Den østrigske General Ritter v. Eimannsberger har nylig udgivet en Bog*), der virker som et Raab: Vagt i Gevær, d. v. s. som en Advarsel mod at underkende Betydningen af Kampvognen som Kampmiddel. Forfatteren har paa Basis af Erfaringer fra Verdenskrigen paa logisk Maade opbygget og underbygget sine Teorier om Kampvognskrig og har endelig for at tydeliggøre dem anvendt dem i et Krigsspil, som han lader foregaa i det fra Slaget ved Amiens 8’ August 1918 kendte Terrain. For at vække Interessen for denne udmærkede Bog skal jeg nedenfor søge at give et Overblik over Bogens Indhold og .dertil knytte et Par Bemærkninger vedrørende vore egne Forhold.
1’ Kapitel. Indledning. Bogens Stof inddeles ved en Fastlæggelse af de Spørgsmaal, der skal undersøges.
2’ Kapitel. Beskrivelse af Kampvognsslagene i Verdenskrigen. Den første Anvendelse af Kampvogne fandt Sted ved Somme 16’ September 1916, og siden da gjorde Englænderne og Franskmændene stadig Brug af dem, idet de dog ikke før sidst i November 1917 anvendte Kampvogne samlede i stort Antal mod en enkelt Front. Den spredte Anvendelse af Kampvogne havde ikke indgydt Modstanderne Respekt for det nye Vaaben. Bekæmpelse af Kampvogne fandt Sted efter følgende Regler :
a. Blev Fodfolksstillingen angrebet af Kampvogne, skød alle Maskingeværer med største Ildhastighed paa dem (Ilden rettedes mod Sigtespalter og Skydeskaar — alm. Patron, mod Vognenes Sider — panserbrydende Patron). Naar Kampvognene havde passeret, gjaldt det om at løbe tilbage for at undgaa Fangenskab. Tilbagegangen fortsattes til Nærhed af Artilleriomraadet (3—4 km bag Fronten), hvor Fodfolket igen satte sig fast i Landsbyer og Skove, der bød Hindringer for Kampvogne, og hvorfra Kampen mod Vognene kunde fortsættes med de automatiske Vaaben. Kampvognene, der nu ogsaa var udsat for Artilleriild, led store Tab, og deres Angreb blev afvist.
b. I Flandern fulgte Fodfolket følgende Regel: Vige ud, lude Kampvognene køre igennem og derefter vende sig mod det Fodfolk, der fulgte Kampvognene. Bekæmpelsen af disse tilfaldt de bagvedværende Reserver (Artilleriet ).
Kampvognsslaget ved Cambrai 20/11—6/12 1917. Den 20’ November 1917 er en Mærkedag, idet der da for første Gang anvendes en ny Angrebsmetode. Den hidtil anvendte med den storstilede Artilleriforberedelse før Angrebet og Understøttelse under Angrebet gav utilfredsstillende Resultat, Forsvareren var forberedt og kunde træffe sine Modforholdsregler. Angrebet fik aldrig Gennembruddet af Fronten som Resultat. For at skabe Mulighed for at naa dette, maatte Overraskelsesmomentet genindføres ved Angrebet, og selve Angrebshandlingen maatte hurtigt kunne gennemføres. Kampvognen var det nye Kampmiddel, der løste denne Opgave. Ved en Anvendelse af Kampvogne i stort Antal indenfor et begrænset Angrebsrum kunde man helt undvære Artilleriforberedelsen, og Overraskelse var derfor mulig. Paa Grund af Vognenes Usaarlighed (undtagen overfor Artilleriild) og relativt store Bevægelighed kunde Angrebshandlingen hurtigt gennemføres. I Kampvognsslaget ved Cambrai og de efterfølgende Kampvognsslag blev Angrebene sat an saa tidligt om Morgenen, at Morgentaagen tilslørede Vognenes Fremrykning, og yderligere taagebeskød Artilleriet fra Angrebets Begyndelse den fjendtlige Fodfolks- og Artilleristilling. Ved Cambrai havde Englænderne tildelt alle de i Angrebet deltagende Divisioner Kampvogne saaledes, at hver Division i 1’ Træftning gennemsnitlig havde 72.
Kampvognsslaget ved Soissons 18—31/7 1918. Franskmændene anvender her 1’ Slagdag 213 Kampvogne paa 15 km Front.
Kampvognsslaget ved Amiens 8/8 1918. Englænderne anvender 1’ Slagdag 420 Kampvogne paa 30 km Front.
Fælles for disse 3 Slag er: Den fuldstændige Overraskelse af Modstanderne den 1’ Slagdag. Den hurtige og planmæssige Gennemførelse af Angrebet. Hver Gang blev den 1’ tyske Fodfolks- og Artilleristilling taget, Fodfolksbesætningen gjort ukampdygtig eller taget til Fange, Artilleriet ødelagt og taget.
