Log ind

Maghreb: Europas sikkerhedspolitiske periferi

#

Ulla Holm, PhD., seniorforsker ved Center for Freds-og Konfliktforskning (COPRI)

Institutioner betyder noget, men hvilke institutioner?

Nordafrika eller Maghreb1, som området kaldes på arabisk, har siden EF's fødsel i 1957 været genstand for EF-politik. Det skyldes, at Frankrig pga. sin kolonialisering af Maghreb havde og stadig har en interesse i, at de nordafrikanske udviklingsproblemer tages alvorligt af EF/EU og dermed ikke blot bliver et fransk sikkerhedspolitisk problem. EF indgik derfor allerede tidligt diverse bilaterale økonomiske aftaler med Nordafrika. Men det var først efter Murens fald i 1989, Golfkrigen i januar 1991, samt især efter at den algeriske vold brød ud i foråret 1992, at Nordafrika kom ind på EU's sikkerhedspolitiske dagsorden. Indtil da anså Europa ikke Maghreb-landene som et europæisk sikkerhedsproblem. Maghreb-landene var et problem for sig selv - ikke for Europa. Men denne opfattelse ændredes drastisk fra begyndelsen af 1990'erne. Konsekvensen af denne ændring var, at EU's sikkerhedspolitiske dagsorden for det sydlige Middelhav blev præget af frygten for dels spredning af islamisk fundamentalisme og terror til Europa dels for øget immigration som følge af den voksende islamiske fundamentalisme. Især Sydeuropa frygtede, at den nordafrikanske store befolkningstilvækst, dårlig økonomi og - især for Algeriets vedkommende - den politisk ustabilitet ville forårsage store flygtningestrømme til Sydeuropa. Nordafrika blev ikke anset som en militær trussel mod Sydeuropa. Det var 'bløde' sikkerhedsproblemer, der opfattedes som truende for de sydeuropæiske samfunds identitet. De sydeuropæiske stater frygtede og frygter stadig, at øget immigration vil skærpe racismen og xenophobien i samfundene og dermed sætte spørgsmålstegn ved den kulturelle og politiske sammenholdskraft i samfundene. Især Frankrig er bekymret for risikoen for masseimmigration, da Frankrig har tætte bånd til Marokko, Tunesien og Algeriet pga. den koloniale fortid. 80% af alle nordafrikanske immigranter har således valgt at slå sig ned i Frankrig. Hvis volden i Algeriet fortsætter, frygter Frankrig derfor, at masseimmigration vil have negativ indflydelse på dels de store maghrebinske immigrantsamfund i form af islamisering i Frankrig dels generelt på det franske samfunds reaktioner herimod. Men også Spanien og Italien er fra slutningen af 1990'erne begyndt at føle sig truet af den voksende immigration fra Nord afrika. De sydeuropæiske lande frygter derfor, at den kolde krigs øst-vest-konflikt afløses af en nord-syd konflikt, som ikke tages alvorligt af især de nordeuropæiske lande, som er mere orienteret mod østudvidelsen end mod sikkerhedsproblemerne i syd. De sydeuropæiske lande har derfor været bekymret for, at der ville opstå en total assymmetri mellem udvidelsen mod øst og EU's sydlige periferi. En mulig konsekvens af en stadig større asymmetri mellem Øst og Syd ville set ud fra et sydeuropæisk synspunkt være, at især de sikkerhedspolitiske trusler fra Nordafrika udelukkende ville blive et sydeuropæisk problem, som Sydeuropa alene ville have vanskeligt ved at tackle af økonomiske og identitetsmæssige årsager. Derfor har Sydeuropa siden begyndelsen af 1990'erne været fortaler for, at nordafrikanske problemer skulle sættes på den europæiske dagsorden. Og det er lykkedes for Sydeuropa at vinde gehør for nødvendigheden at at drage det sydlige Middelhav længere ind mod Europa. Den hastigt forværrede situation i Algeriet samt forhandlingerne om Maastricht Traktaten satte gang i det euro-maghrebinske samarbejde i 1992 (Calabrese, 1997). På det europæiske topmøde i Lissabon i 1992 blev det bestemt at lancere det Euro-maghrebinske partnerskab. Hensigten hermed var sikkerhedspolitisk at drage Maghreb tættere på Europa. Det blev derfor besluttet, at EF/EU skulle påbegynde diskussioner om muligheden af etablering af en frihandelszone mellem EF/EU og Maghreb samt udvkling af politiske bånd. Kommissionen introducerede begrebet 'medansvar', som betød, at der skulle gives finansiel hjælp til små virksomheder. Desuden skulle der oprettes en euro-maghrebinsk bank modelleret over Den europæiske bank for Genopbygning og Udvikling. På topmødet blev det erklæret, at partnerskabets succes ville afhænge af muligheden for udviklingen af det interregionale samarbejde i den maghrebinske arabiske union (se afsnittet: Den maghrebinske arabiske Union). Det gjorde det ikke pga. især den algeriske indenrigspolitiske situation og Vestsaharaproblematikken (se: Den maghrebinske arabiske Union). Derfor var Kommissionen nødt til at neddrosle den multilaterale subregionale tilgang til Maghreb. I stedet faldt EU tilbage på den sædvanlige bilaterale politik over for Maghreb. På det europæiske topmøde i Essen i 1994 blev der indgået en 'deal' i EU om, at Sydeuropa til gengæld for støtte til Østudvidelsen fik tilsagn om, at det sydlige Middelhav ville få flere EU-penge for at mindske asymmetrien mellem Øst og Syd. I november 1995 blev der i Barcelona afholdt et EU-middelhavsmøde, som resulterede i vedtagelsen af Barcelona-deklarationen, som EU-landene sammen med Algeriet, Cypern, Israel, Jordan, Libanon, Malta, Marokko, Syrien, Tunesien, Tyrkiet og Det Palæstinensiske Selvstyre indgik. Denne deklaration lancerede begrebet 'Det Euro-Mediterrane Partnerskab', som omfatter alle de sikkerhedspolitiske problemerne i både Vest-og Østmiddelhavet. Hensigten med dette partnerskab er at skabe en freds -og stabilitetszone i hele Middelhavet, som skulle forhindre yderligere immigration (Yesilada, 1998). Midlerne hertil var oprettelsen af en frihandelszone i 2010, udvikling af politisk dialog om opfattelsen af trusler, diskussion om indførelse af retstatsprincipperne samt støtte til de civile samfund. Barcelona-deklarationen er udtryk for EU's tillid til, at økonomisk liberalisering vil føre til politisk liberalisering. EU-modellen for udvikling af Øst- og Centraleuropa er således blevet overført til arabiske stater, der slet ikke har den samme nationalstatslige konstruktion som østlandene. Hertil kommer yderligere, at de maghrebinske unge nationalstater nidkært