Log ind

NATO syn på flådestyrkers fremtidige rolle

Forord 

Jeg er i forbindelse med udgivelse af Militært Tidsskrifts temanummer om  Søværnet blevet anmodet om et bidrag om, hvordan NATO ser på  flådestyrkers fremtidige rolle. Der er ikke fra det maritime NATO hovedkvarter  i Northwood udsendt nogle officielle synspunkter om dette emne, men der  arbejdes i Alliancen med studier, som behandler udviklingen af den maritime  dimension I forbindelse med den “militære implementering af NATO’s  strategiske koncept (MC 400/2 fra år 2000)”. Jeg har valgt at tage  udgangspunkt i disse studier1, som giver en strategisk analyse af den maritime  dimension af NATO’s “joint” militære kapacitet og beskriver retningslinier for  dens fremtidige udvikling.

 

Baggrund 

NATO står i det 21. århundrede over for en bred vifte af nye ricisi og trusler, og  der er derfor behov for at ændre Alliancens strategi med henblik på  imødegåelse af disse. Kollektivt forsvar, støttet af afskrækkelsesfilisofien, er  fortsat den essentielle, politisk‐militære hjørnesten i NATO’s  solidaritetskoncept. En storstilet konventionel aggression mod NATO –  involverende et Artikel 5 modsvar – anses i øjeblikket og en årrække frem for  højst usandsynligt. Derimod må forventes et øget fokus på “ikke artikel 5  missioner” m.h.p. understøttelse af NATO’s sikkerhedspolitiske interesser som  modsvar på fremtidige spændinger og kriser, som kan være uforudsigelige  m.h.t. kilder, områder og størrelsesorden.  

NATO’s seneste strategiske tilpasning til den ændrede sikkerhedspolitiske  situation er beskrevet i den stadig gældende strategiske koncept fra 1999.  Dette dokument blev fulgt op af Militærkomiteen’s vejledning (MC 400/2) til de  øverste strategiske NATO‐chefer, så disse kunne udarbejde nødvendige  koncepter, direktiver, planer, strukturer og procedurer.

MC 400/2 omtaler tre hovedmissioner for NATO’s militære styrker: Artikel  5 kollektivt forsvar, Ikke Artikel 5 “Crisis Response” og konsultation og  samarbejde. Opgaven omkring udviklingen af NATO’s maritime dimension er  således at tilsikre, at disse hovedopgaver støttes bedst muligt ved udnyttelse af  NATO flådestyrkers unikke karakteristika. I MC 400/2 er specificereret, at det  samlede militære “output” af NATO’s styrker kan defines ved syv “Essential  Operational Capacilities”, som jeg vender tilbage til senere.  

 

 

Strategiske tendenser og faktorer 

Kilder til fremtidige kriser og konflikter – samt betydningen for Alliancens  sikkerhed – er beskrevet i flere NATO dokumenter. Omend det må forventes,  at NATO vil bibeholde konventionel militær overlegenhed i forhold til en  hvilken som helst potentiel modstander, vil der fortsat være sårbare punkter,  som i visse tilfælde vil være mere fremtrædende. Især vil det være langt mindre  sandsynligt at se mulige fremtidige konfrontationer gennemført kun på den  konventionelle slagmark, og NATO styrker og befolkninger må være forberedt  på at stå over for en bred vifte af ikke‐konventionelle “asymmetriske” risici.  Samtidig kan NATO‐chefer forvente at stå over for øgede begrænsninger med  hensyn til anvendelse af overvældende militær styrke med henblik på både at  kunne bibeholde befolkningernes støtte og opnå bred politisk opbakning bag  fremtidige operationer.  

Den gennemførte NATO udvidelse har ikke blot fysisk øget Alliancens  territorium, men har også implicit øget behovet for militær rækkevidde og  deployabilitet – selv i relation til Artikel 5 forsvar! Den erkendte mulige risiko  for at en Ikke Artikel 5 krise udvikler sig til at omfatte NATO territorium og  dermed “trigger” et Artikel 5 modsvar introducerer også nye risici og  potentielle trusler mod NATO’s sikkerhed.  

