Ved Landminer forstaas Miner, der paa Landjorden anvendes mod bevægelige Maal, enten saaledes at Maalet selv sætter Minens Tændmekanisme i Funktion (automatisk Mine), eller saaledes at Funktioneringen fremkaldes af Betjeningsmandskab, naar Maalet ses at være kommet indenfor Minens Virkningsomraade (Sigtemine). De nu almindeligst forekommende Landminer er Panserminer og Fodfolksminer, hvis Virkning er rettet henholdsvis mod pansrede Køretøjer og mod gaaende, udækket Mand. Medens Panserminer er et nyt Kampmiddel, der er opstaaet og udviklet jævnsides med Panserkøretøjerne, har Fodfolksminerne været kendt gennem mange Aar. Fladderminer og Stenminer, der (udført som Sigteminer) bragtes til at spille, naar Fjenden under Stormen nærmede sig Stillingen, er flere hundrede Aar gamle Kampmidler; og den saakaldte Landtorpedo, der har været reglementeret Materiel i den danske Hær indtil 1923, var en automatisk Mine med ganske de samme Opgaver som Nutidens Fodfolksminer; ja, den laa denne saa nær i Konstruktion og Virkning, at den med Udbytte kunde finde Anvendelse den Dag i Dag til Løsning af talrige Opgaver.
En særlig Udvikling undergik Minerne og deres Brug under Stillingskrigen 1914—18, da man dog for største Delen maatte nøjes med improviserede Miner, fremstillet under Anvendelse af Artilleriprojektiler, navnlig 15 cm’s Granater. Den kendte og meget idérige norske Ingeniør N. W. Aasen fremstillede dog allerede i 1913 en original og særdeles virksom Fodfolksmine, dengang kaldet Minegranat, der blev meget anvendt i den franske Hær under den nævnte Krig. Den bestod (se Fig. 1) af en i Jorden nedgravet Bøsse, i hvis Bund der fandtes en mindre Krudtladning, som kunde antændes (som Sigtemine) ved en elektrisk Patron og slynge en over Krudtladningen anbragt Granat i Vejret. Ved en ca. 1 1/2 m
lang Kæde var en simpel Tændmekanisme i Granaten forbundet med Bunden af den nedgravede Bøsse, og Granaten bragtes til Eksplosion ved Kædens Stramning 1 — U/2 m over Jordoverfladen. Granaten indeholdt en Sprængladning, der var omgivet af Fyldekugler. Er saaledes Sagen ikke ny, er det som nævnt først hen imod den nuværende Krig, at Udviklingen paa dette Omraade har taget Fart.
Panserminer.
Panserminer synes alle at være beregnede til udelukkende at virke ved Eksplosionstrykket. Nogle af dem indeholder dog saadanne Metalmængder, at Sprængstykkevirkningen ikke er betydningsløs; men den vil dog altid være noget sekundært og kun spille en virkelig Rolle overfor udækkede Maal, der mere tilfældigt befinder sig i Nærheden. Sprængladningen er altid brisant. Dens Vægt laa tidligere omkring 3 kg, men den seneste Tids Indførelse af meget svære Kampvogne har dog sikkert medført en betydelig Forøgelse. Med en Ladning paa omkring 3 kg kan man i hvert Fald kun med Sikkerhed gaa ud fra, at Hjul eller Larvekæde bliver ødelagt, medens Vognen iøvrigt stort set forbliver uskadt ved Sprængningen. Antændelsen sker vistnok nu altid ved Belastning af Køretøjets Hjul eller Larvekæder. Det hertil nødvendige Tryk varierer for de forskellige kendte Miner fra ca. 100 kg til ca. 800 kg, og Minerne kan saaledes i Reglen ikke sættes i Funktion ved en Mands Vægt, idet det absolutte Maksimumstryk, en Mand kan udøve paa Jorden uden særlige Midler, ligger omkring 250 kg. Sikkerhed mod Affyring ved mindre Belastning end den paaregnede naas enten derved, at Belastningen skal overklippe en i Tændmekanismen anbragt Stift, eller derved, at den skal sammentrykke en kraftig Fjeder, eller endelig derved, at Minens ret stærke Overdel skal deformeres, alt inden den egentlige Tændmekanisme kan sættes i Virksomhed. Efter at Belastningen har overvundet den nævnte Modstand, udløses en Fjeder, der slaar en Slagstift ind i en Fænghætte, som derefter gennem en Detonator bringer Ladningen til Detonation. Slagfjedren ligger ved nogle Miner stadig spændt, medens den ved andre først faar sin Spænding under Belastningen. Den sidstnævnte Ordning giver mest Sikkerhed mod Affyring i Utide. Foruden med de nævnte Tændmekanismer, der bringes i Funktion ved Overkørsel, er de fleste Panserminer forsynede med Anordninger, der gør dem farlige at tage op for den, der ikke kender Konstruktionen. Disse Anordninger kan være