Log ind

Grønland og Hæren - V. - slutning

#

(Slutning).

Østgrønland er noget ganske for sig. Her hersker Storisen.

I den lange Polnats frygtelige Vinterkulde skabes de umaadelige Ismasser, kaldet Storisen, der a f Polarstrømmen føres ned langs Grønlands Østkyst og rundt Kap Farvel et Stykke op ad Vestkysten. I vekslende Bredde, ofte helt op til flere Hundrede Kilometer, danner Storisen det meste a f Aaret et næsten uigennemtrængeligt Spærrebælte, en ubønhørlig og streng Vogter, der kun karrig t har sluppet nogen ind til de Skønheder, den a f Naturen er sat til at vogte. Ikke saa faa Skibe har maattet betale med Undergang under Forsøget paa at trænge igennem til Helligdommen,' og for Besætningerne og Expeditionerne ombord, der havde reddet sig over paa Isen, var denne bagefter en via dolorosa under deres Kamp fo r at naa frelst i Land. Det kan derfor ikke undre, at Kampen om Østgrønlands Udforskning har været særlig haard og har krævet særlig Indsats a f Mandsmod og Mandssnilde. Æventyrets Glorie straaler derfor med en egen Glans over de Mænd, der her har gjort deres Indsats, ja, det er egentligt et Æ ventyr i sig selv, at vi endnu imellem os har to a f Pionererne, nemlig Kommandør Gustav Holm og Viceadm iral Amdrup, der som unge Søløjtnanter var de første hvide Mænd, der tog store Dele a f Sydøstkysten i Besiddelse. Saa længe holdt Storisen igen. Og nu godt 30 Aar efter er Østkysten egentlig den, vi ved bedst Besked om, den Kyst, hvor moderne dansk Forskning har sat kra ftigst ind og — takket være hele den moderne Teknik — naaet de smukkeste Resultater. V i er jo ikke for ingenting i Flyvemaskinernes og Radioens Tid. Og hvordan er saa denne Tornerose-Kyst, som Isens Drage har vogtet igennem saa mange Aar?

Sagt i eet Ord: Prag tfuld ! Men hvordan ellers beskrive disse vældige Vidder, hvis Udstrækning fra Kap Farvel i Syd til Nordostrundingen i Nord er henved 3000 Kilom eter lang, og som praktisk talt rummer alt a f Fjæld- og Isform ationer med alle Naturens Overgange fra blide, blomstersmykkede Dalstrøg med klukkende Bække og summende Bier til hele Polaromraadets højeste, vildeste

Skærmbillede 2020-08-12 kl. 13.30.48.png

og ødeste Fjæ ldtinder paa Grænsen til den store, hvide, kolde Ørken. Det kan ikke beskrives. Østkysten skilles paa en na turlig Maade i to omtrent lige store Dele a f det vældige Scoresby-Sund, hvis Knibtang-Bid mod Øst ogsaa danner Skillelinien imellem de to store Vande: Grønlandshavet og Danmarksstrædet. Kystlandet er a f størst Bredde i Nordøstgrønland, hvor det fra Yderkyst til Indlandsis er ca. 300 Kilom eter bredt. Paa andre Strækninger, væsentligst paa Sydøstkysten, gaar Indlandsisen i en jævn Skraaning helt ned til Havet; atter andre Steder er den dæmmet op bag høje bratte Fjælde ved Kysten, og paa andre Steder igen, Angm agssalik-Distriktet f. Eks., ligger Indlandsisen spærret inde bag et imponerende, gennemskaaret og vild t Alpelandskab. Kun faa Steder er der en egentlig beskyttende Skæ rgaard; over langt de største Strækninger maa Sejladsen foregaa ude i det store Hav eller i Storisen. Færdselsproblemet er a f særegen A r t paa denne Kyst. I Nordøstgrønland er det Hundeslæden, man kan komme frem med det meste a f Aaret; her lægger Havisen til om Vinteren og slaar fast Bro over Vandene. Vanskeligere er det i Sydøstgrønland, hvor Havet er uroligere og derfor sjældent fryser til. I Fjordene og mere lokalt anvendes derfor Hundeslæden, men egentlig Slædekørsel langs Kysten kan man ikke foretage. Om Sommeren kan man færdes her fra midt i Ju li ind til U dgangen a f September Maaned i Motorbaad som i Konebaad, idet Storisen da kan være den gode Forbundsfælle, der takket være sin skærmende Egenskab ofte danner et fuldstændig rolig t „Landvand“ , f r i fo r Verdenshavets evigt rullende Dønninger, der ellers fo r lange Perioder vilde gøre al Landgang paa Skær og Yderkyst umulig. Dette „Landvand“ blev da ogsaa den naturlige Vej, ad hvilken man trængte frem langs Kysten. A t det ikke altid er nogen let Vej, kan vi godt selv tale med om, og dog var vore Trængsler paa den 7’ Thule Expedition fo r intet at regne mod dem, der i 1828— 31 mødte den unge danske Søløjtnant W. A. Graah, da han efter Frederik den 6tes kongelige Befaling foretog sin navnkundige og banebrydende Undersøgelses-Rejse til Østkysten a f Grønland og derved som den første hvide Mand trængte frem igennem Storisens Rige op langs den ukendte Kyst.

