*) Den efterfølgende Studie bygger i Hovedsagen paa den af Generalmajor W. W. Prior i „Militært Tidsskrift" Nr. 5/1932 offentliggjorte Artikel: „Hærloven af 1932 set i Belysning af Forsvarets almindelige Formaal", af hvilken Artikel jeg med Generalens Tilladelse har gjort væsentlige Uddrag.
Det maa anses for givet, at Regeringen vil betragte det som sin Hovedopgave under behørig Hensyntagen til vore Folkeforbundsforpligtelser at holde Danmark uden for en krigersk Konflikt og med dette for Øje at bevare en neutral Holdning.
Alene dette Hensyn stiller imidlertid betydelige Krav til os: Danmark maa ikke begunstige nogen krigsførende Magt paa Modpartens Bekostning, ikke give nogen af de kæmpende Parter Lejlighed til at udnytte dansk Territorium eller danske Hjælpemidler paa en for den anden skadelig Maade.
Faar en af de krigsførende Magter det Indtryk, enten at vor Neutralitet ikke er alvorlig ment, eller at vi ikke har tilstrækkelige Midler til at opretholde den overfor Modparten, er der Grund til at befrygte, at vor neutrale Holdning ikke vil blive respekteret.
Neutralitetskrænkelser kan efter deres Natur deles i:
-— tilfældige, der — som Navnet antyder — hyppigst forekommer spredt med Hensyn til Tid og Sted (Nødlanding af Flyvere, Stranding, Indtræffen af forsprængte Styrker o. lign.); over for saadanne mindre Krænkelser er det i Reglen uden Betydning, om der straks er en væbnet Styrke til Stede eller ej; endog rene Politiforanstaltninger vil i mange Tilfælde kunne gøre Fyldest,
— forsætlige, der igen kan være mere eller mindre farlige og alvorlige for os.
Til de mindst farlige maa henregnes forbigaaende, mere eller mindre lyssky Forsøg paa at drage Nytte af vort Søterritorium. Saadanne Krænkelser repræsenterer ikke nogen virkelig Trusel for os, og de vil i Reglen kunne ordnes ad diplomatisk Vej.
Farligere er Forsøg paa varig og planmæssig Udnyttelse af vort Territorium, f. Eks. ved Etablering af en Minespærring eller Oprettelse af en maritim Basis i vore indre Farvandsafsnit. Hvis et saadant Foretagende skal have en varig Karakter, maa det kombineres med en Krænkelse af vort Landterritorium, og Situationen faar da straks en afgørende Karakter. Neutralitetskrænkelser af denne Art maa før eller senere bekæmpes, hvis man maa fastholde Viljen til og Udseendet af en ærlig Neutralitet. Finder man sig i en neutralitets- stridig Udnyttelse af vort Landterritorium, bliver Bruddet paa vore folkeretlige Forpligtelser aabenbart.
Man kan ikke forlange af et lille Land med en udstrakt Kyst, at det skal optræde øjeblikkeligt og virksomt overalt, selv om en Anvendelse af et kraftigt Flyvervaaben har forøget Mulighederne i saa Henseende væsentligt; men der kan og vil blive stillet det absolutte Krav til os, at vi ikke overgiver vigtige Dele af vort Territorium til en Fredsbryder eller endog indtager en saadan Holdning over for hans Overgreb, at vi faktisk allierer os med ham.
Den farligste og alvorligste Situation opstaar, naar en af de krigsførende Magter for at opnaa en hurtig Afgørelse søger alle vore Neutralitetsforanstaltninger lammet paa een Gang i deres Rod ved et direkte Angreb paa Regeringens Sæde og Forsvarsstyrkens Basis.
Et saadant Angreb kan have Karakter enten af et Luftbombardement, en Beskydning fra Søen eller et Angreb til Lands mod Hovedstaden.
Det er Forsvarets fundamentale Opgave at afværge en saadan Eventualitet. Undlader man dette, vil Nytten af alle mere eller mindre periferiske Bevogtningsforanstaltninger være spildt, thi hvis det direkte Overfald er det letteste og hurtigste Middel for en Fjende til at opnaa sin Hensigt, vil han ikke vælge de mere langvarige og usikre Fremgangsmaader.
