I efterfølgende artikel af cand.psych. M. Bache redegøres for relevansen af en udbygget indsats i det danske forsvar på det stress- og krisepsykologiske område. Forfatteren er fuldmægtig ved Psykologsk Afdeling, Forsvarets Centerfor Lederskab.
Følger man bare lidt med i vore medier, kan man næppe undgå at bemærke, at den såkaldte krisepsykologi er blevet om ikke allemandseje så i hvert fald et meget kendt fænomen. Krisepsykologer kommer ind i billedet ved en mangfoldighed af hverdagens tragiske hændelser: transportulykker, storbrande, naturkatastrofer, voldelige overfald, røverier i pengeinstitutter, massefyringer, dødsfald og meget mere. Tilbud om krisehjælp rettes til såvel ofrene og deres pårørende som til indsatsmandskab af forskellige kategorier. Også forsvaret er med i denne udvikling. Psykologisk Afdeling (PSA) ved Forsvarets Center for Lederskab har i de seneste år udbygget sine aktiviteter på det stress- og krisepsykologiske område.(*) En række kritiske spørgsmål ligger lige for: Br der blot tale om et modefænomen, hvor psykologer ser deres snit til at øge deres beskæftigelsesmuligheder? Er de ramtes nærmeste ikke de bedste til at støtte i sådanne situationer? Skal hjælpen ved dagliglivets hændelige - men alvorlige - tilskikkelser virkelig professionaliseres og kommercialiseres? Og ikke mindst i en militær sammenhæng: Skal forsvarets personel (der i forskellig grad netop er udvalgt og uddannet til at kunne fungere under endog meget belastende forhold) nu også have psykologisk hjælp? Med andre ord: Er PSA ukritisk hoppet med på krisebølgen? Disse meget relevante spørgsmål kan ikke besvares med et enkelt ja eller nej. Nærværende artikel skal forsøge indirekte at besvare dem. For det første ved at orientere om de aktiviteter, som PSA har i gang på området, samt beskrive baggrunden for at vi har fundet det væsentligt at øge denne indsats. For det andet ved i kort form at redegøre for den psykologiske forståelse, der ligger til grund for krisepsykologien, samt hvorfor denne forståelse også bør nyttiggøres i det militære system.
1. PSA aktuelle aktiviteter på det krisepsykologiske område
Fra august 1991 iværksatte PSA som en forsøgsordning (løbende til december 1992) et krisehjælpstilbud til alt personel i forsvaret. Tilbudet retter sig mod personel, der har været udsat for alvorligt belastende oplevelser. Det formidles i første række via forsvarets læger og socialrådgivere på tjenestestederne, hvortil folderen "ICrisehjælp - et tilbud fra PSA" er udsendt. Tilbudet er blevet positivt modtaget, og PSA har ydet bistand såvel til enkeltpersoner som til enheder ved enkelte større ulykker.(*) I efteråret 1991 indledte PSA et samarbejde med FN-afdelingen omkring støtte til personel, der udsendes til kriseområder. Samarbejdet har bl.a. bestået i orientering for personellet om stress- og krisereaktioner samt gode råd til selv at tackle disse såvel ved udsendelse som ved hjemkomst. Desuden er personellet blevet tilbudt at benytte krisehjælp (jvf. pkt. 1) i tilfælde af behov herfor. I fortsættelse heraf har PSA udarbejdet udkast til pjecer for FN-personel: "FN-soldat i fredsbevarende mission - hjælp og selvhjælp ved psykiske belastninger" og "Hjemkomst - en ny begyndelse". Heri beskrives de særlig kritiske omstændigheder ved udsendelse og hjemkomst, mulige reaktioner herpå og forslag til at komme helskindet igennem oplevelserne. I forbindelse med udsendelse af den første danske styrke til Jugoslavien formulerede PSA i en artikel i HOK-nyt ("Den udsendte FN-soldat og familien") en række gode råd om, hvordan de pårørende bedst kan komme igennem den periode, hvor deres familiemedlem gør tjeneste i et kriseområde. Disse skriftlige materialer er udfærdiget bl.a på baggrund af de nyligt indvundne erfaringer fra Goljkrigen: Forfatteren deltog september 1991 i en konference i San Antonio, USA, hvor hovedtemaet var de erfaringer, man har draget fra Golfkrigen på det psykiske område, både hvad angår soldaterne og