Tyskerne drager ikke fornøden Lære af Kampvognsslagene, men følger de forannævnte Kampregler, der har vist sig gode under Kamp mod faa Kampvogne. Her svigter de fuldstændig; under et Masseangreb med Kampvogne vil en Udvigen af Fodfolket kun være mulig i 4’ Dimension. Efter Slaget ved Cambrai forstærker Tyskerne dog deres Fodfolksstilling med enkelte indbyggede Kanoner og noget bespændt Skyts: pr. Divisionsfront (3—5 km) 2 indbyggede Kanoner og 1 bespændt Kanondeling, hvortil senere kommer enkelte Fodfolkskanoner. Værnet er utilstrækkeligt mod Kampvogne, i Virkeligheden maa Fodfolket anses for ubeskyttet. Naar de store Angrebsresultater udelukkende knytter sig til 1’ Slagdag, skyldes dette, at Overraskelsesmomentet er forbi med denne Dag, og Tyskerne faar Tid til at bringe Reserver i Stilling, placere sit Feltartilleri gunstigt under Hensyn til Kampvognsbekæmpelse og forøge Antallet af fremskudte Kanoner i Fodfolksstillingen.
Raader Fodfolk ikke over virksomme Vaaben til Bekæmpelse af Kampvogne, kan der let opstaa kritiske Situationer. I Fægtningen ved Corcy 3\7 1918, der nærmest havde Mødekampens Karakter, gennembryder 1 fransk Kampvognsdeling paa 5 Vogne 1 km tysk Front og tvinger i Forbindelse med det efterfølgende Fodfolk Tyskerne tilbage. 5 tyske Batailloner er her engagerede af Kampvognene, og først efter en haard Kamp bliver 2 af Vognene tvunget til Standsning, men kan fortsætte Uden, og 2 Vogne bliver gjort ukampdygtige og Besætningen taget til Fange. I Slaget ved Amiens 8j8 1918, da de engelske Kampvognsbølger har taget den tyske Fodfolks- og Artilleristilling, kører IT engelske Panservognsbataillon gennem forreste Kampvognsbølge frem ad Vejen Villers—Bretonneux—Foucaucourt og foraa rsager stor Forvirring og Panik blandt de tilbagegaaende tyske Tropper og Train.
Følgende Erfaringer kan uddrages:
1. Kampvogne og Panservogne kan vel med Ilden holde en Stilling nede, men de kan ikke erobre den. De bør derfor aldrig sættes ind i Kamp med en saadan Opgave.
2. Det er nødvendigt under Angrebet at beskytte Kampvognene mod det fjendtlige Artilleri, især mod de fremskudte, enkeltvis anbragte og vel slørede Kanoner, der først aabner Ilden paa Afstande under 1000 m. (Krigen viste, at saadanne Kanoner undertiden i Løbet af 1 Minut kunde tilintetgøre hele Kampvognsdelinger).
Den under 2 nævnte Opgave kunde ikke løses af Angrebsartilleriet, der under Angrebet havde det Hverv at skyde rullende Spærreild foran de fremkørende Kampvogne, nedskyde de stedfæstede fjendtlige Batterier og taagebeskyde Artilleriets Observationsstader. Overfor de i Fodfolksstillingen enkeltvis anbragte Kanoner, der først røbede sig under Kampen, maatte øjeblikkelig Hjælp være for Haanden. Flyvervaabnet maatte derfor overtage Opgaven. Flyvere fulgte i Luften Kampvognsbølgerne som Luftbeskyttere og Situationsmeldere og fik nu tillige hver sin Terrainstribe i Angrebsfeltet at overvaage. Opdagedes noget mistænkeligt i Terrainet, blev det beskudt med Maskingeværer, opdagedes en Kanon, blev den nedkæmpet med Bomber og Maskingeværer. Det tyske 13 mm Tufgevær svigtede fuldstændigt. En engelsk Kampvogn havde f. Eks. efter en Fægtning 5 saarede, men da den havde 8 Mands Besætning, var den til Trods for Afgangen fuldt kampdygtig. Et Vaaben, hvis Virkning kræver, at det med sit Projektil skal opsøge hver Mand bag Panseret, er ubrugeligt til Bekæmpelse af Kampvogne. Kun de fremskudte, enkeltvis anbragte Feltkanoner gav god Virkning, men deres Antal i Fodfolksstillingen var utilstrækkeligt.
3’ Kapitel. Den Moral, der kan uddrages af Krigshistorien.
