Min Kronik „Officerer og Politikere i Verdenskrigen“ (Berl. Tid. den 13. 3. d. A.) har givet H r. Prem ierløjtnant M. P. M. Boisen Anledning til en Artikel, der er blevet optaget i „M ilitæ rt T id ssk rift“s Juni-Hæ fte. Den Omstændighed, at Hr. Boisen i. sin A rtik el skriver hulter til bulter om alt m uligt og endda lid t mere vanskeliggør i høj Grad en Besvarelse, især hvis denne skal holdes indenfor rim elige Rammer. Jeg havde allerede paabegyndt et Svar, men maatte lægge det til Side, da jeg opdagede, at det, hvis jeg gjorde det færdigt, vilde fylde flere Hæ fter a f „Militært Tidsskrift“ . E fte r nærmere Overvejelser har jeg derfor besluttet mig til at begrænse m it Indlæg.
Indholdet a f H r. Boisens A rtik el falder i to Dele: 1) En Gruppe Em ner og Problemer, som man kan strides om i det uendelige, fo rdi det er um uligt at føre afgørende Beviser. A lle disse Em ner og Problemer v il jeg slet ikke komime ind paa, hvor stor Fristelsen end maatte være og er. Det var mig ganske vist ikke ukært at kunne anføre den svejtsiske Divisionschef E. Bircher i Favør a f de Meninger, jeg allerede i en Aarrække har lu ftet i K ronikker i „Berlingske Tidende“ . N aturligvis forlanger jeg ikke og har heller ikke K rav paa at blive anset fo r en Autoritet med Hensyn til Verdenskrigens Historie eller Strategi, men jeg er dog sikker paa, at jeg har læst Litteraturen om Verdenskrigen, f. Eks. Hoffm anns, Lim an Sanders, Liddell H arts og Adm iral Keyes’ Bøger, med betydeligt bedre Udbytte end H r. Prem ierløjtnant Boisen. 2) De positive Fejl, som jeg i Følge H r. Boisen skal have g jort mig skyldig i, da jeg skrev min K ronik „O fficerer og Politikere i Verdenskrigen“ . Det er kun med disse, jeg skal beskæftige mig. Først med Hensyn til Dardanellerekspeditionen. A t det er rig tig t, hvad jeg skriver, og at altsaa H r. Boisens Rettelser er urigtige, frem gaar f. Eks. a f Lim an Sanders: „F ü n f Jahre Tü rkei“ S. 72, den engelske o fficielle Beretning „M ilita ry Operations, G allipoli“ Vol. I, 104— 05 og Fodnote samt S. 246— 47, Adm iral Keyes: „Naval Mem oirs“ I S. 264 og mange andre Publikationer og Memoirer.
Naar H r. Boisen citerer Churchill’s Memoirer, hvori det hedder, at de Robeck ikke kan anklages fo r den Beslutning, han traf, overser han, at Churchill, da han skrev sine Memoirer, ikke vidste, hvad vi nu ved (at Gennemsejlingen vilde være lykkedes, hvis Angrebet var blevet genoptaget). Det tjener ham kun til Æ re, at han har givet de Robeck the benefit of the doubt i sin Bog. Men selv i 1915 gjorde han, hvad han kunde fo r at overbevise sine Kolleger og de militæ re Eksperter om, at Angrebet ikke burde afbrydes, men tværtimod fortsættes, ufortøvet og med fuld K ra ft. Han var her i Overensstemmelse med Roger Keyes, Stabschefen paa Stedet, der var fortvivlet over at se den sikre Lejlighed til at forcere Dardanellerne og sætte Tyrkiet ud a f Spillet forspild t (Keyes: Naval Memoirs I S. 263 og Liddell H art: The History of the W orld W ar 1930 S. 2 2 1 ).
