Log ind

Militærvidenskab og Elektronisk krigsførelse

#

Med elektronisk krigsførelse som eksempel analyserer orlogskaptajn Arne Jespersen, der for tiden er tjenstgørende i COMNAVBALTAP’s stab, her det militærvidenskabelige begreb og opstiller en model for dette.

Al viden er uden praktisk interesse for den, der ikke i forvejen interesserer sig for noget.

Alf Ross, Ret og retfærdighed, 3. oplag 1971, p. 387.

I Indledning.

1. Militærvidenskabens genstand.

Militærvidenskab er videnskaben om militæret, hvilket i korthed vil sige, at militærvidenskabens genstand er militæret. Men hvad er da militæret? - I denne fremstilling tænkes »militæret« anvendt som et samlende begreb dækkende alle forsvarsmæssige forhold og -aktiviteter, herunder alle de regler, der gælder for den personkreds, der normalt henregnes til forsvaret, hvilket vil sige, at den omfatter såvel militært som civilt ansatte. I betragtning af, at det ofte nok er udtalt, at forsvaret skal afspejle udviklingen i det øvrige samfund, må vekselvirkningen mellem forsvaret og samfundet iøvrigt ikke overses. Militærvidenskab er med andre ord en vidtfavnende videnskab, der må kunne henregnes til samfundsvidenskaberne ligesom jura, økonomi, statsvidenskab o.l. Det er ikke min hensigt at indgå i en detailleret diskussion om militærvidenskabens inderste væsen, sådan som jeg forestiller mig den, men fremstillingen skal snarere opfattes som et filosofisk skrift, der søger at påvise eksistensen af en potentiel militærvidenskab, og det er derfor - i modsætning til en dogmatisk fremstilling - ikke underkastet et autoritativt regelsæt. Der forekommer mig nemlig at være god grund til at antage, at der - uanset at ingen i moderne tid synes at have erkendt behovet for og/eller formået at give en samlet beskrivelse af en »dogmatisk« militærvidenskab - foreligger tilstrækkeligt materiale til at retfærdiggøre den antagelse, at en potentiel militærvidenskab eksisterer, hvilket understreges af, at militær forskning har fundet sted på forskellige områder i årtusinder, hvad litteraturen giver rigelige beviser på.

2. Militærhistorisk orientering.

Det synes som om visse militærhistorikere overser, at der udover de almindeligt tilgængelige værker på bibliotekerne og i arkiverne også findes en mængde materiale, der ikke er tilgængeligt for offentligheden in extenso, fordi det er behæftet med en høj klassifikationsgrad eller andre restriktioner. Helge Klint1} mener iøvrigt, at der slet ikke findes nogen egentlig krigsvidenskab i ordets strengeste forstand, men at der er tale om krigsvidenskaberne Taktik, Strategi og Krigshistorie, og at disse igen forgrener sig i områder som f.eks. Militærgeografi, Befæstningskunst og Ballistik.2

I fig. 1 har jeg søgt at gengive et diagram over den opfattelse af den militære »tænkning«, der kommer til udtryk i Militærhistorisk Orientering 1968. Begrebet krigskunst, som er af gammel dato, beskriver Klint som værende den hensigtsmæssige anvendelse af alle til rådighed stående midler med henblik på at søge krigens opgaver løst - i teori som i praksis - idet denne kunst forudsætter et indgående kendskab til krigsvidenskaberne. Allerede her synes der at kunne skimtes et omrids af generel krigsvidenskab som selvstændig disciplin samt en erkendelse af behovet for en samlende beskrivelse af krigens dogmatik, som går på tværs af Klints opdeling, og det er f.eks. da også almindeligt anerkendt, at allerede Clausewitz og Jomini bevægede sig frit mellem taktiske og strategiske tankegange.3)

II Militærvidenskab.

3. Definition af videnskab.

a. Hvis krigs- og militærhistorie er uomgængeligt nødvendig, såfremt vi ønsker et veluddannet og funktionsdueligt forsvar, så meget desto mere må en bredt favnende militærvidenskab være det. Den stiltiende forudsætning for overhovedet at omtale militærvidenskab i bred forstand som en potentielt eksisterende videnskab er imidlertid, at begrebet lader sig definere. At anvende ordet militær som et samlebegreb dækkende alle forsvarsmæssige forhold og aktiviteter er én ting, noget andet er overhovedet at knytte det sammen med begrebet videnskab. b. Når al videnskabelig erkendelse efter sin natur er indsigt i empiriske kendsgerninger og deres lovmæssige, funktionelle sammenhæng, hvorledes er det da overhovedet muligt på et videnskabeligt grundlag at opstille andet end rent konstaterende udsagn?

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 11.48.09.png

Dette spørgsmål er ifølge Alf Ross4) gældende for al praktisk eller teknisk videnskab, d.v.s. videnskab, der giver anvisning på, hvorledes man under givne betingelser skal forholde sig. Han besvarer den gennem en diskussion om grænsedragningen mellem videnskab og politik, erkendelse og handling, og benytter til dette sondringen mellem »opfattende« og »stillingtagende« bevidsthedsakter ifølge den grundlæggende inddeling af de psykiske fænomener. Ved »opfattelse« menes enhver antagelse om, hvorledes den virkelighed er beskaffen, der holdes for sand eller i det mindste for sandsynlig af den, der nærer opfattelsen. Ved »indstilling« forstås de stillingtagende bevidsthedsfænomener som kilde (motiv) til al anden aktivitet. c. Videnskabens funktion er, at den anviser veje og midler for aktiviteter, der udspringer af en erkendelse, der i sig selv er uafhængig af interesser eller indstillinger, men kun kan anvendes under forudsætning af et givet motivs - en given indstillings - tilstedeværelse. En bestemt videnskabelig norm består således dels af en indsigt, d.v.s. erkendelse af gyldige principper, som gør krav på at være sande, dels af et krav om tilstedeværelsen af et motiv, der skal dirigere principperne. Videnskabens opgave er følgelig at opstille holdbare påstande og kritisk udsondre dem, der ikke kan stå for videnskabelig prøve, og på denne baggrund er det nu muligt at definere videnskab som systematisk udviklet og metodisk efterprøvet erkendelse. d. Det er derfor klart, at følelsesbetonede indstillinger og deres udtryk falder udenfor videnskabens område, og dette betyder, at forskere, når de udtaler sig offentligt, så klart som muligt bør markere grænsen mellem den del af deres virksomhed, der kan gøre krav på videnskabelig gyldighed, og den del, der falder udenfor. I modsat fald tilraner forskeren sig en autoritet til fordel for sine subjektive indstillinger, der ikke tilkommer dem.

