Det hører til Sjældenhederne, at Militærforfattere i deres Arbejder omtaler Krigens Forhold til Kulturen — i det mindste er det yderst særsynet, at en Fagmand skriver om Krigen ud fra andre Synspunkter end rent militære, tekniske og strategiske, men i et nyt militærfilosofisk Arbejde: Kriget och Kulturutvecklingen (Lindblads Forlag, Uppsala) har den tjenstgørende, svenske Oberstløjtnant Torsten Holm taget Spørgsmaalet om Krigen og de krigsvidenskabelige Idéers Forhold til Kulturen op til almindelig Debat, og det, han har at sige derom, maa i højeste Grad paakalde Interesse hos den, der søger Baggrunden for de Aarsager, der nu atter lader Europa fole Tyngden af Krigens Byrder. For den læge Læser maa det jo stort set se ud, som om den militære Videnskabs Endemaal kun tilstræber Udryddelse af enhver Kulturform hos Fjenden for at gøre dennes Nederlag saa fuldstændigt som muligt, men det maa samtidig paapeges, at denne Opfattelse for en stor Del skyldes den Omstændighed, at den civile Befolkning — i hvert Fald saa langt den overvejende Del af de demokratiske Stater — har været aldeles uinteresseret og derfor ganske uvidende om alt, hvad der vedrører militærpolitiske og strategiske Problemer eller Krigsvidenskabens nyeste Idéer og Teknik. Det er kun altfor let med de nuværende Begivenheder som Baggrund at paapege de skæbnesvangre Følger, denne Uvidenhed har faaet i en Række Lande. Mange civile som militære Forfattere har før Oberstløjtnant Holm søgt at analysere Krigens Væsen, men disse Arbejder har — saa værdifulde mange af dem end kan være — næsten altid lidt ved den Eensidighed, der kendetegnede Forfatterens Plads i enten den civile eller den militære Kreds. Her danner nævnte Værk en Undtagelse, thi foruden til sin krigshistoriske og militærvidenskabelige Sagkundskab — Forfatteren har i en længere Aarrække været Lærer paa den svenske Militærhøjskole — kan Oberstløjtnant Holm føje en Belæsthed og en Indsigt i den kulturelle og »civile« Verden, der gør, at hans Udredning af Problemerne bliver mere end en blot og bar Filosoferen over Strategi, Taktik, Teknik og Transportspørgsmaal. Det interessante, ja sensationelle ved hans Arbejde ligger i, at han — skønt aktiv Officer — søger at gøre op med en rodfæstet Anskuelse om, at Krig er nødvendig og uundgaaelig som det eneste Middel til Afgørelse mellem Folkene. Man maa imidlertid heraf ikke udlede, at hans Værk er et defaitistisk Kampskrift i Lighed med den Flod af pacifistiske Bøger, der blev »Best-sellers« i en Aarrække efter Verdenskrigens Slutning, tværtimod fremhæver han som Konklusion, at Fredens Sag bedst hævdes gennem et væbnet Forsvar; thi »Fredens og Forsvarets Linier løber her parallelt med hinanden«. Sin Anklage retter han mod Krigsvidenskaben som værende Ophavet til Verdenskrigen 1914—18, for den igangværende Storkrig og for Opstaaelsen af den totale Krigs Begreb.