NATO’s strategiske koncept fremhæver to punkter af speciel interesse for  fremtidige værnsfælles (joint) operationer med bæring på den maritime  dimension. Først anføres det, at: “The size, readiness, availability and  deployment of the Alliance’s military forces will reflect its commitment to  collective defence and to conduct crisis response operations, sometimes at short  notice, distant from their home stations, including beyond the Allies’ territory”.

Denne eksplicitte reference til muligheden for “expeditionary operations”2  i forbindelse med løsningen af den brede vifte af fremtidige Ikke Artikel 5  operationer stiller store krav til NATO styrkers beredskab, deployabilitet og  kapacitet til at kunne operere effektivt såvel indenfor som udenfor Alliancens  territorium og infrastruktur. Ydermere anføres i den Strategiske Koncept, at:  “Alliance forces will be structured to reflect the multinational and joint nature of  Allied missions”.  

Dette indikerer klart, at “jointness” – sammen med multinationalitet – er  blevet et hovedprincip i NATO’s militære strukturer og aktiviteter. Vi vil således  ikke længere se fly‐, land‐ og maritime styrker som separate entiteter, men  som del af og udelelig fra andre dele af en “joint” styrke. Det er den udpegede  “Joint Force Commander’s” behov, som vil være bestemmende for de militære  komponenters rolle, opgaver og kapaciteter inden for hans “joint” styrke.  

Det fremgår således, at der er en meget bredere fremtidig rolle for  maritime styrker end blot at forfølge mål i en maritim kampagne. Deres nytte  skal ses ved effektiv deltagelse som komponent i en “joint” kampagne, hvor  hovedeffekten oftest vil være fokuseret mod landsiden. Men selv hvor  udfordringerne er “land‐tunge”, skal alle “warfares” udnyttes effektivt for at  kunne støtte “Joint Force Commander”. Dette er en vigtig filosofi, som  bevirker, at hvert værns særlige styrke integreres for at opnå synergi og en  økonomisk styrkekoncentration. Slutproduktet skal således ideelt være en  overordnet militær kapacitet, som overstiger summen af de individuelle  styrkebidrag. Dette indebærer opfyldelsen af to krav. For det første at NATO  som helhed kan konfigurere sine styrker hensigtsmæssigt med en passende  blanding af kapaciteter m.h.p. at kunne deltage effektivt i “joint” operationer.  For det andet, at chefer og stabe trænes i “joint” operationer, således at de er i  stand til at identificere, planlægge og udnytte mulighederne for synergi.  Såfremt der ikke leves op til disse principper, reduceres operationens synergi,  og i værste fald løses missionen ikke, specielt hvis der opereres med numerisk  begrænsede styrker.

Konkluderende er en “joint” tilgangsvinkel således nødvendig som følge af  den strategiske udvikling, men også på baggrund af tendensen mod generelt  reducerede budgetter i NATO landene.  

 

Maritime kapaciteter 

Jeg nævnte tidligere, at det i MC 400/2 er specificereret, at det samlede  militære “output” af NATO’s styrker kan defines ved syv “Essential Operational  Capacilities (EOC)”. Disse er:  

• Effective Engagement  

• Effective Intelligence  

• Deployability and Mobility  

• Timely Force Availability  

• Effective Command and Control  

• Logistics Sustainability  

• Survivability and Force Protection  

Disse EOC indbefatter samtlige militære elementer nødvendige for at løse  hele spektret af NATO’s militære missioner og som kan garantere NATO’s  militære effektivitet og handlefrihed. De er alle afhængige af hinanden og  implicit understøttet af nøglebegreberne “jointness”, interoperabilitet og  fleksibilitet.

Af de syv EOC indeholder “Effective Engagement” NATO’s primære  “output”. Det indbefatter ikke kun “warfightimg” og højintensive Ikke Artikel 5  operationer, men også “engagementer” på lavere niveau såsom nødhjælps‐ og  humanitære operationer, “peacekeeping”, civilt‐militart samarbejde (CIMIC),  “Information Operations” og “Public Relation”. Disse former for militært  engagement, som ikke nødvendigvis medfører langvarig og meget  ressourcekrævende indsats, bidrager til at øge sikkerheden og stabiliteten  inden for NATO’s strategiske interessessfære. Set med disse øjne er de  værdifulde – ofte udfordrende – “joint” militære aktiviteter, som kræver  tilstrækkelige kapaciteter, ressourcer og træning.  

