Log ind

Kinas militær under forandring

#

Af Søren Clausen, lektor i kinesisk ved Østasiatisk Institut, Aarhus Universitet (artiklen skrevet i januar 1997).

Kinas militær PLA (People's Liberation Army = Folkets Befrielseshær) tiltrækker sig i disse år voksende opmærksomhed. Nabolandene bekymres over den kinesiske oprustning - formelt 10% årlig vækst i militærbudgetterne siden 1988 - og landene i Sydøstasien mærker presset fra Kinas ambitioner i det Sydkinesiske Hav, som omkranses af Vietnam og ASEAN landene (Filippinerne, Indonesien, Malaysia, m.fl.). 1996 var året hvor Kina skabte dramatik under det første frie demokratiske præsidentvalg på Taiwan ved at afholde missiløvelser i farvandene omkring øen, og det var året hvor Kina holdt det internationale samfund i ånde med fortsatte kernevåbenforsøg helt frem til de sidste faser i stormagternes forhandlinger om et stop for sådanne forsøg (CTBT = Comprehensive Test Ban Treaty); først i juli 1996 annoncerede Kina at landet ville ophøre med kernevåbenforsøg fra og med september samme år. PLA ses i 1990'erne af mapge som en aggressiv, nationalistisk kraft i Kinas interne politiske liv, og Kina-eksperter fremhæver ofte PLA som den sandsynlige udslaggivende størrelse i forbindelse med en eventuel "arvefølgestrid" efter Deng Xiaopings død. PLA er kommet i søgelyset, men vurderingerne af "den kinesiske trussel" er meget forskellige. I de vestlige mediers dækning af emnet er der en tendens til at se med stor bekymring på udviklingen, hvorimod professionelle militæranalytikere fremhæver PLAs teknologiske tilbageståenhed. Kina-eksperterne er fordelt rundt omkring i spændet mellem disse to yderpunkter. Denne artikel vil give et omrids af udviklingen i PLA siden 1989, både i den politiske sammenhæng og hvad angår det rent militære aspekt (taktiske doktriner, organisation, teknologisk modernisering, osv.) med henblik på at nå frem til en samlet vurdering af PLAs rolle i kinesisk politik og styrkemæssige status i dag. Artiklen vil argumentere for at "Kina-truslen" generelt er overvurderet og at Kina har lang vej at gå, før PLA opnår kapacitet til at fremføre militær magt til konfliktområder langt udenfor Kinas grænser (Power Projection Capacity); imidlertid er der ikke tvivl om at Kina arbejder målbevidst på at opnå netop en sådan kapacitet, og at landets økonomiske ekspresfart giver plads til en væsentlig militær modernisering fremover. Hvad angår PLAs rolle internt i Kina vil der blive argumenteret for at PLAs politiske indflydelse er på vej op efter et lavpunkt i 1980'erne, men at militæret samtidig i stigende grad trækkes i forskellige retninger. PLA er ikke immun overfor den pluralisering af kinesisk politik, som den økonomiske reformpolitik har medført. Nøjagtig som de andre centrale kinesiske institutioner har PLA i 1990'erne fået en række nye roller og interessehensyn, og disse interesser trækker ikke altid samme retning. Forenklet kan forholdet beskrives i en model, hvor PLA er "spændt op" mellem fire delvist konkurrerende interesser, nemlig PLAs rolle i den interne kinesiske politik, PLA som international aktør, samt udviklingen i retning af henholdsvis kommercialisering og professionalisering indenfor PLA:

Skærmbillede 2020-03-03 kl. 14.52.00.png

Denne model vil være udgangspunktet for dispositionen i nærværende artikel, idet der først skal ses på PLAs rolle i kinesisk politik, dernæst på det internationale aspekt, på PLAs økonomiske interesser, og på professionaliseringen i PLA. Herfra vil artiklen gå videre til en analyse af udviklingen i PLAs militærdoktriner og organisation, en status over PLAs styrke i dag samt en vurdering af den militære modernisering, specielt hvad angår Power Projection Capacity.

