Log ind

Hon. Brigadier-General Lord Thomson of Cardington

#

Minister for det britiske civile og militære Luftvæsen 1923—1924 og 1929—1930.

S ærlig paa Grundlag af en Artikel i det i Bogform kvartalsvis udgivne militærvidenskabelige Tidsskrift The Royal Engineers Journal og Oplysninger givet mig gennem Englands Air Ministry og War Office skal jeg skildre den ved det engelske Luftskib R 101's Undergang den 5. Oktober Kl. 230 Fm. omkomne, daværende A ir Minister, Hon. BrigadierGeneral Lord Thomson of Cardington’s Levned. Sit Adelsnavn valgte Thomson, da han som Air Minister og Medlem a f Statsraadet i 1924 ophøjedes i Adelstanden, efter Luftskibsværftet Cardington i Bedfordshire i England.

Skærmbillede 2020-10-02 kl. 14.30.26.png

Thomson er et Eksempel paa en Officerstype, der skabes i den engelske Hær ved, at ganske unge lovende O fficerer forsættes fra den ene Ende a f Verden til den anden, hvorved de i en tidlig Alder erhverver sig et Vidsyn, som bliver de færreste Militære til Del andetsteds. A t en Soldat naar til at blive Minister i England, er noget meget ualmindeligt, og den Vej, ad hvilken Thomson naaede hertil er, som R. E. J. skriver, noget ganske enestaaende i den nyere engelske Historie. Men Christopher Birdwood Thomson var, saaledes som Tidsskriftet anfører, en Mand, der var i Besiddelse a f en stor Energi, en høj Intelligens og en stor Omsorg for andre. Det var maaske særlig ved sin Evne til at beherske fremmede Sprog og sine fremstaaende Talegaver, fortsætter R. E. J ., at Thomson først gjorde sig bemærket i videre Kredse.

