Log ind

Offensiv Aand eller „rent Forsvar“s Aand?

#

I Mil. Tidsskr. Nr. 5/1935 har Oberstløjtnant Hartz afsluttet en meget interessant Artikel „Kampvognskrig“ med Ordene: Efterhaanden som Udviklingen skrider frem, og Hærene motoriseres og mekaniseres, vil der for de smaa Staters Hære (saafremt de ikke raader over Kampvognsstyrker) kun være een Form for Kamp: „Det rene Forsvar“. Oberstløjtnant F. Johansen har i Mil. Tidsskr. Nr. 7/1935 gentaget disse Ord med Tilføjende, at Oblt. Hartz her „rører ved et Punkt, som kan faa overordentlig Betydning for Sammensætningen af de smaa Staters hele Kampudstyr og da ikke mindst for vort eget Vedkommende......... Han (Oblt. H.) aabner for et Perspektiv, der rejser Spørgsmaal, som vil kunne faa indgribende Indflydelse paa Organisation og Udrustning af vort hele Militærapparat.“ Da jeg indtil nu forgæves har haabet paa i Mil. Tidsskr. at finde Protester mod denne rene Forsvars-Aand, tillader jeg mig at rejse det Spørgsmaal: Kan den Tanke for Alvor slaa Rod i den danske Officer, at vor Hær kun skal anvendes til „rent Forsvar“ ? Hvorledes skal vi da stille os overfor en fjendtlig Landgang paa Sjælland? Skal vi uhindret lade Fjenden sætte sine Divisioner i Land, medens vi indretter os (hvor?) paa „et rent Forsvar“, det vil altsaa sige Nedskydning? — Og hvorledes skal vi stille os overfor en fjendtlig Fremrykning over den jydske Grænse? Skal vi anvende den jydske Division kun til „et rent Forsvar“ i Sønderjylland? Hvad saa, hvis Fjenden yderligere landsætter Tropper i Nørrejylland, altsaa bag „det rene Forsvar“s Ryg? Hvorledes kan det overhovedet tænkes, at vor Hær har nogensomhelst Mening eller Berettigelse uden gennem hensynløs Offensiv mod ethvert fjendtligt Besættelsesforsøg? Overfor en Landgang paa Sjælland straks kaste overlegent Modangreb mod de landsatte Styrker, hvor de end optræder (Jernbaner og Motorisering skal muliggøre dette), og overfor en fjendtlig Indrykning i Sønderjylland: en kraftig, forberedt Forsvarsstilling i Sønderjylland, besat af særlige Grænsebesættelsestropper, medens Felthæren (i Øjeblikket kun Jydske Division) skal staa klar til Offensiv enten mod den Fjende, der angriber vor sønderjydske Forsvarsstilling (som vi snarest bør have indrettet), eller mod ethvert Landgangsforsøg andetsteds. Kun paa dette Grundlag skal vort Forsvar bygges og vor Hær uddannes. Og kun dette kan tvinge en Angriber til Respekt for vort Forsvar og til at overveje, inden han vover et Angreb paa vort Land. Feltrglm. I B, Pkt. 137, siger: „Det rene Forsvar bør ikke anvendes som selvstændig Kampform, naar man vil søge en Afgørelse, idet det ifølge Sagens Natur ikke tilstræber det positive Maal at ødelægge Modstanderen, men kun det mere negative at hævde et bestemt Terrain.“ Skal Hæren ikke have det eneste for Øje: at ødelægge Modstanderen, saa lad os være fri for en Hær. Thi en Hær uden offensiv Aand og dermed uden Sejrsvilje er kun „Kanonføde“. Fiihrung und Gefecht, Pkt. 10, siger: „Angrebet alene skriver Loven for Fjenden. Troppernes og Førernes Overlegenhed kommer her bedst til at gøre sig gældende“, og sammes Pkt. 12: „Forsvaret er kun berettiget overfor en stærk overlegen Modstander og for at muliggøre et Angreb paa andre Steder eller paa et senere Tidspunkt.......... Selvom Forsvarerens Styrke er nok saa ringe, maa hans Stræben gaa ud paa at slutte Kampen med Angreb og derved slaa Fjenden afgørende.“ Se, det er en anden Aand end „rent Forsvar“s Aand! Nej, vi skal tværtimod indblæse vor Hær en ny og bedre Aand: Angrebsaanden, saavist som Angrebet paa rette Tid og Sted er det bedste Forsvar. Enhver Befalingsmand og menig bør gennem Reglementer og Øvelser gennemsyres af Handlekraft, Ansvarsglæde og offensiv Aand, der næst efter Fædrelandskærligheden skal være de bærende moralske Egenskaber i vor H ær; saavist som det ikke er Vaabnene, Materiellet alene, der betinger Sejren, men ogsaa Manden bagved, resp. Føreren. Og heri føler jeg mig da ogsaa overbevist om at være enig med begge de Herrer Forfattere. Men lad os faa Mod, Handlekraft og Ansvarsglæde i Højsædet og ikke „rent Forsvar“s Aand, thi ellers faar vi en Hær af Nathuer i Stedet for en Hær af Helte. Med vor nu saa sørgeligt reducerede Hær maa det atter og atter fremhæves, at hvad vi mangler i Størrelse, maa vi se at genvinde i Hurtighed og Slagkraft. Derfor bør det gælde fra øverste til laveste Fører: Angrib!

