Log ind

Krigshistoriske studier

#

Løjtnant E. O. A. Hedegaard, Forsvarskommandoen, der har skrevet flere bøger med krigshistoriske emner, delagtiggør i denne artikel læseren i en række praktiske forhold vedrørende terrænrekognosceringer og arbejdsmetode under forarbejderne. Kendskabet til disse detaljer danner forudsætningerne for gennemførelse af egentlige krigshistoriske studier.

Den unge adjudant til den gamle oberst:

»Hvor er terrænet heromkring dog smukt, hr. oberst!«

Den gamle oberst til den unge adjudant:

»Meget muligt, unge mand, men det er fuldstændig uden militær værdi!!«

Nærværende fremstilling prætenderer ikke at være nogen fuldstændig, entydig og ufejlbarlig anvisning på, hvorledes man skal drive militærgeografiske studier og foretage terrænrekognosceringer. Dertil er emnet for omfattende, men skulle fremstillingen kunne give visse impulser og øge interessen for denne interessante - og højst forsømte - del af militærhistorien, turde hensigten: At være en positiv igangsætter til krigshistoriske studier i marken, være nået. Det skal bemærkes, at der her kun er tale om »gamle dages« krige1). Til enhver studie omhandlende »vore dages« krige er der intet hensyn taget. Til sådanne formål henvises til gældende bestemmelser og reglementer, herunder først og fremmest afsnittet om terrænlære i »Feltinstruktion for enkeltmand«. Dog vil en del af det her meddelte også kunne bringes i anvendelse ved sådanne studier. De anførte notetal henviser til de bagest anførte uddybende noter, som bør læses jævnside® med teksten.

Det ligger i sagens natur, at de forskellige krige og de deri stedfindende slag og fægtninger har formet sig højst forskelligt, og som sådan skal behandles efter hvert sit specielle mønster, men alligevel går der visse fælles træk igennem dem, som kan udnyttes ved studier og forsøg på rekonstruktioner. Definitionen på en korrekt udført terrænrekognoscering kan være: Gennem et grundigt studium af alle historisk relevante kilder, såvel levn som beretninger, parret med militærgeografiske studier i m arken på stedet for begivenhederne, så nøjagtigt som muligt at forsøge at rekonstruere de stedfundne hændelser/lokaliteter (slag, fægtning, march, fæstningsværker m. v.)

Formålet med en terrænrekognoscering kan være:

- Ønske om en simpel viden om de stedfundne begivenheder uden yderligere udnyttelse af denne viden,

- rekonstruktion med henblik på berigtigelse af officielle beretninger, hvorom der kan herske tvivl,

- udarbejdelse af skriftlige fremstillinger, film, foredrag eller kombinationer heraf,

- bygning af dioramaer i forbindelse med tinfigurer,

- afholdelse af krigsspil med supponeret handling eller rekonstruktioner af stedfundne slag.

En første, nødvendig betingelse for at gennemføre og få virkeligt udbytte af en terrænrekognoscering må være god indsigt i den almindelige historie udbygget med et godt kendskab til den behandlede periodes hære, herunder

- opbygning,

- våbenarter (og benyttelsen af disse) samt

- skyts, håndvåben, uniformer, udrustning og materiel.

H ertil kan sekundært føjes kendskab til befalingsmandskorps, lønninger, indkvarteringsforhold, syge- og retspleje, udskrivningsforhold, personelerstatning m. m., hvilket tydeligt viser, at det er svært at sætte sig ind i blot enkelte grene af de nævnte emner uden at skulle beskæftige sig med de andre. Det hele er uløseligt forbundet, og intet kan - og samtidig være noget virkeligt værd - udskilles og behandles ensidigt. Rekognosceringerne kan stort set deles op i nedennævnte discipliner, der i det følgende vil blive behandlet i kronologisk rækkefølge:

1. Fastlæggelse af emnet og opgaven

2. Forstudierne

3. Udstyret

4. Rekognosceringerne

5. Bearbejdning af det indsamlede materiale

6. Omsætning af det bearbejdede stof til det egentlige formål.

Emne og opgave

Den allerførste begyndelse består i, at man gør sig opgaven klar og nøje fastlægger dens afgrænsning. En første betingelse herfor må være en levende interesse for emnet, da denne skal være drivkraften under hele arbejdet, der kan blive både langvarigt og til tider brydsomt, især da, hvis man ikke er faghistoriker2). Det vil tillige være nødvendigt at skele til, om der på forhånd kan antages at være tilstrækkeligt materiale, der overhovedet kan tilvejebringes til en nøjere belysning. Her vil i høj grad tidsrummet og stedet for begivenhederne spille ind. Det må således anses for ret nytteløst at begynde at koncentrere sig væsentligt om f. eks. oldtidens og den tidlige middelalders krige, da alle kendte kilder giver for lidt i forhold til umagen, ligesom man normalt næppe vil kunne gennemføre studier af Napoleon I’s krige i Norditalien på grund af de store geografiske afstande og de dermed økonomiske udgifter, men - om en sådan interesse har fanget en - vil man oftest være henvist til udelukkende at arbejde med trykte kilder og korrespondance med personer/institutioner på stedet3).

