Magiske macheter – om magt og sikkerhed i Nigeria

Kaptajnløjtnant Nicholas H. Karlsen

Et politi, der bruger størstedelen af sin tid på at opsætte vilkårlige vejspærringer og opkræve penge fra de mennesker, der skal forbi. Selvtægtgrupper, der offentligt og med sløve macheter lemlæster formodede kriminelle og derefter brænder dem levende. Rettergang, der består af såkaldte ”lab tests”, hvor skyldsspørgsmål afgøres ved hjælp af magiske macheter. Jævnlige terrorbombninger af kirker og statslige institutioner med hundredvis af dødsfald til følge. Udefra set er Nigeria et sydende kaos af vold, kriminalitet og korruption. Et land, hvor staten er ude af stand til at opretholde voldsmonopolet og sikre sine borgere en grundlæggende tryghed, og hvor forskellige – såkaldt ikke-statslige – aktører som selvtægtgrupper og terrororganisationer derfor bidrager til den generelle usikkerhed. Ser man nærmere på disse aktører, tegner der sig imidlertid et lidt andet billede. Det er således denne artikels påstand, at nogle af disse aktørers handlinger bør forstås ikke blot som destabiliserende og bidragende til øget usikkerhed men derimod som udtryk for en sikkerhedsstræben. Med andre ord kan vold og terror paradoksalt nok forstås som forsøg på at skabe tryghed i en utryg verden.

Ikke-statslige aktørers rolle i moderne konflikter

Artiklen tager afsæt i mit speciale ”Magt og sikkerhed i Nigeria”, et casestudie der undersøger to af Nigerias ikke-statslige aktører: Selvtægtgruppen Bakassi Boys og den religiøst motiverede oprørsbevægelse Boko Haram. Baggrunden for casestudiet er bl.a. en personlig undren over, at jeg som militærperson gennem hovedparten af min sejlende tjeneste har trænet og forberedt mig på en konventionel konflikt, mens forsvaret i dag primært bliver indsat i kontekster, hvor de øvrige aktører ikke er konventionelle; under min seneste deployering (en rekognoscering til søs rundt om Afrika i 2007) var det eneste møde med konventionelle styrker således en kort øvelse med den sydafrikanske flåde. Alle andre aktører, vi interesserede os for, var ikke-statslige, fx private selskabers vagtværnsbåde i Guineabugten eller de meget omtalte pirater ved Afrikas Horn. Omend jeg mener, at det i disse sørøverfokuserede tider er vigtigt, at man ikke glemmer sin evne til at føre konventionel søkrig, bør man også være opmærksom på, at i nutidens konflikter og internationale ”problemområder” – som eksempelvis Nigeria, der danner rammen om mit casestudie – spiller ikke-statslige aktører en central rolle. Stater har, som de primære aktører i det internationale politiske system, ofte været om ikke den eneste, så i hvert fald den vigtigste analyseenhed i forskningsmæssig sammenhæng. Imidlertid er det i dag særligt tydeligt, at konflikt og sikkerhed ikke kun er et produkt af staters ageren men også må forstås i lyset af ikke-statslige aktørers mål, midler og relationer til omverdenen. Mit speciale formede sig som derfor som en analyse af to sådanne ikke-statslige aktører med det formål at opnå en større forståelse af såvel dem som de sociale sammenhænge, de agerer i.

Forholdet mellem magt og sikkerhed

En stærk stat vil typisk have monopol på vold og styre landet efter retsstatsprincipper. Som hovedregel forbinder vi en sådan stat med en høj grad af sikkerhed og tryghed for borgerne. Svage stater kan derimod ikke opretholde voldsmonopolet. I stedet for rule of law træder så typisk rule of force, hvor regler og orden afhænger af, hvilke aktører, der har magten i eller på et område, snarere end af retsstatslige principper. Selv om staten altså ikke er i stand til at give borgerne sikkerhed, betyder det dog ikke nødvendigvis, at der ingen sikkerhed er – andre aktører kan producere såvel sikkerhed som usikkerhed gennem forskellige typer af magtudøvelse. Det er denne sammenhæng mellem magt og sikkerhed, jeg har forsøgt at afdække. Analysen af Bakassi Boys og Boko Haram er derfor baseret på magtteori (”magtens fem ansigter” som fremstillet af Jens Peter Frølund Thomsen)1 og på Pierre Bourdieus teori om habitus, kapital og felt. Sidstnævntes teori er velegnet til at analysere sociale felters dynamik og relative magtforhold. Endvidere suppleres analysen med Københavnerskolens begreber om sikkerhed og sikkerhedsliggørelse. Udgangspunktet for undersøgelsen er socialkonstruktivistisk. Der findes mange forskellige retninger indenfor socialkonstruktivismen, men fælles for dem er en forestilling om, at vores viden om virkeligheden er et resultat af en social proces, hvorunder hverdagens fænomener tillægges mening og betydning.2 Jeg vil i den sammenhæng gerne pointere, at mit udgangspunkt ikke er relativistisk; jeg mener ikke, at alt er en social konstruktion, at der ikke findes en objektiv virkelighed, eller at al viden er subjektiv. Der findes selvfølgelig en virkelighed, der er ganske uafhængig af, hvilken betydning, vi tillægger den. Et naturfænomen som en stormflod er ikke en social konstruktion, og uanset hvordan vi opfatter den, risikerer vi at ende med vand i skoene. Pointen er, at der aldrig er et 1:1 forhold mellem virkeligheden og vores opfattelse af den. Den viden og den forståelse, vi har af stormfloden, er et resultat af en social proces, hvorunder vi i fællesskab tillægger naturfænomenet en betydning. Det, vi opfatter som viden om stormfloden, er således noget intersubjektivt – ikke subjektivt. Ét samfund konstruerer måske en forståelse af stormfloden som et udtryk for gudernes vrede, et andet samfund med en anden kultur- og videnstradition sætter den ind i en forståelsesramme, der handler om menneskeskabte klimaforandringer. Den mening, man tillægger et fænomen, kan således også få ganske reale konsekvenser, fordi den afgør, hvordan og om man vælger at reagere på fænomenet. Sociale konstruktioner er således ikke noget, der kun eksisterer i menneskers hoveder, og som til enhver tid bare kan laves om. De får ganske betydelige og konkrete udtryk i verden omkring os; måske reagerer vi på stormfloden med formildende offergaver, eller måske bygger vi diger og laver internationale klimaaftaler. Pointen i denne sammenhæng er ikke, hvorvidt stormfloden ”virkelig” er et resultat af menneskeskabte klimaforandringer eller et udtryk for gudernes vrede. Som socialkonstruktivist er det ikke graden af overensstemmelse mellem en objektiv virkelighed og menneskets forståelse af den, der er interessant; det er derimod et samfunds opfattelse af, hvad der er viden, samt de sociale processer hvorunder denne viden er blevet konstrueret som virkelighed, der er værd at gøre genstand for undersøgelse.3 Det er altså et forsøg på at forstå, hvorfor verden ser ud, som den gør, for en bestemt gruppe mennesker. Dette socialkonstruktivistiske udgangspunkt er synligt i såvel mit valg af teori som i selve genstanden for mine undersøgelser. Eksempelvis forsøger jeg at afdække magtforholdene i Nigeria, ikke ud fra en optælling af antal mænd under våben, men ud fra en feltanalyse, der beskæftiger sig med forskellige kapitalformer, hvis værdi primært er en social konstruktion. Ligeledes tager jeg i diskussionen af sikkerhedsforholdene i Nigeria afsæt i en teori, der opfatter sikkerhed som en intersubjektiv konstruktion og resultat af en såkaldt talehandling (sikkerhedsliggørelse).

