Log ind

Hæren har lært meget af Afghanistan

#

Af Anders Mærkedal Pedersen, oberstløjtnantm chef i FMT og Michael Lollesgaard, generalmajor, chef for Danske Division

Hæren har løst sine opgaver i Afghanistan med gode resultater.

Den danske indsats i Afghanistan har mange facetter og perspektiver, og der har været en række vigtige indlæg, drøftelser og debatter i medierne. Det er helt nødvendigt og rigtigt at debattere, når man ser på det danske samfunds store investering i Afghanistan. Vi vil som involverede repræsentanter fra den militære verden, reflektere over anvendelsen af de militære virkemidler i Afghanistan set i lyset af den aktuelle medieomtale.

 

Var indsatsen prisen værd, og er missionen gennemført?
Hvorvidt resultaterne i Afghanistan står mål med de ressourcer og menneskelige ofre, der er investeret – altså om det ’var prisen værd’ - kan set med militære øjne ikke besvares for nærværende. Det militære perspektiv er, at vi i Afghanistan har gennemført en ’Counter Insurgency’ (COIN) kampagne. COIN drejer sig om at nedkæmpe et oprør og skabe et grundlag for at den legitime regering kan udøve sit virke. COIN er den mest komplicerede indsættelsesform for militære styrker, og overordnet succes er helt afhængig af et tæt og velfungerende samarbejde mellem de militære styrker og den civile genopbygningsindsats. I en COIN-kampagne løser militære styrker to overordnede opgaver; de skaber sikkerhed og gennemfører kapacitetsopbygning af lokale sikkerhedsstyrker.

Den militære indsats i en COIN kampagne, er således primært forudsætningsskabende for gennemførelsen af en civil genopbygningsindsats. Den civile indsats er helt afgørende, når der er tale om indsættelser i meget svage stater, hvilket i udtalt grad har været tilfældet i Afghanistan. 
Set i det lys, vil der gå mange år, inden det vil vise sig, om indsatsen i Afghanistan har været ’prisen værd’. Vi er nødt til at vente og se, hvilke resultater den civile genopbygningsindsats opnår. Målet for den civile genopbygningsindsats er, i Afghanistans tilfælde, et fuldstændigt ’state-building’-projekt. Der skal etableres en stat, som kan virke til gavn for befolkningens sikkerhed og levevilkår. Når udgangspunktet er så dårligt, som det var i Afghanistan, er dette en meget lang og udfordrende proces, der kan tage årtier.

Ser vi så isoleret på, om den militære indsats har nået målet, er det nærliggende at se på, om ’fjenden’ er nedkæmpet. I forhold til Afghanistan kan man vælge at anføre: ”Taliban og tilhørende strukturer er ikke nedkæmpet - ergo har ISAF ikke nået målet”.

Set med militære øjne er dette en forkert logik. I COIN vil det ikke være muligt for militære styrker at nedkæmpe alle oprørerne. Oprørere vil altid have et rekrutteringspotentiale, især hvis der er et ekstremistisk perspektiv i det aktuelle oprør. Der opstår derfor aldrig en situation, hvor oprørerne står med et hvidt flag på slagmarken, og konflikten afsluttes med betingelsesløse forhandlinger, som vi kender det fra verdenskrigene. Den militære indsats har nået målet, hvis der er skabt tilstrækkelig sikkerhed for befolkningen og de lokale sikkerhedsstyrker er uddannet og udrustet til at tage vare på sikkerheden i en grad, der stemmer overens med forventningerne i den lokale kultur.

Det er i den sammenhæng vigtigt at erkende, at vestlige styrker meget sjældent vil være i stand til at kontrollere enhver kvadratmeter i det område, vi opererer i. Det var situationen i Irak og er det i Afghanistan. Den helt banale årsag er, at når vi taler om lande eller store områder, vil der aldrig være styrker nok til det. Strategien er derfor at identificere nogle områder, som prioriteres. Regeringsudøvelse og udviklingen skabes så i disse beskyttede områder, og over tid vil den kunne sprede sig til områder, som indledningsvis ikke har været under fuld kontrol. I Helmand betyder dette, at der vil være dele af de nordlige og sydlige egne, der ikke er under fuld kontrol. Her vil der i år fremover være oprørere, men det betyder ikke, at vi militært har fejlet, og at de afghanske sikkerhedsstyrker ikke kan løse opgaven. Det har længe været sådan, at succesen med vores militære indsats ikke kan måles i vores taktiske sejre, men kun på de afghanske sikkerhedsstyrkers evne til at kontrollere sikkerheden. Her er det vores opfattelse, at vi er nået rigtig langt – men vi er ikke i mål.