særlige Tændrør, der ved Forankring sættes i fast Forbindelse med Jorden, og som bringer Minen til Detonation, naar der ved ukyndig Optagning foraarsages et passende Træk — nogle faa kg — i Forankringen, eller de kan bestaa deri, at de Tændrør, hvis egentlige Opgave det er at bringe Minen til Detonation ved Overkørsel, er saaledes indrettet, at de tillige kan sættes i Funktion ved et let Træk i et særligt Organ, der sættes i Forbindelse med Forankringen. Endelig har der været Miner fremme, hvor Antændelsen sker paa lignende Maade som ved magnetiske Søminer, idet Antændelsesmekanismen sættes i Funktion ved de Æ ndringer i det jordmagnetiske Felt, der fremkaldes ved Passage af større Jernmasser. Konstruktionen synes dog ikke at være kommet til praktisk Udførelse, idet Mekanismen — ikke mindst for saa vidt denne vedrører Minens Aktivering og Inaktivering — bliver for kostbar og for kompliceret. En magnetisk Landmine vil formentlig koste et Par hundrede Gange saa meget som en Landmine af en af de sædvanlige Konstruktioner. I det hele taget er Spørgsmaalet Aktivering og Inaktivering (Afsikring og Sikring) af Landminer ret vanskeligt. De Paatændingsanordninger, der kræver Paavirkninger paa flere hundrede kg for at bringes til Detonation, rummer jo alene deri en betydelig Sikkerhed; men da de fleste Miner som nævnt foruden med disse ret ufølsomme Tændrør er forsynet med en mere fintmærkende Tændmekanisme, og da man ved deres Udlægning gør mest muligt for at sløre dem, kræver Sagen den største Opmærksomhed, for at Minerne kan blive lette og sikre at behandle for egne Tropper og saa farlige somf muligt for Fjendens.
Eksempler paa Panserminer.
Fig. 2 viser en engelsk Pansermine af en meget enkel Konstruktion. Den bestaar af en Underdel (til venstre), der optager Sprængladningen (2,9 kg Trotyl), og i hvilken et Tryktændrør kan nedsættes, samt en Overdel, der lægges løst ned over Underdelen, og som tjener til direkte at optage Belastningen. Overdelen hindrer Indtrængelse af Jord og — idet den virker som en Dykkerklokke — af Vand. Tændrøret ses paa Fig. 3. Dets Virkemaade er følgende: Ved en Belastning paa 150—200 kg trykker Minens Overdel Tændrørets Slagbolt 1 nedad (Sikringssplitten 2 forudsættes fjernet). Herved overklippes Stiften 3, og Slagbolten, hvis nederste Ende er formet som en Slagstift, vil da af den spændte Slagfjeder 4 slynges nedad og ramme Fænghætten 5, der bevirker Tænd-
patronens og dermed Minens Detonation. Som det vil ses, har Minen ingen Anordninger, der vanskeliggør dens Optagning og — udover den nævnte Split 2 — ingen Aktiverings- og Inaktiveringsanordninger. Optagningen er saavel for Ven som for Fjende ret ufarlig, takket være den store Kraft, der skal til for at sætte Tændmekanismen i Virksomhed. Den maa altid anbringes nedgravet, da den, hvis den stilles ovenpaa Jorden, let væltes af Panserkøretøjet uden at sprænges. En fransk Pansermine er vist paa Fig. 4. Dens Sprængladning er 3,3 kg Pikrinsyre. Som det vil ses, er Minen forsynet med 2 Tryktændrør, hvad der, naar Minen anbringes saaledes, at Forbindelseslinien mellem Tændrørene er vinkelret paa Fjendens sandsynlige Kørselsretning, forøger dens effektive Bredde. Sikringen af Minen sker ved Indskydning gen-
nem en Udskæring i Laaget af et U-Jern, der lægges med Hulningen nedad over Tændrørenes Slagbolte og saaledes hindrer Belastningens Overføring til disse. Minen er tillige forsynet med et ret følsomt Træktændrør, der forankres til Jorden og gør Optagningen farlig. Samme Træktændrør kan under andre Forhold sættes i Forbindelse med kunstige Spærringer eller andre Genstande, som man kan vente, at Fjenden vil flytte, og derved gøre Minen anvendelig til mange andre Opgaver end den, hvortil den først og fremmest er bestemt. Træktændrøret muliggør tillige Minens Anvendelse som Sigtemine, idet en Snor da føres fra dette Rør til en i Skjul anbragt Post, som ved Træk i Snoren kan bringe Minen til Detonation, naar Maalet skønnes at være indenfor dens Virkningsomraade. Tryktændrøret til denne Mine er af meget nær samme Konstruktion som det engehke Rør paa Fig. 3. Det findes i 2 Udførelser: en, der kræver en Belastning paa 360 kg, og en, der kræver 625 kg for at bringes i Funktion.
