»La connaissance des hautes parties de la guerre ne s’acquirt que par l'éxperience et par t etude de l’histoire des guerres et des batailles des grandes capitaines. Lisez, relisez l’histoire des campagnes d’Alexandre, d’Annibal, de César, de Gustave Adolphe, de Turenne, du prince Eugéne; modellez-vous sur eux; c’est le seul moyen de devenir grand capitaine.«
Napoleon
Skønt Napolcons ovenrefererede ord er sagt med henblik på uddannelse som troppefører, gælder denne anbefaling af krigshistoriske studier i lige så høj grad for forståelse af alle de elementer, der er grundlaget for troppeførerens handlinger. Det store flertal v il i dag næppe være enig med Napoleon i, at det skulle være nødvendigt eller ønskeligt at gå så langt tilbage som til Alexander den Store og Cæsar for at hente brugbar viden. Snarere v il man holde sig til de allerseneste begivenheder, hvor moderne teknik har sin naturlige plads i billedet. Det sidste er ikke rigtigt, da mange principper er almengyldige og uafhængige af tid og teknik (oinend denne givetvis må indvirke på detailler). Dog kunne man synes, at man kunne nøjes med f. eks. at koncentrere sig om tiden fra Napoleons krige og fremover. Dette ville i mange tilfæ lde være rigtigt, navnlig hvis spørgsmålet kun drejede sig om troppeføring, men her som så ofte viser det sig, at det ikke er nok at kende det, man direkte har brug for. Når man f. eks. fra et hold, der vel ikke har militæ r-faglig viden, men som dog har mulighed for væsentlig indflydelse på forsvarets ånd og moral - hvilke faktorer man givetvis venter styrket - kan møde udtalelser, der går ud på, at »gammeldags« begreber som korpsånd, et nøje kendskab til de kammerater i enheden, som man skal kæmpe sammen med og stole på, ja overhovedet sammensvejsning af enheden - hvilken ting jo iøvrigt stort set er identiske - er ganske uden betydning i dag, simpelthen fordi viden om, at der kæmpes for en idé, grundig indleven i demokratisk ånd og ideal, automatisk vil medføre, at folkene omgående »finder hinanden«, så må der råbes vagt i gevær.
Denne lære bliver endnu farligere, hvis den »underbygges« med historiske eksempler, hvis relevans kan være højst tvivlsom. »Det ser man af grækernes kamp mod perserne, schweitzernes frihedskrig mod Østrig, osv.« Så opdager man, at det er nødvendigt at beskæftige sig også med tid ligere tiders krigshistorie, for disse eksempler viser noget ganske andet. Ingen v il benægte, at det vil være en væsentlig, ja en nødvendig styrkelse af troppernes moral, at de ved, hvad de kæmper for, og forstår de idealer, der ligger til grund for hele folkets livsform , men disse ting kan blot ikke erstatte noget af det, der er og altid har været bærende i en duelig hær. I det følgende, der nøje slutter sig til og på en vis måde er en fortsættelse af, hvad jeg skrev i dette blads juli-augustnummer 1965 om »Visse grundelementer«, vil nogle af de eksempler blive behandlet, som man oftest får fremhævet, når man møder de ovenfor omtalte postulater. Det v il vise sig, at de nødvendige grundelementer for en operationsduelig hær er ganske de samme, og at de kan underbygges af troppernes høje idealer, men aldrig erstattes.
Den græsk-persiske krig.
Slaget ved Marathon 29. september 480 {. Kr. Den græsk persiske krig omfatter to perioder, den første fra 492-490 f. K r. og den sidste fra 480 fandt først sin endelige afslutning 449. I en undersøgelse af nærværende art vil de indledende operationer givetvis være af størst interesse, og i denne krig indtager slaget ved Marathon en fremtrædende plads, ikke blot fordi det var det første, der blev kæmpet på græsk jord, men også fordi de relevante principper her træder så tydeligt frem, at de ikke kan misforstås. Den udførlige historie, der er skrevet af Herodot ca. 30 år efter slaget ved Marathon, udgør kilden til vor viden, og det er naturligvis for historisk-kritisk forskning en svaghed, at der ikke findes supplerende kilder fra persisk side. Dette forhold kommer dog til at spille ringere rolle ved denne afhandling, da Herodot ikke har haft nationale grunde til at være unøjagtig i de spørgsmål, der er afgørende her.
I året 480 f. K r. foretog kong Darius I af Persien det hævntog mod Athen, der fik sin afslutning i slaget på sletten ved Marathon, og hvis årsag var, at Athen havde støttet de græske kolonier på Lilleasiens kyst mod den mægtige perserkonge, der regerede over hele den da kendte orient. En stor persisk hær blev under kommando af mederen Datis indskibet på en flåde på 600 skibe, gik under sejl, erobrede Samos og nogle faste stæder på Eubøa, og landede derefter på kysten ud for Maratbon (ca. 25 km. fra Athen). Om bord var grækeren Hippias, der var gået i fjendens tjeneste og fungerede som Datis’ lokalkendte rådgiver og som forbindelsesofficer til visse kredse i Athen. Herodot angiver ikke den persiske hærs styrke. Senere forfattere har anslået den til 100,000 mand, deraf 10,000 mand rytteri, hvilket im idlertid andre anser for alt for højt ansat. Delbriich går endog så vidt (1), at han påstår, at persernes hær kun var på 5-6,000 krigere, heraf 5-800 ryttere, plus et stort antal nonkombattanter. Det synes nu lidet rim eligt. Darius, der havde hele den kendte orient at trække på, ville næppe have indskrænket sig til at sende et beskedent ekspeditionskorps til en sådan opgave. Herodot hævder udtrykkeligt, at den persiske flåde bestod af 600 trierer (2). De trierer, grækerne senere byggede under Themistokles’ ledelse havde alene 170 rorkarle til betjening af de tre rækker årer og formentlig et lignende antal soldater. Det kan nok være tvivlsomt, om Herodot har ret i, at den persiske flåde udelukkende var skibe af tilsvarende type. Snarere må man antage, at man har beslaglagt transportfartøjer af enhver art og størrelse, og man har naturligvis heller ingen garanti for, at tallet 600 ikke er overdrevet. Det være nu, som det vil. Her skal kun fastholdes, at logikken siger, at den persiske hær numerisk må have været den athenske endog betydelig overlegen. Den persiske elite, perserne selv og sacerne, var sværtbevæbnede med harnisk, hjelm , sværd og økse, medens vasaltropperne, meder, baktrier, lydier o. a. hovedsageligt var letbevæbnede. Buen var hovedvåbnet, som også rytteriet førte, og det er ikke umuligt, at også den sværtbevæbnede elite i nogen grad førte bue. (3) I modsætning til grækerne var den persiske slagorden ikke fast sammentømret.
Medens perserne landede på Marathonsletten, der efter Herodot valgtes bl. a. fordi den var velegnet til rytteriet, men måske i lige så høj grad fordi landgang måtte foretages et passende stykke fra Athen, vedtog man i byen ikke at forlade sig på en belejring, men at gå fjenden i møde. Der blev sendt kurer til Sparta med anmodning om hjælp, og den athenske hær rykkede i ilm arch mod landgangsstedet. Temmelig enstemmigt fastsætter de fleste forskere den athenske hær til 10.000 (9,000 (4)) mand, hvortil senere kom 1,000 mand fra Platææ. En undtagelse herfra er Delbriich, der hævder, at athenerne i det højeste kan have haft 8,000 hopliter, sandsynligvis kun 5,000, og at Platææ umuligt kan have stillet 1,000 mand. (5) Da nu D elbriich udelukkende tæller de tungtbevæhnede hopliter, må der til hans tal lægges en del lethevæbnede, og iøvrigt v il det principielle ikke ændres, hvadenten der deltog 8 eller 10.000 grækere ved Marathon.
