I forbindelse med undervisningen i krigshistorie på Hærens Officersskole har kadet K. J. Møller, klasse Rye, udarbejdet denne afhandling.
En analyse af baggrunden for og indholdet af den franske doktrin om offensive å outrance samt en kortfattet redegørelse for denne doktrins skæbne under den 1. verdenskrig.
INDLEDNING
Følgerne af den 1. verdenskrig var en omkalfatring af de politiske, økonomiske og kulturelle forhold i Europa. De store materielle ødelæggelser havde forarmet Europa, og de store menneskelige tab fik en afgørende indflydelse på den kulturelle udvikling (1). Man følte, at man ikke længere kunne bygge på de åndelige værdier, der havde været fremherskende før krigen, troen på liberalismen, fornuft, fremskridt og udvikling. En udbredt mistillid til rationalisme og positivisme førte til en fordybelse i og interesse for det ubevidste og irrationelle.
Det er interessant at bemærke, at denne interesse, som udtrykkes i ex« pressionismen, dadismen og surrealismen, som alle blandt andet giver udtryk for en protest mod krigens meningsløshed, var begyndt omkring århundredeskiftet, og at denne strømnings mest indflydelsesrige repræsentant, Henri Bergson, fik afgørende indflydelse på udformningen af den militære doktrin, der måske foranledigede de største tab i krigen, doktrinen om offensive á outrance.
Denne doktrin kritiseres af både Fuller og Liddell Hart i skarpe og sarkastiske vendinger (2). Det er derfor interessant at se, hvorledes den førende franske militære skribent, general André Beaufre, karakteriserer to af doktrinens ophavsmænd: »Her udlagde Foch en velfunderet operationel strategi, og ved abstraktioner udledte han fundamentale sandheder ... Grandmaison præsenterede en teori, der var mindre » crazy «, end man den gang troede, om initiativets og den faste beslutsomheds betydning, hvilket de, der bagvaskede ham (his detractors), beskrev som Bergsoniansk.« (3). Beaufre medgiver dog, at doktrinen var et udtryk for en tragisk misforståelse af krigens teknologiske realiteter. Men Beaufres forholdsvis nuancerede holdning til visse sider af doktrinen, sammenholdt med Fullers og Liddell Harts meget unuancerede vurdering, springer så meget i øjnene, at det giver anledning til spørgsmålet: hvad er den konkrete baggrund for og indhold af doktrinen, og hvilken skæbne fik den under 1. verdenskrig?
Inden spørgsmålet søges besvaret, skal det præciseres, at ved en doktrin forstås »en lære eller en læresætning, således som man tænker sig den opstillet i praksis« (4).
Udviklingen af doktrinen skal ikke ses som et isoleret militært fænomen, men skal sættes ind i den sociologiske sammenhæng, hvor krigen hører hjemme, afhængig af det samfund, der opstiller de væbnede styrker, og af de midler, der stilles til rådighed til dette formål. Denne analyse vil derfor tage sit udgangspunkt i den påstand, at »de kræfter, der former og udvikler taktikken, er for en væsentlig del skabt og delvis styret af mennesket: 1) nationens historiske forudsætninger, 2) den sociologiske udvikling, 3) de politiske systemer og ideologierne, 4) den teknologiske og videnskabelige udvikling, 5) hærenes sammensætning, deres størrelse og uddannelse.« (5). Under lidt ændrede overskrifter vil disse faktorer søges belyst i det følgende.
I BAGGRUNDEN FOR DOKTRINEN 1
1. Det politiske og sociale miljø i den 3. Republik.
Ved krigsudbruddet i 1870 betragtede Frankrig sig som den førende militære magt på kontinentet, dels på grund af de stolte traditioner, dels fordi overkommandoen havde forsikret, at man var grundigt forberedt. Det var man ikke, og overkommandoen var ikke i stand til at føre en hær i felten. Marskal Bazaine lod sig indeslutte i Metz med 173.000 mand og overgav sig den 27. oktober 1870, mens Marskal MacMahon og Napoleon III måtte overgive sig ved Sedan den 2. september s. å. med 105.000 mand. Efter denne katastrofe overtog Adolphe Thiers magten og forhandlede sig til en fred med Bismarck. Fredstraktaten indebar bl.a. afståelse af Alsace og 2h af Lorraine. Frankrig skulle desuden udrede en krigsskadeserstatning på 5 milliarder francs. Traktaten gav anledning til en bitter strid, idet adskillige, som f.eks. Gambetta, ønskede »guerre å outrance«. Pariserkommunen opstod bl.a. af ønsket om en fortsættelse af krigen (6). Først efter blodige kampe blev Kommunen nedkæmpet af hæren. Som garanti for betalingen af krigsskadeserstatningerne holdt Preussen dele af Frankrig besat, og rømmede derefter landet i takt med afdragene på gælden. Denne blev allerede afviklet i 1873 som et resultat af befolkningens store offervilje. Fredstraktaten gav befolkningen i Alsace og Lorraine ret til individuelt at optere for fransk nationalitet. Imidlertid skulle de opterende forlade provinserne inden 1. november 1872. 150.000 eller 1110 af den samlede befolkning i de to provinser valgte at udvandre til Frankrig. (7). Det var således ikke underligt, at den mest fundamentale faktor i fransk politik efter 1870 var tanken om »la revanche« (8). Efter krigen var Frankrig blevet reduceret til en andenrangsmagt, som var udenrigspolitisk isoleret, økonomisk ruineret og hvor der i befolkningen herskede en katastrofestemning, helt på linie med den danske efter 2. slesvigske Krig. Betegnende kaldte Emile Zola sin roman om krigen »La Debacle«, hvilket betyder nederlag, ikke bare i materiel, men især i åndelig forstand. Efter fredsafslutningen begyndte en lang og opslidende forfatningskamp mellem monarkister og republikanere, og først i 1875 kunne en republikansk forfatning vedtages. »Republikken er den forfatningsform, der skiller os mindst,« udtalte Thiers (9). I forlængelse af forfatningskampen fulgte kirkekampen, hvor kirkens undervisningsmonopol blev brudt af republikanerne i 1882 og den endelige adskillelse af stat og kirke fandt sted i 1905 (10). En betragtelig del af officerskorpset støttede, af grunde der senere vil blive omtalt nærmere, de konservative, monarkistiske og klerikale kræfter. Imidten af 1880’eme var det nær kommet til et statskup under ledelse af general Boulanger, som støttedes af yderligtgående nationalistiske kræfter, bl.a. i hæren. Dette medførte en række udrensninger i det franske officerskorps. I årene 1894-1906 verserede Dreyfussagen, som blev anledningen til den franske hærs store tab af anseelse i vide kredse af befolkningen. Alfred Dreyfus var officer i G.Q.G. (Grand Quartier General, generalstaben) og blev i 1894 dømt for spionage til fordel for Tyskland. Han var uskyldig, og under forsøg på at få hans sag genoptaget, hvilket hæren kraftigt modsatte sig, blev det afsløret, at fremtrædende officerer havde medvirket til forfalskning af bevismaterialet. Sagen var så meget mere delikat, fordi Dreyfus var jøde, og en bølge af antisemitisme, støttet af de nationalistiske og katolske kredse, som officerskorpset i stor udstrækning udgik fra, gik over landet. Dreyfus blev rehabiliteret i 1906, men da var hærens prestige allerede faldet katastrofalt. En hidtil ukendt antimilitarisme slog igennem i disse år, og først efter Agadir-krisen genvandt hæren en del af sin prestige. Årene mellem 1870-1914 var en kulturel brydningstid mellem på den ene side den nationale, konservative og klerikale strømning og på den anden side de åndsradikale. Den første retning repræsenteredes bl.a. af Flaubert, Taine og Renan. De konkluderede, at den franske ånd havde måttet kapitulere over for den brutale militære magts sejr. Frankrig måtte derfor genskabes som en stærk autoritær stat, et katolsk monarki (11). Den autoritære nationalisme blev ført videre af digterne og politikerne Paul Dérouléde og Maurice Barrés, som med organisationen »Ligue des Patriotes« søgte at opdrage ungdommen fysisk og moralsk til dygtige soldater, naturligvis med henblik på den revanche, som måtte komme en dag. Under Dreyfusaffæren gjorde Maurice Barrés og Paul Valery sig til talsmænd for det synspunkt, at sand retfærdighed var at respektere den offentlige orden, og at uretfærdigheden modsætningsvis var alt, hvad der forstyrrede den. Det var derfor nødvendigt for den franske stats sikkerhed, at Dreyfus blev ofret, uanset om han var uskyldig eller ej. Imod dette synspunkt gik de åndsradikale, f.eks. Emile Zola, André Gide, Marcel Proust og Anatole France, der førte en principkamp for det enkelte individs krav på og ret til retsbeskyttelse. Dette krav fandt i sidste ende genklang hos langt den største del af det borgerlige, republikanske Frankrig. De åndsradikale var efter Dreufusaffærens afslutning ledende i den antimilitaristiske bevægelse, som fik et opsving i årene 1906-11 (12).