våger over deres suverænitet. De er derfor meget utilbøjelige til, at andre lande blander sig politisk i deres interne sikkerhedsproblemer. Set ud fra et europæisk synspunkt kan Det Euro-Mediterrane Partnerskab betragtes som en delvis succes, fordi det lykkedes at skabe konsensus mellem Nord-og Sydeuropa - men også mellem de sydeuropæiske lande - om, at østudvidelsen ikke kan ske uden inddragelse af det sydlige Middelhavs sikkerhedsproblemer. Oprindeligt var der uenighed mellem Spanien og Italien på den ene side og Frankrig og Portugal på den anden side om, hvordan Middelhavsrummet skulle konciperes. De førstnævnte lande var fortalere for, at hele Middelhavet designes som et fælles sikkerhedspolitisk rum, der inkluderer alle aktører med interesser i Middelhavet. De to lande foreslog derfor allerede i 1990 etablering af 'konferencen om sikkerhed og samarbejde i Middelhavet' (CSCM) kalkeret over CSCEmodellen (nu kaldet OSCE). Dvs. at USA og Sovjet også skulle deltage pga. deres interesser i Middelhavet. Frankrig og Portugal derimod foretrak en opsplitning af Middelhavet i et Vestmiddelhavs-og Østmiddelhavsrum. Det skyldtes, at Østmiddelhavet er underlagt USA's strategiske interesser. Vestmiddelhavet er derimod -set især fra et fransk synspunkt - et europæisk sikkerhedspolitisk anliggende, da dette geopolitiske rum udgør en potentiel sikkerhedspolitisk trussel mod især Sydeuropa (Calabrese, 1997). Allerede i 1983 havde daværende præsident Mitterrand under et besøg i Marokko foreslået indkaldelse af en Vestmiddelhavskonference med deltagelse af EF, Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen. Intentionen i 1983 var at gøre især Tyskland opmærksom på, at det var nødvendigt, at EF forholdt sig til de nordafrikanske sikkerhedsproblemer. Men der var ikke opbakning til denne ide. Dels var Algeriet var imod, fordi det var Frankrig, der lancerede konceptet (Carle, 1992), dels anskuede især Tyskland og de nordeuropæiske lande ikke Maghreb som et europæisk sikkerhedsproblem. Maghreb og hele det sydlige Middelhav var NATO's sydflanke og derfor ikke et specifikt euro-maghrebinsk sikkerhedsproblem. Det var først med Murens fald i 1989, at Middelhavet blev opfattet som en særskilt region med specifikke sikkerhedsproblemer i især Nordafrika. Det medførte, at Frankrig og Portugal i 1990 foreslog en vestmiddelhavsdialog, den såkaldte '4 plus 5 dialog' (Portugal, Spanien, Frankrig, Italien, Mauritanien, Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen. Året efter sluttede Malta sig til og det blev dermed til 'fem plus fem dialogen'. Dette forum skulle diskutere energiressourcer, økonomisk og financiel udvikling, immigration og kulturudveksling (Khader, 1994). Geostrategisk var intentionen med denne 'fem plus fem dialog' at sikre, at Maghreb blev et fælles europæisk anliggende og ikke et subregionalt problem for Sydeuropa. Ingen af initiativerne fik den store succes. '5 plus 5 dialogen' stødte mod problemet med Algeriet, spørgsmålet om konflikten i Vestsahara, Libyens internationale isolation, Golfkrigen samt de maghrebinske landes interne uenighed om, hvorvidt alle disse problemer skulle diskuteres med de europæiske partnere, eller om det kun var de økonomiske problemer, der skulle på dagsordenen (Faria & Vasconcelos, 1996). CSCM-initativet bar heller ikke frugt. Det skyldtes først og fremmest, at CSCM i sin konceptuelle tilgang til trusselsopfattelserne i Middelhavet var en kalkering af Øst-Vest konflikten (Hollis, 2000). Men Maghreb og den øvrige del af det sydlige Middelhav er ikke EU's 'ideologiske og militære fjende'. Der er ikke en ideologisk og militær brudlinie mellem Europa og det sydlige Middelhav. De sikkerhedspolitiske problemer går på kryds og tværs i Middelhavet dels mellem de arabiske stater dels mellem Sydeuropa og Maghreb dels mellem de enkelte sydeuropæiske lande og specifikke maghrebinske lande. Desuden opfattes Mellemøsten som et problem for regionen selv men ikke som et sikkerhedspolitisk problem for Europa. CSCM var derfor ikke et velegnet redskab for løsning af konflikter. Hertil kom, at konflikterne i Mellemøsten, Nordafrika og Golf-regionen blev behandlet på lige fod, selv om der er forskellige sikkerhedsproblemer i regionerne. EU konciperede - klog af skade - Det Euro-Mediterrane Partnerskab som en blanding af CSCM og 'fem plus fem dialogen'. Dvs. at Partnerskabet både gør Vest- og Østmiddelhavet til genstand for multilateral og bilateral politik samt åbner op for uddybning af det europæiske-nordafrikanske samarbejde inden for rammerne af det overordnede middelhavskoncept. Uddybning af samarbejdet i Vestmiddelhavet er kommet endnu højere på EU's dagsorden, efter at Marokko og Algeriet fik nye ledere i 1999. Der er nu et spinkelt håb om, at de nye ledere vil arbejde for udvkling af et syd-syd samarbejde, hvad EU konstant har opfordret til, fordi et sådant samarbejde dels vil gøre landene mindre økonomisk afhængige af EU dels vil det reducere risikoen for optrapning af konflikter i Maghreb. Det Euro-Mediterrane Partnerskab er dog løbet ind i nøjagtigt det samme problem som det afdøde CSCM-initiativ. Netop fordi Middelhavet konciperes som ét stort sikkerhedspolitisk rum, har det været umuligt at blive enige om at underskrive Charteret for Sikkerhed og Stabilitet, som skulle danne grundlag for det videre sikkerhedspolitisk samarbejde mellem de involverede middelhavspartnere og EU. Men der er ikke opnået enighed om definition af trusler pga. den palæstinensisk-israelske konflikt. På Det Euro-Mediterrane Partnerskabsmøde i Marseilles i november 2000 nøjedes parterne derfor med at blive enige om, at de var uenige. Det er en fiasko for samarbejdet. På den anden side kan denne fiasko resultere i øgede bestræbelser for at uddybe samarbejdet mellem EU og Maghreb, fordi der er en øget bevidsthed i EU om, at Maghreb skal betragtes som en form for EUsub-region pga. immigrationsproblemet. Det mulige fremtidige scenarie vil derfor måske være, at EU forsøger at afkoble Mellemøstkonflikten fra sikkerhedsproblemerne i Maghreb dog uden at opgive Det Euro-Mediterrane Partnerskab, fordi det signalerer, at EU tager det sydlige middelhavsproblem alvorligt.

