Efter Dybbøls Fald var Stemningen i Hæren og Folkel imidlertid ret trykket.
General Steimann skrev til sin Datter:

„Ulkebøl den 22. April 1861.---------Ja, Sindet er
tungt, alle de mange bortgangne Venner — du Plat, Lasson, Bosen; men mit er dog især tungt af den Grund, at jeg ikke har noget ret Haab om en fremtidig taalelig Ordning af Danmarks Forsvar. Nu siger jo Aviserne, at Konferencen alter er udsat til den 25.; maaske for at Prøjserne forinden kan forsøge et Angreb paa Als. Det er mig ubegribeligt hvoraf det Rygte er kommen, at jeg skulde være syg; jeg overtog alt den 15. Kommandoen over 1. Armédivision, og vekslede med d u Plat at ligge herude og føre Kommandoen i Stillingen indtil Overkommandoens Ankomst; den 18. var det du Plats Tur, og jeg kom forst, da han alt var falden, tog Kommandoen over hele Styrken i Sundeved og ledede heldigt den videre Tilbagegang, som gik med fuldstændig Orden under en Granatild, som maaske intetsteds tidligere er oplevet; — dog, den Gang skulde ikke min Time slaa. Imorgen forlægges Overkommandoen til Fyn, og jeg tager da Kommandoen over samtlige Tropper paa Als, — Gud hjælpe mig til at forsvare denne herlige O fra at falde i prøjsiske Hænder.

Men maaske faar vi Vaabenstilstand, hvoriil meget trænges; dog anser jeg det meget tvivlsomt, og det gaar da los igen; efter Slaget har været en Slags Vindstille som for en Storm, saa jeg er meget forberedt paa, at del snart igen bryder los.------------“

I Nørrejylland, hvor der som Følge af den stærke Koncentration til Dybbøl af de Allieredes Tropper havde hersket en vis Passivitet, var General Hege rmann-Lindencrone den 6. April fra Mors gaaet Syd paa.

Generalen havde længe hafy Planer om store Operationer ned gennem Jylland for at engagere Styrkerne foran Fredericia og Dybbøl. Da Krigsministeren var paa Mors sammen med Kongen, havde Ilegcrmann faael Løfte af Ministeren om Fodfolk Lil Hjælp ved eL stort Frembrud; men Loftet blev ikke holdt, — ja Hegermanns Styrke forringedes endog senere.

En pludselig Fremrykning af del nørrejydske Armékorps, kombineret med Udfald fra F’redericia og Dybbøl, var del, der burde have fundet Sted; men det kom ikke dertil. AIL for længe blev der forhandlet frem og tilbage. Hegennann blev ikke slottet, og ban skred betler ikke Lil Udførelsen af Operationerne med den Styrke, ban havde.
Divisionens Souschef sendtes til Fredericia og Als for al træffe Aftale om Operationer. Tiden gik, og Dybbøl faldt just som Souschefen naaedc Overgeneralens Hovedkvarter.

Ved Udgangen af April siod 4. Division i Egnen ved Skanderborg, med Hovedkvarter i Silkeborg. Dels Styrke var 27 Eskadroner, 7 Kompagnier og 16 Kanoner. Her modtog det Efterretning om Dybbøls Fabl.
Hegermann-Lindenerone skriver i sin Dog: „Om Krigs aar et 1864“:

„Efter Kampen ved Dybbøl formindskede Fjenden sin Styrke i Sundeved og forøgede den i Jylland saa betydeligt, aL han, uden at svække Belejringsarmeen foran Fredericia, kunde føre en betydelig Styrke mod mig. Delte udførtes og- saa straks, da han" nu kendte vor Fremrykning.
Den derved nødvendigblevne Tilbagcrykken udførtes langsomt og med fuldkommen Orden en echelon fra den fremskudte højre Fløj. Flere af denne Fløjs Eskadroner var betydeligt sydligere end den nu fremrykkende Fjende-----.

Eehelonnerne gik denne Gang-----over flere Overgangssteder
til det nordlige Jylland, beholdende den sydlige Bredde af Limfjorden, f. Eks. ved Aalborg og Løgstør, besat saa længe som muligt, og fremsendende Strejfkorps mod Syd.

Under Tilbagegangen blev det nødvendigt al trække en større Del af Styrken til venstre Eløj i Hobro-Egnen, for al imødegaa en paa Fjendens højre Fløj begyndt forstærket Fremrykning.

Under Opholdet i Aalborg og Løgstør forefaldt kun nogle mindre Sammenstød af Kavalleri, f. Eks. i Bold Skov. Senere nødsagedes Divisionen til at trække alt bag Limfjorden, og Aalborg besattes af Fjenden. Divisionen, der fremdeles kun havde ét Infanteriregiment, var nu henvist til Forsvaret af Overgangene over Fjorden og Afvcnlen af muligt indtrædende Begivenheder.“

Den 26. April skrev General Hegermann til Krigsministeren og henstillede, at Divisionen blev betydelig forøget, navnlig med Fodfolk, for at ban atter kunde blive i Siand lil at rykke frem. Hvis dette ikke var Krigsministeriets Hensigt, og hvis man i Jylland skulde und- gaa en ulige Kamp, forlangte ban Transportmidler, som kunde føre Tropperne bort fra Jylland.
Efter Dybbøls Fald blev største Delen af Prins Friedrich Karls Hær staaende i Sundeved.

Foreløbig blev Operationer mod Als, som Prinsen havde haft saa meget Mod paa, opgivne; men Fredericia skulde nu belej res af Ostrigerne (II Korps), hvorfor Belejringsmaleriellet fra Dybbøl blev sendt derhen. Endvidere blev der givet Ordre lil Norrejyllands snarlige Bcsællelse. Forstærkninger var ankomne, Grev Mu ns ter s Division var gaaet Nord paa efter Heger- mann, og von d. Mubles Tropper fulgte efter. Den 29. naaedc førstnævnte Division Hobro, samme Dag besatte sidstnævntes Avantgarde Aarhus og Randers.

Tyskerne havde imidlertid paalagt Jylland en Krigsskat paa 650,000 Thaier i Erstatning for kaprede Skibe ligesom de i del hele taget mange Sieder tog Gidsler og viste en hensynsløs Adfærd. Den 30. fik Minister Meddelelse om, at Fredericia Dagen før var bleven rømmet af de Danske.
General Landing havde til Fredericias Forsvar forlangt en Styrke paa 16 Balailloner foruden 4 Balailloner paa Fyn som Reserve; deri il mere Artilleri og flere Dragoner.

Det fjendtlige Belejringsskyts var nu begyndt al ankomme fra Dybbøl, og man maalte være forbered! paa en regelmæssig Belejring. — Den Styrke paa 11 Balailloner, søm siod i selve Fæstningen, var efter Rundings Mening ikke i Stand til al forsvare samme. Den liavde desuden endnu kun 2 svage Regimenter i Reserve paa Fyn.

General Gcrlach fandt, at Rundings Forlangende var billigt, og da ban, som sagt, var af den Anskuelse, at Tyngdepunktet for Operationerne burde forlægges lil Fredericia, var ban tilbøjelig til at efterkomme Rundings Forlangende. Men ved denne som ved saa mange andre Lejligheder greb Krigsministeren direkte ind i Krigsførelsen.

Regeringens Mening om den fremtidige Krigsførelse stod i aabenbar Modsætning til Overkommandoens.