2. Hæren og samfundet.
Hæren genvandt hurtigt sin prestige efter nederlaget i 1870. Marskal Bazaine og Napoleon III blev gjort til syndebukke for den militære fiasko. Alle kræfter samlede sig om at styrke hæren, og politikere fra alle ideologiske retninger støttede dette arbejde. Således var både Thiers og Gambetta dybt involveret i arbejdet med hærens genrejsning. Denne skete i så hurtigt et tempo, at Bismarck allerede i 1875 overvejede en præventiv krig. Omkring 1880 var sandsynligheden for en krig blevet mindre, og det voksende antal radikale republikanere så med bekymring på officerskorpsets holdning til forfatnings- og kirkekampen. En væsentlig del af dette korps var konservativt, monarkistisk og klerikalt. Det skyldtes, at mange af dem kom fra de gamle aristokratiske familier. Alle andre karrieremuligheder i den 3. Republik var lukket for dem. De kunne ikke få ansættelse i centraladministrationen, og de ønskede ikke at gå ind i handel og industri, som var forbeholdt det borgerskab, som de foragtede så meget. Dreyfusaffæren afslørede, at der inden for hæren var en slags »stat i staten«, bestående af denne type officerer. Mange af dem havde gået på samme jesuitiske gymnasium i Rue des Postes i Paris og havde derefter gennemgået École Poly technique, hvor de efter afgangseksamen hurtigt avancerede til betydningsfulde poster i hæren, f.eks. i G.Q.G. Denne klike kaldtes »les postards«, og der gik rygter om, at kirkens indflydelse på denne klike var så stor, at den også omfattede avancementsmulighedeme. Derfor sendte karriereofficeren sine børn i katolske skoler og lod sig se ved søndagsmesse (13). Da det blev afsløret, at hæren, for at redde en katolsk og aristokratisk institutions prestige, havde tilladt forfalskning af beviser i en retssag, blev reaktionen i den verdslige og borgerlige 3. Republik meget voldsom. I årene 1900—1904, hvor den republikanske general André var krigsminister, blev der organiseret et spionagenet af lokale embedsmænd og republikanske officerer, som rapporterede gennem frimurerlogerne til krigsministeren om de højere officerers politiske og religiøse holdninger. Da udnævnelse til de højere chefposter netop var blevet flyttet fra hæren selv til krigsministeren, betød dette system, at der praktisk taget var lukket af for katolske officerers karrieremuligheder (14). Dette system blev afsløret i 1905, og selvom den almindelige mening var, at kampen mod de klerikale var gået for vidt, var hærens prestige ikke til at genoprette. Dens placering i befolkningens bevidsthed, som den eneste garanti mod tyske overgreb, var svækket. Det blev vanskeligere at få de fornødne bevillinger gennem parlamentet. Værnepligten blev i 1905 nedsat til 2 år, og bevillinger til genindkaldelser af reserverne blev ligeledes nedskåret (15). Den moralske krise i hæren gav sig bl.a. udtryk i, at enhver officersmesse var præget af en splittelse i to skarpt adskilte grupper: de klerikale og de antiklerikale. Antallet af ansøgere til St. Cyr faldt drastisk i årene 1900-1911, og dermed faldt også kvaliteten af de yngre officerer (16). Denne nedgangsperiode blev, som nævnt, først overvundet efter Agadirkrisen i 1911, da det pludseligt blev klart, at en krig med Tyskland måtte anses for umiddelbart forestående. Der gik tre år, inden krigen kom, men det var for kort tid til at genoprette skaderne. Det gik med den franske hær, således som det vil gå enhver hær, der virker i et miljø, der er den fjendtligt stemt: »Jo mindre støtte de væbnede styrker får fra deres miljø - intellektuelt, psykologisk, økonomisk og personelt - jo mindre effektive må de blive, eller jo vanskeligere er det for dem at forblive effektive, og jo større er faren for, at de vil udvikle sig til en indavlet, indadvendt gruppe i strid med omgivelserne!« (17).
3. Det ydre politiske miljø.
Efter nederlaget i 1870 var Frankrig helt isoleret i den internationale politik og reduceret til en andenrangsmagt, der måtte føre en forsigtig, defensiv politik, under stadig trussel om tysk indgriben i form af en præventiv krig, når tanken om revanche manifesterede sig for åbenlyst (18). Der var i disse år to ledende udenrigspolitiske anskuelser: en, som affandt sig med tabet af Alsace-Lorraine, og som søgte forståelse og samarbejde med Tyskland, idet man accepterede Frankrig stilling som en andenrangsmagt. Kompensation for tabet af de to provinser skulle søges ved erhvervelse af kolonier. Den anden anskuelse accepterede aldrig tabet af Alsace og Lorraine, og gik ind for en aktiv Europapolitik, således at Frankrig skulle søge at genvinde sin stilling som europæisk stormagt. Tyskland skulle derfor overvåges konstant, og chancen for revanche skulle udnyttes, hvis den opstod. Disse to anskuelser gik på tværs af alle politiske ideologier. Det parlamentariske systems manglende stabilitet i den 3. Republik, med de hyppigt skiftende regeringer, gjorde det umuligt at føre en aktiv udenrigspolitik. Det var netop på kravet om en aktiv og militært underbygget udenrigspolitik, at general Boulanger var ved at komme til magten. Kolonipolitikken, som bl.a. Jules Ferry var talsmand for, blev af Clemenceau anset for at være åbent højforrædderi, idet den bortledte opmærksomheden fra det, der var fransk udenrigspolitiks mål: sikringen mod Tyskland og la revanche. Som Paul Dérouléde udtrykte det: »Jeg har mistet to børn, og for at erstatte mig tabet, tilbyder man mig en snes tjenestefolk.« (19). Ikke desto mindre etablerede Frankrig sig i årene op til 1. verdenskrig som den næststørste kolonimagt, efter England. Den hurtige økonomiske genrejsning placerede Frankrig som »Europas bankier«. I årene 1888-96 optog Rusland lån til ca. 5,5 milliarder guldfrancs, hvilket var en væsentlig årsag til dannelsen af den fransk-russiske entente i 1892, hvor man forpligtede sig til at yde gensidig militærhjælp i tilfælde af et tysk angreb på en af parterne. Herved kom Frankrig ud af sin politiske isolation. I årene 1898-1905 var Theophile Delcassé udenrigsminister. Med dygtigt diplomati opnåede han, at Frankrig og England i 1904 kunne indgå entente cordiale, hvorved der var åbnet for det fransk-britiske militærsamarbejde, hvis operative planlægning i 1914 var en væsentlig årsag til, at England blev trukket med ind i krigen (20). Da England og Rusland indgik en entente i 1907, blev et væsentligt mål i fransk udenrigspolitik nået: dannelsen af tripleententen, der blev modstykket til den i 1880’erne af Bismarck dannede triplealliance mellem Preussen, Østrig-Ungarn og Italien. Selvom Frankrig havde genvundet en del af sin tabte position i årene umiddelbart før krigen, var udgangspositionen, sammenlignet med Tyskland, mindre gunstig. Tysklands befolkning voksede fra 1870-1914 fra 40 til 64 millioner, Frankrigs i samme periode fra 36 til 39 millioner. Tyskland var blevet en moderne dynamisk industristat, førende m.h.t. teknologisk udvikling. I 1913 udgjorde Frankrigs investeringer i de kemiske og elektriske industrier kun V3 af Tysklands. Frankrig stålproduktion var samme år 5 millioner tons, Tysklands var 17,32 millioner tons. (21). Frankrig havde nok oplevet en velstandsstigning, som gjorde landet til Europas bankier, men landet var kun i ringe grad blevet industrialiseret og urbaniseret. Derfor blev de økonomiske og menneskelige ofre, der skulle bringes, for at Frankrig kunne nå på nogenlunde samme militære niveau som Tyskland, og for at føre den totale krig, forholdsmæssigt meget større.
4. Det filosofiske miljø.
Det 19. århundredes tænkning blev domineret af Hegels historiske determinisme, der i korthed går ud på, at menneskeånden skal affinde sig med de prædestinerede evolutionskræfter. En videreudvikling af disse tanker findes i Darwins evolutionsfilosofi, som blev fremsat i »Origin of Species«, hvor han forsøger at give en videnskabelig forsvarlig løsning på problemet om de levende organismers udvikling. Darwins tanker blev grebet af Treitscke og Bemhardi og fortolket til at gælde nationerne imellem. Også her fandtes der en naturlig »struggle for life«, der resulterer i en »natural Selection«, af de nationer, der er bedst til at klare sig, »survival of the fittest« (22). Det kan næppe overraske, at de betragtede Tyskland som »fittest of survival«, og at et af ofrene i denne kamp ville blive Frankrig. I Frankrig opstod der omkring århundredeskiftet et modstykke til denne filosofi. Henri Bergson (1859-1941) skabte dette modstykke ved et opgør med den videreudvikling af Darwinismen, som havde fundet sted, især hos Herbert Spencer, hvis tanker, om at udviklingen måtte forstås materialistisk ud fra matematiske love (23), blev kritiseret af Bergson i afhandlingen »Essai sur les donnés immédiates de la conscience« (1899), og i »Evolution creatice« (1907). Spencer opløser udviklingsforløbet i faste elementer, som han forsøger at forstå som nye kombinationer af det forud givne. Bergson er åf den opfattelse (24), at udviklingen er en kontinuerlig bevidsthedsstrøm, som er lig med den egentlige væren eller virkelighed {la durée pure). Denne bevidsthedsstrøm kan sammenlignes med en række kontinuerlige overgange mellem forskellige kvaliteter, der gennemtrænger hinanden og danner et hele, hvor bevidstheden om det fortidige, det nuværende og det fremtidige går over i hinanden. Bevidsthedsstrømmen baner sig frem ad stadig nye veje, og derved frembringer den livsformer, der indeholder noget fundamentalt nyt, et elan vital, et livsopsving, der vel bedst kan sammenlignes med en kraft, der må finde udløsning, og som driver materien frem springvis.
I denne udvikling står mennesket højest, fordi det i et vist omfang forstår at gøre sig til herre over materien. Men menneskets forstand vil ofte reducere det egentligt levende til død materie i tid og rum. Modsat forstanden er intuitionen i overensstemmelse med livets inderste væsen. Intuitionen varetager kun de elementære livsfunktioner, men giver sikker vejledning i modsætning til forstanden. Bergsons filosofi fik stor indflydelse på fransk militær tænkning. Den fremkom på et gunstigt tidspunkt som et modstykke til den pessimistiske tankegang, at man måtte bøje sig for udviklingens kræfter. Bergsons analyse af viljens væsen førte til den fatale fortolkning (25), at Frankrigs esprit og élan vital, forstået som altbesejrende kampvilje, ville sætte det i stand til at slå tyskerne. Denne viljens mystik blev et væsentligt element i doktrinen om offensive å outrance.
II BAGGRUNDEN FOR DOKTRINEN 2
1. Det militære miljø.
Det forsmædelige nederlag, som den franske hær havde lidt i 1870, gav naturligvis hæren anledning til en dybtgående selvransagelse. Man analyserede årsagerne til nederlaget og konkluderede, at dette primært skyldtes fem forhold (26):
1) tyskerne var numerisk overlegne
2) den franske mobilisering var sendrægtig
3) lederskabet var passivt
4) administrationen var uduelig
5) der manglede samarbejde overalt
Analysens konklusion førte til, at man begyndte at studere, hvorledes sejrsherren var organiseret. Dette førte til en række reformer i den franske hær. I 1875 indførte man værnepligt, ændrede organisationen af hæren og forbedrede mobiliseringssystemet. Da den franske hær i intellektuel henseende havde stået i stampe fra 1815-1870, fandt man, at det var nødvendigt at oprette en pendant til Kriegsakademie i Berlin. Det skete i 1878 ved oprettelsen af École Militaire Superieure, som i 1880 ændrede navn til École Superieure de Guerre. Denne skole skulle varetage uddannelsen af generalstabsofficerer. Selve generalstaben blev i 1880 reorganiseret efter delvis preussisk mønster og fik navnet Grand Quartier General (27).