Nigeria

Nigerias transformation til en koloni begyndte med Storbritanniens besættelse af Lagos by i 1851. Drevet af handelsmæssige interesser rullede Storbritannien sin indflydelse længere ind i landet, og gennem en proces, der indebar Berlinkonferencen i 1885, bilaterale aftaler mellem Frankrig og Storbritannien og engelsk krigsførelse mod lokale herskere, fremstod Nigeria i år 1914 som en engelsk koloni inddelt i en nordlig region (befolket af Hausa- og Fulani-stammerne), en østlig region (befolket af Igbo-stammen), og en vestlig region (befolket af Yoruba-stammen)4. Nigeria indeholder dog langt flere stammer end de her nævnte, i alt mere end 250 etniske grupper og mere end 500 sprog.5 Efter selvstændigheden i 1960 har landet haft vekslende regimer affødt af både militære kup og demokratiske valg. Nigerias enhed var truet i forbindelse med en blodig borgerkrig i perioden 1967-1970, hvor den østlige region uden held forsøgte at løsrive sig og danne den selvstændige stat Biafra.6 Landet er gradvis blevet inddelt i flere og flere regioner. I 1967 blev de fire regioner til 12 stater, i 1976 til 19 stater, i 1987 til 21 (og forbundshovedstaden som en selvstændig region), i 1991 til 30 og senest i 1996 til 36 stater og regionen med forbundshovedstaden. Disse reelt 37 stater er igen underinddelt i 774 ”local government areas”.7 Styreformen er på papiret demokratisk, men forholdet mellem politikere og befolkning kompliceres af, at man på den ene side forsøger at skabe en demokratisk og ligeværdig behandling uden korruption. På den anden side er det nigerianske samfund præget af patron-klientforhold, hvor der eksisterer et meget håndgribeligt noget-for-noget forhold mellem patron og klient,8 og hvor stammetilhørsforhold har central betydning i forhold til magt og indflydelse. Umiddelbart efter uafhængigheden i 1960 var der en deling mellem det nordlige og sydlige Nigeria, hvor det fattige nord, pga. den store befolkning og udstrækning, havde den politiske magt, og syden, pga. olieindtægterne, havde den økonomiske.9 Dette magtforhold forskød sig som følge af den voksende økonomiske magt, som olieindtægterne gav. Endvidere begyndte nigerianerne fra syd, pga. deres større adgang til vestlig uddannelse, at gøre sig gældende på den politiske og administrative scene. Der eksisterer således et modsætningsforhold mellem nord og syd, som dels er begrundet i den nuværende, ulige fordeling af magt og penge til fordel for syd, og som dels er historisk begrundet. De tidligere britiske koloniherrer var kristne, og i det nordlige Nigeria overføres de negative følelser forbundet med kolonitiden til det sydlige Nigeria.

Magtteori, feltanalyse og sikkerhedsliggørelse

Inden jeg kommer til de to ikke-statslige aktører, som undersøgelsen er centreret omkring, er det nødvendigt med en kort definition af de vigtigste begreber, der anvendes i det følgende.

Magtens 1. ansigt er et begreb, Jens Peter Frølund Thomsen anvender til at beskrive den del af magtudøvelsen, som er synlig; det tager udgangspunkt i en konflikt, hvor der udøves egentlig adfærdskontrol. Magtens 2. ansigt dækker over, at der også i de tilfælde, hvor konflikten ikke er eller får lov at blive synlig, kan udøves magt, fordi nogen (magtudøverne) har privilegier, som andre systematisk nægtes, fx gennem kontrol over dagsordenen. Magtens 3. ansigt dækker over, at magtudøvelse også kan tage form af bevidsthedsmanipulation, således at magtudøveren får nogen til at mene noget andet, end de ellers ville have ment – fx gennem tilbageholdelse af information, retorisk fordrejning, trusler, socialisering, indoktrinering, censur m.m. (Jens Peter Frølund Thomsen opererer også med magtens 4. og 5. ansigt, men da disse begreber overlapper med feltanalysen, har jeg ikke direkte anvendt dem i min analyse). Feltanalyse dækker over en undersøgelse af et samfundsfænomen, der tager udgangspunkt i Pierre Bourdieus teori om habitus, kapital og felt. Et felt skal i denne sammenhæng forstås som et netværk af positioner, hvis relationer har objektiv eksistens (det skal altså ikke forstås som personlige relationer). Det kan fx være det kunstneriske felt eller det politiske felt. Positionerne indtages af forskellige agenter (grupper eller individer), som igen har forskellige typer af kapital. Denne kapital kan være økonomisk, men den kan også være social (i form af indflydelsesrige relationer) eller kulturel (i form af besiddelse af symbolske goder, fx et eksamensbevis fra et anerkendt universitet). Endelig er der den symbolske kapital, som er en form for konsekvens af de øvrige; hvis man besidder nok af de andre kapitaltyper, kommer man til at fremstå for omverdenen som særlig prestige- og ærefuld og kan derfor handle med større gennemslagskraft. Ifølge Bourdieu er det mængden og sammensætningen af agenternes kapital, der afgør, hvilken position i feltet, de indtager. Til gengæld er det agenternes position, der afgør deres habitus, dvs. deres måder at handle, tænke og opfatte verden på. Sikkerhedsliggørelse er et begreb opfundet af den såkaldte Københavnerskole. Begrebet sikkerhed er i denne opfattelse defineret som en eksistentiel trussel, der kræver ekstraordinære tiltag (dvs. reelt et regelbrud). Truslen er ikke nødvendigvis militær, ligesom militære operationer ikke nødvendigvis er svar på sikkerhedstrusler. Endvidere påpeger Københavnerskolen, at sikkerhed ikke er noget objektivt observerbart men derimod intersubjektiv. Først når det er sket en sikkerhedsliggørelse af et emne, dvs. det er blevet italesat og accepteret som en eksistentiel trussel, bliver det til et sikkerhedsissue. Så vidt de vigtigste begreber der anvendes i det følgende. Jeg vil nu vende mig mod det første af mine to analyseelementer.

Bakassi boys

Bakassi Boys var en selvtægtgruppe fra det sydøstlige Nigeria, centreret omkring staterne Abia, Anambra og Imo.10 Den opstod i slutningen af 1999 for at bekæmpe den udbredte voldelige, organiserede kriminalitet i byen Aba i det sydøstlige Nigeria og blev voldeligt nedkæmpet af den nigerianske regerings politi (Nigerian Police Force, [NPF]) i august og september 2002 på ordre fra centralregeringen i Abuja og som følge af den voksende folkelige utilfredshed med selvtægtgruppens magtmisbrug.11 Gruppen blev indledningsvis finansieret gennem bidrag fra lokale handlende fra Igbo-stammen. Deres oprindelige patron var formanden for de erhvervsdrivende,12 og gruppen bestod af fattige, dårligt uddannede, lokale unge mænd mellem 18 og 40 år, bevæbnet med macheter og iklædt solbriller, mørkt tøj og amuletter, der skulle beskytte bæreren. De opførte sig enten truende eller følelseskoldt og blev af lokalbefolkningen opfattet som værende i besiddelse af overnaturlige evner. Bakassi Boys mentes at være usårlige i kamp. Når de alligevel led tab, blev de sårede betragtet som falske Bakassi Boys. Gruppen var indledningsvis i opposition til de lokale myndigheder (lokalregeringen, de lokale politikere) samt NPF og militæret men blev gradvis associeret med myndighederne og dermed den udbredte korruption.13 Dette skete i takt med, at lokale politikere fra Igbo-stammen inviterede Bakassi Boys til at opstille selvtægtgrupper i deres område for at bekæmpe kriminalitet. Et eksempel herpå er forholdet mellem Bakassi Boys og guvernøren af staten Anambra, dr. Chinwoke Mbadinuju, der på et tidspunkt inviterede Bakassi Boys til at bekæmpe kriminaliteten i Anambra. Dette forhold udviklede sig, så Mbadinuju på et tidspunkt omtalte sig selv som øverstbefalende (”Commander-in-Chief”) for Bakassi Boys14 og tog til den føderale hovedstad for at forhandle med Centralregeringen på Bakassi Boys’ vegne, da den føderale regering påtænkte at forbyde Bakassi Boys.15 Denne tilnærmelse undergravede med tiden gruppens popularitet, specielt når gruppen arresterede og henrettede på lokalregeringens ordre,16 selv om de overnaturlige evner, som gruppen mentes at besidde, indledningsvis dækkede over denne kobling.17

