Log ind

Indtryk og Erfaringer fra et Ophold ved engelske Officersskoler 1945 — 46

#

IV.

Den moralske, pædagogiske og førermæssige Opdragelse.

I tidligere Afsnit er Officersudvælgelsen og -opdragelsens Tilrettelæggelse gennemgaaet, ligesom der er givet et Billede af den engelske Officer, der bliver Resultatet heraf. I det følgende skal der gøres Rede for den moralske, pædagogiske og førermæssige Side af den engelske Officersopdragelse, idet vi her staar ved et af de Punkter, hvor Forskellen mellem vore Metoder og de engelske er meget store, og tillige et Punkt, hvor vi har meget at lære.

A.

Allerede naar man sammenligner engelsk og dansk Skolevæsen, vil man finde en Forskel i Midler og Maal. Den danske Skole er i første Række kundskabsmeddelende, medens den engelske i langt højere Grad — i hvert Fald for de Skolers Vedkommende, hvorfra Hæren hovedsagelig rekruterer sine Officerer — lægger Vægten paa Karakteropdragelsen. Allerede her sættes det sportslige Gentlemanlederideal i Højsædet, og selv den nuværende engelske Regerings kraftige Angreb paa »Skoleslipset« har ikke formaaet at ændre dette Forhold. Sammenligner man den danske og den engelske Hær, vil man se tilsvarende Forskel i Opdragelsesprincipperne. For den civile danske Skole kan det maaske overlades til Livet efter Skolegangen og hvert enkelt Individ at forme Karakteren. For den danske Hær er Forholdet langt alvorligere. Hvorledes er da den engelske Opdragelse tilrettelagt? Det er nævnt, at man som Motto for de engelske Officersskoler har valgt Napoleons Ord: »Der findes ingen daarlige Batailloner, kun daarlige Officerer.« Det kan maaske i den Forbindelse være paa sin Plads at anføre de Krav, som stilles til den engelske Officer, og som tidligere er anført:

Personligt maa han:

a. Altid vise absolut Loyalitet over for sine foresatte.

b. Altid udvise den strengeste Selvdisciplin.

c. Altid foregaa sine undergivne med et godt Eksempel.

Over for Mandskabet maa han:

d. Altid være omhyggelig med Hensyn til Mandskabets Indkvartering, Paaklædning og Forplejning. Han bør ikke spare sig selv for at bringe disse Forhold i bedste Orden.

e. Altid vise Forstaaelse af Mandskabets Forhold, naar dette kommer til ham og beder om Hjælp eller Raad.

f. Altid vise Respekt for Mandskabet som Mennesker, respektere dets Privatliv og Anskuelser, specielt dets Religion, og tiltale Mandskabet paa en behersket og sober Maade uden Eder.

De Kredse i det engelske Folk, hvorfra Officerskorpset tidligere væsentligst rekrutteredes — den mandlige Ungdom med Kostskoleopdragelse —, var gennem Kostskoleopdragelsen i Besiddelse af en stor Del af de Egenskaber, der er indeholdt i ovenstaaende Krav til den engelske Officer. For Mandskabet, der rekruteres fra den autoritets- og traditionstro engelske Nation, var det naturligt, at netop disse Mænd blev Førerne, og gennem en lang og berømmelig Krigshistorie har Konstellationen da ogsaa vist sig at svare Regning. For de store Udvidelser af Officerskorpset, som denne Krig medforte, slog Kostskolernes og Universiteternes Bidrag ikke længere til. Det blev nødvendigt at rekrutere Officerskorpset fra alle Befolkningslag. Udvælgelsen blev lagt an paa at faa de Mænd frem, som viste de mest udprægede Førerevner i Forbindelse med en tilstrækkelig Fond af Viden og Kultur. Metoderne var saavel nye militærpsykologiske Bedømmelser som de gamle kendte.

Den saaledes udvalgte Mængde, der var noget uensartet, blev afslebet og udjævnet og endte med at være ret homogen. Selv om man havde bestræbt sig for at anvende ny, revolutionerende Metoder ved Udvælgelsen og ogsaa var nødt til at tillempe en Del nye og rationelle Opdragelsesmetoder, saa bestræbte man sig alligevel paa at overføre det bedste af de gamle Traditioner, og det gamle Sports- og Gentelemanofficersideal forblev i hvert Fald urokket, men man erkendte, at Officererne maatte forberedes til deres ansvarsfulde Hverv moralsk, pædagogisk og førermæssigt i langt større Udstrækning end tidligere. Denne Forberedelse foregik gennem Undervisning og ved den Maade, hvorpaa Elevernes daglige Liv og Arbejde var tilrettelagt.

B.

Undervisningen foregik efter normale engelske Retningslinjer, det vil sige, at den gennem Foredrag, Lektioner, Diskussioner, Skuespil og Film meddelte Eleverne det planlagte Stof. Til Undervisningen var der afsat ialt ca. 60 Timer, men desuden blev overskydende Timer nu og da anvendt til Gennemgang af et eller andet af de her opregnede Emner. De 60 Timer, der udgør ca. 5 % af det samlede Timetal — (et tilsvarende Timetal paa en dansk Kornetskole vilde være 2 ugentlige Timer) — fordeler sig saaledes:

Foredrag og Lektioner ............... 20 Timer

Elevforedragsvirksomhed .......... 10 —

Samfundsopdragelse (ABCA) ... 12 —

Feltpræsten .................................. 12 —

Film ............................................. 6 —

Ialt ... 60 Timer

Lektioner og Foredrag var ikke talrige, men til Gengæld var de faa, der blev givet, yderst grundigt forberedte af Hærens højeste Myndigheder og derpaa udsendt til samtlige Officersskoler i hele Imperiet. Denne Centralisering af Uddannelsesstoffets Tilrettelæggelse — i dette som i mange andre Tilfælde i den engelske Træning — havde flere Formaal, nemlig: 1. At raade Bod paa det Faktum, at Antallet af erfarne Instruktører, og i dette Tilfælde desuden Antallet af Folk med tilstrækkelig pædagogisk Erfaring, ikke var stort nok til at fylde Lærerposterne paa Officersskolerne.

2. At give den pædagogiske og moralske Opdragelse en neutral Basis i politisk Hensende.

3. At hindre, at Paavirkningen af Eleverne tog en forkert og ikke ønsket Retning. Foredrag og Lektioner var følgende:

1. Kunsten at være Fører (Leadership).

2. Hvad er Moral?

3. Hvad er Disciplin?

4. Soldaterforsorg.

Lektion og Foredrag om »Kunsten at være Fører« — (Leadership) — gengives i det følgende oversat i Uddrag: »Denne Lektion er et Forsøg paa at fremstille de Evner og Karakteregenskaber, som man venter at finde hos en Fører, og de Krav, man vil stille til ham. Hvad er det at føre? En Definition er følgende: »Det er den Inspiration, som en Mand meddeler en anden.« I Fredstid lærer en Befalingsmand langsomt ved Iagttagelse og gennem sine Fejltagelser, men under Krigen er der ikke Tid til at følge denne Fremgangsmaade. Derfor maa enhver bestræbe sig for at opnaa de krævede Egenskaber, før han faar Kommandomyndighed og dermed Ansvar. Naar De nu har hørt, hvilke Krav der stilles, saa analyser Dem selv og undersøg, om De opfylder Dem. Gør De ikke det, da stræb efter at komme til det.