PLAs rolle i kinesisk politik

PLAs rolle i kinesisk politik har undergået store forandringer siden kommunistpartiets magtovertagelse i 1949. Der kan skelnes mellem tre hovedfaser: Mao-tidens "Parti-hær", Deng-æraens professionalisering samt nedtoning af PLAs politiske rolle, og for det tredje tiden efter 1989, præget af professionalisering kombineret med voksende militær indflydelse i de ledende politiske organer. Mao Zedong var blandt grundlæggerne af Den Røde Hær - forløberen for PLA - i 1927, og hans militære evner i 1930ernes guerillakrige mod Chiang Kai-sheks Nationalist-styre var blandt hans vigtigste aktiver i den politiske opstigning til lederrollen i Kinas Kommunistiske Parti (KKP). Allerede i 1929 formulerede Mao de to principper, som kom til at udgøre grundpillerne i hans forståelse af forholdet mellem militær og politik: "Politisk magt vokser ud af et geværløb" - men lige så vigtigt: "Partiet har kommandoen over Geværet, og Geværet må aldrig få lov til at have kommandoen over Partiet." Ofte beskrives forholdet mellem KKP og PLA under Mao som symbiotisk. De højtstående partiledere under Maos regime havde stort set alle en militær baggrund, ligesom PLAs officerer alle var partimedlemmer. Men selv om PLA ofte var Maos vigtigste redskab, fik militæret aldrig lov til at Spille en selvstændig rolle i kinesisk politik; end ikke under Kulturrevolutionen, hvor hæren blev sat ind for at standse det omsiggribende kaos, slap Mao på noget tidspunkt tøjlerne. (Den gådefulde krise 1970-71, hvor Maos daværende næstkommanderende og designerede efterfølger, forsvarsminister Lin Biao, angiveligt planlagde et kup mod Mao og derpå omkom under flugtforsøg til Sovjetunionen, er hidtil blevet set som udtryk for at PLA under Lin Biaos kommando faktisk var ved at udvikle sig til en selvstændig politisk kraft. Den nyeste forskning i "Lin Biaoaffæren" trækker imidlertid grundlaget væk under denne tolkning og ser i stedet de dramatiske begivenheder som udtryk for det intrigante magtspil ved "Maos hof" snarere end som et sammenstød mellem institutioner og interesser.(1)) 1 1975, året før Maos død, blev planen om de "Fire Moderniseringer" lanceret; moderniseringen af militæret var den fjerde og sidstnævnte af disse. Samtidig luftede Deng Xiaoping, en af arkitekterne bag planen om "Fire Moderniseringer" og selv gammel militærmand, synspunkter om at PLA var "opsvulmet, udisciplineret, arrogant, ødselt og dovent". Efter et par år i kulden 1976-77 vendte Deng stærkt tilbage og overtog den egentlige magt i KKP i løbet af 1978. Han fik ny næring til sine kritiske holdninger da PLA skuffede militært under den 16 dage lange "s traf feaktion" mod Vietnam i 1979. Deng havde tilstrækkelig pondus til at sætte PLA på en grundig slankekur i 1980'erne. Nøgleordene i Dengs politik overfor PLA var: demobilisering, professionalisering, nedtrapning af PLAofficerernes repræsentation i de øverste stats- og partiorganer (til fordel for bureaukrater og teknokrater), og endelig en begyndende modernisering af udstyret. I realiteten blev moderniseringen af PLA dog sat nederst i prioriteringen, idet Deng argumenterede for at den generelle økonomiske modernisering måtte op i højt gear, før der kunne blive råd til militær opgradering. Da Deng Xiaoping i 1985 lancerede en ny militærdoktrin (hvorom følger), var én af hovedpointerne netop en nedtoning af Kinas internationale sikkerhedsproblemer med deraf følgende mulighed for at koncentrere sig om civil økonomisk udvikling. Begivenhederne i 1989 rystede Beijing-styret i dets grundvold. Den folkelige protestbevægelse i 1989 med Tian'anmen som samlingspunkt og symbol mindede partilederne om at magten ikke længere kan tages for givet. Lige så bekymrende var det for Beijing-styret at det viste sig vanskeligt at få de regionale militærkommandører til at makke ret, da PLA blev beordret til at gå i aktion mod Demokratibevægelsen. Først efter et par ugers omrokeringer lykkedes det ledelsen at sætte hærstyrker ind mod bevægelsen. Også begivenhederne uden for Kina i 1989-90 chokerede Beijing-styret, da det i Østeuropa og Sovjet viste sig at militæret hverken ville eller kunne redde de vaklende regimer. Det kinesiske styres tab af ansigt indadtil og internationale isolation i årene 1989-91 førte til en revurdering af politikken overfor PLA, som nu så sine budgetter vokse, samtidig med at PLAs repræsentation i de øverste magtorganer igen begyndte at stige. På KKPs 14. kongres i 1992 var hver fjerde af de nyvalgte centralkomitémedlemmer militærfolk - den højeste andel siden 1970'erne - og i Politbureauets Stående Udvalg indtrådte - også for første gang i mange år - en militærperson, nemlig admiral Liu Huaqing. Det er vigtigt at understrege, at de mange militærfolk på centrale politiske poster ikke blot er udtryk for "de gamle generalers tilbagevenden til magten"; tværtimod drejer det sig ofte om yngre og professionelt uddannede PLA-officerer uden tidligere politiske embeder. Den nye partileder Jiang Zemin, som i sommeren 1989 overtog generalsekretærposten efter den detroniserede reformpolitiker Zhao Ziyang, blev allerede november samme år udnævnt til formand for den Centrale Militærkommission CMC (Central Military Commission), hvor han afløste Deng Xiaoping. Jiang Zemin repræsenterer en ny ledergeneration og en ny lederstil i kinesisk politik. I stedet for at indhylle sig i en aura af hemmelighedsfuld magtfuldkommenhed - som forgængerne Mao og Deng - optræder han som en moderne politiker, der åbent søger at opbygge popularitet og finde alliancepartnere. Han fremtræder ofte som en opportunistisk leder, der ønsker at behage alle og enhver, og specielt i forhold til militæret er hans bestræbelser på at indynde sig hos de forskellige dominerende grupperinger og magtfulde generaler tydelige. Han kan således tilsyneladende afskrives som en svag leder, der blot prøver at tilpasse sig de eksisterende magtstrukturer. Men skinnet bedrager! Jiang Zemin har siden sin promovering til de øverste topposter i 1989 arbejdet målrettet på at sikre sig effektiv kontrol med militæret, og det er langt hen ad vejen lykkedes. CMC er blevet reorganiseret tre gange under Jiang Zemins ledelse, i 1992, 1994 og 1995, og hver gang har Jiang udskiftet ældre ledere med folk af hans egen generation. Den største omvæltning var udrensningen i 1992 af "Yang klanen" (den daværende præsident, general Yang Shangkun og dennes fætter general Yang Baibing, der fungerede som sekretær for CMC), hvilket gav Jiang fri bane til promovering af loyale tilhængere i militæret. Han har opnået en tæt allliance med forsvarsminister Chi Haotian, der fungerer som viceformand for CMC, og han har udnævnt nye ledere for samtlige militærregioner såvel som for en række af de centrale PLA institutioner (Militærakademiet, Atomslagstyrkerne, osv.). Jiang har også gjort sig stor umage for at pleje gode forbindelser med Kinas interne sikkerhedsstyrker PAP (People's Armed Police). Konklusionen er at Jiang Zemin har haft held med at sikre sig en betydelig grad af kontrol over PLA. Jiangs evne til at sikre sig magt indenfor militæret må dog ikke få os til at glemme at der immervæk er tale om nye tider i kinesisk politik. Jiang Zemin har ikke en militær karriere bag sig. Ligesom premierminister Li Peng har også Jiang Zemin en baggrund som ingeniør og administrator, og hans opstigning til systemets tinder er således det centrale eksempel på teknokraternes magtovertagelse i kinesisk politik. Hans pragmatiske, konsensussøgende lederstil er også symptomatisk for udviklingen fra et leninistisk kommandosystem til en form for bureaukratisk pluralisme, hvor politisk ledelse består i at få de forskellige bureaukratiske institutioner - civile som militære - til at gå i spand sammen. Hvor både Mao og Deng kunne tale til militæret med stor personlig autoritet, er Jiang Zemin henvist til at opbygge netværk og komme overens med folk.

Overfladisk set er den politiske styring af PLA blevet intensiveret i 1990'erne. På baggrund af interne loyalitetssvigt i 1989 og erfaringerne fra Østeuropa og Sovjet (ikke mindst det mislykkede kupforsøg i Rusland 1991) er Disciplin Inspektions Systemet indenfor PLA blevet skærpet, og der tales meget om nødvendigheden af "Partiets ubetingede ledelse" i forhold til PLA. Partikomiteerne er blevet styrket på alle niveauer indenfor militæret, fra regimenterne og opefter. Den megen snak om politisk kontrol med PLA er imidlertid snarere symptom på et problem, og i praksis tyder alt på at båndene mellem Parti og Hær bliver tyndere i disse år.(2) I hvor høj grad kan KKP regne med PLA i tilfælde af en alvorlig krise? Den gennemgående vurdering blandt analytikerne er at PLAs loyalitet er usvækket, så længe der er tale om en ekstern trussel. Det er mindre sikkert hvordan PLA vil reagere i tilfælde af indre trusler, specielt hvis der kommer nye folkelige oppositionsbevægelser. At KKPs ledere deler denne vurdering fremgår af den voksende betydning, sikkerhedsstyrkerne PAP har fået. PAP går tilbage til Folkerepublikkens etablering i 1949, hvor der var en særlig Sikkerhedsstyrke under PLA. PAP blev oprettet i sin nuværende form i 1983, hvor det kom under ledelse af Ministeriet for Offentlig Sikkerhed, og i de næste år "opsugede" PAP hovedparten af de soldater, der blev demobiliseret fra PLA. PAP var imidlertid plaget af dårlig organisation og udrustning, og styrken gjorde en ringe figur under protestbevægelsen i 1989, hvor undertrykkelsen af demonstrationerne i sidste ende måtte overgives til regulære hærenheder. Siden 1989 er PAP blevet væsentligt styrket, og i 1995 blev kontrollen med PAP overflyttet fra Ministeriet for Offentlig Sikkerhed til militærkommissionen CMC. PAP udgør i dag en betragtelig styrke med 700.000 mand (hvoraf de to tredjedele i Sikkerhedsenhederne, som specielt har ansvar for nedkæmpelse af "optøjer") og et opgraderet udstyr.(3) Det er således PAP som har ansvaret for undertrykkelse af nationalistiske manifestationer i Tibet.

