Log ind

Også Estland kæmpede for sin frihed i anden verdenskrig

#

Der har ikke været skrevet meget om esternes desperate kamp, som begyndte i 1944 og fortsatte endnu et årti efter anden verdenskrigs afslutning. Kampene, der førte til den langvarige partisanaktivitet, var meget mere omfattende end frihedskrigen i året efter Finlands selvstændighed. Artiklens forfatter Tuomo Hirvonen er generalstabsuddannet oberstløjtnant af reserven i den finske hær. Han virker nu som free-lance journalist og skriver blandt andet om militærpolitiske emner til finske aviser. Nærværende artikel blev trykt første gang i Sotilasaikakauslehti nr. 4/89; det er den finske pendant til Militært tidsskrift.

Vi er blevet vant til at betragte Estlands skæbne som et afskrækkende eksempel på eftergivenhedspolitik. Ved at afgive baser til Den røde Hær faldt vort broderfolk jo i den fælde, som Molotov i efteråret 1939 havde gravet. Herefter var det let for sovjetiske styrker, der var større end det aftalte, at brede sig fra baserne ud over hele Estlands areal for at sætte fart på landets tilslutning til Sovjetunionen i foråret 1940. Med kendskab til en besættelses forbandelser greb esterne til våben i vinteren 1944 for at forhindre Den røde Hær i at trænge ind i deres land en gang til. Disse forsvarskampe, hvor vore stammefrænders soldater til at begynde med side om side med tyskerne og senere overladt tü sig selv desperat forsøgte at modsætte sig en overlegen angriber, er blevet liden opmærksomhed til del i litteraturen om anden verdenskrig. Også i Finland kender man nok bedre Estlands frihedskamp end den krig, der blev ført i landet i 1944, og guerillaaktiviteten, som fortsatte et årti mod de sovjetiske styrker. Alligevel drejer sidstnævnte sig om væsentlig bredere og mere langvarig krigsførelse, end hvad der fandt sted omkring årsskiftet 1918-19. Under afslutningen af anden verdenskrig søgte esterne energisk at kæmpe for deres lands suverænitet. De blev først knust under overmagten så sent som i 1956, da Ungarns eksempel viste, at modstanden var håbløs.

Forsvaret blev nedlagt

Da Estland 6 AUG 1940 formelt blev en sovjetrepublik, blev dets nationale flåde og flyvevåben nedlagt. Fra hæren fjernedes de tunge enheder, og ud fra infanteriet blev Den røde Hærs 22. Skarpskytte-armékorps oprettet. Administrativt hørte esterne til Baltiske Militærdistrikt, hvis stab blev placeret i Riga. Estlands forsvarsministerium blev nedlagt som værende unødvendigt. »Nyorganiseringen« af forsvaret blev sikret allerede i JUN ved, at de estniske generaler og oberster blev sendt til Moskva på »kursus«. Derefter blev de lavere chefer og kaptajner befalet på »øvelser« for at lære mere. Hverken den ene eller den anden gruppe vendte nogensinde tilbage til Estland. Deres vej førte til fangelejre, hvor i hvert fald en del af dem med sikkerhed vides at have lidt en voldsom død. I stedet for de bortkommanderede blev der anbragt sovjetiske kommissærer og officerer. Da tyskerne trængte ind i Baltikum i sommeren 1941, nåede Sovjetunionen at iværksætte en delvis mobilisering i Estland. De reservister, som man fik under faneme, blev ganske vist ikke brugt til at forsvare deres eget lands grænser; de blev i stedet ført blandt andet til Leningrad-fronten. Åbenbart havde Moskva i denne fase erkendt håbløsheden i et forsvar, da en del af Estlands Skarpskytte-Armékorps’ enheder var gået over til nazisternes side.

Tyskland blev en skuffelse

I lighed med de øvrige baltiske stater forventede Estland, at tyskerne ville se med milde øjne på et selvstændigt Estland; men de blev skuffede. Nazisterne optrådte som overlegne erobrere og var hgeglade med de lokale beboeres ønsker. Som tegn på deres ønske om samarbejde oprettede tyskerne Estlands Legion; indrullering heri blev tilbudt som alternativ til arbejdspligt. Til at begynde med trådte kun godt tusind unge estere ind i legionen; de ventede, at dette ville ændre tyskernes holdning over for deres landsmænd. Efter at enheden havde kæmpet mod russerne, forsøgte man i 1943 at øge dens styrke ved at iværksætte to indkaldelser. De berørte mænd født 1919- 1925. Forsøgene førte ikke til de ønskede resultater, for de våbenføre mænd søgte at undgå soldatertjeneste under Tyskland ved at flygte, blandt andet til Finland. Dér var Infanteriregiment 200 (i hjemlandet kaldt »Finlandsdrengene«) blevet dannet af estniske frivillige. Det var meningen, at det skulle blive til stamenhed for Estlands nationale hær I begyndelsen af 1944 blev tyskerne nødt til at løsgøre sig fra bunden af Finske Bugt, og fronten begyndte truende at nærme sig Narva. Esterne blev nødt til at vælge enten kamp side om side med nazisterne eller passiv underkastelse i afventen af en ny sovjetisk besættelse. Estland valgte det førstnævnte alternativ. Hertil blev der iværksat indkaldelse af årgangene 1904-1923. Resultatet overraskede de tyske militære myndigheder, da nær ved 80.000 frivillige meldte sig til krigstjeneste. Kun godt halvdelen blev godkendt; men sammen med den til hjemlandet sendte Legion og andre nationale enheder kæmpede estniske enheder af en styrke på ca. 55.000 mand i sommeren 1944 på Estlands jord mod russerne.