Også Preussens strategi og taktik blev nøje studeret, og det gav stødet til en veritabel åndelig vækkelse i den franske hær. Den franske strategi blev dog i de første mange år efter krigen domineret af en konstant situationsdannende faktor: de ugunstige terrænforhold, som grænserevisionen i 1870 havde resulteret i, og som gjorde Frankrigs østgrænse vanskelig at forsvare, da der ikke længere fandtes en naturlig hindrelinie. Man besluttede derfor at etablere en kunstig hindrelinie i form af en række forter, som skabtes i årene 1875-87 af ingeniørofficeren i Krigsministeriet, general Raymond Séré de Rivieres (1815-1895). Linien bestod af et befæstet område fra den schweiziske grænse til Epinal. Derefter kom den berømte åbning, Trouée des Charmes, beregnet til at kanalisere angribende tropper. Denne åbning begrænsedes af et befæstet område fra Toul til Verdun. Fra Verdun til den belgiske grænse var der ingen forter, da man regnede med, at Luxembourg og Ardennerne ville yde den fornødne beskyttelse, således at fjendtlige tropper ville blive kanaliseret snævert omkring Verdun. Den fransk-belgiske grænse var »forsvaret« af nogle få befæstede byer, La Fere, Maubeuge og Lille. Anden linie bestod af en række andenklasses forter og tredie linie af nogle befæstede byer i landets indre, bl.a. Paris (28). Den franske plan var at sinke fjenden ved forterne, mens man mobiliserede og samlede store hære i landets indre for at slå til mod tyske styrker, der brød gennem forsvarslinien (29) (se fig. p. 205). Genrejsningen af fransk militær tænkning skyldtes først og fremmest aktiviteten på École Superieure de Guerre, hvor en række fremtrædende officerer ændrede den defensive holdning, så en offensiv tankegang brød igennem i 1880’erne. Oberst Lewal var den første, der revolterede mod Jominis formalistiske analyse af Napoleon. Han beskæftigede sig i øvrigt mest med problemer vedrørende mobiliseringsfasen, som han mente var et af strategiens grundproblemer (30). Oberst Derrécagaix analyserede i sin bog La Guerre Moderne (1885) Napoleons breve og felttog, ud fra hvilke han søgte at deducere krigens principper, som han så anvendte som målestok for Preussens effektivitet i 1866 og 1870. Hans konklusion var, at deres sejre i mindre grad skyldtes deres ledere end en rigtig anvendelse af krigskunstens regler (31). General Maillard beskæftigede sig også med Napoleons opfattelse af krigsførelsen, i sin bog Elements de la Guerre (1885), og med den moderne krigs karakter. Idet han refererer til Clausewitz, understreger han, at defensiven vil være negativ i det lange løb, mens offensiven skaber af gøreisen. »Ødelæggelsen af fjenden er målet, offensiven er midlet« (32), konkluderer han. Han var endvidere af den opfattelse, at tyskernes overladelse af initiativet til underførerne var en fejl. Initiativet skulle være hos hærføreren, hvis vilje blindt skulle adlydes, mens den enkelte soldat i den enkelte kamphandling skulle vise initiativ. I den henseende var den franske soldat den tyske langt overlegen, mente han. Kaptajn Gilbert behandlede de samme emner som Maillard og nåede stort set til de samme konklusioner. Han nævnes først og fremmest her, fordi han i sin tid var en højt anset skribent, og fordi Liddell Hart i The Man Of Orleans (33) hævder, at Foch nærmest var et talerør for Gilbert, hvilket han dog ikke underbygger og næppe heller kan sandsynliggøres. Gilbert mener, at Napoleon er geniet, og at Clausewitz har forstået og fortolket ham korrekt. Han er af den opfattelse, at fremtidens krig vil blive en stor mødekamp, hvis udfald vil være afhængig af den enkelte soldats initiativ, hvilket favoriserer den særligt offensive franske ånd, furia francese (34). Denne opfattelse deltes også af general Bonnal (35), som i midten af 80’eme var chef for den strategisk-taktiske afdeling på École Superieure de Guerre. Han søgte at finde hemmeligheden bag Napoleons succes, og mente at have fundet den i den strategiske avantgarde (avantgarde générale), hvis opgave det var at tage føling med fjenden og binde ham for derved at lamme hans handlefrihed (36). Bonnal og hans tilhængere brød igennem med den offensive tænkning i 1884 og kom nogle år efter til at præge den strategiske planlægning i offensiv retning. Efter ententen med Rusland i 1892 havde man forpligtet sig til offensiven, og dette kom første gang til udtryk i plan XIV af 1898, som Bonnal var hjernen bag (37). Herefter var det den offensive holdning, der dominerede fransk militær tænkning, først og fremmest formuleret af Foch og Grandmaison. Inden de to sidstnævnte behandles nærmere, kan det ikke undgås at behandle tre personligheder, hvis værker fik en fundamental betydning for den retning, fransk militær tænkning tog.
2. Napoleon genopdages. Efter 1870 var den nationale drøm om la gloire blevet en sand besættelse. Alle militære tænkere, og ikke mindst den offensive skole, søgte tilbage til Napoleon, for at udlede de napoleonske principper for krigens førelse, af hvilke de fandt fire af særlig betydning (38):
1) Princippet om offensiven. »Jeg tænker ligesom Frederik den Store, at man altid skal være den første til at angribe.« »Det er en fejl at tillade, at man selv bliver angrebet.« »... man skal beslutte, om man skal rykke frem eller ikke, men så snart man har antaget offensiven, skal den tilskyndes til den yderste eks* tremitet.« (39).
2) Princippet om mobilitet. Her understreges betydningen af hurtighed for at økonomisere med tiden.
3) Princippet om overraskelse. Herved forstås den strategiske overraskelse: »Strategi er kunsten at udnytte tid og rum. Jeg hælder mindre til det sidstnævnte end til det første. Rummet kan tilbageerobres, det kan tabt tid aldrig.« (40).
4) Princippet om koncentration. Hvorved forstås, at den numerisk størst mulige styrke skal koncentreres på slagmarken, når afgørelsen skal falde.
De napoleonske principper blev på det nærmeste axiomer i den offensive skoles lære, således som det f.eks. kommer til udtryk hos Foch i Des Prineipes de la Guerre og i hans Mémoires, hvor han omtaler de allieredes genoptagelser af angrebsoperationeme i 1918 (41): »... det problem vi skulle løse, var sikkert ikke helt det samme som på Napoleons tid, det var i forhold hertil ti, ja hundredefold vanskeligere. Men disse yderst enkle grundsætninger, som vi skulle følge, var forblevet de samme: nøje udvalgte angrebspunkter, hurtige slag, en række velforberedte, i hurtig rækkefølge og med fuld kraft gennemførte offensiver, som ikke yder fjenden noget pusterum, en kamp, der stadig vokser i intensitet til fjenden er tvunget til at overgive sig, det er den napoleonske krigsførelses grundsætninger, som vi i al beskedenhed forsøgte at anvende.« Napoleon havde, ifølge Fuller (42) endnu et princip, princippet om sikring, som også Foch tillagde stor vægt, men som Grandmaison helt udelod af sin lære, ligesom essensen af følgende Napoleon-citat: »Defensiv krigsførelse udelukker ikke i højere grad angreb end offensiv krigsførelse udelukker forsvar.« (43)
3. Clausewitz opdages. Clausewitz blev »opdaget« i Frankrig af major Lucien Cardot i 1884. I en serie forelæsninger på École Superieure de Guerre (1885-86) understregede han Clausewitz’ doktriner om nødvendigheden af at ødelægge fjendens væbnede styrker i slaget, den moralske styrke som en vigtig faktor, og det simple direkte angreb som den vigtigste metode (44). Det var i øvrigt det år, hvor Foch blev optaget som elev på denne skole. I årene 1886-87 udkom oberstløjtnant Vatry’s oversættelse af Vom Kriege: Theorie de la Grande Guerre (45). I 1890 udkom Kaptajn Gilberts bog Essais de Critique Militaire I. Études sur Clausewitz, og derefter fulgte en strøm af fransk litteratur om dette emne. Det er hævet over enhver tvivl, at Foch var stærkt påvirket af Clausewitz’ strategiske ideer (46), hvorfor følgende 6 vigtige punkter skal nævnes (47), af hvilke man finder tydelige reminiscenser hos Foch: 1) opfattelsen af krigen som fortsættelsen af den politiske konflikt mellem stater med det tilførte element af vold. 2) doktrinen, at den absolutte krig er det, der skal tilnærmes i så høj grad som muligt, idet der ved absolut krig forstås krig, i hvilken volden tages i anvendelse til sin effektivitets yderste grænse. 3) doktrinen, at det er det voldsomme choks moralske styrke, i højere grad end det er geometriske manøvrer, som er det primære middel til at nå målet: at påtvinge fjenden sin vilje. 4) doktrinen, at tilintetgørelsesstrategien, d.v.s. ødelæggelsen af fjendens væbnede styrker, bør være det umiddelbare mål i krigen. 5) doktrinen om nødvendigheden af offensiven i krig, når som helst og hvor som helst den har en chance for at lykkes. 6) doktrinen, at det simple direkte angreb er det bedste. Af disse principper udledte Foch, at strategiens mål er sejren d.v.s. ødelæggelsen af fjendens magtmidler. Da sejren kun kan opnås ved kamp, medfører det, at strategiske fordele kun kan nås ved taktiske midler, primært slaget, som sigter mod ødelæggelsen af fjendens væbnede styrker i direkte kamp. Derfor må taktiske overvejelser altid involveres, når strategiske begreber udformes. Foch opretholdt dog en sondring mellem taktik og strategi, hvilket Grandmaison ikke gjorde. (48)
4. Ardant du Picq. Ardant du Picq (1831-1870) var fransk officer og faldt som regimentschef ved Metz i 1870. Han nåede kun at skrive to bøger, Le Combat de la Antiquité og Études sur le Combat. Disse værker blev publiceret i et militært tidsskrift i 1876-77, i 1880 kom Études sur le Combat i bogform, omend forkortet; først i 1902 udkom den i en uforkortet udgave, som, bortset fra Lev Tolstoi’s Krig og Fred, var den mest læste bog i de franske skyttegrave under 1. verdenskrig (49). Du Picq undersøgte i sine skrifter forholdet mellem de materielle og moralske elementer i krigen. Ved studiet af antikkens krigsførelse var han kommet til det resultat, at frygten må være udgangspunktet i den militære tænkning. Den skeptiske og illusionsløse romer forstod den menneskelige svaghed og skabte derfor legionen. Man kan ikke forandre mennesket, men disciplinen kan få soldaten til at kæmpe og undertrykke sin frygt, netop de minutter længere, der er afgørende for sejren. »Et angreb er da i virkeligheden en flugt gennem fremrykning.« (50) Jerndisciplin, fasthed og beslutsomhed er derfor skelettet i enhederne fra chef og befalingsmænd til de menige. I de romerske legioner var det mændene selv, der opretholdt disciplinen under kamp, og det bør også være tilfældet i dag. Soldaterne skal derfor uddannes, ikke bare i m ilitære færdigheder, men således at de udvikler en »esprit de corps«. Dti Picq tillægger derfor kvaliteten større vægt end kvantiteten, og går derfor imod den almindelige værnepligt. Den rette korpsånd kan kun nås hos professionelle soldater, hvor den skal skabe modet hos den enkelte, hvorved der forstås vilje, fasthed og beslutsomhed. Det afgørende ved en enhed er, om der eksisterer en sådan kollektiv vilje, for succes i kamp beror på den enkelte soldats mod og den lille enheds kollektive mod; den lille enheds mod er afhængig af den interne gensidige moralske pression, som finder sted ved gensidig overvågning, mænd imellem, der kender hinanden godt. (51) Denne understregning af moralens betydning og viljens magt blev med iver grebet af den offensive skole og gjort til et af de væsentligste elementer i dennes doktrin, selvom du Picq understregede, at disse elementer kun kunne udvikles fuldt ud i en professionel hær.