Lad dette være Indledningen til Beretningen om Ny-Opmaalingen a f Østgrønland, et Arbejde, hvori danske Befalingsmænd a f Hær og Flaade i broderlig Forening har søgt at løfte Arven efter J. P. Koch og Høeg-Hagen og efter Graah, Holm, Garde og Amdrup, der var de Mænd a f vore Værn, der fø r os — og som de første — har trukket den største Del a f Østkystens Konturer op. Lad os haabe, vi har løftet Arven vel efter dem. I det følgende skal fortælles lid t om de moderne Kortlægningsarbejder, der er blevet udført paa de 3 Expeditioner, begyndende nordfra:

1) Dr. Lauge Kochs Treaarsexpedition til Christian den X ’s Land 1931/34,

2) Kaptajn E jn a r Mikkelsens Expedition til Blosseville-Kysten og Kangerdlugssuaq i 1932 og

3) 'Dr. Knud Rasmussens 6’ og 7’ Thule-Expeditioner 1931/33 til hele Sydøstkysten.

Ved Starten a f disse Expeditioner fandt Begivenheder Sted a f mægtig Betydning fo r Grønland og fo r Danmark. Det var den tunge 'Strid med Norge. Denne Strid blev im idlertid et lykkeligt Incitament for dansk Virke netop paa Østgrønland, hvor der ved Udsendelse a f Stor-Expeditioner blev præsteret saa omfattende Arbejder og naaet saa store Resultater a f m angfoldig A rt, at det er uden Sidestykke i arktisk Forsknings lange Historie. Af Expeditionernes store Forskningsprogram skal her blot omtales Opmaalingen, og selv dette v il kun kunne gøres ganske kort, da vi staar overfor Rejseaar saa righoldige og indviklede, at det vil være vanskeligt blot at trække Hovedlinierne op. H er er Forsøget gjort.

Dr. Lauge Koch’s Treæa/rsexpedition til Chr. X ’s Land 1931/3A Opmaalingen omfattede et Omraade fra Nord fo r Scoresby-Sund og omtrent op til Danmarks Havn, ialt ca. 600 km Kyststræ kning med en Dybde op til 300 km fra Yderkyst til

Skærmbillede 2020-08-12 kl. 13.31.49.png

de inderste nunataq. Et vildt og øde og i mange Retninger overordentligt vanskeligt Landomraade at skaffe et K ort over. Det første lille Geodæthold, der rejste op sammen med Hovedexpeditionen i 1931, bestod af:

Premierløjtnant (Kaptajn) Thyge Johansen, Leder,

Afdelingsgeodæt, mag. scient. O. Simonsen samt

Officiant (Overoff.) SO Stenør.

Det var oprindelig Meningen at foretage en Kortlægning i Maalestoksforholdet 1:500 000, altsaa mere et Oversigtskort, men udfra helt moderne Metoder og med moderne Instrumenter. Holdet skulde om Sommeren rejse rundt i smaa Motorbaade, og det skulde overvintre fo r at kunne udnytte ogsaa Foraaret og Forsommeren , hvor Havisen bygger Bro langs Kysten, og hvor Hundeslæden da er det naturlige Transportmiddel. Her var da endelig rent arktiske Arbejdsvilkaar, her var det Pust a f virkelig Expedition, der altid følger a f sig selv i Sporet efter Slæde og Hunde. Der var nok at tage fa t paa, en vidtstrakt Arbejdsm ark laa foran dem. Det nye A a r — 1932 — bragte lykkeligvis en afgørende Æ ndring i den oprindelige Plan, en Æ ndring der paa en Gang betød større og bedre Kort, hurtigere Arbejde og en uhyre Lettelse fo r Topograferne i Marken. Det var Flyvemaskinen, der bragte Hjælpen. 1932 og 1933 blev de store Kortlægningens A a r i Grønland. Paa Nordøstkysten var det Oberstløjtnant L. Bruhn, der i Marken havde Overkommandoen, og som var den Mand, der satte Luftfotograferingen i System fo r os alle. To a f Marinens Lu ftfa rtø je r blev stillet til Treaarsexpeditionens Raadighed med fuld Tildeling a f Flyve-Personel. Luftfotograferingen derimod var lagt i Hænderne paa Hærens Flyverkorps, saaledes at hele 3 store Statsinstitutioner derved indgik i et udmærket Samarbejde paa en fælles, stor Opgave. Den moderne Lu ftfotografering til Kortlægningsbrug bestaar i, at man fra stor Højde — her ca. 4000 Meter — med sæ rligt store, fine Kameras tager en lang Række parvise Fotografier a f Terrainet. Saaledes som man fra stor Højde har et herligt Udsyn over Landskabet, saadan faa r man med disse Billedpar fæstnet dette Udsyn ned paa store Film sruller, og derved kan man med andre Ord tage hele Opmaalingsomraadet med hjem „paa Daase“ , fo r hjemme i Fred og Ro at kunne tage det frem til Behandling — til Kortlægning.

