Peer-review af: OL-R Bo Stenhuus

Et russisk-kinesisk partnerskab betragtes af Gray som supertruslen imod den internationale orden i det 21. århundrede¹ – men er det et plausibelt scenarium? Det følgende vil med basis i stormagternes partnerskaber i perioden op til Første Verdenskrig argumentere for, at det ud fra en scenarietankegang er en realistisk mulighed, og dermed et scenarium de vestlige stormagter bør forholde sig til.

Partnerskaber bruges som en fællesbetegnelse for alliancer efter Schroeders definition (en sikkerhedspagt med casus foederis²), koalitioner, ententer samt alignments. Med ”tæt partnerskab” menes, at relationen mellem Rusland og Kina bliver mere formel, end lejlighedsvise interessefællesskaber og med elementer af sikkerhedsarrangementer.

Weitsman fremfører, at magtbalancer godt nok var den mest betydende faktor for stormagternes indbyrdes partnerskaber forud for Første Verdenskrig, men det var stadig kun en faktor blandt mange³. Eksempler på andre betydende faktorer var gensidig trussel mellem partnerne, ideologiske ligheder og trusler mod selve regimerne. En vigtig pointe hos Weitsman er, at en række fredstidspartnerskaber opstår for at håndtere og begrænse uoverensstemmelser mellem partnerne. Weitsman når frem til, at der er en omvendt parabolsk sammenhæng mellem det gensidige trusselsniveau og tilbøjeligheden til at indgå et partnerskab.

Figur 1: Figuren illustrerer sammenhængen mellem tilbøjelighed til at indgå et partnerskab og det gensidige trusselsniveau mellem de to mulige partnere⁴

 

Budskabet i ovenstående figur er, at en mindre til moderat gensidig trussel giver de to stater et incitament til at indgå et partnerskab. Jo mere truslen stiger, jo større er incitamentet til at håndtere truslen i en form for partnerskab. Hvis truslen imidlertid overstiger en tærskel, vil incitamentet igen aftage, da truslen nu bliver så stor, at en stat vil søge andre partnere i stedet for. En forudsætning for sammenhængen er, at de to mulige partnere skal have et relativt lige styrkeforhold⁵, da den svage part ellers bliver for udsat. Der er imidlertid ikke nogen definition af, hvor det præcise toppunkt ligger.

 

Magtbalancer
I realismens optik er det op til de enkelte stormagter selv at sørge for egen sikkerhed og her er partnerskaber en af mulighederne for en stormagt. Incitamentet til at søge at balancere imod en stærkere magt bl.a. kan belyses af den generelle fordeling af kapaciteter i det internationale system samt styrken hos en direkte konkurrent.

Fordelingen af kapaciteter i det internationale system er således, at USA p.t. er den altdominerende militære magt⁶. Denne magtposition suppleres med et netværk med en række andre økonomiske og militære stormagter såsom Japan, Storbritannien, Frankrig og Tyskland. I nedenstående tabel er vist Global Fire Powers rangeringer af verdens ti stærkeste stater.

Tabel 1: Tabellen viser de ti stærkeste nationer

Da Indien har valgt en rolle som alliancefri⁸, viser ovenstående, at Rusland og Kina reelt kun har hinanden som partnere, hvis de vil balancere imod USA eller mod hinanden. Men da Rusland og Kina ofte regnes som de anden- og tredjestærkeste militære magter i verden⁹, burde de have en mulighed for at balancere imod USA.

I nedenstående tabel er den forenede russisk-kinesiske militære styrke sat op mod USA’s, for herved at illustrere balanceringsmuligheden.

Tabel 2: Tabellen opregner udvalgte militære kapaciteter for USA, Rusland og Kina¹⁰

Som det ses i ovenstående tabel, har Rusland og Kina i fællesskab en styrke, der på en række punkter overgår USA. Imidlertid må det også tages med i betragtning, at det reelt kun er USA, der kan komme til Ruslands og Kinas grænser. Med den amerikanske flådeoverlegenhed¹¹ er det modsatte ikke muligt. Yderligere må USA forventes stadig at have et væsentligt teknologisk forspring, idet USA, som illustreret i nedenstående figur, langt ud i fremtiden vil have et langt større GDP per indbygger end Rusland og Kina. Netop GDP per indbygger kan bruges som indikator på en nations evne til at føre teknologisk industriel krig¹² forudsat det er en nation, der samtidig har en stor befolkning.

Figur 2: Figuren viser udviklingen i GDP per indbygger fra 1995 til 2030 USA, Rusland og Kina beregnet fra data fra OECD¹³ og U.S. Census Bureau¹⁴

Da Rusland og Kina tilsammen synes at kunne balancere USA militært, bør de i realismens optik at have et væsentligt incitament til at indgå et partnerskab. Denne tolkning støtte af bl.a. Ney, der fremfører at en traditionel magtbalance teori vil sige, at Rusland og Kina bør finde sammen.¹⁵

Rusland og Kina behøver imidlertid ikke at danne et ”NATO lignende” partnerskab for at opnå en balancerende effekt. USA er en global supermagt med globale interesser. Derfor vil USA ikke kunne koncentrere sin fulde styrke ved en konflikt med Rusland, hvis Kina samarbejder med Rusland eller hvis Kina kan mistænkes for at ville udnytte situationen og visa versa. Kina ser USA som den største hindring for deres ambitioner i Asien¹⁶ og tilsvarende opfattelse har Rusland i Østeuropa. Derfor er det forventeligt, at Rusland eller Kina vil søge at udnytte, hvis USA reducerer sin tilstedeværelse som følge af en konflikt med den anden part. Det betyder, at en stor del af USA’s styrke vil være bundet til at begrænse denne udnyttelse. Herved vil selv et løsere partnerskab tvinge USA til fortsat at dele sin magt og dermed begrænse USA´s mulighed for at skabe en effektiv overlegenhed i et konfliktområde.

 

Gensidig trussel

Som fremført ovenfor har den gensidige trussel mellem to stater tidligere haft betydning for indgåelse af partnerskaber. For Rusland og Kinas vedkommende har det gensidige forhold mange aspekter. For det første er der en form for direkte trussel imellem de to stater. De har tidligere, i 1969, været i konflikt med hinanden over grænsedragningen i Fjernøsten.¹⁷ For det andet er der deres konkurrence om indflydelse i Centralasien, hvor adgang til og kontrol over naturressourcer kan øge deres respektive magt. Og for det tredje har de en fælles interesse i at udelukke USA fra Centralasien, samt begrænse islamisk terrorisme.¹⁸

I nedenstående figur er vist Rusland og Kina, deres fælles grænse, området hvor de konkurrerer om indflydelse, samt nogle hovedafstande.

Figur 3: Figuren illustrerer hovedafstandene i luftlinje mellem Beijing og Moskva + St Peterborg, samt viser de mulige konfliktområder mellem Kina og Rusland

Til illustration af den gensidige konventionelle trussel er en række udvalgte parameter for Rusland og Kina gengivet i nedenstående tabel.

Tabel 3: Tabellen opregner udvalgte militære kapaciteter for Rusland og Kina¹⁹

I den direkte sammenligning synes Rusland væsentligt stærkere konventionelt. Godt nok har de to lande cirka det samme antal soldater, men på de kampafgørende dele såsom fly, kampvogne, pansrede køretøjer og artilleri har Rusland en klar overlegenhed. Hertil skal lægges, at det russiske udstyr generelt må regnes som værende af højere kvalitet, idet det er Rusland, der leverer det højteknologiske militære udstyr til Kina.²⁰ Udstyr som Kina endnu ikke selv er i stand til at fremstille.