Husk følgende Ting:

a) Som Officer og ofte som Befalingsmand i det hele taget er De ansvarlig for Landsmænds Liv. Dette er det højeste Ansvar, nogen Mand kan have.

b) Som Leder afhænger alt af Dem, og det er Dem, der maa tage Beslutningerne.

c) De maa fastholde et Standpunkt med Hensyn til mange principielle Ting. Tag det rigtige Standpunkt og Konsekvenserne, som følger deraf.

d) De maa forstaa, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, hvad der er godt, og hvad der er daarligt. De maa have Sans for Proportioner, Balance i Tilværelsen og dennes Værdier.

e) Husk, at Værdien af en Officer som Fører er ligefrem proportional med den Respekt, Tiltro og Velvilje, han har hos sine undergivne. Vær derfor Dem selv! Vær naturlig!«

Efter at have opstillet disse strenge Krav for Eleverne fortsætter Lektionen med gennem Eksempler at paavise, hvorledes kendte Førerskikkelser opfylder disse Krav, og det maa vel betragtes som en naturlig Sag, at en Mand som Churchill paa dette Omraade er et hyppigt anvendt Eksempel. Lektionen fortsætter med at angive karakteristiske Egenskaber hos Føreren. »Han fremkalder hos sine undergivne:

I) Overbevisning om, at han gør, hvad der er rigtigt.

II) Kendskab til, hvordan han vil gøre det.

III) Tro paa og Tillid til, at han vil have Held med sig.

IV) Ubetvingeligt Mod til at gennemføre Forehavendet til den bitre Ende.

Der vil altid være Førerskikkelser ifølge Livets uforgængelige Love. De Ting, som hindrer en Mand i at være Fører eller forringer hans Føring, er følgende:

I) Personlig Selviskhed i alle dens Afskygninger, idet den altid leder til Pligtforsømmelser.

II) Dumhed og Overfladiskhed.

III) Apati og Dovenskab.

IV) Arrogance og Foragt.

V) Nedbrydelse af Autoritet, Undskyldninger ved enhver Lejlighed.«

Ogsaa Eksempler paa disse Egenskaber kan findes i Dagliglivet, og efter en Række til Belysning slutter Lektionen med følgende Formaning til den vordende Officer: »Vi maa vedblive at være en stor Nation, men det kan vi kun, dersom vi har store Ledere i Krigen og i Freden, som følger efter. De vil snart have et Ansvar som Fører. Vær værdig til at bære dette Ansvar.«

Hærens Moral er Emnet for næste Lektion, der følger i Uddrag: »Moral« forklares som »den uforklarlige Bevidsthed om Overlegenhed, som i enhver Hær er Grundelementet i dens Styrke« eller paa godt gammelt Engelsk: »Having your tails up and knowing you are the better man.« Napoleon har sagt, at Moral og Fysik ved Bedømmelsen af en Hærs Værdi bør sættes i Forholdet 3:1. Der kan være mange Grunde til, at man føler sig Fjenden overlegen; men næsten alle disse Grunde er nøje forbundet med Begreber som Disciplin, rigtig Føring, rigtig Omsorg for og Behandling af Mandskabet. Faktorer, som virker fremmende paa Moralen, er:

— Tiltro til Førerne paa Grund af disses Egenskaber. (Her anføres en lang Række Eksempler paa Førere fra Alexander den Store til Montgommery).

— God og rigtig Behandling af og Forsorg for Mandskabet.

— Korpsaand og Følelse af egen Betydning, Betydningen af den Afdeling, man tilhører, og af ens Fædreland.

— Tiltro til god Udrustning og til dennes Tilstrækkelighed. specielt naar den har vist sig Fjendens overlegen.

— Høj Standard af Træning og Disciplin og Tid til at træne, før man gaar i Kamp.

— Vrede og Ønske om at komme i Kast med Fjenden p. Gr. af dennes Grusomheder og Umenneskeligheder.

— Tiltro til, at de Underretninger, der gives, er sandfærdige, selv om de er ubehagelige. Noget bedre Eksempel end Churchills Udtalelser kan man næppe finde i denne Forbindelse.

Idet dette opsummeres, maa som de største Stimulanser under Krig nævnes:

— Tiltro til og Hengivenhed for en stor Leder.

— Tiltro til Retfærdigheden i egen Sag og Kendskab til, hvad man kæmper for.

— Tiltro til Vaabnenes Kvalitet og Kvantitet.

— I denne Krig specielt Tiltro til de andre Værn, Flaaden og Luftvaabnet, hvis gnidningsløse Samarbejde i mange Aktioner betingede disses heldige Udfald.

Faktorer, som virker nedbrydende paa Moralen, er øjensynligt de modsatte af de ovennævnte, d. v. s.:

— Mangel paa Tillid til Førerne.

— Mangel paa Tillid til Vaabnene og Mangel paa disse.

— Daarlig Behandling af Mandskabet.

— Mangel paa Træning og fysisk Underlegenhed.

— Mangel paa Disciplin og Korpsaand.

— Apati, Kedsomhed, Mangel paa et bestemt Krigsmaal.

— Daarligt Eksempel af Lederne.

— Tvivl.

— Overraskelse.

— Frygt.

— Mindreværdsfølelser og Overdrivelser.

Kuren mod disse »Sygdomme« e r: Disciplin og rigtig Behandling af Mandskabet.«

Den tredje af de omtalte Lektioner er benævnt Disciplin. Heri gør man sig stor Umage for at forklare Eleverne, hvad Disciplin er, og forsøger at underbygge deres Viden, saaledes at de kan modgaa de mange Indvendinger, der i England som her rettes mod Disciplinen. Man understreger saa kraftigt som muligt, at kun ved at paalægge sig selv den strengeste Selvdisciplin bliver man moralsk berettiget til at stille Krav tii andre. Man lægger endvidere stor Vægt paa, at den unge vordende Officer bibringes Forstaaelse af, at en moderne Hær raader over og administrerer kostbare, tekniske Hjælpemidler, og at Skødesløshed — en Form for Mangel paa Disciplin — ved Behandlingen kan foraarsage Nationen store økonomiske Tab og faa alvorlig Indflydelse paa Krigsførelsen. Disciplinens Haandhævelse understreges, og ligeledes belæres Eleverne meget tydeligt om, at enhver Officer er ansvarlig for Disciplinen indenfor sit Omraade, uanset dettes Størrelse. Disciplinen i en Hær er den Disciplin, som Hærens Enheder lægger for Dagen . Hvad er da Disciplin? Hvad enten Talen er om en militær Enhed eller et hvilket som helst andet Samfund af Mennesker, saa vil alle de Love, der sammenholder disse Enheder eller Samfund, lede til gensidig Respekt og Arbejde for Helhedens Vel, kort sagt:

Der frembringes et Hold, der udfører Ordrer hurtigt og korrekt mere af Respekt og Viden end af Frygt. Disciplin gennem Frygt, eller hvad man undertiden kalder »Prøjseri«, er sjældent nødvendig, naar Individet eller Samfundet ledes ordentligt og forstaar, hvorfor der maa adlydes. Hvordan bliver da Begreber som Eksercits, reglementeret Paaklædning og den militære Hilsen Begyndelsen til al Disciplin? Fordi Eksercitsen indpoder Selvtillid og Vaagenhed.

— reglementeret Paaklædning frembringer Selvrespekt.

— den militære Hilsen er Udtryk for Respekt.

Disse tre Punkter indpoder god Moral, og derfor maa de kendes af enhver Soldat. Det er heller ikke svært i Krigshistorien at finde Eksempler paa, hvad henholdsvis god og daarlig Disciplin kan medføre, og deraf fremgaar igen med al ønskelig Tydelighed, at skal man sejre over Fjenden, maa der herske en god Disciplin. I denne Krig er der desuden en Række Problemer, der rejser sig for første Gang i Krigshistorien, nemlig:

»1. Anvendelsen af kostbart Krigsmateriel. 2. Den meget store Specialisering og endelig — hvilket dog ikke alene er noget specielt for denne Krig — 3. Det meget store Slid og Mangel paa Forsyninger.