Skærmbillede 2020-08-12 kl. 13.32.42.png

Sagen er nemlig den, at man herhjemme — i Geodætisk Institut — har et stort kombineret Stereoskop- og Tegneapparat, et Vidunderinstrum ent fra Firm aet Zeiss i Jena. Indsætter man i dette Instruments Stereoskop et saadant Pladepar, vil man ved at betragte dette se eet Billede, der til Gengæld har den vidunderlige Egenskab, at det er plastisk. Fjældene staar „lyslevende“ frem foran En, ganske som sad man deroppe i Luften i Flyvemaskinen og saa det —- nej, langt klarere og tydeligere endnu. Og det er dette plastiske Billede, man udnytter. Med særlige Rat (et for hver Dimension), der er i Forbindelse baade med Stereoskopet og med Tegneapparatet, kan man flytte og dreje det plastiske Billede (Pladeparret) saaledes, at alle de a f Geodæterne indmaalte Terrainpunkter (Fjældspidser, Pynter, Sneklatter o. s. v.) falder nøje sammen med de samme Punkter indkonstrueret paa Tegneplanen. Det er et svært Indstillingsarbejde, men Fag folk kan altsaa gøre det, og naar alt er indpasset, kan man faa en lille „Ballon“ , der ogsaa ses i Billedfeltet, og som kan dirigeres hvorhen i Billedet man ønsker det ved Hjælp a f de 3 Rat, til at følge Terrainets Linie r og til at „kure“ langs Fjældene i de Højder, man nu ønsker det (100, 200, 300 Meter o. s. v.), og sam tidig tegner en Blyan tstift Terrainliniem e og Kurverne ned. Efterhaanden som Pladepar paa Pladepar indsættes, tilpasses og udtegnes, vokser Kortet frem Stump fo r Stump. Ja, det lyder fantastisk, men det er dog sandt.

Det, man skal have med hjem fra Marken, er altsaa dels Billedpar a f hele Opmaalingsomraadet, dels Punktsystemer nok til at fastholde hvert enkelt Billedpar. Fotograferingen sker fra Flyveruter i 4000 Meters Højde med Kameraaksen vinkelret paa Kursen og hældende ca. 20 0 mod Horizonten. Exponeringen fastsættes efter Lu ftfartø jets Fa rt og overholdes ved Hjælp a f Stopur. Der skal være ca. 2 km imellem Billederne i Parret og ca. 6 km imellem Parrene. Der er ca. 40 km imellem disse Ruter, der føres igennem, saa hele Landet bliver systematisk fotograferet fra Yderkyst og ind til den inderste nunataq i Indlandsisen. Desuden tages en Del Specialfotos (Halebilleder), saaledes at man faar alle Enkeltheder med. Geodæten har adskilligt mere Arbejde med at skaffe alle Fix^unkterne. Han kan ikke svæve hen over Terrainet, men maa pænt traske Fjæld op og Fjæ ld ned med Teodolit paa Nakken og med Gletscher jern og Ishakke ved Haanden, om saadant Udstyr er nødvendigt fo r at naa frem og op. Døgn efter Døgn er han i Funktion, Dag som N at staar han bag Instrumentet, indstiller Terrainpunktem e, læser .Tal a f og tegner Smaaskitser. D ertil kommer saa de astronomiske Stedbestemmelser ved Solen og med Radioen som Tidsbringer og de fotografiske Optagelser med den særlige Fototeodolit. E t stort Arbejde — et uhyre Slid. Om Sommeren kom Lu ftfartø jerne op til Nordøstkysten ombord paa Expeditionsskibene, eller de blev flø je t fra Island via Scoresby-Sund til Opmaalingsterrainet. Og hvilket Liv blev der da ikke langs de fø r saa øde Kyster. Flyvemaskinerne snurrede i Luften, Motorbaadene tøffede i Vandet, Geodæterne maalte fra Fjældtoppene, og Mekanikere og Fotograf-Teknikere havde travlt ombord i Moderskibene eller i Mørkekammerteltene. Om E fteraaret rejste Hovedparten a f Expeditionerne hjem igen, tilbage blev kun nogle faa Geodæter paa Overvintringsstationerne ved Eskimonæs, Kulhus og E lla 0, hvor de gik ind til den ca. 3 Maaneder lange, mørke Polam at, hvor man ikke kan foretage ret mange Arbejder udendørs. Hvor fø r var myldrende Liv , blev nu saa tyst og ensomt. Sneen sænkede sin blaanende Kappe over Jorden, Kulden bandt Vandene, Stormene rasede og i stille Næ tter flammede Nordlysenes straalende Baand over Himmelen. Men med Solen vendte Vaaren og Live t tilbage. En Foraarsdag blev Hundene atter spændt fo r Slæden, Telt, Sovepose, Instrumenter og Provian t blev læsset paa, og igen gik det ud over Vidderne i Kamp med blød Sne, Isskruninger, Gletscherspalter og hylende Storme — blot stadig fremover fo r at føje Tal paa Tal til de nye Kort. De har kostet noget de nye K o rt ogsaa. Overvintringsmændene eller „Vintermændene“ , som vi kalder dem, har selvsagt faaet lagt en sæ rlig Glorie om deres geodætiske Hovede, har faaet en Is- og Mørkedaab, der for indviede hæver dem langt op over alle os andre saa foragtelige „Sommermænd“ . Saadan skiller Grønland Faarene fra Bukkene! Blandt disse „Vintermæ nd“ er der Grund til at fremhæve først og fremmest Kaptajn Thyge Johansen, der har staaet alle 3 Aars O vervintring igennem, og dernæst følgende, der har overvintret 2 Gange, nemlig O verofficiant S. O. Stenør (min udmærkede Rejsekammerat fra de første A a r paa Vestkysten), Afdelingsgeodæ t O. Simonsen og Topografassistent P. Halfdaner. Treaars-Expeditionen har ha ft store Vanskeligheder at kæmpe med, et meget stort og forskelligartet Personel at „sæt te an“ paa de mange Opgaver og paa mange forskellige Steder, og endelig har den ved Besejlingen a f Expeditionsomraadet ha ft Strømmasserne at kæmpe med, der endog i gunstige Isaar kan bringe Omvæltning i selv den bedste Expeditionsplan. Kortlægningsholdene har her klaret sig overordentligt smukt, og Resultatet a f deres store Arbejde igennem de 4 Somre og de 3 Vin tre er blevet et righoldig t geodætisk og fotogra fisk Materiale, der nu i Instituttet bliver omsat til færdige Kort. Naar disse K o rt over Kong Christian den X ’s Land foreligger, vil man endelig kunne sige, at danske Expeditioner selv har trukket Konturene op hele Grønland rundt.