De russiske styrker må samtidig regnes for at være på et højere uddannelsesniveau, end de kinesiske. Rusland har fået værdifulde erfaringer fra krigene i Georgien, Ukraine og Syrien. På baggrund af disse erfaringer har de reformeret deres styrker.²¹ Kina derimod har ikke været involveret i direkte krig i lang tid, og Kina er først ved at bevæge deres doktriner i retning af den mere effektive joint krigsførelse.²²

Imidlertid kræver en moderne hær enorme mængder af forsyninger, der ved en konflikt mellem Rusland og Kina skal fremføres via primært vej eller jernbane. Det er derfor relevant at inddrage de to nationers vej- og jernbanenet. Som vist i tabel 3 har Kina langt flere km vej end Rusland, og de to nationer har en sammenlignelig mængde jernbane. Rusland er dog næsten dobbelt så stort som Kina.²³ Endvidere er Ruslands vej- og jernbanenet koncentreret vest for Ural, og infrastrukturen i det russiske Fjernøsten og Sibirien trænger til en opgradering.²⁴ Rusland må derfor forventes at have langt sværere ved at holde en større, moderne hær i Asien forsynet end Kina. Dette er tilfældet, hvad enten der er tale om en konflikt langs den fælles grænse, eller om det sker gennem centralasiatiske lande. Særligt de få gennemgående spor i det russiske Fjernøsten giver Rusland en sårbar forsyningslinje. Det er derfor tvivlsomt, om Rusland kan udnytte sin konventionelle militære overlegenhed i forhold til Kina. Omvendt synes Rusland så meget stærkere end Kina konventionelt, at Kina heller ikke kan udnytte, at de står i en logistisk bedre situation. Derfor synes den gensidige konventionelle trussel at være i balance. Imidlertid må det forventes, at givet Kinas større forsvarsbudget, større økonomi og større befolkning, vil tiden ændre balancen i Kinas favør.

Set med realismens briller, bør Rusland derfor være bekymret over den fremtidige udvikling, hvilket de ifølge Lo også er.²⁵ De umiddelbare muligheder Rusland har for at balancere den stigende kinesiske magt, er Japan og USA. Imidlertid ser Rusland USA som en større trussel, hvorfor USA ikke er en mulighed. Samtidig er Japan og USA tæt forbundet i en sikkerhedsstruktur, hvorfor Japan heller ikke er en mulighed. Derfor synes Ruslands muligheder for at balancere med en tredjepart mod Kina ikke at være til stede. Dette øger incitamentet for Rusland til at indgå et partnerskab med Kina for at håndtere uoverensstemmelser.

Baseret på det direkte styrkeforhold, de geografiske forhold og deres fælles opfattelse af, at USA er hovedfjenden, er deres gensidige trussel begrænset med en 10-årig horisont. Det betyder, at Ruslands og Kinas gensidige trusselsniveau vurderes at ligge før toppunktet, se figur 1. Dette understøttes af, at Rusland skønner, at de kan sælge, selv avancerede, våben til Kina, uden det påvirker Ruslands sikkerhed.²⁶ Men da der trods alt er en gensidig trussel, har de to lande et incitament til at indgå et partnerskab.

Stormagtsrivalisering handler imidlertid også om indflydelse i det internationale system. Her er Kina en trussel mod Ruslands interesser, idet Rusland og Kina appellerer til de samme stater.²⁷ Særligt i Centralasien konkurrerer de om indflydelse, da både Rusland og Kina har store interesser i området. Kinas generelle opstigen truer således med at sende Rusland ud i periferien af beslutninger.²⁸

Kina har, ifølge Lo, hidtil anset Rusland som den dominerende magt i Centralasien.²⁹ Rusland mener tilsvarende, at de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien er russiske indflydelsesområder, hvor Rusland skal have en privilegeret status.³⁰ Kinas ønske om adgang til ressourcer kan rykke ved den balance. Centralasien er nemlig vigtig for Rusland, idet olie- og gasforsyninger fra de centralasiatiske lande p.t. skal igennem russiskkontrollerede rørledninger for at kunne eksporteres til Kina.

I Centralasien har Kina ifølge Clarke tre mål:³¹

1. Sikre den indre sikkerhed i Xinjiang-provinsen
2. Sikre udviklingen af de økonomiske forbindelser og adgang til ressourcer
3. Begrænse USA’s indflydelse i regionen

 

Tilsvarende har Rusland ifølge Lo overordnet tre mål med deres energipolitik:³²

1. Maksimere den nationale og private profit
2. Anerkendelse af Rusland som pålidelig energiforsyner og et ledende medlem i det internationale samfund
3. Magtprojektering

 

I spørgsmålet om adgang til og kontrol med de centralasiatiske ressourcer har Rusland og Kina derfor klart modsatrettede interesser. Den nuværende russiske kontrol med olie- og gasledningerne giver Rusland en indtægtskilde, samt en position, hvor Kina ikke kan omgå dem.³³ Dette ser Rusland selvsagt gerne fortsætter. Kina ønsker derimod, at de kan købe olie og gas direkte fra de centralasiatiske lande.³⁴ For Rusland er der behov for sikkerhed for efterspørgsel af især gas,³⁵ og for Kina er det vigtige, sikkerhed for udbud. Kina ønsker ikke, at Rusland bliver deres strategiske energiforsyner.³⁶

Bl.a. med udgangspunkt i ovenstående, modstridende interesser forsøger Rusland og Kina sig med partnerskaber i Centralasien. Rusland forsøger, at få de centralasiatiske lande med i en økonomisk union med Rusland.³⁷ Samtidig ønsker Kina, at de skal indgå i Kinas silkevejsbælte.³⁸ Det er i den forbindelse vigtigt at forstå, at silkevejsprojektet involverer olie- og gasledninger, hvorved Kina kan få adgang til den centralasiatiske energi.

For Rusland er positionen i Centralasien endvidere vigtig ud fra et magtbalancesynspunkt. Hvis Kina får mere magt i Centralasien, vil det være på russisk bekostning. I realismens nulsumsspil betyder det, at Kina bliver stærkere og Rusland svagere. Da udviklingen i forvejen ser ud til at gå i retning af, at Kina styrkes, og Rusland svækkes, er dette ikke acceptabelt for Rusland.

Det russisk-kinesiske spil omkring Centralasiens ressourcer minder en del om Ruslands og Østrig-Ungarns rivalisering over Balkan. Her forsøgte de i flere omgange at kontrollere uenighederne via partnerskaber. Den nuværende rivalisering mellem Rusland og Kina i Centralasien øger derfor deres incitament til at indgå et partnerskab, idet de rykker længere ud af trusselsaksen i Weitsmans model.

Rusland og Kina har imidlertid også fælles interesser i Centralasien. Begge lande er nervøse for islamisk ekstremisme og ser gerne, at Islams indflydelse i regionen begrænses. Kina har udfordringer i Xinjiang-provinsen, hvor muslimske oprørsgrupper stifter uro. Tilsvarende har Rusland været udsat for adskillige terrorangreb, hvor terroristerne har haft tråde til Centralasien. På det seneste er Rusland og Kina begyndt at holde fælles antiterror øvelser med henblik på, i fællesskab, at kunne håndtere truslen fra militante islamister fra Centralasien.³⁹

Rusland og Kina har endvidere stor skepsis mod USA’s ønske om at opbygge demokratiske stater, og mod USA’s militære tilstedeværelse i Centralasien.⁴⁰ De har derfor en fælles interesse i at begrænse USA's indflydelse i regionen. Problematikken med Ruslands og Kinas syn på demokrati i Centralasien vil blive behandlet nærmere i afsnittet om eksterne trusler imod regimerne.