4. Definition af militærvidenskab.

Klint beskæftiger sig i sin militærhistoriske orientering og redegørelsen for krigshistoriens udvikling næsten udelukkende med begreber, hvori ordet »krig« indgår i sammenhængen, jfr. fig. 2, men jeg har allerede indlednings vis antydet, at begreberne omkring ordet »militær« er mere rummelige og i virkeligheden også bedre beskrivende for den videnskabelige virksomhed, der foregår i militært regi. Denne virksomhed er jo ikke kun begrænset til tankeverdenen omkring det voldelige begreb krig, hvilket gerne skulle fremgå af det følgende.

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 11.48.45.png

Hvis man kan akceptere det rummelige indhold i begrebet militær, og at militærvidenskabens genstand er militæret, vil det af fig. 3 fremgå, at man nu kan definere militærvidenskab som systematisk udviklet og metodisk efterprøvet erkendelse af de fænomener, der følger af den gensidige påvirkning af og videnskabelige vekselvirkning mellem de militærfaglige områder og det omkringliggende samfund.

5. Indhold og systematik.

a. Stadig med udgangspunkt i Klints terminologi kan man nu opstille et diagram (matrix) over militærvidenskabens indhold, jfr. fig. 4, og hvis man et 

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 11.49.20.png

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 11.49.40.png

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 11.49.52.png

øjeblik erindrer sig den begrebsverden, hvori krigshistorien efter natur og funktion opdeles i beskrivende kildestudier (f. eks. kaldet »K«) og anvendte undervisningsmidler (f.eks. kaldet »T«), d.v.s. henholdsvis tilbageskuende og fremadskuende fremstillinger, så består Klints militærhistorie af de med K og T mærkede emnekredse, medens den netop givne definition må kræve, at alle felter i fig. udfyldes med K- og T-beskrivelser.5) b. Det er herefter muligt at opstille et forslag til et mere nuanceret diagram over forholdet mellem militærvidenskabens »dogmatik« og nogle militære »hjælpevidenskaber«, som man - alt efter temperament - eventuelt kunne sammenfatte under fællesbetegnelsen »sociologi«. Efter deres indhold opstilles hjælpevidenskaberne i en tværfaglig og en faglig gruppe, jfr. fig. 5, men det anerkendes uden videre, at en anden og muligvis mere udtømmende systematik vil kunne anvendes. Med udtrykket dogmatik forstås her det system af normer, d.v.s. direktiver bestemt af et bestemt ideologisk indhold, der til enhver tid gælder for et bestemt afgrænset samfund. Dansk militær dogmatik er følgelig det sæt af normer, der gælder for det danske forsvar. Afhængigt af det videnskabelige forbillede, der ligger til grund for beskrivelsen af normsystemet, kan der være tale om et natur-videnskabeligt, humanistisk eller samfundsvidenskabeligt videnskabsideal. Der er her ingen principiel forskel mellem forsvaret og andre videnskabsområder, f. eks. jura, som efter min opfattelse har mange fællestræk med forsvaret, og den her omhandlede (potentielt eksisterende) militærvidenskab. Den altafgørende forskel mellem militærvidenskaben og andre videnskabsområder er - som allerede omtalt -, at der ikke i øjeblikket eksisterer samlede fremstillinger af militærdogmatikken, eller bare en oversigt, som kan siges at være udtømmende. c. Dette betyder naturligvis ikke, at der ikke foregår en intensiv militærvidenskabelig forskning på nogle af de områder, jeg har søgt at samle under betegnelsen hjælpevidenskaber, som i sig selv indeholder normsæt, der kunne henregnes til dogmatikken, f.eks. de forskellige taktiske doktriner, der dyrkes både i udlandet og herhjemme, men det betyder, at det overblik, alle drømmer om at opnå overfor det fag, der er ens eget, kun kan få 2-dimensional karakter, fordi »dybden«, den 3. dimension, mangler. Sagt på en anden måde kan man f. eks. forestille sig, at virkeligheden opfattes som et fotografi. Dette får først liv - og rumlig virkning når det betragtes gennem »tre-dimensionelle briller«, som er det hjælpemiddel, - det stykke værktøj, - der får fotografiet til at fremtræde som et virkelighedsbillede. På samme måde er militærdogmatikken det videnskabelige værktøj, der giver militærvidenskaben rumlig virkning med mulighed for overblik over helheden, den militære virkelighed. Jo bedre briller, desto bedre syn.

6. Kilder og personkreds.

a. Det er klart, at systematiske beskrivelser inden for et videnskabeligt system ikke kan gribes ud af den blå luft, men at de er menneskeværk, som må baseres på kendsgerninger og kildemateriale, der i hovedsagen er af primær karakter. Militærvidenskaben må antages at omfatte

1) redegørelse for hvilket kildemateriale, der anses for relevant,

2) anvisninger på, hvorledes dette kildemateriale kan anvendes ved løsningen af konflikter mellem modstridende interesser, samt

3) regler for, hvorledes der argumenteres, når der skal tages standpunkt.

b. Man kan groft opdele kildemateriale efter dets norm-beskrivende værdi, d.v.s. normerne som påstande, f. eks. på følgende måde:

1) Fuldt objektiviserede kilder, som er autorativt formulerede. (»Lov«). Eks. lov, direktiv, kundgørelse, visse forskningsresultater.