Men disse Egenskaber alene vilde ikke have kunnet gøre ham afholdt a f eller skabt den Tillid , han nød, hos Mennesker af en helt anden Støbning end han selv. Dette bevirkede, ved Thomson’s store Idealisme og hans store Hjælpsomhed over for andre i Forbindelse med en Frem drift, som, selv om den til Slut førte ham i Døden, forinden havde bragt ham til en af de mest betydende Stillinger indenfor det moderne Englands Styre. Det er stadig R. E. J.s Opfattelse, jeg gengiver. Thomson var født i Indien den 13. A p ril 1875 og var baade paa fædrene og paa mødrene Side a f fremragende Soldaterslægt. Hans tilbage i Tiden dels skotske, dels franske Oprindelse forklarer visse Sider i Thomsons sammensatte Karakter. E fte r at have gennemgaaet Kadetskolen i Woolwich indtraadte Thomson i 1894 i Ingeniørkorpset (Royal Engineers) , hvor han kun 19 A a r gammel udnævntes til Sekondløjtnant. A llerede to A a r efter deltager Thomson i Mashonaland Felttoget, under hvilket han saares fo r første Gang og faar sin første Medaille. E fte r Felttogets A fslutning sendes Thomson, der nu er blevet Premierløjtnant, til Port Louis paa Øen Mauritius. Ved Udbruddet a f den sydafrikanske K rig i 1899 vender han tilbage til A frika og deltager i Krigen fra først til sidst. Han faar her Lejlighed til næsten uafbrudt at virke selvstændigt med sin Ingeniørdeling og tiltrækker sig saavel Lorderne Kitchener's og Methuen's som Smith D om en’s Opmærksomhed. Den sidste beholder Thomson hos sig til Krigens Slutning og indstiller ham til Udnævnelse til Kaptajn og yderligere til Udnævnelse til karakteriseret Ma jor (Brevet Major). Ved sin Udnævnelse hertil i 1904 bliver Thomson langt den yngste Major i den engelske Hær. Straks efter sin Hjemkomst til England efter Boerkrigen, var Thomson i 1902 bleven ansat som Hjælpelærer ved den militære Ingeniørskole i Chatham, men allerede i Januar 1907 udkommanderes han til Sierra-Leone med Garnison i Freetown for at anlægge forskellige Forter i denne Koloni. E fter fuld ført Hverv her vender Thomson i 1908 tilbage til England og indtræder i 1909 i Generalstabsskolen i Camberley, hvor Chefen, den daværende temp. Brigadier-General Henry Wilson, hurtig faar Øje paa sin aandsbeslægtede, begavede Elev. Og da Wilson i 1910 er bleven Chef for Operationsafdelingen i den under Krigsministeriet henhørende Generalstab, sørger han for at faa Thomson ansat under sig. Som K rigsm inisteriets Repræsentant sendes denne i 1912 til Balkan for ved den serbiske Hærs Hovedkvarter at følge Begivenhederne under Bulgariens, Grækenlands og Serbiens K rig mod Tyrkiet. Thomson forbliver paa Balkan efter Krigens A fslutning ved Londonnerfreden af 30/5 1913, da Forholdene paa Balkan er meget usikre. Kun et Par Maaneder efter udbryder da ogsaa den anden Balkankrig, hvor Serberne angribes a f deres tidligere Allierede Bulgarerne. Grækenland, Rumænien og Tyrkiet iler Serberne til Hjælp, og Bulgarerne maa hurtig give op, og der sluttes Fred den 30/8 1913 i Bukarest. Denne Fred blev dog aldrig, som Thomson skriver i sin Bog: Olcl Europas Suicide anerkendt a f Stormagterne.1) Thomson er ganske klar paa, at de to Balkankrige 1912 og 1913 kun er Præludiet til den storeuropæiske K rig, paa hvis Forberedelse der var ofret uhyre Beløb.-) I Wien udtrykker man lige ud til Thomson, da han i A p ril 1914 passerer denne By, Haabet om, at der maa hænde noget, som kan give Paaskud til en militær Aktion mod Serbien.;:) E fte r Balkankrigene forbliver Thomson i Generalstaben. Hans Balkanbetragtninger vækker Opmærksomhed. Han søger at bevise, at man maa standse Østrig-Ungarns Anslag mod Serbien. Man indrømmer, at Thomson taler fortræ ffeligt, men man synes, at det er, som om han har faaet nogen Afsmag for K r igen. En a f hans Chefer siger spøgende til ham: „De bliver uudholdelig. Det er uden Tvivl, fordi De har Ret.“ Men man retter sig ikke efter Thomsons Raad.4) A lt gik, som Thomson havde forudsagt. Østrig-Ungarn fik den ønskede Lejlighed til at falde over Serbien ved Mordet paa Æ rkehertug Frantz Ferdinand. Ved Verdenskrigens Udbrud følger Thomson, der i Foraaret 1914 er blevet „virkelig“ Ma jor (substantivs Major), med Wilson til Frankrig, knyttet til det engelske Hjælpekorps’s Overkommando. Men efter at Krigen i Efteraaret 1914 er gaaet i Staa paa Vestfronten, indsender Thomson til Krigsministeriet en Redegørelse for den strategiske Situation og paapeger, at der er Mulighed for at tvinge Krigen til en hurtig A fslu tning ved en Forcering a f Dardanellerstrædet og Konstantinopels Erobring. Dermed er Tyrkiet knust, og Balkanstaterne kan paaregnes at ville slutte sig til de Allierede, hvorved en uafbrudt Linie kan skabes fo r disse fra Middelhavet til Østersøen, med Sortehavet aabent fo r de Allieredes Flaader. Thomson kaldes a f Lord Kitchener til London fo r at forsvare sin Redegørel se. Marineministeren, Winston Churchill, tager Planen op. Udenrigsministeriet ønsker Krigsministeriets mest egnede O fficer til Østeuropa i en hemmelg Mission. Det bliver Thomson.5) Her skal lige nævnes, at naar Dardanellerplanen mislykkedes, hælder jeg til samme Anskuelse, som bl. a. Magister Henning Kehler paa Grundlag a f sine Studier af Verdenskrigen6) er kommet til, at det særlig skyldes, at den øverstkommanderende Admiral for den engelsk-franske Dardanellerflaade var for ængstelig for sine Skibe og i det hele taget for uenergisk. Der var kun efter Thomsons Opgivelser to Linier undersøiske Miner forankret i Dardanellerstrædet mellem Forterne Sinan-Déré og Képhez7). Thomson har selv aldrig draget offentlig frem, at han var Dardanellerplanens Fader s).