Der kan ikke gives en entydig konklusion på, hvad den fælles russisk-kinesiske interesse i at begrænse Islams indflydelse har af betydning for incitamentet til et partnerskab. På den ene side reducerer fælles interesser det gensidige trusselsniveau. Det betyder, at de vil have mindre tilskyndelse til et partnerskab. Omvendt er de fælles operationer imod islamiske terrorister et tegn på en eller andet form for partnerskab. Blank vurderer, at trods deres rivalisering bringer Centralasien Rusland og Kina sammen.⁴¹ Hvis dette lægges til grund, vurderes de gensidige trusler imellem Rusland og Kina, samt deres stormagtsrivalisering i Centralasien samlet set at give et incitament til et partnerskab mellem Rusland og Kina.

En vigtig pointe er, at den gensidige trussel imellem Rusland og Kina, hvilket måske kan føre dem sammen, kan ende med også at blive den faktor, der senere driver dem fra hinanden igen – ligesom det var tilfældet med Trekejserforbundene.⁴²

 

Eksterne trusler mod regimerne i Rusland og Kina
Det kan ifølge Weitsman også være en trussel mod regimerne, der giver incitamenter til at indgå partnerskaber.⁴³ Derfor belyses mulige trusler imod de to regimer.

Blank fremfører, at det primære strategiske mål for USA i Centralasien er, at staterne udvikler sig som uafhængige, demokratiske og stabile lande.⁴⁴ Dette er overordnet set samme mål, som blev sat for Østeuropa efter Murens fald, og som bl.a. har muliggjort en udvidelse af NATO. For både Rusland og Kina betyder en demokratisering af Centralasien, at de på endnu flere sider grænser op til lande med demokratisk styreform. 

Ifølge Graham er den russiske historie, med to regimesammenbrud i henholdsvis 1917 og 1991, en årsag til, at det nuværende russiske styre frygter for Ruslands overlevelse.⁴⁵ Blank supplerer, at det er tvivlsomt, om Putins regime kan overleve, hvis det ikke kontrollerer Centralasiens olie- og gassektorer.⁴⁶ Derfor synes både USA’s påvirkning af Centralasien og Kinas ovennævnte forsøg på at bryde Ruslands kontrol over Centralasiens olie og gas at udgøre en trussel mod det russiske regime. Dette er formodentlig også en af årsagerne til, at Rusland, som Blank fremfører, modarbejdede USA’s demokratiseringsindsatser i Centralasien.⁴⁷

Yderligere har Rusland set tre revolutioner i deres nærområde: Roserevolutionen i Georgien, Tulipanrevolutionen i Kirgisistan og Orangerevolutionen i Ukraine.⁴⁸ Rusland anser disse revolutioner som orkestreret af Vesten og anser det som sandsynligt, at USA vil gå videre med et forsøg på et regimeskifte i Rusland. Dette er i russisk terminologi kaldet Birkerevolutionen.

Ruslands generelle modstand mod indblanding i staters interne forhold, som de har demonstreret flere gange i FN’s sikkerhedsråd,⁴⁹ kan ligeledes tolkes som forsøg på at beskytte regimet. Hvis det bliver generelt accepteret, at regimer, der ikke følger Vestens opfattelse af legitim optræden, kan udskiftes, så kan Rusland frygte, at dette også vil gælde det russiske regime. 

Der er således en række indikationer på, at det russiske regime føler sig truet af demokratierne. Derfor har Rusland på dette parameter et incitament til at indgå et partnerskab med ligesindede stormagter, hvilket i praksis vil sige Kina.

Det kinesiske regime er, ligesom Ruslands, af autoritær karakter. Kina blev mere forbeholdende over for Vesten, efter Vestens støtte til demonstranterne på Tiananmenpladsen.⁵⁰ Kina har, ligesom Rusland, været meget fokuseret på, at andre nationer ikke må blande sig i nationers indre anliggender.⁵¹ Dette kan også her ses, som om Kina frygter for sit regime.

Kina arbejdede også imod USA’s demokratiseringsindsatser i Centralasien,⁵² og Kina var, ligesom Rusland, bekymret over, at de ikke kunne gøre noget i forbindelse med Tulipanrevolutionen i Kirgisistan.⁵³ For Kina er det vigtigt, at der er stabilitet i Centralasien, da det kan afværge oprør i Xinjiang-provinsen.⁵⁴

Kina synes derfor, ligesom Rusland, at have et incitament til at indgå et partnerskab med ligesindede nationer med henblik på at beskytte regimet.

Både Rusland og Kina anser Vestens demokratiforståelse som en trussel. Begge stater har stort fokus på respekten for suverænitet og staters ret til selv at håndtere indre anliggender. Således har Kina erklæret, at Tjetjenien var et indre russisk anliggende, og omvendt har Rusland erklæret, at Taiwan, Tibet og Xinjiang er indre kinesiske anliggender.⁵⁵ På den måde bakker Rusland og Kina hinanden op og synes at have vist, at de har et incitament til at indgå et partnerskab med henblik på at modstå Vestens forsøg på at udbrede det liberale demokrati.

Ideologiske ligheder kan endvidere give et incitament til et partnerskab i en form for solidaritetspartnerskab. Odgaard fremfører, at Rusland og Kina deler en fælles kommunistisk autoritær arv. Dette får dem til at forbinde stabilitet med autoritær styring fremfor demokratisk deltagelse.⁵⁶

 

Faktorer der reducerer incitamenter til partnerskab
Der er ifølge Weitsman også nogle faktorer, hvis de er til stede, som reducerer incitamentet til at indgå partnerskaber. F.eks. ønsker stater generelt ikke at blive involveret i konflikter, de ikke har en direkte interesse i.⁵⁷ Derfor vil en risiko for at blive inddraget i en uvedkommende konflikt reducere incitamentet til et partnerskab.

Rusland er i konflikt med Vesten over Krim og Ukraine, og det har udløst sanktioner fra Vestens side mod Rusland. Yderligere er NATO⁵⁸ og Rusland begyndt en genoprustning, og Rusland er igen begyndt at teste NATOs forsvarssystemer som under den Kolde Krig. Samtidig er Rusland under mistanke for at have blandet sig i demokratiske valg i USA og Frankrig.⁵⁹

Omvendt har Kina uoverensstemmelser med Japan, Filippinerne og Vietnam omkring grænsedragningen og kontrol over en række øer i det Sydkinesiske hav.⁶⁰ Yderligere er Kina Nordkoreas eneste partner, og Nordkorea har store uoverensstemmelser med USA på grund af dets kernevåbenprogram.

Hvis der indgås et partnerskab med en casus foederis, så har både Rusland og Kina en risiko for at blive inddraget i konflikter, der egentlig ikke vedrører dem. Umiddelbart synes risikoen større for Kina end for Rusland. Det er fordi, de russiske konflikter med USA er på et højere eskalationsniveau med reelle kampe og døde soldater i Ukraine. De kinesiske konflikter med USA og Japan er stadig kun i form af ikke voldelige markeringer og Kina har som Odgaard fremfører tidligere vist stor tilbageholdenhed for at får grænseuoverensstemmelser løst med fredelige midler.⁶¹ Yderligere siger Kinas officielle strategi, at Kina ønsker en fredelig opstigning. Heroverfor står Rusland, der signalerer villighed til at bruge militærmagt. Derfor skønnes Kina at have et stærkt reduceret incitament til at indgå et partnerskab, mens Rusland kun har et reduceret incitament

Begge nationers regimer synes stabile, hvilket har betydning, da stater har en modstand mod at indgå aftaler med ustabile regimer.⁶² Ifølge Møller, er Putin vanskelig at undvære i Rusland, idet han er god til at balancere forskellige interessegruppers agendaer⁶³ og han vil være ved magten i hvert fald frem til 2024. Derfor må det russiske regime konkluderes at være stabilt, og derved ikke have en negativ indflydelse på partnerskabsmulighederne. Tilsvarende er det kinesiske regime med Jinpings styrkede position stabilt de næste fem år.

