Titel: Heinz i Hitlers Luftwaffe – et tysk vidnesbyrd fra 2. Verdenskrig
Forfatter: Susanne Kragh
Forlag: Trykværket
År: Udgivet 2018
Sider: 304, illustreret med flere privatfotos og personlig dokumentation
Pris: kr. 249 kr.
Anmelder: Steen Bornholdt Andersen, Institut for Militærhistorie, -Kulturforståelse og Krigsteori, Forsvarsakademiet
Rating: 3
Bogen om Heinz Wiesenhöfer er egentlig to fortællinger, som bogen forsøger at binde sammen. Det er først og fremmest en personlig beretning om at være menneske i krig som soldat. Grundlaget for denne del af den samlede fortælling er Heinz Wiesenhöfers egen beretning (nedskrevet i 1993), men det er også en smuk og rørende historie om et menneske, som mistede sin ungdom i krigens malstrøm – kun dét ene møde med en ung, dansk kvinde blev det til – og dét til og med i en umulig relation (han som tysk – hun som dansk), som forblev uforløst i hans erindring, indtil han i en sen levealder rejser til København for at finde pigen igen.
Forløsningen, kom bogens forfatter Susanne Krag, til at blive en vigtig del af. Det er nemlig hende, der møder den aldrende Heinz, da han dukker op i Københavns Kommunes folkeregister for at finde sin tabte kærlighed. Det er en smuk historie, som man ikke kan undgå at blive berørt af. Det lykkes nemlig for Susanne Kragh og en kollega at opspore kvinden, og de formidler et møde mellem Heinz og kvinden – 64 år efter deres sidste møde. Hermed kunne historien slutte, men det uventede møde fører til et fortrolighedsforhold mellem forfatteren og Heinz, som overdrager sine upublicerede erindringer til Susanne Kragh. For Susanne Kragh, som ikke er stødt på hverken krig eller krigsdeltagere i sit hidtidige liv, fører det til en fascination af Heinz og hans fortælling, og hun påtager sig at gøre hans fortælling til sin historie.
Hvor smuk historien end er, så er det i denne anmeldelse imidlertid den militærhistoriske dimension, der skal være i centrum.
Lad os starte med den historiske ramme, som leder op til den militærhistoriske del af fortællingen – den fortælling, som de fleste af læserne af denne anmeldelse formentlig interesserer sig for. Heinz voksede op i en landsby nær Hildesheim i et fattigt og nøjsomt hjem. Faderen var på den ene side præget af sine voldsomme oplevelser fra 1. Verdenskrig, men var på den anden side mest af alt et menneske, som deltog
aktivt i det lokale samfund som formand for byens afdeling af det borgerlige og katolske Centerparti. Præget af sin fars overbevisning og menneskesyn, vokser den unge Heinz op midt i 30´ernes turbulente tid, hvor alt bliver politik, og hvor den tyske nationalsocialisme rydder, hvad der står i vejen.
Heinz´ barndom og tidlige ungdom er levende beskrevet gennem anekdoter, som virkeliggør den effektive påvirkning, som ungdommen blev udsat for, og som langsomt og sikkert ensrettede den generation, som Heinz tilhørte. Denne del af bogen illustrerer også blandt andet, levende beskrevet af den unge Heinz´ første møde med den tyske arbejdsanvisning, hvordan den unge Heinz blev mødt af den stigende militarisering af det tyske samfund og andre synlige konsekvenser af det nationalsocialistiske partis dominans. Man må her forstå, at hans families politiske ståsted bragte ham i konflikt med nationalsocialismen, men på trods af det, lykkedes det for Heinz at gennemføre en teknisk bygningsuddannelse – formentlig i retning af diplomingeniør.
10. februar 1941 bliver Heinz indkaldt til Luftwaffe efter i en periode at have arbejdet som konstruktør i forbindelse med militære anlægsarbejder. I bogen lægger Heinz ikke skjul på, at det var en skræmmende omstilling at skulle afgive kontrol over sit eget liv. Alligevel udviser Heinz hurtigt et stort talent for at tilpasse sig. Han er en kvik fyr, der dygtigt manøvrerer i den nye, militære verden, hvilket viser sig at give ham en vis indflydelse på sin egen nære hverdag.
Hans militære karriere med skiftende geografi og nye tjenesteområder adskiller ham på ingen måde fra millioner af andre tyske soldater i den 2. Verdenskrig, men måden somhan skifter på, adskiller sig alligevel lidt fra de flestes. Efter sin militære grunduddannelse, som finder sted i Warszawa, sendes han til Güstrow i Mecklenburg, hvor han uddannes som flymekaniker. Efter endt uddannelse i august 1941 melder Heinz sig frivilligt til forsættelse til Neuhausen nær Königsberg (i dag Gurjewsk i Kaliningrad-oblasten), hvor han hurtigt opdages af flyvestationens tekniske chef, som indser Heinz´ mange kvaliteter. Det bliver en – i forhold til langt de fleste soldater, der deltog i det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941 – privilegeret tjeneste langt fra frontens ubehageligheder. Igen melder Heinz sig frivilligt til ny tjeneste, og denne gang vil han gerne til Tallinn i Estland, men undervejs omdirigeres han af en pladskommandant i Letland til tjeneste som flymekaniker ved Kampfstaffel 2/Fliegerregiment 806, som han følger fra Siverskaya (nær Skt. Petersborg), Rusland, tilbage til Tyskland i Ingolstadt og også videre til Sicilien.
