Log ind

Hvorledes udvikles de unge Officerers Chefegenskaber?

#

(Col. R. S. Miller, Inf. Director of Training, The Infantry School, Fort Benning, Georgia). (Efter en Artikel i »Military Review«, Juli 1943).

Alle Hærens Officerer, i Særdeleshed de ældre, synes at mene, at de er Eksperter i, hvad der kræves for at være en virkelig Chef, og de fleste af dem ønsker at kunne skrive eller holde Foredrag om dette vigtige militære Emne. De skal ikke dadies for dette, for det er kun derigennem, vi bliver i Stand til at lære noget om alle de Synspunkter, der findes paa dette Omraade. Men det er ikke nok at tale og skrive om 'Chefsegenskaber, det er vigtigere at finde ud af, hvad vi skal gøre ved Spørgsmaalet, eller rettere hvad vi gør for at løse det. Lad os først og fremmest udrydde den gamle Overtro, at Ledere fødes. Ved at udnytte det bedste Materiale fra Starten vil de rigtige Chefsegenskaber kunne blive udviklede gennem grundig Træning. Det er naturligvis rigtigt, at nogle har visse Forudsætninger, paa hvilke der kan bygges, og som allerede i de unge Aar er begyndt at blive udviklede. De Egenskaber, det drejer sig om, er følgende:

— en god Karakter,

— fysisk Træning,

— en god Opdragelse samt

— en sund Dømmekraft.

Grundlag kan de væsentligste Sider hos en Leder udvikles eller i det mindste blive forøgede ved indgaaende Træning. Det er denne Del af den unge Officers Udvikling, som alle ældre Officerer bør vise mere Forstaaelse. For at opnaa det bedst mulige Resultat paa dette Omraade kan man dele den unge Officers Uddannelse i 3 Afsnit. Det første omhandler Rekruttiden, i Løbet af hvilken Befalingsmandsemnerne udpeges. Den unge Soldat, der er i Besiddelse af mere end middel Intelligens, og som i Løbet af sin Ungdom har faaet udviklet sin Karakter, er et brugbart Emne, og hvis han samtidig viser Tegn paa en vis Grad af Initiativ, Ansvarsfølelse, Fremadstræben og Energi, er han sikker paa at blive udtaget. Naar nu Rekrutten er blevet udvalgt til at gennemgaa Befalingsmandsskolen, overtager denne Ansvaret for hans videre Uddannelse. Dette er det andet Afsnit. Udvælgelsesprocessen foregaar dog stadig, alt eftersom Træningen skrider frem, idet visse Mangler, som ikke før har været synlige, vil vise sig hos Eleverne, hvorfor mange maa udskydes. Naar Eleverne udnævnes til Sekondløjtnanter, begynder det tredie Afsnit. De er stadig langt fra at være uafhængige Beialingsmænd, og selv om deres Førerevner i nogen Grad er blevet skabt og formet, er de ikke blevet hærdede under virkelige Forhold under god Ledelse og Opsyn. Den unge Officer vil aldrig lære at blive en god Befalingsmand, før han er blevet sat i Spidsen for en Styrke og gjort ansvarlig for denne under Ledelse og Tilsyn samt Instruktion af en ældre Officer, der selv er en virkelig Leder og Chef. Man maa ønske, at Generalinspektører og Chefer vilde kritisere deres unge Officerer ud fra det Synspunkt, at de er uddannede teoretisk, men fuldstændig mangler Erfaring, fordi de er uvante i Kamp. De maa endvidere gøre sig klart, at disse Mangler ikke er Tegn paa Frygt eller manglende Mod. Denne Mangel paa Erfaring gives der mange Eksempler paa. Saaledes blev en Deling, der skulde naa et bestemt Punkt ad en angivet Vej, alt for let opholdt, saa snart der faldt Ild over den. Delingsføreren lod Delingen søge Dækning, sendte Melding tilbage og forblev derefter passiv i Forventning om at faa Direktiver bagfra. I et andet Tilfælde blev alle de smaa Led tiltrukket af den fjendtlige Kanonild, hvorved de blev indblandede i mindre Kampe, der ikke fremmede Hovedopgaven. Eller en Delingsfører, der efter en lang og anstrengende March i Regn og Slud blev fundet i nogen Afstand fra sin Deling, hvor han var ved at tørre sit Tøj og gøre sig det bekvemt for Natten. Han anede ikke, hvor han befandt sig, hvorledes Mandskabets Tilstand var, eller hvilke Forholdsregler, der burde foretages i Tilfælde af fjendtligt Angreb.. Kompagni-, Bataillons- og Regimentschefer klagede i disse Tilfælde over Kvaliteten hos de unge Officerer; men bare at gøre Vrøvl og kritisere forbedrer ikke Sagen. De omtalte Tilfælde er i Sandhed Eksempler paa daarlige Føreregenskaber, men Bebrejdelserne maa rettes mod rette Sted og øjeblikkelig afhjælpes. Hvor er Fejlen? Lige foran Næsen af den, der fremsætter Anklagen. Kompagniers og højere Styrkers Chefer! Man kan ikke have Sympati med de Officerer, der har haft Løjtnanter under deres Kommando i mange Maaneder, og som gør Vrøvl over deres manglende Føreregenskaber. Man bør stille disse Officerer det Spørgsmaal: »Hvad har De gjort for Deres unge Officerer i alle disse Maaneder?« Det væsentlige er imidlertid, hvad der kan gøres for at forbedre de unge Officerer. Lad os først se paa det Materiale, vi har at gøre med.

