Log ind

Oberst N.P. Jensen - frontkæmper og militærhistoriker

#

Af major Ole A. Hedegaard, der er leder af Hærens Militærhistoriske Arbejder.

"Jeg skal ikke nægte, at vi danske Krigshistorikere i Nutid og Fortid er og har været Autodidakter, men det er aldeles ikke det samme som Dilettanter. Vil man ikke anerkende os som akademisk uddannede Arkitekter, saa skal man indrømme, at vi har slæbt meget brugbart Materiale sammen til den historiske Videnskabs Tempel, ja endog paa egen Haand opført en og anden større eller mindre Bygning, som slet ikke er saa helt daarlig endda ". (Generalløjt., dr. phil.h.c. A.P. Tuxen v. det nordiske historikermøde i Kristiania 1920).

Oberst N.P. Jensen, mangeårigt medlem af og flittig foredragsholder i Det Krigsvidenskabelige Selskab, er nærmest en fabel, en myte i dansk militærhistorie, og det er ikke tilfældigt, at jeg som undertitel har valgt at skrive: "frontkæmper og militærhistoriker". Jeg burde måske have ændret undertitlen til "militærhistoriker og frontkæmper", for det var - hans smukke våbendåd og livslange tjeneste ufortalt - primært som militærhistorisk forsker og forfatter, han gjorde sig bemærket, men han var i høj grad begge dele samtidig med, at han også overkom en politisk virksomhed som byrådsmedlem, foredragsholder og folketingsmand. Han er ubetinget en af hærens mest ansete og produktive militærhistorikere. Mit indlæg kan måske samtidig tjene som en slags kommentar til chefen for faggruppe krigshistorie og statskundskab på Hærens Officersskole oberstløjtnant J.P. Olsens detaljerede og interessante artikel "Gode vilkår for krigshistorie og statskundskab på Hærens Officersskole" i juninummeret 1996 af "Militært Tidsskrift".

Det er ubetinget et højst velkomment og - selvfølgelig! - yderst kompetent indlæg, som (forhåbentlig ikke forgæves!) spænder forventningerne til en kommende, øget militærhistorisk forsknings- og forfattervirksomhed i etaten højt. Det emne, som forfatteren med sit informative indlæg her behandler, og som hidtil nærmest mere eller mindre ubevidst har været forvist til krigsvidenskabens udenværker, bør klart vække til eftertanke og afstedkomme en åben og fordomsfri diskussion i officerskorpset. En sådan bør vel primært komme til udtryk i dette tidsskrifts spalter som det mest naturlige forum for at øge interessen i etaten for denne fornemme og vigtige del af vort lands historie. Desværre beskæftiger oberstløjtnanten sig overhovedet ikke med den for officerskorpset penible sag: Hvorfor er der i vore dag ingen officerer, som efter afslutningen af skolen og undervisningen i krigshistorie seriøst kaster sig over emnet med henblik på et forfatterskab eller en foredragsvirksomhed, bl.a. som en form for PRvirksomhed for forsvaret som en naturlig og integreret del af vort samfund?

Niels Peder Jensen blev født 28. oktober 1830 på Vesterbrogade 10 i København, som søn af farver og trykker Johannes Otto Jensen. I 1839 kom drengen i "Efterslægtsselskabets Realskole", der den gang med rette blev anset for byens bedste realskole. Det var indledningsvis den store drengs inderlige ønske at blive præst, men skæbnen spillede med grum hånd hans kort, og han endte med at blive nærmest det modsatte. Efter skolen kom han i lære på et skibsklareringskontor i Helsingør, der havde sine sidste gyldne år som stort skibs- og handelscentrum, inden sundtolden i 1857 ophørte og på få år ændrede den driftige og internationalt kendte havneby til en ordinær dansk provinsby, i dag med mange svenskere, der drikker mange stærke pilsnere. I Helsingør lå ved oprørets udbrud 1848 2. Jægerkorps, en af hærens mønsterafdelinger under kommando af oberst F.A. Schleppegrell (1792-1850). Samtidig med krigsudbruddet udsendte Krigsministeriet en kundgørelse om, at der ved en række af hærens afdelinger ville blive modtaget frivillige. Så var Jensens fremtidige skæbne bestemt! Efter at bekendtgørelsen var blevet offentliggjort, henvendte han sig til obersten for at spørge, om han ikke kunne blive ansat som frivillig ved 2. Jægerkorps. Schleppegrell modtog ham med venlighed og svarede:"Min unge Ven! Jeg har endnu ikke modtaget Krigsministerens Bemyndigelse, men jeg venter den hvert Øjeblik, og saasnart den kommer, skal jeg sende Dem Bud. De skal blive ansat som Korpsets første frivillige n. Det holdt stik! Jensen deltog i kampen ved Bov 9. april 1848 som menig i korpsets 4. kompagni. Malende har han i sine erindringer skildret, hvordan han i blænkerkæden rykkede frem og hørte kuglerne og kanontordenen fra slaget umiddelbart foran.

