Log ind

»Ich stehe hier auf Befehl!«

#

En anmeldelse

Paulus: ,Jch stehe hier auf Befehl“ ! Lebensweg des Generalfeldmarschalls Friedrich Paulus, herausgegeben von Walther Gorlitz. Verlag fur Wehrwesen Bernard & Graefe, Frankfurt am Main 1960. Tilsendt fra A rnold Busck. Pris kr. 43.20.

General U. S. Grant skal i sine erindringer have fremsat den rigtige udtalelse, at for at kunne bedømme en mand og hans handlinger må man kende hans fortid. Dette gælder også for generalfeltmarskal (G FM ) P A U ­ LUS. Bogen er da også inddelt i to halvdele: T eil I „F ried rich Paulus — Ein Lebensbild“ og T eil II „Dokumente“ .

Det billede, som udgiveren W alter G orlitz i 1. del tegner af G FM Paulus, er i og for sig ikke overraskende. Såvel i 1. som i begyndelsen af 2. verdenskrig og i mellemkrigstiden blev Paulus næsten udelukkende anvendt til stabstjeneste, og han havde påfaldende lid t geledtjeneste, hvilket altid vil være et alvorligt handicap selv for den dygtigste. Hans tjeneste som kompagnichef strakte sig kun over et par år, hans bataillonschefstjeneste kun over 14 måneder som chef for en „Kraftfahrabteilung“ , der skulle omdannes til en motoriseret opklaringsafdeling. F ra 1. juni 1935 blev oberst Paulus Guderians efterfølger som stabschef ved „Kommando der Kraftfahrtruppen“ , den myndighed der i de følgende år forestod opbygningen af det tyske panservåben. Han gik her som altid fuldstændig op i sin tjeneste. Om hans politiske standpunkt foreligger der bogstavelig talt intet. Han var, siger Gorlitz, hverken nazist eller antinazist.

,Ich stehe hier auf Befehl! Paulus blev, som hans første stabschef general Heim har sagt, mere en skrivebordets end den praktiske tjenestes mand. Som lærer i taktik blev han af sine elever kaldt „Fabius Cunctator“ , og efter en stabsøvelse fik han bedømmelsen „mangler evne til at fatte en beslutning“ . Interessant er følgende bedømmelse af ham, da lian i 1920 og følgende år var adjutant ved 14. infanteriregiment i Konstanz: „Typisk generalstabsofficer af den gamle skole, høj af vækst, pinligt velplejet ydre, beskeden, undertiden overbeskeden, elskværdig, med særdeles gode omgangsformer, en god kammerat, der ganske vist også bestræber sig for ikke at gøre nogen til sin fjende, dertil militæ rt overordentlig begavet og interesseret, en langsom, omhyggelig arbejder ved skrivebordet, med en lidenskab for krigsspil ved kortbordet eller terrænbordet, ved hvilke han udviser en betydelig operativ begavelse, men ganske vist også tilbø jelig til længe, grundigt og med omhu at gennemtænke enhver beslutning, inden han giver de tilsvarende befalinger“ .