Vi maa antage, at Kompagnicheferne har udtaget de bedst, egnede til Skolerne. Udvælgelsesprocessen fortsættes, som allerede omtalt, paa disse, og hvis der er begaaet Fejltagelser i den oprindelige Udvælgelse, bliver Eleverne nu skudt ud under denne Del af Uddannelsen. Kun de bedste faar Lov at fortsætte. Naar Skolerne er gennemgaaede, har vi et godt Materiale med god grundlæggende Træning, teknisk Kundskab og god Forstaaelse af smaa Styrkers Taktik. Tilbage er Udviklingen af Initiativ, Fremadstræben, Energi og Ansvarsfølelse. Hvordan kan da disse Egenskaber opelskes? Denne Udvikling kommer for største Delens Vedkommende efter, at de paagældende Officerer er kommet til deres Kompagnier. Her faar de i Begyndelsen en Deling tildelt, og de maa lære at forstaa, at det er deres Deling, og at den vil blive til det, som de gør den til. Ansvarsfølelsen skal nu udvikles under Kompagni- og højere Chefers Vejledning og Opsyn. Kompagnichefen skal selv være interesseret i Udviklingen af Træningen af Delingen ved at korrigere Delingsførerens Udvikling og Træning. Dette er Kompagnichefens vigtigste Funktion i Uddannelsesperioden. Efter mange Maaneders Uddannelse paa denne Maade skulde der ikke være nogen Grund til at klage over den unge Officers manglende Ansvarsfølelse, for skulde der være Fejl i Uddannelsen, beror dette ikke paa Delingsføreren. Stadig maa vi understrege Betydningen af Initiativ og Fremadstræben. Dette er de altoverskyggende Betingelser for en Leder i Kamp. Disse Egenskaber kan oplæres paa samme Maade som andre militære Fag, men som paa alle andre Omraader maa Læreren selv være Ekspert (i dette Tilfælde en Leder), hvis han vil opnaa det bedste Resultat her. For at udvikle de karakteristiske Lederevner maa de Forklædebaand, der binder Løjtnanten til Kaptajnen, først skæres over. Giv den unge Officer en krævende Opgave. Indprent ham, at Liv afhænger af, om han gennemfører Opgaven. Han maa ikke lade sig aflede af uvæsentlige Ting, men skal kæmpe sigfrem til Maalet »gennem Ild og Vand«. Han vil i Begyndelsen gøre mange Fejlgreb. Han vil maaske ikke udføre sin Opgave paa den bedste Maade eller naa Maalet ad den bedste Vej, men han vil gøre værdifulde Erfaringer og have naaet et stort Skridt videre i Udviklingen af sine begyndende Lederevner. Her er det, den ældre Officers Hjælp, Opsyn og Instruktion skal gøre sig gældende. Han udvælger og klarlægger den Lektion, der skal gennemgaas. Han giver stadig en ny Opgave sværere at udføre end den foregaaende. Efter nogle Maaneder paa denne Maade skulde Resultatet vise sig. Saa næste Gang, en Kaptajn eller højere Officer klager over Førerevnerne hos en ung Officer, spørg ham da, hvad han gjorde for denne under Træningen. Spørg ham, hvad han gør ved det nu. Ikke alle unge Officerer er forudbestemte til at blive store militære Førere, men god Træning og Vejledning vil hæve Standarten af dem alle. Til Trods for, at alt, hvad der kan gøres, bliver gjort, vil der altid være nogle Pjalte imellem. Det kan ikke være anderledes, men Procenten vil være lille. Hvis en Mand er usædvanlig doven, dum, uærlig, daarlig opdraget eller mangler de gode Egenskaber, der skulde have været udviklet i hans Ungdom, er der ikke tilstrækkelig Tid til at gøre noget ved det nu. Ham maa man blive kvit. I saadanne Tilfælde maa de ældre Officerer være sig deres Ansvar bevidst. Som omtalt i Begyndelsen tror næsten enhver Officer om sig selv, at han er en Fører, og at han ved alt om, hvordan man skal føre en Styrke. Han ved, hvordan man tager gode Delingsførere, og hvordan man tager de daarlige, men han vil imidlertid ofte med Hensyn til de sidstnævnte fratage dem Kommandoen og give dem et uvæsentligt Job. Det er galt. Hvis der ikke kan gives dem noget at bygge op paa, saa bliv dem hellere kvit. Lad os holde op med at tale om Lederevner og disses Uddannelse som noget abstrakt, og lad os i Stedet gaa ud paa Eksercerpladsen og gøre noget ved det. Det er et Job for Førere af alle Grader. Det kan kun blive til noget ved alvorlige, koncentrerede og stadige Anstrengelser, men det kan gøres.