Bakassi Boys og magtens 1., 2. og 3. ansigt

Begivenhederne omkring Bakassi Boys er fyldt med eksempler på magtens 1. ansigt, dvs. den direkte magtudøvelse, og det af den mest brutale slags. De kriminelle udøver således magt over de lokale, men en arbitrær og klart illegitim magtudøvelse, som kulminerer med et mord på en gravid kvinde på et marked i Aba. Bakassi Boys anvender i deres svar på de kriminelles handlinger både direkte og indirekte magt i udpræget voldelig form; de lemlæster og dræber de (formodede) kriminelle. Et eksempel på Bakassi Boys’ ageren er fra byen Onitsha, hvor formodede kriminelle blev drevet med slag og spark fra det fængsel, hvor de var blevet holdt fanget, til et stort vejkryds, hvor de blev lemlæstet med sløve macheter for efterfølgende (stadig ved bevidsthed) at blive overhældt med benzin og brændt levende.18 Ved den offentlige og brutale måde, drabene gennemførtes på, udøvedes ikke kun (direkte) magt over de tilfangetagne; Bakassi Boys udøvede også (indirekte) magt over alle, der så eller hørte om begivenhederne, idet det må formodes, at frygten for at lide samme skæbne har ført til anticiperede reaktioner af forskellig art (og ikke nødvendigvis kun fra de mennesker, der påtænkte at begå kriminalitet). Politiets passivitet kan ses som en udøvelse af skjult magt (magtens 2. ansigt). De har officielt monopol på anvendelse af vold men holder konsekvent Igbo-stammens interesser ude af dagsordenen og bruger i stedet deres magt til at berige sig selv. Magtens 3. ansigt viser sig i en docu-soapserie ”Issakaba” (næsten Bakassi stavet bagfra), der afspejlede gruppens bedrifter.19 Serien understøttede den nigerianske lokalbefolknings opfattelse af, at gruppen var i besiddelse af overnaturlige evner, der satte dem i stand til fx at udpege skyldige kriminelle uden en forudgående efterforskning vha. en magisk anvendelse af macheter (processen blev omtalt som en ”lab test”).20

Feltet omkring Bakassi Boys

For at opnå en større forståelse af selvtægtgruppen og dens betydning for sikkerheden i Nigeria, har jeg endvidere foretaget en feltanalyse. Hovedpointerne fra analysen skitseres her: Agenterne i feltet er:

 Bakassi Boys

 De lokale erhvervsdrivende

 De kriminelle

 NPF

 De lokale politikere i delstaten

 De føderale politikere/myndigheder

Et nærmere kig på agenterne afdækker fordelingen af kapitalen: Bakassi Boys har indledningsvis ingen økonomisk kapital men til gengæld en anselig social kapital, dels i kraft af deres medlemskab af Igbo-stammen, dels som følge af deres (indledningsvise) opposition til de korrupte myndigheder. Gruppen scorer også højt på den kulturelle kapital. Dels gennem dens inddragelse af det overnaturlige i afgrænsningen af dens image, dels gennem dens uniformering og brug af amuletter og macheter med magiske evner. Samtidig distancerer de sig selv fra andre aktører (især politiet) gennem fraværet af fokus på mere konventionelle magtmidler som fx skydevåben. De er heller ikke hierarkisk inddelt som politiet, der er intet bureaukrati, og de handler i det hele taget mere som tegneseriehelten Superman end som en egentlig myndighedsperson. Endelig indeholder selve gruppenavnet også kulturel kapital, idet associeringen til den omstridte Bakassi-halvø (en strid om territorium mellem Cameroun og Nigeria) associerer til noget, man er villig til at kæmpe og stå sammen om. Dette tilsammen giver en symbolsk kapital, der udspringer af en kobling til det overnaturlige og en udbredt respekt for handlekraft blandt de lokale. Dette giver gruppen legitimitet til såvel at afgøre skyldsspørgsmål som at vælge og udføre de dømtes straf. I modsætning til Bakassi Boys besidder de lokale erhvervsdrivende økonomisk kapital; tilstrækkelig til, at de kan rekruttere og finansiere gruppen. De besidder også social kapital i feltet pga. deres tilknytning til Igbo-stammen; endvidere øger de deres sociale kapital i og med, at de skaber Bakassi Boys, som de lokale jo i hvert fald i begyndelsen føler stolthed over samt henter noget identitet fra (i og med at de opfatter Bakassi Boys som et bedre svar på kriminalitetsproblemerne end de nordlige provinsers sharia-lovgivning). Kulturel kapital henter de lokale erhvervsdrivende især fra deres handlekraft, og de er da også selv meget optagede af en historie om, at præsident Abacha efter sigende som ung oberst skulle have skudt og dræbt en politibetjent, fordi betjenten forsinkede ham – en historie, der illustrerer den ærefrygt, der i dette felt omgærder folk, der tør handle hurtigt og kontant (og voldeligt).21 Den sociale og kulturelle kapital udmønter sig her i en symbolsk kapital, idet der indledningsvis opnås anerkendelse og prestige gennem den særlige forbindelse til Bakassi Boys, der som gruppe lever op til forestillingerne om handlekraft og overnaturlige forbindelser, en accepteret del af den kollektive bevidsthed. De kriminelle agenter er ikke velbeskrevne, men idet de er organiserede, og kriminaliteten har et stort omfang, kan man formode, at denne gruppe besidder økonomisk kapital. Da denne er opnået gennem vold og udnyttelse af lokalbefolkningen, afspejler det sig formodentlig i en nærmest negativ social kapital, hvor de kriminelle gennem deres udnyttelse af lokalsamfundet skaber sig flere og flere fjender på trods af stammefællesskabet.

Drabet på en kvinde på markedet i Aba medfører en så voldsom reaktion fra lokalsamfundet, at man, for nu at sætte det på spidsen, kan sige at de kriminelle elementers symbolske kapital går i minus. Modreaktionen bliver Bakassi Boys. Det nigerianske politi er underlagt og betalt af centralregeringen i Abuja, men kan ikke siges at besidde økonomisk kapital. Tværtimod er politiet underbemandet og let bevæbnet.22 NPF besidder ingen social kapital i dette felt (hvilket ikke udelukker, at de gør det i andre felter), idet de som oftest er politifolk udsendt fra fjerne provinser og andre stammer. Kulturel kapital er også fraværende; et af de fremmeste symboler på NPF i lokalbefolkningens øjne er de føromtalte checkpoints, som befolkningen hader. I andre sammenhænge (fx for flertallet af danskerne) fungerer en politiuniform som objektiveret kulturel kapital, idet den udstråler autoritet, myndighed og, for de fleste, tryghed. Men i tilfældet NPF udstråler uniformen snarere illegitim magtanvendelse og korruption og fungerer derfor ikke som et udtryk for kulturel kapital i dette felt. De lokale politikere besidder økonomisk kapital fra deres involvering i korruption. Derudover er de lokale politikere oftest fra den lokale stamme og besidder hermed social kapital. Denne sociale kapital udbygges med tiden yderligere i form af venskaber mellem Bakassi Boys og de lokale politikere. Den kulturelle kapital påvirkes negativt pga. korruptionen, når denne ses i sammenhæng med et demokratisk samfund. Den institutionaliserede kulturelle kapital forsøges til gengæld eksplicit udbygget gennem guvernøren af Anambras anvendelse af titlen som øverstbefalende (Commander-in-Chief) for Bakassi Boys. De lokale politikere formår, til trods for den økonomiske, sociale og kulturelle kapital, ikke at skabe sig en stor mængde symbolsk kapital pga. modsætningen mellem korruptionen og patron/klient-forholdet på den ene side og den demokratiske diskurs på den anden.

