Ved Generalmajor Tuxen.
Der foreligger talrige Fremstillinger af Krigen 1864, dels udførlige Beskrivelser af hele Felttoget, saasom Generalstabens og Kaptajn C. Th. Sørensens, begge udarbejdede paa Basis af officielle Aktstykker, dels Skildringer af forskellige Kampe eller Afsnit af Krigen. Ogsaa er lejlighedsvis forskellige Afdelingers Deltagelse i Krigen bleven skildret.
Det, man derfor nærmest kunde have ventet fra Forf.’s Haand, var en paa Basis af disse forskellige Beskrivelser af Krigen udarbejdet, livlig og overskuelig Skildring, hvorved Forf.’s noksom anerkendte Evne til populær Fremstilling vilde være kommen ham fortræffelig til Nytte. Forf. har imidlertid valgt at give en selvstændig Beskrivelse af Krigen. At dette, netop med Henblik paa den foreliggende, ret betydelige Literatur om denne, har sine Vanskeligheder, maa erkendes. Der er en betydelig Forskel paa, om et krigshistorisk Værk skrives 36 Aar efter Krigen og altsaa med Krav om fuld Paalidelighed eller umiddelbart efter samme, hvor kun faa og ofte mindre paalidelige Kilder staa til Raadighed.
Forf. nævner ikke de af ham benyttede Kilder. Imidlertid er det et Spørgsmaal, om ikke Forf., hvor han afviger fra de paa officielle Aktstykker baserede Fremstillinger, skyldte baade sig selv og Læseren — i det mindste for de vigtigere Begivenheders Vedkommende — at oplyse, hvilken Kilde der er øst af.
Forf. ledsager sin Fremstilling med Kritik, og denne Beslutning kan man kun være ham taknemmelig for. En god Kritik virker belærende og kan kun stifte Nytte, og kun en god K ritik var man berettiget til at vente af en Militærforfatter som Oberst Jensen, der saa indgaaende har beskæftiget sig med Indlandets og Udlandets Krigshistorie. En Ilovedbetingelse for en god Kritik er imidlertid, at den hviler paa et uomstødeligt Grundlag. Ingen skal være mere villig end vi til at erkende de store Vanskeligheder, som krigshistoriske Forfattere have at kæmpe med. Skrives der paa Basis af R ap porter, ville disse ofte vise sig at være hinanden modsigende. Rapporter, der af højere Kommanderende ere afgivne umiddelbart efter Kamp, give ofte et mangelfuldt Billede, eftersom det paa en større Kampplads er umuligt at overse alle Begivenheders Gang; disse Rapporter maa supleres med senere indgivne Rapporter samt endelig ved Bataillons- og Kompagnirapporter. Men foruden at alle disse Rapporter sjeldnere stemme overens, kommer endda Uoverensstemmelser med Hensyn til Tidspunkterne for Begivenhederne, idet under Kampen Ingen har haft Interesse for at iagttage Klokkeslet. Endelig skal Overensstemmelse bringes tilveje med de fra fjendtlig Side fremkomne Udsagn.
Skrives der ikke paa Basis af selve Aktstykkerne, men ved Benyttelse af talrige Kildeskrifter, maa et forudgaaet, omhyggeligt Studium af disse danne Grundlaget for Frem stillingen. En krigshistorisk Forfatter, der har Respekt for Opgaven og altsaa arbejder med Samvittighedsfuldhed og Sandhedssøgen, kommer ofte i vanskelige Tilfælde med Hensyn til, hvad der tør sættes paa Papiret; en enkelt Linie kan være Frugten af et betydeligt Arbejde. Hvad det foreliggende Værk angaar, er der ingen Tvivl om, at Forf. jo er gaaet til sit Arbejde med Respekt for Opgaven og med Sandhedssøgen, men det forekommer os, de els, at Forf. ikke overalt har haft Held med sig i Henseende til at give en fuldt korrekt Fremstilling, og at hans Kritik saaledes savner det sikre Fundament, de el s, at der mod Forf.’s Betragtninger og Ræsonnementer paa mere end eet Sted kan rejses ikke uvæsentlige Indvendinger.
Til Belysning af denne vor Anskuelse skulle vi nedenfor knytte nogle Bemærkninger, deels til Forf.'s Fremstilling af et enkelt Afsnit af Krigen , rent eksempelvis valgt (Tilbagetoget fra Dannevirkestillingen, altsaa et Afsnit af de første Krigsbegivenheder), deels til de Betragtninger, som Forf. paa flere Steder i sin Bog knytter til Fremstillingen af Hovedbegivenhederne.
1. Værkets Fremstilling af Tilbagetoget fra Dannevirkestillingen.
1. Beslutningen om Tilbagetoget.
Forf. betragter vel Tilbagetoget som en bydende Nødvendighed, men søger Aarsagerne dertil i andre Momenter end dem, der blev fremdragne i Krigsraadet. Han siger (pag. 137): „Vi inaatte tilbage, fordi det var Tropperne umuligt at udholde de Anstrengelser, Overkommandoen krævede af dem, og som hverken levnede dem Hvile Dag eller Nat“ .
"Vi maatte tilbage — og her er det vigtigste Moment, som Krigsraadet desuagtet ikke berører med et eneste Ord — af Hensyn til Prins Frederich Carls Operationer. Det værste, der kunde indtræffe for os, var nemlig, at Prinsen gik over Slien og naaede Flensborg i Ryggen paa vor Hær, thi derved maatte denne gaa til Grunde under Tilbagetoget. Men Prinsen stod i Begreb med at gaa over Slien, det vidste Overkommandoen; thi det ses af det Telegram, den sendte General Gerlach den 3die Februar Kl. IV2 Eftermiddag, og ikke mindre vidste den, at Gerlach vilde være ude af Stand til at forhindre Overgangen“ . Vi indskyde her den Bemærkning, at Forf. andetsteds (p. 138) siger, at Prins Fr. Carl „allerede“ den 4de Februar fattede Beslutning om Sliovergangen; hvorledes vi den 3die skulde kende en Beslutning, der først fattedes den 4de, er ikke klart. Dernæst efterse vi hos Forf. (p. 129), hvad det var, Overkommandoen „vidste“ den 3die og telegraferede til General Gerlach Kl. 1 1/2 :
„Ifølge Overkommandoen tilgaaede Efterretninger er det Fjendens Plan at gaa over paa forskellige Steder af Slien: ved Stubbe, Siseby og Arnæs paa een Gang. I dette Øjemed skal han føre Baade fra Ekernførde og Kiel med sig paa Vogne. En anden Efterretning gaar ud paa, at Mysundc skal angribes den 4de ds.“ . Men dette er jo en Efterretning uden virkelig Værdi, ikke en Smule bedre end saa mange andre, der indløbe, naar man staar overfor Fjenden. Kan virkelig Forf. tænke sig Muligheden af, at Overgeneralen paa en slig løs Efterretning skulde bygge en Beslutning af saa stor Rækkevidde som den at rømme Stillingen?
2. Befalingen til Stillingens Rømning.
Forf. siger (pag. 148), at „Hæren havde forladt Centrumsstillingen med et Suk over et fejlslagent Haab og uden at forstaa Grunden til Rømningen“ ; man forstod ikke „Grunden til, at Tropperne skulde forlade Stillingen uden Kamp.“ .... „Da der ikke blev givet nogen Oplysning, vare Officererne ude af Stand til at løse Gaaden, og derfor kunde de heller ikke vejlede deres Undergivne til Forstaaelse“ . Forf. siger fremdeles: “Derfor vilde det have været naturligt, om det i Befalingen var bleven sagt Hæren, at Beslutningen om at rømme Stillingen var bleven taget i et Krigsraad“ , o. s. v„ og han motiverer nærmere det Berettigede ved denne Fordring. Undersøger man imidlertid f. Ex. Ordren til Infanterireserven'), saa lyder den saaledes: „Til Infanterireserven“ . „Infanterireserven underrettes om, at Overkommandoen efter et igaar afholdt Krigsraad har besluttet paa Grund af de tilstedeværende, for et Forsvar saa særdeles ugunstige Omstændigheder frivillig at forlade Dannevirkestillingen endnu idag“ o. s. v. De øvrige Ordrer, der udgik til de Overkommandoen direkte underlagte Afdelinger vare analoge hermed. Anken er altsaa ganske uberettiget, forsaavidt den er rettet mod Overkommandoen.
løvrigt undrer det os, at Forf. vil hævde, at Grunden til Rømningen ikke kunde forstaas, naar man erindrer hans egne Ord (se ovenfor), at vi maatte tilbage, fordi det var Tropperne umuligt at udholde de Anstrengelser, Overkommandoen krævede af dem, og som hverken levnede dem Hvile Dag eller Nat. Og Forf. skildrer særlig Lidelserne ved Infanterireserven, baade pag. 137 og pag. 160 (Note **); sidstnævnte Sted opstiller Forf. endog Spørgsmaalet: hvor var Grænsen for, hvad der kunde forlanges af Tropperne? løvrigt skulle vi oplyse, at vor personlige Erfaring med Hensyn til at „løse Gaaden“ gaar i en hel anden Retning. Da det den 5te Februar Morgen rygtedes ved Mysunde, at der var kommen en fortrolig Ordre fra Overkommandoen, gættede de Fleste rigtigt om Indholdet2). Og om Aftenen løb Efterretningen om det afholdte Krigsraad og den der tagne Beslutning som en Løbeild igennem Rækkerne.