2) Delvis objektiviserede kilder, som er sprogligt, men ikke autoritativt formulerede. (»Praksis«). Eks. tidlige afgørelser, præcedens-sager, videnskabelige studier.

3) delvis objektiviserede kilder, som ikke er sprogligt/entydigt formulerede. (»Tradition«). Eks. erfaring, gyldighedsforpligtelse, sædvane.

4) Ikke objektiviserede kilder, som ikke er formulerede. (»Ideal«.) Eks. tro, værdifornemmelse, ønske. Skematisk ser opstillingen eksempelvis således ud

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 11.51.30.png

c. En anden måde at opdele kildematerialet på kan søges ved at sætte det i relation til dets oprindelse, nemlig 

1) litterære kilder, f.eks. love, dokumentariske afhandlinger o.s.v.

2) historiske kilder, som kan være mere eller mindre påvirkede af politiske strømninger, moralske forskrifter, fremmed indflydelse eller andre påvirkningsfaktorer, og endelig

3) principper, som giver anvisninger på, hvad der er nødvendigt og/eller tilladt.

d. Overgangen mellem kildeområderne må under alle omstændigheder op- * fattes som flydende, men det fremgår med nogen tydelighed, at ansvaret for den videnskabelige bearbejdning, formulering og kodificering af kildematerialet må ligge hos

1) forsvarets myndigheder, tjenester og institutioner

2) institutioner uden for forsvaret

3) forsvarets skoler, som i kraft af deres status som læreanstalter har et særligt ansvar samt

4) enkeltpersoner som forfattere.

e. I det følgende afsnit vil jeg forsøge at give et praktisk eksempel på anvendelse af »militærvidenskabelige« begreber på et område, der tiltrækker sig stadig større opmærksomhed, nemlig ELEKTRONISK KRIGSFØRELSE, eller sagt på nudansk ELECTRONIC WARFARE (EW).

III Electronic Warfare (Elektronisk krigsførelse).

7. Traditionel begrebsverden.

a. Den sprogbrug, som har været kendetegnende for den begrebsverden, der omgiver den almindeligt anvendte betegnelse Electronic Warfare (EW), har sit udspring i engelsksprogede beretninger om emnet. De teknologiske og sproglige forskelle mellem USA på den ene side og vesteuropæiske lande, specielt England, på den anden er direkte årsag til den forvirring, der gennem årene har hersket på det elektroniske område i almindelighed. Som følge af den stigende interesse for EW, der i visse militære kredse fulgte i kølvandet på den kolde krigs periode, og på baggrund af den dynamik, der har kendetegnet udviklingen på det elektro-magnetiske område, er der opstået et stadig større behov for samarbejde på EW-området på tværs af skellene mellem såvel civile/militære kredse som de forskellige værn og forskellige nationale tilhørsforhold. Fig. 6 er et forsøg på at samle begreber af funktionel karakter i deres logiske sammenhæng, og med udgangspunkt i den for tiden fremherskende engelske terminologi er tilsvarende danske begreber opført med funktionelle betegnelser, der dækker de tilsvarende engelske, uanset de ikke er korrekte oversættelser af de enkelte ord eller emner i formel sproglig forstand. b. Det er iøvrigt ikke hensigten her at gå nærmere ind i en diskussion hverken om disse begreber og deres definition eller om deres indbyrdes slægtskab og historiske sammenhæng, men da de engelske betegnelser er dem, der normalt vil optræde i såvel dansk som udenlandsk litteratur om EW, anser jeg det for praktisk også at anvende dem herefter, medmindre sproglige hensyn dikterer noget andet.

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 11.52.59.png

8. EW-modellen.

a. Kernepunktet i en diskussion om regler, der gælder for et specielt område er relationerne mellem det normative idéindhold og den omliggende sociale virkelighed. De videnskabelige udsagn er beskrivende udsagn, der er meningsfulde, netop fordi et udsagn om, at en norm for det område, der undersøges -- altså her EW - er gældende, er en påstand om, at den vil blive anvendt i fremtiden, hvilket vil sige at den skal kunne verificeres. Videnskaben om EW er altså - ligesom anden form for militærvidenskab - empirisk, en erfaringsvidenskab. b. Man kan søge at redegøre for reglerne på EW-området på forskellig måde, nemlig dels som iagttager eller tilskuer, som ikke nødvendigvis er nødsaget til at akceptere regelsættet, og dels kan man akceptere reglerne som medlem eller deltager på området og anvende dem som rettesnor for sin fremtidige færden. Det er min opfattelse, at officerer i almindelighed bør vælge den engagerede form, men holde sig den førstnævnte konstaterende form for øje. Det er »videnskabsmandens« opgave at påvise normernes eksistens, men det er officerens opgave at anvende dem, fordi de er begreber, der dækker en specifik mening med en viljeshandling, der retter sig mod en definitiv menneskelig adfærd. c. EW udgør et individuelt system, der er bestemt ved en indre meningssammenhæng, og det må her være opgaven at påvise, hvori denne består. Meningssammenhængen refererer således til de handlinger, der foretages af den bestemte perosonkreds, der udfører handlingerne. Inden EW beskrives som system, vil jeg imidlertid forsøge - ganske kort - at analysere sammenhængen i det regelkompleks, der sædvanligvis fremstilles som »dansk forsvar«, for at finde ud af, hvem det retter sig til, og hvad reglerne går ud på.