Efter slaget ved Slesvig kom han til at stå over for "Brunsvigere" i træfningen ved Oversø den 24. april 1848. Han beretter, hvordan de under råbet "Kein Pardon!" stormede frem, idet de pegede på deres chakoter, hvor der fandtes afbildet et dødningehoved over to korslagte ben, et æresmærke, afdelingen havde erhvervet under frihedskrigen 1813, og som vi kender fra de senere dødningehusarer under første verdenskrig, senere SS og - herhjemme -"Frikorps Danmark" og "SchalburgK orpsef. En "brunsviger" overmandede Jensen, rev hans hirschfænger fra ham, gav ham et kolbestød, der dog i nogen grad blev optaget af tornystret, og Jensen og de øvrige tilfangetagne blev drevet bagud. Han sad derefter som krigsfange forskellige steder i det sydlige Holsten, til han senere på året udveksledes og kom tilbage til 2. Jægerkorps. 1 1849 udnævntes Jensen til løjtnant og sendtes på en ekstraordinær kommandoskole i København med en række dygtige frivillige og underofficerer, der skønnedes egnede til en officersuddannelse. Andre dygtige underofficerer, der havde virket som delingsførere, men som p.g.a. alder eller livsforhold ikke ønskede udnævnelse til officer, udnævntes til en ny grad "overcommandeersergent". Det var en smart nyskabelse. Vi kan genkende lidt af titlen fra H.C. Andersens eventyr "Hyrdinden og Skorstensfejeren" fra 1855, hvor vi møder den drabelige titel "Gedebukkebensoverogundergeneralskrigscommandeersergeanten". Efter afslutningen af skolen gik turen tilbage til Sønderjylland. På vejen kom Jensen og hans holdkammerater forbi Egen Kro, hvor brigadechefen, oberst C.J.de Meza (1792-1865) havde sit stabskvarter. Som et naturligt led i tidens militære courtoisi besluttede de unge officerer at aflægge obersten en visit, og en adjudant meldte dem. De kom ind. Der var ingen at se i værelset, men i et hjørne opdagede de en bylt, indsvøbt i et grønt tæppe. Pludselig kom der bevægelse i tæppet, og oberst de Meza steg frem fra det. Han takkede for opmærksomheden, sagde dem nogle venlige ord og bad dem derpå om ikke at forlade værelset, før han gav signal. Så gik han atter hen i hjørnet, satte sig på hug, indsvøbte sig i det grønne tæppe, og da det var sket, hørte de hans stemme: "Nu kan De gaa!". Audiensen var forbi! Også udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849 og slaget ved Isted 25. juli 1850, hvor han blev såret, deltog han med hæder i. Kort efter overgik Jensen til linien med aldersorden fra 1849, og i årene 1852-57 lå han i Glückstadt, en stærkt slesvig-holstensk by, modstander af alt dansk. Han skrev under opholdet nogle bemærkninger om denne by i "Tidsskrift for Krigsvæsen", og det må siges at være hans første skridt på forfatterbanen. 1 1853 gjorde han forsøg på at komme ind på Den kgl. militære Højskole. Det mislykkedes, fordi forberedelsestiden var for kort, og fordi han havde glemt for meget fra sin skoletid. Det var hans agt at gentage forsøget 1855. Ved nærmere overvejelse blev denne tanke opgivet, og han besluttede at studere på egen hånd. Denne beslutning fortrød han aldrig. Var vejen besværligere, så var udbyttet til gengæld langt større. I Glückstadt var et særdeles godt militært bibliotek, og det indeholdt alt, hvad han behøvede til studiet, der foruden at omfatte de militære hovedfag, tillige omfattede tyske og engelske klassikere. I december 1859 udnævntes generalmajor H.N. Thestrup (1794-1879) til krigsminister, og det blev nok stødet til Jensens senere karriere som militærhistoriker. Generalen havde besluttet, at der skulle skabes en sagkyndig fremstilling af Treårskrigen. Som forberedelse dertil befalede han, at krigsarkiverne for årene 1848-50 skulle registreres, og arbejdet blev betroet Generalstabens taktiske Afdeling. Ledelsen blev af denne overdraget generalstabsmajor H.C. Beck (1817-90 - (senere kendt fra affæren ved Lundby 1864) med assistance af to generalstabskaptajner og to løjtnanter af infanteriet. Jensen blev den ene af disse, og arbejdet blev sat i gang i begyndelsen af 1860. Der kom nu for ham nogle lykkelige og behagelige år. Arbejdet i arkivet var ikke alene i højeste grad interessant, men samtidig særdeles belærende, fordi han derved fik et indblik i alt, hvad der vedrørte Treårskrigen. Sin natur tro var han dog yderst kritisk mod højere foresatte, når han syntes, det var påkrævet, og det var selvsagt ikke velset i etaten. Da Krigsministeriet såvel i 1860 som i 1862 udsatte prisopgaver, konkurrerede han begge gange. Han fik i 1860 "hæderlig omtale" for en "Felttjeneste fo r Underafdelingsførere a f Infanteriet", og i 1862 en pengebelønning for en "Eksempelsamling a f Krigshistorien til Brug for Forelæsninger i Taktik". Begge besvarelser blev senere udgivet i trykken. Da general Thestrup fandt, at infanteriets eksercerreglement ikke var tidssvarende, lod han udarbejde et udkast til et nyt, der blev prøvet i 1862. Derpå gjorde han hele våbnets officerer til medarbejdere på den endelige affattelse ved at opfordre enhver officer - uanset graden - til at fremsætte forslag til forandringer i det udkast, der var blevet prøvet. Jensen var blandt de mange, der fremsatte forslag til ændringer. Hans forslag fandt ministerens bifald, så han bestemte, at Jensen skulle fungere som sekretær ved udarbejdelsen af det endelige reglement, som han selv ville redigere. Der var meget, der burde ændres med hensyn til den sluttede orden, men ikke mindre vedrørende den spredte fægtning, der i alt for meget var eksercits. Hertil kom, at hele det preussiske infanteri ved begyndelsen af 60'eme var blevet bevæbnet med et bagladegevær, tændnålsgeværet af system "Dreyse". Ingen anden stat - Norge undtaget - havde endnu fulgt eksemplet, men det var absolut nødvendigt at træffe reglementariske bestemmelser, der kunne formindske bagladegeværets virkning. Foruden disse momenter, der ved affattelsen af et nyt reglement måtte tages hensyn til, var der endnu ét, og det satte general Thestrup som hovedmål:Han ville, at reglementet skulle skabe troppeførere og ikke eksercerpladskunstnere. Dette mål blev nået ved at give den fornødne frihed i føringen. Man vil forstå Jensens dybe taknemmelighed mod generalen ved at blive benyttet til et arbejde, der var så lærerigt og af så stor betydning. Oktober og november måned 1863 var i politisk henseende stærkt bevægede. Indtil da havde Jensen ikke haft særlig interesse for politik. Da han nu kom til tjeneste ved 22. Bataljon, traf han mange kolleger, som med iver havde kastet sig over politikken, og deres påvirkning fik ham til at overvære Rigsrådets forhandlinger om forfatningen for Danmark-Slesvig (Novemberforfatningen)i Derved blev han politisk vakt. Han var i Rigsrådet, da Novemberforfatningen blev vedtaget, var dybt grebet af ordføreren A.F. Kriegers (1817-93) slutningstale og var med til at istemme det hurra, der lød fra tilhørerne, da præsidenten J.N. Madvig (1804-86) med stærkt bevæget stemme kundgjorde, at forslaget var vedtaget. Det betød som bekendt krig mod Preussen og Østrig. I 1861 var Jensen blevet udnævnt til premierløjtnant af linien, og med denne grad deltog han i krigen 1864 som kompagnikommandør ved 8. Regiment. Han deltog ved Dannevirke og ved forsvaret af Dybbøl, hvor han udmærkede sig i fægtningerne 17. og 28. marts, og hvor han for alvor så sit reglement afprøvet i bagladegeværernes hurtigild. Efter krigen kom han for alvor ind på forfatterbanen, og det er sælsomt, at han ved siden af sin tjeneste i højere stillinger formåede at gennemføre en særdeles omfattende forsknings- og forfattervirksomhed tilligemed en politiker- og foredragsholderindsats. Fra 1867-70 var Jensen kompagnichef ved 8. Bataljon i Viborg. Fra krigsskuepladsen 1870-71 kom kun jobsposter for Frankrigs vedkommende. Katastrofen ved Sedan fyldte danske officerer med den dybeste sorg, og man så nu tydeligt den fra mange sider ventede revanchekrig mod Preussen side.om side med stormagten Frankrig fortone sig. For at komme over sorgen greb Jensen til et middel, Goethes moder havde anvist. Hun fortæller om sønnen:" Jedesmal wenn er ein Leid gehabt, hat er ein Lied daraus gemacht". Da det ikke lå for Jensen at skrive vers, tog han fat på et historisk arbejde, der kunne fylde ham helt. Fra sin skoletid så han op til Napoleon med den dybeste beundring, og denne følelse var senere vokset gennem studiet af hans krige. Af disse, forekom det ham, at felttoget 1814 var smukkest, men det var - indtil da - kun blevet meget stedmoderligt behandlet i de foreliggende fremstillinger på dansk. Han besluttede derfor at udarbejde en ny, som han ville benytte til foredrag. Bataljonen havde et fortræffeligt bibliotek, der var blevet grundlagt i Kiel, og som den tog med, da byen blev rømmet i december 1863. Materialet til studiet, der byggede på trykte, udenlandske kilder, var derfor hurtigt samlet, men netop, som han en formiddag havde lagt alt til rette for at begynde på arbejdet, meldte oversergenten sig med den nyeste kundgørelse. Han tog den og blev i højeste grad overrasket ved at se, at han var blevet udnævnt til kaptajn af Generalstaben. At dette kunne ske, havde han aldrig skænket en tanke. Vel forlangte den nye hærlov ikke generalstabseksamen som udtrykkelig betingelse for ansættelse i Generalstaben. Da der imidlertid i hæren var ikke så få kaptajner, som havde taget denne eksamen, og som under krigen 1864 havde gjort tjeneste som løjtnanter ved de større stabe, syntes det ham naturligere, om man havde taget en af dem frem for en frivillig, der kom fra "Fattighøjskolen", som den ekstraordinære officersskole, Jensen havde gennemgået, benævntes. Generalinspektøren for fodfolket kom kort efter for at bringe ham sin lykønskning. Det var ham, der havde anbefalet Jensen. Jensen meldte sig til Generalstabens chef generalmajor F.C. Stiernholm (1822-79), der beordrede ham til tjeneste ved den taktiske afdeling. Chefen for denne, oberst J.M. Tvermoes (1833-1916), var bekendt for den store overlegenhed, hvormed han optrådte over for alle, høje som lave. Han modtog Jensen med følgende tilkendegivelse: Man var vidende om den skarpe kritik, han havde fremsat om Generalstaben, og derfor havde man ansat ham i denne for at give ham lejlighed til at se forholdene og derved få en anden opfattelse., Jensens jævnaldrende, kaptajn C.E. Meldahl (1827-1908) modtog ham med åbenlys uvilje, fordi han var stødt over, at man i Generalstaben ansatte en officer, der hverken havde gennemgået Landkadetakademiet eller Højskolen. Han og Jensen blev dødsfjender! Jensen siger selv, at når Generalstaben ikke gjorde fyldest under krigene, skyldes det en fejlagtig uddannelse. Korttegning og generalstabstjeneste har ikke det mindste med hinanden at bestille. Ikke desto mindre havde Højskolen i tiden fra 1830-57 udelukkende opdraget generalstabsaspiranter til geodæter og topografer. Derimod var strategi, troppeføring, hærorganisation, krigshistorie og generalstabslære fag, hvori der hverken ved Højskolen eller ved Generalstaben blev meddelt nogen undervisning. Da man så endelig i 1857 indførte undervisning i disse krigsvidenskabelige fag, havde man ikke sørget for at have lærere, der kunne magte opgaven. Man forlangte kun, at det skulle være generalstabsofficerer. Som bevis for det berettigede i denne anke, tjener nogle foredrag, der i 1861 blev udgivet af læreren i krigskunst under titlen: "Krigskunstens Theori". Man kan vanskeligt påvise en mere forskruet, verdensfjern fremstilling. Et par eksempler vil bevidne det: Side 2 hedder det: "Samlingen a f alle bevægelige Kunstmidler, som Krigskunsten sætter i Virksomhed på Landjorden, kaldes en Hær. I denne er Mennesket, det tænkende selvbevidste Væsen, den væsentligste Bestanddel; de øvrige er dels enkelte Dyreklasser, dels Ernærings- og Vedligeholdelsesmidler, dels Instrumenter og Maskiner". Side 61 gives følgende forklaring: "Artilleriet er en Samling bemandede Maskiner, der maa bevæges ved Hjælp a f Heste". I et forord bebudedes, at hvis skriftet fik en gunstig modtagelse, skulle "dets Efterfølger" ikke lade vente længe på sig. Heldigvis kom efterfølgeren aldrig. Var således generalstabsofficerernes teoretiske uddannelse højst uheldig, så gik det ikke bedre med den praktiske. Fraregnet de generalstabsofficerer, der var ansat ved generalkommandostabene, kom de øvrige næsten aldrig i berøring med tropperne. Trods dette havde organisationsplanen af 1842, der gjaldt til 1867, gjort Generalstaben til et priviligeret korps med hurtig forfremmelse, men den nøjedes ikke en gang med de fordele, organisationsplanen hjemlede. I december 1863 gjorde man en generalstabsofficer, der hørte hjemme i artilleriet og ikke havde været til tjeneste i geleddet, siden han var sekondløjtnant, til kommandør foret infanteriregiment, og en generalstabsaspirant, der var sekondløjtnant i fodfolket, blev - uden at have tjent de foreskrevne år som premierløjtnant - udnævnt til kaptajn af Generalstaben. Det skabte misfornøjelse og udfordrede kritikken, og Jensen holdt sig ikke tilbage. Det skabte ham uforsonlige fjender blandt nogle af hærens og ministeriets øverste embedsmænd. Krigsministeriet havde i april 1871 bestemt, at der i begge generalkommandoer skulle holdes konkurrenceforedrag over emner fra den fransk-tyske krig 1870. Det blev meddelt Generalstabens officerer ved den månedlige parole, og general Stiernholm tilføjede, at han gjorde regning på, at Generalstabens officerer ville deltage i konkurrencen. Jensen fandt, at han burde slå et slag for at vise sin berettigelse til at være ansat i staben, og meldte sig straks, idet han forbeholdt sig ret til at vælge emne. Det blev "Sedan 1870". Der var 10-12 konkurrenter ved 1. Generalkommando. Der blev forlangt, at foredragene skulle være affattet skriftligt og afleveres umiddelbart efter, at de var holdt. Foredragene skulle holdes i krigsbegivenhedernes kronologiske tidsfølge. Det gjaldt nu om at blive færdig i rette tid, og det lykkedes, men kun ved at tage natten til hjælp. Da turen kom til Jensen, talte han 6-7 gange. Da han var færdig med foredragene, bragte en mængde af de tilstedeværende ham deres tak for nogle interessante indlæg, og da hele foredragsrækken var sluttet, blev der nedsat en kommission til at fælde dom. Den kom i kundgørelse nr. 37 af 24. september 1872. Jensen havde fået 1^ præmie ved Generalkommandoen. Foredragene blev udgivet i 1873 under titlen "Sedan". Senere blev de på anmodning af den franske militærattaché oversat til fransk af en professor og tilsendt Krigsministeriet i Paris, der havde ønsket at blive bekendt med, hvorledes man i Danmark bedømte begivenhederne i den fransk-tyske krig 1870. Under en tjenesterejse til Preussen 1873 havde Jensen ofte hørt tale om den betydning, man tillagde krigsspillet som middel til officerernes uddannelse. Efter hjemkomsten havde han sat sig ind i den krigsspillitteratur, der forelå, og holdt et kort foredrag derom ved en sammenkomst af Generalstabens officerer. I december blev han kaldt til fg. krigsminister N.F. Ravn (1826-1910), der meddelte ham, at han straks skulle sendes til Berlin for at sætte sig ind i krigsspillet. Han kom også til byen og fik adgang tij krigsakademiet. Eleverne var kaptajner og premierløjtnanter, der aspirerede til at komme i Generalstaben. Han fik den vejledning, han behøvede, gjorde bekendtskab med en stor del officerer og besøgte flere af gardens officerskasinoer. Overalt blev den danske officer meget venligt modtaget, og efter tilbagekomsten indgav han rapport til Krigsministeriet. Generalstaben fik derpå befaling til at fremsætte forslag om anskaffelsen af de fornødne apparater og kort m.m. og om indførelsen af krigsspil i hæren.