Paulus’ helbred var altid et vanskeligt, problem, men han tog sjældent fornødent hensyn dertil, arbejdede gerne om natten og holdt sig da vågen med kaffe og cigaretter. A lt i alt en tiltalende og på en vis måde dygtig officer. Men „zum Feldherrn wird man geboren“ sagde von Schlieffen, og Paulus var ikke en feltherrenatur. Ifølge general Heim var det „en utilgivelig personalpolitisk fe jl“ , at man gav ham kommandoen over en armé. H ertil er at bemærke, at en arméchef i en stormagtshær i vore dage næppe er stort mere, end hvad en korpschef var i 1870 eller på Napoleonstiden. Han fører sin armé inden for rammen af en armégruppe, der igen kun er et led i en „front“, som atter er underlagt den øverste krigsledelse. Ulykkeligvis skulle alligevel Paulus som arméchef komme i en situation, der krævede en feltherres vilje, beslutsomhed og handlekraft. Ved krigens udbrud i 1939 blev generalmajor (GM) Paulus stabschef ved 10. armé, hvis chef var generaloberst (GO) v. Reichenau, hvem han efter felttoget i Polen fulgte til vestfronten, hvor han som dennes stabschef ved 6. armé deltog i felttoget i Belgien og Nordfrankrig 1940. Reichenau var Paulus’ modsætning. Han fattede en beslutning lynhurtigt, han hadede kontorarbejdet og opholdt sig med forkærlighed ved fronten. Uden en flittig , pålidelig hjælper som Paulus ville han have været ilde stedt, og det er et tiltalende træk hos den ellers ikke særlig sympatiske Reichenau, at han viste sin stabschef fortjent tillid , værdsatte hans arbejde og fattede et virkeligt venskab for ham. Reichenau var kommet frem bl. a. gennem sin tilslutning til nationalsocialismen, men han var ikke nogen blind tilhænger af H itler; han havde mod til at sige denne imod, endog til at handle imod dennes direktiver. G ørlitz mener, at Reichenau — hvad adskilligt i dennes sidste levetid tyder på — havde til hensigt at sætte en grænse for Hitlers magt; og han havde sikkert bedre muligheder derfor end nogen anden af hærens feltmarskaller og generaler, fordi han var i besiddelse af den brutalitet, som officererne med de idealistiske nedarvede traditioner manglede, men som var nødvendig for med held at kunne tage kampen op med så gemene folk som H itle r og hans følgesvende. Det ser ud til, at det var Reichenau, der foranledigede, at Paulus midt i januar 1942 blev hans efterfølger som chef for 6. armé, og måske var det slet ikke nogen dårlig kombination med Paulus som arméchef under Reichenau som armégruppechef. Ulykkeligvis for Paulus — og måske for Tyskland —• døde G FM Reichenau pludselig i januar 1942. Da Paulus fik kommandoen over 6. armé, havde han hverken ført regiment, division eller korps. Hans første stabschef general Heim blev, hvad der var en fejl, hurtigt udskiftet med oberst, senere GM Schmidt. Denne kombination var ikke heldig; Schmidt var den dominerende, nogle mente endda, at det var stabschefen, der kommanderede arméen. Ifølge Görlitz herskede der en sjælden harmoni mellem de to, hvilket desværre også gjaldt deres tillid til Hitlers førerevner og løfter. Dette var im idlertid på det tidspunkt forståeligt. I 1942 stod „der Führer“ endnu stærkt, begivenhederne havde næsten altid givet ham medhold. Selv da han i vinteren 1941/42 forbød tilbagetrækninger af fronten og lovede indesluttede styrker forsyning ad luftvejen og senere undsætning, havde han kunnet holde sine løfter. Det er på denne basis — og ikke på baggrund af senere viden om katastroferne i de følgende år — man bør bedømme Paulus’ og Schmidts skæbnesvangre lydighed overfor Hitlers befalinger.

Bogens 2. del bærer ret betegnende overskriften „Dokumente“ . En væsentlig del er feltmarskallens efterladte optegnelser, som han ikke nåede at få færdigbehandlet inden sin død i Dresden 1957. H e rtil kommer mer breve og uddrag fra utrykte kilder som G FM v. Bock’s og G FM v. Richthofens dagbøger. A lt dette har G orlitz indordnet, som han fandt det hensigtsmæssigt, og forsynet det med sine egne kommentarer, ofte på en måde, så man ikke ved, hvad der stammer fra Paulus’ optegnelser, og hvad der må stå for G örlitz’ egen regning. E t klart billede af operationerne ved Stalingrad og et udtømmende svar på spørgsmålet „Hvorfor brød Paulus ikke ud af indeslutningen eller prøvede i det mindste på det“ , er det ikke lykkedes Görlitz at give.

Den h id til bedste og klareste frem stilling af „Stalingrad“ er nok stadig den i 1955 af GM Hans Doerr skrevne „Der Feldzug nach Stalingrad“ . Stalingrad var, siger Doerr, ikke blot et „slag“ , men et helt „felttog“ , og en retfærdig bedømmelse er kun mulig, når det ses i sammenhæng med de samtidige begivenheder ved Don og i Kaukasus. Vægtige bidrag findes også i G FM v. Manstein’s „Verlorene Siege“ , Horst Scheibert’s „Nach Stalingrad — 48 Kilom eter“ og i GM v. Rohden’s „D ie Luftwaffe ringt um Stalingrad“ . Nogle oplysninger om føringen på russisk side fås i marskal Jeromenko’s „Der historische Sieg bei Stalingrad“ . Men desværre savnes endnu i høj grad detaillerede bidrag fra russisk side. Meget ønskelig ville således være en udførlig beskrivelse af 62. russiske armés enestående forsvarskamp i Stalingrad — i 3 måneder med Volga umiddelbart i ryggen. Schröter’s „Stalingrad ... bis zur letzten Patrone“ er ikke noget krigshistorisk arbejde, og om forfatterne til demange „Stalingradromaner“ siger G örlitz rigtigt, at „det er romaner, de har forfattet, og ikke krigshistorie, de har skrevet“ . (Derfor kan de bedste af krigsromanerne, som f. eks. Gerlach’s „Die Verratene Armee“ a lligevel give vægtige bidrag til forståelse af det rent menneskelige, af meniges og underføreres følelser, stemninger, kampe og lidelser — men forfatterne mangler forudsætningerne for at bedømme den højere føring,, dens handlinger og dens motiver).

