Log ind

Marskal Tukhatshevski's Fald

#

Af J. A. Bertzow, Kaptajn u. a. T.

En Maaned efter A fslutningen a f Processen i Moskva den 2.— 13. M arts d. A . mod de prominente Sovjetfunktionærer og Politikere Bukharin, Rykov, Jagoda o. a. forelaa i København en tysk Oversættelse paa 872 Oktavsider a f Procesberetningen i stenografisk Form udgivet a f Folkekommissariatet fo r Sovjetunionens Justitsvæsen. Det deri offentligg jorte Procesmateriale belyser ikke blot de Anklagedes Forbrydelser, men kaster tillig e spredte Lysglim t over Aarsagen til M arskal Tukhatshevskis Fald, der hid til har været dunkel, da Processen mod ham og Kom plicer blev fø rt i en lukket K rigsret. E fte r hans Henrettelse den 12. Juni 1937 offentliggjorde det sovjetrussiske Telegrambureau en Be faling fra Folkekommissæren fo r Forsvarsvæsen, M arskal Voroshilov, hvori denne meddelte, at de dømte Militæ rpersoners M aal var at faa Sovjetordningen i Unionen likvideret, at styrte Sovjetregeringen og at myrde Kommunistpartiets Førere, hvilke Beskyldninger ikke synes usandsynlige, men han tilføjede, at de gjorde alt fo r at fremskynde en ydre Fjendes Overfald paa Sovjetunionen, at de forsøgte at underminere den Røde Armés M agt og at forberede dens Nederlag ved direkte Forræ deri og Sabotagevirksomhed fo r endeligt at opnaa Sovjetregeringens Fald, og disse Beskyldninger har Almenheden i Europas vestlige Stater ikke uden videre kunnet tro paa.

I de sidste 10— 15 A a r har Sovjethierarkiets indre Kampe om Statsmagten antaget stadigt skarpere Former, og der har i taktisk Henseende dannet sig forskellige, skjulte Kampcentrer, som under Trotzkis Overledelse har bekæmpet Stalins P olitik og M agtstilling. Om disse to politiske Konkurrenter udtaler den intellektuelt overlegne Lenin i et Memorandum, kaldet Testament, at Trotzkis F e jl er en Overflod paa Selvtillid, og at Stalin er grov, illoyal og tilbø jelig til Misbrug a f den Magt, som Partiapparatet lægger i hans Haand. Der er- saaledes tilstrækkelige, psykologiske Betingelser til U dvikling a f en Kamp mellem dem, selv om deres politiske G rundlinier havde været mindre stærkt divergerende. I December 1934 blev en a f de ledende og Stalins trofaste Politikere, Kirov, myrdet a f en Terroristgruppe i Leningrad, og dette Mord foranledigede Sovjetregeringen til Iværksættelse a f drastiske Sikkerhedsforanstaltninger, som blandt andet medførte tre store, offentlige Processer ved Sovjetunionens Højesteret, nemlig: Processen mod det trotzkistisk-zinovjevske Centrum i August 1936, Processen mod det sovjetfjendtlige trotzkistiske Centrum i Januar 1937 og Processen mod den sovjetfjendtlige „Blok a f Højrefolk og Trotzkister“ i M arts 1938, hvori Dommene almindeligvis var Døden ved Skydning. Som Benævnelserne paa disse Processer antyder, havde Oppositionen mod Stalin en broget, politisk Sammensætning, men fra 1933 var der Enighed mellem de forskellige, oppositionelle Platform e om den politiske Strategi og Taktik. Nedenfor frem stilles den ved Forhørsmaterialet i de nævnte Processer belyste Baggrund fo r Tragedien: Tukhatshevskis Fald.

I Forhøret den 24. Januar 1937 nævnte den Anklagede Radek1) Marskal Tukhatshevskis og den Røde Kommandør Putnas Navne. Om Putna udtalte Radek, at Putna var Medlem a f den trotzkistiske Organisation, men at han besøgte Radek i et Tjenesteanliggende efter Tukhatshevskis Ordre, og endvidere udtalte Radek, at han benyttede denne Lejlighed til at tale med Putna om organisatoriske Spørgsmaal, men at han ald rig havde ha ft noget at gøre med Tukhatshevski i Sager, der stod i Forbindelse med kontrarevolutionæ r Virksomhed. Det er klart, at Radek ved at fremdrage Tukhatshevskis Navn i Retten kompromitterede denne, og med Kendskab til Materialet fra sidste Proces kan man anse det fo r utvivlsom t, at Radek, der hørte til den trotzkistiske Organisations Spidser, var orienteret om den bestaaende Kontakt mellem Tro tzki og Tukhatshevski.

