Log ind

Lørdag=søndagsorlov og nattegn

#

Friheder spiller en væsentlig rolle for de værnepligtige, og tildeling eller nægtelse af lørdag— søndagsorlov og nattegn kan — rigtigt administreret — være et virksomt m iddel til henholdsvis som opmuntring eller som tilkendegivelse af utilfredshed med tjeneste og opførsel at opretholde den rette disciplin, ånd og tone i en underafdeling, uden at man behøver at ty til anvendelse af egentlige straf femidler. Dette har man også haft for øje, da man i sin tid fastsatte regler for tildeling eller nægtelse af sådanne friheder. Dette spørgsmål er også behandlet i de regler for pålæggelse af disciplinarmidler, der er optaget i militær retsplejelovs § 44, hvor man som disciplinarmiddel bl. a. anviser: „nægtelse af visse tilladelser, der ellers tilstås, såsom landlov, tilladelse til at møde senere i kvarter eller for kort tid at forlade garnison, lejr eller kantonnementsområde“, idet nægtelse af sådanne tilladelser dog er undergivet visse begrænsninger.

Nægtelse af visse friheder kan altså være både et afslag på anmodning om en begunstigelse og også optræde som disciplinarmiddel, der er underkastet de almindelige for disciplinarmidler givne regler (såsom bogføring m .m .). Det har været et stående problem, hvorvidt dette at nægte en mand, der ansøger derom, lørdag— søndagsorlov eller nattegn, er et disciplinarmiddel, eller om det blot er et afslag på en begunstigelse, som ban i øjeblikket ikke fortjener, og det vil formentlig være nyttigt at gøre dette problem til genstand for en undersøgelse. Jeg må dog i det efterfølgende begrænse denne undersøgelse til at omfatte forholdene i hæren, idet jeg er klar over, at forholdene ved søværnet af specielle årsager er noget forskellige fra hærens.

Lørdag— søndagsorlov.

Denne form for orlov blev forste gang forsøgsvis indført i hæren i 1903, medens general V. H. O. Madsen var krigsminister.

Kundgørelse for hæren nr. 31 af 6. juni 1903, pkl. 3, siger:

„Der foretages forsøgsvis den afvigelse fra tjenestereglementets § 183, at der på garnisonsfod som opmuntring i anledning af udvist flid og godt forhold skal kunne gives underkorporaler, elever på befalingsmandsskoler og menige — disse sidste uden hensyn til, om de liar gennemgået den første samlede uddannelse eller er rekrutter — orlov, når de ønsker at forlade garnisonen fra lørdag aften til søndag aften.“

Man lægger her mærke til, at forudsætningen for tildeling af sådan orlov var, at de pågældende onskede at forlade garnisonen. Ordningen bar været møntet på de folk, der ikke i den daglige fritid kunne nå deres hjem, og del har åbenbart været hensigten, at de unge mennesker ikke skulle have orlov hele natten for at benytte denne orlov til restaurationsbesog eller andre natlige forlystelser i selve garnisonsbyen. Dernæst bemærker man, at lørdag— søndagsorlov i sin oprindelse klart og tydeligt var karakteriseret som en begunstigelse, en opmuntring, der tildeltes for flid og godt forhold.

I Tjenestereglement for hæren, 1912. blev denne bestemmelse om lørdag— sondagsorlov optaget som en endelig regel, og det siges her:

På garnisonfod og under sædvanligt ophold i øvelseslejre kan de ovennævnte myndigheder som opmuntring i anledning af udvist flid og godt forhold give underkorporaler og menige orlov fra lørdag aften til søndag aften, når der iøvrigt er anledning dertil.“

Bemærkningen om det „forsøgsvise“ er faldet bort, reglen er blevet en fast gældende bestemmelse, men det er stadig opmuntring for flid og godt forhold, der danner grundlaget, og det tilføjes nu, at orlov gives, „når der iøvrigt er anledning hertil.“ I Tjenest er egiement for hæren, 1939. der endnu er gældende, har man ladet bestemmelsen om opmuntring o. s. v. falde ud, og bestemmelsen siger ( pkt. 85) :

Med de i pkt. 78 tagne forbehold" ) kan de ovennævnte myndigheder give kornetter, korporaler, underkorporaler og menige orlov fra lørdag aften til søndag aften, når hensynet til tjenestens tarv tillader det, og der iøvrigt er anledning dertil.“

Denne redaktion af bestemmelsen giver også udtryk for, at lordag— søndagsorlov gives, „når der er anledning dertil“, altså stadig en begunstigelse. Nogen hensigt med at udelade den tidligere passus om „opmuntring for flid og godt forhold“ kan der ikke have været; thi i Lærebog for hærens menige, I, der jo ligesom tjenestereglementet er udgivet af ministeriet, fortsætter man med den oprindelige motivering. I udgaven af lærebogen 1946, pkt. 90, siger man således:

„I garnisonen kan der som opmuntri ng for flid og god opførsid gives orlov fra lørdag aften til søndag aften.“ (Det fremhævede findes også fremhævet i la'rebogen).