Hvad kræ ves for at blive en god Leder?

Major C. A. Bach*), 7. Cavalry, U. S. Army, holdt ved Afslutningen af en Træningslejr for Officersaspiranter i Fort Sheridan WYO i 1917 nedenstaaende Tale: »I Løbet af kort Tid vil hver af Dem være ansvarlig for et Antal andre Mænds Liv. De vil i Deres Varetægt faa loyale, men utrænede Borgere, som De skal instruere og lede. Deres Ord vil være Lov for disse Mænd, og selv den mest tilfældige Bemærkning vil blive husket, ligesom Deres Klædedragt, Opførsel, Tale, Evne til at kommandere, kort sagt alt, hvad De foretager Dem, vil blive efterlignet. Naar De nu melder Dem til Deres Afdeling, vil De der finde en Samling villige Mænd, der haaber, De er i Besiddelse af Egenskaber, der vil aftvinge dem Respekt, Loyalitet og Lydighed. Folkene er parate og ivrige efter at følge Dem, saa længe De kan overbevise dem om, at De er i Besiddelse af disse Egenskaber. Dersom det Øjeblik skulde komme, hvor de opdager, at De ikke behersker dem, kan. De lige saa godt tage Deres Afsked, thi Deres Nytte for Hæren vil i saa Fald være lig Nul. I Løbet af faa Dage vil De modtage Deres Udnævnelse til Officer. Disse Udnævnelser vil ikke gøre Dem til Ledere, de vil blot gøre Dem til Officerer. De vil bringe Dem i en Stilling, hvor De kan blive Ledere, hvis De ejer de naturlige Egenskaber. Men De maa bevise det, ikke saa meget over for Deres foresatte som over for Deres undergivne. Mænd skal og vil i Krig følge Officerer, der ikke er i Besiddelse af Lederevner, men den drivende Kraft bag disse Mænd vil ikke være Begejstring, men kun Disciplin. De vil gaa fremad tvivlende og med en Frygt nagende i Brystet, som tilhvisker dem det uudtalte Spørgsmaal: »Hvad vil han gøre næste Gang?«

