke før i 1971 gik de sovjetiske og andre Østblok-ledere ind på overhovedet at beskæftige sig med dette emne, når der ses bort fra de sædvanlige propaganda-prægede taler om afvikling af fremmede troppestationeringer i det europæiske rum. Leonid Brezhnev viede MBFR-problematikken en del omtale i månederne maj-juni 1971, som indtil nu konkluderede i følgende udtalelse af 11. juni 1971: » ... Det (styrkenedskæringerne) er et stort og uafhængigt problem, og om dette emne har både vi og vore allierede mere end én gang stillet passende forslag. Praktiske resultater af løsningen på dette spørgsmål vil være af stor betydning for afspænding og varig fred på det europæiske fastland. Vi bemærker med tilfredshed, at Sovjetunionens syn på dette spørgsmål er blevet modtaget med interesse i størsteparten af de vestlige lande. Disse spørgsmål blev også drøftet ved det nylige NATOmøde i Lissabon (juni 1971). Men hidtil har vi ikke fået noget klart svar. De fortsætter med at stille os spørgsmålet: Vedrører vore forslag kun fremmede væbnede styrker eller vedrører de også nationale væbnede styrker? Dertil må vi svare følgende: Vi er parate til at diskutere begge dele. Fra vor side erklærer vi endnu en gang, at vi er parate til at ofre denne vigtige problemrække den opmærksomhed, den fortjener. Det er forståeligt, at vi ønsker at handle i nær kontakt med vore allierede.« I Vesten, hvor man altså i så lang tid - 4 år - havde spejdet efter et tegn på østlig imødekommenhed overfor MBFR-forslagene, gav disse udtalelser stødet til yderligere overvejelser og forslag til praktiske forhandlingsmuligheder, hvoraf jeg her kun kort vil omtale to.

Et vesttysk forslag går ud på følgende procedure for eventuelle forhandlinger:

1. fase: Øst-Vest diskussioner om på hvilken måde man skal måle styrkeforholdene set ud fra operative og strategiske aspekter

2. fase: Restriktioner på troppeforskydninger øst og vest for demarkationslinien. Nødvendige troppebevægelser rapporteres gensidigt. Området, der skal dækkes af disse restriktioner, foreslås at bestå af Vesttyskland, Benelux-landene, Østtyskland, Polen og Czekoslovakiet.

3. fase: Nedfrysning af styrkemålene i Øst og Vest.

4. fase: En afbalanceret udtynding af styrkerne.

5. fase: En definering af de endelige styrkemål.2

Et amerikansk forslag giver følgende retningslinier for en NATOWarszawapagt-konference om gensidige troppenedskæringer:

1. Omgående oprettelse af en »varm linie« mellem Warszawapagt- og og NATO-ho vedkvarter et og en fælles W arszawapagt-NATO forbindelsesstab. Denne stab skulle sørge for de nødvendige informationer og kommunikationer, således at mulighederne for en krig »by accident« blev reduceret til det mindst mulige. Den skulle ligeledes finde frem til overvågningsmulighederne (inspektioner, kontrolforanstaltninger) ved de gensidige sikkerhedsforanstaltninger. Den fælles Warszawapagt-NATO-stab foreslås oprettet på neutralt område i Schweiz.

2. Forhandlinger, som trinvis skal føre til først en 25 % og senere en 50 % nedskæring af styrkeniveauet, idet der tages hensyn til strategiske nøgleområder, våbenbalancen og kommunikationslinierne for såvel NATO som Warszawapagt-nationeme.

3. Etablering af et effektivt overvågningssystem for at garantere overholdelsen af forhandlingsresultaterne, men også for en eventuel overvågning af afskrækkelsesmidlerne (A-våben). Det anses ikke for nødvendigt at udføre en eventuel inspektion på stedet, hvis overvågningen fra luften og den elektroniske overvågning bliver udført på fælles basis.3