Eller at Overgeneralen om Natten mellem den 23. og 24. April havde faael en Skrivelse fra Krigsministeren personligt, i hvilken denne henstillede, at Fredericia blev rømmet, telegraferede Overkommandoen den 24:

„Efter Dybbølslillingens Fald er Fredericia det eneste offensive Punkt, og formenes derfor ikke at burde rømmes. 1 alt Fald bør Fjenden først vise, at han alvorligt vil angribe Fæstningen. Nærmere Udtalelse skriftlig.“
I Skrivelsen henpegedes paa, aL Fredericia spillede en langt større Rolle end Als, som efter Dybbølslillingens Fald havde mistet sin offensive Karakler. Dog burde Als ej heller opgives, fordi Øen handl en fjendtlig Styrke.

Fredericias Rømning blev desuagtet besluttet i et Slatsraad, den 25. April. — Kongen vilde nødig udsætte Styrken der for en lignende Katastrofe som den paa Dybbøl (jvf N. P. Jensen*), Ministeriet mente, at Flankestillingerne nu havde tabt deres Betydning. Als burde dog bobles af politiske Grunde, dog maalte Troppernes Overgang til Fyn anses for at være mere vigtig for Landet end Bevarelsen af Stillingen. Forsvaret af Als skulde finde Sled med del mindst mulige Antal Tropper. Operationer fra det nordlige Jylland var Hovedsagen. Tillige maalte man ved Landgange paa Kysterne forurolige Fjenden.

løvrigt samledes Hæren, som kom fra Flankeslil- lingerne, paa Fyn til denne Øs Forsvar.

Major Ankjær, der var Direktør i Krigsministeriet, var kommen til Fyn for at forhandle med Øverkommandoen, uden (som N. P. Jensen siger), at meddele, at det var Kongens Villie, at PYedericia skulde rømmes. Tværtimod lod lian over for Armeens Stabschef Øblt. Stjern holm, som om han var enig med denne i, at Fæstningen ikke burde rømmes. Ankjær rejste tilbage til Kjøbenhavn, og Overkommandoen sendte 6 Officer til Fredericia for at give Lunding Ordre til Rømningen.

Denne blev som lamslaaet, udbad sig en telegrafisk Samtale med Krigsministeren, som han erholdt; men uden Resultat.
Samtalen endte med at Lunding spurgte:

„Hvis Fjenden angriber, medens jeg endnu har en antagelig Styrke af Felltropper, skal jeg da slaas eller kapitulere.“
Svaret lod kort og godt:

„Kapituler, men skaf Tropperne bort i saa stor Mængde, som muligt.“
Den 27. ventedes et voldsomt Angreb paa Fæstningen. Lunding skyndte sig derfor at rømme den den 28. for ikke at komme i Nødvendighed at maatte kajtitulere. Den 28. Morgen kunde Lunding melde, at der kun var en Styrke jiaa c 1000 Mand tilbage i Fæstningen under Oberstløjtnant J. Nielsen. Han selv rejste til Rogense. Den følgende Nat rømmedes Fæstningen helt. En mindre østrigsk Styrke var rykket nærmere samme.
Den 29. April tidlig om Morgenen bemærkede de østrigske Forposter foran Fredericia, at de Danske var borte. Gennem nogle Folk fik de yderligere Sikkerhed for, at Fæstningen var bleven forladt. De rykkede nu straks ind i samme.

Den 30. April kom Feltmarschal Wraugel og Kronprins Friedrich til Stede i Fredericia, hvis Tomter og Fæstningsværker de besaa. Der forefandtes godt 200 Kanoner og 9 Mortere, alle af ældre Model. Værkerne og Gravene blev nødtørftigt gjorte ubrugelige, Fra Fredericia iagttog Østrigerne, at de Danske foretog Sikringsarbejder paa Fyn.

Fredericias Rømning vakte Sorg i Liæren og Folket. Det blev anset for en Fejl, som ogsaa bedømmes strengt i det tyske Generalstabsværk.

Ifølge den af Ministeriet vedtagne Forsvarsplan skulde der nu foretages Landgangseksjieditioner, dels med Aarøs Strejfkorps, som havde opereret paa Kysterne af Sønderjylland og Nørrejylland, dels med en „Landgangsbrigade“ under Max Müller. En Brigade (Ne er g aard) skulde straks afgaa fra Als til Ilegcrmanns Korps, skønt Overkommandoen var imod at forstærke dette, fordi det dog ikke var stærkt nok til at optræde offensivt mod de overlegne Modstandere — desuden blev der derved bundet en for stor Del af vor Transportflaade, hvorved Landgangsekspeditioner Umuliggjordes, men der var ikke noget at gøre, Ministeriets Vilje maatte efterkommes.

Der herskede i det hele taget megen Usikkerhed som Følge af Krigsministerens stadige Indgriben i Overkommandoens Handlefrihed. — Usikkerheden kom ogsaa i høj: Grad frem ved General Llegermann-Lindencroncs Division, som faktisk en Tid helt var uden Forbindelse baade med Overkommandoen og Ministeriet.
Generalen skriver:

„Som Prøve paa den Forvirring, der var indtraadt i Tjcneslegangen, maa jeg anføre: at jeg kun tilfældigvis, ved en betænksom Postembedsmand og af en flere Dage gammel Berlingske Tidende, erfarede, at Fredericia Fæstning var abandonneret og overgivet Fjenden. En Sag, der havde saa stor Betydning for den Kommanderende i Jylland — — var ikke forud bleven berørt for ham og end ikke meddelt barn, efter at den var gennemført.“

ITegcrmarm udtalte det mislige heri for Krigsministeren, og modtog som Svar den Oplysning:

„at Ministeriet ikke havde været paa det rene med min Stilling, men antaget, at jeg fik alle Meddelelser af den kommanderende General. Denne, der kendte Forholdet, antog med Berettigelse, at jeg, som selvstændig Kommanderende, fik alle Meddelelser direkte fra Ministeriet. Følgen blev, al jeg hverken fik Meddelelser eller Svar j>aa Forespørgsler-----.

En ny Prøve paa mangelfuld Tjenestegang gav en nær paafølgende, efter vore Forhold, storartet Begivenhed. Efter at Divisionen i længere Tid ikke havde hørt fra Ministeriet, kom pludselig og aldeles uventet tilsyne i Vendsyssel og meldte sig ved Divisionens Overkommando' først den' kongelige Livgarde til Fods og straks efter en hel Armé Division, til hvilke Tropper der altsaa ikke var gjort Kvarter eller sørget for nogetsomhelst i detle forholdsvis lidet bebyggede og ikke velhavende Distrikt. Heller ikke medbragte disse Tropper nogen Oplysning om Anledningen til eller Hensigten med deres Komme. — —

Endelig fik jeg, igennem en ved Chefen for Kommandodepartementet i Ministeriet mig personlig bekendt overrakt Armé- Befaling. den Meddelelse, „at der af de nu i Jylland forsamlede Tropper skulde formeres del nørrejydske Armé- Korps under min Kommando,“ — uden al jeg fik mindste Hentydning til, at der formentlig stod en Vaabenslilstand for Døren.“

Hegermann stod derfor i Begreb med at bryde frem:
„Der dannedes 2 Armé-Divisioner, sammensatte af alle Vaabenarler, under Befaling respektive af General v. ITonnens og General v. Kilster, og alt fordelles og ordnedes, cf lerha anden som Tropperne ankom, til Angrebet.“

Der manglede Midler til Overførelsen af Tropperne over Limfjorden; men de skaffedes til Veje.

„Da modtog jeg aldeles uventet og uforberedt pr. Dampskib et Brev, indeholdende en Kopi paa Fransk af den i London afsluttede Vaabenslilstand, uden Tilføjelse af noget eneste Ord. Jeg tilstaar, al der ved den i dette Øjeblik gentagne,, næsten drillende Skuffelse opsteg uhyggelige Tanker hos os, som dog rolig og billig Eftertanke snart forjog. Del var ikke Manden til at styrke Hærens Tillid til Kommandoen og til Fremtiden.“

Hegermanns Korps talte i dette Øjeblik 12000 Mand, med hvilke Generalen stod i Begreb med al gaa offensivt frem mod Tyskerne Svd for Limfjorden.