Ved de foran omtalte Miner bestemtes den til Detonationen nødvendige mindste Belastning derved, at der i Tændrørene skulde overklippes en Stift af passende Dimensioner og Materiale. Fig. 5 viser en Mine, hvor Belastningen skal sammentrykke en kraftig Fjeder et vist Stykke, forinden Sprængningen sker.
Minen bestaar af en Underdel, der optager Sprængladladning og Tændmekanisme — sidstnævnte er her fast anbragt i Minen — samt en Overdel, der tildels omslutter Underdelen, og som direkte optager Belastningen og fører den videre til Tændmekanismen. Fugen mellem Over- og Underdel er ved en simpel Pakning gjort vandtæt. Naar Sikringsstykket 1 er udtaget (herom nedenfor), vil en passende Belastning paa Minens Overdel presse Legemet 2, der hviler paa den stærke Fjeder 3, nedad imod Fjedrens Spænding. Naar Vandringen er blevet tilstrækkelig lang — ca. 3 mm — presser Stykket 4 mod Slagbolten 5’s øverste Ende. Under den videre Vandring vil Slagbolten, der nu føres med nedad, søge at tvinge en Kugle 6, der ligger i en Udskæring i dét faste Stykke 7, og som griber ind i en Uddrejning i Slagbolten, ud til Siden. Denne Bevægelse af Kuglen bliver netop nu muliggjort derved, at Stykket 2, der jo selv er under Bevægelse nedad, er naaet saa langt ned, at Kuglen kan glide ind over Fladen 8. Naar Kuglen er skubbet helt til Side, saa den ikke mere er i Indgriben i den i Slagbolten uddrejede Rille, kan Slagbolten, paavirket af Fjedren 9, slaa ned og ved sin Slagstift fremkalde Minens Detonation. For at farliggøre Optagningen af Minen for Fjenden er Tændmekanismen forsynet med en tynd Staalwire 10, der kan fastgøres i Jorden el. a. Denne Wire er i Minen fastgjort til Stykket 4 (Fastgørelsen ses ikke paa Tegningen) paa en saadan Maade, at et Træk i Wiren vil fremkalde en Drejning af Stykket. Drejningen modvirkes af en svag Fjeder 11. Drejes nu, f. Eks. ved ukyndig Optagning af Minen, Stykket 4 og dermed dettes nedadvendende, skruetrækkerlignende Flig 12, der rager ned i en Kærv i Slagboltens øverste Ende, vil Slagbolten drejes (mod Uret). Naar Drejningen er skredet saa vidt frem, at Kuglen 6 kommer ud for den lodrette Udfræsning 13 i Slagbolten, træder den ind heri. Slagboltens Bevægelse nedad er da ikke længere hindret, og Sprængningen finder Sted. Sikringen sker ved Hjælp af Stykket 1, der med sin ene nedadvendende Tap 14 rager ned i Stykket 4 og hindrer dettes Drejning og med sin anden Tap 15 føres ned imellem de frie Ender af en radielt opskaaret Ring 16, der ligger i en uddrejet Rille i Stykket 2. Ringen udvides derved, og Stykket 2’s Vandring nedad hindres nu, idet det træder paa Ringens Overflade (det er denne Stilling, der er vist paa Fig.), medens Ringens Underflade træder paa en Ansats paa det faste Stykke 17. Trækkes Sikringsstykket atter op, vil Ringens Fjederkraft bevirke, at den træder helt ind i den nævnte uddrejede Rille i Stykket 2, samtidig med at Stykket 4’s Drejning muliggøres. Minen er da atter aktiveret. Det er en Fordel ved denne Mine, at en kortvarig ikke for voldsom Belastning, f. Eks. fra en i Nærheden forefaldende Sprængning, kun vil trykke Overdelen lidt ned uden at bringe Minen til Detonation. Naar Belastningen er ophørt, gaar Overdelen atter op paa sin Plads. Minen er til Trods for den tilsyneladende komplicerede Mekanisme meget simpel i Brug; men den er sikkert ret kostbar at fremstille. Ved Minen Fig. 6 bestemmes Mindstebelastningen derved, at den af ret svær Plade udførte Overdel skal deformeres forinden Tændmekanismen kan træde i Funktion. Det siger sig selv, at Konstruktionen medfører stor Unøjagtighed med Hensyn til denne Belastnings Størrelse. Virkemaaden er følgende: Efter at Minen er aktiveret (d. v. s. Skruen 1 udskruet og Tændpatronen 2 bragt i den nederste paa Tegningen fuldt optrukne Stilling; herom iøvrigt