For nu at blive ved problemet „udbrud eller ikke“ , så får man ved læsning af ovennævnte værker, sammenholdt med G örlitz’s bog om Paulus, følgende billede: Det drejede sig ikke bare om at trodse Hitlers ordre ved at bryde ud af indeslutningen (som om dette selvfølgelig ville være lykkedes). F o r at redde sig ud af omklamringen måtte 6. armé:

— først sammendrage en styrke, der kunne foretage gennembruddet (hvilket kun kunne ske ved at trække tropper ud af fronterne og. dermed tage risikoen for fjendtlige gennembrud),

— dernæst slå hul på indeslutningsringen,

— derpå „lodse“ arméen ud gennem den tilvejebragte åbning, og

— endelig marchere 70— 400 km (alt efter situationen) over den af is og sne dækkede steppe.

Alt dette skulle ske for øjnene af en dygtig, overlegen og meget vågen modstander — og hvad marchen angik uden fornødne drivm idler og henvist til forsyning ved nedkastning fra luften.

Mulighederne for overhovedet at komme igennem varierede. Størst var de umiddelbart efter indkredsningen (22. nov.), medens arméen, som Doerr udtrykker det, endnu var „um stellt“ , d. v. s. inden russerne havde strammet og fæstnet indeslutningsringen, samt i dagene lige før jul, da undsætningsarméen var trængt frem til 65 km (ikke som påstået 48 km) fra 6. armés nærmeste linier, hvor den forøvrigt var kørt uhjælpeligt fast efter i det flere dages slag ved Mischkowafloden forgæves at have søgt at bryde russernes voksende modstand.

Om det overhovedet på noget tidspunkt ville være lykkedes at bryde gennem indeslutningsringen, er tvivlsomt. Givet er det, at gennembruddet og den påfølgende udlosning ikke til nogen tid kunne være foretaget uden tab af det meste af materiellet og en meget betydelig del af personellet. Det er derfor forståeligt, at Paulus — skønt han var klar over, at en tilstrækkelig forsyning ad luftvejen i længden var umulig — tog chancen ved at afvente den lovede, snarlige undsætning. Men den 19. Dec., da undsætningshæren var nærmest, og v. Manstein var rede til at tage ansvaret, skulle Paulus sandsynligvis have grebet denne sidste chance. Dog kan troppernes underernæring og manglende drivm idler samt den omstændighed, at undsætningsarméen kun var nået frem til en afstand af 65 km og ikke som forudsat 30 km, i ikke ringe grad forklare hans tøven.

Hermed var im idlertid alt håb ude. Problemet var nu ikke, som overskriften i G örlitz’ bog siger „Udbrud eller offer“ , men „Kapitulation eller offer“ . Paulus handlede her rigtigt, da han afslog den russiske opfordring af 8. jan. 1943 til kapitulation, thi som G örlitz siger: „N u gjaldt det om at binde de i stort antal om Stalingrad sammendragne fjendtlige kræfter for at skaffe Manstein tid til at reorganisere den samlede sydfront og for at dække den nu endelig af H itle r tilladte tilbagetrækning af armégruppe A fra Kaukasus til Rostov. Således har også Paulus forstået sin opgave. Derfor afslog han som chef for en hær, der endnu var i stand til at yde et forsvar, den sovjetrussiske opfordring af 8. januar til at strække gevær ...“ . Men der måtte være en grænse for offeret. Det tidspunkt måtte komme, da offeret af menneskeliv ikke stod i rim eligt forhold til nytten af fortsat kamp.

Paulus udbad sig den 24. jan. hos O K H tilladelse til at kapitulere, Manstein støttede ham, men O K H (Hitler) afslog. Og Paulus har til det sidste følt sig bundet af sin lydighedspligt. „Ich stehe hier auf Befehl“ , skrev han i sit sidste brev til sin hustru, og i sine afsluttende bemærkninger udtaler han:

„Trods al medlidenhed med de mig betroede tropper har jeg troet at måtte give føringssynspunkterne forrangen. 6. armé måtte påtage sig sine uhørte lidelser og navnløse ofre for — hvad der var min overbevisning — at muliggøre redningen af et langt talrigere antal kammerater af nabostyrkeme“ .