Forstudierne

Er dette punkt gennemtænkt, skal man i gang med forstudierne, forskningen eller granskningen. Det vil som oftest være ret sjældent, at man på selve egnen for begivenhederne kan finde hjælpemidler til at komme til bunds i sagen, idet næsten alle kilder efterhånden er inddragne i statens arkiver og biblioteker. Dér må man altså hen, hvis man skal vide noget eksakt. Såvel de trykte som de skrevne kilder må man gøre sig bekendt med, men det kan ikke ofte nok gentages, at man bør begynde i bibliotekerne og bagefter vende sig mod arkiverne ud fra betragtningen, at man må lære at krybe, før man kan gå! I bibliotekerne bør man indledningsvis studere en historisk bibliografi, der indeholder alt, hvad der i Danmark er trykt gennem tiderne af betydende, historisk litteratur, f. eks. B. Erichsen og A. Krarup: »Dansk historisk Bibliografi«, I-III, København 1929 *) I bibliotekerne er stoffet ganske anderledes let tilgængeligt og forståeligt, end det nogensinde kan blive i et arkiv. Alene den omstændighed, at bibliotekerne hovedsagelig indeholder trykte ting, gør dem lettere tilgængelige, idet man ikke her træffer på den besværlighed at skulle benytte værker eller materiale, hvor selve læsningen af skrifttegnene volder besvær4).

*) Fortsættelsen i 6. bd. udkommer p. t. (1969) under redaktion af Henry Bruun, Rigsarkivet.

H ertil kommer, at den trykte litteratur kun medtager, hvad forfatterne eller udgiverne har ment, der kunne tillægges nogen betydning. Man finder altså her stoffet delvis sigtet og gjort let tilgængeligt gennem registre, medens man i et arkiv i regelen selv - ofte med stort besvær - må fremskaffe guldkornene i store dynger af avner, i protokoller uden registre eller i pakker, over hvis indhold ingen fortegnelse findes. Yderligere er meget af det, der findes i arkiverne - og naturligvis hyppigt især det vigtigste - i tidernes løb blevet trykt og derved blevet meget lettere tilgængeligt i bogform, end det var som arkivale, ofte ganske vist kun i uddrag, men i så fyldige ekstrakter, at alt det væsentlige er kommet med, og skulle man en sjælden gang nære tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet, kan man altid bagefter gå til arkivet for at efterse det originale sted. Ved biblioteksstudieme må der i øvrigt skelnes mellem kildeskrifter og bearbejdelser eller - for at antyde forskellen - mellem bøger, der indeholder ord- og bogstavrette gengivelser eller omhyggeligt foretagne uddrag af officielle dokumenter, aktstykker o. lign., øjenvidners beretninger om forhold og begivenheder, til en vis grad gengivelser af inskriptioner på bygninger, monumenter, våben o. s. v. på den ene side, og på den anden side bøger, der på grundlag af foretagne studier indeholder en fremstilling af historiske begivenheder el. lign. De førstnævnte kan man benytte og citere som kilder, de sidstnævnte bør man i almindelighed kun bruge til orientering og vejledning. Begynderen vil gøre klogt i at lægge vel mærke til de - i regelen i noter - anførte kilder, da han derved ofte vil få færten af værker eller materiale, der kan komme ham selv til nytte og kan lære, hvorledes en omhyggelig forsker belægger sine påstande med beviser.

I samme forbindelse skal der her advares kraftigt mod at benytte en del af Vore afdelings (regiments) historiske værker som kilder. De er oftest bestillingsarbejder, f. eks. i anledning af jubilæer el. lign., og medens nogle, f. eks.

C. C. von Krogh: »Den Kgl. Livgarde til Hest«, Kbh. 1886

G. Brammer: »Livgarden 1658-1908«, Kbh. 1908

V. Stilling: »Danske Livregiment til Fods. 1’ Bataillon 1763-1913«, Kbh. 1913

»Bidrag til 15. Bataillons Historie«, Kbh. 1928 og H. Boeck: »12. Bataillons Historie 1679-1929«, Kbh. 1929

er fremragende, omhyggeligt udførte militærhistoriske arbejder i en kvalitet, som næppe er set i noget værk, udkommet efter 2. verdenskrig og hærens genopbygning, med et rigt og velvalgt illustrations- og kortmateriale samt fyldigt noteapparat, er andre upålidelige hastværksarbejder, uden kildehenvisninger, i ekstreme tilfælde skamrosende, beskrivende fjenden nærmest som blodtørstige sinker og hævende afdelingens indsats til skyerne. Der er som bekendt forskel på at skrive en afdelings historie og dens saga. Desværre har dette sidste ofte fundet sted, hvilket retfærdigvis sikkert ofte må tilskrives de to omstændigheder, at bøgerne er beregnede på at skulle udleveres til afdelingens værnepligtige ved hjemsendelsen som erindringsgave om deres gamle afdeling, og at de ofte er udkomne i en tid, hvor forsvaret var i strid modvind i regeringen, pressen og store dele af befolkningen. Det er her nødvendigt i nogen grad at komme ind på at omtale de forskellige historiske kilder, som kan deles op i to hovedgrupper,

