Log ind

Krigen og den europæiske Enhed

#

Oberstløjtnant Torsten Holm har i et nyt militær-filosofisk Arbejde: „Kriget och den europeiska Enheten“ (Lindblads Forlag, Uppsala) videreført og foreløbig afsluttet sin Tankeudvikling fra sit første Værk, „Kriget och Kulturutvecklingen“, om Krigens Væsen. I sidst foreliggende Bind fortsætter han med at undersøge de Problemer, der knytter sig hertil, og som under een eller anden Form daglig drøftes af alle under den verserende Storkrig. Han fører Diskussionen og giver sit Bidrag til Løsningen paa en Maade, der maa vække til Eftertanke.

Han stiller først sin Læser det Spørgsmaal, om Krigens tilsyneladende Slutresultat: Sejren for den overlegne — Nederlaget for den svage — betyder, at Krigen dermed har udført sit Værk, spillet sin Rolle og udfyldt sin Mission. Nej, hævder han straks. Krigen er et vældigt Skuespil, men Spørgsmaalet er ikke, om den har virket for Øjeblikket, men hverledes den historisk set vil komme til at virke. Det er ikke Fænomenet, men Resultatet, ikke Midlet, men Maalet, der faar Betydning. Spengler har hævdet, at de største og mest betydningsfulde Omvæltninger er sket under Krig. Mod denne Anskuelse fører Oberstløjtnant Holm Hegel — af mange opfattet som selve Krigens Filosof — i Marken. Hegel, der personlig oplevede Napoleonvældets straalende Opgang og bratte Fald, bemærker pessimistisk hertil: Hvad er Meningen med et Historieforløb, som først lader Konturerne af et europæisk Imperium stige frem (som Hegel saa det), for derefter at lade det følge af en endnu større Differentiering end forud? Er det Meningen, at de store “Handlingsmennesker“ skal opnaa det modsatte af, hvad de har tilstræbt?