Selv den mest neutrale Holdning vil imidlertid ikke kunne sikre Landet mod at blive angrebet. Enhver Magt lader nemlig i Øjeblikke, hvor det gælder dens Eksistens eller Livsinteresser, kun sine egne Ønsker og Interesser i Forbindelse med en Afvej en af Risikoen — Udsigten til en heldig og hurtig Gennemførelse, Tabene, Omkostningerne — være bestemmende for sin Handlemaade.
Et Konfliktemne vil altid kunne skabes. Alene den Omstændighed, at vi er Medlem af Folkeforbundet, vil let kunne stille os i Modsætningsforhold til en af de stridende Magtgrupper. Men yderligere rummer vore geografiske Forhold i sig selv en Krigsfare. De forholdsvis snævre Gennemsejlingsfarvande gør det muligt for en Østersømagt at iværksætte en effektiv Spærring ved Udnyttelse af vort Territorium. Paa den anden Side skaber vore gode Havne og mange indre Farvandsafsnit for en Vestmagt Mulighed for at basere navnlig maritime Operationer mod en Østersømagt paa vort Territorium. De smaa nye Østersømagters Isolering fra Vestmagterne fremhæver denne Fare.
Ved Løsningen af Neutralitetsopgaven om Gennemsejlingsfarvandene vil en Optræden her som Vogter af Adgangene til Østersøen rumme en Krigsrisiko for os, naar vi lukker og aabner disse Adgange efter vort eget Tykke. Men det er heller ikke vor Opgave at virke som Portner i Gennemsejlingsfarvandene. Betingelsen for at have Herredømmet i disse Farvande og særlig det vigtigste: Store Bælt, er, at man lægger Haand paa Sjælland og Fyen, og vor Opgave maa være at fastholde disse Øer, saaledes at ingen fremmed Magt uden større Kraftindsats og Risiko kan tage dem fra os.
Løsningen af Opgaven kræver først og fremmest landmilitære Styrker (heri Luftkræfter) af et saadant Omfang, at vi kan yde en virkelig Modstand mod Forsøg paa at fravriste os Sjælland og Fyen. Et Samarbejde med maritime Kræfter er her Forudsætningen, men Tyngdepunktet ved Forsvarsmidlernes Opstilling bør under Hensyn til den absolutte Nødvendighed af at fastholde i hvert Fald Sjælland afgjort ligge ved Hærstyrken.
Formaalet med vore Forsvarsforanstaltninger maa — som i Indledningen fremhævet — i første Linie være at virke forebyggende, saaledes at Landet ikke inddrages i Konflikten. De kan ikke under alle Forhold garantere os Freden. Muligheden for at bevare denne vil bero dels paa det Indtryk, en Modstander har af vore Forsvarsforanstaltningers Værdi, dels paa den Betydning for Operationerne som Helhed, som de krigsførende Magter tillægger Besiddelsen af vort Territorium.
Regeringens Bestræbelser vil i alle Tilfælde gaa ud paa længst muligt at bevare Selvbestemmelsesretten. Bedømmelsen af, hvad der tjener Landet bedst, kræver et vist Overblik; det kan sjældent paa Forhaand siges, hvilken Magt eller Magtgruppe der i det lange Løb vil vinde Overhaand. Laa dette fra første Færd klart, er det mindre sandsynligt, at Konflikten mellem Magterne var endt med Krig.
Ud fra dette Synspunkt gælder det først og fremmest om, at Forsvaret ikke med eet Slag kan sattes ud af Funktion. Var dette muligt, vilde en Modstander hurtigt kunne frigøre de mod os anvendte Kræfter til Anvendelse mod sine andre Modstandere; han behøvede derfor ikke at nære Betænkelighed ved at angribe os. Faar han derimod det Indtryk, at Angrebet paa Danmark vil kunne trække i Langdrag, saaledes at han risikerer, at hans Kræfter bindes paa længere Tid, og Modparten faar Tid til at komme os til Hjælp, hvorved Udsigten til en heldig Gennemførelse bliver usikker, er der Grund til at tro, at et Angreb paa os overhovedet ikke vil blive forsøgt.
