Log ind

Karriere og korpsånd - en nutidig undersøgelse blandt kadetter på Hærens Officersskole i København

#

Af museumsinspektør ved Tøjhusmuseet, cand. mag. i etnologi Vibeke Enevoldsen.

Resumé

Denne artikel handler om officerselever. Ud fra livsformsbegrebet gøres der rede for, hvordan de unge mennesker søger at realisere deres holdning til arbejde inden for forsvarets rammer. Der beskrives desuden fælles træk ved den opdragelse, de har faet i deres barndomshjem. Officersskolen søger at påvirke kadetterne til at præstere så meget som muligt i konkurrence med hinanden samtidig med, at auraen omkring officeren som tidligere tiders prestigefyldte statstjenerfigur søges videregivet til de unge.

På Frederiksberg Slot

Når man går ind ad porten til Hærens Officersskole på Frederiksberg slot, møder blikket et smukt, gult slot, hvis bygninger omgiver en gård med mange parkerede biler. Over den brostensbelagte gård ses af og til yngre uniformsklædte mænd gå fra den ene fløj af slottet til den anden. De sniger sig ikke langs husmurene, men de veltrænede kroppe bevæger sig fremad med jordvindende skridt, energiske bevægelser og en rank holdning. Det kongelige slot signalerer eksklusivitet og god smag. Disse historiske bygninger benyttes af mennesker med gode manerer. Indenfor i klasseværelserne med de flotte malerier på vægge og lofter ses eleverne rejse sig op, når læreren kommer ind, noget som er uhørt på andre uddannelsesinstitutioner i Danmark. Som ny på dette sted mødes jeg af en lille smule undren, men får venligt og præcist forklaret den rette sammenhæng, når jeg stiller spørgsmål. Jeg er ikke i tvivl om, hvem jeg taler med, for på uniformen er der placeret et navneskilt. Jeg er heller ikke i tvivl om, hvilken placering i systemet vedkommende har, for hvis koden kendes, kan graden aflæses på skulderen og det lokale tjenstlige tilhørsforhold på regimentsbæltet, så man på denne måde ikke udsættes for overraskelser. I det hele taget er det trygt at være sammen med militære ledere - her sker ikke noget uventet. Hvis man har en aftale, kan man være sikker på, den overholdes. Man kommer til de aftalte tidspunkter, og der er ikke langt fra beslutning til handling. Man taler højt og tydeligt, udtrykker sig klart og direkte, formulerer sig præcist, er høflig og har god øjenkontakt. Fremfærden er præget af åbenhed og tillid. Her er man vant til at tage hurtige beslutninger, føre beslutningerne ud i livet og tage ansvaret for dem. Der tales sammen i en kammeratlig tone, som ind imellem krydres med ironiske og vittige bemærkninger. Man bryder sig ikke om slendrian, sjusket påklædning og nøl. Fordybelse, "føleri", mystik og poesi hører ikke hjemme i denne verden. Der tales med foragt om de kolleger, som hellere vil passe deres "marsvin og køkkenhave" end flytte rundt, så de kan "komme videre" i systemet. Det er denne verden omkring Hærens Officersskole og dens kadetter, som denne artikel handler om. Som det ses, drejer det sig ikke om en subkultur af unge, som ønsker at omstyrte samfundet og gøre oprør mod det bestående. Dette er unge, fortrinsvis mænd, som i yderste konsekvens er villige til at sætte deres liv ind for Danmark. Mænd, hvis kropsholdning signalerer "vindere"! Hvem er disse unge, hvor kommer de fra, og hvorfor er de gået ind i hæren?

Undersøgelsens formål

Artiklen er skrevet på baggrund af en undersøgelse, som blev gennemført i 1996/97 som et led i Tøjhusmuseets forskning. Formålet var at afdække sammenhænge mellem forsvar og samfund i forbindelse med rekruttering af linieofficerer til hæren. I en militærsociologisk afhandling fra 1983 (1) nævnes, at der for danske officerers vedkommende var tre hovedmotiver til at vælge officersgerningen:

- Interesse for forsvaret,

- ønsket om at lede mennesker,

- at have en ansvarsfuld beskæftigelse.