Da både det russiske og det kinesiske regime synes stabilt, har dette parameter ikke en negativ indvirkning på sandsynligheden for et tæt russisk-kinesisk partnerskab.

Samlet set vurderes Rusland og Kina at have et stort incitament til at indgå et tæt partnerskab, hvis Weitmans parametre lægges til grund. De har begge et incitament på det vigtigste parameter, truslen imod staten, og samtidig har de ideologiske ligheder. Hvis Rusland og Kina betragtes i lyset af de europæiske stormagter i det 19. århundrede, må det anses som meget sandsynligt at et tæt partnerskab kan formes. Da truslen mod staten primært kommer fra USA, og da regimerne føler sig truet af demokratierne, synes partnerskabet at være rettet mod den USA-dominerede verdensorden.

I det følgende vil betydningen af kernevåben, ændringer i magtens karakteristika, hybridkrig og informationsalderen med en ændring af forholdet mellem borger og stat blive analyseret ift. deres betydning for et tæt partnerskab mellem Rusland og Kina. Disse parametre er valgt, da de skønnes at være de væsentligste forskelle mellem det 19. århundrede og 2017.

 

Kernevåben
Kennedy fremfører, at fremkomsten af kernevåben ændrede det strategiske landskab for stormagterne for altid.⁶⁴ Derfor er kernevåben, den måske betydeligste forskel mellem stormagtsrelationerne i 1871-1914 og stormagtsrelationerne i dag. Godt nok havde man, som Første Verdenskrig bevidnede, evnen til at skabe store ødelæggelser hos en modstander, men kernevåbnene har potentiale til at forårsage en total ødelæggelse af en modstander.

Den enkelte stormagt kan ikke nødvendigvis afgøre en konflikt til egen fordel, men de kan, som Bartles udtrykker det, skabe så store ødelæggelser hos en aggressors økonomi og militær, at det bliver uacceptabelt for en aggressor.⁶⁵ Stormagterne kan derved afskrække andre stormagter i et hidtil uopnåeligt omfang. Netop derfor anser de forskellige retninger indenfor realismen, at krig mellem kernevåbenmagter har meget lille sandsynlighed.⁶⁶ Det betyder igen, at truslen mod den kernevåbenbevæbnede stormagt må regnes som mindre, så længe staten har en troværdig gengældelseskapacitet.

I forlængelse af dette, bør en moderne stormagt have et mindre behov for at balancere imod en stærkere magt, hvis målet er at sikre statens overlevelse. Imidlertid konkurrerer stormagterne også med hinanden om indflydelse i det internationale system.⁶⁷ Når den direkte militære konfrontation mellem stormagterne er blevet mindre sandsynlig, er den militære magt også mindre anvendelig for stormagterne i deres indbyrdes relationer. Det betyder, at de øvrige magtinstrumenter får større betydning. Dette behandles i næste afsnit om forandringerne i magtens egenskaber.

Ovenstående stemmer imidlertid kun delvist overens med stormagternes ageren efter kernevåbnenes fremkomst. Stormagterne havde under den Kolde Krig stadig store konventionelle styrker til rådighed.⁶⁸ De kunne bruges i kombination med en begrænset anvendelse af kernevåben. Alternativt har konventionelle styrker stadig berettigelse til konflikter, hvor det regnes som usandsynligt, at en modpart vil eskalere til kernevåben. En anden omgåelse af atomtærsklen er brugen af hybridkrig. Hybridkrig er behandlet som selvstændigt emne nedenfor.

I forhold til Weitsmans model betyder kernevåbnene, at truslen imod en stat generelt er mindre, idet statens overlevelse næsten er garanteret via besiddelsen af kernevåben. Omvendt synes det at betyde, at truslen imod regimet generelt er større. Det skyldes, at en stat ikke længere kan besvare en trussel imod dens regime med udadrettet militær magtanvendelse.

Dette er særligt relevant for Rusland, da de fører udenrigspolitik med henblik på at sikre regimet.⁶⁹ Da Rusland samtidig ikke har meget anden magt end den⁷⁰ militære, synes kernevåben at give Rusland et større incitament til at indgå et partnerskab med Kina.

For Kina er billedet mere uklart. Idet der er en mindre trussel imod staten, og da det militære magtinstrument ikke er Kinas stærkeste instrument, har Kina et mindre incitament til at indgå et partnerskab med Rusland. Imidlertid har Kina samme udfordring, hvad angår truslen imod regimet, og det øger incitamentet til et partnerskab. Kina fører nemlig, ligesom Rusland, udenrigspolitik med henblik på at sikre regimet.⁷¹

Samlet set synes tilstedeværelsen af kernevåben ikke at ændre incitamentet til et partnerskab. Kernevåben synes dog at ændre årsagen til incitamentet til primært at skyldes truslen imod regimet, i stedet for realismens trussel imod staten. Dette dog forudsat, at Weitmans model stadig er anvendelig, når stormagtsrelationer er forandret. Omvendt er hendes pointe, som nævnt flere gange, at partnerskaber netop dannes af mange andre årsager end den eksterne trussel imod staten.

 

Ændringer i magtens karakteristika
Ifølge Karaganov er hverken overlegenhed på kernevåben eller konventionel magt lige så vigtig, som det var tidligere. Vesten kan, på grund af åbenheden i informationsalderen, ikke i samme grad som tidligere påtvinge andre politiske og økonomiske vilkår.⁷² Derfor bør Rusland og Kina føle sig mindre truet af USA’s materielle overlegenhed, og derfor vil de have et mindre incitament til at balancere imod USA’s magt. Omvendt kan Rusland og Kina heller ikke ignorere USA's overlegenhed, idet diplomati uden bagvedliggende magt, ifølge Powell, blot er tom bønfaldelse.⁷³

For Rusland, hvis primære magtmiddel er militæret, er det et særligt dilemma. Rusland må være tilfreds med, at USA ikke har samme mulighed for at udnytte sin overlegenhed, men omvendt har Rusland svært ved selv at påvirke omverdenen med bløde magtmidler. Samtidig frygter Rusland, ifølge Lo, at udviklingen skaber en bipolar verden med USA og Kina som poler, og ikke en multipolær verden med Rusland som en pol.⁷⁴ Denne frygt vil reducere Ruslands incitament til at indgå et partnerskab med Kina, medmindre Rusland får forholdsvis mere ud af partnerskabet end Kina.

For Kina synes denne udvikling derimod gunstig. De har bløde magtmidler, særligt et tilbud om økonomisk udvikling som alternativ til USA. Et eksempel på dette er OBOR- initiativet.⁷⁵ Derfor giver ændringerne i magtens karakteristika Kina, et reduceret incitament til at indgå partnerskab med Rusland. Kinas styrke vokser, særligt på det økonomiske område, og deres incitament til et partnerskab er primært at sikre, at den udvikling kan forsætte. Når USA’s mulighed for at udnytte sin overlegenhed er reduceret, bliver Kinas incitament til et partnerskab reduceret.