Dette betyder, som De sikkert har erfaret, at man betror Dem Opgaver og Ansvar, uden at tilstrækkelig Overvaagning kan finde Sted. Hertil kommer et Væld af administrative Ordrer, som mange ikke kan se, der er nogen Motivering for, og Resultatet bliver ofte — undtagen i de bedste Enheder — at Disciplinen bryder sammen, og hermed følger altid:

Ødselhed,

Uærlighed,

Ringe Udbytte,

Sladder,

Mangel paa Sikkerhed,

Almindelig Slaphed,

Daarlig Moral og Illoyalitet.

Enhver Befalingsmand har Pligt til at virke med til Disciplinens Højnelse, og alle bør huske, at den rigtige Mandskabsbehandling, den rette Ledelse og den rette Moral, Træning og Tradition er nøje forbundet med den rette Disciplin.«

Og Lektionen slutter saaledes:

»— DE maa alid være et Eksempel i Paaklædning, Opførsel, Værdighed og Høflighed. Det er DEM, der skal vise Fasthed i de Forhold, hvor DE ved, at DE handler rigtigt.

— Sæt en høj Standard og sørg for, at DE og alle DERES undergivne lever op til den.

— Der skal altid være en Motivering bag en Ordre. Ordrer, som er vanskelige at forstaa, bør altid forklares, saa snart Tiden tillader det, og helst af Ordregiveren.

— DE skal behandle Deres undergivne Befalingsmænd med den Høflighed, som disse har Krav paa ifølge deres Rang, men aldrig familiært. Disse Befalingsmænd vil gøre deres Del for at opretholde Disciplinen, hvis DE gør DERES.

— DE skal altid danne Dem de højeste Æresbegreber, thi hvis De taber Deres Mænds Tillid ved at misbruge Deres Officersprivilegier, taber De alt.

— Vær ikke bange for at kontrollere Folk, hvis De har Mistanke om, at disse handler forkert. De vil tilmed respektere Dem for det.

— Hersk med en Jernhaand i en Fløjlshandske.

— Ved enhver Lejlighed, hvor Disciplin haandhæves, maa De være menneskelig, men gør det klart for Deres undergivne, at Ordrer er Ordrer og ikke Basis for Diskussion, saaledes som mange Befalingsmænd efterhaanden synes at tro det.«

Disse tre Foredrag eller Lektioner blev yderligere uddybet ved Diskussioner, hvor det hovedsageligt var Eleverne, som førte Ordet, dog naturligvis saaledes at Læreren hele Tiden ledede Diskussionen i den rigtige Retning. Det er ofte paa de foregaaende Sider fremhævet, at den rette Soldaterforsorg er af den største Betydning for Moral og Disciplin. I et Foredrag efterfulgt af Diskussion forsøgte man at give Eleverne et Indtryk af, hvorledes denne Soldaterforsorg foregik, dels under Garnisons- og Lejrforhold, dels under Feltforhold, ligesom man tilstræbte at give Eleverne et klart Billede af, hvad Forsorgen (Welfare) med Rimelighed bør omfatte under de forskellige Forhold, som opstaar i en Hær i Krig. Den Norm, der her angives, er afbalanceret, hverken for stor eller for ringe, og nøje afpasset efter Nationens økonomiske og materielle Ydeevner. Disse Undervisningstimer sluttedes sædvanligvis med en Gennemgang af Organisationen NAAFI, d. v. s. »Navy, Army, Air-Force-Institution«, der er en selvejende Institution af et mægtigt Omfang. Den forsyner alle Messer, Kantiner og Udsalg og er i det hele taget Centrum for hele det engelske Forsorgsarbejde.

C. Som et andet Middel i Undervisningen anvendes de saakaldte »Lecturettes«,

d. v. s. Elevforedrag paa 15—20 Minutter. Emnet var altid frit, og Undervisningen foregik gerne paa følgende Maade: Eleverne blev underrettet om, at de alle til den kommende Uge skulde forberede et Foredrag. I Ugens Løb blev derefter 2—3 Elever kaldt frem og holdt deres Foredrag i dertil bestemte Timer, eller naar Lejlighed ellers bød sig i Slutningen af en Time eller ved Programændringer eller lign. Naar Foredraget var forbi, var det de andre Elevers Opgave at kritisere Foredragsholderen, der paa sin Side skal prøve at modgaa alle Angreb. Til en Begyndelse er det Læreren, der leder den paafølgende Diskussion for derigennem at vænne Eleverne til den rette Fremgangsmaade. Senere er det en Elev eller Foredragsholderen, som leder Diskussionen. Formaalet med Elevforedragene er:

For Lærerens (Delingsførerens) Vedkommende:

— At se, hvordan Eleven optræder over for en Forsamling.

— At se, hvordan Eleven tilrettelægger sit Stof.

— At se, hvilket Stof Eleven vælger, og hvilke Hjælpemidler i Form af Vægtavler, Plancher, Tegninger, Billeder o. 1. han kan finde paa at bruge til Levendegørelse af sit Foredrag.

— At rette og vejlede Eleven paa en saadan Maade, at han giver ham Selvtillid. For Elevens Vedkommende:

— At lære at optræde over for en Forsamling.

— At lære at tilrettelægge Stoffet, gøre det levende og tale i et Sprog, som Tilhørerne forstaar.

— At lede en Diskussionen, herunder besvare Spørgsmaal, som ofte kan være nærgaaende.

— At vænne Eleven til at optræde som Foredragsholder og Diskussionsleder, naar han senere som Officer med sin Deling skal have den ugentlige »ABCA-Time«. (Om «ABCATimen« følger senere en Redegørelse).

Emnerne, som blev valgt, var mangfoldige og ofte meget underholdende. Eleverne gik op i disse Smaaforedrag med Liv og Sjæl. Resultatet var i nogen Grad afhængigt af vedkommende Lærers Indsats, men gennemgaaende var Udviklingen imponerende og retfærdiggjorde det anvendte Timetal fuldt ud. De fleste af Eleverne opnaaede paa Slutningen af Uddannelsen en særdeles sikker Optræden i Klassen over for Delingen, til Tider endog over for hele Kompagniet. Den Foredragsvirksomhed, der nu undervises i paa Hærens Officersskole her i Landet, er et Skridt i ovenskitserede Retning, men der er den Forskel paa den engelske og den danske Fremgangsmaade, at man i England meddeler Undervisningen til Elever, der befinder sig paa samme Trin som vore Kornetskoler — og paa vore Vaabens Kornetskoler gives der ikke en saadan Undervisning.

D.

Som det tredje Led i Undervisningen skal omtales Lektionerne og Diskussionerne, der handlede om Emnet »Mandskabsbehandling« (Man management). I en Række Lektioner blev meget grundigt gennemgaaet de almindeligste Regler for Behandlingen af Mandskabet og de almindelige Problemer i Forbindelse hermed, som vil opstaa for den unge Officer fra den første Dag, han faar en Kommando. Undervisningen foregaar gerne paa den Maade — efter at de ovennævnte Lektioner er gennemgaaet —, at Eleverne et Par Dage i Forvejen faar stillet et Problem som f. Eks.: »Der har været en Del Smaatyverier i Deres Delingsomraade. Det har ikke været muligt at spore Tyven, skønt Delingen er isoleret indkvarteret. De beslutter derfor, at De vil sige et Par Ord til Delingen. Forbered denne Tale.«

Dag. Et Par Stykker gav i denne Time deres Indlæg, medens Resten af Klassen senere kritiserede Indlæggene, først under Lærerens Ledelse, senere under Ledelse af en af Eleverne, idet Lærerne dog altid sørgede for at lede Diskussionerne i den rigtige Retning. Der anvendes ogsaa hyppigt den Fremgangsmaade, at de forskellige Problemer diskuteres, idet Delingsførerne har opsat en Række Spørgsmaal, der nogenlunde dækker Problemerne, og leder Diskussionen efter disse Spørgsmaal. Det kan ikke nok understreges, hvilken Betydning Gennemgangen af alle disse Problemer havde for Eleverne. Alene det, at Eleverne blev gjort opmærksomme paa visse Problemers Eksistens og blev bragt til at tænke over disse, berettiger hele Undervisningen. Det vil føre for vidt her at gengive den lange Række Spørgsmaal, som blev behandlet, og den Løsning, som blev anvist. løvrigt er en Del Løsninger saa specielt engelske, at de næppe vil kunne overføres til danske Forhold. For blot at angive Spørgsmaalenes Art er her anført 3 af disse:

»1. De kommanderer en udsendt Deling, og der er nogle amerikanske Soldater i Nabobyen. Forleden Aften var der Skænderi og Slagsmaal paa Kroen. Deres Folk var indblandet. De har besluttet at sige lidt til Mandskabet.