Foruden den almindelige Fordel, som ligger i det moderne Forsvars Modstandskraft, kommer det os rent i Almindelighed til Gode, at en Modstander kun kan sætte sig i blivende Besiddelse af den for Bevarelsen af vor Selvbestemmelsesret vigtigste Del af vort Territorium, Sjælland med Regeringssædet samt Hærens og Flaadens Basis, ved at føre de hertil bestemte Angrebsmidler over Vandet, hvad der sætter en Grænse for Størrelsen og Omfanget af disse. Behovet af Transportskibe og Udskibningsmidler samt Vanskelighederne ved Landsætning paa aaben Kyst gør sig her gældende.
Hertil kommer den Styrkelse, som vort Forsvar nu i Modsætning til tidligere kan opnaa ved en Udvikling af et kampdygtigt Luftvaaben; dette vil være i Besiddelse af en strategisk Bevægelsesfrihed, som man — fra det Øjeblik en stærk Modstander vil isolere vore adskilte Landsdele — ikke tør regne med hverken for Hærens øvrige Dele eller for Flaaden. Luftvaabnet kan sættes ind med hele sin Masse og Kraft der, hvor man i den enkelte Situation maatte ønske det: ved Grænseforsvaret, ved Hovedstadens Forsvar mod Angreb fra Sø og Luft, ved Kystforsvaret af Sjælland; det kan anvendes ved hurtige Ekspeditioner til vore Smaaøer, til Varetagelse af Neutralitetsopgaver med korteste Varsel hvor som helst i vore Farvande — alt uden at hæmmes af de Vanskeligheder, en ugunstig sømilitær Situation ellers vilde betyde. Luftvaabnet bliver -paa. een Gang Hærens Øjne over Land og Sø og dens første, hurtigst bevægelige og yderst kampkraftige, strategiske Reserve. Man raader heri over Muligheder, som ikke var beskaaret Fortiden. Den Frihed til at give Kampen Eftertryk der, hvor Øjeblikket kræver det, som under tidligere Krige var sikret Hæren gennem vor Flaades Overlegenhed over Modstanderen, men som gennem lange Aar derefter har været tabt paa Grund af den tyske Flaades Udvikling fra et Intet til en Stormagtsflaade, den er Hæren sat i Stand til selv i væsentlig Grad at genvinde gennem sit Luftvaaben.
Ud fra de anførte Betragtninger maa vort Forsvar da være indrettet paa at kunne afværge:
— et Luftbombardement af Hovedstaden,
— et Bombardement fra Søsiden mod denne,
— et Landgangsforetagende med det Formaal at lægge Haand paa Sjælland, hvilket vilde give Angriberen Raadighed over den østlige Storebæltskyst og den vestlige Sundkyst med vor Flaades Basis,
— et Angreb gennem Jylland med det Formaal at sikre sig den vestlige Storebæltskyst og begge Lillebæltskysterne,
— et af andre Grunde iværksat Forsøg paa helt eller delvis at besætte Jylland og da navnlig Sønderjylland.
I det følgende skal disse Opgaver og de Krav, deres Løsning maa stille til Hærens Styrke og Sammensætning, betragtes hver for sig.
AFVÆRGELSE AF ET LUFTANGREB MOD KØBENHAVN.
Et saadant Angreb vil have til Formaal gennem et Tryk mod Befolkningen at tvinge Regeringen til Eftergivenhed.
Dette Problem kan for vort Vedkommende ikke løses ved at gøre København til en aaben By; thi, uanset om alle militære Virksomheder fjernes fra Byen, vil København ingenlunde herved faa nogensomhelst folkeretlig Sikkerhed mod Angreb (Bombardement).
Folkeretlig Beskyttelse af København -— om den overhovedet vil blive givet —• maa i hvert Fald forudsætte, at København gøres betydningsløs for Forsvaret ved Opgivelse af ethvert Værn af Sjælland og de omgivende Farvande, men herved vil vi være ude af Stand til at kunne opfylde vore Pligter som neutral Stat.
Opretholder man Forsvaret af Sjælland uden for København, kan Byen under Hensyn til de Hjælpekilder, den altid raader over: Værfter, Dokker, Havneplads, Maskinfabrikker, Konservesfabrikker, Levnedsmiddel- og Forsyningsoplag af enhver Art, altsammen saa at sige Krigsfornødenheder for en opererende Hær og Flaade, ikke forventes anerkendt som betydningsløs for Forsvaret og kan derfor selv som aaben By ikke anses for sikret mod Angreb.