Centralregeringen besidder betragtelig økonomisk kapital, bl.a. i kraft af olieindtægter. Imidlertid er centralregeringen for Igbo-stammen noget fjernt og fremmed. De udviser ingen handlekraft i forhold til kriminaliteten, og de er ansvarlige for politiet, som primært opfattes som en parasit på, og ikke en hjælp til, lokalsamfundet. De besidder således ingen kulturel, social eller symbolsk kapital i dette felt (om end de utvivlsomt gør i andre felter). Man kan formode, at dette underbygges yderligere, da den centrale regering vælger at nedkæmpe de lokale helte – Bakassi Boys. Ganske vist er gruppens stjerne falmet noget i de lokales øjne grundet deres omsiggribende brutalitet. Men at centralregeringen udviser handlekraft overfor denne gruppe igboer, der jo trods alt forsøgte at bremse kriminaliteten, men intet gør i forhold til selve kriminalitetsproblemet, har sandsynligvis ikke fået dem ikke til at fremstå i et mere positivt lys i lokalbefolkningens øjne.

Denne kapitalfordeling gør, at aktørerne kan grupperes i fire positioner:

Den kriminelle position, der terroriserer og udnytter lokalbefolkningen

 Den nationalpolitiske position, der nedprioriterer lokal kriminalitetsbekæmpelse, men godt kan forsvare sig selv og handle, når Bakassi Boys udgør en direkte trussel

 Den lokalpolitiske position, der indebærer et modsætningsforhold mellem et traditionelt patron-klientforhold og forventningen om en retfærdig og demokratisk ageren

 Den lokaløkonomiske position, der centrerer sig om en købmandskultur, hvor det værdifulde har sit udspring i at være selvstændig, drive en forretning og generere et overskud

Bakassi Boys kan tidligt i gruppens livsbane placeres i den lokaløkonomisk orienterede position, idet gruppen udspringer af og arver de lokale erhvervsdrivende sociale og symbolske kapital. Senere i gruppens livsbane sker der et skift. Dels får Bakassi Boys en anden habitus gennem forholdet til de lokalpolitiske agenter, hvor gruppen i stadig større grad varetager de lokalpolitiske agenters interesser, dels får de adgang til økonomisk kapital gennem forbindelsen til korrupte miljøer. Dette sker på bekostning af den symbolske kapital og medfører en gradvis bevægelse fra den lokaløkonomiske til den lokalpolitiske position.

De røde pile indikerer de modsætningsforhold, der findes mellem de forskellige positioner. Begivenhederne omkring Bakassi Boys’ storhed og fald kan ved første blik virke tilfældige og ustrukturerede med udbredt vold som det mest fremtrædende træk. Der træder imidlertid en struktur frem, og konturerne af en orden kan tegnes. De forskellige agenter eller aktørers relative positioner og styrkeforhold er med til at afgøre begivenhedernes forløb. Centralregeringen og delstatsregeringen burde være dominerende i feltet, men dels har de ikke den kapital, der skal til for at indtage den dominerende position, dels har de ikke den nødvendige habitus – de opfatter tilsyneladende ingen handletvang, når det gælder kriminalitetsproblemet. Det samme gælder politiet. Modsætningsforholdet mellem patron-klient-kulturen med den deraf følgende udbredte korruption på den ene side og den demokratiske diskurs på den anden gør, at de, der på papiret har magten, ikke har autoriteten – de opfattes ikke som legitime. De, der har kapital nok til at ændre på tingenes tilstand, nemlig de lokale erhvervsdrivende, gør det med oprettelsen af Bakassi Boys. De bruger således deres magt til at skabe dynamik i feltet og udfylder de funktioner, der ellers ikke bliver udfyldt. Denne udnyttelse af deres magt er på sin vis en opportunistisk handling og et udtryk for rule of force (det er typisk for begivenhederne omkring Bakassi Boys, at den dømmende magt som begreb eller institution helt er fraværende). Imidlertid præges feltet også af en høj grad af inerti. Da magtforholdene for alvor er ved at ændre sig, griber centralregeringen alligevel ind og genetablerer status quo. Ordenen eller strukturen i feltet udgøres således af de forskellige positioners indbyrdes relationer og magtforhold. Med disse in mente giver forløbet omkring Bakassi Boys, fra deres oprettelse til beslutningen om at nedkæmpe dem, mening.

Boko Haram

Boko Haram er en religiøs oprørsbevægelse, der udspringer af den muslimske befolkning i det nordlige Nigeria. Dens tidlige historie er ikke præcist dokumenteret, men gruppen opstod sandsynligvis i 1995 under navnet Ahlulsunna wal’jama’ah hijra. Gruppen har efterfølgende været kendt under forskellige navne: Yusufiyyah-sekten, nigeriansk Taliban og Boko Haram (nigeriansk Taliban er den nedsættende måde, gruppen i begyndelsen omtaltes på af den lokale befolkning). Boko Haram kommer fra to forskellige sprog. Boko er fra det afrikanske sprog Hausa og betyder vestlig uddannelse.23 Haram er arabisk og betyder forbudt. Gruppens navn betyder altså bogstaveligt, at vestlig uddannelse er forbudt; i deres egen fortolkning er det imidlertid vestlig civilisation generelt, der er forbudt.24 Boko Haram ser det som sin mission at rense Nigeria, der er forurenet af vestlig indflydelse, og opretholde sharia over hele landet.25 Gruppen har ved flere lejligheder angrebet installationer, der repræsenterer den nigerianske stat, fx politistationer og fængsler, men også religiøse mål såsom kirker er blevet angrebet. Det formodes i øvrigt i dag, at der er en forbindelse mellem al-Qaeda i Nordafrika og Boko Haram.26 De nigerianske myndigheder har svaret igen i de områder, hvor Boko Haram opererer, og har bl.a. sendt en joint task force til området.

På den internationale scene er Boko Haram først blevet kendt de senere år. Således nævnes gruppen første gang i den årlige amerikanske rapport om terror i 2009.27 USA støtter den nigerianske regerings kamp mod Boko Haram, bl.a. gennem samarbejdet i Trans-Sahara Counter Terrorism Partnership og gennem teknologisk/økonomisk støtte, fx ved at levere fire scannere til Nigerias fire internationale lufthavne.28 For så vidt angår al-Qaeda i Nordafrika, udspringer denne gruppe af nationale algeriske guerillagrupper, der som konsekvens af det interne pres, de var udsat for i Algeriet, omdefinerede sig selv til en international kriminalitets- og terrororganisation. Disse algeriske grupper associerede sig desuden med al-Qaeda og tog dette navn som ”brand”. Denne associering med al-Qaeda gjorde det lettere at rekruttere og bringe terrortaktikker og teknologier fra andre konflikter (fx selvmordsbombere og vejsidebomber) i brug,29 ligesom al-Qaeda i Nordafrika blev mere synlig internationalt og udviklede et nyt image, der understreger religiøs fromhed og styrke.30