Dernæst med Hensyn til den engelske Marinebrigade i Belgien. Det bedrøver mig at skulle skrive, at Prem ierløjtnant Boisen er helt paa Vildspor. Den Marinebrigade, jeg omtaler, og som Churchill selv ledsagede, ankom til Antwerpen den 27. August og forblev i Land til den 31. August. Prem ierlø jtnant Boisen er simpelthen uvidende om dette Udslag a f W inston Churchill’s Initia tiv og strategiske Indsigt og kender kun et senere Udslag, hvilket giver Anledning til en haabløs Fo rveksling. Lad os læse, hvad Liddell H a rt skriver:
„H istory should do justice to M r. Churchill’s happy inspiration and General Aston’s handful of „M arine Promeaders“ . Churchills „Drengestreg“ var ikke uden Indflydelse paa Marne-Slaget, idet de engelske Marinesoldaters Optræden i A n twerpen-A f snittet i Forbindelse med vilde, men troede Rygter om et russisk Arm ékorps’ Landsættelse i Belgien bidrog til at binde tyske Tropper, der kunde have deltaget i Marchen imod Paris. Senere hedder det hos Liddell Hart: „The menace to B ritain , if the Channel ports fell into 'German hands, was obvious. It is a strange reflection that, inverting an German mistake, the B ritish command should hitherto have neglected to guard against the danger, although the Firs t Lord of the Adm irally, Winston Churchill, had urged the necessity even before the battle of the Marne. When the German guns begun the bombardement of Antwerp on September 28th England awakened, and gave belated recognition to Churchill’s strategic insight. He was allowed to send a brigade of marines and two newly formed brigades of naval volunteers to reinforce the defenders while the Regular 7t'h Division and 3th Cavalry Division, under Rawlinson, was landed at Ostend and Zeebriigge fo r an overland division were available in England, but in contrast to the German attitude, Kitchener considered them s till unfitted fo r an active role. The meagre reinforcement delayed, but could not prevent, the capitulation of Antwerp, and Rawlinson’s force was to late to do more than cover the escape of the Belgian Field A rm y down the Flanders coast.“ (Liddell H art: op. cit. S. 91). Mon H r. Prem ierløjtnant Boisen ikke ved nærmere Overvejelse, til Æ re fo r sig selv, skulde komme til det Resultat, at en Uvidenhed a f den A rt, han i dette Tilfæ lde har lagt fo r Dagen, diskvalificerer ham til at optræde som min K ritik e r — i alt Fald fø r han har brugt lige saa lang Tid og Umage til at sætte sig ind i Sagerne, som jeg har. Endelig Tankvaabnet. Udtrykket „la tterlig smaa Tab“ er ikke mit, men Birohers. Kender H r. Boisen ikke Tabsprocenterne fo r de Kompagnier, Batailloner, Brigader, Divisioner ..., der gik „over the top“ i H aig’s, Jo ffre’s og Nivelle’s frontale og forgæves Gennembrudsforsøg? De laa ofte omkring 80 i Løbet a f nogle Tim e r! I Sammenligning er et Tab paa 3000 a f 10.000 i Løbet a f tre Maaneders Tank-Kampagne virkelig meget lille, selv om det er en Smagssag, om man vil kalde det „la tterlig lille “ . Der er ingen Modsigelse mellem min Bemærkning: „Fak tisk afgjorde Tankvaabnet Krigen, hvad Vestfronten angaar“ , og den fra en anden Sammenhæng hentede Passus: „Det ser ud, som om Tankvaabnet hidførte Afgørelsen paa Vestfronten“ . Meningen er ikke til at tage fe jl af, hverken i min A r tikel eller Oberst Birollers Bog, hvis man blot kan læse. Det var Blokaden, der gav de Allierede Sejren. Og det var Blokaden, som bevirkede, at Ludendorff ikke kunde faa Tanks. Og det var Tankangrebet den 8 . August 1918 — den tyske Fronts „sorte Dag“ (Ludendorff’s Erindringer) — som gjorde det klart fo r Ludendorff og de andre tyske militæ re Chefer, at Krigen ikke kunde vindes paa Vestfronten, og at den altsaa var tabt. Men tabt blev K rigen i strategisk Forstand alligevel ikke paa Vestfronten, fo r den tyske Fron t blev aldrig gennembrudt, og baade Foch og H aig havde belavet sig paa, at K rigen skulde føres videre i 1919. Tabt blev K rigen fo r Centralmagterne i Orienten — i Palæ stina og paa den a f Vestfrontsstrategerne saa foragtede Salonikifront („Tyskernes største Krigsfangele jr“ ). Det var ikke en Katastrofe paa Vestfronten, det var Truslen om et Angreb fra Balkan gennem Bulgarien, Rumænien, Serbien, Ungarn og Ø strig ind i Bayern, som dikterede den tyske militæ re Kapitulation. Og paa den Maade bekræftede Politikernes