1. Levninger og

2. Beretninger.

Levningerne er nærmest utallige og omfatter alle frembringelser af fortidens mennesker, lige fra paladser og pyramider til det simpleste redskab, fra de største digterværker og til den mindste notits, sprog og skikke. Hertil kommer de legemlige rester af selve menneskene, i videre forstand endog resterne af fortidens natur. Beretningerne er dels de historiske fortællinger - mundtlige eller skriftlige - også billedligt fremstillede, dels mindesmærker som indskrifter, medaljer, dokumenter o. s. v. Det er indlysende, at disse to områder står skarpt adskilte som historiens objektive og subjektive kilder. Ved beretningen er indskudt et mellemled mellem hændelsen og os, nemlig beretteren (forfatteren), og vi har egentlig kun et spejlbillede af begivenheden, hvorfor muligheden for utallige fejl og enten bevidste eller ubevidste forvanskninger er til stede. Levningen derimod, er det konkrete, umiddelbare, endnu eksisterende resultat af en menneskelig viljesakt, beretningen er et andet menneskes opfattelse af fordums begivenheder. Heraf kan umiddelbart udledes, at levningen er et betydeligt bedre og mere pålideligt vidne end beretningen. Denne er dog også en form for levning, men kun hvad beretteren angår, ikke hvad den fortalte begivenhed angår. Det kan være nødvendigt i en vis udstrækning at underkaste de kilder, man har fremskaffet og ønsker at bygge på, en vis kildekritik, idet historien kan opvise mange eksempler på forfalskede og konstruerede kilder, der skal tjene et eller andet formål, som regel med juridiske aspekter. Det skal dog bemærkes, at forskeren i de militære arkiver normalt ikke vil komme ud for rene falsknerier i de arkivalier, der sædvanligvis er militærhistorikerens foretrukne og mest benyttede gebeter: Stam- og straf febøger, kopi- og rapportbøger, bøger over indkomne og udgåede sager, ekstraktog justitsprotokoller, kgl. reskripter og resolutioner, parolbefalinger, croquis’er og landkort, konduitelister, brevsamlinger, memoirer m. m. Forfalskningerne viser sig oftest ved ældre, for land og rige vigtige statsdokumenter5). En kilde, som mange krigshistorisk interesserede desværre ofte overser (eller beklageligvis ikke har adgang til), er fjendens litteratur og optegnelser om begivenhederne, og det er sundt at skaffe disse til veje (fotokopi) og foretage et sammenlignende studium. Hvor bliver man ofte overrasket og tvivlrådig, og en række af egne, traditionsbundne meddelelser og dogmer må af og til indrømmes eller antages at være forkerte ! Kildekritikkens opgave er over for samtlige kilder at bestemme deres oprindelse og ægthed. Ved beretninger er opgaven endvidere, 1) at udsondre de sekundære beretninger og, 2) at værdsætte de primære ved at bestemme beretterens subjektive del.

Man kan bestemme et skrifts oprindelse ved

a) prøvelse af dets »ydre form«, dets skrift og materiale, altså ad palæo grafisk vej,

b) prøvelse af dets »indre form«, sprog, stil m. m.,

c) prøvelse af dets reale indhold på grundlag af andre efterretninger (sammenligning) og

d) prøvelse af dets senere historie, om det er benyttet af andre og da hvor, altså en slags krydsreference.

Særlig omtale skal vies det kortmateriale, man uundgåeligt skal bygge på. Det er indlysende, at under selve studierne i marken skal man arbejde med et eller flere kort i stor målestok og udvisende så mange detaljer som muligt. Dette kan evt. sammenholdes med særlige turist- eller mindesmærke- eller oldtidsfundskort.