Men selv Gorlitz — der dog øjensynligt bestræber sig for at forsvare den ulykkelige hærfører og nu og da ligefrem dækker ham (han omtaler f. eks. ikke det malplacerede, omend ikke afsendte hyldesttelegram til H itle r af 29. jan.) — bemærker hertil: „Der bliver dog det spørgsmål, om lydighed overfor befalingen eller lydighed overfor samvittigheden i denne time var det øverste bud“ . Doerr skriver træffende: „Det svarede ikke til tysk soldatertradition, at den for tropperne ansvarlige arméchef i en sådan situation bad den 2.000 km bag fronten værende „Oberste Befehlshaber“ om tilladelse til kapitulation i stedet for selv at handle ... Historien har h id til ikke givet nogen feltherre ret til at ofre sine soldaters liv, når de ikke mere kan kæmpe“ .

At en fæstningskommandant gennem radioen anmoder sine foresatte om tilladelse til at kapitulere, er misbrug af signalmidleme. Han tager selv ansvaret. E t lige så dårligt eksempel gav kommandanten i Singapore, general Peroival, da han bad om tilladelse til at overgive sig til en langt underlegen japansk armé. Så forstod general de Meza — hvad man så end kan kritisere ved hans føring i 1864 — det bedre, da han afbrød telegrafforbindelsen med krigsministeriet. Han var i besiddelse af o fficerens fornemste egenskab: at kunne tage et ansvar og bære det. Fra visse sider har der været fremdraget et politisk moment. Paulus skulle ved at trodse Hitlers ordrer have givet signalet til en „aktion fra generalfeltmarskallernes side“ med det formål at styrte Hitler eller i det mindste tvinge ham til at afgive kommandoen over hæren. Herom siger Paulus selv: „Den revolutionære hensigt bevidst at fremkalde nederlaget for derved at bringe H itle r og det nazistiske system, der var en hindring for en afslutning på krigen, til fald har jeg ikke haft under overvejelse, og heller ikke er den tanke under nogen form blevet frem ført for mig inden for m it kommandoområde“ . Særlig interessant er følgende af feltmarskallen i samme forbindelse fremsatte udtalelse: „E n ny legende, nemlig den om dolkestødet ved Stalingrad ville være opstået „zum Nachteil des Geschichtsbildes unseres Volkes und der ihm so nottuenden Erkenntnis aus diesem Kriege“ . Om sit senere forhold til det ulyksalige „Bund Deutscher O ffiziere“ og til „Nationalkomitee Freies Deutschland“ fortæller Paulus in ­ tet. Bogen bliver således en skuffelse for dem, der venter en nærmere redegørelse for denne sag. G örlitz oplyser kun, at Paulus længe tøvede og først på efterretningen om officersopstanden den 20. ju li 1944 tog aktiv del i komitéens virksomhed. Et dybt indtryk har det gjort på Paulus, da general Rokossovski sagde til ham: „A t De har fulgt H itle r politisk, det forstår vi ikke“.

General Doerr har i en anmeldelse i „W ehrkunde“ nr. 7/1960 givet G örlitz en hård medfart. Generalen betegner levnedsbeskrivelsen som en forherligelse af Paulus, hvad der ville have mishaget denne meget. A t klarlægge hans rolle ved Stalingrad har oversteget udgiverens evner. G örlitz’ bog udmærker sig ikke ved klarhed, og der er adskilligt at udsætte på den måde, hvorpå han har behandlet det foreliggende materiale. Doerr anker over, at der er for mange dilettanter, der skriver krigshistorie. H eri må man give ham medhold. Han opstiller endvidere det krav, at for at kunne bedømme højere militæ r føring, bør man selv have generalstabsuddannelse og praktisk erfaring som højere troppefører. Dette er vel teoretisk rigtigt, men kun m uligt i de lande, hvor der endnu lever højere troppeførere med krigserfaring. Os andre maner det til forsigtighed i vore domme. Det er beklageligt, at G FM Paulus ikke nåede at få afsluttet sit arbejde og fik det udgivet således, som han selv har tænkt sig det. Men selv med de fe jl og mangler, som klæber ved G örlitz’ arbejde, yder det væsentlige bidrag til videre forskning, og da især derved, at Paulus selv får lejlighed til at udtale sig. Og den menneskeligt tiltalende, men ulykkelige hærfører, der er angrebet så hårdt for at have svigtet, da det gjaldt om at handle som „York ved Tauroggen“ , har ret til at blive hørt.

W. E. O. Lawaetz