3. Major Lundbye ved Mysunde den 5te Februar Aften.
Brigaden Vogt havde Befaling til at bryde op fra Mysunde og tiltræde Tilbagetoget Aften Kl. 9, men Brigadekommandøren lod af en af Forf. nærmere angiven Grund Afdelingerne, der stode N. for Slien, afmarchere Kl. G1/» Eftmd. Forf. beretter derefter (pag. 143): »Major Lundbye, der med sin Bataillon af 18de Regiment havde besat Mysundestillingen, fik Efterretning om denne A fmarche, og, da der ikke tilgik ham nogen Ordre, betragtede han det som et Tegn paa, at alle Tropperne skulde gaa tilbage. Han trak derfor Forposterne ind og afmarcherede med sin Bataillon til den nordlige Bred af Slien.“
Major Lundbye, der altsaa med sin Bataillon var paa Forpost og havde besat Skanserne over for Fjenden, beslutter at gaa, da han tror, at Tropperne, der staa i Reserve, gaa. Andre vilde dog sikkert have sendt deres Ad judant ud for at indhente Oplysning og modtage Ordre. Den Forseelse, Major Lundbye her gør sig skyldig i — uden Anledning at have forladt sin Post overfor Fjenden — er af en saa alvorlig Natur, at man kan sige sig selv, at, selv om den daværende Major i hine bevægede Dage undgik at blive stillet for en Krigsret, vilde han dog ved denne sin Færd have vist sig udygtig til en højere Kommando i Hæren. Beretningen er saa meget mærkeligere, som denne Mands fremragende militære Egenskaber og mønsterværdige Færd altid har været almindelig anerkendt. Vi kunne imidlertid oplyse, at Major Lundbye ikke var i Mysunde hin Aften. Hverken han eller hans Bataillon vare hin Aften afgivne hverken til Forpost eller Skansebesætning (sammenhold Generalstabsværket I. Del, pag. 271 n .)1).
4. Sankelmarkdagen, den 6te Februar.
Det, som ved en Betragtning af Sankelmarkkampen navnlig falder i Øje, er den svage Styrke, der optræder paa vor Side. Vor Styrke udgjorde kun 1 Brigade og to (!) Kanoner, og man spørger uvilkaarligt: hvis var Skylden? Dette Spørgsmaal er det imidlertid let at faa klaret, eftersom General Steinmann tager Ansvaret herfor paa sig. Overkommandoen havde anordnet, at General Steinmanns Division (3die), endda forstærket med et Batteri (8de), skulde danne Arrieregarden, der saaledes vilde komme til at bestaa af ikke mindre end 3 Brigader og 3 Batterier foruden 3 Eskadroner og 1 Ingenieurkompagni, en Styrke, der vilde have været stærk nok til at standse selv en meget overlegen Modstander. Men General Steinmann lod straks ved Afmarchen fra Slesvig en større Del af sin Styrke afmarchere til Flensborg; han beholdt ikkun hos sig 7de og 8de Brigade, en Eskadron og 4 Kanoner (se Generalstabsværket I. Del, pag. 274 n.). Og da Oversø naaedes, lod Generalen, som „ingen alvorlig Kamp ventede og som desuden ansaa 8de Brigade alt for overanstrengt til at kunne anvendes“ , denne Brigade i Forbindelse med to Kanoner afgaa til Flensborg, saaledes at kun 7de Brigade under Oberst Max Muller med to Kanoner dannede Arrieregarden. Om dette Forhold var Overkommandoen (General de Meza med Stabschef, Oberst Kauffmann) uvidende. General Steinmann sendte nemlig ikke Melding derom ; fra Generalen indløb kun en Melding, skreven ved Helligbæk Kl. 10 Fin., der lød paa, at fjendtlige Kavaleriog Infanteripatrouiller viste sig, og at 8de Brigade indtog en Arrieregardestilling ved Stenderup. Da denne Melding, der er anført i Oberst Jensens Bog (pag. 150), spiller en Hovedrolle, hvor Forf. anklager Overkommandoen for ikke at have sendt Max Müller Hjælp, maa vi se lidt nærmere paa den. Den er ganske uskyldig. Den udsagde i Virkeligheden kun, at vor Afmarche fra Dannevirkestillingen var opdaget, og at Fjenden sendte Patrouiller efter os, Noget, som det var hans Pligt at gøre, for nemlig at se, hvor vi trak os hen; at 8de Brigade indtog en Arrieregardestilling, betød Intet; Arrieregarder maa ofte tage Stilling for at give Hovedstyrken T id til at trække sig bort. Bedre end at indsende denne Melding vilde det have været, om General Steinmann havde sendt Melding til Overkommandoen om, at han havde givet de fleste Tropper ud af sin Haand. Da havde Overkommandoen vidst Besked med Situationen, og, naar den derefter havde hørt Kanon tordenen, kunde den have grebet ind med Wilsters og Wørishøffers Brigader. Men, som det var, gik Overkommandoen ud fra og maatte gaa ud fra, at dens Ordrer vare fulgte, og at altsaa hele 3die Division, endda forstærket med et Batteri, dannede Arrieregarden, og den fandt sig ikke foranlediget til at træffe særegne Forholdsregler, fordi en Kamp førtes Syd for Flensborg af de dertil bestemte Tropper og sandsynligvis mod en underlegen Modstander.
Forf., der, som anført, imidlertid vil hævde, at Overkommandoen bærer Skyld for, at Max Müller kom til at staa ene i Kamp, benytter som Grundlag for denne sin Anke den ovenomtalte Melding. Forf. siger (pag. 150), at det fremgik af den, at Fjenden havde opdaget vor Tilbagegang og forfulgte (!) paa Chausseen, og da Forf. for anden Gang tager den samme Melding frem (p. 160) udtaler han, at den udsagde, at det var kommen til Kamp(!), og tager derefter alvorlig fat paa Overkommandoen med Spørgsmaal om, hvad Overkommandoen foretog sig, og med Udtalelser om, at „den forholdt sig passiv, saalænge der skulde handles, og, da den endelig skred til Handling, vare de Foranstaltninger, den traf, ikke heldige.“ Men det kom jo ikke til Kamp i Formiddagstimerne, og der stod jo intet derom i Meldingen. General Steinrnann havde Kl. 10 Fm. kun set Patrouiller; den ene af hans Brigader (8de) stod derefter Tim er igennem ved Sr Smedeby uden at se Andet til Fjenden end hans Kavalleripatrouiller. Og endnu 4 Tim er derefter, nemlig Kl. 2 Eftm. giver General Steinmann 8de Brigade T illa delse til at marchere til Flensborg, eftersom Generalen ingen alvorlig Kamp ventede. Vi kunne ikke se, at her er Noget at bebrejde Overkommandoen; det forekommer os, at dennes Syn paa Sagen er ganske korrekt. En Arrieregarde har det Hverv at opholde Fjenden om nødvendigt, og maa til dette Øjemed gøres stærk — denne Fordring var tilfredsstillet; den er derhos som Regel henvist til selvstændig Optræden og kan ingen Hjælp vente af den bortdragende Hovedhær. Skal der kritiseres, maa Kritiken som sagt rettes mod General Steinmann, fordi han giver Hovedmassen af sine Tropper ud a f sin Haand og endda undlader at sende Melding derom. —
Beklagelsen over Max Müller, hvis Brigade maa optage Kampen alene, slaas dog senere til Jorden ved Forf.’s Oplysning om, at det var Max Müller selv, der trods sin isolerede Stilling besluttede sig til at optage Kamp. Oberst Max Müller faar, hedder det (pag. 153), ved Oversø en Ordre fra Overkommandoen om efter endt Hverv at indtage en ganske bestemt Forpoststilling med Tilslutning til Wørishøffers Brigade paa den ene Side, Hegermanns Division paa den anden Side. Men Obersten agter ifølge Forf.’s Fremstilling ikke at indtage denne Forpoststilling, thi dels kan han ikke se de Tropper, han skal have Tilslutning til (hvilket forresten var ganske naturligt, da han endnu ikke var naaet op til det paagældende Terræn), og dels „betragtede han den befalede Forpoststilling som højst uheldig, hvorimod der efter hans Mening var en fortrinlig Forpoststilling S. for Flensborg. General Steinmann delte denne Betragtning (!) og det var derfor hans Agt at lade Brigaden tiltræde T ilbagetoget straks. Men dette var imod Max Müllers Ønsjæ. Han gik ud fra, at efter den fangne Husars Oplysninger talte Fjenden kun en Brigade. Derfor bad han om at maatte udføre et Standsningsstød for at kaste Fjenden, som da næppe vilde indlade sig paa at fortsætte Fremrykningen, da Dagen allerede begyndte at hælde. Tilbagetoget til Flensborg kunde derefter fortsættes med Frihed. General Steinmann gik ind derpaa, og det gav Anledning til Kampen ved Sankelmark.“ Det forekommer os vanskeligt at tro, at to ældre og erfarne Officerer vrage en befalet Forpoststilling (hvori Tilslutning skal haves til andre, bestemt angivne Tropper), fordi den ene kender en Forpoststilling c. 3 Fjerdingvej derfra, som er bedre. Beklageligt, at Forf. ikke angiver sin Kilde hertil. Og hvad angaar det Standsningsstød. som Max Müller vilde give Fjenden, da modsiges denne Beretning ganske af Rapporterne. General Steinmann siger, som tidligere anført, at han ikke ventede Kamp og derfor sendte 8de Brigade bort, og Max Müller siger, at han forberedte Tilbagetoget, men blev angreben af Østerrigerne. A t den ene General skulde sende Tropper bort, medens den anden beredte sig til Kamp, er i og for sig ganske usandsynligt.