Jeg ønskede bl.a. at undersøge, hvad der gemte sig bag disse meget generelle udsagn fra den kvantitative undersøgelse. I en tidligere analyse af turistvognmænd (2) var jeg kommet frem til, at turistvognmændene i deres voksne liv førte den livsform videre, som de var vokset op i. Jeg ønskede i denne undersøgelse at fa belyst, om officeren ligeledes søgte at føre sin "barndoms" livsform videre inden for forsvarets rammer, om det var muligt, og hvilke holdninger og forventninger det gav til arbejdet. I forbindelse med de personlige interview, som foregik på officersskolen, fremgik det klart, at skolen ønskede at præge kadetterne på en bestemt måde. Artiklen fortæller således også om den påvirkning, som eleverne fik på skolen.

Livsformsanalysen

Livsformsanalysen, som den er formuleret af Thomas Højrup(3), fandt jeg velegnet som teoretisk udgangspunkt. Thomas Højrup opererer med 3 livsformer:

- Livsform 1 er den lille, selvstændige erhvervsdrivendes livsform,

- livsform 2 er det rutineprægede lønarbejdes livsform og

- livsform 3 den karrierebestemte livsform.

Livsformernes juridiske, økonomiske, politiske og ideologiske eksistensbetingelser findes i samfundsformationen. Livsformerne er analyseredskaber, således at et enkelt menneske godt kan have træk fra flere forskellige analyseredskaber. I livsform 1 fordeles arbejdsydelsen mellem arbejdsproducenter, som er bundet sammen af en fælles ideologi, som fx kan være ønsket om at bevare virksomheden på familiens hænder. Man skal ikke have aflønnet sit arbejde til overenskomstpris, idet det vigtigste er at fa virksomheden til at overleve. Arbejdet i livsform 1 kontrasteres til arbejdet i livsform 2, som er det rutinemæssige lønarbejdes livsform. Her er tilværelsen delt op i 1) arbejde for andre og 2) fritiden. Fritiden er den tid, man selv kan råde over. Derfor er arbejdet et middel til at opnå et mål, mens mål og middel falder sammen i livsform 1. Folk fra livsform 2 er fagforeningsbevidste, og deres solidaritet rettes mod den fælles "kamp" i fagforeningsregi. I den karrierebundne livsform er ledelsesfunktioner overladt til eksperter, som far løn. Det gælder om at avancere, så man får dispositionsfrihed over det, man før administrerede. Livet som officer er en variant af karrierelivsformen.

Metode

Som metode blev valgt det kvalitative interview. Denne metode er meget tids­krævende og giver normalt ikke mulighed for statistisk generalisering, da antallet af interviewede personer ikke er så stort. Til gengæld er der bedre mulighed for at tolke respondentens forståelse af sin tilværelse, fordi man kan sætte begivenhederne ind i et forløb, som giver sammenhæng og forståelse for den enkeltes handlemåde og valg. I undersøgelsen deltog 18 kadetter, som hver blev interviewet ca. to timer efter en tematiseret interviewguide. Interviewene blev optaget på bånd og senere skrevet ud og analyseret. Vi søgte at udvælge 6 kadetter fra hver livsform. Årgangen bestod af ca. 100 kadetter. Det var imidlertid ikke muligt at finde nogen på denne årgang, hvis forældre havde haft rutinemæssigt lønarbejde. En del af kadetternes forældre havde været ansat, men med meget varieret og ofte ansvarsfuldt arbejde. Det betød, at der ikke var nogen, som overvejende havde træk fra livsform 2.