Burchkardt følger i sine Tanker samme Baner. Han trækker en Grænse mellem den tolerante, vidt favnende Kultur og Krigens „dynastiske, bureaukratiske og militaristiske Interesser“, men en Tendens tør han ikke fremdrage. Han mener, at baade „den, som vil Magt, og den, som vil Kultur“, er Redskaber for en tredje, endnu ukendt Faktor. Denne ukendte Faktor mener Obl. Holm, at „den store Verdenskrig, den store Verdensfred og den store Verdensskuffelse“ nu tillader at skimte Konturerne af under en Omvurdering af gængse Synspunkter paa Krig og Fredsslutninger. For at efterspore og opdage denne Faktor forer Forfatteren os gennem Historien fra Folkevandringens Tid — Kampen for Tilværelsens Periode — til Øjeblikkets Krig. Folkevandringerne drejede sig ikke om Erobringstogter i blot og bar Forstand; det var ikke Hære, men hele Folkeslag, der med Vaaben i Haand kom for definitivt at sætte Bo i de underlagte Omraader. Det var „krigeriske“ Folk — i Ordets sande Betydning — der dreves til Kamp, fordi Livsvilkaarene nødvendiggjorde det, og de vedblev at være det i de paafolgende Aarhundreder, hvor Opbyggelsen af Staten foregik. De skabte det nye Europa. I Middelalderen ser vi, at Krigsherren kun delvis beherskede sine Tropper. Mellemleddene var Vasalomraaderne, der dannede Stater i Staten. Før disse var slaaet ned, var Statsdannelsen derfor ikke færdig — og Midlet hertil blev mindre Opfindelsen af Krudtet, end det „genfødte Infanteri“ (Schweizernes Sejre over Riddehærene — Bondesejren paa Brunkebjerg). En ny Krigskunst, delvis bygget paa Antikens sluttede Trop, direkte adlydende Krigsherren, blev Midlet til at gennemføre Slutningsakten i den europæiske Statsdannelses Historie. Det heraf fremtraadte europæiske Statssystem ændredes herefter ikke synderligt. Ingen nye Folkeslag traadte frem paa Arenaen, og ingen af de i Verdensdelen boende Folk naaede definitivt Herredømme over de andre — intet nyt System erstattede det allerede grundlagte. Det betyder ikke, at Krigen hørte op — tværtimod. Krigskunsten udvikledes og tog hele Teknikken i sin Tjeneste; men da denne vældige Kraft udløstes mellem omtrent jævnbyrdige Kulturfolk, paapeger Oblt. Holm, at den er brugt uden Resultat og kun har tjent Adsplittelsen i Stedet for Samlingen. Mod Baggrund af Folkevandringernes Kraftmaaling kan man ikke se den nyere Tids Krige som en Eksistenskamp, men kun som Middel til at tjene de magtbetonede Interesser. De fordum krigerske Folk blev fredelige, medens deres Herrer nu førte Kampen med fremmede Lejetropper. Den nyere Tids første Periode var en Kamp Dynastierne imellem om Magten i det kontinentale Europa; det gjaldt f. Eks. fyrstelige Besiddelser i Dele af Italien, Nederlandene og de saakaldte østrigske Arvelande. Fyrstekrigenes Epoke afsluttedes med den store, franske Revolution: Reaktionen mod den dynastiske Udenrigspolitik. Den kongelige Lejehær afløstes af Carnot’s Folkehær. Men den franske Revolution naaede — som saa mange andre Frihedsrejsninger baade før og siden — hurtigt over i Idéens diametrale Modsætning: det militære Diktatur. Gennem Napoleon den Store naaede Krigskunsten sit ypperste, og den Nimbus, der knytter sig til den store Franskmands militære Geni, er ikke blegnet i Aarenes Lob. Hans Fald, ha:vder Obl. Holm, skyldes manglende Resonans i de europæiske Folks Sjæl: den ukendte Faktor, som den store Feltherre ikke havde kalkuleret med. Aarhundredet mellem Napoleonsepoken og Verdenskrigen var den fredeligste i den europæiske Historie. Der kan selvfølgelig nævnes en Mængde krigeriske Konflikter og Krige — den græske Frihedskrig, de russisk-tyrkiske Krige, de italienske og tyske Enhedskrige i 1859, 1864, 1866 og 1870—71, men disse Krige var alle ret begrænsede i Omfang, hvad deres Maal og Resultater ogsaa udviser. I de sidste tre Decennier inden Verdenskrigen udvikledes efterhaanden — navnlig blandt de mindre Stater — en Opfattelse af, at Krig var et forældet og upraktisk Middel til Opgør. Hos Stormagterne finder man samme ydre Kulturbillede, men under Overfladen fremtræder et ganske andet. For deres Vedkommende er Fredens Aarhundrede tillige de store Kaprustningers Tid. At Værnepligten, Folkenes _ egen Forsvarsorganisation, skulde udvikles i denne Retning — stik imod sin Idé — var uforklarligt, om man, som Forfatteren siger, ikke ogsaa her igen kan pege paa den ukendte Faktor: den folkepsykologiske.

Stormagterne Folk frygtede Krig, frygtede hinanden, frygtede at blive underlegen i Rustninger og derigennem invaderede og underkuede. Obl. Holm paaviser gennem en Række interessante Eksempler, hvorledes denne Frygt, der i flere Lande næredes af „aktivistiske Bevægelser“, gennemtvang en Alliancepolitik, som, grundet paa sin Irritabilitet, maatte fore til Eksplosion. Verdenskrigen sluttede med en Verdensmanifestation, en Principforklaring -mod Krigen, men ogsaa med en Sejrsfred, som psykologisk stillede visse Nationer uden dybere Interesse for den skabte, politiske Tilstand. Smaastaterne og begge de store Versaillesmagter var utvetydig statiske. Baade Folk og Ledere ønskede at bevare Freden indenfor Nationernes Forbund. Hvorledes Bestræbelserne fortes ud i Livet, har vi alle været Vidne til, og Resultaterne ser vi idag.