Under disse forhandlinger var han den 22. februar 1876 som kaptajn blevet ansat som souschef ved 1. Generalkommando. De 3V2 år, der nu kom, regnede Jensen til den lykkeligste tid af hele sit tjenstlige liv, fordi han i sin virksomhed havde den kommanderende generals og stabschefens fulde tillid. 1 1878 stod Jensen for tur til udnævnelse til oberstløjtnant. Som folketingsmand var han efter et møde sammen med resten af Rigsdagen til taffel hos kongen. Da mødet i Folketinget var endt, kom krigsministeren hen til ham og lykønskede ham til at have fået sølvkorset. Umiddelbart derefter tilføjede han, at Jensen var blevet forsat til fodfolket af hensyn til sin forfremmelse. Da Jensen kendte sin forfremmelsesbedømmelse, svarede han heftigt, at det umuligt kunne være grunden til forsættelsen, da han havde aflagt fyldestgørende prøver på at kunne føre kompagni såvel i krig som i fred. Utilfreds med at blive korrigeret af en efterstående rettede ministeren det da til, at han var blevet forsat, for at også andre kunne blive uddannet til at beklæde stillingen som souschef ved Generalkommandoen. Efter taflet takkede Jensen kongen for sølvkorset, og i raseri betænkte han sig ikke på at kortslutte den militære kommandovej op til monarken. Kronprinsen og prins Hans, som han fortalte om sin forsættelse, tog mærkværdigvis på stedet parti og udtalte noget uovervejet deres misbilligelse, fordi de følte sig overbevist om, at den var en straf, fordi Jensen i Rigsdagen havde udtalt sig mod krigsminister Ravn, der oprindelig var søofficer. En af krigsministerens embedsmænd, der havde gjort tjeneste under ham, fortalte ham nogle dage senere, at forsættelsen var en politisk straf, og at sagen var blevet behandlet med den højeste grad af fortrolighed, for at den ikke skulle komme til hans kundskab, før den var afgjort. I de kommende år skrev Jensen flere artikler til "Tidsskrift for Krigsvæsen" og "Militært Tidsskrift", og han udarbejdede 1874 og 1879 en " Militær Lommebog for Officerer". Da forsvarsbevægeisen opstod og splittede befolkningen i to dele, optrådte han landet over som en ivrig, inciterende foredragsholder som ambassadør for et realistisk forsvar. Især skal fra 1882 fremhæves hans "Infanteritaktikkens Udvikling fra Frederik II til Nutiden" næsten en bibel for dem, der vil sætte sig ind i kampformerne i forladegeværets og lineartaktikkens tid og med glimrende, udførlige kildeangivelser for yderligere studier. I løbet af vinteren 1889-90 rygtedes det, at der ville komme forfremmelser, og i dyb fortrolighed fortalte general J.J. Schroll (1831-1916) ham, at krigsministeren havde tilladt ham at fortælle Jensen, at han ville blive oberst og få kommandoen over 1. Regiment i København. Da kundgørelsen kom i marts, blev han i højeste grad skuffet. Han var ganske vist blevet udnævnt til oberst, men havde fået kommandoen over 3. Regiment. Kundgørelsen indeholdt tillige, at oberst Meldahl var blevet udnævnt til generalmajor og havde fået kommandoen over 2. Sjællandske Brigade, der bestod af 3. og 4. Regiment. Han kom altså til at stå under sin værste fjendes kommando.