deres pårørende. I forsommeren 1991 gennemførte PS A en undersøgelse af reaktioner på krigsnære situationer, idet deltagerne på det danske hold af læger og sanitetspersonel i Golfen blev interviewet om deres erfaringer og oplevelser før, under og efter tjenesten her. Internationalt samarbejde og indsamling af erfaringer fra især vores allierede i NATO er fortsat et vigtigt bidrag til den udvikling af viden på det militærpsykologiske område, som det er PSA direktivbestemte opgave at foretage. Som led heri har 2 medarbejdere siden foråret 1991 været medlemmer af en af NATO (Panel 8) nedsat forskningsgruppe, hvis opgave er at udvikle viden om psykologisk støtte til militært personel i tilfælde af (kamp-) stressreaktioner. I dette arbejde fokuseres på udvikling af metoder og teknikker, der kan anvendes af den enkelte soldat, hans kammerater og førere - også på laveste niveau - og således ikke på professionel psykologisk hjælp. Forskningsgruppens arbejde forventes afsluttet med udgangen af 1994. Bl.a. afledt af dette internationale arbejde har PSA i foråret 1992 indledt samarbejde med Sergentskolen i Sønderborg om et forsøg med træning af sergentelever i psykologisk støtte over for stressreaktioner hos mandskabet. Formålet er at indhøste erfaringer med, hvorledes man bedst bibringer denne gruppe kendskab til og forståelse for dette emne. Et undervisnings-/træningsprogram vil blive opbygget og gennemført for et hold sergentelever i efteråret 1992. Herefter foretages en evaluering af forsøget. Sammenfattende om disse aktiviteter kan det siges, at de i vid udstrækning retter sig mod at bibringe det militære personel en viden, der i højere grad gør dem i stand til selv at tackle de reaktioner, som eventuel belastende tjeneste kan medføre. Til grund for indsatsen ligger det faglige udgangspunkt, at reaktioner på voldsomme belastninger er normale foreteelser - og ikke sygelige forhold -, og at den påkrævede støtte og hjælp hertil ikke primært er et professionelt anliggende, men en opgave for de nærmeste omgivelser: Pårørende, arbejdskammerater, nærmeste ledere/chefer. Kun hvor disse ikke ser sig i stand til at udføre opgaven, bør den professionelle (evt. en psykolog) træde til. Dette synspunkt vil blive uddybet i afsnit III.
II. Baggrunden for PSA s aktiviteter på det stress- og krisepsykologiske område
Hvad er det så, der har givet anledning til, at PSA har forstærket indsatsen på dette felt? Som omtalt indledningsvis er der i de seneste år oparbejdet en lang række erfaringer ved civile ulykker og katastrofer, først og fremmest i andre lande men efterhånden også i Danmark, f.eks. ved togulykken i Sorø, branden på Scandinavian Star, røverier i pengeinstitutter og personpåkørsler på DSB’s togstrækninger. Herved er vores viden om de menneskelige reaktioner på alvorlige belastninger øget. Dette gælder også de mennesker, der i kraft af deres arbejde - politi, redningsmandskab, sygehuspersonale - kommer tæt på sådanne begivenheder. Der er herigennem opbygget viden om, hvordan man bedre end hidtil kan forebygge uhensigtsmæssige følger og langtidsvirkninger for de involverede. Ikke mindst i USA og Norge har man udviklet metoder hertil, bl.a. den såkaldte psykologiske debriefing ("critical incidents stress debriefing"), som har vist sig særdeles velegnet til at reducere såvel umiddelbare som mere langsigtede stressreaktioner. Medarbejdere ved PSA er især i Norge blevet uddannet i metoden og har anvendt den ved ulykker i det danske forsvar. Tilsvarende viden er opsamlet fra de seneste krige, hvad angår militært personel. Ikke mindst i USA førte erfaringerne fra Vietnamkrigen og også arbejdet med de alvorlige psykiske eftervirkninger blandt de hjemvendte soldater til en indsigt i nødvendigheden af at styrke såvel mandskabets som ledernes forudsætninger for at forebygge og tackle kampstressreaktioner. I forlængelse heraf blev der i USA til brug for uddannelse på dette område udarbejdet en del materiale tilpasset de