Thomson ansattes i Februar 1915 som midlertidig Militæ rattaché paa Balkan (ternp. Lt. Col.) og Standkvarter i Bukarest. Da Rumænien er gaaet ind i Krigen paa de Allieredes Side, fo rfremmes han til Chef for en engelsk Militærmission og samtidig til temp. Col. Enhver, der bryder sig om at lære Thomsons Forhold her at kende og at staa over for hans klare Frem ­ syn, vil jeg henvise til at læse A fsnittet „The Diary of Brigadier-General Y “ i hans Bog „Smaranda“ . Iler beretter Thomson i en let Forklædning om sit Ophold i Rumænien 1915— 1917. I anden Udgave a f denne Bog, udkommet 1931, har Englands nuværende Premierminister The Rt. Hon. J. Ramsay Mac. Donald skrevet en Fortale, der vidner-om, hvor højt han satte Lord Thomson. Om dennes Virksomhed under Verdenskrigen udtalte iøvrigt Lloyd George i Underhuset i Anledning af Lord Thomson’s Død, at „havde man under Krigen lyttet til Thomson’s Raad paa Grundlag af de Informationer, han gav os, som var sunde og indgaaende, omend meget ubarmhjertige (ruthless), kunde en meget betydelig Tragedie være undgaaet.“ Lloyd George var selv Krigsminister paa paagældende Tidspunkt.9) Som et Eksempel paa, hvor fremsynet Thomson var, skal anføres, at han allerede den 10. Juni 1915 skriver i sin Dagbog, at Fremtidens Krige mulig i Hovedsagen vil blive afgjort i Luften. Da alle Thomson’s Forudsigelser om det uheldige for de A llierede i at faa draget Rumænien ind i Krigen er gaaet i Opfyldelse, anmoder han i Foraaret 1917 om at blive anvendt andetsteds. Han sendes til Ægypten som overordnet Ingeniørofficer (acting Lt. Col.) ved en Division. Med denne deltager han i Palæstinas Erobring, og som midlertidig Kommandør for en Fodfolksbrigade er han med ved Jerichos Indtagelse. Men i 1918 kalder Wilson atter paa Thomson, og R. E. J. skriver, at den mest straalende Periode paa Thomson’s militære Løbebane begynder. Ilan ansættes som temp. Brig-Gen. i de Allieredes øverste Krigsraad i Versailles. Her var Thomson ret i sit Element og blev hurtig uhyre populær mellem Franskmændene og bidrog meget til Englands Prestige. Det blev A fslu tningen paa Thomsons Bane som Soldat og en smuk A fslutning efter Tidsskriftets Opfattelse. I September 1919 tog Thomson, da kun „a substantive M ajo r“ paa 44 A a r sin Afsked fra Linien og overgik i Reserven med en meget beskeden Pension. Men som Paaskønnelse a f hans fortrinlige Tjeneste gav man ham „the Honorary Tank“ a f B rigadier-General. I 1922 udnævntes Thomson dernæst til Oberst i Reserven, selvfølgelig med Bibeholdelse a f sin Rang som Hon. Brig.-Gen. Den 13. A p ril 1930 faldt han for Aldersgrænsen og forlod definitivt Hæren. E fter sin A fgang fra Linien bosatte Thomson, der var ganske uformuende, sig i Bristol og levede under meget beskedne Forhold. „Fem Krige og Fredskonferencen i Versailles“ , havde, som han skriver i sin Dagbog den 20. Juni 1919, modnet hans Beslutning herom. Under Fredsforhandlingerne i Versailles var Thomson tru ffet sammen med Medlemmer af det engelske Arbejderparti (Labour Party), og da han delte deres Syn paa Resultatet af Verdenskrigen og altid havde haft Interesse for de smaa i Samfundet, indtræder han efter sin Afsked fra Linien i Arbejderpartiet og stiller sig i 1922 og 1923 til Valg til Underhuset. Han opnaaede dog ikke at blive valgt. Nogle a f Arbejderpartiets Ledere havde imidlertid henledt Mac Donald’s Opmærksomhed paa Thomson, og da den forste havde lært Thomson at kende, blev han hurtig klar