Log ind

Landgangen ved Råå

#

Cand. phil. Poul T. Cohrt beskæftiger sig i denne artikel med Christian V angreb i Skåne i 1676, der indledtes med landgangen ved Råå den 29. juni 1676.

Indledning

I krigshistorien har offensive operationer altid været forbundet med risiko. Ikke mindst, når der er tale om to næsten jævnbyrdige modstandere. Forkludringer har ødelagt mangen en dristig operation. Og muligheden for sådanne er mangedoblet, når operationen skal forløbe på flerværnsbasis. Det var det, som oprindelig bragte mig på nærværende artikels emne. Det er vist almindeligt antaget, at problemet »amphibious operations« først er blevet effektivt løst med en moderne tids teknik og højt udviklede stabsarbejde, hvilket ingenlunde er tilfældet. Samtidig inspireredes min fantasi også af et billede, bragt i Flådens 450-års jubilæumsværk, der kunne antyde, at man her havde udført en »beaching« operation på en måde, der var forud for sin tid1). Dette viste det sig umuligt at komme på sporet af. Til gengæld blev jeg nu indfanget ved det indblik, opgaven gav i en tankegang, der ikke kun i tid er forskellig fra vores - og dog kan anvendes til belysning af vore begreber. Interessant er det at betragte relationerne mellem politik og strategi - det som Liddell Hart kalder »storstrategi«2) - idet der synes at være en vis sammenhæng mellem springet til Skåne, der iøvrigt kommer en modsat rettet svensk operation i forkøbet3), og visse politiske fænomener. Også som strategisk svar på en fastlåsning er operationen interessant.4) Af disse grunde koncentrerer artiklen sig selv mere og mere om landgangen ved Råå og de nærmest følgende operationer. Dels har man her de operationer, der var tænkt som krigsaf gøren de - og måske også blev det - dels har man her et godt vidnesbyrd om tidens militære begreber. Altså er dette ikke en udredning af den ved en given landgangsoperation anvendte teknik, selvom denne vil blive strejfet, men nok så meget et forsøg på at klarlægge dele af det sene 1600-tals militære tankegang her i landet, således som den kan spores gennem de til operationen knyttede omstændigheder.

Kildematerialet

Udover de i litteraturlisten nævnte værker, har jeg benyttet mig af am fibiet(!) »det Rockstroh’ske Seddelarkiv«, hvilket nok bør forklares nærmere: det drejer sig om den store mængde notitser og oplysninger, som kaptajn Rockstroh gennem et langt livs5) militærhistoriske beskæftigelse samlede sig på kartotekskort, og som nu henstår hos Hærstabens Militærhistoriske Sektion i så godt som urørt tilstand. Dette kartotek har vist sig overordentligt nyttigt, dels i kraft af en række henvisninger, dels i kraft af en række realoplysninger, som ofte har ladet sig kontrollere efter og berigtige ved sammenholdning med de opførte, utrykte kilder. Der er ofte tale om, at Rockstroh simpelthen har excirperet en kilde ordret. De oplysninger i seddelarkivet, jeg bygger på, stammer hovedsagelig fra følgende:

1. Krigskollegiet. Indkomne, uregistrerede sager. 1676. Rigsarkivet.

2. Krigskollegiets depescher og udgåede sager juni 1676. Rigsarkivet.

3. Christoffer v. Lentes Arkiv6).

4. Karl d. X I’s Tid. Danska Kriget. Stockholm.

Det vil i noten blive bemærket, hvilken del af seddelarkivet, oplysningen stammer fra.

Krigen er Politikens Videreførelse ...