9. Tydningsskema.

a. Fig. 7 er et tydningsskema for militær virksomhed i bred almindelighed, og det vil af de anvendte begreber kunne ses, at jeg her har tænkt på det kompleks af handlinger, der normalt betegnes som de operative funktioner for diverse niveauer af operative enheder og myndigheder. Der er principielt intet i vejen for at opstille en anden tilsvarende model for andre områder, f.eks. materielforvaltning, men da EW sædvanligvis opfattes som en integreret del af taktiske operationer, har jeg valgt at opstille et »operativt« tydningsskema gældende for en maritim organisation. De funktioner, der normalt udføres i en hvilken som helst organisation, kan grupperes i forhold til det antal individer, der er involveret, og/eller i forhold til kompleksiteten og det åndelige indhold af den del af en samlet opgave, der skal udføres på et bestemt niveau i organisationen. b. Jeg har valgt følgende funktionsopdeling:

UDFØRELSE - der betegner det »laveste« led i et handlingsforløb på et bestemt niveau, f. eks. apparatbetjening, udførelse af en bestemt ordre o.l.

TILPASNING - der betegner det næstlaveste led i forløbet, hvor en fordeling eller sortering af opfattede eller tilsigtede enkelthandlinger finder sted på det bestemte niveau.

SAMARBEJDE - der betegner et avanceret trin i handlingsforløbet, hvor analysering, anbefaling og koordinering i bred forstand finder sted på det bestemte niveau, samt

BESLUTNING - der betegner det »højeste« led i processen, idet det er her, udvælgelsen foretages og beslutningen træffes på det aktuelle niveau.

c. På tilsvarende måde har jeg valgt at betragte 4 niveauer, som jeg opfatter som typiske for en militær organisation af maritimt tilsnit, f.eks. det danske søværn. Tydningsskemaet for handlingskomplekset vedrørende søværnets virksomhed kaldes HTS. Funktionen F defineres ved mærkning med (U), (T), (S) eller (B) afhængig af funktionens art, myndighedsniveauet NM defineres med (E), (G), (H) eller (P), og den enkelte enhed tildeles en variabel K, der er en konstant entydigt knyttet til enheden. I skemaet betyder HGT = K0 x N0 x Fx, altså det kompleks af handlinger (Hot), der beskriver tilpasningsfunktionen (FT) i en enhed K, der befinder sig på styrke/gruppe-niveauet (G).

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 11.54.44.png

10. Handlingsskema for EW.

a. Spørgsmålet er herefter, om der kan opstilles en model for EW, der er forenelig med det antagne tydningsskema. Her må det på forhånd slås fast, at dette ikke kan tages for givet, ligesom der heller intet er i vejen for, at nye erfaringer tvinger én til at revidere hidtil antagne udgangspunkter. Det er nemlig ALTID helheden i en systematisk fremstilling, der fremstår som det »højeste« kriterium for, hvad der i det enkelte tilfælde anses for sandt. Fig. 8 er et eksempel på, at komplekset af EW-handlinger i Søværnet som helhed udmærket kan beskrives ved hjælp af tydningsskemaet. Fig. dækker det maritime spektrum (M) fra en enkelt enhed (E), f. eks. en fregat (X) på det nederste niveau (NE) til NATO’s øverste ledelse, Det Nordatlantiske Råd (DPC) (A) på det øverste niveau (NP). I eksemplet på anvendelsen angiver formlen HEK = KY(12 X) x N Gx FT(EK) det kompleks af EW-handlinger (HEK), der inden for en gruppe (NG) af skibe (Y) udføres mellem flere (FT) nærmere bestemte enheder (K) 1,.X. b. Allerede ved en overfladisk betragtning af tydningsskemaet står det - selv uden matematiske overvejelser - imidlertid klart, at indholdet af EWopgaverne og -funktionerne er væsensforskellige på forskellige niveauer i organisationen. Skibsledelsens samarbejde om integrering af EW-oplysninger og EW-anvendelse på skibsniveau er forskellig fra COMBALTAP’s forsøg på at integrere EW i fællesværnsoperationer, men der er i begge tilfælde tale om funktionen samarbejde om emnet EW. I det foreliggende eksempel er det niveauforskelle inden for organisationen, der betinger de forskellige opgaver, idet fregatten er en kampenhed på taktisk niveau, medens COMBALTAP udfører operative kommandoopgaver. c. Det essentielle i anvendelsen af tydningsskemaet er imidlertid, at man umiddelbart får anskueliggjort opgavekomplekserne for de forskellige organisationer, og samtidig får man en fornemmelse af informationsvejene inden for den enkelte organisation. Skemaet kan med andre ord anvendes til at klargøre begreber omkring organisationsdannelse, opgavebeskrivelse, ordregi vning- og rapporterings veje m. v.

11. Skematisk oversigt over EW-kursusbehov.

I fortsættelse heraf kan man opstille et andet beslægtet eksempel på anvendelse af tydningsskemaet fig. 9, som beskriver kursusbehov på EW-området. Afhængigt af funktion og organisationsniveau har personellet behov for uddannelse i at varetage deres arbejde på bedst mulig måde. Kursuslisten angiver et forslag til navngivelse af identificerede EW-kurser med en antydning af de res indhold. Det er imidlertid klart, at forhold som økonomi, kursusudbud, frigørelse af personel fra aktuelt arbejde o.s.v., er faktorer, der vejer tungt, når en samlet uddannelsesplan for området skal udarbejdes. Som udgangspunkt tjener tydningsskemaet imidlertid sit formål. I det følgende opregnes baggrunden for EW, nogle erfaringer og en kortfattet status.

