Log ind

Om de lette Tropper

#

Ritmester F. B. Alten har, dels i nærværende Tidsskrift, dels andet Sted, fremsat nogle Synspunkter om de lette Troppers Organisation m. m. I det store og hele følger disse Synspunkter sikkert den almindelige Udvikling indenfor Vaabnet; men der er dog forskellige Punkter, hvor jeg for mit Vedkommende er uenig med Forfatteren, hvilket jeg nedenfor skal tillade mig at motivere.

Hvad nu først Bevæbningen angaar, synes denne at være lovlig righoldig, idet den kommer til at bestaa af:

8  mm Rytterkarabin,

8    -    Rekylgevær,

8    -    Trefodsgevær,

13  -    Luftmaalsskyts,

37  -    Panserm aalsskyts og

81   -    Morterer, samt under Forudsætning af, at Panservognenes Bevæbning er tænkt som hidtil, tillige

20   -    Kanon.

Altsaa ikke mindre end 5 forskellige Kalibre indenfor et Regiment. Der kan næppe være Tvivl om, at en saa stærk Udspecialisering gør baade Uddannelsen og Føringen besværligere, og at det derfor er ønskeligt at indskrænke Kaliberantallet saa meget som muligt. I saa Henseende kan jeg henvise til Oberstløjtnant F. Johansens Artikel i M. T. Nr. 7/1935, der behandler det samme Emne i Relation til Fodfolket, og jeg tror, at hvad der her er sagt om Fodfolkets Bevæbning, i endnu højere Grad gælder for de lette Tropper. Disse kan ganske vist ogsaa blive indviklet i en relativ haard Kamp; men man maa erindre sig, at deres særlige Egenskab først og fremmest er Bevægelighed, og det vil derfor være ulogisk at belemre dem med nøjagtig de samme Vaaben som et Fodfolksregiment. Skulde man endelig blive nødt til at sende de lette Tropper af Sted med Ordre til at besætte og holde et Terrainafsnit til sidste Mand, vil man i Længden slippe billigere fra det ved at sætte en Fodfolksskytsdeling paa Lastbiler og lade den køre med. Jeg mener derfor for det første, at Mortererne maa kunne undværes.

Dernæst kommer Spørgsmaalet, om de tre Mellemkalibre 13—20 og 37 mm hver for sig er nødvendige. For nu at tage det sværeste først — 37 mm Kanonen — anfører Ritmesteren udtrykkeligt, at dette er Minimum for Pansermaalsskyts. Denne Anskuelse er i absolut Modstrid med de Resultater, som Kaptajnløjtnant V. L. U. Gyth kommer til i en Artikel i Nr. 41935, der synes at hvile paa en ret grundig Undersøgelse. Uden at citere hele Artiklen skal her blot anføres, at ifølge denne skulde den 20 mm Kanon være bedst egnet til at bekæmpe saavel Panservogne som Flyvere og Maskingevær- m. fl. Standpladser, samtidig med, at den er let transportabel. Hvis dette er rigtigt, kan baade de 13 mm og de 37 mm Vaaben gaa ud, og vi faar tilbage som Bevæbning for de lette Tropper:

De tre 8 mm Vaaben og

          de  -    Kanonen.

At dette betyder en overordentlig Simplificering af Uddannelsen, Organisationen, Ammunitionsforsyningen og dermed Føringen siger sig selv, og jeg mener derfor, at en saadan Bevæbning bedre svarer til de lette Troppers Natur end den af Ritmesteren foreslaaede. Vi kommer derefter til det meget kildne Spørgsmaal om Panservogne. Lad mig først indskyde den Oplysning, at jeg i det følgende bruger Ordet „Panservogne“ som Fællesbetegnelse, „Panserbiler“ om Landevejsvognene og „Kampvogne“ om de terraingaaende Tanks. Det er ikke helt i Overensstemmelse med de officielle Betegnelser; men naar man ved det, kan det forhaabentlig accepteres. Panserbilens Nødvendighed er almindelig anerkendt, hvad der ogsaa i Artiklen har fundet sit Udtryk derigennem, at der foreslaas opstillet paa Sjælland 1 Panserbileskadron paa 6 Delinger eller ialt 18 Vogne. Jeg kan derfor nøjes med at fastslaa dette og derefter gaa over til Kampvognene. Naar man vil fastslaa, hvilke Panservognstyper man har Brug for, maa man, som det ogsaa sker i Artiklen, først bestemme, hvad man skal bruge dem til, og der er opstillet 4 Opgaver, som man ønsker løst, omend mere eller mindre fuldkomment. Disse 4 Opgaver er:

1. Fjernopklaring og -sikring i Forbindelse med lette Tropper.

2. Næropklaring i Forbindelse med lette Tropper.

3. Opklaring og Sikring for motoriserede m. fl. Styrker af andre Vaaben.

4. Direkte Kampunderstottelse af eget Fodfolk.

Da nu de tre første Opgaver hovedsagelig fordrer Panserbiler, er det klart, at Pkt. 4 kun meget ufuldkomment kan løses; men iovrigt mener jeg ogsaa, at dette Punkt kan udgaa. Ganske vist er det ikke udelukket, at lette Tropper kan blive beordret til at støtte eget Fodfolk efter Evne, og de maa selvfølgelig ikke vige tilbage for at paatage sig en saadan Opgave; men man skal ikke udruste de lette Tropper specielt med denne Opgave for Øje, da den ligger helt udenfor de lette Troppers egentlige Felt. Og i det Øjeblik man, som foreslaaet, kun udstyrer dem med Panserbiler, har man ogsaa med det samme reduceret Pkt. 4 til en secundær, for ikke at sige tertiær eller quartær Opgave.

Imidlertid mener jeg, at det vilde være meget mere rimeligt i Stedet for, eventuelt foran, Punkt 4 at sætte følgende Opgave:

Direkte Understøttelse for beredne Styrker under disses Fremrykning eller Tilbagegang gennem Terrainet i Kampføling hovedsagelig med Fjendens lette Tropper, eventuelt ogsaa andre fjendtlige Stridskræfter.

Det er ganske klart, at til en saadan Opgave slaar almindelige Panserbiler ikke til. Deres Terrainkørselsevne er ikke nær stor nok til at følge de beredne Styrker gennem alt Terrain. Selv om man ogsaa giver dem Forhjulstræk, vil de komme til kort overfor ubetydelige Forhindringer, blot disse er højere end Hjulnavets Afstand fra Jorden, og deres Evne til at passere en opblødt Græsmark, endsige Pløjemark, er ikke bedre end andre Vognes. I sidstnævnte Henseende er Vogne med Terrainkæder om de fire Baghjul, saaledes som vore nyeste Panserbiler har det, noget bedre stillet. Men heller ikke disse Vognes Terrainkørselsevne er stor nok. Man maa til denne Opgave have en Vogn, der passerer overalt, hvor Ryttere passerer, med andre Ord: En til Terrainkørsel bygget Kampvogn, der er hurtig nok til at følge Rytteriet i alle Gangarter og har en tilstrækkelig stor Aktionsradius. Saa er Spørgsmaalet: Er saadanne Vogne konstruerede? Jeg har ganske vist hverken Tid eller Lejlighed til at beskæftige mig med den herhen hørende Faglitteratur; men man har vel Lov til at gaa ud fra, at en Haandbog som „Koefoed“ giver korrekte Oplysninger. I denne er der anført to Modeller — den engelske Vickers Armstrong og den russiske Christie —, der har de anførte Egenskaber. Den engelske vejer 8 ts. med en Maksimalhastighed paa 35 km i Timen og en Aktionsradius paa 160 km. Den russiske vejer 10,2 ts., kører 62—110 km i Timen med en Aktionsradius paa 400 km. Jeg indrømmer, at de sidste Tal ser forbavsende ud; men jeg har dog truffet lignende Angivelser andet Steds. Gaar vi længere ned i Vægten, finder vi i England en 3,6 ts. Vogn, der kører 56 km i Timen med Aktionsradius 210 km, for ikke at tale om Carden Loyd Patrouillevognen paa 2 ts.; men denne er dog vistnok for lille. Det vil af det anførte fremgaa, at der synes at eksistere flere Modeller af forskellig Størrelse, der passer til det nævnte Formaal.