Militært set er det uigennemførligt at opgive Forsvaret af Hærens og Flaadens Basis og at skabe et tomt Rum i Kystforsvaret, thi som Kystby indgaar København — det bedste Landgangssted paa Sjælland — i Kystforsvaret, og lægges Byen aaben, er Forsvaret af Sjælland umuliggjort; det tages i Ryggen fra København.
Som aaben By er København forsvarsmæssigt set et Udtryk for en fuldstændig Selvopgivelse, for Kapitulation.
Besættelsen af vor forsvarsløse Hovedstad og dermed af Sjælland giver den Magt, der faar Sjælland i sin Haand, afgørende Betingelser for at tilkæmpe sig Herredømmet over Gennemsejlingsfarvandéne Øresund og Store Bælt, og herved paadrager Danmark sig Skyld for ikke at have gjort alvorligt Forsøg paa at opfylde sine folkeretlige Neutralitetsforpligtelser.
Alene som Flaadebasis for de krigsførende Magter har København Betydning. København som aaben By giver tilmed Angriberen den bedste Chance for uden nogensomhelst Risiko at naa sin Hensigt, naar han alene ved Trusel om Bombardement kan lægge et saadant Tryk paa Regering og Befolkning, at han derved fremtvinger Landets Kapitulation.
Der bør derfor oprettes et fast Luftforsvar af København. Ingen By kan sikres helt mod Luftangreb; derfor maa det passive Forsvar — Beskyttelsesforanstaltningerne — gøres saa virksomme som muligt, og de aktive Foranstaltninger bør have en saadan Effektivitet, at Angriberen kun kan forvente at gennemføre sit Forehavende med betydelig Risiko af kostbart Materiel, der vanskeligt vil kunne undværes andre og vigtigere Steder, og derfor ledes til at afstaa derfra. Luftforsvarets Formaal bliver da at være forebyggende og i hvert Fald at hindre, at en Angriber alene ved et Angreb fra Luften kan tvinge sin Vilje igennem og sætte den danske Regering ud af Spillet ved at bringe Hovedstaden til Fald.
Ogsaa en Luftbeskyttelse af andre vitale Punkter kan være paakrævet af Situationen, selv om det ikke har den samme afgørende Karakter som Forsvaret af Hovedstaden.
AFVÆRGELSE AF BOMBARDEMENT FRA SØEN MOD KØBENHAVN.
Et Bombardement af København kan, for saa vidt det drejer sig om mindre eller ældre Skibe, ikke foretages uden en Kamp med Søbefæstningen, som herunder kan finde fortrinlig Støtte i bevægelige (motoriserede) Batterier i Land og i Luftstridskræfterne.
Kun de forholdsvis faa moderne større Skibe vil med deres største Piecer kunne række Byen uden selv at blive beskudt af Søforterne. Det er imidlertid en meget begrænset og slet ikke til Bombardement egnet Ammunitionsmængde, der paa denne Maade kan anvendes af Angriberen, og Skydningen kan paa Grund af Afstanden vanskelig lægges over bestemte Objekter.
Under hele Foretagendet vil de her nævnte kostbare Skibe være udsat for Undervandsbaadsangreb, Luftbombardement, Minefare og Artilleriskydning fra Land, og lykkes det blot at stille Angriberen over for en alvorlig Risiko med Hensyn til hans kostbare Skibsmateriel, er det ingenlunde usandsynligt, at hele Bombardementet vil blive opgivet.
IMØDEGAAELSE AF LANDGANGSFORETAGENDER PAA SJÆLLAND.
Betydningen af Herredømmet over vore Gennemsejlingsfarvande under en Kamp om Magten i Østersøen behøver næppe nærmere Paavisning, hvad enten Formaalet nu er at gøre det muligt at trænge fra Vest ind i Østersøen eller at spærre Vejen for en saadan Fremtrængen. Herredømmet over Adgangene til Østersøen kræver imidlertid, at man har lagt fast Haand paa, de Kyststrækninger, der grænser op til disse, og /la den Magt, der har sat sig fast paa Sjælland, har afgørende Betingelser for at beherske Øresund og Store Bælt, stiller Opfyldelsen af vore Neutralitetsforpligtelser i første Række afgørende Krav om et Forsvar af Sjælland. — Da man som en overvejende Sandsynlighed, der næsten grænser til Sikkerhed, maa regne med, at vore svage Fkmdekræfter, under Sammenstød med overlegne Flaadestyrker, vil blive besejret eller tvunget til at vige ud for Overmagten*), og vore Kyster da vil være lagt blot for La'ndgangsangreb, er Imødegaaelse af den alvorlige og farlige Neutralitetskrænkelse, som en Landsætning af fremmede Tropper paa Sjællands Kyst frembyder — som allerede tidligere fremhævet —, en Hæropgave af største Betydning.