Fordomme over for andre livsformer

Kadetternes fordomme og holdniger over for livsform 2 viste sig ved, at samtlige tog afstand fra og dikotomiserede sig over for et rutinemæssigt 9-16 job, hvor man ikke var særlig engageret. Man vidste godt, at man som officer i hæren kunne komme til at fa et "kedeligt" job som "sagsbehandler" på et kontor, men hvis man endte sådan, ville man forlade forsvaret. Arbejdet som officer indebar, at det forventedes, at man arbejdede ud over de normerede 7-8 timer, men det var man indstillet på, hvis bare arbejdet var interessant og afvekslende. Den negative holdning til lønarbejderlivsformen afslørede sig også i opfattelsen af fagforeninger. Når jeg spurgte, om man var medlem af HOD (Hovedorganisationen af officerer i Danmark) var svaret som regel "ja-ah", men det blev samtidig understreget, at HOD egentlig ikke var en fagforening i "almindelig" forstand, men en "interesseorganisation". Mange fortalte mig derefter ganske uopfordret, at de var modstandere af fagforeninger, som for dem var eksponent for pamperi og magtmisbrug. Der var også eksempler på, at kadetter, der var opvokset i livsform 1 tog afstand fra karrierelivsformen (livsform 3). Man mente, at folk fra denne livsform var utroværdige, da de "sprang" fra det ene sted til det andet for at få størst mulig personlig fordel: "Her i forsvaret springer man ikke lige fra den ene virksomhed til den anden. Forsvaret er jo een stor virksomhed. I det private sidder det mere løst, og loyaliteten er jo ikke så udtalt, som den er i forsvaret. Som civil leder er man mest loyal overfor sig selv. Kan man få det bedre et andet sted, så springer man..." For kadetter fra livsform 1 var forsvaret et billede på et ikke-egoistisk sted, hvor der var sammenhold. Livsform 1 's sammenhold i familien og den ansvarlighed, man følte over for virksomhedens overlevelse, blev projiceret over på statsinstitu­tionen.

Fra den mindre virksomhed til forsvaret

Den kadet, som jeg nu vil fortælle om, er opvokset i et hjem med mange træk fra livsform 1. Faderen havde haft en lille, selvstændig vognmandsforretning med een til to lastbiler. Moderen og børnene havde hjulpet til i virksomheden. For faderen havde der været meget rutinearbejde og arbejde om aftenen og i week-ender, somme tider også for begge forældres vedkommende med supplerende lønarbejde udenfor for at fa forretningen til at overleve. Kadetten kunne godt lide friheden til selv at tilrettelægge sit arbejde på samme måde, som faderen havde gjort i sin virksomhed. Men han brød sig ikke om, at hans fars arbejde havde været rutinearbejde, som desuden var fysisk nedslidende (lastbilkørsel). Den økonomiske usikkerhed i hjemmet havde også pint ham. Sønnen havde søgt over i et håndværksfag, men denne lønarbejderlivsform med dens holdninger tiltalte ham ikke. Han ville have mere ansvar, men ikke rutinearbejde og fysisk nedslidning. I forsvaret mente han at kunne finde den frihed og selvstændighed, som havde ligget i faderens job. Samtidig var opgaverne i forsvaret meget mere spændende end faderens havde været - at være leder for unge mennesker var mere attraktivt end at køre lastbil dag og nat. I forsvaret havde han undgået det, der var mindre tiltrækkende. Han havde fået ansvar og opgaver, han selv kunne tilrettelægge, som faderen havde haft det, men han havde unddraget sig det ubehagelige ved livsform 1, nemlig økonomisk usikkerhed og rutinearbejde. Hans holdning til arbejdet var blevet videreført. Han ønskede at blive brigadechef, fordi det var den mindste, selvstændige enhed, man opererer med i den danske hær. Det er en type enhed, der har alting i sig og kan klare sig selv. Han kunne godt lide brigadechefens arbejde, fordi han inden for sit eget område kunne være enerådende. For ham lod det sig åbenbart bedre gøre at gå fra livsform 1 til livsform 3 end fra livsform 1 til livsform 2.