1. Masseangreb med Kampvogne var den eneste Angrebsmetode, hvor Overraskelse var mulig. Artilleriforberedelsen før Angrebet bortfaldt, og naar Artilleriet i Angrebsøjeblikket pludseligt aabnede Ilden, trængte i næste Øjeblik allerede 1’ Kampvognsbølge ind i Fodfolksstillingen. Hindringsbælterne foran den fjendtlige Stilling krævede ved den hidtil fulgte Angrebsmaade dageeller ugelang Beskydning for at blive ødelagt i saadan en Grad, at Fodfolksangrebet kunde gaa frem, men Hindringsbælterne spillede ingen Rolle overfor Kampvognene, som uden Besvær overskred dem og samtidig banede Vej for det efterfølgende Fodfolk.
2. Kampvognene var usaarlige overfor de almindelige Fodfoksvaaben (Gevær og Maskingevær), men maatte beskyttes mod Artilleriild. I enkelte Tilfælde blev dog Kampvogne bragt til Standsning af Fodfolk ved Hjælp af Haandgranatbundter mod Larvebaandene. For at give Artilleribeskyttelse blev i Kampvognsslagene Angrebet sat an saa tidligt, at den naturlige Morgentaage kunde udnyttes. Yderligere blev den fjendtlige Stilling taagebeskudt, saa at Observationsstaderne blindedes, Samvirke mellem Fodfolk og Artilleri ophørte, og Artillerivirkningen udeblev. Endelig kunde Kampvognene selv udlægge mindre Taageslør.
3. Kampvognene forégede Angriberens Vaabenvirkning, idet de førte Maskingeværer og Kanoner under Panser tæt ind paa Modstanderen og derved paa korteste Tid bragte Kampen til Afgørelse. Kampvognene kunde bevæge sig hurtigere end Fodfolket og blev derfor i Stand til med faa Tab at slaa den fjendtlige Modstand ned og ved Hjælp af det ledsagende Fodfolk tage de værgeløse Fanger.
4. Kampvognene behøvede:
a. Artilleristøtte til Ødelæggelse eller Nedholdelse af de fjendtlige Batterier og til rullende Spærreild foran forreste Kampvognsbølge.
b. Ledsagende Fodfolk til direkte Beskyttelse og til at tage Fanger.
c. Flyvere til rettidig Bekæmpelse af Fodfolkskanoner og til Forbindelses- og Meldingstjeneste.
5. Kampvogne, anvendt i mindre Antal til Angreb mod en forholdsvis smal Front, blev som Regel standsede af Artilleriilden fra ikke angrebne Nabofronter, og Angrebet brød sammen.
Kampvognsangreb vil derfor — naar det anvendes — kun finde Sted med Masseindsats.
6. Kampvogne formindsker egne Tab (saarede, døde, Fanger), fordi Besætningen er faatallig. Kampvogne sparer Artilleriforberedelsen og dermed store Summer til Ammunition.
7. Værn mod Kampvogne. Stillingerne var udbyggede under Hensyntagen til de Erfaringer, der var indhøstede under de store Materialslag og svarede ikke til Kampvognsslagets Krav. Artilleriet stod i Artilleriomraadet 3—5 km bag Fodfolkets forreste Linie. Fodfolkskanoner (konstrueret til Kampvognsbekæmpelse) fandtes kun i ringe Tal. I Slaget ved Amiens 8/8 1918 fandtes paa den ca. 30 km2 tyske Front kun 16 Feltkanoner i Fodfolksstillingen til Værn mod 400 Kampvogne. Miner til Værn mod Kampvogne blev kun i ringe Grad anvendt (oftere hos Franskmændene og Englænderne end hos Tyskerne — antagelig paa Grund af Mangel paa Sprængstoffer). Fodfolket anvendte Haandgranatbundter mod Kampvognenes Larvebaand og beskød (med Gevær og Maskingevær) Vognenes Sider med panserbrydende Patron og Vognenes Sigtespalter og Skydeskaar med almindelig Patron (mange Øjenskader paa Grund af Blysprøjt fra Træffere i Sigtespalter). Alt i alt et 'litilstrækkeligt Værn mod Kampvogne.
4" Kapitel. K o rt R ed eg ø relse fo r S la g e t ved S o isso n s og R eim s 27/5— 3/6 1918 o g S la g e t ved M a m e o g i C h am p agn e 1 5 _ 1 7 /7 1918. B e g g e d isse S la g er ty p isk e M a te r ia lsla g m ed u g e la n g e F o rb ered elser fo r a t g ø r e A r tille r ifo r b e r e d e lse n o g A r tille r istø tte n sa a v irk so m som m u lig . S aa d a n n e fo rb ered te A n g reb v il d erfo r u v æ g e r lig t b liv e røb et, sa a a t M o d sta n d eren i de f le ste T ilfæ ld e k an ta g e sin e F o rh o ld sr e g le r i T id e o g h e m m e lig t røm m e den fo r r e ste S tillin g u n d er E fte r la d e lse a f e t S lø r o g o r g a n ise r e s it H o v ed fo r sv a r læ n gere tilb a g e .