Skærmbillede 2020-08-12 kl. 13.33.21.png

Kaptajn Ejnar Mikkelsens Expedition.

Scoresby-Sund Komitéens 2’ Østgrønlands-Expedition i 1932 til Kong Christian IX ’s Land. Denne Expedition, der som Undersøgelsesskib raadede over Knud Rasmussens berømte Thuleskib „Søkongen“ , havde til Expeditionsomraade Strækningen fra Syd fo r ScoresbySund til Kangerdlugssuaq med særlig Henblik paa en endelig Kortlæ gning a f sidstnævnte meget store Fjordomraade. Kortlægningsholdet, hvori der ikke var Personel fra Hæren, bestod kun a f 2 Mand, nemlig den engelske Ingeniør M ichael Spender og Topografassistent Chr. Larsson, der forøvrig t begge Aaret efter deltog i den 7’ Thule-Expeditions K ortlægninger. Expeditionen havde ikke Flyvemaskine til Raadighed, men Maalerne havde baseret deres Kortlægning paa terrestrisk-fotogrammetriske Optagelser, og trods vanskelige Fo rhold og kort Tid lykkedes det dem at faa frem skaffet et smukt Kort over hele Kangerdlugssuaq samt tillige over Dele a f Yderkysten imellem Kap Dalton og Kap Ravn, hvilket altsammen fik meget stor Betydning som Støtteomraader for Udnyttelsen a f den 7’ Thule-Expeditions Lu ftfo tog ra fier over Terrainet om og N ord fo r Kangerdlugssuaq. Hele Ekspeditionen fik et meget vellykket Forløb, trods det den til A rbe jdsfelt havde valgt sig den saa uhyre vanskelige de Blosseville Kyst, en a f Verdens mest utilgængelige Kyststrækninger.

Dr. Knud Rasmussens 6’ og 7’ Thule-Expedition 1931/33. Med en lille Haandfuld Mænd — Søofficerer og Videnskabsmænd — og en hurtiggaaende Motorbaad stak Knud Rasmussen i Sensommeren 1931 med et fragtet Skib til Julianehaab fo r som den første at vove en Motorbaadsrejse til Angmagssalik. Og Forsøget lykkedes. Takket være gunstige Isforhold gik Motorbaaden fin t igennem paa netop den Strækning, hvor forhen Graah, Holm og Garde under de største Vanskeligheder i Konebaad havde maattet bane sig Vej frem igennem Storismasserne. Hvad de dengang var A a r om, blev nu g jort paa lige saa mange Uger. Det var den 6’ Thule-Expedition. Det blev en Rekognoscerejse a f uanet Betydning. Det var, ligesom denne vanskelige og saa frygtede K yst derigennem blev lukket op. Toges hele den moderne Teknik i Forskningens Tjeneste, var der Mulighed blandt andet fo r inden fo r en kort Aarrække at nykortlægge hele den 1300 Kilom eter lange Kyststræ kning fra Kap Farvel til Scoresby-Sund. M indre var M aalet ikke. • 3 Aars Expeditioner var der beregnet til denne vældige Opgave. De to blev gennem ført med et udmærket Resultat, men inden den tredie blev paabegyndt, var Knud Rasmussen segnet paa Valen, og H ullet i Rækken er endnu ikke fyld t ud. Den 7’ Thule-Expedition blev paabegyndt i 1932. Startvanskelighederne var store. Expeditionen fik først sent sin fulde Størrelse, og desværre saa sent, at Nordøstkysten og Vestkysten bogstavelig talt havde ribbet Landet fo r uddannede Geodæter og brugelige Instrumenter. Expeditionen blev derfor Stedbarnet paa dette Omraade og havde Sommeren igennem meget vanskeligt ved at overvinde Følgerne deraf. De geodætiske Arbejder, der begge Aarene lededes a f Expeditionens Næstkommanderende, Kaptajn Gabel-Jørgensen, om-