Athens hærordning må naturligvis være en vigtig faktor ved en undersøgelse af denne art. Hver athensk borger var værnepligtig fra det 20. til det 60. år. I modsætning til forholdet i Sparta, livor borgerne dannede en militæ r kaste, var den athenske borger i fredstid ikke undergivet militæ re love eller m ilitær tvang, hedder det. Man måtte da umiddelbart få det indtryk, at der var tale om en borgermilits med højst uensartet uddannelse. Begivenhederne viser im idlertid, at dette kun kan være sandhed med modifikation. For det første var der kun få i manddomsalderen, der ikke havde gjort tjeneste i felten, grundet på de hyppige grænsestridigheder mellem stæderne, og for det andet forudsætter anvendelse af falanksen en gennemgribende indøvelse. Som alle andre værnepligtshære fra den tid, der er tale om, var den athenske udgået af stamme (klans) organisationen. Oprindelig var der fire stammer - fyler — men ved lovgivningsindgreb 510 f. K r. blev fylernes antal sat til ti. Samtidig må man formode en vis m odifikation i det slægtsbetonede forhold, der var stammens forudsætning, men det var stadig slægt og lokalitet, der var bestemmende. Hver fyle bestod af et antal demer, og ordningen var såvel civ il som militæ r, idet demernes og fylernes mandskab dannede militæ re enheder. Det er vigtigt at fastholde dette forhold. Det var ikke blot idealerne, der dannede sammenholdet, men mandskabet kendte hverandre intimt. Broder stod sammen med broder, svoger med svoger, ven med ven, nabo med nabo. Demer og fyler bestemtes af slægt og lokalitet, og det interne sammenhold, som derved var skabt, kunne uden misbrug af ordet kaldes korpsånd. Hovedparten var sværtbevæbnede bopliter, væbnede med hjelm , brystpanser, benskinner, skjold og sværd, men hovedvåbnet var det lange stødspyd eller lanse (sarissen). Taktikken (x) var baseret på falanksen, en tætsluttet, rektangulær hob. Fylerne opstilledes ved siden af hinanden i »sluttet feltkolonne«, d.v.s. med demerne side om side i 8-16 geledders dybde. Med en sluttet front - 1 m. pr. md. - ville en »enkelt falanks« med mandskab fra fire fyler have en frontbredde på ca. 250 m. (6) Falanksen var i sit væsen angrebsformation, thi den virkede ikke kun ved våbnene, men ved sin kompakte masse og korporlige tryk. Kun de forreste geledder kunne komme til at bruge deres våben, og de bagvedværende virkede derfor på flere måder. Dels var det afløsning for de faldne, dels var det moralsk rygstød, og endelig virkede de ved det rent fysiske tryk. I henhold hertil skete frem rykning i langsomste parademarch, thi sammenhold og retning måtte ikke brydes. Det er naturligvis ikke til at forudse, hvad en ikke-fagmand vil sige og mene om et fagligt spørgsmål, han ikke har kendskab til, men enhver, der har haft med soldater at gøre - og ikke mindst de som har oplevet »gammeldags« evolering i kompagni og bataillon - ved, at for at en styrke med frontbredde på 250 m. - eller med flere »enkelte falankser« op til over 1 km. - skal kunne føres frem, uden at sammenholdet går tabt og med delvis »retning til højre«, kræves ikke blot øvelse, der kræves gennemgribende eksercits. Alm indeligvis angreb falanksen kun i lige linie fremad, men ved Marathon lod man, som man v il se, fløjfalankserne svinge ind mod fjendens centrum. Endnu er der officerer, der husker, hvad der skete - eller skulle ske - på kommandoen: »Kolonne højre (venstre) - sving,« og ved hvor vanskelig denne evolering var blot med et kompagni i sluttet feltkolonne, d.v.s. med en front på ca. 25 m.
At lade en falanks på fire fy ler og med en frontbredde på omkring 250 m. foretage en sådan svingning forudsætter »kadavereksercits« i renkultur. Hæren førtes af officerer, der kaldtes strateger. Hver strateg repræsenterede en fyle og førte fylens mandskab. Der var altså ti strateger, der alle havde sæde i krigsrådet, hvor endvidere en elvte deltog, nemlig polemarchen, hvilken betegnelse nærmest må oversættes ved krigsminister. (7) Efter reglerne skulle strategerne skiftes til at føre overkommandoen en dag ad gangen, og man har endda ment, at dette var et udslag af ægte »demokratisk« ånd. M ilitæ rt set var det galskab, og det havde intet med demokrati at gøre, hverken teoretisk eller praktisk, snarere det modsatte. Det var en reminiscens fra de rene stammehære, der var slæbt med, og som var tænkt som en sikkerhed mod jalousi stammehøvdingene imellem. Derimod må man mene, al det var udtryk for virkeligt demokrati, når strategerne før slaget ved Marathon satte sig ud over bestemmelserne og lod en enkelt føre kommandoen hele tiden. Den strateg, der fik overdraget overkommandoen, hed Miltiades. Han tilhørte en betydende fam ilie i Athen, af hvilken et medlem havde skaffet sig et fyrstendømme i Trakicn, så slægten både var trakiske fyrster og athenske borgere. Miltiades havde en tid regeret i dette fyrstendømme, og var der blevet tvunget til at underkaste sig persisk overhøjhed. 1 stillingen som persisk vasal havde han erhvervet ez indgående kendskab til persisk organisation og taktik, som nu kom ham til gode. Da perserne helt havde undertvunget de græske kolonier i Lilleasien, måtte Miltiades flygte til Athen, hvor han indtrådte i sine rettigheder som borger og blev valgt til strateg.
Medens perserne slog le jr på selve Marathonsletten, slog athenerne le jr i bjergene bag byen Maratlion, der lå ca. 6 km fra kysten. Sletten var halvmåneformet og et par kilometer bred på det bredeste sted. Herfra gik en dalsænkning mod vest ind forbi byen. Denne dalsænkning var på det sted, hvor hærene mødtes, ca. 1200 m bred. Såvel sletten som dalsænkningcn var omgivet af skovbevoksede bjerge. Fra Marathon førte en for infanteri passabel fodsti gennem bjergene til Athen, medens den egentlige vej - og den eneste fra sletten - førte gennem dalsænkningen og syd ud af sletten.