Dette er „Hændelsessammenhænget“, som vi alle kender, men hvad er de dybere Aarsager? Et saa vældigt Drama som en europæisk Krig, der svulmer op til en Verdenskrig, hvor de store Kulturfolk med alle Midler søger at ødelægge hverandre, maa have en lang Række Aarsager til Baggrund, synes man — noget af Folkevandringens Sult og Landmangel paa den ene Side, Overflod og Folkemangel paa den anden? Det var ikke Tilfældet, og paa det Faktum behover der ikke at spildes Ord, hævder Forfatteren og gennemgaar derpaa, hvorledes psykologiske Fejlslutninger — den ukendte Faktor — førte til Katastrofen. Obl. Holm mener heraf at kunne drage den Slutning, at den europæiske Krigshistorie lærer — eller rettere bør lære — os, at det bestandig er de samme Fejl, som gentages; at Nationerne slipper de destruktive Kræfter løs under Forsøg paa at kue eller paa anden Maade forfordele hinanden. I Hovedsagen er disse Forsøg mislykkedes, thi i vor Verdensdel er det saaledes, at „alt livsdueligt forsvarer sig og sit til det yderste“ (Rutgen Essén). Det er det nedarvede, uudslettelige Træk hos Europæeren, ?nod hvilket der ikke kan skabes nogen Enhed. Birger Beckmann udtrykker omtrent det samme ved at paapege, at „den gennem den nationale Tradition bundne og styrkede Vilje til national Hævdelse er den stærkeste af alle Samfundskræfter“. Dette Træk gaar igennem Folkenes Modstand mod alle imperialistiske Forsøg lige fra de spanske og østrigske Habsburgeres Tid. Det gaar igen i deres Uvilje mod aandelig Tvang, det være sig i Religionens Navn eller under anden Form, ja i Folkenes Kamp mod Herskere, som har rettet sig mod deres lovbundne Frihed. Dette Træk er den ukendte Faktor, uden hvis Forstaaelse den europæiske Krigshistorie kun med Vanskelighed kan fattes. Det er en Faktor af endnu større Rækkevidde, en Faktor, som adskiller Europæerens Foretagsomhed fra østerlandsk Passivitet og Fatalisme. Derfor kan Europæeren ikke omformes efter et Skema; Vesterlændingen vil selv forme sin Skæbne, og hermed staar og falder hele den vesterlandske Kultur. Man kan mene, at denne Faktor har været en Hindring for den europæiske Enhed, men hvis man lægger Mærke til, hvor intimt den hænger sammen med Folkenes Stræben efter lovbundne Retsformer, bliver Konklusionen i Stedet, at Frihedstrækket — rigtigt forstaaet og udnyttet — ikke er egnet til at splitte, men til at samle. Europas bitre Krige gennem de mange Aarhundreder har maaske ud fra dette Synspunkt ikke savnet positiv Betydning. Det har vist Folkenes Selvhævdelsesvilje. Det har udmejslet Nationerne. Om det nationale er nødvendigt for at skabe Rigdom og Mangfoldighed i Kulturen, saa er ogsaa den nationale Selvhævdelse et nødvendigt Overgangsstadium, inden man kan komme til et Fællesskab, hvor det overflødige nationale af sig selv og uden Tvang viger for det overnationale.