Oberstløjtnant Holm gaar meget grundigt tilværks i sin Bevisførelse. I Episoder gennem 2000 Aars Krigshistorie viser han os Militærapparatets tekniske Udformning, Taktikens og Strategiens Udvikling sideløbende med de forskellige Epokers militære Tænkeres Teorier. Fra Sværdet og Spyddet føres vi over Ildvaabnene frem til Styrtbomberen og Kampvognen; fra Miltiades’ geledstive Falanx til Boertaktikkens vidtspredte Skytter, og som Hovedmanden for den moderne, militære Tænkning lader Oberstløjtnant Holm Linierne fra Macchiavelli, en Frederik den Store og en Napoleon den I., løbe sammen i den berømte, prøjsiske Militærforfatter, General Clausewitz’ Hjerne. Fra dennes i alle Militærkredse kendte Værker, der er skrevne med en, som det synes, fascinerende Logik, stammer bl. a. Sætninger som f. Eks. »Krigens Maal er Fjendens Tilintetgørelse«, hvortil ethvert Middel •—• endog de yderste — maa tages i Brug; at »Freden først og fremmest er Forberedelsen til Krigen«, og endelig fører hans Forkærlighed for de abstrakte Begreber ham til Sætningen om, at »Krigen maa betragtes som abstrakt«: at den har sin egen af menneskelige Handlinger uafhængige Natur og sine egne Love, efter hvilken Politiken maa rette sig. Oberstløjtnant Holm fremfører her som sin Betragtning, at Læren om, at Krigens Maal er at søge at naa det yderste, har sin Gyldighed paa Slagmarken; sat i videre Perspektiv kan den faa en fordærvelig Virkning paa Krigsmaalet selv, idet dette Maal kan være et saadant, at det ikke er tjent med en hensynsløs Fremfart. Han paapeger til Støtte herfor, at Bernadotte i Felttoget mod Norge i 1814 konsekvent undlod at tilintetgøre Fjenden, da han ikke vilde udvide Kløften mellem de skandinaviske Folk, og takket være denne paa langt Sigt tilrettelagte Politik findes idag ingen Nationalitets- eller Minoritetsproblemer paa den skandinaviske Halvø. Frederik den Store førte ligeledes en Strategi, der var smidigt tilpasset den politiske Hensigt, og selv hos Napoleon den I. findes Træk, som antyder en lignende Tankegang. Men Clausewitzfortolkerne har taget ham paa Ordet — ja er i de forløbne hundrede Aar gaaet endnu videre. Krigen, den totale Krig, er i Ernst Junger’s og andres Idéverden blevet til et Udtryk for Livets inderste Væsen: »Dynamiken, Bevægelsen, Omstyrtningen, som gennem den stadig fortsatte Krig skal befæste sin Magtstilling« er en Lære, som siger ja til Krigen, »fordi at leve er det samme som at dræbe«, men denne Indstilling sprænger selv de mest vide og elastiske Rammer og maa naturnødvendigt staa fremmed for selve Kulturudviklingens Princip. Tilintetgørelsesteorien er bleven Norm for de moderne Militærteoretikere, og Mulighederne for Udførelsen i Praksis er voksede proportionelt med Teknikkens Udvikling. Fra Tilintetgørelsen af Fjendens væbnede Magt naar vi bl. a. gennem den italienske General Douhets Teorier frem til den totale Krig, der inddrager hele det fjendtlige Omraade i sin Sfære. »Skal Krig vedblivende være mulig«, lyder een af hans karakteristiske Replikker, »er det selvklart, at vi forviser Humaniteten, Civilisationen og andre skønne Idealer til det Omraade, som indeslutter alle mer eller mindre fine Maader at dræbe, ødelægge og forstyrre paa«. Marskal de Bono følger samme Spor: »Ødelæg det mest mulige i Fjendens Land for dermed at sprede Skræk og bryde hans Krigsvilje«. Til disse Anskuelser slutter sig en Række tyske Militærforfattere. I »Luftkrieg bedroht Europa«, siger Forfatteren Schiittel: »Ødelæggelsen af menneskelige Kulturomraader ....... maa blive Valget for enhver Feltherres operative Forholdsregler, der som han ikke fra Begyndelsen vil frasige sig enhver Fordel. Ødelæggelsen af en højt udviklet Kultur af strategiske Hensyn maa, fra et Fornuftsstandpunkt, te sig som et absurdum, men dette absurdum udgør en god Del af Historien, i hvilken ikke Fornuft og Logik, men blindt mekaniske Sammenhæng raader«. Obl. Holm bemærker hertil: »Her taler, som man ser, en Militær, der er fuldt paa det rene med den totale Krigs Fornuftsstridigheder, men som trods dette ikke finder ud fra den militære Tankes Labyrint, blandt andet derfor, at han er fanget i den spenglerske Idéverdens mekaniske Historiesammenhæng.« I franske Militærkredse har man lige siden Fochs Dage ligget paa samme Linie. Foch siger: »Civilbefolkningen maa ligeledes angribes, saa at den fredelige Befolknings Modstand knækkes ved Roden«. Blandt andre Tilhængere af samme Teorier maa i Frankrig nævnes General Rouquerol og Oberst Chiavarini. Ligeledes den engelske General Fuller, hvis Arbejder ellers præges af en vis Frigjorthed, siger om Krigen mod Baglandet, at den maa høre vor Tid til, og at den f. Eks. ikke er værre end Blokadekrigen. Men hvorledes er man nu naaet frem til Underbyggelsen af disse Teorier? Oberstløjtnant Holm paapeger, at det vigtigste Led i Udviklingen hertil har den almindelige Værnepligt været. Tanken om det almindelige Folkeopbud skabtes under Revolutionskrigene i Frankrig af den berømte Ingeniørofficer C arnot, ment som et Udtryk for Folkets spontane Kraft til at rejse sig mod sine Undertrykkere. Da alle Medborgere havde faaet lige Rettigheder, skulde de ogsaa have baade Retten og Pligten til at værge det fælles Land. Men ogsaa en anden ideel Tanke laa til Grund for denne Folkets Hær; den skulde danne Garanti mod de uretfærdige Angrebskrige, Monarkierne førte mod hinanden, idet den ikke som Kongernes hvervede Hære skulde lade sig bruge til Angreb, men kun til Forsvar. Man var vel næppe klar over, hvad et saadant Masseopbud kunde føre til, og den daværende Militærvidenskab ansaa det derfor ogsaa for umuligt at føre, forsyne og forpleje en saa omfattende Styrke, saa at den kunde blive et brugeligt Redskab i en Førers Haand, men en Napoleon den I. og senere en Moltke skulde vise, hvilke fejlagtige Slutninger man havde draget. Folkehærens Udvikling naaede dog først sin fulde Værdi, da Jernbanerne — og nu i de senere Aar, Autostradaerne — muliggjorde Forbindelsers, Omgrupperingers og Forsyningers rettidige Indtræffen. Og Nutidens Millionhære føres og forsynes — som vi ser — sikkert gennem de til Raadighed staaende tekniske Midler: Motoren og Radioen. Dog blev Udviklingen ikke staaende alene ved Transportmidlernes Mekanisering. Ogsaa Vaabnene selv gjordes bevægelige, og herigennem fuldbyrdedes da den skæbnesvangre Revolution, som Udviklingen fra de smaa, langsomt bevægelige, hvervede Hære til Øjeblikkets kæmpemæssige, mekaniserede Værnepligtsarméer betingede. Stigende med Masseopbuddet voksede ogsaa Tabschifrene — men i betydelig stejlere Kurve. En amerikansk Forfatter — Pitirim Sorotkin — der nævnes i Obl. Holms Bog, har opstillet en Statistik, der — selv om de fra denne nedenanførte Tal for de ældre Perioders Vedkommende maa betragtes som konstruerede — giver et dystert Begreb om Krigstabene. Da hele Befolkningen nu drages ind i Krigen, bliver ogsaa de indirekte, skadelige Virkninger større. Inden Opstaael-