Skærmbillede 2020-08-12 kl. 13.34.07.png

fattede Kortlæ gningsflyvninger og Punktbestemmelser. Geodætholdene, hvormed fulgte Geologer og Arkæologer, forlod Julianehaab i Begyndelsen a f Ju li ombord i 3 Motorbaade, og det lykkedes at slippe rundt Kap Farvel og gennem Isen op til Tingm iarm iut Omraadet, hvor Opmaalingen tog sin Begyndelse. Den første Tid var ganske overordentlig vanskelig. De medfølgende Maalere havde aldrig været paa Landopmaaling fø r og maatte derfor have et Uddannelseskursus. Og det tog kostbar Tid. Dernæst havde vi V røvl med Baadmotorerne, og det kulminerede, da en a f disse sprængtes, hvilket havde til Følge, at Baaden a f en anden Motorbaad maatte slæbes den lange Vej gennem Ismasseme tilbage til Julianehaab igen. Ja, naar Uheld være skal! Tilbage sad Geodætholdet — 3 Danskere og 6 Grønlændere — med en lille bitte Motorbaad og et meget lille Haab om at faa gennem ført Sommerens Opgave, som var at faa færdigbehandlet hele Strækningen fra Lindenow fjorden til Um ivik. A k ! Denne første Tid, den føltes næsten endnu mere prim itiv end i Startaarene paa Vestkysten. Men vi tog fat. M id t i August ankom im idlertid Dr. Knud Rasmussen selv med Expeditionens Moderskib til Arbejdsfeltet medhavende Lu ftfa rtø j, Flyver- og Fotografhold samt 2 nye Motorbaade. Hvor det lysnede; hvor der blev L iv igen. Maalem e blev nu delt i 3 Hold, der hver fik sin Motorbaad og sin Kyststrækning tildelt, og under Dr. Knud Rasmussens egen Overledelse begyndte Flyverne, ledet a f Kapta jnlø jtnant E rik Rasmussen, Fotoflyvningerne langs Kysten med Moderskibet som Basis. Og nu smilede Lykken endelig til os. Punktbestemmelseme og Fotoflyvningem e blev gennem ført fra Um ivik til Lindenowfjorden, og ialt blev der fra 157 Stationer, deraf 7 astronomisk bestemte, indm aalt ca. 4000 Fixpunkter og fra ca. 3000 Kilometer Fotoruter taget ca. 500 Billedpar foruden en Del Enkeltbilleder. Dette fo r blot at give lid t Begreb om Arbejdets Omfang. Om kring Midten a f September maatte Arbejdet afbrydes, da det er næsten ugørligt at færdes paa Kysten i Smaabaade, naar de store Efteraarsstorm e rig tig t sætter ind. Baad efter Baad forlod da Østkysten, og den 20’ September var vi alle samlede i Julianehaab fo r at tage nye Opgaver op dér, indtil Hjem rejse kunde finde Sted.

I 1933 fortsattes Maalingerne nordover fra Um ivik helt op til Kangerdlugssuaq, en Strækning paa godt 600 km og omfattende hele Angm agssalik Distriktet. Som Aaret forud var der stillet et Lu ftfa rtø j til Expeditionens Raadighed til Fotoflyvning. Geodætholdet, der foruden Lederen, Kaptajn GabelJørgensen, bestod a f O ffician t N. Th. Pedersen, Ingeniør M ichael Spender og Topografassistent Larsson, havde to gode Motorbaade til Raadighed, deraf „Andræ “ under Søminemester Janus Sørensens Kommando. Det var saaledes denne Gang lu tter prøvede Grønlandsmaalere og gode Fartø jer under kyndige Førere, der medvirkede. A f stor Betydning var det, at vi havde faaet „Andræ “ og Janus Sørensen med, og paa Baggrund a f forrige Sommers evindelige Motorbaadsvrøvl var det med en særlig Glæde, jeg igen gik ombord i min gamle Motorbaad og ombord til en Expeditionskammerat, jeg paa Forhaand vidste vilde bestaa Østkystens store Belastningsprøve. Fo r Janus Sørensen blev Sommerens Start ikke helt almindelig. Den 8’ A p ril rejste han ud som den første a f alle Expeditionens Medlemmer, og da jeg mødte ham den 4’ Juni i Godthaab, havde han i Mellem tiden installeret en Radiostation i Egedesminde, rigget „Andræ “ til i Holsteinsborg, installeret Radiostationer i Holsteinsborg og Jakobshavn og sejlet „Andræ “ fra sidstnævnte Koloni til Godthaab. Ingen gør ham dette efter — • og samme Tempo gennemførte vi paa Resten a f Expeditionen. Lykkelige Marine, der har Raad til at afgive saadanne Folk! Geodætholdet blev som nævnt sat a f i Godthaab. Paa Grund a f Storis kunde Skibet ikke komme ind til Julianehaab. V i sad altsaa paa „den gale Side“ a f Landet, og foran os laa en 1600 km lang Rejse langs Kysten rundt Kap Farvel og op til Angmagssalik. Holdets A frejse fandt Sted fra Julianehaab den 30’ Juni, men fø rst den 20’ Ju li naaedes Angmagssalik efter en ret besværlig Sejlads gennem Storismasserne. Dagen efter ankom Lu ftfartø je t fra Ivigtut, og dermed var hele Expeditionen samlet, ialt 47 Danskere, 1 Englænder, 4 Tyskere og ca. 100 Grønlændere. Det var et stort Ø jeblik fo r Knud Rasmussen at kunne skue ud over en saa talrig Forsam ling og lykkeligt fo r ham faa Dage efter at vide hele Flokken spredt ud i Arbejdsfeltet, hvert Hold i Kast med sine Opgaver.