5. Ferdinand Foch. Ingen enkeltperson fik så stor indflydelse på udformningen af fransk militær tænkning før 1. verdenskrig som Ferdinand Foch (52). Den nærmest magiske udstråling, hans person besad, er beskrevet indgående af flere af hans medarbejdere, f.eks. Maxime Weygand, og et indtryk af hans inspirerende og inciterende stil kan fås ved at læse Des Principes de la Guerre. Etienne Mantoux karakteriserer hans indflydelse således: »Ved at forene fortidens traditioner med de opsigtsvækkende nyopdagelser, som havde fundet sted i hans læreår, i et enestående og originalt system, blev han genskaberen af fransk militær tænkning og den vigtigste og mest indflydelsesrige figur, som formede den franske officers intellektuelle udsyn før 1. verdenskrig.« (53) Hans to bøger, Des principes de la Guerre (1903) og Conduite de la Guerre (1904), blev den franske hærs Ny Testamente (54), hvor Napoleons breve og optegnelser var Det Gamle. Det er tidligere blevet nævnt, hvorledes Foch blev påvirket af Clausewitz, hvilket kommer til udtryk i indledningen til Principes de la Guerre, hvor han uddyber sine synspunkter om den moderne krig. Han påviser her, at en nations velstand består i at udnytte andre nationer, idet den moderne industri producerer flere varer, end den kan afsætte, og derfor er tvunget til at åbne nye markeder ved hjælp af våben. Da enhver borger i nationen har del i profitten, er det derfor i hans interesse, at dette fortsætter. Derfor vil også krigene blive ført med stadig større intensitet, når den enkelte borger føler sine interesser truet. »Man må derfor gå til den yderste grænse for at finde krigens mål. Da den besejrede part aldrig overgiver sig, før den er blevet frataget alle muligheder for at svare igen, er det mål, man skal nå, netop ødelæggelsen af disse midler til at svare igen.« Krigens karakteristika er således: »en national krig, en massernes krig, en voldsom krig og en krig i hastig udvikling.« »Derfor,« kan ifølge Foch, »den moderne krig kun anvende de argumenter, som fører til ødelæggelsen af den pågældende hær: nemlig slaget, nedkæmpelsen af fjenden med våbenmagt.« (55) Det fører til den konklusion, at det er de taktiske resultater, der tæller i krig. Foch er af den opfattelse, at der findes faste principper for krigens førelse, men at disse principper først skal kvalificeres gennem anvendelse i det enkelte slag, for i krig findes der kun specielle tilfælde, »alt har her individuel karakter, intet gentager sig selv.« (56) De principper, Foch nævner, er (57):
1) princippet om økonomi med kræfterne, hvorved forstås, at der skal samles et maksimum af styrker til angreb mod fjendens mest sårbare punkt, når afgørelsen skal søges.
2) princippet om handlefrihed.
3) princippet om fri rådighed over styrkerne. Disse to principper anvendes af Foch på en sådan måde, at deres betydning må siges at være sammenfaldende, idet de skal understrege betydningen af at tiltage sig og bevare initiativet og sin egen handlefrihed.
4) princippet om sikring (sureté). Sikring er et nøglebegreb hos Foch, og analysen af dette udgør over halvdelen af Des Principes de la Guerre. Det kan opløses i to dele: a. materiel sikring, hvorved forstås de foranstaltninger, der gør det muligt at undgå fjendens angreb, når man ikke ønsker at slå igen eller ikke kan, d.v.s. forsikringen om tryghed eller fysisk beskyttelse, b. taktisk sikring, der skal gøre det muligt at fortsætte udførelsen af en plan eller en modtagen ordre på trods af de ugunstige betingelser, som krigen altid skaber, d.v.s. at bevare sin handlefrihed ved viden om fjenden. En hærs handlefrihed beror derfor på dennes avantgarde, som er det vigtigste element i sureté. Den skal levere efterretninger ved opklaring, indtil hovedstyrken sættes ind, den skal dække hovedstyrkens koncentration og forberede dens ankomst til kamppladsen ved at binde den modstander, man vil angribe. Princippet om sikring, der var så væsentligt for Foch, blev skarpt kritiseret og afvist af Grandmaison, hvilket er en af de afgørende forskelle mellem dem. Foch var overbevist om offensiven og den moralske styrke, som de to afgørende faktorer. »Taktikken på slagmarken vil være bevægelsens taktik. Det sidste ord i offensiv eller defensiv kamp vil derfor være enheden i bevægelse, d.v.s. angribende.« (58). »Krig,« definerede han, »er de moralske kræfters domæne.« »Sejr - er den sejrendes moralske overlegenhed og den besejredes moralske nederlag.« »Slag er kampen mellem to viljer.« »Et vundet slag er et slag, hvor man ikke vil erkende sig slået.« (59). Som Fuller tørt bemærker til dette i The Conduct of War, det kan være meget rigtigt i en kamp med kosteskafter, men i et slag, hvor begge parter er bevæbnet med magasinrifler, er det nonsens, for uanset hvor høj angriberens moral kan være, yder den ham ikke beskyttelse mod projektilerne. De sider af Fochs lære, der her er trukket frem, skal tjene til at belyse dualiteten i Fochs karakter. Den ene side er fornuften, udtrykt i den berømte aforisme: »De quoi s”agit-il?«, eller som han sagde til eleverne på École Superieure de Guerre: »Man vil senere forlange af Dem, at De skal være en hærs hjerne, og derfor siger jeg til Dem: lær at tænke.« Selv besad han evnen til at tænke og udføre en analyse af Cartesiansk klarhed. (60) Det var denne fornuft, der ifølge Liddell Hart, gjorde ham i stand til »at undslippe sin egen læres mangler, da den blev konfronteret med kamppladsens virkelighed.« (61). Ifølge Aston (62) skal han have sagt til sin stab, da fronten var blevet stabiliseret i 1914: »Mine herrer, De skal nu glemme, hvad De har lært, og jeg skal gøre det modsatte af, hvad jeg har lært Dem.« Den anden side af Foch er det metafysiske element, udtrykt ved aforismen: »Victoire, c’est la volonté/«, en ophøjelse af viljen til en viljens mystik, en tendens, der fik yderligere næring af Bergsons filosofi om elan vital. Det blev desværre denne side af hans lære, som hans mange elever og tilhængere tillagde den største vægt.
6. Loiseau de Grandmaison. I 1911 blev der på École Superieure de Guerre afholdt to konferencer om strategi og taktik, hvor den franske hærs førende autoriteter var til stede. Disse to konferencer fik en skelsættende betydning for den franske hær. De gav anledning til, at doktrinen om offensive å outrance blev den gældende doktrin i den franske hær. Den blev på konferencen formuleret af chefen for G.Q.G.’s Troisiéme Bureau ((operationsafdelingen), oberst Loiseau de Grandmaison, i to forelæsninger, der, som general Palat udtrykker det (63), var »fyldt med originale synspunkter, udtrykt på en måde, der ikke var mindre original, gav disse forelæsninger en klar idé om den måde, hvorpå vi forestillede os, at krigen skulle føres.« Grandmaison var stærkt påvirket af Foch, hvis yndlingselev han i sin tid havde været. Men han lagde kun vægt på den metafysiske side af Foch’s lære, idet han havde grebet Bergsons filosofi om elan vital og kombineret den med Ardant du Picq’s og Foch’s viljemystik, således at irrationelle begreber som Velan og le cran (64) og la gloire blev væsentlige elementer i en strategisk/taktisk doktrin, som kun bør baseres på rationelle og logisk sammenføjede elementer. I sine forelæsninger gik han heftigt imod den hidtidige opfattelse af sureté. Han mente, at denne tendens til at ville sikre sig er farlig for den offensive ånd. Man forlanger af sikringen det, som den ikke må eller kan, nemlig give føreren den sikre viden, der kan udgøre hans beslutningsgrundlag. Det eneste, der giver sikring, er hurtige og dristige angreb over en bred front. Den chef, der venter med at beslutte sig til at indsætte sin hovedstyrke, til han har sikker efterretning om fjenden, vil blive bundet af denne. En sådan holdning bunder i, at føreren har bundet sig til en forudfattet manøvreidé (l’idée precongue), som i virkeligheden er defensiv-offensiv. Man skal i stedet fremelske en forudfattet holdning (l’ap-prehension precongue), som skal føre til: »d’une attaque large et brutale, sans arriere-pensee, et allant droit son chemin.« Derved opnås den ønskede sikkerhed, for: »et menneske, som man holder fast i struben, og som er optaget af at forsvare sig, kan hverken angribe os i flanken eller ryggen.« (65) Den eneste form for sureté, der kan accepteres, er en mindre avantgarde, som skal lokalisere fjenden m.h.p. hovedstyrkens angreb: »Nos avantgardes et, immédiatement derriére, nos gros seront offensifs sans delai, dans la direction de leurs objectif.« (66) Grandmaison sluttede med ud fra dette at formulere en »strategi mod tyskerne«: »Offensivens problem er at rykke frem således, at alle armeens korps kan deltage i det samme slag med alle deres styrker. Vor hovedstyrke må vi indsætte uden at afvente sikre efterretninger om fjenden ... Man må ikke lade tyskerne få tid til at forberede deres angreb i ro. Vi må komme det tyske angreb i forkøbet med en øjeblikkelig offensiv, ikke som hidtil forudset først med svage styrker, men straks med hovedmassen af vore kræfter. Denne offensiv må derefter gennemføres hensynsløst uden tanke om tilbagegang, uden bekymring for at den eventuelt mislykkes, uden at vige tilbage for at indsætte selv den sidste bataljon.« (67). Defensivens eneste berettigelse var: »lejlighedsvis udsparing af styrker på visse punkter, m.h.p. at indsætte dem i angrebet.« (68). Reserver skulle begrænses til det mindst mulige, for at blive indsat på steder, hvor angrebet mangler fremdrift. (69). Viljen til at angribe og bevare initiativet er et alt eller intet, og Grandmaison slutter sine forelæsninger med at sige: »I offensiven er uforsigtigheden den bedste sikkerhed ... lad os dyrke med lidenskab, med overdrivelse alt, hvad der bærer den offensive ånds mærke. Lad os gå til overdrivelsen, og måske vil dette alligevel ikke være nok.« (70). Grandmaisons tanker kom i afgørende grad til at præge både plan XVII og feltreglementet af 1913. Ved krigens udbrud førte Grandmaison en brigade og faldt i dennes første angreb. (71). Man fristes til at bemærke, at for en gangs skyld skete retfærdigheden fyldest.