Til nærmere Belysning heraf skal anføres, at Chefen for den engelske Marinestab, Admiral Oliver, i 1915 gjorde gældende, at saafremt den britiske Flaade forsøgte at trænge ind i Østersøen, maatte det nødvendigvis have til Følge, at Tyskland besatte de danske Øer, en Handling, der meget hurtigt vilde resultere i, at den britiske Flaade blev afskaaret fra sine Støttepunkter. Tilsvarende kom den engelske Admiral Keyes, der i Oktober 1917 fik den Opgave at udarbejde en Operationsplan for et engelsk Fremstød gennem vore Bælter mod Østersøen, til det Resultat, at den britiske Flaade nmatte begynde Operationerne med Erobringem, af de omliggende Øer.
Der er ingen Grund til at tro, at en Angriber af Hensyn til den danske Flaade vil tvinges til at erhverve sig Herredømmet i det Farvandsafsnit (Sjællands ene Kyst), hvor Landsætningen skal foregaa, ved forwdgaaende maritime Operationer, der kunde tjene os som Varsel om den Fare, der truer. Landgangsekspeditionen vil utvivlsomt blive foretaget med en saa effektiv sømilitær Dækning, at den med Sikkerhed overraskende og brutalt kan rense sig en Vej frem til Landgangsstedet. Den vil samtidig ved at udnytte Mørketiden søge at mindske Faren for Angreb af Forsvarets Flyverkræfter under selve Sejladsen.
Alle Erfaringer og Undersøgelser viser, at vor Hærstyrke paa Sjælland har de bedste Betingelser for at løse sin Opgave, jo tidligere, d. v. s. jo nærmere Kysten — bedst paa selve Kysten — den kan møde Landgangsangrebet, saaledes at Angriberens Landgangsmidler med Tropper kan beskydes og angribes fra Luften, medens de saa at sige er værgeløse.
Kan Forsvaret derfor bygges saa stærkt op, at man paa de vigtigste Kyststrækninger kan opstille en fast Besætning og endnu have en kraftig Reserve samt et stærkt Luftvaaben, vil Angrebet have ringe Udsigter til at lykkes, Forsvaret de størst mulige Betingelser for at afvise Angrebet. Hertil vil paa Sjælland formentlig kræves ca. 20 Batailloner Fodfolk med et Artilleri, der maa være stærkt nok til at kunne støtte et Modangreb med op til Halvdelen af Fodfolket samtidig; af Flyvere omkring et halvt hundrede Maskiner, særlig egnet til Angreb mod Maal paa Jorden (Vandet), foruden Jagere i tilsvarende Tal.
Gaar man længere ned med Styrken, vil Vilkaarene for Angriberen vokse, Vilkaarene for Forsvaret svækkes.
Jo mindre Forsvarsstyrke:
— des mindre Udsigt til at møde Angriberen ved Kysten,
fordi Forsvaret ikke paa Forhaand kan være der,
— des mindre Udsigt til at slaa igennem med sit Modangreb,
— des mindre Udsigt til under den videre Kamp at kunne give denne et langsomt Forløb — at kunne holde igen — at kunne vinde den Tid, der er nødvendig for at kunne føre Forstærkninger til andet Sted fra,
— des mindre Udsigt til, at Modparten, ud fra sit Kendskab til Forsvarets Styrke, paa Forhaand skal nære alvorlig Tvivl om at kunne gennemføre Angrebet inden for den Tid og med de Tropper, han mener at kunne afse til Formaalet,
— derfor mindre Udsigt for Forsvaret til at virke forebyggende.