1) Politisk Journalist, dømt 30. Januar 1937 til 10 Aars Fængsel.

I Processen i M arts d. A. gav sæ rligt Krestinskis) og Rosengolzs) detaillerede Fo rklaringer paa Tukhatshevskis Deltagelse i Trotzkis Konspirationer med Sovjetregeringen og paa Trotzkis politiske Strategi i de nærmest forløbne Aar. Allerede i 1921 opfordrede T ro tzki4) K restinski, der dengang var Sovjetruslands Delegerede i Berlin , til under de o fficielle Forhandlinger med General v. Seeckt at foreslaa ham, at han ydede Trotzki en systematisk, kontant Subvention til Udfoldelse af illegalt, trotzkistisk Arbejde, hvormed T rotzki tilsigtede at vinde Folkemassen og P a rtifle rtalle t fo r sig og derved at komme til Magten. Trotzki instruerede K restinski om, at man, hvis Seeckt som Modydelse skulde fordre Tjenester paa Spionagevirksomhedens Omraade, maatte og kunde gaa ind derpaa, da en K on flik t mellem Sovjetrusland og Tyskland under de daværende militæ re og udenrigspolitiske Forhold i Europa var udelukket. K restinski udkastede dette Spørgsmaal fo r Seeckt5) og nævnte et Beløb paa 250,000 Guldmark, d. v. s. 60,000 Dollars, aarligt. E fte r at have drøftet Sagen med Hærledelsens Stabschef gav Seeckt sit principielle Samtykke og stillede den M odfordring, at Trotzki i Moskva eller gennem Krestinski tilstillede ham — omend ikke regelmæssigt — hemmelige og alvorlige Beretninger a f m ilitæ r Natur. Desuden maatte man love ham at medvirke fo r Tildeling a f Visum til nogle Personer, som Tyskerne vilde sende til Sovjetrusland som Spioner. Disse M odfordringer blev akcepteret, og fra 1923 traadte Overenskomsten i Kraft. Samme A a r gav Rosengolz, der havde Forretningsforbindelse med tyske Militæ rkredse, Seeckt Oplysninger om Sovjetunionens Luftstridskræ fter efter Trotzkis Opfordring.

2) Forhenværende Vicefolkekommissæ r fo r Udenrigsanliggender, henrettet 15. M arts 1938.

3) Forhenværende Folkekommissær fo r Udenrigshandel, henrettet 15. M arts 1938.

4) Tro tzki var dengang Folkekommissær fo r Forsvarsvæsen.

5) Det frem gaar a f Forhørsm aterialet, at Seeckt selv i 1920 havde søgt Følin g med det russiske Røde K ors’ Delegerede i Berlin, Kopp, som var en nær Ven a f Trotzki.