PLA som international aktør

Den fremvoksende bureaukratiske pluralisme har givet PLA en selvstændig og synlig profil i kinesisk politik; siden 1989 har militæret brugt sin indflydelse til at påvirke kursen indenfor en række indrigs- og udenrigspolitiske sagsområder. Især i udenrigspolitikken søger PLA at gøre sig gældende som den selvudnævnte vogter af Kinas suverænitet og som talerør for den nationalistiske bølge, der har været stigende i Kina op gennem 1990'erne. Der har været mange konflikter mellem PLA og det kinesiske udenrigsministerium under ledelse af den formfuldendte diplomat Qian Qichen. PLA modarbejder kinesisk deltagelse i multilaterale sikkerhedsaftaler i den østasiatiske region og blokerer for aftaler om øget transparens i militære forhold mellem Kina og nabolandene. En aftale om sikkerhedspolitisk dialog mellem Kina og Japan blev saboteret af PLA. PLA optræder som udenrigspolitisk "høg" i forholdet til USA, og man aner PLAs hånd bag den kinesiske afvisning ktober 1996 af et amerikansk tilbud om en aftale, der ville indebære at de to lande ophører med at "sigte" på hinanden med kernevåbenbærende missiler.(4) Det hidtil mest spektakulære eksempel på PLAs "skygge-udenrigspolitik" så man imidlertid under Taiwan-krisen i februar-marts 1996, hvor PLA i forbindelse med præsidentvalget på Taiwan, affyrede missiler mod øvelsesmål i farvandene omkring øen med det formål at tvinge Lee Teng-hui til at opgive forsøget på at profilere Taiwan i international politik; aktionen udløste en international krise, hvor USA dirigerede enheder fra den 7. flåde til Taiwan-strædet. Men man mærker også PLAs indflydelse i den ambitiøse kinesiske politik med hensyn til Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina gør krav på øgrupper i hele havområdet mellem Vietnam og Filippinerne, såvel som i den kinesiske sendrægtighed i forhold til tiltrædelse af kernevåbenforsøgsstoppet 1996. En særlig prioritet for PLA har våbeneksporten, idet PLA i stigende grad er blevet økonomisk "selvforsørgende" med enorme indtægter fra det militærindustrielle kompleks. PLAs interesser i våbeneksport har gentagne gange i 1990'erne bragt Kina på kollisionskurs med USA (- hvis våbeneksport i parentes bemærket er mange gange større end Kinas). PLA er langtfra i stand til at diktere Kinas udenrigspolitik, men militæret udgør en blandt flere aktører, som søger at påvirke kursen. Den største bekymring i nabolandene knytter sig til en eventuel fremtidig politisk krise i Kina, hvor konkurrende fraktioner prøver at overgå hinanden i nationalistisk retorik, og hvor PLA bliver den ombejlede og udslaggivende magtfaktor.

PLAs økonomiske interesser

Fastfrysningen af forsvarsbudgetterne i 1980'erne tvang PLA til at søge nye indtægtskilder; dels i form af våbeneksport, dels ved omstilling af dele af militærindustriens produktionskapacitet til civil, kommerciel produktion. Denne omstrukturering var sanktioneret fra højeste sted, idet Deng Xiaoping i 1985 på en konference i CMC opfordrede PLA til at søge nye indtægter som kompensation for faldende militærbudgetter. Det første synlige udtryk for øget våbeneksport var krigen mellem Iran og Iraq i 1980'erne, hvor kinesiske kortdistance-missiler fandt vej til begge de krigsførende parter. Iran og Iraq var de vigtigste købere af kinesisk militært isenkram i 1980'erne, og efter afslutningen på den iransk-irakiske krig i 1990 faldt PLAs våbeneksport. Det er dog stadig en vigtig indtægtskilde, som i 1995 indbragte PLA anslået fem milliarder kr.(5) Indtægterne fra civil produktion er imidlertid af langt større økonomisk betydning for PLA. Efter Dengs ovennævnte tale i 1985 gik militæret for alvor ind som aktør i den kinesiske boom-økonomi: militære produktionsanlæg blev omstillet til civil produktion, luftvåbnet overførte piloter, fly og lufthavne til kommerciel drift, flåden gik ind i shipping, hæren stillede soldater og materiel til rådighed for civile byggeprojekter. PLA ejer i dag officielt 10.000 virksomheder; uofficielt er tallet langt større, måske snarere 20.000 virksomheder. CIA beregnede PLAs kommercielle indtægter i 1992 til at ligge omkring 30 milliarder kr., og tallet ville i dag givetvis være langt større.(6) Med samlede militærudgifter på anslået 150-200 milliarder kr. om året (officielt er Kinas militærbudget blot på omkring 50 milliarder kr., men dette tal er helt misvisende - hvorom følger) ligger PLAs "selvforsyningsgrad" altså i størrelsesordenen omkring 20% - men med en meget stor usikkerhedsmargin. En betydelig del af PLAs kommercielle aktiviteter bærer ikke mange spor af den militære oprindelse; PLA driver således hoteller og barer i stor stil, og PLAs eget forlag er masseproducent af blød porno. PLA-enheder har indgået joint venture aftaler med multinationale firmaer; et pudsigt eksempel er PLAs 2. Artillerikorps - kodeordet for den kinesiske strategiske missilstyrke - der fungerer som franchiseoperatør og driver isbarer for en stor amerikansk kæde! Der er også en del aktiviteter, som befinder sig i en gråzone eller rent ud sagt på den forkerte side af loven. PLA er involveret i omfattende spekulation med byggegrunde (et oplagt område for økonomisk kreativitet, da PLA i forvejen besidder store jordejendomme til militære formål), ligesom flere PLA-enheder er involveret i storstilet smugleri. PLA er også en sværvægts-spiller på Kinas børser, og en del af PLAs formuer er placeret på konti i Schweiz og Bermuda Øerne. Den økonomiske grådighed og dermed forbundne vaklende disciplin i de væbnede styrker har resulteret i en række skandaler og episoder i 1990'erne; en af de værste var massakren på Qiandao-søen i 1994, hvor en gruppe på 24 turister fra Taiwan blev plyndret og dræbt, angiveligt af PLA-soldater på orlov. PLAs kommercielle interesser påvirker de tre andre "hjørner" i modellen:

- I forhold til intern kinesisk politik, og specielt i forhold til Kommunistpartiet, er kommercialiseringen med til at underminere den politiske styring. Jo større financiel selvtilstrækkelighed, PLA opnår, jo større politisk selvstændighed får militæret også.

- Hvad angår den internationale politik er PLAs eksportinteresser med til at påvirke Kinas udenrigspolitik, og den generelle uigennemskuelighed i Kinas militærudgifter vanskeliggør aftaler med nabolandene om øget transparens i militære anliggender.

- Professionaliseringen af det kinesiske militær undermineres på sigt også af kommercialiseringens skyggesider: materialisme, korruption, ulovligheder, osv.. Mao Zedong talte kort før Folkerepublikkens etablering i 1949 om faren fra "borgerskabets sukkerkugler" (dvs. den korrumperende indflydelse, et trygt og behageligt liv kunne få på Kommunistpartiet, når det kom til magten). I 1990'erne er PLA selv blevet storproducent af "sukkerkugler"...