Svækker vi Forsvarsstyrken paa Sjælland saaledes, at den ikke tilfredsstiller de Krav, som Forsvarsopgaven stiller, vil vi, ud over de paapegede alvorlige Ulemper, tillige staa over for dette, at Angriberen kan nøjes med at give sit Landgangs- foretagende et tilsvarende mindre Omfang. De fjendtlige Landsætningsstyrkers Forberedelser bliver lettere dt skjule. Styrkerne vil kunne indskibes i faa Transportskibe og herved unddrag es en nok saa aarvaagen Forsvarsflaades og -flyverstyrkes Opmærksomhed. Landsætningen vil kunne foregaa meget hurtigt og derved faa en for os meget farlig og overraskende Karakter.
Er derimod vore Kræfter paa Sjælland af en forsvarlig Styrke, maa Angriberens Landgangskorps og dermed hele Landgangsekspeditionen gøres tilsvarende stærk; men herved forøges Risikoen for det hele Foretagende i høj Grad, og kan skønnes at blive saa stor, at hele Landgangsekspeditionen opgives, fordi Risikoen ikke staar i noget rimeligt Forhold til Udsigten til rettidigt at naa et Resultat.
Dette maa logisk føre til at gøre Forsvarets Tyngdepunkt, Forsvaret i Land, saa stærkt som muligt; dette vil for os blive den solideste Garanti, den bedste Sikkerhed mod alvorlig Krænkelse af vor Neutralitet.
IMØDEGAAELSE AF ET ANGREB PAA JYLLAND—FYEN.
Jylland og Fyen med tilliggende Øer danner ligesom den sjællandske Øgruppe forsvarsmæssigt set en Enhed, idet Lille Bælts Bredde paa en Strækning af ca. 18 km fra Stenderup- hage til Fredericia er saa ringe, at Bæltet her militært set og navnlig paa Grund af det moderne. Artilleris Virkeevne kan betragtes som en Flod, der er behersket fra Land, og som tillader operativ Forskydning af egne Tropper mellem de to Landsdele.
. Et Angreb fra Syd er den farligste Eventualitet. Det er derfor tilstrækkeligt at undersøge Vilkaarene for et saadant.
Formaalet med en fjendtlig Fremtrængen over Landgrænsen kan være:
— at sætte sig i Besiddelse af begge Lille Bælts Kyster for derigennem at skabe en Udfaldsport for maritime Operationer,
— over Fyen at trænge frem til den vestlige Storebæltskyst for herfra at virke mod dette vigtige Gennemsejlingsfarvand,
— at virke som en Demonstration for at forlede os til at svække Forsvaret paa Sjælland, mod hvilken Landsdel man paatænker at føre Hovedangrebet,
— at sætte sig i Besiddelse af Sønderjylland for at sikre sig gode Betingelser for en Generhvervelse under en Fredsslutning.
For saa vidt Angrebet har Karakter af en irregulær Bevægelse, udgaaet f. Eks. fra en frivillig slesvig-holstensk Organisation, vil den sidstnævnte Bevæggrund sikkert være den fremherskende.
Hensynet til vore genvundne Landsmænd i Sønderjylland stiller det absolutte Krav til os, at vi beskytter dem mod Følgerne af en vrregulær Bevægelse i vort Naboland. Hvor fantastisk det end lyder, kunde Lederne af en saadan Bevægelse tro at se en Fordel ved at sætte sig i Besiddelse af Sønderjylland og bruge dette som Haandpant for derved at sikre sig bedre Betingelser for en Løsrivelse. Begivenhederne i Wilna 1920 taler i saa Henseende et manende Sprog til os.
. Medens Omfanget af en irregulær Bevægelse end ikke nogenlunde lader sig vurdere, kan man formentlig gaa ud fra, at Styrken vil blive løsere organiseret og svagere udstyret med Specialvaaben end en almindelig Hærstyrke.
Den almindelige udenrigspolitiske Situation har i 1983 forandret sig, dels ved Ændringer i de politiske Magtforhold i Tyskland, dels ved dette Lands Udtræden af Folkeforbundet og Nedrustningskonferencens reelle Stranding.
Den første Begivenhed har trods alle beroligende Forsikringer givet Anledning til en storstilet Militarisering af hele den tyske Ungdom, et Forhold, der søger sin Lige i Verdenshistorien. Det er et Spørgsmaal, hvor længe den Nationalisme, der bærer denne Bevægelse oppe, lader sig holde i Tømme. Dette Forhold er egnet til at skabe en vis Uro i Grænseegne, og da ogsaa i vore, til Trods for den nuværende tyske Statsledelses beroligende Erklæringer i Grænsespørgsmaalet.