Og der skulde bestilles noget. Sommeren er skøn, men kort. Fo r at anskueliggøre, hvor meget der a f Luftfartøjet, Moderskibet og de 8 Motorbaade blev flø je t og sejlet skal blot nævnes, at Distancerne sammenlagt er over 60 000 Kilometer eller Jorden li/o Gange rundt Æ kvator.

Skærmbillede 2020-08-12 kl. 13.34.52.png

Geodætholdene — Gabel-Jørgensen og Spender i „Andræ“ og Pedersen og Larsson i „Dagm ar“ — var denne Gang i alle Maader geodætisk moderne udrustet, hvilket selvsagt sporedes stærkt i Arbejdet. Det lykkedes at bygge et sammenhængende Punktnæt op fra Um ivik til Kangerdlugssuaq, hvor der opnaaedes Tilknytning til Spenders og Larssons Maalinger fra 1932. Særlig Vægt blev der lagt paa astronomiske Stedbestemmelser, ligesom det store Punktsystem blev yderligere støttet ved Optagelse a f en Del terrestrisk-fotogrammetriske Billedpar.

Lu ftfotograferingen blev gennem ført programmæssigt og uden Uheld. Foruden Omraadet fra Um ivik til Kangerdlugssuaq blev der foto flø jet et meget stort og interessant Omraade N.Ø. fo r Kangerdlugssuaq om fattende hele det nordlige Polaromraades højeste Fjæ ldparti. Ialt blev gennem ført ca. 3500 km Fotoruter, hvorunder blev optaget ca. 450 gode Billedpar foruden en lang Række Enkeltbilleder. Paa Nedrejsen blev der yderligere foretaget en Del supplerende M aalinger i 1932-Omraadet, saaledes at det var et meget stort Materiale, der blev hjem ført, ja saa stort, at det under Hensyn til Tid og Antal medvirkende Geodæter er en Rekord, det ikke v il blive helt let at slaa. Først sent forlod vi Østkysten det Aar. V i vilde være færdige. „Andræ “ og „Dagm ar“ fulgtes ad paa Hjem rejsen og kom den 4’ Oktober til Julianehaab, hvorfra Hjem rejse til Danmark fandt Sted. Blandt Arbejderne paa Vestkysten skal nævnes Vandstandsmaalingerne ved Nanortalik og ved Julianehaab. A rbe jdet var paabegyndt i 1883— 85 a f Holm og Garde i Nanortalik og blev nu fortsat a f Expeditionens Geodæter, idet man naturlig t ønskede et Maal fo r Grønlandskontinentets Hævning eller Sænkning i de forløbne 50 Aar. Fo r yderligere at belyse dette vigtige Spørgsmaal fremskaffede Knud Rasmussen fra Geografisk Selskab i London en selvregistrerende Vandstandsmaaler, der blev opstillet i Ju ­ lianehaab og holdt i Gang dér det meste a f Vinteren 1933— 34, og ogsaa herfra hjembragtes et meget væ rdifuldt geodætisk Materiale.

Hvilken Oplevelse har det ikke været at rejse disse A ar sammen med Dr. Knud Rasmussen. Som nær Medarbejder havde jeg Lejlighed til at følge Opbygningen a f disse Stor-Expeditioner og Ledelsen a f dem i Marken. Forberedelserne er som oftest langt de vanskeligste, og særlig læ rerigt har det været at se, med hvilken Ildhu Knud Rasmussen her førte Sag efter Sag igennem, til alt var bragt i Orden paa Afrejsens Dag. I Marken var han paa en Gang den myndige Leder og den fo rtræ ffelige Kammerat. Han evnede som faa at bringe Samarbejdet imellem de mange i den rigtige Gænge, støttede og opildn ede, hvor det behøvedes, levede med i hver enkelts Arbejde, Vanskeligheder og Glæder. Trods det, at geodætisk Opmaaling laa saa langt som noget fra hans eget Fagomraade, saa stod Kortlægningens store Betydning ham klart, og han satte meget ind paa at faa gennemfø rt netop denne Expeditionens Hovedopgave og har derigennem saa at sige prentet sit Navn paa hvert eneste K o rt over Sydøstgrønland. Skulde jeg tage et enkelt Blad ud a f Sommerens rige M in ­ dekrans, saa bliver det Mødet i Angmagssalik med Anne og Charles Lindbergh. En Dag med graa, lavthængende Skyer dukkede pludselig en lille Flyvemaskine frem og landede let og elegant imellem Fjordens drivende Is. Spændte saa vi den store Mand og hans lille Kone dukke frem a f Maskinen, og spændte var vi paa, om de nu ogsaa stod Maal med deres fantastiske Berømmelse. De overgik den lykkeligvis langt. Glade over helt at kunne være sig selv slog de sig fo r en Stund ned imellem os og blev næsten som Medlemmer a f Expeditionen. Ved smaa Fester, Knud Rasmussen foranstaltede fo r dem i Præstens smaa Stuer og i „Andræ “s lille Kahyt, var Traktementet nok lid t spartansk, des mere overdaadigt var Humøret og Feststemningen. Ja, hvilken Stemning var der ikke over den lille Kreds