Karrierelivsform inden og uden for forsvaret

Men hvordan var det for en, der var opvokset i en karrierelivsform, at gå ind i hæren? Den kadet, som jeg nu vil omtale, havde en far, der var direktør for en større privat virksomhed. Sønnen var gået ind i forsvaret, fordi der var mange spændende opgaver, hvor han skulle improvisere løsninger her og nu. En officer lavede ikke andet end en hvilken som helst chef i en privat virksomhed, mente han. At officeren kunne komme til at operere i en krigssituation, hvor det drejede sig om liv og død, gjorde opgaven endnu vigtigere og mere interessant. For denne respondent var det ikke den formelle grad, der betød noget, men hvor interessante opgaverne var. For en, der ønskede dispositionsfrihed i opgaverne, kunne forsvaret dog somme tider som system føles usmidigt - "det er jo en offentlig institution med kasser" som det blev udtrykt. Rammerne kunne være for snævre, og tilsyneladende kunne sammenhold og korpsånd efter hans mening ikke kompensere for dette. Det så ud til, at folk fra livsform 1 havde nemmere ved at indrette sig på organisationen end folk, der kom fra et karrieremiljø uden for forsvaret. Hvis vi ser, hvordan det var at tilpasse sig forsvaret, hvis man kom fra en karrierelivsform inden for organisationen, så det anderledes ud. En af kadetterne var i særlig grad opvokset med forsvaret, idet han som følge af forældrenes skilsmisse havde tilbragt en stor del af sin barndom på en kaserne, hvor hans far havde været officer. Han var en af dem, der havde den største grad af korpsånd, og han kunne som den eneste af de interviewede ikke drømme om at forlade hæren, hvad der end skete.

Kadetternes opdragelse

Som det ses, var der forskelligheder, der relaterede sig til kadetternes livsform. Men på spørgsmålet om, hvorfor man havde valgt officersgerningen, var det bemærkelsesværdigt, at de allerfleste (16) nævnte "mandskabsbehandlingen" - det at være LEDER for en udvalgt gruppe unge mennesker som det afgørende - at fa nogle unge mennesker i sin varetægt, som man kunne "forme". Det havde man prøvet som sergent, og dette tidlige ledelsesmæssige ansvar havde været meget attraktivt. Det var tydeligt, at det var virkelig det, man glædede sig til, når man var færdig her på officersskolen. Der var også andet, der blev fremhævet som attraktivt: Friluftslivet, at kunne holde sig fysisk i form i arbejdstiden, at få uniform på og "være noget", at have et arbejde, der var en kombination af at tænke og bruge muskler, tage beslutninger, der udførtes her og nu, kammeratskabet, sammenholdet og korpsånden. Man kunne godt lide udfordringer, men så sandelig også "faste rammer". Her i forsvaret følte man, der var frihed til at agere inden for disse rammer: "Jeg kan godt lide den disciplin, der er - den orden der er i systemet. Selvfølgelig kan der være nogle brist i systemet, men det er meget ordnede forhold. Klare linier altid. Det er sjældent, der er noget, der er vævende." Ved interviewene opdagede jeg til min forbavselse, at den opdragelse i familien, som kadetterne havde fået som børn, på mange måder lignede hinanden, selv om de kom fra forskellige livsformer. Kadetterne var mellem 22 og 29 år, d.v.s. de var født i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne. På dette tidspunkt var en stor del af danske kvinder ude på arbejdsmarkedet, og det var almindeligt at få sine børn passet på institution: Vuggestue, børnehave og fritidshjem. De 16 kadetter, som prioriterede det at være ledere som det absolut afgørende, var som børn IKKE blevet passet i institution i så vid udstrækning, det havde været muligt. Det så ud til, forældrene selv havde villet præge deres børn, og det helst ikke blev overladt til folk uden for familiens kreds at passe dem.