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 11.55.46.png

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 11.56.07.png

12. Baggrunden for EW.

a. EW har været praktiseret i variabel grad lige siden elektroner første gang blev anvendt i militært regi. De første aktiviteter var hovedsagelig motiveret af efterretningsmæssige interesser og involverede opfangelse af modpartens kommunikation samt brydning af hans koder. Følgelig har EW traditionelt været ombølget af et slør af hemmelighedsfuldhed. Også i dag må megen af den nødvendige informationsmængde søges gennem klassificeret efterretningsmæssig virksomhed, operativt og teknisk, som hjælp til oprettelse af sikkerheden, men EW har i takt med den teknologiske udvikling på våben- og elektronikområdet antaget taktisk karakter, og dette har givet anledning til mange unødvendige gnidninger mellem efterretningsmæssige og operative interesser, specielt som følge af manglende åbenhed og forsøg på en nærmere definition og afgrænsning af interesseområderne. b. Hovedformålet med elektroniske modmidler på en hvilken som helst platform er at øge overlevelsesevnen og sandsynligheden for gennemførelsen af opgaver i fjendtlige omgivelser. I en krigssituation er visse tab uundgåelige, og selv indførelse af EW-teknik og -taktik kan ikke forventes at skabe et usynligt skjold mod moderne våben. Selvom formålet med en bestemt opgave opnås, kan det samlede slag ikke vindes, hvis en for stor del af materiellet ødelægges på vej til og fra kamppladsen. Veltrænet personel og materiel er kritiske ressourcer, som ikke er til rådighed i ubegrænset mængde. Problemet for en militær styrke er således - kort fortalt - at gennemføre opgaver med minimale omkostninger. c. Det var egentlig først under den kolde krigs periode i 50erne, at EW begyndte at tage form som et anerkendt og afgrænset interesseområde, i forbindelse med at Sovjetunionen begyndte at beskytte sine mest værdifulde områder - high-value target areas - med elektronisk styrede Jord-til-Luft missiler (SAM’s). Det amerikanske svar herpå var radarvarslingsudstyr og jammere i strategiske fly. d. Brugen af sovjetiske elektronisk kontrollerede våben af taktisk karakter i Vietnam-krigen bragte hele EW-verdenen i søgelyset i en grad, man ikke tidligere havde haft erfaring for.

Hele processen omkring militære midler, modmidler og svar på disse blev gentaget utallige gange i USAF og USN’s brug af EW og deraf influeret ny taktik i Vietnam-krigen. Ligheden med israelske erfaringer i YOM KIPPURkrigen i 1973 er slående, og netop disse to krige har givet en lang række erfaringer af EW-mæssig kar akt er.6) e. Da der ikke har været tilbageholdenhed med hensyn til at øse af erfaringerne fra det amerikanske engagement i Vietnam og det israelske i Yom Kippur-krigen må det antages, at alle interesserede parter i Vest såvel som i Øst har haft mulighed for at bearbejde og drage lære af disse erfaringer. Den erfaring, der formentlig kan stå som overskrift for samtlige andre erfaringer er muligvis, at en nation for at overleve og holde ud i en moderne konflikt må imødegå og udnytte svaghederne i fjendtlige elektroniske systemer.

13. Vietnam.

a. Den ene af de to konflikter hvor begivenhederne understøtter kravet om effektivitet på EW-området var Vietnam-krigen, hvor bombninger over NordVietnam giver nogle afslørende resultater om effekten af modmidler (ECM). Sammenlignes de amerikanske flytab som følge af den vietnamesiske luftforsvarsindsats uden og med anvendelse af ECM var tabsraten 7-14% af indsatte fly, der ikke anvendte ECM, mod 1,4-2% af fly der anvendte ECM som beskyttelse. Der blev fløjet 714 B-52 sorties i undersøgelsesperioden, og mellem 750-1000 Surface-to-Air Missiler (SAM’s) blev observeret affyret. US Navy har konkluderet, at forholdet mellem ikke-anvendelse og anvendelse af ECM er somfmålt i tab af fly udsat for SAM-angreb.7) b. I 1972 blev det sovjetiske kortrækkende, taktiske, IR-styrede SA-7 STRELA missil indført på slagmarken i Nord-Vietnam. Det havde indledningsvis stor succes, især mod lavt- og langsomtgående fly, f. eks. transportfly og helikoptere. Dette accellererede øjeblikkeligt interessen for IR-modmidler som f.eks. anvendelse af blus (flares), signallys, maling med lav varmereflekterende eller -udstrålende virkning eller andre absorberende midler. Farten blev ligeledes anset som en vigtig faktor ved bekæmpelsen af STRELA. Som reaktion på den amerikanske succes på ECM-området indførte nordvietnameserne optiske systemer til våbenkontrol m.v. som supplement til den elektroniske kontrol, når denne blev udsat for jamning.8)

14. Yom Kippur.

a. I oktober-krigen 73 anvendte arabiske hærstyrker modmidler på signalområdet og forstyrrede eller hindrede israelsk kommandoføring på krigsskuepladsen. Araberne påførte samtidig israelerne alvorlige tab m .h..t. nedskudte fly ved hjælp af mobile SA-6 batterier, radarstyrede ZSU-23-4 AA-kanoner og SA-7 varmesøgende missiler, indtil israelerne ændrede luftangrebstaktik, indsatte helikopterbårne j ammere og anvendte CHAFF og FLARES i stor udstrækning. Israelerne forvirrede iøvrigt de sovjetisk fremstillede STYXmissiler ved at bruge lyn-CHAFF (Rapid Bloom) samt ved koordineret veludført taktisk våbenanvendelse. De samme midler blev ligeledes anvendt i den kortvarige krig mellem INDIEN og PAKISTAN.9) b. Israelske erfaringer indikerer klart, hvor effektivt EW-teknik kombineret med gennemtænkte taktiske foranstaltninger samt våbenanvendelse kan imødegå CRUISE-missiler, i det mindste STYX frembåret af KOMAR- og OSA-både.10) Årsagen til israelernes succes i Oktober krigen tillægges deres forarbejde ved opbygningen af en EW-kapacitet samt indførelse af et stort anlagt træningsprogram forud for gennemførelsen af vel-planlagte og veldisciplinerede EWtræfninger. c. Et eksempel på israelernes fremgangsmåde er beskrivende for succes’en. Når de opdagede en STYX-affyring (ca. 25 sømils afstand), affyrede de selv langtrækkende CHAFF-raketter som vildledning for missilets søgeradar. Missiler der fortsatte ind mod målet, blev mødt med CHAFF, der blev fremført af kortrækkende morteraffyrede raketter. Disse CHAFF-paraplyer gjorde det muligt for israelerne at søge ind på skudhold (ca. 15 sømil) af fjenden, som ikke havde ECM-udstyr, og de kunne i ro og mag affyre deres egne virkningsfulde GABRIEL-missiler.