Den maghrebinske arabiske Union

I 1989 underskrev Marokko, Algeriet, Tunesien, Libyen og Mauritanien den regionale traktat " Den maghrebinske arabiske Union, UMA (l'Union du Maghreb arabe). De maghrebinske ledere priste muligheden for godt naboskab og samarbejde. Rivaliteten mellem staterne skulle ikke mere forhindre regionen at blive en politisk og økonomisk ktør, der kunne gøre sig gældende over for det økonomisk stærke EF. Det så nu ud til, at årtiers politiske uoverensstemmelser kunne finde en institutionel form, der kunne dæmpe staternes rivalitet. Lige siden landene fik deres uafhængighed2, havde der været gentagne forsøg på at skabe et maghrebinsk økonomisk og politisk fælleskab. Men et sådant projekt var konstant stødt imod problemer med grænsedragninger. Krig mellem landene havde ikke været udelukket i perioden fra 1962 til 1988. I 1963 blev der således udkæmpet en tre ugers krig, benævnt "Sandkrigen" mellem Algeriet og Marokko. Med undtagelse af Tunesien havde alle landene sat spørgsmålstegn ved kolonitidens grænser. Libyen havde gentagne gange foretaget raids ind i Chad3 og forsøgt at destabilisere Tunesien. Marokko havde de facto annekteret Vestsahara fra 1976, da Spanien opgav ansvaret for denne koloni i 1975. Algeriet tillod indtil 1988 Polisario4 åbenlyst at operere ind i Marokko for at reducere marokkansk magt i Maghreb. Maghreb var således karakteriseret ved et højt trusselsniveau. Men i 1989 blev Marokko og Algeriet enige om at være uenige om Vestsaharas fremtid. Vestsaharaproblemet var allerede i begyndelsen af 1980'erne blevet delvist fjernet fra Maghreb. Det var blevet løftet op til det internationale niveau. Vestsahara blev til et FN-problem. Og det er det stadig. Internationaliseringen af Vestsaharaproblemet, indgåelsen i 1987 af af Den Europæiske Fællesakt, hvis vigtigste mål var iværksættelsen af det indre marked fra udgangen af 1992, samt de stigende sociale, politiske og religiøse problemer var årsagerne til forsøgene på maghrebinsk regionalisering i 1989. Maghreb-landene kunne ikke hver for sig klare deres store interne problemer. Hertil kom, at EF's blik stadigt mere blev rettet mod østlandene. Det forårsagede frygt for, at Maghreb ville falde ud uden for EF's økonomiske interessesfære. Problemer var der nok af i Maghreb. Der var voldsom intern uro, mindst i Libyen og Marokko, tydeligst i Algeriet. Befolkningerne protesterede stadigt stærkere mod regimernes undertrykkelse af modstandere. De harmedes over den enorme korruption, som i vid udstrækning skyldes det statslige klientsystem. Regimerne forholdt sig forskelligt til den voksende utilfredshed. Marokkos afdøde kong Hassan II udvidede langsomt parlamentets beføjelser og regionaliserede dele af administrationen; men den reelle magt er forblevet i den kongelige families hænder og det er den stadig under den nye kong Muhammed VI (1999-). Tunesien, som er en af de mest verdslige stater i den arabiske verden, indledte en reformproces, da Ben Ali blev præsident i 1987. Hensigten med reformerne var at imødegå islamisternes voksende indflydelse i befolkningen. Med hård undertrykkelse af de islamiske bevægelser samtidig med liberalisering af økonomien håbede Tunesien at uddybe moderniseringen. I Algeriet valgte daværende præsident Chadli Ben Djedid i 1989 med ét slag at indføre politisk pluralisme i håbet om at dæmme op for islamiseringen af samfundet. Resultatet blev det modsatte af det forventede: Den islamiske Frelsefront truede med at feje næsten 30 års ét parti styre bort. Regimet svarede igen i januar 1992 med at annullere anden runde af parlamentsvalget. Fra da af blev landet kastet ud i vold og kaos. Så galt er det ikke gået i de andre maghrebinske lande. Men regimerne er politisk svækkede. Især Algeriet og Tunesien føler sig truet af islamisk fundamentalisme og af voksende krav om politisk pluralisme. Da de maghrebinske regimer betragter staten som regimets ejendom, opfattes kritik af regimerne som trussel mod selve statens eksistens (Salamé, 1994). Især i det politiske og militære establishment i Algeriet lyder det, at hvis regimet ikke overlever, ja så falder staten sammen. Sikkerhedsgørelsen af statens overlevelse betyder, at alle midler til knægtelse af opposition opfattes som legitime af regimerne. Ikke alene kæmper staterne/regimerne mod, hvad de opfatter som politisk destabilisering; men de kæmper også mod enorme sociale og økonomiske problemer. Ydermere struktureres Maghreb af dybtgående regional magtrivalisering mellem især de to store magter, Marokko og Algeriet. Denne rivalisering vanskeliggør regionalisering pga. den gensidige mistænksomhed over for hinandens politiske hensigter. Den maghrebinske arabiske Union blev anset som redning på alle problemerne. Imidlertid gik unionsbestræbelserne i stå fra 1994. Det økonomiske samarbejde har ikke kunnet realiseres pga. sikkerhedspolitiske problemer mellem de to regionale rivaler, Algeriet og Marokko. Etableringen af en freds - og sikkerhedszone (Sehimi: 1993: 33), som var en vigtig grund til traktatindgåelsen, er stødt imod Vestsahara spørgsmålet. Internationaliseringen af Vestsaharaproblemet dæmpede ikke Marokkos og Algeriets gensidige mistænksomhed. Algeriet fortsatte med at støtte Polisario til Marokkos store irritation. For Marokko er Vestsaharaproblemet et spørgsmål om statens territoriale integritet og identitet. For Algeriet er det et spørgsmål om regional geopolitisk magt. Der eksisterer således en høj grad af negativ interdependens, der yderligere forstærkes af det algeriske regimes sikkerhedsgørelse af islamisterne, som indtil 1994 brugte det vestlige Marokko som tilflugtsted. Algeriet og Marokko har siden 1994 gensidigt anklaget hinanden for at puste til den islamiske ild med støtte til islamisk terrorister. Denne gensidige mistænksomhed førte i 1994 til lukning af den algerisk-marokkanske grænse. Grænsen er stadig ikke blevet genåbnet. Maghreb er således knap og nap et sikkerhedsregime, forstået som "et regime, hvis regler og normer tillader stater at lægge restriktioner på deres adfærd over for hinanden i den tro, at de andre vil opføre sig på samme måde. En sådan adfærd implicerer en form for samarbejde, som er mere end kortsigtede nationale interesser" (Jervis,citeret i Wæver, 1990). I Maghreb er der kun i en vis udstrækning etableret selvrestriktion på basis af reciprocitet. Marokko og Algeriet er enige om, at krig ikke er mulig, da ingen af de to parter er i stand til at vinde en krig. Hverken Marokko eller Algeriet kan udøve hegemonialt