2. Der har i den sidste Tid været en Del Tilfælde i Kompagniet, hvor Soldater søgte Orlov under forskellige falske Paaskud. Endnu har ingen Soldat fra Deres Deling været indblandet, men De beslutter at sige et Par Ord til Delingen

 3. De har lige overtaget Deres nuværende Deling, som har et daarligt Ry. Den har øjensynligt været slemt forsømt. Delingens Befalingsmænd er temmelig modløse. Hvad vil De gøre?«

Problemet »Man management« er saa centralt i den pædagogiske Opdragelse, at Indholdet af Lektionerne her gengives i sammentrængt Form: »1. Problemet ved Behandlingen af Mandskab er, hvorledes man kan faa det bedste ud af det og at regere det gennem Respekt og ikke gennem Frygt, saaledes at det vil følge Lederen til enhver Tid.

2. Husk, at »Manden er Kampens fornemste Vaaben«, og overvej, hvad dette Faktum indebærer

3. Officeren kan være den bedste Ven med hver eneste Mand og tale med ham om de mest intime Emner og dog stadig bevare sin Position som Officer. Læg Mærke til, at der er meget faa daarlige Mænd i Hæren, og mange af disse kan »helbredes«, hvis de bliver behandlet paa den rigtige Maade. Intet er mere opløftende for en Officer end at føle, at han har sit Mandskab med sig. Indgaaende Studium af Mandskabets Bekymringer, dets Fritidsbeskæftigelse og Fornøjelser og Deltagelse i disse kan alt gøres, uden at Officeren bliver familiær. Belæring, som gives til Soldater, der har forset sig, forudsat at man kender Folkene og ved, hvad de indeholder, er ofte bedre end Straf.

4. I Praksis er Mandskabsbehandlingen nøje forbundet med Ledelse, Disciplin, Moral og Forsorg.

5. Den engelske Officers Omhu for sine Mænd har været Tradition siden 1560 og var under sidste Verdenskrig Genstand for de andre europæiske Hæres Misundelse. Siden har disse paa dette Omraade efterlignet Englænderne.

6. Omhu for Folkene og deres Udrustning er de yngste Officerers første og sidste Pligt. Det er en Æressag, et Spørgsmaal om Pligt og sund Sans.

7. Paa Grund af Deres Stilling som Officer vil Folkene vente Deres Hjælp i mange Spørgsmaal. Hvis De svigter, har De svigtet Deres Pligt og vil tabe Folkenes Tillid og Respekt.

8. Tillad ikke nogen Slaphed, men hvis det er praktisk, saa lad Folkene staa Rør eller sætte sig eller ryge, men tillad aldrig, at de tager sig disse Friheder af sig selv. Undgaa at trække deres Styrke planløst rundt. Tænk i Tide, vær forudseende og giv Ordrer og Forberedelsesordrer i god Tid.

9. Under Feltforhold maa De udvise stor Energi, for at Folkenes Forplejning, Indkvartering og Adspredelse kan blive i Orden. Se selv efter nu og da, at Maden bliver rigtig uddelt og ordentlig kogt. Spis aldrig selv, før Mandskabet er forplejet. Se efter, at Folkene faar deres Ration af Tobak, Sæbe, Barberblade o. s. v. Skaf det frem selv, hvis det mangler, men ikke ved at »laane« det fra andre Afdelinger. Det er daarlig Disciplin.

10. Undgaa Misfornøjelse og Klager. Alle Soldater skumler, men det gør dem ikke til daarligere Soldater. Ofte er Tingene først rigtig daarlige, naar Mandskabet intet siger. Sørg for, at al Omgangstjeneste bliver paalignet retfærdigt. Undgaa Uretfærdigheder. Sky intet Arbejde for at holde Orden i Listerne. Afvis ikke Klager. Kan De ikke selv afgøre en Sag, saa bring den i hvert Fald videre.

11. Under Marchture eller Feltforhold i det hele taget maa De udvise Omhu med Deres Mandskabs Fødder og øvrige Tilstand. Husk at kun raske Soldater yder Toppræstation.

12. Uddannelsen. De maa være forberedt paa at arbejde mindst 2 Timer paa Forberedelsen til 1 Times Arbejde fra Mandskabets Side. At forsøge at undervise i en Ting uden nogen Forberedelse, at tro, at De kan ekstemporere en Lektion, er den værste Fejl, en Officer kan gøre. Folkene vil hurtigt finde ud af det. Naar Mandskabet udviser Uopmærksomhed og Slaphed, kan det som oftest spores tilbage til manglende Forudseenhed, Fantasi, Energi og sund Fornuft hos den Officer, som forbereder Arbejdet. 4 Timers godt, varieret og interessant Arbejde hver Dag er mere værd end 8 Timers Kedsommelighed, der sandsynligvis ikke svarer til 1 Times virkeligt Arbejde. Brug Fantasien, brug nye Idéer og Fremgangsmaader. Gaa ind for Realisme. Interesser Folkene.

13. Kondition. Gymnastik, Fri Idræt og Terrainsport skal interessere Folkene, ikke blot være et Middel til at fylde Dagens 8 Timer. Hold Øje med Lægebogen. Instruer Folkene om Helbred, Hygiejne og personlig Renlighed. Disse Ting har DE Ansvaret for, ikke Lægen. Han er kun Deres tekniske Raadgiver.

HUSK! Mandskabets Moral er i høj Grad afhængig af den Paavirkning, DE giver det, og jo bedre DERES Eksempel er, jo mere Indflydelse faar De paa Mandskabet.

HUSK! Selv om De lever snævert op ad Deres Mandskab, saa har hver Mand sin private Tilværelse, som De ikke har nogen Ret til at trænge ind i.

HUSK! Bag hver eneste Uniform bor et Menneske med et Menneskes Rettigheder, som DE har Pligt til at respektere.

E.