Som vi ved, har Danmark også været med i billedet, da statsminister J. O. Krag under ministerpræsident Kosygins besøg i Danmark foreslog København som stedet for de indledende forhandlinger. Med fare for at blive kaldt en lyseslukker vil jeg dog her tillade mig at gyde olie på de efter min opfattelse alt for høj tgående forventningsbølger. Det synes mig, at man alt for begærligt har grebet efter den sovjetiske lillefinger. Sagen er nemlig den, at de føromtalte ytringer fra kompetent sovjetisk side er blevet taget ud fra deres sammenhæng og så med fryd tydet som et tøbrud. Udtalelserne er som regel fremkommet godt indpakkede i taler, der omhandlede alle mulige andre emner, og hvis man ville udregne procentsatsen af MFBR-omtalen i forhold til de andre emner i de pågældende taler, så ville man være heldig, hvis man kommer op på 1 %. Desuden har disse udtalelser som regel haft et mere eller mindre ironiserende tilsnit, hvor man gør de vestlige forslag til gamle travere, der allerede har været fremsat af Warszawapagt-landene mange gange før. Uden at overdrive kan man vel påstå, at Sovjetunionen som det toneangivende land indenfor Østblokken har forholdt sig i det mindste undvigende overfor hele denne debat. Der kan her snarere tales om en vestlig monolog end om en øst-vestlig dialog. Indtil nu har Manlio Brosio da også fået en temmelig kold skulder med hensyn til den ham pålagte opgave i forbindelse med tilvejebringelsen af en forhandlingsstart, selv om der fra tid til anden dukker forlydender op om, at Sovjetunionen nu alligevel gerne vil se ham.

Politiske problemer

Umiddelbart synes der også for Sovjetunionen at være mange gode grunde til at gå ind for en reduktion af styrkerne i Centraleuropa. Der er blevet peget på en mangfoldighed af mulige interesser fra Sovjetunionens side, hvoraf tre motiver synes at springe i øjnene:

1. Et stedse stigende behov for at løse de asiatiske problemer.

2. Et stigende krav til at udnytte de økonomiske ressourcer internt.

3. Konklusionen fra interventionen i Czekoslovakiet gående ud på, at det ikke absolut er nødvendigt at være fysisk tilstede i et land for at kunne holde det indenfor den socialistiske fold. Det har vist sig muligt og lige så effektivt at intervenere med styrker, der hurtigt mobiliseres i en spændingsperiode.4

Men ikke desto mindre har Sovjetunionen udvist en påfaldende tilbageholdenhed med hensyn til MBFR. Hele den sovjetiske og dermed også de øvrige østblokstaters aktivitet på det diplomatiske område har været rettet og er rettet mod at tilvejebringe en europæisk sikkerhedskonference. Nuvel, kan man sige, er det overhovedet muligt at komme til et acceptabelt resultat af en sådan sikkerhedskonference uden at en militær styrkereduktion i det europæiske rum indgår som et væsentligt punkt i forhandlingerne? Fra sovjetisk side benægter man ikke vigtigheden af dette problem, men man underordner det andre emner. Det, det drejer sig om for Sovjetunionen, er først og fremmest en anerkendelse af status quo i Europa og her specielt Østeuropa. Derefter kan man så gå over til at diskutere alle andre emner, herunder også gensidige militære styrkereduktioner. Hvorfor lægger man da så stor vægt på, at tingenes tilstand i Europa bliver legaliseret? Debatten i forbindelse med disse emner har næsten udelukkende koncentreret sig om forholdet mellem DDR og Forbundsrepublikken, altså det tyske problem. Naturligvis er dette også et særdeles vigtigt problem, måske det vigtigste, men status quo betyder ikke kun en anerkendelse af, at der består to ligeberettigede Tysklande - to stater og ikke en midlertidig delt stat. Status quo går også på en fælleseuropæisk anerkendelse af tingenes tilstand indenfor Østblokken. Dette kan måske lyde kunstigt i vore øren: Der er jo dog ingen, der drømmer om med magt eller på anden måde at frembringe en omvæltning i den ene eller den anden østeuropæiske stat? Det er vel heller ikke så meget frygten for denne mulighed, der får Sovjetunionen til at presse så hårdt på med en omfattende anerkendelse af de bestående tilstande. Man kan dele denne interesse op i to punkter, idet anerkendelsen af status quo for Sovjetunionen betyder:

1. Fastlæggelse af interessesfærerne og deres stedfæstelse én gang for alle til områderne øst og vest for det nuværende jerntæppe.

2. Fastlæggelse af de for øjeblikket eksisterende grænser indenfor Østblokken, det vil sige en generel anerkendelse - også fra vestlig side - af de grænser, der opstod efter 2. verdenskrigs afslutning, mellem de østeuropæiske lande.