Vi kunde fortsætte med Bemærkninger, men maa begrænse os, dog skulle vi endnu henlede Opmærksomheden paa en særdeles tvivlsom Meddelelse i dette samme Afsnit. Forf. beretter (pag. 157), at General Steinmann ved Kampens Begyndelse sendte sin Ordonnansofficer til Flensborg for at afhente Forstærkning. Havde Generalen virkelig sendt sin Ordonnansofficer til Flensborg, vilde det have været et Skridt af ubetalelig Værdi; men ved nøjere Overvejelse rnaa det sikkert indrømmes, at delte ikke kan have været Tilfældet. Saaledes som Forholdene i Virkeligheden udviklede sig, var Overkommandoen ukendt med Situationen og maatte tro, at hele 3die Division stod i Marken. Først ud paa Eftermiddagen tik den nogle Efterretninger og endelig om Aftenen paalidelige Meddelelser derved, at General Steinmann, skøndt saaret, personlig indfandt sig i Overkommandoens Bureauer. Hele Situationen vilde være bleven en ganske anden, saafremt General Steinmann ved Kampens Begyndelse havde sendt sin Ordonnansofficer til Flensborg; Vejen fra Sankelmark til Flensborg kan rides paa en Times Tid, saa at Officeren inden Kl. 4 vilde være kommen til Overkommandoen og have givet denne enhver ønskelig Oplysning. Da vilde Overkommandoen have erfaret, at Max Mullers Brigade stod isoleret; nu kan den gribe ind ved telegrafiske Ordrer til Wilsters og Wørishøffers B rigader; nu skal den nok holde sig å jour med Forholdene; Alarmeringen i Flensborg og alle de Ordrer, der udgik i Aftentimerne og hvorved Tropperne anstrengtes til ingen Nytte, vilde i hvert Tilfælde da være undgaaede. Hvad endelig angaar Formaalet for Officerens Sendelse, som angives at være det at afhente Forstærkning, da kan man bestemt sige, at General Steinmann ikke vilde have givet en saadan Ordre. Generalen maatte vide, at en Hjælp, der skulde komme fra Flensborg, i hvert Fald maatte komme for sent. Hans egen Sde Brigade vilde i hvert Fald have været lettere at faa fat p aa ; udmattet var den ganske vist, men alle til Flensborg ankomne Tropper vare udmattede, Wilsters Brigade ved Skovkro sandelig ogsaa.
5. Begivenhederne samme Dags Aften.
Forf. oplyser, at der i Eftermiddagstimerne indløb til Overkommandoen forskellige Efterretninger, Kampen vedrørende. Forf. skriver pag. 160:
"Da Befalingerne var afsendte, tik Overkommandoen Efterretning om, at Brigaden Max Müller havde maattet føre Kampen alene, at den havde lidt meget, og at en Mængde Officerer var bievne saarede eller var faldne. Blandt de Saarede nævntes General Steinmann. Kort efter fortaltes, at 1. Regiment var bleven oprevet. Disse Efterretninger gav Anledning til, at Overkommandoen Kl. 7 Aften lod blæse til hastig Udrykning i Flensborg for Brigaderne Neergaard og Scharffenberg samt beordrede Divisionerne du Plat og Hegennann til at rykke frem til Skæferhus.“ „Det skulde synes naturligere, om Overkommandoen, inden den foretog sig et saadant Skridt, havde søgt at skaffe sig paalidelige Oplysninger“ .
Man studser ved denne haarde Slutningsbemærkning af Forf., thi de anførte Efterretninger ere alle fuldt paalidelige. A t Brigaden Max Müller havde maattet føre Kampen alene, var rigtigt; at den havde lidt meget, var rigtigt; at en Mængde Officerer var bievne saarede eller var faldne, og at General Steinmann var blandt de Saarede, var rigtigt; at 1. Regiment var bleven oprevet, var rigtigt; Forf. siger endog pag. 156 „sprængt“ . I hvilken Grad 1. Regiment var bleven oprevet eller sprængt, fremgaar af dets Rapport om Aftenen, hvori det opgav, at det kun havde en Styrke af 280 Mand (af dets c. 1600) og at dette Mandskab baade var nødlidende og afkræftet. Forf. tænker maaske paa, at Overkommandoen har øst disse Efterretninger af mindre paalidelig Kilde. Det vil være vanskeligt nu at faa oplyst, hvorfra Overkommandoen fik disse Efterretninger, men i hvert Fald var der i Eftermiddagstimerne i Flensborg Officerer nok af 1. Regiment, der kunde oplyse om Sammenhængen. Men dette Spørgsmaal er jo betydningsløst, da Efterretningerne vare rigtige. Forf. fremsætter her atter en Kritik , uden at der i Virkeligheden er noget at kritisere. Ogsaa studser man over, at Overkommandoen ikke alene alarmerede Styrken i Flensborg, men endog beordrede to Divisioner mod Syd, netop som disse efter en anstrengende Marche havde naaet deres Kvarterer. I de indkomne Meldinger synes der ikke at ligge nogen tilstrækkelig Grund dertil. Vi kunne imidlertid oplyse Sagens Sammenhæng, som er den, at Forf. har undladt at anføre det Vigtigste, nemlig at der til Overkommandoen indløb de mest alarmerende Efterretninger om Fjendens Fremrykning ad forskjellige Veje mod Flensborg (se Generalstabsværket I. Del pag. 293); thi det var disse Efterretninger, som bevirkede Ulykken.
I den fortsatte Beretning om Aftenens Begivenheder gjør Forf. sig skyldig i en yderst uheldig Fejltagelse. Som oven anført udgik der Ordrer til Divisionerne du Pla t og Ilegermann om at rykke frem til Skæferhus. Forf. tilføjer (pag. 161): „Ordren til Divisionen du Pla t indlededes m ed : „„Fjendtlige Afdelinger af ikke ringe Styrke har været engagerede med den 3. Division, som staar med hele sin Styrke i Marken tilligemed Brigaden Worishoffer S. for Flensborg . . . . ““ Ordren overbragtes af en af Hovedkvarterets Adjudanter, der tillige skulde anmode General du Pla t om at lade den gaa videre til General Hegermann,“ o. s. v. Man undrer sig her over, at Overkommandoen, naar Forholdene ere saa beroligende, at en Division staar med hele sin Styrke i Marken foruden endda en Brigade, dog beordrer de to ovennævnte Divisioner til uopholdelig at rykke ud. Endnu mere undrer man sig over, at Overkommandoen, efter at have faaet Meddelelse om, at 3. Divisions Hovedstyrke forlængst var kommen til Flensborg, skulde give Generalerne du Pla t og Hegermann den vildledende Meddelelse, at 3. Division staar med hele sin Styrke i Marken. Sagens Sammenhæng er da ogsaa følgende: Kl. 6 Eftrn., da Overkommandoen udgav Ordrerne for den følgende Dag, var Situationen tryg. Overkominandoen tilskrev Divisionerne du Pla t og Hegermann, at 3. Division stod med hele sin Styrke i Marken tilligemed Brigaden Worishoffer, og Divisionerne fik Ordre til først næste Morgen at staa ved Skæferhus. Kort efter at Befalingerne vare afsendte, erfarede Overkommandoen, at i Stedet for 3. Division med 3 Batterier havde kun Brigaden Max Muller med 2 Kanoner maattet føre Kampen, og at Brigaden var i en yderst medtagen Tilstand. Overkommandoen ansaa nu Situationen for faretruende. Den udgav derfor nye Ordrer til Divisionerne du Pla t og Hegermann om uopholdelig at rykke frem til Skæferhus for at møde Fjenden, hvis de Syd for Flensborg staaende svage Forpostafdelinger skulde blive kastede eller omgaaede. — En Meddelelse af det Ordlydende, som Forf. angiver — („3. Division staar med hele sin Styrke i Marken tilligemed Brigaden Worishoffer Syd for Flensborg“) — er altsaa vel udgaaet til de nævnte Generaler, men vel at mærke i den første af de anførte Ordrer. Forf. er med andre Ord kommen til at blande to, til forskjellige Tidspunkter udgaaede, Ordrer og Meddelelser sammen, hvilket gør Fremstillingen pag. 161, der netop omhandler et af Felttogets mest kritiske Mom enter,. ganske vildledende.