I 1926 stillede den tyske Hærledelse Spørgsmaalet om at træde tilbage fra Overenskomsten, og Krestinski bemærker i Forhøret, at han tror, det var et taktisk Skridt, fo r at Tyskerne kunde stille højere K rav til Trotzkistem e, der havde vænnet sig til Indkomsten a f regelmæssige Summer i fast Valuta. De trotzkistiske Grupper i Udlandet førte paa dette Tidspunkt en hidsig Kamp mod Partiledelsen saavel i Moskva som i Broderpartierne, og K restinski mente, at A fkald paa de omhandlede Penge kunde hemme Trotzkisternes Kamp. Han stillede derfor det Spørgsmaal, da Seeckt meddelte ham, at Ydelsen a f Subsidier vilde blive indstillet, under hvilke Betingelser Seeckt var rede til at forlænge Overenskomsten. Seeckt foreslog da, at Spionageinformationerne, der hid til var givet ham efter Tilfælde, skulde antage en regelmæssig Karakter, og at den trotzkistiske Organisation skulde gaa ind paa den Fo rplig ­ telse, at i Tilfæ lde a f dens Magtovertagelse under en eventuel Verdenskrig vilde den nydannede Regering tage Hensyn til det tyske Bourgeoisis berettigede Krav, d. v. s. hovedsageligt til Kravene om Tildeling a f Koncessioner og om A fslu tning a f Overenskomster a f anden A rt. E fte r at Krestinski havde faaet Trotzkis Samtykke til Forslaget, gav han Seeckt et positivt Svar, og Trotzkisternes Inform ationer begyndte derefter at antage en systematisk i Stedet fo r en sporadisk Karakter. Gennemførelsen a f denne Overenskomst foregik ind til Udgangen a f 1927 hovedsageligt i Moskva. Der indtraadte derefter en Afbrydelse paa ca. 10 Maaneder som Følge a f Trotzkismens Sønderlemmelse i Moskva, hvorved Trotzki blev udstødt a f Kommunistpartiet og fo rvist til Alm a-Ata i Turkestan. Krestinski, der undgik Regeringens Udrensning a f Oppositionen, var i denne Periode isoleret og havde intet Kendskab til Trotzkis Planer. Paa den anden Side pressede Tyskerne heller ikke paa Krestinski, da de forstod, at han sandsynligvis blev iagttaget og ikke raadede over Meddelelser a f Interesse fo r dem. I Oktober 1928 modtog Krestinski Brev fra Trotzki, som deri gav ham Instruks om at tage imod de tyske Penge og overgive dem til nogle a f Trotzki nævnte politiske Venner. K restinski henvendte sig da til Seeckt, der nu var udtraadt a f aktiv Tjeneste, og meddelte ham, at Forbindelsen i Moskva var a fbrudt, samt at han havde bestemte Instruktioner, og bad Seeckt om at være ham behjælpelig i denne Sag. Seeckt erklærede sig rede til at konferere med Rigsværnets Stabschef, Hammerstein, og at modtage Pengene, som K restin ski virkelig t modtog ved Besøg hos Seeckt. Denne benyttede K restinskis Besøg til politiske Samtaler om internationale Spørgsmaal og modtog derunder a f K restinski enkelte Inform ationer a f hemmelig Karakter.

I E fteraaret 1930 afrejste K restinski fo r bestandigt fra Tyskland, og der meldte sig da fo r ham Spørgsmaalet, om han skulde sætte Seeckt i Forbindelse med Trotzkis Søn Sedov, som K restinski havde faaet Føling med, eller med Putna, som kort forinden var blevet udnævnt til Militæ rattaché i Berlin, og om hvem K restinski vidste, at han tidligere havde været Trotzkist. K restinski fik ikke Spørgsmaalet klaret inden sin A frejse, men sagde til Seeckt, at der vilde komme en eller anden Person til ham i K restinskis eller Trotzkis Navn, og det blev a ftalt mellem dem, at hvis Sedov eller Putna kom, behøvede Seeckt ikke at forlange Anbefalingsskrivelse og Legitim ering a f dem og kunde tale aabent med dem, men hvis en tredie Person kom, saa var et Brev fra T rotzki eller en Notits fra K restinski nødvendig. Det blev Putna, som i 1931, efter at K restinski havde forvisset sig om, at han var Medlem a f den trotzkistiske Organisation, optog Forbindelsen med Seeckt og besørgede Pengeanliggenderne, in d til disse umiddelbart overgik til Trotzki og Sedov. Im idlertid var Trotzki blevet landsforvist, og Stalin gennem førte med haard Haand sin første økonomiske Femaarsplan, hvis primære Ledelinier var Opbygning a f en kæmpemæssig Tungindustri og Kollektivisering a f Landbruget. Trotzki erkendte sit Nederlags afgørende K arakter og besluttede at ændre Taktik. Han affattede derfor nye Direktiver fo r sine Tilhængere, og i E fteraaret 1929 opsøgte Sedov K restinski under dennes Kurophold i Kissingen og orienterede ham om Trotzkis nye Idéer og Anvisninger. Disse bestod deri, at Trotzki raadede de forviste og udelukkede Trotzkister til bedragerisk at afgive Erklæ ringer om, at de opgav den oppositionelle Kamp og søgte Genoptagelse i Partiet, og K restin ski fik i Forbindelse dermed at vide, at han kunde tale aabent med Pjatakov6) og Radek, skønt de hver fo r sig havde afgivet Erklæ ringer om deres Afstandstagen fra Trotzkismen. Endvidere mente Trotzki, at efter hans Udgivelse a f dette Raad maatte man nødvendigvis give A fkald paa det bredt anlagte Arbejde i Folkemasserne fo r at vinde Tilhængere.