herredømme over Maghreb. De undgår derfor begge direkte konfrontation i Vestahara-spørgsmålet. Der eksisterer således en form for 'kold fred' mellem de to stater, som danner rivalitetsgrundstrukturen i regionen. De vogter mistænksomt på hinanden hvad angår forsøg på ændringer af 'den kolde fred'. Vestsahara er således et intermaghrebinsk problem, som forhindrer regionalisering. Så længe der ikke er fundet en løsning på Vestsaharaproblemet vil det være vanskeligt at regionalisere. EF havde i 1989 hilst Den maghrebinske arabiske Union varmt velkommen, fordi det håbede, at Unionen ville blive en samarbejdspol, som kunne udvikle sig som et middel til opnåelse af stabilitet i Maghreb. Men da Unionen blev sat på vågeblus i midten af 1990erne pga. Vestsaharakonflikten (Zartman, 1999), var der ingen anden mulighed for EU end at føre bilateral politik over for Maghreb-landene. Først og fremmest over for Tunesien og Marokko, som EU betragtede og stadig til dels betragter som en form for stødpudestater over for kaostaten Algeriet. EU tilbød derfor indgåelse af EU-associeringsaftaler med Tunesien og Marokko. I 1998 ratificerede Tunesien den financielle og økonomiske associeringsaftale med EU. Det samme gjorde Marokko i marts 2000. Ulempen ved associeringsaftalerne er, at Algeriets traditionelle rival, Marokko, får større regional tyngde. EU har derfor det problem, at på den ene side er det nødvendigt at styrke Tunesien og Maroko. På den anden side må Algeriet ikke lades i stikken. Hvis det sker, vil Algeriet føle sig ydmyget og endnu svagere både internt, regionalt og som udenrigspolitisk aktør og dermed blive en endnu større usikkerhedsfaktør i det regionale magtspil. Derfor har EU-Kommissionen også sat gang i forhandlinger om associeringsaftale med Algeriet; men til dags dato er der stadig ikke indgået nogen aftale pga. volden i Algeriet. Men aftalen er på vej, og det skyldes ikke mindst at EU har stærke økonomiske interesser i den algeriske olie og gas. Det ser ud til, at der kan indgåes en aftale inden for de næste par år, da volden er i Algeriet aftagende, efter at Bouteflika blev præsident i 19995. Samtidig forsøger den nye marokkanske konge Muhammed VI (1999-) at uddybe reformprocessen, som hans far, Hassan II begyndte i 1990'erne. Den mere stabile situation i Algeriet og det marokkanske ønske om at opføre sig 'the good boy' i regionen har forårsaget, at de to lande siden 1999 har forsøgt at åbne deres fælles grænse. Det er endnu ikke lykkedes. Men der er tilsyneladende ønske om at genlancere regionaliseringen, fordi den anses dels som den eneste måde at mindske regionens økonomiske problemer dels som det eneste middel til at forhindre, at EU udelukkendende retter blikket mod østudvidelsen. EU's formand, Romani Prodi, har derfor været på rejse i alle Maghreb-landene - dog ikke i Libyen - i januar 2001. På sin rejse understregede han gentagne gange, at det var nødvendigt at udvikle det sub-regionale samarbejde, således som de forskellige EU-topmøder har opfordret Maghreb at gøre. Sydsyd regionalisering betragtes således både af EU og af Maghreb som forudsætning for at sætte gang i økonomien, som på sin side betragtes som en nødvendig forudsætning for politisk liberalisering. Men problemet er, at hvis der ikke sker en 'afsikkerhedsgørelsen' af både Vestsharaproblemet og den radikale islamiske modstand, er det vanskeligt at lukke op for regionalt økonomisk samarbejde. Der er således ingen automatisk spill-over virkning fra økonomi til politik, således som EU ellers har en kraftig tendens til at fremstille problemerne i Maghreb på. Da Maghreb ser hen til EU som stabilitetsanker, vil et muligt scenarie være, at EU som ekstern magt involverer sig i Vestsahara. Men det vil betyde, at EU lader sig drage ind i konflikten mellem Marokko og Algeriet. Dermed vil der være risiko for, at EU måtte vælge side. Det ville så skærpe konflikten yderligere. Den eksterne magt kan således ikke løse konflikten, som fortsætter pga. den interne rivalitet. Indirekte kunne EU måske alligevel være medvirkende til løsning af konflikten, fordi EU politisk måske kan presse Marokko og Algeriet til at indgå et kompromis, idet de to stater har en interesse i at finde en løsning på konflikten for bedre at kunne stå sammen som aktør over for EU. Men det faktum, at EU har været nødt til - og stadig er det - at føre bilaterale politikker over for Maghreb uddyber hvert enkelt lands afhængighed af EU og dermed mindskes tendentielt incitamentet til regionalisering og til at finde en løsning på Vestsaharaproblemet. Det er derfor vanskeligt at forestille sig, at det maghrebinske samarbejde på kort sigt vil udvikle sig til andet end diplomatiske møder engang imellem (Zartman, 1999). Dermed er EU sikkert i lang tid nødt til at fortsætte den bilaterale politik over for Maghreb-landene.

Nordafrika, Maghreb, Euro-Maghreb

På den danske og angelsaksiske politiske scene hører man oftest ordet 'Nordafrika' brugt om middelhavslandene Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen. Denne geografiske term signalerer forbindelse til landene syd for Sahara, med hvilke de arabisk middelhavslande i århundreder havde tætte handelsmæssige forbindelser samt tit lå i krig med indtil ind i det attende århundrede. I de sydeuropæisk lande og i EU-dokumenter er det oftest begrebet Maghreb, der benyttes. Dette ord betyder på arabisk stedet, hvor solen går ned. Maghreb omfatter de ovennævnte arabiske middelhavslande, der ligger vest for Egypten. Det arabiske ord 'Mashrek' henviser til de lande, hvor solen står op dvs. de lande, der ligger øst for Egypten. De to termer henviser til et fælles kulturelt arabisk rum. 'Maghreb' og 'Nordafrika' er blevet suppleret med endnu en term: 'det euro-maghrebinske partnerskab'. Dette udtryk blev lanceret af EF som ovenfor nævnt på det europæiske topmøde i Lissabon i 1992. Det indikerer, at Europa og Maghreb har fælles sikkerhedspolitiske interesser i det vestlige Middelhav. De tre termer placerer således de fire arabiske middelhavslande i forskellige geopolitiske positioner med bånd henholdsvis til Afrika, de arabiske lande og til Europa. De afspejler landenes forskellige identitetsmæssige tilknytninger og henviser dermed til deres forskellige strategiske interesseområder. Afdøde kong Hassan II af Marokko anvendte en poetisk metafor for relationen mellem disse identiteter: "Marokko er at sammenligne med et træ, hvis rødder suger næring af den afrikanske jord, og som ånder takket været sit løv, der bevæger sig i den europæiske vind.