En Bemærkning -af Forf. om, at General Hegermann tog Sagen fornuftigst ved at lade sine Regimenter forblive i Kvarter, skal formentlig antyde, at overfor de forskellige fra Overkommandoen modtagne Ordrer var der intet andet at gøre end at tage Sagen med Ro, men synes under disse Omstændigheder snarest dikteret af en Nemesis.
Vi afslutte hermed vore Bemærkninger til Værkets Fremstilling af „Tilbagetoget fra Dannevirke“ , et mindre Afsnit, som vi som sagt kun rent eksempelvis have fremdraget , men gøre dog opmærksom paa , at vi heri kun have fremdraget Punkter af alvorligere Natur. Forskellige mindre Uagtsomhedsfejl lade vi helt uomtalte.
II. De i Værket fremsatte Betragtninger til Hovedbegivenheder mider Krigen.
1. Situationen den 7. Marts.
Efter en Angivelse af det gensidige Styrkeforhold og nogle Bemærkninger om , at den eneste Forøgelse, vi kunde vente, var af Mandskab, men hvad vi vandt i Kvantitet, tabte vi i Kvalitet, thi Tilgangen bestod af Rekruter, der kun havde faaet en kortvarig og mangelfuld Uddannelse, udtaler Forf. (pag. 244): „Vi havde staaet overfor en noget lignende Situation i Mai 1849, og det gjaldt derfor om at benytte de Erfaringer, vi den Gang havde haft Lejlighed til at gøre.“ „I én Henseende var vor Stilling bedre.“ „I A p ril 1849 havde Krigsministeren, General Hansen, befalet Hæren at rømme Dybbølhøjderne. De blev saa besatte af Fjenden, der ved at befæste dem lukkede vor Styrke paa Als inde, saa at den ikke kunde debouchere i Sundeved. Denne Gang var det os, der havde befæstet Dybbølstillingen, og derigennem bandt vi en saa meget større fjendtlig Styrke foran Stillingen.“ „Fredericia var befæstet ligesom i 1849, men Faren for at faa afspærret dens Forbindelse med Fyn var denne Gang afhjulpen, og den havde en større Garnison.“ „Endelig stod i 1849 Ryes Korps bestemt til at skulle gaa tilbage gennem Jylland, og denne Gang havde General Hegermanns Division samme Opgave.“ „Men nu kommer Forskellen. I 1849 lod man Ryes Korps gaa mod Helgenæs, trak saa dets Hovedstyrke til Fredericia, og efter saaledes at liave flyttet det strategiske Tyngdepunkt dertil, foretog vi Udfaldet den 6. Juli og sejrede.“ „Denne Gang vilde vi gaa en anden Vej.“ „Overkommandon modsatte sig i Skrivelsen af 20. Februar, at General Hegermann kom til at gaa tilbage til Helgenæs, og udtalte, at det var strategisk rigtigt, at han trak sig tilbage paa Limfjorden. Men heri havde Overkommandoen ikke Ret.“ Forf. udtaler sig nærmere om det urigtige i, at General Hegermann anvistes Retræte mod Limfjorden, fremhæver, at vi have aldrig kunnet og aldrig ville kunne forsvare Jylland gennem et frontalt Forsvar, og slutter med:
„Vi var henviste til strategisk at benytte Hegermanns Division paa samme Maade, som Tilfældet var i 1849 med Ry es Korps; thi Divisionen var den eneste Styrke, Overkommandoen kunde trække til, naar Øjeblikket kom, da det blev nødvendigt at forstærke Besætningen i Dybbolstillingen eller ved Fredericia-Fyn. Deraf fulgte, at Divisionen maalte holde sig paa den østlige Operationslinie, saa at den blev i Nærheden af Kysten for hurtigt at kunne trækkes til, og derfor maatte Helgenæs og ikke Lim fjorden være dens Retrætepunkt“ . Hvad først angaar Overensstemmelsen mellem 1849 og 1864, da undrer det os, at Forf. overser den store Forskel, der laa deri, at vor Modstander i 1864 nærede Planer baade mod Als og Fyn, hvilket tvang til Anvendelsen af stærke Kræfter til Kystforsvaret af disse Øer. Var Overgangen ved Ballegaard lykkedes, vilde Besætningen i Dybbølstillingen være taget i Ryggen og udsat for et afgørende Nederlag; var Overgangen til Fyn bleven udført, vilde det paa lignende Maade være gaaet ud over Besætningen i Fredericia; paa begge Steder var altsaa store Dele af vor Hær udsat for en Katastrofe. I stærk Modsætning hertil staa Forholdene i 1849. Vi trak som Forberedelse til Udfaldet den G. Juli de Meza med G. Brigade bort fra Als, Rye med Størstedelen af 5. B rigade bort fra Nørrejylland, omfordelte altsaa dristigt vor Styrke, uden at Fjenden rørte sig mod de Smaastyrker, vi efterlode i disse Landsdele. Hvad derefter angaar „Forskellen“ mellem 49 og G4, da synes Forf.’s Mening at være den, at Overkommandoen ved at sende Kavaleri-Divisionen mod Nord forspildte Chancerne for at vinde en G. Juli Dag. Da dette i Betragtning af den Betydning, en saadan Sejr i mange Henseender vilde have faaet, vel er den haardeste Anke, der kan rettes mod Overkommandoen, maa vi betragte Spørgsmaalet lidt nærmere.