D er m aa d erfo r sø g e s n y e V e je , som h o v e d sa g e lig m a a : a. m u lig g ø r e O verra sk else (d. v. s. A r tille r ifo r b e r e d e lse n m aa b o r tfa ld e ), b. tilla d e , a t O p m arch en a f de til A n g r e b e t n ø d v e n d ig e K ræ fte r g e n n e m fø r e s i k o r te st m u lig T id, c. tilla d e, a t K r ig sm a te r ie lle t s tille s i B ered sk a b sa a la n g t fr a F je n d e n , a t O p d agelse b esv æ r lig g ø r e s b aad e fo r fje n d tlig e o g eg n e S ty rk er, d. m u lig g ø re, a t i a lt F a ld en D el a f K r ig sm a te r ie lle t h a r saa s to r t V irk eom raa d e, a t d et k an fø lg e O p eration ern e (k a n k u n op n aa s ved B e v æ g e lig h e d ).
H v ilk en M etod e d er en d an v en d es, sk a l den h olde T ab en e n ed e p aa d et m in d st m u lig e o g tilla d e, a t O p eration ern e u d fø res h u r tig t o g tillig e a fg ø ren d e . D isse K ra v k an ku n sk e F y ld e st ved en M a ssea n v en d else a f K am p v o g n e i F o rb in d else m ed m o to risered e S ty rk er. 5’ Kapitel. K a m p v o g n sv a a b n ets U d v ik lin g e fte r K rig en . E n n æ rm ere O m tale a f K a p itle ts In d hold er n æ p p e fo r n ø d en t, k u n sk al som S lu tn in g sb e m æ r k n in g a n fø r e s: Lige saa lidt Tropper kan klare sig paa Slagmarken uden Gasbeskyttelse, lige saa lidt kan de klare sig uden tilstrækkelig Beskyttelse mod Kampvogne. 6’ Kapitel. B ek æ m p else a f K am p vo gn e. F ø lg e r F o d fo lk e t i F o r sv a r e t de a f T y sk ern e i V e r d e n sk rig en b en y tted e F rem g a n g sm a a d e r , v il S tillin g e n ved M a ssea n g reb m ed K a m p v o g n e h u r tig t b liv e ta g e t o g B esæ tn in g e n d ræ b t eller ta g e t til F a n g e . B ek æ m p elsen k a n d e r fo r ik k e p aalig n e s A r tille r ie t, m en F o d fo lk e t m aa se lv raa d e o v er K an on er til d en n e O p gave.
For at bestemme, hvilke Krav en Fodfolkskanon skal tilfredsstille, maa man først gøre sig klar over, hvorledes et Kampvognsangreb foregaar. Der vil fremtidig næppe blive Tale om en fuldstændig Taagebeskydning af Fodfolksstilling, Observationsstader og Artilleristilling; thi Kampvognenes Kørehastighed er nu saa stor, at de hurtigt vil komme ind i det taagebelagte Omraade, hvor Ledelsen vil blive vanskelig, og hvor Fodfolkskanoneme, der optræder i kendt Terrain, vil have Fordelen. Kampvognsdelingen paa 5 Vogne vil antagelig fordele sig 1 Bredden og Dybden med mindst 100 m Mellemrum og Afstande. Bliver de beskudt af Fodfolkskanoner søger de hurtigt frem fra Dækning til Dækning (over aabent Terrain Zig-Zag Kørsel), 2 Vogne gaar antagelig lige mod Kanonen, de øvrige kører frem, saa at de kan angribe den fra Flanke og Ryg. Der maa derfor kræves af Kanonen, at den paa en Afstand af mindst 500 m med en Anslagsvinkel paa 60 0 sikkert gennembryder et Panser (Kampvognspanser) paa 30 mm og giver Sprængvirkning bag Panseret.
Kaliberet maa derfor ligge mellem 37—47 mm.
Højderetningsfrihed ca. 50 °.
Sideretningsfrihed mindst 150 °, helst 360 °.
Skjold 7 mm (skal modstaa Fodfolkets panserbrydende Ammunition til Gevær og Maskingevær). Vægt 350—400 kg. Projektil: Pansergranat og Granatkardæsk.