Herodot beretter, at athenerne forud for kampen, som skik var, holdt et krigsråd. T il stede var de ti strateger og polemarclien Kallim aclios. De fem strateger holdt på, at kamp burde udsættes, og som støtte for dette standpunkt talte, at man i løbet af 6 dage kunne vente en spartansk hjælpestyrke, idet Spartanerne havde tilsagt deres støtte, men deres religion forbød dem at rykke ud før fuldmåne, og der var som sagt 6 dage til. De øvrige strateger fulgte Miltiades’ opfattelse, der gik ud på, at man snarest måtte søge en afgørelse, og begrundelsen derfor kommer til udtryk i det, han sagde til Kallim aclios, hvis stemme nu skulle være afgørende: »Hvis vi ikke kæmper straks, frygter jeg for, at der v il opstå alvorlig uenighed, og at athenerne v il blive omstemt, så de slutter sig til mederne.« (8) Miltiades’ frygt var næppe grebet ud af luften. I Eretria på Eubøa havde et fredsparti fremtvunget kapitulation efter seks dages heldige kampe. Også i Athen arbejdede et parti for overgivelse. Den lovpriste enighed og offervilje for den hellige sag syntes så som så. Kallim aclios stemte for, kamp blev besluttet, og strategerne afgav friv illig deres ret til Miltiades. I tre dage stod hærene overfor hinanden, og det kan måske undre, at perserne ikke angreb før, eller afmarclierede mod Athen. Det sidste kunne næppe lade sig gøre med grækerne i flanken, og også de ventede kapitulation. Hippias, der befandt sig i hovedkvarteret, havde gode forbindelser i byen, og der var liv lig aktivitet. Den 29. september stødte hærene sammen. Miltiades var i sin opmarcli gået bort fra den normale opstilling, en falanks med samme dybde overalt, idet lian anbragte en »enkelt falanks« på fire fyler på hver flø j med normal dybde, medens de to centrumsfyler kun havde få geledders dybde. En udregning v il vise, at dette passer med terrainet. En fyle med 3 geledders dybde ville liave en front af omtrent 330 m. To fyler altså 660 m. Fløjfalankserne å 4 fyler havde hver en front på ca. 250 m, hvilket ialt giver 1160 m, svarende til dalsænkningens bredde. Det turde være givet, at Miltiades for det første ville støtte sine flø je til bjergene, så det persiske rytteri ikke kunne omfatte ham, men det må også være uomtvisteligt, at hans opstilling var et resultat af hans kendskab til persisk taktik. Polem arclien Kallim achos førte, som regelen var, højre flø j. En af centrumsfylerne blev ført af Themistokles, Miltiades’ argeste modstander. (9)
Det beskedne antal letbevæbnede, der har været til stede, har opereret fra bjergskråningen. På persisk side opmarcheredes - som Militades vidste man ville - på modsat måde. Tyngden var i centrum, hvor elitetropperne blev placeret, medens vasaltroppeme stod på fløjene. Overfor falanksens tyngde ville disse tropper - når man nåede gennem pileregnen til nærkamp - have meget ringe modstandskraft. Rytteriet ses ikke anvendt, men liar været holdt bag slagordenen, da der ikke var mulighed for omfatning. (10) Afstanden mellem de to liære angiver Herodot til 8 stadier = 1500 m. ( 11) Miltiades brød forsåvidt med reglementet, som han angreb i løb - stormmarcb oversættes det ved nogle steder. Sandsynligheden taler dog for, at dette kun har været anvendt på de sidste 150 m for hurtigt at komme gennem pileregnen. I modsat fald ville falanksen være brudt. Ved sammenstødet sprængte det persiske centrum det svage græske, og de græske centrumsfyler blev kastet tilbage ind i dalsænkningen, hvor de på egnet sted igen gjorde front. Derimod blev de letbevæbnede persiske vasaltropper på fløjene hurtigt kastede af de massive athenske fløje, og de styrtede i panik mod kysten. Nu er det en ubestridelig kendsgerning, at når en slagen fjende flygter, er mandskabets spontane reaktion at følge ham i hælene og hugge ned for fode. U tallige eksempler fra krigsbistorien viser, at dette altid v il ske, hvor der er tale om udisciplinerede tropper, og mange slag er tabt netop af denne grund - således slaget ved Hastings 1066. Det skete ikke her. E fter Miltiades’ plan og ordre lod fløjfalankserne fjenden løbe, svingede til venstre og højre og angreb fjendens centrum i flanke og ryg. Overfor dette måtte den persiske elite opgive sit angreb og gå tilbage. Athenerne forfulgte til kysten, men erobrede kun syv skibe. Det lykkedes perserne at sejle bort med resten. Herodot nævner ikke det persiske rytteri i slaget, og det er naturligt, da det - opmarcheret bag slagordenen - ikke har kunnet gribe ind på grund af flygtningestrømmen. Hvis man forudsætter den af Herodot omtalte svingning udført med hele den »enkelte falanks«, er det noget af et kunststykke, men selv om man forudsatte, at der er svinget med hver fyle for sig, har det krævet maksimum af evoleringskurjst, og det er et spørgsmål, om det har været
BILLEDE HER
stort lettere. »Bagom opmarch« liar altid været for viderekomne. A t athenerne skulle have brudt falanksen og i forvirret hob styrtet mod fjendens centrum, må anses for udelukket. Bevæbningen - sarissen i modsætning til det korte spyd - var i sit væsen afhængig af falanksen - og omvendt. I denne forbindelse mener Delbriich, at når der kun blev taget syv skibe, var det netop fordi Militades reorganiserede, før han indledte forfølgning. Tabene var ifølge Herodot på athensk side 192 og på persisk 6.400. H e rtil må nok føjes et skønnet athensk tab på 5-600 sårede, idet det er rim eligt, at pileregnen har såret flere af de pansrede athenere, end den dræbte.
Denne frem stilling af kampen, som i sin helhed stammer fra Herodot, bestrides af D elbriich på flere punkter. Han hævder således, at det er sandsynligt, at Miltiades ikke direkte har angrebet, men mere sandsynligt har indtaget en flankestilling i forhold til marchvejen til Athen, således at perserne var tvunget til at angribe ham. (jvf. Harald Godwinsons stilling ved Hastings, der tvang Wilhelm Erobreren til at være den angribende.) For dette synspunkt taler, at sammenstødet fandt sted netop på det for athenerne gunstigste sted. Beretningen om, at athenerne angreb i løb, fortolker Delbruch således, at Miltiades koldblodigt ventede i stillingen, in d til perserne var netop på pileskuds afstand, og så lod hornene blæse til storm for hurtig at komme gennem pileregnen og for at få den nødvendige stødkraft i falanksen. Også det lyder rim eligt. (12)
Denne fortolkning ændrer im idlertid intet i det principielle. Athenerne kæmpede for deres frihed, det er grundlaget, og troppernes vilje til kamp er forudsætningen, men det var ikke og kunne ikke være det alene, der gav sejren. Tydeligt træder flere afgørende ting frem, ting der altid v il være nødvendige krav til en brugbar hær. For det første var athenerne, som allerede nævnt, ikke en sammenløben horde, der kun blev holdt sammen af idealer. Det var samarbejdede enheder, hvor tropperne kendte hinanden intim t og var bundet sammen med slægts- og kammeratskahsbånd. Uanset betegnelsen borgermilits, som bruges om den athenske bær, må der have fundet en grundig uddannelse sled i samvirke af de større enheder, hæren må være indekserceret. Det er simpelthen forudsætningen for, at falanksen kan anvendes. Hæren var veldisciplineret. Måske denne påstand v il vække mest forbavselse - og visse steder måske forargelse - men det er simpelthen bevist af begivenhederne. Kun en gennemdisciplineret hær kunne bringes til at afbryde forfølgelse af en sirgen fjende og angribe i ny retning. Føringens overlegenhed viser sig såvel i planlægning - form ering af tyngde på fløjene - som i gennemførelsen. K ort og godt: Det er de gammelkendte grundelementer, der var til stede og gav resultat: disciplin, samarbejde i større led og føring, og som grundlag for det hele: Korpsånd.
Schweitzernes frihedskrig mod Østrig.
Slaget ved Morgarten 15. november 1315. Når man v il vurdere de militæ re begivenheder, der fandt sted i det 14. århundrede, da grunden blev lagt til den frie schweitziske stat, er det ikke nok at se på selve kamphandlingerne.