Styrkemæssigt er de afghanske sikkerhedsstyrker i dag tilstrækkelige i antal og kvalitet. Taliban kan ikke med magt fordrive de afghanske sikkerhedsstyrker fra de områder, de forsvarer. De afghanske sikkerhedsstyrker er derimod fortsat ikke kompetente til at håndtere logistikken. Manglende læse- og skrivefærdigheder kombineret med udbredt korruption frister mange til at tænke i alternativer frem for at skrive den korrekte rekvisition. Dette undergraver tilliden til systemet: Hvis ikke soldaterne får løn, benzin, diesel og ammunition ad de rette kanaler, vil de afghanske sikkerhedsstyrker over tid implodere og falde fra hinanden. Dette er den altovervejende udfordring i forhold til de afghanske sikkerhedsstyrker, som ISAF vil arbejde på at forbedre frem mod 2015.

Rigtige eller forkerte beslutninger – kan vi lære noget fra Afghanistan?
Når den militære indsats reduceres, melder sig selvfølgelig spørgsmålet om, hvad vi egentlig lærte rent militært? Dette fører hurtigt til en debat om kvaliteten af en række enkeltbeslutninger, der er truffet gennem de mange år i Afghanistan, og om der egentlig var en samlet plan for den danske indsats? Et eksempel på en sådan diskussion drejer om Armadillo-lejren: Var det rigtigt at etablere den i 2008? Var det rigtigt at lukke den 2010? Er alle ofrene spildt, når vi alligevel ikke ville fastholde området? Var en patrulje på en given dag i området omkring Armadillo relevant? Kunne og skulle føreren have truffet andre beslutninger i forskellige situationer undervejs?

Disse diskussioner er vigtige, men de er meget komplekse af en lang række årsager. Erfaringerne skal derfor drøftes i relevante rammer og fora med tilstrækkelig tid til drøftelserne. Alvoren og vigtigheden i emnerne gør, at erfaringerne skal behandles med respekt. Det opnår vi ikke ved at drøfte komplicerede forhold og sammenhænge i mediernes relativt korte indlæg.

Armadillo som eksempel
Ser vi på etableringen af Armadillo-lejren, var chefen for Task Force Helmand overbevist om det strategiske grundlag for at etablere basen. Grundlaget for beslutningen i efteråret 2007 var en række vurderinger af Talibans aktuelle tilstand, Talibans forventede operationer, befolkningens syn på situationen samt de afghanske sikkerhedsstyrkers udvikling og evne til at løse opgaver i Helmand. At modsatrettede vurderinger et par år senere førte til, at Armadillo-lejren blev lukket, gør ikke logikken i 2007 forkert.

Krig er langt fra en eksakt videnskab. Den er grundlæggende meget dynamisk og baseret på vurderinger af en række situationsdannende faktorer i beslutningsøjeblikket. Når man ser tilbage, vil man altid kunne anføre, at man baserede en operation på en mere eller mindre forkert vurdering. 
Større eller mindre operationer, gennemført på rigtige eller delvist forkerte vurderinger, påvirkede befolkningen og oprørerne uanset grundlaget. ’Alt andet lige’ findes kun i teorien: Vi kan derfor ikke vurdere relevansen af Armadillo ud fra, hvordan det endte. Ingen kan svare på, hvordan situationen i det centrale Helmand ville have udviklet sig, hvis ikke Armadillo havde været der. Der var imidlertid gode argumenter for at lukke Armadillo. Sammenfattende kan det anføres, at det var ligeså rigtigt at etablere Armadillo-lejren i 2008, som det var rigtigt at lukke den i 2010.

Eksemplet illustrerer, hvor komplekst det er at drøfte denne type spørgsmål, og går vi til den enkelte patrulje bliver det endnu vanskeligere. Forsøger vi at gennemføre en forsimplet debat i offentligheden, vil det hurtigt få karakter af en ’pegen fingre’ ad enkeltpersoner. Det giver ikke merværdi i noget perspektiv – nærmere det modsatte.

Vi skal dog drøfte de relevante forhold, som det giver mening at drøfte i store fora eller i medierne. Men vi skal enes om et fælles genstandsfelt, og lade være med at blande æbler og pærer. Der er ingen tvivl om at de akademiske eksperter gerne havde set et stort samlet værk, der i elegant analyserende form præsenterede alle læringspunkter og pegede på fejl og mangler i specifikke beslutningssituationer. Det mener vi ikke, at vi har behov for i Hæren. Vi skal lære for at vinde den næste krig – ikke pege fingre eller bebrejde enkeltpersoner, hvis fulde beslutningsgrundlag vi aldrig vil kunne genskabe.

Efter, at have arbejdet med uddannelse og indsættelse af enheder i Afghanistan fra og med hold 4, kan vi imidlertid garantere, at disse spørgsmål løbende er blevet drøftet grundigt. Hæren har gennemført omfattende processer, der indsamlede og anvendte de erfaringer, der blev gjort. Erfaringsindsamling og anvendelse er til gengæld også et af de områder, vi har lært meget om i processen. I dag har hæren en dedikeret ’Lessons Learned’ struktur, som udelukkende arbejder med disse spørgsmål.

Overordnede erfaringer og efterfølgende tiltag
Herunder nævnes et par områder, hvor vi har draget os nogle vigtige erfaringer, som vi skal lære af i fremtiden.