sen af den totale Krigs Begreb, da kun den yngre, mandlige Generation deltog paa Slagmarken, gik der 75 Aar, inden Forstyrrelserne i Folkestrukturen atter var bragt i Ligevægt. I vor Tid vil dette Interval yderligere blive forlænget. Samtidig med Masseopbudet og Teknikkens Triumfer er — saa absurd det end kan lyde — den personlige Indsats paa Slagmarken blevet mindre. Hvor fordum Soldaten stred i Rækkerne med de blanke Vaaben og havde Rædslerne og Ødelæggelserne tæt inde paa Livet af sig, er han nu reduceret til et Appendix for en Kanon eller en Morter, der fra fjerntliggende Positioner indirekte beskyder et Stykke Terrain, som kun Observatøren ser i sin Kikkert. Virkningen af sine Vaaben ser Soldaten kun lidt til, hvilket gør ham istand til ganske mekanisk Aar igennem at passe sin Krigsmaskine i Felten som Drejebænken under Fredsforhold. Stabsofficeren sidder kilometerlangt bag Fronten og planlægger paa Kortene, hvorledes Operationerne skal anlægges og udføres; derved bliver Tab af Mennesker og Materiel for ham kun abstrakte Begreber. Forskellen mellem Krigen og Garnisonslivets Krigsspil og Manøvrer forsvinder. Dette maa naturligvis forstaas i videste Begreb, da den igangværende Krig jo kan opvise talløse Eksempler paa personlig, heroisk Indsats fra saavel Geleddet som fra Stabene, men procentmæssigt set er det kun faa, der faar Lejlighed til at se »det hvide i Fjendens Øje«. Det civile Liv søger gennem sine forskellige Former for Undervisning og Uddannelse at opdrage Mennesket individuelt; at vænne ham til selvstændig Tænkning. Herigennem lærer han at adlyde de samfundsmæssige Krav paa Basis af en personlig Erkendelse af deres Hensigtsmæssighed. Den militære Uddannelse stræber efter at forme Mennesket til — uden et Øjeblik at raisonnere — i enhver Situation at fungere nøjagtigt som Kollektivet: Afdelingen kræver det. Derfor lader en veldisciplineret Hær sig ogsaa bruge til ethvert Formaal, hvad enten dette gælder det selvfølgelige Forsvar af Fædrene jorden eller et uprovokeret Angreb paa en Nabostat — og det, om den bestaar af hvervede Tropper eller er dannet som Værnepligtsarmé. Oberstløjtnant Holm paapeger endnu en ulykkelig Egenskab ved moderne Krigsteknik: den er international. Det er derfor vanskeligt at hemmeligholde krigstekniske Nyskabelser, og Modstanderens taktiske Opfattelse overvaages nøje i den militære Faglitteratur. En Afgørelse mellem to omtrent jævnbyrdige Modstandere, inden den ene eller begge er opslidte, kan kun naas indenfor rimelig Tid af den, der behersker en Teknik eller Taktik, der er den anden ubekendt. Historien viser os, at alle store Krigerfolk fra Grækerne over Alexander, Caesar, Vikingerne, Frankerne, Carl XII, Napoleon, Moltke, Nelson o. m. fl. — og nu sidst Finnerne — har vundet deres Sejre paa Basis af en Teknik, der var overlegen, eller som var deres Modstandere ubekendt. I vore Dage med et højt udviklet Efterretningsvæsen og hurtige Kommunikationsmidler kan tekniske og taktiske Hemmeligheder ikke bevares længe, og Kulturlandenes høje, tekniske Stade betinger en relativ hurtig Udligning i materielle Mangler. Derfor afgøres moderne Krige ikke saa hurtigt, som man skulde være tilbøjelig til at antage. Sidste Sommer fejrede Tyskernes Pansertaktik straalende Triumfer i Artois og Flandern, men allerede faa Maaneder efter havde Englænderne tillempet samme Taktik overfor Italienerne i Libyen. Evnen til at fremkalde en hurtig Slutning paa Krigen svækkes, saa snart Modstanderen har opfundet et jævnbyrdigt Forsvarsvaaben eller lært eller nyskabt Forsvarstaktikken, og det varer sjældent længe.