Ved Tanken om at sende Kavaleri-Divisionen ud paa Helgenæs, bliver det første Spørgsmaal, hvorledes den skal kunne komme bort fra Helgenæs, naar Øjeblikket kommer til aktiv Optræden. Som bekendt var Transportvæsenets Ordning ved Krigens Udbrud ikke fremmet videre, end at den først da skulde drøftes mellem Krigs- og Marineministeriet; og under Krigen kneb det haardt med at skaffe de nødvendige Transportmidler tilveje. Saafremt det Spørgsmaal var opstaaet en Gang i Marts at transportere en saa betydelig Rytterstyrke som den, her var Tale om , med samt dens Fodfolk og Artilleri, vilde der i hvert Fald medgaa saa lang Tid — først til Korrespondance om Muligheden af at tilvejebringe Transportskibene, dernæst med at samle disse sammen og endelig med Transport af Styrken i forskellige Echelons — at Fjenden, inden Transporten var tilendebragt, vilde faa Nys om Planen og i Tide træffe Modforanstaltninger. Dernæst kommer Spørgsmaalet, om D ivision en overhovedet egnede sig til aktiv Optræden i en nær Frem tid? Forf. besvarer selv andetsteds i sin Bog (pag. 220 f.) dette Spørgsmaal afgjort benægtende, thi Forf. vil end ikke give Divisionen Haabet om aktiv Optræden. I Anledning af en Skrivelse fra General Hegermann af G. Marts (og Forf. skildrer jo Situationen den 7. Marts), hvori der tales om, at Divisionen, naar den berøves sit Fod folk, maa opgive Haabet om aktiv Optræden, siger F o rf.: „Det er ikke let at fatte, hvörpaa Divisionen grundede dette Haab.“ Og Forf. citerer følgende Udtalelse af General Hegermann den 3. Marts om Rytteriets trøstesløse Tilstand: „„Kavaleri-Regimenterne have under denne Krigeksisteret under saa ugunstige Forhold, som det vist ikke lettelig andetsteds bar fundet Sted. Paa Grund af Omorganisationen, af Mangel snart paa Mandskab, snart paa Heste, snart paa Udrustningsgenstande for Mand og Hest, endvidere paa Grund af en Mængde allevegne ben bortkommanderede og ved Sygdom og Tab lige over for Fjenden ere Eskadronerne reducerede til at møde med kun 70 — 80 beredne Kombattanter paa Pladsen, heri indbefattet de indrangerede Underofficerer. Forsaavidt altsaa ikke ekstraordinære Foranstaltninger snarest træffes, vil en Tilbagegang hver Dag være Følgen“ “ . Forf. siger i den Anledning: „Enhver vil dog sikkert erkende, at et Rytteri, der var saaledes beskaffent, ikke egnede sig til „„en aktiv Optræden“ “ , og dog var det jo netop Rytteriet, der skulde være Divisionens Hovedvaaben.“
Det er dette Rytteri, som Forf. vil have ud paa Helgenæs for hurtigt at trække det til Dybbølstillingen eller til Fredericia-Fyn *). Spørgsmaalet er da nu, om Divisionen vil kunne komme til Kræfter, naar den lægges ud paa Helgenæs. Overkommandoen udtalte til General llegermann, hvad Forf. anfører pag. 217, at der ikke paa denne Halvø var truffen Forberedelser til Overførelse af Tropper. Delle vil sige, at intet var gjort for at skalfe Proviant og Fourage tilstede, intet for at bringe navnlig Hestene under Tag. Med Rytteriets daværende Tilstand for Øje er det klart, at Elendigheden kun vilde blive saa meget større, selv om, hvad der maa foudsættes, Transportskibe vilde blive satte i Virksomhed først og fremmest for at skaffe Levnedsmidler og Fourage, men dernæst ogsaa for efterhaanden at tilføre Divisionen de manglende Styrker af Mandskab og Heste, Udrustningsgenstande m. m. Ogsaa i andre Henseender maatte der træffes Foranstaltninger, særlig Bygning af Broer o. s. v. Og at Fjenden vilde lukke Divisionen inde paa den lille, tyndt befolkede, ufrugtbare og bakkede Halvø, er udenfor Tvivl. Ser man hen til den Maade, hvorpaa Tilbagetoget til Mors udførtes, og at General Hegermann trods det, at Fjenden forlængst var ophort med at forfølge, ja endog var i Tilbagegang, dog trak sig ud paa Mors og forskansede sig der, maa det antages, al Forholdet vilde blive et ganske lignende, saafremt Helgenæs havde været Retrætepunkt. Og Fjenden, der dog forfulgte Hegermanns Division I il Aarhus, vilde ikke undlade at følge efter og spærre Divisionen inde, thi her var Udsigt til at vinde et stort Resultat ved ganske underordnede Kræfter.
Endelig opstaar Spørgsmaalet, om Division en egnede sig til „strategisk at benyttes paa samme Maade, som Tilfældet var i 1849 med Ryes Korps“, være sig ved at overføres til Dybbølstillingen eller til Fredericia-Fyn. Det kan ikke være Forf.’s Mening at lade Kavaleri-Divisionen f. Eks. rykke ind i Dybbølstillingen; heller ikke i Fredericia kan den anvendes, derimod forfræffeligt paa Fyn. Rye gik jo kun med 5. Brigade og et Batteri til Fredericia og i 1864 kunde der ligeledes vel kun være Tale om at benytte det Fodfolk og det Artilleri, der var ved Divisionen, dertil. Men denne ringe Styrke (4-Batailloner og 2 Batterier) hvoraf endda kun en Del kan bortsendes, naar Rytteriet skal forblive paa Helgenæs, og Styrken dér skal forsvare sig, vil hverken gøre fra eller til, hvor den kommer hen, naar Talen er om en 6. Juli Dag. Selv om Besætningen i Fredericia forstærkedes med 4 Batailloner, kom den dog ikke højere op end til at naa den Styrke, Runding ansaa for ganske nødvendig til Fæstningens Forsvar. Af den Grund var det altsaa ikke nødvendigt at trække Divisionen ud paa Helgenæs. Fodfolk og Artilleri kunde jo enten fra Aalborg eller fra Frederikshavn (hvis Divisionen var gaaet over Limfjorden) sendes, hvorhen man vilde bruge det. Vi se jo , at næppe faar Krigsministeriet Underretning om, at General Hegermann har trukket sig ud paa Mors, før det beordrer Divisionens Fodfolk til uopholdelig at afgaa fra Aalborg til Fredericia, hvor man i de Dage frygtede et fjendtligt Angreb.
2. Fredericias Rømning.
Forf.'s Slutningsbetragtninger til Fredericias Rømning ere følgende (pag. 420): „Men var der da i den Ulykke, der var ramt os ved Dybbølstillingens Fald , Anledning til i den Grad al opgive alt, saaledes som Tilfældet var med Ministeriets Forsvarsplan?“ „Vi havde staaet overfor en lignende Situation i 1841).“ „Dengang raadede vi over 32 Batailloner, og nu raadede vi over 33 Batailloner foruden dem , der vare bievne saa stærkt medtagne ved Stormen den 18. April, at de maatte reorganiseres, inden man atter kunde bruge dem.“ „Dengang stod en Troppestyrke paa Als uden at kunne debouchere i Sundeved, fordi en fjendtlig Styrke havde besat og befæstet Dybbølhøjderne. Nu var Fo rholdet det samme, og, da vi gennem Besættelsen af Als bandt et fjendtligt Korps, og, da Als var slesvigsk Jord, talte ligesom i 1849 saavel militære som politiske Grunde for, at den Styrke, vi holdt paa Als , var tilstrækkelig stor til at hævde Øens Besiddelse.“
„Dengang holdt vi Fredericia besat, og Fæstningen var cerneret af et fjendtligt Korps. Nu var Forholdet det samme. Det var den samme Kommandant, der havde forsvaret Fæstningen i 1849, som nu beklædte Posten; han havde Troen paa, at den kunde udholde en Belejring og var villig til at paatage sig det dermed flydende Ansvar. Naar Ministeriet mente, at Fæstningen ikke kunde benyttes til offensive Operationer, fordi ElboAfsnittet laa foran d en , saa var det en Misforstaaelse. Der var intet til Hinder for, hvis Fjenden skred til en Belejring, at gentage, hvad der var sket den G. Juli 1849, ved at foretage et stort Udfald for at drive ham tilbage over Elbo-Afsnittet, og det var en offensiv Operation, selv om man som i 1849 nøjedes med at kaste Fjenden tilbage over Afsnittet uden selv at følge efter. De militære Grunde talte saaledes afgjort for at bevare Fæstningen, og de politiske ikke mindre. Thi disse kræve, at man ikke opgiver noget af Landet, uden at bydende Nødvendighed kræver det. At her ikke forolaa en saadan Nødvendighed fremgaar af, at saavel den kommanderende General som Fæstningskommandanten gjorde Indsigelse mod Rømningen af Fæstningen, og det er deres Ære.“ „Det, som det gjaldt om, var at koncentrere Forsvarskræfterne. Man burde have rømmet Jylland, saa at der i denne Provins kun tilbageholdtes et lille flyvende Korps, givet Als en tilstrækkelig Besætning og samlet hele den øvrige Styrke om Fredericia-Fyn. Det udelukkede ikke, at der fra Fyn kunde udføres Landgangsekspeditioner, som, udførte med tilbørlig Dristighed, nmaske kunde bringe Udbytte, navnlig naar de foretoges i Fjendens Land “ o. s. v.
Dette er Betragtninger af samme Art som dem, der fremsattes til Belysning af Situationen den 7. Marts, nemlig at Forholdet var i 1864 væsentlig det samme som i 1849; begge Steder tales om at gentage, hvad der var sket den 6. Juli, og begge Steder overser Forf., eller lader idetmindste uom talt, at Fjenden nærede Planer mod Øerne. Forf.’s Udtalelse om, at det, det gjaldt om, var at koncentrere Forsvarskræfterne, skulle vi senere komme ind paa. Derimod fremhæve vi her, at Spørgsmaalet om Fredericias Rømning nødvendig maa ses i Sammenhæng med den hele militære Situation. Gøre vi intet for at forsvare Fyn , gaar Fjenden over, tager Øen og udsætter Garnisonen i Fredericia for et afgørende Nederlag.