*) Major Bach kom ind i Hæren gennem The National Guard til det 13. Minnesota Infantry. Han deltog med sit Regiment i Kampene paa Philippinerne som Sergent, avancerede til Lieutnant i det 36. U. S. Voluntier Infantry, blev First-L ieutnant i 7. Cavalry og fortsatte i dette Regiment til M ajor, i hvilken Grad han før forrige K rig var Instruktør ved Officersskolen i F o rt Sheridan. Talen vakte megen Opmærksomhed, blev try kt i The Waeo (Tex.) Daily Times Herold og sam m enfatter alt, hvad en ung Befalingsmand a f i Dag bør vide for a t kunne gøre sig egnet til at lede og tage sine Folk paa den rette Maade.

Saadanne Mænd adlyder Deres Ordre efter Bogstaven, men heller ikke mere. De kender intet til at nære Hengivenhed for deres Chef, til den Begejstring, der faar dem til at ringeagte personlig Risiko, til Selopofrelse for at sikre Deres Person. Deres Ben bringer dem fremad, fordi deres Hjerne og Uddannelse siger dem, at de skal gaa. Deres Sjæl gaar ikke med dem. Man opnaar ikke store Resultater med ligegyldige og passive Soldater. De gaar ikke ret langt, og de standser, saa snart de kan. En Officer, der er i Besiddelse af virkelige Lederevner, behøver ikke at fordre, men vil automatisk af sine Folk modtage en villig og øjeblikkelig Lydighed og Loyalitet samt Hengivenhed, der vil faa dem til, naar Øjeblikket kommer, at følge deres ukronede Konge til Helvede og tilbage igen, hvis det er nødvendigt. Nu vil De naturligvis stille Dem selv det Spørgsmaal: »Hvad bestaar da disse Evner i? Hvad skal jeg gøre for at blive en god Officer, og hvad skal jeg gøre for at opelske denne eller disse Egenskaber?« Som nogle af de vigtigste af disse Egenskaber skal jeg nævne følgende: Selvtillid, moralsk Overlegenhed, Selvopofrelse, Omsorg, Oprigtighed, Initiativ, Bestemthed, Værdighed og Mod. Lad os nu se nærmere paa disse Egenskaber. Selvtillid resulterer først og fremmest i en nøjagtig Viden, for det andet i Evnen til at lade denne Viden gaa videre og for det tredie i den Følelse af Overlegenhed over for andre, som naturligt følger heraf. Alt dette giver en Officer Ligevægt. For at kunne føre rigtigt maa De være klar over, at det nu og da vil være nødvendigt at bluffe Deres Mænd, men De kan ikke gøre det hele Tiden. Soldater har ikke Tillid til en Officer, med mindre han er inde i sin Tjeneste i alle Detaljer. En Officer skal vide mere om Bogføring end Kommandounderofficeren, vide mere om Forplejningstjenesten ved Kompagniet end Kogeunderofficeren o. s. v., og han skal være lige saa god en Skytte som den bedste Mand i Kompagniet. Hvis en Officer ikke kender til noget og viser det, er det uhyre menneskeligt, at hans undergivne siger til dem selv: »Til Helvede med ham. Han ved ikke saa meget om det, som jeg«, og de vil muligvis negligere de modtagne Ordrer. Der er intet saa godt som nøjagtigt Kendskab til noget. Søg at blive saa godt informeret om Tjenesten, at Folkene opsøger Dem for at stille Spørgsmaal, saa at ogsaa Deres Officerskammerater siger til hinanden: »Spørg Smith — han ved det!