Hvilke var Danmarks krigsmål på dette tidspunkt? Ja, først og fremmest var det det ganske åbenbare at sikre sig Skåne, Halland og Blekinge igen, og således at kunne genoprette Danmarks primærmagtsstatus. Dette ses da også af den instruks, der gives den designerede danske repræsentant, Mejercrone, ved en af England foreslået fredskongres i Nijmegen, hvor dette opstilles som det vigtigste ved hele hans mission7). Den politiske baggrund var den, at den danske regering ved årsskiftet 1675/76 havde stået overfor et valg. Krigen mod Sverrig i 1675 havde været et mærkeligt, uerklæret spil, som man nu måtte beslutte sig for enten at omkalfatre eller forsøge fortsat. Rent formelt fastsloges det d. 1. januar, at landet var i krig med Sverrig8), men desuagtet var der stærke kræfter for at undgå en direkte konfrontation. Sverrig var nemlig Frankrigs allierede, en alliance, som Griffenfelt gerne så overført på Danmark, idet han holdt det for umuligt at opnå større territoriale ændringer mod Frankrigs vilje9). Man erindre sig, at Frankrig på dette tidspunkt rent faktisk fungerede som dominant i det europæiske magtsystem. Krigspartiet derimod, hvis fornemste repræsentant var Kongen, var af den opfattelse, at tiltroen til Sverrig var så svækket efter nederlaget ved Fehrbellin, og Danmarks allierede (væsentligst Brandenburg og Holland) en så magtfuld koncentration, at Frankrigs betydning ikke var væsentligst, hvorfor det gjaldt om at slå hurtigt og hårdt mod Sverrig, mens det syntes svagt, således at krigsmålene kunne sikres i god tid inden en evt. fredskonference, og således, at man kunne have panter i hånden ved forhandlingerne10). Krigspartiet lagde ikke vægt på, at vore bestræbelser kunne komme i konflikt med vore allieredes interesser i Nordtyskland, ejheller på, at Holland (p. gr. a. sundtolden) måtte være en født modstander af igen at se samme magt på begge sider af Øresund. Rent konkret skete der da det, at man den 26. januar rådspørger Krigskollegiet vedrørende felttogsplanen, og allerede d. 28. afgiver kollegiet en betænkning, der viser en klar præference for et Skåne-felttog11). Denne betænkning approberes af Kongen d. 30. og hermed er Griffenfelt sat uden for det militære spil. Alligevel forsøger han i den nærmest følgende periode at gennemføre et — temmelig vellykket — approchement til Frankrig, hvilket giver anledning til hans fald d. 11. marts13). Allerede i begyndelsen af 1676 ligger det altså fast for Kongen og de med ham i denne sag fortrolige, at slaget skal føres mod Skåne. Med dette mål for øje giver Generalkrigskommissariatet sig da til at ruste den danske krigsmagt. Af kommissariatets protokol af 31. januar fremgår det, at man havde besluttet at gennemføre følgende rustninger14) :

1. Alt hvervet infanteri rekrutteres*).

*) Man havde for den hvervede del af hærens vedkommende det system, at chefen fik en årlig aflønning, og så selv var ansvarlig for at stille styrkerne, når nødvendighed gjordes.

2. Per ultimo marts bringes kompagnierne til at omfatte 14 roder å 6 mand -f~ 1 rode grenaderer.

3. I felttoget deltager: a. 10 regimenter å 8 kompagnier å 107 hoveder. b. 8 rytterregimenter.

4. Endvidere tildeles der 12 dragonkompagnier hver 300 Rdl. til kom plettering.

Skærmbillede 2020-04-23 kl. 15.48.52.png

Af disse beregnede man at måtte holde ca. 15.000 mand som fæstningsbesætninger, og at måtte anvende 6.500 md. i Nordtyskland. Der kunne derfor blive en styrke på ca. 13.000 md. til Skåne-felttoget16). I relation hertil må ses, hvad Sverrig havde at sætte imod, og det viser sig, at man til forsvaret af Sydsverrig havde kunnet sammendrage ca. 12.000 md., hvoraf ca. y2 var ryttere, og hvor ca. y2 af den samlede styrke måtte anvendes som fæstningsbesætninger17). Henset til kapiteloverskriften kunne det være rart at trække følgende op:

1. Danmarks krigsmål var tilbageerobringen af de østensundske landsdele.

2. Sverrigs allierede Frankrig - systemets mægtigste magt - var ved at skifte sympatier.

3. De svenske våben var blevet ramt af betydelig tilbagegang.

4. I Nordtyskland ville man ikke ramme Sverrig så hårdt som i Skåne, men generede ikke Frankrig så direkte som ved et angreb på Skåne, idet Frankrig stadig var bundet af sin formelle alliance med Sverrig. Til gengæld medførte et nordtysk felttog en risiko for interessekonflikt med Brandenburg.

En vurdering af operationens berettigelse må derfor hænge på to ting: dels hvor stor betydning, man må tillægge Frankrigs stilling, dels i hvor høj grad en hurtig dansk sejr kunne forudses, således at man kunne stille en fredskonference overfor et fait accompli.