EOC danner et målepunkt, ud fra hvilket man kan vurdere de nuværende  kapaciteter, som maritime styrker kan tilbyde “Joint Force Commander”.  Ligeledes udgør de et benchmark for vurdering af kapacitetsmangler, som  Alliancen da må forholde sig til og behandle.  

Efterfølgende behandles de enkelte EOC i større eller mindre detaljeringsgrad  og der vil blive påpeget områder, som bør behandles m.h.p. optimal løsning af  NATO’s fremtidige militære maritime opgaver.  

 

Effective Engagement 

Flådestyrker er i stand til at etablere langvarig tilstedeværelse, krisestyring og  “extended deterrence” inden for og uden for NATO’s område med et  minimeret behov for “Host Nation Support” og “Force Protection”. I  lavintensitets operationer kan deres tilstedeværelse i sig selv være tilstrækkelig  til opnå de politiske mål med minimale komplikationer. På højere  intensitetsniveauer kan flådestyrker ‐ ved anvendelse af de kapaciteter, som  muliggør sikker adgang til operationsområdet og navigationsfrihed – hurtigt  udnytte havområder med henblik på at supplere og støtte operationer på land  og derved komplicere og begrænse en modstanders militære optioner. Dette  vil øge Joint Force Commander’s vifte af muligheder for intervention og bl.a.  kunne give ham mulighed for at vælge militære løsninger, som ikke bygger på  komplicerede “exit” strategier.  

Den blotte tilstedeværelse af en maritim styrke kan være en  betydningsfuld faktor for at undgå eller begrænse en konflikt, hvor effekten af  at have operationsklare, mobile styrker kan være afgørende. Såfremt  konflikten alligevel opstår, vil maritime tilstedeværelse kunne tvinge  modstanderen til at skulle forsvare en bredere front, mens egne styrker kan  koncentrere deres indsats i tid og rum efter eget valg. Når en beslutning om  engagement er truffet, kan den maritime indsats – inklusiv evt. direkte  pression mod det aktuelle “joint” operationsområdes maritime flanke –  medvirke til at udnytte situationen til NATO’s fordel, idet der kan opnås en  mere fordelagtig situation for land‐ og flystyrkers indsats omkring hovedmålet  for den “joint” indsats på land. Maritime styrker kan projektere magt ind i  “Joint Operations Area” med gradueret intensitet m.h.p. – sammen med  styrker fra de andre værn ‐ at opnå den af “Joint Force Commander” krævede  effekt. Ydermere kan maritime enheder tilbyde relativt beskyttede platforme,  fra hvilke der kan udøves kommando og kontrol over det allierede engagement  samtidig med understøttelse af komplementære “Information Operations”,  “Public Information” og CIMIC aktiviteter.  

I fremtiden vil rækkevidden og effektiviteten af den maritime kapacitet  kunne udstrækkes dybere ind i land gennem avancerede maritime fly, missiler,  ammunition og amfibiesystemer. Dette vil øge de maritime styrkers mulighed  for at kunne støtte “Joint Force Commander’s” indsats i kystnære områder.  Bevæbning af danske Fleksible Støtteskibe med 5” kanon og tanker om bl.a.  TLAM og længererækkende Air Defence til kommende Patruljeskibe viser den  danske vilje til at understøtte denne udvikling.  

NATO har i dag den strategiske fordel af at have et praktisk talt uomtvistet  “blue water” søherredømme. Imidlertid er det Alliancens opfattelse, at dens  maritime styrker endnu ikke er fuldt optimeret til at udnytte denne fordel i kystnære områder, hvor opnåelsesgraden af “Sea Denial” eller “Sea Control” er  direkte bestemmende for udstrækningen af den støtte, der kan ydes til “joint”  operationer i land. Evnen til at skabe indflydelse fra søsiden – over hele  engagementsspektret – er en hovedkomponent i “Joint Expeditionary  Warfare”. P.t. er det NATO’s opfattelse, at kun få NATO lande besidder  kapaciteter, som dækker dette spektrum. Den øgede sandsynlighed for  involvering i “joint” Ikke Artikel 5 operationer vil kræve, at NATO’s maritime  styrker udvikler en bred og fleksibel vifte af kapaciteter mhp. at kunne støtte  “Joint Force Commander’s” “Effective Engagement” i komplekse og varierede  operative scenarier. Dette vil sandsynligvis betyde en udvikling fra det  traditionelle fokus på søgående platforme mod en mere kapacitetsdrevet  tilgangsvinkel.  