At Fjenden nærede Planer mod Fyn og at disse vare Overkommandoen bekendt, derom vide militære Læsere god Besked. Imidlertid har det Interesse at erfare, om Spørgsmaalet om en Overgang til Fyn netop var oppe paa den T id , da Fredericia rømmedes (26.— 28. April), og hvorledes da Tilstanden var paa Fyn. Vi se af Værket, at Feltmarskal Wrangel d. 24. Ap ril indsendte et af Oberst Blumenthal udarbejdet Forslag om en Overgang til Fyn. Samme Dag fremsendte Moltke et lignende Forslag til Kongen af Preussen, altsaa to forskellige Forslag fremsendte et Pa r Dage før Fredericias Rømning. Moltke fik Befaling til at afgive Betænkningom det af Overkommandoen indsendte Projekt og afgav denne allerede d. 26. April. Det hedder heri: „Besættelsen af Fyn er det sikreste Middel til at komme i Besiddelse af Als , og jo mere man nærmer sig Vaabenstilstanden, desto vigtigere er det, at man benytter de kostbare Øjeblikke til Handling.“ Den 27. April, altsaa midt under Fredericias Røm ning, men inden Fjenden endnu havde faaet Kendskab om den, erholdt Feltmarskal Wrangel Befaling til at bringe Landg ang s fo re tag en det til Udførelse saa hurtigts om Overgangsmidlerne kunde skaffes til Veje. Da kom Budskabet om Fredericias Rømning, og da man forudsatte, at Besætningen paa Fyn var bleven forstærket med Fredericias Garnison, inaatte Foretagendet i hvert Fald udsættes; men det ovenstaaende viser, at det i modsat Fald efter al Sandsynlighed var bleven udført. Overgangen til Fyn var en gammel Tanke; allerede d. 23. Marts havde Blumenthal skrevet til Moltke: „Jeg anser en Overgang mellem Erisø og Snoghøj, naar den sker overraskende, ikke en Gangfor et Vovestykke, og man vilde forbavses over, hvor let den lader sig udføre“ , o. s. v.
Hvorledes var da Besættelsen af Fyns Kyst paa det Tidspunkt, da Fredericia rømmedes? Besætningen udgjorde 2 Kompagnier, 2Va Eskadron og 1 Batteri ‘ ). De 2 Kompagnier vare oprindeligt afgivne af det upaalidelige 13. Regiment, men senere sammensatte man et Detachement af Mandskab fra 7., 9., 13. og 20. R e giment, saaledes at dets samlede Styrke blev 2 K om pagnier. A f Artilleri havde man et Batteri (6.), men ikke alene manglede dette fra første Færd en Del Konstabler, men da det endelig d. 2. A p ril lykkedes at faa Batterierne ved Strib og Kongebro monterede (de øvrige Batterier ved Fyns Kyst vare langt fra færdige) og der intet Fæstningsartilleri havdes, var der for at faa Batterierne betjente ikke andet at gøre, end at tage Mandskab fra 6. Batteri (1 Løjtn., 3 Underoff. og 40 Konstabler), hvilket gjorde, at Batteriet blev immobilt. Manglen paa Betjeningsmandskab til Batterierne blev vel nogenlunde af~ hjulpen ved Dybbølstillingens Fald , men først helt afhjulpen ved Fredericias Rømning, og der blev da baade Skyts og Personel disponibelt til nye Batterier. Det store Strib Batteri (8 Stkr. 84 Pd. svære G. K. og 4 Stkr. 36 Pd. K. K.) laa under disse Forhold uden Bedækning; der var i Batteriet kun det svage Betjeningsmandskab, man havde taget fra 6. Batteri. Fjenden kunde om Natten temmelig ugenert tage over og fornagle Skytset; i den Anledning afgaves der fra Fredericia et Kommando paa 1 Deling Fodfolk dertil, saa at Fodfolksstyrken til Forsvar af Fyns Kyst udgjorde 2 Kompagnier plus 1 Deling. Var da ikke den maritime Styrke ved Fyns Kyst stærk nok til at beskytte Kysten? Nej! den bestod, saa sørgeligt det end lyder, kun af 2 Kanonehaluper. Der var med andre Ord Fattigdom og Elendighed over al Beskrivelse.
Vi forstaa derfor ikke, at Forf. kan udtale, at den Omstændighed, at saavel den kommanderende General som Fæstningskommandanten gjorde Indsigelse mod Røm ningen af Fæstningen, var deres Ære. Fo r Kommandanten er det rigtigt. Han har kun Forsvaret af Fæstningen for Øje; kan kender intet til Fjendens Planer mod Fyn , og han véd intet om , hvorledes Kystforsvaret er beskaffent. Naar han har opbudt alt for at faa Fæstningen i forsvarsdygtig Stand og mener, at nu kan den ride en Tørn af, saa protesterer han mod dens Røm ning, selvfølgelig! Men for en Overgeneral, der holder alle Traadene i sin Haand, er det en Pligt at kaste Blikket videre ud; Overgeneralen vidste, at Fjenden nærede Planer mod Fyn, og selv om han ikke havde vidst det, var det dog hans Opgave at forsvare Øen og særlig at sørge for, at den ikke kunde tages af „en fjendtlig Brigade“ (Blumenthals Udtalelse af 23. Marts, se pag. 332). Langt fra at regne det for en Æ re for ham at protestere mene vi, at han længe forinden enten paa den ene eller paa den anden Maade burde have sørget for en anden, mere betryggende Fordeling af Stridskræfterne. Vor Hær stod den Gang i flere Grupper: paa Als, paa Fyn , i Fredericia og i Nordjylland. Naar Krigsministeriet befalede Fredericia rømmet, var det i Erkendelse af, at Kræfterne ikke forslog til Dækning af de mange forskellige Punkter. Ministeriet havde tidligere været inde paa Tanken om Kræfternes Sammendragning, idet allerede i Februar Fyns forsvarsløse Tilstand vakte Betænkelighed. Ministeriet vilde den Gang (22. E'ebr.) have Hegermanns Infanteri overført til Fyn og ønskede nærmere overvejet, om den hele Rytterstyrke da burde forblive i Jylland. Nordjylland agtedes altsaa ikke rømmet, men kun forsvaret af en mindre Styrke. Desværre udførtes denne Tanke ikke.
Nordjylland burde utvivlsomt have været rømmet paa et meget tidligt Tidspunkt; man havde da været fri for den Splittelse af Kræfterne, der saa sørgelig karakteriserer vor Krigsførelse i 1864. I den almindelige Bevidsthed tillagdes der tilmed Besættelsen af denne Landsdel ikke nogen stor Betydning, maaske i Erkendelse af dens ringe Modstandskraft, hvis Fjenden satte noget klækkeligt ind paa at fordrive os derfra. I hine A p ril Dage, da Ministeriet befalede Fredericias Rømning, rejste imidlertid Overkommandoen ikke Spørgsmaalet om i Stedet derfor at rømme Nordjylland; den indskrænkede sig til at protestere mod Fredericias Røm ning. Spørgsmaalet om Nordjyllands Rømning kom altsaa den Gang ikke til at ligge for, men vi skulle dog bemærke, at havde Krigsministeriet den Gang befalet Nordjylland rømmet i Stedet for Fredericia, vilde dette Skridt næppe uden andre Foranstaltninger have været tilstrækkeligt til at redde Fyn. Man havde faaet et stærkt Rytteri til god Nytte ved Sikringen af Fyns Kyst, men kun 2 Batailloner til Forsvaret af denne.
Vilde man ikke rømme Nordjylland, og saavel Krigsministeriet som Overkommandoen vilde hverken da eller i den første Tid derefter ind paa denne Tanke (snart hed det, at vi maatte bevare fast Fod 1 Jylland, snart at vi maatte sikre denne Landsdel mod at brandskattes og hærges af mindre Kommandoer, snart at Vendsyssel maatte bevares af Hensyn til Hærens Forsyning med Slagtekvæg), og vilde man ikke rømme Als, saa, forekommer det os, var der intet andet Middel end at rømme F rede ricia , hvor haardt. dette Slag end maatte være for Hæren og Nationen '). Men vi ere ganske enige med Forf. i, at den hovedkulds Maade, hvorpaa Ministeriet befalede Beslutningen iværksat, fremdeles den Omstændighed, at man ikke aabnede Underhandlinger med Fjenden om Betingelser for Bømningen, og endnu mere den Omstændighed, at man efter Røm ningen foretog det yderst uheldige Skridt at forstærke Hegermanns Korps, udæsker i høj Grad Kritiken, thi derved forplumredes atter Situationen. Ogsaa bemærker man den ildespaaende Raadvildhed angaaende den Vægt, der burde tillægges Besiddelsen af Als og hvor lavt man derfor turde gaa i Henseende til Størrelsen af Troppestyrken til denne Øs Forsvar. Forf. vil som oven anført have rømmet Jylland, saa at der i denne Provins kun tilbageholdtes et lille flyvende Korps, givet Als en tilstrækkelig Besætning og samlet hele den øvrige Styrke om Fredericia-Fyn. Vi supponere, at Forf. i Henhold hertil tænker sig følgende Troppefordeling:
1. Et lille, flyvende Korps i Nordjylland; vi antage, at der tildeles dette 4 kørende Kompagnier......................................... 1 Bataillon.