Under disse Forhold maa det antages, at det irregulære Foretagende mod Sønderjylland, som man hidtil har regnet med som en af de Opgaver, den jydske Hærstyrke skal kunne løse, kan faa en betydelig mere omfattende — maaske ogsaa en mere voldsom eller overraskende Karakter, end man har tænkt sig ved Udfærdigelsen af Hærloven 1932.
Selv om man maa gaa ud fra, at den tyske Regering vil tage Afstand fra slesvig-holstenske Grænseflytningskrav, er det dog utvivlsomt, at store Dele af det tyske Folk vil sympatisere med dette og maaske endda hemmeligt støtte det. Paa et eller andet Tidspunkt vil den tyske Regering da blive nødsaget til at tage Standpunkt. Da en tysk Bekæmpelse med Magtmidler af Bevægelsen formentlig kan lades ude af Betragtning, vil en saadan Tagen Standpunkt altsaa let føre os ind i en farlig politisk Konflikt, der truer Danmai’ks Fred.
Over for et Angreb fra den tyske Statsmagts Side er det givet, at vi ikke i Jylland-Fyen kan stille et Forsvar op, der kan hindre Tyskland i at besætte Jylland, hvis dets Interesser kræver dette, og det vil og kan sætte de Kræfter ind derpaa, som denne Opgave da vil kræve. Et Styrkekapløb med Stormagten Tyskland vil ikke alene ligge over vor Evne, men ogsaa ganske uden for de Krav, der kan stilles til vort lille Land.
Men det forebyggende Neutralitetsforsvar vil ogsaa her gøre Fyldest, hvis det opstiller en Troppestyrke Vest for Store Bælt af en saadan Styrke og Kvalitet, at Tyskland maa anvende saa stærke Kræfter paa at overvinde den, at Betænkeligheden ved en saadan Kraftindsats melder sig, fordi disse Kræfter ikke kan undværes paa andre og vigtigere Fronter.
Denne begrænsede Opgave for den jydsk-fyenske Styrke har sin Berettigelse,, da tysk Krænkelse af vort sønderjydske Territorium som Regeringsforanstaltning næppe vil ske, naar der ikke foreligger en Krigssituation, hvor Tyskland da paa det alvorligste vil være engageret andet Sted. Den jydske Troppestyrkes Tilstedeværelse vil derfor kunne virke fredsbetryg- gende som Middel til at forebygge alvorlige Neutralitetskrænkelser og des bedre, jo stærkere den er.
Over for et irregulært Angreb ligger Tyngdepunktet af vort Neutralitetsforsvar Vest for Store Bælt naturligt ved den sønder jydske Grænse, og at afværge en Grænsekrænkelse af denne Karakter bliver en Opgave, som den jydske Hærstyrke ubetinget maa være stærk nok til at løse. I alle Forhold maa denne Hærstyrke gøres af et saadant Omfang, at den evner at løse sine Opgaver ved egne Kræfter, kun forstærket med Luftstyrker.
Det er nødvendigt at understrege dette, fordi vi under en Kamp mellem Stormagter om Herredømmet i Østersøen, hvor Faren for en Krænkelse af vor Neutralitet kan komme til at foreligge, ikke tør regne med, at vor Flaade nogensinde vil være i Stand til at kunne sikre en saadan Forbindelse mellem Landsdelene Øst og Vest for Store Bælt, at vi kan sende Tropper fra den ene Landsdel til den anden.
Et rimeligt Mindstekrav at stille til det jydske Grænseforsvar ført ved jydsk-fyenske Tropper og Hovedmassen af Luftvaabnet alene er dog, at det skal være en irregulær Aktion ubetinget voksen, medens det overfor en overlegen Modstander skal kunne vinde Tid, i hvert Fald indtil Overførelsen af Dele af sjællandske Tropper kan finde Sted, hvis Forholdene til Søs ved andre Magters Indgriben skulde udvikle sig saaledes, at de tillader dette, samtidig med at Faren for Landgang paa Sjælland er neutraliseret ved den da foreliggende sømilitære Situation.