 

 

Effective Intelligence 

Effektive efterretningsoplysninger er selvsagt essentielle for chefer på alle  niveauer mhp. at kunne identificere risici, trusler og muligheder. Samtidig er de  af afgørende betydning som støtte til “joint” “contingency” og  operationsplanlægning.  

Denne EOC har direkte bæring på andre EOC ‐ ikke mindst “Timely Force  Availability”.

Det er NATO’s opfattelse, at f.eks. evnen til at skaffe tidlige efterretninger  fra fremskudte undervandsbåde kan udgøre en værdifuld “force multiplier”,  som kan give tidlig indikation af behovet for at deployere “follow‐on”  elementer fra en “joint” styrke.  

Efterretningskilder er oftest under national kontrol, og der ligger en  udfordring i at gøre disse tilgængelige for “Joint Force Commander”, således at  der kan præsenteres et samlet og nøjagtigt billede. Ikke mindst udsigterne til  øget fremtidigt NATO engagement uden for Alliancens område bevirker, at det  er nødvendigt at holde fokus på dette område.  

 

Deployability and Mobility 

Maritime styrkers mulighed for fleksibelt at kunne støtte en militær “joint”  kampagne gennem deres deployabilitet og mobilitet er omtalt tidligere.

For at kunne yde maritim støtte over et bredt spectrum af roller kræves  opfyldelse af en række forudsætninger såsom højt beredskab, lang  deployeringsrækkevidde, udholdenhed, interoperabilitet, rolleversalitet,  integreret styrkebeskyttelse samt indbyggede kommandofaciliteter. Maritime  styrkers evne til hurtigt og fleksibelt at kunne indgå i en operation kan  tilvejebringes gennem alt lige fra en enkelt enhed til en fuld Combined Joint  Task Force (CJTF) støttet af en maritimt baseret kommando og kontrol kapacitet. Deployabilitet og mobilitet omfatter også evnen til at kunne udføre  “strategic sealift” mhp. at kunne bevæge styrker frit og fleksibelt ind i og inden  for “Joint Operations Area”.  

Danmark yder her allerede nu et vigtigt og påskønnet bidrag med TOR  ANGLIA og TOR FUTURA.

Det vil fremover være yderst vigtigt, at deployabilitet og mobilitet matches  korrekt til den overordnede kvantitet og kvalitet af den militære kapacitet, som  kræves af fremtidige “joint” operationer. De naturlige fordele, som maritime  styrker nyder inden for denne EOC, bør derfor udnyttes bedre i fremtiden mhp.  at støtte den bredere “joint” indsats. Områder, hvorpå der bør sættes øget  fokus, er bl.a. MCM‐styrkers deployabilitet og tilvejebringelse af yderligere  “heavy lift” skibe.  

 

Timely Force Availability 

Kravene til styrkegenerering varierer fra mindre styrker – konfigureret til f.eks.  humanitare operationer og klar til deployering på kort varsel (hvis ikke allerede  til søs) – til mere kapable og substantielle styrker, inklusiv hovedkvarterer,  deployeret mhp. at støtte en “joint” indsats. Uforudsigelige fremtidige  scenarier kræver evnen til hurtigt og fleksibelt at kunne svare igen samt en  balance af “readiness states” og kapaciteter, som kan klare en bred vifte af  indsatsmuligheder. “Timely Force Availability” indbefatter disse kvaliteter og  giver essentiel militær støtte til rettidig politisk beslutningstagen i en krise.  NATO’s maritime styrker yder allerede nu en betydelig fleksibilitet i form af  kapacitet, enhedernes alsidighed, varsel og vel praktiserede multinationale  samarbejde og interoperabilitet.

