Af Günther Blumentritt.
(Oversat fra det amerikanske tidsskrift „Armor“ nr. 6/1950).
Efter uddannelse på officersskole i Danzig kæmpede Günther Blumentritt i forste verdenskrig på både øst- og vestfronten som delingsfører, kompagni- og bataillonschef. Efter krigen gjorde han tjeneste i frivillige korps i München, Sachsen og Schlesien og blev senere ansat ved 15. infanteriregiment. 1920— 22 var han elev på krigsskoler i Stuttgart og Berlin, og 1932— 33 fortsatte han sine historiske, politiske og nationaløkonomiske studier ved Berlins universitet. Oberst 1938, generalmajor i januar 1942, generalløjtnant i december samme år og general der infanterie april 1944. B lumentritt beklædte mange vigtige poster under anden verdenskrig, herunder som chef for „ 0 “ ved armégrupperne i Polen og Frankrig 1939— 40, stabschef ved 4. armé under fremrykningen mod Moskva 1940— 41. Indgik i hærens generalstab i Rusland 1942, stabschef for de vestlige styrker i 1942— 44, fungerende chef for 12. SS-korps i 1944— 45 med m idlertidig grad som Obergruppenführer og general der Waffen-SS, chef for 25. armé i Holland i marts 1945. M idlertidig chef for 1. FS-armé i april 1945 og for armé Blumentritt fra april til slutningen af krigen.
Indledning.
De her fremsatte idéer er mine egne personlige synspunkter, udkrystalliseret af mine erfaringer fra aktiv tjeneste fra 1911 til 1945, studier på krigsskoler før 1. verdenskrig, treårigt kursus på militærakademiet mellem to verdenskrige, et år ved Berlins universitet og to års virksomhed som lærer i taktik og krigshistorie ved militærakademiet fra 1933— 35.
Disse synspunkter er im idlertid først og fremmest resultater af erfaringer fra to verdenskrige, eftersom den militære profession hviler på praktis, som igen må baseres på fast videnskabelig grundvold. Den militære førings kunst på højere trin kan ikke erhverves, men den kan i det mindste fuldkommengøres ved at drage lære af erfaringer, ved sund fornuft og ved alvorlig drevne studier. Med dette formål for øje er objektiv krigshistorie af stor betydning i modsætning til krigshistorie, som er skrevet ud fra et subjektivt synspunkt. Store soldater og førere i krig har ofte understreget, hvor vigtigt studiet af krigshistorie er for førere på højere militære kommandoposter. Frederik den Store af Prøjsen og Napoleon understregede særligt værdien af krigshistoriske studier. Lad os nu undersøge denne værdi, for så vidt det er muligt i en kort artikel.
Værdien af taktisk krigshistorie.
Taktik er den videnskab at anvende tropper i kamp. I overensstemmelse hermed afhænger taktikken af våbnene, deres tekniske udvikling og de deraf følgende ændringer i kampmetoderne. Studier på krigshistoriens taktiske områder fra alle tider er af interesse for historikeren og den professionelle officer. Heraf kan man lære, hvorledes taktikken er udviklet fra oldtidens tidligste tider gennem middelalderen og mere moderne tider op til vore dage. Den sætter os i stand til at spore våbnenes stadige udvikling og herunder skydevåbnenes voksende rækkevidde og lære, hvorledes de taktiske principper og de moderne krigsmetoder er udviklet i overensstemmelse med den tekniske udvikling. Frem for alt sætter den os i stand til at uddrage værdifuld lære på m ilitærpsykologiens yderst vigtige område. Studier på krigshistoriens taktiske område er im idlertid ikke af afgørende betydning. Deres praktiske værdi er for lav. Hvorfor? Ford i taktikken skifter for hurtigt. Hvad der var aktuelt i 1914— 18 var allerede en overlevering i 1939— 45, og nu i 1950 er taktikken i mange henseender forandret siden 1945. Et studie af slaget ved Austertlitz i 1805, slaget ved Sedan i 1870, slaget ved Mukden i 1905 eller slaget ved Tannenberg i 1914 er utvivlsomt interessant, men man kan heraf ikke lære meget, som i vore dage kan være af praktisk værdi. Det er kun naturligt, at man kan uddrage mere af værdi af studiet af taktiske operationer fra anden verdenskrig end af studiet af et slag fra det attende århundrede.