15. Status.

a. EW har fremtvunget nogle revolutionerende ændringer i moderne militære operationer. Elektronisk styrede missiler fremført af små hurtige overfladeskibe, undervandsbåde og fly har drastisk bragt store hangarskibsflådestyrker fra en magtfuld offensiv position til potentiel defensiv afhængighed. Elektroniske søge-, følge- og ildledelsessystemer i anti-fly-missiler (AAMs) har tvunget angrebsfly ind i en fase med ny forsvarssystemer, hvor elektroniske »Soft kill« modmidler (ECM) i kombination med »hard kill« missiler benytter de elektroniske udsendelser fra fjendtlige våben som basis for stedfæstelse, identifikation og tilintetgørelse. Kampvognen, der i årtier har været regnet for kamppladsens herre på land, er blevet særdeles sårbar for EW både fra jorden og fra luften. b. Alle elektroniske udsendelser kan forstyrres (jammes). Det egentlige»trick« i EW er hurtigt at opdage fjendtligt udstyrs sendefrekvens-område og modulations-teknik for derefter - ved en eller flere kombinationer af forstyrrelse (jamming), vildledning (deception), taktiske manøvrer og våbenanvendelse - at mindske effektiviteten af dette udstyr. c. Det må anses for farligt at undervurdere behovet for EW-udstyr, stærkt specialiseret træning i EW og nødvendigheden af fleksibel og lynhurtig (real time) taktisk bevægelse og våbenanvendelse.10 d. Eksempler som de anførte er instruktive, men ikke udtømmende som erfaringer betragtet. Over for en veluddannet og dygtig modstander kræves mere. US Navy fremhæver - på grundlag af sine erfaringer - som sin konklusionf at det m .h.t. skibenes missilforsvar (Anti-Ship-Missile-Defence (ASMD)) er nødvendigt med en integreret udvikling af ECM-udstyr og våben samt af strategiske og fleksible, taktiske doktriner, som gennemprøves ved omfattende trænings vir ksomhed. Et hvilket som helst moderne våben/EW-system må forudsætte muligheden for fleksibel anvendelse og må i princippet hellere basere sig på forudseenhed af en ikke erkendt eller fremtidig trussel end på besvarelse af en erkendt specifik trussel. Dette er nødvendigt, fordi der uafviseligt udvikles ny og stadigt mere avancerede våben. e. Stræben efter fuldkommenhed har været en hindring for indsamling af EW-erfaring baseret på anvendelse af eksisterende teknik og viden, medens der på våbenteknikkens område har hersket større tiltro og tillid til mulighederne for forøget våbenvirkning og dermed værdien af en vis investering. f. Hele EW-området må betragtes som et dynamisk område, i hvilket permanente løsninger sjældent kan opnås. Ønsker man at være foran på EWområdet, er der behov for - ikke blot større anstrengelser - men også større positiv forståelse af den sande natur af og fremskridtene i EW-teknologien og - taktikken fra såvel militære som politiske lederes side. Der er endvidere tegn på, at nytænkning på det strategisk/taktiske kommandoføringsområde (Command, Control and Communications, C3 - udtales »C-kjub«) vil bringe en ny dimension ind i krigsførelsen. Hvor der tidligere kun var tale om at opdele EW-området i underområderne kommunikation og ikke-kommunikation (altså radar o.l.) er der nu en tendens til at anskue kommandoføringsområdet som helhed som potentielt særområde. Dette er vel også en naturlig følge af den voksende afhængighed af automatiserede og elektroniske kommunikations- og kommandoførings-systemer. g. Det følgende afsnit beskriver i korte træk materielplanlægning, mål og midler på EW-området, som i denne henseende ikke adskiller sig væsentligt fra andre materielområder.