Som andre Metoder, der blev anvendt i denne Undervisning, skal endvidere nævnes Skuespil og Film. Om Skuespillet som Undervisningsmiddel skal senere redegøres mere indgaaende i et Afsnit om Undervisningsmetoder. I denne Forbindelse blev Skuespil anvendt til at illustrere »Disciplin under Feltforhold«. Scenen var hele Tiden en Bataillons Kommandostation, og med denne Baggrund blev der givet en Fremstilling af, hvad daarlige Kommandoforhold, uklare Ordrer, daarlig Mandskabsbehandling og Forsorg, Nervøsitet, Aabenmundethed o. s. v. betød for Bataillonens Disciplin og Moral og dermed for dens Kampværdi. Imellem de forskellige Scener blev disse — under Kompagnichefens Ledelse — diskuteret af Eleverne, der naturligvis først og fremmest skulde finde Forbindelsen mellem Begivenhederne og det, der foraarsagede disse. Naar Stykket var blevet spillet igennem, resumerede Kompagnichefen de begaaede Fejl, og derefter blev Stykket atter spillet, men denne Gang saaledes, at alt foregik paa rette Maade. Ogsaa her blev Scenerne diskuteret efterhaanden og til Slut hele Fremstillingen opsummeret. Elevernes Udbytte af det, de havde set, var stort, men der medgik temmelig lang Tid til Forberedelserne og Udførelsen. Der synes derfor ogsaa at være opnaaet mere Udbytte ved Anvendelsen af Film til Undervisningen. Der blev anvendt en Række Film, 5—6 Stykker, betitlet: »Officerer og Mandskab«. Disse Film var sammenhængende og fremstillede en Del af de mest karakteristiske Officerstyper og deres Behandling af en Delings Mandskab. Handlingen begynder med Mandskabets Indkaldelse og Møde og følger Delingens Uddannelse, Afrejse til Fronten og dens Uddaab. I Delingens Mandskab finder man ogsaa de forskellige Mandskabstyper karakteriseret. Selv om det er Forholdet mellem Delingsføreren og Mandskabet, der er det primære, saa bliver der desuden Lejlighed til at se et Væld af Detailler fra det daglige Liv i en militær Enhed. Typerne — saavel Officerer som Mandskabstyper — er udmærket fremstillet, og Skuespillerne er dygtige. Filmens Handling er desuden interessant og i sig selv lærerig. Filmen anvendes i den sidste Tid, Eleverne er paa Officersskolen, som en Slags Afslutning paa den pædagogiske Undervisning. De forskellige Officerstyper vises en efter en. Efter at en Type er vist, afbrydes Filmen, og under Ledelse af Læreren diskuterer Eleverne nu den specielle Type, idet ondt og godt fremhæves. Filmen køres som oftest igen. Maaske stoppes den paa et bestemt Sted for at belyse et Problem, der har været særlig Diskussion om. Derefter følger næste Type o. s. v. Den sidste Officerstype, som er fremstillet, er et Forsøg paa at fremstille en Officer, der leder sin Deling paa en tilfredsstillende Maade, uden dog at være blottet for Fejl. løvrigt slutter den sidste Film med at fremhæve, at der eksisterer ikke nogen bestemt Idealofficerstype. Den Evne at kunne lede Mænd kan være alle Typer beskaaret, og naar man ser, hvilke Mænd der bærer de store Udmærkelser, maa man erkende Rigtigheden af denne Teori.

F.

Under Krigen blev det besluttet, at der obligatorisk skulde indføres 1 Times ugentlig Undervisning i Samfundskundskab og aktuelle Samfundsproblemer, dels for at styrke Mandskabets Forstaaelse af Krigen og dens Formaal (altsaa i Virkeligheden en Bestræbelse for at styrke Soldatens Moral), dels for at gøre Soldaten bedre egnet til at vende tilbage til Samfundet, eller sagt paa en anden Maade: At gøre Soldaten til en bedre Samfundsborger. Det er klart, at en Undervisning med en saa speciel Karakter ikke kan overlades til den enkelte Officer uden endog meget stramme Retningslinjer. Gav man ikke disse Retningslinjer, vilde Sagen hurtigt faa politiske Konsekvenser. Derfor oprettedes »The Army Bureau of Current Affairs«, normalt kendt og omtalt under Forkortelsen »ABCA«, med det Formaal at tilrettelægge og udsende Stoffet, der skulde behandles, til Afdelingerne. »ABCA« fik egne Skoler, hvor man tilstræber at uddanne een Officer pr. Afdeling, der da skal virke som Afdelingens »ABCA-Officer«, d. v. s. være Vejleder ved Tilrettelæggelsen af Undervisningen af Mandskabet o. 1. Man erkendte hurtigt, at selve Undervisningen maatte bibringes Mandskabet gennem dettes Delingsførere, eventuelt Kompagnichefer, idet der her var en god Mulighed for yderligere at styrke Baandet mellem Officerer og Mandskab. En lignende Ordning har f. Eks. ogsaa vundet Indpas i Sverige. Som Følge af »ABCA-Ordningen« blev der ogsaa paa Officersskolerne brugt et Antal Timer — 12 — til at forberede de vordende Delingsførere til denne Del af deres Arbejde. Disse 12 Timer blev anvendt til at gennemgaa Formaalet med »ABCA-Timerne«, samt give Eleverne en vis Færdighed i at holde et Foredrag med Anvendelse af Tavle og andre Hjælpemidler, i Virkeligheden alt i nøje Tilknytning til Undervisningen i Elevforedrag (Lecturettes). Som et sidste Led i den moralske Opdragelse skal nævnes Religionens Betydning. Det er en kendt Sag, at det engelske Samfund i hele sin Struktur er dybt religiøst, og det er derfor ogsaa naturligt, at den engelske Hær, som i et og alt er bygget over det engel-, ske Samfund, paa dette Punkt ligner dette Samfund. I fuld Erkendelse af disse Forhold har man derfor bestemt, at Feltpræsten, der er knyttet til enhver engelsk Officersskole, skal have Del i Uddannelsen med 12 Timer ved hvert Kompagni. Disse 12 Timer blev fra Feltpræstens Side brugt til at gennemgaa det Ceremoniel, som udfolder sig ved engelske militær-kirkelige Højtideligheder. Den engelske Officer, som er ældst paa Stedet, medvirker f. Eks. ved Søndagsgudstjenesten og maa kunne gøre dette paa en smuk og værdig Maade. Endvidere bliver Eleverne gjort opmærksomme paa, at Respekt for Næstens Religion og Religionsudøvelse er et smukt Karaktertræk i den engelske Nation, hvor der eksisterer en hel Del forskellige Religioner. Endelig bliver i disse Timer ogsaa Betydningen af at have en religiøs Overbevisning gjort klart for Eleverne En saadan Overbevisning, ligesom Respekt for og Dyrkelse af Tilværelsens blivende Værdier i det hele taget, er af stor Værdi for Soldatens gode Moral. I disse Forhold skal man ogsaa søge Midlerne mod Materialisme og Egoisme, Samarbejdsaandens og dermed Soldatermoralens værste Fjende.

G.