2. En tilstrækkelig Besætningttil Als; da 12 Batailloner den 29. Juni viste sig utilstrækkelige, gaa vi ud fra, at Forf. hertil vil anvende ........................................... 14 Bataillon.
3. Besætning i Fredericia, hvortil Lunding stadig krævede ......................................16 Bataillon.
Gaar man ud fra disse T al, er dette i alt 31 Batailloner. Vi raadede over 33, der er altsaa kun to Batailloner tilbage til Forsvaret af Fyns Kyst lige over for en Fjende, der havde Midler og var parat til at sætte alt ind paa at erobre Øen. Selvfølgelig kan man undlade at give Lunding den hele Styrke, han forlanger, men en tilstrækkelig Fodfolksstyrke til Forsvaret af Fyn-Fredericia faar man alligevel vanskelig. Endda anser Forf. det ikke for udelukket, „at der fra Fyn kunde udføres Landgangsekspeditioner, som, udførte med tilbørlig Dristighed, maatte kunne bringe Udbytte, navnlig naar de foretoges i Fjendens Land .“ Hvorfra disse Tropper skulde tages, er ikke klart. Dog herpaa skulle vi ikke komme ind. Hvad vi have villet vise, er kun det, at man ikke kan bedømme Spørgsmaalet om Fredericias Rømning ene ved at se hen til Fæstningens Tilstand , dens Evne til at modstaa fjendtlige Angreb og Muligheden for fra denne Fæstning at foretage offensive Operationer i stor Stil (Gentagelse af 6. Juli Dagen). Spørgsmaalet maa ses i Belysning af den hele militære Situation, som kortelig kan resumeres saaledes, at h a v d e vi i k k e i h i n e A p r i l D ag e (ganske sikkert i den 11. Time) rømmet Fredericia, vilde F jenden efter menneskeligt Skøn kort efter have sa t si g i B e s i d d e l s e a f F y n , t a g e t B e sæ t n i n g e n i F r e d e ri c ia iR y g g e n og ud sa t den for et a fgørende Nederlag. Hvilke videre Følger, Plantningen af den fjendtlige Fane paa Fyn vilde have haft for os, skulle vi ikke indlade os paa at profetere noget om.
3. Den fra fjendtlig Side paatænkte Overgang ved Ballegaard Natten 1.— 2. April.
Forf. skildrer vor Situation i Momentet for Overgangen saaledes (pag. 345): „Da Fjenden vilde foretage Overgangen, stod der paa Nordlandet: 12. Regiment, Mels-Detachementet (3 Kompagnier), 1 Eskadron og Batteriet Bruus, og, hvad der var af største Betydning, T rop perne kommanderedes af Oberst Max M iiller.“ . . . „Man kan derfor kun beklage, at Overgangen ikke blev udført.“ Den maritime Situation, som Forf. ligeledes angiver, lade vi urørt, eftersom Forf. selv ikke stoler paa Betydningen af den Hjælp, der kunde komme fra Flaadestyrken ved Als. Forf. citerer bl. A. Marineministeriets Skrivelse af 1. April, hvori Ministeriet fremhæver Nødvendigheden af, at Overkommandoen har en passende Troppestyrke paa rede Haand der, hvor den frygter Landgange, navnlig mellem Stegsvig og Sandvig, thi Søstyrken kan ikke under alle Vejrforhold forhindre Overgangen. Og Forf. tilføjer i den Anledning (pag. 344): „Overkommandoen havde derfor intet Andet at gøre end at søge Sikringen tilvejebragt gennem en Troppestyrke.“ Da altsaa Forf. lige saa lidt som Overkommandoen stoler paa, at Flaadestyrken kunde afslaa Overgangen, refererer Udtalelsen om, at man kun kan beklage, at Overgangen ikke blev udført, sig ene til den Troppestyrke, vi havde samlet ved Overgangspunktet. Efter Forf.s ovenanførte Fremstilling ser denne jo ogsaa ret lys ud, men hvorledes var Forholdet i Virkeligheden ? Mels-Detachementet (3 Kompagnier og 1 Batteri) laa i Holm, Mels og Broballe. Som Reserve for dette ankom d. 1. A p ril Aften 12. Regiment. Men dette var bleven saa sent afløst i sin Tjeneste paa Kjær Halvø af 11. Regiment, at det efter Ordre endog maatte lade sine Forposter blive staaende paa Kjær Halvø Natten over. Den 1. A p ril Aften, altsaa da Overgangen agtedes udført, ankom derfor Regimentet, kun o3/4 Kompagni stærkt, til Kantonnementet paa Nordlandet. T o Kompagnier, der skulde belægge Broballe, fandt denne By optaget af Mels-Detachementet og indkvarterede sig derfor selv andetsteds. Regimentet var ukendt med Terrainet og fik ingen Instruktion fra B rigaden, da denne ligeledes først om Natten ankom til Rumohrsgaard. Bestemmelser angaaende Alarmplads, Meldingers Afsendelse pr. Telegraf o. s. v. udgaves først den 3. (Se Generalstabsværkets II. Del pag. 311).
Situationen var altsaa følgende:
Talrige Batterier vare holde vore Skibe paa Afstand. Paa vor Side stod paa Nordlandet: Det svage og spredt opstillede Mels-Detachement (3 Kompagnier og 1 Batteri) med den ovenomtalte Reserve af h'åU Kompagni af 12. Regiment. Forf. siger, at det var af største Betydning, at Styrken kommanderedes af Oberst Max Müller. Men Obersten, der først samme Dags Morgen var ankommen til Als, kom som sagt først ved Nattetid til R um o h r s gaard midt inde paa Als. Rumohrsgaard laa ikke mindre end 2 Mil fra Kysten og havde endnu ikke telegrafisk Forbindelse ud til denne; der vilde altsaa gaa længere Tid, inden Obersten fik Melding om Overgangen. Da en Overgang i Baade kunde foretages i 15 Minuter, og, da det ikke var muligt at observere Baadene fra Land, før over Halvdelen af Farvandet var passeret, blev der kun 7— 8 Minuter til Alarmering af Styrken og Forsvarets Ordning. De 53/4 Komp. laa spredt i forskellige Byer; Oberst Max Muller vidste end ikke, hvor de to laa, thi de havde indkvarteret sig selv. Og da som sagt ingen Alarmplads var angiven og i det Hele ingen Foranstaltninger til Alarmering og Samling vare trufne, er det ikke for meget sagt, at Forholdene paa vor Side vare aldeles fortvivlede i Henseende til at modstaa et Overgangsforsøg og forst bleve nogenlunde taalelige den 3., efterat Planen var opgivet. Langt fra at beklage, at Overgangen ikke blev udført, maa vi takke Gud for, at den blev forhindret.