Men disse vertikale forbindelser er ikke tilstrækkelige til at puste liv i Marokko. Det marokkanske træ strækker også sine grene horisontalt ind i Mellemøsten, som vi er kulturelt forbundet med. Selv om vi gerne ville, - men det vil vi ikke - er det umuligt at bryde dette bånd" (citeret fra Hibou & Martinez, 1998: 6, Nouailhat, 1995: 69). De algeriske og tunesiske officielle udtalelser præges ikke af de samme lyriske vendinger; men på linie med Marokko henviser også til tre udenrigspolitiske identiteter. De lægger dog mere vægt på den arabiske end den afrikanske. Algeriet nedtoner den europæiske relation pga. den koloniale fortid. I stedet henviser Algeriet men også Tunesien til det mediterrane fællesskab, som inkluderer EU. Marokkos valg af begrebet Europa indikerer ønsket om at blive draget tættere ind til det europæiske magtcenter, hvad dets ansøgning om medlemskab af EF i 1987 var et klart udtryk for. Algeriets og Tunesiens Middelhavskoncept indikerer, at deres tætte forhold til Frankrig skal tænkes ind i en middelhavsregionalisering, som både inkluderer Europa og samtidig lægger en vis afstand EU-kernen. Libyen er en sag for sig. Af det internationale samfund er det blevet udråbt som 'slyngelstat', hvad der også har vanskeliggjort uddybning af den maghrebinske regionalisering, samt Libyens medlemskab af Det Euro-Mediterrane Partnerskab. Libyen er det maghrebinske land, der tydeligst af alle de maghrebinske lande har understreget den identitetsmæssige forskel mellem de arabiske lande og 'Vesten'. Islam og det arabiske fællesskab sætter en grænse til 'Vesten'. 'Vestens' overvældende styrke skal ifølge præsident Kaddafi modsvares af panarabisk enhed. Men Kaddafis panarabisme har ændret karakter siden Golf-krigen i januar 1991. Før da tilsvarende Kaddafis panarabisme Nasssers panarabisme fra 1950'erne - og 1960'erne. Nassers panarabisme opererede med samling af alle arabiske nationer i en stor arabisk stat (Tibi; 1990: 10). Panarabismen lever stadig som vision blandt mange arabiske intellektuelle; men i realiteten døde den som mulighed efter Seksdageskrigen i 1967, hvor Egypten og Syrien led nederlag til Israel. Siden krigen er panarabismen på det konkrete politiske plan blevet transformeret til en tale om nødvendigheden af arabiske intergovernmentale samarbejsorganer, der i modsætning til den oprindelige panarabisme skal tage sit udgangspunkt i de eksisterende arabiske nationalstater. Kaddafis aktuelle ide om panarabisme er i overensstemmelse med denne transformation. Således udtalte han i 1997: "Verden udgøres af nationalstater. Hvis disse knuses, vil det være identisk med at ødelægge en familie". Vi skal som arabiske stater samarbejde for at knuse vore fjender" (læs: Israel) (www.mathaba.net/info/islam.). Murens fald, Sovjetunionens opløsning, Golfkrigen i 1991 samt den interne uro i alle de maghrebinske lande ændrede relationerne mellem de hidtidige identitetsmæssige tilknytninger og geostrategiske positioner. Golfkrigen i 1991 viste, at arabisk statssolidaritet ikke var mulig. Men det kom til at koste de maghrebinske regimer, at de støttede Saudiarabien og dermed Vesten. Det kom til store demonstrationer til støtte for Sadam Hussein, og regeringerne blev derfor tvunget til at moderere deres støtte til Saudiarabien. Siden da har regeringerne hverken været interesseret i at blande sig for meget i Golflandenes konflikter eller i Israel-Palæstina konflikten. De er nødt til verbalt at tage afstand fra Israel, fordi landenes udenrigspolitiske identitet er konstrueret på grundlag af arabisk solidaritet mod Israel og USA. Men Marokko har konstant forsøgt at spille en mæglerrolle i Palæstina-Israel konflikten, og Algeriet har efter den nye præsident Bouteflikas magtovertagelse i 1999 forsigtigt forsøgt at åbne op for kontakt til Israel. Selv Kaddafi, som har været den mest udtalte fortaler for arabisk samarbejde, har dæmpet den arabiske tone. Endda så meget, at The Economist i 1999 skrev: "Quaddafi says farewell, Arabia, and sets his sights on Africa" (The Economist, 24. april 1999: 47f.). Den forsigtige distance til problemerne i Mellemøsten og Golfen kan dog slå om til støtte til palæstinenserne, hvis konflikten mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre stadigt forværres. Selv her under al-Aqsa-intifadaen (efteråret 2000-) har de maghrebinske regimer men også samfundene været forbløffende moderate i deres konkrete støtte til palæstinenserne. Men de magrebinske statsledere balancerer på en hårfin line hvad angår støtte eller ikke støtte til arabiske lande. På den ene side kan de ikke tillade sig at negligere palæstinensernes kamp pga. den identitetsmæssige konstruktion af det horisontale bånd mellem Maghreb og Mashrek. På den anden side opfattes denne relation som en trussel for staternes interne sikkerhed, idet de radikale islamister kan bruge støtten til palæstinenserne til at mobilisere mod deres egne regeringer. Den opfattede eksterne trussel er derfor proportionel med dens potentielle interne virkning. Så længe de radikale islamister er i stand til at mobilisere til kamp mod Israel, så længe vil de maghrebinske stater være nødt til at forbinde deres interne sikkerhed med sikkerhed for palæstinenserne. Men støtten vil først og fremmes blive set ud fra et nationalstatsligt perspektiv og ikke i et panarabisk. De maghrebinske lande står i således i en sikkerhedspolitisk og identitetmæssig alvorlig krise.'Slyngelstaten' Libyen og 'kaosstaten' Algeriet forsøger at spille det afrikanske kort med det formål at generobre udenrigspolitisk status. Men ingen af landene er tilstrækkeligt stærke til at involvere sig i konflikter sydpå. Det arabiske kort er et farligt kort, fordi det etablerer en relation mellem ekstern og intern sikkerhed. Det sidste kort er det europæisk kort. Det er et lige så farligt sikkerhedspolitisk kort som det arabiske, idet det også udløser relation med indbygget ubalance mellem ekstern og intern sikkerhed. Men ikke desto meget mindre er det det europæiske kort, som de maghrebinske stater forsøger at spille. Europa eller rettere EU opfattes stadig mere som økonomisk stabilitetsanker for de svage maghrebinske stater6. 