nedenfor), vil en passende Belastning deformere Overdelen og trykke Stykket 3 og dermed Stangen 4 og Skudriglen 5 nedad. Naar denne Vandring er blevet tilstrækkelig lang, vil Slagbolten 6, der er ført igennem en Udskæring i Skudriglen 5, og som paa virkes af Fjedren 7, slynges til venstre, idet Snablen 8 frigøres. Slagboltens venstre Ende er formet som en Slagstift, der nu bringer Tændpatronen og dermed Minen til Detonation. Skudriglen 5, der for neden ender i et Bryst, er paavirket nedefter af Fjedren 9, men modvirkes heri af den kraftigere Fjeder 10, der trykkes opad af Stangen 11, som ender i en Plade 12, der ved Minens Anbringelse i Jorden automatisk trykkes op mod Bunden. Naar uvedkommende vil fjerne Minen, føres Pladen 12 af Fjedren 10 nedefter. Trykket fra nedenpaa Skudriglen 5 mindskes, og Fjedren 9 fører den nedad, indtil Snablen 8 frigøres, og Slagbolten slynges til venstre, hvorved Minen bringes til Detonation. Minen inaktiveres dels derved, at Skruen 1 indskrues i Slagboltens højre Ende, og dels derved, at Tændpatronen drejes opad og bort fra Slagstiften til den med stiplet Linie viste Stilling. Yderligere kan der indstikkes en Stift gennem Skudriglen umiddelbart over dennes Styring i Minens Mellembund, hvorved Skudriglens Bevægelse nedad hindres.
Fodfolksminer.
En Fodfolksmine maa for at være farlig paa rimelig Afstand virke ved Sprængstykker, og den maa derfor i Lighed med den aasenske Minegranat fra 1918 bringes til Eksplosion et Stykke over Jordens Overflade. Medens Sprængpunktets Højde ved den nævnte Minegranat bestemtes ved en Kæde af passende Længde, sker dette nu ved et Brandrør, der tændes, naar Minen slynges i Vejret, og som er forsynet med en saadan Forsinkelse, at Sprængningen finder Sted i Mandshøjde. Endvidere adskiller Nutidens Miner sig fra den aasenske derved, at de første affyres automatisk af Fjenden selv, medens den sidstnævnte virkede som Sigtemine. Sprængladningen er nu altid brisant, og Sprængstykkerne fremkommer ved Sønderdeling af Minens Skal. Fodfolksminens Tændmekanisme maa være meget følsom, saa følsom, at selv en forsigtigt gaaende eller krybende Mand kan ventes at ville sætte den i Funktion. Yderligere maa Minen kunne bringes i Funktion fra en Afstand svarende til Virkningsafstanden. Den kan derfor ikke udføres som Trædemine, men maa forsynes med Kontakttraade, der udspændes i lav Højde over Jorden og gøres saa usynlige som muligt. Fodfolksminerne er ret smaa. Deres Virkning kan omtrent sættes lig med Virkningen af Granater fra Fodfolksmorteren. De kan anbringes i sammenhængende Minefelter, f. Eks. skakbrætformet med en indbyrdes Afstand paa 10—20 m, eller de kan anvendes enkeltvis. I første Tilfælde kan de lægges foran et Panserminefelt og derved beskytte dette eller bag dette Felt og derved selv faa Beskyttelse mod Nedti’omling af Kampvogne eller andre Køretøjer, der er anvendelige hertil. Benyttes de enkeltvis, kan de f. Eks. — paa lignende Maade som omtalt ved den franske Pansermine — knyttes til passive Spærringer el. lign. Paa Grund af den meget følsomme Tændmekanisme er disse Miner langt farligere for egne Tropper end Pansermineme.