Regnes med, at 1 Kanon kan nedkæmpe 3 Kampvogne, før den selv bliver ødelagt, kan man bestemme Behovet af Fodfolkskanoner saaledes: 1 Bataillon Fodfolk kan i Forsvaret tage en Front paa 2 km. Mod en saadan Front angreb i Verdenskrigen en Fodfolksdivision med en Kampvognsstyrke paa 50 Vogne (100 Vogne mod en saadan Front i Tyngdepunktet). Heraf følger, at der 1 en Bataillonsfront maa findes 16 Kanoner (i Tyngdepunktet 32), alt under Forudsætning af, at Bataillonen skal spænde over 2 km i Forsvaret. 3— G Fodfolkskanoner pr. Regiment er derfor helt utilstrækkeligt. Hver Bataillon maa have et Skytskompagni paa 6 Kanoner, og herudover maa der ved Divisionen findes en Kanonbataillon paa 3 Kompagnier, saaledes at Divisionen kan forstærke Bataillonsafsnittene i fornøden Udstrækning. For at opnaa denne Udvikling foreslaar Forfatteren, idet han finder Bataillonen tilstrækkelig stærk med 30—40 Rekylgeværer, at Bataillonens Maskingeværkompagni omdannes til et Skytskompagni. Kan Bataillonen ikke undvære Maskingeværer, foreslaas hvert Rekylgeværkompagni’s 4’ Deling omdannet til Maskingeværdeling. Ved hvert Regiment skal desuden findes Maskingeværer af stort Kaliber til Luftværn, og ved Divisionen foruden Kanonbataillonen tillige Minekastere. Fodfolkskanonerne skal, bortset fra Forhold under Kamp, altid være fordelt saaledes — baade under March og under Hvil —, at de hurtigt og virksomt kan modsætte sig Angreb af Kampvogne (Panservogne). Fodfolkskanoner bør aldrig indsættes enkeltvis, da de ofte vil blive angrebet i Flanke og Ryg. Mindste Enhed er derfor Delingen, hvor de 2 Kanoner opstilles bag hinanden med en Afstand., der ikke er mindre end 300 m og ikke større end 500 m. Delingen anbringes i Reglen i Forbindelse med andre Kanondelinger, f. Eks. til Besættelse af en Forsvarszone eller et Støttepunkt. Mellemrum mellem Delingerne bør ikke være mindre end 200 m og ikke større end 500 m. Gennem forskellige Former for Opstilling af Kanondelinger vises tydeligt Fordelen ved, at Kanonen ejer stor Sideretningsfrihed. Gaar denne ned f. Eks. til 60 °, maa Kanonantallet til Dækning af en bestemt Front forøges betydeligt. Regnes med det tidligere anførte Antal Kanoner til Bekæmpelse af Kampvogne i et Bataillonsafsnit paa 2 km, vil der i et Afsnit af almindelig Betydning kræves 3 Rekylgeværkompagnier -|- 3 Kanonkompagnier og i et vigtigt Afsnit 3 Rekylgeværkompagnier -|- 5 Kanonkompagnier. Reservebatailloner bør altid beholde deres Kanonkompagni. Divisionsartilleriet —- fremfor alt det lette — bør ligesom Fodfolket saavel under Fægtning som under March og Hvil tage Hensyn til Kampvognsfaren ved Fordeling (spredt Opstilling) og Fægtningsberedskab. En Forsvarsstilling bør fremtidig organiseres som et Bælterforsvar, det ene Bælte bag det andet, og Hovedmodstandsbæltet saa langt tilbage, at det ikke kan ødelægges af Fjendens Artilleriild.
BILLEDE HER
Stillingens Karakter medfører, at Kampen maa føres som rent Forsvar. Som Reserve i den højere Førers Haand maa der opstilles:
a. Motoriserede Divisioner med almindelig Organisation til Udbedring eller Fornyelse af Forsvaret, hvis Kampvognsangrebet trykker Fronten ud eller gennembryder den.
b. Kampvognsdivisioner til Udførelse af Modangreb. Disse Enheder kan paa Grund af deres Bevægelighed anbringes 50—100 km bag Fronten. En saadan Organisation af Forsvaret giver tilfredsstillende Modstandskraft overfor Kampvognsangreb, baade naar dette føres efter den i 1918 anvendte Metode: Rullende Spærreild foran forreste Kampvognsbølge, ledsagende Fodfolk og Flyvere, og Stillingsskifte for Artilleriet, naar Grænsen for den rullende Spærreild er naaet, og naar det føres efter ny Metode (Forfatterens Forslag) : Ingen Artillerispærreild, Udnyttelse af Kampvognenes store Bevægelighed, ledsagende stærke Flyveeskadriller (Jagere og Bombardementsflyvere), der erstatter Artilleriets rullende Spærreild og nedkæmper Fjendens Fodfolkskanoner, ledsagende Fodfolk først med 4’ Kampvognsbølge.
7’ Kapitel. Teorierne anvendt i et Krigsspil (Kampvognsslaget ved Amiens 8’ August 19 ..). Krigsspillet er gennemført i Verdenskrigens Ramme og med motoriserede Divisioner, Kampvognsdivisioner og stærke Flyverkræfter. Man kan vel sige, at Fremstillingen giver et Fantasibillede af en Fremtidskrig, men dette Billede har dog en vis Virkelighedsbasis, idet man overalt anstiller Forsøg med Motorisering og Mekanisering, og i England har man endog afholdt Manøvre med motoriserede og mekaniserede Enheder af stor Styrke.