Der er altså stadig ingen tvivl om, at lørdag— søndagsorlov ikke er en ret, men en opmuntring, som den ikke flittige eller den, der har udvist dårlig opførsel, ikke har krav på. I sidste udgave af la’rebogen (1950), der på grund af meget forøget stof er vokset stærkt i omfang, har man omtalt lørdag— søndagsorlov på en mere kortfattet måde (side 97):

„I garnisonen kan der, når forholdene tillader det, tilstås orlov fra lørdag eftermiddag til søndag aften“, men det er stadig noget, der „tilstås“, øg det er ingen steder tilkendegivet, at det gamle hævdvundne synspunkt skal fraviges.

*) Under samlede øvelser kan der kun gives orlov, når ganske særlige grunde taler derfor.

Man bemærker, at orloven nu gælder fra lørdag eftermiddag — man har efter week-end-princip nu forlængets tidsrummet. Gennem de henved 50 år, hvori denne form for orlov har bestået, har man således stedse udtryk for, at lørdag— søndagsorlov er en begunstigelse, ikke en ret. Det må derfor være berettiget at afvise en ansøger med den motivering, at hans forhold ikke har været således, at der kan tilstås ham begunstigelser, men det må af pædagogiske grunde va>re en selvfølge, at den pågældende må gøres bekendt med årsagen hertil. Det må her bemærkes, at orlovstildeling er et afdelingsanliggende, men indstilling om orlov, også lørdag— søndagsorlov, må naturligt komme fra underafdelingen, der kender de enkelte folk, og afdelingens virksomhed består da bl. a. i kontrollen med, at tildeling af orlov ikke overskrider de grænser, der er fastsat af hensyn til beredskabet i garnisonen.

Medens man således må være berettiget til at afvise ansøgere, når motivering derfor foreligger, bliver forholdet et andet, hvis man på forhånd tilkendegiver en mand, at han i de næste 8 dage ikke skal ulejlige sig med at søge lørdag— søndagsorlov. Derved udelukker man på forhånd den pågældende fra en begunstigelse, som ban ellers ved godt forhold ville have udsigt til at opnå, og i så fald bliver man nødt til at betragte det som et disciplinarmiddel, man pålægger ham, og som skal føres i disciplinarbogen. Forlader man den opfattelse, der har været rådende i de næsten 50 år, nemlig, at lørdag— søndagsorlov er en begunstigelse for gode soldater, og lader man lørdag— søndagsorloven være en fast norm, som alle får, uden at der specielt skal søges derom, så vil det jo få karakteren af „friheder, der ellers tilstås“, og så kan fratagelsen blive et disciplinarmiddel. Så vidt jeg bar erfaret, bar man ved søværnet, herunder kystbefæstningen, nogle andre regler, der er motiverede med den isolerede beliggenhed af de respektive tjenestesteder, hvor „natlandlov“ og lørdag— søndagsorlov jo kan blive en ligefrem nødvendighed. Der er jo en va'sentlig forskel på at forrette tjeneste på et søfort og på en kaserne i en garnisonsby, hvor der sidstnævnte sted er umiddelbar adgang til livets adspredelser hver eneste dag i fritiden. Fastholder man altså den hævdvundne opfattelse af lørdag— søndagsorlov, må det være berettiget at give en mand motiveret afslag på ansøgning, når hans forhold ikke har været tilfredsstillende, uden at man derved ikender liam noget disciplinarmiddel, som skal føres i disciplinarbogen. Det må dog derved haves for øje, at man ikke på denne måde ubegrænset kan vedblive at give en bestemt mand afslag på anmodning om lørdag— søndagsorlov — man kan derved komme i konflikt med militær straffelovs § 58, der taler om den, der gennem ulige behandling forfølger en undergiven. Jeg vil finde det rimeligt, om man her følger en lignende retningslinie som angivet i M. R. i; 44, nemlig kun at afvise en ansoger to gange. Viser en sådan mand fortsat slet forhold eller mangel på flid, må han jo straffes, eventuelt pålægges et disciplinarmiddel.

