Log ind

Hvad skal vi med militærhistorie

#

DEBAT

Oberstløjtnant C. F. Hagen, tjenstgørende ved HQ/AFNORTH, kommenterer her lektor dr. phil. Knud J. V. Jespersens artikel i tidsskriftet nr 8/79.

Under denne titel bragte MT i sit nov/dec nummer et foredrag afholdt af lektor dr. phil. Knud J. V. Jespersen. Generelt må dette indlæg ses som et glædeligt udtryk for den tilnærmelse mellem faghistorikere og krigshistorisk interesserede officerer, der synes at finde sted i disse år. Mere specifikt påpeges en række felter inden for militærhistorien, som det givet kan være af interesse at opdyrke. Men først og fremmest behandler lektor Jespersen som allerede antydet i overskriften nogle principielle forhold. En vis debat herom har, så vidt jeg har forstået, allerede fundet sted i faghistoriske tidsskrifter. Med lektor Jespersens indlæg bringes debatten så at sige over i den anden gruppes - officerernes - rækker. Og det sker i en form, der forekommer mig velegnet som basis for en konstruktiv dialog, hvortil jeg føler trang til at bidrage med nogle kommentarer. Lektor Jespersen karakteriserer officerernes holdning bl.a. således (S. 376):»Officererne var tilbøjelige til at betragte sig som »forbrugere« af militærhistorie, og i forhold hertil var det sådan set underordnet, hvem der frembragte eller producerede den«.---- »Officerernes opgave var at fortælle dem (de historiske facts) og anvende dem til deres egne praktiske formål«. Karakteristikken dækker, tror jeg, meget præcist. Heroverfor anføres »---- at det for historikeren er meningsløst at skelne melem beskrivende og anvendt, mellem materialeindsamling, analyse og fortolkning«. Forhåbentlig har jeg ikke fordrejet meningen gennem de uddragne citater. Som jeg udlægger den, kommer imidlertid en modsætning til orde, der synes mig af underordnet betydning, og som primært udspringer af forskellige formål med de to gruppers studier. Uden iøvrigt at anfægte skellet mellem eksakte og kritiske videnskaber kan jeg illustrere min synsvinkel således: For matematikeren er matematikken hovedsagen; for fysikeren er den et nødvendigt redskab. De resultater historikeren frembringer i sin stræben efter øget indsigt i vor fortid, skulle vel tilsvarende kunne udnyttes af officeren til at uddrage viden og konklusioner af værdi for hans område. Jeg har derfor vanskeligt ved at erkende noget skisma. Så vidt jeg kan se, accepterer lektor Jespersen i virkeligheden også dette synspunkt inden for nogle områder, idet han på S. 380 fremhæver betydningen af studier i bredden og dybden. Da officerer ikke er og ikke kan være historikere, kan et sådant studium jo kun bygge på en udnyttelse af allerede frembragte kendsgerninger. Det er værd at bemærke, at denne opfattelse på ingen måde isolerer Krigshistorien fra den historiske videnskab; tværtimod viser den klart dens afhængighed deraf. Med eksemplet Breitenfeld understreger lektor Jespersen derimod to andre forhold som forekommer mig af afgørende vigtighed for enhver officer, der beskæftiger sig med krigshistorie. For det første kravet om, at man i sit arbejde virkelig bygger på kendsgerninger. For det andet den psykologiske faldgrube der ligger i bevidst eller ubevidst at dreje kendsgerninger i en bestemt og uholdbar retning. Mit subjektive indtryk er, at denne advarsel måske er på sin plads over for nok så brede felter af den kritiske videnskab idag; den er i alle tilfælde af værdi for historisk autodidakte officerer. På den anden side finder jeg, at officerens militære baggrund og uddannelse normalt skulle gøre ham mere kompetent end historikeren til rent fagmilitære analyser og fortolkninger af foreliggende facts eller af kilder, som er sorteret og vurderet af en historiker. Eksemplet Breitenfeld giver imidlertid også anledning til visse tanker om vort nuværende undervisningsgrundlag i krigshistorie. Problemet er ganske enkelt, om vore lærebøger kan stå for en faghistorisk kritik. Umiddelbart har jeg mine tvivl, og måske var det en ide, om en historiker vurderede facts og forløb af de slag, der gennemgås. Sammenfattende om området historiker - officer er min konklusion således, at jeg ikke ser nogen reel modsætning, men at et samarbejde mellem de to grupper - som også anført af lektor Jespersen - er ønskelig og til tider helt nødvendigt. Nogle mere principielle problemer berøres af lektor Jespersen i hans - iøvrigt meget interessante - omtale af formålet med undervisningen i krigshistorie på Hærens Officersskole. Især fordi han afviser som umuligt den del af formålet der vedrører erkendelsen af generelle love for krigens forløb. Først et par ord om præmisserne for afvisningen. Det anføres, at en historiker aldrig ville give sig til at opstille nogle generelle love om »knibtangsmanøvrens« almene hensigtsmæssighed, fordi der tilfældigvis kan konstateres visse lighedspunkter mellem slagene ved Cannae 216 f.kr. og Falaiseslaget i 1944. Det ville jeg sandelig også nødigt gøre. Snarere ville jeg anse eksemplerne som egnede til at belyse en bestemt manøvreforms mulige gennemførelse under skiftende teknologiske og sociologiske betingelser, evt. tillige dens fordele og ulemper i relation til andre manøvreformer, f. ex. gennembrudsslaget. M.a.o. ikke lovmæssigheder, men bredde i studiet. Imod den generalisering af officerernes opfattelse, der kommer til udtryk, må jeg samtidig frembære en protest. At det beskrevne specifikke forsøg på udledning af generelle love er uholdbart, er der således for mit vedkommende ingen tvivl om. Tilbage står imidlertid at undersøge, om en eller anden form for føringslove alligevel lader sig udlede af krigshistorien. Herom siger lektor Jespersen, at skulle der være nogle, vil de ligge på et så generelt plan, at de er helt uinteressante. Til denne erklæring kan man nok indvende, at hvad der synes uinteressant for historikeren ud fra hans formål, ikke nødvendigvis behøver at være det for officeren, hvis vurdering på dette felt må være afgørende. En anden faktor er den semantiske. Hvad forstår vi ved »love« i denne forbindelse? Måske har vi her en af de situationer, hvor historikere og officerer taler forbi hinanden. De efterfølgende bemærkninger kan muligvis bidrage til en afklaring af, hvorvidt dette er tilfældet. Som det er flertallet af officerer bekendt, har militære krigshistorikere på grundlag af deres studier søgt at udkrystallisere et begrænset antal grundsætninger, hvis rette iagttagelse og rette indbyrdes afvejning skulle betinge en resultatrig krigsføring. Grundsætningerne er med små og uvæsentlige variationer accepterede som KRIGSFØRINGENS PRINCIPPER i de fleste organiserede hære. Princippernes nøgleord er målet - offensiven - overraskelse - tyngde - økonomi med kræfterne - bevægelse - kræfternes samspil - sikring. Det vil føre for vidt på dette sted at beskrive indholdet af hvert enkelt princip. Men for at belyse den generelle karakter af principperne vil jeg tillade mig at citere fra et af mig i 1963 udarbejdet kompendium, der vistnok fortsat anvendes på Hærens Officersskole: »Der vil aldrig kunne opstilles konkrete regler for, hvordan føreren skal handle i en given situation. — Ej heller vil krigshistorisk viden kunne hjælpe ham dertil, thi han vil aldrig kunne overføre tidligere kampes fremgangsmåder til umiddelbar brug for sit eget problem; de ydre omstændigheder veksler altid, og et bestemt sæt betingelser vil ikke nogensinde kunne gentage sig på slagpladsen.