 

Hybridkrig
I den vestlige tankegang er hybridkrig en blanding af konventionel og ukonventionel krigsførelse kombineret med andre aspekter af den nationale magt.⁷⁶ Gerasimov, der er chef for den russiske generalstab, fremfører, at krig og konflikt har ændret sig. Der er nu en større brug af politiske-, økonomiske-, informations-, humanitære- og andre ikke-militære midler.⁷⁷ De militære midler kommer oftest først i brug under dække af fredsbevaring eller krisehåndtering. USA nævnes ikke specifikt, men det må forstås, at det er USA Gerasimov omtaler. Yderligere viser en af figurerne, fra Gerasimovs fremlæggelse, en række vestlige interventioner.⁷⁸ Det illustreres, at USA gennemfører regimeskift til USA-venlige regimer ved først at skabe intern uro i en stat, f.eks. ved en farverevolution. Gerrit supplerer, at alle internationale demokratiseringstiltag er vestlige.⁷⁹ Når der er opnået tilstrækkelig uro i en stat, er der skabt den nødvendige kontekst for en militærintervention, hvorefter USA sætter det USA-venlige regime ind.

Der kan med rimelighed indvendes, at påvirkninger af en modparts civilbefolkning, 5. kolonnevirksomhed, propaganda osv. altid har været en del af krigsførelsen.⁸⁰ Men det nye synes at være, at det kan være svært for en stat at identificere, hvem der direkte står bag en påvirkning, eller om der overhovedet er nogen, der står bag. For autoritære stater som Rusland og Kina må dette give bekymringer. Skal de forsvare sig imod en påvirkning fra USA, eller er der behov for større kontrol med egne befolkninger.

En del af disse bekymringer er håndteret i diskussion af trusler mod regimerne i Kina og Rusland, hvor farverevolutionerne er omtalt. En mere udvisket grænse mellem krig og fred, som Gerasimov fremfører, betyder, at trusler mod stater og mod regimet må vægtes højere. Det skyldes, at de er mere betydende for partnerskabsdannelse i krigstilstand.⁸¹ Derfor må hybridkrigen forventes at forøge Ruslands og Kinas incitament til at indgå et partnerskab, med henblik på at sikre de eksisterende regimer.

Dette forstærkes af, at stormagter også konkurrerer om indflydelse, hvilket inkluderer, at mindre stater orienterer sig imod dem. Derfor, i fald Gerasimov har ret, presses Ruslands og Kinas indflydelse af regimeskift til demokrati orienteret imod USA. Yderligere er det i dag, i forhold til tidligere, væsentligt sværere at dæmme op for påvirkningerne, idet kommunikationshastigheder, internet, mobilnetværk osv. er langt mere udbygget.

 

Informationsalderen – relationen mellem borger og stat
Ifølge Lo har befolkninger aldrig før haft adgang til så meget information og haft så stor mistro til magthaverne.⁸² Denne kombination synes særligt at svække demokratiers magtposition, idet autoritære stater som Kina og Rusland har en langt større kontrol over medier og adgang til information via internettet.⁸³ Den kinesiske og russiske borger har adgang til mere information, men det er stadigt ikke i samme omfang som i Vesten.

Informationsalderens betydning for truslen imod regimerne i Rusland og Kina er beskrevet under hydridkrig, da det synes at være den bedste beskrivelse af påvirkningen af dem. Men informationsalderen og relationen mellem borger og stat, giver Rusland og Kina nogle muligheder, de ikke havde tidligere.

Denne mulighed synes særligt Rusland at have udnyttet i de seneste år. Således er Rusland, som nævnt, under anklage for at have påvirket det amerikanske og det franske valg.⁸³

Informationsalderen giver således autoritære styreformer mulighed for at underminere demokratier ved påvirkning af valg, udspredelse af de såkaldte ”fake news” osv. Det giver Rusland og Kina et nyt magtinstrument, der kan kompensere for en relativt svagere position militært og økonomisk. Dette synes også afspejlet i Gerasimovs syn på moderne konflikter, hvor de ikke-militære midler anvendes i et forhold på ca. 4:1.⁸⁴ Selv om det ikke helt kan forudses, virker det usandsynligt, at USA vil komme med et militært svar på eventuelle indblandinger i de demokratiske processer.

Når Rusland og Kina har fået nye magtinstrumenter, vil det reducere behovet for at kompensere, og dermed incitamentet til at indgå et partnerskab. Yderligere giver afsløringerne af Ruslands, tilsyneladende store, brug af disse midler en risiko for, at Kina ved et partnerskab vil blive inddraget i en konflikt med USA. Ruslands brug af dette instrument reducerer derfor Kinas incitament til at indgå et partnerskab yderligere.

 

Opsamling på moderne forhold
De moderne forhold synes samlet set at reducere Ruslands og Kinas incitament til at indgå et tæt partnerskab i forhold til incitamentet set med det 19. århundredes logik. For Rusland synes fremkomsten af kernevåben og ændringen i magtens karakteristika at udligne hinanden, idet Ruslands primære magtmiddel er militæret. Imidlertid synes informationsalderen og forholdet mellem folk og stat særligt at styrke Rusland, der kan udnytte mistroen i Vestens befolkninger. Derfor synes de moderne forhold at reducere Ruslands incitament fra stort til blot at være der. For Kina betyder de moderne forhold, at de generelt har et reduceret incitament til et tæt partnerskab med Rusland. Da Kina har bløde magtmidler og ikke på samme måde behøver at frygte for statens eksistens, reduceres det kinesiske incitament.

Vostok 2018 øvelsen, som fandt sted efter dataindsamlingen afsluttedes 20. januar 2018, understøtter, at Rusland og Kina havde, og stadig har, et incitament til et partnerskab. I øvelsen var en kinesisk brigade for første gang indlejret i en russisk formation.⁸⁵ Øvelsen gav Kina mulighed for at lære af russiske erfaringer fra Syrien samt Ruslands generelle større viden om moderne krigsførelse. Vranic konkluderer, at den kinesiske deltagelse i Vostok 2018 indikerer et gensidigt forhold, hvor både Rusland og Kina får udbytte. Indlejrede kinesiske enheder kan endvidere ses som et tegn på, at Rusland og Kina måske allerede er på vej imod et tættere partnerskab.

 

Konklusion
Samlet set betyder det, at det er et plausibelt scenarium, at Rusland og Kina inden for 10 år vil have et tæt partnerskab. Selv om det er et plausibelt scenarium, så vurderes det, at det ikke er et meget sandsynligt scenarium. Det skyldes, at der dels er asymmetri i forhold til, hvor stort incitament Rusland og Kina har, og dels har ingen af nationerne et stort incitament til partnerskabet. Der er således en plausibel fremtid, hvor Rusland og Kina har et tæt partnerskab rettet imod den USA-dominerede verdensorden. Dette understøttes af den kinesiske deltagelse med indlejrede enheder i Vostok 2018.

 

Perspektivering
Hvad enten et tæt russisk-kinesisk partnerskab betragtes som supertruslen i det 21. århundrede, som Gray påpeger, eller som en konstellation, der potentielt kan lede til to blokke i verden, synes det at være et partnerskab Vesten gerne vil undgå.

Staun påpeger, at Vestens sanktioner mod Rusland kan være det, der katalyserer et tættere bånd mellem Rusland og Kina.⁸⁶ Nye tilføjer, at Vesten har brug for Rusland i forbindelse med terror og Arktis, så Vesten skal passe på, at Rusland ikke forenes med Kina.⁸⁷ Vesten står derfor, som Nye påpeger, over for den udfordring, at man på en og samme tid skal demonstrere, at Ruslands ageren i Ukraine er uacceptabel, og samtidig skal undgå at presse Rusland til at søge et tæt partnerskab med Kina. Tyskland og Østrig-Ungarn nærmede sig netop hinanden som følge af interaktionen med de øvrige stormagter.