Boko Haram og magtens 1., 2. og 3. ansigt

For den nigerianske stat er Boko Haram en trussel mod suveræniteten, og den ses som absolut illegitim. Som svar har staten valgt en eksplicit voldelig vej. De anvender således lette og tunge våben for at bekæmpe gruppen,31 og fokus er mere på synlig handling end egentlig efterforskning. Det faktum at gruppens leder, Mohammed Yusuf, blev dræbt, efter han var taget til fange af politiet (enten som følge af en udenretslig dom eller i forbindelse med et flugtforsøg) understreger denne villighed til at anvende direkte magt. Den nigerianske minister for information og kommunikation, Dora Akunyili, udtalte efter drabet på Yusuf, at den nigerianske stat ikke tolerer en sådan udenretslig dom. Men hun tilføjede, at ”what is important is that he (Yusuf) has been taken out of the way, to stop him using people to cause mayhem”.32 Der er flere tegn på, at der foregår skjult magtudøvelse og bevidste forsøg på at holde emner uden for dagsordenen i forbindelse med Boko Haram. Den nigerianske regering nedsætter jævnligt undersøgelseskommissioner, fx i forbindelse med drabet på Yusuf eller efter et Boko Haram-angreb. Imidlertid udgiver de sjældent efterfølgende rapporter eller beretninger, hvilket kan være tegn på, at centralregeringen ikke selv har nogen interesse i at afsløre forholdene omkring Boko Haram.33 Således efterlader drabet på Yusuf tvivl om motivet. Det kan have været for at forhindre Yusuf i at afsløre eventuelle Boko Haramstøtter, der ikke ønsker deres støtte kendt-34 Denne tvivl kommer i forlængelse af den manglende klarhed over gruppens finansielle grundlag. Derudover bliver mange af de grundlæggende problemer ikke italesat; de unges manglende fremtidsperspektiver (uddannelse, job, karriere) er sandsynligvis en del af forklaringen på Boko Harams succes i forhold til rekruttering. Dette emne ville derfor udstille den nigerianske stats mangler i forhold til at give sine borgere mulighed for at uddanne sig og arbejde. Konflikten mellem Boko Haram og den nigerianske stat/delstaterne er også i høj grad en kamp om, hvem der kan påvirke befolkningens holdning mest. Boko Haram forsøger således at rekruttere fra og overbevise befolkningen om deres synspunkter gennem prædikener.

Feltet omkring Boko Haram

For at opnå en større forståelse af oprørsbevægelsen og dens betydning for sikkerheden i Nigeria har jeg endvidere foretaget en feltanalyse. Hovedpointerne fra analysen skitseres her: Agenterne i analysen er:

 Boko Haram

 NPF

 De lokale politikere

 Centralregeringen i Abuja

 USA

 al-Qaeda i Nordafrika

Et nærmere kig på disse agenter afdækker kapitalfordelingen. Boko Haram er en aktør med få økonomiske midler, der som nævnt formodes primært at komme fra donationer og væbnede bankrøverier. Gruppen kommer fra delstater i Nigeria, der er domineret af Hausa-stammen. Dette udgangspunkt giver gruppen social kapital og en stor base at rekruttere fra, også udenfor staten Nigerias (ret porøse) grænser, i det 1000 km. brede bælte, der løber tværs over Afrika syd for Sahara og som kaldes Sahel. Den kulturelle kapital i gruppen kommer fra den uddannelse i ortodoks islam, som medlemmerne har fået, og skal ses i sammenhæng med den anseelse, det at være en god muslim generelt har i dette felt. Gruppens symbolske kapital stammer primært fra dens strenge fortolkning af islam. Denne strenge fortolkning af islam skal ses i sammenhæng med den mere pragmatiske ”light”-udgave af sharia, der er indført i det nordlige Nigeria (”light”, fordi der fx kun er gennemført få amputationer og ingen steninger). Alligevel opfattes gruppens og andre gruppers strengere fortolkning af islam ofte som noget agtværdigt – på sin vis som ”det rigtige” at gøre, selv om man vælger ikke at gøre det (fx har man dømt folk til stening men ikke eksekveret dommen, primært for at undgå problemer med centralregeringen). Gruppens leder Yusuf var, mens han var i live, et udtryk for gruppens symbolske kapital. Hans ortodokse uddannelse, de stærke forbindelser nationalt og internationalt samt hans gode talegaver gav gruppen ære og prestige. Hans død i politiets varetægt, der i et islamistisk ekstremt perspektiv kan ses som et martyrium, har gjort denne symbolske kapital større og flyttet den fra manden til gruppen. Dette er sket uagtet, at han privat omgav sig med den vestlige teknologi, han udadtil foragtede, og at han blev fanget i en lidet heltemodig position, nemlig mens han gemte sig for myndighederne i en gedestald. Det nigerianske politi er underlagt og betalt af centralregeringen i Abuja. Det er en styrke uden økonomisk kapital, idet den som før nævnt er underbemandet og let bevæbnet.35 Styrken besidder ingen social kapital. Politiet stammer fra andre egne af Nigeria, og har derfor ingen tilknytning til de lokale stammer og tilhørsforhold. Styrken er heller ikke i besiddelse af kulturel kapital i feltet. Håndhævelse af loven i en muslimsk sammenhæng er en islamisk opgave, men det nigerianske politi håndhæver den nigerianske føderale lovgivning, ikke den sharialov, der gælder i det muslimske nord. Denne opgave varetages derimod af hisba-grupperne. Politiets virke ses derfor langt hen ad vejen som eksempler på den fremmede vestlige indflydelse og som værende i opposition til den gældende sharia-lov.

De lokale politikere i delstaterne besidder nogen økonomisk kapital men betragtes ikke som velhavende. Generelt er økonomisk kapital samlet hos centralregeringen og i det velhavende syd.36 De lokale politikere besidder social kapital gennem deres tilhørsforhold til de lokale stammer og som konsekvens af, at de er politikere ”på hjemmebane”. De er valgt i områder, hvor de er vokset op. Derudover erhverver de lokale politikere sig kulturel kapital gennem inddragelse af religion i politik (navnlig i forbindelse med valgkampe), samt gennem den kulturelle bagage, der kommer af at være en del af den muslimske menighed (der konkret får udtryk bl.a. gennem tilslutningen til sharia). De lokale politikere (eller i hvert fald en del af dem) besidder således symbolsk kapital. Den er primært baseret på deres evne til at skabe et muslimsk fællesskab i det ellers sekulære Nigeria, særligt gennem introduktionen af sharia internt i delstaterne, men også gennem deres evne til at balancere, så det bliver sharia i en udgave, der tager hensyn til nigerianske forhold, og som ikke åbent udfordrer centralregeringen i Abuja. Centralregeringen i Abuja er i besiddelse af stor økonomisk kapital, primært fordi alle olieindtægter tilhører centralregeringen.37 Centralregeringen besidder ingen social kapital i feltet, idet regeringen og administrationen overvejende er kristne og kommer fra det sydlige og centrale Nigeria.38 Selvom præsidentembedet skiftevis har været besat af en kristen og en muslim, har der tidsmæssigt blot været ca. tre ud af 13 år (siden genindførelsen af demokratiet) med en muslimsk præsident i Nigeria. Centralregeringens kulturelle kapital er også til at overskue. Fraværet af officielle rapporter og undersøgelsesresultater af fx behandlingen af Boko Haram får dem til at fremstå, som om de forsøger at skjule noget. Dette sammenholdt med, at regeringen ikke varetager håndhævelsen af den populære sharia-lov, men derimod Nigerias sekulære lovgivning, medfører at regeringen ingen kulturel kapital har i feltet. USA er i besiddelse af stor økonomisk kapital og indgår i diplomatiske, militære, politiske og politimæssige samarbejder med centralregeringen i Abuja (i ”The Trans-Sahara Counter Terrorism Partnership” [TSCTP]). Alligevel er den sociale kapital i feltet ikke stor. Gennem massemedier er kendskabet til konflikten i Mellemøsten med Israel og USA på den ene side og en del af de arabiske lande på den anden blevet udbredt, og USA opfattes som en fjende.39 Al-Qaeda i Nordafrika besidder økonomisk kapital, der primært stammer fra en pragmatisk sammenblanding af kriminelle aktiviteter og terrorisme. Al-Qaeda i Nordafrika har, med sit udgangspunkt i Algeriet, ikke et stammetilhørsforhold til den muslimske lokalbefolkning i det nordlige Nigeria. Imidlertid er der tegn på, at gruppen har social kapital i feltet omkring Boko Haram gennem dens virke i Sahel-bæltet (hvor Hausa-stammen og Boko Haram også findes), idet man mener at have fundet en forbindelse mellem al-Qaeda og Boko Haram.40 Indirekte social kapital opnår al-Qaeda gennem mekanismen ”min fjendes fjende er min ven”, hvilket politiets hårdhændede svar på Boko Harams aktiviteter, der øger modviljen mod myndighederne, understøtter. Al-Qaeda besidder kulturel kapital i feltet gennem deres argument om, at vestlige samfund er falske og moralsk korrupte, og gennem deres evne til at fremstille sig selv som nogen, der går forrest i forhold til at kæmpe guds kamp og hævne de uretfærdigheder, den muslimske verden har været udsat for. Denne retorik giver symbolsk kapital i konservative muslimske kredse, der opfatter sig selv som forbigået i resursefordelingen og under pres udefra.