Jeg skal ikke her komme nærmere ind paa, hvorledes jeg har tænkt mig Samarbejdet mellem Ryttere og Kampvogne etableret, eller hvorledes Marchtransportproblemet er tænkt løst, saa meget mindre som mine Anskuelser desangaaende er kendt paa rette Sted. Jeg skal nøjes med her at anføre, at der under Rytterøvelserne i Fjor*) var flere Situationer, hvor efter mit Skøn et saadant Samarbejde hos en af Parterne vilde have bevirket et langt gunstigere Resultat, end der faktisk blev naaet, og betydelig hurtigere. Endelig skal bemærkes, at Kampvognene bør indgaa i Regimentet med en Styrke af 1 Deling å 5 Vogne pr. bereden Eskadron. Vi kommer dernæst til Princippet for Anskaffelse af Panservogne. Man er her inde paa den Tanke, at man ikke kan have større Masser af dette kostbare Materiel liggende i Depot til Krigsbrug, fordi det hurtigt forældes, og Ritmesteren har i en anden Artikel ført Tanken ud i den Konsekvens, at Beholdningens Størrelse maa ligge ret nær ved det Forbrug, der medgaar til Forsøg og Øvelser. Jeg vil gerne indrømme, at Tanken har en Del økonomisk Berettigelse, naar Hærbudgettet er lagt i Spændetrøje i den Grad som det danske i Øjeblikket; men selv denne Indrømmelse er ikke ganske betingelsesløs. Jeg mener nemlig, at hvis vi under en lignende Situation som i 1914 skal til praktisk talt at skabe hele Beholdningen af Panservogne, vil dette maaske blive umuligt, i hvert Fald meget vanskeligt, da hvert Land maa og vil først og fremmest sørge for sin egen Hær; og hvis det overhovedet lader sig gøre, vil det rimeligvis blive meget dyrere end under normale Forhold, og saa er der intet spart. Det afgørende er imidlertid, at vi ved Krigsudbrud risikerer intet Materiel at have, og jeg finder derfor, at det nævnte Princip er temmelig farligt. Princippet maa være det, at man med visse Mellemrum anskaffer en Kampenhed ad Gangen. Gaar vi ud fra den nugældende Hærordning og i Overensstemmelse med Artiklen fastsætter de to Panservognskompagniers Størrelse til 6 Delinger, og antager vi endvidere, at vi anskaffer f. Eks. 1 Deling aarlig, vilde vi altsaa, hvis vi havde kunnet begynde straks, nu have haft 4 Delinger, og det vilde vare 8 Aar endnu, inden Mobiliseringsbehovet var dækket, hvortil saa kommer, at man vel nok burde have 1 å 2 Delinger i Reserve. Ved denne Anskaffelsesmetode vil vi hvert Aar kunne vælge den Model, hvis Konstruktion og Pris passer os bedst, vi vil i en Aarrække være i Stand til at anskaffe det mest moderne Materiel, og sidst, men ikke mindst, vi vil ved et Krigsudbrud ikke staa ganske blottet for en vigtig Del af de lette Tropper. Selv om de ældre Delinger ikke er af sidste Mode, vil de dog næppe være helt ubrugelige; det vil de sikkert først blive, naar „Amfibievognen“ — den, der gaar lige saa hurtigt i Terrainet som Biler paa Veje — bliver et almindeligt Krigsvaaben, og i saa Fald vil de nuværende Kampvogne være bedre end de nuværende Panserbiler.

Samler vi nu de saaledes opstillede Tropper i en Regimentsorganisation, som foreslaaet i Artiklen, maa først bemærkes, at det næppe er nogen heldig Løsning at lade den beredne Kanondeling gaa i Eskadron sammen med de motoriserede. Det er vel Tanken, at den beredne Kanondeling skal virke sammen med de beredne Eskadroner; men saa maa den ogsaa uddannes sammen med disse. Hvis Regimentet ligger samlet i een Garnison, bliver Spørgsmaalet maaske af mindre Betydning; men naar Forholdene er som ved Jydske Dragonregiment, at Regimentet er delt, maa Kanondelingen absolut garnisonere med de Enheder, som den skal optræde sammen med i Felten, for at de kan lære hinanden at kende, og tillige ikke mindst for at Kanondelingens Mandskab kan faa den fornødne Ride- og Køreuddannelse. Da jeg endvidere anser det for mest praktisk, at Maskingeværdelingerne uddannes samlet i een Eskadron, kunde den beredne Kanondeling indgaa heri og sammen med de tre andre Delinger danne en bereden Skytseskadron, hvorfra under Feltforhold Afgivelser finder Sted til detacherede Styrker med særligt Hverv, i det Omfang den Øverstkommanderende skønner nødvendigt.