I Bogens anden Del har Forfatteren ført sin Linie frem til selve Øjeblikkets Begivenheder. Der indledes først med et kort Indblik i den militærvidenskabelige Terminologi, hvorefter Versailleseuropas Militærgeografi tages under kyndig Behandling. Obl. Holm paaviser, at der i dette ikke fandtes noget Balancesystem som i Europa før 1914. Donaumonarkiet var slaaet i Stykker, Tysklands og Ruslands tidligere fælles Grænse var ophævet gennem det nye Polen. I Baltikum oprettede man 3 Smaastater som Naboer til en Stormagt, hvis Program var militær-revolutionær Expansion. Beskyttelsen af disse dannedes af Papirgarantier uden reel Værdi. Hvis Versaillesmagterne havde haft til Hensigt at skabe et Eldorado for militære Eksperimenter, havde det næppe kunnet gøres mere effektivt. Forfatteren redegør derpaa, hvorledes Krigen i vort Aarhundrede modsætter sig en Begrænsning. I 1914 troede og haabede den østrig-ungarnske Regering, at den skulde faa Lov at fore Krig alene mod Serbien uden Indblanding fra andre Magters Side — men Situationen bedømtes som bekendt galt. Krig mellem en Stormagt og en mindre maa — grundet paa Alliancesystemet — i vor Tid svulme op til en Storkrig. Efter det er det Slut med at tale om Krigens Begrænsning. Mange Aarsager medvirker hertil. Europa er i de moderne Kommunikationers, den stærke, internationale Samfærdsels og den i mange Henseender fælles Kulturs Tid blevet for lille til, at nogen Forstyrrelse af status quo skal kunne finde Sted isoleret. Ingen Magt, som medvirker i den europæiske Magtbalance, kan staa udenfor, naar fredsforstyrrende Hændelser indtræffer. Først og fremmest beror dog Udvidelsestendensen paa den moderne Krigs egen Karakter. De moderne Krigsvaaben — Flyvemaskinen — gør Konkurrencen om strategisk vigtige Landomraader stærkere. Allerede Basernes Rolle i Nutidens Krige bliver for den militære Tanke et Imperativ til Udbredning i Rummet. Flyvevaabnet betinger nu, at man kan komme en ellers vanskelig tilgængelig Modstander — maaske skjult bag en „Bufferstat“ — tillivs. Og dette mellemliggende Stykke Land maa da uvilkaarligt stille de militære Overvejelser overfor Spørgsmaalet: Bør denne Chance udnyttes eller overades Modstanderens eventuelle Initiativ? Er det mellemliggende Land neutralt, staar Valget mellem Rettens og Krigens Lov. Følger en Stormagt Krigens Vej, trækkes de andre uvilkaarligt med. Det strategiske Perspektiv bliver ledende for alle. Forfatteren paaviser dette Perspektivs Indvirken paa Krigsudbruddet og Begivenhedernes hidtidige Forløb. Krigen udvides til at omfatte omtrent alle de europæiske Stater, der tidligere — eller efterhaanden som Begivenhederne udvikler sig — har dannet Stødpuder. Over Danmark, Norge, Holland, Belgien, Nordafrika og det nære Østen drages efterhaanden hele Verden ind i Krigsbegivenhederne, og hertil er — hævder Obl. Holm — de douhet’ske luftstrategiske Teoriers Nederlag en medvirkende Aarsag. Vi har set hos begge de stridende Parter, at Civilbefolkningen ikke lader sig kue af Luftbombardementer. Bombekrigen fører ikke til Overgivelse paa Naade og Unaade; Luftgrænserne kunde forsvares •— og blev det. Luftdefensiven tog Spillet hjem overfor Luftoffensiven, og Hovedindtrykket af Luftkrigen synes da kun indtil nu at være det, at Modstanderne har opnaaet at ødelægge uerstattelige Kulturværdier for hinanden. Efterhaanden som Produktionsapparatet omstilles til Krigsleverance, bliver Muligheden for den hurtige Afgørelse ringere. Forfatteren peger herunder paa Ofrene af Menneskeliv og hævder, at om man efterhaanden maa regne med Tab som under den forrige Verdenskrig, vil den hvide Races Herredømme være alvorligt truet i Fremtiden. I de følgende Kapitler gennemgaas de uhyrlige Kraftpræstationer, Teknikken og Produktionsapparatet stilles overfor i Form af Krav paa Materiel, Udrustning, Ammunition o. m. m., som selv et kortvarigt, moderne Feltslag stiller til Baglandet. Hertil kommer de enorme Ødelæggelser, saavel paa Landjorden som paa Havet, der kræver hurtige og omfattende Erstatninger. Og det er jo ikke alene haandgribelige Ting, der slaas i Stykker. Vi ser i de krigende Staters Krav paa Arbejdskraft, hvorledes denne efterhaanden ødelægges og svinder hen. Af Europas ca. 130 Millioner producerende Mennesker er over Halvdelen idag engagerede direkte i Krigen, dels som Soldater, dels i Rustning- eller Forsørgningsproduktionen for Krigen. Mange er Krigsfanger i et fremmed Land, og yderligere kommer saa hertil et betydeligt Antal Kvinder, som arbejder for Krigens Behov. Alle disse er nu blevet Konsumenter i Stedet for som før Producenter — og alt dette samtidig med at Krigsomkostningerne stiger til astronomiske Størrelser. De psykologiske Virkninger vier Forfatteren et særligt og ikke mindst interessant Kapitel. Øjeblikkets Krig præges i høj Grad af Uforsonlighed. Det 17. Aarhundredes Krige førtes med „courtoisie“ mod Fjenden. Man havde saa at sige altid den kommende Fred og dens Betingelser for Øje, men Flyverbomben, der ikke gør Forskel paa Kombattanter og Non-kombattanter, vigler Hadet op. Den totale Krig har brændt sine egne Skibe bag sig. Obl. Holm konkluderer derpaa sine Betragtninger i følgende : Enhver Krig maa i Fremtiden blive en Storkrig. Enhver Storkrig bliver langvarig, hvorved Udsigten til reel Afgørelse svinder. Der bliver ingen virkelig Sejr for „Sejrherren“ paa Grund af Ofrene og de Perspektiver, Efterkrigstiden aabner. Heraf følger, at de mange Dødsofre, som det moderne, tekniske Slag kræver, har ophørt at spille Rolle for Krigsafgørelsen. Luftkrigen mod Civilbefolkningen kan ej heller lede til Afgørelse i den store Krig. Blokaden og Ødelæggelserne paa Havene neutraliseres ved Krigens Udbredelse og de krigsførende Parters derigennem vundne Tilgang paa nye Raavarekilder. Den psykologiske Krig tjener kun til at skærpe Modsætningerne — kort sagt: Krigen staar mere og mere i Haabløshedens Tegn. Hvis disse Slutninger blev alment kendt, mener Forfatteren, at ingen „Fagmand“ siden skulde tilraade at begynde en Krig. Tilbage staar saa — om nogen af manglende historisk Erfaring alligevel skulde gøre det — Forsvarskrigen, som er en absolut nødvendig Protest mod Princippet: at gribe til Vold. Ellers skulde Angriberen jo kun tage for sig af Retterne, som han ønskede og derigennem lade Krigens Princip sejre.