Men helt sikkert bør man undersøge, hvilket kortmateriale hæren (e) på tidspunktet for begivenhederne rådede over og anskaffe sig dette i fotokopi, da disse kortoriginaler i Danmark normalt kun findes i Hærens Arkiv, Geodætisk Institut og Det Kgl. Biblioteks Kort- og Billedsamling, omend enkelte momentvis kan ses til salg hos antikvarerne, ofte til skamløse priser trods tilstanden6). De militærhistoriske kilder, man bør anvende, findes stort set i Hærens Arkiv og Rigsarkivet. Endelig kan et omfattende materiale tilvejebringes i Det Kgl. Bibliotek, Tøjhusmuseet, Det Kgl. Garnisonsbibliotek samt Hærstabens militærhistoriske Sektion. Henvendelser til almindelige kommune- og centralbiblioteker er nytteløse. De har intet udover de mest almindelige afdelingshistorier og oversigtsværker. Til studier i Hærens Arkiv - hvor der findes læsestue for besøgende, og de ansatte arkivofficerer yder bistand under forskningerne - skal her kun henvises til C. von Kohl: »Hærens Arkiv«, Kbh. 1946, der normalt findes i garnisonsbibliotekerne, og som giver et glimrende indblik i arkivets vidtfavnende indhold og muligheder (f. eks. ca. 40 kort dækkende faserne af Skånske Krig), omend meget i arkivet er ændret og udbygget, siden bogen udkom. Hærstabens militærhistoriske Sektion rummer foruden et håndbibliotek et omfattende seddelkartotek, der bl. a. indeholder personalia og afdelingshistorie. F. eks. er emnet: Fæstninger og krige samt hærordninger temmeligt omfangsrigt. Har man endelig dannet sig et overblik over, hvilket trykt og utrykt materiale, man vil basere sine rekognosceringer på og tillige gennemgået det nøje, skal man ud i terrænet og bygge de foretagne forskninger sammen med den i marken indhøstede viden. Ved studiet af den pågældende egns historie, topografi og tidligere udseende, er det udbytterigt at studere den topografiske litteratur, der snart beskæftiger sig med en by, snart med et herred, nu med et sogn eller en herregård, skole m. m. Således er f. eks. Pontoppidans »Danske Atlas«, I-VH, Kbh. 1763-81, et fortrinligt værk om den tids Danmark sammen med »Traps Danmark«, der er udkommet i 5 udgaver. Nævnes skal også Traps »Hertugdømmet Slesvig«, der udkom i 1864. Enhver, der sysler med historisk-topografiske emner, vil i de her nævnte værker kunne finde mangt et nyttigt vink, dels ved dem kunne skaffe sig det fornødne overblik, dels finde talrige henvisninger til den trykte litteratur7). Terrænet forandrer sig naturligvis gennem tiderne, langsomt i gamle dage, nærmest lynhurtigt i vore dage på grund af den voldsomme tekniske udvikling. Rekognosceringerne skal netop bl. a. klarlægge, om det nedskrevne om begivenhederne er/kan være rigtigt. Visse krigeriske begivenheder vil endnu i dag let kunne rekonstrueres og »ses« i terrænet, f. eks. Dybbøl 1864, medens f. eks. Københavns belejring 1658/59 og 1807 næsten udelukkende— p.g.a. byens kolossale ekspansion og udbredelse langt vestpå - vil kunne studeres ved hjælp af trykte og utrykte kilder samt gamle kort og topografiske stik8). E t tidssvarende, decideret krigshistorisk atlas eksisterer mærkværdigvis ikke. Man må oplede kort og skitser de nævnte steder samt i de mangfoldige værker. Endelig må forskeren ved studiet af reglementer og bestemmelser gøre sig én ting klart: Der har altid været stor forskel på, hvad reglementer og lærebøger docerer, og hvad man virkeligt har brugt i felten, og det gælder både på områder som taktik og våbenbrug, uniformer og udrustning. F. eks. 1864 og særligt 1. verdenskrig startede med reglementer, hvis efterlevelse efter få ugers kamp i høj grad var kompromitteret, idet disse selvsagt byggede på erfaringer fra tidligere krige og fredsmanøvrer. Den barske virkelighed og den udbyggede tekniske udvikling, siden det pågældende reglement udkom, ændrede lynhurtigt dette forhold. Mærkelige manøvreformer og bevægelser, hjemmelavede, men praktiske udrustningsgenstande, ja, endog våben, opstod overalt, men stod ikke i reglementer, før de - sikkert i udbyggede former - viste sig i efterkrigstidens reglementer. Altså kan man ikke kort tage reglementerne fra f. eks. 1914 og arbejde ud fra, at de gjaldt under hele krigen. Langt fra endda! Da man efter få ugers »traditionel« kamp gik i skyttegravene, ændrede alt sig. Man behøver heller ikke nødvendigvis at være fagmand for at vide, at alt, hvad der står eller stod i lærebøger og reglementer, ikke er eller var god latin i livet. De strengeste påbud, som står med spærret skrift og rummer dyrekøbt lære, kan være døde bogstaver, medens ting, der slet ikke findes på tryk, er gængs og gæve. Et glimrende vidnesbyrd herom er det franske fodfolks kampmåde i revolutionskrigene: Skyttelinier, fulgte af »divisionskolonner«, som gik på med bajonetten, skønt det franske eksercerreglement af 1791, der gjaldt lige til 1831, slet ikke nævnede skytter og ikke sagde andet om divisionskolonnen end: »Da denne kolonne aldrig må dannes af over én bataljon, gør dens ringe dybde det nødvendigt at slutte kolonnen for at lade den opmarchere«. Et andet vidnesbyrd: Folk, der endnu omkring århundredskiftet så vort feltartilleri køre op på bakkeryggene under høje råb og piskeknald, tænkte næppe på, at Reglement II, 1884, pag. 222, fremhævede: »Indrykning i stilling bør så vidt muligt ske skjult«9).