over dennes rige Evner. Da Mac Donald dannede sit forste Ministerium, optog han Thomson i det som Chef for det civile og militære Flyvevæsen og foranledigede denne adlet for i Thomson at have en fremragende Partifælle i Overhuset. Her gjorde Lord Thomson sig da ogsaa, som R. E. J. skriver, fo rtrinlig gældende. Inden den Tid var Thomson af den daværende engelske Regering anvendt til Sendelser til Udlandet, bl. a. til Rusland, hvor Thomson alt tidligere havde forhandlet med baade Lenin og Trotzki. Som A ir Minister udrettede Lord Thomson et stort A r ­ bejde. Hans Energi og Interesse for selv at flyve langt omkring, f. Eks. i 1924 til Mesopotamien for at inspicere de militære Flyvestationer dér10), og til Indiens Nordgrænse for at afstikke den fremtidige Luftvej fra England til Indien, virkede ifølge R. E. J. i høj Grad inspirerende paa hele Personalet under ham. Fo r Thomson var, som Tidsskriftet udtrykker det, A ir M inistry ikke office, men service. Og det tilføjes, at ingen vil benægte, at Lord Thomson tjente sit Land fortrinlig t i A ir Ministry. Kun en Mand, der fløj saa meget som Thomson, kunde udrette det, han udrettede paa Flyvevæsenets Omraade. Fo r det militære Flyvevæsens Udvikling havde Lord Thomson stor Betydning, og hans Anvendelse a f Flyvevaabenet mod barbariske kurdiske Stammer i Irak i 1924 viste sig effektiv uden samtidig at forvolde store Tab af Menneskeliv. Ro og O rden opretholdtes overhovedet i største Delen a f den Periode (1919— 1931), i hvilken Irak var et Mandatland under engelsk Overhøjhed, i alt væsentligt i dette Land a f det britiske Flyverkorps, a f hvilket 8 Eskadriller var fordelt der, kun bistaaet a f nogle .faa Fodfolksbatailloner11). Økonomisk har dette haft stor Betydning for England, der omkring 1920 havde en aarlig U dgift paa 20 Millioner Pund Sterling til de i Irak stationerede store Militæ rstyrker (ca. 60,000 Kombattanter og lige saa mange Nonkombattanter), medens der senere kun udgaves 4 Mill. Pund Sterling aarlig i dette Øjemed11). R. E. J. skriver om Lord Thomson, efter at have gengivet et Uddrag a f en af dennes store Taler i Overhuset: Der talte en tidligere Ingeniørofficer, senere en Minister ansvarlig over for sine Landsmænd for vort Luftforsvar, maaske endog for, hvad Tennyson kaldte vort „all in all“ . Lord Thomson stolede paa Konstruktøren a f Luftskib R 101 Sir Denniston Burney og paa dets Fører, da han drog ud med det den 4. Oktober 1930 med sit Fødeland Indien som Maal. Skriftlig havde han forinden udtrykt sig saaledes til den sidste: You must not let my natural impatience or anxiety to start influence jour judgment.“ >-)

R. E. J. slutter sin Omtale af Lord Thomson med følgende Ord: „Munter, lykkelig og begejstret forlod han, omgivet af sine højtelskede Medhjælpere, engelsk Jord paa en Maade, som bringer vor Tanke hen paa en anden Ingeniørofficer og M inister (Lord Kitchener), og mødte sin Død ved Beauvais i sit Lands Tjeneste.“

E. Holten-Nielsen.

Fodnoter:

1) 0. E. S.’s Side 63. =) O. E. S.’s Side 77.

2) 0. E. S.’s Side 75. 9 Bibeseo: Le destin de lord Thomson (ogsaa udkommet paa Eng.) S. 42.

3) Bibesco: Le destin de lord Thomson, Side 49.

4) Berlingske Tidende 21.-12.-32.

5) Le destin de lord Thomson, Side G4.

6) Le destin de lord Thomson, S. 49.

7) Smaranda, Side XV .

8) Brig.-Gen. Lord Thomson A ir Facts and Problems, Side 128— 136.

9) A ir Facts and Problems, Side 74— 85.

10) Le destin de lord Thomson, Side 130.