7. Joseph Joffre. En anden vigtig følge af 1911-konferencerne var, at de fremkaldte et chefskifte i den franske hær. Den hidtidige designerede øverstbefalende, general Michel blev fjernet, fordi han ikke var i besiddelse af den rette offensive ånd. Han forudså i et memorandum til Conseil Superieure de la Guerre (72), at tyskerne ville udføre en omfattende manøvre gennem Belgien, hvorfor det franske forsvar skulle føres defensivt i linien VerdunNamur-Antwerpen. Endvidere foreslog han, for at møde tyskerne med en hær af samme numeriske størrelse som deres, at man til hvert linieregiment knyttede et reservistregiment. Denne tanke var i klar modstrid med den offensive skole, som mente, at reservister, fortrinsvis gifte mænd, ikke havde den fornødne élan til at udføre serier af bajonet angreb. En sådan hær ville være en dekadent hær (73). Krigsministeren, Messimy, der var tilhænger af den offensive skole, fik Michel fjernet, og efter lange og vanskelige forhandlinger fandt man frem til Joseph Joffre som hans afløser. Denne var 59 år gammel og chef for etapetjenesten, tidligere chef for ingeniørtropperne, og havde gjort tjeneste i mange år i kolonierne, men havde aldrig gennemgået en videregående uddannelse på École Superieure de Guerre. Hans vigtigste kvalifikationer var, at han var tilhænger af republikken, ikke aristokrat af fødsel og var klerikal. Ifølge Gallieni var han en »kølig og metodisk slider med en skarp hjerne.« (74). Ved J off res udnævnelse sagde Messimy til pressen: »Sammen med Joffre ... vil jeg stræbe efter at udvikle den offensive doktrin, som er begyndt at gennemtrænge den franske hær.« (75). Under Joffre blev plan XVII og feltreglementet udarbejdet, og de blev udelukkende præget af den offensive skole, fordi Joffres stab næsten udelukkende bestod af ungtyrker, Jeunes Tures, som tilhængerne af den Grandmaisonske skole kaldtes. I sine erindringer søger Joffre at lægge luft mellem sig og Grandmaison (76), idet han dog erkender, at han var for offensiven, men ikke kunne tilslutte sig den overdrevne offensive mystik, som blev doceret af Grandmaison. Også politikerne, ikke bare Messimy, var tilhængere af den offensive skole. Præsident Falliéres citeres af Joffre i dennes Memoires for en udtalelse den 9. januar 1912: »Nous sommes resolus å marcher droit å l’ennemi sans arriére-pensée, l’offensive convient au temperament de nos soldats et doigt nous assurer la victoire, å la condition de consacrer å la lutte toute nos forces actives sans expection.« (77). Selvom Joffre senere blev udsat for stærk kritik for sin måde at føre den franske hær på (han blev afsat i 1916, og afløst af general Robert Nivelle), kan ingen nægte, at han besad nogle meget væsentlige føreregenskaber: en formidabel autoritet, samt en utrolig evne til at holde hovedet koldt og nerverne i ro, hvilket reddede den franske hær fra et sammenbrud adskillige gange, f.eks. ved Mame og Verdun.
III DOKTRINENS UDFORMNING 3
1. Feltreglementet af 1913.
Efter et kommissionsar be j de udkom i 1913 det ny franske feltreglement. Det bygger på Grandmaisons tanker om krigens førelse, således som de blev formuleret på 1911-konferencerne, og indledes med ordene: »Den franske hær, der er vendt tilbage til sin tradition, tillader fremtidig kun en lov: loven om offensiv«! (78). Reglementet sondrer i øvrigt ikke mellem strategi og taktik eller strategisk og taktisk offensiv eller mellem ren defensiv og defensiv-offensiv. Ifølge reglementet skal man i moderne krig søge en hurtig afgørelse i slaget, som udført til bunds er krigens væsentligste handling. »Slaget skal, når det en gang er indledt, gennemføres helt, uden bagtanker, lige til kræfternes yderste grænse.« (80). »Slag er fremfor alt en moralsk kamp. Nederlag er uundgåeligt, så snart håbet om at erobre ophører med at eksistere. Det er ikke den, der har lidt mindst, der får succes, men den hvis vilje er mest fast, og hvis moral er stærkest.« (81). Reglementet foreskriver, at avantgarden skal anvendes, som Grandmaison havde krævet det. Infanteriet skal angribe på linie i tætte formationer og udvikler sin ildkraft, når det er kommet på skudafstand af fjenden. Derefter avancerer støtteenhedeme for at skubbe første linie yderligere frem i et bajonetangreb, og til sidst sættes reserverne ind som det sidste stød til den angribende styrke. Så indsættes kavalleriet mod de sidste rester af den flygtende fjende. Kavalleriet kæmper til hest og med arme blanche. (82). Artilleriets opgave blev formuleret således: »Det anerkendes i dag, at artilleriets hovedopgave er at støtte angreb ... Artilleriet forbereder ikke længere angreb, men støtter dem.« (83). Dette syn på artilleriets opgave fik den følge, at franskmændene ikke havde middeltungt artilleri ved division og korps, hvor tyskerne havde 18 stk. 10,5 cm haubitser pr. division og 16 stk. 15 cm tunge haubitser pr. korps. Man baserede sig udelukkende på de hurtigtskydende 75 mm feltkanoner, af hvilke et fransk korps havde 120, mens tyskerne havde 108 stk. 77 mm kanoner. 75 mm kanonen skød både bedre, hurtigere og længere end den tyske 77 mm, men franskmændene havde kun uddannet deres kanonbesætninger til at skyde på afstande under 5000 m, hvilket var indenfor de tyske kanoners rækkevidde. (84).
Denne mangel på artilleri, der var en del af den offensive skoles »filosofi«, skulle blive meget alvorlig, da fronterne stivnede, og man forsøgte at skabe gennembrud med artilleri. Først i 1917 havde man nået en produktion af piecer og ammunition, der svarede til behovet (85). Endnu i 1914 troede man på, at infanteriet var det vigtigste element i kampen, og rekrutterne skulle lære følgende sætning udenad: »Fra det øjeblik, da kampen begynder, må enhver soldat fanatisk attrå bajonetangrebet, som det højeste middel til at påtvinge fjenden sin vilje og vinde sejren.« (86).
Den offensive skole sondrede som nævnt ikke mellem strategi og taktik. Dette fremgik med al tydelighed af plan XVIL (87). Den indledes med ordene: »Ud fra et omhyggeligt studium af de foreliggende oplysninger er det sandsynligt, at en stor del af de tyske styrker vil blive koncentreret ved den fælles grænse.« »Uanset omstændighederne er det den øverstbefalendes hensigt med alle styrker forenet at rykke frem til angreb på de tyske armeer.« (88). Det er tvivlsomt, om man kan betegne plan XVII som en operationsplan. Den indeholder ingen angivelser af, hvad der er planens mål, men hensigten er at angribe under alle omstændigheder, som reaktion på et tysk angreb, hvis retning i virkeligheden er ukendt. Planen var ifølge Joffre: »a posteriori og opportunistisk.« (89). Det ville være mere præcist at kalde den en opmarchplan, som giver hver armé en række mulige angrebsretninger under forskellige forudsætninger. Planen foreskrev, at 2 franske armeer skulle angribe syd for Metz, idet 1. armé (Dubail) skulle koncentreres om Epinal, 2. armé (de Castelneau) omkring Nancy m.h.p. et sådant angreb. 5. armé (Lanrezac) skulle opmarchere mellem Verdun og Meziéres og angribe nord for Metz, mens 3. armé (Ruffey) skulle danne bindeleddet mellem de to hovedangreb og bl.a. belejre Metz. 4. armé (Langle de Cary) skulle være i reserve, og armeens indsættelse afhang af fjendens angreb. Gik dette gennem Belgien-Luxembourg, skulle den samarbejde med 5. armé. Kom angrebet frontalt på den fransk-ty ske grænse, skulle den indsættes til støtte for angrebet på højre fløj. Man håbede ved et fransk frontalangreb at afskære den tyske højrefløj fra resten af hæren, »som når man hugger armen fra kroppen ved skulderen« (90), samt at afskære de vigtige kommunikationslinier ved Metz. Et hovedformål med planen var naturligvis også at tilbageerobre Alsace og Lorraine. Planen var baseret på to forkerte påstande. For det første, at tyskerne ikke ville benytte både linie- og reserveenheder sammen, og derfor ikke ville være i besiddelse af tilstrækkelige styrker til at foretage den store omfattende bevægelse gennem Belgien, og samtidig angribe gennem Lorraine, hvilket G.Q.G. var overbevist om ville ske, da tyskerne havde afholdt størstedelen af deres armé-øvelser her, naturligvis for at vildlede fjenden. For det andet, at franskmændene var uimodståelige i angreb, så man blot behøvede at angribe frontalt mod det, man formodede var det tyske centrum, for at lamme ham. Mellem 5. armé og Kanalen var der kun reservistenheder og BEF (British Expeditionary Force), hvilket var katastrofalt, da tyngden i det tyske angreb netop gik gennem Belgien, vest for Meuse. På trods af tydelige indikationer på, at noget sådant var ved at ske, nægtede Joffre at ændre planen væsentligt. Man opmarcherede dog således: Lanrezac mod vest (Hirson-Sedan), Langle de Cary mellem Sedan og Malmédy, Ruffey nordøst for Verdun, de Castelneau øst for Nancy og Dubail øst for Lunéville. I sidste ende blev det BEF’s indsættelse ved Mons, der hindrede den store katastrofe på den franske venstrefløj. Det må dog anføres, at franskmændene var hæmmet i deres planlægning af forsvaret af den fransk-belgiske grænse. Som også Michel havde påpeget i sit memorandum til Conseil Superieure de la Guerre i 1911 skal denne grænse forsvares i Belgien for at få den fornødne dybde i forsvaret. Dette var ikke muligt p.g.a. Belgiens neutralitet. Hvis Frankrig havde krænket denne, havde det med sikkerhed mistet England som allieret, og da en del af den operative planlægning baserede sig på et snævert samarbejde med englænderne, måtte denne mulighed udelukkes på forhånd. Det var også en udbredt opfattelse, at tyskerne ligeledes for enhver pris ville undgå at få England som modstander, ikke mindst da der var al sandsynlighed for, at landet ikke kunne undgå at indvikle sig i en tofrontskrig. Man mente, at det var sandsynligt, at tyskerne ville foretage en krænkelse af Belgiens neutralitet ved at marchere »fredsmæssigt« gennem den sydligste del af landet og gennem Luxembourg, men øst for Meuse.