Professionaliseringen af PLA

Der er udbredt enighed blandt vestlige iagttagere af Kinas militær om at en ny korpsånd præger PLA i 1990'erne, og "professionalisme" er nøgleordet i denne nye ånd. Samtidig med at antallet af soldater i PLA er blevet reduceret i flere omgange i løbet af 1980'erne og 1990'erne (hvorom mere i det følgende), er uddannelsesgraden i de trimmede styrker væsentligt højnet. I det ca. 700.000 mand store officerskorps har omkring halvdelen nu hvad der svarer til en kortere videregående uddannelse, mens en universitetsuddannelse eller tilsvarende er det normale for officerer på regimentsniveau og opefter. Under Kulturrevolutionen og Mao Zedongs sidste år (perioden 1966-76) var uddannelsessystemet indenfor PLA - som i alle andre sektorer af samfundet - ude af drift. Først i 1978 blev officersuddannelserne genetableret, for sent til at forhindre PLA i at løbe ind i alvorlige problemer under 1979-krigen mod Vietnam, hvor koordinationen mellem de forskellige kinesiske enheder og de tre værn var katastrofalt dårlig, med store tab til følge. Opgradering af officerskorpsets tekniske formåen blev derfor kodeordet for 1980'ernes militære reformer. De militære distinktioner - som havde været ophævet under den sidste del af Mao-æraen - blev genoprettet, og i 1988 kom der detaljerede retningslinier vedrørende aldersgrænser for de forskellige officers grader. Vestlige eksperter vurderer at netop foryngelsen af det kinesiske officerskorps er det område, hvor militærreformerne mest tydeligt har båret frugt.(7) Den teknologiske og generelle uddannelsesmæssige opgradering er også kommet et godt stykke vej, omend udviklingen er ujævn. Vestlige efterretningskilder anser Kinas landbaserede artilleristyrker for at være blandt de bedste i verden, hvorimod standarden er lav på andre områder.(8) Resultatet af det højnede uddannelsesniveau indenfor officerskorpset, kombineret med den generelle politisk-ideologiske desillusionering overalt i det kinesiske samfund, er en voksende identifikation indenfor PLA med den militære profession snarere end med rollen som "Partiets væbnede arm". PLA-officerernes uddannelse inddrager i stigende grad erfaringer fra andre lande, og der er mange internationale kontakter med hyppige delegationsrejser til USA, Rusland, Pakistan og ASEAN-landene. Udviklingen af en egentlig korpsånd indenfor PLA hæmmes dog af kommercialiseringen og korruptionen, som trækker officerne i retning af at integrere sig med lokale økonomiske interesser.

Militærdoktriner

Mao-æraens doktrin om "folkekrig" var i sit væsen defensiv. De kinesiske ledere ønskede fremfor alt at anskueliggøre overfor supermagterne USA og Sovjet, at et angreb på Kina uvægerligt ville køre fast i konfrontationen med de kinesiske millionhære og den endnu langt mere talrige folkemilits. Erfaringerne fra kommunisternes guerillakrig i 1930erne og kampen mod den japanske invasion 1937-45 såvel som fra borgerkrigen 1946-49 var med til at give folkekrigsdoktrinen konkret form: en angribende fjende skulle "lokkes dybt ind" for derefter at druknes i det kinesiske folkehav. Udviklingen af atomvåben - med den første prøvesprængning i 1964 - mods varede denne militærdoktrin med tilføjelsen af et frygtindgydende gengældelsesvåben til arsenalet. I Mao-tidens kinesiske trusselperception blev en imperialistisk krig mellem supermagterne anset for uundgåelig, og PLAs øverste militærdoktrin var derfor at være beredt på en "snarlig, større og atomar krig". I årene umiddelbart før og efter Mao Zedongs død 1976 hældede Kina til USAs side, idet truslen fra Sovjetunionen blev anset for at være den mest overhængende. Men efter Ronald Reagans tiltrædelse som USAs præsident 1980 kølnedes det kinesisk-amerikanske venskab, og fra omkring 1983 var den kinesiske udenrigspolitik baseret på princippet om "ækvidistance", dvs. Kina søgte at holde sig på passende afstand og uafhængig af begge datidens supermagter. På en vigtig tale til en konference i Den Centrale Militærkommission CMC maj-juni 1985 fremlagde Deng Xiaoping en radikalt ny doktrin, idet han argumenterede for at Kina ikke længere behøvede at frygte et nært forestående angreb fra Sovjetunionens side. I stedet for storkrig blev PLA nu instrueret om at forberede sig på "begrænset krig" eller "lokal krig".(9) Den nye doktrin indebar omfattende ændringer i taktiske doktriner og kommandostruktur. Princippet om "folkekrig" blev gradvist erstattet af det nye kodeord "aktivt forsvar", som har langt mere offensive overtoner. I stedet for at "lokke fjenden dybt ind" bliver der nu talt om "fremskudte forsvarspositioner" og sågar om forebyggende angreb. Mobile elitestyrker (RRU = Rapid Reaction Units) spiller en langt større rolle under den nye militærdoktrin, og blandt de moderne taktiske koncepter er "lynkrig", "angreb i dybden" og "at vinde initiativet ved at slå først".(10) Tydeligvis retter nutidens kinesiske militærdoktrin sig primært mod nabolandene i Syd- og Østasien snarere end mod USA eller Rusland. I kølvandet på Golfkrigen 1991, hvor effektiviteten af USAs højteknologiske krigsførelse chokerede den kinesiske generalstab, gav partileder Jiang Zemin 1985- doktrinen en ny drejning, idet han formulerede et slogan om "begrænset krig under højteknologiske forhold". En forbedring af PLAs C3I (Command, control, communications, intelligence) har i dag øverste prioritet i det kinesiske militær, såvel som udviklingen af elektronisk krigsførelse, tidlige varslingssystemer, laserstyret ammunition og antiballistiske missilsystemer.

Organisation

Militærreformerne under Deng Xiaoping og Jiang Zemin har medført omfattende organisatoriske ændringer på mange områder. En del af disse ændringer er mere "papirplaner" end realitet, mens andre er vidt fremskredet.

Den omfattende demobilisering siden 1985 er selve grundlaget for reorganiseringen på de andre områder, og den er også den mest vellykkede af de militære reformer; den ville næppe have været mulig uden Deng Xiaopings enestående personlige autoritet overfor PLA. På få år er PLA blevet slanket for en tredjedel af sit mandskab, og yderligere demobiliseringer er på vej:

                            1985              1987            1994            Planlagt

Mio. mand          4,238             3,235            2,93               2,50

Den seneste nedskæringsplan blev rapporteret af det japanske nyhedsbureau Kyodo i begyndelsen af 1996, og det fremgår ikke hvilken tidshorisont der er tale om.(l 1) Størstedelen af de demobiliserede styrker er blevet overført til nye arbejdsgivere snarere end blot hjemsendt. Sikkerhedsstyrkerne PAP har absorberet 500- 600.000 mand, mens PLAs Konstruktions-korps er blevet overført til civil ledelse og Jernbanekorpset lagt ind under Jernbaneministeriet. Demobiliseringen er udtryk for en styrkelse snarere end en svækkelse af PLA. Den har reduceret PLAs "forsørgerbyrde" og muliggjort omflytning af ressourcer fra forplejning osv. til uddannelse og teknologisk opgradering. Kommandostrukturen er blevet strømlinet og centraliseret. I Mao-tiden var Kina opdelt i 11 militærregioner, og regionscheferne havde betydelig autonomi. Styrkerne var opdelt i nationale og regionale enheder, idet CMC havde kommandoen over de førstnævnte, mens regionscheferne kunne disponere over de regionale enheder. Under Deng Xiaopings ledelse blev de oprindelige 11 regioner opløst og gendannet som syv storregioner. Men efter begivenhederne i 1989 er alle enheder under CMCs ultimative kontrol på grund af bekymringen for eventuel illoyalitet fra enkelte regionschefers side. Organisationen af hærstyrkerne er under omstilling fra den klassiske sovjetiske model med dens vertikale kommandohierarki og separate feltarmeer til moderne, integrerede gruppehære. PLAs landstyrker er blevet organiseret i 24 gruppehære med ca. 50.000 mand hver, opdelt i tre divisioner. Gruppehærene samler infanteri-, panser- og ingeniørenheder under én hat. Siden 1986-87 har disse gruppehære trænet koordineret indsats. Integrationen af de tre værn skrider langsommere frem; først i 1994 afholdt PLA manøvrer hvori indgik styrker fra både hær, flåde og luftvåben. Forbilledet for disse manøvrer er den amerikanske Air-Land Battledoktrin; men Kina er meget langt fra at virkeliggøre princippet om integration af de tre .værn. Specialister fra USAs Forsvarsministerium vurderer at "...det forekommer som om PLA anser en øvelse for 'fælles' når styrker fra de forskellige værn ankommer til det samme område på det samme tidspunkt, blot for at afholde manøvrer hver for sig."(12) Iagttagerne er dog enige om at PLAs træningsprogram er blevet opgraderet i de senere år, og at der er tale om hyppigere og mere intense manøvrer end førhen.

En vigtig komponent i reorganiseringen af PLA er den øgede satsning på specialtropper og enheder til hurtig indsats. Siden 1984 har PLA etableret RRUstyrker (Rapid Reaction Units) i stigende omfang, og det er endemålet at hver gruppehær skal have en RRU-division. RRU-styrkerne fungerer som elitetropper og er bedre udrustet end andre PLA-enheder; især satses der på at øge RRUstyrkernes mobilitet. Til dette formål indkøbte Kina i 1993 ti Ilyushin-76 transportfly fra Rusland. Der skal dog langt flere transportfly til for at give virkelig mobilitet til alle PLAs RRU, og endvidere begrænser PLAs ringe beholdning af helikoptere fortsat RRU-enhedernes fleksibilitet og mobilitet. Vestlige iagttagere er i hovedsagen enige om at omstruktureringen af PLA stadig har la^ig vej tilbage, og det kinesiske militær kan langtfra leve op til kravene i 1991-doktrinen om "begrænset krig under højteknologiske forhold". Længst fremme er demobiliseringen og reorganiseringen af kommandostrukturen; hvorimod integrationen af de tre værn dårligt nok er begyndt endnu.

Militærudgifter og teknologisk udvikling

Kinas forsvarsbudget er et af de mest uigennemsigtige i verden, og det eneste, vestlige iagttagere kan blive enige om, er at det officielle kinesiske tal på 75 milliarder yuan (= ca. 50 milliarder kr., svarende til halvanden procent af Kinas BNP) for 1996-97 er ubrugeligt. En del af militærudgifterne skal findes under andre poster i statsbudgettet, og der tilflyder også PLA midler fra lokale budgetter. Til gengæld varierer de vestlige iagttageres egne beregninger fra 100 til 600 milliarder kr. De autoritative forskningsinstitutter IISS (det britiske International Institute of Strategic Studies) og SIPRI (Swedish International Policy Research Institute) ligger i midten af dette spænd med deres bud på mellem 150 og 200 milliarder kr. Blandt usikkerhedsmomenterne er spørgsmålet om beregningsgrundlaget - på hvilken måde skal købekraftsfaktoren indregnes? Man får ikke det samme for en "forsvarskrone" i f.eks. USA, Japan og Kina. Men uanset denne usikkerhedsfaktor er de offentligt tilgængelige kinesiske forsvarsbudgetter opgjort på aldeles uigennemsigtig måde, hvilket i sig selv er med til at fremkalde bekymring i nabolandene. Hertil kommer den manglende eksakte viden om PLAs egne indtægter. Der er imidlertid enighed mellem de kinesiske myndigheder og udenlandske iagttagere om at forsvarsbudgetterne er stigende i 1990'erne efter 1980'ernes stagnation og smalkost. De officielle tal viser en betragtelig stigning efter 1988, men når inflationen fraregnes er der reelt kun tale om 4% realvækst om året. Udenlandske iagttagere sætter væksttakten noget højere, og mange gætter på at realvæksten i 1990'erne ligger så højt som 10% om året. Men også dette tal skal tages med store forbehold, for selv hvis det er rigtigt, vil de fleste være enige om at hovedparten af væksten bliver brugt til at forbedre levestandarden for PLAs officerer og menige; PLA kan ikke holdes udenfor den generelt hurtigt stigende levestandard i den kinesiske befolkning.

Den generelle budgetmæssige uigennemsigtighed gør det også meget vanskeligt at vurdere omfanget af den teknologiske modernisering i PLA. Det overordnede indtryk af udviklingen i 1990'erae er at PLA indenfor de fleste våbentyper fortsætter 1980'ernes "skrump", og at der kun på enkelte områder - især A-våben, missilteknologi, nogle få moderne fly- og flådeenheder - er tale om avanceret teknologi; hvad angår disse områder spiller import en voksende rolle. Kinas militær er teknologisk på 1950'er eller 1960'er niveau, målt med international alen, og man er først nu ved at bevæge sig ind i 1970'erne. Kvantitativt er Kinas militær-industrielle kompleks enormt. Forbløffende nok er vestlige og kinesiske eksperter enige om at kun omkring 10% af dette militærindustrielle kompleks' kapacitet anvendes til egentlig militærproduktion.(13) Resten ligger enten brak eller er omlagt til civil produktion. Indenfor næsten alle konventionelle våbentyper ses tilbagegangen fra 1980'erne at fortsætte ind i 1990'erne: år for år producerer Kina færre fly, færre kampvogne, færre stykker artilleri. Kun hvad angår produktionen af flådefartøjer (destoyere, fregatter og ubåde) ses en svag tendens til stigning i 1990'erne. Målt med en rent kvantitativ målestok udgør det kinesiske militær altså ikke en voksende trussel, tvært imod. Det interessante, men vanskelige spørgsmål er, om der sker en væsentlig kvalitativ opgradering af våbensystemerne. Her skal ses nærmere på moderniseringen af Kinas flåde, flyvåben og kernevåbenarsenal, da det især er disse tre områder der tiltrækker sig omverdenens interesse. Kinas styrke indenfor de tre nævnte felter er afgørende for vurderingen af Kinas kapacitet til at fremføre styrker til konfliktområder langt fra landets egne grænser (Power Projection) og storpolitisk sabelraslen.

