Log ind

Om Massens Opdragelse og om Korpsaand*

#

*) Et Foredrag paa Grundlag af Værker af Le Bon, A. Christensen, Mac Dougall, Ahlberg m. fl.

 

Samfundslivets sjælelige Sider har egentligt kun i det sidste halve Aarhundrede været Genstand for systematisk videnskabeligt Studium.

Man har tidligere nok kendt en Del til dem — og ikke mindst har man gjort det indenfor Militæret — men nogen Udredning og systematisk Studie af Spørgsmaalet havde ikke fundet Sted.

Det var vel forrige Aarhundredes Revolutioner, den stærke Befolkningstilvækst, Pressen, Industrialiseringen, Arbejderbevægelsen, Centraliseringen, de sociale Spørgsmaal og det stærke Foreningsliv, som gav Stødet hertil.

Vi har i de senere Aar set Liberalismen med dens Individualisme blive trængt Skridt for Skridt tilbage af de mere socialt indstillede og interesserede Partier, som lod sig sammentømre og disciplinere, saa de laa langt fastere i Førerens Haand.

Vi har set, at Mænd som Lenin, Mussolini og Hitler gennem deres Forerevner og I’orstaaelsen af Massernes Sjæleliv har evnet — med stor Hurtighed og Kraft — at piske Masserne sammen til Enheder og skabe en anden Aand i dem.

Paa det militære Omraade viste Verdenskrigen, hvor vigtig en saa dan Forstaaelse af Masserne er.

2 store Arméer — den engelske og den amerikanske — stam- pedes op af Jorden trods oprindelig Modvillie hos Folket mod almindelig Værnepligt, fordi man forstod at slaa paa de rette Strenge overfor Masserne og bringe dem derhen, hvor man vilde; og 3 mægtige — og oprindelig fast sammentømrede Arméer, den russiske, den østrigske og den tyske (hos de andre var der Tilløb) opløstes og smuldrede hen uden egentlig at være slaaet i afgørende Slag, fordi Fjenden og samfundsfjendtlige Elementer fik de daarlige Suggestioner til at virke som et ætsende Skedevand, og fordi Befalingsmæn- dene ikke opdagede og forstod Faren i Tide; med andre Ord, fordi de ikke havde tilstrækkelig Indføling med deres Folk, og fordi Regeringsindgriben, Nederlag og Fejl havde forberedt Jordbunden.

DEN UHOMOGENE MASSE.

For nogenlunde at forstaa Soldaternes Sjæleliv, hvor de er et Led af Massen, maa man først kende lidt til Hovedlinierne i Massens Sjæleliv.

En Menneskemængde bliver, naar den har — eller faar — en eller flere Fællesinteresser, og bliver sig dette Fællesskab i Tanke, Vilje eller Handling bevidst, — til en psykologisk Masse. Den faar i samme Øjeblik, den bliver sig bevidst, en Sjæl af kollektiv Beskaffenhed.

Det mest iøjnefaldende ved en saadan Masse er, at de enkelte Individer, hvoraf den bestaar, trods al Ulighed i Livsforhold, Beskæftigelse, Karakter, Dannelse og slet og ret gennem, at de sammensluttes, bliver delagtig i denne Massesjæl, som faar dem til at føle, tænke og handle anderledes, end de vilde gøre, naar de var udenfor dens Tryllekreds.

Der opstaar hos den visse Idéer og Følelser, som maaske omsættes i Handling.

Den uensartede sammenløbne Hob indgaar — som Celler i et Legeme — en Slags kortere eller længere Forbindelse, der frembringer et nyt Væsen med helt andre Egenskaber end de enkelte Individer, hvoraf den er sammensat. Det ubevidste spiller allerede en stor Rolle i Individets Liv. For Masserne er det næsten uindskrænket Herre og virker som en ukendt Naturkraft.

Den enkelte, som er en Del af en Massepsyke, er ikke mere — paa vanlig Vis — Herre over sine Handlinger. Det er, som om visse Evner forsvinder og andre vokser frem. Alt, hvad der individualiserer, er udelukket fra Massen.