Denne kapitalfordeling gør, at agenterne kan grupperes i tre positioner:

 Den ekstreme islamiske position, som indtages af agenterne al-Qaeda i Nordafrika og Boko Haram

 Den balancerede muslimske position, der indtages af de lokale politikere (der på sin vis repræsenterer store dele af lokalbefolkningen)

 Den ikke-muslimske position, som indtages af NPF, centralregeringen i Abuja samt USA

Konflikten mellem den ikke-muslimske og den ekstreme muslimske position har ført til en stadig mere alvorlig voldsspiral; efterhånden har det betydet, at internationale aktører som USA og al-Qaeda er blevet en del af feltet. Denne konflikt næres yderligere af, at man i dele af den balancerede muslimske position opfatter sig som forbigået i resursefordelingen set i forhold til den ikke-muslimske position.

De røde pile indikerer de modsætningsforhold der findes mellem de forskellige positioner. Magtbalancen mellem muslimer og ikke-muslimer, de lokale politikere og centralregeringen, forsøger Boko Haram at destabilisere via deres voldsomme angreb på alt, hvad der repræsenterer det udefrakommende; de kristne eller den sekulære stat Nigeria. Deres ønske om at skabe et lukket og ”rent” muslimsk samfund fremstår på en gang ekstremt og naivt i en moderne, globaliseret verden; men for så vidt har de blik for, at den nuværende magtfordeling i området ikke er særlig stabil, og det forsøger de at udnytte. Man kan argumentere for, at de øvrige agenter i feltet, af hver deres grunde, agerer på en måde, der øger Boko Harams vækstbetingelser, også de agenter, der samtidig forsøger at bekæmpe dem. Selv om man laver tiltag, der skal begrænse terrorismen, er der altså adskilligt i feltet, der direkte eller indirekte arbejder for Boko Haram; det være sig de lokale politikeres valgkampe, centralregeringens hårdhændede svar (eksemplificeret ved politiets drab på Yusuf og hans deraf følgende martyrium), det nordafrikanske al-Qaedas interessefællesskab med eller USA's støtte til den nigerianske stats kamp mod Boko Haram.

Magt og sikkerhed i Nigeria

I det følgende vil jeg vende tilbage til mit udgangspunkt, nemlig de ikke-statslige aktørers rolle som kilder til sikkerhed og usikkerhed. Jeg har ovenfor skitseret magtforholdene og magtudøvelsen omkring Bakassi Boys og Boko Haram. Nu er det sammenhængen eller vekselvirkningen mellem magt og sikkerhed, der er i fokus.

Bakassi Boys – behovet for en helt i en utryg verden

Hvis man ser på begivenhederne omkring Bakassi Boys i termer af sikkerhed, kan man sige, at der indledningsvis var et fravær af tryghed for Igbo-stammens medlemmer; de fleste mennesker ønsker fx at kunne drive ens forretning i fred, eller at ens kone eller søster ikke risikerer at bliver slået ihjel, mens hun er ude at handle. Denne grundlæggende, dagligdagstryghed formåede hverken staten eller nogen af de involverede delstater (primært Abia, Anambra og Imo) at give borgerne. Det førte til, at de lokale købmænd foretog et sikkerhedsliggørende træk, i og med at man valgte at sætte kriminalitet så højt på dagsordenen, at det legitimerede dannelsen af en selvtægtgruppe. At købmændene lykkedes med deres forsøg på at sikkerhedsliggøre kriminalitetsproblemet ses af den accept og endda stolthed, man i området indledningsvis følte over Bakassi Boys. Den succes kan forklares ud fra magtforholdene i feltet. Havde staten eller delstaten siddet tungt på magten, ville andre aktører næppe have kunnet lykkes med et sådant sikkerhedsliggørende træk. Men i og med at staten og delstaten stod så svagt på visse kapitaltyper, hvor købmændene stod stærkt, åbnede denne mulighed sig. Derfor gik kriminalitetsproblemet fra at være et spørgsmål om tryghed til at blive et sikkerhedsissue. Man kan argumentere for, at Bakassi Boys nærmest er en hobbesiansk løsning; borgerne overlader retten til at udøve magt til en suveræn, og i fraværet af rule of law og en stærk stat, bliver dét altså den stærkeste spiller i området; Bakassi Boys, som hurtigt får superheltestatus. I begyndelsen fungerer strategien da også, idet trygheden eller sikkerheden, som det nu er omdefineret til, øges, i hvert fald for størstedelen af befolkningen. Til gengæld øges usikkerheden for de kriminelle og for dem, der blot anklages for at være det, idet der ses stort på fænomener som rettergang eller menneskerettigheder. Problemet med løsningen på det, man har defineret som en eksistentiel trussel – dvs. kriminaliteten i området – er, at det bliver en løsning baseret alene på magtanvendelse. Bakassi Boys er ikke bundet ind i regler eller institutioner, der regulerer og balancerer hinanden. De begynder derfor at bevæge sig i feltet og bruge deres nyfundne magt arbitrært – set fra befolkningens side, der blot ønskede en løsning på kriminalitetsproblemet. Det er jo netop problemet med at have en Superman; pludselig afhænger menneskehedens lykke alene af hans person og integritet. Hvad nu, hvis man pludselig, som i den tredje Superman-film, står med en ond Superman? På den måde kan man sige, at aktørerne lykkes med deres sikkerhedsliggørende træk, og de lykkes også i nogen grad med at skabe mere sikkerhed for befolkningen; men det er en flygtig sikkerhed, baseret på den stærkes ret frem for en mere permanent sikkerhed. Heri kan man finde støtte til Københavnerskolens argument om, at sikkerhedsliggørelse ikke nødvendigvis er den bedste løsning på et problem, da det fjerner emnet fra almindelig politisk debat;41 i virkeligheden var det måske ikke ekstraordinære tiltag, der var brug for, men blot ordinære – fx et politi der beskytter borgerne frem for at berige sig selv. Man kan således argumentere for, at der eksisterer nogle trusler i Nigeria, som der ikke bliver taget hånd om, men som man må formode, der ville blive taget hånd om, hvis magtforholdene havde set anderledes ud. I dette tilfælde kan man pege på truslen fra den manglende tillid mellem befolkning og staten, som får sit fremmeste udtryk ved den måde, ordensmagten agerer og opfattes på. Et politi, der ikke håndhæver lov og orden, og en befolkning, der ikke respekterer eller stoler på politiet, er et signifikant udtryk for et samfund, hvis sammenhængskraft er i problemer. Ikke desto mindre er denne trussel ikke sikkerhedsliggjort. Det kan på den ene side hænge sammen med, at befolkningen ikke har nok indflydelse på det politiske system, da det er et udtryk for, at deres interesser ikke er tilstrækkeligt repræsenteret; det kan altså ses som et udtryk for befolkningens magtesløshed i nationalpolitisk sammenhæng. På den anden side kan det også ses som et udtryk for centralstatens magtesløshed, idet det måske ikke kun er et spørgsmål om manglende interesse i at skabe et velfungerende politi, men snarere manglende evne. Således er NPF et resultat af nedlæggelsen af det lokale politi, som man var enige om var dysfunktionelt, bl.a. pga. udbredt korruption.42