Den kinesiske flåde

Kvantitativt er den kinesiske flåde PLAN ’(= PLA Navy) den tredjestørste i verden, idet Kina råder over 44 ubåde og 50 destroyere og fregatter. Kvalitativt sakker PLAN imidlertid bagud i forhold til alle andre relevante lande i Østasien: PLAN kan hverken måle sig med de japanske selvforsvarsstyrkers flådeenheder, med den indiske flåde, med ASEAN landenes samlede flådestyrker, eller med Taiwans flåde. I løbet af de sidste ti år har PLAN udviklet sig fra at være blot en kystflåde ("brown water capability") til en kystflåde med forøget rækkevidde ("green water capability"), men kapaciteten til at operere over længere perioder i farvande langt fra Kina ("blue water capability") er endnu meget begrænset, og PLAN kan maksimalt holde en flådegruppe på 18 skibe i søen over et længere tidsrum. Eksperternes vurderinger er noget forskellige; hovedindtrykket er at PLANs rækkevidde ikke er væsentligt øget i løbet af det seneste årti, men at en vis modernisering er undervej s.(14) PLAN satser på modernisering af flådestyrkerne indenfor tre skibstyper: destroyere, fregatter og ubåde. Hvad angår destroyere råder PLAN over 18 fartøjer af Luda klassen (meget lig de sovjetiske destroyere af Kotlin klassen); to af disse Luda destroyere tilhører 3. generation, udviklet siden 1991, som udgør en stor forbedring i forhold til de ældre skibe. Luda III destroyerne har en radius på op mod 5.000 km. og er udrustet med moderne våbensystemer, der udgør en blanding af importeret (italiensk og britisk) og kinesisk fremstillet udstyr. I bevæbningen indgår otte antiskibs missiler af typen Ying Ji-1, som er en kinesisk klon af det franske Exocet-missil. Den vigtigste nyudvikling på destroyer-området er imidlertid den nye klasse af fartøjer benævnt Luhu; indtil nu er kun en enkelt Luhu destroyer færdig, men flere andre er under bygning. Luhu er en fuldt moderne destroyer med tyske gasturbiner, franske Crotale SAM-missiler, franskbygget radar, italienske torpedoaffyringsramper, samt de mest avancerede missiler fra Kinas eget arsenal. Det er hensigten at Luhu med tiden skal komme til at udgøre rygraden i PLAN, men den store afhængighed af import udgør en mulig begrænsning for den videre opbygning af bestanden af disse fartøjer. Status i dag er at PLAN kun råder over tre moderne destroyere. Hvad angår fregatter tegner der sig et lignende billede: Ud af den samlede flåde på 32 fregatter udgør den ældre Jianghu klasse langt hovedparten. Siden 1991 er der blevet bygget fire fregatter af den mere moderne Jiangwei klasse. Som Luhu destroyeren rummer også Jiangwei en blanding af importeret udstyr og de mest avancerede kinesisk-fremstillede missiler. PLAN råder over 52 ubåde, hvoraf langt de fleste er gamle, langsomme og støjende dieself artøj er. Seks ubåde er drevet af atomreaktorer; de fem er jagerubåde (SSN), mens den sidste er en SSBN bevæbnet med ballistiske atommissiler. I 1994 søsatte PLAN den første af en ny generation kinesisk fremstillede dieselubåde, Song, der med tiden skal afløse de ældre dieself artøj er. Hertil kommer indkøbet 1995-96 af et antal ubåde af Ãj/ø-klassen fra Rusland. Der er tale om avancerede fartøjer, som udgør en væsentlig kvalitativ styrkelse af den kinesiske ubådsflåde. Der har i 1990'erne været mange spekulationer omkring PLANs eventuelle anskaffelse af hangarskibe. Kina overvejede i 1992-94 at indkøbe et hangarskib fra Ukraine, men planen blev opgivet af økonomiske grunde. Der er også rygter om at Kina selv søger at bygge hangarskibe, men rapporterne er ikke bekræftet. Konklusionen på flådeområdet er at moderniseringen af PLAN kun er i sin vorden, og at Kina ikke har egentlig blue water-kapacitet. Det vil kræve mindst 20 moderne destroyere af Lw/zw-klassen og et lignende antal fregatter af Jiangwei-typen før PLAN bliver i stand til at understøtte eventuelle militære operationer udenfor Kinas eget territorium. En sådan opgradering af PLAN vil tidligst kunne være en realitet omkring år 2010.

Kinas flyvevåben

Det kinesiske flyvevåben PLAAF (= PLA Air Force) har ligesom flåden en imponerende størrelse på papiret: 420 bombefly og omkring 4.000 jagerfly. PLAAF er imidlertid endnu mere teknologisk tilbagestående end de andre værn, idet langt hovedparten af flyene er kinesiske kloner af 1950'ernes og 1960'ernes MIG-fly (MIG-17, 19 og 21). PLAAF råder heller ikke over fly til optankning i luften, og pilottræningen er af meget lav standard med omkring 30 flyvetimer om året og ingen træning i natteflyvning eller flyvning over hav. Den vigtigste nyudvikling indenfor PLAAF er købet af et antal Sukhoi-27 jagerbombere fra Rusland. 26 fly blev leveret i 1992, og i 1995 blev der indgået aftale om køb af yderligere 50-75 fly. Kina har også indgået en joint venture aftale med Rusland om kinesisk fremstilling på licens af Su-27, og produktionen forventes at nå op på 15-20 fly om året. Kina er endvidere i færd med at udvikle sin egen moderne jager-bomber Jian-10, som blev prøvefløjet i 1996. Jian-10 udvikles med hjælp fra den israelske flyindustri og blander elementer fra F-16 og det israelske Lavi jagerfly med kinesiske komponenter. Konklusionen for PLAAFs vedkommende er at Kina er meget langt fra at have et moderne flyvevåben. Avancerede fly er på vej ind i arsenalet, men der vil gå mange år før PLAAF bliver i stand til at måle sig med flystyrker i de omkringliggende lande, ikke mindst Taiwan.

Power Projection og Taiwan-strædet

Netop Taiwan er prøvestenen på hvor langt Kina er kommet med hensyn til udvikling af Power Projection kapacitet. Taiwan-strædet er immervæk det mest sandsynlige sted for en militær konfrontation med PLA som kombattant på den ene side, og kapaciteten til at "generobre" Taiwan er et af de vigtigste konkrete mål for moderniseringen af PLA. Konflikten mellem de to parter er en historisk hårdknude, idet Taiwan fortsat udgør et rivaliserende kinesisk regime; øen er en del af Kina, men samtidig er der tale om et moderne, demokratisk samfund med en avanceret økonomi. Taiwans ledere kan umuligt "overgive" øen til Beijing, og Beijing kan lige så lidt opgive kravet om Taiwans tilbagevenden til fædrelandets favn; hertil kommer bekymringen for at Taiwan, i forbindelse med en eventuel international krise mellem Kina og f.eks. Japan eller USA, skulle komme til at tjene som base og springbrædt for angreb på fastlandet. I vurderingen af styrkeforholdet mellem de to parter er eksperterne enige: Den kinesiske Folkerepublik har ikke kapacitet til at invadere øen og tage kontrol over den. Taiwan råder over en stor hær og et meget moderne våbenarsenal. De stående styrker er på 376.000 mand, og med reserverne kan hæren bringes op på to millioner mand. Flåden er stor - 38 destroyere og fregatter - og langt mere moderne end PLAN. Taiwans flyvevåben råder over 365 jagere, primært amerikanske F-5 og F-104, og 150 F-16 fly er på vej i 1997; hertil kommer et antal franske Mirage fly.(15) Tre amerikanske eksperter har følgende skånselsløse vurdering af Kinas offensive kapacitet: "...PLA har faktisk styrken til at dræbe mennesker, sænke nogle få skibe eller skyde nogle fly ned i løbet af ét eller to korte engagementer. Men under de nuværende forhold har det kinesiske militær ikke bevist kapaciteten til med held at fremføre og forsyne fremskudte styrker udenfor Fastlandet, ikke engang i begrænsede operationer af den type som forudses under konceptet ’lokal krig under højteknologiske forhold'."(16) PLAs styrkeområder i forhold til en eventuel konfrontation med Taiwan ligger på to områder: ubåde og missiler. Med en fortsat modernisering af ubådsstyrken vil Fastlandskina med tiden blive i stand til at etablere en flådeblokade omkring Taiwan - der er stærkt afhængig af forsyninger udefra og handelsmæssigt samkvem med omverdenen. Og PLA har i sidste instans atombevæbnede missiler. En atomar pulverisering af Taiwan er imidlertid politisk umulig og aldeles uhensigtsmæssig i forhold til formålet med aktionen.