Den 1. Maj var Divisionen Monster og det hidtidige v. d. Mubles Korps bleven underlagt General Vogel von Falekenstein som III. Korps.
General v. Moltke blev samtidig udnævnt til Stabschef ved Overkommandoen.

Falekenstein havde til Hensigt, saa snart ske kunde, at besætte del nordlige Jylland, og rykkede den 4 Maj frem til Aalborg, som den 5. Maj besattes af Ministers Avantgarde. Den 8. ankom Falckcnstcin, og lod vore Stillinger Nord derfor beskyde. Forinden man kunde iværksætte cn Overgang over Fjorden, indtraf den 12. Meddelelse om, at der var afsluttet en Vaabenhvile, foreløbig for en Maaned.

Da Overkommandoen ankom til Fyn, bestod denne Øs Besætning kun af 2 Kompagnier, 2Va Eskadron og 1 Batteri; men snart blev der samlet en anselig Styrke til Øens Forsvar, navnlig efter at Fredericia var bleven rømmet. Kyst bevogtningen langs Lillebælt blev fremmet, og der gjordes det mest mulige for al være paa Post overfor et Overgangsforsøg.
Nu var der ialt samlet 10 Batailloner, 1 Dragon Regiment (4.), 4 Batterier, 3 Fæstnings- og 2 Ingeniør Kompagnier samt Aarøs Korps. Hertil kom nu den 4. Maj fra AIs 8. og 15. Regiment, der skulde danne den nævnte Landgangsbrigade, og Styrken forøgedes yderligere.

Allerede i Midten af Marts Maaned havde General v. Mollke i et „Denkschrift“ til Kong Wilhelm omtalt Planen om at gaa over Lil Fyn. Han var af den Anskuelse, at Erobringen af denne 0 i endnu højere Grad vilde gøre de Danske føjelige end Indtagelsen af Als. Han forudsatte, at den prøjsiske F'laade vilde medvirke ved Overføringen af 15,000 Mand, hvilke maalte kunne tage det op med de Danske, hvis Styrke han anslog til 7000 Mand.

Den tyske Flaadcs Chef, Prins Adalbert, fik Planen forelagt.
Den 20. Marts skrev Oberst v. Blument hal lil Moltke:

„Jeg har (len inderlige Overbevisning, al hvis jeg var Overstkonimandcrende, vilde jeg, senest inden Forløbet af lire l'ger. plante de prøjsiske Faner paa Oen Fyn. Men det maalte ske ganske i Stilhed og hurtigt; selv vore egne Førere maalte ikke vide, hvad der forestod.“
Nu først meddelte General Moltke Obersten sine Planer, og denne svarede:

„En Overgang til Fyn mellem Frritsø og Snoghøj anser jeg hvis den sker overraskende — ikke en Gang for et Vovestykke, og man vilde blive forbavset ved at se, hvor let den vilde finde Sted. Vilde man give mig den Opgave med kun én Brigade, skulde jeg svare for Udfaldet.“
Den 20. April skrev Moltke:

..Man maalte udsprede det Bygle, al det hele kun angik Frederieias Belejring. Forøvrigt vilde det sikkert være let at holde den danske Flaadc borte. Den eneste Vanskelighed ligger i, at gribe det rette Øjeblik.“
Den 26. April gør Generalen den Anskuelse gældende, at der er Tropper nok rede til at foretage en Overgang til Fyn; men at enhver Tøven er af det Onde. Han ankom den 2. Maj til Hovedkvarteret i Vejle og overtog da Stillingen som Stabschef. De følgende Dage rekognoscerede han ved Lillebælt. Vaaben- s;t ils la uden og politiske Hensyn udskød dog igen Planen. og man genoptog Tanken om en Overgang til Als.
Fellmarsehalløjtnant v. Gablenz i Kolding var iøvrigl lidet slemt for Planen mod Fyn, som han fandt var vovelig, ligesom han ikke ventede sig slørre Resultat af den. ITan forbeholdt sig sin Regerings Samtykke, af politiske Hensyn.

1. Division paa Als.
Forinden General Gerlach den 23. April med sit Hovedkvarter forlod Als, havde han givet General Steinmann, som jo skulde overlage Forsvaret af Oen, Instruktioner, af hvilke det fremgik, at Regeringen lagde den største Vægt paa Besiddelsen af Øen, hvorfor Be- slræltelserne inaatle gaa ud paa at forhindre Fjenden i at foretage en Overgang til samme. Det hed bl. a.:

„Selv om Fjenden skulde opnaa at vinde Fodfæste paa Oen. maa Forsvaret af denne ikke derfor opgives, men all maa sættes ind paa atter at kaste ham tilbage, saafremt der herfor viser sig nogen Mulighed.
Med Hensyn lil den Bistand, der ved Forsvaret kan ventes af Marinen, henvises til Overkommandoens Skrivelse af 21. d. M. — — — og vil Hr. Generalmajoren i alle Anliggender. der anguar Øens Bevogtning og Forsvar kunne træde i direkte Forbindelse med Eskadrcchefen.
Først naar Forsvaret etter den kraftigste Modstand maa opgives, tiltrædes Betrætcn lil de Punkter, hvor en i Tide forberedt Indskibning vil kunne effektueres.“

Den nævnte Skrivelse af 21. April indeholdt kun, at Eskadrcchefen af Overkommandoen og Chefen for „Rolf Krake“ vilde blive anmodet om, at konferere direkte med Divisionen angaaende Armeens og Marinens Samvir k e n til Forsvaret af Als. Muligheden for at det skulde lykkes at holde Øen beroede paa, om man kunde forhindre Fjenden i at gaa over: 1) det c. 14,000 Alen lange Al s s u n d fra Sønderborg til Arnkilsøre, hvor man nærmest ventede at dette skulde forsøges ved en Brolægning. — 2) over den bredere Alsfjord Lil den 2 a 3 Mil lange Kyststrækning fra Stolbro Næs til Hellesøgaard Færge.

For en meget væsentlig Del maalte Overkommandoen herved stole paa Marinens og specielt paa Pan- serbalteriet „Rolf Krakes“ Medvirkning.
Dette sidste var straks den 19. April beordret lil Augustenborg Fjord. Panserbatleriets Næstkommanderende Kaptajnløjtnant Duntzfeld skriver*):
„Den 20. April om Morgenen lob vi Ind i Als fjord, beskudt hele Vejen af de fjendtlige Batterier, men uden al de faa Skud, der traf, gjorde os nogen Skade. Samme Formiddag bragtes Løjtnant Jesper se ns låg lil Augustenborg, for al bisættes. — —“

Muxolls mistrøstende Meldinger om Situationen paa Als var, som Kapt. Lulken siger, ikke Ministeriet velkomne. Del paabod ham at styrke Moralen og udbrede Tillid hos alle Paagældende. Skibene maalte ikke holdes tilbage, selv hvor der var stor Sandsynlighed for deres Ødelæggelse, og det udtaltes endelig; at der ved et Overgangsforsøg ikke burde være Tale om at bjærge sig ud, selv om Skibene skulde gaa tabt.

Samme Dag General Gerlach forlod Als, havde Steinmann en Konference med Eskjadrecliefen, som bl. a. medførte en Udtalelse om, at intet Krigsskibi vilde løbe ind i den snævre Del af Alssund, og al den Hjælp, man kunde vente af Marinen, vilde indskrænke sig til, at Skibene søgte at genere Fjendens Foretagender i den nordlige Del af Sundet ved Arnkilsøre, ved Beskydningen fra Augustenborg Fjord.
Generalmajor S tein mann s Indberetning alarmerede Overkommandoen.