Boko Haram – at føle sig truet på sin identitet

I det nordlige Nigeria kan man argumentere for, at truslen fra udefrakommende indflydelse – det være sig vestlig, kristen eller sekulær – er blevet sikkerhedsliggjort. Man kan diskutere, hvorvidt det er de ekstreme islamiske positioner eller de konservative politikere, der har foretaget det sikkerhedsliggørende træk (bestående af argumentet om, at man gennem vestlig/kristen/sekulær indflydelse er blevet truet på sin muslimske identitet og dermed eksistens). At de lokale politikere bruger religiøse argumenter og retorik i deres valgkampe kan under alle omstændigheder forstås som et tegn på, at der er en accept af dette sikkerhedsliggørende træk, og at man dermed har haft succes med sikkerhedsliggørelsen; om end man kan diskutere, hvori de ekstraordinære tiltag består. På den ene side kan man se sharia-lovgivningen som et ekstraordinært tiltag, i og med Nigeria er en stat med en sekulær forfatning; på den anden side opfattes sharia af de lokale ikke som værende et regelbrud, men derimod som sådan loven rettelig bør indrettes. De ekstreme islamiske positioner, som Boko Haram, anvender klart ekstraordinære tiltag i form af terrorhandlinger, men disse er til gengæld ikke alment accepterede. Alligevel kan man godt argumentere for, at sikkerhedsliggørelsen er lykkedes; da de lokale politikere i langt højere grad end centralregeringen afspejler befolkningens kultur, ønsker og levevis, er de den mest magtfulde aktør i området, hvorfor deres accept og betoning af den religiøse dagsorden har stor betydning. Ved første øjekast ligner Boko Haram en destabiliserende aktør, der skaber usikkerhed i det nordlige Nigeria. Staten Nigeria opfatter da også bevægelsen som sådan. Imidlertid kan man altså også lægge den vinkel på gruppen, at den rent faktisk forsøger at skabe sikkerhed; den har bare udgangspunkt i et helt andet trusselsbillede, nemlig et der handler om den negative indflydelse, udefrakommende aktører har på det muslimske samfund. En trusselsfortolkning, der nok er ekstrem, men som samtidig også henter sin forklaring i såvel historiske som nutidige magtforhold. At de lokale politikere har indført den nigerianske ”sharia-light” kan ligeledes ses som et forsøg på at skabe sikkerhed, men på en måde hvor der balanceres mellem hensynet til den muslimske identitet og kultur, den nigerianske ditto samt forholdet til centralstaten. Som i tilfældet med Bakassi Boys kan man også her argumentere for, at en del af problemet hidrører fra manglende repræsentation eller følelse af samhørighed med og anerkendelse fra centralstaten. Opsplittelsen af Nigeria i mindre delstater er et svar på dette problem, idet der herigennem gives mulighed for at tilpasse lovgivningen til lokale forhold. Den potentielle trussel ligger i, hvorvidt denne lovgivning i sidste ende udvikler sig til at være forfatningsstridig, hvilket igen er udtryk for, at statens sammenhængskraft er under pres, fordi det er svært at forestille sig et styre og en forfatning, der favner alt fra sekulære, demokratiske samfund til sharia-baserede systemer.

Truslen mod statens enhed og den internationale terrortrussel

Af institutionaliserede sikkerhedsstrukturer i området kan man især pege på to, der har relevans i denne sammenhæng. Den ene er staten Nigerias enhed og den anden den internationale terrortrussel. I forhold til den første kan man sige, at statens enhed er et sikkerhedsissue for alle stater. Det er så at sige en del af begrebet statens DNA, en grundlæggende selvopholdelsesdrift. Statens enhed vil dog være højere på dagsordenen i stater, der har været eller er truet af oprør eller løsrivelse, sådan som Nigeria er. For Nigerias vedkommende skal ønsket om at beskytte statens enhed endvidere ses i lyset af kolonitiden, der har skabt nogle meget syntetiske grænser på det afrikanske kontinent, der betyder, at stat og nation så godt som aldrig er sammenfaldende; det gælder i hvert fald ikke i Nigerias tilfælde. For det andet er der efter afkolonialiseringen opstået en form for konsensus på det afrikanske kontinent om, at grænserne ligger fast, uanset at de ikke altid er hensigtsmæssige (illustreret ved den Afrikanske Unions charter, hvori det hedder, at underskriverne er ”determined to safeguard and consolidate … the sovereignty and territorial integrity of our states ...”).43 Løsrivelse som i tilfældet med Sydsudan er således en sjælden fugl på kontinentet. Denne institutionaliserede sikkerhedsstruktur har, sammenholdt med statens svage udtryk, betydning for dens tolkning af og reaktion på såvel Bakassi Boys som Boko Haram. Den hårdhændede nedkæmpelse af Bakassi Boys kan selvfølgelig ses som en stat, der opretholder lov og orden, men må også ses i lyset af Igbo-stammens tidligere forsøg på løsrivelse og den konstante magtkamp, der eksisterer mellem center og periferi i et land, hvor centralstaten ikke kan siges at have egentlig dominans. I tilfældet Boko Haram illustrerer førnævnte citat af den nigerianske minister for information og kommunikation meget tydeligt, at man indirekte retfærdiggør ekstreme metoder; Akunyili fordømte nok drabet på Yusuf, men med den vigtige tilføjelse at det vigtigste dog var, at han var skaffet af vejen, så han ikke længere kunne foranstalte kaos – et tydeligt sikkerhedsliggørende træk, hvor hun indirekte legitimerer et regelbrud ved at henvise til, at Yusuf repræsenterede en eksistentiel trussel. At truslen fra sharia mod forfatningen ikke gøres til et sikkerhedsissue kan måske i virkeligheden forstås i samme kontekst; det kan være i erkendelse af, at det ville føre til en trussel mod statens enhed at sikkerhedsliggøre emnet, fordi nogle stater måske ville forsøge løsrivelse. Den internationale terrortrussel fra især ekstreme islamistiske grupper blev efter angrebet på World Trade Center 11. september 2001 sikkerhedsliggjort; det sikkerhedsliggørende træk blev foretaget af USA med George W. Bush i spidsen (You’re either with us or you’re with the terrorists”, som han sagde til kongressen 20. september 2001),44 og gennem støtteerklæringer accepteret af et stort antal lande i verden. Sidenhen er terrortruslen blevet en så inkorporeret del af såvel USA’s som mange andre landes udenrigs- og indenrigspolitik (i Danmark fx udmøntet i konkret policy som den såkaldte terrorpakke), at man med rimelighed kan kalde den institutionaliseret. Det er ikke længere nødvendigt med den dramatiske sprogbrug, som anvendtes lige efter 11. september (om end visse politikere stadig anvender den af indenrigspolitiske grunde). USA's forsøg på at hjælpe Nigeria med at bekæmpe terrorismen kan forstås som et resultat af denne sikkerhedsliggørelse. I det øjeblik, al-Qaeda bliver forbundet med Boko Haram, træder USA således ind på scenen med rynkede bryn. Set fra USA’s vinkel er Boko Haram del af en udvikling i Afrika, der truer den amerikanske stats eksistens i og med at der potentielt opstår ”terroristreder”, samtidig med at en stabil energiforsyning er afhængig af nogenlunde venligtsindede og stabile regimer i de olierige egne. I begge tilfælde kan man igen spørge, hvorvidt de institutionaliserede sikkerhedsstrukturer egentlig tjener deres formål? Er indblanding fra USA's side den bedste måde at nedbringe terrortruslen på, og er de hårdhændede svar fra den nigerianske stat den bedste strategi til at sikre staten Nigerias enhed? Den positive fortolkning ville være, at disse tiltag i hvert fald ikke kan stå alene, den negative at de er direkte kontraproduktive.