8’ Kapitel. Resumé. I Verdenskrigen var Kampvognene det eneste Kampmiddel, der tillod a. at angribe overraskende og uden overvældende Tab, b. at gennemføre Angrebet paa korteste Tid og med godt Resultat. I Verdenskrigen kunde der kun angribes efter virksom Artilleriforberedelse. Man spørger: Er det i Dag muligt i Bevægelseskrig at angribe med Fodfolk uden Ledsagelse af Kampvogne og kun støttet af Artilleri? De forskellige Reglementer besvarer Spørgsmaalet bekræftende, men Svaret er ikke baseret paa Krigserfaring. Kampvognsvaabnet er ikke noget Vidundervaaben, det viser den samme LTdvikling som ethvert andet Vaaben. Først Indsats af forholdsvis svage Kræfter, der virker ved Overraskelsen og giver godt Resultat. Saa opstaar Modvaabnet, Fodfolkskanonen, der tvinger til en Ændring af Angrebsmetoden, d. v. s. Indsats af større Kampvognsstyrker, og dette bevirker atter en Udvikling og Forøgelse af Antallet af Fodfolkskanoner. I de staaende Hære vil der i en overskuelig Fremtid næppe forefindes det nødvendige Krigsmateriel (Kampvogne og terraingaaende Køretøjer) ; men man vil indskrænke sig til det Antal, der er nødvendigt til Forsøg og til Uddannelsen (Øvelser). Fremstillingen af den store Mængde Køretøjer (til Kamp og Transport) vil derfor være henvist til selve Krigsperioden, naar Industrien er mobiliseret til Frembringelse af Krigsmateriel.
Jeg afslutter hermed min Redegørelse for Bogens Indhold, og det er selvsagt, at en saadan Redegørelse altid maa blive mangelfuld og utilfredsstillende. Men den kan maaske opfordre Læseren til ved Selvstudium at gaa nærmere ind paa Sagen. Det er en Bog, som bør kendes af saa mange som muligt. Det kan dernæst have sin Interesse at undersøge, hvorledes vi herhjemme ser paa Problemet: Kampvognskrig. Vore Reglementer siger meget lidt om dette Emne: I Feltreglement 1 A, Punkt 146, findes en kort Bemærkning om Kampvogne (Anvendelse af Hindringer — naturlige og kunstige -— og af Kanoner). I Feltreglement 1 B, Punkt 51, omtales Nærforsvarskanoner mod Kampvogne, i Punkt 144 (S. 102) omtales Terrainhindringer som Værn mod Kampvognsangreb. I Kampreglement for Fodfolket, Punkt 309—315, findes endelig kortfattede Oplysninger om Kampvognens Teknik, Angrebsmaade og Bekæmpelse. I Vejledning i Feltarbejder m. m .for Fodfolket, Pkt. 43, omtales Hindringer mod Kampvogne (dog ikke Udlæggelse af Miner).
Man kan derfor med nogen Ret sige, at det er nødvendigt, at „Kampvognskrig“ tages under grundigere Behandling i vore Reglementer. I Kampreglement for Fodfolket, Punkt 315, staar bl. a. følgende om Bekæmpelse af Kampvogne: „Under Angrebet beskyder Fodfolket først og fremmest det angribende Fodfolk, der følger Vognene, medens det fortrinsvis overlades til de særlige Antikampvognsvaaben (Fodfolkskanoner og lign.) og Artilleriet at beskyde Vognene......... Fodfolket maa erindre, at Vognenes Udvirkning kun er ringe, naar det ved en spredt Gruppering undgaar at frembyde gunstige Maal, og at jo mindre det derfor lader sig skræmme af Kampvognene, des sikrere er man paa at kunne afslaa Angrebet.........“ Disse Kampregler staar og falder med Antallet af Antikampvognsvaaben. Raader Fodfolket ikke over det tilstrækkelige Antal, er det stillet paa tilsvarende Maade som det tyske i Verdenskrigen. Kampreglerne er de samme, Forsvaret mod Kampvognene utilstrækkeligt og Fodfolket derfor prisgivet. Indtil et tilstrækkeligt Antal Fodfolkskanoner forefindes, maa det derfor forudses, at det vil være nødvendigt at udstykke en Del af det lette Artilleri og anbringe Kanonerne enkeltvis og i fornødent Antal som Nærforsvarskanoner i Fodfolksstillingen. En saadan Fremgangsmaade har selvsagt store Mangler, rent bortset fra, at Divisionsartilleriet unddrages Skyts, det har Brug for til andre Formaal. Af Mangler skal nævnes: Feltkanoner frembyder et stort Maal og er vanskelige at sløre (Skudmaade: aaben Skydning), Sideretningsfriheden er ikke tilstrækkelig, Betjeningsletheden og Skudhastigheden for ringe, Ammunitionen for tung. I Artilleriomraadet maa Batterierne spredes og Kanonerne indenfor Batteriet trækkes saadan ud fra hinanden, at de er i Stand til at bekæmpe Kampvogne, der truer dem selv. Det kan ikke nytte at basere sig paa Bekæmpelse af Kampvogne udelukkende fra Artilleriomraadet (for at undgaa Udstykningen til Fodfolket) ; thi selv om man forudsætter, at et saadant Forsvar er saa kraftigt, at Kampvognsangrebet bryder sammen foran Artilleristillingerne, vil Sejren intet betyde, naar den foranliggende Fodfolksstilling først er ødelagt og Besætningen taget til Fange.