Massens Handlinger paavirkes i langt højere Grad af Rygmarv end af Hjerne og nærmer sig herved det primitive. Den kan ikke tænke eller handle efter en Plan, for den er stadig udsat for at give efter for tilfældige Impulser. Da den er let paavirkelig, kan en Fører, der kender dens Psyke og forstaar at bruge Suggestioner, føre den frem til hvad som helst.

Ingen Sag kan sejre, før en Masse har skrevet den paa sin Fane. Paa Erkendelse heraf beror al Politik, Forenings- og Menighedsliv. Det er, som „Le Bon“ siger, i Massernes Sjæl — og ikke i Fyrsternes Raad — at Nationernes Skæbne forberedes.

Faa Masser er imidlertid fuldstændig tilfældige. Fællesinteresserne er i Reglen flere, og ofte staar Massens Enere paa et eller flere Punkter — religiøst, nationalt, standsmæssigt, politisk — paa samme Begynderstade.

Saa vokser Massepsyken, der ellers staar langt under Gennemsnitspsyken; og organiseres Massen, er man i Stand til at drive Massepsyken stærkt i Vejret. Man kan med andre Ord opdrage Massen.

Det er kun ved at tage Del i organiserede Samfunds kollektive Liv, at Menneskemassen hæves op over et meget lavt Trin, hvor den egoistiske Opførsel ellers næsten fuldstændig hersker, og det er igennem én saadan Deltagelse, at et stort Antal Mennesker hæves op til et Trin, hvor deres Handlinger ledes af en fast Samfundsinteresse, der kan kulminere i den heroiske Selvopofring.

Hvorledes dette paradoksale Resultat opstaar, kommer vi for Militærets Vedkommende senere til.

SUGGESTION.

Den Tryllemagt, der behersker Masserne — og ofte Individer med — er Suggestionen. Det er den, der bringer Individerne i Rapport med hverandre, samler den enkeltes Tanke og Vilje i et Brændpunkt, udsletter Eneren og skaber Massen.

Den er en Forestilling, der udenom den enkeltes Vilje bibringes ham og fører hans Tanker ind i en bestemt Retning, idet der finder en mer eller mindre stærk Indsnævring Sted af Bevidstheden.

Der findes mange Former af Suggestion:

Kontrærsuggestion: Man vil ikke læse en Bog, der er blevet en stærkt anbefalet.

Milieusuggestion: Hvor Tradition og Naboens Mening er de virkende Kræfter.

Fremmedsuggestion: En fremmed Vilje virker udefra. Selvsuggestion: Man bilder sig noget ind.

Personsuggestion: Førere, Forældre, Lærere, Præster og Læger suggererer.

Suggestionens vigtigste Virkemidler er Eksemplets Magt, Personligheden, det talte og det skrevne Ord, Musik, Sang o. s. v.

Stadig Gentagelse af en Paastand, helst i Slagordets korte og klingende, — meget lovende men lidet forbindende Form, — som passer saa godt til Massen, som selv er ude af Stand til at tænke en Sag til Bunds, — virker som Suggestion. „Karthago bør ødelægges“, „Hvad kan det nytte“, „Frihed, Lighed, Broderskab“ er Eksempler herpaa. Havde en kendt Politiker straks forstaaet, at han skulde sige „Tilpasning“ i Stedet for „Nedskæring“, havde han vist, at han havde nogen Forstaaelse af Masserne. Suggestion udøves paa mangfoldige Maader, gennem Eksempler, Kammeratskab, Farer, Pressen, Breve, Hurraraab under Kamp, Kommandoord o. s. v.

TRADITIONERNE.

"Hver en Daad paa Sagas Tavle staar i Lueskrift, der den lever for at avle atter ny Bedrift." - (C. Ploug.)

Traditionerne er den rode Traad, hvoraf Masserne i Reglen lader sig lede om end ofte i Zigzaggang. De er den svundne Tids værdifuldeste Bedrifter, Tanker, Følelser og Behov. De danner den Klippegrund, hvorpaa ethvert Folk maa bygge.