IV. Materielplanlægning.

16. Mål og midler.

a. De enkelte NATO-lande, og inden for dem de enkelte værn, vil gerne give det udseende af, at noget må gøres for at opretholde effektiviteten i forsvaret. Hensynet til det øvrige samfund medfører imidlertid, at tingene ikke altid kaldes ved deres rette navn. Forsvarets virksomhed må f.eks. helst ikke sættes i forbindelse med begreberne »kamp« eller »krig«. Ordforrådet har gennemgået vitale ændringer - også i den vestlige verden - for at eliminere hentydningen til kamp og krig. Det danske forsvar er et FORSVAR og ikke en organisation, hvis opgave er KRIG, - et MILITÆR. En PERSHING-raket er ikke er »nyt« våben, men blot en MODERNISERET udgave af et bestående våbensystem. Forsvarets opgave er bl.a. at MULIGGØRE MODTAGELSE AF FORSTÆRKNINGER, ikke at FORBEREDE STATIONERING AF UDENLANDSKE TROPPER. Et FREMSKUDT forsvar placeres ikke ud for fjendens kyst, men umiddelbart foran egen kyst. En invasion i et naboland er ikke altid en fjendtlig handling, men måske ydelse af broderlig assistance. b. Uanset at mange NATO-lande giver udtryk for en forsvarspolitik, der kan synes forbavsende sammenfaldende med naboernes, kan ingen vist nægte, at de samme lande vil gøre vidt forskellige ting for at gennemføre deres politik. Det er således ikke den generelle politik, der betyder noget, men mere de specielle mål og midler inden for rammerne af den publicerede politik, samt de tilhørende prioriteringer, der spiller en rolle. c. Et dilemma opstår, når et højt prioriteret mål der omfatter en reel og fornuftig forsvarsopgave, kommer i konflikt med en førsteprioritetsopgave, der stort set er ikke-militær, d.v.s. ikke er en forsvarsopgave. Problemet aktualiseres, hvis udskiftning af materiel nødvendigvis skal finde sted som følge af slid, forældelse o.l., og vigtige beslutninger om erstatningsmateriel skal træffes inden for »kort tid«, og man så ikke har fuld klarhed over, hvad man skal udskifte med. Det militære mål er sædvanligvis, at materiellet skal yde mest muligt i den mest krævende rolle, der kan forudses. Førsteprioritetopgaven bestemmer imidlertid yderligere, hvorledes dette materiel skal anvendes i fredstid, og dette må betragtes som et tillæg til dette blot at være til rådighed og til brug for træning af en krigsopgave, som måske aldrig bliver aktuel.

17. Udviklingscyklus. a. Det mest iøjnefaldende fænomen under Vietnam-konflikten var måske den traditionelle »Materieludviklingsinteressecyklus«, der for EW betød, at interessen var en direkte funktion af realiteten i truslens eksistens. b. Når krigen kommer på afstand og den advokerde trussel synes fjern, er det vanskeligt at argumentere overbevisende for et budgetønske. Planlægningsmæssige og økonomiske hensyn nødvendiggør forberedelse 5-10 år frem baseret på det ønskede og/eller forventede ydelsesniveau, som skal imødekomme den af regeringen og politikerne fremførte forsvarspolitik, og ikke blot er der derfor et problem i en mellemkrigstid, men der kan også opstå fald i interessen under en krig, hvis en bestemt trussel bliver mindre reel; og ligesom troværdighedsproblemet m .h.t. EW-udstyrs effektivitet altid vil være en trussel mod »omkostningen« i fredstid, vil et QUICK-REACTION-program inden for rammerne af en materieludviklings-cyklus bevisligt være dyrt og ineffektivt, når fejl og mangler skal rettes.

18. Kvantifikation. a. Af hensyn til argumentationen er det endvidere nødvendigt at definere kvantificerede størrelser, der er målelige. Det kan være forskellige ydelsesniveauer af løsninger, der repræsenterer det eller de ønskelige mål, som anvendes til udvikling af delopgaver, som herefter må tilføjes værdier af hensyn til sammenlignelighed vedrørende effektivitet, omkostning, prioritering o.s.v. Det er klart en vanskelig opgave, specielt fordi der kan afledes en konflikt mellem forestillingerne om det »optimale« og det »tilfredsstillende«. Af mange grunde er det nok rimeligt at opstille en række muligheder, imellem hvilke en eller flere løsninger er tilfredsstillende. Fremfor at gå efter den»bedste« eller »optimale« løsning, som måske ligger uden for den akceptable økonomiske ramme, er det muligvis tilrådeligt at finde en »tilfredsstillende« løsning indenfor. Er der flere tilfredsstillende løsninger, vil den billigste normalt blive foretrukket, medmindre der gennem TRADE-OFF betragtninger kan gives en ovebevisende argumentation for, at en mindre omkostningsforøgelse vil give en meget stor bonus i form af evne til at klare andre opgaver end dem, der umiddelbart var tilsigtede. b. Ud fra en videnskabelig betragtning er det klart, at resultaterne af en optimerings- og TRADE-OFF proces må kunne kontrolleres gennem afprøvning. Forskellige modeller må udvikles og afprøves med variationer i indgangsargumenterne for at få et billede af modellernes følsomhed.

Denne afprøvningsfunktion er værdifuld for

1) korrekt behandling af og kontrol med kritiske dele af materiellet (modellen), samt

2) personellets tillid til materiellets værdi og ydeevne.

V. Afslutning.

19. Det militære aktivitetskompleks.

a. Militærvidenskaben har som et kompleks af normforestillinger den ejendommelige form for eksistens, at den intetsteds er udtømmende beskrevet, og kun få vil formentlig kunne beherske systemet på én gang. Hver gren af det kan dog findes frem af direktiver, procedurer, historiske fremstillinger, love, teoretiske afhandlinger og andre arkivalier. Militærvidenskaben bør dog udgøre en sluttet forestillingskreds. Man vil ofte stå uden særlig vejledning i tilgængeligt kildemateriale, og »udsagnene« kan modsige hinanden, ligesom afhandlinger og teoretiske opfattelser om indholdet af de forskellige forgreninger inden for militærvidenskaben ofte kan være indbyrdes uforenelige. Man må gøre sig klart, hvad man betragter som militærvidenskabens opgave og så forsøge at gennemføre programmet. b. Medens krigshistorien behandler krigen, sådan som den har udviklet sig i fortiden, må krigs- og militærvidenskaben vende blikket fremover imod den kommende udvikling. Den, der skriver en militærvidenskabelig fremstilling, må kunne tage stilling til ulovbestemte situationer og tvivlsomme fortolkningsspørgsmål, men må vogte sig for at drage sine personlige vurderinger ind i fremstillingen. At vurdere er ikke nogen videnskabelig opgave. Man kan dog redde sin »videnskabelige samvittighed«, når man sætter sig den opgave at beskrive sandsynligheden for et resultat. De gradsforskelle, der gør sig gældende i henseende til større eller mindre sandsynlighed, får da ikke principiel betydning for den militærvidenskabelige opgave, og man bliver i stand til - så vidt det i praksis kan lade sig gøre, at udarbejde et militærvidenskabeligt system, der er både udtømmende og modsigelsesfrit. c. Intet kan være mere misvisende end det synspunkt, at netop fordi et vurderingsudsagn savner sandhedsværdi, kan enhver sige og mene, hvad han vil. Den moralske og personlige vurdering er i sig selv produkter, der er undergivet almindelig kausalitet. Den må kunne gøres til genstand for iagttagelse, og dens indhold og virkninger kan beskrives. Man kan derfor fremstille et normsystem - en lære, om man vil - ud fra de fremherskende vurderinger. Det har imidlertid næppe noget fortrin at gøre det ud fra et rent iagttagende, personligt uengageret standpunkt. Den, der forsøger at beskrive dogmatisk militær videnskab, bør efter min mening ikke, og kan næppe heller, holde sine private vurderinger uden for fremstillingen. Men dennes videnskabelige værdi afhænger naturligvis af, om fremstillerens vurdering dækker noget alment og fælles.12)