Anerkendelse af den sovjetiske interessesfære

Østeuropa er blevet defineret som et område, der udgør »en base, hvorfra man såvel kan trække sig tilbage som avancere fra, på én gang et symbol på og et instrument for det, der reelt er tilbage af deres (Sovjetunionens) dominans og af udsigterne til dennes udvidelse«.5 En anerkendelse af tingenes tilstand i det østeuropæiske rum vil sige en bekræftelse på, at den sovjetiske hegemoni består og vil bestå. Dette vil samtidigt sige, at Sovjetunionen har sikret sig sin interessesfære på den måde, at enhver afvigelse fra den fælles (det vil sige den sovjetiske) linie kan blive imødegået uden en indgriben fra vestlig side. Bevares, en indgriben har hidtil ikke fundet sted hverken ved opstanden i Ungarn i 1956 eller ved den sovjetiske indgriben mod Czekoslovakiet i 1968. Men muligheden har dog ikke kunnet udelukkes, hvilket der jo også blev gjort flittigt brug af i den østlige propaganda. Hvis det på en europæisk sikkerhedskonference kommer til en af alle europæiske stater samt USA og Canada tiltrådt statsretslig anerkendelse af, at der i Europa findes to samfundssystemer, som fredeligt kan og skal eksistere ved siden af hinanden, og som derfor garanterer hinanden ikke at ville blande sig i hinandens affærer, så er meget nået for Sovjetunionen. Meget tyder på, at Sovjetunionen netop søger en sådan løsning på den europæiske sikkerhedskonference. Kommer det til en sådan garanti, så betyder det, at man fra vestlig side på en måde afskriver de østeuropæiske stater, hvis såkaldte folkedemokratier ikke kom i stand på grund af befolkningernes ønske derom, men fordi sovjetiske bajonetter garanterede det påtrykte samfundssystems beståen. I forbindelse dermed legaliserer man så at sige den såkaldte Brezhnevdoktrin, som i og for sig ikke er en opfindelse af Brezhnev, men som findes mere eller mindre i alle de bilaterale bistands- og venskabspagter, der knytter de østeuropæiske stater sammen. Er det bestående samfundssystem, det vil sige det kommunistiske i sovjetisk udførelse, truet i et af landene, så har alle de andre lande med samme samfundssystem ret til at gribe ind overfor denne trussel. Ganske vist vil der i en anerkendelse af status quo også være indbygget en anerkendelse af tingenes tilstand i Vesteuropa. Her forstår man det sovjetiske hastværk med hensyn til den europæiske sikkerhedskonferences tilblivelse, thi til trods for alle propagandistiske påstande om det modsatte, så er de sovjetiske ledere udmærket klare over, at den amerikanske dominans af Vesteuropa på ingen måde kan lignes den sovjetiske over Østeuropa - for at sige det mildt. Men det gælder om at stadfæste den nuværende tingenes tilstand før Vesteuropa finder sammen i en enhed især på det politiske og militære område. EF-forhandlingerne med deres videre politiske perspektiver er i denne forbindelse ikke særlig vel­ sete, når man ser på dem fra Øst. Moskva vil langt hellere foretrække at forhandle bilateralt med den tyske Forbundsrepublik, Frankrig, Italien og alle disses allierede fremfor med en samlet vesteuropæisk alliance. I den forbindelse vil Sovjetunionen uden tvivl foretrække at have amerikanske tropper i Vesteuropa, hvis dette er en betingelse for tilstedeværelse af sovjetiske tropper i Øst. Men naturligvis vil Moskva ikke have noget imod en ensidig amerikansk tilbagetrækning. Tilbud om økonomisk samarbejde og afspændingsfanfarer vil blive brugt for at hindre en vesteuropæisk sammenslutning så længe som disse midler anses for effektive, men militært tryk fra Sovjetunionens østeuropæiske opmarchområde kan ikke udelukkes, hvis Vesteuropa finder på en politisk og militær integration som svar på et amerikansk tilbagetog fra det europæiske kontinent.

I samme forbindelse skal ses tilbuddet om en opløsning af de militære pagter i Øst og Vest. Der er ingen tvivl om, at en europæisk sikkerhedskonference, der kommer til de førnævnte resultater, vil være signalet til en opløsning af Warszawapagten. Det står ovenikøbet skrevet i Warszawapagtens artikel 11: »Skulle der opstå et kollektivt sikkerhedssystem i Europa og dermed blive afsluttet en generel europæisk traktat for kollektiv sikkerhed, som pagtparterne ufravigeligt skal stræbe henimod, så skal nærværende traktat bringes til ophør fra det øjeblik, hvor den generelle europæiske traktat træder i kraft«. Man kan meget nemt forestille sig den enorme propaganda-effekt en sådan opløsning af Warszawapagten vil få og hvilket pres der fra mange sider vil blive lagt på alle vestlige regeringer til opløsning af NATO. I Vesten kunne man i så fald meget nemt komme til at glemme det netværk af bilaterale pagter, som knytter Warszawapagt-stateme sammen og som med de i pagterne indbyggede gensidige forpligtelser udgør en mekanisme, der kan ligestilles en multilateral pagt. Der findes intet tilsvarende i Vesten, hvis NATO skulle blive opløst. Endnu engang, det haster altså for Sovjetunionen at gennemføre det her skitserede forehavende, inden de vestlige demokratier slutter sig nærmere sammen. Derfor også tilbageholdenheden overfor at forhandle med Manlio Brosio, der har fået sit mandat af netop NATO. Det vil efter afslutningen af den europæiske sikkerhedskonference og den påfølgende opløsning af Warszawapagten og muligvis NATO være væsentligt lettere for Sovjetunionen at opnå gunstige forhandlingsresultater med hensyn til troppenedskæringer ved forhandlinger med de enkelte vestlige lande.