Udstyret

Er de fornødne forstudier tilendebragte, skal man nu i terrænet, og hertil er et vist udstyr nødvendigt, bl. a. rettende sig efter, hvor mange gange man har lejlighed til at besøge det pågældende åsted.

Rekognosceringerne kan normalt drives hele året rundt, men en eller flere bør under alle omstændigheder finde sted så nær den dato, som begivenhederne fandt sted af hensyn til, at lys og skygger, solens op- og nedgangstider, vejrlig samt - til en vis grad - vegetation er ca. de samme som dengang10). Følgende liste over ønskeligt udstyr er næppe fuldstændig, måske overdimensioneret. Den kan udbygges eller nedskæres efter behovet:

1. Kortmateriale

2. Væskekompas (f. eks. SILVA eller hærens model)

3. En kraftig kikkert

4. Kortplade m. klemmer

5. Klart plasticovertræk til do.

6. Kalkepapir

7. Kortmål/lineal

8. Fedtblyanter i forsk, farve

9. Skrive- og evt. tegnematerialer

10. Et godt fotografiapparat m. tilbehør (evt. stativ)

11. Fornøden faglitteratur og optegnelser.

Beskrivelse af de forskellige effekter er for de flestes vedkommende sikkert overflødig. Et par kommentarer skal lige knyttes til nogle af genstandene.

Kortpladen bør være af stift materiale, krydsfinér, massonit el. lign. Den bør være så stor, at hele det område, der på kortet skal benyttes, kan være på en side, så bladning og vending af pladen undgås. En form for stativ eller trefod for pladen vil være til stor lettelse i arbejdet. Pladen bør være dækket med et klart overtræk, så der med fedtblyanteme kan arbejdes i alt slags vejr. Fotografiapparatet er midlet til at fastholde lokaliteter og steder, enten til gengivelse i skriftlige fremstillinger (kliché)/lysbilleder, eller til at arbejde videre med, når området er forladt, og ens tid ikke tillader yderligere studier i terrænet. Endelig kan visse optagelser måske have betydning i videre topografisk/egnshistorisk perspektiv. Man bør ved fotografering aldrig være bange for at gå relativt tæt på fotoobjektet. E t billede af en stor slagmark - taget langt borte for at få »det hele« med — giver desværre ofte ikke indtryk af noget som helst, navnlig ikke når det gengives i lille format, jfr. flere billeder i værker om vore slesvigske krige.

Rekognosceringen

Selve rekognosceringen bør udføres til fods og helst i det mindste to personer sammen, så en vis udveksling af synspunkter og iagttagelser kan finde sted. Den skal foretages på kryds og tværs gennem terrænet, således at dette bliver fuldstændig kendt, så kendt, at man f. eks. ved nat kunne være fører for en snigpatrulje i området uden brug af kort og, er i stand til at genkalde sig enkeltheder og ejendommeligheder, efter at området er forladt. Det bør betragtes fra alle vinkler, og hele tiden bør de moderne kort sammenholdes med de gamle. Man må således nøje betragte det fra såvel egne troppers som fjendens side. Ved aftegning af troppetegn og signaturer kan man enten bruge vore dages for de våbenarter, som stadig eksisterer, kombineret med selvlavede (f. eks. for ridende artilleri og lansenerer), eller - hvis de kan fremskaffes - bruge datidens, hvilket sidste vel nok er smukkest og mest korrekt.

Når der er afgørende divergenser mellem de gamle og nye kort, og det teoretiske materiale, man bygger på (f. eks. rapport eller øjenvidneskildring), ikke giver nogen forklaring, må man være særligt på vagt, inden man går videre, og enhver tænkelig udvej/løsning må overvejes. Her kan ens - store eller knappe - kendskab til tidens hære spille afgørende ind, og man kan evt. ved at genkalde sig de pågældende troppers (våbenarters) taktik, kampmåde og terrænbenyttelse måske udlede et og andet i en logisk følgetænkning11). Under gennemgangen af f. eks. et slag er det en stor fordel først at klargøre, hvilke våbenarter/afdelinger, der deltog (også på fjendens side), derefter simpelthen tegne dem alle op på et stort stykke papir ved hjælp af troppetegn og signaturer (eller flyttelige toter/plot) og derefter systematisk gennemgå hver enkelt afdelings bevægelser og indsats - så vidt den lader sig rekonstruere - sluttende med en sammenfatning. Holder man sig ikke dette punkt helt klart, vil man rimeligvis selv miste overblikket, glemme eller overse visse afdelinger, og resultatet vil blive rodet og mangelfuldt. Det er en stor fordel, om man i nogen grad behersker tegning af tydelige kortskitser, gamle dages »croquistegning«, som enhver officer skulle være fuldt fortrolig med fremstillingen af før de egentlige militærkorts fremkomst omkring 1850-60. Man vil f. eks. ved rekonstruktionen af et slag normalt være nødt til selv at tegne flere skitser med troppetegn og signaturer i forskellige faser af slaget, der så måske senere stykkes sammen til ét sammenhængende kort (skitse), som så kan overføres til enten et gammelt eller moderne kort. Hertil er kalkepapiret uundværligt12). Begivenheden skal så gennemgås fra A til Z, medens man hele tiden holder sig for øje, hvad formålet er, og der flittigt udføres skitser - evt. opmålinger - fase for fase13). Det er umuligt herfra at give videre anvisning på, hvorledes der skal arbejdes. Det hele beror selvsagt på opgavens formål, den tid og de midler, man har til rådighed. Det kan være morsomt (og et lille »krydderi«, men desværre ofte ikke mere!) at tale med lokalkendte folk, helst gamle14), der har boet på egnen hele deres liv. De kan somme tider tilføre stof, f. eks. overleveringer, gamle, lokale viser el. lign., hvori noget kan skjule sig, som de gamle på egnen ikke kan give nogen forklaring på (»Sådan har jeg fået det fortalt af min bedstefar!«), men som forskeren måske - takket være de omfattende forstudier - kan få mening i, og som kan være en manglende brik i puslespillet.