I NATO arbejdes p.t. med det såkaldte NATO Response Force (NRF)  koncept. Dette arbejde blev iværksat efter NATO topmødet i Prag i november  2002, hvor det besluttedes, at der skulle skabes en NRF bestående af  teknologisk avancerede, fleksible, deployerbare, interoperable og udholdende  styrker inkluderende land‐, flåde‐ og flyelementer. NRF skulle være klar til at  deployere hurtigt, hvorhen det måtte være nødvendigt som besluttet af  NATO‐Rådet. NRF koncepten indebærer på det maritime område, at  nationerne tilmelder efterspurgte styrker, som herefter indplaceres i “Task  Groups” og trænes og certificeres efter en fastlagt turnus. Herefter skal de  inden for nærmere fastsatte halvårsperioder være klar på 5 dages varsel mhp.  at kunne indsættes i op til 30 dage. Såfremt der bliver behov for NRF  indsættelse inden for disse såkaldte “stand by” perioder, skræddersys det  maritime bidrag mht. sammensætning og størrelse, således at det yder optimal  støtte til en “joint” indsats. Er krisen ikke bragt til ophør inden for de 30 dage, bringes CJTF koncepten i anvendelse, principielt med muligheden for fortsat  anvendelse af elementer fra NRF styrken, som allerede er i operationsområdet.  

Der er endnu i NRF koncepten punkter, som ikke er færdigudviklet, og et af  de vigtige elementer er her certificeringsprocessen. NRF konceptet fastlægger,  at den pågældende Component Commander certificerer sine underlagte Task  Groups under de af NATO planlagte værnsspecifikke øvelser (LIVEX). Herefter  certificerer den “Joint Force Commander” sine underlagte Component  Commanders ved en af NATO planlagt Command Post Exercise. I denne proces  er det forudsat, at nationer leverer fuldt uddannede og udrustede enheder som  fastlagt under styrkegenereringsprocessen. De standarder maritime enheder  skal opfylde er fastlagt i publikationen ”ACO Force Standards Vol IV Standards  For Maritime Forces”  

Allerede på nuværende tidspunkt står det klart, at forudsætningen om  fuldt uddannede og udrustede enheder ikke opfyldes af alle nationer. Derfor er  der ved at materialisere sig en holdning blandt de maritime Component  Commanders til at kategorisere bidragydere i ”A‐nationer” og ”B‐nationer”. Anationer er de lande, der har en ”Flag Officer Sea Training” lignende  organisation eller som lejlighedsvis deltager heri3. B‐nationer er øvrige  nationer, for hvilke, der påtænkes en stikprøvevis certificering på  enhedsniveau.

Det skal bemærkes, at NRF konceptens success beror på nationernes  villighed til at afsætte de nødvendige ressourcer og stille de efterspurgte  styrker til rådighed, samt at der kan skabes politisk konsensus om at anvende  dem, hvor og når det er nødvendigt.  

SACEUR forelægger løbende Combined Joint Statement og Requirent (CJSOR)  over for NATO’s Militærkomite. CJSOR er de styrker, som kan forudses  nødvendige for NRFs løsning af de umiddelbart mest sandsynlige trusler og  risici. Det aktuelt mest akutte problem på det maritime område fra den seneste  CJSOR er manglende tilmelding af amfibiestyrker samt løftekapacitet til søs og  i luften.  

Det er planen, at NRF skal opnå sin fulde operative kapacitet ultimo  oktober 2006.

Der arbejdes p.t. i Alliancen med at klarlægge, hvorledes de eksisterende  stående flådestyrker (to MCM og to FF/DD styrker) skal integreres i NRF  koncepten, idet de klart vil være vigtige elementer qua deres meget høje  beredskab og mulighed for umiddelbar indsættelse.  