De Østeuropæiske lande

I fortsættelse af det, der er sagt, vil jeg tillade mig et citat af den tidligere ungarske partichef Matyas Rakosi: »Det er umiddelbart indlysende, at Sovjetunionens heltemodige kamp og sejr var en afgørende forudsætning, et udgangspunkt for at vort folkedemokrati kunne blive til. Uden den (Sovjetunionen) ville vort folkedemokrati ikke have kunnet opstå. Ethvert forsøg fra den ungarske reaktion var på forhånd dømt til at slå fejl på grund af den sovjetiske hærs tilstedeværelse. Vi gentager: Uden Sovjetunionens heltemodige befrielseskamp og dennes uafbrudte, velvillige støtte ville det ungarske - og vi kan roligt tilføje også alle øvrige - folkedemokratier ikke have kunnet opstå«.6 Og hertil kan vel tilføjes: »ikke have kunnet overleve«. Hovedproblemet for alle østeuropæiske folkedemokratiske regimer er dette: At magten for al fremtid vedbliver at være i hænderne på det kommunistiske parti og at opretholde den ideologiske standard, som begrunder dets legitimitet. En generel anerkendelse af status quo vil også for disse regimer betyde en vis form for betryggelse, idet netop denne legitimitet så ikke alene skal forklares ud fra ideologiske synspunkter. Anderledes end i Vesteuropa, hvor der faktisk ikke er blevet ændret nogen grænser ved 2. verdenskrigs afslutning, så har der fundet nok så omfattende grænseændringer sted i Østeuropa. Grænseændringerne har ligesom folkedemokratiernes opståen kun været mulige ved hjælp af de sovjetiske bajonetter og går, som vi alle ved, ofte meget på tværs af nationale følelser. Alle folkedemokratiske regimer står og falder altså med at deres respektive befolkninger også accepterer deres staters nuværende grænser. Dette er ingenlunde tilfældet og intet steds i Europa er de nationale følelser paradoksalt nok stærkere end i Østeuropa, hvor man ellers skulle være højt hævet over den slags levn fra en kapitalistisk fortid. Polen har problemer på grund af landets forskydning mod vest, nemlig i øst med Sovjetunionen, der har opslugt en trediedel af det fordums Polen mod at Polen fik en stor part af sit nuværende område fra Tyskland, hvorfor der nu er problemer såvel med Vest- som med Østtyskland. Iøvrigt må man heller ikke glemme, at Østtyskland indenfor Østblokken repræsenterer »den tyske fare«, selv om det officielt ikke ofte skinner igennem. Polen og Czekoslovakiet har også grænseproblemer og Czekoslovakiet skændes med Ungam over Sydslovakiet. Rumænien og Ungam har problemer over Transsylvanien, som ungarerne betragter som deres. Og således kunne man blive ved endnu et stykke tid.

