Log ind

Generalmajor P. F. Møller

#

Generalmajor P. F. Møller.

(født den 4/3 1855, død den 26/4 1943).

Den 26/4 1943 af gik Generalmajor P. F. Møller ved Døden i sit Hjem i Aarhus i den høje Alder af 88 Aar. Trods denne var han rask og rørig til sine sidste Dage og i Besiddelse af usvækkede Aandsevner. Livet var ham til det sidste en Glæde, og han havde den Lykke at gaa bort uden at ane, at Døden forestod. Selv om det i Aar er 21 Aar siden, at Generalmajor Møller forlod Hæren, idet han afskedigedes den 31/10 1922, saa vil hans Navn dog fremdeles være husket i denne, og Mindet om hans Gerning og sjældne Personlighed være bevaret hos de mange, som har kendt ham, hvilket for de flestes Vedkommende vil være ensbetydende med at have næret Tillid til, Beundring og Højagtelse for ham. Som saa mange af den Tids Officerer begyndte Generalen sin militære Løbebane paa Hærens Elevskole (fra 1869—72), hvorefter han gennemgik Officersskolens yngste, næstyngste og næstældste Klasse, blev Premierløjtnant 1880 og gennemgik Generalstabsklassen 1882/84. I 1886 kom han til Tjeneste i Krigsministeriet og blev samme Aar Adjutant hos Krigsministeren, hvilken Stilling han beholdt til 1894, i hvilket Tidsrum han kom til at staa den daværende Minister, General Bahnson, meget nær. I 1890 var General Møller blevet Kaptajn, og efter et Par Aars Tjeneste som Kompagnichef ved 13’ Bataillon ansattes han i Efteraaret 1896 som Stabschef hos Generalinspektøren for Fodfolket, daværende Generalmajor (senere Generalløjtnant) Meldahl. Begge disse Mænd (Generalerne Bahnson og Meldahl) var hver paa sin Vis meget betydelige, karakterstærke og særprægede Personligheder, som General Møller mindedes med stor Veneration, og om sin Tjeneste hos dem fortalte han ofte og gerne. Fra 1901—1904 var Generalen ansat ved Generalstabens taktiske Afdeling; sidstnævnte Aar forfremmedes han til Oberstløjtnant og Chef for V Bataillon og blev derefter (fra 1908—1911) Chef for 5’ Regiment i Nyborg. Sine Tjenesteaar som Bataillons- og Regimentschef mindedes General Møller med særlig Glæde, og enhver, der har tjent under ham i disse Aar, vil erindre ham som en Officer med usædvanlige Chefsegenskaber, myndig og velvillig, fast baade op- og nedefter, administrativt og praktisk lige fremragende, samt en dygtig og rolig Troppefører. Ikke mindst i Stillingen som Regimentschef i Nyborg befandt Generalen sig godt; han værdsatte i høj Grad Samarbejdet med sit Officerskorps og paaskønnede ligeledes den Indsats, som dette Regiments dygtige Underofficerskorps gjorde i Dagens Gerning. Om disse Aar talte han ofte, og han havde sikkert gerne set, at denne Kommando var bleven af længere Varighed. Imidlertid kom i 1911 Forfremmelsen til Generalmajor og Ansættelsen som Chef for Jydske Brigade, hvilken Stilling han kun beklædte i ca. 1 1 /2 Aar, idet han den 15/4 1913 ansattes som Generalinspektør for Fodfolket, og det er vel fra hans ca. 9'/o-aarige Virksomhed som saadan, at han navnlig vil blive erindret og vil være kendt af en stor Del af! Hærens endnu tjenstgørende Officerer, naturligvis specielt i Fodfolket. Det kan med Sikkerhed siges, at hans Gerning som Generalinspektør har efterladt det smukkeste Minde om ham i det Vaaben, han stod i Spidsen for, hvis Trivsel og Fremgang laa ham saa stærkt paa Sinde, og hvis Personales Ve og Vel i fremtrædende Grad optog hans Tanker. Han vil blive husket som et Symbol paa Ridderlighed, Retsind og Redelighed. Hans Inspektioner af Afdelinger og Underafdelinger og de Uddannelsesskoler, der var ham underlagt, var præget af disse Egenskaber samt af hans dybtgaaende faglige Indsigt og store Menneskekundskab. Han gik aldrig til sine Inspektioner med forudfattede Meninger; hans Vurdering afhang alene af Beskaffenheden af det, som blev vist ham, og hans