Indfører vi nu disse Ændringer i den i Artiklen foreslaaede Regimentsorganisation, men saaledes at det anførte Pjeceantal bibeholdes, faar vi da følgende:

Skærmbillede 2020-08-18 kl. 11.55.02.png

Til Opgave C. anvendes de resterende 3 Cyklisteskadroner og til Opgave A. hele den tilbageværende Del af Styrken. Med denne Bevæbning, Udrustning og Organisation mener jeg, at saavel Fredsuddannelsen som Krigsføringen lettes, uden at de lette Troppers Kampkraft forringes. Tværtimod. Det skal indrømmes, at der med disse Forslag ikke er taget synderligt Hensyn til Budgettet; men det er sket med Vilje. Dels mener jeg, at man i en teoretisk Afhandling af denne Art og paa dette Sted er berettiget til udelukkende at tage militærtsaglige Hensyn, og dels at Tiden er inde til at „snakke fra Leveren“, hvis man mener, at man har Forbedringer at foreslaa. Ganske vist ved man ikke, hvad Regeringen fører i sit Skjold i denne Sag*), og muligvis er hele Arbejdet omsonst; men saa har man gjort sin Skyldighed. Og lad mig saa slutte, som jeg har begyndt, med uden Hensyn til Udgifterne at fremsætte et andet Forslag. Det har ikke Tilknytning til Ritmester Altens Artikler; men da det efter mit Skøn vil medføre en ikke ringe Forøgelse af Ryttereskadronernes Kampværdi i Mobiliseringsøjeblikket, finder jeg det alligevel berettiget at tage det med her. Forslaget gaar ud paa at søge fremskaffet Lovhjemmel til: I de Aar, hvor der afholdes store Øvelser i den paagældende Landsdel, foruden Stamhestene at lade indmønstre det fornødne Antal af de til Rytterregimenterne udpegede Heste, eventuelt mod en nærmere fastsat Lejegodtgørelse. Ved Formering af en Sikringsstyrke ligeledes at lade indmønstre det fornødne Antal udpegede Heste. — I Betragtning af, at en saadan Sikringsstyrke erfaringsmæssigt kan vare flere Aar, bør Indmønstringen i dette Tilfælde dog vistnok ske paa den Maade, at Hæren overtager disse Heste til en paa Udskrivningsbeviset noteret Vurderingspris. Ved en saadan Ordning opnaar man at faa de udpegede Heste ind til en — omend kortvarig — Dressur, saa at de ikke er ganske raa, naar de skal bruges ved Mobilisering, mindre egnede kan maaske udskydes; kort sagt, man lærer i det hele taget de Heste at kende, som giver Møde under Krigsforhold. Det gør man ikke nu. Endvidere opnaar man, at ogsaa Rytterregimenterne kan følge den ved 1932-Ordningen indførte Turnus og komme paa næsten Krigsstyrke hvert andet Aar. Det kan de heller ikke nu, fordi Stamhestenes Antal er for ringe. Og endelig opnaar man under en Sikringsstyrke, at de udpegede Heste bliver underkastet en rationel Dressur og Training — forudsat naturligvis at Sikringsperioden varer længe nok —, saa at hele Regimentets Krigsstyrke er kampklar, hvis Situationen udvikler sig yderligere i truende Retning. Dette opnaaede vi som bekendt heller ikke ovre i Jylland under Verdenskrigen. Jeg erkender, at Forslaget vil medføre yderligere Udgifter; men jeg mener for det første, at naar Hensyn tages til, hvilke Fordele man naar, er disse Udgifter relativt smaa; og tager man Hensyn til de Udgifter, der alligevel maa afholdes til Leje af Biler under Kantonnementsøvelserne, vil Udgifterne til de udpegede Heste kun betyde en ringe Forøgelse. Hermed anbefaler jeg Forslaget til velvillig Overvejelse.

Th. Dyppel.