De stærke nationalfølelser i de østeuropæiske lande har været nævnt og de er ofte stærkere end en søgen efter intern frihed, som man som regel antager for at have været hoveddrivkraften bag de opstande, der har rystet Polen, Ungarn og Czekoslovakiet. Det kan nævnes som et eksempel, at liberaliseringsprogrammet i Czekoslovakiet under det såkaldte »Prager forår« i 1968 i hele den indledende periode havde sin støttebasis blandt de intellektuelle, medens arbejderklassen forblev indifferent og endog var ret køligt indstillet overfor udsigterne til at kunne miste arbejdspladserne. Der skulle et ydre pres til og endelig den sovjetiske intervention for at smelte arbejderne og de intellektuelle sammen til en fælles nationalistisk front. Det samme kan siges mere eller mindre at have været tilfældet i Polen og Ungarn i 1956. Sovjetunionen har problemer med sine østeuropæiske allierede, der dels har interne stridigheder og dels har stærke anti-sovjetiske eller måske rettere anti-russiske nationalfølelser i deres befolkninger, som de østeuropæiske magthavere endog er nødt til at spille på for dog at få nogen genklang i befolkningen. Endelig kan man ikke se helt bort fra nogen europæisk fællesfølelse i disse østeuropæiske lande, måske med undtagelse af Bulgarien. Under alle omstændigheder er det givet, at disse lande anser sig selv for mere europæiske end russerne, for mere civiliserede end russerne og mindst lige så teknisk kompetente som russerne. Ja selv på det ideologiske område er det ofte kommet til konflikt mellem de bedste czekoslovakiske, polske eller tyske marxister og den russificerede form for marxismen, som de har fået påtrykt. Paradoksalt nok er det stalinistiske system i sidste ende blevet stærkest etableret i de lande, der ikke var i besiddelse af nogen marxistisk tradition eller et nævneværdigt kommunistparti før 1945, for eksempel Rumænien. De mere udviklede og ofte mere »venstre-orienterede« lande i nord - Polen, Østtyskland, Czekoslovakiet og Ungarn - har alle oplevet kriser og opstande. Med undtagelse af Polen (og også her var frygten for en sovjetisk intervention overhængende og truslen derom fik det polske folk til at falde til ro) har russerne ved brutal styrke presset disse lande ind i den af dem ønskede form. Men dermed har man anbragt en krudttønde, der altid kan komme til eksplosion så snart der sker et magtskifte i Kreml. Det eneste stabiliserende element overfor denne krudttønde er militær magt, der hurtigt og effektivt hidtil har formået at slukke tilløb til en eksplosion. En anerkendelse af status quo inden man reducerer sit brandværn i form af de sovjetiske styrker i Østeuropa og de regimetro styrker i alle østeuropæiske lande, kan dog i hvert fald kvæle nogen af de gnister, der kunne antænde krudttønden.

Militære aspekter

Spiller de politiske overvejelser den største rolle, så ligger dog under eller bag den politiske tilbageholdenhed også militære indvendinger imod en alt for hurtig reduktion af tropper uden at man i hvert fald har indvundet noget af den militære styrke ved andre midler. I næsten alle skrifter vedrørende MBFR-problematikken siges det, at de geografiske faktorer spiller en afgørende rolle. Hermed hentydes ofte specielt til det forhold, at Sovjetunionen geografisk ligger tæt på den del af Europa, der tænkes at skulle omfattes af de gensidige troppenedskæringer, medens USA unægteligt har en noget længere vej at skulle tilbagelægge for at eventuelle tropper når frem til indsættelsesområdet. De omtrentlige afstande Moskva-demarkationslinien på 1.700 km og Washington-demarkationslinien på 8.500 km taler for så vidt deres eget tydelige sprog. Men det ville unægteligt være en temmelig grov forenkling udelukkende at gå ud fra disse afstande. Jeg vil her kun ganske kort komme ind på nogle enkelte faktorer, som for Sovjetunionen militærstrategisk ville lade det være ønskeligt at bibeholde den nuværende troppestationering så tæt op til demarkationslinien som overhovedet muligt.