Disse giver ganske vist i sig selv mange interessante enkeltheder, de skabte på sin vis tidehverv i krigskunsten, og de kan fremvise principper, der er almengyldige, men baggrunden for resultaterne var her som altid de to faktorer, troppernes og føringens kvalitet og karakter. Ile r nytter det ikke, at man med en bred håndbevægelse fremhæver schweitzernes mod og frihedsidealer - og de besad så sandelig begge dele - men man må vurdere de geografiske og erhvervsmæssige ejendommeligheder, der prægede såvel samfundsordningen som folkekarakteren, og som ene gjorde resultaterne mulige. Den historiske baggrund for begivenhederne er i korthed følgende: Siden 1032 havde de schweitziske kantoner nominelt hørt til det tyske kejserrige, og så længe kejseren ikke blandede sig i landets forhold, var schweitzerne hans trofaste tilhængere. Således fulgte de Rudolf I på krigstog mod paven i 1283, og deres tjenester blev belønnet med adskillige frihedsbreve og -rettigheder. Under disse forhold var der opstået adskillige verdslige herskaber, bispedømmer og abbedier, frie byer og selvstyrende kommuner, der hver for sig hævdede og gennemførte den størst mulige frihed og selvstændighed. Med det Habsburgske Hus på tronen kom en ny situation til at ligge for. Ilabsburgerne havde arvelige rettigheder i de nordvestlige kantoner, og 1273 erhvervedes de østrigske arvelande. Interessen samlede sig da naturligt om det mellemliggende terrain, skovkantonerne om Vierwaldstattersøen. Tropper blev sendt dertil og fogeder indsat. De sidste var ilde lidt. E fter overleveringen plagede og undertrykte de befolkningen på det groveste. (Jvf. Gessier i »Wilhelm Tell«) Det medførte naturligvis modstand. I 1291 sluttedes det bekendte edsforbund mellem skovkantonerne Schwytz, U ri og Unterwalden, et forbund der var rettet mere mod fogederne end mod Østrig. Edsforbundet har en paragraf, der klart viser den ånd, hvori det er sluttet, idet det nemlig fastslås, at hvis en af de nævnte kantoner blev udsat for vold eller uret, skulle befolkningen i de to andre ile den til hjælp, hvordan end udfaldet måtte blive. (13) Hvis man v il vurdere denne klausul efter fortjeneste, kan man stille sig selv det spørgsmål, om tilhængere af en skandinavisk neutralitetsalliance ville være villige til at underskrive noget tilsvarende. De kampe, der fulgte i første omgang, var kun episoder, men i 1308 smed schweitzerne de østrigske tropper ud og slog fogedeme ihjel. Det blev Habsburgerne naturligt nok vrede over, og da der samtidig var tronstrid mellem Ludwig af Bayern og Frederik af Habsburg, opfattede man — med mere eller mindre ret — schweitzerne som allierede med Ludwig. I året 1315 skulle »oprørerne« for alvor knækkes. De tre kantoner, der er tale om, ligger alle omkring Vierwaldståttersøen, og det er vigtigt at holde sig for øje, at der er tale om et af de mest udprægede bjerglande i verden. Det er nødvendigt at erindre, at kommunikationslinierne var få og vanskelige. Disse forhold spillede selvsagt en rolle ved kamphandlingernes planlægning og gennemførelse, men de spillede en ikke mindre afgørende rolle i befolkningens daglige liv , og de prægede samfund og folkekarakter. Forholdene bevirkede og måtte bevirke, at sammenholdet inden for den mindre enhed, bygden, blev langt mere udpræget end i mildere egne. A fhængigheden af nabo, slægt og venner var ganske naturligt overordentlig fremtrædende og gik udmærket i spand med den enkeltes stærke selvfølelse. Det var et hårdført og hærdet folk af bønder og hyrder, trænede i at færdes i bjergene og habile jægere mange af dem. Kampen mod fogedeme havde sammensvejset de lokale grupper yderligere. En befolkning af denne type måtte danne et fortrinligt soldatermateriale, og »militære enheder« dannedes naturligt af de isolerede kommuners eller byers mandskab. Enhver i enheden kendte kammeraterne intim t, levede til hverdag sammen med dem, han skulle kæmpe sammen med og stole på. V ille man bruge ordet »korpsånd« i denne forbindelse, ville det ikke være forkert. Attinghausens folk stod sammen i enhed og følte sig som attinghausere, folkene i Brunnen stod sammen og følte sig som folkene i Brunnen o.s.v. Helheden var opbygget af mindre, fasttømrede enheder, ganske som en moderne bataillon er opbygget af sammensvejsede delinger og kompagnier. Det var ikke en flok, der kun mødtes i begejstring for det fælles mål.
Den østrigske hær under kommando af hertug Leopold af Østrig blev sammendraget i Zug. (Jvf. skitse) Styrken ansættes til 15.000 mand, hvoraf 2.600 sammen med 1.300 lutzemere, der var på Østrigs side, og tropper fra andre habsburgskbesatte områder skulle angribe Unterwaldens grænse fra Lutzem . Hovedmassen - 12.400 mand, hvoraf 4.000 pansrede riddere, 8.000 mand
BILLEDE HER
infanteri og 400 »kronede hjelme« (højadel) - under hertug Leopolds egen kommando gik mod Schwytz. (14) (Delbriich har som vanligt et lavere tal end andre historikere. Han sætter den østrigske styrke til ca. 3.000 mand, men hertil er at sige, at hvis man kun beregner ridderhæren efter »hjelme«, d.v.s. en ridder med sine fodmarcherende knægte, kommer man, om ikke til samme tal, så til samme størrelsesorden.) Fra Zug kunne hovedkolonnen enten gå langs Zugersøen mod A rth eller langs Ægerisøens østbred mod Morgarten. Hertugen valgte det sidste. Ved melding om fjendtlighederne opbød schweitzerne straks hæren. Denne talte ialt kun 2.000 mand: 600 schwytzere, 400 urnere og 1.000 unterwaldnere. A f de sidste anvendtes 700 til dækning af Unterwaldens vestgrænse. Ved Morgarten kunne altså ialt samles 1.300 mand. Rytteri fandtes ikke. Hovedvåbnet var piken - det lange spyd - men endnu var en overvejende del bevæbnet med hellebarder og morgenstjerner.
Her må indskydes den bemærkning, at der var ind ført en forbedring af den ortodokse hellebard, således at den blev forsynet med et krum t blad eller krog over øksen. Denne var beregnet til i allerbogstaveligste forstand at tage ridderen i kraven med og trække liam af hesten. Ridderens panser var nu så tungt, at en afsiddet ridder var meget lid t bevægelig og en falden var hjælpeløs. Foruden denne bevæbning - de »sværtbevæbnede« — synes en del yngre mandskab at have været udrustet med sværd og armbrøst. Den sædvanlige opstilling var i tre hobe, vorliut, gewalthaufen og nachhut, der ved lineær opstilling dannede henholdsvis liø jre flø j, centrum og venstre flø j. Hvert kontingent havde - naturligvis - sin egen fører. Tropperne fra Schwytz og U ri førtes af de respektive landshøvdinge, detachementet fra Unterwalden af en vis Peter Imdorf. Føringen af den samlede styrke i felten tilfald t Schwytz’ landshøvding, Werner Stauffaclier, det var jo deres land, der først skulle forsvares, og Schwytz stillede den største styrke, incn forsvarsplanen blev lagt af en mand, der på grund af alder ikke selv kunne rykke ud. Det var Rudolf Reding von Biberegg, en mand på over 70, men som ved sin store erfaring såvel i fred som i krig havde sine landsmænds hengivenhed og tillid . Ham var det, der påviste, at fjenden ikke - som man var tilbø jelig til at formode - ville vælge vejen langs Zugersøen, der vel var kortere, men som i hele sin strækning udgjorde et farligt pas, men derimod gå langs Ægerisøen, der var længere, men hvor passet var kortere. Man tør måske også formode, at en del efterretningstråde med nøje oplysning om fjenden samledes hos ham. Han påviste ligeledes, hvorledes en stilling ved Haslern måtte kombineres med et flankeangreb fra skråningerne ved Morgarten. (15) Slaget blev således ikke udkæmpet tilfæ ldigt, men efter en plan udkastet af en fører, der ikke blot havde et grundigt kendskab til terrainet og til sine landsmænd, men som også havde stor krigserfaring, og den blev i felten ledet af en habil fører, der kendte sine tropper.