Spørgsmaalet bliver dernæst, om man som Nærforsvarskanoner i Fodfolksstillingen skal bruge bespændt eller motorbaaret Skyts. Af Hensyn til eventuel Beskydning med Krigsgas vil det motorbaarne Skyts være at foretrække. Kampvognsangrebet vil nu til Dags næppe som i Verdenskrigen blive udført under Taagebeskydning af Fodfolksstillingen. Ulemperne ved en saadan Beskydning var for store: Føringen af Vognene vanskelig, Forbindelsen med de ledsagende Flyvere ligeledes, og de fj. Kanoner i Fodfolksstillingen havde Fordelen ved at operere i kendt Terrain. Derimod vil der antagelig blive lagt Taageslør tæt foran Fodfolksstillingen for at sløre Kampvognenes Fremrykning, ligesom Artilleriets Observationsstader og Stillinger vil blive taagebeskudt. Fodfolket maa have Ammunition til Miner og uddannes i at udlægge saadanne Spærringer foran og i Stillingen paa Steder, hvor Kampvogne skal passere. Det maa desuden raade over Haandgranatbundter (Kurve med 5 Haandgranater )til Anvendelse under Nærkamp med Kampvogne. Saadant Materiel kan ikke improviseres (derfor indført i flere Hære). Endvidere skal Fodfolket vide, at det kan føre et virksomt Forsvar mod Kampvogne i Landsbyer, Ruiner, bag Enge, Moser og Skovudkanter, der yder Hindring mod Kampvognenes Fremtrængen. Der er hujen Tvivl om, at 3— 6 Fodfolkskanoner pr. Regiment er helt utilstrækkeligt. I „Der Kampfwagenkrieg“ regnes som i anden Krigs- og Vaabenlitteratur med, at 1 Kanon kan gøre 3 Kampvogne ukampdygtig, inden den selv nedkæmpes. Dette fører efter Bogens Udvikling til, al 1 Regiment maa raade over 18 Fodfolkskanoner, 1 Division over 72. Verdenskrigens Fodfolksbatailloner raadede over 3 alm. Kompagnier og 1 Maskingeværkompagni. Siden Verdenskrigen er Fodfolkets Udstyr med automatiske Vaaben steget betydeligt, saa at det nu i Sammenligning med Verdenskrigens maa siges at besidde en uhyre Ildkraft. Vor Fodfolksbataillon med sine 4 Rekylgeværkompagnier og 1 Maskingeværkompagni paa 16 Maskingeværer har saa stor defensiv Kraft, at der kan regnes med Overskud. Efter min Mening vil Bataillonen blive for stor, hvis man — for at tilfredsstille Kravet om Fodfolkskanoner — vilde knytte et Kanonkompagni til som 6’ Kompagni. Mere rationelt vilde det være at erstatte det ene Rekylgeværkompagni med 1 Kanonkompagni, hvori der under Hensyn til de mange Opgaver, hvis Løsning indenfor Bataillonens Omraade kræver Krumbaneild, ogsaa indgaar Fodfolksmorterer. I Regimentet bør der i Stedet for det nuværende Skytskompagni indgaa en Skytsbataillon, bestaaende af 1 Kanonkompagni, 1 Morterkompagni og 1 Luftvæmskompagni. Luftværnet er med den Udvikling, Flyvervaabnet har faaet efter Krigen, utilstrækkeligt med de almindelige Maskingeværer. 13 mm Maskingeværer vil være nødvendige, og gøres de 2-løbede og terraingaaende, vil de være langt virksommere end en 20 mm Kanon.
Regimentets Organisation bliver herefter følgende:
Regimentets Stab.
3 almindelige Bataillonen.
1 Skytsbataillon, bestaaende af:
Staben,
1 Kanonkompagni (3 Kanondelinger à 2 Kanoner + 1 Ammunitionsdeling) ,
1 Morterkompagni (3 Morterdelinger à 2 Morterer + 1 Ammdel.)
1 Luftværnskompagni (3 Luftværnsdelinger à 4 — 13 mm Maskingeværer, sammenbyggede 2 og 2 paa Motorlavet (terraingaaende) + 1 Ammunitionsdeling) .
Bataillonens Organisation:
Bataillonens Stab.