IV DOKTRINEN OG TEKNOLOGIEN 4
André Beaufre skriver om plan XVII og Schlieffen-planen, »at disse to planer fuldstændigt fejlberegnede de operationelle muligheder, som de midler besad, der var til rådighed på den tid.« (91). De fleste militære ledere erkendte ikke omfanget af den tekniske udvikling, som var sket i årene mellem 187(K1914. Både Tyskland og Frankrig havde indført magasinrifler, der anvendte røgsvagt krudt. Frankrig indførte i 1885 Lebelriflen, som man beholdt til den 1. verdenskrig. Den var da forældet, idet den var for tung og anvendte laderammer i stedet for magasiner. Den var derfor besværlig at lade under bevægelse, men den var lang, og med påsat bajonet var den nærmest en lanse, hvilket naturligvis passede til den offensive skoles forkærlighed for bajonetangreb. Maskingeværet var blevet teknisk forbedret, således at genladning skete ved kraften fra rekylen. Samtidig fandt man en metode til at optage piecers rekyle, hvilket betød, at artilleriets skudhastighed kunne øges betydeligt. De berømte 75 mm kanoner blev indført i Frankrig i 1891 af general Langlois. Disse våbentekniske forbedringer øgede hærenes ildkraft, og kombineret med skyttegrave og pigtråd blev de defensive muligheder forøget i en sådan grad, at de var de offensive klart overlegne. (92). Allerede i 1870 havde jernbanerne vist deres store militære betydning, og i forening med automobilet rummede de alle muligheder for at mobilisere, opmarchere og forsyne massehærene. De kommunikationsmuligheder man rådede over, telegrafi, telefon og ordonnanser, var utilstrækkelige til effektivt at kunne styre og kontrollere massehære under bevægelse. Den franske doktrin byggede ikke på erkendelsen af de militærteknologiske muligheder og begrænsninger, men derimod på abstrakt tænkning, baseret på myten om den særlige franske élan, moralens og viljens betydning og masseangrebet. Både Boerkrigen og den japansk-russiske krig havde afsløret defensivens enorme kraft. Men disse krige blev kun overfladisk analyseret, og i øvrigt blev de betragtet som værende eksotiske foreteelser uden forbindelse med den europæiske virkelighed. Hackett udtrykker det meget kontant i følgende citat: »Franskmændene gik ind i 1. verdenskrig som slaver af en abstrakt militær doktrin, som var fuldstændig uanvendelig, men som de kun med allerstørste besvær kæmpede sig fri af.« (93).
V DOKTRINENS INDFLYDELSE I ANDRE LANDE 5
1. England. Hidtil er doktrinen blevet behandlet som et rent fransk fænomen, hvilket er korrekt, for så vidt som det var franskmænd, der udviklede og formulerede doktrinen. Ikke desto mindre fik den indflydelse i England, Belgien og Rusland.
»Vi skal lære vore mænd, at det er med offensivt uddannede tropper, vi kan forsvare os selv bedst.« »Vi må lære ..., at bajonetten er sejrens symbol.« Dette er et citat fra en bog, der udkom i 1914 i London, Training Soldiers for War, skrevet af J.F. C. Fuller i årene 1912-13 (94). At Fuller senere i sarkastiske vendinger fordømmer den offensive skole, bortforklarer ikke det faktum, at den offensive ånd også var slået igennem i den yngre del af det britiske officerskorps. Oberst Henderson erklærede sig enig i den beskrivelse af et angrebs forløb, som var at læse i det franske infanterireglement af 1895 (95) og fortsætter med at understrege værdien af det frontale angreb, som også britiske officerer lærte det i Clery’s Minor Tactics i Camberley (96). Både general MacDougLas og Henderson delte general Maillards kritik af de tyske kompagnichefers frihed til at søge dækning i terrænet på bekostning af den egentlige angrebsretning. »Dækning udøver på denne måde en magnetisk indflydelse ..., som bataljonens integritet ikke kan tåle.« »Det er så rigtigt blevet sagt, at den kompagnichef, der, på trods af tab, løser den opgave, der er blevet pålagt ham, er en bedre chef end han, der »manøvrerer«.« (97). »Masseret orden er rygraden i et angreb.« Masseret orden altid, når det er muligt, spredt orden kun, når det er absolut uundgåeligt, var den lære, der blev doceret på Staff College og på Sandhurst. Henderson måtte dog revidere sin opfattelse efter Boerkrigen, og var, på opfordring af Lord Roberts, i færd med at skrive en up-to-date infantry drill-book, da han døde. Også oberstløjtnant Charles Repington priste så sent som i 1911 det franske infanteris angrebsånd og artilleriets mobilitet og kraft: Han var stærkt påvirket af Foch og var, som også Henderson, en trofast discipel af Clausewitz (98). Der er uenighed om, hvorvidt Sir Henry Wilson kan betegnes som »medlem« af den offensive skole. Bernhard Ash hævder i sin bog om Wilson (99), at han var så inficeret af Foch’s taktiske og strategiske lære, at han dannede en angio-fransk skole i militær tænkning. Briand Bond hævder, at det ikke kan nægtes, at påvirkningen er evident på det strategiske plan, men at det er højst tvivlsomt, om det kan sandsynliggøres m.h.t. det taktiske plan. Han hævder, at Wilson aldrig forfaldt til den Grandmaisonske version af Foch, idet han havde meget stor respekt for den tyske hærs træning og disciplin. Wilson var primært interesseret i stabsproblemer på det høje plan, hvor militære og politiske overvejelser griber ind i hinanden. (100).
I sin biografi om Sir Douglas Haig hævder John Terraine, at Haig, efter at have studeret de tyske og franske doktriner, var nået til den konklusion, at man ikke burde binde sig til en af de to landes militære anskuelser. Ifølge Terraine var Haig i besiddelse af en betydelig taktisk flexibilitet, udtrykt i følgende citat: »En hær, trænet til marcher over lange afstande, til at manøvrere hurtigt og kæmpe med den yderste beslutsomhed, vil være et godt instrument i en kompetent førers hånd, hvadenten situationen skal løses ved omgåelse i flanken eller ved gennembrud.« (101). Det står imidlertid fast, at Haig ikke var i besiddelse af den store fantasi, da det kom til stykket, hvilket de tætte engelske skyttekæder ved Somme er et tydeligt bevis for. Tilhænger eller ikke, i praksis var resultatet det samme: uhyrligt store tab. Konklusionen er, at også i dette spørgsmål viser forskellen mellem den kontinentale og maritime tankegang sig. Hvor franskmændene søgte at opbygge et mere eller mindre sammenhængende teoretisk system, forblev englænderne som helhed jordnære pragmatikere, som var optaget af at løse den britiske hærs særlige problemer, og derfor ikke tillagde teorierne den store vægt. Mangel på fantasi medførte, at man mere eller mindre helhjertet efterlignede den franske doktrin.
2. Belgien. Det belgiske officerskorps var som helhed tilhængere af den franske doktrin. På grund af det belgiske officerskorps særlige ringe status i befolkningens omdømme, understøttedes doktrinen af en særlig belgisk variant, at man skulle angribe for ikke at blive ignoreret. Kong Albert og hans militære rådgiver, Emile Galet, var dog modstandere af doktrinen (102).
3. Rusland. Grandmaisons to forelæsninger fra 1911 var blevet oversat til russisk og blev modtaget med begejstring i det russiske officerskorps, hvor man efter den russisk-japanske krig tragtede efter at genvinde noget af den tabte gloire. I den franske doktrin mente man at have fundet vidundermixturen. (103). At den russiske soldat i mange tilfælde kæmpede med en elan og cran, som ikke stod den franske tilbage, er detaljeret beskrevet i romanform af Alexander Soljenitsyn i bogen August 1914.