'Vendingen' mod EU har indbygget risiko for samfundsmæssige protester. De maghrebinske magthavere er havnet i et 'catch twenty-two problem' hvad angår tilnærmelsen til EU. Hvis de appellerer for meget til EU om økonomisk hjælp til modernisering af landene, samtidig med at deres legitimitet er svækket, vil det styrke den samfundsmæssige protest. Hvis ikke de får hjælp fra EU, risikerer de økonomisk deroute, hvilket igen vil fremkalde massive samfundsprotester mod regimerne. Hvis de maghrebinske regimer nærmer sig EU, får det politiske omkostninger for regimernes forhold til deres samfund. De tvinges måske langsomt til at tilpasse sig de europæisk demokratiske spilleregler. Hvis de lukker op for demokrati, kan regimerne risikere at blive destabiliseret (Schlotter, 1999). Hvis ikke de gør det, protesterer befolkningerne. Regimernes ønske om tæt økonomisk samarbejde og bedre adgang til EU's pengekasse og markeder står over for dele af de maghrebinske samfunds krav om bevarelse af en specifik arabisk identitet. På den ene side er der råb om hjælp fra EU-imperiet (Salamé: 1994: 30). På den anden side er der afvisning af den 'hvide mands' tilbagevenden. De europæiske og maghrebinske politikker skal derfor balancere mellem disse to tendenser. Hvis Maghreb kommer for langt ind i Europa, vil der opstå protester mod 'vestliggørelse' af de muslimske samfund; men hvis Maghreb-landene ikke kommer længere ind, vil de føle, at de bliver fastholdt i underudvikling (Lacoste, 1993).

Maghreb: EU's sikkerhedspolitiske hovedpine

En af EU's vigtige sikkerhedspolitiske funktioner er at disciplinere 'det nære udland' for at forhindre fremkomsten af 'gammeldags' konflikter som grænseproblemer og spørgsmålet om minoriteter (Wæver & Buzan, 2000). Spørgsmålet er, hvordan EU kan disciplinere Europas sydlige periferi, Maghreb. Maghreb bliver draget stadig længere ind i Europa pga. immigrationsproblemet. Men Maghreb får ikke den samme tilknytning til det europæiske stabilitetsanker som østlandene. Øst er blevet tilbudt ægteskab med EU dvs. fuldt medlemskab, hvor Syd kun bliver tilbudt partnerskab eller forlovelse, som til enhver tid kan ophæves, hvis en af parterne ikke indfrier forventningerne til partnerskabet. Der er således indbygget en politisk asymmetri mellem Maghreb og Østlandene. Maghreb får penge og på længere sigt en frihandelszone. Men pengene er ikke adgangsbillet til politisk medlemskab af EU. Befolkningen i Østlandene får med tiden ret til fri cirkulation af mennesker. Det får Maghreb bestemt ikke. Allerhøjst quotasystemer. Der bliver dermed sat en grænse til Maghreb, som vil give yderligere næring til kulturel mistænksomhed fra både EU's og Maghreb's side. Denne mistænksomhed over for 'den Anden' styrkes yderligere af, at Maghreb- landens befolkninger ikke på noget tidspunkt vil blive opfattet som europæere i modsætning til f.eks. de muslimske kosovo-albanere eller de muslimske bosniakkere. EF's begrundelse for afslag på Marokkos ansøgning om EF-medlemskab i 1986 var da også, at Marokko ikke var europæisk. Asymmetrien mellem Øst og Maghreb er således tydelig hvad angår selve konstruktionen af 'den Anden'. Øst er europæisk, Maghreb er muslimsk og arabisk. Det arabiske og muslimske Maghreb opfattes ikke automatiske som den 'ultimative Anden'; men i tilfælde af eskalation af vold og terror kan 'andetheden', identisk med 'forskellighed' hurtigt slå om til truende 'andethed'. Grænsen mellem 'de' og 'os' er ikke en lukket grænse; men den kan forsøges hermetisk lukket i tilfælde af islamisk terror. Lukning af grænserne til Europa, politijagt på illegale immigranter er set fra Maghreb en trussel både mod økonomien og mod opfattelsen af arabere som mindreværdige men nesker. Det er derfor heller ikke overraskende, at især Maghreb på alle de euromediterrane møder har klaget over både europæisk racisme, stop for immigration og klapjagt på illegale immigranter. Men EU har ikke i sinde at slække på kontrollen. Hvilken modydelse mod udelukkelsen af immigranter vil EU så give? Penge til udvikling af 'nærområdet'. Men løftet om penge bliver stadig vanskelige at indfri med østudvidelsen samt med implementeringen af stabilitetspakten for Sydøsteuropa. Der er mange om det europæiske økonomiske fad. Og det er bestemt ikke sikkert, at Maghreb står i en god position. Det forventelige scenarie vil derfor være, at EU presser på for etablering af frihandelszonen i Middelhavet. Denne zone anses af EU som det store middel til udvikling, der kan forhindre immigration. Der er ingen vej uden om frihandel. Men på kort sigt vil en økonomisk hestekur med liberalisering og privatisering øge de sociale problemer og forårsage endnu mere arbejdsløshed. Frihandelszonen mellem de sydlige Middelhavslande og EU, som er planlagt til at træde i kraft i 2010 - men som sikkert bliver udskudt - vil på kort sigt øge mobiliteten. En frihandelszone skaber ikke nødvendigvis jobs, da traditionelle erhverv som småhandel og småindustri vil risikere at blive udkonkurreret af europæiske varer. Frihandelszonen betyder også store indtægtstab for de maghrebinske stater, fordi told og afgifter skal afskaffes. I 1993 udgjorde toldindtægterne for Maroko 26% af statens samlede skatteindtægter. For Tunesien var andelen på 41%. Staterne vil derfor blive tvunget til at hæve andre skatter for at undgå bankerot med social nød og immigration som konsekvens. Men højere skat vil skabe uro hos de kapitalstærke maghrebinere, som aldrig har betalt meget i skat. De vil måske vælge at anbringe deres kapital i f.eks. schweiziske banker (Holm & Olsen, 1997). Tunesien og Marokko håber, at europæisk bistand og investering vil reducere risikoen for denne udvikling. Men bistand er det småt med, fordi EU