I de foregaaende Afsnit er givet en Oversigt over Tilrettelæggelsen af Undervisningen i de tre i Virkeligheden tæt sammenknyttede Begreber: Pædagogik, Moral og Førerkunnen. Ogsaa i det daglige Livs Tilrettelæggelse paa den engelske Officersskole er der imidlertid truffet Forholdsregler, som understreger Undervisningen, og som bør nævnes. En Del af disse Forholdsregler kendes ogsaa fra vore hjemlige Skoler, medens andre er specielt engelske. Saaledes er i de engelske Kadetkompagnier alle Poster fra Kompagnichef til Gruppefører besat med Kadetter, der desuden udfører Hverv som Kadet-Tilsynshavende, Kadet-Tilsynsassistent o. 1. Kommandoposterne skifter saa ofte, at alle naar at besætte disse, idet dog Posten som Kompagnichef kun beklædes af Kadetter, der findes egnede. Der paalægges de Kadetter, som bestrider de forskellige Poster, fuldt Ansvar (under Vejledning og Kontrol fra Kompagniets Lærere) for Ordrers Udgivelse og Udførelse. Pladserne beklædes saavel under Fægtning som i den daglige Administration. Den Elev, som bestrider Kompagnichefens Post, tildeles en vis Ret til at idømme Disciplinarmidler, naturligvis under behørig Kontrol fra den vii’kelige Kompagnichef. Alle Kadetter, som optræder i en Rolle som Fører, bærer et Armbind med den tilsvarende Grads Distinktioner paasyet. Det er klart, at Eleverne blev meget nøje iagttaget af Lærerne, medens de beklædte de forskellige Kommandoposter, og viste en Elev sig ikke Opgaven voksen, blev han øjeblikkelig erstattet. Af hans senere Præstationer afhang det, om han fik en Chance til eller afgik fra Skolen. Englænderne gik altsaa paa dette Felt videre, end vi er vante til herhjemme, men det skete forøvrigt meget sjældent, at Eleverne ikke forstod og magtede Ansvaret. Det huskes i den Forbindelse, at kun de bedste opnaaede at besætte Kompagnichefens Plads. Naar Talen er om Elevernes individuelle Retigheder, maa man konstatere, at Englænderne gik endnu videre i Tildelingen af Privilegier og Rettigheder, men man maa ogsaa mærke sig, at dette kun skete under strengt personligt Ansvar, og at den Elev, som svigtede dette Ansvar, øjeblikkelig blev straffet haardt, som oftest med Bortvisning. Fra det Øjeblik en Officerselev kommer paa Skolen, bliver det understreget over for ham, at han nu er Officerselev, og at han vil blive behandlet som saadan, men ogsaa at man til Gengæld venter, at han optræder som Gentleman. Det er et Adelsmærke for den engelske Officer, at hans Tale og Kommando er sober og fri for Eder. Det er forbudt Lærere og Elever at bande i Tjenesten. Helt overholdt bliver Forbudet vel ikke, men det sker da ogsaa nu og da, at en Elev bortvises for at have overtraadt Forbudet. Resultatet er i hvert Fald en behersket og sober Tale- og Kommandoform, som man kunde ønske overført til danske Forhold. Eleverne har Lov til i deres Kantiner at nyde Spiritus. De tiltales med »Gentlemen« af alle Underofficerer, og fra det Øjeblik Kompagniet, de tilhører, bliver Seniorkompagni, d. v. s. Afgangskompagni, faar Eleverne Lov til at bære Regnfrakke til Udgangsbrug, hvilket ellers kun Officerer har Lov til. De faar endvidere Lov til at gaa i civilt Tøj uden for Tjenesten, hvis de vil, og til Uniform bærer de en særlig Seniorkompagnifangsnor. Nogle Gange i Kompagniets Skoletid arrangeres der Kompagniaftener, hvortil Lærerne er inviteret og beværtes af Eleverne, idet der gives Tilladelse til at servere Spiritus. 2 Gange i Kompagniets Skoletid arrangeres der Bal paa et nærliggende Hotel, og Officererne inviteres meget højtideligt til at deltage i disse Fester (paa Elevernes Regning, guldrandet Invitationskort o. s. v.). Ved Afgangen fra Skolen holdes der Aftenen før Afslutningsparaden en Middag paa Skolen, hvor Chef og Lærere er inviteret med, og her udveksles som Regel en Del Taler. Alle Fester arrangeres og administreres af Eleverne selv. Disse har iøvrigt som herhjemme en Elevforening.

At der under disse Fester er rig Lejlighed for Officererne til at iagttage Eleverne er en Selvfølge. Endelig skal det nævnes, at den sportslige Side af Opdragelsen, der naturligvis ogsaa maa spille en stor Rolle i en engelsk Skole, ligeledes giver Eleverne rig Lejlighed til at vise Organisations- og Arrangementstalent. Traditionen spiller en stor Rolle i den engelske Hær, og der er blandt Eleverne en naturlig Kappestrid om at komme til de berømte Regimenter. Især Regimentstraditionerne er af stor Betydning og fremhæves til enhver Tid ved Eksempler fra Krigshistorien. De store Sejre og Englands berømte Soldaterskikkelser finder ogsaa nemt deres naturlige Plads i Undervisningen. Hver Officersskole har sine Traditioner, men fælles for dem alle er den Afslutningsparade, der markerer Elevernes Afgang fra Skolen og Udnævnelse til Sekondløjtnanter. Paraden er i sig selv efter mange Timers forberedende Eksercits og Øvelser og haard Pudsning som oftest et Mesterværk i Punktlighed og Præcision og en Fryd for Øjet. Den inspiceres som oftest af en eller anden berømt General eller Politiker, der med en Tale sender de nybagte Officerer ud i Livet. Der er ingen Tvivl om, at denne Maade at markere Udnævnelsen paa, saaledes at Eleverne forlader Skolen med de nyerhvervede Uniformer og Stjerner paa, er langt at foretrække for den Maade, hvorpaa vore Skoleafslutninger foregaar.

H.

Den engelske Officer, som er Resultatet af bl. a. den her beskrevne Opdragelse og Uddannelse, er i sig selv et levende Bevis for, at Metoderne er rigtige. Denne engelske Officer er tidligere beskrevet (April-Maj Nummeret 1947, Side 155, Afsnit III). Der er derfor her kun Grund til at fremhæve, at den unge engelske Sekondløjtnant, som gaar ind til sin Gerning, synes langt mere frigjort og naturlig og langt mere ansvarsbevidst, selvstændig og moden end den Kornettype, vi udvikler herhjemme, som ofte virker ligefrem kuet, og som ikke kan undgaa at starte sin Befalingsmandstilværelse med at føle Usikkerhed over for Mandskabet. Disse Betragtninger fører naturligt ind paa en Sammenligning mellem danske og engelske Forhold og her specielt mellem danske og engelske Kornet— og Officersskoler. Før en saadan Sammenligning maa dog forudskikkes 2 Bemærkninger: 1. Den engelske Hær er populær i Nationen, først og fremmest fordi den i flere Aarhundreder i Almindelighed og dette i Særdeleshed har været en sejrrig Hær, medvirkende til Opbygning af det engelske Imperium og ved Siden af Flaaden den betydeligste Faktor i Bestræbelsen for at bevare det. To Gange i dette Aarhundrede har den engelske Nation maattet kæmpe med Ryggen mod Muren, men er hver Gang blevet Sejrherre. Der har ind imellem disse Eksistenskampe været Svaghedsperioder, hvor Nationens Moral var dalende, men de tidligere fremhævede Egenskaber, der udmærker Englænderen — Samfundsdisciplin, Autoritetstro og Samarbejdsaand i Forbindelse med den rette aandelige og moralske Opdragelse af Værnenes Mandskab og den rette pædagogiske og førermæssige Opdragelse af Befalingsmændene — har hver Gang formaaet at vende Udviklingen til det bedre. Den engelske Soldat er altid endt med at have en god Aand og Moral, som bevirker, at han indordner sig villigt, saaledes at Disciplinen bliver den ideelle Forstaaelsens Disciplin. 2. Den aandelige og moralske Opdragelse af Soldaten i England er saaledes paa sin Vis en lettere Opgave, men af det foregaaende vil man alligevel se, hvor stor Vægt der fra engelsk Side er lagt paa Soldatens moralske Opdragelse og paa Officerens pædagogiske og førermæssige Opdragelse for at gøre Hærens Moral og Aand saa god som mulig og dermed dens Kampkraft saa stor som muligt.

Ved at gennemlæse de foregaaende Sider vil maaske en og anden dansk Officer — specielt blandt de ældre og mere erfarne — mene, at der egentlig ikke er noget Nyt i disse Punkter. Det er gammelkendt Lærdom, Sandheder, som enhver Befalingsmand før eller senere nemmer alt efter vedkommendes Evne og Vilje til Selvanalyse og til at lære gennem Erfaring i det hele taget. Det centrale i hele Sagen er imidlertid, at disse Belæringer og Erfaringer i England meddeles unge Mænd, der i Løbet af kort Tid skal ud og føre Kommando, og som i Kraft af Belæring og Undervisning gaar meget bedre forberedte ud til deres Hverv. I sin Bog: »Foredrag over militær Pædagogik, 1927, 38« skriver Generalmajor C. Jacobsen: »Uddannelsens Formaal er et dobbelt:

1. At bibringe Soldaten den faglige Uddannelse, som han behøver, og den rette Disciplin, samt Haand i Haand med Løsningen af disse Opgaver

2. at give ham en moralsk Opdragelse.