Skærmbillede 2020-08-12 kl. 13.35.28.png

a f Mænd og Kvinder, der her sad bænket om det lille Bord ifø rt Anorakker, Overalls og færøske Trøjer. Hvor vi lyttede, naar de to store Mænd: iLindbergh og Knud Rasmussen talte, to store, beskedne, raske Drenge — men begge med Daaden bag sig. U forglem m eligt! Paa Slutningen a f Expeditionen blev Knud Rasmussen syg i Angmagssalik. Han kom sig dog saa meget, at han i „Kivioq“ kunde transporteres ned til Julianehaab, hvorfra hans Hjemrejse til Danmark fandt Sted. Han blev fra Skibet kørt direkte ud paa Hospitalet, og der fulgte en Række pinefulde Uger, hvor baade han og vi levede i Haabet om Helbredelse. Men det 

Skærmbillede 2020-08-12 kl. 13.35.45.png

skulde ikke være saadan. Den 21’ December 1933 døde han — en trist, graa Vintermorgen. En Stormand var gaaet bort — hans Stordaad lever! Som A fslutning paa Beretningen om Østkystens Opmaaling skal endelig nævnes, at der i 1937 blev foretaget en Omfotografering a f Skjoldungeomraadet. Billederne herfra — de først optagne Lu ftfotogra fier paa Sydøstkysten — var mindre klare, hvorfor Geodætisk Institut besluttede at lade dem omfotografere, idet der i 1937 alligevel skulde Flyvemaskine til Grønland fo r Lu ftfotografering a f Vestkysten. Lederen a f A rbejdet blev Afdelingsgeodæt O. Simonsen, der fik „K ivioq “ under Janus Sørensens Kommando som Stationsbaad. Expeditionen var ude fo r et alvorligt Motoruheld med Lu ftfartø jet, men det lykkedes dog at gennemføre de ønskede Fotoflyvninger og at opnaa et meget smukt Resultat.

Skærmbillede 2020-08-12 kl. 13.36.02.png

Afsluttende Bemærkninger.

Ny-Kortlægningen a f Grønland er paa fuld Fa rt fremover og har været i lykkelig Vækst igennem Aarene. A t det har været betydelige Kræ fter, der har været sat ind paa dette Omraade, vil foranstaaende lille Oversigt vise bedre end mange Ord. Blandt Aarene er det værd at fremhæve 1933. Fra dansk Side har der til Forskningsarbejde i Grønland ialt været udsendt 236 Mand, og hertil kommer saa yderligere de ca. 150 Grønlændere, der har deltaget i Expeditionerne enten som fast Mandskab for hele Sommeren eller som m idlertidigt engagerede fo r kortere Perioder ad Gangen. Størst har Indsatsen i Aarene været paa det geodætiske Omraade. Indtil Dato er ca. 2700 km Kystland færdigmaalt, og andre store Strækninger ligger klar — er fotofløjet — til den endelige Behandling. Dette Arbejde har budt paa mange pragtfulde Opgaver, der fra første Færd har kaldt ogsaa paa Hærens Ungdom, O fficerer som O fficianter, der deroppe har fundet en baade a f Udstrækning og a f Betydning vidtomspændende Virkeplads. Opgaverne deroppe har saaledes blandt meget andet kaldt paa et virkelig t Samarbejde mellem Hær og Flaade. Vi, der ubegribeligt nok aldrig kommer sammen herhjemme, har paa disse fjerne Strøg kunnet mødes i fælles Samarbejde i fælles Baad. Gid det maa bære Frug t ogsaa paa anden Vis. Danske Orlogsskibe har jo ved deres Fiskeriinspektion en særlig T ilknytning til Grønland. Foruden denne nyttige Tjeneste faar de desuden Stunder til at „vise Flaget“ Kysten langs til stor Opmuntring, Fornyelse og Glæde fo r baade de i Landet og for de farende Folk. Det er saaledes ikke blot i Arbejde, men ogsaa i Fest vi har været sammen med Kammeraterne i Flaaden, og „de blaa Drenge“ skylder de danske Orlogsmænd Tak fo r storartet Hjælp og fo r uforglemmelig Gæstfrihed igennem alle Aarene. Maatte Frem tiden bygge videre paa Venskabet! Ser jeg tilbage paa Aarene, der svandt, rinder mange herlige Minder mig i Hu, Minder om Sejre og Nederlag, om Slid og om Fest, om Magsvejr og Storm og om Land og Folk. Flest tror jeg til de sidste. Jeg tænker her først og fremmest paa vore Venner — Grønlænderne. Lidet kunde vi have udrettet uden deres Hjælp. Tro fast og dygtigt har de givet ogsaa deres Bidrag til Kortlægningen a f deres Land, enten som vore faste Drenge ombord eller som vore Hjælpere i Land. De har slid t og slæbt sammen med os, baaret deres P a rt a f Byrderne til Fjælds, frosset med Anstand paa Tinderne og svedt med Smil i Dalene. T il Lands som til Vands har de vist et Kammeratskab og ydet en Indsats, man rolig t kan kalde enestaaende. Ogsaa de har fortjen t deres eget Kapitel, naar Opmaalingens Historie engang skal skrives. Og dernæst gaar Tankerne saa ofte til Vennerne i Styrelsens Skibe. Her har vi hvert A a r ha ft vort gode maanedlange Hjem paa Ud- og Hjem rejserne, og mange er de Haandsrækninger, som Kaptajner og Styrmænd, Maskinmestre og Matroser har ydet Geodæterne i Aarets Løb. V i kan vist ikke give dem nogen bedre Tak fo r alt dette end ved de nye Kort, vi skaffer dem. I Forbindelse med Søkortene v il disse betyde en forøget Sikkerhed ved Besejlingen a f Landet, ligesom den nye nøjagtige Opmaaling a f Skærgaarden inden mange Aar vil bringe nye herlige indenskærs Sejlruter til Glæde ikke blot for Søfolk, men ogsaa fo r søsyge Passagerer, og disse sidste har som bekendt min særlige Bevaagenhed! Og endelig en Hyldest til de mange danske og grønlandske H jem langs Kysten. H vor mange a f dem har ikke staaet aabne fo r os gennem alle Aarene og trofast skænket os baade Husrum og Hjerterum . Mange a f os har netop deroppe vundet Vennerne fo r Livet. F ra deres hyggelige Stuer drog vi ud om Foraaret, og mod de samme Stuer længtes vi tilbage om Efteraaret, naar Stormene satte ind, og Sneen dækkede Landet. Og var det ikke Vennerne, der stod derinde paa Klipperne og gav os den sidste Hilsen med hjem til gamle Danmark, naar Skibet stille gled bort gennem Isen? Og tog vi det ikke som en Selvfølge, at de stod der igen, naar vi med Foraarsskibet vendte tilbage og længselsfuldt spejdede imod Land? Jo, og atter Jo! Bestyrere og Assistenter, Læger og Erhvervsledere — saa godt som alle har de staaet os bi i Arbejdet med Raad og Daad, enkelte endog paa fremragende Vis. Det ligger saa snublende nær fo r mig at nævne Navne, en særlig Tak til den og til den brænder mig paa Læberne. Men nej, det er ugørligt at nævne dem alle her. Jeg sender derfor min Tak til Styrelse og Handel, herhjemme som deroppe, under eet til Grønlands Fa ­ der, Direktør Daugaard-Jensen, og knytter dertil en personlig Tak ikke blot fo r mange fælles storartede Rejseminder, men ogsaa og især fo r de smukke Ord til m ig om de blaa Baades øvrige store Betydning fo r Grønland, idet det har vist sig, at vor Præcision og Ordenssans har smittet Grønlændere og Danskere, saaledes at vor Gerning ogsaa paa det Omraade har baaret glædelig Frugt. Det gjorde godt at høre.