foretrækker frihandel frem for bistandshjælp. Og det ligger også tungt med investeringerne pga. maghrebinsk statsligt bureaukrati, korruption og politisk ustabilitet. Spørgsmålet er, om udenlandske investorer tror på, at en frihandelszone vil medføre så stor politisk stabilitet, at det vil være umagen værd at investere massivt. Selv om det kunne være tilfældet, vil Maghrebs konkurrenceevne være dårlig over for især de asiatiske lande. Liberaliseringen kan således i første instans medføre øget social uro. Det kan på sin side betyde, at regimerne destabiliseres, fordi der - især i Algeriet - ikke findes nogen udviklet demokratisk kultur, der kan kanalisere og udvikle de samfundsmæssige debatter. Hertil kommer, at hvis det lykkes regimerne at fremstille liberaliseringen som et krav fra EU, så vil det kunne bringe næring til islamiske anti-vestlige holdninger. Men hvorfor har Maghreb-landene så alligevel accepteret at indgå associeringsaftaler og oprettelsen af en frihandelszone? Fordi, som den engelske middelhavsforsker George Joffé skriver: " De havde intet andet valg" (Joffé, 1999: 252). EU er den økonomiske partner par excellence. Kun fra EU kan hjælpen komme. Og protektionisme kan derfor ikke blive det maghrebinske svar på økonomiske transformationsprocesser. Til gengæld for den langsomme åbning af de maghrebinske markeder for europæiske varer kræver Maghreb total liberalisering af landbrugsprodukter samt lange overgangsordninger for egen produktion. Det er et muligt økonomisk scenarie, som kan omstille de maghrebinske økonomier på længere sigt. Men det er svært tænkeligt, at EU-landene går med til liberalisering af landbrugsproduktionen og fiskeriet. Foreløbigt har ingen af EU's politikker haft nogen stor effekt på udviklingen i Maghreb. Det skyldes hovedsageligt, at det er vanskeligt at tilbyde Maghreb noget som helst andet end frihandelszone. Det europæiske tilbud om eksport af menneskerettigheder og retsstatsprincipper er ikke i de maghrebinske staters/regimers interesse, da denne eksport vil betyde destabilisering af regimerne. EU har da heller ikke gjort økonomisk og financiel investeringer betinget af forbedring af menneskerettighederne til trods for, at der i Det Euro-Mediterrane Partnerskab etableres forbindelse mellem demokrati og frihandel. Som ovenfor nævnt har EU haft tilbøjelighed til at mene, at politisk liberalisering er en konsekvens af økonomisk udviklingsbistand. Denne måde at tænke udvikling på har sine rødder i 1950'ernes og 1960'ernes udviklingsteorier. Men fra slutningen af 1980erne har forskellige udviklingsforskere påvist, at underudvikling er resultat af konflikter, der både stammer fra mangel på politisk repræsentation, fra overtrædelse af menneskerettigheder samt fra etnisk, religiøs og social diskrimination. Der er andre teoretikere, som argumenterer for, at frihandel og politisk liberalisering ikke vil fremme vækst og orden i lande, som har et højt voldsniveau. Tværtimod. Sådanne politikker vil snarere fremme anti-liberalisme og quasi-feudale former for politisk økonomi (Duffeld i Lia, 1999). Den tætte forbindelse mellem økonomisk udvikling på den ene side og intern sikkerhed på den anden er begyndt at afspejle sig i de internationale organisationers politikanvisninger over for udviklingslandene (OECD, 1998). Denne forbindelse er ganske vist også tydelig i Barcelona-deklarationen. Men den er vanskelig at få øje på i den praktiske udformning af EU-politikken. Det skyldes, at EU -lige som vel som de maghrebinske stater/regimer - først og fremmest opfatter islamisk fundamentalisme som sikkerhedspolitisk trussel mod staternes overlevelse. Det resulterer i en status quo politik, hvis mål er at sikre de pro-vestligt orienterede regimer, der som EU er bekymret for, at demokrati vil kaste landene ud i islamisk vold. EU og de maghrebinske regimer har således sammenfaldende sikkerhedspolitiske interesser: inddæmning af de radikale islamister. EU frygter, at islamisk vold vil medføre yderligere immigration til Europa. De maghrebinske stater frygter, at islamisk vold vil medføre staternes og regimernes endelig. Maghreb-landene kan derfor appellere til åbning af EU's pengekasse med henvisning til, at penge er det, der skal til for at forhindre social og dermed religiøs uro. Åbning af pengekassen betyder, at regimerne får forlænget deres levetid (Hibou & Martinez, 1998). Dermed kan man sige, at der sker en underminering af Det Euro-Mediterrane Partnerskabs formål: At fremme både økonomisk og politisk liberalisering. Der er i Europa stadig stigende protester mod især EU-ministerrådets 'forglemmelse' af fremmelse af demokratiet i Maghreb. Især Europa-Parlamentet opfordrer til, at menneskerettighederne tages alvorligt i Maghreb. EU-formanden, Romani Prodi, diskuterede også menneskerettighedssituationen, da han var besøgte maghreb i januar 20001. Der er tegn på, at især Marokko, i meget lille udstrækning Algeriet, og slet ikke Tunesien, er begyndt at åbne op for diskussion om muligheden for indførelse af retstatsprincipper samt overholdelse af menneskerettigheder. Men denne åbning kan hurtigt lukkes igen, hvis de radikale islamister får vind i sejlene bla. pga. risikoen for forværret økonomisk situation som den økonomiske liberalisering vil udløse i første instans. Fremtiden for Maghreb ser ikke lys ud. Det ser hen til EU som redningsplanke; men problemet er, at Maghreb først og fremmest vil have penge. Og det giver EU ikke i særlig vid udstrækning. Hvad kan det ellers få? Løfte om politisk dialog om menneskerettigheder. Det er ikke regimernes kop myntete, men befolkningernes. Det eneste positive, der kan siges, er, at jo mere EU-landene frygter immigration, desto mere bliver de maghrebinske interne problemer et sikkerhedsspørgsmål for EU, som derfor er nødt til at handle. Man kan derfor forestille sig, at Maghreb vil komme til at ligge i en politisk grå zone, hvor det både er udenfor og indenfor EU. Både genstand for