Kilder til sikkerhed og usikkerhed i Nigeria

De to ikke-statslige aktører, der er i fokus her, ligner ved første blik kriminelle aktører, der virker destabiliserende i deres respektive områder. Imidlertid gælder det for begge aktører, at de kan ses som resultat af en succesfuld sikkerhedsliggørelse af visse trusler, hhv. kriminalitetsproblemet og den vestlige indflydelse. Endvidere er begge aktører resultat af et forsøg på at skabe mere orden, ikke mindre. Mest tydeligt er det i tilfældet Bakassi Boys, der fungerede som decideret substitut for politiet, men også Boko Haram er i deres egen optik et forsøg på at rydde op og (gen)skabe orden. De ekstreme metoder, som de to aktører repræsenterer, hænger sammen med magtforholdene omkring dem. Bakassi Boys opstår direkte på baggrund af centralstatens impotens i forhold til kriminalitetsproblemet. Ekstreme grupper som Boko Haram opstår typisk i områder, hvor man historisk set føler sig uretfærdigt behandlet, hvor der er etniske og religiøse spændinger, og hvor fremtidsudsigterne for ungdommen er forholdsvis dystre. Aktørerne er således både et resultat af, at centralmagten har for meget magt (at lokalbefolkningerne i området ikke er tilstrækkeligt repræsenteret på centralstatsligt niveau), og at den har for lidt magt (den savner legitimitet og autoritet i områderne, for slet ikke at tale om administrative resurser). Statens underskud af magt kan derfor paradoksalt nok ses som en medvirkende årsag til de voldelige svar på Boko Haram og Bakassi Boys, ligesom den institutionaliserede sikkerhedsliggørelse af statens enhed og den internationale terrortrussel er det. Disse voldelige svar kan på den ene side ses som et forsøg på at sikre statens enhed og agere som en stærk stat ville gøre det. Men det kan også ses som en støtte til Københavnerskolens argument om, at sikkerhedsliggørelse ikke altid er ønskværdig, og som et eksempel på, at den kan være direkte kontraproduktiv. De hårdhændede svar er måske nok her og nu med til at sikre, at staten ikke desintegrerer til mange forskellige stater. Men samtidig underminerer reaktionerne sammenhængskraften, fordi de genererer sympati for dem, det går ud over og eroderer en i forvejen lav grad af tillid og tilhørsforhold mellem befolkning og centralstat. Det peger i retning af, at den underliggende trussel mod landets sammenhængskraft (i videre forstand end statens enhed) måske er den alvorligste.

Kilder

OAU CHARTER. (25. 05 1963). Hentede 29. 03 2012 fra http://www.au.int: http://www.au.int/en/sites/default/files/OAU_Charter_1963.pdf Adesoji, A. (2011). Between Maitatsine and Boko Haram: Islamic Fundamentalism and the Response of the Nigerian State. Africa Today Vol. 57, No. 4, s. 99-119. AFP. (23. 02 2012). Boko Haram has links to al Qaeda, Nigeria's military chief says. Hentede 13. 03 2012 fra http://www.france24.com: http://www.france24.com- /en/20120223-nigeria-boko-haram-al-qaeda-islamist-militant Alemika, E. E. (u.d.). Analysis of police and policing in Nigeria. Hentet fra www.cleen.org: http://www.cleen.org/policing.%20driver%20of%20change.pdf Berger, P. L. (1996). Den sanfundsskabte virkelighed. Viborg: Nørhaven A/S. Blanchard, C. M. (09. 07 2007). Al Qaeda: Statements and Evolving Ideology. Hentede 03. 14 2012 fra www.fas.org: http://www.fas.org/sgp/crs/terror/RL32759.pdf Bush, G. W. (20. 09 2001). Address to a Joint Session of Congress and the American People. Hentede 29. 03 2012 fra http://georgewbush-whitehouse.archives.gov: http://georgewbush-whitehouse.archives.gov/news/releases/2001/09/20010920- 8.html Central Intelligence Agency. (23. 02 2012). CIA World Fact Book Nigeria profile. Hentede 29. 02 2012 fra https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/: https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/ni.html Elaigwu, J. I. (2002). Federalism in Nigeria's New Democratic Polity Author. Publius, Vol. 32, No. 2, s. 73-95. Harnischfeger, J. (03 2003). The Bakassi Boys: Fighting Crime in Nigeria. The Journal of Modern African Studies, Vol. 41, No. 1, s. 23-49. Haynes, J. (2006). Political Critique in Nigerian Video Films. African Affairs, 511-533. Human Rights Watch - Africa Division. (05 2002). THE BAKASSI BOYS: The Legitimization of Murder and Torture. Hentede 2012. 02 18 fra http://www.hrw.org: http://www.hrw.org/reports/2002/nigeria2/nigeria0502.pdf Institute for Security Studies. (u.d.). Nigeria profile. Hentede 2012. 02 18 fra http://www.iss.co.za/: http://www.iss.co.za/af/profiles/nigeria/politics.html Last, M. (2008). The Search for Security in Muslim Northern Nigeria. Africa, 41-63. News Wires. (23. 02 2012). Boko Haram has links to al Qaeda, Nigeria's militar chief says. Hentede 24. 02 2012 fra www.france24.com: http://www.france24.com/en/20120223- nigeria-boko-haram-al-qaeda-islamist-militant Onuoha, F. C. (06 2010). The Islamist challenge: Nigeria’s Boko Haram crisis explained. African Security Review, s. 54-67. Pham, J. P. (2011). The Dangerous ‘‘Pragmatism’’ of Al-Qaeda in the Islamic Maghreb. Journal of the Middle East and Africa, s. 15-29. Smith, D. J. (2006). Violent Vigilantism and the State in Nigeria - The Case of the Bakassi Boys. I E. G. Bay, States of Violence (s. 127-148). London: University of Virginia Press. Smith, D. J. (08 2007). The Bakassi Boys: Vigilantism, Violence, and Political Imagination in Nigeria. Cultural Anthropology, Vol. 19, No. 3, s. 429-455. Thomsen, J. P. (2000). Magt og indflydelse. Århus: Magtudredningen. United States Department of State. (2010). Country Reports on Terrorism 2009. Office of the Coordinator for Counterterrorism. Wæver, O. (1998). Security - A New Framework For Analysis. London: Lynne Rienner Publishers Inc

Fodnoter

1 Thomsen 2000.

2 Se fx Berger 1996, ss. 15ff.

3 Berger 1996.

4 Institute for Security Studies.

5 Central Intelligence Agency 2012.

6 Institute for Security Studies.

7 U.S. Department of State 2011.

8 Smith, The Bakassi Boys: Vigilantism, Violence, and Political Imagination in Nigeria, 2007, s. 449.

9 Elaigwu 2002.

10 Human Rights Watch - Africa Division, 2002, s. 2.

11 Smith, The Bakassi Boys: Vigilantism, Violence, and Political Imagination in Nigeria, 2007, s. 442.

12 Ibid., s. 450.

13 Ibid., s. 448.

14 Harnischfeger 2003, s. 27.

15 Ibid., s. 30.

16 Human Rights Watch - Africa Division, 2002, s. 3.

17 Smith, Violent Vigilantism and the State in Nigeria - The Case of the Bakassi Boys, 2006.

18 Harnischfeger 2003, s. 25.

19 Haynes 2006, s. 521.

20 Harnischfeger 2003, s. 32.

21 Smith, The Bakassi Boys: Vigilantism, Violence, and Political Imagination in Nigeria, 2007, s. 437.

22 Last 2008, s. 55.

23 Adesoji 2011, s. 106.

24 Onuoha 2010, s. 57.

25 Ibid., s. 57.

26 News Wires, 2012.

27 United States Department of State 2010, s. 27.

28 Ibid., s. 28.

29 Blanchard 2007, s. 18.

30 Pham 2011, s. 26.

31 Onuoha 2010, s. 60.

32 Ibid., s. 61.

33 Adesoji 2011, s. 112.

34 Onuoha 2010, s. 62.

35 Last 2008, s. 55.

36 Elaigwu 2002, s. 47.

37 Ibid., s. 88.

38 Ibid., s. 75.

39 (Last, 2008, s. 59)

40 (AFP, 2012)

41 Wæver 1998, s. 24.

42 Alemika, s. 9.

43 OAU Charter (1963), s. art. IIC.

44 Bush 2001.