I Italien ansøger Heinz om at tilgå pilotuddannelsen, men en helbredsundersøgelse afslører en hjertefejl, som udelukker ham fra aktiv krigstjeneste. I stedet sendes han ”rundt i systemet” og ender i Delmenhorst, hvor han indgår i den enhed, der forsynede V1 og V2 raketenhederne med brændstof. Det lykkedes her for Heinz at få omgjort sin helbredsfortegnelse og omsider – 15. marts 1944 kom han på flyverskole Polen, hvor han gennemfører den tyske grundlæggende militære pilotuddannelse fra svævefly over motorsvævefly til egentlige militære træningsfly. Efter at have bestået sin soloflyvning ankom Heinz sidst i juni 1944 til Flyveskole B34 i Kastrup, hvor han dels (næsten) kvalificerer sig til operativ pilot, og hvor han møder sit livs kærlighed – Henriette.
Krigens sidste tid var præget af mangel på alle ressourcer, således også for drivmidler til skoleflyene. Under alle omstændigheder blev flyveskolen i Kastrup lukket, og personellet blev overført til kampopgaver. Det gjaldt også Heinz, som må se sig selv uddannet som infanterist og faldskærmsjæger i Quedlinburg i Harzen. 1. april 1945 indsættes Heinz for første gang i direkte kamp (Regiment Hemmer/11. Fallschirmjägerdivision) i Holland, hvor han såres og kommer på lazaret, da han mister fingre på begge hænder. Krigen ender for Heinz´ vedkommende som krigsfange på lazarettet. Fortællingen om Heinz Wiesenhöfer afsluttes med en beskrivelse af familiens liv i Tyskland efter krigsafslutningen, og herved sluttes ringen til mødet mellem to mennesker i Københavns Kommunes Folkeregister.
Sprogligt fungerer Susanne Kraghs formidling af Heinz´ fortælling, og man kommer uvægerligt til at holde af den unge – og ofte provokerende – Heinz, som forsøger at få det bedste ud af tingene, når det nu ikke kan være anderledes.
Anekdoteformen er med til at understrege en trend, der i øjeblikket ses i militære biografier. ”Heinz i Hitlers Luftwaffe” er en historie om et helt almindeligt menneske, som uden egen indflydelse føres fra sted til sted og fra begivenhed til begivenhed, mens Europa står i flammer. Gennem hans erindringsmæssige nedslag får læseren et indblik i et genkendeligt menneskes liv og færden i en usædvanlige tid, men samtidig afskærer anekdoteformen os fra at forstå de rammer, som Heinz indgik i. Det virker bedst i bogens indledende kapitler om mellemkrigstiden, som de fleste har et bredt kendskab til. Her medvirker og understreger anekdoterne meget beskrivende den nationalsocialistiske dyne, der bredte sig over Tyskland.
Anekdoteformen fungerer mindre godt i beskrivelserne fra krigen. Vi ser nemlig kun dét, som Heinz vil lade os se. Og netop fordi forfatteren har valgt at være tro mod den historie, som Heinz Wiesenhöfer nedskrev, ser vi ikke den sammenhæng og de konsekvenser, som de større begivenheder havde for Heinz´ krigsdeltagelse. Det havde, efter anmelderens opfattelse, styrket bogen og læserens forståelse for de oplevelser, som Heinz har sat ord på, med løbende beskrivelser af den historiske ramme.
Bogen bidrager derfor ikke så meget til at uddybe vores indsigt i tysk militærhistorie under 2. Verdenskrig – bortset fra to konkrete afsnit i bogen, hvor Heinz omtaler russiske krigsfanger, der var stillet til rådighed for Heinz til at bygge en træhytte, mens han er i Rusland, og senere, hvordan en anden russer var hjælper i lazarettet i Tyskland tæt på krigens afslutning. Det er meget usædvanligt, at krigsfangers tvangsarbejde og de såkaldte Hilfswillige (i lange perioder svarede antallet af Hiwi´er til ca. 10% af krigsstyrken i de tyske hærenheder på østfronten) omtales i tysk erindringslitteratur, måske fordi deres vilkår var forfærdende.
Bogen gengiver en fin indsigt i det kaos, der herskede i det tredje riges sidste måneder, men også her kunne Heinz´ fortælling have stået stærkere, hvis læseren havde kendskab til, hvorfor flyveskolen i Kastrup blev lukket, og hvad der egentlig skete i 11. Fallschirmsjägerdivision i Holland i 1945.
Militærhistorisk interesserede vil ikke lære nyt ved at læse bogen, og mange vil formentlig blive irriterede over fejl i den militære terminologi, men det er heller ikke derfor, at du skal overveje at læse bogen. Du skal læse bogen, hvis du har et godt kendskab til Tyskland fra 1930´erne og indtil krigens afslutning, men savner indsigt i, hvordan det var at opleve denne tid som ungt menneske. Her er bogen om Heinz Wiesenhöfer en oplagt mulighed – netop fordi den er så tro mod den fortælling, som han selv ønskede som sit eftermæle.