Derfor vil krigsføringens principper - der kan betragtes som kvintessensen af krigshistoriske føringserfaringer - ikke anvise en sikker vej til et sikkert resultat. Nøglen til princippernes anvendelse ligger ikke i skematik eller stræben efter at tilgodese dem ligeligt, men derimod i en afvejning af princippernes indbyrdes vægt i den aktuelle situation; kravet til førerens modne dømmekraft vil derfor altid være nærværende, men et indgående studium af krigshistorien letter forståelsen af princippernes dybere baggrund og forøger den sikkerhed, hvormed den nødvendige vurdering sker.«. Af citatet skulle klart fremgå de begrænsninger, der gælder for principperne. Tillige, at talen er om militære førings/aktorer der må iagttages, ikke om eksakte metoder, der skal følges. For en udenforstående kan dette lyde lidt abstrakt. Efter min overbevisning er principperne imidlertid af overordentlig værdi for enhver militær fører, der forstår dem og indlever sig i dem. Hvad der er af speciel interesse i denne forbindelse er også, at principperne er udledt af krigshistoriske studier. Grundlaget for deres udformning er mig bekendt ikke hidtil anfægtet af faghistorikere, og deres værdi for den militære fører har ej heller været anfægtet af de mange tusinde officerer, der har haft lejlighed til at afprøve dem i praksis i de seneste krige. De »generelle love« for krigens førelse, som undervisningen i krigshistorien skulle give erkendelsen af, omfatter efter min mening først og fremmest krigsføringens principper. Forstået på denne måde betragter jeg det som vitalt for undervisningens relevans, at dette formål bevares som måske noget af det allervigtigste for den vordende officer. For min skyld kan man da gerne erstatte ordet »love« med et andet, som undgår at skabe misforståelser.

Hagen.