Vejnettet i det østeuropæiske rum og især i Sovjetunionen

Udviklingen af et brugbart vejnet i Østeuropa og især i Sovjetunionen er meget ringe - i hvert fald med vestlig standard som grundlag. Dette er en påstand, som det vil være meget vanskeligt at begrunde uden at sprænge en artikels rammer totalt. Desuden er materiale om dette emne nærmest utilgængeligt, fordi vejbygningsprogrammer og deres færdiggørelse i høj grad bliver betragtet som militære hemmeligheder på den anden side af jerntæppet. Men en analyse af de store militære manøvrer, som man også i den vestlige verden kommenterede, har afsløret alvorlige følgevirkninger for den civile forsyningstjeneste. De imponerende forskydninger af store troppeenheder over formidable afstande og deres forsyningstjeneste har blokeret det ikke særligt fintmaskede vej- og jernbanenet i flere uger. I flere områder kom det på grund af denne bloke­ring til alvorlige civile produktionsvanskeligheder, ja endog til standninger. Dette var den noget mindre tiltalende bagside af den så skinnende medalje, som i mange -også vestlige - tidsskrifter fik læseren til at få gåsehud over det nærmest uhyggeligt store opbud af militær magt, som Sovjetunionen og Warszawapagt-landene formåede at involvere i disse spektakulære øvelser efter at have flyttet tropper over tusinder af kilometre. Et blik på Sovjetunionen afslører til en vis grad baggrunden for disse hændelser. Det vurderes, at Sovjetunionen i dag har rundt regnet 177.000 km veje, som kan sammenlignes med en nogenlunde god vesteuropæisk standard (asfalt-og betonveje). Desuden anslås det, at der findes yderligere 280.000 km veje, som ganske vist er befæstede, men ikke har nogen asfalt- eller tilsvarende belægning. Alle andre veje er det, man kan ligne markveje, det vil sige veje, der ved gentagen brug er opstået uden nogen som helst belægning eller underlag. Til sammenligning kan nævnes, at der i Forbundsrepublikken Vesttyskland forefindes 34.000 km af samme eller bedre standard som de 177.000 km veje i Sovjetunionen.7 En sammenligning af de to staters arealmæssige størrelsesforhold behøver vel ikke at blive foretaget her for at påpege en iøjnefaldende forskel i vejnettets tæthed. Man har gennem tiderne udlagt manglerne ved et russisk vejnet som en kombination af økonomisk slendrian og militærstrategisk visdom, dette sidste set ud fra en ren defensiv betragtning. Dette er imidlertid ikke rigtigt, idet Sovjetunionens 22,4 millioner kvm. for to trediedeles vedkommende består af lavland, taiga og tundra. Som følge deraf hersker der i Sovjetunionen en katastrofal mangel på stenarter, der er uomgængeligt nødvendige til vejbygning. Når man så skal bygge veje, skal man altså transportere vejmaterialer over meget store afstande til brugsstedet. Dette koster penge, mange penge, hvilket vi alle ved, når vi bare kaster et kort blik på vejbygning andre steder i Europa, hvor man endda har materialerne indenfor betydeligt mindre afstande. Som følge af de her kort antydede mangler ved vejnettet har Sovjetunionen også hidtil været henvist til at udføre sine transporter - militære som civile - for ca. 75 % vedkommende per jernbane. I samme lys skal ses den sovjetiske udvikling af fly med en stor lastekapacitet. Men disse anstrengelser på såvel jernbane- som flyudviklingen har ikke kunnet erstatte mangelen på et bæredygtigt vejnet. Sovjetunionen er gået i gang med udbygningen af vejnettet og samtidigt dermed med bygning af flere automobilfabrik ker af kæmpeformat - vi kender alle kontrakterne med Fiat-koncernen og med forskellige vesttyske firmaer om bygning af såvel person- som lastbiler. Denne mangel på en tilstrækkelig vejkapacitet er selvfølgelig følelig, når man hurtigt skal kunne forskyde tropper fra Sovjetunionen til Centraleuropa. Hvorvidt denne faktor på en eller anden måde kan komme til at kompensere for den store afstand til Europa for eventuelle amerikanske forstærkninger må stå hen. Men en kendsgerning er det, at sovjetiske styrker vil have alvorlige transportvanskeligheder at overvinde ved en forskydning fra det indre af Rusland til Centraleuropa, når samtidigt det civile produktionsapparat også skal blive ved med at fungere, hvilket er en forudsætning for opretholdelsen af det komplicerede militære apparat. Warszawapagt-landenes militære apparat er moderne og derfor også kompliceret, hvortil yderligere kommer, at størsteparten af den militære udrustning - i hvert fald for de afgørende våben- og materieltypers vedkommende - bliver fremstillet og leveret af Sovjetunionen. Standardiseringen er meget gennemgribende i Warszawapagt-landene, men behøver ikke nødvendigvis at være en fordel, især når den kombineres med ikke helt tilfredsstillende muligheder for genforsyningernes levering. Vi ved, at de sovjetiske styrker har en meget stor organisatorisk mobilitet, de er fuldt motoriserede, således at også infanteriet er i stand til at kunne kæmpe opsiddet fra pansrede køretøjer. Ligeledes ved vi, at de bedst udrustede divisioner, de, der fuldtud tilgodeser de mest moderne kampformer, forefindes i Centraleuropa - især de 20 i Østtyskland stationerede divisioner. Dette er ikke nogen tilfældighed eller dikteret udelukkende af politiske hensyn som et »Show of Force«. I dette stationeringsrum forefindes det bedst udviklede vejnet i hele det sovjet-dominerede rum, hvorfor det vil være muligt hurtigt at kunne forskyde tropper derfra. Moderne hære kræver et veludbygget vejnet til deres forskydninger, de bedste terrængående egenskaber ændrer intet i denne kendsgerning. De kvantitativt overvældende sovjetiske og østeuropæiske styrker er en væsentlig del af det sovjetiske bidrag til terrorbalancen, som hidtil har bevaret verden for en ny krig. Disse styrker i Centraleuropa bevarer også deres kvalitet, det vil sige deres mobilitet, når de er stationerede som for øjeblikket. En kendsgerning i denne forbindelse er desuden, at Sovjetunionen selv finansierer alle stationeringsudgifter, der er ingen strid Warszawapagt-landene og Sovjetunionen imellem med hensyn til stationeringsudgifteme; stationeringsaftaleme siger dette ganske tydeligt. Sovjetunionen gør dette sikkert ikke udelukkende for at skåne de lande, hvor tropperne er stationerede. Er det ikke muligt, at udgifterne til en stationering på et territorium udenfor Sovjetunionen trods alt giver en større sikkerhedseffekt for Sovjetunionen, indtil man er helt sikker på også at kunne få styrkerne frem til det rette tidspunkt andre steder fra og samtidigt også kan tilsikre det logistiske back-up, der er nødvendigt for at opretholde deres kampkraft? Det er jo ikke nok bare at øge antallet af transportkøretøjer, når disse køretøjer mangler veje at køre på. Måske vil en og anden invende imod den hidtil førte argumentation, at der er lagt rigeligt megen vægt på vejproblemet. Men det paradoksale i hele situationen - set med sovjetiske øjne -er, at det, der hidtil har været en strategisk fordel for Rusland igennem historisk tid, nemlig de store afstande i Østeuropa og specielt i det russiske rum med mangelen på et fintmasket vejnet, med den nugældende strategiske koncept ikke er nogen fordel længere.