EU-politik, men også på flere områder udenfor EU-indblanding. Bipolaritetens skarpe grænsedragninger err en saga blot. I stedet eksisterer der nu uklare grænser, som hele tiden er under konstruktion og transformation. De er til konstant forhandling. EU's sydlige periferigrænser er ikke de samme i Østmiddelhavet og i Vestmiddelhavet. Maghreb ligger længere væk fra EU end for eksempel Tyrkiet, som er i langvarig EU-kandidat venteposition. Mellemøsten ligger længere væk fra EU, da dets sikkerhedsproblemer ikke har direkte afsmitningseffekt på sikkerheden i de europæiske lande. Maghreb derimod er tættere inde på EU. Det befinder sig i den yderste cirkel af EU's koncentriske cirkler. Spørgsmålet er, om det med tiden kan danne sin egen cirkel på grundlag af regionalisering. (Vasconcelos: 1992: 27). Måske er der på sigt en udvikling i gang, der etablerer en mere uklar grænse mellem EU's koncentriske magtcirkler og dannelsen af cirkler i periferien, som både er bundet til den yderste EU-cirkel, men også selv danner et netværk af cirkler. Det er i hvert tilfælde den franske udenrigsminister H. Védrine har for øje. "Måske skal der differentieres mellem de forskellige lande, der er med i Barcelona-processen. De lande, der virkeligt engagerer sig i sy-syd samarbejde på grundlag af frihandelsaftaler, bør man måske arbejde mere sammen med". (diplomatie.fr/ actual/dossiers/ euromed/vedrine.jan. 2001) Der har i været megen tale, om Middelhavet ville udvikle sig til at blive en grænsezone mellem de rige og de fattige. Om det ville udvikle sig til enten et konfliktfyldt og fragmenteret rum, til et 'indifferencens rum', eller til et 'fragmegration rum"(Calleya, 1997, 2000). Sidstnævnte term henviser til et rum som på en og samme tid er fragmenteret og integreret på nogle områder. Det er tre scenarier, som alle er mulige. Men et mere sandsynligt scenarie er måske snarere, at Maghreb vil blive trukket længere ind mod EU som et semi-uafhængigt sub-kompleks til EU (Wæver og Buzan: 2000: 87). Det vil sige, at EU sikkerhedspolitisk vil handle over for Maghreb i forhold til immigration; men EU vil holde sig på afstand af de interne maghrebinske samfundsmæssige problemer, der ikke opfattes som truende for sikkerheden i EU-landene. 

Bibliografi:

Calabrese, J. (1997), "Beyond Barcelona: The Politics of the Euro-Mediterranean Partnership" i European Security, vol. 6, no. 7 (Winter). Frank Cass: London. pp. 86-110. Calleya, C. S. (1997), Navigating Regional Dynamics in the Post-Cold War World. Patterns of Relations in the Mediterranean Area. Darmouth: Aldershot. Calleya, C. S. (ed.) (2000), Regionalism in the Post-Cold War World. Ashgate: Aldershot. Carle, C. (1992), " France, The Mediterranean and Security", i Aliboni, R. (ed.) Southern European Security in the 1990s. Pinter Publishers: London. Faria, F. & Vasconcelos, A. (1996), Security in Northern Africa: Ambiguity and Reality. Institute for Security Studies. Western European Union: Paris. Hibou, B, Martinez, L. (1998), Le Partenariat euro-maghrébin: Un mariage blanc? Les études de CERI. Fondation nationale des sciences politiques: Paris. Hollis, R. (2000) " Barcelona's First Pillar: An Appropriate Concept for Security Relations?" i Behrendt, S. & Hanelt, C.P. (eds.) Bound to Cooperate - Europe and the Middle East. Bertelsmann Foundation Publishers: Gütersloh. pp. 107-133. Holm, U. & Olsen, Rye, G. (1997), Vandring mod Europa. Algeriet-Frankrig. Geofocus: København. Joffé, G. (1994), "The European Union and the Maghreb" i Mediterranean Politics, Vol. 1. Pinter Publishers: London, pp. 22-46. Joffé, G. (1999), " The European Union and the Maghreb in the 1990s" i Zoubir, H. Y. (ed.) North Africa in transition. State, Society, and Economic Transformation in the 1990s. University Press of Florida: Miami/Jacksonville. Khader, B. (ed.) (1994), L'Europe et la Méditerranée. Géopolitique de la proximité. L'Harmattan: Paris. Lacoste, Y. (ed.) (1993), " L'Europe, la France et la Méditerranée: vers de nouveaux partenariats. Préparation du XI plan". La documentation francaise: Paris. Lia, B. (1999) " Security Challenges in Euro's Mediterranean Periphery - Perspectives and Policy Dilemmas" i European Security. Winter. vol. 8, no. 4. Frank Cass: London. pp. 27-56. Martinez, L. (1998, 2000), La guerre civile en Algérie. Karthala: Paris. The Algerian Civil War 1990-1998. Hurst & Company: London. Nouailhat, Y.-H. (ed.) (1995), Le Maroc et l'Europe. Centre de Recherches sur l'Histoire du Monde Atlantique. Université de Nantes. Ouest Éditions: Nantes. OECD's Development Assistance Committee's Guidelines for 1998: Paris. Ortega, A. (1995), " Relations with the Maghreb" i Holmes, W. H. Maelstrom. The United States, Southern Europe, and the Challenges of the Mediterranean, The World Peace Foundation: Cambridge, Massachusetts, pp.31-59. Sehimi, Mustapha (1993), "La sécurité en Méditerranée occidentale. Une approche maghrébine", i Vasconcelos, Alvaro (ed.) Européens et Maghrébins. Karthala: Paris. Schlotter, P. (1999) "Der Maghreb und Europa. Perspektiven des " Barcelona-Prozess"" i Aus Politik und Zeitgeschichte. Beilage zur Wochenzeitung Das Parlament. B 17/1999. 23. April: Berlin. pp.3-10. Tibi, B. (1990), Islam and the Cultural Accomodation of Social Change. Boulder: Westview Press. Yesala, B. (1998), " The Mediterranean Challenge" i Redmond, J. & Rosenthal, G. (eds.) The Expanding European Union. Lynne Rienner Publishers. London. pp. 177-193. Vasconselos, A. (1993), Européens et Maghrébins. Karthala: Paris. Wæver, O. (1990), "Region, Subregion and Proto-Region: Security Dynamics in Northern Europe in the 1980s and 1990s" i Working Papers. no. 21. COPRI: København. Wæver, O. & Buzan, B. (2000), " An Inter-Regional Analysis: NATO's New Strategic Concept and the Theory of Security Complexes" i Behrendt, S. & Hanelt, C.P. (eds.) Bound to Cooperate - Europe and the Middle East. Bertelsmann Foundation Publishers: Gütersloh. pp. 55-107.