enkelte niveauer: menige, førere, chefer. Træning i brugen heraf blev gennemført under store øvelser i 1980’me. Samtidig blev der etableret og uddannet såkaldte "stress-management-teams" bestående af eksempelvis psykiatere, psykologer, socialrådgivere og præster, hvis hovedopgave under krig er at støtte enhederne til bevarelse af personellets psykiske sundhed og funktionsduelighed. (Også disse teams har taget psykologisk debriefing til sig som en af deres mange forskellige arbejdsmetoder). Først som sidste udvej er opgaven at behandle og eventuelt evakuere psykisk skadede. Disse tiltag viste deres effekt under Golfkrigen, generelt med positive resultater, omend krigens forløb - med yderst begrænset landkrig - betød, at de kun i mindre omfang kom i anvendelse. Det er bl.a. disse erfaringer, PSA har fulgt op og tilpasset i forhold til det danske forsvars aktuelle situation med de nævnte aktiviteter som resultat. Det skal dog tilføjes, at det langt fra er noget nyt for PSA at beskæftige sig med stress- og krisepsykologiske emner:
- PSA har i mange år haft og stadig udviklet ekspertice inden for kamppsykologi og også varetaget undervisning heri. Som enhver officer ved fra sin uddannelse, omfatter dette også soldatens totale evne til at kæmpe, hvilke faktorer der fremmer, hvilke der hæmmer, hvordan kampens belastninger kan påføre soldaten psykiske kampskader, samt hvordan disse kan forebygges og afhjælpes.
- PSA har i mange år ydet støtte til piloter ved kritiske hændelser og begivenheder, der truede med at forringe eller helt ødelægge pilotens evne til fortsat at flyve sikkert. Også personel, der p.g.a. kendskab til PSA arbejde selv har henvendt sig i forbindelse med traumatiske oplevelser, har i et vist omfang modtaget hjælp.
Man kan derfor snarere sige, at de nyere erfaringer omkring stress og kriser har skærpet opmærksomheden over for nødvendigheden af, at denne viden nyttiggøres i større omfang og på flere niveauer end hidtil, såvel i uddannelserne som i den tjeneste, som danske soldater forretter her og i udlandet.
III. Den grundliggende psykologiske forståelse af krisereaktioner I indledningen blev der rejst nogle kritiske spørgsmål til relevansen af en forstærket indsats over for stress- og krisepåvirkninger. Nogle af disse har læseren måske allerede fået besvaret. Men forfatteren støder i sit virke i forskellige mihtære sammenhænge ikke sjældent på undren - ja endog ret så forbeholdne reaktioner - over for synspunktet om udbygget støtte i forbindelse med stress og kriser. Disse forbehold udtrykkes f.eks. i udtalelser som "stress er da godt - det hærder soldaten", "skal vi nu til at pylre om soldaterne og pakke dem ind i vat?", "soldater og ikke mindst førerne er uddannet og udvalgt til at kunne klare netop stærke belastninger" og "de, der ikke kan det, er bare ikke egnede". Sådanne udsagn rummer nok i et vist omfang vigtige sandheder. Men samtidig kalder de på en bedre forståelse af, hvad det er, der kan ske, når et menneske udsættes for voldsomme belastninger. En sådan forståelse skal i koncentreret form forsøges givet her. I vores dagligdag fungerer vi - i hvert fald de fleste af os - ud fra en rimelig stabil og tryg opfattelse af os selv og vores omverden - en slags verdensbillede. Ud fra dette oplever, tænker, forstår og handler vi. Vi har meninger om dette og hint, tror, håber og forventer bestemte ting om os selv og andre. Vi løser små og store problemer, der dukker op hen ad vejen, ud fra dette forståelses-, følelsesog handleberedskab. Måske ændrer vi det lidt, når vi finder det påkrævet. Ved alvorhge belastninger - det der her kaldes krisesituationer(*) - kan der ske det, at dette beredskab ikke slår til: Indtrykkene er nye og voldsomme, følelserne er stærke og måske ukendte for os, det vi troede om os selv og tilværelsen synes ikke længere at passe. De problemløsningsmåder, vi plejer at anvende, duer pludselig ikke, eller vi kan ikke finde dem frem, fordi vi er overvældet af