Den 13. november 1315 marcherede den østrigske bær fra Zug. I Oberægeri sendtes næste dag hovedmassen af infanteriet ad en østligere vej for at omgå passet ved Morgarten, medens hertugen med rytteriet og en min
BILLEDE HER
dre del af infanteriet fulgte vejen langs Ægerisøcn med rytteriet forrest. (Panser forud!) Han nåede Morgarten den 15. Ifølge planen havde Stauffacher besat en stilling ved Haslern med sit vorhut, medens gewalthaufen besatte fjeldskråningerne over passet. Her blev sten og træstammer gjort klar til at styrte ned mod den fremrykkende fjende. Når det er påstået - f. eks. Frobenius s. 470 - at bjergskråningen kun var besat af 50 fredløse, der ikke måtte kæmpe sammen med de schweitziske borgere, da syntes dette i modstrid med såvel hændelsesforløbet som det faktum, at planen om flankeangreb var udkastet i forvejen af Rudolf Reding. (16) Bruun har ganske sikkert ret i, at gewalthaufen har været placeret på skråningen. De 50 fredløse liar muligvis taget opstilling længere mod nord, d.v.s. længere mod fjendens kø. Østrigerne kom frem i marchkolonne, blev standset af stillingen ved Haslern og angreb den, idet de forreste sad af og angreb til fods. Det tog tid, og angrebet mislykkedes. Im idlertid trængte de bageste på og red frem til højre og venstre for marchkolonnen, og det hele blev en sammenpakket masse af heste og mænd i det smalle pas. Det var, hvad Stauffaclier ventede på. På signal blev træstammer og stenblokke rullet ned, nogle heste blev slået omkuld, og resten blev uregerlige. I dette virvar gik schweitzerne til angreb såvel forfra som fra flanken. De riddere, der endnu var til hest, kunne ikke røre sig, og de, hvis heste var faldne, var lige så hjælpeløse. Nogle søgte at redde sig i søen og druknede, de bageste fik vendt hestene og flygtede i panik, idet de rev infanteriet med sig. Sejren var fuldstændig. Schweitzerne erobrede 10 faner, og østrigerne havde et tab på 3.000 mand - størstedelen af ridderhæren. Da hertug Leopold, der med nød og næppe undslap, nåede tilbage, lignede han en dødning af sorg og græmmelse, fortæller en munk — Johann v. Wintherthur - der som dreng overværede hertugens tilbagekomst. (17) Schweitzernes tab var ringe, idet de kun mistede 15 mand, deriblandt 3 førere. På selve kamppladsen er senere rejst et monument med indskriften: »Hier stand die Vorhut am Morgarten 15. November 1315.« (18) Så snart ridderhæren var slået, vendte schweitzerne sig mod infanterikolonnen, der, kommende ad den østligere vej, ville have frembudt en alvorlig flanketrussel, om der_ var nået frem i tide. Også denne blev slået og kastet tilbage i uorden.
Betragter man slaget ved Morgarten nøjere, ses det tydeligt, at selv om schweitzerne kæmpede for deres frihed, og selv om alle var grebet af den hellige ild , så var dette kun baggrunden. Det alene havde ikke kunnet skaffe sejren. Sejren blev vundet, fordi de nævnte forhold blev udnyttet, og de kunne udnyttes derved, at tropperne var hærdede, hårdføre og modige, men først og fremmest fordi der var intim forbindelse mellem folkene i underenhederne: slægts- og naboskab. Uden dette ville det have været en forvirret hol), styrtende rundt uden plan, og uden at førerne havde mulighed for at lede dem. Derudover var sejren baseret på efterretninger om fjenden og på en plan, der gjorde det muligt at udnytte såvel terrainet som troppernes egenart imod en både i tal og udrustning overlegen fjende. H e rtil kom en målbevidst føring på kamppladsen.
Schweitzernes senere kampe er næppe relevante i den forbindelse, vi her har med at gøre. I slaget ved Laupen 21. juni 1339, hvor en scliweitzisk hær på 6.000 mand slog en østrigsk ridderhær på 4.000, tilsløres allerede idealismen noget derved, at hjælpehæren fra skovkantoneme, der kom hernerne til undsætning, var sendt mod betaling. Slaget ved Sempach 9. ju li 1353 er igen i en klasse for sig. Her er det den »nye tid«s teknik og taktik, der gør udslaget. Det var schweitzernes kompakte hobe bevæbnet med piker, der besejrede en afsiddet ridderhær, der endnu var besjælet af riddertidens enkeltkamps-mentalitet. Den schweitziske pikehevæbnede hob minder i sin karakter og anvendelse ikke lidet om den sarissestrittende græske falanks. Det taktiske moment bestod som ved Morgarten i en fastholden i fronten med vorhut med en påfølgende flankerende indsættelse af gewalthaufen. Den afsiddede ridderhær - piken havde gjort attake til hest uanvendelig - lod sig lokke til angreb på vorhut i den tro, at det var hele den schweitziske hær. Da fjenden var engageret, blev flankeangrebet sat an. Den smukke, men desværre ganske uhistoriske, beretning om Arnold W inkelried, der samlede en favnfuld fjendtlige lanser og rettede dem mod sit eget bryst for at skaffe sine landsmænd en vej gennem lanseskoven, er knyttet til dette slag. Im idlertid var der ingen W inkelried med der. Arnold W inkelried var en senere lejetropsfører, der faldt ved Bicocca 1522. Dernæst er der det kedelige faktum, som bl. a. D elbriich har henledt opmærksomheden på, at det var schweitzeme og ikke østrigerne, der optrådte i masse med lanser (piker). Ridderens lanse hørte til kampen til hest. (19) Ihvorvel schweitzerne i disse kampe var lige så frihedsbegejstrede, træder den militæ re uddannelse og føring her så tydeligt frem, at misforståelser næppe kan tænkes.
Ditmarskerkrigen - Slaget ved Hemmingstedt 17. februar 1500.