Nattegn.

For tildeling af nattegn må der stort set gælde lignende regler som omtalt for tildeling af lørdag— søndagsorlov — blot er tildelingen ikke et afdelingsanliggende, men et underafdelings- '-pørgsmål. Nattegn kan lige så lidt som orloven være nogen ret; thi der kan være mange grunde til, at man ikke giver nattegn. Det er almindeligt, at man i den første del af en rekrutskole overhovedet ikke tildeler nattegn, idet denne del af en rekrutskole stiller meget store krav til mandskabets fysik. Der foregår her en meget intensiv legemlig træning i fri luft, hvor mange af mandskabet fra det civile liv slet ikke er vant til at opholde sig hele dagen. Dette kræver megen søvn og hvile, og en ansvarsbevidst underafdelingschef vil ikke kunne forsvare at stille de store krav til manskabet og samtidig tillade, at nattesøvnen og hvilen først begynder kl. 24 eller senere. Soldaterne skal tidligt op, og det vil være at udsætte dem for overanstrengelse. Nattegn gives efterhånden, som man finder det forsvarligt, og det må være berettiget også her at anlægge begunstigelsessynspunktet. Det er fremhævet i tjenestereglementet, at det påhviler enhver foresat, specielt underafdelingschefen, at opretholde disciplinen, og dette skal jo ikke gøres alene ved at straffe, men også ved at opmuntre, og som opmuntringsmiddel har man jo faktisk kun tildeling af friheder. Det må stadig være underafdelingschefens ret at inddrage nattegn, når dette findes påkrævet, f. eks. af hensyn til forestående anstrengende øvelser eller inspektioner og præsentationer for højere foresatte, hvor mandskabet skal være fvsisk og åndelig i form og kunne pru'slcre det yderste, og hvor mangel på nattesøvn vil hindre dette. Også med hensyn til nattegn må det hævdes, at afvisning af den enkelte ansøger på grund af dårlig opførsel m. v. ikke kan kaldes et disciplinarmiddel. En begunstigelse må altid motiveret kunne nægtes. Derimod vil det ligesom med lordag— søndagsorlov være et disciplinarmiddel, hvis man på forhånd nægter en mand nattegn eller friheder i et vist tidsrum. Man frafalder derved på forhånd at undersøge hans forhold i det enkelte tilfælde og nægter ham overhovedet ret til at søge om frihed. Det kan synes mærkeligt, at der skal en sådan fortolkning til, men der må jo findes en fornuftig grænse, når det nu er således, at lordag— søndagsorlov og nattegn lige fra indførelsen har været en begunstigelse, der tilstås, og hvor på den anden side nægtelse af sådanne friheder under visse omstændigheder kan være et disciplinarmiddel, men jeg tror ikke, at man kan komme til andet resultat end det her nu-vnte.

Medens vi taler om disciplinarmidler, må der forøvrigt også på et andet område ske en fortolkning, nemlig med hensyn til det disciplinarmiddel, der kaldes „mundtlig tilrettevisning“. I M. R. § 44 er denne tilrettevisning nævnt som disciplinarmiddel, der endda modsat andre disciplinarm idler kan anvendes overfor alle — også officerer og faste befalingsmænd (jfr. § 47), men når det derefter i § 48 siges, at „enhver foresat“ kan tildele sine undergivne fortjente tilrettevisninger, medens alle øvrige disciplinarm idler kun kan pålægges af underafdelingschefen, er man straks klar over, at tilrettevisningen ikke kan behandles som andre disciplinarmidler. Selv en korporal kan tildele tilrettevisninger, og under uddannelsen tildeles der jo faktisk af alle befalingsmænd tilrettevisninger i hobetal. Det er klart, at disse af unge befalingsmænd tildelte tilrettevisninger ikke fores i disciplinarbogen — det ville være ganske umuligt at bogføre alle de mange under uddannelsen på eksercerplads og kaserne givne mundtlige tilrettevisninger af mere eller mindre alvorlig art, og det har afgjort ikke været meningen. For at en tilrettevisning skal have karakter af egentligt disciplinarmiddel, må den gives under en vis officiel form (den skal jo i medfør af M . R. § 45 kunne traule i stedet for straf), og det vil i praksis sige, at det er de alvorligere tilrettevisninger, der tildeles af underafdelingschefen eller af højere chefer, der bogføres som disciplinarmidler. Spørgsmålet om tildeling af friheder er et meget vigtigt område i disciplinær henseende. Rigtigt administreret er frihederne et fortrinligt m iddel til at skabe en god ånd og tone og flid i en underafdeling; man undgår mange småstraffe, der faktisk i øjeblikket ikke rammer hårdere end afslag på ansøgning om søndagsorlov, men som har den kedelige bivirkning, at de kan sløve mandskabets lyst og bestræbelse for at holde straffelisten ren. Alan undgår også en del af de disciplinarmidler, der skal føres i disciplinarbogen, og som jo også kan opfattes som en slags „straffeliste“, men det skal indrømmes, at forkert administreret kan nægtelse af friheder forvolde megen skade.