3 Rekylgeværkompagnier.
1 Maskingeværkompagni.
1 Skytskompagni (2 Kanondelinger à 2 Kanoner + 1 Morterdeling à 2 Morterer + 1 Ammunitionsdeling).
Ved denne Organisation opnaas af Fodfolkskanoner pr. Regiment 18
- Division 72.
Spørgsmaalet Kanontype:
Jeg deler fuldt ud Forfatterens Udtalelser om Kaliberet 37-—47 mm; men da Virkningsforskellen mellem de to Kalibre er forsvindende, og det mindre Kaliber giver en lettere Patron, foretrækker jeg 37 mm Kanonen. Sideretningsfriheden maa være stor (mindst 150 °, helst 360°), men det gælder tillige Sideretningsfriheden indenfor Systemet. Ved den Type, jeg i 1932 havde Lejlighed til at se paa Skydeskolen for Haandvaaben, var Sideretningsfriheden ved Kanonen, som havde Enkeltsvans i Forbindelse med Pivot, 360 °. Men Sideretningen maatte gives ved en Flytning af Svansen. Betjeningen krævede altsaa flere Folk foruden Skytten, hvis Kanonen skulde beskyde en hurtigtgaaende Kampvogn. Sideretningsfriheden indenfor Systemet var ringe. Konstruktionen maa være saaledes, at Skytten alene kan rette Kanonen, d. v. s., at Ilden kan fortsættes, uden at der gives Afkald paa Skudsikkerheden, selv om der kun er 1 Mand tilbage til Betjening. Muligvis kan et Pivot paa Korsfod i Smag med Luftværnskanonernes give en saadan Sideretningsfrihed. Bedst vilde det være kun at have 1 Type Fodfolkskanoner, men tillader de økonomiske Forhold ikke dette, bør Regimentets Kanonkompagni i alt Fald udstyres med 37 mm Kanoner. Ved Bataillonerne kunde man maaske saa nøjes med en Fodfolkskanon, der gav sikker Virkning mod de lettere Kampvogne, f. Eks. en 20 mm Kanon. Der maatte imidlertid da stilles det uafviselige Krav, at dens Pansergranat havde et sikkertvirkende Brandrør, der altid vilde give Sprængning af Granaten efter Gennembrydningen af Panseret. Med Hensyn til Luftvæmsvaaben foretrækker jeg 13 mm Maskingeværer for 20 mm Kanon. Sandsynligheden for Træfning i et Luftmaal er størst ved det Vaaben, hvis Ildbyge indeholder det største Antal Skud. De 13 mm Maskingeværer skal være sammenbyggede i Batterier paa 2, føres skudklar i Motorlavetter, der er terraingaaende. Til Slut endnu nogle faa Bemærkninger om Bogens Forslag til Organisation af Forsvaret i Fodfolksstillingen. Bælteforsvaret er sikkert formaalstj enligt. Dog finder jeg, at Bataillonen i 1’ Træfning anvender for stor Styrke i sin 1’ Linie. Denne maa efter min Mening opfattes som Observationslinie. I Eksemplet anvendes 2 Kompagnier i 1’ Linie, og efter de af Forfatteren udviklede Teorier er Fodfolk uden Vaaben til Bekæmpelse af Kampvogne prisgivet Død eller Fangenskab. Dette skulde dog opfordre til at anbringe den størst mulige Styrke i 2’ Linie, hvor der findes Fodfolkskanoner. I 1’ Linie bør der efter min Mening kun være et tyndt Slør, d. v. s. de til Observationstjenesten og til Sikring mod Overfald absolut nødvendige Styrker. løvrigt maa 1’ Linie være stærkt udstyret med Skinanlæg. I det anførte Eksempel raader Regimentet i Stillingens 1’ og 2’ Træfning ialt over 18 Fodfolkskanoner, d. v. s., at et Angreb af 54 Kampvogne med Udsigt til Held kan afvises. Det forekommer mig derfor for passivt — under Hensyn til de nuværende Overgangstider, hvor de til Raadighed staaende Kampvognsstyrker ikke er saa store, som „Der Kampfwagenkrieg“ forudsætter — helt at se bort fra en Anvendelse af 3’ Træfning som Modstødsgruppe. En Forudsætning er det dog, at et saadant Modstød kan faa tilstrækkelig Støtte af Stillingens Artilleri. Saalænge Overgangsperioden varer, vil der efter min Mening kunne blive Tale om Modstød (Modangreb) støttet af Artilleri, naar Kampvognsangrebet er brudt sammen, men efterhaanden som Udviklingen skrider frem, og Hærene motoriseres og mekaniseres (motoriserede Divisioner og Kampvognsdivisioner), vil der for de smaa Staters Hære (saafremt de ikke raader over Kampvognsstyrker) kun være een Form for Kamp:
Det rene Forsvar.
A. Hartz.