Ditmarskernes kamp mod den dansk-holstenske invasionshær, som de tilføjede et knusende nederlag i året 1500, hører til de yndede eksempler på et lille , frihedselskende folk, der i sammenløben flok udelukkende ved mod og idealisme med held tager kampen op mod en overmægtig m ilitæ rmaskine. Som sædvanlig går man ud fra resultatet og skønner deraf årsagen, og som sædvanlig tager man fejl. Som tilfæ ldet er, når talen er om schwcitzernes kampe, beror en objektiv bedømmelse i dette tilfæ lde lige så meget på kendskab til forhold og folk som selve kamphandlingen. Den gamle bondefrihed, som den fandtes såvel i Tyskland som i de skandinaviske lande i oldtiden, havde holdt sig længere i Ditmarsken end noget andet sted. Dækket af et nominelt underordningsforhold til ærkebispen i Bremen havde ditmarskerne opretholdt en slags statslig uafhængighed. Forholdet til Bremen var uhyre løst. Ditmarskerne betalte ikke skat, men hver ny ærkebisp fik ved sin tiltræden en »velkomstgave« på 500 mark - med den stiltiende forudsætning, at han derefter undlod at blande sig i landets indre forhold udover, at han indsatte 5 »advocati«, der skulle forestå lov og orden. V el at mærke altid i overensstemmelse med folkets egne valgte forstandere. (20) Valdem ar Sejrs herredømme over Ditmarsken fik en brat ende, da ditmarskerne svigtede ham i slaget ved Bornhøved 1227, kong Abels forsøg på at genoprette det endte med hans fald og nederlag 1252, og de holstenske grevers gentagne forsøg på at underlægge sig landet endte hver gang med forsmædelige nederlag. (1320 og 1404) Landets ejendommelighed og folkets karakter var de afgørende årsager til dette, thi fredelige var ditmarskerne langt fra. Foruden de regulære krige med Danmark og Holsten fejdede de mod Hamborg og mod nordfriserne. Uroligheder på grænserne var daglig kost, og når holstenerne forud for krigen 1500 klagede over, at ditmarskerne foretog røvertogter over grænserne, og at ingen kunne rejse sikkert gennem deres land, så var det temmelig sikkert fuldstændig korrekt. Kommunerne i Ditmarsken var ganske vist ikke, som tilfæ ldet var i Schweitz, isolerede ved ufremkommelige bjerge, men skønt forbindelsen ikke frembød større vanskeligheder, fandtes der lie r mere selvstændighed, selvstyre og sammenhold i de lokale enheder, end tilfæ ldet var andre steder. Der er næppe noget folk — skotterne måske undtaget — hvor klans- (slægts)ordningen havde holdt sig så længe og så stærkt. Slægten, klanen (Kluften) var en enhed med sammenhold og stærk afhængighed indadtil og kompromisløs uafhængighed udadtil. Slægten hæftede for det enkelte medlem, skaffede ham hans ret, hvis han led uret, betalte ham bøder, hvis han ikke selv kunne, og en fornærmelse mod et enkelt medlem var en fornærmelse mod slægten. T il gengæld skyldte det enkelte medlem naturligvis slægten loyal efterleven af slægtens love og traditioner, og en tvist kunne f. eks. ikke afsluttes uden slægtens godkendelse. Navn og våben gik i arv fra slægtled til slægtled, og stolthed over at høre til en bestemt slægt var mindst lige så udpræget som i den vesteuropæiske feudale højadel. I krig mod ydre fjender stod slægten som en enhed, og slægtsfejder, der kunne løbe gennem årtier og koste utallige menneskeliv, var en naturlig og dagligdags ting. Slægten W ollersien kunne således mønstre 500 væbnede mænd. (21) På sin vis udgjorde Ditmarsken en forbundsstat, hvor sogne og slægter dannede sluttede samfund inden for helheden, forpligtet overfor denne uden at afgive en tøddel af egen friheds- og selvstyreret. Landets øverste myndighed var »De otteogfyrres Råd«, der samledes i Heide, medens der i spidsen for hvert sogn stod en forstander (slutter) valgt i den betydeligste slægt. Rådets tal - 48 - fremkommer ved, at der oprindelig var 48 slægter eller klaner, og det var deres overhoveder, der dannede rådet. (sml. græske fyler, side 448-449). Ditmarskerne var hårdføre, stridbare og retsbevidste. Molbech karakteriserer dem således: »Hårdhed, stridbarhed, der ofte blev til grumhed, frihedslyst, kærlighed til fædrelandet og hengivenhed for fædrenes skikke var hovedtræk i folkekarakteren. Selv deres kvinder var grumme og blodgerrige som ulve og vilde dyr; de frygtede ikke for at følge mændene i krig.« (22) Med andre ord, når man ser bort fra begrebet frihedslyst, ser man her et folk så forskelligt fra et forkælet velfærdssamfund som vel muligt.
H vilke i forhold til nærværende undersøgelse relevante ting af betydning kan man så udlede af ovenstående? For det første lægger man mærke til, at slægts- og sogneordningen også dannede ditmarskernes organisation i krig. Ganske som tilfæ ldet er med de tidligere behandlede eksempler, grækerne og schweitzerne, var forholdet det, at da de militæ re enheder var de samme som de civiladministrative, haseret på slægt og lokalitet, var der tale om et samhørsforhold beroende på kendskab til hinanden, afhængighed af og samleven med kammeraterne i fred og bundet af slægts- og naboskabs bånd. Den uafhængighedstrang, der var gældende i slægt og sogn udadtil og som ikke forhindrede loyalitet mod helheden i betydende forhold, den stolthed hver enkelt følte over at tilhøre netop den slægt eller det sogn gav det intime samhørsforhold, som, hvor talen er om regulære militære enheder som kompagni, bataillon og regiment, kaldes korpsånd. Lige så lid t som i de andre behandlede tilfæ lde er der tale om en sammenløben hob, hvis eneste berøringspunkt var fælles idealer. Det var sluttede underenheder, der dannede helheden. Det er også af afgørende betydning, at disse underenheder, og ikke blot den enkelte mand, var våbenøvede og trænede i krig, dels ved indre kampe, dels ved stridigheder over grænserne. Førerne var sogneforstanderne og slægternes ældste, kendte og agtede mænd, hvis førerskab i det daglige liv var indarbejdet, anerkendt og respekteret. Derved når vi til det, når talen er om militæ re spørgsmål uundgåelige, begrebet disciplin. »Militær« disciplin kendtes ikke, men inden for den enkelte enhed gav det daglige afhængighedsforhold, de ældres autoritære stilling i slægten og det, der ovenfor er kaldt korpsånd, et anvendeligt surrogat derfor. H elt anderledes var det, når talen er om helheden. Idealerne var fælles, og samhørsfølelsen, d.v.s. følelsen af at være ditmarskere i modsætning til andre, fejlede intet, men hver enhed, hver slægt og sogn var vant til at regere sig selv, og som det vil ses under behandlingen af selve slaget, kunne det knibe med at underordne sig den fælles fører, hver enhed ville helst føre sin egen lille krig, thi vel var idealerne de samme, og føreren var godkendt, men når man nu selv er klogere, ikke sandt? En væsentlig årsag til at ditmarskerne så længe med held kunne modstå udenvælds fjender, var landets ejendommelighed. Marsken med de bløde enge og smalle veje frembød i mange retninger gode forsvarsmuligheder, men mulighederne er ikke nok. Mulighederne må udnyttes, de må anvendes taktisk. Når mulighederne udnyttes rigtigt - d.v.s. når føringen er i orden - giver det resultat. Det gjorde ditmarskerne. Bedømmes terrainet forkert, og udnyttes mulighederne dårligt - d.v.s. når føringen svigter - tabes spillet. Det gjorde danskerne.