6) Forhenværende Vicefolkekommissæ r fo r Tungindustrien, henrettet efter Dom a f 30. Januar 1937.

Man maatte sørge for, at det organisatoriske Skelet vedligeholdtes, og at de dertil knyttede Folk trængte ind i Parti- og Sovjetorganisationerne og stræbte efter at besætte selvstændige, ansvarsfulde Poster med det Form aal at arbejde konspirativt paa individuel Hvervning a f nye T ilhængere blandt paalidelige Folk til Forøgelse og Befæstigelse a f Trotzkisternes Kadrer. Spørgsmaalet om, paa hvilken Maade disse Kadrer skulde benyttes til Opnaaelse a f Magten i Partiet og i Sovjetstaten, blev dengang endnu ikke stillet. Krestinski blev i E fteraaret 1930 udnævnte til Vicefolkekommissær fo r Udenrigsanliggender, og hans trotzkistiske A rbe jde i Moskva var ind til 1933 hovedsageligt Opretholdelse a f Organisationens Forbindelse med Trotzki ved Hjælp a f den diplomatiske Post over Berlin, dog organiserede Krestinski ogsaa i denne Periode efter Radeks Tilskyndelse og i Erkendelse a f Trotzkismens Nytte deraf Udlevering a f hemmelige Inform ationer om Begivenheder i Sovjetunionen til nogle udenlandske Korrespondenter gennem en Medarbejder i Folkekommissariatets Presseafdeling.

I Løbet a f 1931 udgav Trotzki Direktiver om Anvendelse a f Terror som Hovedkampmetode og om Modaktion mod Sovjetmagtens Forholdsregler. Nærmere Oplysninger om disse D irektiver og deres Udførelse er givet a f Pjatakov under Processen mod ham, Radek, Sokolnikov7) m. fl. den 23.— 30. Januar 1937s). Pjatakov tra f under en Tjenesterejse til Berlin i Sommeren 1931 Sedov, der efter Befaling a f Trotzki fortalte ham om dennes Planer. Sedov sagde, at Stilstanden i Kampen mod den stalinske Ledelse kun var m idlertidig, at denne Kamp nu skulde genoptages, at der skulde dannes et trotzkistisk Centrum til at føre Kampen, og at man søgte Forbindelse med ZinovjevFolkene9) og Højrefolkene10), som heller ikke havde nedlagt Vaabnene. Pjatakov lovede at deltage aktivt i Kampen, og Sedov forklarede derefter, at Trotzki stillede sig haardnakket paa det Standpunkt voldeligt at omstyrte den stalinske Ledelse med Terrormetoder og Skadegørervirksomhed, og endvidere forklarede han, at Trotzki var opmærksom paa, at man i denne Kamp ogsaa maatte træ ffe Afgørelse i mellemstatlige Spørgsmaal. Senere talte Sedov med Pjatakov om de nødvendige Midler til Kampens Genoptagelse og sagde, at man a f Pjatakov krævede, at han afgav saa mange O rdrer som m uligt til to tyske Firm aer, „B o rsig “ og „Dem ag“ , medens Sedov selv vilde træ ffe A ftale om at modtage de nødvendige Summer af dem, idet han gik ud fra, at Pjatakov ikke vilde trykke Priserne sæ rligt stærkt. Denne, der dengang arbejdede i Folkeøkonomiens Øverste Raad som Form and fo r Sovjetunionens kemiske Industri, efterkom dette Krav.

7) Sovjetrussisk Diplom at, dømt 30. Januar 1937 til A ars Fængsel.

8) Stenografisk Referat a f denne Proces foreligger paa Dansk.

9) Deres vigtigste Ledere var Zinovjev og Kamenjev, begge henrettet den 25. August 1936.