Karakteren af Grænseforsvaret er hermed givet:
Over for underlegne fjendtlige Styrker, der trænger over Grænsen, at kaste dem tilbage over denne; over for en overlegen Fjende at holde igen, dæmme længst muligt op mod Invasionen og søge sin Støtte under denne Kamp i de gunstigste Terrainlinier i Sønderjylland — alt for at vinde Tid til at føre Forstærkninger til.
For til enhver Tid at kunne sikre Grænsen mod et overraskende Forsøg paa en Overskridelse og for at skabe Tid til Samling af den nødvendige Forsvarsstyrke maa man formente lig i Sønderjylland til Stadighed raade over mindst 1200 Mand; fuldt uddannet Fodfolk med de fornødne Styrker af andre Vaa- ben, ligesom der maa forefindes de nødvendige Anlæg ved Grænsen til Støtte for Forsvaret.
Paa de mest udsatte Smaaøer, Lolland og Langeland, hvis Betydning for en Spærring af Store Bælt er iøjnefaldende, og hvor Indgriben med Hærens Hovedkræfter er vanskelig, saa- længe Faren for et direkte Angreb paa Sjælland, henholdsvis Fyen, bestaar, maa et lokalt Forsvar af samme Karakter som det nuværende Bornholms Værn være forberedt.
Grundplanen for Hærens Fordeling i Fredstid bør saale- des tage Sigte paa, at Forsvaret saavel Øst som Vest for Store Bælt ved Konflikters Udbrud i Begyndelsen hviler i sig selv, idet Troppestyrkerne begge Steder udgør operationsdygtige Plærenheder.
Den i det givne Øjeblik nødvendige Tilpasning af Styrkeforholdene i Landsdelene efter den udenrigspolitiske Situation maa enten foretages inden et Fredsbrud, eller efter at vi er blevet tvunget til Samvirke med en af de stridende Parter; Spørgsmaalet om Troppeforskydninger mellem Landsdelene kan da komme til at foreligge i mere bestemt Form. Et Samvirke med Østersømagter vil under disses maritime Beskyttelse og Samvirke med vore egne Flaadekræfter formentlig aabne Mulighed for Troppeforskydninger over Østersøen, og omvendt et Samvirke med Vestmagter Troppeforskydning over Kattegat. Kun Flyverkræfter tør vi under alle Forhold regne paa at kunne omfordele mellem Landsdelene.
Ser vi nu paa de Krav til Hærorganisationen, som de omtalte Opgaver stiller, da samler disse sig hovedsagelig om:
1) En Forøgelse af Hæren, saaledes at Troppestyrken Øst og Vest for Store Bælt ved Fredsbrud har et saadant Omfang, at Forsvaret til en Begyndelse kan hvile i sig selv, idet man kun kan regne med en bevægelig Flyverreserve, der kan omfordeles mellem Landsdelene; et selvstændigt Forsvar af Lolland og Langeland.
2) En saadan Ordning af vort Grænseforsvar, at dette til enhver Tid i sin Fredsstyrke raader over saa stor en uddannet Styrke, at en Overskridelse af vor Grænse øjeblikkelig kan mødes i rette Tid og med saadan en Kraft, at der herved vindes den nødvendige Tid til at føre Forstærkninger frem.
3) En stærkere Udvikling af vort Flyvervaaben, der bl. a. bliver Hærens bevægelige Reserve, først af alle rede til Indgriben, hvor som helst Faren truer.
4) En rationel Gennemførelse af Københavns Luftforsvar samt Opstilling i kortere eller længere Tid af et Luftforsvar ved de Byer, hvor vitale Objekter skal dækkes, vigtigere Mobiliseringsforanstaltninger gennemføres o. lign.
5) En endnu stærkere Motorisering af Hæren.
At en Udvikling af Hæren efter denne Linie vil kræve et forøget Hærbudget er indlysende, men tilpasses Udviklingen efter Landets økonomiske Kaar, saaledes at man giver den en successiv Karakter, vil de Udgifter, som Landforsvaret kræver, ikke føles som et økonomisk Tryk, men skabe den Tryghed og Ro, som de nuværende Forsvarsforanstaltninger ikke i tilstrækkelig Grad formaar at yde vort Land og Folk.