I året 1474 havde Christian I fået kejserens godkendelse af dansk herreret til ditmarsken. Ditmarskerne, der benyttede deres nominelle tilhørsforhold til bremerstolen, søgte paven, der naturligvis stod på Bremens ret. (23) Hærgninger ind i Holsten og i nordfrisisk område tilspidsede situationen, og da kong Hans i 1499 kom på tronen, besluttede han og hans broder Frederik at bringe ditmarskerne til lydighed. Fra Rendsborg sendtes i slutninger af 1499 et fredstilbud til Ditmarsken. Kongen forlangte bl. a. ret til at anlægge tre skanser på Ditmarskens område. Kravet blev afvist, og et dansk-holstensk fejdebrev afsendt. Den hær, der af de forbundne fyrster samledes til invasion, opgøres af de fleste til ca. 30,000 mand. Som sædvanligt er det nok lid t vel meget, i alt fald må man formode, at tallet også inkluderer det ikke ringe tros. Fyrsterne havde hvervet den bekendte Sachsiske Garde under junker Schlentz. Denne styrke sættes ofte til 6,000 mand, men lønningslisterne viser, at den i den første måneds tjeneste kun var på 3,000. Sandsynligvis er den nået 4,000 på fuld styrke. (24) Foruden garden samledes over 2,000 adelsmænd og svende og 6,000 mand landfolk fra Jylland og Holsten. Felttoget åbnedes i begyndelsen af februar. Den tidsfrist, der var tilstået ditmarskerne, var ganske vist ikke helt udløbet, men flere grunde talte for at få en ende på det. Vinteren var særlig streng det år, og det ville være en fordel at udnytte den hårde frost, der gjorde det lettere at færdes i marsken. H e rtil kom, at Den sachsiske Garde var kommet før ventet, og det var ikke rart at have 3-4,000 lejetropper gående ubeskæftiget omkring. Ditmarskerne koncentrerede hovedparten af deres forsvar om Nordhamme, ad hvilken vej holstenerne plejede at komme. Fyrsterne lod im idlertid hæren rykke ind syd fra. Grænsen passeredes 11. februar. I Windbergen overraskedes et bryllupsgilde, så uventet kom
BILLEDE HER
angrebet fra denne retning. Hamren rykkede lige mod Meldorf, der kun var forsvaret af en lille styrke lejetropper, der omgående stak af, og af de borgere, der ikke var med hovedstyrken. Byen faldt efter få skud, men den korte modstand gav garden påskud til skændselsgerninger, der skal trodse enhver beskrivelse. Dette virkede, da det kom til ditmarskernes kundskab, som det kunne ventes, på to måder: De forsigtige, som der var en del af selv i dette folk, tabte den smule mod, de havde, medens de andre blev mere opbragte på fjenden og mere opsatte på kampen. I M eldorf rastede den dansk-liolstenske hær i tre dage, og dette skulle blive den dyrt. Ditmarskerne var så heldige at fange nogle spejdere, udsendt fra M eldorf. De fleste af dem blev straks slået ih jel, men det lykkedes føreren, W olf Isebrand, at redde den ene, så ban under trussel om tortur kunne tappe ham for oplysninger. Det blev oplyst, at det var fyrsternes hensigt at marchere direkte fra M eldorf mod Heidc. H elt troede ditmarskerne dog ikke på dette, og hovedparten af deres styrker blev i andre stillinger, men et detachement på tre »kompagnier« - kontingenterne fra Oldcnworden, Heide og Neuenkirclien - under kommando af W olf Isebrand besatte et sted midtvejs mellem Hemmingstedt og M eldorf, kaldet Dusend Diiwels Wårf. (M olbecli hævder, at stedet havde dette navn også før skansens anlæg (25)) Medens ditmarskerne således blev orienterede om fyrsternes sidste planer, var disse kun kendte med ditmarskernes oprindelige stilling ved Nordliamme, der var røbet af en forræder, Karsten Holm . De ventede altså ingen modstand ved en frem rykning mod Heide ad den valgte vej. Både M eldorf og Hemmingstedt ligger i »højlandet«, vejen mellem de to steder var på den tid kun en snæver sumpvej med marsk og grøfter på begge sider, men ved Dusend Diiwels W årf var en hævning i terrainet, delsvis med sten, med dybe grave og lid t kratskov. Her anlagde W olf Isebrand en skanse bestykket med 12 kanoner, der rettedes mod den smalle vej, og vejoverførselen over gravene blev afbrudt. Besætningen udgjorde 3^00 mand. Ventetiden i M eldorf skulle blive skæbnesvanger for den fyrstelige hær. I mellemtiden slog det om til tø, og en strid nordvestlig vind satte ind med slud og sne. Der var da også nok, der rådede til at opsætte frem rykningen, i det mindste til vejret blev sigtbart. En af dem var Hans Ahlcfcldt, der førte Dannebroge. Junker Sclilentz, der foragtede den fjende, lian havde over for sig, var im idlertid af den opfattelse, at enhver udsættelse var skadelig, og hans mening vandt overhånd. Mandag den 17. februar om morgenen begyndte fremrykningen. Forrest Den saclisiske Garde, derefter landfolket, og bag dette rytteriet. Trosset sluttede kolonnen. Naturligvis havde man ikke helt undladt at tage hensyn til det terrain, hvor man muligvis skulle kæmpe. Såvel garden som en del af landfolket
BILLEDE HER
medførte kurvefletninger og brædder til anvendelse ved overgang over grøfterne. Yderligere havde garden sat sine kanoner i forspidsen i den rigtige erkendelse, at de ellers aldrig ville nå frem til skud. Det blev en besværlig march, bnestormen gjorde, at man ikke kunne se ret langt, vinden piskede tropperne i ansigtet, og vejen var endnu mere bundløs, end den plejede, idet grøfterne om høsten var blevet renset op og mudderet kastet op på vejen. Dette, der ikke var nået at blive gennemtørret, var nu helt opblødt, og mandskabet gik i dynd til anklerne, og hestene havde besvær med at trække vogne og skyts.
På kort hold åbnede W olf Isebrand ilden med alle sine kanoner, og virkningen på det begrænsede mål var betydelig, selv om det nok kneb lid t med opslutningen i geledderne under de forhåndenværende forhold. Det lykkedes junker Schlentz’ kanoner at komme i stilling og besvare ilden, men naturligvis var virkningen mod skansen betydelig ringere end ditmarskernes mod de udækkede tropper. Så snart W olf Isebrand havde erkendt fjenden, havde han sendt ordonnanser til de andre besætninger med ordre om at komme til hjælp, ligesom folkene ved digerne havde ordre til at åbne sluserne ved første kanonskud. Junker Schlentz gjorde det eneste, der var at gøre. Han befalede angreb. En ordnet storm var naturligvis umulig, men det lykkedes dog garden at komme frem til, og ved hjælp af de medbragte brædder og risfletninger over, den første grav. De standsedes im idlertid foran den næste og led frygtelige tab i ditmarskernes virksomste ild. Angrebet blev afslået. Nu kom en forstærkning - kompagniet fra Tellingstedt - til, og her viste det sig, at skønt sammenholdet i underenheden var i orden, manglede der disciplin - efterleven af den kommanderendes vilje. Mod Isebrands ordre gik tellingstedterne til flankerende angreb gennem marsken, idet de forcerede gravene på de omvendte spyd. Garden afviste uden vanskelighed den lille flok, og Isebrand fortsatte klogeligt sin langt virkningsfuldere ild fra skansens kanoner. Nye forstærkninger kom til, og da disse ikke kunne rummes i skansen, men måtte stå udækket i fjendtlig kanonild, sendte Isebrand et kompagni uden om sin venstre flø j ildstøttet fra kanonerne til angreb på de fjendtlige kanoner, der blev fornaglede eller kastet i gravene, hvorefter styrken atter trak sig tilbage. Forskellen på dette og tellingstedternes angreb er let at se. Isebrands var organiseret, reguleret i tid og rum og sat an mod det afgørende punkt under ildstøtte. Tellingstedternes var et hovedløst foretagende uden plan og midt ind i en - på lige fod - overlegen fjende. Da vandet nåede ind, hjulpet af nordvestenstormen, så grave og marsk gik i et, var tiden inde for almindeligt angreb. Medens Isebrand med besætningen fra skansen angreb frontalt og snævert om vejen, sattes de tilkaldte reserver ind i flankerne over marsken, som de kunne passere takket være deres lokalkendskab. Garden var sammenpakket på vejen, flugt var vanskelig for ikke at sige umulig. Ditmarskerne afskar gruppe efter gruppe, sablede dem ned og gik videre til de næste. De bagvedværende kunne ikke komme de forreste til undsætning men måtte uvirksomme vente, til turen kom til dem. Nogle søgte at undslippe i marsken og druknede. Kun få undslap. E fter garden kom turen til landfolket, og rytteriet fik kun hovedparten bort, fordi en skare adelige ryttere som arrieregarde dækkede den besværlige retraite og opofrede sig. Blandt disse var Hans Alile feld t, og det gamle Dannebroge gik tabt. Vejen var fyld t med døde og forladte trosvogne, og samme eftermiddag - kampen havde varet i tre timer - besatte ditmarskerne Meldorf. Tabene opgives højst forskelligt. Nogle forfattere har tallet 4,000 andre 24,000. Dog synes de fleste at være enige om, at der kom færre tilbage af den fyrstelige hær, end der drog ud, og benset til kampens karakter er dette sandsynligt.