10) Disses Ledere var Rykov og Bukharin, begge henrettet den 15. M arts 1938, samt Tomski, der begik Selvmord i E fteraare t 1936.

Det trotzkistisk-zinovjevske Centrum blev dannet i 1932, men da dets ledende Folk hørte til de „stæ rkt kompromitterede“ , foreslog Kamenjev, at der sam tidigt skulde dannes et Reservecentrum til Fortsæ ttelse a f Kampen i Tilfæ lde a f Hovedcentrets Arrestation. Pjatakov og Radek foretrak imidlertid at danne et trotzkistisk Parallelcentrum , der arbejdede selvstændigt, og fik Trotzkis Samtykke dertil. K restinski blev a f Forsigtighedshensyn holdt udenfor disse Aktionscentrer. Ved samme Tid dannedes et saakaldt Kontaktcentrum a f Højrefolkene, der nu anerkendte Nødvendigheden a f Voldsmetoder til Ændring i Partiets og Landets Ledelse og tillig e Nødvendigheden a f en Sammenslutning a f de Kræ fter, der kæmpede mod Sovjetunionens Regering. I Perioden 1933— 34 oprettede Pjatakov trotzkistiske Grupper i Ukraine, U ral og Vestsibirien, og han udtaler herom i Retten, at Trotzkis D irektiv om Skadegørervirksomheden stødte paa ret alvorlig Modstand, ogsaa blandt Trotzkis Tilhængere, og frem kaldte Forbavselse og Misfornøjelse. Man underrettede Trotzki om disse Stemninger, men Trotzki svarede dertil, at Direktivet om Skadegørervirksomheden ikke var noget tilfæ ldigt, men en overordentligt væsentlig Del a f hans Politik og hans Indstilling nu. Han frem førte, at nu, da H itle r var kommet til Magten, var det klart, at hans, Trotzkis, Teori om Umuligheden a f at opbygge Socialismen i et enkelt Land blev fuldstændigt bekræftet, at et m ilitæ rt Sammenstød var uundgaaeligt, og at Trotzkisterne, hvis de ønskede vedblivende at være en politisk M agtfaktor, allerede paa Forhaand maatte indstille sig paa Nederlaget og ikke blot passivt se til, men aktiv t forberede dette Nederlag. D ertil maatte man uddanne Kadrer i Skadegørerarbejde. Trotzki forklarede i samme Direktiv, at uden den nødvendige Understøttelse fra udenlandske Stater kunde Oppositionsblokken hverken komme til Magten eller holde sig ved Magten. D erfor var det nødvendigt i Fo rvejen at slutte Overenskomster med de mest aggressive, udenlandske Stater, som Tyskland og Japan, og Trotzki meddelte, at han allerede havde g jort Skridt til at skaffe Forbindelser med disse Staters Regeringer. Med Henhold til Trotzkis Direktiver instruerede Pjatakov Skadegørergruppeme om at koncentrere Arbejdet til de fo r Sovjetunionens Forsvar vigtigste Objekter. I Ukraine blev Skadegørerarbejdet hovedsageligt øvet indenfor den koks-kemiske Industri, i U ral indenfor Kobberindustrien og W aggonfabrikken, i Vestsibirien indenfor Kemikombinatet i Kemerovo, som ifølge Trotzkis Direktiv skulde sættes ud a f D rift, naar K rigen brød ud. Endvidere blev der a f de trotzkistiske Grupper øvet Diversionshandlinger i Jernbanetjenesten, blandt andet Attentater mod M ilitæ rtog til Fjerae-Østen.