Folket er selv en Organisme, som langsomt er opbygget af og gennem Tiden som enhver anden Organisme, og kan kun omdannes gennem en i lang Tid opsamlet Arv fra Fortiden.

Traditionerne hjælper til Opbygningen af Folkesjælen, Civilisationen og Fremskridtet. De har en vældig Magt over Masserne, som i Virkeligheden sejgest holder fast ved dem, selv om de tidt skilter med noget andet.

DEN MILITÆRE MASSES OPDRAGELSE.

Den militære Opdragelse i Almindelighed har søgt at holde vor intellektuelle Kulturs kvindagtige Tendenser Stangen og er faktisk den eneste, som ikke medlidende gaar paa Akkord med Svaghed, Sygelighed og sjælelig og legemlig Forkroblethed, men hjælper alt sundt og stærkt til at hævde sig.

I „Psykiske Fænomener i Krigen" skrives: „Naar Reservisten tager sin Uniform paa, skifter hans Sindstilstand pludselig som ved et Mirakel. Hans Følelse af at være Individ, træder i Baggrunden og han faar en hel ny Følelse af Fællesliv. Han er ikke længere Urtekræmmer, Grovsmed eller Landmand, men en Celle i Helheden. Hans personlige Idéer træder i Baggrunden, og en mystisk Kraft tvinger ham til at tænke og handle som alle de andre. Hvis han hører andre sige: „Fjenden er i en slem Knibe, vi vil gøre det af med ham i en Fart“, er han sikker paa, at Fjenden er en svag, latterlig, foragtelig Skabning; men hvis hans Sidemand hvisker: „Vi er for- raadt“, er han lige saa sikker paa, at hans Foresatte har solgt ham til Fjenden.“

Naar Rekrutterne møder, er de en Mængde, indtil de passerer ind i Kasernen. Her bliver de til en psykologisk Masse. De bliver iklædt i ensartet Uniform, de har samme Underbringelse, Øvelsestid. Frihed, Tjeneste, Lønning, Forplejning, Foresatte, Glæder, Sorger, Anstrengelser, Farer og Minder, kort sagt en lang Række Fællesinteresser, som de alle foler og ser, og som binder dem sammen til en Enhed. Enheden er Kompagniet, som de inderst inde er stolte af, og de glæder sig, naar det klarer sig godt, og er nedstemte, hvis det klarer sig mindre godt.

De bliver derved Bærere af Kompagniets Traditioner, som skal løfte dem udover sig selv og — i givet Tilfælde — drive dem frem gennem Farer til det attraaede Maal: Sejren. Det gælder da om til enhver Tid at holde Mandskab og Befalingsmand alle Fællesinteresserne for Øje ikke alene de nævnte, men mange andre som f. Eks. Hærens og Afdelingens store Traditioner, vor Historie, vort Sprog, Sangen, vor Kultur, vore store Mænd, Heltene, vor Fane, vort Lands Skønhed, hvad Danmark betyder for os, Grænsekamp i Fortid og Nutid og Genforeningen m. m. Men først og fremmest maa den alvorlige Baggrund, som ligger bag Uddannelsen, og den stærkeste Fædrelandskærlighed holdes dem for Øje. Samtidig sker gennem Organisation, Tradition og Kammeratskabet (Milieuet) inde fra en Vækst, naar de daarlige Suggestioner holdes ude.

KORPSAAND.

Visse traditionelle Følelser legemliggøres i Afdelinger og Underafdelinger m. fl. Man beundrer visse moralske Egenskaber som Offervilje, Udholdenhed, Pligtfølelse, Mod, Ære, Disciplin m. fl., og denne Beundring næres af alle inden for Afdelingen og indprentes ved Massesuggestion og sympatisk Smitte i enhver ny tilgaaet Befalingsmand eller Rekrut.

De ny tilgaaede foler, at der blandt deres Kammerater ikke er mindste Tvivl om disse traditionelle moralske Følelsers Sandhed og Værdi og baserer med Tillid deres moralske Domme over andres Opførsel og Karakter paa disse som Grundlag og Maalestok.