« En Officer skal ikke blot være inde i sin egen Tjeneste, men skal ogsaa studere de to næste Graders. En stor Fordel opnaas herved, idet han derved forbereder sig til en Tjeneste, der kan falde i hans Lod naar som helst under Krigen, og han opnaar tillige en videre Horisont, der bringer ham i Stand til at vurdere Ordrenes Betydning og faar ham til at udføre dem paa den bedst mulige Maade. En Officer skal endvidere ikke blot kende til, men skal ogsaa være i Stand til at omsætte, hvad han ved, i et grammatikalsk rigtigt, interessant og velklingende Sprog. Han skal lære at staa foran sine Folk og tale uden Vanskelighed. Jeg har ladet mig fortælle, at i de britiske Træningslejre bliver Officerseleverne beordret til at holde en Tale paa ca. 10 Minutter om et Emne, de selv vælger. Dette er en udmærket Øvelse. For at kunne tale klart er det nødvendigt at tænke klart, og en klar, logisk Tankegang udtrykker sig selv i tydelige positive Ordrer. Medens Selvtillid er Resultatet af at vide mere end Deres Mænd, er moralsk Overlegenhed over for dem baseret paa Deres Tro paa, at De er dygtigere. For at opnaa og opretholde denne Overlegenhed maa De være i Besiddelse af Selvkontrol, fysisk Kraft og Udholdenhed samt moralsk Styrke. De maa være i Besiddelse af saa megen Selvkontrol, at De, selv om De under Kampen bliver stiv af Angst, aldrig viser noget Tegn paa Frygt. For, hvis De ved saa meget som en forhastet Bevægelse, en Skælven af Haanden, en Ændring i Udtrykket, eller hvis De ved at udstede Ordrer og Contraordrer tilkendegiver Deres Sindstilstand, vil det øjeblikkeligt forplantes til Deres Folk. Paa Kasernen eller i Felten vil der opstaa mange Tilfælde, hvor Deres Selvkontrol bliver sat paa en haard Prøve. Dersom De i et saadant Tilfælde mister »Nerven«, viser De, at De ikke besidder Evnen til at have Folk under Dem. For vrede Mænd siger og gør Ting, som de altid bagefter fortryder. En Officer maa aldrig undskylde sig over for sit Mandskab, ligesom han aldrig maa gøre sig skyldig i en Handling, som hans Retfærdighedssans siger ham, at han skal give en Undskyldning for. En anden Maade at vinde moralsk Overlegenhed paa ligger i Besiddelsen af tilstrækkelig fysisk Vitalitet og Udholdenhed til at modstaa de Byrder, som De og Deres Folk kommer ud for, saaledes at De ikke blot er i Stand til at modtage dem muntert, men ogsaa kan formindske Størrelsen af dem. De vil herved være i Stand til i høj Grad at opbygge en Aand hos Deres Mandskab, hvis Værdi i Tidens Løb kan blive af stor Betydning. Moralsk Styrke er det tredie Element i at opnaa moralsk Overlegenhed. For at kunne udøve moralsk Styrke maa De leve rent, De maa have tilstrækkelig sund Sans til at kunne se det rigtige og have Viljen til at gøre det rigtige. Vær et Eksempel for Deres Mænd. En Officer kan gøre meget godt, men ogsaa meget skadeligt. Lad vær med at prædike for dem — det vil bare gøre det værre. Lev det Liv, som De vil have, at Mandskabet skal leve, og De vil blive overrasket over at se saa mange, der gør som De. En højkæftet, sværgende Kaptajn, der er ligegyldig med sin Person, vil have et højkæftet, sværgende og beskidt Kompagni. Mærk jer, hvad jeg siger! Jeres Kompagni vil være et Spejlbillede af jer selv. Hvis I har et daarligt Kompagni, er det, fordi I er daarlige Kompagnichefer. Selvopofrelse er den vigtigste af alle Egenskaberne. De skal give al Deres Tid og alle Deres Kræfter, for det haardeste Arbejde og det største Ansvar paahviler Kompagnichefen. Han er den første oppe om Morgenen og den sidste i Seng. Han arbejder, naar de andre sover. De skal med Sympati og Forstaaelse sætte Dem ind i de Bekymringer, Deres Mænd har. Den enes Mor er død, og den anden har mistet alle sine Penge. De ønsker Hjælp, men mere end noget andet ønsker de Sympati. Gør ikke den Fejl at afvise saadanne Folk med Beretninger om Deres egne Bekymringer, for hver Gang De gør det, fjerner De en Sten i Deres Hus’ Grundvold. Deres Folk er Fundamentet, og Kompagniet vil ramle ned over Hovedet paa Dem, med mindre det hviler sikkert.