Man havde generelt dyrket meget sport sammen i familierne, og forældrene havde også på andre måder taget aktivt del i deres børns fritidsinteresser. Børnene var også blevet inddraget i forældrenes arbejde og i deres interesser. I det hele taget havde de fleste haft forældre, der havde taget sig usædvanlig meget af deres børn, og forældrene havde i al almindelighed været uhyre aktive mennesker. Der var i de allerfleste tilfælde et meget positivt fader- og moderbillede. Ved interviewene kom flere uopfordret ind på, hvor meget forsvaret lignede deres hjem. Det drejede sig især om frihed inden for rammer, disciplin, faste retningslinier, og hvordan man var blevet vejledt: "Da je g kom ind i forsvaret, var je g som en fisk i vandet - det var lige mig. Der var nogle faste retningslinier at gå efter. Trådte man uden for de retningslinier, fik man det at vide stille og roligt. Når det skulle siges 3. og 4. gang, blev de irriterede. Man kunne mærke, der var en vis konsekvens, hvis man ikke lavede sine ting. Det lignede mit barndomshjem. " Det tydede på, at disse unge som børn havde sat pris på de klare grænser, og de følte, at deres forældre havde været gode (vej)ledere for dem. Det havde været trygt og godt med faste rammer. Det så ud til, at de havde gjort deres forældres positive vejlederrolle til deres egen og ønskede at føre denne rolle videre ved at være ledere for andre. Jeg tror ikke, dette var bevidst for mange af kadetterne selv. To af kadetterne var blevet passet på institution som børn - de samme to havde ikke som de andre valgt forsvaret for at blive ledere, men på grund af de mange spændende opgaver, hvor det at være leder var een blandt flere interessante udfordringer. Disse to kom fra karrierelivsformer uden for forsvaret.

Skolen som opbygger af fælles normer

Forsvaret har en vertikal, pyramideformet karrierestruktur med jobrotation og intern rekruttering afledere. Selve graden giver meget prestige, men samtidig er forsvaret også et korps med en dertil knyttet følelse af holdningsfællesskab og gruppeloyalitet. Officersskolen har stor mulighed for at opbygge den fælles samhørighedsfølelse og de fælles normer, da samtlige officerer af linien, der kommer til at virke i hæren, tilbringer flere år herinde i forbindelse med forskellige uddannelsesforløb. Skolen søgte tilsyneladende at fremme og vedligeholde forskellige typer traditioner.

Traditioner og korpsånd

Jeg vil først gøre rede for nogle af de faktorer, der ud over selve undervisningen på skolen og de øvrige fælles holdninger, som skolens officerer stod for, var med til at skabe den fælles referenceramme og derved understøtte den fælles korpsånd:

- Fælles oplevelser i forbindelse med fysiske strabadser fx fælles faldskærmskurser.

- Fælles regler for god opførsel i de enkelte klasser. Eleverne havde selv formuleret regler, hvor bl.a. ukorrekt påklædning gav bøde.

- Fælles hilsen og fælles påklædning (uniformen).

- Fælles sprog, her menes fælles udtryk og udtryksmåde: Korrekte sætninger uden brug af udtryk, der henfører til konteksten, høj og tydelig udtale o.s.v. fagudtryk og slang.

- Fælles beliggenhed af bolig. Studerende, som kom fra provinsen, fik mulighed for at blive indlogeret i forsvarets ejendomme.

- Fælles krigshelte, som blev inddraget i forskellige sammenhænge.

- Fælles hægen om nationale symboler: Flag og monark.

- Fælles historiske traditioner især omkring skolens bygninger og kendte tidligere officerers kommen og gåen her.

- Fælles traditionsrige fester og ceremonier med bevidst arkaiserende træk.