Og i Dommenes Spor og under Massesuggestionens Vægt op- staar Foragt for dem, som forsynder sig mod disse traditionelle Følelser og „Love“.

Foragten rammer Forrædere, Krystere, Upaalidelige og Dovne medens udelt Beundring — indtil Forgudelse og Mytedannelse — bliver enhver Svend Dufva, Niels Kjeldsen, Ivar Hvitfeldt eller andre til Del, som trods alt og alle omsætter de traditionelle Følelser og Dyder i Daad.

Disse moralske Trossætninger kommer til den enkelte med Afdelingens Menings uimodstaaelige Kraft og enstemmige Vægt.

Denne Kraft hidrører ikke alene fra Forplejningsstyrkens Størrelse, men fra Afdelingens Alder, Ry og smukke, tilkæmpede Traditioner.

Jo fuldstændigere Afdelingens Aand er indprentet i — og dermed repræsenteres af — hver enkelt Soldats Opførsel og Sindelag, des hurtigere og mere effektiv vil Afdelingen kunne indprente hver ny Rekrut sin Korpsaand.

Organisationen af en Afdeling, af en Hær gør det muligt for enhver Befalingsmand at paavirke og forme disse moralske og bærende Meninger og Følelser.

Jo højere Grad og jo mere Prestige vedkommende Befalingsmand har, jo mere Indfoling han har med sit Mandskab, Forstaa- else af Massepsyken og dens Opdragelse og Evne til at paavirke den, des mere kan han bidrage til at hæve og fæstne det moralske Niveau, som i saa Fald paa de nævnte Omraader kan ruta op pari Højder, der ligger betydeligt over Gennemsnitsindividets.

Søger man derimod at skabe Frygtdisciplin og appellere til de mere raa Instinkter, da kan Moralen forringes betydeligt ned under den normale individuelle og Afdelingen derved gores lettere modtagelig for de slette Suggestioner.

Hvor Korpsaanden eksisterer, kan den benyttes til at hæve det moralske Niveau. Man appellerer ikke forgæves til den („Soldater af den italienske Armé skulde det mon mangle eder paa Mod?“)-

Hver Soldat indenfor Afdelingen er jo gennemtrængt af den kollektive Følelse eller Aand, og bliver derved Vogter for sine Sidekammeraters Opførsel. Han har Interesse for enhver anden Soldats Gøren og Laden, for det er ved Opsummering og Vurdering af de enkeltes Opførsel, at Afdelingens Omdømme skabes.

Derfor bliver, naar Korpsaanden er fuldkommen, den daarlige Soldaterkammerat mødt med Foragt, og han ved, at han unddrages Sympati og Kammeratskab.

Den gode Kammerat og Soldat lønnes derimod af Kammeraterne med Ros og Beundring.

Saaledes handler enhver Soldat under sine Kammeraters kritiske Øjne. Han ved, at der staar Mishag, Foragt og Udelukkelse fra Kammeratskab og fra almindelig Sympati paa den ene Side og Bifald og Beundring paa den anden.

Udviklingen af den rette Korpsaand med de dertil horende Følelser af Samhørighed og Hengivenhed for Afdelingen og derfor ogsaa for dens enkelte Soldater, er Qvintessensen af den hojere Form for militær Disciplin.

Straffesystemet (retfærdigt haandhævet), Eksercitsen, det stadige og minutiøse Tilsyn og Eftersyn, Orden og Punktlighed er Midler, der er valgte til at hjælpe at frembringe og fremme visse Sider af Korpsaand, Disciplin og højere Moral.

Ved at gøre hver Soldat hurtigere og nøjagtigere i sin Reaktion for Kommandoordet gøres enhver i Stand til at forudse sine Kammeraters Handlinger under alle almindelige Forhold og til at stole paa dette Samarbejde mod det fælles Maal, hvad enten det er et Geværgreb, en Vending — eller dette — at vinde et Slag.

Korpsaanden, der maa hvile paa Kendskab til Afdelingen (Hæren) som saadan, Forestillinger om den og Følelse af Hengivenhed, Forpligtelse og nøje Tilknytning til den, er Grundlaget for al veludviklet. kollektivt militær Indsats.