Med Hensyn til Omsorg skal De være som en Fader for Deres Folk. Naar jeg siger at være som en Fader, bruger jeg Vendingen i dens bedste Betydning. Jeg refererer ikke til den Form for Faderlighed, der frarøver Sønnen al Initiativ, Selvtillid og Selvrespekt. Jeg refererer til den Faderlighed, som giver sig Udtryk i en omhyggelig Omsorg for dem, der er i Deres Varetægt. Soldater er ligesom Børn. De maa sørge for, at de har Tag over Hovedet, Mad og Klæder, saa godt som det er Dem muligt. De maa være meget mere omhyggelig med deres Bekvemmelighed end med Deres egen. De maa sørge for, at de faar Mad, før De selv faar, at de hver især har saa godt et Sengeleje, som kan fremskaffes, før De selv bestemmer, hvor De vil sove. De maa overvaage deres Helbredstilstand. De maa bevare deres Kræfter ved ikke at beordre unyttigt Arbejde udført. Og ved at gøre alt dette, puster De Liv i noget, der ellers kun vil være en Maskine. De skaber en Sjæl i Deres Organisation, som vil faa Mandskabet til at adlyde Dem, som om de var een Mand. Og naar Aanden i Kompagniet først er saadan, vil De en Dag vaagne og opdage, at Situationen har vendt sig. I Stedet for at De stadig skal være paa Vagt for dem, har de uden videre paataget sig Hvervet at være paa Vagt for Dem. De vil opdage, at smaa Ting, som f. Eks. at se efter, at Deres Telt, dersom De har noget, er ordentligt slaaet op, at Sengen er ordentligt redt, at der fra en eller anden mystisk Kilde er blevet tilføjet Deres Middag to Æg, naar andre ikke har nogen, at der er en Mand, der hjælper Deres Oppasser, kort sagt, at Deres Ønsker bliver opfyldt, før de er udtalt. Naar alt dette sker, har De naaet Deres Maal og først da. Oprigtighed er et andet Omraade, uden hvilken Lederevnen hverken kan blive bygget op eller haandhævet. Der maa for det første være den Oprigtighed til Stede, der behandler alle Mænd retfærdigt. Jeg siger ikke paa samme Maade, for De kan ikke behandle alle Mænd ens. Det vilde betyde, at alle var skaaret over samme Læst, at der ikke fandtes saadanne Ting som Individualitet eller Personlighed. En Straf, der f. Eks. bliver modtaget af een Mand med et Skuldertræk, vil for en anden være en aandelig Pine. En Kompagnichef, der for en given Forseelse har en Standard-Straf, er enten for indolent eller for dum til at kunne studere sine Folks Personlighed. I hans Tilfælde er Retfærdigheden blind. Studér Deres Folk lige saa omhyggeligt, som en Læge studerer et vanskeligt Tilfælde. Naar De saa er sikker paa Diagnosen, anvend saa Midlet. Det er nødvendigt at skære dybt,, men naar De er tilfreds med Deres Diagnose, saa lad Dem ikke aflede fra Deres Hensigt af nogen som helst Sympati med Patienten. Naar en af Deres Folk har udført et særlig godt Arbejde saa sørg for, at han faar en Belønning herfor. Sæt Himmel og Jord i Bevægelse for at skaffe ham den. Prøv ikke at tage den fra ham for selv at tilvende Dem den. De kan gøre det og faa Æren for Arbejdet, men De mister Deres Folks Tillid og Respekt. Endvidere vil Deres Officerskammerater før eller senere høre derom og tage Afstand fra Deres Handlemaade. I Krig er der Hæder nok til alle. Giv hver Mand, hvad der tilkommer ham. Den Mand, der altid tager, men aldrig giver, er ikke en virkelig Chef, men en Parasit. Der er en anden Form for Retfærdighed, den, der afholder en Officer fra at misbruge sin Rangs Privilegier. Naar De først har vundet Deres Mandskabs Respekt, kan De være sikker paa, at De behandler dem rigtigt. Opelsk Folkenes Mandighed og Selvrespekt og prøv ikke paa at slaa dem ud. En Officer, der underkuer og haaner sine Folk, er en