Hans litterære arbejder var ikke lagt på hylden. Han havde, foruden en fremstilling af Napoleons felttog i Rusland 1812, der var blevet benyttet til foredrag i Officersforeningen i København og Det Krigsvidenskabelige Selskab, udarbejdet en sammenligning mellem hærorganisationen 1816 og 1842, der ligeledes blev benyttet til foredrag. Kongen og prinserne var næsten altid til stede, når han holdt foredrag i Det Krigsvidenskabelige Selskab. En gang spurgte kongen, om han ikke forstyrrede ham nu og da ved at tage en lille lur, hvad Jensen måtte have set. Årsagen var, at han kom til foredragene lige fra taflet. Jensen svarede selvfølgelig, at kongen aldrig havde forstyrret ham. Ved foredragene var kongen dog godt med, og det i den grad, at da Jensen nævnte et urigtigt tal vedrørende Garden til Hest, gav kongen ham ved tegn det rigtige. På opfordring af mange kolleger havde Jensen besluttet at offentliggøre foredrag, han havde holdt om Napoleons felttog 1812. Da han med sit specielle gemyt ikke ville søge om understøttelse fra Krigsministeriet, henvendte han sig til boghandler J. Hegel (1851-1918, Gyldendalske Boghandel). Efter at have ladet en faghistoriker læse manuskriptet, påtog forlaget sig udgivelsen. Bogen blev trykt i 1000 eksemplarer og vandt megen anerkendelse. Det svenske militære tidsskrift karakteriserede fremstillingen som "mesterlig". Bogen blev udsolgt, men Jensen fik intet honorar. Den udkom i 1893 og var på 400 sider. Der er stadig mange huller i den danske krigshistorie. Forfatteren, oberst P.Fr. Rist (1844-1926), der havde en vidtfavnende, militær-kulturel litterær produktion bag sig, havde i Militært Tidsskrift bragt en oversigt over disse, og Jensen besluttede at tage fat på at udfylde en af lakunerne ved at udarbejde en fremstilling af den skånske krig 1675-79, unægtelig en krævende opgave. Den måtte fortrinsvis støttes på arkivstudier, og da arkiverne fra den nævnte periode ikke var ordnet, var arbejdet meget møjsommeligt. Den 26. oktober 1894 kom en kundgørelse, der meddelte, at generalmajor J.J. Bahnson (1827-1909, en af stifterne af Det Krigsvidenskabelige Selskab) var blevet udnævnt til generalløjtnant og kommanderende general. Det var en klar lovovertrædelse, der fik Jensen i blækhuset, sikkert til skade for ham selv. Den var så meget uforsvarligere, som Bahnson i Treårskrigen kun havde gjort tjeneste i krigen 1849 som løjtnant ved Fæstningsartilleriet i Fredericia, og i 1864 først havde fået kommandoen over nogle kystbatterier på Fyn, efter at hæren var blevet samlet på denne ø. Han havde således aldrig gjort tjeneste i sit våben som stabsofficer eller som generalmajor, og han kunne ikke forfremmes, fordi han stod uden for nummer. Jensen rasede, og Folketinget skred ind og vedtog den 19. november 1894 følgende utraditionelle dagsorden: "Idet Folketinget udtaler sin Misbilligelse af, at Generalmajor udenfor Nummer J.J. Bahnson uden Hjemmel for en sådan Forfremmelse under 23. Oktober d.Aa. er udnævnt til Generalløjtnant og kommanderende General i 1. Generalkommandodistrikt, gaar Tinget over til den næste Sag paa Dagsordenen". 1 1892 udgav Jensen en velskrevet monografi om "Generalfeltmar­skal Helmuth von Moltke", den oprindelig danske officer, der over sejrene i 1864, 66 og 70-71 endte som preussisk generalfeltmarskal og folkehelt. Ved juletid 1894 henvendte oberst Rist sig til ham. Han var af forlagsboghandler Ernst Bojesen (1849-1925) blevet anmodet om at udarbejde en fremstilling af den fransk-tyske krig 1870, der skulle ledsages af billedstof. Bogen skulle udkomme i 1895 som 25-års jubilæumsskrift. Rist havde svaret, at han ikke turde påtage sig opgaven og henvist til Jensen som den eneste, der måtte anses for at kunne udføre arbejdet i den begrænsede tid, der blev stillet til rådighed, fordi han havde holdt foredrag om en stor del af begivenhederne under det nævnte felttog og derfor havde gjort forstudierne. Jensen nærede store betænkeligheder ved at påtage sig opgaven. Hvad han hidtil havde skrevet, var kun beregnet for fagmænd, og nu gjaldt det om at skabe en populær fremstilling, der jo måtte affattes på en ganske anden måde. Dertil kom, at trykningen skulle påbegyndes, inden hele manuskriptet var helt færdigt, og dog måtte bogen kun indholde et bestemt antal ark. På Rists anmodning lovede han dog at tale med Bojesen. I samtalen begyndte han med at fraråde udgivelsen på grundlag af de erfaringer, han selv havde haft lejlighed til at gøre ved udgivelsen af krigshistoriske arbejder. De gik ud på, at én køber et eksemplar, som derefter læses af 20. Bojesen var dog overbevist om, at foretagendet ville gå, når blot fremstillingen blev populær og kunne blive færdig i rette tid. Jensen lovede da at aflevere halvdelen i midten af marts og resten i begyndelsen af juni 1895. Det lykkedes ham under et yderst koncentreret arbejde at opfylde løftet. Vanskeligheden bestod i at finde den rette fremstillingsmåde, men da den var fundet, gik arbejdet let. Jensen havde megen glæde af sit arbejde, da bogen, der var på hele 500 sider og rigt illustreret, blev trykt i henved 8000 eksemplarer, og den blev udsolgt. Da han ikke var spor af forretningsmand og aldrig havde benyttet sagfører ved affattelsen af kontrakter om udgivelsen af bøger, var det atter forlæggeren, der skummede fløden. I netop dette værk, som må siges at være ren krigshistorie, kommer Jensens rige evner som skribent til at skildre realistiske kamp- og slagscener til sin fulde ret, og man mærker tydeligt i hans pen den erfarne frontsoldat og militære fører, der kendte slagmarkens blodige, fascinerende miljø. Således er fx slagene ved Vionville, Gravelotte - herunder den preussiske gardes nederlag ved St. Privat - Noisseville, Sedan og revolutionen i Paris mesterlige skildringer, som ikke nogen civil faghistoriker kunne gøre bedre. 1895 faldt Jensen for aldersgrænsen, og det skulle vise sig, at hans livsaften skulle blive hans mest produktive, især hvad angår store, samlede fremstillinger. Nu havde han jo også i højere grad tiden til det, som alle pensionerede har. I året 1900 udgav han to bøger: "Den skaanske Krig 1675-79" og "Den anden slesvigske Krig 1864". De udkom kort efter hinanden, hvilket gav anledning til, at en anmelder udtalte i dagspressen, at det syntes, "som om han kunde ryste Bøger ud af Ærmet". Det var langtfra tilfældet. Studiet til den skånske krig havde han påbe­gyndt i 1893, og manuskriptet, der blev benyttet af professor J.A. Fridericia (1849- 1912) ved fremstillingen af 4. del a f "Danmarks Riges Historie" (Kbh. 1902), havde længe ligget færdigt og blev kun udgivet ved understøttelse af Carlsbergfondet. Krigen 1864 havde han samlet materiale til fra krigens slutning, og han havde benyttet det gennem en lang periode til foredrag. Under forsvaret af Dybbølstillingen havde han lovet sine soldater, at når krigen var forbi, og han fik tid og lejlighed dertil, ville han skrive en fremstilling af forsvaret af Dybbøl. Da han imidlertid fik oplyst, at det af Generalstaben var blevet overdraget kaptajn C.Th. Sørensen (1824-1914) at udarbejde en fremstilling af krigen 1864, opgav han foreløbig sit forsæt. Da kaptajn Sørensen var færdig med arbejdet, modsatte Krigsministeriet sig, at det blev udgivet som en officiel fremstilling, da det efter stabens mening var alt for subjektivt, og det udkom derfor på et forlag. Fremstillingen var i mange henseender fortræffelig, men da den væsentligt var bygget på vore egne arkiver, var de oplysninger, den gav om ijendens planer og hensigter samt optræden under kampen, mangelfulde. Så udkom det tyske generalstabsværk og afhjalp denne mangel. Det gav anledning til, at vor generalstab i 1890-92 udgav det monumentale 3-binds værk "Den dansk-tydske Krig 1864". Det var dog nærmest et forsvar for ledelsen. Overalt, hvor der var begået fejl, eller hvor der var sket noget uheldigt, blev ledelsen forsvaret og skylden lagt enten hos den løst sammensatte hær eller i vore soldaters mangelfulde uddannelse og de højere føreres som følge deraf berettigede mangel på tillid til deres kampdygtighed, o.s.v., o.s.v., kort sagt, generalstabsværket lod tropperne undgælde for, hvad ledelsen havde forskyldt. Det var dette, som kaldte Jensen frem og bragte ham til at indfri sit løfte ved at udgive "Den anden slesvigske Krig". Den udkom i 1900. Hans fremstilling af 1864 blev især fordelagtig omtalt, men det samme var ikke tilfældet med "Den skaanske Krig". Han erkendte selv villigt, at det var den áf hans bøger, der havde kostet ham mest arbejde, og som alligevel tilfredsstillede ham mindst. I hærledelsen ville man bogen om krigen 1864 til livs. Generalmajor C.F.F. Tuxen (1837-1903), der var chef for Generalstabens taktiske Afdeling, hældede kort og godt til den anskuelse, at når krigen lige var blevet så udførligt behandlet - dertil redeligt og sobert, efter hans mening - fra officiel side, så forekom det ham som noget af en kniv i ryggen, at en "tilfældig Officer" som Jensen også ønskede at føre sig frem med et værk, der ikke veg tilbage for at fælde domme over personer, som endnu levede og havde taget virksom del i krigen. Så begav generalen sig på stimandsfærd! Tuxen anmodede Generalstaben om at gøre indsigelse mod værket, men officielt kunne staben naturligvis intet foretage sig, og Tuxen blev herover så oprørt, at han besluttede, at Jensen ikke skulle dø i synden. Hertil kunne "Militært Tidsskrift", i hvis spalter Jensen også var en kendt skikkelse, bruges, og Tuxen besluttede sig til i bladet at rette et kraftigt angreb på forfatteren og derved formentlig vække mistro til hans arbejder. "Militært Tidsskrift" stillede beredvilligt sine spalter til rådighed for chefen for Taktisk Afdeling. Han udarbejdede en lang, skarp anmeldelse af bogen, som tidsskriftet optog. Den var tillige udformet som et giftigt, personligt angreb på Jensen. For tilsyneladende at nagle denne til væggen, nedlod Tuxen sig ydermere til at sende anmeldelsen som særtryk til Fredensborg Slot, for at Kong Christian, der satte stor pris på Jensens foredrag, forhåbentlig skulle slå hånden af ham. Det resulterede i, at prins Hans bad Jensen komme ud på slottet og oplyse ham om de enkelte punkter i angrebet, hvad Jensen mente, lykkedes ham tilfredsstillende. Jensen, der med rette følte sig trådt over tæerne over dette utraditionelle, perfide angreb fra en kollega, svarede i "Militært Tidsskrift" i en ikke mindre skarp artikel, at han fandt Tuxens anmeldelse dårligt underbygget og holdt i en form, der ikke var en officer værdig. I sit svar imødegik han punkt for punkt Tuxens angreb, og har man læst begge indlæggende (Tuxens er på hele 34 sider og Jensens på 25), vil man nok ende med at have det indtryk, at Tuxens angreb var skudt over målet, og at Jensen fremtræder som den største gentleman af de to. Senere havde Jensen den tilfredsstillelse, at Tuxen gav ham en lunken, halvhjertet undskyldning. Bedre var det, at den kommanderende general for 1. Generalkommandodistrikt, generalløjtnant J.Z. Schroll, anbefalede en professor ved Københavns Universitet at benytte bogen ved forelæsningerne i stedet for generalstabsværket, da Jensen bog kom sandheden nærmere, unægtelig en besk pille at sluge for den selvfølende general Tuxen. Jensen udarbejdede også en skildring af oberst Frederik Læssøe, den smukkeste og mest sympatiske skikkelse fra Treårskrigen, manden, der - om han havde levet - givet var blevet overgeneral i 1864. Under arbejdet blev der på initiativ af kammerherre C.C. Castenschiold til Borreby (1837-1919) dannet en komité, der hurtigt fik indsamlet midlerne til det smukke maleri af Læssøe, der findes i museet på Frederiksborg, og som er malet 1911 af professor V. Irminger (1859-1938). For at opnå den nødvendige historiske bonitet, gjorde Jensens arbejde det nødvendigt at besøge valpladserne i Sønderjylland. Han havde ikke været der siden 1864, fordi han ikke mente at kunne forsone sig med at se tyskerne spille herrer i det gamle danske land. Nu beklagede han ikke at havde været der tidligere og blevet bekendt med den seje måde, den dansksindede del af befolkningen usvækket førte sin kamp mod fremmedherredømmet på. Ved juletid 1911 fik han fra "Udvalget for Folkeoplysningens Fremme" anmodning om at skrive en populær fremstilling af Treårskrigen og krigen 1864. Han nærede betænkelighed ved at påtage sig så omfattende arbejder, fordi det var tvivlsomt, om han - på grund af sin høje alder - kunne føre det til ende. Han var da 81 år: Opgaven interesserede ham dog brændende, thi derigennem kunne han få lejlighed til at lære befolkningen, at "Den tapre Landsoldat", der skabte sig et smukt navn under Treårskrigen, da lykken var os god, havde en værdig efterfølger i den tapre landsoldat, der værgede landet i de tunge dage i 1864.