Bearbejdning og omsætning.

Er formålet bygning af et diorama, altså en rekonstruktion af terrænet i mindre, men korrekt målestok udført i gips, plastic, sand, træ m. m. med opstillede tinfigurer, skyts o. s. v., bør man yderligere rådføre sig med de specialværker (som oftest på engelsk), der eksisterer om emnet, ligesom viden herom kan skaffes i Dansk militærhistorisk Selskab. Det samme gælder, om formålet er udførelse af materiale til krigsspil med stedfunden eller supponeret handling fra en eller anden periode.

Under rekognosceringerne af de enkelte terrængenstande skal her henvises til Foredrag i Felttjeneste, Taktik, Terrainopfattelse og Militær geografi ved Sekondlieutenantskolen for Fodfolket, (Kronborg), trykt som manuskript, Kbh. 1889.

Terrænrekognosceringer er en interessant, belærende og inspirerende disciplin inden for krigshistorien. De er med til at styrke ens historiske, såvel krigs-, våben- som egnshistoriske viden og fremmer i høj grad lysten til at beskæftige sig med krigshistorien i alle dens facetter og i et videre perspektiv, og masser af uudforskede emner (også i den danske krigshistorie) venter stadig på at blive »kulegravede« og komme den internationale militærhistorie til gavn15). Til slut et par ord om den militærhistoriske litteratur, man nødvendigvis må beskæftige sig indgående med. Så godt som al litteratur kan lånes, det mest ordinære på almindelige biblioteker, det mere sjældne kan studeres (ikke lånes!) på centralbibliotekerne, Det kgl. Bibliotek, museumsbibliotekerne og arkiverne. Større studier vil være yderst besværlige, langvarige og udmattende, når man intet litteratur af betydning selv ejer, og jeg vil derfor gerne slå ti] lyd for, at militærhistorikeren efterhånden anskaffer sig et bibliotek af denne gren af den historiske litteratur. Dette også p. g. a., at priserne på denne litteratur er i hurtig, stærk stigen hos antikvarerne ! Uvist af hvilken årsag har der de sidste år været en vis hausse i dansk militær- og våbenhistorie. Dette skyldes sikkert til en vis grad den store popularitet, uniformsfarveplancher har fået i befolkningen. Man »slagter« koldblodigt bøgerne ved at rive plancherne ud for at sælge eller indramme og ophænge disse interessante og farverige billeder på fordums dages uniformspragt, selv om værkernes værdi - både som bøger og kildemateriale - derved går voldsomt ned. Dette forhold har i høj grad bidraget til, at den virkeligt militærhistorisk interesserede har tunge dage hos antikvarerne og må betale de ofte skamløse priser, de betydende værker udbydes til16). Det skal dog bemærkes, at man ofte kan gøre interessante »fund«, og endelig er det at »støve« de store antikvarer i København (hvor næsten alt af betydning er koncentreret) igennem og falde over noget brugeligt jo en væsentlig del af glæden ved at beskæftige sig med militærhistorie. De mere almindelige værker - som selvfølgelig ikke alle er ubrugelige, alt efter formålet - fås dog normalt til overkommelige priser hos mange af de både store og små antikvarer, men det kan ikke noksom tilrådes den med den vågnende interesse for emnet: Begynd at samle nu! Om blot få år vil man måske ærgre sig over, at et værk, som tidligere var overkommeligt, nu ligger til en pris over ens betalingsevne og måske går til en biblioman i stedet for til den virkeligt militærhistoriske bibliofil, i hvis samling det rettelig hører hjemme17)!

E. O. A. Hedegaard

Noter

1. »Gamle dage« kan i denne forbindelse spænde over årtusinder. Assyrerne kom lige så hurtigt frem som Napoleonstidens hære og skød lige så langt, som de første musketerer.