Værdien af operativ krigshistorie.
For de højere kommandotrin er studiet af operativ krigshistorie af langt større værdi og forbliver langt mere aktuel. Fø lgende er eksempler herpå:
a. Napoleons operationsplan for felttoget 1805— 09 er tidssvarende den dag i dag, blot man i erindringen erstatter det franske rytteri og fodfolk med moderne pansrede og motoriserede divisioner. Hojere førere for pansrede styrker i dag kan lære umådelig meget af Napoleons operative planlægning.
b. Krigshistorien om den operative side af den meget interessante amerikanske borgerkrig 1860— 65 giver en overflod af eksempler, som kan anvendes til uddannelse i operativ tænkning og handling. De bevægelser, som blev udført af de store generaler Lee, Grant og Sherman kunne lige så godt være udfort med pansrede styrker.
c. E t studie af den operative krigshistorie om den tyske side i 1914— 15 på østfronten og i 1916 i Rumænien er utvivlsomt meget frugtbart for vor tids højere førere.
d. Studiet af den operative og taktiske krigshistorie om den tyske side af kampene i Polen i 1939, på vestfronten i 1940 og på østfronten i 1941— 42 giver mangfoldige praktiske lektioner.
Derfor mener jeg, at studiet af den operative side af krigshistorien er af langt større praktisk værdi for højere militære førere og særligt for motoriserede styrker end et studium af forbigangne tiders taktiske slag.
Hvorledes skal krigshistorie studeres?
Man skal under ingen omstændigheder læse krigshistorie på samme måde som en detektivhistorie, i hvilken læseren forsøger at finde frem til den skyldige så tidligt som muligt. Hvis man vil have udbytte af sine studier, må man præstere et virkeligt stykke arbejde. Lad følgende anføres som et eksempel herpå: Man ønsker at foretage et studie over den operative fase af det tyske felttog 1914 i Sydpolen. Først vil det være nødvendigt at studere de nationale, geografiske, ideologiske og økonomiske omstændigheder, som var herskende i Tyskland og Rusland i 1914. Derefter må man sætte sig ind i hine dages politiske forhold. Først efter dette indledende arbejde kan en begyndelse gøres ved at studere den militære fase; d. v. s. hvem var de højere militære førere på begge sider? Hindenburg, Ludem lorff, Mackensen, Hotzendorff, storhertug Nikolajevitsch o. s. v. Hvorledes var deres karakter, hvilke synspunkter havde de, hvilke var deres svage og stærke sider? Hvorledes var troppernes moral, uddannelse, bevæbning o. s. v.? Hvorledes var udgangssituationen i efteråret 1914? Hvilken opgave havde man givet Ilindenburg? Så er det på tide at lukke bogen. Nu må læseren selv udforme sin egen beslutning på grundlag af de indsamlede data, og denne beslutning bor udformes skriftligt. Få samme måde må den ene operative fase efter den anden gennemarbejdes. Det har intet formål i denne forbindelse ganske simpelt at læse om, hvorledes begivenhederne udviklede sig. V i ved fra historien, hvorledes krigene udviklede sig, men vi må udnytte beskrivelserne til at blive klogere og udvikle vor tænkeevne. Uheldigvis er det ikke muligt i denne korte artikel at angive teknikken eller systemet for denne studiemåde. Krigshistorie skal i hvert fald under ingen omstændigheder bare læses, men må snarere studeres.
Krigshistoriens faser.
Forkert drevet rummer studiet af krigshistorie alvorlige farer. Der er særdeles flittige officerer, som studerer felttog efter felttog, fra Alexander den Store over Hannibal, Wallenstein og Frederik den Store til Napoleon og alle de større krige. De forekommer meget lærde og højt dannede, og de gør indtryk på lægfolk ved deres omfattende fond af viden. I tysk krigstjeneste har jeg i løbet af krigene 1914— 18 og 1939— 45 ikke en eneste gang bemærket, at denne officerstype gjorde nogen særlig god indsats på bøjere kommandoposter. På grund af den alvorlige fare, som forkert drevne krigshistoriske studier frembyder, har disse officerer under deres studier så mange gange stået overfor nederlag, tvivlsomme resultater, fejltagelser og deslige, at de ikke vil kunne se skoven for bare træer. I hver eneste opstående situation vil deres hukommelse umiddelbart genkende en tilsyneladende lignende situation f. cks. fra det attende århundredes krige, således at de, takket være deres fejlagtige måde at drive krigshistoriske studier på, vil va're ude af stand til at nå frem til nogen klarliniet afgørelse. Deres vilje vil være paralyseret af tykke hind af mistorstået krigshistorie. Som følge heraf vil det forstås, at man kun bør studere et fåtal karakteristiske felttog, men de bor til gengæld studeres grundigt.