I Bogens sidste — og svageste Del — beskæftiger Obl. Holm sig med den praktiske Løsning af alle de Spørgsmaal, han har opstillet og søgt at besvare. Det synes ikke at lykkes for ham. Ihvertfald fremkommer han ikke med nogen stor, original Tanke. Men til Undskyldning tjener, at ingen iøvrigt vilde kunne finde en Generalnævner, der kunde stille de stridende — eller øvrige krigsramte — Folk tilfreds. Midlet finder Oberstløjtnanten i en „overstatlig Enhed“, — et Slags nyt Folkeforbund, der denne Gang skal raade over „overstatlige Stridskræfter“ som „Fredens Forsvarere“. Tanken blev allerede rejst i det gamle Folkeforbund, men viste sig praktisk uigennemførlig. Den maa vel ogsaa siges kun at have akademisk Interesse, saa længe Vaabnene endnu taler, og det er vel højst tvivlsomt, om de til sin Tid sejrende Stater vilde anse den for den rette Løsning med hele Folkeforbundsepoken in mente. Sidst spørger Forfatteren: Hvor gaar Vejen fra den nuværende haabløse Tilstand til en betryggende, retsomgærdet Fred og Forstaaelse? Svaret finder han i en Fredsslutning før Sejren. Dette Synspunkt vil næppe blive uimodsagt. Der synes saa langt som aldrig før til en Forstaaelse, og ingen af de krigsførende Parter vil formentlig kunne acceptere den. Nogen varig Løsning vilde den næppe heller bringe. Der er derfor ikke andet at gøre end at afvente sidste Sværdslag.

Dette er kun en fragmentarisk Orientering i Oberstløjtnant Holms nye Bog. Som den første paakalder ogsaa dette nye Værk Opmærksomhed hos den, der ønsker at se bag om Kulisserne. Med disse to Arbejder har den svenske Oberstløjtnant dokumenteret en fremragende Evne til at diskutere Krigens Væsen ud fra historiske og filosofiske Synsvinkler. Det er uden Tvivl eet af de mest interessante Arbejder, der i de senere Aar er set fra militær Haand her i Norden, og selv om man i mange Spørgsmaal kan være uenig med Forfatteren i hans Svar og Konklusioner, maa man anerkende og beundre den sagkyndige, lidenskabsløse og fordomsfrie Maade, han lægger Problemerne op til Debat paa. Sverige, der har leveret saa mange udmærkede Generalstabspublikationer, kan glæde sig over at kunne føje en fremragende Militærfilosof ind i Rækken blandt sine fortrinlige, militære Skribenter. Bøgerne fortjener Udbredelse herhjemme langt udover en snæver, militær Kreds — til Studiekredsarbejde vilde de være fortræffelige — ikke mindst, fordi det er en varm Patriot, der taler sit eget og de øvrige nordiske Landes Sag; thi — som Obl. Holm slutter et Kapitel: Ud fra sit eget Lands Krigshistorie har man Ret og Pligt til at genfinde Viljen, til Forsvar.

G. L. Nørgaard.