2. Man bør inden påbegyndelsen af arbejdet nøje gøre sig klart, om ens tjeneste/ erhverv vil tillade studierne, da biblioteker - og især museer og arkiver - er åbne for besøgende ofte på de mærkeligste tider for folk med »almindeligt« erhverv.

3. Krigshistorie, der udelukkende støtter sig på trykte kilder, altså udgivne publikationer af nyere og ældre dato, vil normalt altid kun være af forholdsvis sekundær værdi, således at forstå, at der næppe ved forskning og bearbejdning af disse kilder vil kunne fremdrages noget egentligt nyt, omend læseren selvfølgelig på grundlag af det læste kan drage andre slutninger og fælde andre domme end forfatterne af det skrevne og derved fremstille begivenhederne i et andet lys, ligesom en vis logisk følgetænkning kan startes og videreføres efter absorbering af det meddelte. Det må da understreges, at man så forlader forskningen, omend det sommetider kan forsvares, at man »digter videre på kilderne, men aldrig imod dem!«

4. Læsning og tydning af håndskrifter er et kapital for sig, et stort kapitel, idet så godt som alle dokumenter og breve - evt. også håndbøger og visse tidlige instruktioner og reglementer - til helt op mod ca. 1880 er skrevet på gotisk, som først afskaffedes i danske skoler i 1875 til fordel for den latinske skrift. Læsningen er imidlertid som regel ikke så vanskelig, som den straks i første øjeblik ser ud til, og rutine erhverves som regel ret hurtigt ved stadig at arbejde med skriften. Der findes i boghandelen forskellige skriftlæsningsbøger, skrivehæfter og alfabeter, og det kan ikke tilstrækkeligt anbefales begynderen at lære det gotiske alfabet så grundigt, at han selv er i stand til at skrive det, før han giver sig i lag med omfattende arkivstudier. Af stor nytte er det også at begynde sine studier med at få fat i facsimiler af skrift, helst med vedf øjet trykt gengivelse og forsøge at skrive håndskriften af. Ved derefter at konferere sin afskrift med den trykte gengivelse vil man hurtigt udfinde, hvilke punkter det er, der volder en selv de største vanskeligheder, og ved fortsat øvelse lærer man sig på denne måde relativt hurtigt det nødvendige. Både for en selv og for det arkiv- og bibliotekspersonale, som gerne vil træde hjælpende til, vil der spares megen tid, dersom begynderen uden vanskelighed selv kan klare en almindelig skriverhånd. At der også for den øvede håndskriftlæser stadig vil forekomme vanskeligheder - særligt, jo længere tilbage i tiden man kommer - er en selvfølge, og man må hellere spørge sig for end skrive forkert af.

5. 1) F. eks. et papirsbrev, der angiver at være udstedt i Danmark i det 13. årh., kan ikke være ægte, da papir her i landet først kom i brug langt ind i det følgende årh. 2) Et på dansk skrevet brev med årsangivelse fra det 13. årh. kan næppe være ægte, da dansk ellers først anvendtes i breve sidst i det 14. årh.

6. Vi har i dag svært ved at forstå, hvorledes man har kunnet lede store hære uden landkort eller croquis’er (o: militære kortskitser). Således var en af franskmændenes ulykker i krigen 1870/71 mangel på brugelige landkort. General Douay, der førte den franske styrke ved Weissenburg (4/8 70) havde intet kort over egnen. MacMahon var ikke meget bedre stillet ved Worth. I Treårskrigen 1848/50 var en del af de danske afdelinger endnu udrustede med Videnskabernes Selskabs kort fra slutningen af det 18. årh., og som var komplet uden terrænformer. (Se Hedegaard, E. O. A.: »Generalstabens Guidekorps etc.«, Helsingør 1968). I 1862 gjorde en bred, rivende flod, som ikke fandtes på kortet, MacClellans plan om at angribe Richmond sydøst fra ad halvøen mellem James og York River umulig.

7. Slagenes åsteder og vanskelige eller mærkelige marchveje bør man så vidt muligt altid se med egne øjne, inden man oplader munden til et foredrag eller sætter pennen til papiret. Dermed være ikke sagt, at man ikke kan holde et foredrag om Napoleons tilbagetog fra Moskva uden selv at have været i Sovjetunionen.

8. F. eks. siger general Moltke i »Wanderbuch«, pag. 19: »... Stedet er det stykke virkelighed, en længst svunden tildragelse har levnet. Det er tit den knoglestump, tildragelsernes skelet lader sig genfremstille af, og det billede, historien giver i halvt udviskede træk, træder derigennem klart frem for os .... Årtusinder, som styrter de fasteste bygninger i grus, går ganske vist ikke sporløst hen over moder jord. Opdyrkning jævner dens overflade, skove svinder, bække udtørres og tarpejske klipper omdannes til bølgende høje. Men alt det ændrer, så at sige, kun alma maters lød uden at gøre hendes træk ukendelige ...«

9. Et godt eksempel fra vor egen krigshistorie er alle de ureglementerede, men sikkert gavnlige former for hjemmestrikkede trøjer, halstørklæder, ørevarmere, private seksløbere, olietøj, regnfrakker, vandtætte overtræk til felthuer, rygsække m. m., som benyttedes i 1864, og som tolereredes, vel fordi staten ikke evnede at udlevere noget bedre selv.