Krigshistoriens almindelige værdi.
Fur officerernes videnskabelige uddannelse. E n i almindelig forstand dannet mand må have et grundigt kendskab til historie, og en dannet officer, en dannet general må forstå krigshistoriens mening og væsen. Der er ikke mere noget, der hedder „soldatens håndværk“ for linjere førere. Krig og krigsførelse kræver i stedse stigende grad videnskabeligt grundlag, og heri indgår krigshistorien.
For praktisk uddannelse.
Hensigten med forstandigt drevne krigshistoriske studier er at udvikle tænkeevnen, at udvikle tankens suveræne frihed, men ikke at lære formalisme. For operativ kommando findes ikke noget bestemt koldt matematisk system, nogen metode eller tankens skole. A lle store militære førere var frie i sind og i handling. De frembragte stadig nye idéer og nye overraskelser for fjenden. På intet tidspunkt klæbede de til gamle former. Dette kan uddrages af store foreres operative felttog. Fremfor alt påpeger krigshistorien vigtigheden af menneskelige kvalifikationer og karaktertra k. Krig kræver en fast vilje, stor karakterstyrke og dyb filosofi. Den kalder på handlingens mand og ånd med forståelse for den menneskelige natur. Hele krigshistorien åbenbarer for os en overflod af eksempler herpå. Det er kun lommeprokuratorer, som frygtagtigt og pedantisk gennemsøger krigshistoriens blade efter formler, men de store ånder opdager i disse blade krigshistoriens sjad, og det er denne, som gør den til en praktisk værdi for dem.
Krigshistorien som en del af den almindelige historie.
Også den ansvarlige politiker må have i det mindste forståelse for krigshistorie. Uden kendskab til krigshistorie er det umuligt at forstå almindelig politisk historie. Kulturhistorie, religionshistorie, filosofiens historie, økonomisk historie og krigshistorie udgør tilligemed kunsthistorie historie som sådan. Soldaten er redskab for politikeren, som alene er ansvarlig, og soldaten må derfor være i stand til at tænke i samme baner som sin reøerins. Det er im idlertid lige så vigtigt, at den ledende politiker lauer at forstå særegenhederne og vanskelighederne ved m ilila r føring. Derfor er det nødvendigt, at den gode statsmand forstår krigshistoriens mening.
Konklusion.
„Militære førere fortjener mere sympati, end det almindeligvis er opfattelsen. Uden at blive hørt bliver de dømt af alle. Aviserne gør dem latterlige, og af mange tusinder, som forhåner dem, er der måske ikke en eneste, som kender selv den simpleste ting om bare det at føre endog den mindste militære enhed“ — Frederik den Store af Prøjsen.
Marskalk Berthier var en meget dygtig stabschef under Napoleon. Sammen med sin kejser førte han mange felttog. Ikke desto mindre havde han i operativ henseende intet lært, og når han var alene om afgørelserne, lavede han udelukkende operative fejl. Det samme gælder om krigshistoriens værdi for alle højere militære førere: Det er nødvendigt at indøve den rette måde at tænke på. Moderne krigsførelse kræver med sin mangfoldighed af pansrede og motoriserede styrker, opererende i store åbne rum, fremfor alt fast, smidig og modig føring. Motorerne går i kampvognene, de motoriserede afdelinger ruller fremad, og de venter ikke på den tøvende, svage fører. Det retle studie af krigshistorien vil løfte sløret og åbenbare, at det er den frie tanke, den evigt nye idé, som skaber den store fører, og aldrig et system og endnu mindre kolde formler.
L. S.