Det er almindeligt, at underafdelingschefen, forinden han indstiller til afdelingen om lordag— søndagsorlov, eller forinden han tildeler nattegn, ønsker at høre de pågældende delingsførere om ansøgernes forhold. Dette er ganske naturligt, idet delingsføreren jo kender de enkelte folk og deres forhold bedst, og hans position støttes i disciplinær henseende ved, at ansøgninger om friheder på en eller anden måde passerer ham, således at mandskabet ved, at god eller dårlig opførsel som delingsføreren jo har et førstehånds kendskab til, kommer i betragtning ved tildeling af friheder. Det, underafdelingschefen skal have opmærksomheden henledt på, er, at delingsførerne, der jo i reglen er yngre befalingsmænd, ikke tiltager sig en indflydelse på ansøgningerne, der ikke tilkommer dem. Det må ikke vu‘re således, at delingsføreren eller måske endog gruppeføreren kan forbyde en mand at søge friheder eller undertrykke hans ansøgning derom. Den almindelige fremgangsmåde, der anvendes, er jo den, at delingens ansøgere om friheder bliver skrevet op på en liste, som delingsføreren lader gå videre til underafdelingschefen med eller uden sin anbefaling for de enkelte ansøgeres vedkommende, men det må være en pligt for delingsføreren på listen at opføre alle ansøgere; han har ingen ret til at afvise ansøgere, hans opgave er kun at tage stilling til, om den pågældendes opførsel efter hans mening har gjort ham fortjent til den ønskede begunstigelse. For de ansøgeres vedkommende, som delingsføreren ikke mener at kunne anbefale, må underafdelingschefen kræve, at grunden dertil anføres af delingsføreren, således at underafdelingschefen kan sige til den pågældende, hvorfor han ikke kan komme i betragtning. Endvidere må underafdelingschefen jo føre kontrol med, at visse folk ikke bestandig opfores som „ikke anbefalede“ ; hvis dette er tilfældet, må den pågældendes forhold jo nærmere undersøges, og han må eventuelt straffes eller pålægges et disciplinarmiddel for det dårlige forhold, der har hindret delingsførerens anbefaling. Man kan ikke i længere tid på grund af dårligt forhold uge efter uge vedblive med at afslå en mands ansøgning om friheder. Det har fra visse sider været krævet, at de her nævnte friheder skulle være en ret, som ikke kunne fratages soldaten. Det kan fra et rent civilt synspunkt se meget bestikkende ud, når man hævder, at soldaten, der jo er en voksen mand, skal have ret til at få orlov, når han vil, og at han i hvert fald skal have lov at komme hjem, når det passer ham. Dette synspunkt kan nu ikke forenes med de krav, den moderne uddannelse stiller til soldaten. Soldateruddannelsen stiller stor krav til den enkelte, og hvis soldaterne skal kunne gennemføre den træning, der er nødvendig, kan man ikke lade de unge mennesker selv bestemme, om de vil yde deres menneskelige organisme den dertil fornødne søvn og hvile, eller om de vil more sig hele natten og snyde sig selv for søvn. Ansvaret for overanstrengelser af den enkelte mand hviler på underafdelingschefen, og det må være ham, der sikrer hver mand den for træningen og tjenestens udførelse nødvendige søvn og hvile. Dernæst er der det pædagogiske synspunkt. Discip lin, ånd og tone i en underafdeling må holdes ikke alene — og helst overhovedet ikke — ved straffe og disciplinarmidler, men i høj grad ved belønning og opmuntring for udvist flid og godt forhold — det var det, man havde for oje i 1903. Tager man tildeling af friheder fra underafdelingschefen, ejer han faktisk ikke mulighed for at give flinke folk opmuntring og for — uden at anvende straffe og disciplinarm idler — på en nem og b illig måde at tilkendegive sin utilfredshed med mindre god opforsel eller mangel på flid.

S. Wahlstrøm.