At uddannelsen foregik på Frederiksberg slot, betød ikke noget særligt, når de unge mennesker påbegyndte uddannelsen, fortalte holdets "klasselærer” mig, men efter kort tid betød det meget - hvor meget forbavsede mig i første omgang, da det tilsyneladende var i modsætning til den handlingsorienterede og på mange måder rationelle, realistiske og uhyre jordbundne livsindstilling, der blev lagt for dagen hos disse unge mænd, der i fritiden især interesserede sig for sport og computere: "Jeg var ikke klar over, da je g søgte, at uddannelsen foregik her. Nu betyder det noget. Her ved afdansningsballet ville je g lige ryge en cigar og drikke en cognac i respektfor alle de andre officerer, der har siddet i nøjagtig de her sale for 200 år siden og gjort det samme i lange blanke ridestøvler. Der er noget heroisk over det. Også når man går p å gangene og læser om de tidligere officerer, fx om én, der døde i duel. Det er fedt. Det er det samme med slottet. De har altid danset lancier. De har altid drukket cognac og røget cigar. Det var grunden til, at je g valgte officer i stedet fo r et tilfældigt jo b i det civile. Det er noget med stolte traditioner. Der er altid blevet set op til folk, der er officerer. Hvis man var officer, så VAR man noget." Her er tilsyneladende sket en efterrationalisering. Da jeg i begyndelsen af interviewet spurgte respondenten, hvorfor han havde valgt at blive officer, svarede han, at det var fordi han ville arbejde med unge mennesker, som han kunne give "nogle holdninger". Det er et eksempel på, at den korpsånd, man søgte at indgive på skolen, følte de unge hele tiden, at de havde haft kendskab til. For nogle kadetter var korpsånden så indkorporeret, at de ind imellem mente, at det var derfor, de havde valgt at blive officerer. I den sociologiske undersøgelse (Sørensen, 1988) blev nævnt "interesse for forsvaret" som motiv til at blive officer. Det jeg netop har beskrevet er et eksempel på, at denne "interesse" kunne være en efterrationalisering som et resultat af forsvarets påvirkning. Fester: Man havde en årscyklus med hensyn til festlige arrangementer. Hvert år i januar, februar og marts måned blev der givet lancierundervisning, med et afdansningsbal midt i marts, hvor kadetterne iført selskabsuniformer og damerne i lange kjoler afholdt bal i slottets riddersal efter en fælles middag. I slutningen af maj var der nordisk kadetstævne, hvor man afsluttete idrætsudfoldelseme med middag på Frederiksberg Rådhus. Bagefter gik de festklædte deltagere med fakler igennem Frederiksberg Have til bal på Frederiksberg Slot. Herudover havde man "vikingefest", idrætsdag, sommer- og efterårsbal, julekoncert m.v. Hvert arrangement havde nøje fastlagte regler med hensyn til ceremoniel, opførsel, påklædning m.v. Inden afdansningsballet fik kadetterne udleveret et lille hæfte, hvor de vigtigste regler for korrekt "ridderlig" opførsel var angivet. Der var ingen tvivl om, at traditionernes arkaiserende og eksklusive træk havde stor betydning: "Man har dannelse og folk få r det bekræftet, når man fortæ ller, man går til fægtning og vinsmagning og kan danse lancier. Jeg elsker det. Det er noget a f det bedste - i fægtebukser og de fester, hvor vi har kæresterne med og sidder og ryger cigar. Når vi får taget klassebillede i selskabsuniformer og med knækflip. Vi er med til ballerne - je g elsker traditionerne."