Uden at tage munden for fuld, kan man vist roligt antyde, at krigspartiet undervurderede Frankrig og overvurderede egne militære evner.

Operationen forberedes

I april begynder forberedelserne til invasionen at tage fart: d. 11. april får de rytterregimenter, der skal deltage i landgangen, ordre om at gøre sig rede til opbrud, og i slutningen af april approberes følgende af Kongen:

a. Indskibningen foretages i København.

b. Infanteriet indskibes ikke på orlogsskibe.

c. Intet bestemt landgangssted fastsættes18).

Imidlertid viser det sig at gå langsommere end beregnet med at få fodfolket gjort klar. P. gr. a. vanskeligheder med at skaffe de nødvendige heste, bliver fodfolket ikke klart før i slutningen af maj måned. På dette tidspunkt træder forberedelserne da ind i den afgørende fase: flåden får sin ordre for sommerens aktiviteter ved en kongelig skrivelse af d. 22. maj, der antyder flådens andel af operationsplanen19) : indledningsvis fastslår skrivelsen, at Kongen har i sinde at invadere Skåne i indeværende år - men nævner ikke hvornår. Dernæst anføres en række opgaver, som flåden skal søge udført. Først af alt kommer den naturlige hovedopgave: ødelæggelsen af den fjendtlige flåde. Dernæst nævnes en række spredte opgaver - lidt krydsertjeneste, lidt lokalstøtte - og logistik-opgaver, men ikke med et ord nævnes den dog meget væsentlige opgave: at være nærdækning eller bombardementsstyrke for landgangsstyrken. De taktiske overvejelser har åbenbart ikke inkluderet en støtte af svært skibsartilleri i landgangsfasen, men har kun gjort regning på eskorten som fjemdækning, for at holde en evt. svensk flådestyrke væk. Herom siger en beretning dog, at flådens hovedopgave - efter erobringen af Ystad - var »... at understøtte landgangen i Skåne«20). Men dette medfører jo ikke nødvendigvis, at man har tænkt på den værdi, flåden kunne have som nærdækning. Rent bortset fra, at ordren er en samtidig kilde, Garde en væsentlig senere fremstilling. Det må derfor regnes for mest sandsynligt, at man havde tænkt sig at anvende orlogsskibene mod fjendtlig aktivitet til søs og som en slags fårehunde for at undgå forvirring blandt overfartens mange civile skibe. Forberedelserne var iøvrigt mangfoldige og indbefattede mange pudsige detailler: således udarbejdede man særlige standere for de enkelte regi­mentschefer, der skulle føres fra de både, de havde embarkeret i, således at deres respektive regimenters øvrige førselskibe kunne holde sig koncentreret herom21). Imidlertid trykkedes forberedelserne af den kendsgerning, at hele foretagendet kunne komme i alvorlig fare ved den svenske overlegenhed til søs. Dette problem løstes imidlertid, dels af den danske flåde, dels af en svensk forkærlighed for at gøre afdankede generaler til søofficerer, i Slaget ved Øland 1. juni, hvor svenskerne mistede 11 orlogsskibe og 4.200 mand22). Denne sejr gjorde Danmark, ihvertfald sålænge hollænderne var med, til herrer på havet i resten af 1676. Herefter kunne man roligt fortsætte sine forberedelser, og fra d. 5. juni begyndte hæren at samles i en lejr ved Lyngby, som kongen endda personligt havde været med til at afstikke23). I lejren blev indkvarteret:

11 regimenter infanteri

2 regimenter dragoner

8 regimenter ryttere

1 artillerikorps24),

og disse var altså de styrker, som skulle overføres til Skåne for at erobre de tabte landsdele tilbage, og igen gøre Danmark til regina maris balticis. De kan antages at have været det ypperste, riget kunne opvise. En samtidig iagttager siger således: »Landarmeen er også i god stand og ca. 14.000 md. stærk. Jeg så den fomylig da kongen trakterede dronningen og prinsesserne, i bataille og med så fortræffelig ordre og disciplin og herligt artilleri og baggage m. m., som man vel nogensinde har set det i Danmark .. .«25). Forfatteren til disse linier har formodentlig overværet den kongerevue, som hæren gav i lejren ved Lyngby d. 15. juni. Imidlertid viste det sig at være vanskeligere, end man først havde troet, at få samlet transportflåden, og d. 13. juni må kongen beordre general Arenstorff til at lade samle alle de fartøjer, som han kunne få fat i, i Nyborg, Kalundborg, Korsør og i søstæderne på Sjælland og Fyn26). Da det endelig lykkedes at få samlet skibe nok, og at få indskibet hæren, stod man så overfor en ny, indledende operation, thi det syntes tvingende nødvendigt, med den forholdsvis stærke svenske styrke, der fandtes i Skåne, at få spredt svenskerne, og drage dem bort fra den egentlige landingszone. Derfor besluttedes det, at flåden skulle foretage en demonstration ved Ystad, en operation, der lykkedes så godt, at flåden d. 27. juni erobrede byen27). Som psykologisk krigsførelse må det siges at have været forholdsvis vellykket, ihvertfald skriver Karl d. X I’s fortrolige, Magnus Dureel, fra Christiansstad d. 28.: »Forleden lørdag satte fjende an med sin flåde mellem Ystad og Trelleborg for at gøre landgang, men dreves bort. Nu hørte man igår næsten hele dagen stærk skydning, ankom en ekspres, som jeg havde sendt ned til Ystad og beretter, at fjenden i går morges satte an ved Ystad og fattede posto med 1000 mand til trods for, at 2-3 kompagnier dragoner af vore gjorde modstand. Håber at (de) da Hs.Maj. står hernede med en considerabel arme af ret brav folk, bliver afvist. ... Her ser temmelig sort ud for os.«28). En sådan situationsbedømmelse, da Dureel var kendt som en trænet iagttager, har været velegnet til at trække styrker ned mod Ystad. Da efterretningen om den vellykkede diversion indtræffer i København, går invasionsflåden da også straks under sejl kl. 8 om aftenen den 28.29).

Invasionen

Alt var nu rede, scenen gjort klar for det vovestykke, som skulle genvinde Danmark dets tabte magtstilling, og samtidig udløse hævnlysten mod det - som man syntes - troløse Sverrig. D. 17. var feltartilleriet blevet indskibet, d. 23. fulgte den øvrige hær efter, og den 24. gik Kongen ombord for at beære operationen med sin allerhøjeste tilstedeværelse50). Imidlertid var en intens ordreudgivelse i sidste øjeblik gået forud: d. 20. udgives ordrer om hærens forsyning med ammunition31), og d. 22. udgives de ordrer om landgangen ved Helsingborg (nu er stedet blevet nogenlunde fastlagt), som nærmere skal berøres nedenfor32). Samme dag udgives den endelige ordre om indskibningen (der allerede var påbegyndt d. 17.!)33). Det kan synes, som om der er tale om en noget sen ordreudgivning, og man kan da heller ikke helt frigøre sig for en mistanke om et noget - selv efter den tids målestok - sjusket stabsarbejde. De nærmere bestemmelser for landgangen, der er nævnt ovenfor, fastsætter ganske nøje, hvorledes flåden skal sejle, i hvilken orden de forskellige enheder skal befinde sig, og hvorledes man følgelig skal gå iland - jvf. skitsen. Det kan iøvrigt bemærkes, at Politikens Danmarkshistorie34) anfører, at landgangen omfattede 10 orlogsskibe, 314 andre fartøjer og 14.487 mand. Bortset fra, at det vitterligt, jvf. ordren af 22. juni, var 11 orlogs

Skærmbillede 2020-04-23 kl. 15.50.34.png

skibe, kunne det være morsomt at vide, hvor billedredaktøren har fået disse pinligt nøjagtige tal fra - næppe fra samtidige kilder! Iøvrigt anfører Rockstroh, som tidligere berørt, at der i lejren ved Lyngby lå 11 regimenter infanteri35). Den opmærksomme læser vil have bemærket, at skitsen - der som sagt kun er et udtryk for en samtidig kildes ord - kun har 10 regimenter. Hvilket N. P. Jensen iøvrigt og$å har - men han bygger også på ordren. Der må derfor enten været blevet et regiment tilbage - eller Rockstroh har regnet oberst Liitzows bataillon for et regiment, eller han har simpelthen begået en fejl. Således som vist på skitsen afsejlede man altså med hæren, og gik kl. 11 til ankers ud for et teglværk, midtvejs mellem Helsingborg og Landskrone. Da kysten her imidlertid viste sig at være uegnet, lettede man anker igen, og sejlede derefter op til Råå, der ligger umiddelbart syd for Helsingborg, og idag er en af byens industriforstæder. Her fandt landgangen så sted36). Om selve landgangen fortælles en af de anekdoter, som tidligere tiders historieskrivning er så rig på. Om man vil tro den eller ej, er jo en anden sag - en verificering er selvsagt umulig. Da fodfolket var gået i bådene og begyndt at ro iland, viste der sig svenske ryttere på bakkerne, ag - fortæller historien - man blev følgelig noget nervøs på dansk side. Imidlertid sprang i det øjeblik en bondekone ned på stranden og råbte: »Kom kun nærmere. Her finder I ingen modstand. Hele den fjendtlige magt er gået til Ystad«37). Iøvrigt var landstigningen vellykket, de svenske ryttere forsvandt uden større ballade, og snart var hele styrken bragt velbeholden i land på gammel dansk jord. Hvad formålet var for operationen, blev hurtigt klart for enhver, der ikke måtte have vidst det, thi straks efter landgangen udsendte Christian V et manifest, hvori han overfor skåningerne erklærede, at han, som deres arveherre, var kommet for at befri dem fra det svenske åg38). Dette mål skulle altså forfølges i den kommende tid.