Kamp mod overmagten

Armégruppe Nord koncentrerede de fleste af de estniske enheder omkring Narva, hvor tyngden i kampene kom til at ligge. Tidligt i 1944 havde Den røde Hær forsøgt et gennembrud der; men det var blevet afvist af tyskerne. Da angrebet mod Finland standsede i sommeren 1944, begyndte Sovjetunionen et nyt fremstød mod Estland på Narva-fronten. Der blev blandt andet kæmpet på Sinimäet-afsnittet 24 JUL-9 AUG. Meget takket være tysk støtte lykkedes det der de estniske enheder at afvise Den røds Hærs angreb; men gennembrudsforsøget syd om Peipus-søen kunne de ikke holde stand imod. De fra Finland hjemsendte estniske enheder kæmpede i Tartu, som de sovjetiske styrker erobrede 25 AUG. Efter tabet af Tartu begyndte den estniske front ubønhørligt at bevæge sig mod vest. På trods af esternes opofrende kamp var tyskerne tvunget til at gå over til undvigende kamp. Tallinn gik tabt 22 SEP 1944, og ved udgangen af måneden var hele Estland igen i hænderne på de russiske okkupanter. Resultatet var at forvente. En nation på godt en million kan i bedste tilfælde udruste 150.000 af sine mænd som soldater. Af dette antal havde Estland i efteråret kun en femtedel tilbage. Herimod angreb en armégruppe på en kvart million, omfattende mindst ni divisioner, fire panserbrigader plus fire selvstændige panserregimenter samt en stor mængde tildelt artilleri og flystyrker. De estniske enheder var let bevæbnede og var utrænede i samvirke mellem de få tunge våbenarter og infanteriet. Mens i Finland forsvarskampene i sommeren 1944 støttede sig til et effektivt feltartilleri, kom esterne til at støtte sig til infanteristernes geværild. Den var virkningsløs mod kampvognene og rakte ikke til at standse en mange gange større personelstyrke.

Kun nogle få dage mellem tyskernes afrejse og russernes ankomst vajede Estlands blå-sort-hvide flag som tegn på den republikanske nationalkomités regeringsed fra toppen af Pikk Herman-tårnet på Toompea.

Brødre, til skovs!

Da flaget skiftede farve til rødt, greb desperationen de estniske soldater. Resterne af de slagne enheder søgte at undgå krigsfangenskabet ved at gemme sig i terrænet. En del søgte diskret at vende tilbage til deres civile beskæftigelse blot for at konstatere, at den gik ikke. Den røde Hær siede alle våbenføre mænd fra befolkningen. De heldigste fik hjælpeopgaver i det militære system; men manges vej førte til krigsfangelejre i forskellige dele af Sovjetunionen. For at undgå den ovenfor beskrevne skæbne fulgte tusinder af estniske soldater, der havde våben og helbred i behold, den Estniske Republiks Nationalkomités opfordring: »Brødre, tilskovs«! Således begyndte guerillakrigen om Estland. Til at begynde med var det spredt aktivitet mod faglige enheder og transporter for at skaffe udrustning. Med tiden blev angrebene kraftigere og ændredes til systematisk forstyrrelse af okkupanternes virksomhed. Det vides, at der på det højeste var ca. 15.000 »skovbrødre«, hvilket i forhold til befolkningstallet udmærket svarer til Algeriets berømte frihedsfront FLN eller den tilsvarende guerillabevægelse i Vietnam. Fra sidstnævnte adskiller Estlands guerillabevægelse sig kun ved, at den aldrig fik hverken international pubHcity eller hjælp fra udlandet. Stalins jerntæppe gemte hemmeligheden bag sig. Der er sivet spredte oplysninger til vesten om skovbrødrenes kampe. I flere kilder meddeles det, at styrken var på sit højeste i årene 1946-49 og koncentreret i landets østlige og nordøstlige skovrige dele. De estniske partisaners angreb skabte usikkerhed blandt okkupanterne, hvilket blandt andet sås i sikkerhedsforanstaltningernes grundighed. Det nævnes, at der næppe var nogen af Den røde Hærs køretøjer, der kørte alene på vejene; de kørte i stedet altid i grupper under eskorte. Ved store transporter blev terrænet om vejene besat, og lavtflyvende kampfly patruljerede, klar til at angribe partisanerne.

Resultaterne overdrevet Rimeligvis har skovbrødrene besværliggjort de sovjetiske styrkers virksomhed; men de har næppe gjort den tvivlsom. I esternes fortællinger er partisanernes resultater sandsynligvis overdrevet. Det er dog nok sandt, at de sovjetiske styrker ikke var i stand til at få skovbrødrenes kamp til at ophøre. Den svækkedes først med den i 1949 gennemførte kollektivisering, da 80.000 bønder blev tvangsforflyttet til Sibirien. Endeligt ophørte skovbrødrenes aktivitet med det ungarske drama, da troen på hjælp fra udlandet viste sig at være ønsketænkning.

Oversat fra finsk af major-R K. N. Willadsen

Skærmbillede 2020-03-20 kl. 16.26.35.png