Hvorledes skal vi med „et rent Forsvar“s Aand skabe „et Fodfolk med usvækket Mod“ (Feltrglm. I B, Pkt. 184). Vore Reglementer maa derfor ogsaa tages op til fornyet Revision, for at den rette Kampaand kan blive indblæst, som anført i Kampreglmt. f. Fodf. Pkt. 1 (2’ Stk.), 2 (2’ Stk.), 51 (næstsidste Stk.), 54 (sidste Stk.), 157 (2’ Stk.), 172, 231 (2’ Stk.), 233, 242, Feltrglmt. I B, Pkt. 5, 15 (1’ Stk.), 113 (1’ Pkt.), derimod ikke tilstrækkelig offensivt, spec. i Bestemmelserne om Storm og Indbrud, Feltrglmt. I B, Pkt. 14, 311 (2’ og 3’ Stk.), 183, 184, 185 (5’—6’ Stk.), 187, 211, 219, 222, 230 (2’ Stk.), 235, 236, 237, 240 (1’ Stk.), 243, 244, 246, 247 (1’ Stk.) O . S . V .

Eksempelvis skal til Sammenligning med vore Bestemmelser for Stormen (Kamprglmt. Pkt. 183—185 og 246) anføres „der Infanterist“, 1934—35, II, der Einbruch (Side 220—223), bl. a. saalydende: „Kort før Indbruddet skyder det lette Maskingevær paa Indbrudsstedet eller paa den Fjende, der behersker dette. Geværskytterne, som i det næste Spring skal fare frem i Struben paa Fjenden, gør klar til Nærkampen.......... Bajonetterne paasættes, Magasinet efterfyldes, og Haandgranaterne gøres klar til Kast. Paa Raab, Fløjt eller Kommando styrter alle frem og slynger Haandgranaterne. Saasnart disse er sprængte, styrtes samlet og med hensynsløs Kraft over Fjenden. De samtidige Hurraraab, der for Angriberen tillige er en Udløsning og en Opildnelse, lammer Fjenden. Den Afdeling, der nu i dette Stormløb bliver liggende foran Fjenden, er fortabt. Den allerede rystede Fjende vil faa Tid og Kræfter til at samle sig og skyde Angriberen sønder og sammen......... Haandgemænget er Kampens Klimax. For dens Skyld er Du stormet frem. I den udfolder sig hele den i Mennesket skjulte, dyriske Kraft. I den er ethvert Middel godt, blot det fører til Sejr. Den er til syvende og sidst intet andet end den nøgne Kamp for Tilværelsen“ o. s. fr.

Kun gennemtrængt af Sejrsvilje kan den danske Hær løse sin Opgave, en Sejrsvilje bygget paa Bevidstheden om, hvad vi kæmper for, og paa Bevidstheden om, at Landet — Rigsdag og Folk — har gjort sit bedste for at give os Midlerne til at gennemføre Kampen (men dette sidste skal altsaa ogsaa til!).

*)„Kun Angrebet — i dets afgørende Form — kan føre til Fjendens fuldstændige Nederlag.------------Alle andre Kamphandlinger tjener det ene Formaal: at opspare Kræfter til dette Angreb og at støtte og sikre det.“ -----------dann los!

K. Jagd.