Kujon. Han binder Mændene til et Træ med Disciplinens Baand og slaar dem i Ansigtet vel vidende, at de ikke kan slaa igen. Hensyn, Høflighed og Respekt overfor Mandskabet er ikke uforeneligt med Disciplin. De er Dele af denne. Uden Initiativ og Beslutsomhed kan ingen forvente at blive en god Fører. Under Øvelser vil det hyppigt ske, at visse Folk roligt giver en Ordre, som senere, naar Øvelsen gennemgaas, viser sig at være om ikke helt rigtig saa meget nær det rigtige. De vil faa at se andre Folk, der i uventede Situationer bliver fuldstændig forvirrede. Deres Hjerner nægter at arbejde, eller de giver en forhastet Ordre, .tager den tilbage, giver en anden, tager denne tilbage, kort sagt viser ethvert Tegn paa Befippelse. Betragter man disse to Kategorier, kan man om den første sige: »Den Mand handlede koldt og roligt. Han havde ikke megen Tid til at overveje, men handlede instinktivt. Lad os se væk fra den lille Fejl. Han har paa Forhaand gennemtænkt flere Situationer, der maatte kunne opstaa, har udfærdiget Planer, der dækker disse Situationer, saaledes at han stillet Ansigt til Ansigt med dem er parat til at imødegaa dem.« En Chef maa være i Besiddelsé af tilstrækkelig Smidighed til at kunne vurdere Problemerne, som rejser sig, og en klar Hjerne der hurtigt kan forandre, hvad der maatte være nødvendigt i de allerede formulerede Planer. Han maa ogsaa være i Besiddelse af Bestemthed til at give Ordre og holde sig til de engang givne. Enhver rimelig Ordre i en opdukkende Situation er bedre end slet ingen. Det er bedre at gøre noget og gøre det galt end at tøve, jage rundt for at finde det rigtige og saa alligevel ikke faa gjort noget. Naar De en Gang har bestemt Dem for en Udførelsesmaade, saa hold Dem til den, lad være med at forandre. Mandskabet har ingen Tillid til en Officer, der ikke ved, hvad han selv vil. Nu og da vil der opstaa Situationer, som man ikke paa Forhaand vil kunne forudsige, saa dersom De i saa Fald har trænet Dem op til at kunne imødegaa pludseligt opstaaende Situationer, vil De være i Stand til at handle rigtigt og roligt. De vil ofte komme ud for at skulle handle uden Direktiver oppefra. Tiden tillader Dem ikke at vente. Her er igen et Bevis for, hvor vigtigt det er at studere en Officers Arbejde. Hvis De har et nogenlunde Overblik over Situationen og kan danne Dem en Idé om Deres foresattes Hensigt, vil dette og Deres Træning iøvrigt sætte Dem i Stand til at tage Ansvaret uden yderligere Ordrer. Personlig Værdighed er en vigtig Side hos den militære Chef. Bliv Ven med Deres Mandskab, men bliv ikke intim med dem; thi Deres Folk skal nære Respekt for Dem. Hvis Deres Folk begynder at blive familiære, er det Deres egen Fejl, ikke Mandskabets. Deres egen Optræden har opmuntret dem til at blive saadan. Endvidere lad være med at angle efter Folkenes Venskab eller deres Gunst. De vil foragte Dem for ■ dec, for hvis De er værd deres Respekt, Loyalitet og Hengivenhed, vil de give Dem alt dette uden videre. Og saa vil jeg omtale Begrebet Mod. De vil behøve moralsk Mod saavel som fysisk. Det moralske Mod er det, der sætter Dem i Stand til at fortsætte ad en Linie, som De har afstukket som den bedst egnede til at naa de ønskede Resultater. For hver Gang De ændrer Deres Ordrer uden paaviselig Grund, svækker De Deres Autoritet og Deres Mænds Tillid. Vær i Besiddelse af det moralske Mod til at staa fast ved Deres Ordrer. Moralsk Mod fordrer, at De vedgaar Ansvaret for Deres egne Handlinger. Dersom Deres Folk loyalt har udført Deres Ordre, og Bevægelsen er faldet uheldigt ud, saa er Fejlen Deres, ikke Folkenes. De