Hvor vil nu Oberstløjtnant Holm hen med alt dette? Han tilsigter ikke defaitistiske Synspunkter, men hævder tværtimod udtrykkeligt de smaa Nationers Ret til med alle tænkelige Midler at værne deres Frihed og Kultur. Krigens statsskabende Rolle maa nu være forbi, efter at 2000 Aars Kampe har trukket Grænserne for Nationalstaterne. Han vil, at man skal træde ind for en ny Opfattelse af Spørgsmaalet om Krigen paa Baggrund af Kulturudviklingen. Aarsagerne til Krigen ligger ikke med Hovedvægten paa økonomiske Modsætninger eller politiske Uoverensstemmelser; de fører ialtfald ikke til den totale Krig med paafølgende Ødelæggelse af hele Produktionsapparatet. Det er mod den internationale Krigsvidenskab, der —- efter Forfatterens Mening — allerede nu har maattet gribe til Metoder, som ligger udenfor den egentlige Krigsføring, at man maa slynge Handsken. Vi maa hitte ud gennem den militære Tankes Labyrint, fra dennes mekaniske Historieopfattelse. Det Realitetsafguderi, som vor Tid saa stærkt hælder til, er inderst inde ikke et Udtryk for nogen Virkelighedssans, men en irrationel, følelsesbetonet, fatalistisk Tro, som faar os til at drive viljeløst med Strømmen, i Stedet for at styre med fast Haand mod et bestemt og fornuftigt Maal. Man maa forkaste enhver Lære, der former Krigen til Apoteose, for den indebærer som Grundlag en Selvmodsigelse, idet den inderst tilstræber en Fredstilstand, for hvis Opnaaelse Krigen skal være Midlet. Intet Folk, ingen Folkegruppe, intet Menneske ønsker at se sit eget Samfund raseret eller ønsker at leve paa bestandig Mobiliseringsfod. Ingen ønsker heller en Tilstand, hvor Samfundet maa afgive Hovedparten af al Virksomhed til Krigsproduktion, hvor Landets mandlige Elite ligger i Uddannelseslejre eller ved Fronten Aar igennem. Det militære Redskab maa blive et Værktøj for Retten og ikke imod denne.
Uden Tvivl rummer Oberstløjtnant Holms Angreb paa det militære Hegemoni Overdrivelser, og det er ikke vanskeligt at paapege anden sagligt underbygget Opfattelse end hans, naar det f. Eks. paastaas, at den store Nedrustningskonference blev dømt til Undergang, fordi de militære Raadgivere ikke kunde frigøre sig for faglige Interesser. Her giver General Temperley i »The Whispering Gallery of Europe« et ganske andet Billede i Form af Konferencens civile Deltageres Krav om »Sikkerhed« og de deraf flydende Kulisseintriger. Og det er jo ikke blot den militære Kaste, der er faldet for Fristelsen til at betragte sit Haandværk som en l’art pour Part. Det er et Tidens Tegn i alle Fagkredse. Den kulturelle Verden er mere og mere blevet udspecialiseret i Grupper, der dyrker udprægede Særinteresser. Man interesserer sig ikke for en fælles etisk og fornuftsmæssig Maalsætning, hvad maaske ikke er saa mærkelig, da Fornuften i Øjeblikket synes at være kommet i Vanry, og Tidens etiske Ideal bygger paa Egoismen og Gruppeinteressen. I Slutningen af sit Værk undersøger Obl. Holm den aktuelle Situation i Europa og udtaler Forhaabninger om en Udjævning grundet paa det absurde i Krig mellem Verdensdelens forskellige Folk. Hans Betragtninger stemmer næppe helt overens med de virkelige Forhold, og allerede nu med den tyskrussiske Krigs Udvikling er status quo for Foraaret 1941, da Bogen udkom, passé, men derfor vil den Ungdom, som kommer til at bygge paa de Ruiner, der er Dagens Resultat af forrige Generations skæbnesvangre Blindhed, kunne søge nye Synspunkter og Retningslinier i Oberstløjtnant Holms Bog. Det er selvsagt kun nogle faa Glimt af det interessante Værk, der har kunnet gengives her. Under andre Forhold vilde det sikkert have paakaldt større Opmærksomhed med paafølgende Opposition, som det Stridsskrift det er. Foreløbig findes det kun kommenteret fra svensk Side gennem Alarik Roos og Sten Selanders klare og anerkendende Kronikker i Dagspressen. Hvilken Opfattelse man nu end kommer til, bør man anerkende den Dristighed og den tolerante Rummelighed, hvormed Oberstløjtnanten er gaaet til det svære Værk, og man bør være taknemmelig for, at en »Fagmilitær« ærligt og fordomsfrit søger at finde Udvej gennem det Kaos, hvori Udvikingen er blevet stikkende, og det uden at betræde de Veje, der — ledende til Pacifisme og »Totalafrustning« — fulgtes af saa mange desillusionerede Officerer efter den sidste, store Krig.
G. L. Nørgaard.