indtrykkene, følelserne og forvirringen. Svælget mellem det vi ved, tror på og kan; og så det, som situationen kræver af os, bliver for stort. Der bliver vendt op og ned på vores verdensbillede - tæppet bliver revet væk under os. Herved opstår ofte angst, desperation, meningsløshed og hjælpeløshed. Så er det, at vi kan reagere med forskellige fysiske og psykiske "symptomer", som ofte også vil være ukendte for os selv, hvilket yderligere kan forstærke angsten og forvirringen: Er vi ved at "bryde sammen”, blive syge, eller måske endda sindssyge? Vi er som bekendt forskellige. Ikke alle reagerer på de samme hændelser, og hos nogle (få) opstår disse reaktioner slet ikke, eller måske så kortvarigt at vi selv eller andre slet ikke opdager det. Hos andre kommer reaktionerne måske først en tid efter. Men alle kan reagere, hvis påvirkningerne er kraftige nok. Træning og uddannelse, hvor hensigtsmæssige handlemåder i sådanne situationer indøves og indlæres, er midler til at undgå, at ”svælget" opstår. Men erfaringen viser, at virkeligheden alligevel ind imellem kan overmande os, og at vi berøres af det, vi oplever - også af tilværelsens mere grusomme anslag mod os. Og dette gælder naturligvis også veluddannede og velfungerende soldater! Som oftest finder vi relativt hurtigt frem til en måde at forstå og håndtere situationen på. For nogle kan der være en periode, hvor reaktionerne kommer og går, før de igen får etableret en (måske ny) opfattelse af sig selv og tilværelsen som helhed. Men der er en risiko for, at man kommer uhensigtsmæssigt igennem oplevelserne, hvis man ikke får den rette støtte. Hvad denne så består i, skal der ikke redegøres for her, men to vigtige forhold skal nævnes:
1) Det hjælper, at man selv og ens nærmeste ved, at forskellige stress- og krisereaktioner kan forekomme, når man udsættes for alvorlige belastninger, og at disse er normale og ikke udtryk for, at man er svag, syg eller lignende.
2) Det hjælper at have mulighed for at tale om oplevelserne, indtrykkene, tankerne, følelserne. For herved lettes trykket, og gennem formulering kan man begynde at bringe lidt orden i forvirringen. Hertil behøves, som tidligere nævnt, ikke en psykolog. Enhver med kontakt til og interesse for den berørte vil kunne medvirke til, at personen får det bedre.
Nytten for forsvaret
Når PSA er gået ind i de nævnte aktiviteter, er det således sket ud fra en kritisk faglig analyse af den viden, der er oparbejdet herhjemme og i udlandet, og en vurdering af at denne kan være til nytte også i det danske forsvar. Ved en større opmærksomhed over for stress- og krisereaktioner er det muligt:
- at forebygge disse og herved sikre, at soldaten kan fungere effektivt længst muligt.
- at soldaten, der får sådanne reaktioner og dermed måske nedsat ydeevne, hurtigere kan overvinde dem og igen varetage sin tjeneste fuldt ud,
- at formindske risikoen for, at reaktioner på alvorlige belastninger får langsigtede skadelige følger for soldaten.
Opmærksomheden på dette felt er i virkeligheden blot en del af den generelle omsorg - ansvaret - for soldaten, som skal sikre såvel dennes velbefindende som forsvarets mulighed for og evne til at opfylde sin opgave.
---------------------------------------------------------------
* Da en videnskabelig redegørelse for begreberne stress og kriser falder uden for denne artikels rammer, behandles de to fænomener under ét uden skelen til, at der er væsentlige forskelle i såvel opståen som fremtrædelsesform. Disse forskelle er i denne sammenhæng mindre væsentlige.
* En nærmere redegørelse for erfaringerne skal ikke gives her, idet forsøget skal evalueres, når forsøgsperioden er udløbet.
* Udover de i indledningen beskrevne kan eksempelvis nævnes: En kammerat der bliver såret/dræbt, man mislykkes (eller frygter at mislykkes) i sin funktion, man bliver vidne til ødelæggelse, nød, vold, elendighed, eller stærke belastninger der varer ved, så det bare bliver for meget. Situationer, som kan ramme alle mennesker.