Skærmbillede 2020-04-23 kl. 15.51.03.png

Udnyttedes det strategiske initiativ?

Efter den vellykkede landgang sad den danske konge med udspillet i sine hænder. Allerede havde han bestemt trumfen - det var valget af krigsskueplads - og nu var det lykkedes ham at skaffe sig det strategiske initiativ: Han stod i fjendens land, med en hær, der havde lokal overlegenhed - ca. 15.000 danske mod ca. 12.000 svenske — hvoraf halvdelen endda var bundet i fæstningerne - han stod på et sted, hvor fjenden ikke ventede det, og til en vis grad også på et overraskende tidspunkt. Samtidig besad han søherredømmet. Hvordan udnyttedes denne gunstige situation? Hvis man ser på kortet, vil man kunne se, at det første man foretog sig, var at erobre Helsingborg39), hvilket skete den 3. juli (nr. 1 på kortet). Dernæst sender man en mindre rytterstyrke mod Blekinge, (nr. 2), da rygtet ville vide, at Karl X I samlede en hær ved Christianstad, men iøvrigt vender hærens gros sig mod Landskrone40), som efter en kortvarig belejring falder d. 11. juli, og kort efter indtages også slottet i byen. Dernæst sender man et betydeligt ekspeditionskorps på ca. 3.000 mand op i Halland, da rygtet nu vil vide, at den svenske konge er gået til Elvsborg (nr. 4). Samtidig med dette går hovedmassen mod Christianstad (nr. 5), men en mindre rytterstyrke sendes mod Malmø for at observere (nr. 6). Malmø erobres dog først d. 14. august. Man må indrømme, at den danske hær efter landgangen førtes med kraft og initiativ, og at lykken da også i det første par måneder tilsmilede de danske våben. Men var der også omtanke bag den initiativrige føring, eller forspildte man sit strategiske initiativ? At man gik mod Helsingborg, kan næppe bebrejdes overkommandoen: dels var det på den tid almindeligt at koncentrere kampen om de fæstninger, man nåede frem til, dels lå Helsingborg på det nærmeste tværs over kommunikationslinierne fra landgangsstedet. På den anden side spilder man værdifuld tid foran Landskrone: når Helsingborg var erobret, havde man jo sikret sin kommunikation og sine forsyninger, samtidig med, at søherredømmet jo gjorde hæren uafhængig af at skulle bruge een base. Chancen for en gunstigere udgang af felttoget for danskerne, havde nok været større, om man havde koncentreret sig om at ødelægge fjendens feltstyrke straks, mens den endnu var spredt, i stedet for at give den i Skåne stående svenske felthær chancen for at vige ud. Det ses da også, at hærledelsen, efter at Helsingborg er erobret, og man således har skaffet sig sufficiente basefaciliteter, diskuterede meget, hvorvidt man nu skulle vende sig mod de i marken stående svenske hærdele, mens man endnu havde en afgørende overlegenhed41). Thi det synes åbenbart, at havde man slået den svenske felthær i området, havde fæstningerne givet sig uden anstrengelse. Man kan derfor klandre den danske hærledelse for at have nølet foran Landskrones volde. For var landsdelen blevet renset for svenske feltstyrker i begyndelsen af juli, havde Duncan næppe lidt sit nederlag i Halland, og man havde som strategisk fordel haft dels hele landsdelen som basis for sine vinterkvarterer, dels haft muligheden for at kunne åbne sine operationer næste år med et felttog mod det egentlige Sverrig, hvis Sverrig ikke var gået til forhandlingsbordet inden da. Det er måske nok en overdrivelse at sige, at Danmarks stormagtsdrømme brast ved Landskrone - men helt forkert er det nok heller ikke.