Efterretningsarbejdet styrkes:
Et markant læringspunkt er behovet for at have ’evnen til at forstå’. Da de danske styrker ankom til Afghanistan havde vi generelt et begrænset kendskab til de lokale forhold. Vi kendte de officielle magthavere, men hvem var de uofficielle? Hvilke magtstrukturer eksisterede, og hvilken indflydelse udøvede de på civilbefolkningen? Hvad mente civilbefolkningen egentlig? Var der overensstemmelse mellem det de sagde, og det de mente?

Man får nok aldrig på kort tid et helt klart billede af, hvordan et så anderledes samfund fungerer, og vi fandt ud af, at vi generelt ikke var stærke nok i efterretningstjenesten og kulturforståelsen. Hærens efterretningsfolk havde i mange tilfælde ikke tilstrækkelig baggrund, og efterretningssektionerne havde for lidt analysekraft. Der var for mange informationer, der ikke blev behandlet, hvorved muligheder og komplekse sammenhænge måske blev overset. Endelig identificerede vi et behov for, at nogle efterretningsfolk fast beskæftigede sig med indsatsområdet. Herved kunne der skabes kontinuitet i analysearbejdet. Dette er en af de vigtigste grunde til, at Hæren nu opretter et ’Efterretningscenter’ i Varde. Det bliver en ny våbenart med samme vilkår som eksempelvis ingeniørtropper eller kamptropper. Her får soldaterne en efterretningsmæssig opdragelse, og de beskæftiger sig udelukkende med efterretningstjeneste. Her samles indhentningsekspertise og analysekapaciteter på samme kaserne og kompetenceudvikling og samhørighed styrkes. Når en mission oprettes, vil soldater fra dette center blive sendt ud til enhederne. Der vil være en såkaldt ’reach back’-kapacitet, som kan støtte dem, der sidder i missionsområdet med bearbejdning af de mange informationer. Moderne kommunikationsnetværk gør, at det på en række områder er ligegyldigt, om man sidder i Gereskh eller Varde. Samlet set en vigtig læring, der har ført til en meget konkret foranstaltning.

Oprørsbekæmpelse og genopbygningsprocessen – Behov for ’taktisk tålmodighed’: 
På det abstrakte plan har vi fået en bedre forståelse af mekanismerne i oprørsbekæmpelse. I sidste ende er det lokalbefolkningens modstand mod eller manglende støtte til oprørerne, der besejrer dem.  Lokalbefolkningen skal derfor tro på, at der er et alternativ til oprørernes agenda. Dette gøres kun gennem udvikling. Der skal således skabes en sammenhæng mellem de indledende militære faser, hvor der skabes sikkerhed, og den fase, hvor genopbygning starter.

De militære styrker er på højt beredskab og kan hurtigt deployere til et område og starte opgaveløsningen. De kapaciteter, der skal stå for genopbygning, har ikke i alle tilfælde samme høje beredskab, ligesom det ofte tager tid at få skabt de politiske forudsætninger for iværksættelse af genopbygningsaktiviteter. Det skal således fra militær side accepteres, at vi i perioder ’ikke laver noget’. Det er bedre at konsolidere os i et område end at fortsætte de militære operationer i et andet område, som man endnu ikke er klar til at genopbygge.  Vi skal med andre ord som udgangspunkt have modet, til at bevare en ’taktisk tålmodighed’. Hvornår er så det rigtige tidspunkt at indlede operationer i et nyt område? Det er helt grundlæggende en vanskelig beslutning, der skal være nøje synkroniseret mellem de militære chefer og de, der er ansvarlige for den civile genopbygning. Den militære og den civile indsats er gensidig afhængige, og ofte vil den militære indsats være formålsløs, hvis den ikke kan følges op af en genopbygningsindsats. Da den civile genopbygningsindsats i Afghanistan har været vanskelig, har der helt klart været behov for ’taktisk tålmodighed’. Problemet er, at det strider mod et af den militære verdens mest grundlæggende principper – man må aldrig lade modstanderen få initiativet. Ser man på de aktuelle forhold i Helmand, har denne balance været i spil gentagne gange. Der er eksempler på god såvel som dårlig timing, og årsagerne til udfaldet er meget forskellige. Det afgørende er, at de militære førere og soldater samt de udsendte civile er blevet bibragt en forståelse for de komplekse sammenhænge mellem militære operationer og civil genopbygningsindsats. Det vil alle parter få stor glæde af, næste gang vi skal samarbejde i et af verdens brændpunkter.

Afrunding
Vi har begge været dybt involveret i operationerne i Afghanistan – som førere og uddannere. Vi mener, der er brugt de nødvendige kræfter på at finde løsninger, der kunne begrænse de danske tab og optimere opgaveløsningen. Der er næsten aldrig et entydigt ’ja’- eller ’nej’-svar på et spørgsmål om ansvar eller hensigtsmæssighed. En vurdering af en bestemt beslutning kræver indsigt i ordrer fra foresatte, strategiske og nationale planer, lokale magtstrukturer osv. Alle skal dog vide, at vi ikke står stille. Hæren er en lærende organisation.