Afsluttende bemærkninger.
Hvis det er lykkedes mig at frem stille de foran behandlede krigshistoriske hændelser så klart, som emnet har ret til at kræve, skulle det deraf fremgå, at de anførte eksempler på ingen måde underbygger en påstand om, at et nøje kendskab folkene imellem og samarbejde mellem de enkelte folk, d.v.s. enhedsuddannelse, og samfølelse, kammeratskab og tilhørsforhold til afdelingen, d.v.s. korpsånd, kan erstattes af fælles ideologi, demokratisk forståelse og tilhørsforhold til en højere enhed, hvor personlig kontakt er umulig eller sjælden. Eksemplerne viser det modsatte. I denne retning, der er udgangspunktet og ledemotivet i denne afhandling, har alle de berørte eksempler fælles træk. I intet tilfæ lde er der tale om en stor upersonlig hob, holdt sammen af en fælles ide, og som af praktiske grunde skilles i mindre enheder, men det modsatte. Det er de mindre enheder, der er grundlaget. Det var demerne og fylerne, hvor mandskabet kendte hverandre, der samledes i en hær. Det var slægter, byer og sogne, der i Schweitz og Ditmarsken dannede de enheder, der samledes til en hær. Noget andet ville også have været mere end påfaldende, det ville have været abnormt. Det ofte forkætrede begreb korpsånd er nøje forbundet med et af de afgørende grundelementer, enhedsuddannelse. Naturligvis kan man efter behag definere begrebet på forskellig måde, men livis man slår fast, at korpsånd betyder samhørsforhold med kammeratskab inden for og tilhørsforhold til en afdeling med den naturligt deraf følgende stolthed over at tilhøre netop den afdeling, så er man vel kommet så nær til det egentlige som muligt. Når der fra nogle sider, specielt fra sådanne som intet kender dertil, tales om misundelse og usund konkurrence enheder eller våben imellem , er det ikke relevant. Disse ting er ikke korpsånd, men en misforståelse. Historien viser to ting. A t sammenarbejdet af en bær begynder fra neden, med de små enheder, der derefter samles i større, og at et ubrydelig t sammenhold og et aldrig svigtende samarbejde i de mindre enheder er betingelsen for at opbygge de større. I den mest prim itive hærordning, stammehæren, udgjordes enhederne af slægter, klaner. Baggrunden for disse enheders værdi var den samhørighed, der var baseret på blodets bånd og den dermed følgende tillid til kammeraterne. Denne samhørighed gav ganske naturligt og logisk stolthed over at tilhøre netop den slægt. Når forholdene blev mere komplicerede og geografiske forhold trådte i stedet for - eller sammen med - slægten, overtog byer, bygder, sogne klanens rolle som enhed. Det kan ikke være nogen forbavsende påstand, det er jo det system, vort hjemmeværn er bygget over. I en stående hær eller en værnepligtshær indtager militæ re enheder kompagnier, batailloner og regimenter, slægters eller lokaliteters rolle, og skal enheden være anvendelig må der skabes det samme eller et endnu stærkere tilhørsforhold, samfølelse og afhængighed af enheden end det, der gælder for slægt og sogn. Der må være korpsånd, simpelthen fordi en enhed ikke kan være samarbejdet, uden at denne v il gro frem. Så kan man give det, hvad navn man vil.
Udover dette ser man i de behandlede eksempler de gammelkendte grundelementer: enhedsuddannelse, disciplin, samvirke i større led og føring, og hvor en af disse mangler, viser hændelsesforløbet klart, at når der på trods af dette er nået et resultat, er det uforudsete og specielle forhold, der har bidraget dertil. Ved Marathon var athenerne i besiddelse af alle grundelementerne. Schweitzernes form for disciplin var af en særlig ydre form, men den viste sig på den afgørende måde, nemlig ved at førernes ordrer blev adlydt både før og under kampen. Ditmarskerne manglede samvirke i større led og disciplin overfor helheden, dette tiltrods for at de alle holdt på helhedens idealer. Når det, som tellingstedternes udisciplinerede angreb repræsenterede, ikke fik uheldige følger, skyldtes det vejrgudernes indgreb. I frostvejr ville resultatet have været katastrofalt.
Demokratisk forståelse, idealer og frihedsfølelse er et væ rdifuldt, måske uundværligt grundlag for et forsvar, men det erstatter intet og gør ingen af de ortodokse militæ re grundelementer overflødige.
E. Bassing.
Kilder:
- Bemech, K a rl Gustav v.,: Das Buch des Schlachten. Leipzig 1856.
- Bruun, Daniel: K rig gennem årtusinder, København 1909,
- Delbriich, Hans: Geschichte der Kriegskunst im Rahmen der politischen Geschichte. B e rlin 1900.
- Frobenius, L.: Weltgeschichte des Krieges. Hannover 1903.
- (Grimberg, Verdenshistorie). - J. v. H.: Vorlesungen über Kriegskunst. Stuttgart 1852.
- Herodots historie. D. overs. København 1904-06.
- Molbech, Christian: Ditmarskens historie. København 1813.
1. Delbriich I, p. 40
2. Herodot V I 95
3. J. v. H . I, p. 32
4. J. v. H . I, p. 32, jvf. Frobenius p. 324
5. D elbriich I, p. 35, jvf. p. 13
6. J. v. H. I, p. 33
7. Herodot V I 103
8. Herodot V I 109
9. Bemech, p. 23
10. J. v. H., p. 32
11. Herodot V I 112
12. D elbriich I, p. 44 ff.
13. Grim b. 6, p. 424
14. J. v. H . I, p. 270
15. J. v. H . I, p. 274
16. J. v. H . I, pr. 272
17. Bruun, middelalder, p. 82
18. Bruun, midd., p. 82
19. Bruun, midd., p. 83 ff.
20. O Molbech, p. 46 f.
21. Molbech, p. 15
22. Molbech, p. 16 f.
23. Molbech, p. 93
24. Molbech, p. 101, jvf. p. 250
25. Molbech, p. 114.