10. En rekognoscering af f. eks. tilbagetoget fra Dannevirke i 1864, foretaget i en juli måned, KAN selvfølgelig give meget, men den bør helt naturligt fuldendes med en (flere) i en februar måned, og det helst i en måned med ca. samme vejrlig og temperatur som i 64. I modsat fald vil alt for meget i mange henseender være forskelligt og derved forkert at bygge på.

11. 1) Når f. eks. (civile) historikere anfører, at Kronborgs svære skyts kunne spærre Øresund, er det forkert og skyldes bl. a. manglende kendskab til datidige kanoners ydeevne. Fæstningen var udelukkende beregnet på at skulle bruges i samvirke med flådens skibe, og ingen synes at erindre, at først med bagladeskytsets fremkomst i 1860’erne kunne man tænke på at række tværs over sundet, og da var Kronborg forlængst forældet som fæstning. F. eks. var kerne, tårne og spir fortræffelige, faste indskydningsmål. 2) Visse historikere laster også med urette vor hærledelse i 1864 for, at vi ikke havde indført bagladegeværer. Kun Norge og Preussen havde dengang bagladegeværer, og ingen - ikke engang stormagterne - havde indtil dette tidspunkt nogen rigtig tillid til eller erfaringer med bagladegeværet.

12. Selv under Treårskrigen var man håbløst forsynet med brugelige landkort, indeholdende terrænformer. Krigshistorikeren, oberst J. T. Ræder (1798-1853), i 1849 chef for 10. Linieinfanteribataillon, anfører således i sine erindringer: »... Kort over egnen var ubekendt for os - så vidt var vor generalstab endnu ikke kommet - så lidt som over andre dele eller egne af Slesvig. Intet menneske ejede et kort over vort eget land. Det gamle generalstabskort af Olsen var det eneste, vi rettede os efter, men detaille kan der jo ikke være tale (om) på et sådant kort. Videnskabernes Selskabs kort var forældet og ejedes kun af få«, og senere: »... Vore guider croquerede vel den nærmeste del af Sundeved og Broagerland, men de kom ikke længere end et par mil, knapt til chaussen mellem Aabenraa og Flensborg. De sidstnævnte byer og deres omegn blev derimod optagne og croquerede af svenske og norske officerer, hvis arbejder vi erholdt og afkopierede ...«

13. Se »Feltinstruktion for enkeltmand«, »Bestemmelser for Rekognosceringsarbejder, Skitsetegning m. m.«, Kbh. 1933, diverse lærebøger i orientering og - mere abstrakt, men grunden til det hele - afhandlingen: »Om militair Situationstegning, især Maalestokken og Tegnemethoden«, forelæsning af major, divisionskvartermester P. F. von Steinmann i Det videnskabelige Artilleriselskab, dec. 1821. Gengivet pag. 354 ff i »Magazin for militair Videnskabelighed«, 5. årg., Kbh. 1822.

14. Især i gamle dage huskede folk meget skarpere, end vi gør i dag, da den overvældende, overfladiske læsning (aviser, ugeblade m. m.) sløver vor hukommelse.

15. Således er f.eks. stadig følgende emner inden for blot den danske hærs historie aldrig blevet udførligt behandlet:

1. Den dansk-vestindiske hærstyrkes historie 1678-1917.

2. De landmilitære begivenheder i årene 1807-14.

3. General-Hverve-Commissionen 1764-1810.

4. Danmarks sikringsstyrke 1914-1919.

5. De danske Finlandsfrivillige 1939-40.

6. Helsingør garnison gennem tiderne.

7. Infanteriskolen 1869-1969.

8. Det slesvigske gendarmerikorps 1851-1864.

9. Krigsfangelejrene i Danmark under 1. verdenskrig

16. F.eks. skal anføres, at Vaupells: »Den dansk-norske Hær etc.«, der i 1870’erne udkom i hefter med kolorerede uniformsplancher til i alt kr. 19,-, i dag (1969) i 2 bind ligger til ca. kr. 700,-!!! »Den danske Underofficer« fra 1916 kostede dengang kr. 9,-. I dag indbundet ca. kr. 80-! Rochstrohs: »Udviklingen af den nationale Hær etc.«, udkommet 1909/26, og et af hovedværkerne i vor hærs historie sammen med Vaupell er det nærmest umuligt at skaffe et komplet eksemplar af (3 bind) o. s. v.

17. Det er klogt at blive skrevet op hos de store antikvarer og forhandlere af gamle landkort og topografiske stik til modtagelse af de periodisk redigerede og udsendte kataloger over litteratur, kort og gamle stik, litografier m.m., der er til salg. Disse kataloger indeholder ofte mange militærhistoriske værker på både dansk og udenlandsk.