Log ind

Om frivillige Korps

#

I Anledning af Herr »P.«s Svar paa de fremkomne Indlæg beder undertegnede venligst den ærede Redaktion om Plads for endnu nogle supplerende Betragtninger. Angreb eller ikke, lidet baader det nu at diskutere netop dette. Korpsene er ophævet og alle antagelig enige om, at den Erstatning, der skal komme, maa følge Tidens Krav og derfor nødvendigvis blive noget helt forskelligt fra det, der har været. To Ting maa vi Danske gøre os klart, naar vi søger at trænge til Bunds i de her omhandlede Forhold. Først dette, at det frie og genrejste Danmark, vi alle haaber paa vil opstaa, naar den store Krig engang er sluttet, i mange Aar vil blive et meget meget fattigt Land, hvis Erhvervsliv skal lægges om, og hvis store og rige Hjælpekilder er udmarvet. Det bliver derfor næppe nogen farbar Vej kun at kræve oprettet nye Hærenheder svarende til de ny tilkomne Opgaver. Dernæst maa vi forstaa, at den Tid maa være forbi, hvor det kan siges om den danske Mand, at han har gjort sin Pligt overfor Landet, naar han har betalt sin Skat; det maa sikkert komme dertil, at alle, der er egnede, maa yde Støtte i Tid og Arbejde, uden at Staten vil være i Stand til at aflønne dette i Penge. Hæren, Flaaden og Luftværnet maa kræve saa store Rammer, at de til Løsning af de primære Opgaver: de egentlige Kampopgaver, kan optage alle de til egentlig Krigstjeneste udskrevne Mænd. Dette er ogsaa nødvendigt af Hensyn til Sikringen af Mobiliseringen ved et passende Beredskab, medens alle andre Opgaver maa løses af et Hjemmeværn paa delvis frivillig Grund. Jeg hilser denne Kendsgerning med den største Glæde, fordi det er min inderligste Overbevisning, at den Modgang og manglende Forstaaelse, der har mødt Forsvarets Krav ude i Befolkningen igennem de sidste Generationer, for en meget stor Del skyldes den Omstændighed, at saa faa af de unge danske Mænd har været Soldater, og hele den øvrige Del har været uden egentlig Kendskab til Forsvaret, endsige følt sig som Part i dette. Kan vi komme dertil, at den djærve danske Bonde har sin Uniform og sit Vaaben i sit Hjem, har en Opgave at løse lige udenfor sin Dør og selv har ofret den nødvendige Fritid til at blive sat ind i Løsningen af netop denne Opgave, saa vil han i en helt anden Grad føle sig som Part i Sagen, som personlig Garant for Udfaldet, og saa vil Interessen for Forsvaret i sin Helhed ogsaa nok komme. De Krav, Hr. »P.« stiller til Uddannelsen, ses ikke at være saaledes, at de ikke kan opfyldes ved en Fritidsuddannelse indenfor den Tid, der kan paaregnes at være til Raadighed, og Befalingsmandsemner, der kan oplæres til at løse de smaa afrundede Opgaver, der her er Tale om, og som nyder den tilstrækkelige Tillid indenfor deres Sogn, findes spredt over det ganske Land. Hovedledelsen, Administrationen samt Planlæggelsen og Uddannelsen maa naturligvis saavel for hele Landet som for Landsdelene samt Amterne være i Hænderne paa Fagfolk. Det er derfor ikke frivillige Korps i den gamle Betydning, der maa ønskes, men snarere Hærafdelinger med frivilligt Mandskab og delvis frivillige Befalingsmænd. Jeg beklager den stakkels ukendte Hr. »P.«, der har saa lidt Tro paa Kraften og Sundheden i det danske Folk, at han kun tor bygge paa Tvang. Hør dog den Sandhed: naar man skælder ud paa en Dansker, saa bliver han stædig, men klapper man ham paa Skulderen, gaar han i Ilden for en. Det er mit Haab, naar denne Sag engang skal ordnes, der da i Spidsen for Hæren maa sidde Folk, fremsynede og fordomsfri, som ikke vil vige tilbage for at bryde nye Veje, Mænd med Humør til at tage Kampen op med alt det, der ikke har vist sig bæredygtigt.

Einer Henriksen.

Efter Hr. p’s Udtalelse i »Militært Tidsskrift«s Nr. 10/ 1940 S. 417: »Mon det ikke mere hos de unge Mennesker var Ønsket om at brillere, om den flotte March gennem Gaderne og Storture m. m., der var afgørende, fremfor Ønsket om at tjene sit Land og yde sin Indsats. Det kunde synes saaledes«, skal jeg indskrænke mig til at opfordre Hr. p. til at navngive Slg'

H. Eggers,

Chef for Motorordonnanskorpset ved dets Ophævelse pr. 31/7 1937

1 Anledning af ovenstaaende Forespørgsel skal jeg oplyse, at jeg, undertegnede Kaptajnløjtnant R. Ploug, er Forfatter til Artiklerne om »Frivillige Korps«. Med Hensyn til den af Kaptajn Eggers, Chef for Motorordonnanskorpset, fremsatte Bemærkning skal jeg svare:

— Som det fremgaar af Artiklerne, er der ikke rejst nogen Indvendinger mod Motorordonnanskorpset, bl. a. fordi Motorordonnanskorpset ikke var noget egentligt frivilligt Korps, men nærmest en Del af Hæren.

— Som det endvidere fremgaar af Sammenhængen i Artiklen, er ovennævnte Bemærkning møntet paa de andre frivillige Korps og maa være det, fordi

— enhver med blot det ringeste Kendskab til Motorordonnanskorpsets Arbejdsfelt i Krig og Fred, dets Øvelser og de enkelte Medlemmers Indsats af Penge og Materiel, Uniform og Tid vil vide, at

— Korpsets eventuelle Storture, Kørsler under Øvelser o. s. v. paa Grund af sin specielle Art aldrig gav Korpset og dets Medlemmer Lejlighed til de Parader og andre Former for Efterligning af Militæret, som jeg har paapeget ved de andre Korps.

Ploug