Han efterkom derfor anmodningen og var glad ved at få lov til at fuldende arbejdet i 1916. Dermed satte han punktum for sin virksomhed som krigs- og militærhistorisk forfatter. De fire bind,"Kampen om Sønderjylland", udkom i årene 1913- 16. Hans livserindringer udkom i to bind 1915-16, en urolig, farefuld periode, hvor landets radikale statsminister, C.Th. Zahle (1866-1946), noterede i sin kalender: "Munch er ofte i slet humør over sine stupide generaler!". I de velskrevne, interessante, men stærkt følelsesladede erindringer slutter den nu 88-årige oberst: "Jeg hører nu ikke alene til de gamle, men endog til de meget gamle. Men min Ungdom faldt i en lykkelig Tid, hvor "Aanden fra 1848" samlede hele det danske Folk til Enhed. Det er Erindringen derom, der har holdt mig ung trods Aarene, og som har givet mig Kraft til uafbrudt at fortsætte Kampen for Fædrelandets Forsvar, og der vil fo r mig - hvor haabløs end Fremtiden synes at ligge for vort iMnd og Folk - aldrig komme det Øjeblik, hvor jeg vil spørge om "Hvad kan det nytte?" Naar man da vil spørge om, hvorpaa jeg nu bygger Fremtidshaabet, saa har jeg kun det ene Svar: “End er der en Gud foroven, Der raaderfor Danmarks Sag."