VI DOKTRINENS SKÆBNE UNDER DEN 1. VERDENSKRIG 6
Ved 1. verdenskrigs udbrud blev plan XVII sat iværk. Den tyske invasion i Belgien blev i begyndelsen ignoreret og betragtet som en afledningsmanøvre, et isoleret kavalleriangreb. Den franske vurdering var stadig, på trods af alarmerende efterretninger, at tyskerne ikke havde tilstrækkeligt med personel til at gennemføre et tyngdeangreb gennem Belgien, vest for Meuse. Tyskerne havde forberedt sig til at modtage det franske angreb gennem Alsace og Lorraine ved at placere 6. og 7. armé langs den fransk-tyske grænse med den opgave at lokke de franske armeer så langt ind i landet, at deres forsyningslinier ville blive spændt til det yderste. Derefter skulle kampen optages, så en indsættelse mod den tyske højrefløj blev gjort umulig. I perioden 14.-20. august rykkede franskmændene derfor frem uden at møde synderlig modstand. Men fra den 20.-24. august løb de ind i de tyske forsvarsstillinger og fik deres første lektion i defensivens fordel over for offensiven. De franske tab var så store, at tyskerne skønnede, at det kunne svare sig at foretage et modangreb, tanken om et nyt og gigantisk Cannae spøgte i den tyske overkommando. 1. og 2. armé måtte trække sig tilbage under voldsomme kampe. 5. og 4. armé var den 20. august blevet beordret til at angribe i Ardennerskovene, hvor de blev slået tilbage af 2. og 3. tyske armé, mens 1. tyske armé truede med at omgå hele den franske hærs venstreflanke. Det ville nu have været naturligt, om franskmændene havde indledt en henholdende kamp fra naturlige hindrelinier, forstærket af feltbefæstningsarbejder. Fra sådanne stillinger kunne man have udnyttet maskingeværernes og artilleriets store ildkraft, og dermed fået den fordel som defensiven havde vist sig at besidde. Oftest var det dog franskmændene, der angreb, skønt det var tyskerne, der var den invaderende part, idet et udslag af doktrinen var, at man ikke måtte eller ville afgive en tomme fransk jord, med mindre det var helt uomgængeligt nødvendigt. Senere, ved Verdun, skulle denne indstilling komme til at koste enorme tab. De franske angreb blev indledt efter feltreglementets forskrifter. Uden at tænke på skjul eller sløring forberedte man sig til angreb på åbne marker, hvor man var synlig for de tyske artilleriobservatører på meget lang afstand, ikke mindst på grund af de røde uniformsbukser og den mørkeblå kappe. Således kom man, allerede inden angrebet var begyndt, under kraftig beskydning af artilleri. Derefter rykkede man frem i rask gang, til man nåede på skudafstand af fjenden, hvorefter skyttekæderne afgav ild. Regimentschefen befalede derefter »a la baionette« bajonetterne blev påsat, og man rykkede hurtigt frem til storm med regimentsfanen i spidsen og musikkorpset spillende »La Marseillaise« [efter beskrivelse i »De gode viljer«, bind 15-16, Verdun, af Jules Romains]. Officererne var forrest, iført hvide handsker. Det blev af de yngre officerer anset for chik at dø med hvide handsker. (104). Det franske feltreglement havde anslået, at i stormfasen kunne infanteriet avancere 50 m på 20 sekunder, som var den tid, det ville tage at afgive sigtet ild efter en artilleribeskydnings ophør. Man mente, at granatkardæskilden fra 75 mm feltkanonerne ville neutralisere forsvaret, holde det nede og »tvinge det til at skyde i den blå luft.« (105). Virkeligheden var anderledes. Det tog kun 8 sekunder at afgive sigtet ild med et maskingevær, og selv under artilleribeskydning var det muligt at fortsætte skydningen fra selv nødtørftigt feltbefæstede stillinger. Følgerne af dette var meget store franske tab. Det anslås, at grænseslagenes tab på fransk side var 140.000 mand, hvoraf mange var officerer og befalingsmænd, der i overensstemmelse med den gældende doktrin udviste sand dødsforagt under kampene. (106). Tyskernes fremrykning fortsatte og truede nu Paris, hvorfor den franske regering forlod byen den 12. september. Den franske hær havde lidt store tab og var overalt på retræten, men den var endnu intakt. Tyskernes offensive kraft kulminerede i begyndelsen af september, og da man var plaget af store førings- og forsyningsproblemer, og da tropperne var udmattede efter den lange fremrykning, bød der sig en gunstig lejlighed for franskmændene til at møde tyskerne ved Mame den 4. september. Efter en række uhyrlige fejlbedømmelser mente tyskerne sig nødsaget til at gå tilbage til Aisne, hvor fronten stabiliseredes. Marneslaget kaldtes af franskmændene for et mirakel, og det er næppe helt forkert. Det er vanskeligt at ændre en taktisk doktrin midt i en krig, og det er vel nærmest at betegne som et mirakel, at franskmændene under en kaotisk tilbagegang var i stand til, før Marne, at ændre taktik, således at offensive å outrance i sin rene form blev afløst af en mere realistisk taktisk koncept ved J off res »Instruktion til alle armeer« af 24.8.1914 (107). Ifølge denne skulle samarbejdet mellem infanteri og artilleri forbedres. Artilleriet skulle forberede angrebene, infanteriet skulle angribe i spredt orden, og ikke længere over en bred front, men mod nøje ud valgte mål, og når målet var inde, skulle man reorganisere, bl.a. ved udførelse af feltbefæstningsarbejder. (108). Hermed blev Grandmaisons lære afskrevet, men det tog tid, før ændringerne trængte igennem systemet. Efter Marne stivnede fronten, og da ingen af parterne havde tilstrækkeligt med hurtigtskydende artilleri, kunne man nå at færdiggøre de store skyttegravanlæg, hvilket i virkeligheden gjorde gennembrud umuligt før i 1918. Efter adskillige mislykkede frontale angreb forsøgte man en variant: artilleri erobrer, infanteri besætter. Ved enorme ildforberedelser kunne man besætte fjendens forreste linier, men artilleribombardementet omskabte kampzonen til et kraterland, som krævede, at der skulle bygges veje for at kunne føre artilleri, reserver og forsyninger frem til en fortsættelse af angrebet. I mellemtiden havde fjenden gravet sig ned i nye stillinger eller bragt sine reserver frem til modangreb. Dette forhold kom klart til udtryk ved Somme-offensiven i 1916. Ved de berygtede Nivelle-offensiver i 1917 forsøgte franskmændene en ny taktik, som havde givet resultater i begrænset omfang ved Verdun, idet infanteriet efter ildforberedelsen skulle rykke frem under en rullende spærreild. Men tyskerne havde på baggrund af et nøje kendskab til planerne forberedt et effektivt forsvar, som i virkeligheden var det første skridt mod et bevægeligt forsvar. (109). De store tab, som denne offensiv medførte, foranledigede mytterier i 54 franske divisioner. (110). Petain blev derefter chef for den franske hær, og med Nivelle forsvinder den offensive ånd, der havde overlevet den taktiske del af doktrinen om offensive å outrance. Doktrinen dør ved Marne, og ånden udslukkes af Petain, for at udtrykke det lyrisk. André Beaufre skriver om Petain og Foch. »Enhver, der har studeret 1. verdenskrig, er klar over, at den militære sejr var et produkt af foreningen af Foch’s energiske strategi og Petains forsigtige taktik. Men det blev Petain, der kom til at præge den franske hær, således at den kom til at antage en alt for defensiv holdning.« (111). Doktrinens sørgelige skæbne fik den følge, at Frankrig i mellemkrigsårene byggede det vældige forsvarsværk, Maginotlinien, som man troede, på baggrund af krigens erfaringer, ville yde den optimale beskyttelse. Da 2. verdenskrig brød ud, var man endnu en gang helt ude af trit med den teknologiske og deraf medfølgende taktiske udvikling. Ydermere var man ikke længere i besiddelse af den offensive ånd, der kunne have øget kampmoralen, og resultatet blev som bekendt »den største nationale katastrofe i Frankrigs historie.« (112).
KONKLUSION OG AFSLUTNING
»Når et samfund ser på sine væbnede styrker, ser det i et spejl: hvis spejlet er et rigtigt spejl, vil det ansigt, det ser, være dets eget.« (112). Frankrigs hær 1914 var et godt spejlbillede af det franske samfund. Begge byggede deres idealer på myter, og begge var stagnerende med tendens til dekadence. Man havde ingen anelse om, hvilke krav den moderne krigsførelse ville stille nationen over for. De få, der havde læst Ivan Bloch, havde formentlig afvist ham som latterlig. De teknologiske muligheder modsvarede ikke de industrielle og sociale muligheder for indsættelsen af massehære. Kun få havde forståelsen for dette. Det gjaldt ikke alene franskmændene, men alle de krigsførende parter. Michael Howard ridser problemstillingen op således: »I 1914 var alle de krigsførende fælles om en doktrin om offensivens dominans og uundgåeligheden af hastige og afgørende felttog. ... I denne situation, når alle begynder på et forkert grundlag, går fordelen til den part, som hurtigst er i stand til at tilpasse sig det nye og ukendte miljø og lære af egne fejltagelser ... Hvad der betød noget i 1914 og derefter, var evnen til i tide at gennemtænke disse nyskabelser og udvikle evnen til at anvende dem eller imødegå dem.« (113). Det var den tids problematik, og det er formentlig også vor tids. Der er en del sandhed i Howards påstand, at uanset hvilken doktrin en hær arbejder med på et givet tidspunkt, vil den være forkert, fordi det militære miljø har tendens til at fremme »den disciplinerede accept af traditionelle løsninger og værdier«. Rigtigheden af en militær doktrin kan kun afgøres i praksis, og da det paradoksale ved det militære erhverv er, at det udøves først og fremmest med det formål aldrig at komme i anvendelse i krig, stiller det unægteligt meget store krav om forståelsen af teknologiske, sociale og politiske forandringer. Det betyder, at de egenskaber, der skal opøves, er, ved disciplineret, rationel tænkning, at kunne udskille det konstante fra det variable, eller som Foch formulerede det kort, til eleverne på École Superieure de Guerre: »lær at tænke«.
NOTER:
1. 65 mio. havde været mobiliseret, 9 mio var faldet eller døde af deres sår, 7 mio var blevet invalider, jfr. Sven Henningsen Det 20. årh. bd. II, p. 49 ff.
2. jfr. The Conduct of War og The Man of Orleans.
3. The Fall of France p. 39 ff.
4. cit. eft. OL K. V. Nielsen: Sikkerhedspolitisk begrebsramme, Kompendium okt. 1973.
5. Cit. eft. O. R. H. Jensen: Den taktiske og operative udvikling til lands.
6. Carrias p. 264.
7. Krabbe p. 28.
8. Tuchmann p. 44.
9. Krabbe p. 52.
10. ibid. p. 129 ff.
11. ibid. p. 128.
12. ibud. p. 121.
13. Richard M. Watt p. 30 ff.
14. Oron Hale p. 24 ff.
15. Watt p. 32.
16. Barnett: Ansvarets byrde bl. I, p. 51.
17. Howard: Militærvidenskab i en fredsperiode.
18. f.eks. ved hærreformen i 1875, i Gambettes korte regeringstid og da Boulanger var ved at tage magten.
19. Krabbe p. 162 ff.
20. Marshall-Comwall p. 33 ff.
21. Barnett, bd. II, p. 46 ff.
22. Jfr. Oron Hale, kap. 4.
23. Jfr. Berlinske filosofi bibliotek, Bergson p. 7 ff.
24. Jfr. Bertrand Russell p. 661 ff.
25. Tuchmann p. 45.
26. The Theory and Practice of War p. 77.
27. Carrias p. 268 ff.
28. Edmonds: The Military Operations, France and Belgium 1914 vol. I, p. 14 ff.
29. The Theory and Practice of War p. 80.
30. Carrias p. 272 ff.
31. ibid. p. 274 ff.
32. ibid. p. 278.
33. op.cit p. 26 ff.