vilde have faaet Æren, hvis det var lykkedes. Tag Nederlaget, prøv ikke paa at skyde Skylden paa Mandskabet, det er en uværdig Handling. Ydermere vil De behøve moralsk Mod for at kunne bestemme Deres undergivnes Skæbne. De vil hyppigt skulle udtale Dem om Officerer og Underofficerer, der staar under Deres Kommando. Vær klar over Deres personlige Hæderlighed og Pligten over for Deres Land. Lad Dem ikke aflede fra den rette Vej af personligt Venskab. Dersom Deres egen Broder er Løjtnant hos Dem, og De finder ham uegnet til Opgaven, udeluk ham. Hvis De ikke gør det, vil Deres Mangel paa moralsk Mod resultere i Tabet af andres Liv. Hvis paa den anden Side De skal udtale Dem om en Mand, hvem De af personlige Grunde ikke kan lide, saa vær alligevel fuldt retfærdig overfor ham. Husk, at Deres Hensigt skal være det heles Bedste, ikke at tilfredsstille et personligt Nag. Jeg tager det for givet, at De er i Besiddelse af fysisk Mod. Jeg behøver ikke at fortælle Dem, hvor nødvendigt det er. Mod er mere end Tapperhed. Tapperhed er uden Frygt. En Klodrian kan være tapper, fordi han mangler Evnen til at opfatte Faren, han ved ikke nok til at blive bange. Mod er imidlertid en vis Form for Aand og det moralske Rygstød for den klart seende Fører, der fuldt opfatter Faren uden at lade sig nedbryde. Tapperhed er fysisk, Mod er aandeligi og moralsk. De kan blive iskold, Deres Hænder kan skælve, Knæene være lige ved at give efter, — det er Frygt. Dersom De alligevel gaar fremad, hvis De alligevel til Trods for den fysiske Tilstand fortsætter at føre Deres Folk mod Fjenden, er De i Besiddelse af Mod. Den fysiske Frugtstilstand vil forsvinde. For nogle Aar siden, da jeg deltog i et Sprængningskursus, var min Klasse i Færd med at behandle Dynamit. Læreren bemærkede, idet han betragtede vore Bevægelser: »Jeg maa anmode Dem om mine Herrer at være omhyggelig i Brugen af dette Sprængstof. En Mand har kun eet Liv.« Mærk Dem dette. Deres Folks Liv er lige saa værdifuldt som Deres eget, saa lad ikke Frygten i Deres første Kamphandling faa Dem til at lade Deres Mandskab gaa fremad, medens De selv skjuler Dem i et Granathul. Vis Klogskab, naar De opfordrer Deres Folk til at vise fysisk Mod eller Tapperhed. Beordrer ikke en Mand til at gaa, hvor De ikke selv vilde gaa. Hvis Deres Fornuft siger Dem, at et Sted er for farligt for Dem at være, er det lige saa farligt for ham. Nu og da maa Deres Folk udsættes for Fare, som De ikke kan forhindre. En Melding skal bringes tværs over et bestrøget Terrain, De opfordrer frivillige til at melde sig. Hvis Deres Folk kender Dem og ved, at De er all right, vil De aldrig savne frivillige, for De ved, at Deres Hjerte er med i Arbejdet, at De giver Deres Land det bedste, De har, og at De vilde være villig til selv at bringe Meldingen, dersom det var nødvendigt. Deres Eksempel og Entusiasme vil have inspireret dem. Til Slut husk, at for at blive en god Chef maa man studere sine Folk. Søg ned under Overfladen og find ud af, hvad de indeholder. Nogle Mænd er helt anderledes, end man skulde tro, naar man ser dem. Undersøg, hvad de tænker paa. Meget af General Robert E. Lees Evne som Fører maa tilskrives hans Held som Psykolog. Han kendte de fleste af sine Modstandere. De kender ikke Deres Modstander i denne Krig paa samme Maade, men De kender Deres egne Mænd eller kan komme til at kende dem, saa søg at opdage, paa hvilket Omraade deres Styrke ligger og paa hvilke deres Svagheder, hvilke Mænd der kan trækkes paa til det sidste Aandedrag, og hvilke der ikke kan regnes med. Kend Deres Folk, kend Deres Arbejde, kend Dem selv.«