Der udveksledes Skrivelser frem og tilbage; men uden nævneværdigt Resultat De Styrker af h æren, som paa Als siod nærmest Farvandet ved Alsfjord og Arnkilsøre, var selvfølgelig i høj Grad interesserede i at faa al vide, i hvilken Grad de kunde slole paa Marinens Medvirkning til Forsvaret.
Daværende Adjutant ved 7. Brigade (senere afdøde Oberst) F. Buchwaldt bar i sin Tid meddel! Udgiveren heraf følgende:

„„Rolf Krake“ laa den Gang lil Ankers bag (Ost for) Arnkilsøre Halvø, skjult for Fjenden af Skoven og temmelig langt Syd for Halvøens Nordspids. Vi vidste ikke, hvad vi kunde vente os af den, selv ikke efter al General S tein mann tilligemed Kaptajn Mel dalil havde aflagt et Besøg i Brigadekvarteret. Da det forekom mig ønskeligt al komme lil Klarhed paa delte Punkt, formanede jeg Brigadechefen lil at bemyndige mig lil at indhente Oplysning derom hos „Rolf Krake“s Chef (Rothc). Hvad han sagde mig, var all andet end fortrøstningsfuldt. Han vilde for del forste ikke lægge sig længere mod Nord og saaledes være hurtigere i Stand til at gribe ind, fordi saa Toppen af hans Skorsten kunde ses af Fjenden. Af samme Grund kunde lian ikke ligge med Dampen oppe; men, hvad der var del værste, han vilde aldeles ikke gaa ind i Alssuml (Farvandet mellem Sønderborg og Arnkilsøre) og kunde — paa Grund af 2 lange fra Arnkilsøre og Snogbækhage udgaaende Rev — ikke læege sig nærmere end 3000 Alen Nord for en Linie mellem Arnkilsøre og Snogbækhage, saa at fjendtlige Baade Syd for denne Linie ikke vilde kunne naas af hans Kanoner. Han tilføjede, al der var kun en eneste Lods, som turde paatage sig at føre Skibet mellem de 2 fornævnte Hev længere mod Svd. •leg havde den største Lyst til at svare ham: ,,Tag den Lods og brug blot Kanonerne mod fjendtlige Baado i Alssund, selv om De derved risikerer Skibet,“ men jeg var jo for ung til at tale saaledes og vidste jo desuden, at det var ganske unyttigt. Det kostbare Panserskib! De kostbare Ileslc! Marinens og Rytteriets Taktik havde en Del tilfælles.“

Da den sidste Tids Arlillerikamp havde demoleret og demonteret flere af vore Kyslballerier, var der langs Alssnnd bleven anlagt en Række indskaarne Plneementcr til 1 å 2 Kanoner, hvilke ikke kunde ses af Fjenden. De skulde virke imod Sundet, idet de tillige flankerede Kysten i nordlig eller sydlig Retning.

Efter al Hovedhæren var blevcn samlet paa Fyn. stod der til General Steinmanns Raadighed fem Infanteri Rrigader (2., 4., 5.. 6. og 7. ialt 16,01)0 Mand', en Kavalleri Brigade (Va Rgt. Gardehusarer + Va 4. Dr g. Regi., ialt 650 Mand). 7 Fellballerier, 2 Fæstnings Kompagnier og 1 Espingolbatleri (c. 2,250 Mand samt e. 450 Ingeniører, endelig e. 1.660 Nonkombalanter — med andre Ord c. 20.000 Mand.

Alssnnd Stillingen, i hvilken der den 22. April om Aftenen var bragt 48 Piecer i Ralleri. fordelle i 24 Batterier og Plaeementer, var bcsal med en venstre Fløj brigade fra Sønderborg Slot til Flankebatteriet, en Centrumshrigade, fra Flanke- batteriel lil .Kjærvig, og en højre Fløjbrigade, fra Kjærvig lil Arnkilsøre. Dertil kom en Reserve- Brigade anbragt i Vollcrup, Vollcrup Barakker, Klintinge, Lambjergskov og Lambjerg.
Bevogtningen og Forsvaret af Kysten fra Slot bro Næs imod Nord til Hellesøga ard Færge var overdraget til el Korps, hestaaende af 7. Infanteri Brigade (Oberst Max M.uller), Infanteri Detachementet i Mels, 1 Fcllbatleri og >5 Balleri Espin- golcr.

Kavalleri bevogtede den øvrige Del af Alskysten.
En Baunelinie blev etableret langs Alssund; der var iall 10 Banner mellem Sønderborg og Arnkilsøre, hvilke skulde tiendes paa Ordre af den Kompagnikommandør, som stod paa Stedet, i Tilfælde af fjendtligt Angreb. Efter en Baimes Antændelse skulde siraks samtlige andre Banner siedes i Brand, saavcl om Dagen som om Natten. i Bannernes Antændelse var Signal lil alle Reserver olm at holde sig rede til at kunne rykke frem. Løbegrave var anlagt langs hele Alssund.

Ogsaa Fjenden var straks efter Dybbøls Fald beskæftiget med nye Balterianlæg langs Alssund.

Med den Styrke General Stcinmann havde, kunde han haabe paa et godt Resultat af Forsvare!; men lidt efter lidt indskrænkedes Stridskræfterne. Krigsministeriet var jo, som vi har hørt, af en anden Mening end Overkommandoen vedrørende Krigsførelsen, og Als skulde forsvares af den mindst mulige Styrke.

Stcinmann indvilgede selv om end med stor Betænkelighed
i at afgive en Inf. Brigade, el Feltbalteri og 1/2 Kavalleriregiment (30. April), idet han formente at turde haabe:
„med den tilbageblevne Styrke [c a. 1 6,0 0 0 Man dl at kunne lede Forsvaret paa en nogenlunde betryggende Maade, idet der toges Hensyn til den Assistance fra Marinen, paa hvilken man troede at turde gøre Regning.“

Angaaende Forholdene paa Als forefindes der mellem Muxolls Papirer Afskrift af følgende:

Skrivelse fra Armcens Overkommando til Krigsministeriet:

,.Assens den 1. Maj 1864. Spørgsmaalet 0111 Marinens Gooperalion til Forsvaret af Als ved en Forstyrrelse af el Overgangsforsøg er alter kommet paa Bane, efter at 1. Division under 23. f. M. havde indberetlct til Overkommandoen, at Eskadrechef, Orlogskaptajn Muxoll, bestemt havde cr- kheret, at intet Krigsskib vilde kunne løbe ind i den snævre Del af Alssund, og al den Hjælp, som den forventer af Marinen, vilde indskrænke sig til at Skibene, saavidt muligt ved Beskydning af Augustenborg Fjord vilde søge at genere Fjendens Foretagender i den nordligste Del af Sundet ved Arnkilsøre. Foranlediget heraf retlede Overkommandoen under 25. f. 51. en Skrivelse til Orlogskaptajn Muxoll, hvori man, under Henvisning saavel lil en Overkommandoen meddelt Fdtalelse af Marineministerict af 21. Februar som til Orlogskaptajnens Erklæringer i en i Ulkebøl Hovedkvarter afholdt Konference, fastholdt den Formening, at Marinen selv med Risiko aT et Skibs Opofrelse burde gøre et Forsøg paa at forsvare en Overgang over Alssund ved Broslagning eller Baade. Denne Skrivelse er under 28. f. M. bleven besvaret af Orlogskaptajn Muxoll, og Overkommandoen har troet al burde gøre Ministeriet bekendt med denne Udtalelse, af hvilken derfor vedlægges en Afskrift; det synes deraf at fremgaa, at man nu definitivt maa opgive den virksomme Assistance, der tidligere var paaregnet. Uagtet Overkommandoen ikke ganske kan erkende Rigtigheden eller Vægten af flere af de i Skrivelsen anførte Motiver, saa kan den dog ikke underkende Betvdningcn af de to Omstændigheder: den ene, al ,,RoIf Krake“ efter alle Kompetentes Udsagn ikke er konstrueret til at kunne styre i del søndre Alssunds Krumninger, eller vende i den nordlige Del mellem Arnkilsøre og Kjærvig; den anden, at Forsvaret af Als ikke nu tidligere spiller samme Rolle, som for den 1 8. *), og at, i betragtning heraf, den tidligere udtalte Villighed af Marineministerict til at opofre et Skib i paakommende Tilfælde, manske ikke hvngere er tilstede. Derfor har Overkommandoen ikke fundet Anledning til yderligere Forhandling med Eskadrechefen, men agter kun at fføre Kommandoen paa Als bekendt med, hvorledes Sagen faktisk nu staar, idet man iøvrigt skal henstille til Ministeriel, om der kan foretages Skridt, der muligt kan lede lil el nyt Resultat.“