Personeladministration var præget af de samme Egenskaber. Hans Indstillinger til Krigsministeriet om Forfremmelser i Vaabnet blev til efter de grundigste og omhyggeligste Overvejelser; naar tvivlsomme og vanskelige Tilfælde forelaa, kunde man høre Generalen i timevis gaa op og ned i sit Kontor, indtil han havde truffet sin Afgørelse. Det stod ham altid for Øje, at det var Menneskeskæbner, hvorom hans Indstillinger drejede sig, og hans dybtgaaende Overvejelser var præget af denne Erkendelse. Hans Opgave lettedes ham ved hans indgaaende, ja enestaaende Kendskab til Vaabnets Personel, helt ned til de yngre Aargange af dette. Det er vel saaledes, at Officerer af samme og af nærmest foregaaende og efterfølgende Aargang normalt kender hverandre godt og er i Stand til ret nøje at vurdere hverandres Fortrin og eventuelle Mangler, men et ganske tilsvarende Kendskab havde General Møller til Aargang efter Aargang, og ofte maatte man undres over, i hvor høj Grad han i sine, i Fortrolighed fremførte, Ytringer om Personer og Forhold ramte Sømmet paa Hovedet, hvor Talen var om ens egne jævnaldrende, som man dog mente at kende bedre end Generalen. Ogsaa det taktiske og organisatoriske Arbejde ved Generalinspektoratet havde hans levende Interesse. Hans Gerning som Generalinspektør faldt i en Brydningstid, nemlig under og efter forrige Verdenskrig, hvor talrige Problemer meldte sig og krævede, at der toges Stilling til dem, og her kom Generalens sikre Dømmekraft og vaagne Skepsis overfor alt uafklaret og ufærdigt ham til Nytte. I hans „Regeringstid“ faldt Indførelsen af de automatiske Vaaben i Fodfolket, og i hans sidste Tjenesteaar udarbejdedes paa Grundlag af Krigens Erfaring Fodfolkets Eksercerreglement af 1923 samt Vejledning i Fodfolkets Kampforhold. Ogsaa paa andre Omraader blev der trukket paa Generalens Arbejdskraft og Erfaring. Han var saaledes Formand for den af Officerer og Politikere m. fl. bestaaende Kommission angaaende Uddannelsen af Hærens Befalingsmænd 1914/ 17, ligesom hans repræsentative Evner blev taget i Brug ved flere Lejligheder; saaledes overværede han som Repræsentant for den danske Hær Kejser Frantz Josephs Bisættelse i 1916. General Moller var i Besiddelse af fortrinlige Egenskaber for den Gerning, som han kom til at udøve. Hans Karakteregenskaber var af en sjælden Lødighed i enhver Henseende; han var udrustet med en klar Forstand, stor Menneskekundskab og med en usædvanlig sund Dømmekraft, der satte ham i Stand til omgaaende at skelne væsentligt fra uvæsentligt og hurtigt at finde ind til Sagens Kerne. Som Følge heraf faldt Arbejdet ham let, og han fandt saavel i Skrift som i Tale let Udtryk for sine Tanker. Han var en smuk Mand med en stilfuld og værdig, men naturlig og ganske ukunstlet Fremtræden; han bar sit Hoved højt uden at knejse; alt hos denne Mand var ægte. Hvad der var paataget og uægte var ham imod, og hvor han mødte noget saadant, saa han lige igennem det og vurderede det efter Fortjeneste. Han var beskeden og fordringsløs for sit eget personlige Vedkommende, men lagde Vægt paa, at der vistes hans Stilling og Grad skyldigt Hensyn, ikke for sin egen, men for Stillingens Skyld, saa vist som han nærede den største Respekt for sin Gerning, sin Stand og de Forpligtelser, som hermed fulgte. Og det faldt naturligt og selvfølgeligt for enhver, der kom i Berøring med Generalen, tjenstlig eller privat, at vise denne Mand saavel Respekt som Agtelse, og hos dem, som kom ham nærmere paa Livet, føjedes hertil af sig selv Ærbødighed og Hengivenhed for ham.

Da General Møller forlod Hæren, føltes det af alle, at den med ham havde mistet en af sine smukkeste Officersskikkelser. De mange Aar, der er gaaet siden da, har ikke udslettet denne Følelse og ej heller Mindet om ham og hans sjældne Personlighed.

C. J