 

Effective Command and Control 

Kommando og kontrolfaciliteter kan på det operative niveau hurtigt stilles til  rådighed for “Joint Force Commander” ved anvendelse af de i området  tilstedeværende maritime enheder. Dette er specielt en vigtig faktor i de  indledende faser af en operation, hvor reaktionstid og effektiv behandling af de  rådige informationer er helt afgørende. Derefter vil der afhængig af den “joint”  operations karakter være behov for omfattende kommando og  kontrolfaciliteter. Interoperabilitet mellem de forskellige styrkekomponenter –  hvilket involverer områder som doktriner og træning samt systemernes  kompatibilitet – vil udgøre en væsentlig udfordring. Dette gælder ikke mindst  som følge af kravet om at kunne integrere ikke‐NATO enheder i fremtidige  NATO ledede “joint” operationer. Desuden vil en iværksat udvikling af et  koncept for oprettelsen af et søbaseret CJTF Hovedkvarter være en væsentlig  kommende udfordring. Her vil det være en afgørende faktor at kunne skaffe en  platform tilstrækkelig stor til at rumme de nødvendige, omfattende  kommando og kontrolfaciliteter. Man kunne her forestille sig, at de europæiske  NATO nationer efter samme model som NATO AWACS projektet udviklede et  “European Command Ship” som supplement til USS Mount Whitney.  Alternativt kunne de nødvendige kommando og kommunikationsfaciliteter  modulariseres og placeres i containere på dertil egnede platforme, således at  der ikke var behov for bygning af et dedikeret kommandoskib.  

 

Logistics Sustainability 

Jeg har tidligere omtalt Alliancens akutte mangel på tilstrækkelig strategisk  “airlift”‐kapacitet. Flere nationer har nu planer for nyanskaffelser af fly for at  råde bod på dette, hvilket i betydelig grad vil kunne støtte tidlig deployering og  efterfølgende understøttelse af “joint” styrker indsat i “Expeditionary  Operations”. Imidlertid må det forventes, at mange fremtidige “joint”  operationsområder vil ligge uden for NATO’s område, og det vil derfor være  sandsynligt at langt størstedelen (volumen‐mæssigt) af den “joint” logistiske  støtte vil skulle transporters til søs.

Dette vil kræve sikre maritime komunikationslinier og sikre  støttemuligheder i forbindelse med levering af varerne. NATO vil derfor have  behov for garanteret og hurtig adgang til benyttelse af shippingfaciliteter med  et betydeligt volumen. Herudover vil det være nødvendigt at have  eskortestyrker, MCM styrker og lokale maritime forsvarsstyrker, som kan sikre  de udpegede destinationspunkter i det “joint” operationsområde.  

Maritime styrker er i høj grad logistisk i stand til at klare sig selv, hvilket gør  dem i stand til at operere i længere perioder uden støtte fra land. Dette giver  “Joint Force Commander” en betydelig frihedsgrad mht. deployeringsoptioner for disse styrker. En sådan logistisk uafhængighed vil specielt være værdifuld i  de indledende faser af en operation, hvor logistiske genforsyningsmuligheder  endnu ikke er fuldt etableret.

Det er NATO’s vurdering, at maritime styrker fremover bør gøres endnu  mere udholdende, hvilket vil kræve tilførsel af flere maritime logistikenheder.  Ligeledes ses behov for yderligere udvikling af “joint” og multinationale  logistiske koncepter, doktriner og procedurer, idet der hidtil kun har været  begrænset focus på dette område. Det vil fortsat være et nationalt ansvar at  tilvejebringe logistik, som kan understøtte de styrker, som stilles til rådighed  for Alliancen, men NATO vil fremover få et større ansvar for koordinering og  anvendelse af de logistiske ressourser.  

På det maritime område har NATO gode erfaringer mht. multinational  logistik fra de sidste 40 års anvendelse af stående NATO‐flådestyrker.  Endvidere ses det nødvendigt at få klarificeret prioriteringen for anvendelse af  den relativt begrænsede strategiske maritime løftekapacitet og logistiske  støtte i en “joint” operations indledende faser.  

 

Survivability and Force Protection

Maritime styrker vil også i fremtiden have en væsentlig rolle i forbindelse med  beskyttelse af “joint” styrker i et operationsområde. Især kapaciteter som  søbaseret “fire support” og “air power”, efterretningsindhentning,  måludpegning og rekognoscering, genforsyning og “Theatre Ballistic Missile  Defence” vil kunne bidrage væsentligt til “Joint Force Commander’s”  beskyttelse af sin “joint” styrke.