Man kunde selvfølgelig have ventet, at der om denne Sag havde været ført Forhandlinger mellem de lø Ministerier; men del lader ikke lil. at del har været Tilfældet.

Under den senere Søkrigsretssag mod Muxoll og Rotlie kom den paa Bane, og Søkrigsprokurøren modlog i den Anledning fra den tidligere Marineminister O. Liitken en Udtalelse, hvilken ligeledes findes i Afskrift blandt Muxolls Papirer:

„Den omhandlede Skrivelse — — har ikke været Ma- riniminisleriet sendt lil Udtalelse eller Erklæring paa sædvanlig Maade. I-igesaalidl som i Krigsministeriet findes der i Marineministeriet nogelsomhelst skriftligt, der vedkommer dette spørgsmaal.

Det er endvidere efter to Aars Forlob min fulde Overbevisning, at Skrivelsen ikke har været mig hrevi m a n u, tilstillet hverken til Gennemlæsning, ej heller, at jeg er blevet gjort bekendt med den, og dens Indhold været Genstand for mundtlig Forhandling.

Overkommandoens Ytringer, henvisende til Orlogskaptajn Muxoll’s Skrivelse af 28. April:

„al man nu definitivt maa opgive den virksomme Assistance [d. v. s. Marinens], der tidligere var paaregnet“ staar nemlig i skarp Modsætning:

1) til de daværende faktiske Forhold, idel Søslyrken ved Nordenden af Alssund (Arnk.ilsørc) var forøget med Pan- serballeriet „Rolf Krakc“ siden den 19. April, altsaa styrket i en ganske overordentlig Grad,

2) til Ordene og Aanden i Marineministeriels forskellige Skrivelser, nemlig de af 21. Februar og 18. April.

Havde derfor Marineministeriet haft Kendskab paa den ene eller anden Maade til Skrivelsens Indhold, kunde det ikke have undladt, uden at komme i den besynderligste Modstrid til dels egne Udtalelser og Paalæg lil Orlogskaptajn Muxoll, at affordre ham lians Erklæring om, livad der havde foranlediget ham til at antage, al Ministeriets Ordre af 21. Februar ikke længere stod ved Magi.

København den 5. Oktober 1860.

Med Højagtelse
v O. L ii l k c n.
Den 2. Ma j fandt imidlertid en Konference Sted i D i v i s i o n s k v a r t e r e t i Ulkebol Præslega ard. som Følge af hvilken S tein m ann mente al kunne anordne sine Foranstaltninger til Dens Forsvar paa Basis af, al Marinen fuldstændig garanterede imod ethvert Landgangsforsøg paa den sondre, østre og nordre Kyst, fra Sønderskovens vestre Udkant til Hellesø- gaard Færgegaard, og paa Strækningen herfra lil Storskovens (Sandbjerg Skov) nordre Udkant, — imod at nogen IxTydelig Landsætning af Tropper, vel højst 2(X) å 300 Mand fandt Sled. Det Stykke af Øens samlede Kystlinie, som -midtoges i dette Arrangement, var altsaa Strækningen langs Als Sund, fra Sønderskovens vestlige Udkant til et Øst for Storskovens nordlige Udkant beliggende Punkt.

Stein manm udtalte ved denne Lejlighed sin Forventning om, at intet af Krigsskibene vilde forlade sin Station før i sidste Øjeblik.
Prins Friedrich Karl stod i Sundeved, Dyb- bolskanserne sløjfedes — og paa Dybbøl stod 1 Balail- Ioner, 1 Deling Rytteri og 2 Batterier, medens de øvrige Tropper lagdes i Kantonnement bagved. Der herskede stor Sygelighed blandt dem.

Prinsen meddelte deln 30. April Wrangel, at det paa Grund af de Danskes Paapassenhed ikke var lykkedes barn at faa Spioneflerretninger om Forholdene paa AIs. Han an log. at der endnu stod 15—18 Balail- loner paa Øen. De Danske var beredte lil al modtage Angreb. Lian vilde nu afvente det Øjeblik, da der bød sig en Chance.
Bl u men tb al skrev samme Dag til Moltkc:

„Der er nu for Tiden ikke andet at gøre, end rolig al blive staaende for at foretage et Overgangsforsøg, saasnart vi med nogenlunde Sikkerhed kan paaregne, al del vil lykkes. 1 Øjeblikket vilde jeg anse et saadant Foretagende foV meget voveligt, under Hensyn lil den fjendtlige Infanteriild. Vorl Artilleri er ikke i Stand til at kunne virke saaledes, som det var ønskeligt, naar vi vil gaa over til den modsatte Bred.“

Om Aftenen den 1. Maj fik Prinsen fra Gesandten i Ilamlxirg Meddelelse om, at de Danske næsle Dag vilde forsøge et Overfald fra Als over til Sundeved. Ilan tra,k ‘sine Tropper sammen; men den 4. Maj blev det endelig klart, at vi ikke lænlde paa en Offensiv.
Paa Grund af den betydelige Formindskelse af Besætningen paa Als maatte Divisionen forelage en Del Forandringer i Troppefordelingen. Bevogtningen af Kysten ved Alsljord fra Stolbro-Næs til Hellesøgaard Færge blev saaledes bl. a. betydelig formindsket, hvilket skete fordi Eskadrechefen i Konferencen den 2. Maj i Bi- vlsionskvarlerel bl. a. udtalte Haabet om at kunne sikre Kysten langs Alsfjord samt Kysten langs Alssund til i Iløjde med Storskovens nordre Udkant.