Litteratur:

N. P. Jensen: Den Skånske Krig. Kbhv. 1900. (Jensen). K. C. Rockstroh: Den nationale Hær. Vol. II. Kbhv. 1916. (DNH). H. C. Garde: Efterretninger om den danske og norske Søe-magt. Vol. I. Kbhv. 1833. (Garde). Flåden i 450 år. Vol. II. Kbhv. 1962. (Flåden II). B. H. Liddell Hart: På den anden side af Bakken. Kbhv. 1949. (LH). Carlson og Rosen: Svensk Historia. Vol. I. Sthlm. 1962. (SH). Rodulf Fåhræus: Sveriges Historia till våra Dagar. Åttonde Delen. Sthlm. 1921. (Fåhræus). Politikens Danmarkshistorie. Vol. VIII. Kbhv. (Politiken). Schultz Danmarkshistorie. Vol. III. Kbhv. 1942 (SD). Det Rockstroh’ske seddelarkiv. (HMS). Originalmanuskript til Christian V.s Krigshistorie. Vol. I. Rigsarkivet No. 4/1676. Krigskollegiets Depescher og udgåede sager juni 1676. Rigsarkivet. (Krigskoll). Kort og Tegninger. Hærens Arkiv. Mappe K VII. (HA).

Noter.

1) Flåden II, 237.

2) »... Storstrategien, d.v.s. ... Hensynet til Krigens egentlige Maal, og ikke blot dens rent militære Maal.« LH, 107.

3) SH, 626.

4) vide p. 36.

5) Rockstroh, Knud Christian, f. 1860, d. 1962. I boghandlerlære. Indkaldt 1880, sekondløjtnant ’82, premierløjtnant ’87, kaptajn *02, pensioneret 12, kaptajn (R) til 1920. 1911 medlem af Den Historiske Vaabenkommission, 1913-17 medlem af Kommissionen til Ændring af de militære Biblioteker. 1913 ansat ved Hærens Arkiv, arkivar 1915 og chef for arkivet 1921-30. Omfattende militærhistoriske studier.

6) Chr. v. Lente, f. 1649, d. 1725. Diplomat og overkrigssekretær.

7) Jensen, 91.

8) SD, 408, 410 og 412.

9) ibid., 408 og 416.

10) Jensen, 91.

11) ibid., 95-96.

12) ibid., 97.

13) SD, 414.

14) DNH, 147 pp.

15) Jensen, 101 pp.

16) ibid., 103, Fåhræus, 106.

17) Fåhræus, 120.

18) Jensen, 103 pp.

19) Garde, 189.

20) ibid., 192.

21) Af fortegnelse over flag, lavet til overførslen: »... 1 guul Flag med et hvidt Kårss mit i Flaggen med rød kant runden om Kårssit som Ridderorden.« For oberst Lewetzows bataillon. Krigskoll., 9. maj.

22) Politiken, 180.

23) Vdr. lejren ved Lyngby findes der flere kort over denne og ordre de bataille* opstillinger. Disse findes i Hærens Arkiv i en mappe mærket »K VII«, og falder især under betegnelserne b.2.a og b.2.f. Er omtalte i Rockstrohs seddelarkiv.

24) DNH, 167.

25) HMS, v. Lentes arkiv - skrevet af Fr. Giese d. 20. juni.

26) Jensen, 104.

27) Politiken, 182.

28) Karl d. XI’s Tid. Danska Kriget. Halland, Skåne og Blekinge. Sthlm. (HMS).

29) Jensen, 123.

30) ibid., 121.

31) Ordrer og Instruktioner fra Chr. V.s tid. HMS.

32) Krigskoll. Ordre bey vorhabenden Transport und descente nach Schonen. 22. juni 1676, No. 1045.

33) do. Ordre af d. 22. juni.

34) Politiken, billedtekst på p. 182.

35) DNH, 167.

36) Jensen, 123.

37) sammesteds.

38) Jensen, 125.

39) SD, 417.

40) ibid., 125.

41) ibid., 126-27.