Søbaserede styrker har normalt en betragtelig integreret “Force  Protection” indbygget i styrken. Ydermere yder havet en vis naturlig  beskyttelse og reducerer til en vis grad sårbarheden mod asymmetrisk  krigsførelse og NBC‐trusler. Det må dog erkendes, at “Expeditionary Warfare”  indebærer øget anvendelse af kystnære områder, og samtidig sker der en  udvikling inden for våbenteknologien og udbredelsen af  masseødelæggelsesvåben, hvilket relativt set reducerer maritime styrkers  “indbyggede” beskyttelsesmuligheder.  

Yderligere fremskridt mht. udvikling af maritime platforme,  våbensystemer, interoperabilitet, træning og operative standarder vil kunne  øge maritime styrkers egenbeskyttelse og overlevelsesevne og samtidig  maksimere det maritime bidrag til den overordnede “Joint Force Protection” ‐  især i de kystnære områder.  

NATO vil fremover løbende være nødsaget til at revurdere den maritime  “Force Protection” i takt med ændringer i trusselsbilledet.

 

Sammenfatning og konklusion 

Ovenstående gennemgang af de i MC 400/2 anførte EOC viser, at NATO’s  maritime styrker allerede nu frembyder en bred vifte af kapaciteter, som i høj  grad støtter NATO’s reviderede strategiske koncept. Især er det de maritime  styrkers indbyggede mobilitet, mulighed for fleksibel konfiguration og  indsættelse samt skalerbare “power projection”, som giver relevante og  værdifulde optioner ved gennemførelsen af “joint” operationer over hele  spektert af missioner – såvel inden for som uden for NATO’s område.  

Gennemgangen viser dog også, at der fortsat skal arbejdes inden for visse  felter for at forbedre den maritime dimension af NATO’s fremtidige “joint”  militære kapacitet. Det er her vigtigt, at udviklingen af den maritime dimension  sker koordineret med andre processer i NATO, herunder bl.a. det  igangværende arbejde omkring udviklingen af den tidligere omtalte NRF  koncept. NRF koncepten kan ses som en velegnet katalysator for NATO’s  udvikling af nødvendige kapaciteter, hvilket bør styre nationernes  materielanskaffelsesplaner. Såfremt nationerne ikke leverer de essentielle  kapaciteter i tilstrækkeligt omfang (f.eks. “Strategic Airlift”), må NATO levere  disse.

“Effective Engagement” bør være det primære produkt af NATO’s  fremtidige maritime kapacitet – leveret på den mest effektive måde over hele  spektret af sandsynlige missioner med “joint” interoperabilitet som det  styrende princip. Dette vil kræve et klart fokus på udnyttelse og forbedring af  de maritime kapaciteter inden for alle EOC – støttet af opdaterede doktriner og  effektiv “joint” træning, øvelsesvirksomhed og evaluering.

Afslutningsvis er det er glædeligt at konstatere, at Danmark gennem  byggeprogrammer som de Fleksible Støtteskibe og Patruljeskibe med deres  planlagte kapaciteter – samt andre initiativer (f.eks. ARK‐projektet) – har  forstået at tilpasse Søværnets og Forsvarets udvikling, således at Danmark  også i fremtiden kan bidrage med relevante elementer til NATO’s maritime  styrker.

 

 

1 Det seneste dokument, som behandler “den maritime dimension” er dateret  august 2002 og udsendt som et fælles Bi‐SC papir.

2 Definition af “Expeditionary Operation”:  “The projection of military power over extended lines of communication into a  distant Area of Operations. It involves the establishment of forward bases,  either on land or at sea, from which military power can be brought to bear on  the situation. Expeditionary forces thus require the capability to temporarily  create a support apparatus, necessary to sustain the operation to its  conclusion. The capability to “mount the expedition” (movement and  sustainment) at appropiate readiness and relatively short notice, is the central  consideration in the conduct of an expeditionary operation”.

3 Storbritannien, Frankrig, Spanien og Italien har egne FOST faciliteter.  Tyskland, Holland og Belgien benytter sig i vid udstrækning af FOST