Traditioner og merit

Men der var andre traditioner, som søgte at fremme formål, der tilsyneladende var helt modsattrettede. Når kadetterne havde afsluttet deres eksamen, skulle der tages et billede af dem stående på trappen foran slottet. De blev herefter lykønsket af dronning Margrethe i den opstillede rækkefølge. Det særlige var, at deres position på billedet var afhængig af eksamensgennemsnit. Den, der stod nederst til venstre, havde fået de højeste karakterer og var således den første, der blev lykønsket af dronningen. Den, der stod i øverste række yderst til højre, havde holdets dårligste gennemsnit og blev lykønsket sidst. Billedet var ikke kun en kadet-hitliste, men angav også regimenternes popularitet, da man på regimentsmærkeme på uniformen kunne aflæse, hvor de forskellige officerselever havde søgt hen. Regimentsvalg: Man valgte regiment efter karaktergennemsnit. De bedste kunne vælge først og de dårligste sidst. Det var ret afgørende, hvilket regiment man kom til efter opholdet på officersskolen. Dels drejede det sig om geografien, hvor det kunne være af stor betydning for kone og evt. børn, hvor man blev udstationeret, og dels var der forskellige arbejdsopgaver ved de forskellige regimenter, som var mere eller mindre interessante og/eller karrierefremmende. Det kommende regimentsvalg var derfor genstand for mange overvejelser og strategier. Ønsket om fremtidige forfremmelser og spændende arbejdsopgaver skulle gerne kunne gå op i en højere enhed med andre præferencer for færrest mulige flytninger i forbindelse med jobrotation og videreuddannelse. De forskellige prioriteringer var vævet ind i hinanden på den mest indviklede og udspekulerede måde. Man kunne fornemme ved interviewene, at her talte professionelle taktikere. På det tidspunkt, jeg interviewede kadetterne, havde man endnu ikke fået sine endelige karakterer, men man vidste, hvor det bar hen.

Hvis man forventede dårlige karakterer, gjorde man "en dyd af nødvendigheden" og indrettede sit regiments valg og sin karrierestrategi efter denne viden. Man ville vælge de lidt mere "ydmyge steder" i landets yderkantområder og regimenter, som ikke havde så høj prestige, men hvor der kunne gøres karriere alligevel, da der ikke var så mange med gode karakterer, der søgte derhen. Men man vidste godt, at hvis man ikke fik så høje karakterer på skolen, kunne man ikke forvente at blive general. De, der havde de bedste karakterer, angav over for mig, at de gerne ville være oberster eller mere, mens de andre tilsyneladende var tilfredse med at blive majorer.

To typer traditioner

Der er her beskrevet to typer traditioner, som hver har sit tilsyneladende modsatrettede formål. Den første type skulle indgive kadetterne korpsånd og den dermed forbundne samhørighedsfølelse, og den anden skulle få dem til at præstere så meget som muligt i konkurrence med hinanden. Hele systemet understøttede holdningen om, at det var attraktivt at gøre karriere og få en så høj grad som muligt. Ønsket om at blive officer var for de flestes vedkommende en drøm om at fa et spændende og afvekslende arbejde som leder. Men der var en konflikt mellem ønsket om at blive leder for unge mennesker og de karriereønsker, man åbenbarede ved regimentsvalget. Hvis man virkelig gjorde karriere, kom man ikke til at "forme" unge mennesker, men fik kontorarbejde i forskellige stabe rundt omkring i landet. Det var netop det, mange havde taget afstand fra i begyndelsen af interviewet. Det virkede modsætningsfyldt, at de, der gerne ville være ledere for unge mennesker, samtidig tillagde karrieren så stor betydning. Jeg tror, dette skal forklares med den påvirkning, de havde fået i den tid, de havde været på skolen, hvor karrierestrukturen gennemsyrede selve skikken omkring fx regiments valget og "fotografiet på trappen". Men i stedet for at nedtone den store vægt, der blev lagt på den gradsmæssige placering, så folk kunne fa den type arbejde, de egentlig ønskede, valgte man tilsyneladende andre midler for at fastholde folk i forsvaret, nemlig at få kadetterne til at føle, de var noget særligt i kraft af de traditioner, de blev en del af. I en organisation, der baserer sig så meget på et fast pyramideformet rangssystem, kan en stærk korpsånd være nyttig at have hos de officerer, der ikke avancerer så meget, som de kunne ønske sig. På denne måde bliver traditionerne medvirkende til at bevare systemet og dets hierarkiske karrieresystem. Det var ikke alle, der kunne nå de højeste poster, og de andre skulle helst også forblive loyale. Det drejede sig tilsyneladende om, at få officererne til at ACCEPTERE ULIGHED I GRUPPEN, og her havde de traditioner, der indgav korpsånd og statusgruppebevidsthed åbenbart stor følelsesmæssig betydning.