Fra General Steinmann til Datteren:
„Ulkebøl den 6. Maj 1864. — — Hidtil lever man
et vist idyllisk Liv her, da der kun af og til falder Skud, men formentlig vil det ikke ret længe vare saaledes, thi Prøjserne arbejder godt paa deres Batterier, saa al de nu af al Kraft montere, og da de i Konferencen ikke synes al kunne blive enige, saa er der vel ingen Tvivl om, at de jo gaar løs paa Als. Vi vil haabe lil Gud, al vi modslaar Angrebet; hvis ikke, vil det ikke se godt ud med Relraiten. Jeg har det ret godt, hvorvel temmelig anslrengt, thi naar man ikke selv vil begge Hænderne i Skødet og lade 5 være lige, er her meget at gøre fra den tidlige Morgen til den sildige Allen, ofte Natlen med, da jeg i Reglen hveranden Nal eller meget tidlige Morgenstund inspicerer en Del af Stillingen. Jeg bor sammen med mine Stabsofficerer (Kaptajnerne Blom og Melda hl af Generalstaben, Kaptajn Moltke, Kongens Adjutant, Løjtnanterne Larsen af Ingeniørerne, og Løjtnanterne Rønnov, Soli o f I, B c n d 7. og R a m s i n g). B c n d z, som er Kommandant i Hovedkvarteret, staar for 11 uset, og Johannes leverer Maden, sandelig ret godt; jævnlig spiser her ogsaa et Par med, dog ikke mere end to, da Pladsen ikke tillader mere. Jeg bor ikke hos Præsien, da hans Gaard ligger 1500 (Alen) hengere tilbage fra Stillingen, men vi har en stor Gaard, der tilhører Enkefru M o r g e n s 1 i e r n e, som er bortrejst, lil Hovedkvarter, og det smukke Aflægtshus, hvori jeg og nogle af Officererne bor. Naar Fjenden begynder sin thi, maa vi bort herfra, da Huset ligger indenfor'dens Omraadc.

Det er i Sandhed ejendommeligt, nu al sidde her og se paa’ den smukke Natur, da alt begynder at grønnes, og, Gud ved om hvorlænge, at saa det alt gemiemplø jes af Kugler og Granater; det er et sørgeligt Bevis for, hvad Mennesket er; dog, det er nok hvad Gud vil, at det skal være.

Du skrev til mig, om jeg vidste nogen Enke efter faldne Officerer der var trængende; som saadanne skal jeg nævne: Enken efter Kaptajn Grüner af 22. Regi. (falden den 18.;, fodt Arnesen, som bor i København og har I Born; ligeledes Enken efter Premierløjtnant Lund af 11. Regiment, der faldt ved Bustrup, men om hun bor i København, ved jeg ikke, men General Wilster vil derom kunne give Oplysning.1" — —

Et Lyspunkt i Mørket var Nord.søes kadre ns glimrende Sejr ved Helgoland den 9. Maj. Den bragle Hæder over vor Flaade og bidrog Lil, al Mindet om dens Optræden i 1864 sled.se vil lyse med Glans, uanset al alt ikke gik. som det burde ved AIs. Naar vi her ikke indlader os paa nogen Klargørelse af Flanderns øvrige saa fortjenstfulde Virksomhed, er det udelukkende fordi den paa anden Maade i denne Tid er saa smukt belyst
Konferencen i London blev forsi aalmel den 25. April. Der opnaaedes Enighed om en Vaabenhvile paa 1 Uger under Betingelse af, al begge de krigsførende Farter beholdt deres Stillinger og at Blokaden af de prøjsiske Havne ophørte. Forhandlingerne gik os imod, vi fandi ingen virkelig Støtte noget Steds;, og vor Regering foretrak at kæmpe endnu en Gang frem for at gaa ind paa S lesvigs Deling. Først den 9. Juni, tre Dage før Vaabenhvilens Udløb, blev den forlænget i 11 Dage; men Resultatet af Forhandlingerne blev os ikke gunst igere.

Det var saa langt fra at vor Regering under Vaa- benhvilen benyttede Tiden til en Forstærkning og Forøgelse af vort Værn, at den tværtimod endog indlod sig paa en Forringelse af Ilærens Kampdygligbed. Til at liegyndc med blev Livgarden til Fods og lo 11usardivisioner, hvoraf den ene var i Vendsyssel, den anden paa Als, forle til København. Dernæst befaledes Forstærk- ningsmændene fra 1853, 51 og 55 bjemsendle, skønt flere Afdelinger derved mistede saa at sige alt deres Mandskab og til Gengæld fik ganske uøvede Tropper i. Stedet. Al Antagelsen af Frivillige standsedes, betød vel i nominel Henseende ikke stort; men var dog af Hensyn til Bevarelsen af Stemningen i Folkel og Ilæren en Fejl. Ogsaa Trænet blev formindsket, ligesom der inddroges flere P1 a c Iskom m an d a n Is k a 1 >e r.

Navnlig Forstærkningsmændenes Hjemsendelse var el liaardt Stod for mange Afdelinger. Vi skal blot anføre hvad en af Hærens dygtigste Kompagnichefer herom meddeler:
Kaptajn T li. ITonnens ved 15. Regiment, som laa paa Fyn, skriver i sin Dagbog:

„O ii s d a g d e n 1 1. M a j. To viglige Nyheder har Dåen bragt — der har den 9. Maj fundet en Sot r æ f n i n g ted ved Ilelgoland mellem de danske og østrigske Krigsskibe, og der er fra 12. Maj afsluttet en V a a benli v i 1 e paa 4 Uger. Hvad Sotræfningen angaar, da giver Telegrafen ubetinget de Danske Sejren — det er altsaa en særdeles glædelig Efterretning. Vaabenstilstanden derimod er afsluttet paa de haardesle Betingelser: Fjenden vedbliver at holde Jylland besat og Blokaden hæves. Skal denne Vaa- benhvile blive til endelig Fred, da Gud bedre os. Betingelser som (dem, lover ikke godt.“

„Torsdag den 12. Maj. Jeg fik i Dag det første Vink om, at F o r s t æ r k n i n g s m a n d s k a b e t skal hjemforloves i en nær Fremtid, og jeg vil ikke dølge, at Udsigten fil denne Skilsmisse har stemt mig noget vemodig. Fra første Mode af har jeg været tilfreds ined disse gamle Folk, pg der er blandt dem nogle af mine kæreste Undergivne; Korporalerne Irgens og Bjerreby, Undcrkor- poralerne Sørensen og Petersborg faar jeg ikke let erstattet; all nu føler jeg, hvor ondt det vil gøre mig at sige Forslærkningsnøændene (Farvel, men værre vil det dog blive, naar det hele 5. Kompagni maaske i en nær Fremtid gaar fra .hinanden; først da vil det blive føleligt, hvilken særlig lnlcrcsse jeg liar nedlagt i dette Kompagni og med hvor stor en Kærlighed, jeg har været knytte! til dets Enkeltheder.

Det vil sandelig gaa mig til Hjerte al se mine kære Krigskammerater gaa hver til sit, men del vil blive mig en sand Glæde senere i Livet al træffe sammen med de gamle Feltsoldater fra 1861. vi vil da mindes de andre Venner; ihukomme de Anstrengelser, vi i Fællesskab har trodset, de Farer, vi har undgaaet, og opfriske de mange interessante Episoder, vi har gennemlevet med hinanden. Det vil vise sig, at Bekendtskabet fra Krigens Tid er blevet et Hengi- venhedsforhold — paa sine Steder el Venskabsforhold — og kan det undre? Er delle Kendskab ikke grundigt, stiftet under Forhold, hvor Skin og Skalk og Skjul ikke trives, men livor man ved mere end en Lejlighed kommer til at kigge bag Forhænget og at se, hvad der hor i Menneskehjertet ?“

„Fredag den 13. Maj. Ifølge modtagen Ordre skal der bringes nogle af hvert Kompagni i Forslag til Dekoration. Af Underkoporaler og Menige skal der navngives 1, og af disse 1 skal Halvdelen designeres ved Mandskabets eget Valg —.“

Indstillingen fandt Sled: i Henhold hertil.
„Søndag den 15. M a j. Efterat vi i de foregaaende Dage havde gjort alt klart til Forstærkningsmændenes Hjeni- forlovning, laa der i Aftes Ordre til al lade delte Mandskab den 15. ds. afgaa til Faaborg og derfra videre. Kl. 5 Morgen stillede mine Forstærkningsmænd for sidste Gang. En stor Del af Kammeraterne var til Stede for at sige dem Farvel. Efterat der var bleven udbetalt dem, hvad de havde gjort tilgode paa Skyldbogen, log jeg ved en kort Tiltale Afsked med disse mig saa kære Folk, og slultede med følgende Ord:

„Naar Tiden er svunden og Aaret 1861 længe tilhører Fortiden, naar 1 sidder i Hjemmet og fortæller Jeres Børn om hvad I har oplevet i Felten, saa glem ikke at sige til dem, al de sidste Ord, Jeres Kaptajn fra Krigens Tid sagde til Jer var, at I havde opført Jer vel og leet Jer som brave Soldater.“

Underkorporal Olsen lakkede mig paa samtlige Kammeraters Vegne for den Tid, de havde staaet under min Kommando, og slultede med el „Leve Kaptajnen“, der blev ledsaget med et mange Gange gentaget Hurraraab.
Løjtnant G ii ldencrone førte Folkene først til Faaborg og derfra til Nyborg, hvor deres Armatur blev afleveret. Om Eftermiddagen kørte jeg en Tur med Husets Damer, og om Aftenen maalle min Virtuos Menig Sørensen spille for os, men han var ikke saa heldig som David over for Saul — mit Humor var og blev daarligt, og det tog jeg med mig i Seng."
General Hegermann-Lindencrone skriver:

„Under Vaabenstilstanden hjemsendtes fra Vendsyssel Forslærkningsmandskabet, fordi — del ikke ansaas for brugbart og paalideligt, — var delte Tilfældet, da var del Prøven paa Hærens Tilbagegang siden 1848—51. Paa den Tid an saa vi med Bette de ældre Soldater i Arméen for de bedste, paa- lideligste og kraftfuldcsle, og Folkene fulgte med Tillid deres gamle Førere, der vidste, hvad de var værd. En saadan Mistillid var et sørgeligt Tidens Tegn.“
For at afhjælpe de store Tab, som Officersstanden havde lidt, havde Krigsministeren givel Ordre til et ejendommeligt Kommandoforhold:
I Kaptajn IIonnens’ Dagbog hedder det:

„10. .juni. Ministeriet har bestemt og Overkommandoen ladet sig gefalle, al der sker den Indskrænkning i Kommando- personalet, at Kommandøren for Regimentet tillige skal føre den ene af de to Batailloner. At forlange, at en Mand skal være Part af sig selv, at han paa én Gang skal. være Del og Hele, at en Chef skal fyldcslgøre i den overordnede Kommando samtidig med at han ikke undervurderer den lavere, al han kan stille sig selv ved Siden af den anden Balaillons- kommandør og dog være dennes nærmeste Foresatte — del vil være indlysende for enhver, at en slig Ordning er i høj Grad uheldig. — Har man ikke følt sig tilfredsstillet ved Regiments- inddelingen — disse Halvbrigader — saa hæve man Regimenterne og lægge de 4 Batailloner ind under Brigadens umiddelbare Kommando; har man i 1850 kunnet i en Brigade paa 6 Batailloner klare sig uden noget Mellemled i Kommandoen, saa maa dette Forhold vel ogsaa kunne gaa nu ved de smoa Brigader paa 4 Afdelinger — men den Mellemvej, man her har grebet til, er forkastelig, og det er en ejendommelig Halsstarrighed hos Vedkommende, der har skabt Regimentsinddelingen — delte krøblede Monstrum — at han for al redde dets Tilværelse om end blot af Navn tilsidesætter ethvert Fornufthensyn.“

Krigsminister Lund by e havde endelig indset, at det, der under de for ha an den værende Forhold blev del rigtigste, var at samle Hæren paa Fyn med kun en mindre Styrke paa Als. Korpset i Vendsyssel fik endog Ordre til at afgaa til Fyn, men fik Kontraordre et Par Dage efter.
Imidlertid var Oberst Lundbye den 18. Maj gaaet af, og i hans Sted var Oberstløjtnant Reich, en dygtig og højt begavet Højskoleofficer af Artilleriet, bleven Krigsminister. Han besluttede straks at lade Overkommandoen li ave fuldkommen frie Hænder. Følgen blev, al Hovedhæren nu skulde samles paa Fyn, Vendsyssel skulde ikke helt opgives, navnlig fordi Hæren herfra fik Forsyning af Slagtekvæg, og A1 s f r e m d e 1 e s fors v ares m e d d c n mindsl m u- lige Styrke, sidstnævnte alene af politiske Grunde.

Den Troppefordeling Overkommandoen vilde have var følgende:
i Vendsyssel G Balir. 24 Eskadr. 3 Batterier, paa Als 12 Balir. 2 Eskadr. 3 Batterier, paa Fyn 18 Batir. 3 Eskadr. 4 å 5 Batterier, hertil kom Max Müllers Landgangsbrigade, som nærmest tænktes at skulde foretage en Operation mod Bygen for al besælLe denne O.

Indskrænkningen af Styrken i Vendsyssel maatle dog vente til Vaabenhvilen var udløbet, da Berettigelsen af en saadan Troppeforskydning ansaas tvivlsom ifølge Vaabenhvilens Bestemmelser. Lignende Betænkeligheder havde man i Krigsministeriet mærkelig nok ikke overfor Spørgsmaalet om at forlægge en Brigade og el Bulteri fra Als. Det kunde godt finde Sled. Overkommandoen tænkte sig, at Fjenden ved Krigens Genudbrud mulig vilde forsøge aL gaa over haade til Fyn og til Als. Den haabede at faa Tid til at sende Undsætning fra el Sted Lil et andet, idet den antog, al el Overgangsforsøg til Als maatle blive indledet med en flere Dages Artilleribeskydning. — Don Log Fejl.

Ved Vuabenslils,tandens Indtræden skulde man tro, at Brydningerne mellem Hær og Flaade paa Als var ophørt; men det blev ikke Tilfældet — thi der kom Meningsforskelligheder angaaende Opfattelsen af Vaa- benstilslandsbetingelserne. Steinmann mente, at Samfærdsel mellem Hertugdømmerne og Als ikke burde finde Sted — navnlig af militære Hensyn — men Muxoll mente ikke, at Eskadren under Vaabenhvilen skulde kontrollere saadanl Samkvem.

Del endte med, at Muxoll i Skrivelse af 30. Maj fra Marineminisleriet fik Ordre til at kontrollere Samfærdselen saavel gennem Alssund som paa andre Steder af Kysten, hvor Overkommandoen af militære Hensyn maatle antage det nødvendigt, Flaadens Skibe blev delvis under Vaabcuhvilen sammendragne Lil Øvelser o. 1. Delte galdi ogsaa „Rolf Krake“.

Duntzfeld skriver:

„Paa Augustenborg Fjord laa vi rolig til Vaabenstilstan- den kom i Stand 12. Maj, hvilken Dag vi afgik til København, hvor vi ankom den 13. Maj og lagde ind af Bommen samme Dag for at gaa i Dok. Kapt. Rothes Modtagelse i København var saaledes, al man maatte antage, aL Folk endnu den (fang var tilfredse med Rolf Krake og dens Besætning, og i al Beskedenhed mener jeg, al man heller ikke havde Grund til andel."

Del blev imidlertid den 23. Juni i Karlsbad afLall mellem de Allierede, at der foreløbig ikke skulde tilstræbes en Overgang Lil Fyn; derimod skulde hele Jylland og Als besættes; de holdt iøvrigl fast ved, at begge Hertugdømmerne skulde afstaas.