større strategiske Indsigt sig. K rigens A fslutning var et Nederlag fo r H aig og Robertson, Foch og Henry W ilson og en Oprejsning fo r især Lloyd George og Winston Churchill, i mindre Grad Briand og Clemenceau. Det var kun Pladsmangel, der forbød mig at nævne Eksempler paa Clemenceau-s militæ re Indsigt. Den viste sig især deri, at han, saa snart han fik Ansvaret, mistroede de frontale O ffensiver paa Vestfronten. Han foretrak Pétain, der var Defensivens Strateg, fo r Foch, der var Offensivens. Han vilde aldrig have tilladt, at Foch blev Chef fo r den franske Hær — dertil havde han de franske Soldaters L iv fo r kært — , men fo r fransk Prestiges Skyld saa han gerne, at han blev de allieredes Generalissimus paa Vestfronten, en til syvende og sidst mere dekorativ end med virkelig Myndighed udrustet Stilling, der stillede større K rav til Fochs diplomatiske Egenskaber (som var store), hans Evne til at charmere og kommandere ved Overtalelelse, end til hans strategiske Duelighed, om hvilken det sidste nedsættende Ord næppe er sagt i Liddell Harts store Bog om Foch, a f hvilken en fransk Oversættelse endnu ikke har faaet Lov at udkomme. Som bekendt debuterede Foch som Generalisssimus med at lade sig forsmædeligt overraske a f Ludend o rff ved Chemin des Dames — en lokal Katastrofe a f et saadant Om fang og saa vanskelig at undskylde, at kun Clemenceaus Besked til Kam ret og Senatet, at Fooh’s Hoved kun kunde faas over hans (Clemenceaus) politiske Lig , reddede Marskallen fra en æreløs Destitution. Den Bog a f en vis M artin, som H r. Boisen paaberaaber sig fo r sin Vurdering a f Clemenceau, kender jeg ikke, hvad jeg ikke bleklager, da det fremgaar a f H r. Boisens A rtikel, at det kun er en Fordel ikke at kende den.
Henning Kehler.
Der synes ikke at være nogen Grund til at fortsætte denneDiskussion her i Tid sskriftet eller til at komme nærmere ind paa de Detailler, der her har været Genstand fo r Behandling. Selve Hovedpunktet: om Politikeren („Civilisten“ ) eller Generalen (den øverste militære Fører) har størst Indflydelse paa en K rig s Udfald, er vanskeligt at afgøre, naar hver a f dem udfylder sin Stilling, og naar der er det rette Samarbejde mellem dem under en øverste, fast Ledelse. Mangler denne sidste, kan den afgørende Indflydelse, som under Verdenskrigen i Tyskland, komme til at ligge i Hænderne paa den a f de to Pa rter, som raader over den kraftigste Person, eller Forholdet kan virke hæmmende fo r Krigsførelsen. E t Eksempel herpaa er den i Diskussionen omtalte Gallipoliekspedition. Den General, der, som Tilfæ ldet var paa Vestfronten, fø rer Kommandoen paa en enkelt Krigsskueplads, maa naturlig t have sin Opmærksomhed koncentreret mod denne og nære Ønske om, at alle H jælpekilder udnyttes med det Form aal at gøre det m uligt fo r ham at tilvejebringe en afgørende Sejr. Ud fra sin Forudsæ tning vil han i Almindelighed ikke som den ledende Politiker kunne have Overblik over hele Krigssituationen og det Kendskab til alle Faktorer, som er bestemmende fo r „K rigens V ilkaa r og Muligheder“ som Helhed. Der havde i 1915 længe i de engelske Regeringskredse hersket Ønske om at føre en Hær over til Balkanhalvøen, da der herved vilde kunne opnaas store politiske Resultater med afgørende militære V irk ninger som Følge. Dette Ønske, der i F ran k rig havde ivrige Fortalere i Generalerne Galliéni og Franehet d’Esperey, deltes fuldtud a f Kitchener. Men da Afgørelsen skulde træffes, og Adm iralitetet (Churchill) forlangte store Troppestyrker til Foretagendet, modsatte Kitchener sig alligevel at afgive disse, idet man efter hvad der nu forelaa, naar som helst kunde vente at Tyskerne koncentrerede til et nyt Angreb i Frankrig , saaledes at han ansaa det fo r bydende nødvendigt at forstærke den britiske Hær dér. Under disse Omstændigheder vaklede Regeringen, og idet den ikke turde tage en fast Beslutning, blev Resultatet en saa uheldig Start a f Gallipoliekspeditionen, at denne i Virkeligheden var saboteret fra første Færd. Om man i dette Tilfæ lde vil lægge Skylden paa „Politikeren“ eller „Generalen“, kan blive en Smagssag. Det er som sagt ikke Politikeren eller Generalen, men Politikeren og Generalen, der leder Krigen, selv om Politikeren (Regeringschefen) paa Grundlag a f dette Samarbejde maa være den, som stille r Opgaverne.
Red.