Den strategiske doktrin

Hermed kommer vi til den fundamentale forskel mellem den sovjetiske og NATO-doktrinen. Både Øst og Vest siger med eftertryk i den offentlige debat, at de ikke agter eller overhovedet vil drømme om at ville føre en angrebskrig. Begge parter nærer dog ængstelse for, at modparten kan gøre dette, og giver ofte mere eller mindre propagandistisk udtryk for denne frygt. Hverken den enes eller den andens frygt er ubegrundet, når man udelukkende ser på det potentiel, der forefindes henholdsvis øst og vest for jerntæppet. Frygten for, hvad dette potentiel kan blive brugt til, kan ikke forvandles ved bare at påstå, at man ikke vil bruge det angrebsvis. Men når vi kommer til netop anvendelsen af potentiellet - doktriner, som ligger til grund for uddannelsen af styrkerne og deres måde at føre en eventuel kamp på -så holder ligheden også op. Der har været ført lange debatter i den vestlige militære litteratur om, hvorvidt de sovjetiske ledere har udviklet en slags Flexible Response-strategi på samme måde som NATO har det. Udviklingen af en nuklear over kill-kapacitet på begge sider kan have forledt os til at antage, at der også på det doktrinære område er sket en slags konvergens henimod netop Flexible Response. De pågående SALT-forhandlinger i Helsingfors og Wien synes endog at bekræfte dette. Men jeg mener, man skal ikke tage disse forhandlinger for mere end deres pålydende, nemlig at begge parter forsøger at komme frem til et i denne forbindelse »fornuftigt« niveau for den nukleare kapacitet, således at de formidable omkostninger, der er forbundet med udviklingen af disse strategiske nukleare våben reduceres til et acceptabelt omfang, om muligt fastfryses og i bedste fald reduceres. Men den grundlæggende doktrin for anvendelse af såvel nukleare som konventionelle våben er ikke blevet ændret. Selv et meget overfladisk studium af den sovjetiske militærdoktrin, sådan som den blandt andet er nedlagt i marskal Sokolovskys bog »Militærstrategi«, afslører med al tydeliglied, at den kampform, der primært lægges vægt på, er angrebet. Der lades overhovedet ingen tvivl om, at en defensiv kampform kun skal betragtes som en midlertidig foranstaltning, man kan blive tvunget til, fordi man har lagt tyngden i sine anstrengelser et andet sted.

At man også følger denne doktrin, viser organisationen og udrustningen af de sovjetiske styrker, der også danner model for de øvrige Warszawapagt-landes styrker. Selv en lægmand vil meget hurtigt kunne konstatere, at det offensive element i disse styrker er overvejende. Også øvelsesaktiviteten afslører, at doktrinerne om angreb som hovedkampforcnen følges. Der er absolut ingen tegn på, at man er ved at ændre sammensætningen af styrkerne eller deres føringsprincipper. At dette i bedste fald vil tage tid, megen tid, turde være indlysende.