Denne kollektive Bevidsthed eller Aand er vel ikke noget overnaturligt Væsen, men kan betegnes som en Slags meget mægtig Overindivid, siger Conford meget illustrerende.

Den har til Huse i hver af de Soldater, som udgør Afdelingen, for den har ingen andre Steder at bo, men den bor i dem alle tilsammen og ikke i fuld Udstrækning i nogen enkelt.

Den har Magt over en vis Del af Soldatens Sind og dog strækker den sig udenfor ham til hver enkelt Soldat i Afdelingen; og da Soldaten kun er en lille Del af sin Afdeling, er der langt mere udenfor end i ham. Dens Styrke er derfor langt stærkere end hans individuelle Styrke.

Her har vi altsaa — i den konkrete Verden — en Magt af menneskelig Oprindelse, som er meget større og stærkere end Individets; den er med andre Ord overmenneskelig, siger ovennævnte Conford.

Da denne Kraft staar i Forbindelse med Soldatens Bevidsthed — er den — som den altid var, en Kilde, til hvilken han har Adgang, og fra hvilken han udefra kan hente overmenneskelig Kraft til at forstørre og forstærke sin egen. Den er ved sin overmenneskelig forstærkende Kraft i Stand til at føre Individdet udover sig selv og gøre ham i Stand til den heroiske Selvopofrelse og ligger derved lige opad Moralitetens og Religionens Enemærker. („Arriéregarden holder saa længe Stand, som den kan, og gaar saa til Grunde“.

Det er en udmærket Ejendommelighed ved Korpsaanden, at Hengivenheden for egen Underafdeling eller Afdeling kan bestaa Side om Side med, ja — endog begunstige Styrken af — en lignende Følelse for en større Troppeenhed, som omfatter den mindre.

Korpsaandens Udvikling, Traditionernes og Symbolernes Indflydelse paa den, og dens Udbredelse er derfor af den største Betydning for Bedømmelsen af Troppernes Brugbarhed og Slagkraft.

Er Hæren dertil organiseret saaledes, at de Mennesker, der har det fasteste Mod og den smukkeste Begejstring indtager de fremskudte Stillinger, saa vil en Inspiration og et godt Eksempel blive fort ned gennem hele Systemet til Paavirkning af hver enkelt.

De fundamentale Principper for alt kollektivt Liv, nemlig sympatisk Smitte, Massesuggestion og Efterligning ophæves ikke af Korpsaanden. De virker her lige saa stærkt som i den uhomogene Masse, men deres Virksomhed er blevet tilpasset og vendt fuldstændig mod det gode.

I en Afdeling, hvor Korpsaanden var stærk og Traditionerne store og gode, kunde under Krigen — for lange Tider — det ene Hold af Personer efter det andet forsvinde i Smeltediglen, uden at Afdelingens Moral blev undergravet derved. Det var dem og ikke Personerne, som var Afdelingens Sjæl.

Hvor Korpsaand og Tradition manglede, maatte de erstattes med overmenneskelige Anstrengelser og mange og særligt gode Eksempler fra Førernes Side, uden at det samme dog helt kunde opnaas, for de to Ting var skaffet til Veje.

"Vi voro endast bladen som ingen raknar høst och vår blott trådet lovas och består det hette staden, staden." - (Heidenstams „Visby“.)

Saadan spiller da Massens Opdragelse, som er en Kunst, en uhyre Rolle, og det, som er dens Resultat for vort Vedkommende, Korpsaanden (mod hvilken der er syndet saa meget herhjemme under de forskellige Hærlove, og som nu gerne skulde have faaet bedre Betingelser) — kan — i hvert Fald med 5 Maaneders Uddannelse — vanskeligt naa en tilstrækkelig Højde, uden at man nøje kender dens Struktur, dens kolossale Magt, hvad der skaber og udvikler den, hvorledes der kan appelleres til den, og endelig — hvorledes den under ukyndige Hænder og under særlige Paavirkninger og Omstændigheder kan ætses, opløses og forsvinde.