Det er indlysende, at disse Opgavers Løsning bliver des lettere, jo længere Uddannelsestiden ved Hæren er, og omvendt vanskeliggøres, jo kortere den Tid er, der overlades Hærens Befalingsmænd til at arbejde med Mandskabet, og navnlig tør det ikke overses, at en meget knapt tilmaalt Uddannelsestid let fører Befalingsmanden ind paa at lægge hele Vægten paa at naa de bedst mulige Resultater m. H. t. den rent faglige Uddannelse og Mandskabets Disciplinering, medens Mandens moralske Opdragelse skubbes til Side som noget mindre væsentligt og specielt som noget mindre haandgribeligt nyttigt. Man fristes til at mene, at denne sidste Opgave rettelig maa løses andre Steder, fortrinsvis i Skolerne, som hertil raader over et ligesaa stort eller større Antal Aar, end Hæren disponerer over Maaneder, og at der, naar den faglige Uddannelse skal passes, ikke kan afses Tid ogsaa til moralsk Opdragelse. — Et saadant Ræsonnement gaar imidlertid ikke an. Opgaven er ikke let, men den er vigtig, og derfor maa den ogsaa tages op, saa meget mere, som Arbejdet meget vel, ja endogsaa mest hensigtsmæssigt, lader sig udføre Haand i Haand med og paa naturlig Maade knyttet til Arbejdet med Mandskabets Disciplinering og faglige Uddannelse.« Englænderne erkender altsaa ogsaa, at Uddannelsen af Soldaten omfatter saavel en moralsk som en praktisk Side og har i fuld Erkendelse af den moralske Uddannelses Betydning givet denne en fremtrædende Plads. Efter 1937-Ordningen var Uddannelsestiden herhjemme ca. 5 Maaneder, og derfor gik det saadan, at den moralske Uddannelse faldt bort eller i hvert Fald blev en Skygge af, hvad den burde være. Om nogen egentlig moralsk Opdragelse af den menige Soldat var der slet ikke Tale.

For Befalingsmandselevernes Vedkommende saa det ud paa samme Maade med Hensyn til den moralske Opdragelse. For den pædagogiske Opdragelse paa Kornetskolerne foreskriver Uddannelsesprogrammet: »Undervisningen i Pædagogik skal omfatte: Pædagogikkens Grundregler, Befalingsmændenes Virksomhed, Forhold og Optræden som Lærere og særlig som Førere, den militære Uddannelses Maal og Midler, det personlige Eksempels Magt.« Det ser imponerende ud, men man skal ikke lade sig imponere. I Forfatterens Kornetelevtid bestod denne pædagogiske Undervisning i en Række Foredrag om General Lanrezacs Operationer i Belgien med 5. franske Armé i 1914. Det gav ikke megen Erfaring for, hvorledes man behandler sin Deling. De pædagogiske Tips, man fik, fik man af Lærere, som indsaa Nødvendigheden af Undervisning i Spørgsmaalet og benytte de kostbare Minutter af Timer, der i Forvejen var for snævert afsat til det Stof, der skulde naas. Mere almindeligt paa den Tid var det, at Chefen eller en Lærer i Skolens sidste Uger i et Par Foredrag gav visse pædagogiske Raad, alt i alt -dog næppe egnet til andet end at dulme Samvittigheden. Og saaledes forberedt — eller rettere uforberedt — gik den vordende Delingsfører ud til sit Hverv. Paa Hærens Officersskole saa Forholdene ikke meget bedre ud. Den pædagogiske Undervisning bestod i, at man paa faa Timer uden videre Kommentarer gennemlæste den foran citerede — og iøvrigt ganske fortrinlige, men meget koncentrerede — Bog af Generalmajor C. Jacobsen — og selv Bogens Lødighed formaar ikke meget ved en saa hastig Gennemgang. Derimod tog man ikke i Betragtning f. Eks. at anvende 170 Timer paa Topografi, som kun ganske enkelte vilde faa Brug for i Fremtiden. Den vordende Næstkommanderende var altsaa paa det pædagogiske Omraade ikke stort bedre bevendt end Kornetten. Den danske Befalingsmands moralske Opdragelse blev undladt saavel som den meniges, og den pædagogiske og førermæssige Opdragelse var ringe, i de fleste Tilfælde overladt til den enkeltes Evne til at lære af sine Fejl. Messeliv i dette Ords egentlige Forstand har kun i meget sjældne Tilfælde forekommet herhjemme, og de ældres Hjælp og Vejledning til de unge ad denne Vej har derfor og af andre Aarsager ogsaa været meget ringe.