Krestinski, der kan betragtes som Trotzkis Stabschef, fik i E fteraaret 1933 arrangeret et Møde med Trotzki i Meran fo r at drøfte Trotzkisternes Frem tidsmuligheder. Krestinski oplyser om Mødet, at Trotzki allerede havde tru ffe t uigenkaldelig Afgørelse i de Spørgsmaal, som bekymrede de trotzkistiske Førere i Moskva. Trotzki sagde, at, da Trotzkisterne siden 1929 var blevet en konspirativ Organisation, kunde Magterobringen kun virkeliggøres ved Vold, men deres Organisation alene kunde ingen Omvæltning gennemføre. D ertil var en direkte Overenskomst med et eller andet borgerligt Land nødvendigt, og han fastslog, at Kimen til en saadan Overenskomst var tilstede i deres Overenskomst med det tyske Rigsværn. Denne Overenskomst tilfredsstillede im idlertid ingen a f Parterne. Det var ikke den tyske Regering, som var Kontrahent, men Rigsværnet, og medens dette under tidligere Regeringer havde spillet en Hovedrolle, saa var Forholdet ændret efter Hitlers Magtovertagelse og dermed følgende Stræben efter at underordne sig Rigsværnet. Man maatte nu søge at faa den samlede, tyske Regering til Kontrahent. Med Hensyn til Overenskomstens Indhold forklarede Trotzki, at den tyske Regering og sæ rligt Hitler behøvede Kolonier, T e rrito rie r og ikke blot Spionageinformationer, og H itle r var rede til at nøjes med et Territorium af Sovjetunionen istedetfor Kolonier, om hvilke han maatte kæmpe med England, Fran k rig og Am erika. Trotzkisterne behøvede ikke 250,000 Guldmark, men tyske, væbnede Styrker fo r ved deres Hjælp at komme til Magten, og i denne Retning maatte man arbejde. Men selv om et Overfald paa Sovjetunionen fandt Sted, saa vilde dette ikke give Mulighed for, at Trotzkisterne kunde tilriv e sig Magtapparatet, hvis man ikke havde sikre dertil forberedte indre Kræ fter. Trotzkisterne alene var ikke tilstræ kkeligt talrige og stærke til at skaffe en saadan Organisation. Man maatte have Støtte blandt Smaaborgerskabet og Kulakerne, hvormed især Højrefolkene havde Forbindelse, og man maatte have Støtte blandt Kommandørerne i den Røde Arm é fo r i det afgørende Ø jeblik at kunne besætte de vigtigste Punkter og arrestere den nuværende Regering. Angaaende den organisatoriske Forbindelse med Højrefolkene sagde Trotzki, at man ikke maatte indskrænke sig til deres tre anerkendte Førere, der allerede var tilstrækkeligt kompromitterede, men maatte tilvejebringe Forbindelse med Rudsutak11), der i mange A a r var Næstformand i Sovjetregeringen (Folkekommissæremes Raad), hvori Rykov samtidigt var Formand, og som ikke nogen bekendt havde ha ft Differencer med Partiet. A f Militæ rpersoner nævnte Trotzki kun eet Navn, Tukhatshevski, som et Menneske a f bonapartistisk Type, som en Æ ventyrer og et æ rgerrigt Menneske, der stræbte efter at spille ikke blot en militæ r, men ogsaa en m ilitæ r-politisk Rolle, og som uden T vivl vilde gaa med Trotzkisterne. Endvidere udviklede Tro tzki Tanken om Nødvendigheden a f Terror, Skadegørerarbejde og Diversioner saavel udfra Synspunktet om deres Betydning under en K rig til Desorganisering a f den Røde Arm és Forsvar og Desorganisering a f Regeringen i Omvæltningsøjeblikket, som udfra det Synspunkt, at disse Handlinger vilde give ham mere Styrke og Sikkerhed i Forhandlingerne med de udenlandske Regeringer, idet han kunde -berømme sig med, at hans Tilhængere i Sovjetunionen var tilstrækkeligt stærke og aktive.

11) Rudsutaks Skæbne er ikke o fficielt bekendtgjort.

I Februar 1934 tra f Krestinski sammen med Tukhatshevski og Rudsutak og meddelte dem Indholdet a f Samtalen med Trotzki. Begge gav denne deres principielle Tilslutning, de godkendte Tanken om en Forstaaelse med fremmede Stater, om disses militære Hjælp, om den defaitistiske Indstilling og om Tilvejebringelse a f en indre, forenet Organisation. De erklærede endvidere, at Spørgsmaalet fo r dem ikke drejede sig om Princippet, men om Nødvendigheden a f at faa Klarhed over deres Styrker, og at de derefter vilde give bestemt Svar til Pjatakov som Hovedmand fo r den trotzkistiske Organisation i Sovjetunionen. Dermed rykkede Tukhatshevski faktisk ind paa den politiske Valplads som Reserve bag de Kontrarevolutionæres Front.

(Fortsættes).