Danmark står med et konkret element i den problemstilling, nemlig Nordstream 2 gaslinjen, hvor stormagterne er uenige om linjen over for Rusland. Hvis Rusland begrænses i sine muligheder for at afsætte gas til Europa, så kan Rusland være nødt til at søge mere mod Kina.

Tilsvarende må USA og Japan være opmærksom på muligheden af et tæt russisk-kinesisk partnerskab, når de håndterer de kinesiske ambitioner for bl.a. delingen af det Sydkinesiske hav.

De demokratiske stormagter har derfor også et ansvar for at modarbejde, at scenariet med et tæt russisk-kinesisk partnerskab rettet mod den nuværende verdensorden bliver en realitet.

 

 

Noter

¹ Gray, Colin S. Another Bloody Century. London: Weidenfeld & Nicolson, 2006, 148-151

² Weitsman, Patricia Ann. Common enemies and uncommon interests: The politics of peacetime alliances and coalition warfare. PhD Thesis, Columbia University, Ann Arbor: University Microfilms International, 1994, 2

³ Weitsman, Patricia Ann. Common enemies and uncommon interests: The politics of peacetime alliances and coalition warfare. PhD Thesis, Columbia University, Ann Arbor: University Microfilms International, 1994, 3-4

⁴ Weitsman, Patricia Ann. Common enemies and uncommon interests: The politics of peacetime alliances and coalition warfare. PhD Thesis, Columbia University, Ann Arbor: University Microfilms International, 1994, 240

⁵ Weitsman, Patricia Ann. Common enemies and uncommon interests: The politics of peacetime alliances and coalition warfare. PhD Thesis, Columbia University, Ann Arbor: University Microfilms International, 1994, 97

⁶ Allison, George. »Study finds UK is the second most powerful country in the World.« UK Defence Journal, 20. November 2017: 1-3

⁷ Global Firepower. Global Firepower. 2017. https://www.globalfirepower.com/countries-comparison.asp (senest hentet eller vist den 9. November 2017).

⁸ Udenrigsministeriet. Fakta om Indien. u.d. http://indien.um.dk/da/her-arbejder-vi/ (senest hentet eller vist den 15. Januar 2018).

⁹ Heurlin, Bertel. »Er der et nyt og mere krigerisk Rusland?« I Rusland i Mellemøsten Adfærd, strategier og interesser, af Carsten Jensen, 131-150. København: Forsvarsakademiet, 2016., 142

¹⁰ Global Firepower. Global Firepower. 2017. https://www.globalfirepower.com/countries-comparison.asp (senest hentet eller vist den 9. November 2017).

¹¹ Global Firepower. Global Firepower. 2017. https://www.globalfirepower.com/countries-comparison.asp (senest hentet eller vist den 9. November 2017). 

¹² Kennedy, Paul. The Rise and Fall of the Great Powers . London: Harper Collins, 1988, 218-220

¹³ OECD. GDP Long-term forecast. 2014. https://data.oecd.org/gdp/gdp-long-term-forecast.htm#indicator-chart (senest hentet eller vist den 11. Januar 2018)

¹⁴ U. S. Census Bureau. International Database. 10. August 2017. https://www.census.gov/data-tools/demo/idb/informationGateway.php (senest hentet eller vist den 10. Januar 2018)

¹⁵ Nye, Joseph S. »A new Sino-Russian Alliance.« 12. Januar 2015a. https://www.project-syndicate.org/commentary/russia-china-alliance-by-jo... (senest hentet eller vist den 2. Januar 2018)

¹⁶ Singh, Daljit. »China's White Paper on Security Cooperation in the Asia-Pacific Region and Chinese Grand Strategy.« Perspective, nr. 22 Issue 2017 (2017): 3

¹⁷ Lo, Bobo. Axis of Convenience: Moscow, Beijing, and the New Geopolitics. London: Royal Institute of International Affairs, 2008., 71

¹⁸ Blank, Stephen. »The Strategic Importance of Central Asia: An American View.« Parameter, US Army War Colledge Quartely Vol 38, nr. 1 (2008): 84

¹⁹ Global Firepower. Global Firepower. 2017. https://www.globalfirepower.com/countries-comparison.asp (senest hentet eller vist den 9. November 2017).

²⁰ Lo, Bobo. Axis of Convenience: Moscow, Beijing, and the New Geopolitics. London: Royal Institute of International Affairs, 2008., 80

²¹ Heurlin, Bertel. »Er der et nyt og mere krigerisk Rusland?« I Rusland i Mellemøsten Adfærd, strategier og interesser, af Carsten Jensen, 131-150. København: Forsvarsakademiet, 2016., 142-143

²² Wuthnow, Joel, og Phillip C. Saunders. »From Green to Purble: Can Chinese Military become more Joint.« War on the Rocks. 30. Marts 2017.

²³ Heurlin, Bertel. »Er der et nyt og mere krigerisk Rusland?« I Rusland i Mellemøsten Adfærd, strategier og interesser, af Carsten Jensen, 131-150. København: Forsvarsakademiet, 2016., 140

²⁴ Graham, Thomas. »The Sources of Russia's Insecurity.« Survival Global Politics and Strategy, 2010: 68

²⁵ Lo, Bobo. Axis of Convenience: Moscow, Beijing, and the New Geopolitics. London: Royal Institute of International Affairs, 2008., 71

²⁶ Lo, Bobo. Axis of Convenience: Moscow, Beijing, and the New Geopolitics. London: Royal Institute of International Affairs, 2008., 80

²⁷ Lo, Bobo. Axis of Convenience: Moscow, Beijing, and the New Geopolitics. London: Royal Institute of International Affairs, 2008., 81

²⁸ Lo, Bobo. Axis of Convenience: Moscow, Beijing, and the New Geopolitics. London: Royal Institute of International Affairs, 2008., 87

²⁹ Lo, Bobo. Axis of Convenience: Moscow, Beijing, and the New Geopolitics. London: Royal Institute of International Affairs, 2008., 92

³⁰ Møller, Karsten. »Sådan ser Putin verden.« Ræson, 21. februar 2017: 4

³¹ Clarke, Michael. »China's Strategy in "Greater Asia": is Afghanistan the Missing link?« Asian Affairs: An American Review, 2013: 1

³² Lo, Bobo. Axis of Convenience: Moscow, Beijing, and the New Geopolitics. London: Royal Institute of International Affairs, 2008., 135

³³  Lo, Bobo. Axis of Convenience: Moscow, Beijing, and the New Geopolitics. London: Royal Institute of International Affairs, 2008., 103

³⁴ Graham, Thomas. »The Sources of Russia's Insecurity.« Survival Global Politics and Strategy, 2010: 65

³⁵ Lo, Bobo. Axis of Convenience: Moscow, Beijing, and the New Geopolitics. London: Royal Institute of International Affairs, 2008., 133

³⁶ Lo, Bobo. Axis of Convenience: Moscow, Beijing, and the New Geopolitics. London: Royal Institute of International Affairs, 2008., 143

³⁷ Møller, Karsten. »Sådan ser Putin verden.« Ræson, 21. februar 2017: 4

³⁸ Møller, Karsten. »Sådan ser Putin verden.« Ræson, 21. februar 2017: 5

³⁹ Odgaard, Liselotte. »Beijing's Quest for Stability in its Neighborhood: China's Relations with Russia in Central Asia.« Asian Security, 2017: 5-7

⁴⁰ Blank, Stephen. »The Strategic Importance of Central Asia: An American View.« Parameter, US Army War Colledge Quartely Vol 38, nr. 1 (2008): 75+84

⁴¹ Blank, Stephen. »The Strategic Importance of Central Asia: An American View.« Parameter, US Army War Colledge Quartely Vol 38, nr. 1 (2008): 84