Som Følge af disse Forhold er der Grund til i nogen Grad at kritisere vore hjemlige Tilstande. Teoretisk har man for længst akcepteret det sportslige Førerideal, men der hviler stadig over det danske Befalingsmandskorps og dettes Uddannelse et alt for teoretisk Præg. Eksemplets Magt, der udgør en saa væsentlig Del af den engelske Officersopdragelse, er ikke forstaaet og anvendt fuldt ud i det danske Befalingsmandskorps. Det er sikkert muligt selv i Dag at finde ubarberede Befalingsmænd i mangen dansk Garnison midt paa Dagen og ligeledes Folk, hvis Paaklædning ikke er en Befalingsmand værdig. Snavsede Støvler, upressede Benklæder og upudsede Livremme hører til Dagens Orden. Livrem med Skulderrem, der en Gang af et Flertal af Officerer blev betegnet som en Genstand, der hørte til Feltudrustningen, og som derfor ikke skulde pudses (i Virkeligheden kun en daarlig Undskyldning), kan i hvert Fald ikke nu komme ind under denne Rubrik. Denne, Officerernes internationale Adelsmærke, fortjener en bedre Skæbne end blot at tjene som Buggjord. Og medens Talen er om Paaklædning, er det værd, som en Illustration til det foregaaende, at se paa Befalingsmændenes Uniformering. Det skal straks indrømmes, at Vanskeligheden ved at fremskaffe Tøj o. 1. i de sidste Aar ikke har gjort Uniformsforbistringen mindre. Da de forskellige Uniformsreglementer endvidere har tilladt lange Overgangsperioder og altid har indrømmet Tilladelse til Brug af mindst 1 Uniform o. 1. mere end den egentlig reglementerede, har Hærens »Ansigt« haft svært ved at præge sig i Befolkningens Opfattelse. Disse Undskyldninger til trods bliver der det tilbage, at det danske Befalingsmandskorps er slet disciplineret m. H. t. Uniformering. Bestemmes det, at Huen skal være flad, kan man gaa ud fra, at 50 % straks anskaffer Skraahue. Skal Støvlerne være sorte, gaar et stort Antal Befalingsmænd i brune Støvler for slet ikke at tale om de mange Afarter af Uniformer, Lærredstøj o. 1., som de sidste Aar har set. Det er endelig lykkedes at opnaa at faa en Feltuniform, hvor Befalingsmænd og menige er ens paaklædte, men straks dukker der Afarter syet i Rideelastik op. Skrivelser, der indskærper Regler for Uniformering lader man haant om. Gamle, veltjente Befalingsmænd færdes midt i Byen solende deres Skaldepande, og Løjtnanten, der »gaar Strøget af«, har forlængst lagt Skraarem og bærer Tøjbælte i Stedet. Hvornaar hører hele denne Uniformsforbistring op? Hvornaar faar den danske Hær et »Ansigt«? Den danske Befalingsmands militære Anstand er ofte slap. Den Hilsen og Genhilsen, man faar, er ikke altid lige fin. Den danske Officers Sprog og Optræden foran Geleddet er meget ofte alt andet end behersket og sober. Det er rigtigt, at Officeren paa det Omraade kun er et alt for sandt Billede af det danske Samfund, men det er kun en daarlig Undskyldning. Den Værnepligtsmasse, som Hæren nu indkalder, udgør en saa stor Del af Befolkningen, at den — paavirket paa den rigtige Maade — vil kunne præge hele Befolkningen, og den Chance bør i denne Forbindelse ikke gaa upaaagtet hen. Desuden er et af de Klagepunkter, som ofte fremføres i Pressen, netop rettet mod Tonen i Hæren, og det maa indrømmes, at det er et af de faa Steder, hvor der virkelig er Bund i Angrebene. Officerskorpset er ikke nogen Helhed. Enheden og Enigheden, som man under Krigen var ved at opnaa, er atter gaaet tabt. Der synes at være for mange, for hvem det individuelle gaar forud for Helheden. En Befalingsmands fysiske Duelighed — hans sportslige Præstationer — har altid haft god Indflydelse paa Mandskabets Respekt for ham. Dette Faktum burde udnyttes bedre i Befalingsmandsopdragelsen, end det tidligere var Tilfældet. Men paa dette Felt er den danske Befalingsmand selv for passiv i mange Tilfælde. Det skal indrømmes, at der hører stor Energi til — efter en haard og lang Arbejdsdag at skulle samle Energi til sportslig Træning af den ene eller anden Art. De Forhold, som bydes Udøverne af de forskellige Sportsgrene, er heller ikke ideelle, naar undtages Ridesporten, hvor Udøverne — der tilmed er ret faatallige —- altid baade tidsmæssigt og økonomisk har faaet en paaskønnelsesværdig Hjælp. Tilbage bliver, trods alle Undskyldninger, et Indtryk af, at Indsatsen paa dette Felt kunde være betydelig større. Betragter man den danske Nations Indstilling til Forsvarsspørgsmaalet i Dag, maa man sikkert indrømme, at helt saa lyst som i 1945 efter Befrielsen ser det ikke længere ud, med andre Ord: Nationens Moral er ikke saa god længere. Man kan derfor ogsaa blandt det indkaldte Mandskab træffe paa flere og flere, hvis Indstilling ikke længere er positiv. Da det er erkendt, at en Hærs Kampværdi, jfr. det citerede napoleonske Slagord i Artiklens Begyndelse, i meget høj Grad er afhængig af Moralen, maa det være Hærens Opgave ogsaa paa det moralske Felt at skabe en Styrkelse. Derfor maa ogsaa langt større Kræfter sættes ind paa dette Felt, og det er vigtigt, at dette sker saa hurtigt som mulig. Det er endvidere vigtigt, at hver eneste Befalingsmand, som uddannes, har faaet et tilstrækkeligt pædagogisk Grundlag til at kunne deltage i dette moralske Udbyggelsesarbejde. Vi har set, at Englænderne — med langt gunstigere Udgangsbetingelser — sætter den nødvendige Uddannelsestid til 2 Timer om Ugen for Officersskolernes Vedkommende (stadig lig vore Kornetskoler). Med de langt daarligere Forudsætninger, vi har herhjemme, maa vor Uddannelse lægges an paa mindst det tilsvarende Antal Timer. Mange har ment, at det var »Folk og Værn«s Arbejde at bibringe Soldaten denne aandelige og moralske Ballast. Det er naturligvis forkert; thi netop disse Egenskaber hos Soldaten er saa nøje forbundet med dennes Kampværdi, at hans praktiske og moralske, aandelige Uddannelse maa finde Sted i nøje Tilknytning til hinanden, og skal det rette Samarbejde og den rette Samhørighedens Aand mellem Befalingsmænd og Mandskab opnaas, saa maa Uddannelsen desuden foretages af de Mænd, som en Gang skal føre Soldaten i Kamp, d. v. s. hans Delingsfører og Kompagnichef. Velfærdsarbejdet er i Virkeligheden nøje knyttet til hele denne Uddannelse. Mandens Velbefindende er hans nærmeste foresattes Ansvar, ikke »Folk og Værn«s. Langt snarere er det »Folk og Væm«s Opgave gennem de Midler, der staar til Raadighed, at hjælpe med i Arbejdet for hos Soldaten at skabe Forstaaelse af de Pligter, der retteligen paahviler enhver Borger i Samfundet: Pligtfølelse, Ansvarsfølelse og Samarbejdsaand. Ved at fremme disse Egenskaber modvirker man netop de Egenskaber hos Folket, som er det vigtigste Kort i de nedbrydende Kræfters Spil: Egoisme og Materialisme. Det er rigtigt, at man har indset en Del af Fejlene i vore hjemlige Forhold og har udstedt Ordrer og Ændringer til det Bedre, nedsat Kommission til at udarbejde Lærebog i Pædagogik o. 1. Det er ogsaa rigtigt, at dette Arbejde kræver alvorlige Overvejelser og et stort forberedende Arbejde i Erkendelse af hele Spørgsmaalets vigtige Karakter; men Tiden gaar, og selv om der er meget Arbejde at passe foruden, saa maa en Løsning snart fremkomme. Man kan sikkert ikke gøre Omfanget af Bestræbelserne for stort. Man kan heller ikke lade sig standse af, at der ikke paa Befalingsmandsskolerne er Tid til at lægge yderligere Fag ind. Trods Skolernes hæsblæsende Tempo maa der skaffes Tid. Man kan heller ikke nøjes med at udsende Opfordring til Kompagnicheferne om ved Gennemgangen af »Lærebog for Hærens Menige« at lægge Vægten paa at fremhæve de karakteristiske Sider af Krigshistorien og iøvrigt paavirke Mandskabet i den rigtige Retning. Her som i mange andre Tilfælde er vi herhjemme i Fremtiden nødt til at fravige Teorien om vore Kompagnichefers Ufejlbarlighed og fratage dem nogle af de Privilegier i Retning af Selvstændighed, som de uretmæssigt besidder. Det er muligt, at man tidligere — før Krigen — virkelig disponerede over erfarne og moderne Chefer i tilstrækkeligt Omfang til at tillade frie Retningslinjer. Nutiden og i hvert Fald den nærmeste Fremtid vil ikke komme til det. Man bliver nødt til at stramme Tøjlerne ganske betydeligt paa mange Punkter og give meget faste Retningslinjer for, hvad der skal undervises i, og hvordan det skal gøres.

Diktatur og Demokrati opmarcherer mod hinanden. For Demokratiet er i den tilstundende Kamp den værste indre Fjende den herskende Egoisme og Materialisme, der ødelægger Samarbejdsaanden og derfor Moralen som Helhed. Det er derfor forstaaeligt, at man i Demokratierne søger at modvirke denne Udvikling ved at opbygge Moralen. Man kan kalde denne Opbygning: »Moral Rearmament«, eller hvad man vil. Tendensen er klar nok og let at erkende. Vi har ogsaa vort moralske Genopbygningsproblem i Danmark — og i Hæren, og intet er naturligere, end at Oficerskorpset indleder dette Arbejde i Hæren, ikke mindst, naar man tager i Betragtning, hvor stor en Del af Danmarks Ungdom der i Dag staar under Kommando af dette Korps. For den danske Hær har mere end nogen anden Interesse i, at Samarbejdets og Offerviljens Aand genskabes i Nationen; thi paa disse Egenskaber bygger Landet sin Eksistens.

A. C. B. Veg ger.