Det var de faktiske forhold vedrørende oberst N.P. Jensen og hans store forfatterskab. Der er så grund til at slutte af med en sammenfatning på godt og ondt om den gamle hædersmand. Jensen er udførligt og rosende skildret i vore tre mest udførlige personalhistoriske leksika og militærlitteraturen og det med rette. Han skrev i et livligt og engageret sprog. Suverænt legede han med sprogets marmorblokke, og han fik for sine store fremstillinger, især om de slesvigske krige og sin foredragsvirksomhed, også et godt navn i befolkningen, ligesom fx militærhistorikerne, obersterne O. Vaupell og P.Fr. Rist, kaptajnerne C. Th. Sørensen og K.C. Rochstroh, generalløjtnant A.P. Tuxen og oberstløjtnant Jens Johansen. Et gammelt ordsprog siger, at skriver man af efter 10 bøger, er det plagiat, men skriver man af efter 100 bøger, er det forskning. Jensens store fremstillingers udførlige noter og kildeangivelser viser ham som en svært bevæbnet mand, der ikke var kommet gratis til sine resultater. Gennem hans erindringer går der ubestrideligt, især i sidste bind, en ofte kras forurettet tone. Det er nok forståeligt og tilgiveligt. Han var oppe mod store og nådeløse modstandere, som ikke tog i betænkning at benytte systemets muligheder imod ham på en uhæderlig måde for hans politiske og militærhistoriske virksomhed. Han kom også til at mærke den ofte uvenlige og negative kritik fra faghistorikerside, en kritik, som ofte har båret præg af Janteloven, og som ofte kan forekomme uberettiget, da danske faghistorikere - takket være den generationslange, radikale historikertradition og -infiltration på vore universiteter - så godt som altid har vendt militær- og krigshistorien ryggen, i pinlig modsætning til alle andre landes fag­historikere. Alligevel har de i deres videnskabelige værker flittigt brugt værker, udarbejdede af officerer, som kildemateriale. Andre af vore førende militærhistorikere fx Vaupell, P.Fr. Rist, Jens Johansen, Nordentoft og Bjørke har mødt denne kritik. Især satte man ind mod Jensens fremstilling om Skånske Krig. Det var dog nok berettiget. Det kildemateriale, han her skulle igennem, var primært gulnede, håndskrevne dokumenter på gotisk og på dansk, svensk, tysk og fransk fra 1600-årene. Det er nok muligt, han her forløftede sig. Til gengæld kom hans værk til som det eneste at stå uantastet lige til 1983. Det i sig selv er en bedrift! Det er så nemt at kritisere. Hvilken historieskriver fra Herodot og Saxo til Grimberg og Lauring har kunnet sige sig fri for kritik, ofte ilde anbragt, ikke kvalificeret kritik? Det skal også med i billedet, at hans store værk på 500 sider om den fransk-tyske krig 1870-71 aldrig har fået en afløser på dansk, heller ikke fra faghistorikerside. Med den givne anledning skal det understreges, at vi på dansk mangler to nye, ajourførte værker: 1) En fremstilling om den danske hærs historie og 2) et værk om krigens historie. Sidste gang, en stor fremstilling om hærens historie udkom, var kaptajn Arne Stevns' 2-binds værk "Vor Hær i krig og Fred" fra 1942-43, og ingen har, siden kaptajn Daniel Bruun i begyndelsen af dette århundrede udsendte sit 5- binds værk "Krig gennem Aartusinder", turdet give sig i lag med den krævende opgave. Feltmarskal Montgomerys store, "smarte" værk"Krigens Historie", som et ungt forskerhold nærmest har skrevet i feltmarskallens navn, er utåleligt selvhævdende og navlebeskuende, fyldt med fejl samt komplet uden noter og kildehenvisninger. Trods en god oversættelse af K.E. Gabel-Jørgensen og K.G.H. Hillingsø kan dette naturligvis ikke rette op på indholdet, der kun kan læses som underholdning. At skabe disse to nye værker var givet en passende opgave for Dansk militærhistorisk Kommission, der herigennem for første gang kunne vise sin berettigelse og leve op til det forpligtende navn. Også en fremstilling af hærens store reformator i 1700-tallet, generalfeltmarskal C.L. Saint-Germain, mangler, hvad Det Krigsvidenskabelige Selskab allerede i 1885 havde øje for ved at udskrive en prisopgave om generalens betydning for udviklingen af den danske hær. Opgaven er desværre aldrig blev løst, ingen af hærens historieskrivere har turdet give sig i kast med dette fornemme arbejde. Selskabet viste dog et manglende blik for opgavens omfang og varighed ved kun at indrømme ét år til besvarelsen, og ingen - hverken faghistoriker eller officer - vil kunne løse en sådan kæmpeopgave, der væsentligst vil skulle baseres på arkivstudier - på bare ét år! Endelig må tiden vel også være kommet til, at der afslappet kan skrives en uhildet, nøgtern og på historiske arkivstudier i Danmark og Tyskland underbygget fremstilling om "Frikorps Danmark". Uanset, hvordan man dengang og i vore dage betragter korpset, dets personel og indsats, så var det dog et dansk militært ekspedi­tionskorps under danske officerer i udenlandsk tjeneste, opstillet, godkendt og indsat med den danske regerings billigelse. At Jensen - ligesom generalløjtnant A.P. Tuxen (den eneste danske officer, der er blevet dr.phil.h.c. på militærhistorie) - kunne overkomme sin livslange forsknings-, forfatter- og foredragsvirksomhed ved siden af sine høje stillinger, er imponerende og vidner om en usædvanlig personlighed. Herforuden var han i årene 1868-70 byrådsmedlem i Viborg, folketingsmand 1874-84 for Randers og 1909-10 for København. N.P. Jensen er blevet en skikkelse for sig selv blandt danske militærhistorikere i officerskorpset. Der kan ikke herske tvivl om, at hans bevæggrunde til at kaste sig over forskningen og skribentvirksomheden ikke var dikteret af ønsker om personlig vinding og/eller omtale, men var et ægte produkt af hans varme, uegennyttige følelser for forsvarssagen og tillige'ønsker om at bryde en lanse for dansk militærhistorie som en disciplin, enhver officer anstændigvis burde interessere sig for, ydermere da officeren er den eneste i samfundet, der har fået en egentlig uddannelse i denne historiske disciplin med en nærmest indbygget pligt til at udnytte og udvikle denne uddannelse senere. Han førte næsten hele sin tid som militærhistoriker en slags "free-lance"-tilværelse og blev aldrig knyttet til Generalstabens Krigshistoriske Arbejder, der oprettedes 1876. Ligesom oberst Vaupell, der for sin frontindsats ved Isted udnævntes til kaptajn før tiden og hædrende fremhævedes af krigsministeren i Rigsdagen, var N.P. Jensen en tapper, idealistisk frontsoldat, hvis liv var den danske hær og dens historie. Han var en stærk, stridbar og uafhængig personlighed med en uhyre arbejdsevne og imponerende energi, fyldt af en ukuelig livskraft og helt op i sin høje alderdom i besiddelse af en enestående hukommelse, en sjælden ungdommelighed og åndelig spændstighed. Han forfatterskab fandt sted i slagskyggen af 1864, i de for dansk forsvar og forsvarsviljen vanskelige år under provisorierne, fæstningsstriden og " hvortil-skaldet-nytte?-"dogmet, hvor desværre officerer som den ærkereaktionære krigsminister Bahnson (skaberen af Estrups militære gendarmerikorps) var med til at gøre forsvaret forhadt i vide kredse. Jensen var med sin forfatter- og foredragsholdervirksomhed med til at vise befolkningen et andet billede af danske officerer.