Atomvåbenarsenalet

Kina er blandt de store atomvåbenmagter i verden. Det er meget vanskeligt at beregne arsenalets størrelse, men eksperterne gætter på omkring 300 atombomb e re n ) De kinesiske lederes primære formål med atomvåben i 1960'erne og 1970'erne var at afskrække Sovjetunionen fra et lynangreb på Kina. Nedtoningen af den sovjetiske trussel i 1980'erne og den fortsatte afspænding mellem Rusland og Kina i 1990'erne har imidlertid ikke påvirket udviklingen i det kinesiske atomvåbenprogram. En af de store gåder omkring det kinesiske atomvåbenarsenal er at Kina - ud over forsikringer til alle sider om at afstå fra førstegangsbrug af disse våben - aldrig har formuleret en offentlig kernevåbendoktrin. Måske har de kinesiske ledere med velberåd hu opretholdt et røgslør om de egentlige hensigter med og militære doktriner omkring den kinesiske atomslagstyrke, for på denne måde at maksimere afskrækkelses værdien af arsenalet. Siden slutningen af 1980'erne har der imidlertid indenfor de Strategiske Missilstyrker foregået forskning i og debat om forskellige kernevåbendoktriner, og kineserne synes at nærme sig en teori om muligheden for begrænset atomkrig.( 18) Dette er i tråd med den overordnede 1985-doktrin om "begrænset/lokal krig". Men teorien om "begrænset atomkrig" eller "begrænset afskrækkelse" løber ind i flere problemer. På det overordnede politiske plan trækker ideerne om "begrænset atomkrig" i retning af fleksibel og hurtig indsats af taktiske atomvåben, herunder også inddragelse af muligheden for overraskelsesangeb på fjendens våben; men en sådan tankegang strider mod det erklærede princip om at afstå fra førstegangsbrug og kun anvende atomvåben til gengældelse for kemevåbenangreb på Kina. På det praktiske plan er Kinas nuværende atomvåbenstyrke ikke gearet til en doktrin om begrænset atomkrig. Kinas atomstyrker består af et "klassisk" arsenal af bomber og missiler til brug mod fjendens storbyer i et gengældelsesangreb; hovedparten af missilerne er landbaserede, da Kina kun råder over en enkelt SSBN (jævnfor ovenfor). PLAAFs strategiske bombefly er særdeles forældede og udgør ingen reel trussel for en eventuel modstander. Men den kinesiske atomslagstyrke disponerer ikke over små, præcise og mobile våben som f.eks. krydsermissiler, og man mangler et udbygget rumbaseret varslingssystem såvel som antiballistiske missilsystemer til beskyttelse af egne kernevåben (Kina har dog for nyligt indkøbt omkring 100 russiske S 300 antiballistiske missiler). Kina optrappede i årene 1992-96 sine kernevåbenforsøg, og udenlandske iagttagere formoder at kineserne bestræber sig på at udvikle mindre sprænghoveder, som kan anvendes til krydsermissiler eller MIRV-missiler (Multiple Independently Retargetable Vehicle). Kina har økonomisk og teknologisk kapacitet til at fordoble eller endog tredoble sit kernevåbenarsenal; den væsentligste blokering for en sådan udvikling vil komme fra internationale aftaler om begrænsning af stormagternes kernevåbenstyrker. De kinesiske ledere insisterer imidlertid på at Rusland og USA viser vejen med hensyn til reduktion af kernevåbnenes antal, og de anfører at Kina endnu har langt igen før "passende" proportioner mellem Ruslands, USAs og Kinas atomvåbenarsenaler er opnået.