⁴² Weitsman, Patricia Ann. Common enemies and uncommon interests: The politics of peacetime alliances and coalition warfare. PhD Thesis, Columbia University, Ann Arbor: University Microfilms International, 1994, 93-98

⁴³ Weitsman, Patricia Ann. Common enemies and uncommon interests: The politics of peacetime alliances and coalition warfare. PhD Thesis, Columbia University, Ann Arbor: University Microfilms International, 1994, 69-75

⁴⁴ Blank, Stephen. »The Strategic Importance of Central Asia: An American View.« Parameter, US Army War Colledge Quartely Vol 38, nr. 1 (2008): 74

⁴⁵ Graham, Thomas. »The Sources of Russia's Insecurity.« Survival Global Politics and Strategy, 2010: 55-74

⁴⁶ Blank, Stephen. »The Strategic Importance of Central Asia: An American View.« Parameter, US Army War Colledge Quartely Vol 38, nr. 1 (2008): 78

⁴⁷ Blank, Stephen. »The Strategic Importance of Central Asia: An American View.« Parameter, US Army War Colledge Quartely Vol 38, nr. 1 (2008): 84

⁴⁸ Møller, Karsten. »Sådan ser Putin verden.« Ræson, 21. februar 2017: 3

⁴⁹ Odgaard, Liselotte. »Beijing's Quest for Stability in its Neighborhood: China's Relations with Russia in Central Asia.« Asian Security, 2017: 9

⁵⁰ Clarke, Michael. »China's Strategy in "Greater Asia": is Afghanistan the Missing link?« Asian Affairs: An American Review, 2013: 4

⁵¹ Odgaard, Liselotte. »Beijing's Quest for Stability in its Neighborhood: China's Relations with Russia in Central Asia.« Asian Security, 2017: 9

⁵² Blank, Stephen. »The Strategic Importance of Central Asia: An American View.« Parameter, US Army War Colledge Quartely Vol 38, nr. 1 (2008): 84

⁵³ Blank, Stephen. »The Strategic Importance of Central Asia: An American View.« Parameter, US Army War Colledge Quartely Vol 38, nr. 1 (2008): 80

⁵⁴ Blank, Stephen. »The Strategic Importance of Central Asia: An American View.« Parameter, US Army War Colledge Quartely Vol 38, nr. 1 (2008): 83

⁵⁵ Clarke, Michael. »China's Strategy in "Greater Asia": is Afghanistan the Missing link?« Asian Affairs: An American Review, 2013: 9

⁵⁶ Odgaard, Liselotte. »Beijing's Quest for Stability in its Neighborhood: China's Relations with Russia in Central Asia.« Asian Security, 2017: 11

⁵⁷ Weitsman, Patricia Ann. Common enemies and uncommon interests: The politics of peacetime alliances and coalition warfare. PhD Thesis, Columbia University, Ann Arbor: University Microfilms International, 1994, 24

⁵⁸ Stoltenberg, Jens. NATO. 28. Juni 2017. https://www.nato.int/cps/ic/natohq/opinions_145415.htm (senest hentet eller vist den 15. Januar 2018)

⁵⁹ Nye, Joseph S. »Information Warfare Versus Soft Power.« Project Syndicate. 9. Maj 2017. https://www.project-syndicate.org/commentary/cyber-warfare-weakens-russi... (senest hentet eller vist den 15. Januar 2018)

⁶⁰ Nye,Joseph S. »Avoiding Conflict in South China Sea.« Project Syndicate. 3. Juni 2015b. https://www.project-syndicate.org/commentary/south-china-sea-conflict-by... (senest hentet eller vist den 15. Januar 2018)

⁶¹ Odgaard, Liselotte. »Beijing's Quest for Stability in its Neighborhood: China's Relations with Russia in Central Asia.« Asian Security, 2017: 12

⁶² Weitsman, Patricia Ann. Common enemies and uncommon interests: The politics of peacetime alliances and coalition warfare. PhD Thesis, Columbia University, Ann Arbor: University Microfilms International, 1994, 52-53

⁶³ Møller, Karsten. »Sådan ser Putin verden.« Ræson, 21. februar 2017: 10

⁶⁴ Kennedy, Paul. The Rise and Fall of the Great Powers . London: Harper Collins, 1988, XXii

⁶⁵ Bartles, Charles K. »Getting Gerasimov Right.« Military Review, 2016: 36

⁶⁶ Mearsheimer, John. »Structural Realism.« I International Relations Theories: Discipline and Diversity, af Tim Dunne, Milja Kurki og Steve Smith, 72-86. 2010, 76

⁶⁷ Glaser, Charles L. »Realism.« I Contemporary Security Studies, af Alan Collins, 13-29. Oxford: Oxford Univeristy Press, 2016, 18

⁶⁸ Arms Control Association. »The conventional Armed Forces in Europe (CFE) Treaty and the adapted CFE Treaty at a Glance.« Arms Control Association. August 2012. https://www.armscontrol.org/factsheet/cfe (senest hentet eller vist den 16. Januar 2018)

⁶⁹ Møller, Karsten. »Sådan ser Putin verden.« Ræson, 21. februar 2017: 3

⁷⁰ Karaganov, Sergei. »Russia's Choice.« Survival Global Politics and Strategy, 2010: 7

⁷¹ Blank, Stephen. »The Strategic Importance of Central Asia: An American View.« Parameter, US Army War Colledge Quartely Vol 38, nr. 1 (2008): 82

⁷² Karaganov, Sergei. »Russia's Choice.« Survival Global Politics and Strategy, 2010: 5

⁷³ Powell, Colin L. »Diplomacy, Properly Understood.« State Magazine, Maj 2004: 2

⁷⁴ Lo, Bobo. Axis of Convenience: Moscow, Beijing, and the New Geopolitics. London: Royal Institue of International Affairs, 2008., 242

⁷⁵ Odgaard, Liselotte. »Beijing's Quest for Stability in its Neighborhood: China's Relations with Russia in Central Asia.« Asian Security, 2017: 13

⁷⁶ Bartles, Charles K. »Getting Gerasimov Right.« Military Review, 2016: 30

⁷⁷ Gerasimov, Valery. »The Value of Science Is in the Foresight New Challenges Demand Rethinking the Forms and Methods of Carrying out Combat Operations.« Military Review, 2016: 24

⁷⁸ Bartles, Charles K. »Getting Gerasimov Right.« Military Review, 2016: 32

⁷⁹ Gerrits, André W.M. »Exploring democracy in the Russian Federation: political regime, public opinion and international assistance.« Contemporary Politics, 2010: 43

⁸⁰ Poulsen, Niels Bo. »Militærhistorisk teori og metode En introduktion til brug ved undervisning og vejledning på Forsvarsakademiet.« upubliceret paper (Forsvarsakademiet), 2017, 27

⁸¹ Weitsman, Patricia Ann. Common enemies and uncommon interests: The politics of peacetime alliances and coalition warfare. PhD Thesis, Columbia University, Ann Arbor: University Microfilms International, 1994, 18

⁸² Lo, Bobo. Axis of Convenience: Moscow, Beijing, and the New Geopolitics. London: Royal Institute of International Affairs, 2008., 242

⁸³ Parker, Emily. »Russia Is Trying to Copy China's Approach to Internet Censorship .« Slate. 4. April 2017. http://www.slate.com/articles/technology/future_tense/2017/04/russia_is_... (senest hentet eller vist den 12. december 2017)

⁸⁴ Nye, Joseph S. »Information Warfare Versus Soft Power.« Project Syndicate. 9. Maj 2017. https://www.project-syndicate.org/commentary/cyber-warfare-weakens-russi... (senest hentet eller vist den 15. Januar 2018)

⁸⁵ Gerasimov, Valery. »The Value of Science Is in the Foresight New Challenges Demand Rethinking the Forms and Methods of Carrying out Combat Operations.« Military Review, 2016: 28

⁸⁶ Vranic, Miko. »Analysis: 'Vostok 2018' - a window on Russia's strategic ambitions.« Jane's Defence Weekly, 17. September 2018

⁸⁷ Staun, Jørgen. Russia's Strategy in the Arctic. København: Forsvarsakademiet, 2015, 28

⁸⁸ Nye, Joseph S., »A Western Strategy for a Declining Russia.« 3. September 2014. https://www.project-syndicate.org/commentary/joseph-s--nye-wants-to-dete... (senest hentet eller vist den 5. Januar 2018

 

Bibliografi

Allison, George. »Study finds UK is the second most powerful country in the World.« UK Defence Journal, 20. November 2017: 1-3.