Eksempler paa Fodfolks miner.
Fig. 7 er en fransk Fodfolks mine. Den bestaar af en Minebøsse, der indeholder Minegranaten, og som staar i Forbindelse med et Rør, der indeholder en Drivladning, og paa hvilket Minens Tændmekanisme er fastgjort. Det hele nedgraves i Jorden og virker saaledes:
Opstaar der et iræk i en i Øjet 1 fastgjort Snubletraad, udrivs Stangen 2, der er ført ind under en i Slagbolten 3 fastgjort Stift. Slagfjedren 4 slynger nu Slagbolten ned i Tændpatronen, som tænder Drivladningen 5. Gastrykket herfra slynger Minegranaten 6 til Vejrs og tænder samtidig Tændpatronen 7, der er forsynet med en saadan Forsinkelse, at Minegranaten sprænges i li/> m’s Højde. Minegranaten er den samme som den, der anvendes i den franske 60 mm’s Fodfolksmorter.
Sikringen sker derved, at den yderste, med Øje forsynede, Del af Stangen 2 bøjes ind over Tændrøret og fastbindes i denne Stilling til et hertil bestemt Øje 8. En engelsk Fod-folksmine er vist paa Fig. 8. Den bestaar ligesom den franske af en ydre Bøsse, der nedgraves i Jorden, og en indre Minegranat, der ved Affyringen slynges op i Luften, hvor den sprænges. Minegranaten indeholder her baade Drivladning med Træktændrør og det Tændrør, der fremkalder Granatens Sprængning.
Træktændrøret 1 sættes i Funktion ved en Snubletraad. Herved tændes Krudtladningen 2, hvis Gastryk bl. a. virker i Hulrummet 3 mellem den ydre Bøsse 4 og selve Minen 5. Dette Gastryk overriver Skruerne 6, og Minegranaten slynges i Vejret. Ved Begyndelsen af denne Bevægelse presses Armen 7 til Side, Slagbolten 8 frigøres og slynges ned i Tændpatronen 9, der med en passende Forsinkelse bringer Minen til Detonation i den sædvanlige Højde. Alle i det foregaaende nævnte Miner er udført af Jernog er derfor ret lette at finde ved simple Apparater, der arbejder med elektromagnetiske Svingninger*). Man er derfor kommet ind paa at fremstille Panserminer af Træ, Bakelite eller andet Materiale, der ikke paavirker saadanne Svingninger. Disse Miners nærmere Indretning er ikke kendt; men der er intet i Vejen for, at de kan konstrueres paa ganske lignende Maade som flere af de foran beskrevne Eksempler. De eneste Dele af Minen, der nødvendigvis maa være af Metal, er formentlig Slagfjeder, Slagstift og maaske enkelte andre Smaadele, der ingen kendelig Virkning har paa de elektriske Eftersøgningsapparater. Saadanne Miner kan for Tiden kun findes ved Hjælp af fine Sondernaale, der med den yderste Forsigtighed føres ned i Jorden paa Steder, der formodes at skjule en Mine. Minens Farlighed, saavel for Fjenden som for egne Tropper, er derved i høj Grad forøget. Til Optagningen kan kun benyttes særligt paapasselige og betænksomme Folk med dybtgaaende Uddannelse paa dette specielle Omraade.
V. Bennike.