Konklusion

Den anerkendte britiske specialist i international politik Barry Buzan fra University of Westminster udtalte under et interview til dagbladet Information i 1996 at "Kina minder om Tyskland i Europa i slutningen af det 19. århundrede. En meget hurtigt moderniserende, indadvendt nationalistisk stat, der har historiske stridigheder og grænseproblemer med naboerne. "(19) Buzan's vurdering deles af mange journalister og dækker en god del af det mediebillede, Kina har i disse år. Der er - heldigvis! - flere fejl i Barry Buzans beskrivelse af Kina med en Ty ski ands-metafor. Rigtignok er Kina, som Tyskland i slutningen af det 19., århundrede, under hastig modernisering, og rigtignok går en nationalistisk bølge gennem det kinesiske samfund i disse år. Hvad angår "indadvendthed" er karakteristikken mere dækkende for regimets officielle ideologi end for befolkningen og samfundet generelt. Og med hensyn til "uløste grænseproblemer" i forhold til nabolandene er der i realiteten tale om bagateller. Uanset hvad man måtte mene om disse ting, så er der i hvert fald en verden til forskel mellem den dramatiske tyske oprustning under kejser Wilhelm og kansler Bismarck og den begrænsede kinesiske modernisering af PLA i 1990'erne. Det er hovedkonklusionen på denne artikel at mediernes billede af en "Kina-trussel" er ude af trit med virkeligheden. I realiteten er Kinas militær langsomt ved at bevæge sig ind i en modernisering, som gennemsnitligt vil bringe PLAs teknologiske stade fra et 1950'er- eller 1960'er-niveau ind i 1970'erne. Men omverdenen står jo ikke pænt stille og venter på Kina imens PLA moderniserer! 1 1990'ernes Østasien foregår en relativ oprustning og modernisering overalt i regionen. Og målt med den mest avancerede teknologiske målestok i verden, nemlig udviklingen i USAs våbenteknologi, taber kineserne terræn snarere end at indhente. På enkelte områder, specielt missilteknologien, er Kina dog relativt langt fremme, og viljen til at give landets stormagtsambitioner et passende militært grundlag er helt klart til stede; i tilfælde af en fortsat økonomisk ekspresvækst i de kommende årtier vil Kina uden tvivl også udvikle sig til en militær kæmpe. Set i 1990'ernes perspektiv befinder Kina sig imidlertid - for første gang i 150 år! - i en situation uden overhængende trusler udefra, og Kina ser faktisk ud til at indhøste fredsdividenden. Det er nærliggende at spørge hvorfor Kina da har dette image af at være en stormagt under aggressiv oprustning? Det umiddelbare svar er det generelt negative billede, Kina har fået i de vestlige medier efter 1989, hvor Kina stort set er den eneste tilbageværende af de gamle "parti-stater". De vestlige mediers fremstilling af en "Kina-trussel" modsiges da også energisk af de kinesiske ledere, som fremturer med deres absurd lave tal for forsvarsbudgetterne og forsikringer om Kinas ikke-aggressive, fredelige hensigter. Men måske er det blot et spil for galleriet? Kinas fortsatte kernevåbenforsøg frem til sommeren 1996, missilbeskydningen af farvandene omkring Taiwan marts 1996 og den truende kinesiske fremfærd i det Sydkinesiske Hav er jo ikke ligefrem diskrete styrkedemonstrationer, og disse aktioner sætter de kinesiske lederes erklæringer i et tvetydigt lys. Måske ønsker de kinesiske ledere ligefrem at PLAs potentiale overvurderes af omverdenen? Det er måske spekulativt, men der er en slående forskel i stil mellem for eksempel Kina og Japan, når det gælder selv-fremstillingen vedrørende det militære potentiale. Japans militærbudgetter er langt større end Kinas, og moderniseringen af Japans "Selvforsvarsstyrker" sker mindst lige så hurtigt som Kinas modernisering af PLA - og fra et langt mere avanceret teknologisk udgangspunkt. Det japanske militær er nøjagtigt som det kinesiske i stand til handle resolut og brysk - som det for eksempel fremgår af konflikten mellem Kina og Japan om øgruppen Diaoyu (japansk: Senkaku) nordøst for Taiwan, der historisk tilhører Kina, men som begge lande i dag gør krav på: da japanske højreekstremister i sommeren 1996 forsøgte at puste til gløderne ved at opføre et fyrtårn på en af øerne, ydede den japanske flåde dem beskyttelse og lagde en jernring rundt om øgruppen (Kina har til gengæld forholdt sig i ro og indskrænket sig til diplomatiske protester). Der er nationalistiske strømninger i Japan lige så vel som i Kina. Endelig den historiske slagskygge: Japans militær har en grum fortid som aggressor overalt i Østasien under 2. verdenskrig og har mange millioner menneskeliv på samvittigheden - alene i Kina omkring 20 millioner - hvorimod Kina stort set kun har haft offerets eller den truede parts rolle gennem de sidste 150 år (med "lokale" undtagelser: Tibet 1950, Vietnam 1979). Japans historiske slagskygge er specielt interessant derved at Japan aldrig har taget et klart opgør med landets fremfærd under 2. verdenskrig; i sommeren 1996 aflagde den nyvalgte premierminister Hashimoto således et besøg ved Yasukuni-templet for at hylde Japans faldne, hvoriblandt dømte krigsforbrydere. Ikke desto mindre er hele opmærksomheden rettet mod Kinas militære moderni­ sering, mens udviklingen i Japans militære kapacitet stort set ikke bemærkes af en sjæl. Hvorfor egentlig? Vestens opfattelse af at Kina, ikke Japan, er "modparten", spiller selvfølgelig den afgørende rolle. En medvirkende forklaring kunne imidlertid være, at de kinesiske ledere faktisk ikke er så kede af at PLAs modernisering generelt overvurderes i omverdenen. En sådan overvurdering kan bidrage til at give Kinas interesser større gennemslagskraft i regionen - omkostningsfrit! Ligesom Mao-tidens Kina ikke forsømte nogen lejlighed til at demonstrere for omverdenen, hvilken rasende myretue landet kunne forvandle sig til i tilfælde af angreb udefra - alt imens Kinas konventionelle militær reelt var dybt anakronistisk - så kan man forestille sig, at nutidens kinesiske ledere ikke er slet så ulykkelige over at PLAs offensive kapacitet i dag overvurderes af omverdenen. Sunzi, Kinas antikke militærfilosof, havde som en af sine centrale doktriner princippet om at give indtryk af overvældende styrke, og dette princip går som en rød tråd op gennem Kinas militærhistorie. Måske det stadig spiller en rolle i de kinesiske lederes strategiske tænkning. I så fald er det omverdenens, og i sidste instans også vores, interesse at fastholde en nøgtern og uimponeret synsvinkel.

Litteratur:

Edward L. Dreyer, China at War, 1901-1949, London and New York: Longman, 1995. Ellis Joffe, The Chinese Army After Mao, Cambridge: Harvard University Press, 1987. John Wilson Lewis og Xue Litai, China's Strategie Seapower: The Politics of Force Modernization in the Nuclear Age, Palo Alto: Stanford University Press, 1995. "China om the Move", Newsweek 1. april 1996 s. 12-30. China Quarterly No. 146 (June 1996). (Special Issue: China's Military in Transition) Mark Weisenbaum (ed.), China's Military Modernization, London: Routledge, Kegan Paul, 1996.

Noter

1. Frederick C. Teiwes: The Tragedy of Lin Biao: Riding the Tiger during the Cultural Revolution, 1966-1971, London: Hurst, 1996

2. Jvf. Ellis Joffe: "Party-Army Relations in China: Retrospect and Prospect", China Quarterly No. 146 (June 1996), ss. 299-314.

3. Tai Ming Cheung: "The People's Armed Police: First Line of Defence", China Quarterly, No. 146 (June 1996), ss. 525-47.

4. Newsweek, 2. december 1996, s. 26.

5. Arthur S. Ding: "China's Defence Finance: Content, Process and Administration", China Quarterly No. 146 (June 1996), ss. 427-42 [s. 434].

6. David Shambaugh: "China's Military in Transition: Politics, Professionalism, Procurement and Power Projection", China Quarterly No. 146 (June 1996), ss. 265-98 [s. 277].

7. June Teufel Dreyer: "The New Officer Corps: Implications for the Future", China Quarterly No. 146 (June 1996), ss. 315-35.

8. June Teufel Dreyer, s. 323. 9. David Shambaugh, s. 279.

10. Nan Li: "The PLA's Evolving Warfighting Doctrine, Strategy and Tactics, 1985-95: A Chinese Perspective", China Quarterly No. 146 (June 1996), ss. 443-63.

11. "Cronicle and Documentation", China Quarterly, No. 146 (June 1996), s. 685.

12. Dennis J. Blasko, Philip T. Klapakis and John F. Corbett, Jr.: "Training Tomorrow's PLA: A Mixed Bag of Tricks", China Qarterly, No. 146 (June 1996), ss. 488-524 [s. 517]; min oversættelse.

13. John Frankenstein og Bates Gill: "Current and Future Challenges Facing Chinese Defence Industries", China Quarterly No. 146 (June 1996), ss. 394- 427 [s. 396]. .

14. Shambaugh ss. 288-93.

15. Newsweek, 1. april 1996, s. 17.

16. Blasko, Kapakis og Corbett, Jr., s. 522 (min oversættelse).

17. Alastair Iain Johnston: "Prospects for Chinese Nuclear Force Modernization: Linited Deterrence Versus Multilateral Arms Control", China Quarterly No. 146 (June 1996), ss. 548-76.

18. Johnston s. 554.

19. Information, 12. november 1996.