Arms Control Association. »The conventional Armed Forces in Europe (CFE) Treaty and the adapted CFE Treaty at a Glance.« Arms Control Association. August 2012. https://www.armscontrol.org/factsheet/cfe (senest hentet eller vist den 16. Januar 2018).

Bartles, Charles K. »Getting Gerasimov Right.« Military Review, 2016: 30-38.

Blank, Stephen. »The Strategic Importance of Central Asia: An American View.« Parameter, US Army War Colledge Quartely Vol 38, nr. 1 (2008): 73-87.

Bradfield, Ron, George Wright, George Burt, George Cairns, og Kees Van Der Heijden. »The Origins and evelution of scenario techniques in long range buisiness planning.« Futures Vol 37, nr. 9 (2005): 795-812.

Brands, Hal, og Jeremi Suri. »Introduction.« I The Power of the Past - History and Statecraft, af Hal Brands og Jerimi Suri, 1-24. Washington: Brookins Institutions Press, 2016.

Clarke, Michael. »China's Strategy in "Greater Asia": is Afghanistan the Missing link?« Asian Affairs: An American Review, 2013: 1-19.

Duus, Henrik Johannsen. »Strategic Scenario Construction Made Easy.« International Journal of Foresight and Innovation Policy Vol 11 (2016): 167-183.

Gerasimov, Valery. »The Value of Science Is in the Foresight New Challenges Demand Rethinking the Forms and Methods of Carrying out Combat Operations.« Military Review, 2016: 23-29.

Gerrits, André W.M. »Exploring democracy in the Russian Federation: political regime, public opinion and international assistance.« Contemporary Politics, 2010: 33-48.

Glaser, Charles L. »Realism.« I Contemporary Security Studies, af Alan Collins, 13-29. Oxford: Oxford Univeristy Press, 2016.

Global Firepower. Global Firepower. 2017. https://www.globalfirepower.com/countries-comparison.asp (senest hentet eller vist den 9. November 2017).

Graham, Thomas. »The Sources of Russia's Insecurity.« Survival Global Politics and Strategy, 2010: 55-74.

Gray, Colin S. Another Bloody Century. London: Weidenfeld & Nicolson, 2006.

Heurlin, Bertel. »Er der et nyt og mere krigerisk Rusland?« I Rusland i Mellemøsten Adfærd, strategier og interesser, af Carsten Jensen, 131-150. København: Forsvarsakademiet, 2016.

Karaganov, Sergei. »Russia's Choice.« Survival Global Politics and Strategy, 2010: 5-10.

Kennedy, Paul. The Rise and Fall of the Great Powers . London: Harper Collins, 1988.

Lieven, Dominic. The End of Tsarist Russia. New York: Penguin Random House, 2015.

Lo, Bobo. Axis of Convenience: Moscow, Beijing, and the New Geopolitics. London: Royal Institute of International Affairs, 2008.

Mearsheimer, John. »Structural Realism.« I International Relations Theories: Discipline and Diversity, af Tim Dunne, Milja Kurki og Steve Smith, 72-86. 2010.

Møller, Karsten. »Sådan ser Putin verden.« Ræson, 21. februar 2017: 1-11.

North Atlantic Treaty Organisation. »Handbook on Long Term Defence Planning.« Ottawa, 2003.

Nye, Joseph S. »A new Sino-Russian Alliance.« 12. Januar 2015a. https://www.project-syndicate.org/commentary/russia-china-alliance-by-jo... (senest hentet eller vist den 2. Januar 2018).

—. »A Western Strategy for a Declining Russia.« 3. September 2014. https://www.project-syndicate.org/commentary/joseph-s--nye-wants-to-dete... (senest hentet eller vist den 5. Januar 2018).

—. »Avoiding Conflict in South China Sea.« Project Syndicate. 3. Juni 2015b. https://www.project-syndicate.org/commentary/south-china-sea-conflict-by... (senest hentet eller vist den 15. Januar 2018).

—. »Information Warfare Versus Soft Power.« Project Syndicate. 9. Maj 2017. https://www.project-syndicate.org/commentary/cyber-warfare-weakens-russi... (senest hentet eller vist den 15. Januar 2018).

Odgaard, Liselotte. »Beijing's Quest for Stability in its Neighborhood: China's Relations with Russia in Central Asia.« Asian Security, 2017: 1-18.

OECD. GDP Long-term forecast. 2014. https://data.oecd.org/gdp/gdp-long-term-forecast.htm#indicator-chart (senest hentet eller vist den 11. Januar 2018).

Parker, Emily. »Russia Is Trying to Copy China's Approach to Internet Censorship .« Slate. 4. April 2017. http://www.slate.com/articles/technology/future_tense/2017/04/russia_is_... (senest hentet eller vist den 12. december 2017).

Poulsen, Niels Bo. »Militærhistorisk teori og metode En introduktion til brug ved undervisning og vejledning på Forsvarsakademiet.« upubliceret paper (Forsvarsakademiet), 2017.

Powell, Colin L. »Diplomacy, Properly Understood.« State Magazine, Maj 2004: 2.

Schoemaker, Paul J.H. »Scenario Planning: A Tool for Strategic Thinking.« Sloan Management Review, 1995: 25-40.

Singh, Daljit. »China's White Paper on Security Cooperation in the Asia-Pacific Region and Chinese Grand Strategy.« Perspective, nr. 22 Issue 2017 (2017): 1-10.

Staun, Jørgen. Russia's Strategy in the Arctic. København: Forsvarsakademiet, 2015.

Stoltenberg, Jens. NATO. 28. Juni 2017. https://www.nato.int/cps/ic/natohq/opinions_145415.htm (senest hentet eller vist den 15. Januar 2018).

U. S. Census Bureau. International Database. 10. August 2017. https://www.census.gov/data-tools/demo/idb/informationGateway.php (senest hentet eller vist den 10. Januar 2018).

Udenrigsministeriet. Fakta om Indien. u.d. http://indien.um.dk/da/her-arbejder-vi/ (senest hentet eller vist den 15. Januar 2018).

Vranic, Miko. »Analysis: 'Vostok 2018' - a window on Russia's strategic ambitions.« Jane's Defence Weekly, 17. September 2018.

Weitsman, Patricia Ann. Common enemies and uncommon interests: The politics of peacetime alliances and coalition warfare. PhD Thesis, Columbia University, Ann Arbor: University Microfilms International, 1994.

Wuthnow, Joel, og Phillip C. Saunders. »From Green to Purble: Can Chinese Military become more Joint.« War on the Rocks. 30. Marts 2017.

Zelikow, Philip. »The Nature of History's Lessons.« I The Power of the Past - History and Statecraft, af Hal Brands og Jerimi Suri, 281-309. Washington: Brookings Institutions Press, 2016.