34. Carrias p. 280.
35. Guillaume Bonnal (1849-1917) chef for Ecole Superieure de Guerre 1902-1906.
36. The Man of Orleans og Carrias, hhv. p. 23 og p. 281.
37. Carrias p. 284 ff.
38. Jfr. Fuller: The Conduct of War 1789-1961, kap. Ill, p. 48 ff.
39. ibid. p. 49.
40. ibid. p. 50.
41. op.cit. p. 118, vol. II.
42. Fuller p. 49.
43. ibid. p. 51.
44. Jfr. Roger Ashley Leonard, ed., A Short Guide to Clausewitz On War, p. 35.
45. ibid. p. 36, i 1849-51 udkom i forholdsvis ubemærkethed en oversættelse: De la Guerre, par le General Clausewitz, publication posthume, traduité par le major d’artillerie Neuens.
46. Påvist af Beierhaus i Historische Zeitschrift, 1943, bd. 168 i artiklen: Descartes oder Clausewitz? Ein Auseinandersetzung mit der Foch-Legende, se Werner Hallweg: Das Clausewitzbild einst und jetzt, indledning til 17. udg. af Vom Kriege.
47. cit. eft. Dallas Irvine: The French Discovery of Clausewitz jfr. A. Short Guide to Clausewitz p. 32.
48. André Beaufre definerer strategi således: strategi er kunsten at bruge magt således, at den bidrager til opnåelsen af politiske mål. Taktik kan defineres således: kunsten at føre kampenheder frem i nærheden af eller til kontakt med fjenden, og at styre og kontrollere anvendelsen af tropper under kamp. Jfr. OL K. V. Nielsen: Krigskunst, kompendium august 1968.
49. Makers of Modern Strategy p. 207.
50. ibid. p. 212.
51. ibid. p. 214.
52. Ferdinand Foch (1851-1929) af biografiske data skal nævnes: lærer i krigshistorie og strategi på Ecole Superieure de Guerre 1894-1901, chef for denne skole 1908- 1911. 1913 cher for XX korps i Nancy, som han førte ved krigens udbrud i grænseslagene. Ved Mame var han chef for 9. armé, og 14.4.1919 blev han øverstkommanderende for samtlige allierede styrker i Frankrig. Udnævnt til Maréchal de France 6.8.1918.
53. Makers of Modern Strategy p. 218.
54. Fuller p. 122.
55. ibid. p. 124 ff.
56. cit. eft. Makers of Modem Strategy p. 219.
57. Liddell Hart p. 464 ff.
58. Fuller p. 126.
59. Makers of Modem Strategy p. 220 ff.
60. André Beaufre: The Fall of France p. 40.
61. cit. eft. Makers of Modem Strategy p. 219.
62. The Late Marchal Foch p. 83.
63. Palat p. 274.
64. ordet var et modeord i hæren og betyder: pågåenhed, dristighed, selvsikkerhed.
65. Palat p. 275 ff.
66. ibid. p. 277.
67. cit. eft. O. H. R. Jensen p. 49.
68. Tuchmann p. 49.
69. Palat p. 276.
70. Carrias p. 296.
71. Wat p. 63.
72. Det øverste krigsråd, hvis besluttende medlemmer var: Konseilspræsidenten, udenrigt-, finans-, krigs-, koloni- og marineministeren, samt som rådgivende medlemmer: den designerede øverstbefalende med stabschef samt visse vigtige militære chefer, jfr. Les Armée9 Frangaises dans la Grande Guerre, Tome 1-1, p. 15.
73. Tuchmann p. 49 ff.
74. ibid. p. 52.
75. Liddell Hart p. 66.
76. Memoires du Maréchal Joffre p. 32 ff.
77. op. cit. p. 34.
78. Décret du 2 decembre portant Reglement sur le service des Armées en campagne.
79. cit. eft. Tuchmann p. 51.
80. Palat p. 281.
81. cit. eft. Tuchmann p. 51.
82. jfr. Carrias p. 97 og Principes de la Guerre p. 321 ff.
83. Barnett, bd. I p. 48 ff.
84. se note 81.
85. Aron: The Century of Total War p. 18.
86. Alistair Horne: Verdun 1916 p. 18.
87. den 17. reviderede operationsplan siden 1870.
88. cit eft. Edmonds, Appendix 9 p. 501.
89. Tuchmann p. 54.
90. Tuchmann p. 55.
91. The Theory and Practice of War p. 138.
92. Jfr. Fuller p. 134 ff.
93. Hackett: The Profession of Arms p. 50.
94. Luvaas p .339.
95. The Theory and Practice of War p. 85.
96. ibid. p. 85-86.
97. Luvaas p. 234.
98. ibid. p. 315.
99. The Lost Dictator: A Biography of Field Marshal Sir Henry Wilson, cit. eft. Army Quarterly, jan. 72, p. 173 ff.
100. Jfr. artiklen Sir Henry Wilson and The Staff College 1906-10 i Army Quarterly som noten før.
101. John Terraine: The Educated Soldier p. 47ff.
102. Tuchmann p. 112 ff.
103. ibid. p. 70.
104. Spears p. 37, Liaison 1914.
105. Tuchmann p. 220.
106. ibid. p. 251.
107. Liaison 1914: Appendix XXII p. 519 ff.
108. Tuchmann p. 253.
109. O. H. R. Jensen p. 52.
110. imid. p. 53.
111. The Theory and Practice of War p. 134.
112. The Fall of France p. 34.
113. Hackett p. 52.
114. Howard: Militærvidenskab i en fredsperiode.
BIBLIOGRAFI
Maréchal Foch: Mémoires pour servir a Vhistoire de la guerre de 1914-1918, tome 1-2. Libraire Plon 1913, Paris. General Foch: Des Principes de la Guerre. Berger-Levrault, Editeurs, Paris 1911, Troisiéme edition. Le Colonel (FArtillerie F. Foch: De la Conduite de la Guerre. Berger-Levrault, et Cie, Editeurs, Paris 1904. Mémoires du Maréchal Joffre 1910-1917. Tome 1-2. Libraire Plon, Paris 1932. Eugene Carrias: La Pensée Militaire Frangaise. Presses Universitaires de France, 1947. Makers of Modem Strategy, Military Thougt from Maciavelli to Hitler, edited by Edward Mead Earle. Atheneum 1966, New York. Major-General J. F. C. Fuller: The Conduct of War 1789-1961. Eyre & Spottiswoode, London 1962. General Sir James MarshalLCornwall: Foch as Military Commander. B. T. Batsford Ltd., London 1972. B. H. Liddell Hart: The Man of Orleans. Eyre & Spottiswoode, London 1931. General Palat: La Grande Guerre sur le Front occidental. Tome I. Barbore W. Tuchmann: Kanoner i august 1914. Forlaget Fremad 1964. The Army Quarterly & Defence Journal, vol. 102 No. 2, January 1972. Briand Bond: Sir Henry Wilson and the Staff College 1906-10, og OKT. 1972, Brigadier C. N. Barclay: France and Belgium 1914. The Theory and Practice of War, Essays presented to B.H. Liddell Hart, Editor: Michael Howard, Cassell 1965. Kompendier, Hærens Officersskole: OL K.V. Nielsen: De landmilitære doktriner i den 1. verdenskrig. » Den klassiske krigsteori. » Krigskunst. Michael Howard: Militærvidenskab i en fredsperiode. Fransk planlægning 1914 (uddrag af Edmomds: Military Operations France and Belgium, 1914, vol. I.) André Beaufre. The Fall of France 1940. Cassell, London 1965. Desuden er følgende kilder blevet benyttet: Corelli Barnett: Ansvarets byrde, bd. I-ll. Paludans fiol-bibliotek, Jørgen Paludans Forlag, 1968. Richard M. Watt: Dare Call It Treason. Chatto & Windus, London 1964. A Short Guide to Clausewitz On War, ed. by Roger Ashley Leonard. Weidenfeld and Nicolson, Lonudon 1967. Carl Von Clausewitz: Vom Kriege. 17. udgave. Ferd. Diimmlers Verlag, Bonn 1966. Or on J. Hale: The Great Illusion, 1900-1914. Harper & Row, Publishers, New York, Evanston, and London 1971. De store tænkere: Henri Bergson, med indledning af Peter Kemp. Berlingske Filosofi Bibliotek. Berlingske Forlag 1968. Bertrand Russell: Vestens filosofi, bd. II. Munksgårds Forlag 1962. Jay Luvaas: The Education of an Army, British Military Thought, 1815-1940. Cassell, London, 1965, 2. udgave. John Terraine: Douglas Haig, The Educated Soldier. Hutchinson of London, 1963. Brigadier-General E.L. Spears: Liaison, 1914. William Heinemann LTD, London 1930. Ludvig Krabbe: Frankrig 1870-1940. Den tredje republiks politiske historie. Udgivet af Instituttet for Historie og Samfundsøkonomi i kommission hos Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag, København 1945. General Weygang: Foch. Flammarion 26, Rue Racine, Paris 1947. Major-General Sir George Aston: The Biography of the Late Marshal Foch. Hutchinson & Co. (Publishers) LTD, 34-36 Paternoster Row, London, E.C.4.1929. B.H. Liddell Hart: History of the First World War. Pan Books LTD: London, 1972. Alistair Home: Verdun 1916. Gyldendal 1966. Et hundredeårs minde, Det Krigsvidenskabelige Selskab 1871. 1971. Redigeret af Oberst M. Amstrup. København 1971. O. H.R. Jensen: Den taktiske og operative udvikling i krigen til lands. Les Armées Frangaises dans la Grande Guerre. Tome LI samt annexes. Ministére de la Guerre, etat-major de Farmée-service historique. Paris, Imprimerie Nationale 1922. Colonel J. Revol: Histoire de UArmée Frangaise. Paris - Librairie Larousse. 1929. Brigadier-General V.J. Esposito: A Concise History of World War I. Pall Mall Press, London 1964. Discours de réception a VAcadémie Frangaise de Maréchal Foch et Reponse de Raymond Poincaré. Editions & Librairie E. Chiron, Paris 1920. John Terraine: The Western Front 1914-18. Hutchinson of London, 1964. Raymond Aron: The Century of Total War. Derek Verschoyle, London, 1954. Brigadier-General E.L. Spears: Prelude to Victory. Jonathan Cape, Thirty Bedford Square, London, 2. udg. 1940. Sir Llewellyn Woodward: Great Britain and the War of 1914-1918. Methuen & Co. LTD, London 1967. Alistair Horne: Death of a Generation. American Heritage Press, New York 1970. Jules Romains: De gode viljer, bd. 15-16. Det Schønbergske Forlag, København 1949.