4. Tabet af Als.
Forf.s Slutningsbemærkninger i Anledning af Tabet af Als lyde saaledes (pag. 4'.)'.)): „Afgørelsen ligger i Forberedelsen. Det var denne Lære, der bekræftede sig ved denne Lejlighed til begge Sider. Preusserne erobrede Als, fordi Overgangen var omhyggelig forberedt, og Landgangspunktet rigtigt valgt. Vort Fo rsvar var mangelfuldt ordnet, derfor mistede vi A ls “ o.s.v. A t Preusserne erobrede Als, fordi Overgangen var omhyggelig forberedt, er uomtvisteligt. Ligeledes lader det sig ikke benægte, at vor Opstilling paa Als var uheldig og bærer sin Del af Skylden for det sørgelige Resultat; men det er ikke retfærdigt alene at anføre denne Omstændighed som Grund til Tabet af Als. Der kunde sikkert med fuld Ret fremføres den Grundforskel, som er saa stærkt iøjnespringende og derfor hyppigt fremhævet herhjemme, at medens Preusserne saa at sige fra Felttogets Begyndelse syslede med Planen om at komme over til Als, intet Øjeblik tabte denne Opgave af Syne og vilde sætte A lt ind paa at erobre Øen, saa var paa vor Side Anskuelserne særdeles vaklende om den Betydning, der burde tillægges Øen, og om den ikke snarere helt burde rømmes. Under Vaabenhvilen svækkedes saavel Land- som Søforsvaret ved Als, og General Steinmann fik ikke det Regiment, han saa indtrængende had om til Forøgelse af sin Styrke, det Regiment, der netop skulde have været opstillet paa Kjær Halvø. Det bør dog bemærkes, at Forf., rigtignok paa et helt andet Sted i Bogen, under Overskriften , Begivenhederne paa Fyen“ (pag. 506— 7) giver, hvad man her savner. Forf. skriver der, at Overkommandoen for sent kom til Erkendelse af, at den burde have givet General Steinmann den Forstærkning, han saa indstændig havde bedt om, og der tales om de „sørgelige Følger“ af dette Afslag. En højst bevæget Dag, siger Forf., vil det altid være, „naar man kommer til Erkendelse af, at man har begaaet Fejl, som kunde og burde være undgaaede, og som medfører saa sørgelige Følger.“
Hvad dette Afslag iøvrigt angaar, optager Forf. pag. 470 en Historie om, at det skyldes den Omstændighed, at Overkommandoens daværende Stabschef, Oberst Stiernholm, følte sig krænket over en Reprimande, som General Steinmann havde givet ham. Dette er en ganske ny Oplysning om Grunden til A is’s og dermed Slesvigs Tab. Det forekommer os, at Historier af denne Art — endog uden Kildeangivelse — ikke pryde et historisk Værk. Hvad Forsvaret af Øen angaar siger Forf. pag. 477: „Som det vil ses, havde Forsvaret stillet sig den umulige Opgave at ville forhindre Fjenden fra at komme i Land. Havde man umiddelbart efter Dybbølstillingens Fald anlagt en befæstet Stilling mellem Ulkebøl og Sønderskoven, saa vilde Fjenden ikke have indladt sig paa at forsøge en Overgang over Alssund. Men et saadant Befæstningsanlæg krævede T id til Udførelse, og den havde vi ikke. Der var derfor, navnlig henset til Styrken, kun Et at gøre. Man nnnatte nøjes med Observationsposter, helst Rytteri, paa Kjær Halvø, anlægge nogle Batterier nord for Kjær med Front imod Nord og holde hele Styrken samlet i Trekanten Kjær, Vollerup, Sønderborg, for at kunne benytte den efter Forholdenes Bydende, saaledes at man enten brugte den for at kaste den landgaaende Fjende tilbage, eller benyttede den til at sætte en Bom for hans Fremrykning, saa at man eventuelt kunde faa Hjælp. Kun ad denne Vej var det muligt at yde et Forsvar og at undgaa et Nederlag.“
„For Rolf Krakes Vedkommende vilde det sikkert have været bedst, om man havde stillet det som Opgave — ikke at forhindre en Landgang, thi det var en Umulighed paa Grund af Batteriets Beliggenhed — men at det skulde forhindre den landgaaede Fjende i at blive forstærket ved nye Overførsler.“
T il disse forskellige Forslag — den befæstede Stilling mellem Ulkebøl og Sønderskov, Observationsposterne paa Kjær Halvø, Batterianlægene N. for Kjær med Front mod N. og den forandrede, ejendommelige Instruks for Rolf Krake — skulle vi kun bemærke, at Forf., paavirket af Krigsbegivenhederne, kun har det udførte Angreb paa Kjær Halvø for Øje. Forf. ser bl. A. helt bort fra Faren ved et Angreb paa Ballegaard, og dog var Ballegaard hele Felttoget igennem og lige til Dagen før den 29. Juni det udsete Angrebspunkt. Hvorledes skulde bl. A. en befæstet Stilling mellem Ulkebøl og Sønderskoven kunne bevirke, at Fjenden ikke indlod sig paa at forsøge en Overgang over Alssund ved Ballegaard? og hvad Nytte skulde den befæstede Stilling gøre, hvis Fjenden var gaaet over ved Ballegaard? Anlæget af den vilde, forekommer det os, tyde paa en mærkelig Kortsynethed hos Forsvareren.
Endnu ønske vi kun at benytte denne Lejlighed til en Oplysning vedrørende en „Urigtighed“,, som Forf. paaviser i Generalstabsværket. I Afsnittet „Begivenhederne paa Fyen“ pag. 500— 7 skriver Forf.: „Den 29. Juni om Morgenen stod Landgangsbrigaden Max Müller ved Nyborg rede til at gaa paa Ekspedition, da den fra Overkommandoen Kl. fik Telegram om at gaa i Kantonnement, men være rede til hurtig Udrykning. Ved Middagstid blev den beordret til at afmarchere til et Kantonnement S. for Odense paa Vejen til Faaborg. Men paa Marchen fik den Kontraordre og maatte rykke til Odense, hvor den ankom Kl. mellem 9 og 10. Iler ankom Vogne“ o. s. v. „Vort Generalstabsværk beretter, at Brigaden Müller Kl. 704 M. fik Ordre til u o p h o l d e l i g t 1) at afmarchere fra Nyborg til Odense. Dette er, som paavist, urigtigt.“ Forf. angiver ligesaa lidt her som andetsteds sin Kilde. Vi beklage derfor ikke at kunne udtale os om dens Paalidelighcd, men maa indskrænke os til den Oplysning, at Generalstabens Beretning er i Overensstemmelse med de officielle Aktstykker. Telegrammet, der afgik Kl. 71/4 Morgen til 5. Brigade, lød saaledes: „Brigaden afmarcherer straks til et Kantonnement med Staben og et Regiment i Odense og St, Knuds Landsogn, et Regiment i Hørby, Atterup, Fraugde, Aasum samt vor Frue Landsogn, Batteriet i Sanderum By og Eskadronen i Paarup Sogn.“ Forf.s Beretning om, at Brigaden ved Middagstid fik Ordre om at indtage et Kantonnement S. for Odense, men inden Marchen fik Kontraordre og maatte rykke til Odense, savner ligeledes Hjemmel i de officielle Aktstykker. Efter disse indeholdt den Ordre, som en Ordonnants overbragte under Marchen, kun Kantonnementsbestemmelsen for den næste Dag. Nærmere at komme ind herpaa ved at angive denne Ordres Ordlyd, anse vi uden Interesse for Tidsskriftets Læsere.
At ovenstaaende Bemærkninger først fremkomme længere Tid efter Værkets Udgivelse er vel for en Del begrundet i Forhold, hvorover vi ikke vare Herrer, men dog for en stor Del deri, at vi kun modstræbende have taget Ordet og overhovedet kun have gjort det, fordi vi skønnede dette at være en Pligt.
Vor Hærs Præstationer i Krigen 1864 blev herhjemme fra første Færd uretfærdigt bedømte. Men i Tidernes Løb, dels paa Grund af fyldige Oplysninger og Fremstillinger af Krigsbegivenhederne, dels og særlig paa Grund af de overraskende Resultater af Krigene 1866 og 1870, have Anskuelserne helt ændret sig. Medens man umiddelbart efter Krigen — maaske paavirket af den Overvurdering af egen Kraft, som var ret karakteristisk i den nærmeste Tid efter Krigen 1848— 50 — snarest undrede sig over, at den danske Hær ingen Sejre havde at paavise overfor tvende Stormagter (af hvilke den ene, i Parenthes bemærket, gik i Spidsen for den militære Udvikling i Evropa), er man efterhaanden kommen til den rette Vurdering af Udholdenheden og Sejgheden i vort Forsvar og til E rkendelse af de store Vanskeligheder for Hærføringen i denne Krig. En Mand, der har skænket Krigen den nøjeste Omtanke og som paa ingen Maade har lukket Øjnene for de i den begaaede Fejl, har udtalt (se Generalmajor Købkes Artikel i „Mil. Tidsskrift“ 24. Aarg. pag. 479), at med den Hær, der den 1. Februar 1864 stod ved Dannevirke og kun støttet af de provisoriske Befæstninger, der den Gang stode til Raadighed, „vilde en anden Ledelse a f Hæren neppe ved Vaabendaad have kunnet udrette saa meget mere, at derved de overmægtige diplomatiske Hensyn vare bievne bøjede væsentlig mere til vor Fordel.“ Hvad der saaledes i Tidernes Løb er bygget op, synes desværre Forf. at ville omstyrte ved sin med rund Haand udstrøede og med stor Sikkerhed fremsatte Kritik, af hvilken der endda i det ovenstaaende kun er fremført nogle faa Eksempler. Da Forf.s Navn som Krigshistoriker og hans Evner som Stilist give hans Kritik en forøget Vægt, og da store Brudstykker af hans kritiske Bemærkninger ere optagne i forskellige Blade, har Forf.’s Skrift genncmgaaende fremkaldt de haardeste Domme over de Ledende i 1864.
Det var med Opmærksomheden fæstet herpaa, at vi skønnede det at være en Pligt at oplyse om, deels. at Forf.’s Kritik ofte hviler paa et usikkert Fundament, at. med andre Ord den krigshistoriske Fremstilling paa ikke uvæsentlige Punkter langt fra er saa uomstødelig, som den bør være for at danne Grundlaget for en skarp Kritik, deels, at der mod Forf.’s kritiske Betragtninger og Ræsonnementer kan rejses ikke faa Indvendinger. Og hermed haabe vi at have betaget Kritiken dens Braad.