Under Vaabenhvilen var der sket følgende Forandringer i den prøjsiske Hær: General-Feltmarschal, Friherre v. Wrangel fra fra ad Le „paa Grund af sin høje Alder“ som Overgeneral, idol lian udnævntes lil Greve. Den gamle Kriger havde vist sig ikke egnet til at føre Overbefalingen og maatte nu vige Platisen for Prins Friedrich Karl med Moltke ved sin Side. Prinsen og Blumenthal havde ikke forligedes godt, og det var en Befrielse for førstnævnte at blive sin tidligere Stabschef kvit. Del prøjsiske I Korps fik som Oliet General llerwarth v. Biltenfeld, som hidtil havde kommanderet Vil Korps, og i Stedet for den syge General v. d. Miilbe fik Generalløjtnant v. Plonski Kommandoen over Garde-Divisionen. Ved II Korps (Østrigerne) afløste General v. lvalik den syge Generalmajor Baron Dormus og v. Pir el erstattede Gondrecourt.

I Overkommandoens Slab var der, foruden Moltke, lo Personligheder, som i høj Grad gjorde sig gældende nu og senere, nemlig Oberst v. Pod biel ski og Oberstløjtnant v. S ti e h 1 e.

Prøjserne forberedte sig med Iver under Vaabenhvilen Lil Erobringen af Als. Den skulde finde Sted i samme Øjeblik som Vaabenhvilen ophørte — paa et Tidspunkt, da de danske Skilie sandsynligvis endnu ikke var løbne ind i de neutrale F'arvande langs Ais' Vestside.

Vi skal ikke lier komme nærmere ind paa de fornyede lun-handlinger mellem Land- og Sokrigsmagien, som fandt Sted under Vaabenhvilen angaaende Forsvaret af Als, men indskrænke os til at omtale den Situation, som foreiaa ved Vaabenhvilens Afslutning og Krigens Genudbrud.

Kampen paa Als.
1. Prøjsernes Forberedelser til Baadovcrgangcn.
De Allieredes F e 111 o g s p 1 a n efter V a a- benhvilens Udlob var allsaa, at Als og Jylland helt lil Skagen skulde besættes, derimod skulde man foreløbig ikke angribe Fyn. Den 21. Juni modtog Fell- marsehal Gablenz Ordre til straks aL demonstrere ved Lille Bell; samtidig fik General V o g c 1 v o n F a 1 c k e n- s l e i n Ordre til med sit kombinerede Korps al holde sig rede lil aL slaa llegerma n n-L indenc r o n e, naar denne antagelig rykkede frem over Limfjorden, derpaa at forfølge ham haardnakket og kaste ham i Havet. General llerwarth von Bit lenfe ld, livis Styrke vedblivende stod i Sundeved, havde „bestemt Ordre lil", umiddelbarL efter Vaabenhvilens Udløb al tage Als ved en Overgang over Alssund eller Alsfjord, hvor han selv vilde.

Prins Friedrich Karl skriver i sin „Erin- nerungen“:
„Jeg befale d e ham al lage Als, eftersom lian havde den Ejendommelighed, at lian gerne dækkede sig bag en Befaling, som i sidste Instans fratog ham Ansvaret."

Den 24. Juni forlagde Prinsen sit Hovedkvarter til Aabenraa og Herwartb siL lil Graastcn. Planen til Overgangen havde Blumenthal udarbejdet og llerwarth billiget. Den skulde finde Sted fra Ballegaard mod vort svagest besatte Punkt, Nordlandet, og udføres af 13. Division (v. Winlzingerode), medens G. Division (v. Man s tein) samtidig foretog en Demonstration ved Satrup IIolz (o: Storskoven). Det blev imidlertid nødvendigt at afvente nogle Pontoimerkompagnier, ligesom der maatte bygges nogle flere Batterier, hvilket man ikke mente at kunne gøro her, forinden Vaabenhvilen var udløbet, skønt man iøvrigl ikke under denne havde nægtet sig noget i Rulning af at styrke Forsvarslinien langs Alssund og Alsfjord. Overgangen blev derfor opsat til Natten mellem den 27. og 28. Juni. Men allerede den 27. ændrede Herwarth sin Plan, og besluttede kun at demonstrere ved Ballegaard medens han foretog Overgangen over Alssund fra Saltrup LIolz (Storskoven). Forskellige Meldinger om danske Troppeforstærkninger til Nordlandet samt „Rolf lvrake“s Ankomst i Farvandet og uroligt Vejr bidrog til denne Beslutning; men Hovedgrunden var General von Mans teins bestemte Erklæring, at han vilde være i Stand til at gaa over Alssund fra Sattrup IIolz (Storskoven). Den bevirkede, at Ilerwarth ombestemte sig. Som Følge af at man behøvede Tid til at forberede denne ændrede Plans Udførelse blev Overgangen besluttet at skulde finde Sted Natten mellem den 28. og 29. Juni.

Prins Friedrich Karl skriver den 28. Juni til sin Fader, Prins Karl:
„Herwarth havde truffet Dispositionerne m. H. 1. Ballegaard, og vi skulde i Gaar Morges, senest i Morges, gaa over. Saa fik han Betænkeligheder-----— kom kørende hertil.

— — Da var det igen General von Man s tein, som stillede sin Person i Breschen, idet han erklærede sig rede til — ja indstændig had om — at komme til at gaa over ved Saltrup Holz. Del vil ske i Morgen tidlig Klokken 2. 2500 Mand kan paa én Gang sættes over i Baade, medens Færgerne („Die Maschinen") og Pontonnerne kun skal føre Artilleri og Heste over. Overfarten vil vare 7—8 Minutter. Der er meget rigeligt af Baade og Pontonner, Troppernes Moral er god. saa jeg har den hedste Tro paa, at det vil lykkes. Det vil blive en Art af Stormangreb til Sos. Paa Als er kun 12 Batailloner, og af dem behøver vi ikke at regne med 2, som slaar paa Nordlandet. Jeg har fremdeles det Indtryk, at der kun kan være meget faa Kanoner paa den lange Kyststrækning, og paa Als findes kun 2 Feltbatterier. Vi vil næppe miste over 100 Mand, men gore mange Fanger og en Del Bylte. Jeg tænker paa til at begynde med at overvære Overgangen fra Skanse X.“

Prinsens Vurdering af den hele Situation og af Lidsigterne for Foretagendet, viste sig i Hovedsagen at slaa fuldkommen til.
Natten til den 28. byggedes 5 nye Batterier (a, b, d, e og f), som armeredes tned 12 og 24 Punds Kanoner. 40 Stykker Belejringsskyts og 14 Stykker Feltskyts i Position stod parat til at hindre fjendtlige Skibes Indgriben, samt for at bringe de danske Strandbatterier lil Tavshed.
Baade og Pontonner samt fladbundede Fartøjer, som hver kunde rumme 10 å 14 Mand var samlede. To sammenbundne Pontonner kunde overføre 7 lil 9 Heste eller 1 Kanon og 4 Heste. 3 Pontonkompagnier var ankomne for at hjælpe til ved Overgangen, og der var af Divisionerne udtaget ialt 610 Mand, som var vante til at ro. Paa Vogne var alt del flydende Materiel ført til Kysten i Nærheden af de fire Punkter (A, B, C, D), hvorfra man havde besluttet sig til at lade Udskibningen af Angrebsstyrkerne udgaa.

Tropper af Divisionen Al a n s t e i n skulde først gaa over, storme de danske Løbegrave og Batterier samt oprulle Forsvarsstyrken. Hit er at de havde sat sig fast paa Øen skulde Divisionen Wintzin gerode følge efter. Soldaterne bar Hue og havde ingen Oppakning undtagen Kogeredskaber, Støvler og Strømper var fasl- bundne foran paa Livet for at de kunde vade i Land. Den hele Styrke skulde kaste de Danske i Retning af Ulkebøl.