20. Teori og praksis.

a. En militærvidenskabelig teori er fattig og indholdsløs, hvis den ikke støtter sig til praktisk militær udfoldelse. Men denne kan modsætningsvis ikke heller undvære teorien, hvis der skal være linie og konsekvens i den. Militærvidenskab og praktisk militær udfoldelse har begge til opgave at klargøre betydningsindholdet af de normer, der udgør den forestillingskreds, der er den militære. Ingen af de to parter behøver slavisk at følge hinanden. Den praktiske officer kan have en anden opfattelse af principperne og reglernes indhold end forskeren, og i den henseende er de første de stærkeste, idet de altid kan sætte deres egen opfattelse igennem i det praktiske liv. Men teorien bør ikke ubetinget bøje sig for en praksis, der ikke harmonerer med de synspunkter, der iøvrigt behersker militærudfoldelsen, og som netop derfor kan ventes ændret. b. Om man ud fra synspunkter som de anførte vil kalde militærvidenskaben for en videnskab, er et spørgsmål af mindre betydning. Der indgår i militærvidenskabelige forestillinger en række elementer af erkendelsesmæssig og beskrivende karakter. Men herudover må det være en for militærvidenskaben uafviselig opgave at vurdere materialet ud fra en målestok, som er dens egen, og som derfor kan give fortolkningen karakter af kunst, sådan som Helge Klint har anført det.13)

21. Sammenfatning.

a. Videnskabelig begrebsdannelse og -teori er ikke noget, der opstår automatisk af kendsgerningernes kaos. Den forudsætter en udvælgelse dikteret af bestemte interesser og de spørgsmål, der ønskes besvaret. Den anvendte terminologi må i hovedsagen være hentet fra omgangssproget og vil ofte være emotionelt ladet. Men dette betyder intet for den videnskabelige renhed, når blot de respektive indstillinger drages frem som udtrykkelige forudsætninger. Den specielle viden, der er nødvendig for at løse bestemte praktiske opgaver, må udvikles netop med disse for øje. Den teoretiske forskning må organiseres, planlægges og gennemføres med praktikkens opgaver som ledestjerne, ellers vil praktikeren simpelt hen ikke finde de teoretiske opfattelser, der er operative i forhold til hans praktiske indstillinger. b.Disse forhold er selvfølgelig velkendte fra naturvidenskaberne, der normalt har praktiske gøremål for øje. f.eks. lægevidenskab og landbrugsforskning. Principielt gælder de ogsa for samfundsvidenskaberne, der på upersonlig måde må akceptere den politiske indstilling, der faktisk findes hos samfundets magthavende kredse, og forskeren må stille sin indsigt til rådighed for de givne målsætninger, uden selv at tage stilling til disse. c. Militærvidenskaben bør motiveres af det faktum, at Danmark for tiden er medlem af NATO og har et forsvar, der skal løse sine opgaver på den mest effektive måde.

KILDEFORTEGNELSE

1. Helge Klint: Militærhistorisk Orientering, 1968 (MO). 2. Alf Ross: Ret og Retfærdighed, 1971 (ROSS). 3. U.S. Proceedings, Oct 76 (USP). 4. Aviation Week, Jan 75 (AW).

NOTEFORTEGNELSE

1) Helge Klint var i en årrække leder af Hærstabens Militærhistoriske sektion, og han har bl.a. stået for udgivelsen af Militærhistorisk Orientering 1968 (MO), som er udarbejdet til brug ved Historisk Institut ved København Universitet.

2) MO, p. 7 ff.

3) Ibid, pag. 24 f.

4) Alf Ross, Ret og Retfærdighed, 1971, (ROSS), p. 387 ff.

5) MO, p. 6.

6) U.S. Proceedings, Oct. 76, (USP), p. 44 ff.

7) Aviation Week, Jan 75, (AW), p. 42 f.

8) USP, p. 47.

9) AW, p. 42 f.

10) Ibid, p. 104. - I løbet af krigen affyrede kombinerede arabiske søstyrker omkring 50 STYXmissiler imod israelske skibe uden en eneste træffer. Dette stod i grel modsætning til tidligere erfaringer, hvor jageren EILAT ud for PORT SAID blev sendt til havets bund efter at være blevet truffet af 4 ægyptiske STYX-missiler sidst i 1967. I en lignende træfning i den INDOPAKISTANSKE krig om BANGLADESH fik inderne 12 træffere ud af 13 affyrede missiler og slog derved en pakistansk flåde på flugt.

11) Ib. p. 11 f.

12) Ross, p. 133.

13) MO, p. 7 ff.