Krigs- og militærhistorie er som bekendt en af krigsvidenskaberne. Der undervises i den på alle officersskoler og føringsakademier verden over, og kadetter- ne/- eleverne løser løbende større og mindre opgaver, hvorunder de bl.a. lærer forskningsmetoder, kildesøgning og -kritik m.m. Endvidere han man vel lov til at forudskikke, at der i den undervisning, de modtager og gerne skulle inspireres af, ligger en latent indbygget, men nærmest standsmæssig forpligtelse til at interessere sig for området efter afgangen fra skolen m.h.p. et evt. senere i karrieren udført forfatterskab, foredragsvirksomhed el.lign. Det er desværre uhyre lidt, danske hærofficerer har skrevet og fået udgivet i de sidste, ret mange år uvist af hvilken årsag. Det har dog - lige til 1945 og værnenes genopbygning - hørt til en hærofficers åndelige bagage, at han interesserede sig indgående for hærens historie og traditionspleje. Hvorfor dette forhold har udviklet sig sådan, skal jeg her ikke komme ind på. Jeg har hørt fremført mange smarte udlægninger og bekvemme flugtmekanismer, der ikke er hold i, men det er vel forståeligt, at det smerter en ældre officer, der har beskæftiget sig med dansk militærhistorie i ca. 40 år, og hvis kæreste læsning er og altid har været eksercerreglementet. Der er gennem tiderne mange officerer i hæren, der har gjort en udadvendt, kulturel indsats ved siden af eller i forbindelse med tjenesten, en indsats, der i ikke ringe grad har været med til at kaste glans over hærens personel og ikke mindst medført skabelse af værdifulde forbindelser til personer og kredse i befolkningen. Oberst Jensens indsats må - om end den væsentligst går på noget så specielt og militært præget som militærhistorie - ubetinget siges at være af imponerende art og omfang. Når en dansk faghistoriker i en for militærhistorien tilsyneladende positiv og særdeles interessant artikel i "Krigshistorisk Tidsskrift", august 1981, om militærhistorikeren, premierløjtnant F.H. Jahn (1789-1828) meddeler, at denne faktisk var den første og også sidste videnskabeligt arbejdende officer, og at militærhistorien senere "blev en eksotisk tumleplads fo r velmenende, men uskolede amatører", må det vel nok tages som en akademikers nærmest afgrundsdybe foragt for, hvad danske officerer senere har præsteret på området, og som N.P. Jensen sikkert ville hàve kunnet nik- ke genkendende til. Fremstillingen må endvidere siges i nogen grad at overdimen sionere Jahns indsats. Han døde i en ung alder og nåede aldrig Jensens højder. Postulatet, der altså giver udtryk for, at folk som C.Th. Sørensen, Tuxen, Rockstroh, Nordentoft, Johansen og Norrie og alle øvrige her og hisset må se deres indsats - stor eller lille - reduceret til en slags primitiv hobby- eller husflidsarbejde, skal næppe heller forstås som en optakt til et forsøg på en form for broslagning mellem faghistorikerne og officerskorpset, militærhistorien til gavn. Man kunne have undt den gamle kriger at opleve Genforeningen 1920, men det skulle han ikke få lov til. Oberst N.P. Jensen døde 17. maj 1918^ stærkt interesseret i de store slag på Vestfronten i Frankrig. Pengemæssigt fik han aldrig noget ud af sit store forfatterskab. Det gør militærhistorikere aldrig! Han havde det nok også som H.C. Andersen, der hellere ville have en god anmeldelse end 1000 rigsdaler. Han kom på det område til helt og holdent at dele skæbne med den store eventyrdigter, der som ung mand allerede i 1837 resigneret skrev i en dames poesibog:

"I et lille Fædreland

bliver altid Digteren en fattig Mand;

ÆREN er derfor den Guldfugl,

han især maa gribe efter! "

Men den er jo heller ikke så dårlig for en officer!

Bibliografi

Barnekow, Claus C. von: "Omkring dansk militærhistorie", tr. i "Udvalgte problemer i dansk militærhistorie skrivning" (Kbh. 1978). "Et Hundredårsminde. Det Krigsvidenskabelige Selskab 1871-1971", u. red. af oberst M. Amtrup (Kbh. 1971). Hedegaard, E.O.A.: "Krigshistoriske Studier, tr.i Mil.Tidsskrift Feb 1970. Hedegaard, E.O.A.: "Ferdinand Heinrich Jahn. En dansk hærhistoriker", tr. i Mil. Tidsskrift Nov-Dec 1972. Hedegaard, E.O.A.: "Generalløjtnant A.P. Tuxen. Militærhistoriker og æresdoktor. Et bidrag til dansk militær historieskrivning” (Kbh. 1982). Hedegaard, E.O.A.: "Kaptajn Mouritz Friedenreich, Hærens første militærhistoriker”, tr. i Mil.Tidsskrift Jan 1991. "Hvor blev militærhistorien af?" red. og udg. af Claus C. von Barnekow, Ole Louis Frantzen og Kaare E. Janson (Kbh. 1975). Jensen, N.P.: "Kamp om Terrængjenstande” (u.å.). Jensen, N.P.: "Felttjeneste for Unde rafdelingsførere af Infanteriet" (1863). Jensen, N.P.: " Exemp elsamling af Krigshistorien” (1869). Jensen, N.P.: "Militair Lommebog for 1874 og 1879". Jensen, N.P.: " Infante ritaktike ns Udvikling fra Frederik II til Nutiden” (1882). Jensen, N.P.: "Napoleons Felttog 1814” (1891). Jensen, N.P.: "Generalfeltmarskal Grev von Moltke" (1892). Jensen, N.P.: "Den første Slesvigske Krig 1848-50" (1898). Jensen, N.P.: "Den anden Slesvigske Krig 1864” (1900). Jensen, N.P.: "Den Skaanske Krig 1675-1679” (1900). Jensen, N.P.: "Dragon Niels Kjeldsen" (1902). Jensen, N.P.: "Medlemmerne i Hellig Trefoldigheds Laug udi Det Danske Kompagni eller Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab 1447-1901" (1904). Jensen, N.P.: "Napoleons Felttog 1815, Waterloo" (1906). Jensen, N.P.: "Napoleons Felttog 1813" (1908). Jensen, N.P.: "Oberst Frederik Læssøe 1811-1850" (1912). Jensen, N.P.: "Kampen om Sønderjylland, 1-4" (1913-16). Jensen, N.P.: "Livserindringer 1 1830-1867" (1915-16). Jensen, N.P.: "Livserindringer I I 1868-1916" (1915-16). Jespersen, K.V.: "Jahn, Clausewitz og Krigshistorien", tr. i Krigsh.Tidsskrift nr. 1/1981. Kroon, H.: "Uddannelsen i militærhistorie", tr. i "Udvalgte problemer i dansk militærhistorieskrivning" (Kbh. 1978). Manniche, Jens Chr.: "Den radikale historikertradition" (Kbh. 1981). Sørensen, C.Th.: "Min historiske Virksomhed ved Generalstaben" (Kbh. 1890). Tuxen, A.: "Dansk Krigshistorieskrivning i de sidste hundrede Aar", foredrag tr. i "Det Krigsvidenskabelige Selskab 1871-1921" (Kbh. 1921). "Lidt mere om Historieskrivning og Historielæsning med særligt Hensyn til Krigshistorien”, tr. i Mil.Tidsskrift 1922.