Knud Rasmussen skriver i „M in Rejsedagbog“ : „A lle R e jser er kun til fo r den, der har g jort Rejsen, tilbage til andre bliver kun det fattige, som Ord kan give.“ Jeg gør disse Ord til mine. Størst er Oplevelserne fo r en selv, fattige synes mig derfo r disse faa Sider mod Oplevelsernes Rigdom og Dybde. Livet i Ødemarken byder paa mange Forhold, man som Soldat staar særlig rustet overfor. Hærens Skole hærder Legeme og Vilje , Egenskaber det barske Liv i Fjæ ld og Bræ har særlig Brug for. Kortlægningsopgaveme paa Færøerne, Island og Grønland er en enestaaende Vej ud i Verden og byder paa herlige Opgaver i herlige Lande. Lad os haabe, at danske Befalingsmænd a f Værnene — Hæren som Flaaden —• maa faa Lov til fortsat at være med i Arbejdet, at de maa faa Lov til ogsaa at slutte det, de var med til at starte. Og jeg v il udtale Haabet og Ønsket om, at Kortlægning ogsaa ud i Frem tiden maa bevare sin nære Tilknytning til Hæren. Fremragende O fficerer og Guider har gennem Aarene ydet Videnskaben og deres Land uvurderlige Tjenester, har dermed lyst op fo r Hæren igennem mange mørke, trange Aar. Der er igennem Geodæsien holdt Hæren en Dør aaben udadtil, udad mod Land og Folk, ja helt ud til Grønlands fjerneste V id ­ der, hvor selv Eskimobamet ved, at „det er Soldaterne, der maaler op“ — såkutun-uko nunamik ugtuissut. Store Dele a f vort Folk bedømmer hele Hæren udfra deres Kendskab til det geodætiske Personels Liv , Færden og Arbejde, og v i behøver saavist ikke at skamme os over det, der er præsteret af Beregnerkontorernes og Tegnesalenes Mænd. Med Aarene synes Hærens Interesse fo r geodætisk Tjeneste im idlertid at være dalet, Hærens Ungdom har fundet Dobbeltstillingen som Geodæt og Soldat saa vanskelig, ja, saa fa rlig fo r Karrieren, at Stabsafdelingens fo rtrinlige geodætiske Kursus paa O fficersskolen nu forgæves kalder paa den bedste Del a f Ungdommen til uoverskuelig Skade baade for Hæren og fo r Opmaalingen. Tiden synes inde til en Æ ndring a f dette Forhold. Døren skulde nødigt slaa i foran os. Jeg synes ikke, vi har Raad til det.

Gabel-Jørgensen.