Fremtidsaspekter

NATO-forslaget om MBFR-forhandlinger har den nugældende NATOstrategi Flexible Response som grundlag. Realitetsforhandlinger med Warszawapagt-landene, det vil sige med Sovjetunionen, må som minimumsforudsætning kræve en østlig accept af denne strategi. Indtil nu har der ikke været nogen tegn på, at Sovjetunionen har accepteret denne strategi for dens pålydende, nemlig netop at nedsætte risikoen for eskalering til nuklear krig. Der er endog tegn på, at Sovjetunionen betragter den for øjeblikket pågående udvikling i de vestlige lande med reduceringer af de konventionelle styrker som gående i modsat retning, det vil sige en tilbagevenden til doktrinen om den massive gengældelse.8 Meget afhænger derfor af, om det lykkes at nedtrappe den gensidige mistillid, som har præget efterkrigstiden. I den forbindelse er de pågående SALT­ -forhandlinger af afgørende betydning om ikke andet så for at man kommer til at tale et fælles sprog om alle disse problemer. Her afgøres det, om man er rede til at acceptere det, man siger i fremtiden, for dets pålydende.

Der pågår en omfattende debat i vestlige tidsskrifter og bøger om, hvem tiden arbejder for: Sovjetunionen eller Vesten? For Sovjetunionen arbejder tilsyneladende det faktum, at USA indenfor en overskuelig fremtid alligevel foretager en vis tilbagetrækning af sine tropper på det europæiske fastland. Samtidigt dermed er der ikke nogen tegn på, at de europæiske stater agter at kompensere en eventuel amerikansk tilbagetrækning ved en tilsvarende opbygning af europæiske styrker. I næsten alle europæiske NATO-stater er man i hvert fald udtalt uvillig til at Øge forsvarsudgifterne. Det kan altså se ud for Sovjetunionen, at tiden nok skal sørge for, at det vestlige potentiel reduceres af sig selv uden at man behøver at gøre noget til gengæld.

Men samtidigt haster det for Sovjetunionen med at få gennemført den europæiske sikkerhedskonference, der skal sørge for en anerkendelse af status quo. Denne anerkendelse af tingenes tilstand i såvel Øst- som Vesteuropa skal helst tilvejebringes inden en sammenslutning af Vesteuropa til en større politisk enhed har fundet sted. Her drejer det sig om at forhindre den pågående udvidelse af de europæiske Fællesskaber (EF) med deres videre politiske sigte. Det kan her indvendes, at der er lange udsigter til en politisk slagkraftig integration de vesteuropæiske lande imellem. Rigtigheden af denne påstand kan ikke afvises, men allerede en vidtgående handelsmæssig og økonomisk integration har en vældig handelsmæssig appeal især til de mindre østeuropæiske lande. Allerede nu gør samhandelen med EF større procentvise fremskridt end samhandelen indenfor COMECON. Denne proces kan i første omgang bevirke en større økonomisk indbyrdes uafhængighed indenfor Østblokken - altså en disintegration -og samtidig en stigende afhængighed af vestlige økonomiske interesser. I sidste instans kan det - set med sovjetiske øjne - også betyde et frafald fra den øjeblikkelige politiske linie så at sige ad køkkenvejen.

MBFR-forhandlinger før den europæiske sikkerhedskonference har i denne forbindelse sikkert ikke Sovjetunionens allerstørste interesse. Kom­mer den europæiske sikkerhedskonference før en større sammenslutning af de vesteuropæiske stater, kan man altid tale om styrkereduktioner. I så fald helst bilateralt, således at man kan spille det ene europæiske land ud mod det andet. Det sovjetiske og også de øvrige Warszawapagtlandes militære potentiel vil i så fald altid kunne bruges som et pressionsmiddel.

Noter:

1. Rom-erklæringen § 3.

2. »Die Welt« af 3. december 1971.

3. Morris Janowitz i »The Future of NATO«. »Survival«, december 1971.

4. Michel Tatu i »The East: Detente and Confrontation«. ADELPHI Papers, nr. 70, november 1970.

5. Ibid, citat af Pierre Hassner.

6. Matyas Rakosi: »Der Weg unserer Yolksdemokratie«, Berlin-Ost, s. 15.

7. Hasso Erb: »Russiands Strassen«. Soldat und Technik nr. 2/1972.

8. Se John Ericson: »Sowiet Military Power«, Royal United Service Institute for Defence Studies, 1971. Side 9.