Tradition og identitet

Det er ikke kun i forsvaret, at præstationer, der bl.a. udmønter sig i høje karaktergennemsnit, har stor betydning. Også det øvrige samfund baserer sig i højere og højere grad på eksamensbeviser i stedet for tidligere tiders fødselsbestemte status. Officersskolen fremelskede både traditioner, som fik kadetterne til at acceptere betydningen af præstationen, men også traditioner, der havde det formål at få kadetterne til at føle sig styrket af sammenholdet i gruppen. Det samme gør sig gældende i det øvrige samfund. Vi ser i disse år i Danmark flere og flere forskellige faggruppers ønsker om at skabe museer for netop dem: Arbejdernes museum, politibetjentenes museum, skolelærernes museum o.s.v. Det er vigtigt med traditioner, der giver indtryk af, at gruppen har prestige og kontinuitet. At være en del af en større og betydningsfuld helhed med sin egen historie styrker den enkeltes identitet - også hos dem, som ikke når samfundets højeste poster. Selve nationalstatens og de etniske gruppers "glorværdige" historie bygger på samme princip - her kædes myten om den fælles afstamning sammen med den heroiske historie. Historie og traditioner brugt på den her beskrevne måde kan bruges til at acceptere ulighed og dermed virke bevarende for de gældende normer.

Drømmen om ndet gode liv" i hæren

Ved interviewene svarede samtlige kadetter på interviewguidens afsluttende spørgsmål om hvad "det gode liv" for dem bestod i, at "det gode liv” var at have et godt arbejde. De fleste føjede til, at "det da også var vigtigt", at man havde gode familiemæssige relationer - her mentes til kone og børn. Men det var mit absolutte indtryk, at et godt arbejdsliv, hvor man kunne realisere sig selv, var af allerstørste betydning og blev prioriteret meget højt. Selv om kadetterne kom fra forskellige livsformer og i nogen grad havde forskellige holdninger til arbejde og karriere, så havde de fået en opdragelse, der på mange måder lignede hinandens, så der var udviklet nogle præferencer og et handlingsberedskab, der gjorde det attraktivt for dem at arbejde i forsvaret. Det så ud til, at skolen ønskede at præge de unge mennesker, så de både ville præstere så meget som muligt, men samtidig syntes, det var attraktivt og eksklusivt at tilhøre korpset. Hvor vidt denne prægning lykkedes, vil den procentvise afgang af antallet af linieofficerer de kommende år vise. I hvert fald kom 15 af kadetterne under interviewet selv ind på, at de ville forlade forsvaret, hvis de ikke fik opgaver, der var spændende og/eller karrierefremmende nok. Der var hos kadetterne et ønske og en forventning om at realisere sig selv gennem jobbet. Ønsket om at tilhøre en gruppe, hvor man blev en del af en større enhed med fælles historiske traditioner trivedes tilsyneladende side om side med ønsket om selvrealisering og personlig succes gennem arbejdet. Glæden ved traditioneme var måske for disse unge mennesker i 1996 snarere glæden over et prestigegivende gruppetilhørsforhold end et udtryk for gruppesolidaritet. Udsagnet om, at man ville forlade forsvaret, hvis man ikke fik opfyldt sine karriereforventninger og/eller ønsket om et spændende arbejde kunne tyde på dette. Ideen om at genoplive tidligere tiders loyale statstjenerfigur syntes ikke helt at være lykkedes, selv om auraen omkring den fordums prestigefyldte officersskikkelse var tillokkende.

Noter

1. Sørensen, Henning: Den danske officer. København 1988.

2. Enevoldsen, Vibeke: Den mindre, selvstændige turistvognmand. Institut for etnologi 1995.

3. Højrup, Thomas: Det glemte folk. København 1989.